Den uforbederlige bibliotekar Niels Jensen Husvennen Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid. Udgivet af N. C. Rom. Udkom 1873-1901. Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm Udarbejdet af Niels j ensen 5 Alenigmands Villedhlad for Mlorſtabglesning. Oplysning og Husflid. (Ded 180 Billeder) Apginet ak R. C. Rom. WWW A N Aargang 1874— 75. ——— — Kjøbenhavn. J Kommisſion hos Boghandler Rudolph Klein. Trukt pan Adginerens Forlag hos J. Y. Schult. BOISEN) EGET lse fdd rx mex tal Hei (ES: Indholdsfortegnelſe. | Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Mærke, er af eller ved Udgiveren. Fortællinger. Side. » Gjengjaldelſen, af Beatus Dodt 2, 9, 17, 25, 36. Hvordan Uglen blev til, af Bendi ix Hanſen Ludvig Holberg, af Bendix Hanfen 33, Vore Fædres Guder, ved Fr. W inkel Horn 41, 74, 82, 91, 149, 166, 190, 199. Ames Evald, af Bendix Han⸗ C 49, 57. Fru e Tid, ved A. e 90 62. Den eneſte Lykkelige, et Folkeſagn. JJC AGRE ESNERREDER ESS 60. Johan Herman Vesſel, af Bendix VV 65, 74. „En lylkelig „Gevinner“, af Knud Skytte 69, 78, 81, 89, 110, 113, 121, 129, 137. Bedſtefaders Jul, af Bendix Hanſen 98. Rasmusſens harr, ved rig rias Nielfſen wm ingen n Jagthiſtorier 1. En fodt Jagthund, af Bendix Hanſen 146 En Udaadsmand, af C. A. Thyregod 153, 161, 169, 177, 185, 193. Jagthiſtorier 2 Paa Sneppejagt, 1 Bendix Hanſen 8 Slaget pan Gratehede, ved Fr. Ld.. 182 Lever vor gamle Gud virkelig endnu; af Em. Henningſen 202 En Oaſe i Orkeneu, af R. N. . 4. Hans Chriſtian Anderſen, 0 Ude fra Veſterhavet, af Emanuel | Hanſen an, moe 3 Henningſgſen 2, 20, 28. | Hans Jørgens og Abelones We Om vore Skilderieeer 14. dige Hendelſer i Kjobenhavn, af Heſtebremſerne m 30. Emanuel Henning ſen 215, Beduinerne, af R. NV. 35. 231, 247, 263, 279, 302. Hyvidtornshakken og 55 Behandling, Nisſen og Hunden, af Bertrand. 222. ved N. Rasmusſen Søfilde. 39. Adam Shlenſleger, af Bendix Han⸗ Lapperne sk 4 MD 44. | eie d. n 225. Lidt om Torvemoſernes Dannelſe og | „ Kobroan Ole blev til Noget, af Betydning, af A. P. E. Toepfer. 44. | Bendix Hanſenn 233. En avyſtralſk Konggee 53. | Lidt Livsfiloſoft, af Emanuel Faarebramſe nn 54. i Den tingen. 0 . . 241. Heſten og Reguſkermen 59. —Vaar og Vinter, af Bendix Han⸗ Daabsfeſt under Linien 67. JJV 57, 265. Bulbjerg og Skarreklit 68. Fra Korsør, af Emanuel Hen⸗ Paa Satren, af H. K. A. Hovmeller 76. CVFVFVCVVVV dne Sabel hd se 270. Fra. Brafilten . seer esse ses 85. Tvillingbrødrene, af Bertrand 273, 281. juren, af A. P. E. Toepfer ... 94. En klog Preſt, af B. HH... 304. En Arbei derfeſtt. 95. Duenn fn ste ss 305. | Julen og Juleneget, af 75 N. . 104. Et 11 Brev, af Zakarias Angorag eden. 109. Nielſeß 5 315, 324, 331. Besſemers Salondamper 5 110. | Et Matrose ved A. Th. J. . 319. Stakkels Morten, af Emanuel | Liſt imod Lift, af Beatus Dodt Heunningſenn 115. i 339, 347. Den underjordiſte Jernbane i London 118. | | Fader og Son, af C. A. Thyregod 354. Hyvalrosſe en. . 123. | ” Bratte Omvexlinger, af Emanuel anten 131 Henningſen ... 363, 377, 387, 395. Kineſernn essere e 139. Nikolai Frederik Severin Grundtvig, af Bendir Hanſenn 371. Side. Bernhardt Severin Ingemann, af Bendix Hanſen . 403. En gav:mild Praſſůũi .. Digte. Danmark vor Moder, af Zakarias Nielſen Frelſeren og den Blinde, af C. A. Sni dds RAMS ANER 3 5 ved Bronden, af C. A. Thyre⸗ 3 Eo LES DØR 9. Den gamle Stenſlager, af Zakarias CCCCCCCVCCCV ESTER Er RD SAGE es 47. Mod Julen, af Zakarias Nielſen 97. J Nord og Syd, af Emanuel Hen⸗ Huge n tere 136. Ruth ſunker Ax uns Boas' Ager, 1144 C. A. Thyre god En ny Ret, af Emanuel gane Ringen 176. Langfredag, af Zakarias Nielſen 201. J Skoven ved Aftenstid, af Zaka⸗ Nie Nielſe mn 254. 1 ge Daggry, af P. H. „ ‚U—U . . sees eee ste G—ͤ—ͤ—ꝓ— 2 355*VF̃rͥ e« ſen 8 En tøjerlig Tvivl, af E. G . 9 1 Fra Naturen og Folkelivet. Gaaaſetaarnet, af Emanuel Hen⸗ ningſen la £ Side, Om folfelig Læsning, Banſ en Ng Skovmaaren, af A. P. E. Toepfer. 163. Det fortvivlede Ridt Lidt om kunſtig Fiſkeavl, af Arthur Foo KR afeleke Fre FA: Præriehmden, af A. 10 E. Toepfer 181. Paa Nilen, af R. 187. Dyrkning af Gras NI Froavl. . . . . 192, Paa Havet af R. NM... 125 Flagermuſene, af A. P. E. Toepfer 197. Indenlandſk Silkeavl, af P. Nielſen 206. Lidt om Beſkering af Frugttraer . 207. Tigerdreberen, ved V. L. . 217, 230. — ́ 1 G—ͤ— 2 Fra Avftralien, ved A. P. E. Toep fer 236. Fuglenes Betydning. for ee 237, 246. ved A. P. C. 1 Svalen, af R. NN.. Moens Klint, hu R. N. Fra Lindum, af Robert 1 BLØD 249. Gazellen, af A. P. E. Toepfer. . . . 253. Udklekning af Sommerfugle ....…. 254. Raveſtreger, ved Filip. 255, 95 321. Kaffetrcet og Kaffen, af A. P. E, ooo SUGES SI SNSARN 259. Lidt fra gamle Dage, af S. Jor⸗ denen ARENSE DØREN 261 Mormonerne i Utah, ved C. S. .. . 269. Kaninavl, (af Tejſen) 272, (af Ma⸗ g zan ti 279, 288, (af Kornerup) ler 314. Theplanten og Then, af A. P. E GFT Str SR ge Bejøg paa en norſt Sater, af H. K. A. Hovmoller . .. Et Beſog i Lejren ved Hald, af Emil Sauter 289 Viborg, af Emil Sauter 307. Mejemaſkinen, af J. S. Greve. . 317. Ordſprogsleg, ved K. Gyldenftjerne 320. Rom, af R. N.. 325, 334, 342. Strudſen, ved A. P. E. Toepfer . 328. Menneſkets Kamp med de vilde 15 329. Hunden, af Filip Smaa Gaſter i vore Haver, af F. L. MN. Larfe rn 337, 344. En Kampeblomſt sener, 343. Jernbane paa Havbunden 352. En norff Pilgrim, af N. P. Wiwel 352. o BESAD 8. Fra Avſtralien, af Robert Watt. 359. Arbejderklasſens Kaar i det 16de Aar⸗ ů—— * j ͤ—ͤ—y— 3 * hundrede, ved H rd 361. ARON EH AES SE KS DERE ; A Es 367. Stjernehimlen, af Pauline Worm 368. Beveren af A. P. E. Toepfer... 389. Bidrag til Ulvens Hiſtorie i Jylland, af A. Peter Gaardboee 392. Spiſelige Fuglerede rr . 398. ampekr n SSE 399; Karlsvognen og Nordſtjernen >: af Pauline Worm Torup Landbohsjſtole for Seen 402. Fyret paa Eddyſtone, af R. N.. . . 409. Lidt om Kaffens Branding. . . 413. Billeder Side. / sake EN Deere 15 Frelſeren og den Blinde 4. mak „ SOL LERET. ES EAR 5: Asses 8 re Ehiejer og Rebekka, Tillegsbillede 9. Glengzeldelſen 12. JFlit terne Eee 13. Vrag i San; Bar 20. Slibhrm n SE SSRASE SEES 21. Ste hilsranmteris dis sale ge 29: Haandgjerningsbog for Ungdommen. 24. Skagen og Skagens gamle Kirke. .. 28. Skagens gamle og nye Fyrtaarn .. 29. Seger . ANSE ARS 30. Holbergs Billedſtstte 33. FCC 36. Gjengjældelfen nnn. 38. 77 (( 1 PRESS, 41. Bierglapper i Hojtidsdragt n 45. ee OSSE SS UTSESES 46. Johannes Ewald! IE, 13 Se are 49. ei . n NOE Huggehusarbejdenr 1 Evaldshej ved Rungſ ted 57. Luther i ſit Hemm. elerg . Johan Herman Vesſel. 65. Daabsfeſt under Linien 5 68. Bulbjerg og Skarrek lit 69. S OSS SK malle ens ÅR 76. Lørdagsfvæld paa Sæteren........ 77. Wgirs Gæftebud. seler s enes 84. En Nat paa Amazonfloden ....... 85. Baden 3 92. iir ST BES 93. Bedſtefaders Julebill eden 100. Aung „ 101. Angora Geder .. „ 108. Besſemers nye Salondamper 109. Aherikaufe Bre; 112. Raven paa Hare jag. 116. Hafi Se keg I FG tabel 175 Jernbanefart under London 117. En Hhos iger 124. Sele gent paa Bornholm. 125. ECC (oo de ds 132, Isbjornen og '(Grønlænderen ...... 136. Ved en Tyrefægtning i Spanien . 136. En Mandarins Boli gg. 140. Gage ner 141. Et Klüdetseyae eee SKE SE SS 144. Ruth ſanker Ax paa Boas” Ager, lese. 145. Sjankos Vanhe ldd 3 148. En forkert Sneppee NES 156. Bagho dd e 157. F ² SESENND SELLERS 164. Rensdyrryttere nn 5 FF T. Kunſtig Fiſkeavl 6 Billeder). . 173 74. l res anses een an 5 180. Pratiehnnss??s ode Se rr 180. Slaget paa Gratehede 181. En Baad paa Nilen as. e 188. Dromedarer pasſere et Badefted.... 189. Ankomſt til Kairo 190. Fiſkere paa Nordſ en 196. Den flyvende Hund 197. Se hyvilket Menneſke (Ecce homo) . 201. Side. Egelovedende Silkeorm og dens Kokons 204. Egelovedende Gommerfugl........ 205. Hans Chriſtian Anderſen 209. En „Telegraf til Heſt n 216. Bengalſk Tiger „ 220. Nisſen og Hunden ana 224, Adam Øblenflægers Billedftøtte. så 2 En lojerlig Solvkuglle En Kengurujaglũ ERE RENS 288 Saen eg FE SER 239. Møns Kant: . . 244, Hans Jorgen i Knibte 248. J ES re are k era 252. J Skoven ved Aftenstid 253. Udklakningsappa rail. 255. Art e n 257. En Kviſt af Kaffetræeůů i 260. Hans Jørgens Forſkrakkelſ e...... 264. Binnen SNS 265. Mormoner paa Vandringg . 268. Indſejlingen til Kors 272. En Gren af Theplanten 277. Thehoſt i Kin 277. Hans Jørgen i Fare 280. Tvillingbrodrene 281, 282, 284. En norfk Fjeldſccte r. . 285. Lulren ned dad 289. Ved Kogeſtederne . Seg MADS ÆEBÆE SA nREe 292. Haarklipningsſcene I 292. Leirkome die 3 293. Soldat tee: ee. en 293. Niels Ebbeſen felder Grev Gert, Dilluüßsbünde le, d. een. 299. Et heldigt MPode W 303. EEN bt Fa TE | 3 at enes esse ESS LEA NGER 5 305. Viborg ſet fra Sydoſ I 310. Viborg Domkirkek. . . „e 311. 2 Mejemaſtinee rr 8. Selvafleeggende Mejemafkine. . . ... 319. Rot:!!! KER SN SE (IE 326. En aftitanſt Subs ER 327. En Strudsry tterrn 2 Indkjorſel i Hoſte˖n 333. Veſtatemplet i Rom 8 335. Fuglekasſe SERVER 338. Feſtningen Engelsbor g 342. Kempevandlilier . . 343. Jernbane paa Havbunden 350. Jernbanefart gjennem Havet ...... 351. Fuglelasſen a: . , e 4 354. Fra Kjøbenhavns Gronttor . 358. En apſtralſk Kvegrytten 359. Vandfaldet Trollhaetta ns 367. N. Jacobſens Provekjcrneapparat .. 370. Nikolai Frederik Severin Grundtvig 371. Borſtenbinderi (26 e 38085. rrverenann BER 391. Tojffo z ee eg 394. Spiſelige Fuglereder (Salanganen) . 398. En engelſk Kempekras 399. Bernhard Severin Ingemaunn 403. Fyrtaarnet paa Eddyſtone i Kanalen 410. Kolosſen paa Rhodos 411. Husflid. En Drengs Fortjeneſte D r. Indſamling af Bec 16. Side. Sten- og Stenfulsrammer ....... 21. Uldbindingens Nytte 5 22. En god Livserfar ing 31. Husflidens arbejdsopdragende Magt. 47. Huggehusarbejdet, af N. Rasmus⸗ lde 55. Arbejdslyſt og. Markepinde 4. 56G!!! K 71. Pilekviſtes Afbarkn ing 80. Amerikanſke Oxre r. 112. Hvad en Krobling formaar ....... 119. En gammel Mands Tidsfordriv, af VVV 127 Gamle Klude… . Boe 143. 57 5 eee 160. Huündenlnddd see ske 1 160. Nok en Kroblings Arbeide 5 167. Jerntraadsarbejder i Sverig 176. Hornſkearbejddeeeeeee 2 „184. Husflidsudſtilling i Viborg 214. FC SE aberne sand ekee 224. Vavede Kludetqppe n 231. En blind Kones Arbejdee .. . . 231. Seletøj For: er 240. Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af fig 240. En fremragende Birffomhed ...…. 287. Tøjtlemmer, af S. Kr. Overgaard 304. Beſog i et Husflidshjem .…......... 313. Fuglekasſer r store øre 338, 402. EET i) Ser ss rr brag Jørgen Ta. 353. Husfliden og Landbruget 1 369. Borſten binder 3 380. Kludeſto . es 398. Kurſus i Hiemmefarvning r 47 Bognyt. Folkelccs ning $ 158,119. Hiſtorier af Bendix Hanſen 23. Haandgjerningsbog for Ungdommen 24, 112, 386. En Samling ny Forſkrifter af 0 32. Strandingskommisſaren af Friis .. 32. Geografiſke e n se BEN TSK 48. Ent Globus e sid stade n 40856. „Fra alle Lande“ 4 c e 28 . 72. Nordifk illuſtreret Borneblad. 9. 88. Bret Harte: Fortællinger og Skild⸗ ringer ved Robert Watt 119. Mark e Udvalgte Skitſer, ved R Watt bun 120. Joh. Holſts nyeſte illuſtr. Stoleatlas 135. „ „Bornevennen 135. Jydſt Bondeliv af Knud Skytte . . . 144. Bibelen i Billeder (Guſtav Doré). ve: 8 Melodier af L. Nielſen — Landbotid ende ga Tidsſtrift for Biavl... . 176. Indenlandſk Silfeavl …,.......…. 184. Vaar og Hoſt af Pauline Worm . 192. Billed: ABC for Smaaborn 215. J næften hvert Ni Nr. findes Smaating. — Gaader. — Firkantede Nødder. — Billedgaader. — Brevvexling. „Born, er I oppe? Har Blikket J faſtet klart og fkarpt paa Maalet, for Wre og Pligt? Har ej Fornedrelſen Livs. modet kveſtet? Har end Haabet Klang ſom et loftende Digt? Har Eders Aand endnu Evne til Flugt højt over Hverdagens fmaa- lige Tanke? Har I.end Sans for For- 5 hugelſens Frugt, voret af Kierligheds Ranke? Glem ej, at Havet, ſom blaaner der ude, ſom ſin Stime fylder i Fiſkernes Vaad, og ſom i favn vugger Skip⸗ perens Skude, det var fordum Vejen til fjæder og Daad! e Bilføs 2 Me d Morſhabslwaning, 600 0 og 3 Adgiurt ak A. C. Num. 2. Aargang. 3 Kjøbenhavn. Wr. 1 Sandagen d. A. Oktuber. Danmark, vor Moder: „Haum ark. Efter et Maleri ak Arn Jerichan. Glem ej, at Marken, huvet Rigdommens Flod bølger med Guldſker ved Midſommerstide, den er indviet ved Bonner og Blod, pranger med Minder fan vide! O maatte Danchrogsdugen Jer kalde lenende i Minde Jer Rierlighedspligt! O maatte Korstanken reſſe Jer alle til et Aandens Dagværk, velſignet og rigt! Vaagne I virke, fan ret det har Skik, for Eders Arne og Eje at frede! Agt paa huer Fare med ſpejdende Blik, altid med Værget tilrede!“ Sakariag Nielsen. Gjengjeldelſen. Forfølling af Beatus Dodt. Bræften og Degnen i Hulered, en Landsby tæt ved Oreſund, havde i mange Aar været de bedſte Venner, ja neſten uadſkillelige, og dog havde de ſaavel i Sind ſom i Skind kun grumme lidt tilfælles. Preſten Hr. Dahl var en hoj, mager Mand med et ſaa mildt og fromt Udtryk i fit endnu ſmukke Anſigt, at man næften alene ved at fe det, kunde ſige fig ſelv, hvilken Stand han tilhørte, Hans Hjerte var blødt og kjerligt, og hans hele Sind og Veſen opfyldt og gjennemtrengt af den hellige Gjerning, han havde at vogte: Med Oje og Tanke fæftet pan det Aandelige og ivrig bejfjæftiget med Studiet af de Videnfkaber, der horte til hans Omraade, havde han kun liden Sans for det Materielle, for det ſom Mol og Ruſt kan fortære, men ſom, man ſige nu, hvad man vil, dog er en hojſt væfentlig Ting, ſaa leenge man ffal færdes her i Verden. Embedet var godt, Indtægterne vare efter den Tids Forhold ſtore; men Udgifterne vare endnu ſtorre, og det faldt aldrig Paſtor Dahl ind at ſporge om, hvortil Pengene gik, og hvorfor de gik eller om han virkelig ſerligt var venſtre Haand jaa ikke, hvad den højre gjorde, og var der god Tid i Kasſen, ja faa havde den travlt med at uddele, men havde „Thomas“, ſom man ſiger, op⸗ ſlaaet fin Bopæl deri, ja faa kunde han nok je lidt betenkelig og mistroſtet ud, og det var desværre ſom ofteſt Tilfældet. Tid til rigtig og grundig at tænfe derover, det havde han ikke, dertil var hans Hoved for fuldt af helt andre Sager, og hvad Husveeſenet og dets Styrelſe angik, ſaa var det jo ogſaa en Sag, ſom hans Søfter, Jomfru Lene, hapde paataget fig, efter at han var bleven Enkemand. Paa hendes Skuldre hvilede Byrden, og Bekymring fyldte hendes Hjerte, naar Skabe og Krukker begyndte at blive tomme, naar hun maatte begynde at ſkrabe Reſterne ſammen og ryſte Poſerne for at fan Noget til de mange Munde, hvis Skeebne afhang af hende, og Præftens Pengepung dertil var jaa tom og tor, at han ikke kunde vride en eneſte lille bitte Skilling deraf. At han, ved hendes Hen⸗ tydninger dertil, jaa meget ulykkelig og forfærdet ud, at han med en Mine, hvori den hojeſte Forbapſelſe ud⸗ trykte ſig, gjennemſogte alle Skuffer og Gjemmer for⸗ ſikkrende, at han dog ikke kunde forſtaa, hvor Pengene vare blevne af, ja det var kun en daarlig Troſt og rokkede langtfra til at kjobe lidt Kaffe og Sukker for, end ſige ſtore Stykker Kjod og hele Poſer Gryn. En fuldftændig Modſcetning til Preſten var, ſom Jagt, Degnen Hr. Holm. Lille, trivelig og geſvindt, ſom han var, var han ſtedſe i Bevegelſe og Virkſomhed, og hans ſmaa, livlige Ojne, der blinkede frem fra hans runde, rodmusſede Anſigt, havde ſnart opdaget, hvad | der overhovedet var værd at opdage. Hans Indtægter af Embedet vare kun ſmaa og ſtode kun i et maadeligt Forhold til de ſtore Taſkelommer i hans ſide Frakke; men hvad der ſkortede pan den ene Bov, det forſtod han at bringe tilveje paa den anden. Kyndig og dygtig, ſom han var i mange Retninger, var der Ingen i hele "Omegnen, der bedre end han forſtod at ſkrive Klager og Anſogninger eller forfatte Kontrakter over Kjob og Salg. Ved enhver Handel af nogen Betydning maatte han være med ſom Mægler, og det ffulde være lojerligt, om han ikke enten ved en munter Spog anbragt i rette Tid, eller ved at belyſe Sagen fra en uventet Side fik Overenskomſten iſtand. Paafcerde var han allevegne, hvor han for fit Arbejde kunde vente Lon ſelv om denne var nok jaa ringe, og, ſom haft ſagde, han tog Alting med, kun ikke gloende Jern, det lod han ligge. Som en Folge af fin utrættelige Flid i Forbindelſe med klog Sparſommelighed var det lykkedes ham at blive en velhavende Mand, til Gavn og Glæde for ham ſelv og til ſtor Forundring for Praſten, i hvis Penge der jo kun var en ringe Grøde og daarlig Vært. Disſe Modſetninger i Begges Væjen og hele Livs⸗ retning, var maaſke netop tildels det ſom bandt dem anſat til at befordre deres Omlob iblandt Folk. Hans ſammen, hvad den Ene ikke vidſte, det kjendte den Anden, og lyttede Degnen med Glæde og Interesſe til, naar Præften aabnede hans Blik for det Skjonne og Store i Livet og ved fin Viden ligeſom fremmanede leengſt ſorſpundne Tider og lod dem ſtaa klart og levende for hans Blik, jaa horte Praſten med ligeſaa ſtor For⸗ bapſelſe om det daglige Livs Færden og Virken, dets Rivninger og Kampe ſamt dets ſtore og ſmaa Interesſer. Hver bragte altſaa fin Skjcerv til Underholdningen, og ingen af Parterne agtede denne ringe. Jevnt og af⸗ verlende gled Talens Strøm, hvad enten de i de lyſe Sommeraftener fade i Preſtens Have og lode Blikket dvæle paa det blaa i den nedgaaende Sol flimrende Oreſund, hvor de ſtore Sejlere, med hvide, udſpendte Vinger glede frem og tilbage, ligeſom bringende Hilſen og Bud fra fjerne, fremmede Lande, eller de i de lange Vinteraftener ſade i den lune Dagligſtue, hvor da ofte Jomfru Lene føjede fit Beſyv til Underholdningen ved at lave et Glas Punſch, hvilket Degnen holdt meget af, og Bræften ikke uvillig nippede til. Var dette nu i og for ſig Tilknytningspunkt nok, jaa fandtes der dog et andet og ligeſaa ſterkt, nemlig Bornene. Degnens Datter, Hanne, og Præftens Son, Karl, havde fra Smaa af været trofaſte Legekammerater, der ærligt holdt ſammen i Modgang og Medgang, og ſtedſe, naar Tid var dertil, færdedes med hinanden ſnart i Degneboligen og ſnart i Preſtegaarden, og da Begge, hver for fig, var deres Faders Ojeſten, ſaa er det intet Under, at Baandet ved dem knyttedes jaa meget deſto faſtere. Under Leg og Glæde vare de nu imidlertid vorede til, og den Tid nærmede fig, da Laagen ſkulde lukkes for den brogede Barndoms Have og med det ſamme Portene aabnes for et Liv, der ikke altid er ſaa lyſteligt, ſom Ungdom og et let Sind lader det ſmile os imode. Idetmindſte er der nok ikke ſaa ganſke Faa, der med et vemodigt Blik ſer tilbage til den Tid, da Tanken ikke rakte ſynderlig udover Havegjcerdet og e ikke længere end til Sengen. Karl, ſom den ældfte, var der der forſt ſtod for Turen, og, ſom Dreng, var han vel ogſaa den, der maatte længes meſt eſter at optage Kampen og nyde dens Lon. Han tenkte imidlertid kun ſjeldent derover eller rettere jagt, det faldt ham neſten aldrig ind, at den Tid ſnart maatte komme, da han fkulde forlade Hjemmet. Men en lojerlig Dreng var han ogſaa i mange Henſeender, og En og Anden ryſtede tidt paa Hovedet ved Tanken om ham, ja hele Sognet ryſtede tilſidſt med, faa det ordentlig jaa ganſke ængfteligt ud. Det var imidlertid langtfra den Slags Ryſten paa Hovedet, der bevirkes ved Misbilligelſe eller Vrede. Tvertimod det var den Slags, der fremkommer ved hjertelig Velvillie i Forening med et Anſtrog af Be⸗ klagelſe, og ſom faar fit Udtryk i Sporgsmaalet om, hvad dog Enden fkal blive. Praeeſten kunde ikke tænfe paa at ſkilles fra ham, og Jomfru Lene næjten endnu daarligere. Hanne var en lille Pige og kunde jo ſom ſaadan egentlig ſlet ikke tale med; hendes Fader derimod, han kunde det, og han talte ogſaa faa det havde baade Fynd og Klem for at faa Karl anbragt i en god Vej, men ligemeget hjalp det. Bræften faa helt nedſlaget og forknyt ud derved, Jomfruen ſatte et biſtert Anfigt op og gjorde ved flige Lejligheder Degnens Punſch jaa tynd, ja ſaa tynd ſom en Sytraad, ſom han ſagde, til Straf for, at han bragte flig ubehagelige Emner paa Bane. Og Karl, ja han var her og der og Straalemeſter tillige, hvilket dog ellers netop er det, man ikke kan være. Var han ikke i Degneboligen eller lob om i Mark og Skov med Hanne, ja jaa var han ſnart hos En ſnart hos en Anden og altid parat til at være til Tjeneſte, hvor det behovedes. Snart ſtod han aſtadig og trofaſt og traf Blæjebælgen for Smeden, medens dennes Dreng lob et Wrinde for fin Madmoder; jaa | drejede han det ſtore Hjul for den gamle Per Rebſlager, for at hans Kone, hvem denne Haderspoſt ellers var betroet, kunde ſe efter Maden eller ſysle lidt i Huſet, og til andre Tider ſad han i Hokerens Bagſtue, fordybet i at bringe hans Regnſkab i Orden, hyilken Kunſt ivvrigt ikke var hans mindſte, naar man beteenker de underlige Tegn og fortvivlede Hieroglyfer, hvormed Hokeren betegnede de forſtjellige Poſter; thi ganſke viſt var denne en dygtig Handelsmand, der med god Fordel handlede med alle mulige Varer og ſaa da ogſaa med Penne og Blok; men Brugen heraf havde altid været ham en Gaade, ved: hvilfen han ryſtede hojſt betenkelig paa Hovedet. (Fortjættes,) Frelſeren og den Blinde. Tukas Evang. 18, 35 23. Ved Vejen der fad en fattig Mand fra Gry, indtil Sol fig dukked, nær Roſernes Skud i Oſterland, om Almisſebrod han ſukked; dog Giverens Aaſyn ej han ſaa; thi Ojnenes Lys var ſlukket. Guldſkyerne over hans Hoved drog og gloded i Solens Lue, fig Palmernes rige Skjcerm udſlog højthvælvet ſom Templets Bue; men alle Guds Veerkers Dejlighed var ikke for ham tilſkue. Dog Fuglenes Kvad i Palmens Top tidt maatte ham Sindet rore, og kom der et Tog ad Vejen op, det mærfed den Blindes Øre.- Han ſpurgte en Dag: „Ovem kommer nu?“ og da fif han Nyt at høre. „Den Skare, der træder fri og let, ſom var al dens Sorg forſvundet, hos Herrens Profet fra Nazareth har Freden og Lyſet fundet; han falder jaa mildt ad hver en Sjæl, der ligger i Morket bundet”. Den Tidende tyktes underſkjon 5 — hos Tiggeren i fit Morke. „O megtige Jeſus, Davids Son!“ jaa raabte han lydt med Styrke. „Forbarm Dig over min lange Nat, mit enſomme Sjertes Torke!“ Vel tysſed og trued Folkets Hob, N ſlig Standsning den hued ilde; 5 men Frelſeren horte Smertens Raab, ſom aarle han gjor og ſilde. „Dig Troen har frelſt af Mulmets Ork, og ſke Dig ſkal ſom Du vilde“. Da Tiggerens tunge Nod forgik, ſom Natten for Dag maa vige; ham lyſte en Tak i graadfyldt Blik, ſom Leben ej magted ſige. r ũÜ‚- . ²˙¹mÃ˙ T ³ 9pm mie! ̃ , ẽ⁵;x k; . . ⅛ ] . A ²˙ 1 . DRE EVNE 7 Nu Lyſet han jan fra Verdens Sol og Lyſet fra Himmerige! 3 Saa mangen en ſorgfuld Sjæl i Lon end ſukker i Morkets Vaade, Etelſeten og den Blinde. En Oaſe i Sahara. Af N. A. Orkenen! Hvad er en [rken? Ja for os Danſke i vort frugtbare og vandrige Land er det ſpert at fore⸗ ſtille ſig hvad en Orken er og hvilken mistroſtende dog tender endnu Guds egen Søn ſit Lys over Livets Gaade. Paakalder Du ham i ydmyg Tro, oplyſer han Dig med Naade! C. A. Chyregod. HET TF. Tanke dette Ord indeholder. En Orken er en Land— ſtrekning, der er blottet for al Plantevext og for alt Vand, Det er ſnart en uhyre Slette og ſnart en ſtenet, klippefuld Egn, hvor Menneſker ikke kunne bo og hvor de fleſte Dyr maa dø af Hunger og Torſt. Blottet for alt Liv er den ikke, thi der findes enkelte Rovdyr og Fugle, ſom nære fig af Aadsler, men det er ikke mange, thi deres eneſte Føde er Ligene af de af deres Med- ſkabninger, der finde en redſelsfuld Død i den uendelige, alt Haab tilintetgjorende Orken. Min Læjer, tænf paa hvor godt Du har det; naar Du fkal foretage Dig en Reiſe, fort eller lang, ſaa fætter Du Dig i Din magelige Vogn eller i det endnu mageligere Jernbanetog, og lader Lokomotivet og Jern⸗ banebetjentene om Reſten. Du har Saa drager Du afſted gjennem Orkenen. Dag ud og Dag ind, den ene Uge efter den anden, traver Du af⸗ ſted paa Din fkikkelige, nojſſomme Kamel, ſom er tilfreds med den Opmuntring, ſom de Bjælder, der hænge om dens Hals, kan ſkaffe den. Du jer, hvorhen Du end vender Dit Oje, Intet uden det gule Sand; Sand overalt. Solen, Afrikas glødende og blændende Sol beftraaler Sandet, Alt løber i Et ingen Bekymrin⸗ for Dit Oje, Du ger paa Din Rejſe; maa lukke Ojen⸗ har Du ikke Mad og Drikke med Dig, jan er der laagene til, ellers bliver Du blind. Naar Vejret er Steder nok, hvor ſtille, ligger det Du kan faa det. gjennemhedede Du er under Tag Sand ſtille og ſy⸗ og kan gjerne, om nes at udſendelige⸗ Du vil, ſove jaa jaa hede Straaler ſodt ſom hjemme ſom Solen. Du i Din Seng. Vejr. længes efter at og Vind fommer der ſkal komme Dig ikke ved. Du Bleeſt. Dit Onſke kan, lige ſom Hol⸗ lenderen, da han var paa et Skib i Havsnod og fad ganſke roligt paa Dæffet og røg af fin Pibe, ſige: „ja mig er det Sele ganfke lige⸗ gyldigt; jeg er Pasſager; det er Matroſernes Sag at redde Skibet“. Tank Dig i Modſctning her⸗ til en Rejſe gjen⸗ nem den ſtorſte af alle Orkener, Sa⸗ hara, ſom ligger i det Indre af er dog ubeſindigt. Vinden rejſer fig, men hvilfen Vind? den torreſte, he deſte Luft farer hen over Dig; Vinden »hvirvler det fine Sand af⸗ ſted ſom ſtore Skyer og det fyl⸗ der Dine Ojne, Oren, Neſe og Mund med fine knittrende Stov⸗ gran. Din Tunge og Din Gane bliver tor, ja ſelv Marven i Dine Knokler ſynes Dig at torres hen. Afrikas nordlige Omſider lægger Halvpdel. Der Vinden ſig; det gaar ingen Jern⸗ bane, ja der kan Oaſe i Sahara. ikke engang kjore en Vogn, thi der findes ingen Veje. En ſtor Sten med Marke paa, hiſt og her, angiver Retningen, ſom man ſkal folge. Du maa flige op pan en Kamel eller paa en af Arabernes fortræffelige, udholdende Heſte; en danſk Heſt vilde ikke bære Dig ret langt her. Du har nogle ſtore Lederſckke med Vand og nogle torre Kager og Kaffe⸗ bonner med Dig; har Du ogſaa noget Vin, er det godt. begynder at mørt nes; Du kan atter aabne Dine røde, angrebne Ojne. Ved Solens ſidſte Straaler ſer Du det ſamme, ſom Du ſaa for Vinden kom; kun har den hiſt og her afdækket det blege Skelet af et Menneſke eller Dyr, ſom har fundet fin ſkrokkelige Dod i Orkenens Sand. Det er ſom et Varſel om hvad der kan hende Dig ſelv. Du falder i ſorgelige Tanker om en kvalfuld Død af Torſt i disſe troſtesloſe Egne. Da øjner Du pludſelig der langt borte en ſtor By med Kupler og Taarne, et frugtbart Landſkab med Palmelunde og kjolige Kilder. Du fatter nyt Mod og Dine Kræfter vende tilbage; men ak! det er en fort Glæde, et forgjæves Haab ſom ſaa meget her i Livet. Thi det hele er et Sanſe⸗ bedrag. Det er efter Sagnet Feen Fata morgana, der ſkuffer den trætte Vandrer med fine Goglebilleder og indgyder ham et glad Haab, for ſtrax efter atter at ſenke ham endnu dybere i Fortvivlelfen. Natten falder paa; i den enſomme tavle Orken hører Du kun det dumpe Brøl af en hungrig Løve eller det heſe Skrig af en Grib, der flyver over Dit Hoved og venter pad det Ojeblik, da Du ſynker om i Sandet, for at den kan matte ſig med Dit Lig. Men fører Rejſen i Orkenen ubeſkrivelige Lidelſer og Kvaler med ſig, ſaa har den ogſaa Ojeblikke, ſom ere ſkikkede til at fylde den Rejſende med Glæder, ſom vi ikke kunne fatte, da vi ikke have kunnet probe dem. Der er et gammelt latinſk Ordſprog, ſom ſiger, at naar Modſeetninger ſtilles op lige over for hinanden, fjendes Forſtjellen bedſt. Det gjelder i den hojeſte Grad om Rejſer i Orkenen. Man traffer nemlig nu og da i Orkenen Steder, hvor Kildevandet vælder op af Jorden og udbreder fig over Sandet. Paa ſaadanne Steder danner der fig ſnart et blødt Græstæppe. Den varme Sol kalder Sydens yppige Plantevcext frem. Palmerne give Skygge og Frugter, Træer og Buſke med merkegront, frifkt Lov, vederkveger Ojet, der er angrebet af Sol og Sand, og rælfer Dig ſaftige, kjo⸗ lende Ber. Pappegojerne ſladdre i Træerne og Aberne gjøre deres morſomme Gymnaſtik fra Gren til Gren. Og hvad der er det Bedſte af Alt, den klare Kilde giver rigeligt af det kolde, friſke Vand iſtedetfor det lunkne, fordcrvede Vand, Du havde i Dine Lederſcekke paa Kamelens Ryg. Her ſmager Hvilen dobbelt godt. Her kan Du ſtrœkke Dig i det kjolige, bløde Græs, medens Araberne ſtege en Abeſteg og lave Kaffe. Du kan med Velbehag her ſe den blaalige Rog fra Ildſtedet bølge hen under Palmernes Toppe, mens Du lytter til Bræt kens Rislen. Heſtene vælte fig i Gresſet for at for⸗ friſke den ſtovede fortorrede Hud og ſamle Kræfter til nye Anſtrengelſer. Kamelerne drikke ved Bakken og ryſte deres tykke, lederagtige Skind, naar Sadlen og Oppak⸗ ningen er taget af dem. Overalt er der Glæde og ſnart har Du glemt de overſtagede Lidelſer. Thi ſaa⸗ ledes ere vi Menneſker jo; naar vi have det godt i Ojeblikket, da glæde vi os derved og hengiver os til den flygtige, korte Nydelſe. Og deri gjøre vi ret, Sorgen og Savnene kommer jo tidsnok og Mojen og Beſparlig⸗ hederne glemme ikke at kalde os tilbage til Livets Alvor. Naar vi fra Lykkens Oaſe drage ud i Ulykkens Orken, maa vi kun huſke paa, at hvad enten vi færdes i Oaſen eller Orkenen maa vi ſoge at finde den rette Vej til Reiſens Maal. - Hvordan Uglen blev til. Jydſt Folkeeventyr. Af Bendix Han ſen. Den Gang Vorherre og St. Peder vandrede omkring paa Jorden, kom de til en Smedie. Over Doren var der et Bræt, og pan dette ſtod ſkrevet med ſtore Bog: ſtaver: „Her boer Meſteren over alle Meſtre“. Da Vorherre havde læft dette, ſagde han til St. Peder: „Det er nok bedſt, vi ſe lidt ind til den Meſter!“ og ſaa gik de ind. Smeden og hans Svend ſtode derinde og hamrede af alle Livſens Kræfter, „Goddag Meſter!“ ſagde Vorherre. „Tak!“ ſvarede Smeden, idet han holdt inde med ſit Arbejde, torrede Sveden af Anſigtet med Wrmet og ſaa paa de to Fremmede. „Er J Meſteren over alle Meſtre?“ ſpurgte Vor⸗ herre. „Javel! Det er mig!“ ſparede Smeden. „Er det ikke vel meget, I giver Jer ud for?“ ſpurgte Vorherre igjen. „Nej!“ ſagde Smeden, „jeg kjender Ingen, der kan ſtaa ſig for mig!“ „Men derfor kan det dog være, J havde en Over: mand!“ ſagde Vorherre. „Jeg troer det ikke!“ ſvarede Smeden. Under denne Samtale var der kommen en gammel Kjcerling ind i Smedien. Hun vilde have Ringe og Krammer til fine Træſko. Det var en rigtig grim gammel Kjærling. Hun var baade ſtiv og krumbojet og flæbte fig mojſommelig afſted ved en Stof, „Kan J da ſmede en ung og ſmuk Pige af denne gamle Kjerling?“ ſpurgte Vorherre Smeden. Meſteren grinte poliſk og ſvarede: „Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg kan; men det er der heller ingen anden Meſter, der kan gjøre”, „Vi faa ſe ad!“ ſagde Vorherre, og ſaa tog han Kjcrlingen og holdt hende ind i Ilden, imedens St. Peder traf Blæjebælgen. Da hun var godt gjennem⸗ glodet, tog han hende ud og lagde hende paa Ambolten. Saa tog han Meſterens Hammer og St. Peder den ſtore Forhammer, og nu hamrede de lyſtigt los paa Kjærlingen, faa Skeellene fløj ſnurrende omkring i Smedien faa tæt ſom en Biſpeerm. Da de holdt op, var den gamle Kjerling bleven den deiligſte Pige, man kunde je. Hun ſagde Farvel og Tak og lob raſk ud af Smedien. „Hvad ſiger Du nu!“ ſagde Vorherre. „Ja det var rigtignok et godt Stykke Arbejde!” jvarede Smeden. „Det troede jeg ikke kunde lade fig gjøre!” 1 ig: Wa nu kan Du tage Dit Skilt ned; for nu har Du fundet Din Meſter!“ ſagde Vorherre, og jaa gik han og St. Peder. „Vi faa ſe ad!“ ſagde Smeden til Svenden. „Man ſkal aldrig forhaſte fig”, Og faa gik han ind. Han havde nemlig en gammel Bedſtemoder, ſom var jaa ſpvag og daarlig, at hun ikke kunde beſtille andet, end ſidde i Kakkelovnskrogen og ryſte, og grim var hun ogſaa, det kunde Ingen nægte. Hende tog han nu med ud i Smedien, puttede hende ind i Ilden og lod hende glode dygtig; for „hvad Andre kan, kan jeg vel ogſaa“, tænkte han, og ſaa be⸗ gyndte han og Svenden at bearbejde den gamle Bedſte⸗ moder.. De hamrede i en, og de hamrede i to Dage, ja de hamrede den tredie med; men endnu kunde Ingen ſe, hvad det vilde blive til, for det blev altid mindre. Da begyndte Smeden at blive lidt beteenkelig. „Bare det dog vilde blive til Noget, hvad det jaa end ſkulde være”; ſagde han, „for Noget er dog bedre end Intet, og det var dog ſlemt, om hun ſkulde blive til ingen Ting, det ſolle Skind!“ Og faa hamrede de les igjen. Den fjerde Dag begyndte det omſider at faa Form ſom Noget. „Det bliver til Noget!“ ſagde Smeden, „det bliver en ſcer Tingeſt; men det bliver dog til Noget!” - „Uhu!“ ſkreg det pludſelig, og Smeden blev faa forſkrekket, at han ſlap. „Uhu!“ og vips var det borte fra Ambolten og ude af Doren. Beſtemoderen var bleven til en Fugl, en rigtig ſtor, grim Fugl, med krumt Næb og ſtore Øjne. „Hvad tykkes Du om det?“ ſagde Smeden til Spenden. „Hun blev jo længere jo grimmere!“ Nu er det nok bedſt, Du gaar ud og tager Skiltet ned!“ Og faa kom Skiltet ned; thi Smedens Bedſtemoder var bleven til en Ugle. Husflid. n Eu Drengs Fortjeneſte. (Af et Brev fra en Lærer til „Husvennen“). Jeg kunde onſke at fortælle lidt om Armbaands⸗ fletning af Heſtehaar, ſom jeg øvede i mine Drengeaar og tjente ikke fan Penge ved, men dels ere disſe Arm⸗ baand for længe ſiden gagede af Mode, og dels kan denne Sysſel næppe føres videre. Derimod er det faldet mig ind, at en anden Feed e ſom jeg øvede i mine unge Dage, viſtnok egnede ſig til at tages i Be⸗ tragtning, da den baade kan give en betydelig Indtægt, og, hvad der er endnu bedre, give ſtorre Plads for Ferdighedens, Smagens og Begavelſens Udvikling, nemlig Udffæring i Læder, og jeg ſkal nu, da jeg er kommet til at omtale den, i forte Trek fortælle hvordan jeg kom til at øve denne Idræt. Det var Aaret efter min Konfirmation jeg kom i Berøring med et ungt Menneſke fra Kjøbenhavn, ſom forberedte fig til at blive Sfolelærer. Han havde aldrig før opholdt fig længere' Tid paa Landet, og kjedede fig derfor meget ved beſtandigt at være bundet dertil. Han havde ikke Lyft til altid at læje, og faa begyndte han ſom Zidsfordriv, at danne Blade af Læder, ſom jeg fik at je. Han havde hverken Udholdenhed eller Finger⸗ færdighed, og ſlap derfor ſtrax den begyndte Sysſel; men den interesſerede mig. Jeg fik ſnart at vide, hvad han vidſte derom og tog ſtrax fat. Jeg vandrede om i Skov, Mark og Have, hvor jeg udſogte mig ſmukt formede Blade, hvorefter jeg tegnede og udklippede Monſtre i Papir. Saa gik jeg hen til Skomageren og fik en Haandfuld Lederaffald (ſmaa Stumper og Stykker af forſtjellig Slags, dog ikke e lagde det i Vand: for at faa det rigtigt blødt og bejeligt. Derpaa foretog jeg Udſkeringen, idet jeg lagde mit Papirmonſter paa et Stykke Læder og derefter udffar et Blad. Mon⸗ ſteret blev vaadt og derfor ffrøbeligt, men jeg tørrede det igjen og kunde dog bruge det flere Gange. Var Bladet udſkaaret, fan lagde jeg det i venſtre Haand, medens jeg med en Syl eller en Stoppenaal tegnede eller indtrykkede Aarerne i det, hvorefter jeg bøjede det op i den rette Form og lagde det til Torring i Varmen (om Vinteren paa Kakkelovnen). Lerderbladet blev da ſtivt og haardt og beholdt alle Ridſer og Bojninger det havde faaet. Vedhend og Egeblade lykkedes bedſt i Begyndelſen, men ſiden vovede jeg mig til Vindrueblade og andet ſmukt formet Lov. Af tyndere Skind (Faare⸗ ſkind) lavede jeg Blomſter. Det gik ganſke nemt. Fingerbolblomſter formede jeg ved Hjælp af en lille Glasprop idet jeg trykkede en lille vand Lederſkive ned i Flaſkemundingen med Proppen. En lille Læder: ſtrimmel med en Knude paa blev ſtukket gjennem den og gjorde Zjenefte ſom Stilk og nogle faa fine Gryn blev efter den førfte 99 95 ftrøet ned i Begeret ſom Stopdragere og ſiden atter. lakeret. Alle mine Læder: blomſter og Blade overſtrog jeg nemlig med Spirituslak (Schellak oploſt i Spiritus). Andre Blomſter dannede jeg af i forſkjellig Storelſe udſkaarne 5 eller 6 bladede rundt udſkaarne Leederlapper, fæftede til hinanden ved en Lederſtrimmel, eller limede ſammen. Kunſten uddannedes, Variationerne bleve altid rigere og ſmukkere. Af gamle Skindhandſker og Kaffebønner lavede jeg Vindrueklasſer, idet jeg bandt Bonnerne ned i de udblodte Skindlapper. Saadanne Blomſter, Blade ” Klæde og paa Rundt om ved Udfanten faſtlimede jeg mine Blomſter og Ber kunne bruges til Forſiring af Rammer og i det Hele i Stedet for udſkaaret Trœarbejde, ſom paa Pibebredter, ben dee og Syeſker, men jeg brugte mine alene til Lampebakker. Pap limede 109 paa Underſiden et Stykke gammelt verſiden et Stykke ensfarvet Vordug. i den ſkonneſte Orden og Uorden, ſaa de dannede en ſmuk Krans. og Jaa var den ſtraalende Lampebakke færdig. Materi⸗ alerne koſtede mig ikke en Mark, ja maaſke næppe 8 Stilling, men for hver Lampebakke fif jeg 8 — 12 Mk. (kun en eneſte har jeg ſolgt for 1 Rd.) og jaa kunde jeg afjætte jaa mange jeg kunde forfærdige, faa meget var dette Arbejde ſogt. Jeg har dog ikke ſenere ſet 1 lignende, men er vis paa, at der vil kunne leveres ny ab Arbejder i mangehaande Retninger af Lader, hvorved en Masſe Affald vilde kunne bringes til An⸗ vendelſe og give en god Indtegt for mangen en. flittig og ſkͤnſom Haand. Maaſke disſe Linier kunde henlede 8 e ſnild Guts Opmerkſomhed paa denne lille ysſel. Bognyt. Folkelcsning. Ved Udvalgettil Folkeoplysnings Fremme er der i Kommisſion hos G. E. C. Gad udkommet Nr. 63 — 66, Zdie til 6te Hefte af „Smaaſtykker“, indeholdende: Skildringer af det virkelige Liv, af C. A. Thyregod: 12) Selvejer og Per een og 13) En Husmand paa Heden. Om Tal og Maal, ſamt For⸗ delene ved Tiregningen, af A. Anderſen. En Vinter i Ajaccio, Rejfeminder af L. Vagner. To Bejlere, ortælling af Carit Etlar. Skil 7 af det virke⸗ ige Liv af Thyregod: 14) Verſt mod fig ſelb. Om e af Chr. Grønlund (1, danſte Giftplanter) med 38 Treſnit. Skrift 67: Premiekarlen, 1 1 af Berthold orn. Auerbach overſat af 1 W. Vi ſkulle ikke BLE ere end tidligere er ſket, an⸗ befale de fortrinlige Folkeſkrifter der udgives under oven: ftaaende Titel, men fun udtale ſom verbevisning, at - Enhver, hvem Udbredelfen af god Læsning ligger paa hvert Aar at anvende et Hjerte, ikke maa forſomme at anbefale Su oſkribtion paa Folkelesning til Alle, ſom kunne formages til Par Daler paa at anſtaffe gode Boger. Nu da Efteraaret ſtunder til og Læjetiden begynder pan Landet, gribe vi tillige Lejligheden til at henlede Opmerkſomheden paa, at „Udvalget“ har ſet ſig i Stand til at giore et for Skoler, Foreninger og fattige Kommuner jærdeles fordelagtigt Tilbud, ſom vi ſerlig kunde ønffe at bringe i Dhr. Læreres Erindring, hvorfor det herved meddeles: 3 Paa et rundt Stykke Derefter bleve alle Overflader lakerede lignende — Misa. „Tilbud fra Udvalget til Folkeoplysnings Fremme. Ved Sjælp af en Bevilling paa indeværende Aars Finanslov ſe vi os i Stand til at gjøre følgende Tilbud : 1. Hvor man til Brug for Almueſkolens Born vil forſyne fig med en Del af vore hidtil: udgivne Skrifter — ligegyldigt om med et enkelt Exemplar af flere, eller med et ſtorre Antal af færre —, ville disſe blive leverede til halb Pris. Det ſamme Tilbud gjelder ogſaa de ſaakaldte „Friſkoler“ paa Landet, ſom have 12 Lokale eller hvis Beſtaaen paa anden Maade er ikret. De Nummere af „Folkelcsning“, der bruges meſt i Skolerne, ville til Brug efter Tilbudets Poſt 1. indtil videre blive udleverede i hamle, ftærfe Bind med Leder⸗ ryg liſtedetfor i ſtivt Hefte) uden Forhojelſe af Priſen. Husholdningsforeninger, ſom have dannet et Oplysningsfond og ere Subſkribenter paa „Folkelcesning“, og paa lignende Vilkgar Arbejderforeninger og andre deslige Foreninger, ville kunne 5 en ſterre eller mindre Rake af vore tidligere Skrifter ſom Gave. Fattige Kommuner vil der kunne ydes en Djælp til Dannelſen baade af Sogue⸗Bog⸗ ſamlinger og Skole⸗Bogſamlinger. 4. Endelig ville vi gjerne yde vort Bidrag til, at der paa Kaſerner og lignende Steder kan blive Bog⸗ ſamlinger til Brug for Soldater og Underofficerer“. N. J. Fjord. M. ammerich. . V. Nasmusſen. M. Steenſtrup. U. J. Termanſen. Anmodninger med de fornødne Fun indſendes til ÜUdvalgets Formand, Dr. M. Steenftr up, ahbeks Allee 17 Kjobenhabn, Veſterbro. ø Smaatina. Ved Gadekeret. Frokenen (nylig kommen paa Landet). Nu har jeg aldrig ſet Magen! Ih, der 11 en Hone, his Unger jo alle ere blevne til inger. Forvalteren (tert). Aa, lille Froken, den Slags Ting er fan almindeligt herude paa Landet. Se nu! derovre bor Jordemoderen og begge hendes Børn ere blevne til Gropſmede. . Zudhold. Danmark, vor Moder, Digt af Zakarias Nielſen, med Billede. — Gjengjaldelſen, Fortælling af Beatus Dodt. — Frelſeren og den Blinde, af C. A. Thyregod, med Billede; — En Oaſe i Sahara, af R. N., med Billede. — Hvordan Uglen blev til, jydſk Folkeeventyr af Bendix Hanſen, med Billede. — Husflid: En Drengs Fortjeneſte. — Bognyt. — Smaating. Husvennen udkommer lil hver Søndag med el 16.ſpallel Art, ſorſynel med flere Hverl Fſerdingaar medfølger gralis et fork mußt Villede. Bladek kan beſlilles paa ethvert Vofllionlor og Boglade ſamt hos Hovedliommisſionceren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kiebmagergade 56, Bigeder, tit 3 Mk. (1 Str.) Jjerdingaaret frit. tilfendt. Brepſamlingsſled, i enhver Kjobenhapn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. bar a SL DE? JE DE 8 Så i Ht C „ cee Bil, N 0 3 5 i i 5 KS SA 23 SMorfhabskæsning, Oplysning og 5 KE | 0 få N 5 D | O M STØR Udgivet ak N. C. Bum. W d i 0 || NG 5 i 25 N 11 | ' 2 Så: & | | gg 5 0 2. Aargang. Kjobenhavn. 5 Sondagen d. J. Oktuber. ; , Elieſer ved Bronden. ( Mosebog 24. Kap.). — Med det e — „Hor, Elieſer, 2 Tjener tro! Af Landet Du ſtrax ſkal drage og ſoge i mit Fedrebo til Iſak, min Sen, en Mage!“ Saa talte Abraham, Herrens Ven, og Tieneren adlød. Roeſten; i Herrens Navn han reiſte hen til Bethuels Stad i Oſten. Og da han kom til den By i Kveld, ved Bronden i Palmeſkygge han kneled ned og bad om Held og faa om et Tegn paa Lykke. Og Svenden neppe fin Bøn fif endt; thi for han fik rejſt fig atter, ſaa kom, ſom var af Gud hun ſendt, Rebekka, Bethuels Datter. Tjenſtvillig kom hun imod ham hen, gav ham og hans Dyr at drikke, da ſtjonned Spenden, hun var den, ſom Gud vilde Iſak ſkikke. Saa gav han Pigen det rode Guld alt til hendes hvide. Hænder og takkede Gud, der naadefuld alt Godt ſine Venner ſender. Men hun gik hjem med Tidende ny og med Guldringene prude, i og Laban kom og bød i Ly den fremmede Svend derude. Dog han vil ej nyde Brod og Vin og ikke paa Bænk fig jætte, før han har talt for Herren fin det Ord, han fif at forrette, Dit Wrinde kommer viſt fra Gud, Rebekkas Slegtninge meldte. Saa drog hun ſom en yndig Brud til Abrahams fjerne Telte. Gud ſignede hendes og Iſaks Hjem og gav dem de Sonner tvende, hvis Navne aldrig fkal gaa iglem, men mindes til Verdens Ende. i C. A. Chyregod. Gjeugjeldelſen. Fortælling af Beafus Dodt. — (Fortſat. ) Var Karl nu færdig hos Hokeren, jaa hjalp han Fiſkerne nede ved Stranden med at rede Garn ud eller, naar det traf ſig, den gamle Sidſe med at tage FUE ud og ye dem til Torre. Dette var nu ganfke r DDr viſt ikke noget pænt Arbejde, og Lugten derved heller ikke ſynderlig forfriſkende; men Sidſe var gammel og ſpag, og de Fiſk, hun fik til fin Del for en lille Part, hun ejede i en Baad, fkulde dog behandles for at de kunde blive gjorte i Penge. Meſt interesſerede det ham dog at underholde ſig med den gamle Kapitain Bufk. Denne, der havde faret paa lange Reiſer og fortjent mange Penge, havde bygget ſig et ſmukt Sted paa Kyſten, hvor han nu nod Lonnen for et langt, i ſtrengt Arbejde og bittre Savn tilbragt Liv. Med ſpendt Opmerrkſomhed og bankende Hjerte lyttede Karl til den gamle Mands Fortællinger om fremmede Lande og alt det Vidunderlige, han der havde oplevet og ſet, eller til Beſkrivelſen af det ſtormende Hav og den modige, anſpoendende Kamp mod Orkanens og Bolgernes Magt. Og naar han da forlod Kapitainens venlige Bolig og vandrede hjem langs Kyſten, kunde han ikke andet end kaſte et loengſelsfuldt Blik ud over det blaa Sund, ſom jo forte ud til den ſtore, eventyrlige Verden, hvorom han nys havde hort; medens paa fin Side Kapitainen med Glæde faa efter den raſke, livlige Dreng, i hvem han havde fundet en ſaa opmærffom Tilhorer. At Bræftens Karl ved alle disſe Idrætter vandt Alles Godhed og Venſkab, behøver næppe at forſikkres, men, ſom Degnen rigtignok bemeerkede, det var et temmelig magert Levebrod, og om Penſion derefter vilde der næppe blive Tale. Karl var imidlertid kon⸗ firmeret, han havde nydt en god Undervisning. af fin Fader, han var en ſmuk, velvoren Dreng, med et lige⸗ ſaa frejdigt Udtryk i fit aabne Anſigt, ſom en trofaſt og brav Karakter. Netop paa Grund af disſe Egen⸗ ſkaber var det, at Folk ryſtede paa Hovedet ved Tanken om, at han ved at gan hjemme ikke kunde faa Lejlighed til at nytte det Pund, ſom Vorherre havde medgivet ham, ligeſom man ogſaa dermed udtrykte fin Beklagelſe over Kræftens Svaghed. En Vinteraften begav Degnen fig, ſom ſedvanlig, op til Preſtegaarden. Sneen, der kom hyirvlende ind fra det isbelagte Sund piſkede ham i Anſigtet, og den ſkarpe Froſtvind, ſom havde gjort Rejſen over Nordſoen, hvoraf den ikke var bleven mildere ſtemt, pinte ham Bandet af Øjnene, men opfyldt af Noget, han havde paa Hjerte, agtede han hverken paa det Ene eller det Andet, og ſtod ſnart efter i den hyggelige, varme Stue, hvor han blev modtaget med et hjerteligt Velkommen. Preeſten og hans Soſter ſade hver i fin Leneſtol foran Kakkelovnen, hvori Uden gniſtrede lyſtigt, medens de Roſer og Lavendler, ſom vare ftrøede ovenpaa den, udbredte en mild og forfriſkende Vellugt. Degnen gned fig i Henderne og [od fig derpaa med et velbehageligt „Ah“, glide ned i den for ham parat ſtagende Stol, medens Karl ſtillede ſig bag ſin Faders, for at hore paa Santtalen, ved hvilken han ſjelden manglede. „Her er hyggeligt og godt og langt behageligere end ude paa Strandvejen, hvor Kulden er faa opſat og desperat, at den er nærved at bide Neſen af Folk“, begyndte Degnen, „og faa er her en Vellugt“, vedblev han, ſtikkende Neſen i Vejret. og fkottende til Kakkel⸗ ovnen, paa hvilken der ſtod en lille Terrin med Laag, „ja en Vellugt, der bringer En paa Tanken om de danſke Beſiddelſer i Veſtindien, hvor der frembringes Rom og Sukker“. „Saa Fatter kan allerede lugte Moſten“, ſparede Jomfruen, idet hun. rejſte fig og fyldte Glasſene. „Ja, ja, det er ſom man ſiger: gode Jegere finde ſnart Sporet”, „Som da intet Under er, naar Byttet er faa lokkende, ſom dette; thi, det være ſagt til Deres Roes og Wre Jomfru Dahl, Punſchen er krabat og pderſt behagelig.“ 3 „Jeg takker ſkyldigſt, gode Holm“, ſparede hun ſmigret, „en Hjerteſtyrkning til Maade forfriſker Sindet og gjor Blodet let“. ; „Samt fætter Tungen i Bevægelje, maa Du til⸗ føje hjerte Soſter“, bemeerkede Preſſten. 5 „Og bringer Munden til at lobe i Vand paa den, ſom Intet faar“, tilfojede Karl. myren „Nej, vil man nu høre til Monſjo Snus, ſnakker han ogſaa med. Staerke Drikke ere ikke gode for Born ved Du nok“. „Jeg ved det nok Tante“, ſparede han, „men det er heller ikke Alt, hvad der er godt, vi ſkulle have; vi ſkulle ogſaa døje lidt Ondt engang imellem, og jeg er ikke bange for min Part“. „Nej det er han ikke, Jomfru“, raabte Degnen, „tilbisſe det er han ikke, og jeg foreſlaar derfor, at give ham Lejlighed til at viſe fit Mod, ved at give ham et Glas“. Sr: 5 „Giv ham kun et, hjerte Soſter“, tilføjede Preſten, „jeg tror at have hort, at det er godt for Orm, og er han ikke plaget dermed, nu, Herre Gud, ſaa er det jo ingen Skade til at belave fig paa det, ſom mulig kunde komme“. „Apropos“, udbrød Degnen, „og for ikke at glemme det, jeg har en flittig og kjcerlig Hilſen at bringe fra et af Deres gamle Sogneborn, ſom nu færdes i fjerne Lande“. „Hvem kan det være?” ſpurgte hin. „Det er Gunder Nielfen, Hr. Paſtor, De ved nok ham, der ejede Skophuſet, ſom vi falder det, henne i Julebek“. 5 „Gunder Nielſen“, gjentog Preſten, idet han ſynlig gjorde fig Umage for at klare fin Hukommelſe. „Ja, var det ikke ham, der kom i Slaveriet?“ „Jo, ganſke rigtig, Hr. Paſtor, men det var ogſaa ham, der tog ſig den Frihed at forlade det igjen, og det uden at ſige Farvel“. Ved disſe Ord kaſtede han et Blik til Karl, der med ſpoendt Opmaekſomhed lyttede til. b ; „Det hujfer jeg, ſom var det fret igaar”, udbrød nu Jomfruen. „Jeg horte ſelv Kanonſkuddet med mine 3 2 N egne Øren, fom de affyrede derinde paa Kronborg, til Tegn paa, at en Slave var brudt ud“. „Ja, ja, raabte Degnen, „den Are gjorde de ham, at de ſaluterede for ham ved Afrejſen, der manglede kun at Beſeetningen ogſaa ſkulde have præjenteret Gevær”, „En Slave, en Forbryder, der, det være fig nu ved Liſt eller ved Vold, unddrager fig den retfærdige Straf — jeg forſtaar ikke rigtig, hvor De kan ſpoge dermed, min kjcre Holm“, ſagde Bræften alvorlig: „Ja ſaa er det fordi De ikke erindrer Sammen⸗ haengen“, udbrod hin. „Var der nogen flittig og ſtreb⸗ ſom Mand i Sognet, faa var det Gunder, han ſtod og arbejdede tidlig og ſilde og havde derved tilſidſt bragt ſin Jordlod, der, da han fif den, var den elendigſte i hele Sognet, i en faa fortrinlig Stand, at han blev tilkjendt Selſkabets Solvmedalje. Saa var det, at Dyrene derinde fra Strovang havde faaet deres Gang paa hans Hvedemark, hvor de gik og nippede Axene af. Alt hvad han gjorde for at drive dem bort, hjalp ikke, og i fin billige Harme og Aergrelſe over en tidlig Morgen at ſe en hel Flok derinde, var det da, at han greb til Bosſen og ſkjod et, hvilket han dog lod ligge paa Pletten, hvor det var falden. Det er imidlertid en farlig Sag at ſkyde Kongens Vildt, og ihvorvel meget talte til hans Gunſt, fan blev han dog dømt til Slaveriet“. „Ja, ja, jeg huſker det“, ſvarede Praeſten, „og jeg huſker ogſaa, hvor dybt det gremmede mig, at den ſkikkelige, retfkafſne Mand ſkulde blive fort i en Friſtelſe, der ſtyrtede ham i en faa forfærdelig Ulykke. Naa men hvad ſkriver han nu, og hvor er han?“ „Naturligvis i Amerika, Hr. Paſtor, ſom jo er det ſtore Bundtmagernes Loft, hvor ſaa Mange, der ere komne galt afſted, ſamles. Han har det godt. Alt trives og lykkes for ham, og han ſer en ſorgfri Fremtid i Mode. Hele hans Brev vidner om den inderlige Taknemlighed han foler for den, der rakte ham Haanden til Flugt, og hvor gjerne han i Gjerningen vilde viſe ſin Hengivenhed for den raſke Dreng, der vovede ſaa meget for hans Skyld. Talende, ſom vilde han fe ind i hans Hjerte, „Du fer jaa overraſket og forfærdet ud, ſom Skredderen, da han ſatte ſig paa ſin egen Synaal. tage Dig faa meget af hans Taknemlighed til Indtegt, ſom Du tror der tilkommer Dig, og dy er nok ingen lille Part“. Ja Karl“, vedblev han til denne, der var bleven blusſende rod og ſtirrede paa den Du kan iøvrigt | ingen Moders Sjæl, ſom har haft den mindſte Anelſe om, hvem der hjalp ham, eller paa hvilken Maade det ſkete, med Undtagelſe af en Eneſte, og jaa aabenmundet nu denne end ellers kan være, jaa forſtod han dog her at tie“. „Og er det da nu opdaget?“ ſpurgte Jomfruen. „Nej Gudbevares hojſtcrede Jomfru Dahl, vedblev Degnen, „opdaget er det ikke; men det er oplyſt, hvilket gjør en ſtor Forſtjel, og denne Oplysning har fyldt mit Hjerte med den inderligſte Glæde. Ser De, der var en Dreng, hvem Gunder altid havde holdt meget af, og hvem han havde viſt mangfoldige af de ſmaa Tjeneſter, ſom fan glæde et Barns Hjerte. Da nu Gunder uforſkyldt, thi ſaaledes kunne vi vel nok kalde det, blev et Offer for en ubillig Lov, jan havde Drengen hverken Riſt eller Ro for han, ſom Muſen, fik gnavet Baandet over, hvormed Loven var bundet. Ved ſit Bekjendtſkab med flere af Beboerne paa Kronborg, blev det ham let at færdes der, hvor han vilde, og paa den Maade lykkedes det ham at træffe Aftale med Gunder. Det blev nu beſtemt, at naar det var lykkedes Drengen at formaa en Kapitajn paa et af de mange Skibe, ſom gaa igjennem Sundet, til at tage Gunder med, jaa ſkulde Drengen give ham et Tegn, hvorefter da Gunder ſkulde iværfjætte fin Flugt om Natten, medens hans Hjælper fulde vente paa ham med en Baad ved et aftalt Sted pan Kyſten. ; Gunder var en ſnu Karl, og ved de Midler, font hans Ven lidt efter lidt havde forſynet ham med, lykkedes det ham at overliſte fine Bevogtere, da Ojeblikket var kommen, og Drengen havde opſpurgt en engelſk Kapitajn, der manglede en Mand i fin Beſotning, og ſom i fin Forlegenhed gjerne vilde . tage hvem det ſkulde være, naar han bare forſtod at haandtere et Sejll. J Morke og Mulm roede nu Drengen langs Kyſten til det aftalte Sted, hvor Gunder allerede befandt fig, og derefter ud til Skibet. Dette gik nu altſammen godt nok; men hvad de ikke havde beregnet, det var, at det lidt efter lidt fatte op med en Storm, ſaaledes at da de kom til Skibet, indſaa Gunder at det vilde blive vanſkeligt, om ikke umuligt for Drengen at naa tilbage til Land med den lille Baad. Med tungt Hjerte og opfyldt af den pinligſte Angſt, ſaa han fin Ven forlade Skibet, idet det var, ſom ſkulde hvert Ojeblik Baaden opfluges af den oprørte Sø — og nu ſtriver han og beder mig inderlig og hjerteligt om ſnareſt muligt at lade ham vide, hvorledes det gik, da han ſiden den Tid beſtandig har levet i Sorg og Angſt for, at hans Redningsmand fkulde være bleven et Offer „At ſtakkels Gunder er den taknemlig, ſom hjalp | ham, det kan jeg forſtaa; men jeg ved aldrig at have hort noget Normere om, hvorledes det gik til, at han flap ud“, bemerkede Precſten. „Det er rimeligt nok Hr. Paſtor, og om De faa | anſpender Deres Hukommelſe til den ſkriger ved det, jaa vil den dog ikke kunde hjælpe Dem, der er nemlig | | for fin behjertede Handling“. „Nu og Drengen, ved De Noget om ham?“ ud⸗ brød Preſten, der med ſpeendt Opmeerkſomhed - havde lyttet til Degnens Beretning, idet han helt glemte ſin lange Pibe. „Saamend gjør jeg faa”, vedblev denne. Dem om og ſe paa ham. „Vend c ee Vel er Søen barſk og ſtreng, til at give hende Afflag. men den kan ogſaa være hojmodig, og derfor undlod den vel at begrave det Barn i fine Bølger, ſom⸗ havde vovet fit Liv for fin Ven“. „Karl“, raabte Preſten, idet tog ham i ſine Arme. „Men Barn, hvilken fortvivlet Gjerning, hvor turde Du vove at undrage en Domfældt Lovenes Straf? Min egen raſke Dreng”, vedblev han med Taarer t Øjnene, „mit. Hjertebarn, ſom glemte Alt, Lovens Straf og Søens Farer, for at frelſe den, Du holdt af“. „Og at Drengen”, udbrød Jomfruen, der nu paa ſin Side ikke lod det mangle paa Kjertegn, „at Drengen forſtod at holde det for fig ſelv, at han ikke ved et Ord eller et Vink lod os ane fin Glæde og Stolthed Dver, at den farefulde Gjerning var lykkedes ham, det vilde næppe have tiltroet et voxent Menneſke, endſige ft Barn“. ' „Ja, ja Soſter, og det aabenbarer et Træf i hans Karakter, hvor⸗ over vi i Sandhed have han ſprang op og Havets dræbende Favntag. greb til Vaaben. Grund til at glode os“. Veſterhav i et fan frygteligt Opror, at det ſteg over fine Bredder og bortſkyllede en ſtor Del af Jyllands Veſtkyſt. Et andet Sagn fortæller ligeledes, at Havet ſteg med et bruſende Bulder, ſom de ſtridbare Kyſt⸗ beboere tilſkreve et fjendtligt Indfald, hvorfor de flux Men den Fjende, ſom kom denne Gang, var dem for ſterk, og det var næppe nok, at en enkelt Mand paa ſin gallopperende Heſt kunde undfly Skjont man ikke kan ſige, Sandhed der findes i disſe Sagn fra gamle Lider, jaa er det dog viſt nok, at der findes temmelig ſikre Kjendetegn paa, at et ſaadant Gjennembrud, ſom hin Dronning ſkal have foranlediget, en Gang har fundet Sted. Veſterhavet forvandledes derved fra en ſtille Havbugt til et uroligt og ſtormfuldt Hav, og dets ode⸗ laäcgende Indflydelſe paa Jyllands Veſtkyſt tog ſin Begyn⸗ delſe. Aar N rover det mindre eller ſtorre Stykker af Landet, ſom undergraves af Bølgerne og ſkylles ud, dels for at N „Ja men faa i Stil⸗ blive fort bort med Stor⸗ hed Fader“, indvendte Karl med et poliſk Smil, idet paa ſamme Tid Taa⸗ rerne trillede ned over hans Kinder; „thi ellers | bliver jeg jo nødt til ved al den Roes at forlade Stuen og gan ud, hvor, £ | ſom Hr. Holm figer, Fro⸗ ff ſten bider Næfen og Øre af. Men hvad fkriver ſaa Gunder mere??? (Fortſettes.) Ude fra Veſterhavel. Af Emanuel Henningſen. E Veſtkyſten. Man har et gammelt Sagn, ſom fortæller, at en i engelff Dronning for tuſind eller flere Aar fiden bejlede til en danſk Konge, ſom imidlertid var ugalant nok Den Gang var England landfaſt med Frankrig, og Veſterhavet altſaa en ſtor Hapbugt. J fin Vrede over, at hun blev forſmaget, [od Dronningen grave en Kanal fra Atlanterhavet til Veſterhavet, og det ſtore Verdenshavs vældige Bølger | trængte nu fom en ødelæggende Vandflod ind gjennem Kanalen, bortrev ſtore Stykker af England og Frankrig, druknede den hevngjerrige Dronning, der havde. vovet fig for langt frem, og bragte det hidtil faa rolige men og afgive Materiale „til Havets Grunde, dels N for atter at blive faftet op paa Bredden, hvorfra det fine Sand af Vinden fores ind i Landet og efter Haanden ſamles i J høje afrundede Bakker langs med Kyſten. Paa denne Maade ere gjen⸗ nem Aarhundrederne 7 de vare flet ikke rare Naboer i gamle Dage. Naar Vefterftormen ” kom ind fra Havet, fattes det fine Sand i Bevægelfe og fog ind over Markerne, hvor det darkkede Seden og gjorde den i Forvejen lette Jord endnu lettere, hvis det ikke rent ud ødelagde den. J vor Tid er det ſom bekjendt tildels lykkedes at binde Sandet ved Hjælp af forſkjellige Grasarter, hvis lange og ſejge Rodder ſtrœkke fig vidt ud og derved tjene til at feſtne Sandbankerne til deres en Gang indtagne Plads, dog findes der endnu adfkillige Steder vandrende Klitbanker, ſom Aar for Aar træffe fig længere ind i Landet. Naar man ſer de vidtſtrakte Klitrokker i Fraſtand, ligne de med deres Toppe og Hulinger et lille Bjerg⸗ landſkab. Nogle Banker ere fuldſtendigt overgroede med Lyng, Enebær og Pors, andre ligge endnu halv nøgne med det hvid⸗ og brungule Sand fkinnende frem mellem det blaagraa, halvvisſent udſeende Marehalms ſmalle Blade. Inde i Klofterne mellem de henved 30 Fod hoje Bakker ligger Sandet ſammenfoget i Driver, 1 hvor megen eller liden Klitterne fremftaaede, og 5775 1 afrundede, bølgeformige eller ſkarpkantede, ſom om det var Sne. Man modtager et underligt triſt Indtryk ved at vandre ind mellem disſe Sandhøje; thi om end Naturlivet rører fig ligeſaa fuldt der ſom andet Sted, ſaa ſynes man dog, at der er ſaa øde, faa- forunderlig tyſt. Vinden gaar med en ejendommelig ſorgmodig Hvislen hen gjennem Marehalmen, en opffræmmet Hare farer os forbi med lette Spring, en enkelt Faareflok, beſtaaende af de ſmaa Klitfaar, ſom ſaa at ſige ſorge for fig felv baade Sommer og Vinter, gaa ſtille gres⸗ ſende omkring oppe paa Højen, og Hjejlen udftøder fin klagende Fløjten nede ved Havet. Ellers er alt Liv tilſyneladende forſvundet; det er, ſom vandrede man i en Orken; Fodtrinene give ingen Lyd paa den bløde Sandvej; ſelv Digeſvalen, ſom bygger fin Rede i Klitſkrenterne, ſynes at have forglemt fin muntre Kvidren. ; — "drømmende Skvulpen, Havets ſtille Aandedrag. Vi gaa nu ned til Havet, hvis Overflade ligger blank og rolig, neppe kruſet af den ſpage Luftning; men op paa Forſtranden gaar Donningen frem og tilbage, langſomt og højtideligt med en ensformig, Ude imod Sydveſt ſkimte vi en Bakke, der falder ſtejlt af mod Havet. To hundrede Fod ræffer den op over Bølgerne, og uden for den hæver der fig op af Havet en Kalkſtensklippe, der helder lidt til den ene Side, ſom om den hvert Øjeblik vilde ſtyrte i Bølgerne. Det er det 350 Fod høje Bulbjerg med Skarreklit. Man fortæller, at et Selſkab, der en Gang beſogte Bulbjerg, lagde ſig til Ro paa Toppen af Bakken for at nyde det ſtorartede Skue, ſom vilde frembyde ſig, naar Klippen ſtyrtede ned fra ſit Granitunderlag; men Vente⸗ tiden blev for lang. Endnu kneiſer Klippen der ude i Havet, ſom den har gjort det i Aarhundreder, endnu J Rlitterne. trodſer den ru og uformede Stenmasſe de fraadende Bolgers Magt. 5 De Rigdomme, der langs den nordveſtlige Kyſt ligge begravne i Havet, ere af en betydelig Verdi. Aar for Aar ere de ſtrandede Skibsſkrog, naar de ikke ligefrem ere ſonderſlagne, et efter et ſunkne ned i Grunden; Sandet har hvælvet en Graphej over dem, under hvilken de dog ikke altid faa Lov til at ligge i Fred. Under ſterk Storm eller ved en forandret Stromſctning kan en ſaadan Sanddynge bortſkylles, og den aabenbarer da de Skatte, ſom den, maaſke i et halvt eller helt Aarhundrede, har ruget over. Det gjelder nu om at benytte Ojeblikket og at bjerge faa meget ſom muligt; thi den neſte Storm kan atter føre Sandet tilbage og opkaſte en ny Graphoj, der ikke flytter fig mere i dette Aarhundrede. Mangfoldige af de Vrag, der ligge langs Kyſten, have i ſin Tid fundet deres Kjobere; men disſe have forſt i de ſidſte Aar ret med Alvor ſogt at faa lidt Udbytte af den Kapital, de have liggende paa Havets Bund. For ikke længe ſiden anſkaffede ſaaledes et herværende Aktie⸗ ſelfkab et Dykkerapparat, ved Hjælv af hvilket man agtede at frarive Havet lidt af dets Rov. Et ſaadant Apparat beſtaar — fom Læferne ville erindre fra forrige Aargangs Nr. 19 — af en fuldkommen vandtæt Dragt og af en rund Hjelm, ſom dakker Dykkerens Hoved, og ſom er forſynet med ftærfe Glasruder, igjennem hvilke Dykkerne frit kan fe fig om paa Havets Bund. Hjelmen ſtaaer ved et Guttaperka⸗Ror i Forbindelſe med en Luftpumpe (Trykpumpe), der ſtadig forſyner den med friff Luft, hvorved det gjores muligt for Dykkeren at ſpadſere om under Vandet, jaa leenge han har Lyſt. For at Bandets Tryk ikke ſtal kaſte ham omkuld eller bære ham op i Vejret, ere hans Fodder forſynede med meget ſolide Blyſaaler. Der viſte ſig imidlertid den Vanfkelighed, at ingen af Bjergerne havde Lyſt til at være forſte Mand til at prøve en Tour under Vandet; en Aktioncers Kuſk, der var kjort ned til Havet for ſin Husbond, beſkjcemmede dem alle ved at tilbyde forſt at gjore Forſoget, og det lykkedes fuld⸗ komment. Nu gaar Bjergningen for ſig hver Dag, naar Vejret tillader det. 5 (Fortſattes.) Om vore Snkilderier. (Efter en tidligere Artikel af Udg. i Danſk Landbotidende.) — At gode Bøger ere et fortrinligt Middel til Ud⸗ bredelſen af Kundſkaber og Aandsdannelſe, er viſt om⸗ trent almindelig anerkjendt. Der er imidlertid et andet Dannelſesmiddel, ſom næft gode Bøger har en ſtor Betydning, og ſom har det ſtore Fortrin fremfor disſe, at udøve en ganſke anden Tiltrakningskraft, nemlig gode Billeder, der ere et fortrinligt Middel til at vokke Sandſen for det Skjonne og A dle, ligeſom de ere en uudtommelig Kilde til megen ædel Glæde baade for Gamle og Unge, Ringe og Fornemme. Svor der kommer et nyt Billede til Huſe, vil man derfor ſe, hvor⸗ ledes baade Born og Vorne flokkes om det med glade Miner. Men ligeſom Billederne kunne være noget mere og hojere end blot morende, være et Middel til at fremme Aandsdannelſe, ſaaledes ville de ogſaa gjerne forraade det Dannelſestrin, Ejeren befinder fig paa; thi det er viſt, at ligeſom det fordcervede Sind ſynes bedſt om ſlette, ſmudſige Boger, Hiſtorier, Viſer o. lign., ſaaledes vil ogſag det raa og udannede Menneſke fore- træffe ran og flette Billeder og fortrinsvis finde. fin Glæde i dem, medens det er den Dorſke og Sløve aldeles ligegyldigt, enten han har et ſmukt eller et usſelt Billede for ſig. Ligeſom nu flette Bøger ikke alene intet Gavn gjøre, men anrette færdeles megen Fortræd ved at fløve de rene og gode Folelſer og vekke de flette, ſaaledes er det ogſaa viſt, at flet udførte Afbildninger med ſlet Indhold ikke kunne være i Stand til at udøve den foredlende Indvirkning paa Beſkueren, ſom gode Billeder, men ligeledes gjøre megen Skade. De ſlove nemlig ogſaa Sanſen for det Gode, Skjonne og Ædle, lukke Ojnene for Berettigelſen og Nodvendigheden af Kunſten og Videnſkaben i Livet, ja fremme Raaheden paa Be⸗ koſtning af det, der kunde have en opløftende og foræd- lende Virkning pan Manden og paa Livet. Den Maade, hvorpaa iſeer ftørre Billeder hyppigſt anvendes, er, ſom bekjendt, ved at jætte dem i „Glas og Ramme“ ſom Skilderier, der hænges paa vore Vegge ſom en Prydelſe. Her er Billedernes Betydning ſom Dannelſesmiddel ſaameget ſtorre, ſom de daglig, fra Morgen til Aften, haves for Oje; men herved fremgaar ogſaa Vigtigheden af at have gode Billeder, idet man ved ſtadigt zat have flette Afbildninger for Oje let tilſidſt kan faa Tro paa, at det ſimple Billede maa være noget fortrinligt, da man har anvendt det ſom en Prydelſe og lader det "hænge i maaſke mange Aar, og man anlægger da let dette Indtryk ſom Maale⸗ ſtok for Bedommelſen af andre Billeder. Se vi os nu om paa Landet, da ville vi uimodſigeligt finde uhyre mange flette Billeder hængende paa Væggen jom noget rigtigt ſevcerdigt; ja ſkulle vi folge den ſtrenge Sandhed, maa vi tilſtaa, at det Meſte, der har den re at være fat i Glas Ramme, er noget daarligt Stads, ofte noget ret elendigt Krammeri. Men hvor i Alverden er da alt det usle Tojeri, der i Form af Billeder i Skilderier „ſmykke“ vore Verelſer, dog kommet fra? kunde man friſtes til at ſporge. ! Ja, „hvad gjør Tyſken ikke for. Penge“? For det er ſaamend ham, fjære Leſer, ſom tillige⸗ med jaa uendelig meget andet Snavs ogſaa fylder os med dette. Ligeſom det for over 100 Aar tilbage og hundred Tuſinde Gange ſiden den Tid er jagt: ſal vor Fortred er tyſk“, kunde vi friſtes til at paaſtaa: alle vore ſlette og usle Skilderier og Billeder ere tyſke. Se kun ſelv efter! Finde vi ikke enten en hel tyſk Paaſkrift paa de fleſte Billeder eller en danſk, ſom ved at være meget verre end en tyſk, røber, at det er udgaaet fra et tyſk Trykkeri, ſaa finde vi viſt enten den dejlige Vignet „Neu Rupin bei oſp.“, eller vi finde et „Druck und Verlag“ der rober Tyſkeren. Hvor gotter ikke den driftige Tyſter ſig over de „dumme Dänen“, naar han ſtikker deres gode Penge i Lommen, for at de kunne faa Lov til at hænge hans usle Kram ſom en Prydelſe paa deres Vægge! Give Penge for at gjøre fig til Latter for Enhver, ſom har en lille Smule Smag, en lille Smule Kjendſkab til Godheden af et Billede! Ja hvor ofte finde vi dog ikke Billeder paa Veggene, ſom netop ved deres Slethed maa verkke den ſtorſte For⸗ argelſe! Vi fe usle tyſke Uglebilleder, ſom ſkulle foreſtille en eller anden danſk Konge eller Dronning, en eller anden beromt danſk Mand. Hvor anſtodeligt og for⸗ argeligt er det dog ikke, at ſe vor Frelſer afbildet ſom et fandt Vrengbilled, at fe „Mutter“ Maria med et ſtort karmoiſinrodt Hjerte fuldt af gruelige, rodgule Flammer og dejlige, blaa Sabler; ſe, at endog Gud Fader fel|v — han ſom boer i et Lys, Ingen kan komme til, ſom intet Oje kan ſe — bliver afmalet og ſolgt for Penge ſom et andet Karikaturbillede, er det ikke neeſten gudsbeſpotteligt! Ja endog vidunderlige katholſke Helgenbilleder vide at finde Vej til den godtroende danſke Mands Vægge — alt 0 magloſt tyſk Arbejde. Men ere de tyfke Billeder ſom oftejt gale, latterlige og forargelige, jan ere Underſkrifterne og Tex⸗ terne det ikke mindre, naar Tyſkerne have villet la ve danſke Paaſkrifter, efter en Ordbog uden at kunne Danſk, ſaa at det ofte er blevet. til det meningsloſeſte og rapgaleſte Tojeri, ſom kan teenkes. Hapde vi blot en lille Samling af flige tyſke Billeder eller kunde vi blot huſke alle de Galſkaber, ſom vi have jet Tyſkerne vove at byde os i denne Retning, vilde en Gjengivelſe af dem paa engang baade væffe Latter og Harme hos den fornuftige danſke Læjer: Det er ikke Spot og Skam, at Tyſkerne af Uvidenhed latterliggjore og forvrenge vort ſmukke danſke Modersmaal, ſaa at man endog kan ſe de ſmukkeſte Bibelord blive gjorte til Gjenſtand for Latter og Forargelſe, men det er Spotten og Skammen, at vi Danſke give ſaadant Kram Plads paa vore Vægge. Afſet fra hvad Skade de ſaaledes ved deres flette Udforelſe foraarſage, ved at kvæle Udviklingen af en god, ſund og naturlig Smag paa den, der fra Barndommen af ſtadigt ſer disſe Billeder fremſtillede ſom noget ſmukt, og afſet fra den Forargelſe, de volde hos dem, der have faaet Øje for Sletheden, er der et Punkt, ſom heller ikke er uden Betydning for hver den, der elſker fit Fedreland, og det er den ubodelige Skade, det tyſtke Billedkram har gjort, ved at fvælfe Troen paa og Folelſen for den fedrelandſke Dygtighed. Thi det ligger jo nær at antage for den, der ſra Barnsben atter og atter meſt kun har jet flette tyſke Billeder og troet, at de vare noget rigtig udmærket, at Danmark flet ikke eller fun daarligt formaar at frembringe lignende, og i andre ſom i denne Retning ſtaar langt tilbage for Tyſkland, faa jer han op til dette ſom til et Land, der dog i Grunden ſtaar uendeligt højt over det lille Dan⸗ mark. Der er ingen Tvivl om, at Syndfloden af tyſke Billeder har givet Neœring til den Beundring, ſom det danſke Folk desværre idelig er fan tilbøjelig til at yde | alt Fremmed, og har bidraget uendelig meget til at jvæffe Troen paa vor egen Kraft og Dygtighed; de Tyſke have ved deres ofte ſkamloſe Ihærdighed og Drif- tighed ſnildt forſtaget at fortrænge det Gode, vi have, ved at trænge deres prisbillige Slette ind. Ja ved den herved ſvaekkede Nationalitetsfolelſe er deres Ind⸗ trængen bleven lettere og lettere. vor Fortyjfning ad denne Vej? Thi det maa virkeligt for Fremmede, ſom Vanen ikke har gjort fortrolig med dette bagvendte Forhold, tage ſig ud ſom en Fortyſkning. Under ſidſte Krig, da vi i Jhylland vare overſpommede af tyſk Indkvartering harmede det viſt mangen god Danſkat je den Glæde, hvormed de tyſte Soldater opdagede det ene tyſke Billede efter det andet pan Væggen i Huſe og Gaarde eller Mon det ikke ſnart var paa Tiden, at vi vaagnede og ſatte en Pind for | I Skoler og i Kjøbftæderne, jaaveljom paa Landet, at høre” deres hoverende Bemærfninger om, hvorledes de | ftaffels barbariſke Danfke ikke kunde undvære den tyſke Kultur og Kunſt, men endog kunde nøjes med Bund— faldet deraf. Mon endvidere ikke Tuſinder af tyſke Soldater herved ere blevne beſtyrkede i deres Tro paa, at vi dog i Grunden havde været tyſke eller vare paa Vejen til at blive det, at vi med et Ord vare halvtyfſke, og at det derfor var en ſand og god Sag, de kempede for? Ja mon ikke mange Tuſinde Preusſere, efter Hjemkomſten til „das große Vaterland“, i god Tro have fortalt, at Jyderne i Grunden vare tyſkſindede, da de overalt, fra Ejderen til Skagen, med Forkjerlighed ſmykkede deres Verelſer med tyſke Billeder, fremfor med danfke? Og hvorfor fornegter det danfke Folk ſaaledes tilſyneladende fit danſke Sind, fin Nationalitet? Ja hvorfor vel, uden fordi man godtroende mener, at det ene Billeder er ligeſaa godt ſom det andet; — men var det ikke ſnart paa Tide, at vi gjorde en brat Ende paa dette Tyſkeri i Hjemmet, dette hæslige Hjemme tyſkeri? Det var herligt, om man i de mange jævne danſke Hjem, hvor „Husvennen“ alt kommer ſom en kjer Geeſt, vilde jvare „Ja“ paa dette Spørgsmaal, og man kunde blive enige om at kasſere de flette tyffe Billeder, ſom de fleſte Steder ffæmmer Væggene, ſaa at de ikke længere faa Lov at ſidde ſom Vidner om en vis national Slovhed og Mangel pan god Smag. Har Leſerne ſaadanne flette Billeder i Stuerne, hvor de maaſke have hængt i mange Tider uden at man har tenkt videre over det, da er det vort indſtendige Raad, hellere i Dag end i Morgen at tage Ram⸗ merne ned, Bagkledningen af og Billedet ud. Giv det til Smaabornene; de ſkulle med al ønffelig Hurtighed gjøre Kaal paa Tyſken. Kunde man ſaa bevæge. Venner og Naboer til paa ſamme Vis at renſe Snapſet af Væggene, faa var det jan meget bedre, „Husvennen“ er imidlertid, ſom de Familier han beſoger hver Uge, viſt allerede har lagt Merke til, en overmaade ſlikkelig Fyr, ſom nødig vil bringe Nogen i Forlegenhed. Han har ſaaledes ikke villet raade ſine Værter til at kaſte det ſkidne Vand ud for de kunne faa det Rene, og kommer derfor forſt nu med ſit vel⸗ mente gode Raad idet han ſamtidig bringer Be— gyndelſen til en Rekke Gaver, ſom netop ere beſtemte til at gjøre det muligt at folge Raadet, uden Bryderi og uden ÜUdgift. Han beder blot om at man ikke vil forſmaa det ſmukke bibelſke Billede ſom bringes med i Dag, men vil begynde med at jage de tuyſke Billeder paa Doren ved ſtrax at jætte „Elieſer og Rebekka“ i Glas og Ramme i Stedet for et ſaadant | flet Billede man maaſke har hængende af ſamme Storrelſe. Hvert Fjerdingaar ſkal jaa Husvennen nok mode med et ſtort, eller flere ſmaa ſmukke danſte Billeder, ſom efterhaanden kunne erſtatte de grimme tyffe Skilderier i Læjernes Hjem, og for den Fremmede bære Vidne om, at Beboerne af Huſet have Sans for noget mere end for at ſpiſe og drikke. Vi ere forvisſede om, at danſke Kunſtnere ilke ville lade os favne deres Støtte til at dette kan ſte til Gan og Glade for alle de Hjem, der have aabnet ſig for „Husvennen“. Husflid. Judſamling af Bar, er et ikke e e i de berrige Skovegne. Det er iſcr paa Grendſen af Hedeegnen i Jylland at Indſamlingen gaar for fig, da de forſkjellige Ber baade ved deres Forckomſt og ved Buffværternes naturlige Slegtſkab ere knyttede til Lyngen, ſom findes overalt i Skovenes Lysninger, Banker og Moſedrag. Det er ijær tre neerſtagende Berarter, ſom plukkes i Meengde: 1) Tylteber, Tytteber, eller ſom Jyderne almin⸗ delig falder dem Krusber (Vaccinium vitis idæa) ſom meſt findes i Heden; 2) Blaabær (Vace. Myr- tillus) og 3) Bøller (Vace. uliginosum) 2 5 2 Arter iſer findes i og ved Skovene. Indſamlerne gjøre dog neppe Forſkjel paa de to ſidſtnevnte Arter, ſkjont Bærrene af den forſte ere rode indeni og Bla⸗ dene takkede i Randen, medens Bollerne ere hvide indeni og Blådene helrandede, men betegner dem begge med Fellesnavnet „Bylli“ eller Blaabær. Det er ijær Sognene Linaa, Them, Vrads, Bryrup, Vinding, Ry, Sondervisſing og Vorladegaard at Smaamendene med deres Kvinders og Borns Hjcelp have ret god Fortjeneſte af Bær: plukning, ja der nævnes oftere Exempler paa, at de ved denne Biſysſel kunne erhverve Penge nok til at betale deres Amtſtueſkatter med. J den flere hundrede Tdr. Land ſtore Skov Højlund i Vorladegaard Sogn, ſamles iſeer en overordentlig Mængde „Bylli“, thi i det mindſte 8 af den ere blot bevoxede med Lyng, Enebær og Bogepurrer, og herimellem have hine Beer deres rette Hjem. Barplüͤkningen er for S af Højbjerg naſten hvad Vinhoſten er for Sr andene, kun i en mindre Maaleſtok med Henſyn til Veerdien af det Indhoſtede. Indſamlingen begynder naar Hylden ſtaar i Blomſt, og fortſœttes ofte 4—6 Uger igjennem. Store og Smaa ſtromme da hen til de Steder, hvor Bærrene vore i Mængde, og nu opſtaar mangen en Veddeſtrid om hvor de kan plukke de fleſte, og naar Bufkene bære rigeligt, ffal en vel øvet Plukker kunne ſamle 1 Skjeppe paa en Dag. For mange Aar ſiden var det Brug i denne Egn at tørre en ſtor Del af de indſamlede „Bylli“, for ſiden at affætte dem til højere Priſer; Torringen ſkete da i en Ovn efter Brod⸗ bagningen, og af 4 Potter friſke Bær fik man kun 1 Pot tørrede; men nu finder dette ikke længere Sted, da Bærrene i friſk Tilſtand ſtedſe ere afſœttelige til Kjobſtadfolk, ſom afpresſe Saften, ſylte dem, eller bruge dem til ſod Suppe, Rødgrød, eller deslige. Zyttebærrene eller Krusbærrene modnes forſt i Søften, 16 og i denne travle Tid gan derfor ikke faa mange ud for at ſamle dem. Priſerne ere ſtundom ens for alle tre Sorter, dog betales Tyttebcerrene i Reglen nogle Stillinger dyrere for Potten da de ere ſieldnere. J Kjobſtederne betales i Forſtningen, ſaalcenge Bærrene endnu ere ſjeldnere, ſtundom 10 f. for Potten, men efterhaanden ſom de modnes i ftørre Mængde, daler Priſen ned til 8, 6 ja vel endog 5 og 4 ß. Potten, dog er den almindelige Pris 8 ß. i Byen og 6 ß. hjemme. Ogſaa ved denne tarvelige Induſtri optræder. Mellemhandlere, idet mange Smaafolk, ſom holder en Sejt, opkjobe Bærrene hjemme i Tondevis og kjore dem til Kjobſtaden for ved den der opnaaede ftørre Pris, at tjene en god Vognleje. Heller ikke er denne lille Erhvervsgren fri for Kneb, da Bærrene iſcer Krus⸗ bærrene, indſamles for de blive modne, inden for mange Samlere trænge hinanden paa de gode Barpletter, og medens Dagene endnu ere lange. De umodne Beer 1 da i Kar og Kiſter, og vinde ved Henliggen et ſamme Udſeende, ſom friſkplukkede modne naar den rette Plukketid er kommen, men ere langt mere ſaftloſe og verdileſe end disſe. J Veſteregnens Lyngmasſer findes ogſaa Tran eber, ſom dog ere ſſeldnere end 5 1 85 Bær og forſt plukkes naar „de have faaet roſt“. ' Endelig drives Plukning af vilde Sindbær i de oſtligere Skove, dog langtfra i ſaadant Omfang ſom den øvrige Berplukning. Smaating. Hvad der kom. Povl: Er det ikke underligt Pe'r, jeg lagde Kartofler i min Have og tenkte: de komme igjen —, jo Pyt! Hvad tror Du der kom? Pe'r: Ja hva”, der kom maaſke Ingenting. Povl: Jo . . o, der kom Svin. Taukeſprog. Den Flittige har 7 Gange „idag“, hvorimod den Dovne lige faa mange Gange „imorgen“ om Ugen. mm Brevverling. Hr. E. C. i Sk. — Naar Stoffet foreligger mindre rigeligt vil Udg. have Deres gode Vink i Erindring. Hr. S. Fr. i H. Tr. Tak! vil blive benyttet ved Lejlighed. Kr. Sk. i O. M. Venligſt Tak for Deres Raad; men det er med velberaad Hu, at Sagnene gjengives uden nogen Udlægning, da Udg. mener, at denne egner fig langt bedre for livlig mundtlig Fremſtilling end til at fremfættes ſtykkevis i et Tids⸗ ſtrift, der for at tiltale og beſtaa holde den gode Morſkabs⸗ læsning i Forgruuden. „Pamepro“. Kan ikke anvendes. Hermed Tillægsbilledet for Oktober Fierdin aar: i Elieſer og Rebekka. 3 Zudhold. Elieſer ved Bronden, Digt af C. A. Thyregod. — Gjengjeldelſen, Fortælling af Beatus Dodt, med Billede (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet I, af Emanuel Henningſen, med Billede. — Om vore Skilderier. — Husflid: Indſamling af Ber. — Smaating. Husvennen udkommer lil hver Søndag med et 16⸗ſpallet Ark, ſorſynet ed flere Billeder, tik 3 Mk. ( Kr.) Fjerdingaaret frit üülſendt. Hyert Fjerdingaar medfølger gratis el ſlort fmukt Villede. Bladel kan beſlilles paa ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver 3 Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Boghandler Rudolph Klein, lille Kſebmagergade 56, Kſobenhayn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 5 pad en Slange, ; Noget”. U SW FRA bäder 95 pasning og Qusflid. Adgiuet ak N. C. Ram. 2. Kargang. Nr. 3. Gjengjeldelſen. Forfælling af Veatus Dodt. (Fortſat.) raabte Degnen. „Han ſkriver, at det er lykkedes ham at fortjene mange Penge, at han har fjøbt fig en ſtor „Farm“, ſom de derovre falder en Landejendom, og at derſom Du vil komme over til ham, jaa vil han = gjøre en rig og Dygtig Mand af Dig, faa vil han SR efterlade Dig Alt, hvad han ejer, da han Ingen har, han fylder mere end Dig. „Men er De fra Forſtanden Mand”, udbrød Jom⸗ fruen med et Udtryk af Skrak, ſom havde hun traadt „at tale til Karl om ſaadant „Naa, naa, bedſte Jomfru Dahl, da har jeg dog : ſandelig hort Folk komme med taabeligere Snak end den, at aabne et Menneſke Udſigt til en lys og ſikker Fremtid, ſom han kan gribe blot ved at ftvæffe Haanden ud“. „Lys og ſikker Fremtid?” gjentog hun oprørt. 3 et Land, der er fjernet Tuſinder af Mile fra os, borte og tabt for dem, der, elffe ham, og ved hvem. hans Hjerte hænger, og alene paa et Sted, hvor de gyſelige, nøgne Indianere huſere, og det falder De en lys og ſikker Fremtid. Nej, nej”, vedblev hun idet hun med en krampeagtig Mine trak Karl til fig, „Ingen ffal rive min ſmukke, raſke Dreng fra os, og den, der for⸗ ſoger derpaa, ham vil jeg falde min arrigſte Fjende, og Handugen d. 18. Oklaher. et maa Du nok ſporge om, min Dreng“, taknemligt og godt Hjerte; . Biff 2 RNjobenhavn. ? 18724. ham vil jeg bekjcempe til den ſidſte- Stund med al min Kraft og Udholdenhed. Jo De er mig en netzKumpan“, vedblev hun, „og ikke et Haarsbred bedre end den gamle Kaptajn BufÉ dernede, ſom, ved fine Hiſtorier forvirrer Drengens Hoved og retter hans Hu og Attraa til det troløje, falffe Hav; men pas paa, jeg ſkal nok finde paa Midler til at betage baade Dem og Deres Ven Lyſten til at forføre det uſkyldige Barn“. Degnen, ſom ellers ikke faa let lod fig forknytte, jaa dog hel modfalden og eengſtelig ud ved et Angreb, ſom juſt ikke kom ham uventet, men hvis Heftighed (od ham ane, at han næppe vilde naa fin Henſigt. „Jeg anerkjender tilfulde Gunders gode Henſigter“, ſagde Preeſten, „og jeg erer dem, ſom opſtagede i et men derved faar det ſaa ogſaa at bero, og jeg nærer ingen Tvivl om, kjeere Holm, at det heller ikke var Deres Mening i Virkelig⸗ heden at opmuntre og tilraade os til et ſaadant Skridt“. a „Ja, hvad min Mening var og ikke var, Hr. Paſtor, har jeg næften tabt Modet til at bekjende. Kun jaa meget vil jeg ærlig tilſtaa, at var det min Son, man gjorde et ſaadant Tilbud, da ſkulde jeg ikke være længe om at fatte en Beſlutning“. Med et Sideblik til Jomfruen og i Folelſen af et Udbrud af en ny og ikke mindre heftig Storm fra den Kant, rejſte Degnen ſig nu haſtig og greb ſin Hat. „Overfor Damerne”, ſagde han, „ſenker felv den tapreſte General ſine Vaaben og ſtryger ſit Flag“. „Men han flygter ikke, min gode Holm, han flygter ikke“, afbröd Jomfruen ham, „men beder paa fine Knæ om Tilgivelſe“. i — — A —————— — r ů — — Km uset 1 „Dertil er jeg ogſaa mere end villig, bedſte Jomfru Dahl, naar De ſaa vil ſande mine Ord og give dem Medhold“. Ved disſe Ord forlod han Stuen uden at oppebie Jomfruens Svar, hvilket, ſom han folte, under disſe Omſterndigheder var det ſikkreſte. Med den Iheerdighed, ſom var Degnen medfodt, vedblev han efter den Tid fine Angreb i Preſtegaarden, og hvor ofte han end blev ſlaget paa Flugt af Jomfruen, gik han dog tappert i Ilden næfte Gang. Den Godhed, han nærede for Karl i Forbindelſe med Overbevisningen om, at denne ved de Egenſkaber, han var i Beſiddelſe af, let vilde kunde bryde ſig en Bane i Livet, gjorde, at han aldrig blev træt af Kampen. — Tilbudet fra Gunder havde gjort ham endnu ivrigere, da han følte fig overtydet om, at det vilde fore til Karls Lykke, hvortil endnu kom en anden Omſteendighed af en maaſke endnu mere tvingende Natur. : Karl og Hanne vare nemlig vorede til. Det ene Aar ſkred hen efter det andet, og Børnene vare ,næften umerkeligt for Forældrene blevne vorne Menneſker. Det Venffab, der havde forenet dem fra Barndommen af, var lidt efter lidt gaaet over til en varmere Folelſe, og uden at tenke over Vigtigheden af det Skridt, de gjorde, havde de fulgt deres Hjerters Tilſkyndelſe: ſkenket hinanden deres Tro og node nu den rene og ublandede Lykke, ſom er Kjerlighedens forſte Morgengave, hvorover ingen Tanke om Fremtiden endnu formagede at kaſte en Skygge. Hvor de imidlertid ikke tænkte, der gjorde Degnen det, og fra det Ojeblik han merkede, fra hvilken Kant Vinden kom, og at han ſaaledes var endmere inter⸗ esſeret i Karls Skjcebne, fra det Ojeblik beſluttede han at gribe ind for Alvor, det koſte nu, hvad det vilde. En Foraarsdag, medens Karl var ivrig beſkjcftiget med at hjelpe Fifkerne at ſette deres Baade i Vandet, og medens Arbejdets ſunde Sved trillede ned over hans Bande, og hans Kinder gladede af Jver og Varme, kom Degnen til. Et Ojeblik blev han ſtaaende og be⸗ tragtede med Glæde det muntre Arbejde og det kraftige ufortrodne unge Menneſke, der uden Tanke om Belonning eller Tak kun arbejdede for at være fine Medmenneſker til Tjeneſte. „Du ſlider haardt Karl“, raabte han til denne, „man ffulde tro, det var for Brødet”, „Vi Jætte Baaden ud fra Strand, Hurra, hurra i Ungdomstid, og ſejle glade bort fra Land, Hurra, hurra i Ungdomstid“, ſang Karl lyſtig til Gjenſvar, medens de Andre gjentoge Omkvadet. - „Ja, ja“, ſparede Degnen, „og ſaaledes bør det ogſaa vere. Bort Fartoj bor vi jætte i Sgen med Haab og Fortroſtning uden at tærife paa eller frygte de Storme, ſom mulig kunne møde os, kun maa vi ikke 18 vente dermed til Skuden er gammel, men lade det fie i vor Ungdomstid, ſom Du ſang, medens vi endnu med et let Hjerte kunne raabe Hurra“. Der var Alvor i den Gamles Stemme og Karl betragtede ham et Ojeblik opmerkſomt. „Men hvor er Vandet, Fartøjet ſkal fættes i og Boren, ſom ſkal bringe det affted?“ ſpurgte han derpaa. „Kom med“, ſparede hin, faa kan vi tales ved derom; jeg tror nok, at det nogenlunde er paa hoje Tid. Hvorledes ſtaar det fig jaa med Dig og Hanne?“ | vedblev han, da de nu vandrede ſammen henad den ſol— beſkinnede Strandbred. „Det ſtaar fig ſaaledes Hr. Holm“, ſparede han rodmende men med et frimodigt og aabent Blik, „at vi holde af hinanden og haue lovet at holde trofaſt ſammen i Liv og Dod“. „Det kunde i Grunden ikke godt komme anderledes“, ſagde hin, idet han dog med et lille Suk kloede ſig bag Oret. „Men har Du beteenkt, hvad et ſaadant Lofte fra Din Side har at ſige, har Du betenkt, at Omſorgen for Hannes timelige Velfærd kommer til at hvile paa Dig, har Du betænft, at Du ffal være hendes Støtte | og Forførger, at Du ffal være den, der ſkal bane Vejen for hendes Fod, at den ikke ſkal blive for ſnever og trang? Og naar Du har beteenkt det, hvad er jaa Din Henſigt og Dine Planer for Fremtiden“. „Naar jeg vilde ſige: at jeg med Alvor havde tenkt derpaa, at det klart havde ſtaaet for mig, da jeg talte med Hanne, ſaa vilde jeg tale Uſandhed“, ſparede Karl. „Nei, jeg har ikke tænkt derpaa. Jeg har fulgt mit Hjertes Drift og ladet min Folelſe tale. Men jaa godt fjender De mig, at De næppe kan tvivle om, at jeg aldrig hverken kan eller vil ſpigte hende, og at jeg vil gjøre Alt, hvad der ſtaar i min Magt, for at ſkabe hendes Lykke“. „At Dit Hjerte er kjerligt og trofaſt, ſom Din Villie er god og ærlig, det erkjender Enhver, og jeg fremfor Alle; men Evnen Karl, Evnen, hvorledes ſtaar det fig dermed? da Du aabnede Dit Hjerte for Hanne da gjorde Du Dit Krav pan at være Mand gjeeldende, vis nu i Gjerningen, at Du virkelig er det, ved at tage en mandig Beflutning“. a „Og hvilken?“ ſpurgte hin med blusſende Kinder. „Efter min Overbevisning gives der kun en Vej for Dig, og det er at tage imod Gunders Tilbud. Du er ved. Din Faders og Din Tantes Svaghed bleven for gammel til at begynde paa Noget ſom Lærling, og enhver Vej, Du ſlog ind paa, vilde blive Dig dobbelt lang og møjfommelig. J Amerika derimod ſporger man kun om et kraftigt Legeme, et Par ſteerke Arme og en trofaſt Villie, og alle tre Dele er Du i Beſiddelſe af; jeg er derfor overbeviſt om, at Du der, inden en ikke altfor. lang Friſt, vil kunne erhverve det, Du behøver for at kunne ſhjemfore Hanne, og jeg ſparer Dig for, at hun trofaſt ſkal vente paa Dig“. „Men Fader, Tante og Hanne?“ ſpurgte hin bedrøvet. . „Ja, ſkal de tages paa Raad med, ffal det afhænge | af deres Minde og Bifald”, afbrød Holm ham, „ſaa er al videre Talen derom overflødig; thi om end Hanne kunde formaas til at indvillige, ſaa gjore Din Tante og Din Fader det aldrig. Nej er Din Aand og Villie ſterk og kraftig, ſom Dit Legeme, jan tag Beſlutningen i det Ojeblik, Du har fattet den. Rejs hellere idag end imorgen; thi lang Beteenkning er i Almindelighed en ond Raadgiver, gaa til England, med et af de Skibe, ſom pasſere Sundet, og efterlad da Breve, hvori Du forklarer Alt. Tro mig, Affkeden er en bitter Stund, og jeg tvivler om, at Du i et ſaadant Øjeblik kan modſtaa de Bonner og Ooertalelſer, ſom fkulle holde Dig tilbage. Hvad Du gjør er Ret og Pligt. Bevidſtheden derom vil ſtyrke Dig paa den lange Vej og give Dig Mod, og den Gud ſom læjer i vore Hjerter og kjender vor Villie vil ikke forlade Dig“. Det var et haardt Slag for Karl, og næften følte han fit Mod at ſpigte ved Tanken om det Offer, ſom forlangtes af ham. At drage bort til et fjernt og fremmed Land, hvis Folks Sprog var ham ligeſaa fremmed, ſom dets Sæder og Skikke, og hvor han maaſke ſom fremmed og forlade ſkulde komme til at fæmpe den tungeſte Kamp med Sorg og Lengſel; at forlade et Hjem, der for ham omfattede Indbegrebet af Alt, hvad der var fjærligt og godt, og af hvis Fred og Lykke han nu netop i det Ojeblik, da han maaſke ſtod i Begreb med at fkilles derfra, "følte fig dobbelt hendraget; og tilſidſt, at ſkulle forlade den, ved hvem hans Hjerte hang i uſigelig Kjærlighed, og ſom forſt for jaa ganſke nylig var bleven hans. Ved Tanken herom var det, ſom ſkulde hans Hjerte briſte, og hans hele Veſen kompede mod at bringe et Offer, ved hvilket, ſom det forekom ham, han maatte bukke under. Men naar han ikke gjorde det, naar han lod Alt blive, ſom det var, hvad jaa? Hvorledes ſkulde han da kunne blive det for Hanne, ſom han følte, at han fulde og maatte blive, hvorledes ſkulde han kunne blive iſtand til at opfylde de Forpligtelſer, ſom han nu for forſte Gang fif den klare Bevidſthed om at have paataget fig. Han faa ingen Udvej. Hans forſte Ungdoms Tid var founden hen i Leg og Glæde, og hvad der ſaaledes var gaaet tabt, lod fig ikke mere erſtatte. „Huſk paa Karl“, begyndte endelig Holm, efter at de i lang Tid tavſe havde vandret med hinanden, „hufk, at ingen varig Lykke nages uden Kamp, at forſt efter Vinterens Sne og Storme ſpirer Foraarets Blomſter, og at gjennem Nattens Morke gaar Vejen til den lyſe Dag“. „Men i Vinterens Sne og Nattens Merke kan Livet ogſaa udſlukkes og do, og Foraarets Blomſter og den lyſe Dag ſkal det ſaaledes aldrig mere komme til at fryde fig ved“, ſparede Karl med et dybt Suk. 19 „Nuvel“, vedblev han derpaa med faſt Stemme, idet et Udtryk af kraftig Villie afſpejlede ſig i hans Aaſyn, „hvad der ſkal ſke, maa fie, og for det, jeg ved ſlov Villie og tankelss Vedheengen, har forbrudt, derfor maa jeg nu bøde. Men ffal der bodes, ſkal det Tabte atter vindes, og Livet begyndes paa ny, da maa al Vaklen, al Forſagthed og al Hjertets bange Tvivl være banlyſt; thi kun for den Modige vifte Sejrens Palmer, og i den Steerkes Haand hviler Lyffen. Værn om dem, jeg har kjcr“, vedblev han trykkende Holms Haand, „ſtyrk deres Mod, og vær dem til Troſt i deres Sorg; vil Gud, ſkulle vi da atter ſamles til en lyſere Tid end den, jeg nu gaar imode“. : Uden at vakle et Ojeblik og uden at tøve med Udføreljen af den Beſlutning, han havde taget, havde Karl nogle Dage efter forladt fin Hjemftavn og var draget bort med en forbiſejlende Engelffmand. Til fin Fader og Tante havde han ſkrevet et kjcerligt Brev og idet han bad om deres Tilgivelſe, havde han aabent udtalt Grunden til fin hemmelige Afrejſe, idet han tillige udviklede, hvorfor det nu mere end nogenſinde var hans Pligt at bryde fig en Bane, hvilfet han haabede ſkulde lykkes ham ved den Vens Hjælp, der havde budt ham Haanden fra Amerika. Holm og Hanne havde i Stilhed ſorget for, at der i hans Kuffert Intet manglede, da Ojeblikket var kommen, havde de fulgt ham til Stranden, hvor Baaden ventede. Tung og ſmertelig havde Afſkeden været, og da det ſtore Skib lidt efter lidt forſvandt i Kimmingen, da Seil efter Sejl dukkede under, ſom ſank de ned i det ffummende Hav, indtil der tilſidſt kun ſaaes et enkelt, hvidt, ſkinnende Punkt, der ſank og ſteg ſom Haabet i Menneſkets Bryſt, da var det for Hanne ſom lukkede Bolgerne ſig over hendes Lykkes Grav, ſom gaves der nu ingen Glæde for hende mere, og ſom var hver Gniſt af Haab udſlukket for hende med det ſidſte Glimt, der lyſte tilbage til hende fra det Fjerne. Ogſaa hendes Fader Havde veret dybt bevæget. Karl havde ſtedſe været hans Bndling, og i Affkedens Ojeblik havde han forſt ret erkjendt, hvor nær han var hans Hjerte. Bevidſtheden om, at paa ham og ingen Anden hvilede Anſvaret for det Skridt Karl havde gjort, og for, at han havde forladt et kjcrligt Hjem uden fin Faders Indvilligelſe og uden at medtage hans Velſignelſe, havde tynget haardt paa ham i hint Ojeblik, idet det var for ham, ſom havde han været med til at bedrage og forurette den Mand, der maaſke meſt af Alle Havde viſt ham den hjerteligfte Godhed og Velvillie. Dagen efter Afrejſen, paa en Tid da han vidſte, at Bræften havde modtaget Karls Brev, begav han fig op i Bræjtegaarden. Langſomt, tankefuld og med en forknyt Mine vandrede han nu hen ad den Sti, hvilken han jaa ofte havde betraadt med lette Skridt og i glad Forventning om at ſkulle tilbringe en gemytlig Aften i ÉN i Preſtens Selſkab. Nu var det anderledes, og idet han bankede paa Doren, friſtedes han neſten til at flygte ved Tanken om den Modtagelſe, der ventede ham. Da han traadte ind, kom Jomfru Dahl ham i Mode. Sendes blege Kinder og forgrædte Ojne vidnede nokſom om den Sorg, der tyngede paa hende; men idet hendes Blik faldt paa ham, foregik der pludſelig en Forandring med hende, idet Vreden bragte hende til at glemme alt Andet. „Hvad vil De her?“ raabte hun med ſkarp ſittrende Stemme. „Jeg vil tale med Deres Broder og med Dem“, ſoarede han ſagtmodig, „og fremfor Alt ſporge om De har modtaget Brev fra Karl?“ É „Det har vi“, ſparede hun, „og det med ligeſaa bitter Fortrydelſe ſom ſmertelig Sorg. Tungeſt af Alt er det imidlertid”, vedblev hun, „at ſe ſig bedraget af den, man troede at være fin bedſte Ven; thi faa fandt Gud lever, Holm, De har havt en Finger med i Spillet“. „Jeg maa be⸗ fjende det, fjære Jomfru Dahl, ikke en Finger men hele Haan⸗ den har jeg havt Ude fra Veſterhavet. Af Emanuel zHenningſen. (Fortſat.) II. Havets Magt. kke langt fra Bulbjerg ſkimte vi endnu en ringe Del af et Skibsſkrog, der har boret ſig langt ned i Sandet. Det er Reſterne af en ſvenſk Jerndamper, ſom for et Par Aar ſiden, kaſtedes ind paa den inderſte Revle. Langs med Kyſten der ſig, ſom bekjendt, tre Grunde eller Repler, der, paa ſamme Tid de ved at bryde Bolgernes Magt afgive Værn for Landet, ere til Ulykke for mangt et Skib, ſom kommer for nær ind til Kyſten i Nattens Morke. Ve den Sejler, der ufor⸗ ſigtig nærmer fig til Landet, naar Veſtenſtormen farer hylende hen i over Havet, pi⸗ | ſkende Bølgerne | | (| ſkumhvide! Den er i Reglen for— tabt. Ude paa Bdrerevlen bry⸗ des Bolgerne med en tordende Bru⸗ med i Spillet. Jeg bærer Skyl⸗ den og ingen ſen, det er, ſom om de ſtyrtede ned i en kogende, ſydende, kempe⸗ Anden; men det er mit Haab, at naar De og Hr. Paſtoren har hørt, hvad jeg har at fige til mit Forjvar, De da ikke vil fordømme mig“. „De“, udbrød hun, „De ſiger „kjere“ til mig, ſom om der endnu kunde være Tale om noget Venſkab mellem os; De taler om Forſvar, ſom om ſlig rygges⸗ los Gjerning nogenſinde kunde forſvares. Kan De ſtaffe den Tabte tilbage, kan De bringe den Vildledte og Forforte til at vende hjem til fin Faders Hus, hvis Stolthed og Glæde han var, og over hvilfet De nu har bragt Sorg og Fortvivlelſe, kan De frelſe ham for det graadige Hav, hvis Bytte han maaſke allerede er bleven eller, kan De rive ham ud af de vilde, forfer⸗ delige Menneſkers Klor, i hvilke det maaffe ſkal blive | hans Lod at falde? — Gud forlade Dem, Holm, hvad | De har gjort” imod os“, vedblev hun briſtende i Graad. „Med Alt hvad De har at ſige, kan De dog ikke ſkaffe os vor tabte Fred og Lykke tilbage”. . 7 (Fortſettes.) Prag i Handet. mesſig Kjedel. Skibet løftes ſed⸗ vanlig ind over Revlen og ſynes at vere frelſt, men atter hæver Bølgen fig og bærer det frem til Midtrevlen, hvor den atter taarner fig op, huler fig og brydes med en øredøvende Larm, medens Skumflager ſom ſtore Maager beres ind over Kyſten og oploſes i en ſalt Regn. Er Skibet ikke for dybtgagende, kan det endnu ſlippe over denne Grund, dog det er kun Galgenfriſt, thi kort efter ſtoder dets Kjol med et dundrende Brag mod den inderſte Revle, og ingen menneſkelig Magt formaar at frelſe det til Undergang viede Fartj. Nu kommer Redningsmand⸗ ſkabet i Bevegelſe for at frelſe Beſctningen, for de graadige Bolger, der med en utrolig Kraft bryder ind over Skibet, faar flaaet det i Stykker. Er Søen for oprørt til, at Redningsbaaden, der ved en ſindrig Kon⸗ ſtruktion er ſaaledes indrettet, at den kun ved et rent Ulykkestilfcelde kentrer, kan gaa ud til Skibet, tager man ſin Tilflugt til Raketapparatet og Redningsſtolen. En brændende Raket, ſom fører en tynd Line. efter lig, ffydes i en Bue ud over Skibet, ſaa at Snoren ſtrœkker kommer til at ligge paa dette. Ved Hjælp af den hales efterhaanden et Tov ud til Skibet og faſtgjores der, og langs med Tovet træffes faa Redningsſtolen frem og tilbage mellem Skibet og Kyſten, ved hver Tur medtagende en af de Skibbrudne. Det er ingen lyſtelig Fart at begive fig ud paa, man faar adſkillige Dukkerter, for man kommer i Land og foler den faſte Jord under Fodderne; men Turen er ikke ſaa farlig, ſom den jer ud til, og ſtoder der ellers ikke noget Uheld til, bliver gjerne hele Beſctningen, en efter en, draget ſikkert i Land. ; Havet har en forfærdelig Magt; det jer man ret under og efter et Skibbrud. De Jernſager, ſom hyppigt opfiſkes, eller ſom drive i Land med Bjealker og Planker, ſes undertiden undergaaede ſaadanne For⸗ andringer med Henſyn til Skikkelſe, at man næften ikke kan fatte, hvorledes Vandet, dette "bevægelige Ele⸗ ment, har kunnet frembringe dem. Jernbolte af anſelig Tykkelſe findes ſnoede ſom en Proptrakker eller ſaaledes indkilede i andet Metal, at det er en komplet Umu⸗ lighed igjen at ſkille Delene fra hinanden, og jvære Bjælfer og Planker blive ved et enefte Bolgeſlag ſonder⸗ brudte i mange Stykker og af og til ligefrem malede til Splinter. For et Par Aar ſiden ſtrandede der et Skib, hvis Vrag blev kjobt af et Aktieſelftab. Et Par Dage efter en lille Storm, var man i Færd med at bjerge Skibsinventariet og lignende, og man havde fortøjet det halvt ſonderſlagne Skib ved Hjælp af et Tov af Tykkelſe ſom en Mands Arm. Da kom der en ganſke lille Efternoler af en Bølge ſpagfeerdig rullende ind mod Land, Skibet duvede lidt, og med et Hvin, der lød ſom en Kugles Fløjten, ſprang det jvære Tov Skihbrud. og flippede i Forbigagende det yderſte Led af en Aktie⸗ havers ene Finger. Det ſaa ud, ſom om Ledet var hugget af med en ſkarp Øre, og heldigt var det, at han ſlap med det; thi han kunde lige jaa let have miſtet en Arm eller et Ben. (Sluttes.) Husflid. Sten⸗ og Stenkulsrammer. Af Smaaſten sg Stenful fan man danne mange ſmukke Gjenſtande ved at bruge dem til Beflædning af Overfladen. Vi ſkulle her blot, omtale Rammer til Seer og Smaabilleder, og ville overlade til æjernes Opfindſomhed at udvide Anvendelſen paa lignende Maade til mangfoldige andre Ting. Til ſit Arbejde ſamler man et Forraad Sten, ſom have en beſtemt Farve. Boer man i Nærheden af en Landevej, hvor der ſlaas Sten til Skeerver, vil man have den allerbedſte Lejlighed til at gjøre et rigt og ſmukt Udvalg. Man finder der enkelte rode eller rettere kjodfarvede Stykker med beſtemte Kryſtalflader, det er Feldſpath; man ſer klare halvt gjennemſigtige hvide Stene med mufflet Brud, ligeſom Flint, det er Kvarts og ſtundom finder man Stykker, der indeholde en Mængde metalglinſende Blade, derß let lade fig flæffe fra hinanden, i tynde hornagtige Sfæl, det er Glimmer. Dieſe tre Mine⸗ ralier fammenblandede i et Virvar af ſmaa Korn og Kryftaller er den almindelige Graaften eller Granit, der udgjør Hovedbeſtanddelene af vore Kampeſten og blandt hvilke man ogſaa finder mangen ſmuk graa og rodagtig ſpottet Sten, blandt Landevejsſkcerverne, ſom vi kunne bruge til Üdpyntning. Ligeledes forſkaffer man ſig nogle ſmukke Stykker Stenkul, helſt Parotkul, alle disſe Stenſtykker knuſer man nu mindre med en Hammer paa en Sten, til de danne Smaaſkerver ſom Noddeſkrver og mindre; alt ſamles, indtil det fine Grus der er fremſtaaet ved Knusningen, og hver Stenſort opbevares i en Abſke for fig. i Have vi nu et Billede, f. Ex. et lille Landſkab, ſom vi ville danne en Stenramme til, . vi forſt den hvide Rand der ikke maa være mindre end to Tommer ens bred rundtom Billedet, tilffære derpaa et Stykke Papir af godt ſamme Storrelſe nojagtigt i vinkelret Firkant til Bagkledning og lade Glarmeſteren tilſfkere et Stykke Glas af ſamme Storrelſe. Naar Glasſet er pudſet godt, lægger man Villedet derpaa og dæffer dets Bagſide med Papſtykket, ſom man har forſynet med en eller to Ringe til Opheengning, hvorpaa. | alle tre Dele forbindes ved at kliſtre, eller lime en Papirskant rundt omkring, ligeſom Bagſiden beflædes | med Papir. Nu dannes Rammens Underlag af en Papſtrimmel af 1 Tommes Brede, er henved 1½ Tomme morkt — brunt eller graat — Papir kliſtres over og "bøjes om paa den flade Bagſide. Naar det er tørt aftfæres Side⸗ og Endeſtykkerne af Glasſets Længde og Brede og Hjornerne affkeres i 1 jaa at alle fire Stykker ſammenlagt danne en til Glasſet ſvarende Ramme. Stykkerne til denne Sten, inden Sammenfojningen. Til kan benyttes tyk Gummioplosning eller ſtaerk Lim; det ſidſte Bindemiddel er billigſt og meſt at anbefale, da det ſtaar fig bedre for Fugtighed end Gummi; men for en enkelt Ramme, der kan heenge paa et tørt Sted, er det nemmeſt at kjobe for 4 5. arabiſk Gummi. Girſebcer⸗ eller Blommetre-Gummi er ubrugeligt da det ikke bliver tørt). Bruger man Lim, maa Stenene helſt opvarmes lidt. J Fig. 1 ſe vi Papſtrimlerne fra En⸗ den i Sjenenmfnit. Vil vi have den lavere indad., i fort Sten⸗ masſe, overſtryges den 3 med varm Lim og paaſtroes grovpknuſt Stenkulspulver. Naar Limen er tor borſtes det overflødige af, og man har en ſmuk ujævn fort Belceg ning, ſom man jer ved c. Nu ſtryger man et tykt Lag Lim paa den lidt op⸗ hojede tommebrede Kant og belægger denne med et Lag ſmaa opvarmede Stenſtykker, et for et, ſaa de nogenlunde pasſe ſammen. Alle de, der ſtode op til den ſorte Kant (d) kan man lade blive gral; Farven af Reſten, der bliver dakkede, er ligegy dig. De indre opadvendte Sider af Stenene paaſtryges nu lidt Lim, og man lægger nok et Lag Sten pan Midten af det Fig. 1. ſom limes paa en lignende der bred; en 2 Tom. bred Strimmel ſkulle nu belægges med Baaflæbningen | tier Aſdods Billede, alene af Stenkulsſtykker ſom bagefter overdrages med Kant, der ffal vende | forrige, idet man dypper den nedadvendte Flade af hver 1 man paalægger, i lidt Lim, et kan og ſoger at give Leje i en Huling mellem de underliggende. Man da ordne den ſaaledes, at de indre og ydre (e og o) blive rode (Feldſpath) og de mellemliggende (i) hvide (Kvarts) Stykker, idet alle ſmaa Mellemrum omh yggeligt fyldes med pasſende mindre Stumper, jaa del Hele faar den paa Midten ophøjede Form, ſom Fig. 1 viſer. Den nævnte Ordning af Farver, ſom mange ville ſynes godt om, er naturligvis ikke nodvendig, da man kan fag ligeſaa ſmagfulde Reſultater, ved at blande de forſkjelligt farvede Stenfliſer ſammen i et broget Virvar, baade i den tykke Kant og paa den flade Forkant. Naar alle fire Sideſtykker ere belagte — de ſkraa Ender undtagen — limes de ovenpaa Glasſet og Sammen⸗ fojningerne i Hjornerne dækkes med Sten i Lighed med Sideſtykkerne, hvis Kanter à b tilſidſt beſtryges med Lim og overdrysſes med fint knuſte Sten, for at dekke Papirskanterne. Man har nu en meget ſmuk Ramme af et Üdſeende ſom Fig. 2 giver en Foreſtilling om. — Fig. 2. Vil man have en Sorgeramme, f. Ex. om en danner man hele den tykke Kant en glinſende Lak. En ſaadan Stenkulsramme tager fig ſerdeles ſmukt ud, og er meget billig — ligeſom Stenrammerne i det Hele — da Materialet til Udpyntningen intet koſter. Uldbindingens Nytte. J Henhold til nærværende Blads Formaal, at fremme Husflid, nyttig Tidsfordriv og gode Sæder, var det mig kjcrt, om jeg kunde pde et lille Bidrag, der kunde gavne i denne Retning ved at fremdrage lidt om Nytten af Uldbinderiet. Denne Husflid, er jo intetſteds ukjendt i Landet, og heller ikke er det ukjendt, at den i visſe Egne drives ſom Hoved⸗ erhverv; men det er næppe overtenkt, hvilke For⸗ | dele og hvilfen Nytte den kunde medføre og hvormeget den burde optages ſom almindelig Aftenſysſel over hele Landet. Jeg ved vel, at i de Egne, hvor denne Hus⸗ flid kun er kjendt ſom Kvindearbejde, betragtes den lidt foragtelig, for kvindeagtig, til at Mandfolk fulde tage Del deri. Men da Alt i Verden nu forandrer fig, faa at mangen Gjerning man for kun anſaa for mandlig nu ogſaa er bleven. kvindelig, jaa kan vel ogſaa det omvendte ſke med Henſyn til Strikning. [dtøj er ſikkert det ſundeſte og behageligſte — ikke alene til Sender og Fødder, men til Undertøj for hele Legemet. Er vi nu enige om dette, ville vi ſnart at hvert. Hus ſelv for⸗ blive enige om Fordelene ve intet Redſka ſyner ſig ag ligt i denne 7 1 Der gives jo „ man jaa. tidligt kan give et Barn i Heenderne ſom Bindepindene. (Jeg har jet, at Børn kunde binde raſk af en Strompe, førend man kunde lære det ABC). Herved øves Barnet til Flid fra Ung Dommen af; det gamle Ordſprog vil ſtedſe ſtaa ved Magt: „OHvad man i Ungdommen man ikke i Alderdommen glemmer”, og Ingen kan nægte, at det er et Gode for Barnet, at blive opdraget til nyttig Anvendelſe af Tiden, og ikke til JZudhold. Gjengjældelfen, Fortcelling af Beatus Dodt (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet III., af Emanuel Henningſen, med 5 Billeder, — Heſtebremſerne. — Husflid: En god i g i Livserfaring. Merker af Træ. — Bognyt. — til ſpœrere Trek efter en af Hr. Fischer opfundet egen Smaating. Husgeunen udkommer lik hver Søndag med el 16-fpaftet Art, ſorſynel med ſlere Billeder, lil 3 Ml. (1 Kr.) Jjerdingagret frit lilſendt. Hperl Fjerdingaar medfølger gratis el flort ſmuſtt Villede. Bladet kan beſlilles paa ethvert Vofikonfor og Vrepſamlingoſled, i enhver Boglade famt hos Hovedſtommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhaun. * Pr iet paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. | | | | i berg den danſke Lite⸗ FA raturs Fa⸗ der, og det er et Heders⸗ navn, ſom tilkommer ham med Rette; thi han var Banebryderen for den uen⸗ delige Rigdom af Boger, hvoraf det danſke Folk nu henter Oploftelſe, Oplys⸗ ning, Troſt og Glæde. Forend Holberg traadte frem, var det paa en vis Maade ode, tomt og morkt i vort Fædreland; Danſk⸗ heden laa ſkjult under det Fremmede, ſom Froet lig⸗ ger ſkjult under Is og Sne i Vintertiden, Folket laa i Dvale og Moders⸗ maalet var ſkudt tilſide og foragtet ſom en Trel⸗ kvinde, men Holberg kom, ſom en frejdig Foraars⸗ ſol, vakte Folket af Vinterdvalen loſte Moders⸗ maalets Treeldom og gjorde Plads, ſaa Livet atter Morſhabglesning, Oplyening og Gusflid. 7 7 e 2 Hewchmal ds Bil 2 dginet ak N. C. Num. 2. Aargang. Nr. 5. Kjøbenhavn. | Hondagen d. J. Houember. 1824. Ludvig Holberg. Af Vendix Han ſen. kunde begynde at udfolde ſig frit. Der er en under⸗ lig Forbindelſe mellem et Folks Liv og dets Digte⸗ kunſt; den er ſom Puls⸗ ſlagene, hvoraf man fjender Livskraften, den udſpringer af Folkelivet og giver dog Livet Form og Retning, væffer, løfter og klarer, og derfor ere de ſtore Digtere altid Folkets Tals⸗ mænd og Barere af det Store, der ſkaber de nye Tider; men om ingen danſt Digter gjelder det dog i den Grad, ſom om Holberg; thi med ham begyndte en Tid, vor Lid, der ſtod i den fkarpeſte Modjætning til Fortiden. Den Del af det danſke Folk, der paa Holbergs Tid endnu bedſt havde beva⸗ ret Reſterne af Danfkheden, var Bondeſtanden; men Bonden ſukkede i Trel⸗ dom og Vankundighed. Han var ikke ſtort An⸗ end Herremandens 3 Tuduig Holbergs Billedstatte (af Billedhngger Stein). det 34 Arbejdsdyr, kunde ſalges og ſpilles bort, ſom andet Gods, kunde kaſtes i Hundehullet, ſcttes paa Treœheſten 0 giores til Gjenſtand for mange andre vancrende Straffe uden Lov og Dom og var aldeles værgelps overfor Herremandens Lune og Vilkaarlighed. Han kunde ikke forlade den Plet, hvor han var fodt, undtagen naar Herremanden ſendte ham bort til Soldatertjeneſte, og da fik han det endnu værre; thi da blev han hundſet, pryglet og kommanderet af tyſke Officerer, der ikke en Gang kjendte hans Sprog. Holberg har ſelv i „Jeppe paa Bjerget” givet et ſorgeligt, ſandt Billede af Bondens Liv i hine Tider; men ſom Alt, hvad han har ſkrevet, er det givet med et forunderligt rigt Lune, jaa at man iſtedetfor at græde maa le ad Tidens Skrobelighed. Forreſten ſkal det ikke glemmes, at i hine trange Dage, fandt de gamle danſke Folke⸗ ſagn og Viſer et Hjem i Bondens Hytte og blev hans eneſte aandelige Livskilde. Med faa Undtagelſer vare Kongerne kun danfke Konger af Navn og arbejdede af alle Kræfter paa at indplante tyſk Sprog, tyſke Sæder og Skike, ja endog tyſk Adel i danſk Jordbund, medens den hæderlige gamle danſte Adelsſtand, der havde foſtret Helte ſom Herluf Trolle og Kvinder ſom Birgitte Go, blev forurettet, tilſideſat og fortrængt, for de ſtortalende Fremmede; for at komme frem maatte ſelv Adelsmendene være tyſke, og hvem der ikke var det, havde ingen Net; thi han var mistenkelig. Den lærde Stand, der ſkulde forſyne Landet med Embedsmænd og Bræfter, var alt Andet end Danfſk. Ved Reformationen naaede man det ſtore Gode, at det latinſke Kirkeveſen blev afſkaffet, da Luther vilde have, at Folkene ſkulde høre og leſe Guds Ord paa Moders⸗ maalet, og da fik vi ogſaa Guds Ord paa Danſk, og enkelte Mænd begyndte at ſkrive Bøger paa Danſk, men det blev faa omtrent ved Begyndelſen; thi det latinſke Kirkevcſen afloſtes af det latinſke Skolevceſen. Det danſke Sprog var fan foragtet mellem de Lærde, at de blot talte og ffrev Latin, Børnene fif Ris, naar de talte Danſk i Skolerne, og Studenterne, der boede paa Regentſen i Kjøbenhavn, maatte. betale Boder, naar Naturen gik over Optugtelſen, ſaa de kom til at ſige flere end 3 danſke Ord under Maaltiderne. Holberg liger ſelb om fin Samtid: „De fleſte Standsperſoner læje heller Polſe⸗Snak paa Franſk, end de grundigſte Skrifter paa deres eget Sprog, ſaa at dette Land er faſt det Eneſte paa Jorden, hvor man finder Folk, ſom gjør fig en Wre af ikke at forſtaa deres eget Moders⸗ maal“. Og om fin egen Undervisning udtaler han fig ſaaledes: „Saa ſnart jeg begyndte at tale, blev jeg ſat ud i en tyſk Skole; thi mine Forceldre raiſonnerede med andet godt Folk i deres Nabo⸗Lav ſaaledes: „Lad ham kun bravt øves i det Tyſke. Det Danſte læres af fig ſelv, det er at ſige: Lad ham lære Tyſk i Skolen; Danſk kan han for Intet lære af Smaadrengene paa Gaden; ſaaledes bleve de fleſte Aar af min Barndom bortdrevne, ved at lære Tyſtk udi Skolen og Danfk udi Ammeſtuen. Da der begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, ſyntes mig, at det var høj Tid for mig at rejſe uden Lands. Jeg gjorde ogſaa adſkillige Rejſer og hver Gang jeg kom hjem, var jeg udi ſamme Tilſtand ſom Jean de France, idet at mit Modersmaal vilde ikke ſynderlig flyde for mig; thi man kand let glemme det, ſom man aldrig har forſtaget tilgavns“. Naar det Uſande og Uſunde ſaaledes havde Over: haand, fan er det en Selvfolge, at Sæderne maatte være ſlappe og flette. Letfeerdigheden og Letſindigheden var derfor ſtor, ſelv i de hojeſte Samfundslag og ikke mindſt i Kongens Sale. More ſig vilde man, og da man ikke havde Oje for det Sande og Skjonne, jaa | morede man fig med det Uſande og Uſkjonne. Man | opførte tyffe og franſke Komedier, vilde Spektakkelſtykker og bibelſke Skueſpil, blandede mellem hverandre; thi det var atter en Ejendommelighed ved Tiden, at den meſt letferdige Verdslighed gik Haand i Haand med en mork, aandlos Kriſtendom, der naturligvis var lige jaa uſand ſom alt Andet. Frederik den 4de, der maa kaldes „en af Danmarks bedre Konger“ var en letferdig Verdensmand, og hans Son Christian den Gte var gudfrygtig; men hans Gudsfrygt var merk, ſtreng og ſygelig. Ved Trusler om Vand og Brod tvang han Folk til at gaa til Alters, og ſatte Folk i Gabeſtokken for Forſommelſe af Kirkegang. Viſtnok ſkreves der Bøger og det endda baade mange og lange; men det var dels fprænglærde latinſke Afhandlinger, der handlede om flige vigtige Emner, ſom „om Romerne gik i Støvler eller Sko“, og dels gudelige Skrifter; iſcer var der en umaadelig Mengde Lig⸗ predikener, hvoraf Nogle vare jan lange, at de næppe kunde holdes i 2 Dage; men de vare jo heller ikke beſtemte til at holdes, det gjaldt blot om, at ſkrive Meget om Lidet, det var Leerdommens hojeſte Kunſt, ſelb om det, der ſkreves, var tiden Indhold. Fra 1500 til 1700 have vi kun 3 danſke Forfattere, der ere værd at nævne, nemlig: Anders Sorenſen Vedel, der overſatte Saxos Danmarkshiſtorie fra Latin til Danſk, begyndte at fortjætte den og udgav den førte Samling danſke Kampeviſer; den adelige Hiſtorieſkriver Arild Hvidtfeldt og den berømte Salmedigter Thomas Kingo. Af disſe faa ſpredte Trœk vil man kunne ſkjonne, at det er ſandt, hvad en ſenere Digter ſiger om Holberg: „For var der knap ſkrevet paa Danſk en Bog, Som ret kunde Hjerterne hue, Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog, Kun Viſe til Spinderſkens Stue. Hver Mand, ſom med Kløgt gik i Lærdom til Bund, Latin paa Papiret kun malte; ; Med Fruerne Franſk og Tyſk med fin Hund Og Danſk med fin Tjener han talte”. (Chr. Wilſter). Ludvig Holberg blev fodt i Bergen i Norge den lade December 1684. Hans Fader, der var Oberſt og en fjæb gudfrygtig Mand, døde inden Holberg var et Aar gammel, og den betydelige Formue, han havde efterladt fin Enke, tabtes ved en Ildebrand, fan Holberg voxede op i fattige Kaar. Da han var 10 Aar gammel, dode ogſaa hans Moder, og han blev nu indſkreven i Krigsrullen, for ad den Vej, at naa frem til en Livs⸗ ſtilling. Han naaede ogſaa at blive Korporal; men han havde ſtorre Lyſt til Studeringerne, og da en af hans Slegtninge, en Preſt, havde lagt Merke til hans ualmindelige Evner, tog han ham til fig og lod ham underviſe ſammen med ſine egne Born, og Aar 1702 blev han Student ved Kjøbenhavns Univerſitet. Da han Intet havde at leve af, maatte han dog kort efter modtage en Huslererplads hos en Preſt, med den Forpligtelſe, at prœedike faa ofte Bræften havde Forfald; men denne Stilling ſyntes Holberg flet ikke om; thi han ſiger felv, at han ikke Fjender noget jaa kjedeligt, ſom at give Drenge Ris og omvende Bønder. Saa vendte han atter tilbage til Kjøbenhavn og tog theologiſk Examen med bedſte Karakter. (Sluttes.) „ BYS i ) 808 Beduinerne. 7 2 —— V ore Læjere ville maaſke erindre, at vi for nogen Tid Orkenen Sahara og om Oaſerne. ſiden fortalte om Hvo ) der læfte vor Skildring om Farerne og — Bejværlighederne ved Rejſen i Orkenen, vil maaſke tenke: Ja, men hvad ville de gode Folk derude i den golde Orken? de kunne jo blive hjemme ved deres Hus og ſidde der i Ro og Fred og uden Fare. Ja, kjcre Læfer, fer Du, vi maa være noget varſomme med at dømme om andre Folks Levevis og Skikke. Ligeſom vi ikke udenfor Danmark kunne bruge den danffe Alen, ſaaledes kunne vi heller ikke bruge de danſke Forhold ſom Maaleſtok ved Bedommelſen af Folk, der leve i et Land, hvor Alt næften uden Und⸗ tagelſe er jaa grundforſtjelligt fra vort. Det er meget let for Dig, ſom bor i et fedt og frugtbart Land, at tale om at blive hjemme; thi Din Mark ligger jo lige ved Din Gaard og Du behøver ikke anden Ulejlighed, end at tage Din Hue paa og gaa ud af Din Dor, for at Du ſtrax kan have Oje med Dit Korn, Dit Ho og Dine Kreaturer. Ganſke anderledes forholder det ſig med Orkenens Son, den brune Araber eller Beduinen, ſom han kaldes. Han kan ikke ſidde hjemme og pasſe ſin Mark, thi han har hverken noget Hjem eller nogen Kun faa Steder er der ſaameget dyrkelig Mark. Jord, at Kornet kan trives. Men hiſt og her i Bjergene findes der Græs, hvor hans Hjorder af Oxer og Faar kunne finde Naring. Beduinen maa være hvor hans Hjord er og Hjorden maa være der hvor Graesſet er, men Gresſet i disſe klippefulde Bjerge er ſnart fortæret, og ſaa maa han opføge en ny Græsgang for fit Kvæg. Derfor har han ingen faſt Bolig, han drager om fra det ene Sted til det andet og fører fin Huſtru eller ſine Huſtruer, thi han nojes ikke altid med en, og ſine Born og alt ſit Gods med ſig. Alt hvad han ejer af Bohave, læster han paa Kamelens og Welets Ryg og jaa gaar det ud i de vide Landſtrakninger paa Tog efter Gresgange. Som jagt naar alt Grersſet er fortæret, der hvor. han nu er, jaa maa han flytte. Hans Kameler lægge fig paa Knæ og paa deres Pukler lægger han fine Telte, andet Slags Hus fjender han ikke, fine Gryder og hvad han ellers har af rorligt Gods. Paa den bedſte Kamels Ryg fpænder han den høje pœreformige Indretning, ſom Du fer paa omſtaagende Billede; det er et Slags Telt, hvori han gjemmer ſine Huſtruer og fine andre Kvinder for at ſkjule dem for Uvedkommendes Blikke og beſkytte dem mod Solens Straaler. Hans Folk, de yngre Mend og Drenge maa gaa til Fods og ofte maa de bære de mindſte Kid, medens den forte, ſpidsneſede, - næften nøgne afrikanſke Hund pasſer paa at holde Hjorden ſamlet. Selv ſtiger han op paa ſin bedſte Hingſt, med ſin lange Bosſe hvilende paa Sadelknappen rede til at ſkyde de vilde Dyr, der mulig kunde forſoge paa at ſnappe et Faar eller en Kalv bort af Hjorden. Stolt ſidder han der, hyllet i fin hvide Burnus (Kappe) medens hans forte Oje ſoger i Horiſonten efter Gresſets grønne Farve. Beduinen er ret et Naturens Barn med alle dets Dyder og alle dets Fejl. Han føler fig fri og uafhængig ſom en Konge, han ſtifter Ret og Skjel i fin ſtore Familie og blandt fine mange Undergivne. Han er troende ſom den bedſte Muſelmand, men han er ofte gruſom og hevngjerrig. Han hader de Chriſtne og er altid rede til Krig imod dem, og det er Krig paa Liv og Dod. Han er ærlig og trofaſt mod fine Venner, men lumſk og bedrageriſk mod ſine Fjender. Dette er dog mindre en flet Side i hans Karakter end en Folge af hans religioſe Grundſctninger og hans ubetvingelige Kjærlighed til Friheden. Thi ofte er det hendet, at en Beduin, der har modtaget Beviſer pan Velvillie af fine formentlige Fjender, har ſkiftet Sind og er bleven deres meſt trofaſte Tilhænger og Ven. Mange Beduiner, hvem Franſk⸗ mændene i Algier have ſogt at vinde ved Gaver og aaben Imodekommen, ere blevne omvendte til at være de Kriſtnes Venner og Tuſinder af Beduiner have taget Tieneſte i den franſke Arme og have blandet Blod med den ved Weisſenburg og Worth, ved Metz og foran Pariſes Mure. J den franfke Arme kaldes de „Turco'er“, naar de tjene ſom Fodfolk og „Spahi'er“ naar de ere Kavalleriſter. De ſtaa der i høj Anſeelſe for det Raſeri og den henſynsloſe Tapperhed, hvormed de anfalde Fjenden, men i Fredstid ere de noget vanfkelige at behandle, da de ikke kunne udholde at bo i Kaſerner eller at fore et regelmesſigt Liv. J Provinſen Algier have forøvrigt mange Beduiner i de ſenere Aar nedſat fig ſom Landmænd. Franſkmendene har lært dem Engvanding og et ordnet Agerbrug og det har viſt fig, at de med deres hurtige Fatteevne, ſtore Begavelſe og ſieldne Haardforhed, Tarvelighed og Udholdenhed ville efterhaanden aflægge deres omſtrejfende Liv og blive nyttige og velhavende Borgere. Naar man traffer en Beduin, ſom man kan tale med (flere af dem kunne Franſk), ſaa undres man over deres ſtore Livlighed og levende Sans for Digtekunſt. J. Navnlig elſke de For⸗ tellinger med et moralſk Indhold, ligeledes treffende Ordſprog. Deres Tale er fuld af billedlige Udtryk og glødende Begejſtring. Jeg talte en Gang med en ung Beduinhopding, ſom jeg traf paa et italienſk Dampfkib; vi bleve gode Venner og da vi fkiltes ad ſagde han: „De Kriſtnes Gud velſigne Dig! Han gjore Dig til en gammel Mand! Han give Dig en ſtor Flok Born og han lade Dit Kvæg formere fig! Han ſlaa Dine Fjender med Peſt og give Dine Venner rigeligt af Jordens Lykke! Vi fkilles, for aldrig mere at ſes! Allah (d. e. Gud) oplyſe Dig og give mig den Lykke at kysſe Dig en Gang i Paradiſet! 7977 Bedninerne. ! . jengjaeldelſen. 0 Forfølling af Beatus Dodt. ( y (Sluttet.) f Forhoret forklarede han, at, efter han havde forladt Baklund og var kommen ind i Strovangsſkov, var Morten Jverſen kommen til ham. Denne, der ſom det ſuyntes var i høj Grad modfalden, bad og beſvor Degnen at tilgive ham hans Op⸗ | 5 forſel, hvilken han nu inderlig fortrød. Han var, ſom han forſikkrede, bleven ophidſet og vildledet af en Anden, hvis Navn han dog ikke vilde nævne, og det var nu hans inderligſte Ønffe, at Degnen vilde modtage Pengene, idet han forſikkrede, at han ingenſinde mere ſkulde give Degnen Anledning til at beklage ſig over ham. Ved at ſe Mandens Anger var Degnen bleven bevæget og havde opfyldt hans Begjæring efter dog forſt alvorlig og indtrængende at have foreholdt ham hans Opforſel og Levnet. Herefter vare de ſkiltes ad og Degnen havde ſenere ikke ſet ham. At han endnu 37 var i Beſiddelſe af Pengene havde fin Grund i, at Højer var bortrejſt. Om den nedtrampede Plads og Blodpletterne kunde han ingen Oplysning give, ſom han højtidelig forſikkrede, vare han og Bonden fkiltes ad i Fred" Hojer, ſom ogſaa modte i Forhoret, udtalte ſig med et Forbehold, der mere ſkadede end gavnede Degnen og det ſaa meget mere, ſom han troede ſig forpligtet til at fremhæve, at denne, da han fulgte ham ud af fin Gaard, havde befundet fig i en overordentlig op- hidſet Tilſtand. En lang og ſorgelig Tid paafulgte nu, i hvilfen den, paa hvem en faa ſkrakkelig Mistanke hvilede, mere ſank ſammen under Vægten af Sjælslidelfernes tunge Kors. Endelig faldt en Dom, ifølge hvilfen, han vel erholdt fin Frihed, ſom en Følge af manglende fuld- ſteendige Beviſer, uden dog at blive fuldftændig frikjendt, ligeſom han ogſaa blev fradømt fit Embede, og han levede nu ſtille og tilbagetrukkent, plejet og troſtet af Hanne og Praſten, der forblev ham en fuldtro Ven, da jaa mange Andre ſpigtede. Den eneſte, men ogſaa ſtore Troſt de havde i disſe Sorgens Dage, var de Breve, ſom indløb fra Karl. Havde hans Barndom og forſte Ungdom været at ligne med en ſtille Flod, hvis rolige Vande flyde hen gjennem et ſmilende Landſkab, ſaa var den nu bleven til en rivende Strom, der ſkummende og med al den Kraft, den har opſparet fra en tidligere Tid, bryder ſig igjennem alle Hindringer. Fra det engelſke Skib, hvormed han var tagen hjemme fra, var han gaaet ombord i en danfk Tremaſter, ſom var beſtemt til Boſton i Amerika. Dette havde imidlertid i en Havn i Frankrig, ſom det anløb, faaet en anden Beſtemmelſe og ſkulde nu gaa til Oſtindien. Som en Folge af, at der ingen Skibslejlighed fandtes til Amerika, modtog han Kaptajnens Tilbud og gik med ſom Letmatros. Fra Oſtindien gik han til Kina og vedblev nu i flere Aar at fare imellem Sydhavets forſkjellige Havne. Endelig fif de Fragt til Ny Vork; men paa Reiſen dertil, bleve de under de veſtindiſke Oer overhalede af en danſk Orlogsmand, ſom gjorde dem bekjendt med, at Krigen med England var i fuld Gang. Krigsſkibet manglede Mandſkab og Kaptajnen paa det Skib, ombord i hvilket Karl befandt ſig, maatte derfor finde fig i at afſtaa en Del af fin Befætning. Blandt de ſaaledes presſede befandt ogſaa Karl fig. Denne blev imidlertid dels paa Grund af, at han havde tjent fig op til anden Styrmand, dels ſom en Folge af hans Kaptajns udmeerkede Anbefaling, antagen ſom Maanedslojtnant, ſom det paa den Tid hed, idet han fif Ordre til at føre en Priſe, ſom Orlogsmanden havde taget, til nermeſte, ſikkre Havn. Denne blev imidlertid efter nogle Dages Forløb, i Storm og Mørke overjejlet af en Amerikaner, ombord i hvilken han og det øvrige Mandſkab dog reddede fig og fra dette Skib, der var paa Rejſen til Boſton i Amerika, var hans ſidſte Brev ſkrevet. Hvor ofte man end i Hjemmet havde modtaget Breve fra ham, jaa havde han dog ſelv, paa Grund af fit omflakkende Liv, intet modtaget derfra, og han bad nu, at man vilde ſkrive til Boſton, ſom var den By, der laa nærmeft den Del af Landet, hvor Gunder Nielſen havde bofat fig. Paa en ſmuk, ſolvarm Sommereftermiddag var der et ſtort Selſkab forſamlet hos den gamle Kaptajn Buff nede ved Kyſten. Denne feſtligholdt nemlig fit Sølvbryllup og der var i den Anledning ikke alene ſamlet en ſtor Kreds af Venner og Bekjendte, ſom hans Hus kunde rumme, men ogſaa nogle af Omegnens Ovrighedsperſoner og ſtorre Landejendomsbeſiddere, der vilde hædre den gamle brave Sømand. Degnen og Hanne var der ogſaa; thi ihvorvel han i Aar og Dag næften ikke havde forladt fit Hjem, ſaa havde han dog ved denne Lejlighed givet efter for fin gamle Vens Overtalelſer. Medens nu en Del af de Unge, blandt hvilke ogſaa Højer befandt fig, idet han, der var kommen for at gratulere, ogſaa var bleven indbuden, ſpadſerede frem og tilbage paa Strandbreden ſnart ſyngende og ſnart legende, havde nogle af de Weldre, blandt hvilke Degnen, Præften og Kaptajnen befandt fig, lejret fig paa Benken ved Huſet. Medens deres Blikke med Velbehag hvilede paa det blaa, af en let Briſe kruſede Sund, hvor Skib efter Skib gled frem, talte de om fremfarne Tider, om den ulykkelige Krig, ſom nu mere og mere døde hen, og om de mange Beviſer paa Tapperhed og opofrende Fedrelandskjcrlighed fra vore Sofolks Side, ſom Krigen havde været faa rig paa. „Se nu til den jvære Amerikaner derude”, udbrød Kaptajnen pegende paa en af Sejlerne, „braſer den ikke bak paa en Gang og lægger fig med Næjen lige mod Vinden, ſom blev den bange ved Synet af Kronborg og forſogte at retirere“. „Maaſke onſker den at faa Lods ombord”, bemer⸗ kede Degnen. „Lods“, gjentog hin med et lille Smil, „nej ved Du hvad Holm, ſlet ſaa daarligt bevendt, ſom det er med Dit Ssmandſkab, er det dog nok ikke med hans. Bilde han have havt Lods, jaa havde han nok fundet paa at falde paa rette Maade, der maa være noget Andet ſom trykker hans Hjerte. Se nu”, vedblev han, „det lader fig dog forſtaa, nu ſender han en Baad i Land, maaſke trænger han til lidt Melk til fin Kaffe og vil nu hente det her“. „Det fkulde da ikke være en Engelſtmand. Gud fri os vel“, udbrød Præftens Soſter, ſeende fig tilbage, ſom vilde hun maale Afſtanden til Bræftegaarden. „Ja, Hilledod“, udbrød hin leende, „var det det, jaa kom han til Gilde og vi Andre med kan jeg tenke. Men“, tilføjede han forbapſet, „enten er jeg allerede bleven fuld af den Punſch, vi forſt ſkulde drikke iaften, * r ä eller ogſaa ſer jeg Syner midt paa Dagen. Er det ikke en af vore egne Spofficerer, ſom ſtaar agterude ved Roret?“ Enhver betragtede nu med ſpendt Opmeerkſomhed det lille Fartoj, ſom haſtig nærmede fig Land, medens man udgjod ſig i Betragtninger over, hvorledes det kunde hænge ſammen dermed. Medens dette foregik ved Huſet, havde en Del af de Unge nermet fig Stedet, hvor Baaden vilde lande. Iblandt disſe var ogſaa Hanne. Med ſtigende Op⸗ merkſomhed ſtirrede hun ud mod Baaden, ſaa gjorde hun et Par Skridt fremad, og idet nu en blusſende Rodme bedakkede hendes Kinder, ilede hun med et Udraab af Glæde hen mod Landgangsſtedet. „Karl, Karl!“ raabte hun, idet hun med et Udtryk af uſigelig Glæde ſtrakte Armene ud mod den unge Officer. Denne, der ſtod med Foden paa Relingen af Baaden, ſprang idetſamme trods Afſtanden ind paa Land, og et Ojeblik efter laa hun i hans Arme. Græ- dende lænede hun ſit Hoved mod hans Skulder, idet hun overvunden af Glæde og Over⸗ raſkelſe ikke for⸗ magede at tale. Prœſten, Jom⸗ fruen og Degnen kom nu ogſaa til, og under høje Ud⸗ 38 hjertelige Længjel, hvormed han ſtedſe havde tæntt paa dem, han havde efterladt hjemme, og tilſidſt om, hvorledes han endelig havde truffet. Gunder Nielſen døende, „Ja vedblev han, hvorledes han kom til den Ulykke, der ſtulde blive hans Død, er Noget ſom ikke egner ſig til at tale om her; men i Morgen ſkal Du faa AK at vide. Saa meget kan jeg imidlertid ſige Dig, at der gives intet lumfkere og elendigere Menneſke end denne Hojer, der nu ſidder og taler venlige og glatte Ord med Din Fader, hvem han har forraadt; men Gud har ſtyret det ſaaledes, at...” Her ſtanſede han pludſelig ved at Hojer rejſte ſig, og, idet han hævede fit Glas, udbragte den nys Hjem⸗ komnes Skaal, hvormed han i velvalgte Ord og med en hjertelig Mine talte til Karls Ros, medens han derneeſt ſkildrede den Kjærlighed, hvormed man under hans Fravarelſe havdeerindret ham, og den Lengſel, hvormed man ſaa hans Sjemkomſt imode. Maallos havde den Hjemkomne hort paa Velkom⸗ ſten, men endnu forinden den Ta⸗ lende havde ſat fig brud af dyb og inderlig Glæde blev efter det rungende Hurra, hvormed hans Ord blev hilſet, rejſte Karl ſig op; med blus⸗ ſende Kinder og et Blik, der tydede paa alt Andet end Taknemlighed, han trukken fra den Ene til den Anden, indtil han tilſidſt ganſke fortumlet atter landede hos Hanne. „Naa Mutter“, raabte Kaptajnen ind i Huſet, „dak faa op med Provianten, jeg længes efter at komme til Hojbords, for at kunne drikke et alvorligt Glas paa hans Sundhed og Velkomſt, der faldt ſom en Raket ned iblandt os. Jeg har jo dog ogſaa havt min Lod og Del i, at han fik ryſtet Pjalten af fig og blev til en Mand“. Snart efter fad hele Selſkabet omfring Bordene, ſom bugnede af de ſolide Retter, idet de dampende Punſcheboller ſpredte deres krydrede, lokkende Duft rundt omkring i Varelſet. Med vemodig Glæde lyttede Hanne nu til Karls Beretning om hans Færden i fremmede Lande, om de Farer han havde været udſat for og om den dybe, ſtrakte han Haan⸗ den ud mod Hojer, idet han med en af Vrede dirrende Stemme udbrød: „Stod det i min Magt, ſaa godt, ſom det lader til at ſtaa i Deres, at hykle venlige Folelſer og hjertelig Deltagelſe, naar man bærer Had og Nag i Hjertet, da ſkulde jeg med Tak og Smil have modtaget Deres Hilſen og gjemt den Afregning, jeg har at gjøre med Dem, til en mere pasſende Tid og Sted, men jeg kan ikke ſe Ondſkaben med et fromt Smil eller Lumfkheden med en hellig Mine uden at væmmes, uden at mit Sind oprores i ſit Inderſte. Jeg erklærer Dem herved”, vedblev han med forſterket Roſt, „for en fejg, usſel og lumfk Skurk, og for at De ikke et Ojeblik ſkal være i Tvivl om, hvortil jeg ſigter, ſaa bringer jeg Dem med det Samme en Hilſen fra Morten Jverſen, den Elendige, hvem De ved usſel Vinding fil forlokket til at bringe Skjendſel og Sorg 39 over fin Velgjører. Han lever nu i Amerika og har der bojet under Herrens Straf aflagt Bekjendelſe om fin Brode og Skyld“. Som var et Lyn flaaet ned iblandt dem, fade Gjæfterne et Ojeblik lamſlagede og maalloſe ved den forfærdelige Befkyldning, der blev udſlynget mod en af deres Midte. Men ſnart brød Stormen los, og medens Enhver trængte fig frem for at kaſte et Blik pan Op⸗ havsmanden til jaa megen Sorg og Lidelſe, ſtod denne bleg og ryſtende med Sfændslens Stempel paa fin bøjede Pande. Et Ojeblik ſtod han ſom naglet til Jorden; men derpaa vendte han fig med en pludſelig Bevegelſe mod Døren, og et Ojeblik efter var han forſpunden. „Lad ham lobe“, raabte Karl, da han ſaa Nogle gjore Mine til at ville forfolge ham, „ſin Straf undgaar han dog ikke“. „Men hvorledes, er det bleven Dig mulig at faa Lys i dette Morke, ſom truede med at trykke mig til Jorden?“ udbrod nu Degnen, der hidtil havde ſiddet ſtum i den heftigſte Bevegelſe. „Det var ſom ved et Mirakkel“, ſvarede hin. „Da jeg efter min lange Omflakken endelig kom til Gunder Nielſen, traf jeg dennne liggende for Døden. Som han fortalte mig, var han, nogle Dage forinden min Ankomſt bleven anmodet om at indfinde fig paa et Hospital i en lille By, hvor en Landsmand af ham onſkede at tale med ham. Til ſin Forundring traf han her, ſyg og elendig, Morten Jverſen, hvem han godt kjendte. J Overbevisningen om fnart at ſkulle forlade denne Verden, onſkede han at lette fit Hjerte for den tunge Byrde, der hvilede paa det og om mulig ogſaa at frelſe den, han havde ſtyrter i Ulykke. Han aabenbarede nu, at Højer ledet af Hevn og Ondſkab havde ved Løftet om en ſtor Sum forlokket ham til at deltage i dennes Anſlag mod min Svigerfader. Til den Ende blev det beſtemt, at han ffulde indfinde fig hos Hojer ſamtidig med Holm; han fkulde der affordre denne Pengene, og naar da, hvad der ingen Tvivl kunde være om, denne ikke havde dem hos fig, da ſkulde Højer paanode ham Summen. Dette fkulde nemlig ſke ſaaledes, for at Hojer ſenere i Retten kunde bevidne, at Morten Iverſen havde faaet Pengene, idet det tillige var bleven en Aftale, at denne derefter ſkulde møde Holm i Skoven, og der, ved at hykle Anger over fin Opforſel, bevæge | denne til atter at modtage dem. Da dette var lykkedes, hvorved Holm utvivlſomt vilde blive mistenkt for den Gjerning, det nu ſkulde gives Udſeende af at være be⸗ gaaet, ſtjulte Morten Jverſen fig i Skoven efter forſt at have nedtrampet Stedet og plettet det med Blodet af fin lille Hund, ſom han i dette Ojemed dræbte, hvorpaa han, da det var bleven morkt, af Hojer blev bragt over til Skaane, hvorpaa han i Gotheborg fif Lejlighed til Amerika. Hans af den amerikanfke Ovrighed nedſkrevne og bekreftede Bekjendelſe bringer jeg med mig, og den ſkal imorgen blive nedlagt i Retten. Selv ligger han endnu meget ſyg dog, ſom man tror, uden Fare for Døden. Da min Velgjorer, Gunder Nielſen“, vedblev Karl bevæget, , havde faget Alt bragt i Rigtighed, begav han fig paa Hjemvejen. Opfyldt af, hvad han havde hørt, gav han ikke Agt paa Vejen, og hermed ſkete det, at han med Vognen væltede ned fra en brat Sfrænt; det Slag, han derved fil, blev hans Død, og to Dage efter min Ankomſt udaandede han i mine Arme. Ved et heldigt Sammentreef af lykkelige Omftæn- digheder og fremfor Alt ved Udholdenhed og Flid var Gunder bleven en i høj Grad velhavende Mand, og idet han ved fit Teſtamente efterlod mig, hvem han mente at være Taknemlighed ſkyldig, Alt, jaa har vi ham at takke ikke alene for de lykkelige Livsvilkaar, under hvile jeg er vendt tilbage; men ogſaa for Op⸗ dagelſen af en Forbrydelſe, under hvis Følger min Svigerfader maaſke ellers ſkulde have henſukket hele ſit Liv“. Nedbojet og pint af Skam og afmegtigt Had, ſamt fortæret af Angſt for Lovens Straf havde den fejge Højer endnu ſamme Aften forladt Egnen, uden at det nogenſinde derefter blev oplyſt hvor han havde ſkjult fig for Verdens Straf og Foragt. Da hans Gaard nogen Tid efter blev ſolgt, kjobte Karl den, og endnu mange Aar efter ſamledes Degnen, Præften og Jomfruen der i de Unges Hjem for at glæde fig ved deres Lykke og for, ſom Preeſten ſagde, i Kjærlighed at betragte Livet her og i Haab Livet hisſet. Muidtornshakken og dens Behandling. Wed N. Nasmusſen Solide. Omkring Haver, ved Veje eller overhovedet paa alle Steder, hvor Jorden egner ſig dertil, og hvor man onſker et ſmukt og varigt Hegn, bor man foretræffe Plantning af Hvidtorn. Der er intet Hegn, ſom kan ſammenlignes med en vel vedligeholdt Hvidtornshek, den freder og den afgiver Læ. Hvidtornen har fremfor de fleſte andre Hegnsplanter den gode Egenſkab, at den ſkyder fine Rødder lige ned i Jorden uden at brede ſig i Agerlandet, og en Hvidtornshak, der er holdt under Sax, har den Fordel, at Fuglene ikke her jaa let kunne ſoge Ly ſom i andre levende Hegn. Der er i de ſenere Aar gaaet mange Penge til Kiel og Lübeck for Hvid⸗ tornsplanter, men det indtræffer ofte, at hele Strak⸗ ninger af ſaadan Plantning mislykkes, fordi de unge Planter let tage Skade for Indpakningen og paa Rejſen af Froſt, Solſkin og andet uheldigt Vejrlig. Vi kunne undgaa denne Uſikkerhed, naar vi ſelv ville have den Smule Ulejlighed at opelſke vore Hegnsplanter, og Henſigten med disſe Linier er noermeſt at give en fort og letfattelig Vejledning i at indſamle og udſaa Hvidtornenes Fro, opelſte Planter og til disſes videre Behandling. Der gives forſkjellige Arter Hvidtorn, der mere eller mindre egne ſig til Plantning i Hegn. Ind⸗ ſamlingen af Frøet, de bekjendte rode Bær, maa helſt foregaa i Oktober eller November. Man maa kun ſamle Bær af de ſtore kraftige Torne med den morke Bark; de fjendes let derpaa, at de længft beholde deres Blade. De ſmaa Torne med den hvide Bark, ſom forſt tabe Bladene, ere af en meget langſomt voxende Sort og fortjener derfor ikke at opelſkes. De indſamlede Beer opbevares Vinteren over ved at lægges i en Kasſe eller Bette lagvis mellem vaadt Sand, og henjættes ſaaledes paa et lunt Sted i nogen Tid for at raadne ſammen. Siden kan Kasſen henſekttes i en froſtfri Kjeelder for at overvintre. Om Foraaret graver man et firkantet Hul paa et beſtemt Sted i Haven, fem Kvarteer dybt, hvori man hælder Kasſens Indhold. Man jætter tilbørligt Merke ved Stedet, og Hullet tildekkes igjen. Det paafolgende Efteraar tilbereder man et Bed i Haven, i god, ren ikke for tor Jord; man graver det til en Dybde af fjorten femten Tommer, men gjoder det ikke. Neſte Foraar, ſaaſnart Froſten er af Jorden, optager man de nedgravede Bær, af hvilke enkelte allerede have begyndt at ſpire. J det om Efteraaret tilberedte Bed træffer man efter en Snor fire eller fem Riller et Par Tommer dybe, hvori man ſtrger baade Sand og Kjeerner, der tildekkes med en Tomme Jord og trykkes lidt faſt med en Jernfkovl. Hemi Maj ville de unge Planter, der have nogen Lighed med Hor, komme frem i betydelig Mængde. Man taale aldrig, men allermindſt den forſte Sommer, noget Ukrud paa Plantebedet. Efter to Aars Forløb vil en ſtor Del af Planterne have opnaaet en Alens Højde og være tjenlige til Udplantning. Man optager derfor alle Planterne af Bedet; de mindſte af disſe omplantes paany i Rader paa 10 Tommers Mellemrum og fire fem Tommer imellem Planterne. Disſe plantes bedſt med en Pind, efter at Roden er afftudjet til 6—8 Tommer og det pderſte af Toppen afſkaaren. Nye Hegn anlægges helſt om Efteraaret for at Jorden kan ſkornes af Froſten om Vinteren og blive mere bekvem til Foraarsplantning. Volden bor ilke være over to Torvs Højde med en Bredde i Bunden af to Alen, medens der paa hver Side afſcttes en Fod paa jer Tommer. Er det gamle Volde, man agter at beplante, maa disſe om Efteraaret tilſtrekkelig udgraves for at Vinterfugtigheden kan gjennemblode den torre Jord. Man maa i alle Tilfeelde undgaa en høj og ſmal Vold. Den bedſte Jordbund til Hvidtorn er en almindelig god Muldjord, men den kan trives paa enhver Jordart, undtagen Flyveſand og Torvejord. Naar Hegnet, hvori man vil plante, nu er i Orden, vælges helſt om Foraaret en Dag, da Solen ikke ſkinner for ſterkt. Er det to⸗ eller treaarige Planter, der ikke have været omplantede, kan man godt plante med Pind“ naar Jorden i Volden er gravet og løsnet. De plantes i en lige Linie i Midten af Volden. Er det derimod ældre grenede Planter med ſtorre Rødder, maa de plantes med Spade. To Mand er nodvendig til dette Arbejde. Den ene holder Planten i Haanden, medens den anden gaar baglænds paa Volden med Spaden og ryſter Jorden jævnt paa Plantens Rod, der ſamtidig hæves lidt. Enten man planter med Spade eller Bind, maa Hegnet efter Plantningen vandes faa rigeligt, at Jorden bliver til Velling ved Planternes Rødder. Naar Jorden atter har fæftnet fig, lægges et lille Lag friſt Jord ovenpaa, ſaaledes at Planterne komme til at ftaa i en fordybet Rende. Jorden trykkes lidt til med en Spade, og Hegnet er færdigt, hvis man ikke jer fig nødt til at frede ſamme med Risgjeerde eller Lægter, thi Kreaturbid maa ingenlunde taales. Det er ſjeldent, at Hegnet i nogenlunde god Jord behøver at vandes om Sommeren. Indtreffer derimod i den forſte Sommer langvarig Torke, maa Vanding anbefales; men man maa da vande ſaa rigeligt, at hele Volden gjennem⸗ blodes; en Spand Vand paa hver tre Alen vil ikke være for meget. De forſte Aar efter Plantningen maa Hegnet renſes et Par Gange hver Sommer. Det er et Arbejde, der lønner fig ſelv ved Plantningens ftørre Frodighed. Efter tre eller fire Mars Forløb have Tornene opnaaet en Højde af flere Alen, med talrige Sidegrene; man afſtcerer dem da om Foraaret i Froſtvejr med et ſkarpt Jern en Tomme over Jorden. Længere hen i Foraaret renſer man Volden og lægger lidt friſk Jord derpaa, hvorpaa man freder dem omhyggelig denne Sommer. Hver Plante giver nu en Mængde kraftige Skud; næjte Foraar begynder man med Saxen at danne en Hk, og denne Bejfæring fortjættes hvert Foraar jan vel ſom ved Midſommer. Tre fire Aar derefter har man et uigjennemtrengeligt Hegn. Paa høje og meget lette Jorder, hvor Hvidtorne ikke ret ville lykkes, har man en anden Hegnsplante, ſom her vil kunne trives. Det er Syrenen, den for⸗ meres ved Rodſkud, plantes og vandes tidlig vm For⸗ aaret ligeſom Hvidtornen. Den kan holdes under Sax, men den afgiver i naturlig Form et meget ſmukt Hegn og den fortrinligſte og varigſte Gjcerdſel. Til dens Fordel bor fremhæves, at Kreaturerne ikke gjerne afbide dens unge Skud. (Efter Landmandsblade). ———— Zudhold. Ludvig Holberg, af Bendi Hanſen, med Billede (Sluttes.) — Beduinerne, uf R. N. med Billede, — Siber af ben Dodt, med Billede (Sluttet). idtornshakken og dens B. ing 4 8⸗ Aale e g ehandling, ved N. Ra Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. " M hare for, hvorlunde Aſerne fældede Sætten Tasſe, ſom havde ra⸗ net Bdun. Da hans Datter Skade ſpurgte ſin Faders Drab, flædte hun ſig i Hjelm og Brynje og foer ſtrax med Sværd og med Skjold til As⸗ gaard for at hævne fin Fa⸗ der. Men da hun kom did, bød Aſerne hende Forlig og Boder, og forſt bod de hende da, at hun maatte kaare ſig en Mand iblandt dem, men hun Sgwande , ſor Mlorſtabslezning, Oplysning ag Dusflil. 22 N Gidginet af N. C. Bam. 11 N Kjøbenhavn. 1894. 2, Aargang. Nr. 6. | Hundagen d. 8. Nouember. Ved Ir. Winkel Horn. hun fig en Mand ud, ſom havde overmaade kjonne Ben, og ſagde: „Denne Mand valger jeg; Alt er fagert paa Balder“. Men det var Njord fra Noatun, hun — paa den Vis havde valgt, og ikke Balder. Saa frævede hun, inden hun vilde . flutte Forlig med Aſerne, at de ſkulde faa hen⸗ de til at le, thi det mente hun ikke de evnede; dog Loke var Mand derfor, han bandt et Gjede⸗ ſtjceg paa fig og gijoglede ſaadan for hende, at hun braſt i Latter; jaa blev de for⸗ ligte, og Odin tog oven i Kjobet Tjasſes Øjne ogkaſtede Vore Fedres Guder. maatte fun fe efter Benene og intet Andet. Saa ſogte (Se forrige Aargang.) dem op paa Frej, Himlen og gjorde to Stjerner af dem. — Det blev ellers ikke det lykkeligſte Wgteſkab, det imellem Njord og Skade, de enedes kun daarlig, thi Njord vilde altid være i Noatun ved Havet, hvor han hørte til, og Skade vilde, at de ſkulde bo oppe imellem Fjeldene, i Trymhjem, hvor hendes Fader havde haft fit Boſted; ſaa forligtes de paa det Vilkaar, at de ſkulde bo ni Dogn ad Gangen paa hvert Sted, men da Njord kom hjem til Noatun efter. at have været fine ni Døgn imellem Fjeldene, brød Zrætten los igjen, han vilde ikke mere derop; Ul⸗ venes Tuden var led i Sammenligning med Svanernes Sang, ſagde han, men Skade ſagde, at hun kunde ikke ſove ved Stranden for Maagernes og de andre Sofugles Skrig, og Enden blev da, at de flyttede fra hinanden og boede hver for ſig. Hun foer op i Fjeldene, hvor hun lober paa Ski og jager Dyr med ſin Bue, men Njord ſidder i Noatun og raader for Vind og Vejr. Njord horte ikke til Aſerne, men var af Vanernes Wt. Hvad Vanerne egentlig betyde, er det vanſteligt at fige; de ere guddommelige Magter ſom Aſerne, lige⸗ ſom disſe gode Magter i Modſetning til Iætterne og de med dem forbundne og beſlaegtede Vesner, men alligevel ere Aſer og Vaner, om vi maa bruge dette Udtryk, to forſtjellige Folkeferd. Der var Kamp imellem dem, og de hærgede hinandens Lande, til de omſider ſluttede Fred og gave hinanden Gisler. Paa den Vis kom Njord, Vanernes berommeligſte Mand, da til Aſerne, og fra den Tid af holdtes Freden imellem dem, men ved Tidens Ophør vil han komme tilbage til Vanerne. Utallige ere de Gudehuſe, han raader for; god er han at paakalde for den, der vil ſejle eller fare paa Fiſke⸗ fangſt, thi han raader for Vindens Gang og ſtiller Se og Ild. Han er jaa rig paa Gods og ſaa gavmild, at han kan give Alle dem, ſom paakalde ham. Hans Bolig hedder Noatun d. v. ſ. Skibenes Land, thi det er kun Havet nærmeft Land, han raader for, paa det vilde Hav længere ude herſker Aegir og Ran. Da Njord boede blandt Vanerne, var han gift med ſin Soſter, thi det var lovligt der, men hos Aſerne gjaldt ikke den Lov. Med hende havde han to Born, der fulgte med ham til Asgaard, Freja, ſom vi alt have omtalt, og Frej, den herligſte blandt alle Guder, ſom hans Soſter blandt Diſerne. Frej raader for Regn og Solſkin og derved for Jordens Grøde; vil man have Fred og gode Aar, da faar man paakalde ham; thi vel er han ogſaa ſnild og dygtig i Strid, men frem for alt dog Fredens og Ager⸗ brugets Ven; han kaldes den boldeſte af de Bolde i Aſernes Gaarde, og der ſiges om ham, at han hverken volder Mo eller Kone Graad, og løjer Enhver af hans Baand; derfor elfkes han ogſaa af Alle. Hans Bolig var Alfehjem; den fik han af Guderne ſom Zandfæ, da han fif fin forſte Tand. Skibet Skibladner, der altid havde Medbar og ſejlede bande gjennem Luft og Hav og kunde foldes ſammen jaa lille, at det kunde ligge i Lommen, var hans; hans var ogſaa Galten Gylden⸗ borſte; naar han om Natten red igjennem Luften paa den, lyſte det af dens Borſter, det kaldte Folk for Korn⸗ mod. Efter Frej har Fredagen fit Navn ligeſom Tirs⸗ dagen efter Tir eller Tyr, Onsdagen efter Odin og Torsdagen efter Thor. Ludvig Holberg. Af Bendix Hanſen. ( (Sluttet.) u kom der en urolig, higende og ſogende Tid. Krafterne gjærede og voxede i ham, og Skjalden modnedes til fit ſtore Kald. Det var umuligt for ham at ſlaa ſig til Ro herhjemme, fordybende ſig i Tidens ſpidsſindige, ufrugtbare og døde Lærdom, han maatte ud i Verden, ud i Livet, gjøre fig bekjendt med de forſtjellige Folks Tankeſct og Livsform, med deres Lyder og Dyder, og derfor gjorde han en hel Del Udenlands⸗ rejſer. Imedens han paa denne Maade ſtuderede Folkelivet, ſtuderede han lige jaa ivrigt Folkeſlagenes Hiſtorie og gjorde ſig bekjendt med deres Sprog, og ſaaledes blev han en ualmindelig lærd Wand — ual— mindeligz thi hans Lærdom var folkelig, og det var et Serſyn i hine Tider. Han rejſte meſt til Fods, dels af Sparſommelighed, dels for at ſtyrke ſit ſvage Helbred, og fit Underhold tjente han ved at underviſe i Muſik og de levende Sprog; men ſynderlig ſtiv i Franſk var han dog nok ikke; thi en franſk Pige ſkal en Gang have ſagt, at han talte Franſk ſom en tyſk Heſt, og det var jo ikke meget ſmigrende. Aar 1718 blev han udnævnt til Profesſor ved Kjøbenhavns Univerſitet; men endnu hapde han ilke dromt om, at han var Digter, „fkjondt“, ſom han ſelv ſiger, „jeg levede i en By, hvor der hvert Aar fodes flere Poeter end Fluer i September“, derimod havde han ſkrevet en Del hiſtoriſke Bøger, og de vare anderledes jævne, friſke og forngjelige at læje, end dem man var vant til; men juft derfor var der Nogle, der ikke kunde lide dem, og blandt disſe var en Profesſor, der hed Anders Hayer. For at viſe, hvor⸗ ledes Holberg, efter hans Mening burde have ſkrevet, udgav han i en Fart en kortfattet, tyſk Danmarks⸗ hiſtorie, og i Fortalen kalder han de gamle Hiſtorikere Sladderhanker, de nyere Fufkere og Holberg en Typ, og ſaa var man ſtrax inde i en hed Strid, der fortſattes i flere Smaaſkrifter. Da udkom pludſelig, „ſom et Lyn fra klar Himmel“ Holbergs „Peder Paars“. Det var et Digt, ſaa mærkværdigt nyt, jaa mageloſt vittigt, klart og forftaaeligt, at det ſnart blev en Folke⸗ bog, ſom Alle maatte læje, og den læftes igjen og atter 43 igjen, indtil man kunde den udenad, og alligevel vedblev den at væte lige fornøjelig; den Bog kunde man ikke blive kjed af. i Den blev tryft 3 Gange i halvandet Aar og den overſattes i næften alle Evropas Sprog. Aldrig tid⸗ ligere havde nogen danſk Bog, vundet et ſligt Bifald, og aldrig havde nogen danſk Bog, fremkaldt et Køre og vakt ſaadan en Forbittrelſe, ſom „Peder Paars“. Det var Samtidens Uſandhed og Taabeligheder han i dette Digt blottede og gjorde Nar ad, og de, der folte fig ramte, det var meſt de Lærde, rejſte fig harmſlagne imod ham, men de vare afmægtige imod den Latter⸗ ſtorm, Holberg havde fremkaldt. Da de ingen anden Udvej faa, klagede de til Kongen, for at han ſkulde tage dem under fin mægtige Beſkyttelſe imod Holbergs Vid og Lune, og „Peder Paars“ blev underkaſtet Droftelſe i Kongens Raad; men Frederik den Ade erklærede, at det var et meget morſomt og ufkyldigt Skrift og jaa fik det Lov at pasſere. Nu havde Holberg fundet fig ſelb; nu var han Digter. Han ſkrev ikke flere Heltedigte, ſom „Peder Paars”, men 1722 aabnedes i Kjøbenhavn den forſte danſke Skueplads, og dertil ſkrev han Komedier, i hvilke han ſkildrede Folks og Tidens Vrangſider faa morſomt og treffende, at man ret fif Øjnene opladte derfor, og Komediehuſet gjenlod af en uſtandſelig Jubel og Latter, hver Gang hans Stykker bleve ſpillede, og det ſkete ofte; thi man havde intet Andet, der var værd at ſes og høres i Sammenligning med Holbergs Stykker. Holbergs forſte Komedie var „den politiſke Kandeſtober“, hvori han viſer, hvor naragtigt det er, naar Folk i deres Indbildſkhed og Dumhed ſnakker klogt om og dømmer over Ting, ſom de ſlet ikke forſtaa fig paa, og hvor latterligt hjcelpeloſe flige Folk ſtaa, naar de kaldes til Handling i Stedet for til Snak. Derfor ender Stykket ogſaa med dette Vers: „Vi Ovrighed med Munden ſlaa Kan dog ſelv Intet gjore; Et, er et Sokort at forſtaa, ; Et Andet, Skib at fore!“ St Det blev for vidtløftigt, her at omtale alle Holbergs Komedier, og det behøves viſtnok heller ikke, da de fleſte af vore Læjere ganſke viſt fjender dem, og hvem der ikke gjør det, vil let kunne faa dem at leſe, da de findes omtrent i ethvert Sognebibliothek, og jeg vil derfor indſkronke mig til kortelig at omtale nogle Enkelte. Holberg var af en mærkværdig fund og ſterk aande⸗ lig Natur, og han ſtaar næften ſom et Underverk i fin Tid. Ethvert Menneſke er jo til en vis Grad et Barn af fin Tid og glider derfor uden ſelv at vide det og ofte uden at tanke derover med fin Tids Stromning, og det er ſjeldent, ſaare ſjeeldent, at Nogen kan blive ſtagende midt i den ſtride Strøm, ſtandſe den og tvinge den til at gaa i en anden Retning. Det kan kun de med de ſtore Kræfter, Tidernes og Folkenes Stormend; men det kunde Holberg. Han havde et forunderligt klart Blik for Daarſkaben og Uſandheden og en dyb Forſtagelſe af Folkenaturens Sandhed og Trang, og han greb det ypperligſte Vaaben, der er givet Menneſke⸗ ſlegten til at ſlaa Trolde til Jorden med, nemlig Latteren; thi naar man kan le ad det Onde, faa har det tabt ſin Magt, ſaa ſer man det i hele ſin Jammer⸗ lighed, og naar Latteren klinger, ſaa er Fortryllelſen løft, og Livet kan atter begynde at udfolde fig frit, ſom det hedder i vore gode gamle Kæmpevifer. Der var iſcer to Stænder, ſom Holberg tog fat paa; det var de Lærde og Officererne, og det var ogſaa dem, der trængte meſt til at omdannes, da de kuede to Hovedretninger af Folkelivet, nemlig Oplysningen og jelvftændig Danſkhed. Det latinſke Skolevceſen med dets opſkruede Lærdom angreb han kjakt i „Peder Paars“; men det mægtigfte Slag fik det i „Erasmus Montanus“; thi i denne Komedie, led det et Nederlag, ſom det aldrig kunde forvinde. Den ſtorpralende tyſke Officersſtand, der paa den ſkammeligſte Maade hundſede Danmarks Sonner, ſkjondt den beſtod af usle og jammerlige Perſoner, tog han under Behandling i „Jakob v. Thybo eller den ſtortalende Soldat“, og i „Didrik v. Menſchenſchrek“ med hans Tjener Kriſtoffer Maurbrecher, to ſtakkels Pjalte med forfærdelige Navne. Det er naturligvis flet ikke behageligt, at blive fremſtillet paa Skuepladſen, aldeles ſom man er, og ſaaledes gjort til Gjenſtand for Latter og Spot, og vi kunne derfor let begribe, at Holberg fif mange bitre Fjender. Man har bevaret Fortællingen om en lille Begivenhed, der træffende viſer, hvor prægtigt Holberg forſtod at møde og tilbageviſe fine Fjenders ſmaa Angreb. En Dag modte han to Officerer, der ikke vilde gaa tilſide for ham, ſljondt han havde For⸗ tovsret. „Jeg gaar ikke af Vejen for en Nar!” ſagde den Ene. „Da gaar jeg ſaamen af Vejen for to!“ ſvarede Holberg med et Smil, idet han hilſede høfligt og gik til Side. Da Kriſtian den 6te blev Konge, blev den danſke Skueplads lukket, og al Livsglede fordømt ſom Synd og Ugudelighed, og jaa tog Holberg fat paa andre Arbejder, ſom der ogſaa var Trang til. Han fÉrev Hiſtorie, Danmarks Riges Hiſtorie, Kirke hiſtorie, Helte og Heltindehiſtorier og en jodiſk Hiſtorie. Det var lutter gode og fornojelige Bøger, der fremfor nogen anden, fandt Vej til Folket og lærte dem at fjende fig ſelb. Desuden ſkrev han en Del Smaaſtykker, ſom han falder „Epiſtler“ (Breve), hvori han paa en morſom Maade udtaler fin Mening om mange forſtjellige Forhold og Ting. Et af hans betydeligſte Arbejder er dog „Niels Klims underjordiſke Rejſe“; thi i denne Bog „fremdrages næften alle menneſkelige Forhold for Betragtningen, afforte det falſke Skin, ſom Indbildning eller Vane har laant dem, og den fatteligſte Visdom meddeles i den vittigſte Indkledning“. Da Kriſtian den 6te døde, og Skuepladſen igjen aabnedes, ſkrev han atter Komedier. Det var i det Hele Holbergs ſtore Opgave at blotte og rebſe det Uſande og bane Vej for det Sande; Livet, der laa i Dvale under Tidens Unatur, vilde han have frem, og derfor lærte han Folket at fjende fig ſelv. Derfor ſkrev han fine Komedier, derfor ſkrev han fine Hiſtorier, derfor ſkrev han Danff og hans Gjerning bar tuſindfold velſignede Frugter. Han var en jævn og ligefrem Mand, ſimpel og tarvelig i Levemaade og Klædedragt og iagttog i alle Henſeender den ſtraengeſte Orden. Han ſtod op, ſpiſte, arbejdede og gik til Sengs til beſtemte Klokkeſlet, og han tog ſjelden Del i Gjæftebud eller anden Tidsfordriv. Han blev aldrig gift, ſkjondt han vel kunde have havt Raad dertil; thi han tjente ſaamange Penge ved ſine Bøger og fin Sparſommelighed, at han blev en rig Mand og kunde kjobe Godſer med ialt over Tuſinde Tdr. Hartkorn. Hans Ejendom ophojedes til Baroni og han ſelv til Baron, hele Godſet, hele hans ſtore, koſtbare Bogſamling og 15,000 Daler ſkjcenkede han til Sorø Akademi. Han døde i Kjøbenhavn 1754 og blev, ſkjondt han altid havde været ſpagelig, 70 Aar gammel. Da han laa paa ſit Dodsleje, ſagde han: „Jeg har hele min Levetid ſtrebt efter at være en nyttig Borger; derfor vil jeg gjerne do, da jeg marker, at mine Aandskrafter ikke længer ville ſtaa mig bi“. Og paa hans Ligkiſte ſtod ſkrevet: „de ſtore og mange Verker med hvilke han berigede og prydede ſit Fedreland, endog til Misundelſe og Forundring for Fremmede le ad Døden og Graven. Holberg lever og er i Alles Munde, hans Rygte gronnes altid og ſkal voxe hos vore Efter⸗ kommere“. Og disſe profetiſke Ord har den ſpundne Tid ſtadfaſtet, endog dette om „Misundelſe og For⸗ undring for Fremmede”; thi Tyſkerne, der har den ſlemme Egenſkab, at ville tilvende ſig Alt, hvad der er Ualmindeligt, Stort og Herligt, har ogſaa villet „anektere“ Holberg og gjøre ham til „en nordtyſk Digter;“ men deraf kunne vi le; thi aldrig har Dan⸗ mark havt en Digter mere Danſt end Fader Holberg, og derfor kunne vi frejdigt ſynge med Chr. Wilſter: „Saalenge ſom derfor med Liv og med Aand Den Danffe kan ſynge i Lunden, f Saalcenge ſom ikke hans Smilebaand Af Moden i Knuder er bunden; Saalcenge en Draabe gammeldags Blod Kan Vej gjennem Sjerterne finde; Saalcenge ſom Bogen ved Sorø ſlaar Rod, Skal leve vor Holbergs Minde!“ . Lapperne. en nordligſte Del af Sverrig og Norge, ſamt tilſtodende Dele af Rusland, udgjor et raat, vildt Land, med [ave Bjergaaſe ad: Y ſfkilte ved Sletter, opfyldte af Moſer, Søer og Sandſtrakninger. Det er Lapland. Vi have tidligere (forrige Aargang Side 307 og 8) omtalt det tamme Rensdyr ſom lever i disſe Egne, og er Befolkningens vigtigſte Husdyr, og ſtulle i Dag bringe et Billede af dette haarde Lands Befolkning Lapperne, der næppe udgjor 30,000 Sjæle, De have et eget mærkeligt Sprog, ſom ikke er beflægtet med noget andet evropæiff Tungemaal, ere ſmaa, lave, fort: haarede Skikkelſer, med kraftige, hærdede og meget ſmidige Lemmer. De have en naturlig Godmodighed og Freds ſommelighed ere temmelig ligegyldige og rolige, faa at de hverken have ſynderligt fremtrædende Dyder eller Lyder, men lever et forholdsvis lykkeligt Liv i meget tarvelige Kaar, og de elſke derfor. deres Fædreland, trods Fattigdommen og de haarde Livsvilkaar det byder. At megen Urenlighed og Overtro herſker blandt dem, er derfor ikke faa underligt, iſeer da deres Omvendelſe til Kriſtendommen ikke ligger ſaa meget langt tilbage i Tiden, og meget af det gamle Hedenſtabs religioſe Vildfarelſer endnu hænger ved dem i Form af mange Haande Overtro. Renen er, ſom tidligere omtalt, deres ſtorſte Rigdom og uden dette Dyr vilde Landet være ganſke ubeboeligt for Menneſker. Lapperne garver dens Hud og gjor Traad af dens Sener. Men de forſtaa ogſaa at væve Tepper paa en oldtidsmesſig Vaveſtol, ligeſom de kunne ſtrikke Vanter med pen Udſyning og forſcerdige de Kledningsſtykker, ſom de bruge, meget net. Mendenes og Kvindernes Klædedragt er temmelig ensartet, idet de bære Huer og lange pelslignende Overkjoler, lange Benklæder og Laderſtovler. Stoffet er groft Uldtoj eller Pelsvœrk. Der findes tre adſkilte Stammer, eller Slags, Lapper, nemlig Sfovlapper, der vaſenligſt ere Jægere, Sølapper ved Kyſten der ere Fiſkere, de fattigſte af dem alle, og Bjerglapper, der ere de anſeligſte og rigeſte, takket være Rensdyret, ſom gjor Bjerglapperne til et uroligt Nomadefolk uden blivende Sted. Lidt om Corvemoſernes Dannelſe og Betydning. n 75 en botaniſk Udflugt forleden Dag beſogte jeg Gaardejer Hans Jenſen, ſom jeg af og til plejer at ſe ind til, naar min Vej forer mig forbi hans Gaard. Da jeg kom ind til ham, var han juſt i Begreb med 45 at gaa ud for at fe til fine Folk, ſom arbejdede i hans Torvemoſe, og han indbød mig til at gjøre fig Folgeſkab. Vi fandt Alle i fuld Virkſomhed her, og efter at vi en Tid havde feet pan de forſkjellige Ar⸗ bejder, gik vi atter tilbage til Gaarden. Det var meget naturligt, at vor Samtale paa Sjemvejen kom til at dreje ſig om Moſerne, og Hans Jenſen, ſom er en meget videbegjærlig og forſtandig Mand, bad mig fortælle fig lidt om Moſernes Dannelſe og Oprindelſe. Det Lidet, ſom jeg ved denne Lejlighed fortalte ham, gav ham Lyſt til at høre Mere herom, og jeg maatte love ham at fortſcette en anden Gang. Da jeg ved, at Hans Jenſen holder Husvennen, vil jeg indfri mit alle Sider, i nærmere Ojeſyn. Vægge ere dannede af brun Torvejord, hiſt og her afbrudt af ſtorre og mindre Treſtammer. Torvejorden beſtaar af Reſter af Planter, og hele Moſen er altſaa udelukkende ſammenſat af Plantedele. Torven, ſom vi brænde i vore Kakkelopne og Komfurer er derfor ikke andet end Levninger af Planter, der langt tilbage i Tiden vorede i Moſerne og deres nærmefte Omgivelſer. Disſe Plantedele ere altid ordnede i Lag, der dog ſom ofteſt ikke tydeligt kunne ſkjelnes, men i en udtorret Moſe, ſom vi have gjort til Gjenſtand for vor Under⸗ ſogelſe, kau man dog ret godt fe dem. Svert enkelt Lag angiver den Zilvært af Plantedele, om Moſen Løfte til ham ved at fortælle lidt om denne Sag i dette Blad i Haab om, at det maa kunne interesſere Leſerne. Jeg vil da ſtrax bede Leſerne om i Tanken at folge mig ud i en Moſe, og da vor Vandring ſom ſagt kun ſker i Tanken, have vi jo frit Lov til at vælge hvilkenſomhelſt vi ville, uden forſt at ſporge om Tilladelſe og uden at frygte for at træde hverken Pers eller Pools Ejendomsret for nær. Vi ville da helſt vælge en udtørret Moſe, ſom Leeſerne altſaa troſtig kunne folge mig ned i uden at frygte for at faa vaade Fødder og Snue. Ankomne paa Bunden af Moſen ville vi ſtrax tage dens lodrette Vægge, ſom omgive os paa fn N n Vi ſe da, at disſe har faaet i Løbet af et Aar, og ved at telle disſe Lag kunne vi altſaa beſtemme den Tid, ſom der er hengaget med dens Dannelſe, ligeſom vi, ved at tælle Aarringene i Tverſnittet af en Stamme, kunne beſtemme Træets Alder. Enhver Moſe har fra førft af været et Basſin eller en ftørre eller mindre Fordybning fyldt med ſtille⸗ ſtagende Vand, hvis Overflade efterhaanden blev bevoret med Vandplanter ſom SÉovgræs, Aakander, Vandax og flere andre. Disſe Planter fik dog ikke ret længe Lov til at vore i Ro og Fred der, men bleve fnart | fortrængte af forſtjellige Mosarter, iſcr Tørvemos (Sphagnum) og Endeknop (Hypnum), ſom hurtigt dannede et Zæppe over Vandet, medens de andre Planter, ſom ikke mere kunde fag det fornødne Lys og Varme, efterhaanden visnede og ſank til Bunds. Mosarterne hævdede deres Herredomme i Moſerne gjennem et langt Tidsrum; den ene Slægtfølge af Mos afføfte den anden, de visnede Mosſer ſank til Bunds og afſatte ſig her lagvis, hvorfor den egentlige Torvejord og iſcer den af Torvegraverne ſaakaldte Svamp” udelukkende beſtaar af Mosarter. Saaledes vedblev Lagdannelſen, indtil Moſen omſider blev aldeles opfyldt. Det folger natur⸗ ligvis af fig ſelv, at de nederſte Lag maatte blive ſterkeſt ſammentrykkede paa Grund af det ſtore Tryk, ſom de øvre Lag og Vandet udøvede paa dem. Foruden Mosarterne og de førnævnte Planter træffe vi ogſaa andre Plantedele i Moſerne, og jo nærmere vi komme til Moſens Rand, deſto mere tiltager Antallet af disſe, da de hidrøre fra Planter, ſom vovede i Moſens nermeſte Omgivelſer. Vi kunne ikke alene finde Blade, Bladſtilke, men Stængler og he⸗ FFF le Frugter, ja ſom for nævnt endogſaa hele ſto⸗ re Treeſtammer. Naar vi under⸗ ſoge den Stil⸗ ling, hvori Træ- ſtammerne ligge i Moſerne, finde vi altid, at de vende Toppen eller Kronen ind efter mod Moſen og Roden ner⸗ meſt mod Ran⸗ den. Heraf kun⸗ ne vi flutte os til, at de maa verre bukkede under for Tidens ſkarpe Tand, og de faldt derfor meget naturligt til den Side, hvor Grunden var meſt los, altſaa udad mod Moſen eller rettere ſagt i denne. Denne Dannelſe af Moſerne er ganet meget langſomt for ſig og har optaget et langt Tidsrum, ſom vi uden Overdrivelſe godt kunne anſlaa til flere Tuſinde Aar. De Moſer, ſom vi ved denne Fremſtilling nermeſt have havt for Oje, ere de ſaakaldte Skovmoſer, der forekom over alt i de ſtore ſammenheengende Skove, ſom i Fortiden bedoekkede den ſtorſte Del af Danmark. Foruden Skovmoſer have vi her i Landet ogſaa ſtore Kjcrmoſer og Lyngmoſer. De forſte ere dannede ved Randen af Ager, Søer eller Fjorde, og Torvejorden i dem beſtaar ifær af forſkjellige Halvgrœsſer, Siv, Rør ſamt Endeknop. Lyngmoſerne, der iſcer forekomme i Jylland, ere naſten udelukkende dannede af Torvemos, ſom dog ſenere efter Haanden er bleven fortrengt af Sfaumoge. Planter, der henhore til Lyngfamilien, f. Ex. Moſelyng, Sedelyng, Tranebær og Boller. Til Lyngmoſerne hore f. Ex. den ſtore og den lille Vildmoſe i Jylland ſamt Holmegaardsmoſen paa Sjælland. Enkelte Steder her | i Landet f. Ex. i det nordlige Jylland og ved Tidsvilde i Nærheden af Frederiksværk ere Moſerne efterhaanden blevne aldeles dekkede af Flyveſand. Trykket af dette har presſet Torvejorden overordentlig ſterkt ſammen, og fra disſe Moſer hidrøre de ſaakaldte Mostorv, der have faa ſtor Lighed med Brunkul, at de naſten ikke kunne ſkjcelnes fra dette. Med Henſyn til Moſernes Betydning for os vide vi jo Alle, at de ere af ſtor praktiſt Betydning ved at forſyne os med Brendſel, men de have ogſaa en ſtor Interesſe for os i videnſkabelig Henſeende. Da denne Betydning næppe er alle Læjerne bekjendt, vil jeg fortælle dem lidt herom. For en Del Aar tilbage i Tiden, vidſte man om⸗ trent flet Intet, == om — hvorledes i 5 : Plante- og Dyre⸗ verdenen var her i Fortiden, idet man kun havde loſe Gisninger at ftøtte fig til. Nu ved man der⸗ imod god Beſked herom, og deſtore og heldige Reful- tater, ſom man er kommen til i denne Retning, ſtyldes ene og alene en grundig Underſogelſe af Moſerne. Det var vor Landsmand, den bekjendte Naturforſker, Profesſor Steenſtrup, ſom med Iver og Dygtighed foretog disſe Moſe⸗Underſogelſer, og med ſtor Klarhed og Skarp⸗ ſindighed har han tillige fremſtillet Reſultaterne heraf. Moſerne indeholde nemlig en ſtor Mengde Levninger af Planter og Dyr fra Oldtiden, og disſe Dele ere paa Grund af den ſaakaldte Humusſyre eller Muldſyre, der har den merkelige Egenſkab, at den beſkytter Alt, ſom bliver gjennemtrengt af den, mod Oplosning, blevne bevarede i en ſaadan Tilſtand, at man ved Hjclp af dem med Beſtemthed har kunnet paaviſe hvilke Planter og Dyr der fandtes her for Tuſinder af Aar ſiden. Som allerede omtalt, beſtaar Torvemasſen udelukkende af Plantedele, der ere ordnede lagvis, ſaaledes at de dybeſte eller nederſte Lag ere de ældfte. Da disſe Lag indeholde Stammer, Blade og Frugter af Fyr, Barvreasp og Birk foruden en Del andre Planter, kan man heraf med Beſtemthed ſlutte fig til, srt 47 at Skoven her i Oldtiden maa have beſtaaet af Fyr, hiſt og her blandet med Bævreansp og Birk. Fyrren blev ſenere aldeles fortrængt af Egen, af hvilken man finder Levninger i de gore Lag i Moſerne, og Egen er tildels atter bleven fortrængt af Bogen, ſom jo nu er vort vigtigſte Skovtre. Foruden Levninger af Planter har man ogſaa i Moſerne fundet Knokler og Horn af Dyr, og ved at underſgge disſe er man kommen til ſikker Kundſkab om Dyreverdenen her i Oldtiden. Disſe Underſogelſer have viſt, at der paa den Tid fandtes en Mængde vilde Dyr her, ſom nu forlengſt enten ere uddøde eller blevne udryddede. Man har ſaaledes i Moſerne, foruden Levninger af de endnu vildtlevende Dyr, ogſaa i ſtor Mængde fundet Levninger af Bjørne, Ulve, Losſer, Vildkatte, Elsdyr, Rensdyr, Uroxer eller Kcempeoxer, Pukkeloxer, Vildſpin, Bævere, Tjure og Gejrfugle ſamt Moſeſkildpadder. Det er heller ikke ſjceldent, at man i Moſerne finder forſtjellige Redſkaber fra Oldtiden, og disſe Fund i Forbindelſe med Fundene i Kjokkenmoddingerne, Jaetteſtuerne og Gravhøjene jætte os i Stand til at danne os et klart Begreb om det Kulturtrin, ſom Nordens eldſte Beboere ſtode paa. Leſerne fe altſaa heraf, at Moſerne have en Be tydning i videnſkabelig Henſeende, ſom er af ikke ringe Vigtighed. De ere, ſom Profesſor Steenſtrup ſaa treffende har ſagt, „at betragte ſom Landets ſtore Aarboger, der i mange Retninger oprulle Billeder fra dets Fortid for os“. A. P. E. Toepfer. Den gamle Stenſlager. Af Zaſtarias Nielſen. — Der ſidder han henne, det gamle Pus, i Faareſkindskofte, med lodden Kabus og Knæbind. og Zræffoftøvler. Mens Hammeren knuſer Sten for Sten, og Haanden fjerner dem en for en, han ſidder jaa ſmaat og vrøvler. Halvt hældende op mod det ſtore Tre ſtaar Langhalms⸗Skjcrmen, ſom yder ham Lee for Regnens Draaber og Blaſten. Ved Siden til Hojre hans Madkurv ſtaar — imellem han tager en lille Taar; den varmer der inden for Veſten! Paa Vejen ruller der Læs pan Les; ſnart kommer en Bonde med Svin og Gæs og ſnart en Slagter med „Kalle“. Den Gamle tager i Huen et Tag og nikker og hilſer: „God Dag! god Dag!“ — han kjender dem magelig Alle. „Ja det er nok mig, J takke kan, at Vejen er lavet faa godt i Stand, J ſkylder mig mer, end J tenker!“ — Saa ſmiler i Sfjægget han ſtolt og klog og retter i Vejret ſit gamle Skrog, mens Hamren en Stund han ſenker. Den ene Dag ſom den anden gaar — der har han nu ſiddet i tredive Aar i Sol og i fludfulde Dage. Til Huſtru og Smaa han ffaffede Brod, og led han ſtundom end ſelv lidt Nad, man horte ham aldrig klage. Ej trykkes af nogen Brøde hans Sind, hans Hjerte er friſkt, og Vejr og Vind har hærdet hans Sener og Nerver. Og Tro han har paa fit Arbejds Værd: „Hvor finder man ſaadan en Vej ſom her, hvor finder man ſaadanne Skjerver!“ Nuvel! han er kun et gammelt Pus i Faareſkindskofte, med lodden Kabus — ej højt han i Samfundet knejiſer. Men ſe — han fylder en Plads dog ud, og det kan vere, han ſtaar for Gud over mangen Konge og Keiſer. Husflid. —— Husflidens arbejdsopdragende Magt. I et nyligt afholdt Foredrag om Husfliden i Sverrig ſiger C. Ahlhorn: „Hvad den mandlige Husflid an⸗ gaar, jaa er det denne ſom tiltrenger en grundig Vekkelſe. Medens Kvinderne i de lange Vinteraftener ere flittigt ſysſelſatte med Arbejde i en eller anden Retning, ſidder ſodvanlig ſtorſte Delen af det mandlige Perſonale efter at Skumringen er indtraadt og Kreatur⸗ rogten er afſluttet, hele den lange Kveld i al Ro og Mag omkring Skorſtenen, eller ogſaa ligge de ſovende paa Benkene. Saadanne Exempler virke naturligvis meget uheldigt paa den opvoxende Slægt. nar Børnene ſe Forældre eller Sodſkende ſtadigt ſysſelſatte med et eller andet Arbejde vænne de fig til at 5 as Fliden ſom noget naturligt nødvendigt; de ville da heller ikke gaa med tomme Hænder og intet beftille. Saaledes opvorer Arbejdſomhedens Dyd hos dem ved Siden af en Dygtighed og Evne til at hjælpe fig ſelv ſom i en modnere Alder kommer dem vel til Gode. Naar Børnene tidlig tilholdes at gjøre Nytte, udvikles deres Haandelag og Forſtand, jaa at de tilegne fig den ene Ferdighed og Haandtering efter den anden, og man gienfinder ikke hos ſaadanne Folk den Klodſethed og Mangel paa Cvne til at hjælpe fig ved Forferdigelſen af de ſimpleſte Redfkaber, eller i andre Gjoremaal, ſom desværre endnu jaa ofte ſes hos vore Gutter af de højere Samfundsklasſer“. Hvor pasſer ikke denne Udtalelſe paa vore danſke Sade Üdgiveren af „Husvennen“ har paa mange Steder i fine Foredrag om Susflidsſagen feeſtet Op⸗ 8 1 sa arpt ie dens Betydning for Barnets Arbejdsopdragelſe og paa Exemplets Magt i det huslige Liv i denne Rekning. Maatte blot mange Forceldre og Husbonder ret klart indſe Susflidens arbejdsopdragende Magt hos Ungdommen! Arbejdet adler. Ved Landbrugs⸗ og Induſtrimodet i Marieſtad i Sperrig, der afholdtes i Auguſt Maaned, fandtes i Husflidsafdelingen en arbejdende Husflidsfremſtilling vor 26 Perſoner dagligt for de Beſogendes Ojne ud⸗ 1 ligeſaa mange Husflidsarbejder, blandt hvilfe Froken Luiſe Sparre tildrog fig færlig Opmerkſomhed ved fit Bord ſom en dulig Kniplerſke. Ved Feſt⸗ maaltidet ytrede hendes Fader, Greve Sparre, at han havde ſat hende der „derkör att det numeraà endast år arbetet som adlor“. Bognyt. Geografiſke Forſkrifter af Chr. N. Bech. Den Samling af geografiſke Forſkrifter, ſom den flittige Forfatter, Skolelcrer og Dannebrogsmand Bed i Ryde 15 udgivet, har været benyttet i mange Skoler og ar ogſag fra Skolerne banet fig Vej til ikke fan Hjem. Der foreligger Vidnesbyrd om, at man baade i Skole og Hjem 19 5 været glad ved disſe Forſkrifter. Det omtalte Apparat er ogſaa et ſerdeles henſigtsmasſigt Leremiddel, der giver den dygtige Lærer fortrinlig Lejlighed til at tale med Børnene om Mangt og Meget, ſom kan være gavnligt med Henſyn til dises aandelige AÜdvikling, ſamtidig med, at det fan berige dem med flere nyttige bee — Forſkrifterne kunne derfor fe det Bedſte anbefales til Üdbredelſe i Landets for⸗ jellige Skoler. Kunde den ſmukt ſkrevne Samling kaffe fig ret Indgang i Hjemmene trindtom, vilde den 99 8 unne være til megen Nytte baade for Ældre og Yngre, Smaating. Jordens Overflade. Man har ſammenlignet Ujcevn⸗ hederne paa Jordens Overflade, Bjerge, Dale, Byg⸗ ninger o. desl. i deres Forhold til hele Jordklodens Storrelſe med de ſmaa Forhojninger og Prikker paa en Appelſin, og denne Sammenligning er meget træf fende. Det ſtorſte Bjerg pan Jorden, Everet i det aſiatiſke Bjergland Himmalaya, er 27,212 Fod, altſaa noget over en Mil hojt, hvilket udgjor omtrent en 1700 Del af Jordens Glennemſnit; og dette mægtige Bjerg vilde paa en Skoleglobus med 17 Tommers Gjennemſnit ikke blive højere end omtrent Hundrede⸗ elen af en Tomme. Derſom man paa en ſaadan Globus vilde fremſtille en nøjagtig Afbildning af vor FEER eee Jord og dens Faſtland, da maatte det tørre Land fr emſtilles ved Hjælp af almindeligt Skrivpapir, idet ſaa de ubedæffede Steder vilde fremſtille Havet; Hoj⸗ landene og Bjergkjcderne vilde kun udkrœve et Par Lag tyndt Silkepapir, og kun de hojeſte Bjerge maatte betegnes ved ubetydelige Sandskorn. Eu god Tak for Mad. Den ſtore Sheridan gik en Gang ind til en Parykmager for at beſtille ſig en Paryk. Efter at der var taget Maal, indbod Paryk⸗ mageren den almindelig afholdte Mand til at nyde nogle Forfriſkninger i hans private Lejlighed. Verten viſte fig ſaa geſtfri, at Sheridan blev. helt bevæget derover, … Da de rejfte fig fra Bordet og ſtkulde ſige hinanden Farvel, ſagde Sherkdan: ' „Efter nærmere Overlæg bryder jeg mig ikke om nogen Paryk“. Ovoerraſket udbrød Parykmageren: „Men, Du ſtore Gud! Jeg er da vel ikke, mig ſelv ubevidſt, kommen til at fornærme Dem, Hr. Sheridan?“ „Nei, paa ingen Maade”, ſvarede denne; „De er en Hedersmand. Og jeg ſiger Dem endnu en Gang, at De ikke ſkal gjore nogen Paryk til mig, thi jeg vil aldrig kunne betale Dem den. Jeg vil hellere henvende mig til en af Deres mindre værdige Standsfeller“. Om Juſekternes Muſkelſtyrke har en franſk Natur⸗ forſker anſtillet folgende Forſog. J en let Aeſle, ſom blev anbragt paa Vingedakket af en ſtor Hornbille, lagde han lidt efter lidt ſmaa Sandpoſer, indtil den ſamlede Byrde udgjorde 21/4 Pd. Billen var bleven ſtillet paa en jævn lade, og uagtet dens Byrde var 315 Gange fps ftor 5 dens egen Vægt, kunde den dog ſtadigt evæge fig fremad under Byrden. — — Brevpexling. Hr. P. Er. i Tos. At De forſt midt i Kvartalet modtog de 5 Exemplarer er Husvennens Expedition aldeles uſkyldig i, da de vare indmeldte og indſendte til Poſtexpeditionen i Kjøbenhavn i rette Tid. Friexemplarer. J Anledning af flere Foreſporgsler bedes bemærket, at Enhver der beſtiller 10 xemplarer af Husvennen, kan fordre det 11te udleveret frit, hos vedkommende Boghandlere, ſom en Gang for alle ere tilftanede 1/0 i dette Ojemed. Giennem Poſtveſenet kan derimod kun erholdes Friexemplar tilſendt, naar der til Udgiveren indſendes Poſtkvittering for at 10 Exemplarer ere beſtilte. Jndſenderen vil da ſnareſt i Løbet af 14 Dage erholde ſit Friexemplar ſendt gjennem vedkommende Poſtkontor. C. E. i Sp. Overſattelſer anvendes kun lidet, og Hus⸗ vennen er allerede i denne Retning rigeligt forſynet med Med⸗ arbejdere. — Chr. K. i O—r. Er forſynet i denne Retning og kan ikte anvendes. Merkepinde. Alle Foreſporgere meddeles, at deres Breve ere indſendte til vedkommende Beſtiller i Kjøbenhavn, fra hvem de kunne vente Svar og Prøver, — Judhold. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede. — Ludvig Holberg, af endix Hanſen (Sluttet.) — Lapperne, med Billede. — Lidt om Torvemoſernes Dannelſe og Betydning, af A. P. E. Toepfer, med Billede, — Husflid: Husflidens arbejdsopdragende Magt. Arbejdet adler. — Boguyt. — Smaating. — Brevvexling. Husvennen udkommer. til hver Søndag med et 16, ſpaltet Ark, ſorſunet med flere Villeder, lil 3 Hverl Ilerdingaar medfølger gratis et ſlort mußt Billede. Bladet kan beſlilles pan ethvert Po UN ag ee, eee Voglade samt hos Hopedfiommigſioncren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kjobma Åkonfor og Brepſamlingsſled, i enhver gergade 56, Kſobenhayn. Trykt paa Uadgiverens Forlag hos J. H. Schultz. SÅ kunſts Fader. det jgamle tykke Lag Vin⸗ terſne, hvorunder Danfk⸗ heden laa i Dyale. J Kempeviſerne, ſom den Gang vare trængte tilbage til Fattigmands Stue, ſynges der ofte om Trylleharpen, hvis Klang loſer det i Trold⸗ domsſlummer bundne Liv og atter faar det til at ſtromme frit og fyl⸗ digt, og en ſaadan Harpe⸗ klang begyndte atter af tone henover Danmark, da Holberg ſtemte op; thi Trylleharpen er Digte⸗ kunſten. Holberg er Bane⸗ bryderen; thi han fik Folk til at le, og naar Latteren bryder frem, 2. Aargang. Nr. 7. Johannes Evald. Af Bendix Han fen. üudvig Holberg er den danſke Digte Det var ham, der ved ſine friſke, frejdige og morſomme Skildringer af Tidens Skrebeligheder, der ſom en kaad Foraarsvind ſuſte hen over vort Fædreland, loftedezog adſplittede de fremmede Pialter og ſmeltede | Sundagen d. 15. Houember. 2 Å 2 Kjøbenhavn. 1894. jaa har det Onde tabt fin Magt; derfor kunne vi nu ſynge: Kræfter. Johannes Enald. „Og juſt ſom de mente, hun var i Baand og Baſt, da lo hun ſaa hjerteligt, at alle Lenker braſt!“ Han ryddede op i alt det gamle Skrammel og jævnede Grunden, og det er hans ſtore Betydning; men ſaa ſkulde der bygges op, og dertil maatte andre Nu ſkulde det viſe ſig, om den Aand, der i Oltiden havde frembragt Stordaad, Saga og Sang, atter megtede at arbejde fig frem til Klarhed i Daad og Sang, der ſtedſe følges ad, og ſkabe en ny Tid, og Gudſkelov, den megtede det; men derfor bor vi "aldrig glemme de Stormend, der i trange Tider led, og kœmpede for Folkeaan⸗ dens Sag. Det Store fødes altid til Verden under ſtore Smerter, og den forſte Profet for den vaagnende Folke⸗ aands dybe, mægtige Rorelſe var derfor en Smertensmand ſom in⸗ gen af de ſenere Skjalde; hans Navn var Johan⸗ nes Evald. San blev født i Kjoben⸗ havn den 18de November . 50 1743. Hans Fader, en Sonderjyde, var en brav Praſtemand, men mørk, tungſindig og fjendſk imod al Livsgleede ſom den Tids Pietiſter. Hans Moder var derimod en flygtig og letſindig Kvinde, og, ſom det ofte er Tilfældet med overfladiſke Menneſker, kold og haardhjertet. Johannes Evald var en fjælden begavet Dreng; han udmærkede fig tidlig ved fin ſtore Lerelyſt og forunderlige Hukommelſe. Da han var 11 Aar gammel erklorede hans Lærer, at han ilke kunde lære ham mere, og han blev da fat i Skole i Slesvig. Han havde arvet Faderens dybe Folelſesliv for⸗ bunden med Moderens lette, flyvende Fantaſi, men ædlere og mægtigere end hos nogen af disſe. Hans Hjerte glødede for alt, hvad der var ſtort og eventyrligt, og hans Sjæl higede ubevidſt fremad imod det Høje. Deraf kom det, at han ſom Barn vilde ſtille fig i Spidſen for en Armee af Drenge og erobre Tyrkiet; deraf kom det, at han i længere Tid opfyldtes af Tanken om at drage til Afrika ſom Misſioncer og vinde Martyrkronen; og deraf kom det, at han provede at lobe af Skole i Slesvig for at komme tilſos, ſtrande alene paa en ubeboet De i det vilde Hav og leve der ſom en Robinſon Kruſo. 1758 blev han Student og fort efter jaa han for forſte Gang den dejlige Arendſe (Hulegaard) og blev forelſket; det blev ikke blot til ungdommelig Sværmeri, men en dyb, mægtig, begeiſtrende Lidenſkab, der gav hans Liv Retning og holdt ud til hans Dødsftund. For ham med den højtflyvende Fantaſi var det for langſomt, jævnt og almindeligt at naa fin Kjær: ligheds Maal ad Studeringernes flagne Landevej, og derfor flygtede den 16 aarige Student bort fra Hjem og Fædreland for i Syvaarskrigen ſom Soldat at fæmpe for fin Arendſe og en glimrende Fremtid. Forſt gik han i prajſiſk Tjeneſte ſom Menig, og ſiden i oſterrigſk, hvor han naaede at blive Underofficer og kunde blevet Officer, om han vilde have opgivet Lutherdommen. Det gik ham for langſomt med Forfremmelſerne, og jaa flygtede han atter og kom til Kjøbenhavn. efter halvandet Aars Fraværelje. Han kaſtede ſig nu med Kraft over Studeringerne og tog efter 2 Aars Forlob theologiſk Eramen med bedſte Karakter. Hans Livsvej ſom Preſt laa nu jævn og lige foran ham; men da ſkete en Begivenhed, der ſom et Lyn knuſte alle hans glimrende Fremtidsdromme og hans hele Livsmaal; Arendſe giftede ſig med en Anden! Alt ſtyrtede ſammen for ham, en forfærdelig Tomhed afloſte hans glimrende Livsbilleder, han blev ligegyldig for fin Fremtid og grebes af en Sjceelslidelſe, ſom Intet kunde læge, og ſom han forgjcves ſogte at bedove. Men var det denne Begivenhed, der odelagde hans borgerlige Fremtid, faa var det ogſaa den, der gjorde Johannes Evald til den ſtore Skjald, ſom vi elſke og beundre; thi under Smerte fødes det Store til Verden. Saa begyndte han fin Digtervirkſomhed. Det var — hans Sorgeſange over Frederik den Ste, der ført ret vakte Opmeerkſomhed og lod ane hans dybe og rige Digteraand. Det var ſimple, men dybtfølte Vers, hvori han tolkede fin Sorg over Kongens Dad, og de fandt en mægtig Gjenklang i andre Hjerter ſom et Udtryk for Ojeblikkets bevægede Stemning: „Hold, Taarer! op at trille, Og Du, vor Cithar ſtille! Nu bæres Kongen bort Til Graven”. Man har ſagt, at det i Evalds Digtning mere er Tonen, Klangen og Stemningen, end Tankerne, der virker faa forunderligt gribende, og det maa jaa være; thi hans mægtige Folelſe og dybe Sjerteſlag er hans Digtnings Kilde. Det er faa med disſe Sorgevers, og det er ſaa i ſamme Grad med den meſt bekjendte af hans Sange: „Kong Kriſtian ſtod ved hojen Maſt i Rog og Damp!“ og juſt ved at Tonerne klinger ud af Ordene, bliver denne Sang ſaa magtig. Holberg havde vel jævnet Grunden og forberedt Folket til dybe Folkelivstoner og ſtore Billeder af Livskrefternes Klang; men Ingen havde endnu grebet Tonen, Ingen havde fremmanet Billederne; der var Evald den Forſte og blev Oehlenſchlcegers Forlaber, og det maa man ikke "glemme, Desuden var det danſke Sprog den Gang langtfra jaa udviklet ſom nu. Naar man læjer Holberg, faa ſynes man næften, at dette danſke Sprog kun daarligt egnede fig til at bære bløde og Dybe Toner, og det var ogſaa Tilfældet; men det er en af Skjaldenes ſtore Hemmeligheder, at de kunne faa Sproget til at udtale, hvad Ingen havde anet eller tænft, og juſt derved udvikles Sproget. (Sluttes.) Fra Kirkerensningens Cid. Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde af Brandenburgs, Liv. Efter G. Hill ved A. Th. Fakobfen. Det kurfyrſtelige Slot i Berlin blev paa den ene Side begrenſet af Floden Spree, "hvis: Bolger beſkyllede den gamle Bygnings Mermur. Fra Taarnvorelſet i andet Stokvoerk havde man Udſigt ſaavel til Floden og dens modſatte Bred, ſom til den ſtore Plads foran Slottets Hovedbygning. Dette Varelſe havde et ikke prægtigt, men juſt derfor des hyggeligere Prog. Hoje Leneſtole, et ſtort, med rigt Billedſkœrerarbejde prydet Skab, et Bord i ſamme Smag og et ſmukt Brabanter Tæppe udgjorde Bohavet, hvortil fluttede ſig en Kobber: Lyſekrone, tykke, folderige Gardiner og forfkjellige Male⸗ rier, veſentlig fremſtillende bibelſte Perſoner og Be givenheder. En ſkjen Majaften ſad en Dame i Leneſtolen ved det aabne Vindue. Hun var iført en mørkebrun ulden Kjole med en bred kruſet Halsſtrimmel; Haaret var ſkjult under en Flojels Kappe. Damen jaa ud til at være henved fyrretyve Aar gammel. Hendes Anſigts⸗ trek vare ſmukke og regelmæsfige, hvilket man i det omtalte Ojeblik havde nemt. ved at bemeerke, da hun netop. befandt fig i fuldſteendig Ro: hun laſte. Af og til holdt hun op med denne Beſkeeftigelſe; hendes Ojne rettedes da opad, derpaa forte hun ſin hvide Haand til Panden og kaſtede vel ogſaa et Blik ud ad det gabne Vindue; altſammen ſaadanne Bevæ- gelſer, ſom fremkaldes af en grundig Eftertenkning og ere uadſkillelige fra denne. J ſaadanne Ojeblikke forandredes da ogſaa den Læjendes Trek; men det ſyntes altid at være glade Folelſer, der gjennemtrengte hende, og undertiden ſtraa⸗ (ede hendes Anſigt af et livſaligt Smil, ſom om hun i den lille, i Pergament indbundne Bog, ſom hun holdt i Haanden, havde fundet noget rigtig Herligt og Smukt. Hun var atter ivrig beſkeftiget med at læfe, idet Bogen hvilede paa hendes Skjod og hun bøjede fig ned over den, da en næften hvinende Salmeſang lød op til hende fra Slotspladſen. Eliſabeth, Kurfyrſtinde af Brandenburg, Joachim den Forſtes Huſtru, thi hende var den læfende Dame, lagde lidt fortredelig Bogen i Vindueskarmen og ſaa ud over Pladſen. Nede paa denne vrimlede det af Menneſker, og igjennem den mylrende Masſe banede et Optog fig Vej. Forreſt i Toget gik Munke med Vor⸗ færter i Henderne, efter dem fulgte en Præjt i Em⸗ bedsdragt, og derpaa flere Munke, ſom bare en ſtor Kiſte. Undertiden ſtandſede Toget, hvorpaa Preſſten talte til de Omftaaende, medens Munkene toge Sedler op af Kiſten og uddelte dem De, ſom havde faaet disſe Sedler ſtak jaa Penge i en Blikbosſe, ſom en af Mun⸗ kene havde paa rede Haand. Hver Gang en Uddeling og paafolgende Indſamling af Penge var til Ende, uddelte Preſten Velſignelſer, og de paa begge Sider af Toget med Frelſerkors og Faner gaagende Kirketjenere begyndte da en ubehageligt lydende, ſkurrende Lopſang, hvilken en Del af Tikſkuerne ſtrar ſtemmede i med. „Et Afladsoptog!“ mumlede Kurfyrſtinden. „Det er i Sandhed en Skjenſel at ffulle je Sligt og tie dertil netop nu, da jeg lige har læft jaa herlige Ord“. Hun fulgte med Øjnene Optoget, ſom langſomt bevægede fig hen over Pladſen. Hun jaa dog ogſaa Meget, ſom glædede hende. Det overvejende Antal af Seddelkjobere ſyntes kun for Morſkabs Skyld at have modtaget Afladsbrevene; thi ſaaſnart de havde læft dem, uddelte de dem til de Gadedrenge, der i ſtort Antal havde indfundet fig. Kurfyrſtindens Opmeerkſomhed var netop henvendt pan en Klynge velflædte Perſoner, der i ivrig Samtale ſtod i nogen Afſtand fra Optoget, da hun bag ved fig horte en Støj, og idet hun hurtigt vendte fig om, fil hun Øje paa fin Mand, der jagte var traadt ind i Verelſet og, nærmende fig Vinduet, ſtrax havde grebet den Bog, i hvilken Kurfyrſtinden nylig havde læft. Begge WÆgtejæller ſtode altſaa over for hinanden. Kurfyrſten holdt Bogen og bladede i den uden at ſige et Ord, idet han kun af og til kaſtede et Blik paa fin Huſtru. Eliſabeth forholdt ſig aldeles rolig og afventede hvad der maatte komme. Efter at Joachim flygtigt havde læft nogle Sider, ſlog han Bogen ſammen, rakte ſin Huſtru den og ſagde: „Atter en af denne Luthers Boger!“ „Som Du fer, min Joachim“, ſparede Kurfyrſt⸗ inden. „Og en fortræffelig Bog er det: „Om at ſky Menneſkelerdomme, ſamt Spar paa de Tale⸗ maader, ſom ſkulle beſtyrke ſaadanne Lær: bomme”, Gid Du en Gang vilde leſe denne Bog, min kjcere Herre; anderledes vilde Du da tenke, end Du nu gjor“. „Ved Hjælp af den Bog der?“ ſpurgte Kurfyrſten noget haanligt. „Ej, den vilde aldrig kunne omvende mig. Derſom en Omvendelſe var mulig, ved Gud og alle Helgene! jeg vilde allerede være omvendt, da jeg har læft Alt, hvad der har nogen Betydning af denne Luthers Skriverier. Dette Menneſke bringer mig ikke til at forandre min Teenkemaade“. Kurfyrſtinden ſukkede vemodig. „Jeg kan ikke for⸗ andre Dine Anſkuelſer, min kjcre Herre“. ſparede hun. „Og jeg maa adlyde Dig, ffjønt mit Hjerte ikke til⸗ ſiger mig det i denne Sag“. „Eliſabeth!“ raabte Kurfyrſten opfarende. „Du er i Sandhed en driſtig Kvinde, at Du vover at tale ſaa⸗ ledes til mig, hvis Sindelag er Dig bekjendt. Jeg vil og maa holde faſt ved den ene ſaliggjorende Kirkes Tro, jeg har lovet det og vil holde det, ved Alt, hvad helligt er!“ Opbragt gik han frem og tilbage i Verelſet; tilſidſt blev han 'ſtagende foran Eliſabeth og greb. hendes Hender. „Eliſabeth“, begyndte han med blidere Stemme; „Du jer, at jeg ikke hører til dem, der ſtrax bruge Magten. Jeg har aldrig forbudt Dig at læje Luthers Skrifter. Da Din Broder Kriſtjern blev ſtodt fra Tronen i Danmark, ydede jeg ham Hjælp og Beſkyttelſe, ſkjont vi ſtaa imod hinanden i Troens og Samvittighedens Sag, jeg ved, at Du, da Eders Onkel, Kurfyrſt Frederik af Sachſen, havde indbudt Din Broder til et Beſog i Torgau, hemmeligt gjorde en Rejſe til Wittenberg, for at tale med Luther — far ikke ſammen — Du horer, jeg ved det“. „Jeg bliver ikke bange, min Wgteherre“, ſvarede Kurfyrſtinden i en rolig Tone. „Jeg har kun tiet, fordi Ingen har ſpurgt mig. Men nu, da Du taler om hine Dage, nu ſiger jeg: Ja, jeg har talt med Luther, jeg har folt hans Ords overbeviſende Magt og er fra de Dage af bleven et andet Menneſke“. „Afgjor den Sag med Din Samvittighed!” udbrød Joachim. „Men jeg er Landsherre, jeg maa holde faſt ved min Tro og byder Dig under Truſel af min Vrede: Vor aldrig at lade denne Kjætterlære predike i dette Slots Haller, det være aabenlyſt eller i Hemmelighed; jeg kan ikke ſtͤtte min Troes Fiende og lige ſaa lidt hans Tilhcengere. Dem træffer min Vrede, hvor jeg finder dem, og bliver Du ved at høre til dem, vil den ogſaa ramme Dig“. Kurfyrſtinden blegnede; hun greb med ffælvende Haand fat i Ryggen af en Lenneſtol og presſede den anden mod fit bankende Hjerte, „Min WÆgteherre, vær mig naadig!“ ſtammede hun. „Jeg er det endnu”, vedblev Joachim. „Jeg ved, at der til i Dag ikke er ſket Andet, end denne Læjen i Luthers Skrifter og hine Samtaler i Wittenberg, jeg har ladet, ſom om jeg ikke lagde Merke dertil, men, tænk nøje over denne fordømte Sag”, tilføjede han med et harmfuldt Blik; „gaa ikke videre, Eliſabeth, vov det ikke, thi da maa jeg være Dommer over Dig. Jeg har paa ny ladet Kejiſerens Skrivelſe angagende Wormſer⸗ Kjætterlæren opſflaa og ſelv udſendt et Forbud imod Brugen af den lutherſke Bibeloverſcœttelſe til mine Underſatter“. „Vilde Du kun give Dig Tid til at forſke i Luthers nyeſte Skrifter; men Du har kun gjennembladet dem og udpillet det, der lyder ſom en Krigserkloring til Kirken“. „Jeg vil ikke granſke i ſaadanne Skrifter; de, ſom læſe en Frafaldens Bøger, blive forblændede af Satan”, ſagde Kurfyrſten, ſom derpaa efter et Ojebliks Tavshed atter traadte hen til ſin Huſtru. „Eliſabeth“, begyndte han; „jeg kan forſtaa, at Luthers Tale og Skrifter have havt en ſaadan Magt over Dig; thi det er ſandt, og jeg maa bekjende det, at hint Menneſkes Mund og hans Redſkab, Pennen, fortjene megen Ros, naar man finder det rosveerdigt, at forlede til Frafald og forfatte Skrifter derom; men, jeg befværger Dig, riv Dig atter los fra disſe Lenker. Sku omkring Dig og dom. Se, hvor⸗ ledes Gjenſtridighedens Aand rører ſig. Folket leſer Luthers Skrifter med glubende Iver. Imod min, imod Landets Herres Villie har neſten hver Borger en Bibel i den Overſcttelſe, ſom denne Mand i al Stilhed har bragt i Stand paa Wartburg. Man tager ikke mere ivrig Del i Optogene; to Gange har jeg allerede maattet ſende Berlins Over vrighed Befaling til at vaage noje over, at Stadens Jomfruer bivaane dem, da Borgerne ikke længer tilſtede deres Døtre at deltage i Bedetogene. Overalt rører Oprørets Mand fig; have de ikke i Magde⸗ burg, hvor min kjodelige Broder Albrecht ſom Kardinal har Magten over hele Preſteſkabet, vovet at forandre Kirketiden! Og ſaaledes er det overalt, og bliver det ved at gan paa den Maade, vil Antikriſt, Dyret med de ſyv Hoveder, opfluge os Alle“. „Luther fætter ſig imod enhver Voldsgjerning; hans Ords Kraft ſkremmer Oprørerne. Han har viſt, hvorledes han vil kempe“. „Der kommer en Tid, da vi ikke ville formaa det. Ene den Lære, ſom har ſin faſte Borg i Rom, kan holde Menneſkene i Tomme, fordi den kun lærer, hvad der er rent og ædelt”, „Joachim!“ udbrød Kurfyrſtinden. „Ikke Alt, hvad der kommer fra Rom, er godt. Se, hvad der foregaar hiſt nede!“ Hun aabnede hurtigt begge Vinduerne og trak Kurfyrſten ind i Vinduesfordybningen. Ret ſom om dette Ojeblik var blevet forudſet, hævede Larmen fig nu ſteerkere; Sangerne, der vare ledſagede af Poblen, ſom opforte ſig med megen Raahed, begyndte atter at ſynge, og det var let at bemærke, at de ſelv opfattede Sagen fra en komiſk Side; thi medens de aandsfra- værende afſang Koralen, ffare de Anſigter til Publikum, lo og hilſte nogle Bekjendte. De Munke, der uddelte Afladsbrevene, betragtede disſe ſom en ganſke almindelig Vare og ſkammede ſig ikke for, medens de handlede, at tage ſig en dygtig Slurk af de Kruſe, der bleve rakte dem foran nogle Huſe i Nærheden af Brodregade, hvilket hver Gang blev ledſaget af Gadeungdommens Jubel. Kun enkelte gamle Kvinder og Mænd kaſtede fig an⸗ degtigt pan Knæ for at modtage Praſtens Velſignelſe, medens en af Munkene uafladelig ſpingede med Blik— bosſen, faa at Pengene i den raslede og klirrede. „Er ikke dette et uværdigt Skueſpil?“ ſpurgte Eliſabeth. „J Sandhed, jeg beklager den Kirke, der vanhelliger ſig med ſaadant Gjogleri, kan Du, min Agteherre, falde dette ren og edel Lære?” Joachim var traadt tilbage fra Vinduet. Aarerne i hans Tindinger ſvulmede, hans tykke, runde Anſigt blusſede. „Jeg har forbudt dette Uveſen!“ raabte han. „Det er ſandt, de vanhellige ved dette Optog Herren og hans velſignede Son, men ſelve Kirken er heri ſkyld⸗ fri, det er Menneſkepaafund. Jeg vil paa det Stren— geſte forbyde denne Handel med Afladsbreve paa gaben Gade. Har jeg ikke forbudt den medens Tetzel var i Berlin? Du ſer, at jeg vel forſtaar at ſtille de ægte Stene fra de falſte, jeg vil bevare Kirken ren, da vil den ſejre“. „Og har man adlydt Dig?“ ſpurgte Kurfyrſtinden. „Nej, Du klager over Lutheranernes Opfætfighed imod deres Landsherres Bud, ſe her, her bliver Dit Bud aabenlyſt overtraadt; disſe Munke bekymre ſig ikke om Dine Befalinger, i Tillid til Kirkens Magt trodſe de Dit Forbud; og har ikke Rektoren ved Dit Univerſitet i Frankfurt udnævnt denne latterlige Tetzel til Doktor i Theologien?“ Kurfyrſtens truende Blik bragte hende her til at tie. „Eliſabeth!“ raabte han, idet han hævede den knyttede Haand, „jeg føler, at Du desværre ikke har Uret, men vogt Dig, jeg ſiger det endnu en Gang: Vov ikke at ſkride videre fremad i Din Gjenſtridighed 53 mod den hellige Kirke, underkaſt Dig dens Love og Skikke, eller jeg maa ſtraffe Dig, da jeg ikke er til Sinds at ſkaane nogenſomhelſt, der vover at jætte fig op mod Kejſerens Magt og Befaling og mod mit eget Forbud“. Han gik nogle Gange frem og tilbage i Varelſet. „Nu om noget Andet. Jeg maa paa Grund af Breve, jeg i Dag har modtaget, gjore en Rejſe til Stettin for at tale med Hertugen. Medens jeg er borte, vil vor Datter Eliſabeth komme hertil fra Brunsvig i Beſog. Det vil ſagtens være Dig en behagelig Efterretning“. „Min Dat⸗ ter?“ udbrod Kurfyſtinden glad overraſket. „Og naar kom⸗ mer hun?“ „Paa Lor⸗ dag; og da jeg maa rejſe i Morgen Aften, vil jeg ikke kun⸗ ne være her for at modtage hende. Jeg beder Dig, tem Din Tunge og vaer Din Tale, Du ved, at Eliſabeth er en katholſk Herres Wgteviv, for⸗ vir ikke hendes Sind med de Leerdomme, ſom have be⸗ fnæret Dit Hjerte og Din Aand”. Eliſabeth til⸗ bageholdt en Kang Jerry. 150 En avſtralſ Konge. 0 In Danfſkt, der har opholdt fig i længere s, Tid i Avſtralien, har tilſtillet os et meget karakteriſtiſk Portræt, ſom vi bringer idag, og har dertil knyttet folgende korte Text: i „Jerry“ er Navnet paa en Stamme fyrſte for en af de vilde Negerſtammer, hvis Diſtrikt ſtoder op til Provindſen Victoria i den ſydoſtlige Del af Avſtralien. Han er om⸗ trent 40 Aar gammel, efter hans eget Si⸗ gende; dog er de Vildes An⸗ givelſe af deres Alder nok ikke fuldkommen til at ſtole paa, da deres Tal⸗ begreber ikke altid er til⸗ ſtrekkelig ud⸗ viklede. Jerry er en godmodig Mand, ligeſom hele hans Stamme, og han taler fly⸗ dende Engelſk. Naar han har været i Sta⸗ den Geelong, generer det ikke Os. Majeftæt at komme hjem i temmelig be⸗ ruſet Tilſtand. Taare mellem Hans Stamme Ojenlaagene, ; bliver vel lidt rakte Kurfyrſten Haanden og vendte fig bort. „Rejs | paavirfet af de nærboende evropeiſke Nybyggere, med Gud, min Adgteherre“, ſagde hun. den Sag ikke gjore Dig imod“. Da Joachim havde forladt Verelſet, aandede Eli⸗ ſabeth friere. Hun lyttede nogle Minutter, derpaa ilede hun hen til Skabet, aabnede det og fremtog Papir, Pen og Blak. Derpaa ſatte hun fig til at ſkrive ved Bordet. „Det maa ſke hurtigt”, hviſkede hun. „Der er ingen Tid at ſpilde. Paa neſte Lørdag kommer Eliſabeth, hun maa for fin Faders Skyld ikke vide Noget derom. Paa Fredag man det fle! Hjælp mig, o Gud! Jeg ſiger med den ſtore Troeshelt: „Jeg kan ikke Andet, Gud hjælpe mig!“ (Sluttes.) r —— „Jeg ſkal i | oprindelige men den er dog ikke kommen ret langt ud over fin Levemaade. Disſe Negre opholde fig meſt i Skovene, hvor de bygger deres ſimple Hytter af Grene op til en ſtor Træſtamme. Hytten ſoger de at faa jaa tæt ſom muligt ved at flette Grene, Mos og Lovveerk ſammen. Skovene leverer dem Vildt til Føde, og de dræber deres Bytte enten med Bosſe eller med et eget Slags Kaſtevaaben, hvormed de træffe yderſt ſikkert. Af de dræbte Dyrs Skind (Keenguruhen og en Art ſmaa Bjørne, ſom klattrer behændigt omkring i Zræerne) gjøre de fig en lille Indtægt, idet de i Flokke drage til Byen for at ſcelge dem. Og det er næften ogſaa deres eneſte Indtegtskilde, da de er for ſorgloſe og lade til at give fig af med anſtrengende Arbejde, hvorved der kunde være Noget at fortjene. Dog fortjene Adſkillige af dem Lidt ſom Gjoglere paa Gaderne og i Gaardene, hvor de navnlig vifer deres Færdighed i at kaſte et af deres Vaaben højt op i Luften, jaa det drejer fig rundt flere Gange og derefter falder ned tæt ved Siden af dem. Naar de holde deres Feſter, op⸗ fore de forſkjellige Danſe, der gjerne ſamler en Del Nybyggere ſom Tilſkuere; de benytte da i Regelen Lejligheden til at indſamle nogle Skillinger blandt de tilfteværende Nysgjerrige. Regeringen har gjort flere Forſog paa at give disſe godmodige Vilde Lyſt til et mere arbejdſomt Liv, idet den flere Gange har ſendt dem Trakoxer, Vogne, Plove og andre Aolsredfkaber. De tage med Glæde mod Forcœringen, men benytte dem ikke i det tilſigtede Ojemed, hvorimod de ſlagte Oxerne Tid efter anden, naar de trænge til Noget at ſpiſe, det er ſaa nemt at gaa til. Vognene og de andre Redſkaber fælge de og kjobe ſig unyttige Ting for Pengene. Det fkal være et morſomt Syn at ſe, naar en Flok Vilde har været i Byen for at gjøre fine Indkjob; man ſer da En med en hoj ſort Hat, en Anden med en lappullet dito, en Tredie med en broget Veſt, Nattroje eller Lignende, og ellers ingen andre Klcedningsſtykker end deres Tæppe eller Dyrehud ſom de fvøbe fig i, naar de ſkal til Byen; thi her maa de ikke viſe fig ſom i deres Hjem, hvor de afkaſte al Tvang og optræde aldeles nøgne. Man tænfe lig blot et Negerfruentimmer komme hjem fra Staden med mo⸗ derne Hat og Paraſol, et Tæppe eller Dyrehud om Lenderne og bare Fødder. — King Jerry har flere Gange været inde hos Meddeleren af Nærværende og faaet tændt fin Pibe eller flebet fin Øre, et Redſkab, der er Øre i den ene og Hammer i den anden Ende; de bruge det blandt Andet ogſaa, naar de vil op i de høje ſlanke Træer, hvor der er et langt Stykke, til man naar Grenene. De hugge nemlig ſaa ſmaa Fordyb⸗ ninger i Træets Stamme, ſom de kunne jætte Fødderne i. Man fer Øren i en Fart flytte fig fra hojre Haand til Munden, derfra til venſtre Haand og tilbage igjen, og inden ret lang Tid er Manden oppe i Træet. (Nyt illuſtreret Ugeblad). — ———— Harebraemſen. (Oestrus ovis. Linn.). aarenes Plagegand er en Breemſe der er henimod Tomme lang, med et temmelig ſtort lysgult Hoved, lysgraat Bryſtſtykke med en Mængde ſmaa lodne ſorte Pletter, og hvid ſolvglindſende Bagkrop med ſorte Tegninger. Denne Brœmſe ſer man i varme Sommer⸗ dage ſpoerme omkring Hovedet og Snuden af Faarene, og den er under dette ſysſelſat med at lægge ſine Ag, Disſe lægger den paa et merkeligt Sted, nemlig paa Neſeboerne af Faaret. Disſe ſoge af al Evne at for⸗ hindre den nesviſe Bramſe i dette lumfke Anſlag; de ryſte heftigt med Hovedet, blaeſe gjennem Neſen, trampe i Jorden med Forbenene, ſpringe uroligt frem og til⸗ bage eller ſtikke Næjen ned mod Jorden, eller ind under hinandens Legemer. Faaret tager aldrig, ſom Koen og Heſtene fin Tilflugt til Bandet for at undgaa Breemſen, men ſes tvertimod ofte ſoge hen til Vejene, hvor den ſtikker Neſen ned i det ſtovede Hjulſpor, eller i det torre Sand, for at hindre Bremſen Adgang til Noœſeboerne. Trods alle Faarets Anſtrengelſer, lykkes det ofte Bromſen at faa lagt et eller flere Aeg i dets Noſebor. Faarets Aandedræt tilvejebringer nu den onſteligſte Grad af Varme og Fugtighed til WÆggets Udkloekning. Den fnart udkrobne lille Larve kryber nu op gjennem Neſens Aabning og kommer ad denne Vej: op i Pandebenet, der indvendig har en Hulhed, ſom ſtaar i Forbindelſe med Neſehuden ved en Aabning paa hver Side af Neſeroden, ſparende til hvert Næje- bor. Det indvendige af denne Sule er beflædt med en tynd og meget folſom Slimhinde; den her afſondrede Slim ernærer Larven, der paa Hovedet har 2 ſmaa hornagtige Kroge, med hvilke den holder ſig faſt; imellem dem er Munden anbragt. Disſe Kroge irriterer den folſomme Sinde pan en for det ſtakkels Faar meget ſmertelig Maade. De anfaldes ofte paa Grund heraf af Svimmelhed og ſtode i et Slags Raſeri Hovederne mod Væggen. Naar Larverne have naaget deres fulde Storrelſe ere de omtrent 3/4 Tomme lange og krybe da ned i Naſehulen igjen, hvorved Faarene pirres, ſaa de komme til at nyſe og Larverne fare ud paa Jorden, hvor de ſtrax krybe ned i Gresſet og forpuppe lig der. Et Par Maaneder derefter fremkommer Braœmſen af Puppen. J Mellemevropa er denne Bramſe langt hyppigere end hos os, og forvolder derfor ogſaa ſtorre Ulemper end her. Flere Steder i Tyſk⸗ land maa man en ſtor Del af Sommeren holde Faarene inde for denne Bramſes Skyld. Derſom Bræmjen noget Sted ſkulde plage Faarene for meget hos os, kunde man forſoge at holde dem borte fra dem ved at ind⸗ gnide disſe rundt om Neſen med et eller andet ſom Bramſerne ſky, f. Ex. Saften af friſke Hyldekviſte eller Hyldeblade, der er bekjendt for fin Evne til at forjage Inſekter, eller Afkog af Hvidløg, Malurt og deslige. Tillavningen af ſaadant Afkog, ſker ſimpelthen ved at udfoge vedkommende Ting i Vand, hvorved man dog ikke maa bruge for meget Vand, faa Saften bliver for ſvag og lidet lugtende. Et ſaadant Afkog var ſikkert ogſaa godt at overſteenke Heſte og Køer med om Som⸗ meren, naar de anfaldes af Fluer, Myg og Breemſer, da de rimeligvis derved vilde blive en Del befriet fra deres utrættelige Plagegander. rr 00 fache enn n SR SNEEN EB KN DS ss løse & met sele fe 55 Husflid. Huggehusarbejdet. (Af R. Rasmusſen, Sokilde.) an flere Steder i Landet var det i aldre Tider Skik, at enhver, for han blev antaget for Karl, maatte aflægge Prøve paa fin Dygtighed, ikke alene ved at hoſte og flaa, men ogſaa ved at lave de til en Gaards Brug nødvendige Redſkaber: Skovle, Grebe, River o. ſ. v. Det var ſaaledes Skik paa Baroniet Brahetrolleborg pan Fyen i Grev Ludvig Reventlows Tid (1777—1801) og han holdt ſtrengt over denne Skik. Hvert Aar kunde de Unge melde ſig til Proven, der maatte udføres i Herregaardens Huggehus, og Greven gav baade Tree og Værktøj dertil. Efter udført Prove bleve Gjenſtandene bedømte, og enhver Ungkarl ik ſin Karakter derfor, og hvem der beſtod Proven meddelte Greven et trykt Bevis, der ſatte Vedkommende i Stand til at tjene for „Hel Karl“. Denne Skik havde til Folge, at Drengen allerede i fin Skoletid begyndte at øve fig i at lave Redſkaber paa Huggehuſet, i halv eller endnu mindre Storrelſe, thi at være en af de daarligſte, naar Tiden kom, at man ſkulde være Karl, var en utaalelig Tanke. Vi have i vor Tid ikke en ſaadan tvungen Hus⸗ flidsexamen at ſtudere til, men vi have de fleſte Steder i Landet de frivillige Husflidsforeninger, der lonne ethvert ſnildt og veludført Arbejde; derfor er der mere end Anledning nok til at anbefale Bornene i Skolen, at de i deres Fritid more fig ved at lave ſaadanne ſimple ſmag Redſkaber af Tre ſom Legetøj, 05 naar man forſt har Haandgrebet paa det ſmaa, kommer Haandgrebet paa det ſtorre af fig ſelv. Idet vi herved give et Par Anvisninger til den rette Maade at lave enkelte af de til Agerbruget nødvendige Redſkaber, kunne disſe Anvisninger ogſaa gjaelde for Smaa⸗ redſkaber i halv eller fjerdedels Storrelſe efter de her opgivne Maal. Enhver Skoledreng vil kunne ſette fig ind heri og lave ſaadant nyttigt og morſomt Legetøj. J intet ordentligt Huggehus man man favne Modeller til noget Redſkab; det letter Arbejdet meget og man opnaar, hvis Modellen fvarer dertil, at give Arbejdet den ſmukkeſte Form. Firſpaltet Zræ bor foretrekkes til de fleſte Red⸗ ſtaber, men iſcer til Grebe og Skovle. Til et Grebſkaft udfordres det ſterkeſte og bedſte Bogetro; ſaavel til | affætter man ved Hjælp af et ſaadant ſom til Skovlfkafter eller Slaaſtager er det fordelagtigſt at ſpalte Træet ſaaledes, at det kan op⸗ HER efter Modellen til at ſkjcres 2 eller 3 ſaadanne ra hinanden paa en 0 Ved Hjælp af Høvl og Spaankniv dannes et Grebſkaft ſaaledes ſom Teg⸗ ningen (Fig 2 B) viſer. Dets hele Længde er 2 Al. 6 T., hvoraf Haandtaget er 1 Al. 8 T. og ſammes meſt pasſende Brede er 15/12 T. og dens Zværmaal er 1/12 à 1 CT. Nu har man Skaftet dan⸗ net efter Modellen i en Fir⸗ kant og efter disſe Maal Vinkel og Stregemaal de 3 Huller nøjagtigt paa begge Sider og borer ligeledes fra begge Sider med et 3/4 T. 3 Centrumsbor; Kanterne af Fig. 1. Skaftet ffjæres nu af med en Spaankniv og Haand⸗ taget dannes ved Hjælp af Hovl, Spaankniv, Rasp og Sandpapir ſaaledes, at det bliver baade jævnt og glat at tage paa. Naglerne (o) pasſes nu i Skaftet (Fig. 2), hvorefter man tager de allerede paa begge Sider tilhovlede til Kjaverne beſtemte Stykker Træ og borer Hullerne deri ganſke ſom i Skaf⸗ tet, de ſettes endnu utildannede paa Naglerne i Stagen (bb) for at tilhugge og tildanne dem paa den bageſte Side. Efter at dette — — 9 are 8 er ſtet, tages de af og tildannes 2 paa den overſte Side, Kanterne 8 tages af; de Jættes atter paa, ad files faſt, og Greben er færdig. En Spredegreb laves i alle Maal 1/8 Del mindre, undtagen Skaftet, der kan være en 4 à 5 Tom. kortere end et almindeligt Greb⸗ aft. Et Skovlſkaft dannes paa ſamme Maade ſom Skaftet til 4 en Greb; dets Længde 2 Alen, Fig. 2. og dets Rejsning i Flugt med Fodens underſte Side ſom Tegningen viſer (Fig. 3) maa være omtr. 1 Alen. Fig. 1 viſer et ſaadant Skaft ſet i Gjennemſnit i dets forſte firkantede, i den ottekantede og i den færdige Form alt i virkelig Storrelſe.) Skovlbladet bør være af ftærkt, retklovet Bøgetræ 18 T. høj og 12 à 13 T. bredt. Ved Tilhovlingen iagttages, at begge Siderne komme til at ſtaa en lille Smule "højere end Midten, PORER 2. SEEREN] Fig. 3. ſaaledes, at denne ligger omtr. 2 Linier lavere, naar man lægger en Retholt derover. For at faa Skaftet til at fidbe lige paa Sfovlen, ſlaas forſt en Stre midt ned ad Bladet (a a), hvorfra drages 2 Vinkel⸗ ſtreger paa det Sted Hullet til Krampen anbringes (b b), og Hullet bores og ſtjcres nøjagtigt (e). Derefter bores Hullet til Skruen, der bor foretrakkes for et Som, og ved Hjælp af Vinkel og Stregemaal afjættes og bores et lignende Hul nøjagtigt igjennem Midten 1 Skaftets Fd. Bladet ſaves nu rundt; Krampen (d) ſœttes i ſamme, Skaftet ſcttes paa og ſkrues faſt. En Rive laves af godt Affetræ, med et Skaft af Hasſel, Fyr eller Piletrœ. Skaftets Længde 22/4 Al. Rivens 1 Al. 3 T. med 12, 13 eller 14 Tender 2 Tom. imellem hver. Tenderne laves af tørt og ſterkt Tre, Syrenetre er det bedſte af alt, det er ſterkt at ſlide paa; dernceſt Hvidtorn, Benved, Hyld og Hasſeltree. For at Zænderne ikke ſkal gaa loſe, laves de ſaaledes ſom (Fig. 4) viſer, og for at de ikke ſkal flæffe Niven, naar man driver dem i, beſtryger man Siderne enten med lidt Tjcre eller Vox. En al⸗ mindelig Rivetands Længde er 3½ T. Derimod maa Zænderne paa en Lorive, ſom bruges ved Terſkningeu være 6 å 7 T. lange og Fig. 4. 2½ à 3 T. imellem hver. Riven laves i det hele ftær- kere end en almindelig Markrive. Plejlen dannes af Slaglen a og Haandtaget eller Haandvollen b (Fig. 5) der forbindes ved Hillen. Slaglen maa være af ſejt Aſketre, 12 Haandſpand lang, det er henved 2 Alen. Haandvollen hovles rund af let Tree, Vile eller Fllen le maa være 1¾ Al. lang. illen lægges af en ſteerk Læderrem % T. bred og henved 1 ⅛ é Al. lang, der dygtig vaad ſnoes om hinanden og Files paa et Bredt, ſaaledes at den, naar den bliver tor og ſtiv kan være 6 T. lang til at holde baade Slaglen og! Haandvollen ſammen, hvorefter den omvikles med tyndere Leder eller Aaleſkind. „Vi ſkulle endnu give et lille Vink Fig. 5. til at lave de i en Lo nødvendige Kornſkuffer. Disſe laves af enhver Sort Blødtræ, dog er den almindelige Poppel meſt anvendt til dette Brug. Zræet kloves paa Skuffens Længde og ved Hjælp af 4 1100 og Huljern tildannes den inden i, hvorefter man tilretter den yderſte Side, alt medens Træet endnu er vaadt. Naar det ſiden lægges til Torring i Skygge kan man jævne det bedre af med en ſkarp Høvl og et Skejern, hvorefter Skaftet af Pile eller Hasſeltrc ſkceres i den ved Skuffen værende 8 og nittes faſt. Det er at ſpilde Træ at lave Skuffe med Skaft ud af et Stykke Tree, — BER hvilket desuden let under, Torringen kaſter ſig og bliver ſkjcvt. 8 Vi have havt Lejlighed til at gjøre os bekjendt med de forſkjellige Provinſers Redſkaber, der neſten paa enhver Egn har fin egen udprægede Form og Dannelſe. Vi ſkulle ikke indlade os paa at fremhæve disſes indbyrdes Fortrin og Mangler, men kun tillade os den Bemeerkning, at Fynboerne tilkommer Wren for de fleſte Redſtabers ſnildeſte Form. Vi have derfor taget de fynſke Redſkaber til Monſter i denne lille Anvisning. Ethvert Redſkabs Dannelſe kraver ſit beſtemte Maal, Derfor er det nødvendigt for Enhver at have en Tommeſtok ved Haanden. De fleſte Tegninger i nærværende Anvisning (Fig. 1, 2, 3 og 5) ere dannede ved Hjælp af Tommeſtokken, ſaaledes at hver halve Linie gjælder her en Tomme og ſom en Folge heraf hver Tomme 1 Alen. Altſaa ere disſe Tegninger i ½j4 Storrelſe, undtagen Fig. 4 der er i virkelig Storrelſe. (Udforligere Vejledning til mange Huggehusarbejder, ledſaget af en Mængde oplyſende Tegninger, vil findes i den Side 24 ommeldte „Haandgjerningsbog for e e hvorfra de her ommeldte Billeder ere aante). 6oguyt. En Globus er udkommet paa Rudolph Kleins Forlag. Som Fortrin ved denne, fremfor andre danffe lober, maa fremhæves den lige ſaa ſindrige ſom ſimple Maade, hvorpaa den er anbragt paa Foden i den ſkraa Stilling Jorden indtager under ſit Om⸗ lob om Solen og ſom vedfojede formindſkede Figur viſer, lige⸗ om det er den forſte danke Globus, der er udført med blaa Farve over Havene, hvor⸗ ved Havets og Landets ind⸗ byrdes Forhold træde klart ud fra hinanden. Et meget væfent- ligt Fortrin er endelig Priſen 2 Rd., der er færdeles billig for den i Tvermaal næften 5 Tommer ſtore Globus, pan ſmuk lakeret Fod. Enhver Lærer ved hyilken Lettelſe det er ved Jordbeſkrivelſen at have en Globus i Skolen, hvorved al Forklaring bliver langt anftueligere for Bornene, og Dog ſavnes dette Hjælpemiddel endnu i de fleſte Landsbyſkoler. Lærerne og Skoletilſynet ville ved Kjobet af nævnte Globus kunne afhjælpe dette Savn paa en ligeſaa billig ſom fyldeſtgjorende Maade. Den faas i de fleſte Boglader. Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede. — Fra Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th. Jakobſen. — En apſtralſk Konge, med Billede. — Faarebremſen. — Husflid: Huggehusarbejde, med 6 Billeder, — Boguyt. — —— — Husvennen udkommer fil hver Søndag med el 16-fpalfer Ark, ſorſunel med flere Vilkeder, tik 3 Nl. (1 Kr.) Iſerdingagret frit lilſendt. vert Ijerdingaar medfølger gratis ek ſtort ſmutzt Villede. Bladet fan bellilles pan ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hovedſiommisſionren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Sjøbenhavn. Frykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. Nr. 8. Johannes Evald. Af Bendix Hanſen. 8 (Sluttet.) ans forſte ſtorre Arbejde var „Adam og Eva“, en dejlig religis Digtning, hvor han ſkildrer Syndefaldet i Paradishaven. Derefter ſtrev han „Rolf Krage“, det forſte danſke Skueſpil, hvis Ry gik langt udenfor Danmarks Grennſer, ſkjondt det ikke kunde maale fig med hans næfte Sorgeſpil: „Balders Dod“. Det var Digtninger, ſom Danmark aldrig havde kjendt Mage til. Men her maa vi mindes, at i de Tider var det kun en lille Flok af det danſke Folk, der kunde fatte ſaadanne Digt⸗ Sorfhabslæsning, Oplysning og Busflid. Adginet ak N. C. Bum. | Hundagen d. 22. Nuuember. | i Ws Kjobenhavn. 1824. kasſe, og forſt i fine ſidſte Leveaar naaede Evald at faa en aarlig Hjælp af — 100 Rd.; det var Alt, hvad Danmark gjorde for ſin ſtore Digter! Foruden de nævnte Meſterveerker ſkrev Evald nogle morſomme Komedier ſom „De brutale Klapp e hvori han revſer den dumme Smaglsshed, der vil dømme over Kunſten, ſom den ikke forſtaar fig paa. For at kunne leve, maatte han efter Beſtilling og for Betaling ſkrive en ſtor Mængde Lejlighedsvers, af hvilke dog mange ere ualmindelig ſkjonne; meget fattig var han og dertil meget ulykkelig. Hans Fader var dod, da han var 11 Aar, og hans Moder havde atter giftet fig. Hun var formuende, men haardhjertet imod ham og meget utilbøjelig til at yde Hjælp, da hun anfaa ham for en fortabt Son, jom hun fun havde ninger, dels fordi Skam af, og hos hans det ſtod meget daar⸗ faa Venner ſkortede ligt til med Oplys⸗ det dels paa Evne og "ningen i Borger⸗ og dels paa Villie. Des⸗ Bondeſtanden, og uden havde han den dels fordi det Frem⸗ meget almindelige mede endnu havde Digterjvaghed ikke at ſtor Magt i de højere kunne holde paa Pen⸗ Samfundslag. Der⸗ gene. Til hans Fat⸗ for maatte Evald alle tigdom kom hans ſine Dage leve i Nod lange pinefulde Syg⸗ og Fattigdom, me⸗ dom. J fin Sol⸗ dens den tyſke Digter datertid havde han en Klopſtock fik en rigelig Gang maattet ſtaa i aarlig Underſtottelſe af den danfke Stats⸗ Vand til op over Livet i flere Timer hvorved han havde paadraget fig en Gigtſygdom, ſom han aldrig ret kunde forvinde. Da han arbejdede paa „Rolf Krage“, blev han meget ſyg og kom pan Hoſpitalet; men da han atter var i Bedring, liſtede han ſig en Aften ud, og da han kom tilbage var Porten lukket ſaa han maatte tilbringe Natten liggende i Sneen paa Gaden. Da man om Morgenen fandt ham, var han forfrosſen, ſtiv og mag⸗ teslgs, og ſiden fik han aldrig mere fin Helbred. Aar 1773 flyttede han ud til det dejlige Rung⸗ ſted ved Oreſund; her befandt han ſig vel mellem de ſimple, ærlige og kraftige Fiſkere og ſkrev her en af fine dejligſte Sange: „Rungſteds Lykſaligheder“; men 1775 flyttede hans ukjcerlige Familie ham til Sobakhus ved Helſingor, og her maatte han favne al den Pleje og Deltagelſe, han jaa haardt trængte til. Hvis han ikke vilde fryſe, maatte han opholde fig i den urenlige af uſunde Dunſter opfyldte Kroſtue, og der ſad han med ſit blege Anſigt og de dybe Ojne i en Krog ſys⸗ lende med fine Bøger og Papirer, medens raa og fulde Folk larmede omkring ham og Tobaksrogen forøgede hans pinefulde Hoſte og her maatte han holde ud i to lange og trange Aar. Saa flyttede han atter til Kjøbenhavn, hvor han indtil fin Død blev plejet paa det kjerligſte af fin Værtinde, en Madam Schouv, der i Sandhed blev en Moder |for den ſyge Skjald. Her fuldendte han fit ſidſte og ſtorſte Digtervcerk. Under fit Ophold i Rungſted og Soboekhus ved Oreſund havde han i fine enſomme Timer ret lært at elſke Havet „De Danſkes Vej til Ros og Magt“, baade naar det blidt og ſagte vuggede lig i Sommerſolen, og naar det med vældig Kraft reiſte fig i Bølger under Vinterſtormen, og han havde lært at elffe de kraftige Fiſkere, der turde trodſe Havets og Stormens Magter, naar det gjaldt om at redde et Menneſkeliv. Han havde været Vidne til, at 5 Fiſkere af Hornbcek med Livsfare havde reddet en engelſk Skipper og afſlaget at modtage Betaling derfor, hvorfor en danſk Rigmand gav dem en Aarpenge paa Livstid, og denne Begivenhed begejſtrede ham, jaa han ſkrev det herlige Sangſpil: „Fiſkerne“. Det er et ægte danſk Digter⸗ verk. J ſimple, klangfulde Vers har han heri beſunget den danſke Natur og det danſke Folkeliv. Blandt Sangene er „Kong Kriſtian ſtod ved højen Maſt“ og „Liden Gun ver vandrer ſom helſt i Kveld!“ i hvillen Sang han atter fandt den flænge glemte Folkeviſetone i al fin gribende Simpelhed. „Fiſkerne“ har faaet en overordentlig Betydning for det danſke Folk; thi det blev Forlober for mange dejlige Folkelivsbilleder, der ret have kunnet foredle og glæde Folkets Hjerter. Allerede Th. Thaarup forſogte at efterligne det i fine Komedier „Hoſtgildet“ og „Peders Bryllup”, der vel ſtaa langt under „Fiſkerne“, men fordi de ſlog paa Strenge, der fandt Gjenlyd i Folket, vandt et umaadeligt Bifald, og hjalp godt til at veekke Folkebevidſthed og Fedrelandskjcerlighed. i AE „Arendſe?“ Jo de mødtes atter, og herom vil jeg lade Evald jelv fortælle: 5 „Det er næppe to Aar ſiden at min Arendſe kom til mig, da jeg laa i min enſomme Hytte uden andet Selſkab end min Kummer og mine Smerter. Blege og indfaldne var den Dejliges Kinder, og en mat Gniſt af den mig ſaa bekjendte Ild ſkimrede endnu kun i hendes Øjne. Hun forekom mig ſom den lidende Dyb, ſom Arria, da hun med Døden paa Laberne, med det dybe, dræbende Saar i Bryſtet, rakte Potus Dolken og ſagde: Det ſmerter ikke, min Pote! Med en Klementinas melankolſke, afmaalte, langſomme Gang, med hendes ærværdige Kummer i hvert et Trak, med en kempende uovervindelig Højhed, gik hun hen til mit Leje og lagde de yderſte Spidſer af tre Fingre paa min zittrende Haand. „De forrige Tider ere forſvundne, Evald!“ ſagde hun, og gik haſtig bort, ſom om hun frygtede at have jagt for meget. „Ja de ere forſvundne!“ ſagde jeg og ſaa ſtivt paa det Sted, hvor hun havde ſtaget, og ikke en eneſte venlig Taare vilde lindre mit beklemte Hjerte. O min Arendſe, min Arendſe!“ Hans ſidſte Dage vare meget ſmertefulde. Krum⸗ bøjet og ſammenknuget af 12 lange Aars Lidelſer, maatte han ſidde i Sengen eller Læneftolen med Bryſtet hvilende paa en Bude, ſom laa paa hans Knæ, og tilſidſt kunde han ikke en Gang vende fig i Sengen uden Hjælp; men medens Legemet ſonderſledes, vorede hans Aands mægtige Flugt til en herlig, ren og klar Begejſtring, og har man end ſagt om Evald, at hans Levnet ikke altid var ſaa rent, ſom det burde været, ſaa maa man dog indromme, at hans Sjel var ren og ubeſmittet ſom det klareſte Guld. Han døde den 17de Marts 1781, „og fin Helteſjal udaandede han i den mægtige Sejersſalme“: „Udruſt Dig, Helt fra Golgatha, Loft hojt Dit rode Skjold! Thi Synd og Skrak, Du jer det — ja! Angribe mig med Vold. Udftræf Dit Glavind i Din Harm Mod dem, ſom trodſe Dig! Nedſtyrt dem med en vældig Arm Fra Lyſet og fra mig! Da ffal jeg, ſikker ved Din Haand, Ej frygte Døden mer, Men offre Dig min frelſte Aand Paa dens nedbrudte Ler!“ Da var det, ſom om det danſke Folk forſtod, at det havde tabt ſin ſtorſte Skjald; thi en umaadelig Skare flokkedes om hans Kiſte og fulgte ham til Graven. Han hviler paa Trinitatis Kirkegaard i Kjøbenhavn, og en ſimpel Ligſten dekker hans Grav. N Heſten og Regnſkermen. — After et engelſt Tidsſkrift meddele vi vore Leſere folgende nyttige Vink for Heſteejere. „Jeg har en fortrinlig Hoppe ved Navn Fanny. Den er meget blid og rolig i Seletøjet og gaar ypperligt for en Vogn. For en Tid ſiden havde den faaet en ſlem Vane. Den blev altid ſky for en opflaaet Regnſkoerm, ffjøndt intet Andet kunde bringe den ud af fin ſeed⸗ vanlige Ro. Saa ſtor var imidlertid dens Rædjel for denne Gjenſtand, at naar ſom helſt den modte en Perſon med en opflaget Regnſkcerm, foer den ſammen og ſtyrtede over mod den anden Side af Vejen, og jeg havde ofte Møje med at forhindre den i at vælte Vognen. Dette var en meget ſlem Fejl, og Henſynet til min egen og min Families Sikkerhed fordrede, at jeg enten paa en eller anden Maade fil den helbredet for fin ſlemme Vane eller ogſaa ſkilte mig af med den, hvilket ſidſte jeg hojſt nødig vilde gjøre, da „Fanny“ i enhver Henſeende var et ypperligt Dyr. Jeg begyndte derfor at overveje, hvorledes jeg ſkulde faa den kureret. Vilde det vel kunde hjælpe at tvinge den med Prygl? Nej, maatte jeg ſpare mig ſelv; det vænner aldrig en Heſt af med fin Skyhed, men gjør den i Almindelighed værre; thi, naar man i et ſaadant Tilfælde har brugt Piſken, da vil Heſten for Fremtiden ikke blot være bange for den Gjenſtand, der tidligere har gjort den ſey, men, idet den hufker Piſkeſlagene, vil den i For⸗ ventning af en Gjentagelſe af Straffen belave ſig paa at lobe lobſk i Haab om at kunne flippe bort fra den frygtede Gjenſtand og Slagene. Jeg benyttede mig derfor ikke af dette Middel, men udtænkte et mil dere og klogere. Heſte holde i Almindelighed meget af raa Kar⸗ tofler. Jeg lod Pigen fkrabe nogle rene, med hvilke jeg derpaa gik ind i Stalden med en ſammenſlaget Regnffærm i Haanden. Jeg gav nu Heſten en Kar⸗ toffel, og efter at den begjcrlig havde ædt den, preſen⸗ terede jeg den en anden paa Enden af den ſammen⸗ ſlagede Skerm. Kort efter gav jeg den en til, idet jeg ſamtidig ſlog Regnſkcermen lidt ud, og ſaaledes blev jeg ved, indtil Skermen var helt opſlaaet. J Begyn⸗ delſen ſyntes „Fanny“ foruroliget ved Synet af ſin gamle Fjende; men da den bemærfede Kartoflen, der fad paa Enden af Skerrmen, forſonede den fig med Synet, om den end vifte nogen Aengſtelſe. Da jeg næfte Gang gjentog Forſoget, vifte den neppe Spor til Frygt, og jeg opnaaede efter nogle Dages Forløb, at den blev faa fortrolig med den opſlaaede Regnifærm og jaa indtagen i Kartoflerne, at jeg, uden at den ytrede mindſte Frygt, kunde ſlaa Regnjfærmen op og i under og over dens Hoved og i alle Retninger; ja, da den ſtadig blev belønnet med en Kartoffel, blev den tilſidſt ſjeleglad, hver Gang den jaa mig komme med Skeermen. Men hvorledes vilde den vel nu opfore ſig udenfor Stalden? det var Sporgsmaalet. Det varede ikke længe, for jeg paa en Regndag fik Lejlighed til at prove den. Ude pan Vejen kom en Mand med en opflaaet Regnſkcerm os i Made. Jeg gav „Fanny“ temmelig fri Raadighed, og mit Forſog viſte fig at være fuldſteendigt lykkedes. Hoppen gik af egen Drift over mod den Side af Vejen, hvor Regnſkcermen var, uden Tvivl i Forventning om en Kartoffel. Den blev naturligvis fkuffet i Ojeblikket, men fik fin Belenning, da vi kom hjem og har ſiden efter aldrig været ffy for en opflaaet Regnſkcerm.“ Saaledes blev ved en Smule Umage en værdifuld Heſt gjort endnu mere værdifuld. Venlig Behandling virkede, hvor Slag og ſtrenge Forholdsregler vilde have ſpigtet, og jeg lærte, at mange af de Feil, ſom kunne findes hos Heſte paa Grund af flet Afretning, lade ſig overvinde ved Anvendelſen af en Smule Eftertanke, en Smule Ulejlighed, ved taalmodig Udholdenhed og Venlighed. Saa vidt vor engelſke Kilde. Vi benytte Lejlig⸗ heden til af et tyſk Tidskrift at meddele folgende ligeſaa gavnlige Raad med Henſyn til Heſte, der ere tilbojelige til at bide. En tyſk Officer, der har tilbragt en Tid i den rusſiſke Stad Kaſan, fortæller, at han der for Spot⸗ pris kjobte fig en prægtig Steppehingſt. Det var et dejligt Dyr at fe til; men naar Nogen kom i Nar⸗ heden af den, ſnappede den ſom en Hund efter ham og gjorde pan den Maade ofte Ulykker. „Alligevel“, ſiger Officeren, „kunde jeg ikke ſkille mig af med den edle Skabning. Det ffar mig i Hjertet, naar jeg tenkte pan, at den fkulde ofres for den tatariſke Slagters Kniv”. En Dag fif jeg Beſog af en Tatar fra Landsbyen Achmetowa, til hvem jeg ſtod i Venſkabsforhold. Han var kommen, dels for at indbyde mig til en tatariſk Feſt, dels for at beſorge forſkjellige Forretninger i Staden, til hvilke han omtrent benyttede otte Dage. Det var en trykkende Hede. Thermometret viſte om Middagen i Solen 39? R. Neppe havde vi hilſt paa hinanden, for han ſagde: „Har Du en Heſt?“ „Ja vel! Et pregtigt Dyr, men den bider ſom en Hund. Det er en vild Steppehingſt, en Kirgiſer“. „Saa—aa! Saa den bider? Det fkulde vi ſnart vænne den af med,“ ſagde han med et fiffigt Smil. Idet han anvendte alle mulige Kjelerier, traf han Heſten ud af Stalden. Jeg ſaa, hvor hans Oje ſtraa⸗ lede af Tilfredshed ved Synet af det ſtolte Dyr. Det nappede flere Gange efter ham. Men uden at ſige et Ord forſtod han hver Gang ved en meſterlig Haand⸗ bevægelje at viſe Dyret tilbage. Han bandt Heſten til en fritftaaende Stolpe, hentede en opſtaaende Krybbe, ſtillede denne i brændende Solhede foran Heſten, ryſtede et godt Foder Havre i Krybben, og gav fig jaa forſt Tid til at beffue den fra alle Sider. „Mit dejlige Dyr! O, hvor prægtig Du er! Hvilke ffønne Oine har ikke Allah givet Dig! Kunne de være jaa ondfkabsfulde?“ Idet han ſaaledes vedblev at loppriſe Heſten, klappede og kicertegnede han den fire Timer i Tre; derpaa rakte han den en Spand Vand. Heſten brod ſig ikke om Vandet, men ſnappede atter efter ham. Strax vendte han fig om fra den og gik bort med Spanden; derpaa gik han ud i Byen for at beſorge nogle Forretninger. To Timer efter kom han tilbage og forſogte atter at vande Heſten, hvis Torſt nu var jaa ſterk, at den tog fig en ordentlig Slurk. Men derpaa tog den lynſnar fit Hoved op af Spanden og vilde bide ham. „Er Du endnu ikke torſtig, Du den ffjønne Steppes Stolth jeg har Tid at vente“. den herlige Ryg og ba Du Perle blandt Heſte! ed! Var kun ikke vred, Og nu klappede han den paa r rolig Spanden bort. Om Aftenen blev det ſamme Forſog gjentaget. Den næfte Dag ligeſaa, og efter tre Dages lert at forſtaa, hvorom Sagen drejede ſig — den holdt op med at bide, og fra den Dag var den ſtygge Vane aflagt. Da jeg nogle Aar efter forlod den herlige, halvt oſterlandſke, halvt rusfijfe By, fif jeg 800 Rubler (1 Rubel — 8 Mk. 8 Sk. danfk) Dyr, og endnu den Dag i Dag, efte lob, tenker jeg med Vemod paa det paa Tatarens taalmodi Heſten. for det prægtige r tyve Aars For⸗ og med Beundring ge og ømme Behandling af A. Th. 3. He Den eneſte lykkelige, ED 1 SØ) er var en Gang en Konge i Oſterland; han havde Alt, hvad Hjertet kan begjere, NG ) ham, Rigdom og Gæder, en dejlig Huſtru og gode Børn, og dog var han aldrig at alt, hvad han ejede, ikke ſyntes ham noget værd, og ſelv Solen ikke ſkinnede Hart for hans Ojne. Hans Verdens Leger for Kongens Tungſind; men Ingen kunde bjælpe ham. Endelig kom der en gammel Vis⸗ Kongen fkulde kun bære en Skjorte, der havde tilhert et fuldkommen lykkeligt Menneſke; da vilde han blive 10 BR 8 et herligt Land og Underſaatter, der elſkede glad. er llagelig Tungſind havde betaget ham, ſaa Huſtru og hans trofaſte Tjenere ſogte Raad hos al mand fra Indiens fjerneſte Egne; han vidſte Raad: helbredet. Forløb havde Heſten 60 | | | Nu blev der da ſendt Mænd ud til alle Verdens Lande for at finde et lykkeligt Menneſke; men det var en ſaare vanſkelig Opgave. Der var ſaa megen Sorg og jaa liden Lykke i Verden, at de vare nær ved at fortvivle om nogenſinde at finde det, de ſogte. De befandt ſig allerede paa Hjemvejen med ufor⸗ rettet Sag, da de en Dag kom forbi et Gjærde, hvor en pjaltet Tigger laa og ſlikkede Solſkin. „Stakkels Mand”, ſagde et af Sendebudene, 9 her og lad mig give Dig en Almisſe“. „Tak for Almisſen, gode Herre“, ſparede Tiggeren; „men jeg er ellers ingen Stakkel. Skinner ikke Vor⸗ herres Sol paa mig hele den udſlagne Dag, undtagen naar der er Skyer paa Himlen, og jaa ſkinner den jo heller ikke paa Andre. Gode Menneſter give mig, hvad jeg behover for at leve, og maa jeg ogſaa en enkelt Aften lægge mig ſulten til at ſove, jaa troſter jeg mig med, at jeg nok faar noget at ſpiſe den neſte Dag. Jeg er jan lykkelig, ſom noget Menneſke kan være; jeg har intet mere at önfke“. Da bleve Sendebudene betagne af en ſtor Glæde, her havde de jo fundet, hvad de ſogte. „Lykkelige Mand”, ſagde de, „giv os Din Stkjorte, og vi ville give Dig ſaa mange Skatte derfor, at Du kan leve ſom en Fyrſte til Din Dodsdag“. „En Skjorte?“ ſagde Tiggeren forundret. „Hvad ſtulde jeg med den? Jeg har aldrig ejet nogen Skjorte”, Da droge Kongens Mænd nedſlagne og bedrøvede hjem, og Kongen ſelv maatte beholde ſit Tungſind; thi Lægemidlet kunde ikke ſkaffes. Den eneſte lykkelige Mand paa Jorden ejede ingen Skjorte! kom Luther i ſit Hjem. (Nogle Smaatrak tildels efter Liſtov og Hammerich.) — Vort nærværende Billede af Luther fører os ham frem fra en anden Side, end Verdenshiſtorien plejer at giore det. Det er ikke Luther, der i ædel Nidkjcrhed brænder Pavens Banbulle i Wittenberg, ej heller den ſamme driſtige Munk, ſom for Kejſere og Fyrſter paa Rigsdagen i Worms, med en hel Verden imod ſig, affægger den gode Bekjendelſe; men det er den provede Stridsmand, der i ſin Families Skjod ſpiller paa ſin Luth og forfriſker ſig fra ſin aandelige Kamp. Arbejde kunde Luther og ofre ſig med ſin hele Sjæl til fin Livsgjerning; idelig var han i Virkſomhed, ſnart med Munden, ſnart med Pennen; hvad han har arbejdet med den forſte, lader ſig ikke beregne i Tal; men hele den ſtore Bevegelſe paa hans Tid, bærer le derom; hvad han derimod har arbejdet me derom vidner de 3000 Breve, vende Vidne d den ſidſte, 24 tykke Bind trykte Skrifter og de ſom han har efterladt ſig og ſom viſer, 61 med hvormange forſtjellige Menneffer, han har ſtaget | perſonlig Forbindelſe. Men var det Luthers Lyſt at arbejde for Sandhed i Kirken og Sandhed i Menneſke⸗ livet, jaa trængte han ogſaa til den Vederkvegelſe, ſom kan hentes i et ædelt og muntert Familieliv, ligeſom han ogſaa betragtede al fund Glæde og Lyſtighed ſom en Gave fra Gud, ſom vi En hvori Ungdoms⸗Lidenſkaben ikke ſkulde forſtyrre ham den rolige Indſigt, at Gud har indſtiftet Wgteſtanden og ſkabt Menneſket dertil og deri har intet Mennefke ſelv⸗ raadig Lov til at gjøre nogen Forandring. 3 fit Familieliv, omgiven af fin Huſtru, fine Børn og de | mange Venner, ſom gjæftede hans aabne Hus, udfoldede Luther hele fit barnlig - from- ikke ſkulde vra⸗ me Sind. Hos ge men være ham taknemlig for. Hans Bordfeelle Mattheſius fortæller, at da Luther en⸗ gang ſaa Phi⸗ lip Melanchton uafladelig gaa beſkjceftiget i Tankerne med et Skrift, han vilde udgive, ſaa at han end⸗ og ſkrev under Maaltidet, faa tog han Pen⸗ nen fra Me⸗ lanchton med de Ord: „Man fiener ikke alene Gud med Ar⸗ bejde, men og⸗ ſaa med Hvile og Rolighed, derfor har Gud givet det 3die Bud og ind⸗ ſtiftet Hvileda⸗ gen“. Saa⸗ ledes ſogte og⸗ jaa Luther Hvi⸗ le for ſine aan⸗ delige Kampe i det ſtille Fa⸗ milieliv. Aar 1525. havde han, Munken, til den pavelige Verdens Forargelſe ægtet Nonnen Katharina af Bora. Han har maattet høre meget ilde af fine Fjender for dette Skridt. Men her brød Luther overtværs med alt det opſtillede Veſen, hvormed man betragtede den ugifte Stand ſom en jærlig Gud velbehagelig Gjerning, der navnlig ſkulde paalcegges Preſterne. Da han giftede fig var han iøvrigt i en Alder af 42 Aar, en Alder, Tuther i sit Hjem. ham gik Alvor og Gammen ſammen. Mu⸗ 1 0 f ſik ſatte han il il blandt de høje- [fil ſte menneſke⸗ 0 lige Goder. „Fru Muſica er“, ſom han ſiger, „en halv Lærer og Op⸗ dragerinde, ſom gjor Folk mildere og bli⸗ dere, ſagtmo⸗ digere og taal⸗ modigere, den er en Gunſt og Gave fra Gud og ikke af Men⸗ neſker, den for⸗ driver Djeve⸗ len og gjør glad, man glemmer der⸗ over al Vrede, Ukydſkhed og andre Laſter“. Selv ſpillede Luther flere Inſtrumenter og han opret⸗ tede et Sang⸗ chor i fit Hus, hvor man øve de fig i fler⸗ ſtemmige San⸗ 9 SEERE lykkelige Sjem glædede den ſtore Aandskoempe, ſom alle fine Dage havde nok at ſtride med den folde Meſter Fornuft, ſig over Bornene, over deres ube⸗ tingede Tro, over deres barnlige Tviſtemaal og Lege. Naar han jaa paa Børnene, ſom leengſelsfuldt betragtede Frugterne paa Bordet, udbrød han: „Hvem der vil fe et Billede paa en, der glæder fig i Haabet, han kan je det her. O, gid vi kunde ſe hen til Dommedag, lige jaa glade i Haabet“. Og ſom han omgikkes barnligt med Børnene, ſaaledes færdedes han ogſaa fromt og tilbedende i Guds fri Natur. Saa ofte taler han om de ſmaa Fugle, ſom man maa tage fin Hat af for og falde dem Hr. Doktor, fordi de ere de bedſte Lærere i den Kunſt at lægge alle Sorger pan Gud og lade ham raade for Foden, ſom har givet os Livet. Fra Kirkerensningens Tid. (Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde ; af Brandenburgs, Liv). Gffer G. Hiltl ved A. Th. Facobfen. (Sluttet.) å Hun begyndte ivrigt at ſkrive og gjorde kun en lille Bevoegelſe med Hovedet, da vilde Skrig lød nede fra Pladſen. Pobelen ſtojede ſom beſat, medens Stok⸗ knoegtene paa Kurfyrſtens Befaling breve Afladskjoberne bort. Da Kurfyrſtinden var færdig med at ſkrive, lagde hun Bladet ſammen og forſeglede det med rodt Vox, ſom hun dryppede paa en Traad, der omſluttede Brevet; derpaa traf hun i Klokkeſtrengen. Et Øjeblik efter traadte en Mand ind i Verelſet. Han kunde vel være en tredive Aar gammel, var iført en mørferød Vams og havde godmodige, men beſtemte Anſigtstrek. „Gotze“, ſagde Kurfyrſtinden ſagte. viſe mig en vigtig Tjeneſte“. „Jeg er altid rede, naadigſte Frue“, ſvarede Manden. „J behover kun at befale“. „Se paa dette Brevs Udſkrift, hvor det ſkal bringes hen, og J ved Alt“. Gotze jaa paa Brevet og udſtodte et ſvagt Gledes⸗ ſtrig, medens hans Anſigt dog ſamtidig antog et be⸗ kymret Udtryk. : „Saa det vil J virkelig vove, høje Frue?” udbrød han. „J viſer et Mod, ſom en Krigsmand kunde misunde Eder“. „Jeg har Herren ved min Side og hans Haand beſkytter mig. J vil indtræffe her igjen ſammen med Preſten. Brevet indeholder nøjagtig Anvisning, ogſaa hvor J ffulle holde med Vognen. Der er ingen Tid at ſpilde, og, ſaaſnart J ere indtrufne her, gaar det for ſig“. Gotze, Kurfyrſtindens Dorvogter, en vakker Adels mand, trykkede ærbødig fin Herſkerindes Haand og ilede ud af Væreljet. Optrin ſom det oven for ſkildrede, havde i de ſidſte Aar hyppigt fundet Sted mellem Kurfyrſt Joachim og hans Wgtefcelle. Medens Joachim dels af Overbevis⸗ ning, men viſtnok endnu mere af Lydighed imod Kejſeren, „J maa be⸗ holdt faſt ved den katholſke Kirke, hyldede Eliſabeth den ſtore Reformators Lære. Hvor og hvorledes hun gjorde hans forſte Bekjendſkab er allerede fortalt, og fra den Tid af indtraadte der et ſpendt Forhold mellem begge Wgtefællerne, i Begyndelſen dog neſten umaekeligt, fordi Kurfyrſten ikke troede, at Eliſabeth for Alvor tenkte paa at forlade den katholſke Kirke. Kurfyrſt Joachim, der var en begavet Mand og med Henſyn til Tidsalderen i Beſiddelſe af en uſedſpvanlig Dannelſe, har ſikkert i fit Indre ikke været ugunſtig ſtemt mod den ſtore Reformator. En Fyrſte, der ar⸗ bejdede ſaa meget ſom han paa ſit Lands Bedſte, der var kommen jaa vidt i Erkjendelſe, at han forbød fine Tjenere at kjobe Tetzels Afladsbreve, kunde umulig af Overbevisning være en ſaadan Kempeaand ſom Luther fjendſk. Hvad der bevægede Kurfyrſten til at træde op imod den nye Lære og dens Talsmand var ſandſynlig⸗ vis baade politiſke og perſonlige Grunde. Med Luthers Lære jaa han Revolutionen komme, og det ſyntes Kur⸗ fyrſten farligt at give Aanderne fri og tillade Enhver at folge fin religisſe Overbevisning. Han mindedes de fræffe Spende, der en Gang havde ſkrevet paa Slots⸗ porten: „Jochimke, Jochimke, hüde Di, wenn wi Di kriege, ſo hänge wi Di (Joachim, Joachim, vogt Dig, naar vi fad Dig fat, hænge vi Dig)“. Han anſaa ſaadanne Ytringer af den adelige Ungdoms Tojlesloshed ſom Forløbere paa en ſtor Omveltning, og Kejſeren, ſom den Eneſte, der i Længden vilde kunne modfætte fig ſaadanne Rorelſer; men Kejſeren vilde paa ingen Maade forlade den katholſke Kirke. Desuden havde Kurfyrſten ogſaa perſonlige Grunde til at være indtagen imod Luther. Han havde ftiftet et Univerſitet i Frankfurt ved Oderen, der dog trods alle Anſtrengelſer ikke formagede at holde Hojſkolen i Wittenberg Stangen; den vældige Bevegelſe, der lededes af Luther, drog ſaa godt ſom alle Studerende til denne ſidſte By. Alt dette maatte bidrage til at gjore Kurfyrſten fjendtlig ſindet imod Luther. Han ſaa, hvorledes den driſtige Mands Lære gjorde rivende Fremſkridt ogſaa i hans Land, hvorledes Folket begjerligt lyttede til Luthers Tordentaler imod den pavelige Vaelde. Joachim maatte vel have en Fornemmelſe af, at Strommen ikke mere ſtod til at demme for; han vilde da i det mindſte op⸗ holde de bruſende Bølger faa længe ſom muligt. Neſten hver Uge modtog man i Kurfyrſtens Kreds nye Efterretninger om Reformatorens vældige Iver i Daad og Skrift. Familiens Medlemmer dannede Par⸗ tier. Kurfyrſtinden lagde ikke Skjul paa, at hun be⸗ undrede Luther, medens hendes Mand ivrede imod ham og var en af Forſte, der paa Rigsdagen i Worms raadede Keiſeren til ikke at holde det Reformatoren givne Lejde. Det kom til heftige Optrin i Familien, og Kur⸗ fyrſten vægrede fig haardnakket ved at underkaſte Luthers Skrifter en nøjagtig Prevelſe. Hin Rejfe til Torgau, hvilken Eliſabeth havde foretaget fig tillige med fin Broder, den i Danmark afſatte Kong Kriftjern den Anden, for med Kurfyrſterne Frederik den Viſe og Johan den Beſtandige at raadſlaa om, hvad der kunde gjores for at hjælpe den fordrevne Konge paa Tronen igjen, havde virket afgjørende paa hende. Hun var faſt beſtemt paa at vove Alt, hendes Samvittighed tillod hende ikke længere at tilhøre en Kirke, med hvis Leerdomme hun allerede havde brudt, og hvilke hun anſaa for ligefrem fordærvelige. BE Den omtalte Fredag var kommen. Kurfyrſtinden befandt fig allerede tidlig om Morgenen i en ſaadan Spænding, at hendes noermeſte Omgivelſer lagde Merke dertil. Hun beftræbte fig dog for at beherjfe fig for at ſkuffe de Spejdere, der mulig maatte omgive hende; men en uforudſet Begivenhed ſyntes med et Slag at ſkulle omſtyrte hendes Haab. Ved Middagstid indtraf hendes Datter Eliſabeth, Hertug Erik af Brunsvigs Huſtru. Kurfyrſtinden havde, ſom vi vide, førft den folgende Dag ventet fin kun ſextenaarige Datter. Nu kunde hendes Forehavende ikke blive holdt hemmeligt; men den modige, i ſin Tro urokkelige Kvinde holdt faſt ved fin Beſlutning, hvilken hun meddelte Datteren. Denne ſtjelvede af Frygt for Faderens Vrede; men de ildfulde Ord, med hvilke Moderen, ſom forøvrigt ikke ſogte at rokke Datterens Tro, forſvarede fin Beſlutning, bero⸗ ligede den unge Hertuginde. Hun maatte opfyldes af Werefrygt over en ſaadan Kraft og Faſthed. Klokken ſyv om Aftenen var Bedekamret i det kur⸗ fyrſtelige Slot oplyſt. Paa det lille Alter brændte to Voxlys hvert paa fin Side af den Korsfæftedes Billede. Ultertavlens Fløjdøre vare aabnede. Kurfyrſtinden havde ſmykket fig ſom til en Feſt. Da horte man en Vogn ſtandſe udenfor Slottet. Achim von Bredow, Kammerjomfruen Urſula von Zedtwitz og Hertuginde Eliſabeth vare i Nærheden. Næften aandelgs traadte Gotze ind. „Hans Hojerverdighed kommer“, ſagde han. „Vi kommer i dette Ojeblik lige fra Wit⸗ tenberg“. Ved Doren modtog Kurfyrſtinden den evan⸗ geliffe Bræft, der mødte i fuldt Skrud, ledſaget af en Kirketjener. En kort, gribende Tale indledede den hoj⸗ tidelige Handling. Preſten havde medbragt de til den hellige Nadvere nødvendige Kar; lige overfor Alteret fnælede Kurfyrſtinden foran en Bedepult; Achim og den unge Hertuginde vare andeegtige Zilhørere, medens Kam⸗ merjomfruen og Gotze bekymrede jaa fig om efter Kur⸗ fyrſtens Spejdere. Goetze var gaaet hen til Doren, hvor han holdt Forheenget til Side og faa ud i For⸗ væreljet, rede til at afviſe dem, der maatte nærme fig. Men Ingen forſtyrrede den hellige Handling. U⸗ hindret kunde Preſten udføre fin Gjerning; andægtig og glad ffuede Kurfyrftinden op paa ham, og da Solen var ſunken ned bag de ſkovkranſede Høje, havde Landets Moder fuldendt fin Skilsmisſe fra den katholſke Kirke og modtaget den hellige Nadvere i Brod og Vin. De Timer, der nu paafulgte, vare for Kurfyrſt⸗ indens Omgivelſer fulde af bange Forventning, medens hun ſelv med ftørfte Ro og Fatning imedeſaa, hvad der vilde ffe. Hun følte, at et Slags Martyrium ven⸗ tede hende. Om Søndagen kom Joachim tilbage fra Stettin. Man ved ikke, paa hvilken Maade Kurfyrſten fik Underretning om, at der i hans Fraværelje maatte være ſket noget Særdeles. Det var næften umuligt at lægge aldeles Skjul paa den Spænding, hvori en Del af Slottets Beboere befandt fig, og Joachim befluttede endelig at ſkaffe fig Vished. Han lod fin Datter Cli- ſabeth falde. Denne formagede ikke at modſtaa Faderens gjennemborende Blik, hans barſke Ord og faderlige Be⸗ faling; grædende og ffjælvende tilſtod hun Alt. Joachims Raſeri var forfærdeligt. Han ſtyrtede ſtrax ind i Kurfyrſtindens Værelfe og overdængede hende med Bebrejdelſer og Trusler, hvilke hun rolig og ydmyg tog imod. Joachim kunde ikke ſkjule for fig ſelv, hvilken uhyre Virkning dette hans Huſtrus Skridt vilde have ſaavel paa Luthers Tilhængere, ſom paa de mange allerede vaklende Katholiker. Deraf fremkaldtes hans næften grænfeløje Brede. At han ſkal have mishandlet fin Wgtefeelle, er en Opdigtelſe; Eliſabeth ſiger ikke Noget derom i fine Breve; maaſke forhindredes han i Udforelſen af et ſaadant ſkrokkeligt Forfæt, idet han i ſin ophidſede Tilſtand faldt i en dyb Afmagt. Man maatte bære ham ud af Eliſabeths Veerelſe. Fra denne Time af var Bruddet mellem de to Wgtefceller fuldſteendigt. Lidelſens og Kummerens Dage begyndte nu ret for Eliſabeth. Kurfyrſten ſtillede hende den haardeſt mulige Betingelſe: Modtagelſen af Nadveren efter katholſk Kirkeſkik. En Skriftefader beſtormede hende med alle mulige Foreſtillinger; men den modige Kvinde var urokkelig. Joachim lod hende anklage for Domſtolen og truede med at ville gaa til det Bderſte med hende. Det Eneſte, han vilde gaa ind paa, var at indrømme hende en Beteenkningstid, og da hun ikke kunde beſtemme fig til at handle imod fin Samvittighed, beſluttede hun at flygte. Den 25de Marts 1528 be⸗ nyttede Eliſabeth fig af fin Wgtefeelles Fraverelſe til om Natten at flygte fra Slottet i Berlin, indenfor hvis Mure hun i den ſenere Tin havde levet ſom en Fange. ; Ifort en Bondekones Klæder og ledſaget af Urſula Zedtwitz og Gotze undveg hun gjennem den Port, der fra Slottet forte ud til Floden. Paa dennes modſatte Bred holdt en Bondevogn, ſom lykkeligt forte de Flyg⸗ tende over den brandenburgſke Greenſe til Torgau, hvor Kurfyrſt Johan gav hende og hendes trofaſte Hjeelpere Ly. Paa Vejen derhen havde et ulykkeligt Tilfælde nær bragt Flygtningene i Fare, idet et af Hjulene gik i Stykker, og man maatte, da man ikke vovede at ſoge Hjclp, binde det ſammen med et af Kurfyrſtindens Tørklæder. j Denne Flugt vakte almindelig Opſigt over hele Tyſkland. Joachim opbod Alt, for at faa fin WÆgtefælle domt, og forſt lang Tid efter, medens Eliſabeth havde Tæmpet med tunge Sorger, betragtede den forbitrede Wgtefælle hendes Færd med mildere Øjne, om han end hele fit Liv var den Lutherſke Lære fjendſk. Han tillod fin Huſtru at modtage Børnenes Beſog; men ſelv faa han hende aldrig mere. Syg og ſpagelig boede Eliſabeth endog en Tidlang i Luthers eget Hjem, indtil hun endelig efter atten Aars Forløb ved fin Wgtefælles Død atter kunde vende tilbage til Branden⸗ burg, modtagen af fin Son, der aabenlyſt var gaaet over til den evangeliſk⸗lutherſke Lære. Hun døde paa ſit Enkeſede i Spandau den 10de Juni 1555. husflid. —— Arbejdslyſt og Markepinde. 5 Husvennen af 25de Oktober fandtes en Meddelelſe om at en Handlende onſkede 50,000 Meerkepinde af Tr, med Spørgsmaal om nogen havde Lyjt til at paatage fig dette Husflidsarbejde. J Løbet af meget "Tort Tid indløb over 100 Tilbud herom til Udgiveren, ſom det neſten gjorde ondt at modtage jaa mange, ofte indſtcendige, Anmodninger om at faa Arbejdet, da kun et mindre Antal kunde tilfredsſtilles i denne Retning ved Levering af de 50,000 Pinde. Det havde imidlertid tillige fin ſtore Interesſe for Üdgiveren at ſe, at der alene blandt vore Læjere fandtes fan mange, der overvandt Brevyſkriveriets Be⸗ ſperligheder for at indſende Tilbud om at overtage Arbejdet. Det er nemlig et glædeligt talende Vidne om, at der findes ftørre god Villie til Husflidsarbejdet blandt Smaafolk, Unge og Gamle, end man tror, blot der kan tilbyde ſig en Gjerning, ſom man tor vove fig til at tage fat paa — ſom disſe Merke⸗ pinde — ſelv om man kan forudſe, at dette Tunftløje Arbejde fun vil give en lille Fortjeneſte. Udgiveren vilde nu faa gjerne give et lille Bidrag til, at ret mange af dem, der ville levere Merrkepinde kunde faa Arbejde derved, og optager atter dette Stykke herom, idet han vender fig til de Handlende. Det var nemlig kun en Forretning („Kontor for fælles Indkjob af underſogt Markfro“) ſom havde Brug for de 50,000 Pinde, men der er maaſke Tuſinder Handlende, ſom ofte ere i lignende Forlegenhed med at faa gode Merke⸗ pinde til Forſendelſer, og ſom gjerne vilde unde den flittige Husflidsmand lidt Arbejde og Fortjeneſte derved, ja maaſke kunde finde deres Fordel ved at benytte ſolide, flade Smaapinde af Tra i Stedet for de Pap⸗ eller Papirlerredsetiketter, ſom man nu ofte maa nøjes med, fordi de ſteerke Træ- mærfer ikke kunde fans. Enhver Handlende, ſom i ftørre Maaleſtok forſender Sæffe med Mel og. Gryn, Kunſtgjodning o. Ugn. vil viſt ofte, ſaavel ſom Modtageren, have! aach boch megen Ulempe der let afſtedkommes ved at de tynde Papirlcrredsmerker afrives. Dhr. Handlende, ſom kunde onſke at gjøre Beſtilling pan Meerkepinde (Etiketter) til Forſending af Varer, bedes henvende ſig med Beſtilling, helſt ledſaget af en Prove eller Opgivelſe af Starrelſe og Treœſort ſamt Pris der kan gives pr. 1000 og Leveringstid til Husvennens Udgiver (N. C. Rom, Føvling pr. Horſens). Smaating. Markeligt. Det er en beſynderlig Kjendsgjerning, grundet paa en Mengde Jagttagetjet, at enhver fpættet Hund har en hvid Tip paa Enden af fin Hale, medens de fpættede Katte have forte Haleender. Opmerkſomhed. „Naturen er dog beundringsværdig i at indrette Alt paa det Bedſte“, bemærtede en ung Dame for nylig under det ſtormfulde Vejr. „Den ſamme Vind, der bringer vor Stlædning i Uorden, ſtror Sand i Ojnene paa dem, der ellers vilde glæde fig over vor Forlegenhed“. En Rejſende fortæller, at han kun en Gang i ſit Liv har jet Folk paste deres egne Sager. Denne mært værdige Tildragelſe hendtes til Søs, da Pasſagererne vare 0 ſoſyge til at bryde fig om hverandres An⸗ liggender. Mit Andet henad Jorden gaar, Skjondt Ben det ej blev givet, Som Frugt af det mit Forſte ſtaar Med Bælte pænt om Livet. Mit Hele har i Dig fin Rod, Du nødigt dem undværte — Dog for mit Hele tidt flød Blod Naar Arrighed regerte. Breppexling. Hr. X. Haandgjerningsbogen er forſt under Trykning og kun Iſte Hefte udkommet. Paparbejde og Bogbinderi vil forſt komme i öte—7de Hefte. i Hr. P. M. i Mop. Friexemplaret bedes De forlange gjennem Hr. R. P.s Boghandel, hvor Bladene ere beſtilte. Hr. R. O. i St. Ja. „En Bondekarl“. Duer ikke. Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede (Sluttet.) — Heſten og Reguſtermen. — Deu eneſte lykkelige. — Luther i fit Hjem, med Billede. — Fra Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th. Jakobſen (Sluttet.) — Husflid: Arbejdslyſt og Merke⸗ pinde. — Smaating — Gaade. — Brevvexling. Jusvennen udkommer fil hver Søndag med et 16.ſpallet Ark, Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et fort mußt Villede. W med flere Billeder, lil 3 Miß i ladet Kan beſlilles paa ethvert Vofikontor Bre Voglade ſaml hos Hovedliommisſioncren: Voghaudler 00 Sbein, file 5 (1 Kr.) Iſerdingaarel ik lilſendt. i ſamlingoſled, i enhver Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. 75 Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2 Slorfhabskesning, Oplysning og Husflid. Adginet of A. C. Num. 2. Aargang. Nr. 9. 8 Johan Herman Vegſel. Af Bendix 1 Na VW 7 SV: 85 85 0 et er altid forekommet mig, at der er en * vis Lighed mellem Evalds og Wesſels e Billede. Jeg kan ikke ret forklare, hvori Voebeiſde Lighed beſtaar ar; men naar jeg ſidder ſtille og betragter disſe to Anſigter, ſaa væffe de omtrent ſamme Stemning i min Sjæl, hvor forſtjellige de end ere. Evalds Anſigt har et ſteerkt lidende Preg, det er ſom om han udadtil var ganſke magtesles; men det Lidende er forklaret af et aandfuldt Drommeri og en barnlig ren Begejſtring. Vesſel lofter Hovedet anderledes kjckt og frejdig; han ſer ikke indad, men udad, det. er, ſom ſpillede en lunefuld Skicemt om hans Laber. Det er Forſkjellen, og hvor ſtor og iojnefaldende denne end er, ſaa forekommer det mig dog, at der bag Ves⸗ ſels lunefulde Kjakkhed dolger ſig noget af Evalds lidende Tungſind. Er det end muligt, at denne ud⸗ vortes Lighed kun er en Indbildning, jaa er det deſto visſere, at der var en anden Lighed imellem g Huandagen d. 29. Honember. Johan Herman Bessel. 8 Kjøbenhavn. 1824. | dem: De havde begge en ſtor Del af deres Samtids Skrobeligheder. Vil man kjende de aandelige Stram⸗ ninger i deres Tid, da er det nodvendigt, at ſtifte Be⸗ kjendtſkab med dem begge; thi idet de repreſentere hver fin Side af Livet og i meget ſtaa ſom Modſekninger, udfylde de hinanden og give tilſammen et helt Billede af det fremvoxende Folkeliv, hvoraf vor Tid udvikler ſig. Det marke, "tunge Livsſyn, vi omtalte i Artiklen om Holberg, blev loftet og” frigjort og ffød ſine dejligſte Blomſter i Evalds Digtning, medens den lette, lyſtige Verdslighed fandt fin Foredling i den e Latter, 1 fremkaldte. Han var født i Norge i Veſtby Preſtegaard den 6te Oktober 1742. Hans Fader var en Broderſon af den berømte Peder Tordenſtjold, hvem Vesſel lignede ikke alene i Djerv⸗ hed og muntert Lune, men ogſaa i fin jævne, trofaſte Teenkemaade, der altid var langt fra det Uedle og Lave. Han kom til Kjø- benhavn for at ſtudere, men maatte, for at tjene fit Brød, give Undervis⸗ ning ligeſom Holberg i de levende Sprog, iſcer Engelſk og Franſk; thi han var ualmindelig ſprogbega⸗ vet. Siden overtog han en Huslererplads i Kjoben⸗ 66 havit, og hans Studeringer til Cmbedseramén bleve neſten ganſke opgivne. Derimod anvendte han fine Fri⸗ timer til at læjfe baade vore egne og Udlandets bedfte Digtere. Han var en ukjendt Mand, indtil han var 30 Aar gammel. Da udgav han fit Sorgeſpil Kjærlighed udenStrømper”, og ſkjondt han ikke havde navngivet ig ſom Forfatter, var hans Navn dog paa Alles Læber; | e ; t ftjæle et Par Strømper fra Mads. „thi ſiden Holbergs Dage, havde intet danſk Digt gjort jaa megen Opfigt, ſom Vesſels“, ſiger Rahbek. „Det gik med det, ſom med „Peder Paars“; man lærte det næften udenad og anvendte det den Gang allevegne, ved alvorlige, ſaavelſom ved luftige Lejligheder, i Tide og i Utide, ved Spillebordet og for Retten, i lærde Stridigheder og i ſpogefulde Samtaler“. At et Digt, der vandt et ſligt Bifald, fil en uberegnelig Indflydelſe paa Folkets Udvikling og Dannelſe, er en Selvfolge. Holberg havde jo fejet godt ud ved fit bidende Lune; men ſiden hans Tid havde der atter ſneget fig herind en Del nægte, fremmed Stads, ſom nok fortjente. at kaſtes paa Doren for at gjore Plads for noget bedre og ſundere, og faa kom Vesſel med Kjærlighed uden Holbergs; men de ſloge til; thi hans Opgave var heller ikke faa ſtor, om den end var betydelig nok. Han ſkulde ikke bane Vejen; men atter fore Vognen over i fit rette Spor. Det er jo altid faa, desværre ogſaa i vore Dage, at en ſtor Del af det danfſke Folk, langt foretrokker det Fremmede for vort eget. De ſporge ikke, om det er godt og ſandt, men kun om det er i Mode i Udlandet, og faa ſkrue de fig op til at tro paa det, be⸗ undre og — efterabe det. Saaledes var det ogſaa den Gang. Der havde trængt fig frem, baaret af en forblindet Begejſtring og en flet Smag, et Slags franſke Sorgeſpil og italienffe Sangſpil. Indholdet i disſe Heltekomedier var naragtigt, flovt og dumt, og Helte⸗ ſkikkelſerne vare, trods deres forfærdeligt hojtravende Talemaader, nogle usle, ſtakkels Pjalte, ſaa man maa undres over, at Folk henflod i Taarer ved at ſe disſe Komedier iſtedetfor at briſte ud i en ſkraldende Latter. | Ja det var tilvisſe en uſund Retning, men da Folkets Smag og Digteren altid ſtaa i levende Forhold til hinanden, faa fandt den ogſaa rig Efterligning af middelmaadige Digtere herhjemme. For alt dette havde Vesſel et aabent Oje og denne Ukrudsplante rykkede han op med Rod; thi han havde Latteren paa ſin Side, og den kan jo ſlaa Trolde ihjel. Jeg kunde have ſtor Lyſt til at fortælle Indholdet af dette mageloſe Digt, „Kjer⸗ lighed uden Stromper“, men da der ikke bliver Plads dertil, maa jeg nøjes med at fremdrage nogle ſmaa Trek og faa opfordre Enhver, der ikke kjender det, til ſnareſt muligt at læfe det. Det Hele drejer ſig om et Par Strømper. Grete har dremt, at hun „aldrig bliver gift, hvis det i Dag ej ſker!“ og derfor vil hun naturligvis giftes ſtrar; men hendes Kjærefte, Helten i Stykket, Skrederſvend Johan von Ehrenprejs har ingen Stromper, og uden Stromper er det umuligt at holde Bryllup; thi den Gang brugte man jo Knabuxer og Sko. Da Grete, om galt fkal verre, hellere vil gifte fig med Mads, ſom er Skrederſvendens Medbejler, end flet ikke giftes, jaa nodes Johan, efterat han ſom en rigtig Komediehelt har talt ſtore Ord om Dyd og Kjærlighed, at lade Kjerligheden ſejre over Dyden og Tyveriet opdages, og det giver en Forſtyrrelſe, der bliver til Fortvivlelſe. Alle Stykkets Perſoner ſtikke fig derpaa ihjel, efterat have ſtyrket ſig til denne Heltegjerning ved at ſpiſe Aerter og Fleeſk, og Moralen, — thi ſaadanne Stykker havde altid en Moral i Slutningen —, er denne: „Gid det ej Eder gaa, ſom det gik denne Stymper! Gid Eders Kjærlighed maa aldrig mangle Strømper!” Det vil altid leſes med Fornøjelfe og fremkalde Latter; men hvad der den Gang iſeer gav det fin Be⸗ | tydning og. forftærfede dets Indtryk var, at det helt | igjennem var et ſtaerkt, men morſomt og godmodigt Vrengbillede af de omtalte Heltekomedier, ſom det blottede ſaaledes, at de for Fremtiden bleve en Umulighed; thi Strømper”. Hans Evner vare langt fra jaa ſtore ſom nu, da Vesſel havde klaret Folks Øjne, nu kunde Alle fe det latterlige i dem. Som Exempel paa Sangene i „Kjcerlighed uden Strømper” kan jeg ikke undlade at anføre efterfølgende, der ret gjør Nar af den Tids op⸗ ſtyltede Kjerlighedsviſer: „Paa mit Hjertes Skorſten brænder En harpixet Elſkovs Brand, Som er tændt i begge Ender, Elſkovs Gud den tændte an. Hver ſom Rogen ſer opſtige, (Rogen er min Aria) Zænfe maa, om ille ſige: Der er hedt, hvor den kom fra!“ En Del af Vesſels rimede Fortællinger, ſom „Gaffelen“, „Sundemordet“, „Smeden og Bageren“ og flere ere meget vittige og morſomme og meget kjendte; men hans forſte Arbejde var og blev hans betydeligſte, og Aarſagen dertil er ikke vanſkelig at forklare. Hans Fremtidsudſigter pare jo kun lidet glædelige, da han var en gammel Student, uden Examen og altſaa uden Udfigt til Embede, og hans Stilling var alt andet end behagelig, da han hver Dag maatte ſlide haardt i den trættende Sprogundervisning. Det er derfor let at forſtaa, at han, der af Naturen var livlig og glad, men ſavnede Udholdenhed, ikke kunde have Lyſt til at bejfjæftige fig med ſtore Digterarbejder i fin Fritid, men hellere ſogte hen til lyſtige Venners Selſkab. J de ſtuderende og oplyſte Kredſe havde der dannet fig to Partier, af hvilke det ene holdt med Evald, fværmede for hans højtflyvende Digte og efterabede ham men i ind- holdsløfe, bombaftijte Vers, medens det andet, der væ- ſentlig beſtod af Normænd, holdt paa Vesſel, afſtyede det rr „ ee Hojtravende, vilde have alt ſimpelt, jævnt og naturligt og efterlignede Vesſel i Vers, der ofte var kjedelig Hverdagsſnak eller flove Vittigheder. Disſe to Partier forte en lille Krig med hinanden, i hvilken Vesſel, der ſlet ikke var krigerifk, ikke videre deltog, faa det er mer end ſandſynligt, at han har anerkjendt og elſket Evalds Digtning, om han end kunde gjøre Hentydninger til Evalds „Ha“⸗ſtemte Toner og hans Udtryk at „ſadle Havets Bølge”. Hvert Parti havde fit Kaffehus, hvor de mødtes for at ſamtale og more ſig. Normaendenes Samlingsplads var hos Juels i Spertegade, hvor de ſtiftede en Forening ſom kaldtes „Det norſke Selſkab“. Her gik det lyſtigt til med Sang og vittig Skjeemt omkring den rygende Punſchebolle, og her var Vesſel en ſtadig Gjæft og lavede i et Ojeblik mangt et lille morſomt Vers, ſom ſtrax gik fra Mund til Mund og ſnart var ude over hele Kjøbenhavn. - Deſtoveerre kan det ikke nægtes, at Vesſel holdt temmelig meget af Punſchebollen og Vinflaſken; men dog blev det norſke Selſkab ſnarere hans Frelſe end hans Ruin; thi der havde han et Tilhold mellem gode og trofaſte Venner, og Selſkabet havde ogſaa højere og ædlere Formaal end Drik og Lojer; det beſtod tildels af begavede Mend, der her kom ſammen for at drøfte alvorlige og vigtige Emner, og det udſatte Premier for Digte, hvorved det anſporede Vesſel til Virkſomhed og friede ham fra Digte „Nojſomhed“ og „Sgvnen“ bleve prœmiebelonnede af Selſkabet og ſkylde alene dette deres Fremkomſt. Ret betegnende for Vesſel er det Vers, han ſkrev til en Vinhandler Lunds Vintapperdreng: „Hor Du ſode rare Fyr, Du ſom altid er ved Muffen, Laan mig tvende Mark af Skuffen; Vinen den er her ſaa dyr. Lund tre Mark for Flafken ta'r, Og jeg kun den ene har“. Da Drengen vifte Vinhandleren Verſet, ſparede denne, at han maatte give Vesſel en Flaſke Vin for Intet, derſom han vilde lave et Vers ſom Svar fra Drengen, og det gjorde han ſtrax: „Sode rare Vesſel, Faber, Du ſom aldrig er ved Muffen, Hvis jeg laante Dig af Skuffen, Var jeg ſandelig en Nar. Drik ſom Du har Penge til; Lund ej kreditere vil“. , g (Sluttes.) ſkete ogſaa paa en ſtorartet Maade. ganffe at henfalde til Orkesloshed. De to alvorlige | VN N PN 88 5 Daabsfeſt under Linien. SF 0 105 | 8 dmiral Steen Bille. fortæller i fine s interesſante Skildringer i Tidsſkriftet „Fra Nin alle Lande“: „Nogle Ungdoms— erindringer“ om en „Daabsfeſt under Linien“, hvoraf vi laane medfølgende morſomme Billede. Det vil maajfe være nogle af Husvennens Læjere bekjendt, at det er en gammel Skik blandt Sofolk, at holde Lyſtighed, naar de paa den lange kjedelige Rejſe til den ſydlige Halvkugle pasſere over Wk vator eller, ſom man ogſaa kalder det, Linien. De, der ombord paa Skibet ikke for har „pasſeret Linien“, maa da holde for og modtage Liniedaaben, d. v. ſ. blive dygtigt overesſte med Vand, derſom de ikke afbøde Daabens Voldſomhed ved at bidrage noget til Gildet. Ovennævnte Forfatter fortæller om en ſaadan morſom Daabsfeſt, ſom han i fin Ungdom overværede paa et franſk Skib, hvormed han foer. Den Iſte Auguſt pasſerede det Linien, og Chefen havde givet Mandſkabet Lov til at hojtideligholde denne Dag med alle de Kunſter, de kunde finde paa, og det Allerede den fore⸗ gaaende Dags Aften begyndte Forloberne for disſe Lojer. En Herold, flædt ſom Trompeter ved Huſarerne, kom ridende paa et Koſteſkaft fra Store Mers (forſte Udkigspunkt i den midterſte Maſt), bleeſte en Fanfare og: meldte Chefen, at den gamle „Liniefar“ vilde gjore Skibet fin Oppartning neſte Dag, hvortil Chefen ſparede, at den gamle Herre ſkulde være velkommen mellem Kl. 10 og 4 i hvilken Tid Mandſkabet ſkulde have Lov til at gjøre fig ligeſaa luftigt ſom det vilde. Kl. 12 næfte Dag kom forſt en Aſtrolog (Stjernetyder) med en af Tommermanden forfærdiget Oktant (et meget fint Vinkelinſtrument til at maale Solens Højde over Synskredſen med), maalte Solens Højde med ſtort Alvor og meldte, at nu vare vi ved Linien. Derpaa kom Liniemandens Hofſtat marcherende, beſtagende af Trolde, Djævle, Engle, Bjørne, Bjornetroekkere, Mario⸗ netter, Charlataner (Gøglere) oſv. Det medfødte franſke Talent til alt hvad der grenſer til theatralſke Foreſtillinger fornegtede ſig ikke; thi der var virkeligt ikke en, ſom ikke udførte fin Rolle fortreffeligt. Übegribeligt var det os, hvorfra de havde kunnet ſkrabe alle de Ting ſammen, hvormed de havde udmajet fig. Smaadjevlenes Dragt var den ſimpleſte: de vare nogne, overſmurte med Kønrøg, kun med et lille Bælte om Lænderne, hvori var anbragt en lang Hale af ſpertede Rebſeiſinger. Disſe Dicvleunger leverede en Trefning med en Bjørn og en Bjørnetrælfer ſom var pderſt komiſk. Bjornen tog den ene Djævleunge efter den anden i fin lodne Favn og kaſtede ham langt hen ad Skanſen; men de ä ſmaa Utyffer faldt, ſom Kattene, altid paa Benene og gif ufortrøden los paa Bjørnen igjen og fled og traf ham i hans ſtore Pels. Endelig kom „pere la ligne“ jelv, iført en greſk Paakledning, med lange Knebels⸗ barter og et langt graat Sfæg. Det var Baadsmanden ſom udførte denne Hovedrolle. Han ſad paa en Tri⸗ umfvogn, beſtaaende af ſammenſlagne Breder lagte paa Rapperthjul, ſmykket med Spyd og Flag. Otte Slaver | i Lenker traf hans Vogn. Paa Skanſen - blev han modtaget af Admiralen ſamt alle Officererne og holdt en hojtravende Tale. Efter at Chefen havde reddet Galionsfiguren paa Skibet fra at miſte Hovedet, ved at bøde 5 Guldſtykker til Hapdrotten, begyndte den ſtore Indvielſes og Daabsfeſt paa Skanſen, hvor alle mn 2 ombord, ſom ikke for havde pasſeret Linien, bleve døbte med en ſtorre eller mindre Skylle Vand. Officererne ſlap med lidt Vand i Aermet, men nogle mindre af⸗ holdte Underofficerer fif ved en af Djævlenes Ondſkab en Pas Vand over Hovedet. Denne „alvorlige Del af Feſten“ ſluttede med en Daab masſevis over alle de Menige, ſom ikke for havde pasſeret Linien. De bleve drevne frem af Djavlene og fif en alvorlig Afſkylning med den ſtore Sprøjte, hvilket morſomme Ojeblik Billedet foreſtiller, hvor man jer de udklædte Matroſer midt for Maſten, hvor Hapkongen under Sol⸗ jejlet giver fine Medbrodre en ordentlig Straale i Nakken, "medens Officererne og nogle Pasſagerer til Venſtre more. fig over den koſteligez Spas. Paabsfest under Linien. At denne fluttede med Dans og Lyſtighed var en Selpfolge, ifær da der blev uddelt dobbelt Portion Vin og Vejret var yndigt i den herlige følige Nat under Maanens venlige lyſe Sfær. 2 2 SN Bulbjerg og Skarreklit. . — kke alene mod Sydoſt har Danmark et de. Kalkfjeld, der, ſom den dejlige Moens 5 Klint, knejſer ud over det blaanende Hav; ogſaa mod Nordveſt hæver fig en mægtig hvidgraa Kridtklint der har et ganſke anderledes vældigt Havs tunge dronende Bølger at modſtaa. Det er Bulbjerg med den ligefor i Havet liggende lille Klippeg Skarreklit, ſom vi i Dag ſe os i Stand til at bringe et ſmukt Billede af, tegnet af en af vore dygtigſte Marinemalere. Vi behove ikke at ledſage Billedet med yderligere For⸗ "Haring, da Leſeren vil erindre, at Emanuel Hen⸗ ningſen allerede i Nr. 2 har ſtildret dette meerkelige Punkt, ſom vi derfor tro, at det nu vil være Leeſeren fjært at faa Billede til. < En lykkelig „Gevinner“. BK Fortælling af Knud Stulle 8 (> jennem Landsbyen Bajſtrup gaar en 55 ſtore Dele, en nordlig og en ſydlig, eller, ſom Beboerne ſige, „Norreby og Sonderby“. J denne By boede Jens Peter Jorgenſen — De kjendte ham maaſke? Han var da nok værd at kjende; for han var Fremſkridtsmand af den gode Slags. Da jeg forſt gjorde Bekjendtſkab med ham, var han endnu Ungkarl, en høj, kraftig og welvoxen; Guts med et jaa fortræffeligt Skudsmaal i fit kjonne aabne Anſigt, at Folk neſten vare nedſagede til at holde af ham. Hans Gaard laa i Sonderby med Stuehuſet ad mod Gaden. Foran Huſet var en lille Blomſterhave, ſmukt indhegnet med en klippet Liguſtrumshak; denne lille Plet pasſede Jens Peter felv med egen Haand, og man kunde je, det var baade en kyndig og kjerlig Haand, der havde den under Behandling. Midt i Græsplænen uden for Døren var der anbragt en hoj hvidmalet Flagſtang, og i det ene Hjørne af Haven var der et Lyſthus, hvor Jens Peter gjerne vilde ſidde om Sommeren i Morkningen og ryge fin Pibe. Udſigten var rigtignok ikke vid. Men han kunde da ſe over Bulbjerg og Gaden til Wolle Perſens, og det kan hænde fig, han var flet ikke ſaa kjed af at fe derover. Folk kunde ikke begribe, hvorfor han ikke giftede ſig. Hans Gaard var rigtignok kun lille, men i god Drift og gjeldfri, jaa vidt man vidſte; han havde for flere Aar ſiden tjent Kongen, der var ingen Ting i Vejen, bare han ſelv kunde blive ved Sind. Men han | brød fit Hoved og ſpildte en hel Del Tid paa faa meget Udenomsveſen, ſagdes der, og maaſke det var Aarſagen, jan at det Ene forjog det Andet. da ellers ſpare ſig at have travlt med Jens Peter. Den Karl klager jeg mig ikke for; han kommer nok med. Lige over for Jens Peters Gaard, paa den nordre Side af Landevejen eller Gaden, boede Wolle Perſen, Ja, ja! De kunde Sharreklit. Sognets ſtorſte og meſt anſete Gaardejer. Hans Stuehus laa langs Vejen; der var kun Stenbroen og en lang Rekke Lindetrcer imellem, faa at naar de tunge Fragt⸗ | vogne kjorte forbi, kunde der merkes en let Ryſtelſe inde i Verelſerne, og Vinduesruderne klirrede. Hoved⸗ indgangen var midt paa Sujet. Bygningen var Grund⸗ mur med Spaantag.- Den havde aftavlede røde Vægge og høje lyſe Vinduer, indenfor hvilke ſaas lange hvide Gardiner. Alting faa ſtorartet og prægtigt ud, og Enhver kunde ſkjonne, det var ingen Smaamand, ſom boede her. 5 Wolle Perſen havde intet Lyſthus at ſidde i; men der ſtod en Bænf under Lindene, hvor man ofte ſaa ham ſidde og bakke paa Merſkumspiben. Var SÅR : 70 Peter i Lyſthuſet hiſt ovre, ſaa vilde Wolle ikke ſidde | paa Bænfen; thi han kunde ikke lide Gjenboen. Det var dog ſjeldent, de gik hinanden i Vejen. Thi Wolle vilde helſt ſidde om Dagen, naar det var varmt, og der var ſterkeſt Ferdſel ad Landevejen, hvorimod Gjen⸗ boen ſjelden kom til Syne i Lyſthuſet for i Tusmorket, naar „Naturen, ſom i Dromme, var fordybet i ſin Fred“. Maaſke kjendte han ſin Gjenbos Luner og lempede ſig efter dem. Det kunde han jo have ſine Grunde for, om ſaa var. Wolle Perſen var, paa det Tidspunkt, da For⸗ tællingen begynder, en Mand paa omtrent et halvt hundrede Aar, af middel Højde og ualmindelig Drøjde. Anſigtet var bredt og godmodigt, de ſmaa dybtliggende Øjne kloge og livlige. Af Sindelag var han rolig og tilfreds, der ſkulde meget til at bringe ham i ondt Lune; thi Wolle var altid oven paa. Fedmen og det gode Humør holdt ham oppe, og hans Liv var hidtil en jævn og rolig Fart ned ad Medgangens ſagte flydende Strom. Han tog ingen Del i legemligt Arbejde, men „holdt Folk for ſig, ligeſom Hasle Hyrde;“ thi det havde han Raad til. Der blev dog Intet forfømt alligevel ; for de ſmaa klare Øjne vare med over Alt, og han ſtulde nok ſorge for, at hver Ting blev gjort ſom den fulde og i rette Tid. Han purrede ſelv Folkene ud om Morgenen og ſatte dem i Gang, og om Sommeren gik han ſtadig hos dem i Marken og ſaa til, var alle Vegne pan Foeerrde, ledende og ordnende. Det jaa egenlig morſomt ud, naar den tykke Mand kom vraltende hen over Agrene i Skjortecrmer, med Frakken paa Armen, Stokken i Haanden, Piben tændt, en Kaſkjet med en umaadelig flor Skygge paa Hovedet, og, var det meget varmt, faa desuden med en udſpendt Paraply over ſig. Men Ingen lo ad ham; thi Wolle var en rig Mand, en ſtor Mand, en klog Mand, en god Mand, en agtet Mand, en — ja, jan var han maaſke ikke Mere. Han havde været gift, men var nu Enkemand. Hans afdøde Kone havde - været ham en trofaſt og kjerlig WÆgtemage, og Tabet af hende var den tungeſte Sorg, der nogen Sinde havde ramt hamt. Gt helt Aar efter hendes Død gif han med Flor om Hatten, og Folk ſyntes, han var en lille Smule mere alvorlig end for; men fit gode Huld beholdt han, og da Sorge⸗ aaret var endt, lagde han Hat og Flor til Side, den ſtorſkyggede Kaſkjet kom atter for en Dag, Sorgen var overſtaget, og Wolle var fremdeles den ſamme Wolle Perſen ſom forhen. Læjeren har maaſke allerede gjættet, at han havde en Datter. for Alders Skyld godt kunde gifte ſig, hvad Ojeblik det ſkulde være." Det var en ualmindelig knov Pige, og formedelſt hendes ſtore Dejlihed kaldte man hende almindelig „den ſmukke Elſe“ eller „Skjonheden i Baj⸗ ſtrup“ Det var jo paa en Maade Ogenavne; men Hun var nu netop ſaa gammel, at hun fkulde opdrages. det gjor vel ikke Noget, da de vare ſaa kjonne og vel⸗ mente. Faderen havde Intet ſparet paa at faa hende opdraget jaa fuldendt ſom mulig. J hendes Skoletid | blev hendes Undervisning ikke forſomt, og da hun var bleven voxen, kom hun ud og lærte baade Skradder⸗ ſyning, Husholdning og Mejeri. Jo, Wolle forſtod nok, hvorledes „en ſtor Mands Datter” nu til Dags Nu var hun hjemme og foreſtod Faderens Husholdning, og hun gjorde det til en ſaadan Fuldkommenhed, at „Jomfru Peterſens“ Smor tog Prœmie paa de fleſte Udſtillinger, og det var Noget Wolle kunde lide. Det kunde da ikke ſlaa fejl, at jo en ſaadan Pige fif Bejlere. De meldte fig i Flokketal, og ſkjont Mange af dem gjerne kunde gaa an, ja Flere af dem vare endog faa gode, at det næften var Synd at kaſte Vrag paa dem, faa fif de dog Kurven alle ſyvſammen og maatte med uforrettet Sag gaa den Vej, de vare komne. Hendes Fader kunde ikke forſtaa dette. Han ryſtede paa Hovedet og ſagde: „Hvad tenker Du paa, lille Elſe? Jeg frygter for, Du kaſter bort af det rene Vand jaa længe, til Du en Gang maa nøjes med det ſkidne“. „Jeg kan ikke lide Nogen af dem“, ſagde hun med et Suk, og jaa ſkottede hun over til Jens Peters. „Hvem ſukker Du for?“ É „Jeg ſukker ikke“, og faa ſukkede hun igjen. „Jo, Du gjorde ſandelig faa, jeg hørte det. Og Du ſaa over efter Jens Peters“. „Gjorde jeg? Det maa have været af Vanvare“. „Den Springfyr!“ „Er han faa ſlem?“ „Den Husflidsapoſtel!“ „Husflid er jo dog noget Godt, Fader“. „Saadan en nymodens — Spirantmager!“ „Aa, lad ham nu være, Fader!“ „Der bilder fig ind at være klogere end alle Andre og vil vende op og ned paa Alting med Hoppen og Springen og Skytteri og hiſt op og her ned! Jeg kan ikke udſtaa den Karl!“ „Ha, ha, ha! Derſom J vidſte, Fader, hvor morſomt det kleder Jer at være vred! Det har J ſlet ingen Gaver til“. i Wolle ſukkede og tørrede Sveden af fit fede glin⸗ ſende Anſigt. „Du maa iffe blive vred paa mig, lille Elſe. Jeg kan ikke gjøre for det, jeg er jaa haſtigſindet. Kom og kys mig“. Hun ſlyngede Armene om hans Hals og kysſede ham flere Gange. „Og ver ſaa en god og lydig Pige?“ „Ja, det ſkal jeg; men nu maa jeg ud og have Kjærnen i Gang“. Dermed ilede hun ud og lod den bekymrede Fader være ene. „Ak ja!“ ſukkede han, naar hun var borte. „Nu BÅ 8 * . * 9 R 9 3 l 8 „ * — meerker jeg forſt, at den Gud gav Born, gav han Hjerteſorg. Mon der ffulde være Noget om det, jom jeg er ſaa bange for? Ja, ja! Lad os nu ſe!“ Wolle Perſen holdt, ſom rimeligt var, over Maade (| meget af fin Datter, og der var ikke den Ting i Verden, ſom kunde tjene til at fremme hendes Lykke, han jo vilde gjore den, bare det var ham mulig, naar hun blot i et Punkt vilde være „en god og lydig Pige”. Og det var i Grunden hans eneſte Bekymring, at hun maatte gjore „et godt Parti“. Thi hun maatte paa ingen Maade ægte Nogen, der var „under hendes | Stand“ Hendes Brudgom ffulde i det Mindſte have en Gaard, der var lige ſaa ſtor ſom hendes Faders. Ringere kunde det ikke være. Skjont det jo, naar Alt kom til Alt, ſlet ikke haſtede med Giftermaalet, kunde Wolle dog ikke længer dolge for ſig ſelv, at hans Sind jo begyndte at fyldes med bange Anelſer; thi det ſaa ham noget betænkeligt ud med Datterens ſtadige og halſtarrige Vegring. Han havde rigtignok ikke erfaret noget beſtemt; men kunde den ſorgelige Mulighed ikke tenkes, at hun ſpillede Hejgut med ham og hemmelig havde ffjænfet fit Hjerte og fin Haand til den vederſtyggelige Perſon, ſom han, | naar det kom til Stykket, umulig kunde godkjende ſom Svigerſon? Man havde jo da hort jaa galt for. Hvor dog denne Tanke pinte den ſtakkels Mand. Han tenkte jaa tidt, at havde han hidtil kjendt lidet til Sorg og Modgang, fan kunde det maaſke hænde, at han havde ſin fulde Part tilbage. 5 Det Eneſte, der under disſe fortvivlede Omftændig- heder kunde gjøres, var at have et Oje paa hver Finger, for at beſtytte hende og om mulig at komme efter Hemmeligheden. Derfor tillod han næften aldrig, at Datteren kom ham ud af Syne. Skulde hun til Marked, vilde han ſelv ledſage hende, og hun maatte da hele Dagen finde fig i at hænge ved hans faderlige Arm. Og naar han om Vinteren fkulde til Kjobſtaden med Korn, tog han hende med. De ſad ved Siden af hinanden i Ageſtolen og havde Benene i ſamme Fodpoſe. Hun var, efter Faderens indftændige Raad, ſaa indhyllet i Sjaler og Kaaber, at de Forbirejſende ikke kunde fe et Glimt af hendes ſmukke Anſigt. Wolle havde Kabusſen paa og Oreklapperne flaaet ned. piben gik ſom en Perpendikel frem og tilbage foran hans Bryſt; Piſkeſneerten ſpvingede manende og op⸗ muntrende ſnart over den Frahaands og ſnart over den Tilhaands, efter ſom Nodvendigheden kravede det; Tommen daſkede op og ned paa Rygremmene, og klap, klap! gik det hen ad Vejen. Ankommen i Kjobmandens Gaard bleve de venlig modtagne af Handelsbetjentene, der kom ſpringende ud og hjalp „Jomfru Peterſen“ Fader og Datter kom ind i Kjobmandens af Vognen. varme Stue og fik en Kop Kaffe, og naar Kornet var vejet og betalt, og Wolle havde faaet Pengene i Fikken, Skulderſlagene paa | hans Kavaj hang i Folder ned ad hans Ryg; Merſkums⸗ |. fulgtes de ad omkring i Byen for at hilſe paa Venner og Bekjendte og for at „ſlaa til Side i Krammen“. Thi Elſe maatte faa hvad Stads, hun pegede paa, bare hun vilde være „en god og lydig Pige“. Lidt for Aften ſatte de fig atter til Vogns og kjorte Hjem. Han ſad ſtadig med et poliſk Smil om Munden og ſyntes at tenke: „Du er dog en overhaands klog og ſnu Rad, Wolle Perſen, og Du forſtaar rigtignok at jætte en Bind for Toſens Fojteri og tage den ſlik⸗ mundede Fyr ved Neſen!“ (Fortſcttes.) kommes 4 Kander grovt Salt deri, hvorpaa det 1 f let pr. Qyd., og Nettvindtægten af Soen blev c. 26 Rd., 90 9 på funde være ſolgt til 15 Mk. pr. Lpd⸗levende Vægt, var Tabet forholdsvis ringe. K. M. L. 4 3 - 7 Som et lille Bidrag til Stykket om „Bolli“ ſamlingen i „Hojlund“ (Side 16) anføres, efter ſenere Meddelelſe, at Børnenes Fortjeneſte derved er ſaa ſtor. at hvert Barn derfor aarlig kan anſkaffe fig en ny Klædning. Bognyt. „Fra alle Lande“ er Navnet paa et Værk der ud⸗ kommer ſom Maanedsſkrift hos Forlagsboghandler Woldike i Kjøbenhavn. Som Navnet antyder, inde⸗ holder det Skildringer af Naturen og Folkelivet „fra alle Lande“, ledſaget af ſmukke Treſnit, og Indholdet er jaa vel valgt, at man kan læje det med megen Interesſe. „den alle Lande“ tor utvivlſomt regnes for det bedſte, der endnu er budt danſke Læjere i denne Retning, og har derfor vundet almindelig Anerkjendelſe i Presſen. Da Sognebogſamlinger jo ikke alene bor anſkaffe det alene morende, men ogſaa Bøger af paa en Gang underholdende og belærende Indhold, kunne vi i denne Henſeende ſcerligt anbefale „Fra alle Lande“, iſcer da Forlceggeren byder en betydelig Prisnedſettelſe, hvorved Anſkaffelſen af en Roekke Bind lettes betydeligt. Aargangene 1868, 69, 70, 71 og 72, hver paa to Bind, kan nemlig faas for 2 Rd. 3 Mk. Aargangen (Bogladepriſen var 4 Rd. 3 Mk.) Ja for Kjoberen af Aargangen 1873, der koſter 5 Rd., tilbydes de 5 fore⸗ gagende Aargange endog for 10 Rd., d. e. 1 Rd. Bindet, jaa at altſaa ialt 6 Aargange, paa ialt 12 ſmukt udſtyrede Bind med mange Tegninger, kunne faas for den ſeerdeles billige Pris 15 Rd. Som Prove pan Billederne henviſe vi til omſtagende to ſmukke Sræjnit, Bulbjerg og Liniedaaben, der ere laante af „Fra alle Lande“. handelen og Poſtkontoret. Smaating. Et ſeelſomt Tilfelde. Angleſea (Aenglſi) lod fig male, og Maleriet var færdig | paa et Ben ner. Da fil han Ordre l til at drage til — Zvivl og Frygt maa ledſage den ſande Kjærlighed; | thi den er i fig jelv en altfor ſtor Lykke, til at man ikke ſkulde tvivle om dens Beſiddelſe, eller frygte for at miſte den. : ; ; Det fans baade gjennem Bog⸗ Et klogt Lovforflag. Waſhington, den forſte Preſident i de nordamerikanſke Friſtater, indlod fig ſjelden paa en Spog, men ſkete det, var det altid 8 en vittig Maade. Under Forhandlingerne om Op⸗ rettelſen af Forbundsheren ſtillede et Medlem det Forſlag, at denne ſkulde indſkrankes til 3000 Mand og Washington kom da med folgende Asndringsforflag: „Det fladen paa ingen ſom helſt Betingelſe nogen Fiende at bekrige Landet med mere end 2000 Soldater“. Den Latter, ſom dette vakte, knuſte For⸗ ſlaget. Andre Tider. Den 15de Februar 1543 beundrede man i Paris en nylig fra England ankommen Knappe⸗ naal, en hidtil ukjendt Vare, idet man indtil da havde betjent fig af ſmaa Trœpinde. Nu bruger Evropa for c. 28 Millioner Rd. Knappenaale om Aaret. Gaade. Mit Forſte Du jaa gjerne drikker, Mit Andet omvendt gjores bor, Og paa mit Hele Du er ſikker, Naar Sommeren har luft fin Dor. Oplosning paa Gaaden i Nr. 8: Negle. 8 Brevverling. j J. Chr. A. i Fr. Venligſt Tak, men kun originale Bidrag af den Art kunne bruges. —,XXI"—. Samme Svar. N. B. i Aa. Jo. 10 Øre Stkr. Flere, At beſvare alle Breve ſtrax er ofte Udg. umuligt, da der iudlober 10—20 Breve hver Poſtdag. Breve, der krave vidtloftigt Svar, eller ikke ere af paatrengende Nodvendighed, maa derfor ofte vente, hvilket Vedkommende venligſt bedes undſkylde. „Kragerup“. Uordener ved Forſendelſen gjennem Poſten er Udg. fuldſtendig uden Skyld i. Det gjentages til Deres og alle Poſtabonnenternes Efterretning, at Husvennens Expe⸗ dition beſtemt bver Torsdag Aften indleveres til Abfs⸗ poſtkontoret i Kjøbenhavn nøjagtigt det ſamlede Antal Exemplarer, der ere beſtilte gjennem alle Landets Poſtkontorer. Det er hvert Kontors Pligt at forvisſe ſig om, at intet Numer mangler naar Bladet kommer. Enhver Mangel ved Fordelingen, bedes ſtrax ſtriftligt paatalt til det Poſtkontor eller Brev⸗ ſamlingsſted der har modtaget Beſtillingen, og hvis Pligt det er bekoſtningsfrit at ffaffe de manglende Numre. Forſt naar dette nægtes, eller deu ſtrax paatalte Mangel ikke rettes, ledes Klage ſendt til Udgiveren, for at den kan indſendes til det overordnede Poſtvaſen. Enhver, der beſtiller Bladet ind i Kvartalet, kan fordre at Poſtvaſenet ſtaffer alle de i Kartalet udkomne Numre. Sker dette ikke, er det Poſtkontorets og ikke Üdgiverens Fejl. Indhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen, med Billede. — Daabsfeſt under Linien, med Billede. — Bulbjerg og Skarreklit, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte. — Husflid: Sebekogning. — Bognyt. — Smaating — Gaade. — Brevvexling. Husveunen udkommer lik hver Søndag med el 16.ſpallet Art, ſorſynet med flere Bladel k Voglade ſamt hos Hovedliommisſioncren: Voghandler & Hperl Fierdingaar medfølger gralis el flort mußt Villede. Billeder, kit 3 At. ( Kir.) Fjerdinggaret frik lilſendt au heſlilles paa elhvert Voflliontor og Brepſamlingsſled, i enfjver udolph Klein, lille Kſsbmagergade 56, Kjobeuhapn. É ! 'Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Woch ne, Ng Slorfhabslæsning, Ge og 3 2. Aargang. Nr. 10. $ „Zohan Herman Vegſel. Af Bendix Hanſen. ek (Sluttet.) ; 85 om Prøve paa det Slags Ojebliksvers URE tillader jeg mig endnu at anføre et Par. 8 N Engang da han ſammen med nogle Venner ſkulde ofre i en Landsbykirke, op⸗ dagede han, at han kun havde 6 Stilling, og da han ſyntes, at det var temmelig lidt, ſaa liſtede han ubemærket en Tiſkilling fra en af fine Venner og lagde de 16 Skilling i en Offerſeddel, hvori han ſkrev: „Som udi andre Ting, ſaa og udi min Gave Fra de gemene Folk jeg mig adſkille vil; De offre Lidet af det Meget, ſom de have; Jeg offrer Dig alt Mit og — Lidt af Andres til!“ En Agent Holk opfordrede Folk til at ſende ham Gaver til Underſtottelſe af Fattige og Syge, idet han forſikkrede, at Himlen nok ſkulde gjengjælde det mange⸗ fold. Vesſel var ſtrax parat til at efterkomme Op⸗ fordringen og ſendte en Mark med folgende Vers: „Agent Holk, De Fattiges Tolk, Sygekasfens Patriark! Jeg Dig ſender her en Mark, J det Haab, at Himmelen Giver en Dukat igjen”. J nogle af disſe Smaavers ligger det morſomme alene i Rimet; ſaaledes i dette: „Du lille vakre Karen Bak! For hvert et modigt Sting, Du ſtak | Hundagen d. 6. Peremer. Adginet af A. C. Bum. Kjøbenhavn. 1894. Paa en mig højft nødvendig Frak, Som ſprak, Tak! —“ Jeg maa her bemærke, at oin end Vesſel har laant mange af det Slags Vers, ſaa er der dog flere af dem, der i Folkemunde tillægges ham, og af hvilfe adſkillige ere meget latte, ſom tillægges ham med Urette. Naar man ſaaledes fortæller, at to af Vesſels Modſtandere, der engang fandr ham liggende drukken paa Valby Vakke og for at haane ham vilde de et Vers over ham. og. begyndte: „Et Svin paa Valby Bakke laa“ — hvilfet Vesſel ſtrax fortſatte med: „To Wsler ſtod og jaa derpaa!” — da fortæller man noget aldeles lignende om den ſpenfke Digter Belman, hvem det nok ogſaa tillægges med Urette. Vesſel holdt nok af et lyſtigt Lag; men en Drukken⸗ bolt var han ikke. Han ſogte muntert Selſkab for at glemme Livets Sorg og Bekymring, der ofte tyngede ham meget, men han drak ikke for Drikkevarernes Skyld. 1778 var han bleven Overſcetter for Theatret, og da hans Indtægter derved forbedredes noget, giftede han lig. Hans huslige Liv var ganſke viſt ikke ſom det burde været; thi han havde nu engang faaet Vane at ſoge til Kaffehuſe og Vinſtuer, og denne Vane kunde han ikke aflægge; men fin Son elſkede han dog højt. Hans Indtegter kunde naturligvis ikke ſlaa til og Ohlenſchlœger fortæller, at hans Venner derfor fif ham til at gaa til Miniſter Guldberg, for at bede om et eller andet pasſende Embede. Man laante ham et Par ſorte Silkeſtromper og en Paryk; men da han ſaaledes Uudftyret kom ind til Guldberg, kunde denne ikke kjende ham og ſpurgte, hvem han var. ; „Vesſel!“ lod Svaret. É e Men da Miniſteren var lige klog, tog Vesſel i en Fart Parykken af og puttede den i Lommen, og nu var han kjendt. : „Hvorved kan jeg tjene Dem!“ ſpurgte Miniſteren. „Med et Embede, hvor der er meget at fortjene, men lidet at beſtille!“ ſvarede Vesſel raſk. Miniſteren lod, ſom om han overhorte Svaret, drejede forlegent Snustobaksdaaſen i Haanden og gjen⸗ tog fit Spørgsmaal. s „Nu, ſaa giv mig en Pris Tobak, Fa'er!“ ſagde Vesſel. Den fik han, bukkede og gik. Ohlenſchloeger fortæller ogſaa, at da der engang var En der paaſtod, at intet var varmere end to Skjorter, bemeerkede Vesſel: „Hvad ſiger han da om tre, min Far!“ Da det ikke kunde blive til noget med at faa Enmbede, begyndte han at udgive et Ugeblad; men da han havde leveret 54 Numre var han træt og kjed deraf og opgav det. Der var flere fortræffelige Ting i dette Blad, ffjøndt det deftoværre mange Steder vidnede om, at det meſt var Noden, der tvang ham til at ſkrive. . J ſine yngre Dage var han en kjck og livsglad Mand; men da han blev ældre, tyngede Sorgerne ham jvært; han blev indeſluttet og tungſindig, og hans Vid og Begavelſe brød kun frem i enkelte forte Lysglimt ſom Stjerneſkud i Natten; men hans Hjerte blev ufor⸗ andret ædelt og venligt, og ſin Troſt fandt han i en ſtille Gudsfrygt. J det Sele var han en elſkelig Per⸗ ſonlighed; Nag og Bitterhed imod andre kjendte han ikke, han angreb aldrig nogen perſonlig, ſkjondt hans Vaaben, de vittige Smaavers, let kunde friſte ham dertil, og overfor ſine Fjender var han altid forſonlig. Han vandt mange og trofaſte Venner, og det ligger jo ner at antage, at de ogſaa have underſtottet ham med Penge. Hvilken Her af Sorger og Bekymringer ligger ikke i dette Vers over Tandpine: „Du Tendernes uhoflige Gæft, Al Roligheds og Friheds Peſt, Du er paa Jorden Vin⸗Fanden Og halve værre end den anden; Men ſig mig, naar Du plage ſkal, Hvi falder juſt paa mig Dit Valg, Paa mig, ſom ſer kun ſorte Dage, Og ſorte haver langt tilbage; Paa mig, ſom mer ej Kjole har, Og har den ubetalt, jeg bar; Hvis Krop knap fire Skilling gjælder, Hvis Aand Bekymring daglig felder, Hvis Kreditorer er en Flok? Er dette Dig ej Plager nok? Paa denne Suppe kom en Sævning i ; 1 Af Mandags og af Torsdags Stævning — Se der gaar Meldahl glad og fed, Som nu af ingen Plager ved; 2 Forlad Du mig, tag ham i Steden, Og lad ham faa lidt Sorg blandt Glæden.” Om hans tungfindige Sindsſtemning vidner ogjan hans GravfÉrifter over fig ſelv: „Han uden Drif var fjælden glad, Og fine Støvlehæle gik han ffjæve, Han ingen Zing beftille gad, Tilſidſt gad han ej heller leve.” og: å „Han ſyntes født til Bagateller, Og noget Stort blev han ej eller.“ Han døde efter et fort Sygeleje den 29. Decbr. 1785, og hans Venner i det norſke Selſkab maatte bekoſte hans Begravelſe, da hans Efterladte ikke Havde Raad dertil. Et ſtort Folge ledſagede hans Baare til Trinitatis Kirkegaard, hvor han fif fin Grav nær hos Evald. Paa Theatret ſpillede man ,, Kjærlighed uden Strømper” til Fordel for hans Søn, og flere af hans Venner ſkreve Mindevers over ham. Det bedſte var Baggeſens: „Graad ſmelted hen i Smil, naar Vesſels Lune bod, Og Glædens Smil forſvandt i Taarer ved hans Død!” En Mindeften fif han førft 1864, og da vidfte man ikke længere beſtemt, hvor hans Grav var; men hans „Kjerlighed uden Strømper” har holdt fig paa den danſke Skueplads lige indtil vore Dage, og ſes endnu med ufvæffet Glæde, og kun faa Digtere, endog af dem, der ere langt ftørre end han, eve blevne Folkets Bndling, ſaaledes ſom han; thi hvem kjender ikke Vesſel, den morſomme og vittige Vesſel? (Fortſat.) m Frejs Elſkov er der lagt et herligt Kvad, af hvis Indhold vi ville anføre det Vaſenligſte. En Dag havde Frej Jat fig i Odins Hoj⸗ ſœde, Lidſkjalv, hvorfra man faa ud over Alverden. J Jettehjem ſaa han den fagre Gerd, Jætten Gymes Datter, da hun gik fra ſin Faders Hus til Fruer⸗ ſtuen, og fra den Stund af var Vanernes viſe Wtling tavs og mod i Hu. Hans Fader, Njord, bod da Skirne, ſaa hed hans Skoſvend, gaa frem for ham og fan at vide, hvi han var ſorrigfuld. Skirne ſvarede, at han ventede fig kun onde Ord, om han røgtede det Wrinde, dog gjorde han, ſom Fjord bod, gik frem for Gudernes Herſker og ſpurgte, hvi han fad jaa ene i den ſtore Sal Dag ud og Dag ind. Frej: „Ovi ſkulde jeg fortælle Dig min fvare Kummer, Yngling? Hver Dag lyſer Solen, men mig fryder den aldrig”. Skirne: „Din Sorg er aldrig ſaa ſtor, at jeg jo mener, Du burde ſige mig den. J Tidens forſte Dage vare vi unge ſammen, vel kunne vi To lide paa hinanden“. Frej: „Saa vid da, at i Gymes Gaarde faa jeg gange en Mo, ſom jeg elſker; hendes Arme lyſte, ſaa Luft og Hav gav Gjenſkin deraf; højere elſter jeg denne Me, end ſelb min Ungdoms Ven; men Ingen blandt Aſer og Alfer vil, at vi To maa komme ſammen“. Skirne: „Giv mig Din Ganger, ſom kan bære mig gjennem Trylleluen, og giv mig Dit Sværd, ſom ſpinger fig ſelv imod Jætternes Wt“. Frej: „Jeg giver Dig Gangeren, ſom kan bere Dig igjennem Trylleluen, jeg giver Dig Sværdet, ſom ſpinger fig ſelb, om den er bold, ſom har det i Haende“. Saa red Skirne gjennem Natten over de vaade Fjelde til Thurſernes Land, og da han kom til Gymes Gaard, horte Gerd det gny og done i Hallerne, Jorden bævede og alle Gymes Gaarde ſkjalv, men da Tcernen meldte, at en Mand var kommen og ſteget af Heſten, bod hun hende fore ham ind i Hallen og byde ham den ſkjcre Mjød til Velkomſt, og da han var kommen ind, ſagde hun: „Hvem er Du af Alfer eller Aſers Sonner eller viſe Vaner? hvi foer Du ene hid gjennem den ſteerke Lue, at gjæfte vor Hal?“ Skirne: „Jeg er ingen Alf, ej heller en As eller en af de viſe Vaner, dog foer jeg ene gjennem den ſteerke Lue, at gjæfte Eders Hal. Her har jeg elleve gyldne Wbler, Gerd; dem ſkal Du faa, om Du vil ſkjenke Frej Din Elſkov“. Gerd: „Aldrig ſkulle elleve gyldne Wbler faa bøjet min Hu til Elſkov, aldrig ſkulle Frej og jeg bygge ſamme Bo“. Skirne: „Se, jeg giver Dig Odins Ring; otte lige ſaa tunge dryppe af den hver niende Nat“. Gerd: „Jeg tager ej imod Din Ring; ikke trænger jeg eller min Fader til Guld“. Skirne: „Ser Du dette Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank er dets Klinge; Dit Hoved ſkal jeg hugge fra Halſen, om Du ikke vil føje mig“. Gerd: Tvang fkal aldrig bøje mig under nogen Mands Villie, og det tenker jeg, at modes Du og Gyme, vil det komme til Kamp“. Skirne: „Ser Du dette Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank er dets Klinge; for den ſkal den gamle Jette bide i Græstet, med den ffal jeg fælde Din gamle Fader. Dig ſelv ſlaar jeg med Tryllevaanden; vel ſkal jeg faa Dig bøjet under min Villie, Mo. Did ſkal Du fly, hvor Menneſkenes Sonner aldrig ſkulle fe Dig. Paa Ornens Tue ffal Du ſidde, vendt fra Verden og vendt mod Hel; ved Mad ſkal Du ledes mere, end Menneſket ledes ved den glinſende Orm. Et Utyſte ſkal Du vorde, jaa de fuleſte Jetter ſkulle ſtirre paa Dig med Undren, naar Du viſer Dig; videre kjendt ſkal Du vorde, end Guders Vogter, ſom et Skremſel ſkal Du ſtaa ved Ledet. Jeg riſter Runer, ſom fylde Dig med Raſeri og Jammer, med Affind og raſtlos Higen, med Kummer ſkal Din Graad oges. Sæt Dig og hør mig, jeg vil % ſkildre Din ſpare Kvide og grumme Kval. Hele den üdſlagne Dag ſkulle Trolde pine Dig i Jetternes Hjem, ſorrigfuld og gledelos ſkal Du krybe til Thurſernes Hal, Graad ſkal Du have for Gammen, med Taarer ſkal Du flide Dit Liv. Hos en trehovedet Thurs ſkal Du være eller vide af ingen Mand; Gejlhed ſkal gribe Dig, trodſige Icettekvinde! men gold ſkal Du være ſom Tidslen, der kaſtes i Ovnen. Jeg gik i de dunkle Skove at finde Tryllevaanden, Tryllevaanden fandt jeg. Vred paa Dig er Odin, vred paa Dig er Aſabrage, ogſaa Frej ſkal komme til at hade Dig, Du lede Kvind! alle Guders vældige Vrede rammer Dig. Hører mig, Jetter, hører mig, Thurſer, hører mig Suttungs Sonner og Aſernes Venner, hvorlunde jeg forbyder, hvorlunde jeg forbander Møen Kjeerrlighedens Lyſt, Mandens Favntag. Bag Helhjems Gitter ffal Du bo hos Hrimgrimner, den fule Jette; torſter Du, ſkulle usle Zrælle rœkke Dig Gedevand at drikke, aldrig faar Du bedre Drikke, bedſke vorde Dine Kaar. Jeg riſter Dig Runer, ramme Runer, Raſeri og Gejlhed, ulidelig Attraa rifter jeg Dig; jeg kan udſlette dem, om Du bøjer Dig under min Vilje.” Da blev Gerd red over de Kaar, der bodes hende, og hun ſagde: „Saa ver da heller velkommen Svend, og tag imod vort Beger med den gamle Mjød. Men aldrig havde jeg dog tænkt, at jeg ſkulde bøje min Villie til Vanernes Wtling.“ Men dermed var Skirne ikke nojet: „Helt vil jeg rogte mit Wrind, for jeg rider bort, Du ſige mig forſt, naar Du vil modes med Njords Son“. Da ſagde Gerd: „Barre hedder den ſtille lune Lund, ſom vi begge vide; der vil jeg mødes med Frej, naar ni Netter ere ledne“. Saa red Skirne hjem; men alt udenfor Asgaard mødte Frej ham og ſagde: Skynd Dig, Skirne, og ſig mig ſtrax hvad Du har naget i Jettehjem Dig og mig til Villie“. Og Skirne bragte ham Gerds Bud, og Njords Son ſagde: „Lang er een Nat, lange ere tvende, naar lide trende til Ende? Tidt har en Maaned tyktes mig kortere end en halv af disſe Lengſelsnetter“. Haardt maatte Frej ſiden bøde, fordi han for at vinde Gerd havde ſkilt fig ved fit Sværd, Han javnede det alt, da han maatte fjæmpe med Jætten Bele, men ham fik han dog fældet med et Hjortehorn, men veerre gaar det i den ſidſte ſtore Kamp imellem Guder og Jetter, der kan Intet bøde Tabet, og Frej falder ſelv fværdbidt. : Alle de Aſer og Aſynjer, vi hidtil have omtalt ere gode Guder; de ere hver paa fin Vis Udtryk for de Sider i Naturen og Livet, der efter hele Nord⸗ boernes Livsopfattelſe ſtod ſom gode og heldbringende: Tapperhed og Styrke, Frugtbarhed og Skjonhed, Vis⸗ dom og Ordſnildhed, navnlig for jaa vidt de kunne bidrage til at tjene og forherlige det Kampliv, der for Nordens Folk ſtod ſom det hojeſte, det var de Kræfter og Egenſkaber, den nordiſke Folkeaand fatte Pris paa, og ſom den nedlagde i fine Guder. Tilvoerelſen op⸗ Slklikkelſe, der ret viſer men ogſaa fordi de ved, 4 fattedes ſom en ſtadig Kamp imellem disſe Aandens og Naturens velſignede Magter og de vilde Sætter, de ubundne og derfor ſom ofteſt vilkaarlige og øde leggende Kræfter. Striden kan ſtille af for en Stund, Guderne kunne glemme Fjendſkabet, fatte Elſkov til og flutte Pagt med Jætternes dejlige Kvinder. Men det varer kun ſtakket, for Striden bryder los igjen, Mod⸗ ſetningen naar aldrig til blivende Forſoning. Men Forholdet imellem det Gode og det Onde er ikke ind⸗ ſkreenket til Modſctnin⸗ gen mellem Guder og Sætter, det Onde kommer frem i en langt dybere, mere bevidſt Form, i en os, hvor fin og levende en Folelſe Nordboerne havde for dets Væjen, ſaaledes ſom det frem⸗ træder i andens Verden, i Menneſkets Sind og Villie. Jetterne ere det Uhyre, det Loploſe, det Vilde, de ere onde, fordi de i Folge deres Natur ſtemmer imod den lov⸗ bundne Udvikling, der er Livets Maal; Loke er ond paa en helt anden Maade, han er Nord⸗ boernes Djævel, ikke blot trodſig, men ogſaa falſk og ſnedig, en ful Forforer til det Onde. Og dog fe vi ham færdes blandt Guderne, og disſe taale ham iblandt ſig, ikke blot fordi han tidt morer dem med Skjemt og Lojer, at der“ er ſtore Kræfter i ham, der'kunne bruges i det Godes Tjeneſte ſaavel ſom i det Ondes, og hvor meget han end hader dem, hvor ſteerkt han end lader fin æt ſende Haan gaa ud over dem, thi han er en gudsforgagen Spotter, hvor mange Raad han end legger op imod dem, han kan dog ikke ſige fig los fra dem, dertil er hans Natur for beſlogtet med deres. Loke ved fuldt vel, hvad han gjor, naar han gjor det Onde, der kommer en djavelſk Lyſt over ham til at gjøre det, netop fordi det er ondt, han er en falden Engel. I Tidens Ophav gaar han Side om Side med Odin, med hvem han blandede Blod ſom Foſtbroder; han er den Lodur, ſom ſammen med Odin og Honer ſkabte Menneſkene, og det er værd at lægge Merke til, at det er den ſanſelige Natur, Blodet, ſom gjør Kinden rod, der udgaar fra ham. Men det varer ikke længe, for Frafaldet kommer, hans Leflen med Guderne begynder, og hans i ſin dybeſte Grund mod alt Godt fjendtlige Natur kommer til Gjennembrud i Spot og Ondſkab. Lokes ligefremme, | umiddelbare Modſetning er givet i en enkelt beſtemt Skikkelſe, den fromme Balder, Lyſets, Godhedens, AL Kjerlighedens ſcerlige Guddom. * Der er adſkillige Fortællinger, i hvilke Loke ſpiller > i en mer eller mindre frem⸗ trœdende Rolle, og i dem alle ſe vi det ovenfor korte⸗ lig Udviklede ſtadfeſtet. Snart ſe vi ham draget til Guderne, ſnart til Mor⸗ kets Magter, næften altid ponſende paa Svig; i det ene Ojeblik ſtaar han Gu⸗ derne bi med Raad og Daad, ſom da han farer med Thor ſom Zærne til Icettehjem, i det naſte ſlaar han dem de dybeſte Saar, han kantilfoje dem. Dybſindigt er det Træk, der oftere kommer frem, hvorlunde denne tvetydige Skikkelſe jævnlig bringes til at handle imod fin Villie, tvinges til at ar- bejde i det Godes Tjeneſte, hvor han helſt vilde gjøre Ondt, og omvendt, ſom vi f. Ex. je det i Fortæl: lingen om Bduns Ran, thi det er lige ſaa lidt med hans gode Villie, at han vaner hende til Tjasſe, ſom at han ſkaffer Gu⸗ derne hende tilbage. N Lokk. (Fortſattes.) Af H. K. A. Hopmoller. Loeidt i Juni, naar Sneen er ſmeltet paa o Fjeldene og Grasſet ſpirer op af Jorden, fo da drage de norſke Bønder op til Sætren O med hele Beſeetningen af Heſte, Køer oſp. Kun et Par Køer bliver hjemme paa Gaarden, for at de derhjemme kunne have Malken af dem. Ligeledes bliver der ogſaa et Par Heſte derhjemme til. Kjorſel og til Gaardsbrug. De blive deroppe, til Kulden og Sneen igjen driver dem ned ſidſt i Sep⸗ tember eller førjt i Oktober. Saa maa de hjemad til Dalen og Gaarden igjen. ſiderne og Skoven, gaar Kvæget jaa til lidt længere ud paa Efteraaret, naar Vinteren klemmer paa, da de maa tages ind. Saaledes gaar Kveget ogſaa hjemme om Vaaren og forſt paa Sommeren, da Sneen farſt ſmelter nede i Dalen. ; Langt har mau at færdes til Græsmærferne oppe | paa Fjeldene, og Vejen er flere Steder trang, ſaa det for os Danſke ſynes, ſom om det er helt umuligt, at Dyrenegikke bræffe Benene ved al kravle opad de ſnevre Hjemme i Lierne, Fjeld⸗ bratte Veje og Stier. Paa flere Steder, hvor man til Setervolden eller Grœshavningen har fra 1 til over 20 Mil, maa Folk være flere Dage undervejs med alt Slags Kvæg. Hver Mand nede i Dalen ejer da gjerne Lod i Setervolden, og han har bygget fig et Seter⸗ hus, ſom kun er i Brug godt 3 Maaneder om Sommeren. Der er flere forſkjellige Huſe, et, ſom Pigen boer i, et til Kgerne og Kalvene og et til Griſene. Flere Steder er der en Holade, hvor Hoet gjemmes til om Vinteren, for lettere at føres hjem paa Sneſleeden. l Pigerne have dygtig Arbejde deroppe paa Sæteren. SER Tordagskueld pan Satren. Om Morgenen tidlig ſkal Koerne malkes; ſaa drives de ind paa Satervolden tilligemed Kalvene, Faarene og Griſene. Saa ſkal Malken ſies, og dernæft ſkal Fjoſet (Fchuſet) renſes. Saa ffal den ſtore Kjedel hænges van Krogen eller ogſaa paa Stangen, ſom kan drejes om over Ilden, Floden ſkummes af Melken og — i Kjedlen med Melken —, ſom da maa ud med den hvide Of. Saa blive de ved med at koge Vallen, til den er kogt ind til en brun Velling, ſom de idelig maa rore i, for at den ikke fkal fætte fig faſts paa Bunden af Kjedlen. Denne Valling presſes nu i en Form og bliver til den meget velſmagende Myſeoſt (Valleoſt) iſcer af Gedemalksmyſen. Der laves altſaa Oſt af Vallen, og faa ffal de jo en Gang imellem kerne Smør, jaa ſkal de mange Malkeringe (Botter) ſkruppes, ſkures og vaſkes dygtig i Bredſkvand for at Træet ikke ſkal blive ſurt. Saa fkal Melkebgtten ud at ſoles, tørres og luftes, og faa ſkal der ſommetider ſes efter Køerne og Griſene; nogle have en Getergut eller Hjuringgut til at ſe efter dem. Have Pigerne lidt Tid tilovers, ſaa have de gjerne en Bindehoſe, eller ogſaa lidt fint eller grovt at fy paa. Saa kommer Aftenen, og ſaa ſkulle Køerne hjem, bindes og malkes, og ſynes hun ſaa at det er for tidligt at gan til Sengs, da gaar hun gjerne hen til en af Veninderne, for at tale om et og andet, enten om Folkene hjemme i Dalen eller om Køerne og Faarene. Saa har Guldftjærne givet for lidt Melk, Blomros eller Fagerli været nær ved at blive ſiddende i en Myr (Moſe), og ſaa er det ikke for tidlig at gaa i Seng og drømme om Gutten fin. 7 Om Søndagen yſtes der ikke Oſt eller fjærnes Smør. Dagen er ſommetider for lang, og da længes man meſt efter at komme ned til Hjemmet i Dalen, | efter at komme i Kirke for at hore Preſten og ſamles Men jaa have de Bøger at med Venner og Frender. læfe i, og ſaa gaar de ſammen, de ſom er de bedſte Venner, og fortæller Hiſtorier for hinanden. Er der ikke alt for langt hjem til Gaarden, ſkiftes de til at komme ned til Hjemmet. Cr der flere Mil, kommer Pigen tidt ikke ned fra Sæteren hele Som⸗ meren, men maa blive der ligeſaa længe ſom Køerne. Har en af Pigerne en Kjærefte, og det er nok ikke jaa ſjeldent endda, faa kommer han jo ſommetider op paa Sæteren om Lordag Nat, bliver deroppe om Son⸗ dagen, men maa gaa ned ad Fjeldet om Natten, for at være hjemme ved Dagverket om Mandagen. Bort Billede viſer netop det Ojeblik da Gutten, efter den milelange Vandring ſagte aabner Doren for at over⸗ raſke fin enſomme „Jente“, ſom med forventningsfuld Lytten hjerteglad har hort hans faſte Fodtrin, men lader ſom meerkede hun ham ikke. Stundom kommer en Gaardmandsgut op til Sæteren for at ſporge, hvordan det ſtaar til med Kvcget, og de kan da ved ham faa høre hjemmefra, ligeſom de ogſaa fan ſende Bud med ham. Det er nogle af de bedſte og meſt betroede Piger, ſom ligger paa Sæteren om Sommeren, da de have meget at pasſe paa og meget er dem betroet med hele Melke⸗ ſtyret. i J et ſenere Numer ſkulle vi paa en ſaadan norſk Sæter. „En lykkelig „Gevinner“. AP Forfølling af Knud Skytte. AM n (Fortſat.) et ſkulde ellers ikke forbydes Elſe „at „folge Skik med andre Folk“, og hun & maatte gjerne gaa til Dans. Men den Gamle vilde med, under Paaſkud af at more fig, men i Virkeligheden for at ud⸗ ſpionere Datteren. Han ſatte ſig hos Spillemanden og var munter hele Aftenen. Mellem Danſeſtykkerne ſang han nogle Vers af fin Bndlingsſang, ſom begyndte ſaaledes: „A, B, C, D! Kunde jeg ſe, bare jeg kunde ſe, 6 fortælle om et Beſog Kunde jeg ſe Dig, min Ven, kunde jeg ſe Kjereſten! A, B, C, D, kunde jeg fe, bare jeg kunde ſe!“ Men ſkjont han gjennemgik hele Bogſtavraekken flere Gange, lykkedes det ham dog ikke at „ſe Kjereſten“ i Jens Peter Perſen. Denne opforte ſig ikke i mindſte Maade anderledes mod Elſe end mod nogen af de andre Piger; han danſede med hende en Gang imellem, men deri var jo intet Paafaldende, og ſtjaalne Ojekaſt, „Portomine“ eller Smutten ſammen i Krogene merkedes ikke det Mindſte af. Men det hendte ſtundom, at Jens Peter tog Tonen fra Wolle, naar han nemlig ſamlede Karle og Piger om ſig og fik dem til at iſtemme „Der er et yndigt Land“, „Vift ſtolt paa Kodans Bølge” eller andre gode og ſmukke Fedrelands⸗ ſange. Den Slags ſyntes Wolle Perſen ikke om. „Naa, kommer han nu med dette nymodens Skraaleri fra Hojſkolen“, mumlede han ærgerlig, „der kan jeg ikke være med; jeg er af den gamle Verden“. Enten maatte Jens Peter være en mageløs ud— ſpekuleret Trœring, eller ogſaa var der Intet af Kjeereſteriet. Gid det var faa vel, tenkte Wolle. En Dag var Elſe ſysſelſat i Mejeriet. Hun havde ſin hvide Kniplingskappe kaſtet let over ſit ſorte fyldige Haar, fin ſmaatcrnede Hvergarns Kjole paa, det hvide Forklæde for og jaa i det Hele faa nydelig ud, faa det var en Lyſt. Faderen fad der nede hos hende og for- nojede ſig over at ſe, hvor flinkt hun kunde bruge ſig. Han lettede ſig og gik til Vinduet og ſaa ud; thi Lenkehunden tog til at gjs. „Hvem Skam kan det være? Jeg ſynes ikke, jeg har ſet ham for“. „Er han kjon, Fader? For det er vel ſagtens en Frier til mig“. „Du med Din Frier! Ja, jaa mænd. Han fer godt nok ud. Jeg maa ud at tage imod ham“. Den Nysankomne var til Fods. Det var en Ungkarl, jaa det ud til, paa henimod de Tredive. Han var godt flædt, havde Ur pan Laaret og en ſolvknappet Stok i Haanden. Af Hudfarve var han noget mork⸗ laden, Skjcgget var afraget, undtagen under Hagen, hvor han bar et tet, glinſende fort „Tagſkg“. Blikket var faſt og roligt, og da Wolle gav ham Haand og bod ham velkommen, fik han et ſaa gjennemtrengende, forſkende Ojekaſt af den Fremmede, at han ſyntes, det gik ham helt igjennem Sjælen. Wolle bod ham indenfor i Dagligſtuen, hvor de toge Plads for Bordenden; Elſe ſatte Olkrus og Brendevinsflaſke for dem til at begynde med, de fif ſtoppet og tendt, og Samtalen begyndte. Den Fremmede kaldte fig Søren Ullits og gav ſig ud for at eje en ſtor Gaard ude ved Kolding eller „langt ude i det Sonden“. Nu var han ude paa Handelen; thi han var ogſaa Kreaturhandler, Ejendoms⸗ * 79 kommisſioncer oſv. og drev Forretningen i det Store. Han gjorde Indtryk af at vere et ſat og alvorligt Menneſke, og Wolle, der over for „ſtore Folk“, var meget godtroende, ſyntes grumme godt om ham og tog alle hans Hiſtorier for gode Varer. „Men ſig mig en Gang, Soren“, ſpurgte han blandt Andet, „naar Du er faa ſtor en Handelsmand, ſom jeg nok kan ſkjonne, Du er, hvorfor holder Du Dig ſaa ikke en Rideheſt eller en Enſpernderbefordring? Det er jaa bejværligt for Dig at gaa ſaadan omkring fra By til By“. „Aa, det forholder fig ſaadan, at ſomme Tider er jeg kjsrende og ſomme Tider vidende, ligeſom det kan falde fig; nu for Ojeblikket er jeg gaaende, for jeg ſolgte baade Heſt og Vogn i Horſens til en Herremand, ſom ſyntes faa godt om begge Dele, at jeg ikke kunde være i Skindet, med mindre jeg lod ham faa dem, og ſom Du ved, Varerne ſidde altid føje paa en ægte Handelsmand. Desuden fif jeg dem godt betalte, næften det dobbelte af deres Verdi“; lagde han ligegyldigt til og tog fig en Slurk af Kruſet. Wolle var ganſke godt tilfreds med denne Rede⸗ gjorelſe; men jaa var der et andet. Spørgsmaal, han var nysgjerrig efter at fan beſvaret. | „Du kom vel forbi Kroen, Bajſtrup Kro?“ „Ja, jeg gjorde”, ſparede Søren og traf langſomt paa Piben, „og jeg var ogſaa der inde og faa pan Lejligheden. Det var nemlig min Agt at ſlaa mig til Ro der i nogen Tid, jaa længe jeg havde Forretninger her paa Egnen; men hverken Opvartning eller Lejlighed ſtod mig an, jeg er nok fan godt vant, hvor jeg plejer at færdes. Derfor ſagde jeg Farvel til Kromanden og ſpurgte mig for, indtil jeg fandt her ned, og det er nu min venlige Anmodning til Dig, Wolle Perſen, at Du vil unde mig Husly i nogle Dage, indtil jeg bliver færdig med mine Indkjob. Du ſkal faa det rigeligt betalt”, „Ja, hvad den Ting angaar”, ſparede Wolle, „ſaa kan vi nemt komme til Rette. Bliv her, fan længe Du har Lyſt; men det koſter Intet; thi det er ikke mit Fag at tjene Penge paa den Maade. Naa, jaa Du ſyntes ikke om Verkeriet her omme i Kroen? Den har dog et godt Lov paa fig, og vi Bajſtruper ſynes, det er den bedſte Kro her omkring“. „Det kan nok være; men kom ud til os, der ffal J ſe anderledes Kram. Jeg har ſelv i otte Aar drevet Gaſtgiveri i Lindby Kro, og jeg ved nok, hvorledes det ſkal være”, „Lindby Kro? Hvor ligger den?“ „Aa, det er langt herfra, ude i det Sonden. Jeg holdt. ogſaa baade Husjomfru og tre Opvartere, og mit Geſtgiveri var i en ſaadan Anſeelſe, at naar Grever og Baroner vare paa Rejſe, drog de mange Mil af deres Vej for at logere hos mig“. „Saa har Du ogſaa forſtaget Din Haandtering til Gavns, Søren”, - „Ja, det er man nødt til, naar man vil frem i Verden. Men nu ffal jeg fortælle Dig en Hiſtorie om Greven fra Gjedſerodde. Han boede en Gang hos mig i fjorten Dage, og det var flet ikke faa nemt at komme ud af det med ſaadan en Herre; men det gik jo, og da han rejſte, forſikkrede hau, at han aldrig var bleven bedre opvartet noget Steds paa alle fine Rejſer, og ſaa var han nærved at forgylde Folkene med Drikkepenge“. „Hille Dod og Pine! Fortel videre“. „Hm! Saa. gif det hverken værre eller bedre, end at han et Par Aar derefter, atter kom der paa Egnen og vilde overnatte i Sølvad Kro. Det pasſede nu bedſt med hans Rejſeplan, forſtaar Du“. „Ja, vel ſaa. Videre“. „Nu ital jeg ikke lakere min Kollega. Hans Geeſt⸗ giveri kunde ſaameend gjerne gaa an, ſkjont godt var det ikke, og kunde paa ingen Maade ſammenlignes med mit; til en Greve var det nu altfor ſimpelt, naar jeg ſkal ſige min Mening. Saa gif det da hverken værre eller bedre, end at de maatte have ſyv Retter Mad frem, og Greven kasſerede dem alle ſyv“. „Alle tyv?” „Alle ſyv, en efter en anden. Maden var ikke til at ſpiſe, ſagde han, og det endte da med, at han fik Ingenting. Det var nu ikke det Eneſte; men ſaa forlangte han at fe Geſtekammeret; han havde dog aldrig faa ſnart ſat fin Næje inden for Doren, for han ſprang tilbage og ſvor en Ed paa, at her vilde han ikke ligge. En, to, tre! maatte Tjeneren til at rede Seng inde i Vognen, og der lagde de ſig alle Tre, Greven, Tjeneren og Kufken“. „Det var da banſat!“ 5 „Men ſaa, ligeſom de ſkulde til at putte fig, glver Tjeneren ſaadan et lille Suk fra ſig og ſiger: „Ak ja! Det var ikke ſaadan, ſom da vi boede hos Soren Ullits i Lindby“. „Hvor langt er det her fra?“ ſpurgte Greven. Ja, det kunde vel være en lille halv Mil. „Kjor!“ raabte Greven og ſprang op. J en Saft maatte Kufken have Baſterne for, og afſted gik det, og jaa kom de til Lindby og bankede mig op Klokken tolv om Natten. Alle Folkene ſnorkſov, og jeg var lige ved at falde i Søvn, da Tjeneren meldte Greven fra Gjedſerodde. Jeg maatte da op og gjore Anſtalter, men Greven var dog ſaa venlig at gaa ſulten i Seng, fordi det var ſaa ſent. Der blev ſat en Karaffel med Vand ind i Kammeret til ham; Kuſk og Tjener puttede jeg op pan Loftet i et Par ringere Kämre, og jaa gik jeg til Sengs igjen. Men jaa om Morgenen vilde de have Kalkunſteg. Det kan jeg ikke ſkaffe, Deres Excel⸗ lence, ſvarede jeg, men Kyllingeſteg? Ja, ja! Det fi at gaa for den Gang. Kokkepigen maatte jo ſaa have Hovedet af en halv Snes Kyllinger, og da Jomfruen havde faaet dem ſtegte, lod jeg hende dæffe Bord oppe i Salen; jeg ſatte ſelv et Par Flaſker Portvin og nogle Cigarer til 2 Mk. Stykket derind, og ſaa lod jeg ham gjøre fig ſaa luftig, ſom han vilde, Men den Ret kasſerede han ikke; thi han levnede ikke mere, end ; iſte til min Frokoſt Dagen efter.“ jeg ſpiſte til min Fro N 5 f Fes he husflid. Pilekpiſtes Afbarkuing. Viletviſte til Kurvefletning ſkceres om Efteraaret, Vinteren eller Foraaret. Kviſte ſom ſkulle bruges med Barken pan til grovere Arbejde, ſkeres efter Lov⸗ faldstid fra November og hele Vinteren. De ſammen⸗ bindes faſt i Bundter paa et Par Alens Omfang og opſtilles til Tørring i to mod hinanden ſtottende Fætter, jaa at Rodenderne ikke ſtaa lige paa den fugtige Jord. Naar de ſaaledes have ſtaget i det Fri i Torrevejr i nogle Uger, kunne de tages i Hus paa et frit luftigt Sted og opbevares. Faa de Regn i Torringstiden, eller efter at de ere blevne tore, blive de let fordeervede. Til Afbarkning egne alle ſlanke grenefrie Kviſte fig bedſt, og ſelv de fineſte kunne bruges. Disſe blive bedſt naar de ſtaa Vinteren over og forſt ſkeeres fra Midten af Februar til Enden af Marts, naar man kan vente at blive nogenlunde fri for Froſt. Efter Affkee⸗ ringen ſamles de i Bundter paa 5 Kvarters Omfang. Bundterne blive nu ſtillede nogle Tommer fra hinanden, med Rodenden i en flad Vandbeholder, jaa at Vandet ſtaar et Par Tommer op om Rodenderne, idet man pasſer at det ikke bliver ret meget højere og iſcer at enhver Kviſt er under Vandet med fin afſfkaarne Ende. Naar man nu tillige. pasſer, at de ikke udſettes for ſkarpe udtorrende Vinde, vil Saften ſnart begynde at ſtige og Barken at løsne, og lidt ind i Maj vil man kunne begynde at afbarke Kviſtene. Dette Arbejde kan man, naar man har en ſtor Mængde Kvifte, fortjætte indtil Juni; men paa de ſenere afbarkede Kviſte danner der ſig ſorte Pletter, ſom forringer Varernes Veerdi til det halve. Aſbarkningen foretages paa folgende Maade. Kviſtebundterne blive tagne af Vandet og det ved Rod⸗ enderne ſiddende Dynd afſkylles. Kan Afbarkningen ilke ſke ſtrax, kunne Bundterne opbevares pan et mørkt Sted tildekkede med afrevet Bark og overheldte med lidt Vand, for at de ikke ſtulle blive for torre. Den herved opſtagede Gjering er gavnlig for Afbarkningen, men over tre Dage tor man dog ikke lade Kviſtene blive liggende. Nogle Timer for Afbarkningen begynder, ſtyder man det overbundne Baand op mod Toppen, udbreder den nederſte Del af Bundtet vifteformigt og ſtiller det om⸗ vendt op ad en Mur for at Fugtigheden kan torre af. Nu begynder Afbarkningen, hvortil man i piledyrkende Egne af Nord⸗ tydſkland anvender en Jernklemme af hos⸗ ſtaagende Figur, hvis Sidegrene ere omtrent en halb Tomme tykke og hvis hele Længde er omtrent tre Kvarter. Den er enten ind⸗ rettet til at faſtſkrue i en Træblok, eller til at ſtikke Enden i Jorden, hvorved man da faſtholder den foroven med venſtre Haand, — medens man med den højre trælfer Kviſten gjennem Klemmen. Herved bliver Barken knuſt og gaar los. Naar man har trukket et Bundt gjennem Klemmen, | begynder man at tage Barken af, hvilket dog bedſt ud: "føres efterhaanden af en anden Arbejder, eller af Born. Hertil bruger man en mindre Klemme af Tre, ſom man lader Rodenden gaa igjennem, da denne, hvorved Arbejderen holder ikke er klemt. Man maa paa ingen Maade afſkrabe muligt faſtſiddende Bark med en Kniv, hyilken beſkadiger Kviſtens blanke Ydre og 1 dens Verdi. Sgaſnart et Bundt er af; barket, udlægges Kviſtene til Torring i fri Luft, idet man lægger dem i en Tommes Tykkelſe paa to Legter, der ere opſlagede noget fra Jorden i 1 til 2 Alens Afſtand. Man kan ogſaa ſtille Kviſten til Torring op ad en Mur, med herved ſlaa de fig krumme, hyilket forringer deres ÜUdſeende og gjør det vanſkeligt at bundte dem ordentligt ſammen efter Torringen. Jo hurtigere Kviſtene torres jo hvidere og ſmukkere blive de. Derimod taale de kun daarligt Regn og Ruſt, og naar man i fugtigt Vejr, maa torre dem under Tag, bliver de aldrig jaa ſuukke ſom i det Frie. Afbarkning af et Bundt paa den angivne Storrelſe betales med 8 ß. Kviſtene kunne nu gjemmes jaa længe det ffal være, i flere Aar, naar de blot holdes fri for Fug⸗ tighed. Naar de fkulle anvendes maa de udblodes godt i rent Vand, og det er fornodent at have en Ballie Vand ſtagende ved fig under Fletningen, for jævnlig at kunne fugte Vidierne, jaa at de beholde deres fulde Smidighed. Firkantede Nodder. Til uſkyldigt Tidsfordriv ſkulde vi Tid efter anden levere nogle af ovennævnte nye Nodder, med mere eller mindre haard Skal, ſom man ikke maa have alt for firkantede Hoveder til at knoekke. Skriv med Kridt paa Bordet denne Figur og ſkriv Bogſtaverne A. A. A. A. | | K. K. — T. T. og D. et i hvert Rum, [TET jaa at der dannes tre Ord, ſom hvad enten man læjer op eller ned, frem eller tilbage giver Løsningen paa folgende Gaade: Det Forſte er en Jæger i Lade og i Lo, det Andet var en Kone, men hun var Numer to, mit Tredie ofte koſter mer, end mangen en vil tro. Oplosning paa Gaaden i Nr. 9: Vin ter. Brevvexling. Hr. C. Fs. i Sk. Der er trykt jaa ſtort Oplag, at enhver i Løbet af Oktober Kpartal tiltredende Abonnement kan faa (og gjennem Poſtveſenet eller Boghandelen fordre) udleveret alle de fra Kvartalets Begyndelſe udkomne Numre af det nye Bind. Zudhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen (Sluttet). — Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſat). — Paa Satren, af H. K. A. Hov⸗ møller, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, For⸗ telling af Knud Skytte (Fortſat). — Husflid: Pile⸗ kbiſtes Afbarkning. — Gaade. — Brevvexling. Husvennen udkommer lil hver Søndag med gt 16-fvaltet Ark, ſorſynet med flere Billeder, lik 3 Alk. (1 Kr.) Fjørdingaaret frit filfendt. „vert Jjerdingaar medfølger gralis ek ſlort fmuke Billede. Bladet fan beſlilles pan ethverk Vofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedſommisſioncren: Boghandler Budolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kijobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Wess 2. Aargang. Nr. 11. En lykkelig „Gevinner“. Forfælling af Knud Sluylte i, e Hf (Fortfat.) Wes eu har jeg aldrig hørt Mage!“ N „Aa, jeg fkal ſige Dig, den Slags Folk ere jo vante til at leve godt, og jaa ſaadan en Madvom ſom Greven havde — Du har vel nok jet Greven fra Gjedſer⸗ odde?“ „Nej, jeg har hverken hort Tale om ham for eller ſet ham.“ „Aa, han er faa tyk, bitte Born, ſom fire Andre; det var flet ikke faa Meget til ham. Naa! Men da han faa ſkulde til at afſted, bod han mig hverken Hvid eller Skilling i Betaling, og jeg ſyntes, det var ſaa upasſende at kræve en ſaadan Mand.” „Iſcr formedelſt at han betalte jaa godt forrige Gang; det maa man nu ogſaa tage i Betragtning, Søren.” „Ogſaa det. Han rejfte da altſaa, og jeg ft Ingenting — mente jeg; men et Par Dage eſter kommer jeg ind i Geſtekammeret og jer mig om efter Noget, hvad det nu var, og da ligger der, Gud ſtraffe mig, tre Hundrededalerſedler under Vandfadet.“ „Har nu Nogen hort faa galt!“ ſagde Wolle Perſen og faa paa fin Gaſt med et beundrende Blik. „Jo, ſaadan gik det til,“ ſvarede Søren Ullits, „og ſaadan kunde jeg fortælle Dig hundrede. og ſexten Hiſtorier, om jeg ellers havde Tid; for jeg har oplevet ikke ſaa Lidt af den Slags.“ ; auands Ville Morfkabstesning, Oplysning ag Pugſil. 8 8 Adginet af A. C. Bim. 19 or ö Hundagen d. 13. Verember. 175 i 15 VW 25 25 n "OB 0 ;… Kjøbenhavn. 1874. Men der behøvedes ikke Mere. Wolle var vundet fuldſtcendig, og han vifte fra nu af fin Gæft den met - üdſogte Opmerkſomhed. Samtalen kom nu til at dreje ſig om Kreatur⸗ handel og Agerdyrkning, og det vifte fig ſnart, at ogſaa her var Soren Ullits den ſamme praktiſke og erfarne Mand, ſom han gav fig ud for at være i alle andre Forhold, Hans Gaard ſtod for 9 Tdr. 6 Skp. 2 Fdk. 13/4 Alb., fortalte han, og han brſkrev nøje dens Byg: ninger, Beliggenhed, Driftsmaade, hvad der kunde avles af Ho, og Korn, hvor ſtor Beſctning, der holdtes, og mere Saadant, og det var Altſammen ſaa meget godt. Wolle Peterſen ſad og tænkte: „Hvem kan vide, om han ikke er ude paa Frieri og har hort Tale om min lille Elſe? Hvilken Lykke, om hun kunde kapre ſaadan en Karl!“ Han lod hende fætte Mad paa Bordet, og under Maaltidet lagde han nøje Meerke til, om Geſten ſkenkede hans Datter nogen Opmoerkſomhed; men jaa vidt han kunde ſkonne, var det ikke Zilfældet i nogen højere Grad end almindelig Søflighed frævede. Da de havde ſpiſt og drukket Kaffe, tog Søren Ullits Affked. Han ſkulde ud at gjøre Indkjob til et foreſtagende Marked, ſagde han, men bebudede at ville komme igjen om nogle Dage. Wolle Perſen fulgte ham et langt Stykke udenfor Byen og tog en hjertelig Affked med ham. 3 Da de kom gaagende et Stykke hen ad Gaden, var Jens Peter ſysſelſat i fin Blomſterhave. Bufkadſet ſtjulte ham, og han kunde iagttage de Forbigagende uden ſelv at blive ſet. Ved Lyden af Soren Ullits's Stemme, ſtudſede han og bøjede nogle Kviſte til Side, jaa at han tydelig kunde tage ham i Ojeſyn. „Den ' Karl her!“ ſagde han overrafket til fig jelv; „ham maa der holdes Oje med, hvis han oftere lader fig til Syne“. Derpaa gav han fig atter i Færd med fit Arbejde, medens Wolle og Søren gif videre. Ex⸗Geſtgiveren blev borte i fire Dage; jaa kom han og fortalte, at nu havde han kjobt og afjendt fyrretyve Stude og tredive udføgte Luxusheſte. Med⸗ delelſen blev givet i en ligegyldig, neſten ſkodeslos Tone. Han fortalte ſenere, at han havde været i Handel om en Gaard, da han havde i Kommiesſion at ſkaffe en god Ven en Ejendom; men det var ikke blevet til Noget med Handelen, da der ikke kunde opnaas Enighed om Priſen. „Jeg havde ikke taget i Betenk⸗ ning at ſlaa til, hvis det havde været for mig ſelv, jeg handlede,” ſaaledes ſluttede den ſtore Sonderbo; „men naar man har med Andres Penge at gjore, er man nødt til at være lidt mere varſom.“ Det kunde Wolle Perſen ikke indvende det mindſte imod. Han ſyntes overordentlig godt om Sonderboen.“ Der kunde intet Spørgsmaal være om, at det jo var en ſolid, grundmuret Karl, en Kerrnekarl, en klog Karl! Bare han dog vilde luffe fine Øjne op og je paa lille Elſe! Wolle Perſen meddelte ſin Geſt, at der var en ftørre Gaard til Salg i Naboſognet, om han ikke kunde have Lyſt til at tage den i Ojeſyn? Aa jo. Det kunde han jo gjerne. Og allerede ſamme Dags Eftermiddag lod Wolle ſpende for ſin Fjedervogn, og de to ſtore Mænd Fjørte ud paa Gaard⸗ handel. Søren Ullits lod til at kunne je med et halvt Oje, hvad Ejendommen duede til, og alle de Bemeerk⸗ ninger, han lod falde, ſyntes at tyde paa, at han var en Kjender ud af forſte Skuffe. Dog viſte han Wolle den ſtore Wre at kalde ham til Side flere Gange og udbede fig hans Raad. Wolle Perſen var helt forelſket i ham. Han kunde ogſaa grumme godt lide, at Pen⸗ gene ikke ſad for loſe paa ham. Det forſte Bud, Søren langt om længe gjorde, var anſtendigt, men dog temmelig langt „fra Nummeret.“ Han holdt ſig tappert, og hvad han lagde til, maatte Modparten ſejgpine ud af ham. Der blev ikke handlet den Dag; men efter Wolle Perſens Raad bekvemmede Kommis⸗ ſioneren fig til at tage derned neſte Dag, og efter den meſt udholdende og ſejgpinende Prutten lykkedes det omſider Mæglerne at bringe Parterne til at nærme lig hinanden, ſaa at Handelen blev afſluttet og Kon⸗ trakten oprettet. Der fulde betales tuſinde Daler paa Haanden, og Soren fremtog en Tegnebog, der lod til at være jaa vel ſpakket, at den faa ud, ſom den ſkulde revne. „Jeg har rigtignok jan mange Penge og flere til hos mig,“ ſagde han; „men det er mine egne, ſom jeg har udtaget til eget Brug, og oprigtigt talt, kan jeg ikke godt undvære dem. Jeg vilde derfor gjerne, om det kunde bero med Betalingen i nogle Dage. J Uften ſkal jeg fÉrive til Manden, ſom jeg har handlet for, og I kan være ſikker paa, han godkjender den og møder her paa Pladſen i Løbet af nogle Dage. Saa kan han ſelv betale og bringe alt det Nodvendige i Rigtighed.“ „Eller ogſaa kan jeg lægge Pengene ud jaa længe,” ſagde Wolle Perſen. „Nej, det behøves ikke,“ ſagde Manden, der havde ſolgt Gaarden. Han var ikke jaa misteenkſom, og det kunde godt bero med Betalingen i nogle Dage. Det ſpurgtes ſnart trindt om i hele Omegnen, hvilket „Skrald“ den fremmede Sonderbo havde flaaet under fit Ophold hos Wolle Perſen; der blev talt Meget om ham, og mangen En gjorde fig et Wrinde ind til Wolles for at je ham og ſnakke et Par Ord med ham. Man gjettede fig ſnart til, at det maatte være en Bejler til Elſe, og Folk fik travlt med at faa udſpioneret, hvad der nu ſkulde gjøres med hendes Faders Gaard, da Bejleren havde en i fin Hjemſtavn, der var langt ſtorre. En Sondag Eftermiddag ſad Wolle Perſen og hans Geſt og ſnakkede ſammen inde i Dagligſtuen. Jens Peter kom hen ad Gaden med Sognets Skytte⸗ afdeling, hvis Ovelſer han ledede. Idet de kom forbi Wolles Vinduer, drejede Anforeren Anſigtet til den anden Side og lod ſom han var ivrig ſysſelſat med Kommandoen, ſaa Soren Ullits fik ikke hans Anſigt at ſe. Skytterne marſcherede i Takt efter en munter Sang med Geværet i Hvil og Danebrog i Spidſen for Delingen. (Fortſattes.) i Vore Fedres Guder, sg Ved Fr. Winkel Horn. WS (Fortſat.) okes dobbelte Natur kommer allerede frem deri, at han ſtrax fra forſte Færd ſlutter 0 fig til Guderne, thi af Slægt og Herkomſt hører han egentlig Jætterne til, hans Fader var Jætten Forbaut, hans Moder Jettekvinden Laufey. At han med Jattekvinden Anger⸗ bode avlede Fenrisulven, Midgaardsormen og Hel, have vi alt omtalt; det er det Onde, der parrer fig med det Onde og avler Ondt. Fra en anden Side ville vi faa et Glimt af ham i hans Wgteſkab med Sigyn, hvis Kjærlighed til ham er jaa trofaſt og beſtaar ſaa haard en Prove, at vi allerede deri have et Vid⸗ nesbyrd om, at der i alt det Onde hos ham dog maa være noget Godt. Men Loke avler ikke blot Born med Kvinder, han ſtod i den Grad for Nordboernes Bevidſthed ſom et Dobbeltveſen, at han ſelv maa føde; han er Moder til Odins ottefodede Ganger Slejpner, ſom vi nu ſkulle høre. — Da Guderne havde rejſt Midgaard og bygget Valhal, kom der en Jette og tilbød dem at bygge dem jaa faſt en Borg, at Turſer og Bjergriſer aldrig ſkulde kunne faa Bugt med den, om ogſaa de kom ind over Midgaard. J Byggelon kravede han, at de fulde give ham Freja ſamt Sol og Maane. Guderne holdt da Raad, og den Aftale gjorde de med Bygmeſteren, at han ſkulde faa, hvad han havde forlangt, om han fik Borgen bygget i en Vinter, men ſtod Noget ubygt nen førfte Sommerdag, fulde han have fin Løn forbrudt, og han ffulde gjøre hele Arbejdet alene og maatte ikke tage Sjælp af Nogen; det gik han ind paa, kun bad han, om han maatte tage fin Heſt Svadilfore med til Sjælp, og det gav de ham efter Lokes Raad Lov til; jaa blev Kjobet ſluttet med mange Vidner og ſteerke Eder, thi det tyktes Jætten utrygt at være blandt Aſerne uden ſikkert Leide, om Thor, ſom var oſterpaa at ſlaa Trolde ihjel, kom hjem. Den forſte Vinterdag begyndte han fit Arbejde. Om Nætterne kjorte han Sten til Stedet, og Aſerne undrede fig højlig over, hvor ſtore Fjelde den Heſt kunde trakke, den gjorde dobbelt ſaa meget Arbejde ſom Bygmeſteren. Da det led mod Vinterens Ende, var Arbejdet ſkredet godt frem, Borgen var rejiſt og ſtod der jaa høj og ſterk, at den kunde ſtaa fig imod ethvert Angreb, og da der var tre Dage igjen af Sommeren, manglede kun Borgledet. Da ffjønnede Guderne, at nu vare gode Raad dyre; de plejede Raad og ſpurgte hverandre, hvem der dog havde raadet til at gifte Freja med Jætten og lægge Luft og Himmel øde ved at tage Sol og Maane bort derfra og give Jætten dem. Kom det da frem, at det Raad var kommet fra den, der er Ophav til det meſte Ondt, der ſker i Verden, fra Loke, og de ſagde, at han fortjente den veerſte Dod, om han ikke fandt van Raad, jaa Jætten tabte. Saa. gif de alle los paa ham, og han blev ræd og fvor dem til, at han ffulde mage det jaa, at dætten ſkulde tabe, hvad det faa end ffulde komme til at koſte ham. Samme Aften, da Jætten kjorte ud efter Sten med Svadilfore, ſprang en Hoppe vrinffende frem fra Skoven, og da Hingſten faa og horte det, blev den gejl, ſled ſig los og lob efter Hoppen, ſom ſprang ind i Skoven igjen; Jætten fatte efter den og vilde fange fin Heſt, og de lob hele Natten, ſaa der blev ingen Sten hentet og intet Arbejde gjort den næfte Dag. Men da Jætten faa, at han nu ikke vilde kunne faa Borgen færdig til den faſtſatte Tid, foer han i fin Jettevrede, og da Aſerne nu bleve visſe i deres Sag, at det var en Jette, der var kommen, da brød de fig ikke længer om deres Eder, men kaldte paa Thor. Han kom ſtrax, og flur var Mjølner, hans gode Hammer, i Luften; paa den Vis gav han Jektten fin Byggelon, i Stedet for Sol og Maane fik han Hjerneſkallen knuſt. Men Hoppen, ſom lokkede Svadilfore, var Loke, og da der var ledet en Stund, fodte han et Fol; det var graat og havde otte Ben. Slejpner hedder den Ganger, den bedſte Heſt blandt Guder og Menneſker. Loke havde engang i Ondſkab og Kaadhed klippet alt Haaret af Sif. Da Thor fif det at vide, greb han ham og vilde have knuſt hvert et Ben i ham, om han ikke havde ſvoret, at han ſkulde fan Dværgene til at lave Sif et nyt Haar af Guld, der fkulde vore paa hendes Hoved ſom andet Haar. Han foer da til Dværgene Jvaldes Sønner, og de lavede Haaret til Sif, Skibet Skibladner, ſamt Spydet Gungner, ſom Odin fik. Saa veddede han med Dværgen Brok, at tre jaa ppperlige Klenodier ſom disſe var hans Broder Sindre ikke Mand for at lave, og det ſatte han ſit Hoved ind paa. De gik nu til Sindres Smedie, og han lagde et Svineſkind i Esſen og bad Brok træffe BVælgen og ikke ſtandſe, for han havde taget af Esſen, hvad han havde lagt derind. Saa gik han ud, og Brok traf Beelgen; men aldrig faa ſaare var Sindre gaaet, for der kom en Bremſe og ſatte ſig paa Broks Haand og ſtak, men han holdt ud og traf Belgen, til Broderen tog Skindet af Esſen; da var det blevet til en Galt med gyldne Borſter. Saa lagde han Guld i Esſen og bod Brok træffe Bælgen ſom for, men aldrig jaa ſaare var han gaaet ud, for Bremſen kom igjen og ſatte fig pan Broks Hals, og nu ſtak den meget hyvasſere end for, men Brok holdt alligevel ud, til Sindre kom og tog Guldet ud af Esſen; da var det blevet til den Ring, vi kjende, ſom hedder Drypner. Saa lagde han Jern i Esſen og bod Broderen blæje ſom for, men holdt han op for Tiden, ſagde han, gik det galt med hvad han havde for. Nu fatte Bremſen fig imellem hans Øjne og ſtak ſaadan, at Blodet randt ham ned i Øjnene, jaa han ikke kunde ſe, han tog da med Haanden derop et Ojeblik og jagede Bremſen bort, men da Smeden kom, ſagde han, at det var ner ved at hele Arbejdet var gaaet tilſpilde derved; ſaa tog han frem af Esſen en Hammer og gav faa fin Broder alle Kle⸗ nodierne, at han ſkulde fare til Asgaard med dem og faa Veddemaalet afgjort. Da Loke og Brok nu kom frem med deres Klenodier, fatte Aſerne fig til Doms, og derom blev man enig, at den Dom, Odin, Thor og Frej fældede, ffulde ſtande ved Magt. Saa gav Loke Odin Spydet Gungner, Thor Haaret til Sif og Frej Skibladner, og gav Forklaring over alle Klenodierne, at Spydet aldrig ſpigtede, at Haaret vilde gro faſt, jaa ſnart det ſad paa Sifs Hoved, og at Skibladner altid havde Medbor, ſaaſnart der hejſedes Sejl paa det, hvor man faa end ftævnede hen, og naar det ikke brugtes, kunde det foldes ſammen og bæres i en Pung. Nu kom Brok frem med ſine Klenodier. Ringen gav han Odin og forklarede, at hver niende Nat dryppede der otte ligeſaa tunge af den; Galten gav han Frej og ſagde, at den kunde lobe gjennem Luft og over Hav, Nat og Dag, ſteerkere end nogen Heſt, og aldrig var det jaa mørk Nat, at der jo blev ſkinnende lyſt, hvor den foer, ſaadan Glans gik der af dens Borſter. Hammeren gav han Thor og ſagde, at med den kunde han ſlaa ſaa ſtore Slag han vilde, den ſkulde nok holde og aldrig ſvigte, og den kunde aldrig blive borte, thi hvor langt han end kaſtede den, ſogte den ſtadig tilbage til hans Haand igjen; og ſaa lille kunde den blive, om han vilde, at han kunde have den i Lommen; men den Fejl var der ved den, at Skaftet var noget vel kort. Aſerne fældte nu den Dom, at Hammeren var det bedſte af alle disſe Klenodier, thi den var det bedſte Værn mod Thurſer og Zætter, og Dværgen havde vundet fit Veddemaal. Loke vilde nu indloſe fit Hoved, men det kunde der ſlet ikke være Tale om, ſagde Dværgen. „Saa tag mig da“, ſagde Loke, men hver Gang han var ved at faa fat i ham, var han langt borte, thi han havde Sko, ſom han kunde lobe i Luften med. Dværgen bad da Thor om at tage ham, og da Thor havde gjort det, vilde Dværgen hugge Hovedet af ham, men Loke ſagde, at Hovedet fik han tage, men Halſen maatte han ikke røre. Saa tog Dværgen en Kniv og en Rem og vilde fåiffe Huller i Lokes Læber og fy Munden ſammen paa ham, men Kniven bed ikke, og forſt da han fik ſin Broders Syl, gik det, dog rev han ſtrax Remmen ud igjen, og ſaadan flap Loke. Der er levnet os et gammelt Kvad, der kaldes Loketrœtten, og ſom ret viſer os Loke ſom den ondſkabs⸗ fulde Spottefugl, hvis Haan Intet ſparer undtagen overfor den, af hvem han ligeſrem venter at blive lønnet med tørre Hug. Det er aabenbart, at Digtet hidrører fra en forholdsvis jen Tid, da den ærefrygtsfulde Tro paa Guderne i det Mindſte hos enkelte fremragende DD A277 girs Giwstehnd. Aander havde veget Pladſen for en mere blot digteriſt humoriſtiſk Opfattelſe; det fremgaar umiskjendelig af hele Digtets Tone og af de alt andet end glimrende Roller, adſkillige af Guderne ſpille i det, og de Synde⸗ regiſtre, de maa høre paa, det er i Grunden for en Del et Spottedigt over den gamle Gudeverden, udført med ſkarpt Blik for dens Skrobeligheder og med ſtort Lune. Da en vaſentlig Side hos Loke kommer godt frem i det, ville vi je lidt nærmere, paa det. i Da Aegir havde faaet den ſtore Kjedel, vi mindes Thor og Thyr ſkaffede hos Jetten Hymer, bryggede han Ol og lavede til Gilde for Aſer og Alfer. De kom alleſammen paa Thor nær, han var i Oſterleding, ſom ſeædvanlig vel for at ſlaa Trolde ihjel. Stort og ſtateligt gik det til i Ægirs Hal, ſom var et hojhelligt Fredſted; lyſende Guld var der i Stedet for Lys, og Ollet bar fig ſelv omkring. gir havde to Tjeneſtefolk, ſom vare overmaade flinke; Guderne roſte dem meget, men det blev Loke misundelig over, og tilſidſt blev han ſaa kjed af at høre derpaa, at han ſlog den ene ihjel, Da ryſtede Aſerne deres Skjolde og raabte imod Loke og drev ham til Skovs; jan ſatte de fig til at drikke igjen. Men Loke kom fnart igjen og traf den anden af Wgirs Tjeneſtefolk, ſom hed Elde, udenfor; han ſpurgte ham, hvad Aſerne fad og talte om over Ollet. „De tale om deres Vaaben“, ſagde Elde, „og om deres Lykke i Strid, 1 | ——— 82 AR men Ingen taler Venneord om Dig“. „Jeg vil dog gaa ind og je paa det Drikkelag“, ſagde Loke; „Haan og Hadingsord vil jeg bringe dem, og blande Ondſkab i deres Mjød”. Saw gik han derind, men da de jaa, at han var kommen igjen, faldt der Tavshed over dem Alle. Da ſagde Loke: Torſtig kom jeg langvejsfra hid til Hallen for at bede Eder, Aſer, give mig at drikke. Hvi er J jaa tavſe? Viſer mig til Sæde eller jag mig herfra, om J vil“. Brage: „Aldrig viſe Aſerne Dig til Sæde; de ved vel, hvem de fkal bænfe ved deres Gilder“. Loke: „Har Du glemt, Odin, hvorlunde vi blandede Blod i fordums Dage? dengang ſvor Du, at aldrig fkulde Du ſmage Ol, om det ikke bares for os | 85 Begge”. Odin: „Saa rejs Dig da, Vidar, og gjor Plads for Ulvens Fader, ikke vil jeg, at han ſkal laſte os i Mgirs Hal“. Vidar flod da op og ſkjeenkede for Loke; men forend han drak, hilſede han Aſerne: „Hil Eder, Aſer, og hil Jer Aſynjer, hil Jer alle, J høje Guder, undtagen Brage der inderſt paa Benken“. Brage: „Jeg giver Dig Sejt og Sværd dertil en gylden Ring i Bod, om Du vil ſpare Aſerne for Din Avind; egg ikke Guderne imod Dig“. 4 (Fortſattes. En Nat ned Amazauflnden. 5 Fra Braſilien. j 73 SNE 32 85 thvert Barn kjender ſikkert af Navn dette ſtore Kejſerdomme i Sydamerika, og der for ſtorſte Delen kommer fra dette Land, nemlig Kaffen. Et Blik paa Verdenskortet viſer, at dette Rige af | umaadelig Udftræfning, ligger paa Jordens varmeſte Strøg, idet Wfvatorigaar igjennem dette Land, ligeſom findes næppe det Hus, hvori man ikke ſaagodt ſom dagligt nyder et Produkt, der | gjennem ben afrikanſke, umaadelige Orken Sahara, ſom vi tidligere have omtalt. Man vilde tage meget fejl, derſom man antog, at Klimaet og Landenes Beſkaffenhed var ens, da begge ligge ligemeget under den brændende Sol; man kan vel næppe tænfe fig nogen ſtorre Mod⸗ ſetning, end den golde dodsſvangre Sahara Orken og det endnu nærmere Wkvator liggende Braſilien, med fit yppige rigtſvulmende Plante⸗ og Dyreliv. En af de ypperſte Forſkere af det braſilianſke Planteliv forſikkrer, at han har ſet mindſt 15,000 forſkjellige Plantearter i dette Land, og ſaa er dog umaadelige Strækninger i det veſtlige Braſilien endnu næppe kjendte, langt mindre underſogte af Planteforſkerne. Intet Sted i Verden finder man derfor de umaade- lige Urffove tættere og med en mere overraſkende Rigdom af vexlende Farver end her, og intet Steds trives vel alle mulige fra andre Egne af Jorden indførte Planter bedre end her. Skovene levere det fortrinligſte Skibs⸗ tømmer, udmeerkede fine Trœarter til Gavntre (Mahogni oſv.) Farvetre (navnlig Fernambuk) og en Rigdom af herlige Frugter, ſom Piſang, Kokusnedder, Ananas, Rabarber, Meloner og hvad de alle hedde. J de lavere fugtigere Egne trives Ris og Mais, medens de mere hojtliggende Egne frembringe en rig Hoſt af Tobak, Sukker, Kaffe og Kakao (Chokolade), ſamt Bomuld og Indigo, foruden en Mengde fortrinlige Kryderier, ſom Vanille og Ingefær. ; Hvad der giver Brafilien fin rige Plantevært er Vandet. Fra det veſtlige Sydamerikas Bjerge⸗ ftrømme talrige Vandlob mod Oſt og forene fig til Jordens ftørite Flod: Amazonfloden; den fører en jaa umaadelig Vandmasſe, at den i fit Udløb er bred nok til at rumme Sjælland i fin Munding. Vel er det varme Klima overordentlig tørt en ſtor Del af Aaret, og al urte⸗ og græsagtig Plantevcext fortorres da paa Sletterne ſom i Bjergene, men jaa kommer „Regntiden“. Vandet ſtremmer ned Uger og Maaneder; hvor der for var vide Sletter, bliver nu ſtore Vandſtrakninger, der dog hurtigt. forſvinde og efterlade en ny ſpulmende Plantevext, ved hvilke de halvvilde Hjorder af Heſte og Bofler fryde fig og fede fig i ubændig Glæde ovenpaa den ſtore Nod, de led under den lange Torke, og derpaa folgende Overflod af Vand. Man vil forſtaa, at det over hele Braſilien for⸗ grenene Flodnæt har bidraget overmaade meget til at Landet er blevet underſogt og bekjendt i det Indre, ſaa godt ſom det allerede er, og at jaa mange udmærkede Produkter ere fundne og udførte derfra. Weren derfor tilkommer de utrættelige Videnſkabsmend, ſom under utrolig Savn og Moje have gjennemtreengt de torre Sletter og vilde Bjerge, ſom de umaadelige Urſkove, der aldrig ere betraadte af nogen hvid Mands Fod tid⸗ ligere. Det er ikke Torſt efter Guld og Sæder ſom have bragt hine Mænd til at jætte Livet i Vove og til at gjennemgaa al den med Rejjer i ſaadanne Egne folgende Moje, Nod, Sult og Anſtrengelſer. De ere kun ledede af den uegennyttigſte Lyſt til at gavne deres Medmenneſker og Trang til at udvide deres Kundſkaber for at være blandt Videnſkabernes Banebrydere. Det er med Stolthed at vi Danſke ſelv ogſaa paa dette Omraade kunne nævne en Landsmand Dr. P. W. Lund, ſom en Mand, der ved ſaadanne videnſkabelige Under⸗ ſogelſer har indlagt ſig overordentlige Fortjeneſter og erhvervet fig et højt anſet Navn blandt Udlandets Videnſkabsmend. Hvilken Forſkjel paa Videnſkabsmeends Liv! Mange ſidde ſaalcenge bøjede over Bogen, at de blive fremmede for det daglige Liv, andre færdes ſom ovenfor omtalt. Det vil for Leſeren, der ſidder i Ro og Mag om Lyſet i den fredelige Stue, være interesſant at høre et Par Trek af ſaadan en Lords Feerden og vi laane et Par Smaatræf fra Dr. Lunds for adſkillige Aar ſiden hjem⸗ ſendte Breve. Efter at have omtalt en 6 Dages Rejje gjennem en aldeles flad, ufrugtbar Slette, fortæller han: „Den næften fvælende Hede, ſom disſe, af en brændende Sol opvarmede Sandørfener kaſte tilbage, det ſtinkende, | varme Sumpvand, vi maatte drikke, og Mængden af de Muffvitoer, der fværmede om de lave Søer, ved hvis Bredder vi vare nødte til at opſlaa vort Nattekvarter, bragte os i disſe faa Dage i en naſſten feberagtig Tilſtand. Vi miſtede vor Forer, vore Kort vare upaa⸗ lidelige og Forvildelſer i disſe Orkener kunde medfore vore Dyrs og vor egen Undergang. Dog der var ingen Udvej; anbefalende os Forſynets Styrelſe, begave vi os atter paa Vejen med Kompasſet i Haanden og naaede endelig efter 7 ftærfe og beſvoerlige Dagsmarſcher den foronſkede Flod paa rette Sted. Egnene ſom denne Rejje. forte os igjennem, høre til de ſkoͤnneſte og meſt henrivende, jeg traf paa hele Rejſen. Naar efter Solens Nedgang, den velgjorende Kolighed havde indfundet fig, naar vi efter fuldendt Dagveerk trætte henſtrakte os paa vor Oxehud paa Sfrænten af en herlig grøn Dal, hvor Grupper af den ranke Viftepalme ſpejlede ſig i Bakken, og den rene ſtjerneklare Himmel, uhindret af alle menneſkelige Værn hvælvede fig over vore Hoveder og nedaandede fin friſke, oplivende Dug — at beſkrive de Folelſer, der da gjennem⸗ ſtroͤmmede mig, at ſkildre den ſalige og dog med uſige— ligt Vemod blandede Sjælstilftand, hvori jeg befandt mig, vilde jeg forgjæves forſoge pan. Natlige Stemmer i uophørlig Afvexling gjenlode fra de omliggende Skove og deres hemmelighedsfulde Toner, der ſnart opvakte Forundring og ſnart Redſel holdt mig ofte hele Timer vaagen, indtil Viftepalmens raslende Blade inddysſede mig i en Søvn, hvoraf jeg forſt vaktes ved tuſinde Fugletungers aarle Morgenſang. Jeg ved faa Erin⸗ dringer fra denne Rejſe, ſom min Tanke hellere vender tilbage tilbage til, end disſe himmelſke Netter, hvor jeg i Skodet af den meſt fortryllende Natur for et Ojeblik glemte Menneſkeſamfundet og dets Tuſinde ſelvfkabte Kvaler“. Saa rolige gik Netterne dog ikke altid for de Rejſende og vi fkulle ſom Modſetning meddele en ſenere Raſtnat, hvorom han fortæller: „Daglige Uvejr ledſagede os fra nu af, men hin⸗ drede igvrigt lidet vor Reiſe, da de almindelig forſt brode ud om Aftenen og vi hver Nat fandt Skjul. Det var en ſand Lykke for os, at vi ſlap gjennem Orkenerne med jaa godt Vejr, thi vi havde, ſtolende herpaa, ikke forſynet os med Telt, og jeg har havt en Forſmag paa, hvor aldeles man er givet til Pris for Elementerne, naar man overfaldes af et ſligt Uvejr om 87 Natten under aaben Himmel. Den 30te September havde vi opſlaaet vor Lejr paa Skrenten af en ſandig Høj, der forte ned til en af de ſmukke Viftepalmeſumpe, hvor vi hentede vort Vand. Vejret var klart, men Himlen indhyllet i Rog og Heden trykkende. Et Par Timer efter Solens Nedgang ſteg en lille Sky op fra Horiſonten og hævede fig, under fuldkomment Vindſtille, med utrolig Hurtighed op paa Himlen. Jeg ſtod i tavs Beundring af dette Naturſyn, men anede ingen Fare, da pludſeligt et blændende Lyn, ledſaget af et voldſomt Tordenſlag, udgik fra Skyen, der nu næften ſtod over vore Hoveder. Enhver lob nu til ſin Poſt. J et Ojeblik vare mine Kasſer trængte ſammen og mit Leje redt paa dem. Sengen er meget ſimpel og beſtaar af en flor ſtiv og jvær Oxehud, der er ſammenfoldet efter Længden. Man lægger fig paa den ene Halvpdel og bedaekker fig, i Tilfcelde af Regn, med den anden. Knap vare mine Anſtalter trufne, for Forloberne til Uvejret indfandt fig. En ſtcerk Suſen fra den nær- liggende Skov forkyndte Stormens Fremrykken. Hurtig krob jeg ned under mit Skjul, og ved at klamre mig faſt med den ene Haand til Hanken i Kasſen og ved med den anden at holde en i Orehuden anbragt Strop faſt om mig, lykkedes det mig, ſaalcenge mine Kræfter holdt ud, at værne mig nogenlunde mod det voldſomme Angreb. Min Rejfefælle var ikke jan heldig. Hans Oxehud var endnu ikke udbredt da Stormen indfandt. ſig, og nu var det for ſent. Han kaſtede ſig derfor paa fine Kasſer og bedoekkede fig med den udbredte Hud, ſom han ſogte at faſtholde med begge Hænder; men forgjcves. J denne ufordelagtige Stilling havde Stormen for megen Magt; Huden udreves af hans Sænder, og jeg ſaa den fra mit ſikrere Skjul flyve op i Luften ſom et Ark Papir. Inden han havde indhentet den og indrettet ſig et ſikrere Skjul, var han gjennem⸗ blødt af det ſtrax paafolgende Skybrud. Til Lykke varede Uvejret kun en Time; men Larmen af de ned⸗ oſende Bande paa min Oxehuds⸗Kappe i Forbindelſe med Stormens Suſen og Tordenens uophorlige Rullen, havde næften bedøvet mig. Flere Gange forgik Krefterne mig; mit Oxeſkind fløj op, og et Ojeblik var nok til ganfke at gjennemblode mig. Det var vor Frelſe, at vor Lejr var opflaget i los Sandbund, der indſugede Vandet, da ellers upaatvivleligt alt var ſkyllet af Vand⸗ floden ned i den nedenfor liggende Palmeſump; men nu reddede vi endog en Del af vore Baal, ſom Negerne behændigt havde vidſt at tildekke, ſaa at vi efter over⸗ ſtaaet Nod kunde opvarme vore ſtivnede Lemmer og torre vore Kleder“. Det er dog ſom ſagt Floderne, der ofteſt maa afgive Vejen paa ſaadanne Underſogelſesrejſer, hvorpaa man trænger ind i de ubeboede Egne og vilde Skove. Maaned paa Maaned kan den Rejſende da leve paa en jammerlig Flodbaad en „Pirog“, i Selſkab med et Par dovne Negere eller lumſke Indianere, ſom han i dyre Domme har lejet til at ledſage fig ſom Tjenere og Roerfolk. Bagtil er den usle Baad gjerne forſynet med et Ruf af Palmeblade eller Sejldug, for om Dagen at jfærme den Rejſende mod Solens ſtikkende Straaler, og om Natten mod de ſtore giftige, blodſugende Myg, Moſkvitorerne, ſom i Masſe anfalder ham i fri Luft med deres ſmertelige Stik. Hans Ledſagere tage det ikke jaa noje hermed. De gaa næften nøgne og deres Hud er tilftræffelig hærdet - baade mod Moskvitoſtik og Solſtik. Vort Billede viſer os et ſaadant Rejſeſelſkab. Den enſomme Reiſende er fin Baad trængt højt op gjennem vildſomme, ubeboede Egne ved at ro og ſtage Baaden op ad Amazonfloden, vi ſe tilvenſtre yderſt paa Billedet. Det er blevet Aften og det af Dagens Hede og Meje udmattede Rejſeſelſfkab har roet Pirogen ind i Udlobet af en lille Biflod, der munder ud i det ſtore Vand. Her have de fortøjet det ſkrobelige Fartøj med Stager der ere rammede ned i den dyndede Flodbund og ligge nu i Læ af en vild Skoppynt. Det er en dyb file Nat. Maanen har begyndt at fordele et optrakkende Uvejr og ſkinner nu med en Glans, ſom vi ikke kjende i vort Land, læggende et ſitrende Sker henover de dovne Floders rolige Vand og kaſtende et Soloſkeer over alt hvad den beſkinner. Vor Rejiſende har lagt ſig til at ſove, men hans Ruf er ſaa lille og kvalmt i den lumre Nat, at han har ſtukket Benene langt ud pan Baadens Dak. Som en god General har han udftillet en af Negrene ſom Vagtpoſt inden han begav ſig til Ro. Men det er en upaalidelig Armee han har. De to Negre ſove ſtrax, ſaa nogne ſom de ere, ſom Stene i Forſtavnen, og det have de Lov til, men den tredie Neger, der ſkulde „pasſe paa dem alleſammen“ og ſom har fat fig paa Hug paa Relingen af Baaden, er blevet kjed af at beſkue „Masſas“ laſede Benklæder og fine egne kulſorte, nøgne Ben, bliver omſider ſopnig, og det har han ikke Lov til. Maanen ſkinner ham i Øjnene, han lukker dem og ſnart ſover han den Ret⸗ færdiges Søvn ſom han ſidder — thi en Neger kan ſove i hvilken Stilling han end er. Nu bliver der imidlertid noget Liv i Skovpynten. Det er en Abe⸗ familie, ſom hopper fra Gren til Gren og betragter det lojerlige ſtille Fartgj. Der er beſtemt noget der glinſer i Maanelyſet derude — det maa efterſes og ſnart hopper den raſtloſe Abefatter og Abemutter ude paa Ruffets Tag. Ikke en levende Sjæl bevæger fig i Baaden; behændigt rane de ligeſaa tyvagtige ſom nysgjerrige Aber flere Smaating, ſom vor Ven vil haardt ſavne de næfte Dage, medens Aberne næppe faa videre Brug for Krudthornet og Fyrſtikkeceſken af Mesſing, ſom er faldet ud af den Sovendes Lomme. Men der er mere der glimrer, to ſtore ſkinnende blanke Solvringe i den vagthavende Negers Oren. Leenge vimſer Abefatter omkring den Sorte; han vedbliver at være ftille, det maa voves! Et Nap i begge Ringene! Men Virkningen rr bliver meget uventet, for „Sam“ farer forfærdet op af fin dybe Søvn, og inden han kan give fin Forfærdelfe over den forte, lodne Djævel, der napper ham vaagen, Luft i et Hyl, ligger han paa Ryggen i det forte, mudrede Vand, medens Abefatter, ligeſaa forfærdet i jamme Nu er oppe paa Ruffet og med forundrede, plirende Ojne betragter de ſynlige Reſter af den ſtakkels Neger, de ſorte Ben ſom ſtikker i Vejret. Da han halvkvalt, forvildet og puſtende atter klarer ſig ud af Dyndet, er Fredsforſtyrrerne borte; men Sam ſlaar nu Allarm og hans forfærdede Fortælling om at Flodtroldene have anfaldet ham og kaſtet ham i Vandet og tillige om hans mandelige Forſvpar, der har reddet Fartoj og Beſcetning, finder villig Tiltro hos hans overtroiſke Kammerater og volder „Masſa“ en Fornojelſe, ſom kun ellers ſparſomt tilmaales ham i hans, paa denne Slags Morſkab fattige Reiſeliv. Bognyt. Nordiſk illuſtreret Vorneblad. Af dette meget pris⸗ billige Blad der udgaar paa A. Weſtrups Forlag, fore⸗ ligger nu en Aargang, ſom danner et net Bind med mange Billeder og et i det Hele godt Indhold. Det fører nærmeft Navnet „Nordiſk“ fordi det udkommer ſamtidigt i de tre nordiſke Lande, da Indholdet juſt ikke har noget ſerligt Bræg, idet de fleſte Billeder ere hentede fra det engelſte Borneblad „The Children's Friend“, ſom Bladet i ſin Form ogſaa har meget Lighed med. De danſke Forfattere ſom have ſkrevet i Bladet, har ubetinget leveret det fortrinligſte af Ind⸗ holdet (navnlig har Zakarias Nielſen og Emanuel Henningſen givet ſmukke Bidrag), hvorimod de norſke og ſpenſte Bidrag, ofte er temmelig flade. Bladets dan Udgave er redigeret af Skolebeſtyrer Chr. Breds⸗ dorff og anbefalet af flere anſete Mænd, hvoriblandt Konferentsraad H. C. Anderſen og Skoledirektor, sgl Holbech, udgaar to Gange maanedlig afverlende me et 8⸗ og et 16⸗ſidigt Ark til en Pris 24 5. Kvartalet. Smaating. Godt Raad. Derſom Ulykken kommer ind i Dit Hus, da vær taalmodig og ſmil fornøjet, og den vil Seid bort igjen, thi den kan ikke udſtaa muntert elſkab. En falſk Ven er ſom en Skygge. J Solſkin kan man ikke blive ham kvit, men i Graavejr er han ſpor⸗ løft forſvunden. 2 at tugte | Deres Majeſtcet“, ſagde han, „De er den bedfte General, Aandsnerverelſe. Frederik den Store af Preusſen væltede engang og foer med fin Stof imod. Kufken for ham. Men Kuffen var ſnild. „Min Gud, der endnu har levet i Verden, og alligevel har De | tabt mangt et Slag. Jeg har nu ogſaa tabt et og i 30 Aar det forſte. Tro mig, jeg ærgrer mig ti Gange mere end De“. Kongen maatte le ad denne lajerlige Sammenſtilling og formildedes. Ogſaa en Forſkjel. Faderen: „vad Forſtjel er der paa et Wble og en Pere?“ Den „Paa Peren kan man ſpiſe W med; paa Wblet bliver det ſiddende mellem Tænderne”. — „Intet overgaar dog et godt Glas Vin“, ſagde en Wand til en Ven, ſom han traf ſammen med i en Vinkjelder. ” „En Flaſte er mig dog kjcrere“, var Svaret. Efter Ritualet. En raadſnild Preſt i Skotland bad en Officer 1 en Soldat en Straf, han ved en lille Forſeelſe havde gjort fig fortjent til. Officeren indvilgede paa det Vilkaar, at Bræften ſamtykkede i den forſte Begjcring, han paa fin Side maatte fremkomme med. Da Bræjten havde indrømmet dette, bad Officeren ham have den Godhed at døbe en Hundehvalp overens⸗ temmende med Ritualet. Preſten gjorde ingen Ind⸗ vendinger, og en Del Herrer indbodes til at overvære Akten. Da Alt var i Orden, bad Praſten Officeren holde Hunden frem, hvorpaa han ſagde: „Da jeg er Preſt, kan jeg ikke afvige fra Haandbogen“. „Det forſtaar fig”, ſparede Officeren; „det er jo netop det vi ere blevne enige om, at Daaben ſkal foretages aldeles efter Ritualet”. „Nu vel, Hr. Major, faa begynder jeg med det ſedvanlige Spørgsmaal: „Erkjender De at være Fader til denne Hvalp?“ En Skoggerlatter ie dette Spørgsmaal, og Officeren flængte Daabs⸗ kandidaten fra fig. Opløsning paa Gaaden „Firkantede Nodder“ i Nr. 10: KAT. — ADA. TAK. 2 dd Brevverling. Hr. Lærer N. P. i L. Om Strivebøger iffe tilvirkes ved Husflid til billige Priſer? Jo. De — og enhver Lærer — ſom vil have meget gode og ſerdeles billige Skriveboger af denne Art med danſte Billedomflag, anbefales. at henvende Dem med Beſtilling til Hr. M. Sorenſen i Lemvig. Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte (Fortſat). — Vore Fædres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſath. — Fra Braſilien, med Billede. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. PPVPPPPbwPbbwↄↄbwkökͥ0ͥ0ͥ5 kääüäüä—ä̃̃ ——⅜e Husvpeunen udkommer lik hver Søndag med et 16. ſpalket Ark, ſorſynet med flere Billeder, tit 3 AMK. Kr.) Yjerdingaaret fril tilſendt Hverk Fjerdinggar medfølger gratis et fort ſmußt VBillede. Blade gan beſlilles pan elhvert Vofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver Boglade fame hos Sovedkommisfionæren : Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. lille Dreng: mands Bills We SAN i 2 Morſhabslesning, Oplysning og . Anginet ak R. C. Bum. 0 2. Aargang. ; ; . Sandagen d. 20. Derember. Nr. 12. Smag PR 92 En lykkelig „Gevinner“. akkurat ſom han fløjter til, og Pigerne ſtal endelig Forlalling af Knud Skytte. hen og je paa, naar de render og gjør højre om og å hopper og ſpringer her omme paa Skolens Gymnaſtik⸗ plads. Men det værfte er, at Mange af de Wldre 1 | (Fortfat.) er lige jaa tosſede, ellers ſkulde jeg nok faa min Krig aa, ſaa J maa ogſaa plages med de frem og det hele Uveſen affkaffet.“ — Narreſtreger her pan Egnen,“ bemærkede „Hvpa'! er de Bajſtruper ſaa tosſede?“ ſpurgte ege Søren Ullits. Sønderboen i en ſpottende Tone. „Ja det er en ſolle En, ſom de kalde „Ja, ſaagu er de ner ved at blive det. For Jens Peter, og ſom bor her over for i kunde jeg prægtig tumle dem; men ſiden den Knægt en bitte Gaard. Siden han har været paa Hojſkolen begyndte at gjøre fig banſat, kan jeg ingen Vegne og i Kongens Zjenefte, har han faaet faa mange ny⸗ komme med dem. Han er nær ved at tage Styret modens Nykker, fan det er en ſtor Skam, og han gjør fra mig.“ et ſaadant Spræl, at vi ældre torre Jyder knap kan „Tager han fig ſaa ikke Andet for end dette her?“ faa Lov at være i vort gode Skind for ham.“ „Ak jo! Du ſkulde være her for en Maaneds Tid, „Ja ſaa.“ jaa ſkulde Du je Lojer. Han har f. Ex. oprettet en „Jo, nu faa Du jo, hvordan han faar de unge Sangforening, og om Vinteren beſtiller Karlene ikke Karle til at rende gal efter fig. De ſkulde ned paa | andet de to Aftener om Ugen end at ſynge Lirum 5 Skydepladſen og ffyde til Maals. Saadan render de larum, Katten gjør Wg! Han ſynger forbandet godt, og plaffer hver Sondag Eftermiddag, ſaa Folk og den Skabhals, og naar han om Sondagen moder med Kreaturer næften ikke kan gaa i Sikkerhed paa Marken, | fit Komplot i Kirken, fan er han ner ved at tage men ere udſatte for at blive ſkamſkudte eller ligefrem Troen fra Degnen, der er faldet og beſkikket til at lede dræbte. Jeg har talt med Herredsfogden om det; |. Sangen for os. Jeg ſagde en Dag til vor Naboes men Ovrigheden holder med dem, ſaadanne Springfyre, Son, om han ikke havde Andet at bruge fin Tid til, og i Stedet for Medhold fif jeg en lang Formanings⸗ end at rende efter ſaadanne Narreſtreger. Men kan tale om at fløtte Sagen, om Fadrelandskjcrlighed, | Du gætte, hvad den Knægt ſvarede mig?“ Sønderjyder og hiſt op og her ned. Saadan noget „ej.“ kjendte vi flet ikke til her i Bajſtrup, for den Spring⸗ „„Muſik er ikke fkabt for Wſelsorer,“ kaste han fyr, ſom ſagt, kom hjem af Kongens Tjeneſte. Jeg han nok faa profos.“ kan ikke udſtaa den Karl! Det er ham og ene ham, „Nej, ſikken Lommel! Nej ſikken nederdragtig nosvis der har bragt os det hele Uvæjer paa Halſen. Ung⸗ 22ſel!“ raabte Søren Ullits opbragt. „Saadan en dommen er rent forgabet i ham og render avet om, Fyr kunde have godt af at komme under min Behandling et Aarstid — jeg ffuld lave en kjon Dreng af ham! At ſbare en brav og eſtimeret Mand ſaadan — fy!“ „Ja, maa Du ikke nok ſige det! Men hvad ſkal en enkelt Mand gjøre, naar hele Verden løber avet om?“ „Nej, Du har Ret”, med et Suk. „Ikke en Gang Skoledrengene kan gaa i Fred for ham“, vedblev Wolle Perſen. „Dem ſamler han ogſaa ſammen, hvor han kan, ſtiler dem op i Raekke ſom Soldater og faar dem til at gjøre halsbræffende Kunſter. En Dag, jeg kom -gaaende i al Skikkelighed op af Gaden og var hverken fuld eller gal, fif han dem til at lobe Storm ned efter Sprojtehuſet. En af dem lob bardus lige mod min Mave og havde Gud ſtraffe mig nær drevet mig bag over“. „Av!“ „Og forleden fortalte Tjeneſtepigen, at han havde faaet Samling paa en halv Snes Stykker og lod dem øve fig i at tage Spring fra fin Modding og ned pan Stenbroen, hvor der var firøet Halm. Og før han lod dem gaa, ſkreg de nok Hurra derovre, ſaa det ſang i alle fire Huſene“. 5Hvordan pasſer han faa den Smule Gaard, han har? Daarligt kan jeg tanke?“ „Nej, ſaagu, det maa jeg endda ikke ſige. Han og Karlen flider godt i det, og der er god Orden nok paa Sagerne derovre. En gammel Faſter holder Hus for ham, og ſaa holder han en Tjeneſtepige og en Dreng, for uden Karlen, ſom jeg ſnakkede om. En Apartehed hos ham er det ogſaa med den „Husflid“, ſom han driver ſaa ſteerkt paa. Om Vinteren, naar han ikke har Sangeriet at lobe efter, ſaa ſidder han og Karlen og Drengen inde paa Gulvet og binder Halmkurve, laver Soldbunde, ſnitter Sker og ſaadan noget. Det kan nu være, hvad det er; men det pasſer ſig dog ikke for en Gaardmand, og det har aldrig været Skik og Brug for. Naar han faa endda vilde holde fig paa lit Eget. Men der ſkal holdes Taler om det og laves Udſtillinger med det Krammeri, fort Jagt: Ale fkulle være ſom han, og hele Egnen fkal danſe efter hans Pibe. Det er Meningen. Jo, det er Fandens, hvor han forſtaar at ſpytte om ſig!“ „Han er altſaa ugift endnu, hører jeg?“ „Ja, han er endnu ugift“. Wolle Perſen ſagde dette i en lavere Tone, og ſom om der var Noget, trykkede ham for Bryſtet. „Tanker han maaſke paa at gifte ſig?“ „Det gjør han maaſte“. „Har han ſet ſig En ud?“ „Det kan nok være”. Der opſtod en lille Pavſe. Wolle Perſen drog et dybt Suk. Derpaa flod han op og ſagde til Geſten: „Folg med her ind lidt“. De fulgtes da ad ind i Sovekammeret, og Dor en blev lukket. Abrede Søren Ullits De forbleve længe ſammen derinde og ſamtalede i en fortrolig, hviſkende Tone. Hvad det var om, fil Ingen at vide; men inden de ſtode op, gave de hinanden et trofaſt Haandſlag, og da de atter traadte ud i Stuen, jaa Wolle Perſen jaa kiſteglad ud, at han lo over hele ſit fede Anſigt. Fra den Stund af foregik der en paafaldende Forandring i Geſtens Opforſel over for lille Elſe. Han ſogte hendes Selſkab ved enhver Lejlighed og gjorde fig al optcenkelig Flid for at indynde fig hos hende, hvilket dog ikke ſyntes at ville lykkes for ham; thi hun gik af Vejen for ham, hvor hun kunde, og hvor hun var nødt til at indlade fig i Samtale med ham, forſtod hun ypperlig, uden at være ligefrem uhoflig, at holde ham i tilborlig Afſtand, ſaa han ikke ret kunde faa Lejlighed til at komme frem med, hvad der tydelig nok laa ham paa Hjertet. Men den tapre Elſker lod fig ikke faa let afviſe; han tænkte: „Ligeſaa godt ſpringe i det, ſom krybe i det“, og en Dag tog han Mod til ſig og rykkede ud med en formelig Kjeerlighedserklering. Elſe tog ogſaa Mod til fig og ſagde ham klart og beſtemt, at hun vilde hverken eje eller have ham. Der ſtod han jaa, og for Ojeblikket var der ikke Andet at gjøre, end at ophæve Belejringen og overveje, om det maaſke var muligt at indtage Feſtningen ved andre hidtil uprovede Midler. Efter en grundig Overvejelſe anlagde han et lidende melankolſk Anſigt, og hver Gang Elſe kom i hans Neerhed, lod han fine Oje hvile paa hende med et tungſindigt ÜUdtryk, og ſaa ſukkede han, jaa en Sten maatte forbarme fig. Paa den Maade lykkedes det ham virkelig at røre hendes Hjerte til Medlidenhed, og hun teenkte, det var ſlemt, at hun havde ſparet ham ſaa haardt, da det lod til, at han virkelig havde Godhed for hende. Saa var det en Dag, at hendes Fader kaldte hende ind i Sovekammeret; der inde ſad Elſkeren, og han jaa meget nedbojet og lidende ud. Ved denne Lejlighed var det Wolle Perſen, der førte Ordet paa Frierens Vegne, og han baade tiggede og truede; men lige meget hjalp det. Lille Elſe var beſtemt, og hun ſagde rent ud, at de kunde tumle med hende, jaa længe de vilde, hendes. Spar blev dog det ſamme, nemlig Nej og atter Nej! Dermed ilede hun ud af Kammeret og gik op i Overſteſtuen, hvor hun fatte fig til at græde. Hendes Fader og Sonderboen tilkaſtede ved hendes Bortgang hinanden et betydningsfuldt Blik, og den Forſte ryſtede modfalden pan Hovedet og ſagde: „Svad nu? Jeg er bange, vi komme til at give tabt; thi vi komme aldrig nogen Vegne med hende. Den banſatiſte Springfyr! Jeg er vis paa, det er hans Skyld det Hele. Gid han ſad paa Bloksbjerg!“ Frieren drog et dybt Suk og ſagde: „Ja, Du har desverre viſt Ret. Der er ingen gode Udſigter for mig, i det Mindſte ikke for Ojeblikket. Det er vel bedſt, jeg reſſer hjem og bliver borte en Tid. Jeg kan jo altid komme igjen, hvis hun ffulde blive omfindet, og Du vil være jan god at fkikke mig Bud“. „Aa nej! Bliv nu i nogle Dage. Hvem ved, hvad der imidlertid kan fte! Du ved, at Kvindfolk kan blive ved to Sind, mens de gaa over et Dortre, og en oprigtig Bejler maa være ſtandhaftig. Bliv her og lad Hvile falde paa Dig i nogle Dage!” Den fortvivlede Elſker gik omfider ind paa Forflaget og blev. Lille Elſe var imidlertid aldeles utroſtelig. Hun græd, og hun ſukkede og tænkte ved fig ſelv: „Hapde vi endda haft den paatrengende Geſt ude af Huſet! Han kan jo pasſe fig ſelv og lade mig" være i Fred, jeg har jo ikke gjort ham Noget, det grimme, mørfe, ſtulende Spektakel! Jeg hader ham! Jeg afffyer ham! Hvor min Fader ogſaa har haft fine Øjne, ſiden det kunde falde ham ind, at ſaadan en Morian var en pasſende En til mig! Fy!” Hvert Ojeblik faa hun over til Gjenboens, ſom om hun vilde ſige: „Mon han da ikke ſnart vil komme og redde mig?“ J Merkningen kom der et Par Mænd og ſad og ſnakkede med Wolle Perſen og hans Gaſt. Elſe gik ud og ſatte ſig paa Benken under Lindene, hun havd faaet ſaadan en redſom Hovedpine. Der var Nogen derovre i Lyſthuſet; men hvem det var, kunde hun ikke ſe. Nu kom der en Skikkelſe til Syne mellem Buſkene. Aa jo! Det var ham, den ſlemme Jens Peter, der tituleredes fan haanlig af ſin Gijenbo. Med et let gymnaſtiſt Spring ſatte han over Hegnet, gik over Gaden og tog Plads paa Beenken ved lille Elſes Side. (Fortſettes.) Vore Fedres Guder. Bed Fr. Vinkel Horn. (Fortjat.) oke: „Gid Du altid maa ſavne baade Sværd og Gulbring, Brage. Ingen her AN varer fig ſaa vel for Kamp ſom Du. eller er ſaa ſky for Skrald”. Brage: „Sad jeg yderlig, ſom jeg nu ſidder inderſt paa Bennken, ſkulde det koſte Dig Dit Hoved, ſaadan Løgn Du farer med“. Loke: „Naar Du ſidder pan Benken, er Du modig nok, Brage Benkepryder; men er Du vred, ſaa kom; modig Mand betænker fig ikke“. Ydun: „Brage, jeg beder Dig for Dine Borns Skyld, ſtjcld ikke paa Loke“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Ydun, Du er den mandlyſtneſte af alle Kvindfolk; Du huſker nok, at Du lagde Dine hvide Arme om Din Broders Bane⸗ mands Hals“. Ydun: „Jeg vil ikke kives med Dig, Loke, her i Ægirs Hal, bare holde Styr pan Brage, i Hallen, hverken af Aſer eller Alfer, ſom er øllet; jeg vil ikke, at J fkulle ſlaas i Vrede”. Gefion: „Svi ville J to Aſer nu ſtrides med ſaarende Ord? Det hører fig jo til for Loke at ſkjemte, og alle Guder have ham kjcer“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Gefion, nu vil jeg fortælle, hvorlunde Ungerſpenden fik lokket Dig til at føje hans Villie: han gav Dig en Halsring, og faa fif han Lov til at hvile i Din Favn“. Odin: „Raſende er Du nu, Loke, og fra Dig ſelv, ſiden Du egger Gefion⸗til Brede; thi hun Fjender alle Slegters Skæbne ligeſaa godt ſom jeg“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Odin, aldrig forſtod Du at fkifte Strid imellem Mend; tidt gav Du dem Sejren, ſom aldrig burde haft den, gav den til feige Mænd”. Odin bliver nu vred. og ffjælber Loke for Usling, fordi han har fodt Born ſom en Kvinde, men Loke bliver ham ikke Svar ſkyldig og ſkjcelder ham for Usling igjen, og be⸗ fylder ham for at have kogt Sejd ſom en Her og faret igjennem Verden ſom en Troldkarl. Saa tager Frigg Ordet: „Aldrig burde I fortælle Folk, hvilke " Sfjæbner J have friſtet, og hvad I to Aſer have taget Jer for i Tidens Ophav, det bør være ukjendt for Alle“. Loke: „Ti Du bare ftille, Frigg, Du har alle Dine Dage været lyſten efter Mandfolk; Du er Odins Huſtru, men baade Vile og Ve har ſovet i Din Favn“. Frigg ſiger nu, at om hun blot havde fin Son Balder, ſkulde han aldrig ſlippe derfra, og Loke gjør fig da til af, at han, ſom vi ſiden skulle høre, er Skyld i, at Frigg maa favne Balder. Freja bebrejder ham nu, at han praler af fin Udaad, og minder ham om, at Frigg grant fjender Skebnen og dens Veje, om hun end kun taler lidt derom. Loke: „Ti Du bare ſtille, Freja, Dig kjender jeg nu ſaa overmaade godt, Dig er der nok at ſige pan, hver en As og Alf her i Hallen har bolet med Dig“. Freja: „Logn og Svig er paa Din Tunge, og den bringer Dig ſikkert i Ulykke engang; vrede ere alle Aſer og Aſynjer pan Dig, ſkynd Dig herfra, mod i Hu“. Loke: „Ti Du ſtille, Freja, Du er en led Hex, fuld af Ondſkab fra den Stund, Guderne holdt Dig borte fra Din egen Broder; arrig fnøs Du dengang, Freja“. Njord: „Det gjør kun lidt til Sagen, hvem en Kvinde tager til Husbond, men underligt er det, at han, der har født Born ſom en Kvinde, faar være iblandt os“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Njord; ſom Gidſel ſendtes Du hid, og ilde handlede Fættemøerne med Dig, da de tog Dig for et Lerkar og kaſtede deres Vand i Din Mund“. Njord: „Sendtes jeg hid ſom Gidſel til Guderne, har jeg dog det til Troſt, at jeg har avlet en Son, ſom Ingen hader, og ſom tykkes den ppperſte blandt Aſerne“. Loke: „Stop nu, Njord og hold Maade med Dine Lovtaler; det ſkal ikke dolges, at det var med Din egen Søfter, Du avlede den Son, og det er ikke Din Skyld, at han ikke er bleven værre”, Tyr: „Frej er den bedſte blandt alle bolde Mænd i Aſernes | Gaarde, aldrig volder han hverken Mg eller Mands Viv Graad, og han løjer Alles Lenker“. Loke: „Ti 0 Du bare ſtille, Tyr, Du er ikke Mand for at fkille Trette, huſk blot paa Din højre Haand, ſom Ulven tog“. Tyr: „Savner jeg Haanden, faa favner Du Ulven, og tungt er vel Savnet for os begge; ikke tænfer jeg, at Ulven lider vel, medens den i Lænfer bier paa Ragnarok“. Loke: „Ti Du bare ſtille, Tyr; det ſkal Du vide, at Din Kone har faaet en Son ved mig, og aldrig har Du faaet Hvid eller Skilling i Bod derfor, | Din Usling“. Frej: „Ulven ligger bunden til Verdens ſidſte Tider, og tier Du ikke, Du Reenkeſmed, ſkal Du ſelv komme til at ligge bun⸗ den ved dens Side“. Loke: „For Guld kjobte Du Gy⸗ mers Datter og gav Dit Sværd med i Kjobet; men naar Eders Fjender ride gjennem Verden, har Du In⸗ tet at ſlaa med, Din Usling“. Frejs Tjener Byggvir tager nu fin Herre i Forſvar, men kommer kun ſlet fra det, han faar baade at hore, at han er et Kræ, der logrer for ſin Herre, og at, naar Folk fare ud at ſtride, gjemmer han ſig i Halmen. Saa ſiger Hejmdal: „Ti nu ſtille, Loke; Du er drukken og fra Sans og Samling; tidt volder overſtadig Drik, at man ikke kan ſtyre ſin Tunge”. Loke: „Ti Du bare ſtille, Hejmdal; det var ikke gode Kaar, der blev beſtemt Dig i Tidens Ophav; vaad paa Ryggen maa Du altid ſtaa paa Poſt ſom Guder⸗ nes Vægter”. Skade: „Du er lyſtig Loke, men jeg tæn- ker ikke, Du længe faar Lov til at ſlaa op med Halen. Med Din onde Afkoms Tarme ſkulle Guderne binde Dig til Klippens fkarpe Kant“. Loke: „Binde Guderne mig end til Klippens ſkarpe Kant, jan ved jeg dog, at jeg var forſt og ſidſt ved Drabet, dengang vi vog Din Fader Tjasſe“. Skade: „Det ſkal Du vide, at var Du forſt og ſidſt ved Drabet, da J vog min Fader, faa ſkal Du kun faa Sævn og Had fra mig og Mit“. Loke: „Blidere var Du i Malet imod Loke, Skade, dengang Du tog ham til Dig i Din Seng; det faar vi ogſaa mindes, om vi ſkal gjøre op, hvad der er os imellem”, Da gik 92 Dalder. ' Dig, Loke, tag imod Begeret med den gamle Mjød. Vil Du end ikke ſpare nogen af os Andre for Din Avind, faa ſpar i det Mindſte hende“. Loke: „Du er den Eneſte, Sif, ſom jeg vilde falde om og varſom for Din Husbonds Wre, om Du bare var det; jeg ved kun En, ſom har bolet med Thors Viv, og det er den ſnilde Loke“. Da ſagde Bejla, Byggvirs Huſtru: „Hor, alle Fjceldene ſkoelve, nu mener jeg Thor er paa Vej herhid; han fkal vel vide at ſkaffe os Ro for ham, ſom haaner alle Guder og Men⸗ neſker“. Loke: „Ti Du ſtille, Bejla, Du er Byggvirs Hu⸗ ſtru og et urent, ondſkabs⸗ fuldt Utyſke, det værfte blandt alle Aſerne“. Saa kom Thor og ſagde: „Ti, Din Usling! Min gode Hammer ſkal tage Maal og Male fra Dig; Hovedet ſkal jeg ſlaa Dig af Halſen, og ode ſaalunde Dit Liv“. Loke: „Se, der har vi Jordens Son! Hvor: for er Du raſende, Thor? men naar Du fkal ſlaas med Ulven, naar den ſluger Sejrfader, faa fkorter det paa Modet“. Thor: „Ti, Din Usling! Min gode Hammer ſkal tage Maal og Male fra Dig; jeg ſtal kaſte Dig op i Luften øfterpaa, jaa aldrig Nogen ſkal fe . Dig ſiden“. Loke: „Dine Bedrifter oſterpaa ſkulde Du aldrig tale om, Thor. Kan Du hufke, da Du lan krum i Handſken? aldrig ſkulde Nogen have tænkt, at det var Thor der laa“. Thor: „Ti, Din Ueling! Min gode Hammer ſkal tage Maal og Male fra Dig; med min højre Haand ſvin⸗ ger jeg Rungners Bane imod 5 Dig og knuſer hvert Ben i Dig“. Loke: „En Stund, tenker jeg, faar jeg leve endnu, om end Du truer med Hammeren. Haarde var Remmene paa Madpoſen dengang, Thor; Du kunde ikke komme til Maden og blev ſultet ſund“. Thor: „Ti, Din Usling! Min gode Hammer ſkal tage Maal og Mele fra Dig; med Rungners Bane ſkal jeg jage Dig ned til Hel“. Loke: „Nu har jeg kvedet for Aſer og Aſers Sonner alt, hvad mig lyſted, men for Dig vil jeg vige, thi jeg ved, Du ſlaar til. — Nu har Du Sif frem og fkenkede Mjød for Loke og ſagde: „Hil gjort Gilde, Wgir, men gjør det aldrig mer. Gid 93 Luerne maatte lege med Alt, hvad her er inde, og ſpide Dig ſelv paa Din Bag“. Somme ſige, at Guderne nu tabte Taalmodigheden, fangede Loke og ſmeddede ham til en Klippe, hvor han Uret, det ſrete forſt, efter at Loke havde øvet endnu en Udaad, og det den værfte af alle, en Udaad, ſom bragte Sorg og Kvide over hele Verden, Guder og Menneſker, Himmel og Jord, det var Drabet van maatte ligge til den yderſte Dag, men deri have de Balder. Cjuren,; Balder var en Søn af Odin og Friggi; han var den bedſte af alle Aſerne, der er kun idel Godt at ſige om ham, og Alle lovede og priſede ham. Han var ſaa fager og lys, at der ſtod Lys og Glans af ham, og den Urt, vi kalde Balders Braa, har faaet fit Navn, fordi den er hvid ſom hans Bryn. Han var ogſaa den viſeſte og meſt veltalende af Aſerne, mildere og blidere end nogen Anden, og hans Dom kom altid til at ſtaa ved Magt, jan vis og retfærdig var den. Hans Bolig hed Brejdablik, og der ſtaaltes intet Urent. Nanna hed hans Huftru og Forſete hans Son, der dyrkedes ſom Retfeerdighedens Gud. Balder hin Gode havde onde og tunge Drømme, der tyktes ham at varsle, at hans Liv flod i Vaade. Han fortalte Aſerne dem, de raadſlog om, hvad der var at gjøre, og faa blev det da beſluttet, at man ſtulde bede om Fred for Balder for alſkens Fare. Frigg tog da Alting i Verden i Ed, at det ikke vilde ſkade Balder, baade Ild og Vand, Jern og alſkens Malm, Stene, Jorden, Træer, Sot, Dyr, Fugle, Edder og Orme. Da nu det var ſlet, havde Balder og Aſerne deres Morſkab af, at Balder ſtod frem paa Thinge, og Somme ſkjod paa ham, Somme hug til ham, og Somme ſlog Sten paa ham, og Alt hvad de end gjorde, jaa ſkadede det ham ikke, og det tyktes Alle at være ham til ſtor Hader. Men da Loke jan det, huede det ham ilde, at Intet blev Balder til Meen; ſaa tog han en gammel Kones Skikkelſe pan og gik til Frigg i Fenſal. Frig ſpurgte, om hun vidſte, hvad Aſerne tog ſig for, og Loke fortalte, at de ſkod paa ham, uden at det gjorde ham noget. Da ſagde Frigg: „Intet i Verden, hverken Vaaben eller Træer eller Andet, kan længere fkade Balder, jeg har taget Alting i Ed“. „Har virkelig alle Ting i Verden ſporet ikke at ſkade Balder?“ ſpurgte Loke. „Der voxer en liden Urt, der kaldes Miſtelteen oſtenfor Valhal“, ſparede Frigg, „den tyktes mig faa, ung og ſpad, at det ikke gjordes nodig at tage den i Ed.“ Saa gik Loke hen og rykkede Miſteltenen op og gik med den til Aſernes Thing. Bderſt i Kredſen flod Søder, Balders blinde Broder. „Hvorfor ſkyder Du ikke ogſaa efter Balder“, ſagde Loke. „Fordi jeg ikke kan je, hvor han ſtaar“, ſvarede Hoder, „og ogſaa er jeg vaabenles.“ „Hvorfor fulde Du ikke gjøre ſom de Andre og viſe Balder den Sæder”, ſagde Loke; „jeg fkal hjælpe Dig og viſe Dig, hvor han ſtaar, her har Du en Vaand Du kan ſkyde efter ham med.“ Hoder tog Miſteltenen og ffød den imod Balder, ſom Loke vifte ham til Rette med, og Miſtel⸗ tenen fløj lige gjennem Balder, ſaa han faldt død til Jorden i det ſamme, og ſaalunde ſkete den ſtorſte Ulykke, der er timedes Guder og Menneſker. 2 i bringer i Dag vore Leſere Billedet af en Fugl ſom i gamle Dage var meget almindelig her, men ſom nu for⸗ lengſt er bleven udryddet, nemlig Tjuren. Denne Fugl; hvis Ophold her i Landet faldt ſammen med Fyrrens Periode, er en af de ſtorſte Landfugle i Evropa, da Hannen omtrent kan blive ſaa ſtor ſom en Kalkun og veje 10—12 Pd. Paa 94 I Hovedet har den en Slags Hætte, der tilligemed Struben er fortagtig, over hvert Øje findes en nøgen Plet, ſom har en ſmuk rod Farve; Næbet er hvidt og Nakken mork afkegraa med forte Bolgelinier, medens Forhalſen omvendt er ſort med aſkegraa Bolgelinier. Ryggen er ſortagtig og ligeſom overftrøet med et fint graat og brunt Pudder, Vingerne ere morkebrune med ſortbrune Zigzaglinier og ſorte Styrefjer med nogle faa hride Pletter. Bryſtet har en ſmuk glinſende ſtaalgraa Farve, og Bugen er fort og hvidplettet. Hunnen, ſom er meget mindre end Hannen, har mere brogede Farver, af hyilke de meſt fremherſkende ere graa og brune. i Tjuren er i vore Dage meget almindelig i Norges, Sverrigs og Ruslands Naaleſkove; den forekommer dog ogſaa andre Steder i Evropa, f. Ex. i mange Bjerg⸗ egne i Tydſkland, Schweitz og Spanien, men den findes der kun enkeltvis og langtfra jaa almindelig ſom i de forſtnevnte Lande. Bjergſkovene ere dens kjcreſte Op⸗ holdsſted, og den forlader kun disſe i ſtrenge Vintre, og tyer da ned i Lavlandene, ſom den atter forlader, naar Vejret bliver mildere. Om Dagen opholder den ſig meſt paa Jorden, hvor den ſmutter om mellem lavt Krat og ſoger fin Naring, der beſtaar af Ber, Knopper, Naale af Gran og Fyrretræer, Fro og In⸗ ſekter; den flyver kun op, naar den ſkremmes, og ſaa⸗ ſnart Morket falder paa, ſlaar den ſig til Ro i den nederſte Del af Kronen paa et eller andet Tree. Tjurerne leve i Polygami, det vil ſige, en Han lever ſammen med flere Hunner. Hannerne ere meget ſtridbare, ijær i Parringstiden, og paa den Tid fore⸗ falder ofte alvorlige Kampe mellem dem om Hunnerne. Parringstiden falder henimod Midten af April, og de give da under de meſt paafaldende Lader og Manerer de beſynderligſte Lyde fra ſig, hvilket i Jagtſproget kaldes at „ſkoggre“. Meget tidlig om Morgenen, ſaa ſnart Dagen begynder at gry, begynder Hannen ſit for⸗ underlige Spil eller „Parringſlag“, ſom det ogſaa kaldes. Idet den yſkoggrer“, lofter den Halen, udbreder den vifteformig og holder de noget ſcenkede Vinger ud fra Legemet; paa ſamme Tid rejſer den tillige Fjerene paa Hovedet og Struben og begynder at trippe om paa den Gren, den ſidder paa, hvorved den frembyder f et meget komiſk Syn. Dens forſte Slag lyder ſom „Tod!“, der gaar over til et hurtigere og hurtigere „Tod, od, od, od!“ oſv., indtil det ſaakaldte Hovedſlag kommer, der lyder ſom „Glak!“ og klinger højere end de foregaaende Skrig. Derpaa følger der en ejendom⸗ melig Lyd, der varer henimod 4 Sekunder og omtrent klinger ſom den Støj, der frembringes, naar man hvægjer en Le. Hannen er imidlertid ſom aldeles ude af fig ſelb og befinder fig i en Henrykkelſesrus; den ſanſer Intet omkring ſig, og det er derfor let for Jægere at nærme fig den paa ſikker Skudvidde. De egentlige Icegere gaa kun paa Jagt efter den i Lege⸗ 95 tiden, og det er altid fun Hannen, ſom er Gjenſtand for deres Jagt. Saaſnart Dagen er brudt frem, forlader Hannen ſin Gren og begiver ſig til Hunnerne, der trippe omkring paa Jorden i nogen Afſtand. Efter Legetiden vender Hannen tilbage til fit ſed⸗ vanlige Opholdsſted, og Hunnerne faa nu travlt med at indrette en pasſende Rede, der ſom hos alle de øvrige Honſefugle altid er meget ſimpel. Den anlægges ſom ofteſt i en lav Fordybning ved en gammel Træftub, under et ungt Naaletrœ eller imellem Bregnerne og udfores loſelig med Riskviſte. Her lægges Waggene, der ere forholdsvis ſmaa og gulgraa med morkere, graagule og kaſtaniebrune Pletter og Punkter; unge Hunner lægge 6—8 Wg, ældre 10—12. Hunnen ruger iſer i den ſidſte Tid af Rugetiden jaa troligt, at man kan tage den op af Reden og atter jætte den paa denne, uden at den bliver bange eller flyver bort. Da Reden undertiden anlægges tæt ved Veje eller andre ſteerkt befærdede Steder, maa man ofte, for at beſkytte den, omgive den med en Slags Indhegning, i hvilken man kun lader et Hul aabent, ſom er ſtort nok til at Hunnen kan ſmutte igjennem det, og den plejer ganſke rolig at finde ſig i dette Arbejde. Kort efter at Un⸗ gerne ere komne ud af Wggene, ere de i Stand til at kunne folge Moderen, ſom pasſer dem med den ſtorſte Omhu og Kjærlighed. Naar man uventet ſtoder paa en ſaadan lille Zjurfamilie, bliver man modtaget af Hunnen med Skrig og Støj, medens Ungerne ſtrax for⸗ ſpinde og ſtjule fig ſaa godt, at det er meget vanfkeligt at finde dem. Raxven ſoger Hunnen altid at narre ved den velbekjendte Lift at lobe og halvt flagre et Par Skridt foran den, ſom om den ene Vinge var lammet, for ſaaledes at lokke den bort fra Ungerne og give disſe Tid til at ſkjule fig. Foruden Ræven ere ogjaa Ornen, Hogen og den ſtore Hornugle ſlemme Fjender af Tjuren, hvis Wg og Unger ogſaa efterſtrebes af en Mængde mindre Rovdyr. A. p. E. C. En Arbejderfeft. 5 å ulen nærmer fig, og en Meddelelſe fra de. Norge, ſom jeg modtog forrige Sommer, vinder mig i Sinde; den kunde maaſke dog glæde En og Anden foruden mig ſelv, og jeg lader derfor Meddelelſen her „gaa videre“. 8 Tredie Juledag fejrede „Alfarhejm Arbejder⸗ ſamfund“ i Elverum en ſtorre Julefeſt, hvortil der havde indfundet fig omtrent 500 Deltagere, Denne temmelig betydelige- Arbejderforening ffylder den for Arbejdernes Vel ſaa nidfjære og utrættelige Brugsejer, den ivrige Fremmer af Husfliden i Egnen, Helge Veringsaaſen ſin Tilblivelſe, og fin i flere Aar fortſatte heldige Virken. Med ſtor Interesſe og Dyg⸗ tighed og med megen Opofrelſe har han taget ſig af Sagen, og faaet den til at gaa over al Forventning. Han har dannet Samfundet en Handels- og Spare⸗ forening, der hidtil har virket med meget Held; han har faaet oprettet et Bibliothek og et ſtort Lœſeverelſe, ſom Udg. i Fjor fandt rigt udſtyret med forngjelige, gavnlige Tidsſkrifter, Hvor Arbejderne i Fritimerne kunne folge Dagens Begivenheder; han holder regel⸗ mesfige Sammenkomſter med Medlemmerne, og har med enkelte dygtige Læreres Hjcelp bragt dem mangen nyttig og behagelig Time, ſnart ved Foredrag ſom ere blevne holdte, ſnart ved Oplæsning af gode Stykker, ved Samtaler og Lignende. Ved de ſtorre Feſter, ſom hidtil ere blevne holdte i Foreningen, har der ikke blot været ſorget for et ſmukt Arrangement, og efter Lejligheden vakre Dekorationer, der kunde hæve Arbej⸗ derens Sind, og bidrage ſit til at løfte hans Tanke op til en højere og bedre Forftaaelfe af fit Kald og af de mangeartede Livsforhold i det borgerlige Samfund, han tilhører; men der har tillige — og det fortjener jærligt at fremhæves og bemeerkes — været ſorget for, at Feſten kunde nydes og Glæden trives uden nogen⸗ ſomhelſt øllet eller punſchet Stemning, og dette har ved de to Feſter, ſom Meddeleren har havt den Fornøjelje at dvervære, gaaet over al Forventning fortrinligt. Med Kaffe og Svedebrod, godt Dagligol og fælles Smørrebrød fif Legemet fit i al Tilſtrakkelighed, og med en behagelig Afvexling af Taler, Dans og Sang befandt Sjæl og Sind fig meget lykkeligere end Til⸗ fældet er hvor Spiritusſens raa Aand ſidder i Høj: ſedet, og man ofte, naar det lider lidt ud i Laget maa blues over Glæden. Ved Arbejderfeſten i Elve⸗ rum ſavnedes denne ikke, men en hyggelig og glad Stemning vedvarede ſaalcenge Laget ſtod paa. Der var ogſaa ſorget for, at Tale og Sang kunde verle med Muſiken og den muntre Dans. Der blev ſaaledes talt ſmukt for det unge Norge, med Henvisning til Wergelands og Ole Vigs Billeder, ſom ſmykkede Salen; der blev talt til disſe to merkelige norſke Digteres Minde, fortalt om deres varme Jver for at lofte Folkets Tanke og Sind, ligeſom Bjornſtjerne Bjornſons Betydning fremhævedes; der blev talt om Samfunds- og Nationalitetsfolelſen, for Kvinden, for Veringsaaſen, ſom det glade Lag ſkyldtes oſo. Der foretoges endvidere et Par ſmukke Oplœsninger og Fremſigelſer mellem Danſene. Disſe gik en hel Del gemytligere end det ellers plejer at være Zilfældet ved ſaadanne Danſegilder; der var ingen ſom prøvede pan at være Hej over de andre, ſaa man folte, at det var en Samling af Venner og Kamme⸗ rater, og ikke af Balkavalerer ſom vare tilſtede. Dagen efter holdtes Bornefeſt med Juletræ i Arbejderſamfundet. Henved 500 Børn og 150 Borne „32 T —-Cé-ö—- 8 CDE RENSE? RR" SERENE — Vand deltoge, og blandt de ſidſte en Idaarig Oldemoder, ſom omgivet af fine Born, Borneborn og Borneborns Born friſk og frejdig og med Glæde nød Julens Fryd midt imellem den talrige Sperm af Unge. Foruden Dans, ſmaa Taler og Oplæsning af Eventyr, ſamt Uddeling af Kager og Malk til de Smaa, var der tillige ſorget for det, ſom for Børnene danner den ſtorſte Juleglede, nemlig et herligt Juletræ propfuldt af dejlige Jule fager. Dette flokkedes Skaren om, og plukkede det under uſigelig Jubel. Meddeleren om Feſten ſlutter med Onſket om, at man i hver Bygd maatte faa ſaadanne Foreninger, og i hver Forening lignende Feſter. Et bedre Middel til at ophjælpe Arbejderen, fremme hans Oplysning og glæde ham paa en ædel og jømmelig Maade findes neppe. Smaating. Praktiſt Fromhed. For Slaget ved Murten (1476) imellem Schweitzerne og Karl den Driſtige af Burgund faldt Schweitzerne paa Knæ, og deres Anfører bad da ſaaledes: „Kjcre Herre Gud! Have vi Ret, jaa ſtaa os bi, har vor Fjende Ret, da ald ham; men have vi Uret ben be ge Sider, da hold Dig til den, der flaar edſt til!“ : En Diplomat. En Kjøbmand, ſom hapde en be tydelig Sum Penge til Gode hos den franſke Fyrſte Talleyrand, og ſom flere Gange forgjæves havde forſogt at faa fin Betaling, ſtillede fig en Morgen, da Excel⸗ lencen ffulde flige ind i fin Vogn, i Vejen for ham. „Hvad vil De mig, kicere Ven?“ ſpurgte den berømte Miniſter. „Jeg vil blot vide, naar Eders Excellence har i Sinde at betale ig min lille Regning”, lød Svaret. ,,Hvor kan De dog være jaa nysgjerrig!“ ſagde hans Ercellence, idet han lukkede Vogndoren efter ſig. 5 1 Firkantet Nod. Sxkriv 3 E, 2 B, 2 L, 2 A, 2 M, 2 R, D, I og K, jaa de danne fire Ord med fire Bogſtaver i hver og leeſt fra Venſtre til Hojre og fra oven nedad giver Opløsningen paa folgende Gaader: Det forſte yndes ofte mer end Vandet, det andet er en Kjobſtad her i Landet, det tredie farſt af alle Døden fandt, det fjerde ſodt i Spanden Pigen vandt. „Julenumret. Neſte Nr. vil, ſom Julenumer, i Stedet for at udgaa til Søndagen den 27de, udkomme jaa tidligt, at det hele Landet rundt vil være Holderne i Hernde Juleaften. Da det er Kvartalets ſidſte Nr., erindres Poſtabon⸗ nenterne om i Tide at indſende Betalingen 1 Krone (3 Mk.) for neſte Kvartal, for at undgaa Afbrydelſe i Forſendelſen. . Husvennens Opbevaring og Judbinding. Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares, ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe af en ſtor indholdsrig Bog, der, ved at indbindes, i mange Aar kan bevare fin Verdi og være til Glæde og Underholdning, baade for Gamle og Unge. 8 Solide og nette billige Mapper til at bevare de loſe Numre i, faas hos Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtuſtrede i Kjoben⸗ havn, for 24 Sk. Stykket (ved fkriftlig Beſtilling ledſaget af 28 Sk. i Frimerker, frit tilſendt overalt i Danmark. Samme Sted indbindes førfte Aargang i ſmukke og ſolide Bind i Lader eller Safian (Chagrin) for 4 Mk. og 6 9 Bindet. Enkelte manglende Numere tillægges for 4 Sk. Stylkket. Forſte Aargang af Husvennen faas fuldſtendig heftet i net Billedomſlag for 1 Rd. 4 Mk. Ek og indbundet med ſmuk rod, forgyldt Shirtingsryg for 2 Rd., i enhver danſk Boghandel og hos Hovedfommisfionæren Rudolph Klein i Kjøbenhavn. Enkelte fuldftændige Fjerdingaar af Bladet kunne ligeledes faas gjennem enhver Boghandel for 40 Sk. (80 Øre), undtagen Januar 1874 — Nr. 14—27 — der er udfolgt. Brepvexling. Sendebrev til Leſerne. Det medfører altid Ulemper, baade for Leſerne, Poſtveſenet og Udgiveren, naar Poſtabonnenterne beſtille neſte Fjerdingaar af Bladet for ſent. De ærede Læjere bedes derfor venligſt om at beſtille Husvennen paa ny, helſt inden Jul, for at der ikke ſkal indlobe Afbrydelſe i Forſendelſen, der er lige ubehagelig for Leſer og Udgiver, Ved Aarets Slutning, tillader jeg mig at anmode Bladets mange Venner — hvortil jeg tror at kunne henregne de aller⸗ fleſte Leſere — ſamt Enhver, ſom Udbredelſen af et ſundt og ſedeligt Familieblad ligger paa Sinde, om at anbefale „Hus⸗ vennen” paa det bedſte for Venner og Frender nu til det kom⸗ mende Aar. De mange Laſere ſom have havt Glæde af at modtage Husvennen ſom en kjar Sondagsgaſt, kunne ikke give Bladet nogen bedre Støtte, og ikke paa nogen bedre Maade op⸗ muntre Husvennens mange dygtige Medarbejdere, eller mig, til vedvarende at anvende den ftørfte Flid paa at Indholdet fan blive faa ſmukt og tiltalende for Læferne ſom muligt. Jeg har denne Gang desuden en færlig Grund til at anmode om denne velvillige Biſtand. Sætterne og Bogbinderne have nemlig fra Nytaar, ſat en forholdsvis betydelig Lønningsforhøjelje igjennem, ſom uventet med et vil forøge mine Udgifter til Bladets Trykning med ikke faa hundrede Kroner aarlig, og da Bladets Pris paa ingen Maade bør forhøjes oftere, trænger det felvfølgelig til en endnu ſtorre Udbredelfe for at kunne dakke de forøgede Udgifter. Jeg feer mig i Stand til at indeſtaa for, at Bladets Ven⸗ ner ville have Fornojelſe af at medvirke hertil, da en talrig og ſmuk udſogt Samling Billeder, Fortællinger og Skildringer af Bladets bedſte Medarbejdere, alt ligge færdige til hele Vinterens orbrug. ; ' 8 Efter Nytaar vil medfolge et meget ſmukt Tillegsbillede (Ruth ſamler Ax) ſom Prøve paa Dorés verdensberømte bibelſte Billeder, og til Foraaret medfølger et ſtort fortrinligt Billede der er i Arbejde hos Hovedſtadens bedſte Kylograf og er tegnet til Bladet af en duelig danſk Kunſtner. Billedet frem⸗ ſtiller Niels Ebbeſen der overraſker Grev Gert i Randers. N. O. Rom. Rettelſe. J Fortællingen om Vesſel er indløbet nogle meningsforſtyrrende Trykfeil ſom bedes rettede, nemlig: Side 73, Sp. 2, Lin. 4 ſtaar: laant for la vet. — 74, Iſte Sp. i Digtet om Tandpine ſtaar: Vin⸗Fanden for Vice⸗Fanden. — 74, ſamme Steds 8de Linie ſtaar: langt fra lagt. Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte (Fortſat). — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſat). — Tjuren, af A. P E. T., med Billede. — Smaating. — Husvennens Opbe⸗ varing og Indbinding. — Brevvexling. Dusvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpaftet Ark, ſorſpnet med flere- Billeder, lil 3 Miß. ( Kr.) FIſerdingaaret fig filfendt. Bladet Kan beſlilles paa ethvert Voflkontor og Brepſamlingsſled, i enhver vert Fjerdingaar medfølger gratis et Mort fmukt Billede. Bogfade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Boghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. i Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. E. "| 3 5 i SÆDE: 2 N. i : 0 eh N 5 2 51 — an 5 57 7 MÅ A 8 W 7 elg IPN , 2 Å ' 0 || 5% åg 8 Å y 0 4 ; * 2 W 0 85 "| 2 | | PU | ; 8 5 5 ; i 5 15 8 8 / 2. Aargang. 8 ØRER Kjobenhavn. | | 10 Julezag. | 2 N ö . 11000 Nr. 13. ; 1894. 5 f 8 — 2 Er — — ; å Å Fx 78 i 4 5 FØR — Mod Julen. ; Varen fig nærmer! Vi Rimte alt 5 Lijobmanden pynter fin Bod med Flag, | 4 Sys bag de fangede Tagge. Flojter og Heſte og Hunde; ö | | O, hoor tidt blir ei l R re tre; SGranerne egne ne ſot Orens Hlag BA 3 Å fk ; 0 5 ſon pi endnu har filbaget N ktrindt om i Haper og Lunde; | | i Vornene juble: „Velliommen Jul!“ | 8 Vedkurpen fyldes, at Vinterens Gys | — Vorn ſelp med graanede Jsſer —, , kan glemmes i Hoftidens Dage; | j Modrene fysle med Gaver i Skjul, | S&irkerne ſejes og Julelys 3 | Perfebaanid, Dukker og Nis ſer. E fæffes i Krone og Stage. ' | mø Bonden flagfer fin Gris fil Jul, z | É Milidt under Travfhjedens Stej og Raab finger med Brygger og Bager, i 2 | ØR barnfigt dog Sjerferne bankes ; Julebordet Ral bugne af Sul, felv den letſindige larmende Hob 3 Godt-Ol og Kringler og Sager. ; aner dog Hojtidens Vanke. Gulvet bliler fRrubbet, og Dortag og Slaa 5 | Alangen, der raaber: ,,Korsfæft, ſtors ſerſt ll“ 9 Shhrøs i Stue og Kokken, | ellers i Daarſkabens Timer, Stadsvognen vafkes og Heſtene faa i bøjer fig lenlig for Julens Gaſt, SØ 2 Striglerne fit over Ryggen - i naar det fra Jaarnene ſtimer. Ej 11 pi 5 for. Traylhedens Sprog Sproget paa Bibelbladet, ' | nej, vi vil aabne den gamle Bog, : nynne paa Bethlehems⸗Kpadet, ; i bede, at ret vi til Lopſangens Bøld z * Hjerter maa laane og Male, at vi maa Barnet, ſom ventes i Kyeld, favne med jublende Sjæle! Zakarias Aielſen. Bedſtefaders Jul. Af Bendix Hanſen. 2 et var et ſtille og klart Froſtveir. Iſen kunde bære, og det var forſte Gang den Vinter; den var ny, glat og blank ſom et Spejl, og Dammen midt i Byen havde i det regnfulde Efteraar udvidet fig og overſpvommet et ſtort Stykke af Sognefogdens Toft, jaa der var den pregtigſte Isflade til at lege paa. Børnene havde faaet Ferie igaar, de vare fri for at tænke pan Skolen, fri for at tænfe paa nogetſomhelſt, i Dag var det Juleaftensdag, og ſaa kom alle de dejlige Feſtdage med Pebernodder og Julekage, Riſengrod og Andeſteg, Leg og Dans, jo de havde rigtignok Grund til at være glade, og det var de ogſaa. Alle de, der paa nogen Maade kunde undværes hjemme, morede fig paa Iſen, og deres muntre Larm og Latter lød ud over hele Byen. Hvor de havde travlt, ligeſaa travlt Jom Bierne i Sommertiden, naar de fværme og ſamle Honning; ja de fværmede. jo ogjaa, og de ſamlede Honning, Barnelivets Honning, den man har at tere af hele Livet” igjennem, og dog beſtilte de flet Intet, de legede kun, og de gik op i Legen, levede i den, ſom Barn kunne gjore det. Hvilket Mylder der var der ude paa Dammen, og hvilken Forvirring! der var flet ikke tale om nogen Slags Orden og Regel, og dog gik Legen herligt, ja juſt ſaaledes gik den allerbedſt. De fore omkring mellem hverandre, imod hverandre, faa ſpredte og fan i Klynger, og ſaa faldt de over hverandre enten med et faſt Bums, faa Iſen flog Revner, eller med en Sladetur i Tilgift, paa Hovedet eller Ryggen, eller ſom det nu kunde træffe fig. Dog, det horte med til Fornojelſen, det var nok jaa omtrent den vigtigſte, for hver Gang det ſkete, fulgte en jublende Latter fra hele Flokken, og den Faldne reiſte ſig op, gned ſig et Ojeblik paas det "Sted, der havde modtaget Stødet, udſtodte et Sejrsſkrig og ſtyrtede fig atter ind i Legen. Nogle enkelte kjorte i Sleder, det var meſt Smaapiger, og et Par vare komne paa Sksjter; men det morſomſte var nok, at glide ſaaledes omkring imellem hverandre, for det gjorde de fleſte, og Iſen var ſaa glat, den var ſom en eneſte ſtor Glidebane. Froſten var hvas, bed i Neſſe og Kinder og gjorde dem rode; men det mærkede de ikke, de vare altfor lykkelige og ivrige i deres Leg. „Ja, hvor Born dog ere forunderlige! En Übe⸗ tydelighed kan fornøje dem og gjøre dem lykkelige, ſorgleſe tumle de omkring, ſtolende paa Fader og Moder, og over Glæden glemme de al Sorg og Modgang, glemme Alt. De falde med et Skrig, for det gjor ondt at falde, men de rejſe fig ſtrax igjen, ler med Taarer i Ojnene, og Faldet er glemt. Og Strid og Vrede glemmes lige fan ſnart, intet Ondt kunne de gjemme. Men vi Store, vi kunne det! Vi kunne gjemme Sorg og Nag, Had og Fjendſkab i Aar og Dage til vor egen Forbandelſe, og vi kunne ſe det Onde, ſe det allerbedſt, til vor egen Sorg. Ja hvor vi ere forſtjellige fra Børnene, vi ere næften Modſctninger, og dog have vi en Gang ſelv været Born, ſorgloſe, lykkelige Born ſom disſe. Gud ſke Lov, at vi kunne mindes det, gid vi aldrig, aldrig glemme det!“ Saaledes tenkte han, den gamle Wand, der kom gaaende hen ad Vejen og nu ſtandſede ved Dammen og betragtede Bornenes Leg. Det var en meget gammel Mand; hvide Haarlokker kiggede frem under den ſtore laadne Hue, Anſigtet var fuldt af Rynker, Munden var tandlos, og han gik langſomt, ftøttende fig til en Stok. Der hvilede en underlig tankefuld Sorgmodighed over hans Anſigt og hele Skikkelſe; men ſom han nu ſtod der og betragtede de jublende Born, opklaredes hans Anſigt lidt efter lidt, jaa det tilſidſt blev det venligſte og gladeſte gamle Anſigt, man kunde je. Nu opdagede Bornene ham. „Bedſtefader, Bedſtefader, Hurra for Bedſtefader!“ raabte de i Munden paa hinanden og ſtormede hen imod ham. å „Aa Bedſtefader, naar kommer Du om til os? Og naar kommer Du til os? O, kom i Morgen! Kom i Aften! Nej kom nu ſtrax med mig hjem, faa ſkal Du ſe mine nye Klæder, og mine, og mine! Saa ſtal Du ſmage vore Pebernodder, og Julekager, og Wbleſkiver! Kom, kom!“ raabte de, flokkedes om ham og trak i ham. „Og ſaa fortæller Du Hiſtorier! O ja, Hiſtorier! Aa ja, ja! Den om Guldfuglen, den om Nisſen; nej om ham, der vilde lære at gyſe, — om Lille Klaus og ſtore Klaus, om Holger Danſke — „Klip en Hel og klip en Taa, nu har den Rette faaet Guldſkoen paa!“ raabtes af forſkjellige Roſter i et vildt fornøjet Kor. Larmen blev altid ſterkere, Trængilen tættere, alle ville de erobre ham, og hans Anſigt blev altid lyſere. Wa, ja Born, jeg ſkal nok komme! jeg ſkal for⸗ telle for Jer alleſammen, alt hvad jeg ved; men nu kan jeg ikke, nu har vi ingen Tid, og her fryſe vi. Se der, der har J noget at more Jer med!“ ſagde han, og ſaa greb han i Lommen og kaſtede den ene Haandfuld Pebernodder efter den anden ud paa Iſen. De toge Fart og floj vidt omkring; Bornene efter dem, over hinanden og i Klynger under den vildeſte Jubel, og han ſkod Huen tilbage og nikkede og lo jaa fornøjet. Men en lille Dreng paa 7—8 Aar og en noget mindre Pige, tage ikke Del i den glade Jubel over Bedſtefader. De vare blevne ſtagende alene ude paa Iſen, da de andre flokkedes omkring ham, og der ſtode de endnu tet op til hinanden forladte af alle. Det var et Par kjonne Born med merkeblaa tankefulde Øjne og lyſt Haar, og de betragtede det hele Optrin med en underlig ſorgfuld Alvorlighed —, det var ikke frit for, at der glimtede Taarer i deres Dine — og 99: dog ſaa de ſaa kjerligt og lengſelsfuldt hen til den gamle Mand. Ja, de vare de eneſte Born i Byen, i hele Verden, der havde Ret til at falde ham Bedſte⸗ fader; for de vare hans Datterborn, han var deres Bedſtefader; det vidſte de begge to, og faa var det rigtignok tungt, ikke at turde være med. Nu vare Pebernodderne opſamlede, og de havde travt med at ſpiſe, og der blev Ro et Ojeblik. Da begyndte Kirkeklokken at kine. Den klang jaa mægtigt og højtideligt, faa klart og velſignet i den ſtille graa Luft; det var Juleklokken, ſom man havde drømt om jaa ofte og onſket ſaalcenge og alle lyttede de med glade Hjerter. Hvilken Sang og Klang, — hyilken Fylde af Toner, der dog kunde ſtromme ud fra det lille Kirketaarn! Var det ikke ſom utallige glade uſyn⸗ lige Engle floj ud over Byen ud over Marken, langt, langt ud over den hele Jord og ſang: „Nu er det Jul! Jul! Jul!“ „Nu kimer det til Helligt! Nu maa J nok helſt ſkynde Jer hjem,“ ſagde den Gamle, „at J ikke komme for ſent til Juleaftensnadver. Glædelig Jul alleſammen!“ „Gledelig Jul, glædelig Jul!“ raabte de, og ſom grebne af een Tanke, ſpredtes de til alle Sider og ilede bort, og nu ſtod den Gamle alene ved Dammen. Da kom Drengen og Pigen, der havde ftaaet alene derude, langſomt gagende Haand i Haand hen til den Gamle, og hans Anſigt blev atter alvorligt. „Er Du vred paa os Bedſtefader?“ ſpurgte Drengen "og begge jaa de faa alvorligt op paa ham. „Vred — paa Eder Børn!” ſparede hau. lille Niels, det er jeg ikke!“ „Men Du er vred paa Fader og Moder, og det maa Du ikke vere;“ ſagde den lille Pige, „for Du er jo vor egen rare Bedſtefader, det ſiger Moder, og Du kommer ogſaa ſnart om til os, ſiger hun. Kommer Du ikke i Julen? Aa, kom Bedſtefader! Saa ſkal Du faa faa meget godt, faa er Du rigtig rar!“ „Hm, hm!“ ſparede han, „Du er en god Pige, lille Marie!“ Og han klappede hende kjerligt. „Fader og Moder ville vere ſaa glade til dig!“ ſagde Drengen, „og vi ogſaa, jeg og lille Marie. Kan Du huſke, Bedſtefader, dengang vi. tændte Juletræet foran det kjonne Billede. O, det var et Juletræ! Kan Du huſke det?“ „Aa ja, Billedet med Julebarnet, og Hyrderne og Kongerne og Engleborn med Binger, og Juletræ og Stjerner!” „Maa jeg ikke nok faa det at ſe, Bedſtefader?“ ſagde Pigen. „Det tager Du med, naar Du kommer, ikke fandt! Niels ſiger, det er faa kjont, Faa kjont. O, hvor Du er en rar Bedſtefader!“ „Ja, ja! Du fkal fan det at ſe, engang; men gaa nu hjem Born!“ han ragede i Lommen. „Se her er et Par Pebernodder endnu, der har J hver fire; jeg har ikke flere. Glædelig Jul, Smaabørn!” „Nej, „Gledelig Jul, Bedſtefader!“ Og ſaa toge de hinanden ved Haanden og gik; men lille Marie vendte ſig flere Gange og nikkede til ham. „Vi fik Pebernsdder af Bedſtefader, og han klap⸗ pede os, han ſnakkede med os!“ ſagde hun fornøjet og ſaa op til Broderen. „Dem ville vi gjemme til Fader og Moder. Tror Du ikke, de ville blive glade ved dem. Det er en rar gammel Bedſtefader, og det er vor Bedſtefader!“ „Ja Marie, bare han vilde komme og bo hos os igjen!” ſvarede han alvorligt. Han var jaa tankefuld i Aften. Han mindedes den velſignede Tid, da Bedſte⸗ fader boede hos dem, da han var hans egen Dreng, red Ranke paa hans Knæ og lyttede til hans mange dejlige Hiſtorier, og han mindedes, at Bedſtefader var bleven vred og var flyttet bort, at Fader ſkjcendte og Moder græd. Ja et Barn kan ogſaa fatte Sorg og Strid og gjemmer længe Mindet derom, Barnehjertet er modtageligt for alt! Men det kunde lille Marie ikke mindes, hun vidſte blot, at Bedſtefader aldrig kom hjem, aldrig talte med Fader eller Moder, eller med hende og Niels, ſkjondt han var en god gammel Mand, det ſagde Moder og alle Born i Byen, men i Aften havde han talt med dem og givet dem Pebernodder, og derfor var hun faa glad og ſtolt. Den Gamle blev ſtaaende ved Dammen og ſaa efter de to Born, indtil de vare forſvundne, jaa ſukkede han ſagte og gik langſomt videre, hen til det lille Hus der laa i Üdkanten af Byen. alene. En fremmed Kone hjalp ham lidt med at gjore rent og koge Mad, men ellers var han overladt til ſig ſelv, og derfor ſogte han andres Selſkab og helſt Bor⸗ nenes, for han d af Born, dg alle Born holdt af ham, Der var fyret i Kakkelovnen, der var varmt, rent og hyggeligt i hans Stue; men der var ſaa underligt ſtille derinde. Openpaa Sengen flod hans Julegrod, Kartofler og et lille Stykke Steg. Det var hans Juleaftensnadvere. Den fremmede Kone havde travlt i fit Hjem i Aften, og derfor havde hun forſt tilberedt hans Mad og ſat den der, for at den kunde holde ſig varm. Han tændte Lampen, hængte op for Vinduerne, for nu var det blevet mørkt, dekkede Bordet med hvid Dug og dobbelte Tallerkener og ſatte Maden frem. Hvor underligt! i hele fit lange Liv havde han altid havt nok at beſtille; men aldrig havde han været nødt til at gjøre Kvindegjerning, aldrig han været ſavnet kjerlige Sænder til at hygge omkring fig, aldrig førend nu, da han var gammel og træt og trengte meſt dertil! Ak ja! Han ſatte ſig og begyndte at ſpiſe, men det vilde ikke ret ſmage ham, ikke ſom dengang da han var et Barn og ſiden mange, mange Gange, ja ſom dengang, Der boede han, ganſke * Gud i det Hoje, Fred neſkene Velbehagelighed!“ forſvandt, ſvundne Tider han fad paa Hederspladſen deromme hos fin Datter med lille Niels paa fit Knæ og maatte give ham hveranden Skefuld. Hvor den Dreng var ellevild den Aften, og hvor han holdt af ham, og hvor glad han var ved den otteſkillings Trompet, Bedſtefader havde hængt til ham i Juletræet. Ja Manden var maaffe ligeſaa god ſom dengang, maaffe bedre; men han var ene, ene paa Jule⸗ aften, og nu var det den tredie Juleaften han var ene. Ja, det var han jo altid; men han folte det aldrig ſaaledes ſom paa Juleaften, aldrig ſom i Aften. Derfor vilde Maden ikke Image. Han tog af Bordet, ſatte Bril⸗ lerne paa og begyndte at læje i Bibelen, ſom han plejede. Det var Jule⸗ evangeliet han læfte, om Jeſubarnets Fodſel i Stalden ved Bethlehem, om Englenes Juleſang til Menneſkenes Born: „Eder er i Dag en Frel⸗ jer født!” „Wre være paa Jorden og i Men⸗ Men Tankerne vilde ikke blive ved det dejlige Evangelium; de fløj jaa vide omkring, de havde faa mangeſteds Wrinde, og jaa overgav han fig til dem, tendte fin Vibe, lænede fig til⸗ bage i Leneſtolen og lod dem raade, de floj afſted med ham; Tid og Rum kom igjen, Mindets En⸗ gel ſtod hos ham i ſit lyſende Klædebon. „Kan Du huſfke den Gang Du var et Barn!“ ſagde Englen, og han ſmilede og nikkede; jo det huſkede han faa grant, huſkede hver lille Smaating, og nu var han det atter. „Huſker Du den Juleaften for mange Aar ſiden, da Du havde pyntet en lille Grangren med Wbler, Juleknas og broget Papir. Lyſene vare kun Stumper af tynde Praaſe; men Du var ſtolt af Dit Vork, Du Bedstekaders Julehillede. 100 ſyntes, at det var det dejligſte Juletræ; thi det var Din egen Opfindelſe, lavet efter et Billede og Moders Fortællinger. Kun et grundede Du forgjaves over; Englene, der paa Billedet løftede Juletrcet, hvordan ſkulde Du faa Englene til at løfte det, og Du kunde ikke finde Dig tilfreds med, at Moder ſagde, at Englene 3 vare uſynligt tilſtede. Du tændte det. Fader og Moder ſmilede faa. kjerligt, og Naboens lille Marie, der var indbudt for at je paa Stadſen, lo, jublede og danſede foran Trœet. Det ſtod paa et lille Bord foran det ſtore Skilderi med Stalden i Bethlehem, Joſeph, Marie og det ſtraalende Jeſubarn, for hvem de fattige Hyrder og de rige Konger kne⸗ lede i from Bdmyghed og Glæde, glemmende al Forſkjel paa Jord; thi Julen ſamler Alle, gjor Alle lige; ovenover ſtraa⸗ lede Juleſtjernen og to dejlige Engle med ſtore Vinger kom flyvende med et Juletræ, der havde Stjerner iſtedetfor Lys og var omgivet af ſmi⸗ lende Englehoveder. Ja, det var dette Billede, der havde givet Dig Tanken om Juletræet, og derfor var det tændt foran det. Og hvor Billedet ſkin⸗ nede! Farverne bleve kla⸗ rere, Skikkelſerne traadte ud af Billedet, det var, ſom bleve de levende og ftørre, ſom om de beve⸗ gede ſig; det var ſom Juleglœden og og Jule⸗ glanſen ſtraalede ud fra ' aabnede Himlen over den. Jo Tallepraaſene kunde rigtignok ſkinne, ſkinne ſom Stjer⸗ ner! Og den lille Marie klappede i Henderne og ſang det forſte Vers af „Et Barn er født i Bethlehem“, for mere kunde hun ikke, og faa klattrede hun op pan en Stol, ſtak ſit lille ſmilende Anſigt, omkranſet af de lyſe Lokker, ind imellem Trcet og Billedet, og kysſede alle Skikkelſer i Billedet, Kongerne, Hyrderne, Englene, ja ſelv den det og fyldte hele Stuen, . 101 røde Ko, der ſaa ud over Krybben, hvor Jeſubarnet || havde Du ſet hende ſaa glad, aldrig havde Du ſet N havde ligget, og derpaa ſprang hun ned, tog Dig om (hende ſaa ſtjon, aldrig havde Du elſket hende jaa højt; : Halſen og kysſede Dig med Taarer i Øjnene, Aldrig | thi Du anede, at hun var en Engel, en Juleengel, der Inleneg. bar det lyſende Juletre med Fred og Lykke frem gjennem | fig, og derfor var ogſaa Du lykkelig ſom en Guds det taagede Jordeliv og op til den klare Himmel, og Engel. Mindes Du det, Du gamle Mand!“ ſagde da folte Du, at det er velſignet at ſkabe Glæde omkring Englen til ham, og han nikkede jaa fornøjet hen til Bleg og ſtille, 1 * det gamle Billede, der nu hængte i Krogen, tilhyllet af Skyggen. „Jo det huſker jeg rigtignok!“ ſagde han, „det glemmer jeg aldrig, aldrig!“ „Og ſiden!“ blev Englen ved. „Siden! alle de dejlige Timer derhjemme. Du voxede op med Marie. Hun blev en ffjøn, en herlig Pige, og hun elſkede Dig, ſom Du hende. Vorherre forte Eder ſammen, velſignede Eders Pagt, velſignede Eder med rigeligt Gods og med et ſmilende Barn, og Livet randt ſom en eneſte ſtor og herlig Julefeſt. Kjcrligheden lyſte om Eder og i Eder, Barndomstiden holdt id jaa længe, ja faa længe! Eders lille Pige blev ſtor, ſelv bleve I gamle; men J vidſte det ikke, merkede det ikke, forend der kom en Dag, da hun, Dit Livs Engel, floj fra Dig. men ſmilende ſom i en lykſalig Drøm, lan hun der i den forte Kiſte mellem de fagre Blomſter, ſom hun hapde elſket ſaa ſaare. De ſloge Kiſten til og ſang en Salme over hende, og jaa bare de hende bort til de Dodes Havn, og der hviler hun nu; men det er kun Stovet! Du ved det: J lyſe Kleder venter hun Dig deroppe, hvor der hverken er Dod eller Grav, hvor Lyſet aldrig ſlukkes. O det var, ſom om Dit Hjerte ſkulde briſte; men det braſt ikke. Da ſtod Du alene, da merkede Du, at Du var bleven gammel og træt! Kan Du huffe det, Du gamle Bedſtefader?“ Og Bedſtefader tog Piben af Munden og torrede Taarerne bort. „Ja det mindedes han allerbedſt“. „Men Dit Liv var ikke tomt, Glæden var ikke vegen fra Dig!“ blev Englen ved, „Du bar en Datter⸗ ſon paa Dine Arme, blev Barn med ham, lærte ham og levede med ham, og fkjendt Du intet kunde beſtille, var Du dog aldrig ene og forladt; thi endnu var der Kjærlighed omkring Dig; men faa ſtodte Du det fra Dig Altſammen. Du blev vranten og egenkjerlig, Du vilde befale og regere, og det burde Du have over⸗ ladt til de Unge, til Din Datter og hendes Mand. Der kom en ond Aand, Ufredens Aand, ind i det lykkelige Siem. Du hidkaldte den, og faa flygtede Du og blev ene, ganſke ene, og dog ikke; thi den var fulgt med Dig, det anede Du ikke! Huſker Du alt det, Du. gamle trætte Bedſtefader!“ „Ja, ja! men det var ikke min Skyld, det var hans Skyld!“ indvendte han klagende. „Jeg havde Ret til at raade i Gaarden, for den var min, han ſkulde tage Henfyn, han fkulde lyſtre og hun med, og da det ikke kunde gaa, tog jeg den ikke fra dem, ſom jeg kunde have gjort, men overlod den til dem, tog Mit og flyttede herind. Det var visſeligen ikke min Skyld! Nej, nej!” „Jo det er Din Skyld, Du gamle egenſindige Mand!“ ſagde Englen. „Men Du ſtraffede Dig ſelv; den onde Aand fulgte med Dig, og Du har ikke været ſelv om Du i enkelte Ojeblikke bildte Du har forladt Dine egne Børn og derfor blev Du ſelv forladt; Du har lykkelig ſiden, Dig det ind. Borneborn, og — dengang Gud Herren kom og kaldte ad ham. ikke, ſom en Fader bor være mod ſine Born, baaret Nag, Du har været en ſlem gammel Bedſtefader; for de holder endnu af Dig; men Du har haft en ond Samvittighed, og derfor er Du gaaet afvejen for deres Kjærlighed og har ſkjult Dig ſom Adam i Paradiſet, Pas paa, at han ikke jager Dig ud, ſaa Du aldrig kan komme tilbage. Du var gammel og træt, Din Livsgjerning var forbi, de Unge ſkulde arbejde for Dig; men Du vilde være Herre, en ſtreng Herre, Du vilde blande Dig i, hvad der ikke vedkom Dig, hvad Du ikke forſtod, fordi Tiden var loben fra Dig. Det var alene af Forfengelighed, Du ikke vilde overlade Gaarden til Din Datter og Svigerſon, ſtjondt Du vidſte, at han var en dygtig og god Mand, og dengang Du ſaa brod ganffe med dem, ja fan lod Du dem beholde den; men de maatte betale den dyrt, dyrere end om de havde været fremmede, Du gav dem Intet, Du var rigtignok ſom Din Fader var imod Dig og Marie! Ja Marie, hvad tror Du hun [vilde have ſagt, om hun havde levet den Stund! Det glædede Dig at je, hvor de pinte fig, ſled og flæbte tidlig og filde for at ſlaa fig igjennem, Du havde Midler til at hjælpe, men Du hjalp ikke, Du gik og ventede paa deres Ulykke, paa at de ſkulde komme og tigge Dig om Hjælp, det vilde have glædet Dig; men den Sejr fik Du ikke, de kom ikke, Din Hjeelp var overflødig, thi Vorherre hialp dem, og det harmede Dig. Fy, ſkam Dig, Du gamle Mand! Du funde have været lykkelig, men Du vilde ikke, Du ſtodte Lykken fra Dig. Nu ſidder Du her alene og græmmer Dig paa den velſignede Juleaften, da den hele Verden fryder ſig, og Du kunde, om Du vilde, have fejret den dejligſte Julefeſt hos Dine egne Born og Borneborn, Niels og lille Marie. Saa Du, hvor de ſtode ene og forladte, da Du legede med de Andre ved Dammen? Saa Du, hvor bedrovede de vare, de uſkyldige Smaa, og dog kom de ſaa kjerligt hen til Dig og vare ſaa glade ved glemt at give de Andre. Du burde ſtaa op og gaa Alle om Forladelſe!“ 5 | „Men det kan jeg ikke; det er jaa fvært! O, hvordan ſkal jeg kunne gjøre det!“ ſagde han bedrøvet. de Pebernodder, Du havde Fy Du ſlemme Bedſtefader! hen til dem og bede dem I den anden Ende af Byen laa den Gaard, hvor Bedſtefaders Svigerſon og Datter boede. Det havde | været ſtrenge Aar, de ſidſte tre; men nu var det bedre, nu tegnede Alt ſaa godt, og derfor vare de glade. De vare lige blevne færdige med deres Juleaftens⸗ nadvere og rejſte fig nu fra Bordet. Manden kysſede ſin Kone og ſagde hende Tak for Mad og Tak for alt godt i de ſvundne Aar, og hun kysſede Bornene, Niels og Marie. „Hvor vi nu have det godt og velſignet!“ ſagde hun, Gud fie Lov, nu ſavne vi Intet!” 103 Den lille Pige jan op paa hende. „Jo Moder; Bedſtefader!“ ſagde hun, og der gled en Skygge hen over Moderens Anſigt. „Ja Bedſtefader!“ gjentog Drengen. „Maa jeg ikke nok lobe hen og ſe til ham, han har det ſaa ene, og det er lyſt udenfor, jeg er flet ikke bange!“ „Og jeg gaar med;“ ſagde Pigen. „Kom Niels, kom! Bedſtefader fkal fe vort Juletræ; men jaa maa J ikke tænde det, førend vi komme!“ „Hvad tenker i dog paa, Born!“ udbrød Faderen. „Han vil jo ikke kjendes ved os, han jager Eder bort!“ „Nej, han gjor ikke!“ indvendte Pigen, hun var jaa ivrig. „Nej han gjør ikke! Vi talte med ham ved Dammen, Niels og jeg, og han klappede os og gav os Pebernodder; der kan Du ſelv ſe!“ Og hun greb i Lommen og fremviſte Pebernodderne ſom et uom⸗ fødeligt Bevis. „Jeg vil ſe hans ſtore Julebillede og viſe Marie det“, ſagde Niels, „og naar han ſaa vil med os hjem, ſaa tager vi ham med. Han ſidder ſaa alene, han har flet intet Juletræ, og jeg er ikke bange for ham!“ „Ja kom Niels, kom!“ ſagde Marie og tog ham ved Haanden. Faderen tav; men Moderen bøjede fig ned og kysſede Bornene. „Gaa med Gud!“ ſagde hun. „Onfk ham glædelig Jul fra Fader og Moder og ſig, at vi holde meget af; ham 5 Saa fik Drengen fin Hue paa og Pigen et Tor⸗ . lade om Hovedet. „Men J maa ikke tende Juletræet, førend vi komme med Bedſtefader!“ ſagde hun og jaa lob de. l Bedſtefader havde glemt at lukke Doren i 00 og han var ſaa ordybet i ſine egne Tanker, at han flet ikke mærfede, at Børnene kom ind. „Bedſtefader!“ raabte de begge to „lob hen og klyngede ſig til ham. Og han tog en i hver Arm, loftede dem op paa fine Knæ og trykkede dem ind til ſig, og der var Taarer i hans Øjne, og Børnene omfavnede ham, kysſede ham og kjclede for ham. „Kjere, rare Bedſtefader!“ ſagde de. „Gud velſigne Eder, mine ſmaa Engle!” ſagde han. „Maag jeg je Dit kjonne Julebillede?“ ſpurgte Pigen. Og Bedſtefader hentede Billedet frem fra den dunkle Krog, torrede det af med ſin Hue og holdt det hen til Lyſet, og Børnene betragtede længe det ſtraalende Billede paa den morke Grund; det var Juleglanſen og | Julegleden, ſom den aabenbaredes hin mørfe Nat i Bethlehem, ſagde Bedſtefader. „O det er dejligt, dejligt!” udbrød Pigen. „Se der flyver Englene med Juletræet; men vi faa ogſaa et Juletræ i Aften. Kom med hjem Bedſtefader, ſaa ſkal Du ſe det!“ „Med hjem" gientog han langſomt og alvorligt. „Aa, ja gjor det!“ bad Drengen. „Fader og Moder ville blive faa glade, og ſaa tage vi Billedet med, og tænder Juletræet Foran. det, ſaadan ſom vi plejede: Kan Du huffe det, Bedſtefader!“ „Jo, jo!“ ſparede han. „Det glemmer jeg aldrig!“ „Og jaa fan Fader og Moder ſelv enſke Dig glædelig Jul og ſige Dig, hvormeget de holder af Dig, for det, ſagde de, ſkulde vi gjore!“ ſagde Pigen. „Aa, lille Bedſtefader, kom nu med, år, er Du rigtig ſod og rar!“ 9 „Naa, jaa i Guds Navn da!“ ſagde han. Han tog en ved hver Haand, han glemte ganfke fin Stof, flukkede Lampen, laaſede Døren og gik med dem. Billedet maatte Niels bære, for det ſkulde ogſaa med. „Godaften og glædelig Jul!“ ſagde han, da han traadte ind til fin Datter og Svigerſon, og de reiſte ſig, gik ham imode og trykkede hans Herder; de vare jaa glade. De ſatte ham i den bladeſte Leneſtol, gav ham den bedſte Plads ved Bordet. „Jeg har været en ſlem gammel Mand; kan J tilgive mig!“ ſagde han. „Ja, vi har maaſke heller ikke været, ſom vi burde; men nu er jo alt godt, og lad faa det være glemt. Du er tuſinde Gange velkommen, vi har ſavnet Dig meget,“ ſagde Svigerſonnen. „O Fader, naar Du vidſte, hvor vi har lengtes efter Dig i den lange Tid, vi og Bornene; men nu har vi Dig igjen, Gud ſte Tak og Lov! Nu flippe vi Dig ikke mere!“ ſagde hans Datter. „Nej, aldrig, aldrig mere! Nu bliver jeg her!“ ſparede han og jaa fig fornøjet omkring. det!“ raabte Marie. Hun var atter kroben op paa hans Knæ, medens Niels lænede fig op til ham. „Ja, nu fkal jeg tænde det; for nu er vi alle lykkelige!“ ſagde Moderen, tog Billedet og gik ind i Storſtuen. Lidt efter aabnedes Doren, og der ſtraalede Jule⸗ træet i al fin Herlighed og Bragt! Bag det hængte Bedſtefaders Julebillede, og det glimrede og lyſte, ſom om det var levende og virkeligt, ſom om det var det, al Lys og Glæde ſtraalede ud fra. „Et Barn er født i Bethlehem!“ iſtemte Niels og Marie, og alle de Vorne, ſelv gamle Bedſtefader, ſtemte i med. En ſaadan Juleaften havde han ikke oplevet ſiden dengang, da han var en Dreng, og da hun, hans egen lille Marie ſang: „Et Barn er fodt i Bethle⸗ hem“, og klattrede op og kysſede Billedet. Det var, ſom jaa han hendes lyſe, ſmilende Engleanſigt igjen derhenne mellem de gronne Grene. Taarerne randt ham ad hans Kinder, og han glemte at torre dem bort. nen Juletræet, Juletrœet! Bedſtefader ſkal ſe Han ſtod med den lille Marie i Favn og trykkede hende ind til fit Hjerte, for det bankede jaa ftærkt, og hun ſang med jublende Roſt og bredte Armene ud imod Juletrœet og Billedet, mod Fader, Moder og Niels, ſom vilde hun favne alt, hvad hun havde kjert. Glæden lyſte ud fra Juletræet og Billedet, trængte” ind i Sjerterne og ſkinnede i alle Anſigter. Jo det var rigtignok en velſignet Julefeſt! Zulen og Juleneget. D — JN vert kriſtent Menneſte kjender jo Julen, og ved hvad den betyder. Julen er den forſte Feſt, der præger fig i Barnets Erindring og ſom det imødejer med den ſtorſte Lengſel. Og vi Vorne, fjende vi en bedre Tid det hele Aar rundt, end Julen? Er det ikke ſom om Luft og Jord var opfyldt af noget Helligt, noget, vi ikke kunne forklare, men kun føle i vort eget Indre? Er det ikke, ſom om alle Sorger tabte deres ſtarpe Braad og mildnedes til ſtille Vemod i den dejlige Juletid? Er der noget Menneſket der kunde bære det over fit Hjerte, at fortredige og frænfe fin Naſte, ſelv om det er hans Uven, paa hellig Juleaften? Nej, Julen er ſom en Forſoningsfeſt for hele Aarets Kampe, idet Alles Tanker ſoge hen til Ham, den ſtore Forſoner, der fødtes hiſt i Bethlehem, det Frelſerbarn, hvis Ord ſnart ſkulde lyde ſom ſalig Klokkeklang hen over Lan⸗ dene og falde alle de adſpredte og vildfarende Menneſker til hans Kongeſlot, hvor der er Boliger for Alle fra Kejſeren til Stodderen. Fra Nordpolen til Sydpolen, fra Japans yderfte Klipper til Amerikas Skove, fort ſagt, jan vidt ſom Kriſti Navn er kjendt højtideligholdes Julen, og om det end er paa forſtjellig Maade i det Udvortes, ſaa tillegge alle Kriſtne, hvad enten vi ere Lutheranere, Katholiker, Baptiſter eller med hvad Navn vi nævne os, Julen den ſamme Betydning. Dog er det maaffe ijær i Norden at Julen ſtaar ſom Aarets ſkjenneſte Feſt, uagtet den falder i den umilde Aarstid. Men Julen er ogſaa en gammel Feſt i Norden, thi loenge førend Kriſtendommens Lys kaſtede fine forſte Straaler paa Nordens Snee, kjendtes Julen her ſom en Midvinterfeſt, hvor Slægt og Venner ſam⸗ ledes til glade Leg, hvor Skjalden til Harpens Klang ſang om tapre Bedrifter, medens de ſtore Drikkehorn gik rundt langs Bordene. Da de forſte Munke kom for at forkynde Ordet, da var det dem en Hjælp, at de kunde forene den kriſtne Julefeſt med den Feſt, der allerede var kjendt og elſket ſom Julen; ſnart foran⸗ dredes Thors Hammertegn til Korſets Tegn, og vi maa vel tro, at der ved mangen Julefeſt i Heojnorden er vundet mangen Hedning for den hellige Daab. Var Julefeſten en Glædens Feſt hos vore hedenſke Forfedre, jaa var den det ikke mindre efter. Kriſtendommens Ind⸗ farelſe, men det hændte ogſaa nu og da at vore For: fædre ikke rigtigt tilgavns havde ryſtet Hedenſkabet af Armet. Thi Julegilderne gav unægtelig ogſaa i gamle Dage Anledning til en Lyſtighed, der ikke altid holdt fig indenfor Sommelighedens Greendſer og gamle For⸗ tellinger melde os, at ſtundom Juleſtuer, Julelege og Julebukke have medført Optojer og temmelig raa Uor⸗ dener. Men dette har dog vel neppe havt meget at betyde i Sammenligning med alt det Gode, ſom Jule⸗ feſten har udrettet og den formildende Indflydelſe den har havt paa Folkets Tenkemaade. Et af de ſmukkeſte Træt, der vidner om den Stemning, der opfylder Alle i Juletiden, er den Skik, ikke blot at tenke paa de Fattige, men endogſaa at ſorge for at volde Dyrene Glæde. At Lenkehunden, Katten og alle de andre Husdyr faa en bedre og rigeligere Beſpisning Jule⸗ aften end ellers, er i og for fig ſmukt, men hvad der er endnu mere rørende, er den Omhu, man paa Landet i Norge viſer Smaafuglene, ved at der ved hver Gaard og Hus fættes en Stang med et Kornneg uden for Huſet til Føde for dem, ſgaledes ſom omſtagende Billede viſer, og det er et jaa meget ſmukkere Træk, ſom Kornet i Norge er en mere koſtbar Vare end hos os. Det er en ſaa ſmuk Skik, at den fortjener at efterlignes. Glæden ved at je de ſmaa Fugle og høre deres muntre Kviddren vil sigdligt opveje, hvad et Kornneg er værd-og desuden ſtaa vi i Gjeeld til de ſmaa Fugle, fordi de gjore os en uberegnelig Nytte ved om Vaaren og Sommeren at forteere Millioner af ſtadelige Inſekter og Larver. Derfor glem ikke de ſmaa Fugle Juleaften! Lader os bidrage til at Kornneget Jule⸗ aften bliver en almindelig nordiſk Skik og her maa det kornrige Danmark ikke være karrigt med fin Gave til den lille Spurv. R. M. Fortællingen „En lykkelig Gevinner“ vil blive fortſat i neſte Numer. 2 5 Judhold. Mod Julen, Digt af Zakarias Nielſen. — Bedſte⸗ faders Jul, af Bendir Hanſen, med Billede. — Julen og Juleneget af R. N., med Billede. Mr: Ausvennen hdfkommer lil hver Heudag med ef 16. ſpallet Ark, forfyner med flere Villeder, lil 3 MK. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit filfendt. Avert Fjerdingaar medfølger gratis ef fort ſmußt Billede. Bladek kan beſtilles paa elhvert VPoftkontor og Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. Trykt pas Uagiverens Forlag hos J. H. Schultz. Ps 2 i 2. Aargang. Nr. 14. Rasmusſens Nyaar. Efter „Allehanda för Folket“. Bed Zaſtarjas Nielſen. G Nyaar, Naboer!“ raabte Murmeſter Rasmusſen til Madam Holm, den fattige . Vaſkerkone, og hendes Søn, idet han Nyaarsmorgen traadte frem i Gadedøren, SEN hvorfra han fil Øje paa de tvende omtalte Peorſoner, der ſtode og talte ſammen paa Fortoget nogle Skridt derfra. : Det gav et Sæt i begge de tiltalte; de vendte fig forbapſede hen imod Murmeſteren, og Vafferfonen nejede i ſin Befippelſe dybt for ham og ſagde ſkyndſomt „Tak, i lige Maade!“ Det var dog forunderligt! Naar havde de hørt et ſaa venligt Ord af Murmeſter Rasmusſens Mund! De vidſte knapt, om de turde tro deres egne Oren. „Kom inden for, Madam, med Deres Son og ſmag paa vor Nyaarsmad! Mutter fkal i en Fart jætte frem paa Bordet det bedſte, Huſet formaar, og jaa ſkal vi tage os en rigtig god Frokoſt. Naa kom nu, Madam, og gjør ingen Dikkedarier, for jeg gjør ikke megen Snak af en Ting! Se ſaa — velkommen!“ Vaſterkonen og hendes Son traadte inden for; de pidſte ikke ret, om de drømte eller vare vaagne, men inden de fik Tid til at overveje Stillingen nøjere, traadte Murmeſteren hen foran Sonnen, rakte ham ſin ſtore, grove Naœve og udbrød : „Naa, Svend! Velkommen igjen inden for min Terſtel! Det er længe ſiden, Du var Gert... ja — Alorſkabslegning, Oplysning og Pugzflid. Adginet ak N. C. Bom. | SGundagen d. 3. Januar. | Kjøbenhavn. 1895. undſkyld! jeg ſiger rigtignok „Du“ endnu, hvor ſkrap en Bogbinder og dygtig en Skarpfkytte Du end er. Naa, værs'go og jæt Jer ned, Folk, og lad ſom 3 var hjemme. — Skal vi jaa have den Bid Brod, Mutter?“ De to fremmede fatte fig ner Døren, og Mur⸗ meſteren begyndte at pasfiare med dem om Tiderne, om "Vejret og lignende. „Hvad i al Verden gaar der dog af⸗Fatter?“ ſagde Madam Rasmusſen, da hun tilligemed fin Datter, Eliſe, var kommen ud i Spiſekammeret. Eliſe kunde af Forbavſelſe ikke ſige et Ord; men hendes Hjerte bankede højt af Glæde og Overraſkelſe, medens hun hjalp Moderen at ordne Alt til Bordet. Det nye Aars forſte Solſtraaler tittede ind mellem de tarvelige, men rene og pæne Gardiner i Dagligſtuen. Der var lyſt og venligt derinde. Murmeſteren hældede fig tilbage i Sofaen og ſaa, medens han talte med fine Gæfter, hvorledes Bordet lidt efter lidt begyndte at bugne af Hvedekage, Oſt, Smør, Polſe, Skinke o. ſ. v. „Naa, værs'artig! Lad os nu begynde”, ſagde han, da Bordet var dækket: „Set Du Dig nu her, Mutter, ved min hojre Side, og De, Madam, ved min venſtre, faa kan de to Unge ſidde der midt for Bordet, og ſaa Rollingerne der nede omkring, hvor de bedſt kan faa Plads. Se jaa, i Guds Navn!” Den unge Bogbinder og Eliſe ſatte fig ved hin⸗ andens Side, men dog ſaa langt fra hinanden ſom vel muligt. De jaa begge ned paa Dugen og lod ſom Solen forhindrede dem i at lofte Blikket op; men alt imellem ſkottede de op til Sofaen. Den raſte Skarp⸗ ſtytte, ſom ellers nok plejede at kunne fortere fit Foder, * 106 ſad og ſtak til Maden, ſom om han ikke gad haft den, og Eliſe lige jaa. Og da Murmeſteren med Glasſet i Haanden nikkede ned til ham og ſagde, idet han blinkede med det ene Oje: „God Morgen, Bogbinder! og et glædeligt Nyaar!“ blev Svend helt „forffamſket“ i det og havde nær væltet Brendevinsglasſet. Men Murmeſteren lod, ſom han Intet mærkede; han ſpiſte og drak af Hjertens Lyſt, roſte ſin Kone for den dejlige Mad og jan med faderligt Velbehag ned paa fine ſmaa, rodmusſede, fornojede Born, der lige ſom deres Fader gjorde Anretningen al mulig re. Efter Maaltidet lob Drengene med deres Skojter ned til en tæt uden for Byen værende Dam, og Smaa⸗ pigerne bleve af Faderen viſte ud i Kjokkenet for at vaſke op, ſlibe Knive o. ſ. v., i Moderens og Elſes Sted, for at disſe et Ojeblik kunde faa Lov til at ſidde i Ro inde i Stuen. E „Naa, Svend Holm! Er det virkelig ſandt, at Du vil rejſe til Amerika?“ begyndte Murmeſteren. „Ja, Hr. Rasmusſen, jeg...“ „Lad os bare være fri for dette herſens „Hr.“, for det lyder jaa fornemt, og vi er jo dog gamle Be⸗ kjendte, hvad?“ 1 89 REDE Bogbinderen forſogte at ſmile, bukkede let for Murmeſteren og fortſatte: „J næjte Uge rejſer jeg til Kjøbenhavn og derfra videre, jaa hurtig det fan lade fig gjøre”, „Findes der da ikke Bøger nok at indbinde i Danmarks Rige? Og har Du ikke allerede gjort aare⸗ lange Rejſer paa" Haandveerket, baade i Tyſkland og Frankrig, ja døjet meget Ondt, været Vidne til baade Krig og Elendighed?“ j „Jo, men „Jeg kan for min Dod ikke lide at hore Folk ſnakke om at reiſe til Amerika, det Rakkerland! Skulde ikke en hæderlig Karl holde fig for god til at rejſe der over, hvor alle Skelmer og Kanaljer ſoge Tilflugt! „Bliv i Dit Land og ernær Dig redeligt, ſiger Skriften, og det ſiger jeg med“. „Man kan ogſaa ernære fig redeligt i Amerika“. „Nej, det er netop det, man ikke kan, idet man nemlig ſtjcler fra fit Fædreland de Kræfter: og den Duelighed, ſom Vorherre har givet Enhver, ijær til dets Hader og Lykke. Fy for Pokker Svend, hvad er det for en elendig Vej, Du giver Dig ind paa! Hvad vil Du der ovre?“ „Jeg vil blot bort her fra, jo længer, des bedre“. „Og hvorfor?“ „Det ved Hr. — hml. .. det ved Rasmusſen nok, og hvis ikke ſaa. ..“ . „Saa kommer det mig ikke ved, mener Du maaſke, men ſe det gjor det nu aligevel. Hor, trek Din Stol noget nærmere her hen til Bordet, og lad mig fortælle Dig Noget!“ j i Den unge Bogbinder ſaa forbapſet paa den Talende, der under Samtalen havde faaet ftoppet og tændt fin . Pibe og nu lod Rogen hvirvle mod Loftet. „Ser Du!“ begyndte Murmeſteren, „for femten Aar ſiden var jeg en ſtor Drukkenboldt. Syv Aar i Forvejen havde jeg giftet mig; jeg var den Gang en brav og dygtig Karl, men ſiden kom jeg i Komplot med. . . naa, ja det hører ikke med til dette herſens: Det er min egen Skam og Skade, jeg vil fortælle om, ikke Andres. Altſaa, jeg begyndte at gaa paa Kroen, arbejdede vel dygtigt imellem og fortjente mange Penge, men der var intet Forſlag i dem. Kroen blev mig mere og mere kjer, og tilſidſt ſad jeg der Dag efter Dag. Det værfte var, at naar jeg ſent om Aftenen kom hjem med brændende Bande. og tomme Lommer, ærgerlig paa mig ſelv, ſom jeg vel havde god Grund til at være, blev jeg ogſaa ærgerlig pan hele Verden, blev vild og uregerlig. Mutter døjede meget ondt med mig, den Stakkel, thi endſkjont jeg holdt meget af hende, hændtes det dog flere Gange, at jeg var ond imod hende og ſlog hende... jo, det nytter ikke, Mutter, at Du ryſter med Hovedet og blinker med Øjnene, for det er ſandt, hvad jeg ſiger, og jeg maa vel kjendes ved, hvad jeg gjorde. Nyaarsaften kom jeg pærefuld hjem, og ſom ſaa ofte forhen gik mit Vildſkab ud over hende. Jeg gav hende et Par Orefigen, og tumlede derpaa om i Sengen. Hun har tilgivet mig det, og jeg tror forviſt ogſaa, at Vorherre har tilgivet mig, ellers kunde jeg ikke ſaadan ſidde her og tale derom. Imidlertid ſov jeg ſom en Sten, var endnu ikke vaagen om Formiddagen, da Klokkerne ringede ſammen til Gudstjeneſte. Mutter havde lovet den lille Eliſe, ſom den Gang endnu var vort eneſte Barn, at hun ſkulde faa Lov til at folge med til Kirke; men da Morgenen kom, havde Mutter en ophovnet Kind, hun foregav, at det var af Tandpine, og hun kunde ingen Steder gaa, men bad Jer, ſom vare blevne vore Naboer Sommeren forud, om at tage Toſen med til Kirke. Jeg vaagnede forſt, da Eliſe kom hjem igjen. Hun ſprang hen til mig, klarsjet og rodmusſet, Mutter flod ved Siden ad hende, jaa mild og bleg, med fin opſvulmede Kind og onſkede mig et glædeligt Nyaar — mig elendige Karl! J det Ojeblik tog Vorherre ſaadan fat i mig, at jeg ikke kunde flippe fra ham. Hvad jeg ſagde, ved jeg juſt ikke faa lige, men jeg havde ſaadan mine egne Tanker, og jeg gjorde et Lofte den Nyaarsmorgen, et dyrt og alvorligt Lofte, og jeg bad ham, ſom er god og naadig mod os elendige Stympere, om at give mig Kraft til at holde det Lofte, og det gav han mig. Siden den Dag har Ingen ſet mig paa Kroen eller i Vertshuſet. Jeg drikker en Snaps til min Mad og dermed er den Pot ude. Og ſiden jeg begyndte med at opfore mig ſom en brav Mand og Fa'r, har mit Arbejde gaaet lyſtigt fra Haanden, og al Ting er gaaet fremad. 107 Saa blev det Nyaar for ti Aar ſiden! Vi havde ſvunget os fvært op paa de faa Aar, ſiden jeg begyndte at bringe al min Fortjeneſte hjem eller fætte den i Sparekasſen. Og ſkjondt vi i Aarenes Lob havde faaet det ene Barn efter det andet, ſaa begyndte dog Mutter imellem Stunder at tale om, at vi nok kunde ſe at faa indrettet al Ting en Smule finere, ikke for hendes eget perſonlige Vedkommende — hun var alt for for⸗ nuftig dertil — men ſaadan her i Huſet og iſcer med Henſyn til Børnene. Jeg gik en Tid og tænkte paa, hvad hun egentlig mente med det, men jeg nænnede ikke at ſige noget. Saa til Julen gik hun hen og kjobte en lille fin og koſtbar Muffe og en Hat med alle Slags Kruſeduller og Krimkrams paa til Taſen. Naa hun mente det godt, og Eliſe var jo naturligvis voldſom glad, og jeg tav endnu denne Gang. Men til al Lykke regnede det baade. forſte og anden Juledag; derfor. ſkulde Stadſen gjemmes til Nyaarsdag. Men ſaa Nyaarsaften tog jeg Bladet fra Munden og fik endelig, efter at have talt en hel Del om Sagen, baade Mutter og Eliſe til at indſe, at det kun daarligt pasſer fig for Smaafolk at lege Herſkab; at Forfeenge⸗ ligheden gjør Hjertet tomt og maaſke Huſet med; at den vanffelig bliver et dygtigt og arbejdſomt Men⸗ neſke, ſom fra Barndommen vennes til at gjemme Henderne i Pelsverk, og at det var meget bedre for Eliſe at ligne fin fortræffelige Moder end Byens fine Frokner. Stemningen var lidt flov den Aften, men da Morgenen kom, gik Eliſe til Kirke med fin jæd- vanlige Kyſe paa Hovedet og med ſine hjemmeſtrikkede Vanter paa Heenderne. Muffen og Hatten havnede inden Aften hos en fattig Enkefrue, ſom havde en Datter, der naturligvis ffulde agere fin Dame, og ſom blev meget glædelig overrafket ved de uventede, dejlige Nyaarsgaver. Saa fnart jeg kunde, ſatte jeg dobbelt jaa meget ind i Sparekasſen, ſom Stadſen hapde koſtet, og jeg har vedblevet lige til nu at fætte ind, faa at Du nu har en god Spareſkilling der, min Pige. Ja, ſaadan drev det Nyaar Forfengelighedsgrillerne ud af vort Hus. Ingen af mine har ſiden den Tid gjort Mine til at ſkabe fig ud, men alle have ſkikket fig, ſom det ſommer fig jævne og borgerlige Folk. Saa blev det Nyaar for fem Aar ſiden! O derom behøver. jeg ikke at ſige mange Ord, endſkjondt der den Gang var Tale om noget mere betydningsfuldt end at give Afkald paa Kroen og paa Forfengeligheden. J vare da gode Venner og tro Naboer imod os — Du, Madam, og Du, min Dreng! J havde vaaget med os to Netter i Forvejen og vaagede dog hele Nyaars⸗ nat med, mens Mutter og jeg gik og vare færdige at gaa ud af vort gode Skind. Da det om Morgenen ringede ſammen, gik ingen af os i Kirke, thi vi havde Sorgegudstjeneſte her hjemme, hvor Eliſe laa og var nær Døden. Hun laa ſaa bleg og ſtille, og vi troede allerede, at alt var forbi, men efter Haanden ſom Solen ſteg hojere paa Himlen, kom Pigebarnet til ſig ſelv igjen. Det var ſom et Underveerk, og aldrig glemmer vi den Dag med al dens Glæde og Vel⸗ ſignelſe. 5 Vaaren der efter var det jaa, at Du, Svend, gav Dig ud pan Rejje i fremmede Lande. Det var rene Tosſeſtreger af Dig, ſyntes jeg, for en fattig Fyr ſom Du kunde godt lere det Haandverk her hjemme, men jeg tænfte ſom jaa: han har maaſke godt af at døje en Del ondt — og det kom Du jo da ogſaa til. Alt havde ellers hidtil været godt imellem os, og vi glædede os med Din Moder, hver Gang hun fik Brev fra Dig. Men ſaa, da Du nu for halvandet Aar ſiden kom hjem, udlært, berejſt og forfinet, bevares vel! ja ſaa rev det helt ud imellem os. Du begyndte at gjøre Haneben til Eliſe, og hun begyndte ogſaa at ſpidſe Noeſe efter Dig; men jeg lugtede ſnart Lunten, og jeg blev gnaven for Alvor! Bogbinderhaandverrket er — det er nu min Mening — et Pillevcerk, ſom det kan være pasſende for Kvindfolk og Born at fingerere med; men en Karl, ſom Du, burde have valgt et bedre Haandverk. Og jaa jan Du jaa neder⸗ drægtig ſpanfk ud, og havde ſaadan nogle fine, hvide Hender! Du blæfte Klarinet, gik med Skarpfkytte⸗ uniform, vandt Præmie ved Skyttefeſterne og kom i Aviſerne! Og Du. blev ſnart en Pokkers Karl i Arbejderforeningen, fik et fint Skilt op udenfor Din Bod der henne i Storegaden; og hvad var Du faa dog andet end en fattig Pjalt, ſom Pokker og ikke jeg ſkulde tage til Svigerſan! Naar man har mange Børn, maa man je til at faa dem vel forſorgede, ſkal jeg ſige os. Slagter Gronlund begyndte at lade ſig forſtaa med, at han havde fine Tanker henvendte paa Eliſe. Han er en rig og anſet Mand med Gaard og Grund, Heſte og Vogne og fede Stude baade til Slagtning og til at holde paa Stald. Selv er han vel ved Magt og fkinner af Velbefindende. Al Ting ſkinner i hans Stue. Kasſerollerne i Kjokkenet, Mob⸗ lerne i Stuerne og Solvkanderne i Skabet. En ſaadan Svigerſon ſyntes jeg om, og jeg var ſtolt, naar han kom her med fine Forceringer. Men Eliſe vilde hverken høre Tale om Slagteren eller hans Gaver; hun fatte fig hen og førgede og græd, faa det var en Ynk at fe paa, Aldrig havde det gaaet fan bedrøveligt til i vort Hus, ſiden jeg var bleven en ordentlig Mand. Mutter holdt med Eliſe, og jeg holdt med Slagteren, og han blev mere og mere paatrængende, jo foldere Toſen blev. Saa blev det Jul, og Slagteren gjorde et vældigt Knald. Folk ſagde, at han nu havde faaet Ja af Eliſe, men det var da ikke ſandt; og ſtrax der efter fi vi at hore, at Du vilde tage Skiltet ned, ſelge hele Kramkiſten og ſtikke af til Amerika. Fra det Ojeblik har Eliſe gaaet her hver Dag og været ligbleg og rodejet. Men da jaa Nyaar nu kom, tenkte jeg ſom jaa: Daarſkab er Daarſkab, hvad enten den kommer fra Hoffærdighed eller fra en Rus; at jage efter en rig Svigerſon turde maafke være en farligere Forfenge⸗ lighed end at kjsbe Hatte, og Vorherre gav mig ikke Pigebarnet tilbage, for at jeg ſkal gjøre hende ulykelig. Derfor ſiger jeg nu: Vil Du have hende Svend Holm, ſaa tag hende til Nyaarsgave, for Du er lige godt en brav Karl, om Du ogſaa er lidt vel nymodens.” Ja, det var nu viſt nok, at Svend vilde have Eliſe. Hun havde været hans Drøm, lige ſiden hun ſom femtenaarig Pige fik Liv og Helſen tilbage; hun havde været hans Saab under hans mojſommelige Reſſer i fremmede Lande; for hende havde han ſtrebt og ſlebt efter fin Hjemkomſt, og hende havde hans haabloſe Sorg drejetz fig om i den ſidſte Tid. Angora Grder. - Nuß blev der glædeligt Nyaar i Murmeſter Ras⸗ musſens Hus: Mutter omfavnede fin dejlige Mand, Vaſkerkonen fin fjære Son, denne igjen fin vakre Fæfte- mø og Murmefteren dem Alleſammen. Smaapigerne kom ſtyrtende ind fra Kjokkenet, og Drengene kom juſt i det ſamme hjem fra Dammen; baade Store og Smaa lo og klappede i Hænderne, ſom om de vare blevne forlovede alleſammen, og ingen ynkedes over Slagteren, den arme Slagter, ſom havde faaet ſaadan en uhyre Kurv. 109 Svend ſprang hjem efter en Bibel, ſom han i Haabets lykkelige Dage havde indbundet i Pragtbind til ſin Brud; og da det ringede ſammen til Guds⸗ tjeneſte, gik det unge Par ſtille og højtidelig tillige med Forældrene til Kirke for at takke Gud for al den Lykke, det nye Aars forſte Dag havde bragt. ' Angora Geden. Nlange af vore Læljere Fjende uden Tvivl „Kamel⸗ Den førfte Meddelelſe man finder om den, er af en franſt Forfatter Pjerre Bel on, ſom i et Værk, der udkom 1555 taler om Kamelotgeder ſom have Uld, der ſer ud ſom om den var finere end Silke og ſom over⸗ gaar Sneen i Hvidhed. Disſe Geder, fortæller han, ere ikke ſtorre end vore Faar og man klipper dem lige ſom disſe. Derſom man fotøvrigt paa Belons Tid brugte denne Fremgangsmaade for at berøve Gederne deres Uld, jaa har den ikke altid været anvendt, thi man finder i en Beretning af en tyrkiſk Rejſende, ved Navn Evliya⸗Effendi, beſkrevet en Fremgangsmaade ſom garn“, i nu er opgivet, det Mindſte af men tidligere Omtale. Det brugtes ved er ſpundet af Geder og Faar, ſmukke, bløde, idet man nem⸗ ſilkeglinſende lig rev Ulden Haar, ſom man af dem i Ste⸗ efter Navnet at det for at flippe dømme maa dem, idet man antage kommer mente, at den af Kameler. afreune Uld Dette er imid⸗ lertid en ſlem Fejltagelſe, da var af en bed⸗ re Beſkaffenhed end den afklip⸗ Haaret af dette pede. Dette Dyr er meget er rimeligt nok, ſtridere end Ko⸗ thi om Som⸗ haar, hvorfor meren er Ge⸗ Fortællingen den bedoekket om Apoſtelen med en kort og Johannes's tyndHaarkled⸗ Kamelhaars⸗ ning, ſelb om kledning netop den ikkeklippes. vidner om hans Haard⸗ forhed. Det koſtba⸗ re Kamelgarn faas af en Art Geder, ſom leve i Ango⸗ ra, der ligger paa Lille⸗ Aſiens indre bjergrige Hoj⸗ ſlette i det aſiatiſke Tyrki. Disſe, under Navnet Angorageder, bekjendte Dyr, falde Indbyggerne for Kamelgeder, efter et arabiſk Ord Chamal der betegner noget fint og blødt. * i Angorageden er nemlig om Vinteren beflædt af otte Tommer lange ſilkeblode og ftærkt glinſende Lokker, ſom hænge rundt ned paa Benene, ſom vor Afbilding i Dag efter et franſk Tidsſkrift viſer. Denne Silkeuld har kun været kjendt i Evropa i nogle Aarhundreder. Man har nem⸗ lig i Angoras Bjergegne en meget hed Sommer og en ſerdeles ſtreng Vinter, hvor⸗ for vi ſe, at Naturen har ſorget kjerligt for at Geder⸗ nes vexlende Kleedning kun⸗ de pasſe fuld⸗ Det er forovrigt ikke det komment til Klimaet. eneſte Dyr, der i denne Egn er ubdſtyret ſaaledes af Naturen, thi ogſaa Kaniner (ſom vi i forrige Aargang Side 389 bragte en Afbilding af) og Katte, have om Vinteren en lignende lang ſilkeblad varm Pels. Klimaet forklarer viſt ogſaa hvorfor talrige Forſog paa at indføre den herlige Kamelged, der ere gjorde gjentagne Gange i Rusland, Sverrig, inden Aarhundredet gaar til Hvile. 110 8 Frankrig, Spanien og Amerika, ere mislykkede. Man kan ikke flytte Angoras hede Sommer og ſtrenge Vinter med Gederne, og Naturen lader derfor dens koſtbare Kledning rette fig efter Klimaet paa det ny Sted man indfører dem, og faa ſiger det misfornøjede Menneſke, at Geden udarter, idet den taber ſin ſilkeuldne Dragt. Det er derfor tvivlſomt, om de ſtore Anſtrengelſer det zoologiſke Selſkab i Paris i de ſenere Aar har udviklet, vil krones med Held, idet man har indfort ſtore Hjorder af denne Ged i Frankrig og Algier, paa Afrikas Nordkyſt, for ogſaa her at gjøre en Rigdoms⸗ kilde ud af dette Dyr, ligeſom den er det hvor den hører hjemme. Fra Angora forſendes nemlig aarlig 3000 Baller Kamelgarn og Uld til Evropa, enten hvidt eller prægtigt farvet, eller i Toj, „Kamelottetsj“, medens Gedernes fine Skind forarbejdes til det koſtbare øfter- landſke Safian og Korduan. Besſemers Salondamper. Ne af vore Leſere, ſom i Aviſerne „folge ( med Tiden“, ville flere Gange have ſet et nyt merkeligt Dampfkib omtalt 3 under ovenftaaende Navn. Det er et ſtort Fartoj, ſom ffal forbinde „Stenkuls gen“ England med Faſtlandet, ved Fart over det omtrent 4 Mile brede Sund „Kanalen“ mellem England og Frankrig, hvor det uhyre Atlanterhav ofte jætter fine Kampebolger ind og gjør Sejladſen baade farlig og ubehagelig — og det er jo i høj Grad ubehageligt, at „Albions Sonner“ (Englænderne) og Døtre, navnlig / de Fornemme og Rige, ſkulle udſcettes for den gemene Soſyge naar de fkulle gjore en af deres Rejſer til Faſtlandet. Man taler derfor meget om at grave en under⸗ ſoiſk Gang, en „Tunnel“ under Kanalen, et kempe⸗ mesſigt Foretagende, ſom ſikkert nok vil blive udført Saa kjorer man yderſt mageligt paa Jernbane flere hundrede Alen under Havet! i Men da man nu ikke har denne Tunnel og dog gjerne vil være fri for Søfyge, har den begavede engelſke Opfinder Besſemer udtenkt et lojerligt Skib, hvor de Rejſende næppe ſkulle kunne merke Havets Bolgegang ved Skibets Slingring, ſom er den veſentligſte Aarſag til Soſyge. Omſtaaende Tegninger give en Ide om dette merkelige Skib. Det er meget ſtort, halofjerdehundrede Fod fra Stavn til Stavn, forſynet med to Par Hjul, hver med fine Mafkiner. Det ejendommelige ved Skibet er imidlertid en uhyre, hvælvet Kahyt, der, ſom en lang Sal (Salon) ftræffer fig gjennem hele Sfibets Midte i henved 75 Fods Længde. Denne flore Sal hviler paa Tapper, ſaaledes at den kan dreje fig, og ved eller til Venſtre, ſtyre det ſtore, af Rejſende fyldte Rum 5 ſaa at Gulvet altid ſtaar vandret, ſelv om Skibet ſlingrer nok ſaa meget. Skibet ruller i Bolgegangen til Hojre og Venſtre, men i Kahytten meerker man intet dertil ſaaledes ſom paa Dakket ovenover; alt bevarer fin jævne Ligevægt ſom om man ſad roligt paa en Stol i den hjemlige Stue. Dette viſer vort andet Billede, der foreſtiller Skibet jet i Gjennemfkeœring, hvor vi ſe det i ſteerk Krængning, men je „Salonen“ uforſtyrret beholde den for „Landkrabber“ behageligſte Stilling. Skibet er lobet af Stabelen i Efteraaret og man vil formodentlig ſnart leſe i Aviſerne om dets Provefart, hvor det vil viſe ſig, om det vil holde, hvad et ſnildt Hoved har udteenkt og tilvejebragt, og hvad uhyre Summer ere anvendte paa at gjøre et Forſog med. En lykkelig „Gevinner“ . 8 Jorlalling af Knud Skytte. (Fortſat.) an det gan an?“ hyviſtede hun, idet hun tog hans ene Haand mellem begge ſine. „Jo, de favne Dig vel ikke lige med Et. Jeg ſynes, de diſputere faa voldſomt der inde, og der ſtaar en ſaadan Tobaks⸗ kvalm ud af det aabne Vindu, at man ſtulde tro, de vare i Færd med at gjøre nok en Gaardhandel. Har den morke Sonderbo været efter Dig igjen?“ „Aa ja! Det er et afſkyligt Menneſke. Jeg ved ikke den Plet, jeg tor ſtaa paa, han forfølger mig jo med fine forte ſtikkende Øjne. Hvordan fkal vi blive ham kvit?“ „Ham? Den Pjalt? Den Bedrager? Det er en ſmal Sag, og jeg kan pirre ham væl ſom en Skurre⸗ hat, hvad Ojeblik jeg vil. Nu har jeg rigtig bidt Merke i ham, og er vis paa, jeg ikke tager fejl”, „Svad ſiger Du? Har Du kjendt ham for?“ „Ja, jeg kjender ham fra Tjeneſten af, vi ſtod ved ſamme Kompagni, og jeg kunde fortælle Dig adſkillige nette Hiſtorier om ham. Det bliver der vel Tid til en anden Gang, men for denne Gang vil jeg troſte Dig med: Din Fader tager ham aldrig til Spigerſon, naar han rigtig lærer ham at fjende. Han er en Kjaltring, hedder egenlig Jens Gronholt og ejer rimeligvis ikke Mere, end de Klader, han gaar og ſtaar i“. „Herre Jeſus! Min Fader kan jo aldrig være bekjendt at have ſaa megen Omgang med en ſaadan Perſon. Gaa ind og ſig ham det Hele. Saa bliver han Dig taknemlig og faar bedre Tanker om Dig“. Sjælp af en overordenlig ſindrig Maſkine, kan en Mand, blot. ved at dreje en opretſtaaende Vegtſtang til Hojre „Nei, lille Elſe! Det ſtoler jeg ikke paa. Og han vil næppe tro mig, naar jeg ſaadan kommer dumpende ned ſom en Ugle mellem Krager. Men, giv Dig kun 992114 tilfreds og ſtol paa mig. Vifmaa gaa ſnildt til Veerks og ſe at fange Fyren i hans egne Garn“. „Gud fle Loy, Du kom?“ ſagde hun og trykkede hans Haand. „Nu er jeg langt bedre tilfreds end for. Ja, jeg ſtoler ganſke paa Dig, og Du er da ogſaa den Eneſte, jeg har at ſtole paa“. i „Du er en ſod Pige, lille Elſe!“ fvarede Jens Peter, idet han flyngede fin Arm om hendes Liv og ſtjal et Kys fra hende. „Naar ſkal jeg faa Lov at giengjelde Dig, hvad Du maa gjennemgaa og døje for min Skyld?“ Efter en lille Pavſe ſagde hun: „Med Guds Sjælp naar det fig vel nok en Gang. Jeg ſynes ogſaa, vi ſkulde aabenbare det for ham; det maa jo dog til en Gang; thi ſaaledes ſom vi have aftalt det, bliver det dog og ikke anderledes”, „Nej, det er viſt og ſandt. Men jeg vilde jo ſaa gjerne og har al min Tid beftræbt mig for at vinde hans Bndeſt, jan han fif at je, at hvad jeg ſtiler paa, er ikke Andet end lutter Wre, Dyd og Godt. Hidtil er det ikke lykkedes mig; men jeg haaber endnu. Det er dog haardt, at ffulle tvinge fin Sag igjennem trods Forcldrenes Villie“. „Lad os jætte vor Sag i Guds Haand”, ſagde hun faa ſtille. „Han hjelper os nok. Maaſke kunde Fader ſkifte Sind, hvis Du kunde være faa heldig at gjøre ham en Zjenejte og redde ham ud af Kloerne paa denne forſkrakkelige Sonderbo“. „Det Samme har jeg teenkt“. „Elſe? Hvor bliver Du af, lille Elſe ?“ lad Wolle Perſens Reſt inden for. „God Nat, lille Elſe!“ „God Nat, Jens Peter!“ De ilede fra hinanden, hun ind i Huſet og han over Gaden til ſit eget Hjem. Men inden Sengetid fandt de atter Lejlighed til at tale ſammen, og Jens Peter ſtak hende en Billet i Haanden og bad hende ſorge for, at den kom hendes Fader i Hende, uden at han fif at vide, fra hvem den kom. Om Aftenen, da Wolle Perſen kom ind i fit Sovekammer og vilde gaa i Seng, laa der et Brev til ham paa Bordet. Han gav fig Tid, til han var kommen i Seng. Saa trak han Bordet med Lyſet paa tæt hen til Sengen, aabnede Brevet og leſte: „Kjere Wolle Perſen! Den Perſon, ſom kalder ſig „Soren Ullits“, og ſom for Tiden er Jeres Geſt, har jeg tidligere havt Lejlighed til at lere at fjende, og jeg tor driſtig ſige, det er et af de ſletteſte Menneſker, jeg nogen Sinde har havt med at gjøre, Det er derfor mit venlige Raad til Jer, at J ikke indlader Jer mere med ham end hojſt nødvendig, og at J filer Jer af med ham, ſaafnart ſom mulig; thi tro mig: der * er en Ulpkke begravet i ham, og det er ikke for de! Gode, han har ſneget fig ind hos Jer. 85 i En, ſom vil Jeres Vel.“ „Hvad nu?“ ſagde Wolle Perſen til fig ſelb, da danne Epiſtler til mig! „En, ſom vil Jeres Vel.“ Hvem kan det være? J Grunden kjender jeg kun En, ſom vil mit Vel, og det er mig ſelv. Andre ſtoler jeg fu ikke paa. Jo, det er fandt, lille Elſe. Hun har aldrig gjort mig andet end Godt. Skulde det være fra hende? Det kan ikke være mulig; thi jeg fjender hendes Haandſkrift. Ellers kunde det nok være fra hende, efterſom hun bilder ſig ind, at hun ikke kan lide den prægtige Mand, jeg har udſet til hende. Skulde det være fra Jens Peter! „Ha, ha, god Karl! Tror Du, at jeg lader mig fange ved den Slags Kunſter? Nej, jaa fkulde Du ſtaa tidlig op, naar Du ſkal tage Wolle Perſen ved Naſen med Dine Krinkel⸗ krogerier. Ser man det! Jo, det er nok fra ham, den Springfyr; men jeg blæfer ham et Stykke. Han kan pasſe ſig ſelv.“ Han puttede Brevet under Hoved⸗ puden, flukkede Lyſet og lagde fig tilrette i Sengen. over, hvilken djævleblændt ſnu gammel Rad han dog var, der ved forſte Blik kunde gjennemſkue „Spring⸗ fyrens“ Reenker. ; Aldrig ſaaſnart aabnede han Øjnene næfte Morgen, før han ſtod op og kledte fig paa, inderlig tilfreds med fine egne Tanker og Føleljer. Han gik ind i Geſtekammeret for at ſige Godmorgen til fin kjere Geſt. Men Soren Ullits var allerede faaet op og gaaet ud. Wolle Perſen fatte fig pan Stolen for at vente paa hans Tilbagekomſt. Hans Øjne faldt imid⸗ lertid paa nogle Brevſkaber, der laa paa Bordet. „Jeg maatte vel: egentlig ikke være nysgjerrig,“ tæntte han; „men min tilkommende Svigerſon maa jeg dog vel kige Lidt i Kortene.” Der var Brev fra en Mand i Tydſkland; det var affattet paa Danſk og ſkrevet med en faſt og tydelig Haand. Manden, der havde ſkrevet det, titulerede Søren Ullits „deres Veldeedighed!“ og underſkrev fig „Med Hojagtelſe“, hvilket Wolle Perſen ſyntes overmaade godt om, efterſom det viſte, hvor agtet hans tilkommende Svigerſon var, ſelv i Udlandet. Brevet angik en Forretning, ſom ikke lod til at inter⸗ esſere Wolle ſynderlig; thi han lagde det fra ſig, efter at have læft de øverfte Linier. Saa var der en linieret Liſte, tæt beſkrevet med Navne og med Overſtrift over de forſtjellige Rubriker i „Nr. — Navn — Stand & Nœring — By — Navnenes Poſtbefordring.“ Det undrede Wolle Perſen, at hans Navn var anført paa denne Liſte, ja ikke alene hans, men alle hans By⸗ mænds. Der var en hel Bunke ſaadanne Liſter, alle beſkrevne med Navne fra Nabobyerne. Wolle kjendte Flere af de Paagjeldende, og han lagde Merke til, at det var lutter velſtaaende Mænd, hvis Navne vare han havde læft Brevet igjennem, „kommer der nu ſaa⸗ Det klukkede i ham af indvendig ſelbobehagelig Latter optegnede. Hvad mon det havde at betyde? Aa hvad? | det var jo i Grunden let at forſtaa. En Perſon ſom Søren Ullits, der drev en ſaa ſtorartet Forretning, kunde jo nok have Interesſe af at vide, hvor han kunde finde Saadanne, ſom havde Noget at handle med. Det maatte være en Pokkers dygtig Forretningsmand, denne Søren, rent ud et ſtort Handelsgeni. Hvad vare Hjemprangerne mod ham? Saa man nogenſinde dem gjøre fig en ſaadan Ulejlighed med at ſkrive op? s (Fortjættes.) usflid. Amerikanſke Oxer. Det er en bekjendt Sag at Amerikanernes Redſkaber ofte ere langt ſnildere end vore. For den Mand Ohin-Ork. Turpentine⸗Gre. for hvem Betydningen af Ordet „Tid er Penge“ ſtaar ſaa klar ſom for Amerikaneren, maa det jo være af Vigtighed, at faa udtænkt ſaadanne Redſkaber, ſom i korteſt Tid og paa billigſte Maade udfore det, Tiden ſkal bruges til for at tjene Penge, Arbejde. Naar man betænfer, at man i Amerika ofteſt med Oren i Haanden maa bryde fig Vej, idet Nybyggerne have den Opgave af forvandle uhyre Skove fi Agerland, ſaa kan man nok forſtaa at Oxen i Amerika mere end noget andet Verktoj maa have naaet en fuldendt Form og blive forfærdiget af det fortrinligſte Staal. Vi bringe her, efter Odes norfke Blad „Arbej⸗ deren“, Afbildning af et Par af de almindeligſte ameri⸗ kanſte Oxer, og enhver Kjender vil ſe, at Formen er fortrinlig og at den ſkarptſlebne Egg maa kunne uddele vældige Hug, fort af en kraftig Arm, lige jan let ſom udføre det fineſte Pudſearbejde. Oren burde være et af de nodvendigſte danſke Husflidsredſkaber, men ſparer meget ſjeldent til For⸗ maalet, da ofte bande Form, Materiale og Heerrdning er lige uheldig. Hvor man lader udføre eller fjøber ny Øre, vil man derfor gjøre vel i at faa den efter amerikanſt Bog uyt. Haandgjerningsbog for Uugdommen, af Hus⸗ vennens Udgiver, i Kommisſion hos R. Klein, Kbhvn, Af denne Bog er de to forſte Hefter udkomne. De indeholde en udførlig Anvisning til Trœarbejde, nemlig i Snedkerarbejde, Redſkaberne og deres Anvendelſe: Hovlebord. Hovlen og dens Brug. Vin⸗ kelen. At „rette op“. Smigvinkelen. Troekklingen. For: | ſtjellige Hople. Stregemaalet. Savene. Stemmejernet og dets Brug. Forſtjellige Bor. Hammer, Tang og Smaaveerktoj. Veerktojſkabet. Slibning. Tilberedning af Lim. Limning. Ovelſesarbejder: Spakkebredt. Støvlefnægt. Hylde. Knagercekke. Slibebredt. Fir⸗ kantet Kasſe. Strygebredt. Vandſpandsbeenk. Skam⸗ mel. Benken. Flueſkabet. At ſinke. Skilderirammer. Bord og Stol. Lakering og Polering. Huggehus⸗ arbejde: Snittebeenk og Baandkniv. Oxen. Zøjrepæle. Klaptræer. River. Treeſkovle. Trœgrebe. Plejlen. Smaa Redſkaber. Jalt 82 oplyſende og forklarende Afbildninger trykte i Bogen. De to i de næfte Maa⸗ neder udkommende Hefter ville indeholde Huggehus⸗ arbejde, Drejning, Naturarbejder og Kurvefletning, hvorved Bogens forſte Halvdel, om Træarbejde, vil danne et affluttet Hele. i Haandgjerningsbogen udkommer med et 3 Arks Hefte i ſmukt Omſlag hver eller hveranden Maaned, og vil blive fluttet i omtrent 8 MR å 1/2 Krone (24 8). Bogen vil meddele en fuldſtendig ſagkyndig Anvisning til alle ſaadanne Haandarbejder, ſom egner ſig til Fritidsſysſel, og vil fomme til at indeholde omtreut 300 vejledende Afbildninger. Udgiveren anbe⸗ faler ſerligt denne gavnlige og mut udſtyrede billige Bog til Husvennens Leſſere. Firkantet Nod. Skrip 3 I, 2 K, 2 I, 2 K, 2 0, 2 V, l, N og 8 til fire lige lange Ord, ſom ſkrevne i en Firkant under hinanden læft fra Højre til Venſtre, fra oven og nedad, giver Oplosningen paa folgende Gaader: Det forſte kranſer Sø og Vang og er et Hjem for Duft og Sang; det andet er et kemiſk Navn paa noget, ſom gjor meget Gavn, naar med mit tredie det forenes det renſer hvad der forurenes; det fjerde rigtig er en glad og munter, livlig Kejiſerſtad. Oplosning paa „den firkantede Nod“ i Nr. 12: A B E L = R I B E SE Au Indhold. Rasmusſens Nyaar, ved Zakarias Nielſen. — Angora Geden, med Billede. — Besſemers Salondamper, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, Fortalling af | Knud Skytte (Fortſat). — Husflid: Amerifanffe Sxer, med 2 Billeder. — Bognyt. — Firkantet Nod. maver Fierdingaar medfølger gratis ek Mort mußt Billede. B forfyner med flere Billeder, fil 3 Alf. (1 Kr.) Fjørdingaaret frit tilſendt. fader kau beſlilles paa ethvert Voſlliontor og Brevſamlingoſled, i enhver Boglade ſamt hos Hovedſiommisſioncren: Voghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. Nr. 15. En lykkelig „Gevinner“ Jortalling af Knud Sliylle (Fortſat.) „God Morgen!“ 1 55 Wolle venlig, idet han reiſte fig og gav fin GeeſtHaanden. „Saa tidlig paa Zæerne? Hvordan har Du ſovet i Nat? Godt, ikke ſandt?“ „God Morgen! Jo, Tak! Jeg har haft det meget godt, og nu har jeg gjort min Morgentur og er ſaa kvik ſom en Fiſk“, ſvarede Gæften, medens han omhyg⸗ gelig ſamlede Papirerne ſammen og puttede dem til ſig. „Poſten har endnu ikke bragt de tuſinde Daler, der ffulde betales paa Gaardhandelen?“ „Nej, det ev fordømt kjedeligt, og Manden hverfen ſkriver eller indfinder ſig. Nu vil jeg vente i Dag og i Morgen. Kommer han ſaa ikke eller ſender Pengene, ſaa er det bedſt, jeg lægger dem ud. Sagen er jo ikke farlig“. Wolle ſad og grundede paa, om det var pasſende at gjentage ſit Tilbud om Laanet; men inden han kom til nogen Beſlutning, ſagde Soren Ullits: „Jeg venter op ad Formiddagen en ſtor Drift Gæs, ſom jeg har ladet opfjøbe pan Mors. De kunne ikke være langt borte; jeg fik Brev fra en af Driverne i Aftes, og i Lobet af et Par Timer har vi dem. Du kunde ikke fælge mig en Tonde Byg til at fodre Sondagen d. Gesſene med, naar de kommer?“ „Jo, der er ingen Ting i Vejen. Du kan faa to, tre, fire Tonder, ſaa mange Du vil“. 2 Kjøbenhavn, 10. Jannar. 1 En Tønde Byg blev ſtrax maalt op, og Søren Ullits ftrøede den ud paa Stenbroen ude i Gaarden. „Se jaa!” ſagde han, da han var færdig, „nu er Frokoſten færdig, og nu maa de komme, naar de vil“. Han og Wolle Perſen gik nu ind og ſpiſte, og da de vare færdige dermed, tændte de Piberne og gik ſamtalende frem og tilbage paa Gaden. Søren Ullits kigede beſtandig efter Gæsjene og ſaa til fit Uhr. Men de kom ikke endnu. Det blev Middag, og det blev langt ud paa Efter⸗ middagen — endnu var der ingen Gæs at fe. Sonderboen var i hojeſte Grad urolig. Omſider ſagde han: „Jeg frygter for, der er tilſtadt dem et Uheld, og jeg har ingen Ro paa mig, for jeg faar Vished i Sagen. Laan mig Din Enſpenderbefordring, at jeg kan jage et lille Stykke hen ad Vejen og ſe, om jeg ikke kan modes med dem. Og vil Du ſaa ikke blive hjemme og pasſe paa; thi det kunde jo tenkes, at de have taget fejl af Vejen, Driverne mener jeg, og komme fra en anden Kant, end jeg havde tenkt. Skulde | de jaa komme, mens jeg er borte, vil Du jaa ſorge for, at de blive drevne ind i Gaarden og faar Noget i Kraaſene?“ Jo, der var Intet i Vejen. Søren Ullits fik Enſpenderbefordringen, og ſnart jog han afſted hen ad Gaden igjennem We Solen var ikke langt fra ſin Nedgang. Imidlertid 1 55 Seng Peter holdt Øje med, hvad der gik for fig ovre hos Gjenboens, og da han jaa, at den Fremmede kjorte bort med Wolle Perſens Befordring, tenkte han: „Endelig! Nu falder Godtaar nok mig til, ſaavidt jeg kan ſkjonne“. Han traf fine Støvler paa, tog en forjvarlig Knortekjcep i Haanden bag efter Ex⸗Geeſtgiveren. Wolle Perſen blev gaaende hjemme og pasſede paa, det bedſte han kunde; men den ene Time ſpandt efter den anden, det var bleven mørk Aften, og der kom hverken Ges eller Gaaſehandler. Den ſtakkels Wolle kunde ikke længer ffjule for fig ſelv, at han jo begyndte at blive urolig og finde Sagen lidt mistenkelig. Det var Sengetid, men han blev ſiddende oppe og ventede, og medens Lyſet i Stagen brændte længer og "længer ned, blev Haabet i hans Bryſt ſpagere, og han ſukkede: og ilede afſted „Mon det virkelig ſkulde være eu udſpekuleret Kjeltring, bog Springfyren altſaa have Ret?“ Elſe ſad hos ham; men han turde Intet ſige hende. Ene maatte han bære paa den frygtelige Mistanke; det var ikke til at udholde. Endelig — Klokken var nu neſten tolv — lød der Heſtetrampen paa Gaden, og en Vogn ſpingede ind i Gaarden og kjorte for Bagdøren. har vi ham!“ jublede Wolle. Han ſatte Lyſet i Vinduet og ilede ud i Doren. „Er det Dig, Søren?” raabte han. „Ja, det er ham“, ſvarede Jens Peter, der ſad i Ageſtolen ved Siden af Fyren; „men han er ikke ſaa mundſtcerk mere, ſom han har været. Er der En, ſom kan tage fig af Heſten, faa ſkal vi ſtrax komme ind og fortælle en lille Hiſtorie“. ; Nu kom Gaardskarlen og tog imod Befordringen. Jens Peter og Søren Ullits ſteg af Vognen og gik op ad Trappen. Wolle Perſen gjorde Plads for dem og lod dem træde inden for. Det lob ham koldt ned ad Ryggen; thi det anede ham, at et uhyggeligt Optrin foreſtod. Jens Peter traadte ind i Dagligſtuen med ſin Fange; Wolle kom bag efter og fatte Lyſet pan Bordet. Soren Ullits ſagde ikke et Ord, men ſtod og faa jaa modfalden ud, ſom om hans Liv kunde kjobes for fire Skilling. Wolle Perſen glemte rent at bede fine Gæfter ſidde ned. Han ſtottede begge fine Hender paa Bord⸗ kanten og ſtirrede vexelvis paa Jens Peter og Soren Ullits. „Det er vel bedſt, jeg begynder, for der er- vel ellers Ingen, der vil“, ſagde Jens Peter. Søren Ullits ſkottede efter Doren, ſom om han ponſede paa at ſmutte fra, hvad der foreſtod. „Aa, tøv lidt”, ſagde Jens Peter og ſtillede ſig i Vejen for ham; „Du maa bie og høre Slutningen paa Hiſtorien, ffjønt Du kan den udenad i Forvejen. J maa vide, Gjenbo“, vedblev han, henvendt til Wolle Perſen, „at denne Perſon og jeg kjende hinanden fra Militcertjeneſten af. Han var da den værfte Kortſpiller og Bedrager, jeg nogen Sinde var ſtodt ſammen med, og jeg er vis paa, han er ikke et Haar bedre nu. Jens Grønholt, thi det er hans rette Navn, var ligefrem afſkyet baade af Officerer og Menige. Omſider rømmede han af Jeneſten, og det var en almindelig Mening „Gud fre Lov! nu blandt os Soldater, at han ſom Overlober gik over til Fjenden. J det Mindſte faa jeg ikke Mere til ham, for jeg nu, til min ſtore Forundring, fik Oje paa ham her i Bajſtrup. Jeg kunde, om der var Tid og Lejlighed dertil, fortælle mange ſmukke Ting om ham; men det gjemmer vi til en anden Gang. Det Hele kan ſammen⸗ | fattes i faa Ord: han er en rag Kjeltring, der lever | af at ſlaa Plader; thi de ſtore Ejendomme, han har pralet med her, ligge alleſammen i Maanen, og jeg antager ikke, de give ham nogen Indtegt“. Wolle Perſen ſtonnede og lod fig falde ned van en Stol. Han foldede Henderne over fin tykke Mave og jaa ud ſom En, der ſtrakker Gevær og overgiver ſig paa Naade og Unaade. Jens Peter vedblev: „Da jeg faa, at han ſtak af med Enſpender⸗ befordringen, tænkte jeg, det var altfor pæn en Maade for en Kjæltring at komme afſted paa, og jeg ſatte efter ham for at redde, hvad han vel ellers havde glemt at aflevere”. f Her kom Wolle Perſen pludſelig til Kræfter. „Nei, ſikke da en ſyvſatans udſpekuleret Gavtyv!“ raabte han og foer op. „Vilde Du have tyyſtjaalet baade Heſt og Vogn?“ | „Han tier og ſamtykker, ſer I nok“, ſagde Jens Peter; „men hør nu videre: Det var nær gaaet mig paa med at faa ham indhentet; thi han kjorte jo, ſom om han havde ſtjaalet baade Heſt og Vogn, hvilket han jo ogſaa havde; det manglede blot at faa Koſterne bragte i Sikkerhed. Men jeg kjendte Egnen og ſnedlob ham, hvor Vejen krummede. Omſider halede jeg ham, ſom han kjorte op ad Bakken paa den anden Side af Lysballe Skov. Han mærkede mig ſlet ikke, for jeg befandt mig i Vognen bag ved, og det var knap, han vilde kjendes ved en gammel Kammerat, at domme efter den Maade, hvorpaa han i Forſtningen vilde behandle mig. Men 'da jeg lod ham føle, hvad der bor i disſe to Nover, faa blev han nemmere at komme til Rette med. Vi fik Vognen vendt og kjorte tilbage. Og nu er vi her. Hvad agter J nu at gjøre med ham? Vil J endnu“ — her bojede Jens Peter ſig ned til Wolle Perſen og hviſkede ham i Øret — „vil IJ endnu have ham til Svigerſon?“ „Poj for Satan!“ raabte Wolle og ſpyttede. „Nej, han ſkal ud af mit Hus og det ejeblikkelig, Poj!“ „Skal vi ſaa ikke ledſage ham ud af Byen? Thi det var vel ikke værd, at vi gav ham Lejlighed til at gaa og luffe om her i Byen i Nat?“ Wolle Perſen var rede. Han bad blot Jens Peter tove, mens han jaa efter, om Elſe var gaaet i Seng, og da han havde forvisſet fig derom og var vendt tilbage, forlode de Huſet alle Tre. Da de vare komne ud paa Gaden, toge de hver i en Arm paa Jens Grønholt, for at han ikke ſkulde lobe fra dem, og ſaa vandrede de afſted. Fab „Nu gaar vi jo ſamlet her i en fortrolig Klynge“, ſagde Jens Peter. : „Aa, ti ſtille!“ ſvarede Wolle Perſen; „jeg kan ikke lide at ſnakke“. „Ja, ſaa ſkal jeg nok holde Tand for Tunge”, lovede Jens Peter. Jens Grønholt havde heller ingen Luft til at ſige Noget, og ſaaledes fortſattes Vandringen i Tavshed. Da de kom paa Broen over Boldrup Aa, ſagde Wolle Perſen: „Skal vi ikke ſtyrte ham her ned?“ „Er J gale? vil J myrde mig?“ raabte Jens Gronholt og ſled i ſine Ledſagere for at komme los. „Nej, det er vel ikke værd”, mente Jens Peter, „og da vi nu har fulgt ham over Sogneſkjellet, ſkal vi ſaa ikke lade ham lobe?“ ; „Ja, lob jaa da, Din Kjæltring”, raabte Wolle, „og lad os je, hvordan Du kan bruge Dine forbandede Skanker!“ 1 8 Jens Gronholt lod ſig ikke dette ſige to Gange. Saaſnart han følte fig fri, ſtak han i Rend op ad Bakken paa den anden Side; men han ſtanſede ſnart og raabte tilbage: „Det ffal I en Gang faa betalt, J to Storhanſer! Jeg ſkal vende tilbage, naar J mindſt ſkjotter om det, og gjore en Ulykke paa Jer!“ „Aa, vi blæfe Dig et Stykke, Jens Grønholt!” ſvarede Wolle Perſen. „Du hytter Dig nok for at komme til os mere“. ; De to Gjenboer gik tilbage i Tavshed. Forſt da de vare komne under Lindetrckerne ſagde Wolle: „Du kunde tjene mig i at holde dette her Veerkeri for Dig ſelb, Jens Peter. Der er nok til at ſnakke Dig foruden“. „Ikke en Sjæl ſkal faa et Ord at vide af mig. God Nat, Wolle Perſen!“ „God Nat, Jens Peter, og Tak for den Gang!“ „Selv Tak“. ; ; Dermed ſkiltes Gjenboerne. (Fortſcettes.) Stakkels Morten. 5 1 Emanuel Henningſen. , Harehjerte“ er den en Gang vedtagne Bencevnelſe paa den, der er frygtagtig og let at forſkrokke; men var det ikke ſaaledes "indrettet af Naturen, at Haren var for⸗ lynet med „Harehjerte“, jaa havde den forlængft været udryddet af Jordens Overflade; thi faa ere de Dyr, der have fan mange Fjender ſom den, og færre de, ſom ere lige ſaa forſvarsloſe. Betragt en Gang ſtakkels Morten, medens den er i Lag med ſit Foder, og Du vil je, at den, hvor ſtille og tyſt end Alt er rundt om, dog hvert Ojeblik rejjer ſig i Sedet og lader de lange Oren ſpille frem og tilbage for at opfange hver Lyd, der lader fig høre. En jagte Raslen mellem Bladene, en brakket Kvift er nok til at jage den paa Flugt. Det ſynes endogſaa, at den ſelv under Sovnen ikke lader Tanken om Fare og Forfolgelſe undſlippe fig, idet den gjerne ſover med kun halvt tillukkede Ømme. Kun i Parringstiden forglemmer den til Dels ſin medfodte Forſigtighed, da ſpringer Ramler og Setter (San og Hun) om med lyſtige Krumſpring, der, paa Grund af Dyrets hele Legemsbygning, fe temmelig naragtige ud. Dens lumſke Fjende, Raven, lifter fig da ud fra Bufkene og deltager i dens forrykte Lyſtighed, efterabende dens jære Dans, indtil den pludſelig jer fit Snit og lader Legen blive til Alvor. Herfra har man derfor ogſaa hentet et gammelt Ord til Be⸗ tegnelſe af et taabeligt Menneſke, idet man ſiger: „Han er faa gal, ſom en Hare i Marts Maaned”. Haren er et fromt, godmodigt Dyr, der i Fangen⸗ ſkab let lader fig tæmme og bringe kil at fatte Hen⸗ givenhed for ſin Herre. Med de andre Husdyr kommer den i ſaadanne Tilfelde ſnart paa den bedſte Fod, og den oprindelige muntre Karakter, ſom dens Frygt i vild Tilſtand ſjelden lader komme til Syne, træder nu frem, idet den villig gaar, ind paa en Leg baade med Hunden og Katten. Den er heller ikke blottet for en vis Snildhed og ved under Tiden ret godt at klare fig i en ſnever Vending. Bliver den forfulgt af Jagthunde, tager den ofte, naar Lejlighed gives, ſin Vej ind mellem en Flok Faar eller Kier, for derved at ſtjule fin videre Flugt og forvilde Sporet, og er dens Fjende den lige i Helene, dukker den fig pludſelig faſt ned i Sædet; | Hunden, der ikke ſaa brat formaar at ſtanſe ſit Lob, ſpringer med et Hyl af Skuffelſe hen over den, og inden den atter faar vendt ſig om, er Haren allerede et godt Stykke borte i en anden Retning. Morſomt er det, at den til Trods for ſin Frygtſomhed dog godt ved, at det ſtaar i dens Magt at forſkraekke en Flok Faar ved pludſelig at ſpringe op i Vejret og igjen lade fig falde ned i Sædet. Dette Kneb anvender den, naar Flokken kommer den jaa nær, at der er Fare for, at den ſkal tredes under Hove. Faarene flygte da forſkrœkkede til alle Sider, i Men er der ſaaledes et Dyr, der flyr for den, jaa er der paa den anden Side en hel Hoben, for hvis Efterſtrebelſer den ſelv maa ſoge fin Frelſe i Flugt eller Skjul, lige ſom det nu kan træffe ſig. Forreſt blandt disſe ſtaar da Ræven, der for fig alene er lige jaa fordærvelig for Haren, ſom alle dens andre Fjender tilſammen, hyilket allerede kan ſes deraf, at paa Oer, hvor Ræven ikke findes, formere Haren fig i en over⸗ ordentlig Grad. Mikkel elſter Hareſteg, hans Frue og haabefulde Born ikke mindre, og hele Sommeren igjennem forſyner Wgtemanden derfor fit Familietaffel med denne üudſogte Spiſe, hvorfor man ogſaa jævnlig finder ſtakkels 116 Mortens Sokker og Ben ſpredte ved Indgangen til dens Sommerlejlighed. Vi have allerede omtalt, hvorledes den ſnedige Herre forſtaar at overrumple de ramlende Harer; men den forſtaar ogſaa prægtig at gaa paa Sporene og jage Morten efter alle Kunſtens Regler. Har Morten hidtil været jaa heldig at undgaa Ræven, jaa maa den ikke glemme at være paa fin Poſt Vingeſlag, Ørnen farer ned, og Jagten begynder. Den ſpcver tæt hen over den ſpringende Hare og giver den i Forbifarten et eftertrykkeligt Slag med Vingen; træffer det Hovedet, er Jagten forbi med det ſamme, Haren ruller da ſanſelgs hen ad Jorden og bliver et let Bytte for fin rovgriffe Fjende; treffer det derimod andet Steds, fan den vel et Øjeblik falde om, men i det neeſte er den atter i fuld Fart. Kan den naa hen til et Krat eller en Skov, er den frelſt; men finder Jagten , mod en anden Fjende, der, hvis den var faa talrig repræjenteret ſom Mikkel, muligvis vilde være endnu frygteligere end denne. Det er den brune Ørn. Højt oppe under Himlen fvæver den hen over Mark og Hede, upaaagtet af Haren, ſom ikke jer noget truende i den lille Prik, der næppe kan ſkimtes oppe under "Skyerne; men ſnart efter kloves Luften af kraftfulde — == — — — — ER „„ ANNES — Sted ved Vintertid paa den ſnedoekte Mark, da er den redningsloſt fortabt. Man har havt Exempel paa, at en ſterk Ørn har taget Haren i Springet og bortført den levende i ſine Klger, uden at agte de ynkelige Skrig, ſom det ſtakkels Dyr udſtodte i fin Angſt. Ravne og Krager ſpille ogſaa af og til Ørn lige over for Harens halvvorne Killinger, dog kunne de kun faa Bugt med disſe, naar de ere flere om en Killing. Maaren, Ilderen og Veſelen kunne vel under 1 Tiden knibe en Hare, dog ere ingen af dem ret farlig. lige Jeger gjør det i Embeds Medfor, og det kunne vi Verre er det for j 5 derfor ikke ſige videre ſtakkels Morten at 8 . imod; men Sondags⸗ vogte ſig for Hunde i ö „ jægeren, hvis Nabo⸗ og Katte, ſom gjen⸗ ſkab under en Jagt nem Aar og Dag til visſe Tider kan fortære flere Killinger være af en livsfarlig og gamle Harer, end Beſkaffenhed, ſynes man maaſke tror. os at være en Uting, Navnlig ere Kattene der burde udryddes jævnlig paa Jagt i jo før jo heller; thi Yngletiden og gjøre ved hans Foranſtalt⸗ det af med mangen ning udaander man⸗ gammel Hare, ſom gen en anſkudt Hare troſkyldig ſidder i fit bag Buff og Krat, Leje uden at ane hvor den ligger og Nærheden af den henraadner til ingen ſkjulte Fjende, der Verdens Nytte. „Jeg netop krummer ſig til ſer en Hare dukke ſig Spring. i Sædet nede i en Harens fornemſte Plopfure“, fortalte Fjende, om end ikke en ſaadan ſelvgjort dens meſt fordeerve⸗ Jæger en Gang, „jeg lige, er ſom bekjendt ſpeender Hanen — Icegeren, baade den den bliver ſiddende almindelige Jæger ganſke rolig — jeg og Sondagsjegeren, nærmer mig lidt mere ſom begge yde deres SS SS NESS : = 2 8 Q — den bliver ſiddende bedfte for at gjøre i 212805 ; — jeg figter — Knald ſtakkels Morten Livet Haren, iik ; — og den bliver paa jaa ſurt ſom muligt, s Stedet!“ „Naa, ſaa ſaafremt de ellers lade den beholde det. Den alminde | fif De Dem en Hareſteg?“ ſpurgte en Tilſtedevcerende. X LN 0 e e i UI 0 209 | e ill HAN 0 | 0 15 Jernhanekart under Tandon. 118 „Nej“, ſparede Sægeren koldblodig, „for det var en Dynge Heſteperer, jeg havde ffudt paa. Det er den eneſte Hare jeg har ſkudt i mit Liv“. Men faa uſkadelige ere ikke alle Sondagsjcgere, hvis Karakteriſtik en engelſt Forfatter treffende har givet i folgende Replik: „Hor, det er nydeligt Vejr i Dag; kom, lad os gaa ud og ſlaa Noget ihjel“. ö Ffter at have gjort fig bekjendt med foranſtaaende, ville Leſerne kunne forſtaa, Hvorfor vi have benyttet „ſtakkels Morten“ ſom Overfkrift til vor Artikel. Haren er virkelig en ſtjclvende, flygtende Stakkel, der ſtedſe gaar med fit Liv — ikke i Henderne, men i Benene; ſpigte de ham, da er hans Levnetslob ude. Til Exempel paa den Snildhed Haren kan udviſe i Farens Stund, anføres endnu en lille Jagthiſtorie, ſom findes i St. St. Blichers „Diana“: En Skytte i Fyn havde et Efteraar med Stoverne flere Gange rejſt en Hare neeſten altid paa et og ſamme Sted i et Krat; men hver Gang tabte de ellers dygtige Sunde Sporet ved en Dam midt inde i Krattet, uden derefter at funne finde det igjen. Den ærlige Jæger, ſom havde fin gode Portion Overtro, begyndte omfider at anſe Haren for en Hex og nærede ſtor Mistanke til en vis gammel, rodojet Kjælling i Byen. Han anraabte vel derfor et Par Gange Morten med det magiſke „Maren Olesdatter! ſtaa op!“ men den ventede For⸗ vandling paafulgte ikke Tilſidſt kom han ſlet ikke paa denne Kant af Krattet, forend den forſte Sne var faldet; da drev Nysgjerrigheden ham igjen der hen, for dog at fe Sporet af den myſterigſe Hare, og hvor det vel monne forſvinde. Den blev rigtig rejſt; Hundene halſede et Stykke, derpaa tav de, ſom ſedvanligt i Nerheden af Dammen. Lidt frygtſom nærmer han ſig og ſer Hundene firme omkring ved Dammen; men ingen Hare. Sporet forſvandt med Et ved Bredden, ſom om den var ſluppen bort gjennem Luften. Han havde allerede beſluttet at forlade dette misteenkelige Sted, da hans Blik falder paa en gammel Selje, der heldede i temmelig. ſkraa Retning ud over Dammen. Overſiden af Træftammen var belagt med et tyndt Lag Sne, og omtrent en Favn fra Jorden fer han Sporet af den forhexede Hare. Han folger det med Ojnene en Favn højere op, og fe! der ſidder Morten i den af⸗ huggede Seljes Krone, halvt ſtjult af de udvoxede Kviſte. Twivlſom og ſtjelvende ſigter han, trykker til, og den formentlige Hex falder til Jorden. Der er ingen Tvivl om, at Haren jo ſtedſe de forrige Gange har tyet til dette ſelſomme Skjul. Man kan virkelig ærgre fig over, at ſtakkels Mortens uſcdvanlige Snildhed fkulde faa -en faa ſorgelig Be⸗ lonning, og vi ville derfor ſlutte med en morſommere Harehiſtorie, ſom en jydſk Bondeſon, der nu er Skole⸗ lerer („Felix“), har fortalt til „Susvennen“, ſom virkeligt oplevet for nogle Aar ſiden og ſom viſer, at ſtakkels Morten virkelig kan faa Mod — rigtignok ligeſom andre Kryſtere, naar de merke, at der ingen Fare er. i ; „Det var i Slutningen af Auguſt Maaned. En Dag havde jeg lagt mig i Grasſet for, efter en Stunds Forløb at flytte Heſtene, ſom ſtode tojrede i Nærheden. Jeg havde en fort Tid ligget og moret mig over en Kat, ſom, krybende om mellem Bufkene, forgjæves ſogte at fange en eller anden lille Fugl. Med et ſpringer Mis i Vejret og ſtaar nu med en Ryg faa krum og jaa høj og med Halen lige i Vejret, ſom naglet til Stedet. Uden at vide det, var Jegeren ſtodt paa en Dare, ſom ikke mindre overraſket gjorde et Par vældige Spring ud af Lejet; men ogſaa kun et Par. Da nemlig Morten jaa, at han ikke blev forfulgt, men maaſte endog indgod Skrak, fatte han fig ganſke ſtolte⸗ lig ned og gloede paa Katten. Et Øjeblik holdt de denne Stilling, hvorpaa Katten gjorde omkring og fatte i raffe Spring tilbage mod Byen. Men det var i Sandhed morſomt at je det Væjen, Haren nu paatog fig. Man kan ikke tenke fig det kaadeſte Gedekid lave mere komiſke Spring end de, hvormed Haren forfulgte Katten. Denne var imidtertid kommen tet forbi mig, og Haren fulgte efter; men den blev opmerkſom paa min Nerverelſe, og nu kan det nok være, at Morten maatte bruge fine Ben til noget andet end Narre⸗ ſtreger“. — —— Den underjordiſme Jernbane i London. Verbau ere vort Aarhundredes uhyre Lofteſteenger, og der er derfor udfoldet en Flid og en ihærdig Ud⸗ holdenhed hele Verden rundt med Bygning af Baner, og ofret fan umaadelige Kapitaler paa at overvinde Vanſkeligheder af enhver Art, at man med Rette kan pege paa Banelinierne og falde dem vor Tids Stor⸗ værter. Vi tro, at det vil interesſere mange af vore Leſere lidt en Gang imellem at høre om hvilke Vanſke⸗ ligheder der ofte ere at overvinde, hvilket uforfærdet Mod og uforſagt Snille Jernbanebygmeſteren ofte lægger for Dagen naar han udkaſter Planen til, og trods alle Hindringer fuldfører, Jernvejene paa Jorden og under Jorden, gjennem Luften over Havet eller dybt under Havet. Vi ſkulle derfor en Gang imellem give Tegning af mærfelige Jernbaneanleg, og bringe i Dag et Billede af en Jernbanefart under Jorden i Verdens Kampeſtad London, paa en af de meereligſte Jernveje der maaffe endnu er bygget. | Denne Banes Formaal er at forbinde fire af de vigtigſte Banegaarde paa den nordlige Themsbred, (Themſen er en Flod, ſom deler London i to Dele) idet den begynder ved den ſtore Veſtbanes Station og fluter i City, Londons Hjerte. Den har henimod en halv Snes Mellemſtationer, og gaar, alle Steder hvor iig Grunden nogenlunde var til Kjobs for Penge over Jorden, men den ſtorſte Del af fin Længde gaar den, ialt henimod en danſk Mil, under Jorden i uhyre ud⸗ gravede og udmurede Hvelvinger, de ſaakaldte „Tun⸗ neller“ (udtales Tunneler), der ere udførte. med umaadelig Bekoſtning. De ere omtrent 15 Alen brede og 8— 10 Alen høje og Murveeket beſtaar af 6 Mur⸗ ſtenslag paa hvert 4 Tommers Tykkelſe, murede i Vandbygningskalk eller i Portlandscement. Den ſtorſte Dybde under Jorden er henved 30 Alen. De morke Hveelvinger oplyſes af Gas. Der bruges rogforteerende Lokomotiver og er ſorget for rigelig Luftfornyelſe, jaa at Luften er god. Selv Mellemſtationernes Banegaarde ligge her dybt under Jordens Overflade med deres over 100 Alen lange og 5 Alen brede Peroner. Ved „Baker Street“ og „Gower Street“ have de en ejendommelig Oplysning, idet fjorten uhyre Vinduer, eller rettere Jagt Keelderhuller, aabne fig pan begge Sider af de uhyggelige Hveelvinger. Det ned i disſe ftrømmende Dagslys falder paa en ffinnende Mur, beklædt med hvidglasſerede Lerplader, og tilbagekaſtes da herfra, gjennem de egentlige Vinduer ind i Banehallerne, ſom man ſer i Billedets Baggrund. Der er dobbelte Spor, det ene for frem- og det andet for tilbagegagende Tog, ſom hvert Kvarter ſuſer gjennem de uhyggelige Hvel⸗ vinger fra Kl. 6 Morgen til Midnat, forende utallige Skarer travle Menneſker fra den ene Byende til den anden. Dette Kampeveerk fuldendtes 1863 af Ingeniorerne Fo wb er og Johnſon, efter at utrolige Vanſkeligheder — hvoraf de gamle Gas-, Vandlednings⸗ og Kloak⸗ (Spildevands)⸗Ror ikke vare. de mindſte, vare over⸗ vundne. Man fan derfor nok teenke, at Arbejdet blev Dyrt: Bekoſtningen gik ogſaa op til over 10 Millioner Rigsdaler, eller 20 Millioner Kroner. Men disſe umaadelige Bekoſtninger og det fæmpemæsfige i hele Arbejdet faar man næppe noget rigtigt Begreb om, naar man i et Kvarters Tid i Ro og Mag muntert giennemfarer den underjordiſke Bane, ſom det lyſtige Selſkab vi fe paa vort Billede. Husflid. Hvad en Krobling formaar. Et ſjeldent Exempel paa Husflidsvirkſomhed frembyder Erik Mortenſen i Tranekjcer paa Langeland. Siden han var 8 Aar gammel har han, nu i 30 Aar, veret 10 ſammentrukken af Gigt, at han er fuldſtendig være bruden og vanfor. Kneleddene have forſkudt fig, jaa at han flet ikke kan gaa, men maa lade fig trille om i ſin Stue paa en dertil indrettet Stol. Hans Arme ere paa ſamme Maade ſtive, ſaa at han ikke en Gang ſelv kan fore Maden til Munden. Organerne i Bryſtet have ikke deres naturlige Plads, da hans Legeme er fuldſteendig ſammentrukket, og han har vel ikke i mange Aar været fri for legemlige Smerter hver eneſte Dag. Og dog er han et Vidunder af Husflid, ſom gjør de fleſte Sunde til Skamme. Han har tilegnet fig en udmerket Ferdighed i Paparbejde og Bogbinding, og ved fin Snildhed til at iſtandſcette jan godt ſom hvad det ſkal være, har han ſtaffet fig ſelv fit Ophold og er blevet en uundværlig Perſon i Tranekjcer, ſom alle gjerne ty til, fordi han er ligeſaa tjenſtvillig ſom tenkſom, og altid kan finde paa en Üdvej. Udg. beſogte ham for nogle Aar ſiden i hans Hjem, og maatte beundre den Taalmod og Udholdenhed hvormed han overvinder alle de Vanſkeligheder, ſom hans ſtakkels Legeme lægger i Vejen for hans Arbejde. Et lille Træf ſkal e Han har en gammel Lineal, den er meget forſtodt og ſimpel, men han vil dog ikke paa nogen Maade ombytte den med en ny, fordi den i mange Aar har tjent ham ſom en Slags Haand. Naar han i ſin ſammenkrympede Skikkelſe ſidder ved ſit Arbejdsbord, en Plads han har hele Dagen, og taber en Synaal paa Gulvet, fan dypper han blot Enden af Linialen i Kliſter, ſtikker den ned mod Sy⸗ naalen, ſom jaa hænger faſt i Kliſteret og ſmukt maa folge med op. Vil han have fat i ſin Limpotte, ſom ſtaar lidt fra ham paa Bordet, faa ſtikker han et Hak der er i Linealens Kant, ind i Hanken paa Potten og træffer den til ſig. Byder man ham en Cigar, ſom han gjerne roger, ſtikker han den ind i Linealens Hul og kan nu prægtigt fore den til Munden. Han er i Sandhed et Monſter paa hvor ſtor en Nod der kan overvindes ved Husflid, thi det er ikke Smaating han pusler med. For nogle Aar ſiden lavede han f. Ex. over 3000 Fotografirammer, af de ſmaa med Liſter om, der gaa i Handelen. Ifjor har han lagt fig efter at danne Pengekonvoluter, ſom han laver udmærket gode for 1 8. Stykket og alt har afſat henved et Par Tuſind af. Han holder meget af dette Arbejde, ſom ikke er Jaa e de og enhver der har Brug for ſaadanne vilde glæde ham med Beſtilling. Han har ſaaledes afſat en Mængde til Sparekasſen i Horſens. J Paſtoratets Husflidsforenings Udſtilling har hans udmeerkede Arbejder, altid vakt Beundring og bold forſte Præmie; men hans ſſeldne Husflidsdygtighed fortjener at kjendes i hele Danmark for at ſtaa ſom et lyſende Exempel for alle dem Vorherre har ſkenket Foͤrlighed og ſunde Lemmer og — intet „kan“ beſtille. N Bognyt. AAA „Folkelesning. Ved „Udvalget til Folke⸗ 6 oplysnings Fremme er udkommet Nr. 68 „Smaa⸗ ſtykker“ indeholdende en Hiſtorie af E. Henningſen: Perpetermobilet“, Lynaflederen, af A. Andreſen, Skildringer af det virkelige Liv af C. A. Thyregod (15. Moſekongen), Danmarks Folkemoengde 18011874. Skrift Nr. 69: „Billeder af Dyrelivet til Be⸗ lysning af Kommunismen og Socialismen“ af Ivan Sahlertz, og 70 „Herodes den Store“, af A. Ingerslev. Bret Harte, Fortællinger og Sfildringer, overſatte af Robert Watt: 4 Dele, L. A. Jorgenſens Forlag, Kjøbenhavn. De fleſte have vel hørt lidt, mere eller mindre, om Guldlandet Kalifornien, paa Amerikas Veſtſide, men det er egentlig forſt gjennem ovennævnte * Forfatters naturtro, amerikanſk ejendommelige For⸗ tellinger og Skildringer, at man kommer ligeſom til at ſtaa Anſigt til Anſigt med Livet ved Guldminerne og i Minebyerne, med al dets Lovløshed og Raahed. Men ſtjondt Skildringen holder fig med fotografiſk Nojagtighed til Virkeligheden, indtil Ord og Sprog⸗ vendinger, er den i ſig ſelv dog langtfra raa. Bret Harte tager ſine, ofte ſmudſige, Helte og Heltinder ſom de ere; han undſkylder ikke deres Raahed eller Laſter, men idet han opruller deres Hendelſer for Leſeren forſtaar han ofteſt at viſe os et Glimt af det varme, trofaſte Hjerte, af Opofrelſe og Hengivenhed ſom den raa Skal kan gjemme, og man ſer mere end en Gang hvorledes de glemte Barneminder og Barndoms⸗ folelſer, Hvorledes de af Savn og Nad, haarde An⸗ ſtrengelſer og vild Raahed ſkjulte gode Folelſer, kunne bryde frem paa en naturlig og bramfri Maade og avle Daad, ſmukkere og ædlere end den kommer frem i det eiviliſerede pæne Samfund, og det er i vore Øjne Hovedfortrinet i disſe Fortællinger. ; kark Twain. Udvalgte Skitſer, overſatte af R. Watt paa ſamme Forlag, 2 Bind, en anden kali⸗ fornifk Forfatter hvis Skrifter danne et Sideſtykke til Bret Hartes. Hans Skildringer viſer os Livet i „det fjerne. Veſten“ fra ny Sider, og de Fleſte ſkildrer det paa en ſaa tor komiſk Maade, at man ikke kan lade være at more fig derover. Begge Forfatteres Skrifter viſe iøvrigt hvor ulykkeligt et almindeligt, flikkeligt, civiliſeret Menneſke — af dem der danner en Hoved⸗ masſe af Udvandrerne hos os, ligefra Kontoriſten til Bondekarlen, maa føle fig til Mode i det vilde veſt⸗ amerikanſke Mineliv, hvor et Menneſkeliv kun er et Revolverſkud værd, førend Legemet er gjennemgarvet af Nod og Savn og Sjælens gode Folelſer ere afſtumpede eller godt gjemte. ) Den " overordentlig: vanſkelige Overſettelſe har Robert Watt filt fig ypperligt fra; men han har da ogſaa under fit bevægede Rejſeliv levet under de Forhold og paa mange af de Steder, ſom der ſkildres. Smaating. Forſynligt. En klog Mand i Danburg (Amerika) aar i Almindelighed i November Maaned med to Hatte, af hvilke han har den ene i Lommen. Naar nu den, han har paa Hovedet, blæjer af, jætter han hurtig den anden paa og ſpringer afſted efter Flygtningen, hvorved han faar Udjeende af at være en uegennyttig Menneſkeven, idet Folk tror, at fen anſtreenger fig for en Andens Skyld, medens han ſamtidig ſlipper for at blive udlet af de ſkadefro Tilſkuere. Ogſaa en Bon. J et Slag under den amerikanſke Borgerkrig, ved hvilken Lejlighed Kuglerne faldt jaa tæt ſom Hagl, hørte man en Soldat bede ſaalunde: „O, Herre, gjor mig tynd ſom et tyndt Knivsblad!“ En gammel Landmand gav fine Sonner folgende Formaning: „Indlader Eder aldrig paa Spekulationer, Drenge, og haab aldrig pan, at noget Uventet ffal falde ned over Eder. Lige jaa gjerne kunde J jætte 12 RER Eder paa en Sten midt i Engen og vente paa, at Køerne ſkulde komme bagleends hen til Eder for at blive malkede“. Den rette Grund. Ved en Skoleexamem holdt en af de Tilſtedevcrende en lille Tale, hvori han formanede Børnene til Lydighed imod deres Lærere, at de kunde vore op til gode og nyttige Borgere i Landet. For at give fine Bemærkninger ſtorre Vægt, pegede han paa et ſtort Dannebrogsflag, ſom bedæffede en af Skoleſtuens Vægge, og ſpurgte: „Hvorfor hænger vel dette Flag der, Drenge?“ En lille Fyr, der var bedre bevandret i Huſets Hemmeligheder end Taleren, ſparede uden Betcenkning: „For at De ikke ſkal je, at der er Snavs paa Væggen”. Opløsning paa den firkantede Nod i Nr. 14: S K O V 5 K A L I O LIE VIE N. f Breppexling. „Adas“ Venuer pan K. Folkehojſkole m. Fl. bedes und⸗ ſkylde at deres Løsninger ikke optages, da alle de mange Læferes — Navne og Navnebyer vilde optage ikke liden Plads — og det kniber netop altid paa Plads til mange mere interesſante og læfeværdige Ting, ſom Udg. har liggende til Optagelſe i Bladet. Lærer K. M. Hm. i B. — P. Chr. i Ybr. — F. P. i Fr. og flere Indſendere af Digte takkes venligſt for Opmerkſomheden; men Husvennen har ſtorre Forraad af Stof end der længe kan forbruges i denne Retning, da den ikke for ofte ter bringe Digte. j Ungkarl F. N. E. Tp. Samme Svar, men takkes for Meddelelſen, ſom vi ſnart ville bringe lidt om. „Knud Gyldenſtjerne“. Det var ikke umuligt, at vi kunde bringe Anvisning i nævnte Retning, men da maa en ſaadan være mere udførlig og bringe flere ſmukke, ſindrige Løsninger, end den givne. . C. Ng. i D. Venligſt Tak for gode Ouſker. Enhver Ven af Bladet kan ſelv bidrage meſt til deres Opfyldelſe ved ikke at blive tret med at anbefale Bladet hver i ſin Kreds. Træet falder jo ikke altid for forſte Hug. Beſtilling paa ſluttede Kvartaler. Da det af og til kommer til Udgiverens Kundſkab, at Poſtveſenet nægter at modtage Beſtilling paa nys ſluttede Fjerdingaar af Husvennen, meddeles herved paa ny, at ethvert Poſtkontor er pligtig at modtage Be⸗ ſtilling pan den i tidligere Fjerdingaar udkomne Del af Bladet, naar Beſtillingen (for indeværende Aargangs Vedkommende) ledſages af en Krone (3 Mk.) Nagter noget Poſtkontor ſaaledes at modtage Beſtilling paa Fjerdingaar af Bladet ſom ere affluttede, eller ner Afſlutning, bedes vedkommende Beſtiller have den Godhed at tilſtille Udgiveren en med Navns Underffrift forſynet Meddelelſe over ſaadan Nagtelſe med Opgivelſe af Navnet paa vedkommende Poſtkontor for at dette kan blive draget til Anſvar for fin Pligtforſommelſe ved at Klage" derover af Udgiveren indſendes til det overordnede Poſtvaſen. Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte (Fortſat.) — Stakkels Morten, af Emanuel Henningſen, med 2 Billeder. — Den underjordiſke Jernbane i London, med Billede. — Husflid: Hvad en Krobling formaar. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. Husvennen udkommer fil hver Hendag med et 16-fpalter Art, forfynet med flere Billeder, ki 3 Alk. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit lilſendt Hverk Fjerdingagr medfølger graſis ek fort fmukt Billede. Bladet kan beſtilles pan ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kjoßmagergade 56, Kjøbenhavn. Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 4 V % Aargang. ' - Næ. 16. Én lykkelig „Gevinner“. Fortælling af dun Skytte i Sengen; han var ſyg, ſagde han. Elſe var utraſtelig derover. Hun gik til og fra ham og hittede paa hundrede Ting, hun vilde lave til ham, naar han bare kunde blive raſk. Den ſtakkels Mand var faa nedbojet, at han laa og græd ſom et Barn. Tilſidſt kaldte han Datteren hen til Sengen og fortalte hende, hvad der var gaaet for fig om Aftenen, efter at hun var gaaet til Ro, og han lagde ikke Skjul paa, hvilken Skurk hans Gæft omſider havde viſt fig at være. „Jeg | kunde let have gjort Dig ulykkelig, lille Elſe“, ſaaledes fluttede han: „men Du ved nok, det var ikke Henſigten, og Du maa ikke være vred paa mig“. Hun ſlyngede fine Arme om hans Hals og for⸗ ſikrede, at hun umulig kunde blive vred paa ham. Men derpaa tænkte hun: „Nu eller aldrig!” og jaa fortalte hun ham, hvor højt hun elſkede Jens Peter, og det var da deres inderligſte Onſke, at de en Gang maatte faa hinanden. ; Wolle Perſen drog et dybt Suk, og derpaa ſagde han: „Hvorfor ſkulde det juſt være ham? Det er en Perſon, ſom jeg aldrig har kunnet udſtaa, og naar jeg tenker mig ret om, jaa ſynes jeg langt mindre om ham nu end for. Rigtignok har han gjort os en Tjeneſte, og jeg burde være ham taknemlig derfor; Seeanands Billøg 2 å ørnen Oplysning og At 8 Adginrt ak M. 4 ne. g Soundagen d. 27. Januar. | eee e e e 3 2 — en neſte Dag blev Wolle Perſen sæ Kjøbenhavn. 1895. men jeg kan ikke, jeg kan ikkel, Han har ydmyget mig og er den Eneſte, der har kiget tilbunds i min Skanſel. Jeg er vis paa, han griner i Skegget, hver Gang han ſe mig”. v AAk, nej, føde Fader! Hvordan kan J tenke ſaadan? 2 Fjender ikke Jens Peter, ſiden J kan tro ſaa ſlet om ham. Han er det adleſte og bedſte Menneſke paa Jorden“. Lille Elſe var i hojeſte Grad bedrøvet, Naar fkulde hun faa Bugt med Faderens fordomsfulde og halsſtarrige Sind? ; „Ja, ja, min Pige!“ ſagde Wolle Perſen. „Du kan jo mene, hvad Du vil; men det nytter ikke, Du ſnakker om at faa Jens Peter, for det bliver der Intet af”. Saa tav hun da; men i fit file Sind tenkte hun, at maatte hun ikke faa ham, faa fkulde ingen Magt i Verden tvinge hende til at ægte Nogen, men hun vilde leve og do ſom ugift. Wolle Perſens Sygdom var ikke langvarig. Da der var gaaet et Par Dage, ſtod han op, lige ſaa trind og rodmusſet ſom for. Men han var dog i den forſte Tid derefter lidt ſtille og ordknap. Der blev talt Meget. om Wolle Perſens gaadefulde Gerſt, ſom forſpandt pan en jaa hemmelighedsfuld Maade. Folk fik aldrig ret fat i, hvorledes det hang ſammen med Affkeden; men at der maatte være noget Skident i Enden af Hiſtorien, havde de dog en Anelſe om, og det fremgik jo desuden af den fingerede Gaard⸗ handel, der aldrig kom i Kraft, at „Sonderboen“ maatte være en ſnavs Perſon, ſom Wolle Perſen, mente man, omſider havde maattet ffille fig af med paa en ſnild Maade, „ n 129 Der var imidlertid ikke hengaaet mange Maaneder, før Sladderen forftummede, idet der nemlig frembød | fig et nyt Stof for Folkeſnakken og for en Tid gav den mere end nok at tage vare pad, jaa at den ikke behøvede at rippe op i „gamle Hiſtorier“ for at faa Tiden til at gaa. 5 Sagen var folgende: ; Til Wolle Perſen og flere andre velſtagende Mend i Bajſtrup og Omegn kom der paa ſamme Tid Breve af folgende enslydende Indhold: „„Lykke og Velſignelſe hos Cohn!“ Wrede Herre! J Henhold til indlagte Bekjendtgjorelſe og paa Anbefaling af en i Nærheden af Dem boende lykkelig Gevinner til dette ſtore Lod og Preœmie af 205,000 Mark Courant paa Nr. 456 fire Fjerdedele, hvilken han den 19de Maj d. A. har vundet hos mig og ſamtidig været fan godhedsfuld at meddele mig Deres ærede Adresſe, er jeg ſaa fri at tilſtille Dem et Lykkenummer, og er vis paa, at ogſaa De vil vindne⸗ (vinde) en ſtor Sovedtræffer; i denne Overbevisning fulgte jeg dette Vink, med at indbyde Dem, til Deltagelſe i et Lykkesforſog. Hertil byder den af Staten Hamburg indrettede og garanterede ſtore Penge⸗Bortlodning, den bedſte Lejlighed. Som af vedlagte Gevinſt⸗Proſpect vil ſes, er denne Bortlodning for Interesſenterne den allerfordelagtigſt indrettede og byder ſaavel ved de betydelige Hovedgevinſter, ſom ved mange ſtorre og mindre Gevinſter, hvormed dette Lotteri ſaa rigeligt er udftyret, de allerftørfte Chancer, og er den neeſt⸗ kommende Gevinſttrekning den 15de og 16de Juli d. A., til hvilken er for et helt Original⸗Lod 5 ¼ Rd.; for et halvt Original⸗Lod 22/5 Rd.; for et fierdedels Original⸗Lod 1 Rd. De kan efter Behag erholde et helt, et halvt eller et fjerdedels Original⸗ Lod, hvilke ſamtlige ere garanterede af Staten og forſynede med Statsvaaben, og garanterer Staten for en punktlig Udbetaling af Gevinſterne, ligeſom ogſaa Trakningen ſker offenlig og i Overvarelſe af Statsovrigheden. Ved derfor at indbyde Dem til at deltage i denne Kapital⸗Bortlodning, vil De behage at traffe Deres lykkelige Valg blandt efterfolgende Nummere:“ (Her følger fan en hel Mængde Nummere til at vælge imellem. Derpaa hedder det videre: „Jeg tor haabe, at De reflekterer paa min erbodige Indbydelſe og beder Dem ſnareſt muligt at indſende Deres ærede Ordrer, for at jeg, ſaavidt giorligt, kan tilſtille Dem de onſkede Lykkenummere, da Beſtillingerne paa Original⸗Lodderne meget talrigt indtræffer fra alle Sider, Den prompteſte og reelleſte Betjening, Tilſendelſen af Original⸗Gevinſtliſterne, Gevinſtbelobet og ſtrengeſte Diskretion i Gevinfttilfælde, vil De hos mig ſtedſe være forſikret om. Da jeg meget ofte har udbetalt de ſtore Kapital⸗ Gevinſter, tvivler jeg ikke om at have den Wre ogſaa at kunne udbetale Dem Den ſtorſte Hovedgevinſt. J denne Forventning imodeſer jeg ſnareſt Deres ærede Ordrer og tegner mig med Ssojagtelſe Laz. Sams. Cohn i Hamburg“. Der blev grundet meget over, hvem vel den „lykkelige Gevinner“ med de 205,000 Mark Courant, ſom var ſaa „godhedsfuld“ at erindre ſine Naboer, at ogſaa de kunde faa Del i „Lykke og Velſignelſe hos Cohn“, vel kunde være. Thi de godtroende Jyder, der havde | modtaget Brevene, tog Alle Laz. Sams. Cohns ømme Omfavnelſe for gode Varer. Saa var det en Morgenſtund, der kom en Ind⸗ ſidderkone ind i Wolle Perſens Kjokken med ſin Malke⸗ krukke for at bede om en Taar Melk i Guds Navn. Lille Elſe ſtod ved Komfuret og kogte Kaffe, og Wolle Perſen ſtod henne i Doren og rogte ſin Morgenpibe. Konen var ſnakſom, og blandt Andet ſagde hun: „Ja, J har vel hort, hvilken ſlem Orefigen Jens Peter her ovre har faaet?” Om det var af Varmen fra Komfuret, ſkal jeg lade være uſagt; men nok er det: lille Elſe blev pludſelig ſaa rod, ſom et dryppende Blod. Hun vendte ſit Anſigt bort og vilde ingen Snak hore om Jens Peter. Wolle Perſen derimod lod til at have et mere aabent Øre. Han gik hen og fatte fig paa Trefoden og ſagde: „Jens Peter, ſiger Du? Er han bleven ſlaget?“ „Slaaet?“ gjentog Konen leende; „ja, det var ingen Sag, hvem der ſaadan kunde blive ſlaaet eller beſlaget, hvad det nu ſkal kaldes. Det er Solvhammeren, der har ramt ham, den ſolle Stakkel!“ „Saa aa! Det har jeg ikke hort Noget om. Hvordan det?“ „Jo, han ſkal have. vundet faa mange Penge i Lotteriet, at han kan forgylde hele Bajſtrup, om han vil. Det er fært at J ikke har hort det?“ „Nej, jeg plejer ikke at rage ſynderlig i Jens Peters Sager“, ſvarede Wolle Perſen og ſkottede om til Datteren. „Men det er vel en Hiſtorie, Du ſtaar og fortæller mig?“ „Gu' minſcl er det ingen Hiſtorie, uw den gran⸗ givelige Sandhed, nu bandte jeg! Det er Jært at Jilke har hort det? Da er det over den hele By, og der er kommen Brev fra Lotterimanden derom baade til Søren Halſkov, Niels Vanggaard, Hans Lyngholm og mange flere. Jo, det ſkal nok være ſandt“. Wolle Perſen kom pludſelig. 4 Tanker om Cohns 123 ie ; 0 80 AN SL AR Brev, ſom jo ogſaa han havde modtaget. Det gav et Sæt i ham. „J ved jo desuden”, blev Konen ved, „at Jens Peter har revet ſin gamle Lade ned og vil have ſig bygget en ny, der kan ſige fer, og hvor ffulde han, der ellers har ſiddet og lirket fig frem og tidligere bøjet nok med Gjælb og Haardhed fra Faderens Tid, hvor ſkulde han, ſiger jeg, pludſelig faa Raad til at gjøre en ſaadan Bekoſtning, hvis det ikke var fandt, at denne Stjæppe Penge er kommen dumpende ned lige for Neſen af ham? Jeg er nu glad ved det for Jens Peters Skyld“ — her ſkottede hun om til Che — „for han har heleſten Tiden været en flikkelig og flink Karl, har Jens Peter, og er altid grov god mod Smaafolk; Gud lønne ham i fin miſkundelige Naade derfor, at han maatte finde en from og dydig Wgtefelle, det fortjener han“. Hun ſendte atter lille Elſe et langt og meget ſigende Blik; derpaa tog hun fin Krukke, der ſtod fyldt pan Kjokkengulvet, og idet hun gik, ſagde hun: „Jeg ſnakker nok for længe; men det har altid været min Fejl: hvor jeg kan ſige noget Godt om Folk, der kan jeg nok lide at give et Ord med i Laget, og ſaa glemmer jeg, at Tiden lober fra mig. Mange Tak, Wolle Perſen! Mange Tak, lille Elſe! Farvel og mange Tak!“ Og ſaa gik hun da. Wolle Perſen var bleven tavs under den ſidſte Del af Konens flydende Ordſtrom. Saaſnart hun var borte, gik han ind til ſit Skatol og fremtog Cohns Brev. Jo, der ſtod det rigtignok: „en i Nærheden af Dem boende lykkelig Gevinner .... 205,000 Mark Courant. . .. ſom han har vundet hos mig“. „Hille Dod og Pine, hvilken Pengeſum!“ ſagde han hojt til ſig ſelv. Derpaa ſatte han ſig for Bordenden og lagde Hagen i den hule Haand. J denne grundende Stilling ſad han, da Elſe kom ind til ham med Kaffen. „Er det ſandt, lille Elſe?“ ſpurgte han og ſaa mildt paa hende; „eller har Du maaſke heller ikke hort det for?“ ; „Hvilket, Fader?“ „At Jens Peter har vundet?“ „Jo, jeg har nok hort det for“. „Har Du ſaa ikke talt med ham derom?“ „Jo, jeg ſpurgte ham derom i Gaar“⸗ „Og hvad ſparede han? Skynd Dig og fig mig det!“ „Han gav fig forſt til at le, og ſaa ſagde han: Ja, jeg er en lykkelig „Gevinner“; thi jeg har vundet en ftørre Skat, end Nogen ved“. „Sagde han virkelig det? Kom og kys mig, lille Elſe! Du er en ſod Pige“. (Fortſettes.) Hvalrosſen. N At høre lidt om Menneſke- og Dyrelivet i $ de meget varme og meget folde Egne af Jordkloden, har altid ſin ſtore Interesſe for det tenkende Menneſke, Hvorfor vi ogſaa gjerne af og til bringe gode Billeder og Smaaſkildringer, baade fra Syd og Nord. Idag bringe vi et Billede fra det hoje Nord. J de Skildringer fra Grønland, ſom Bladet bragte i forrige Aargang, omtaltes i Forbigaaende Selen og dens Betydning for Grønlænderen. Hvalrosſen, ſom Billedet viſer en Kamp med, er en Slags Sal, den ſtorſte Art der findes, og et af de faa Pattedyr, der har ſit Hjem og „rette Element“ i Havet, og det er forſynet med to vældige Stodteender, der kunne blive fem Kvarter lange og veje 12— 14 Pd. Den har, ligeſom Selen, en plump, tyk, fed, polſedannet Krop, men bevæger fig dog ret let over Klipper og Jabjerge, da den raſk hager fig frem med Stodteenderne, ſom den bruger ſom en Baadshage. J Vandet ſpommer den overordenligt hurtigt og ſnildt, og den har her ſin Hoveducering af Tang, ſom den løsriver fra Klipperne under Havet. De leve gjerne ſelſkabeligt i ſtore Flokke, der Fjæft forſvare hinanden, naar Fare truer. Næften alle Nordpolsfarere fortælle om Eventyr med Hvalrosſer, ſom de har Fornojelſe af at gjøre Jagt pad, naar de treffe dem paa Iſen, og trods de af Dyrene udſtillede Skildvagter kunne komme bag paa dem. J Havet er Angrebet derimod en langt farligere Hiſtorie, da de raſende anfalde Baaden, naar en angribes og ſaares. Saaledes fortæller den berømte Polarhavsfarer Parry, at han en Gang i Ishavet traf en Flok paa over 200 Hvalrosſer og udruſtede en velbemandet Baad for at begynde en Jagt paa dem. Men Matroſerne ſtodte paa en mere haardnakket Fjende end de havde ventet. Fra alle Side fore de ſtore Dyr til, for at forſvare deres ſaarede Kamerater, anfaldt Baaden med Raſeri og hyggede los paa den med deres farlige Stodteender. Kampen blev jaa alvorlig, at de kun med ſtorſte Livsfare naaede at drage fig ud af den og komme tilbage til Skibet igjen. Flere Bord vare huggede ind i Baaden og man havde fin Nod med at bevare den fra at ſynke, indtil man naaede Skibet, forfulgt af den raſende Skare. Vi ſe en ſaadan farlig Kamp i fuld Gang paa omſtaaende ſmukke Billede, hvor Flokken ſoger at hævne Kameraten der er hugget med Harpunen til Venſtre. En ſaadan Kamp fra en lille overfyldt Baad paa det morke Hav, blandt farlige Isbjerge, ſom vi je paa Billedet, maa ikke høre til de behagelige; men hver Hvalros giver 2—400 Potter af det fortrinligſte Tran, af Sfitpæk, der er hvidt og faſt ſom Fleſt, hvorfor de rafke Hvalfangere med ſtor For⸗ nne 8 dl) I En Mualrosjagt. 125 nojelſe anfalde dem naar de finde en Flok. Det er nu deres Levebrod. Per's Frierhiſtorie. Af Emanuel Henningſen. vordan i al Verden fulde man være jaa heldig at fan Per gift og forſorget? Det var det ſtore Sporgsmaal, ſom Moder og Datter i en lille Bondegaard paa Falſter forgjeves ſogte at loſe. Det kunde jo ikke nytte noget at lade ham bejle til Pigerne i den neermeſte Omegn; de kjendte ham alt for godt til at tage ham til Feſtemand, og andet Steds var hver⸗ var ikke ſaa ganſke let en Sag. De unge Piger, der havde en Gaard i Vente, kaſtede Vrag pan ham, og | Enhver ſyntes heller ikke om at indlade fig med ham. | Endelig fif hans Moder og Søfter Kig paa en | gammel Gaardmandsenke, ſom nok havde Lyft. til at | faa fig en ung Mand. En ffjøn Dag blev Per ſendt afſted med Søfteren, for at Enken kunde tage ham i ved at give efter for en ulykkelig Svaghed, ſom han havde. Han „tenkte“ nemlig højt. Den gamle Enke holdt ikke fit Hus i den perneſte Tilſtand, og da Per | hjemme fra kun kjendte til Renlighed og Orden, „tenkte“ han ved ſig ſelv, ſaaſnart han traadte ind i Stuen: | Ojeſyn; men han forſtyrrede felv hele Arrangementet || fejet i otte Dage.” „Jo, her har ſaa⸗ men“, ſvarede En⸗ ken, højlig fornærmet ; „men er her ikke rent ken hans Moder eller Soſter kjendt. Hvad Per ſelv angik, da bar han fin Skeebne med ſtor Ro, og det fortrød ham kun, at de unge Piger ikke lod en virkelig Kurv folge med, naar de afviſte en Bejler; thi hvis jaa havde veeret, kunde han, hvad Dag det ſkulde være, have etableret et vel for⸗ ſynet Kurveudſalg. Per var en meget ſkikkelig Fyr; men det nok til Dig, ſaa er der jo ingen, der hol⸗ der paa Dig!“ Dermed gik det Parti overſtyr. So⸗ ſteren ſkjcendte paa ham, da de med ufor⸗ rettet Sag drog hjem igjen. „Ja, ved Du hvad, Stine,“ ſparede Per, „ſnavſet var der min Tro; men jeg kan bare ikke begribe, hvor hun kunde vide, at jeg tenkte paa det.“ „Aa, Din Tosſe; Du ſagde det jo ganſke kan jo ikke nægtes, at han var en „Doldri⸗ højt.” an“, og hans Soſter Falskringerne ſorgede da ogſaa for, at han fik det at høre ſaa ofte, at han ikke ret vel fik Tid til ſelv at glemme det. J fin Anglingealder havde han havt et haardt Anfald af Mæslinger, eller Gerlinger, ſom han ſelv kaldte det, og fra den Tid havde det ikke ſtaget rigtig til i hans Hoved. „Ges⸗ lingerne“ vare ſlagede ind, paaſtod han, og han ryſtede hvert Ojeblik fit Hoved, ſom om det var en Rangle, i hvilken „Geslingerne“ vare Stenene. yngre Soſter ſkulde have Gaarden; thi at overlade den til Per, mente hun, kunde ſlet ikke gaa an. Det gjaldt altſaa om at faa ham anbragt andet Steds; men det Lægen havde | lovet, at Sygdommens Følger nok en Gang ſkulde forſvinde; men nu var Per ſnart tredive Aar, og Loftet var endnu ikke indfriet. Moderen havde derfor ogſaa for lang Tid ſiden taget den Beſlutning, at hans otte Aar „Gjorde jeg?“ ſag⸗ de Per og ryſtede ſit Soved. „Ja, det er de Geslinger, ſom gjøre det alt⸗ ſammen.“ Nogle Uger efter kom der gledelige Tidender fra Faſter i Vendſysſel. Per ſkulde ſtrax komme der over; | hun havde et udmærket Parti til ham. Naa, der var en Glæde! "Det blev ſtrax beſtemt, at Stine ſkulde tage med ham, og en ſtor Trakiſte blev pakket fuld med Rejſetoj og med Foræringer til Faſteren. Reiſen ſkulde gaa over Kjøbenhavn og derfra med Dampfkib til Aalborg. „Pas nu paa, min Dreng, at Du ikke kommer galt af Sted i den ſtore By,“ formanede Moderen. „Man kan aldrig være ſikker paa fin Ejendom mellem ſaa mange Menneſker. Du ſporger for Exempel En naa Vornholm. | ; 8 8 j | om Vej, og han ſiger til Dig: „Jo, min Ven, kom om i den anden Gade“, og naar J jaa er kommen „Foj, hvor her er ſnapſet; her har viſt ikke været- bort.“ 126 derom, plyndrer han Dig ud og lader Dig lobe nøgen „Aa jeg ſkal nok pasſe paa”, lovede Per. Men det forſte, han foretog ſig ved Ankomſten til Byen, var netop at forvilde ſig. Soſteren blev borte for ham, og han vandrede Gade op og Gade ned, uden Tanke om, hvorledes han fkulde finde hende igjen. Heldigvis hufkede han Navnet paa den Gjeſtgivergaard, hvor de fkulde overnatte, og han ſpurgte derfor en forbi⸗ gaaende Herre, om han ikke vidſte, hvor den var at finde. „Jol, ſparede Herren, „De kan folge med mig om i næfte Gade, faa ſkal jeg viſe Dem den“, „Nej, Tak“, ſagde Per, erindrende ſin Moders Formaning, „det ſkal jeg dog ikke have noget af! Om i den næfte Gade! Jo vel! Nej, jeg lader mig ikke tage ved Neſen!“ . Dermed gav han fit Hoved en Ryſtning og van⸗ drede videre, ſeende ſig alle Vegne om efter Soſteren. Endelig traf han hende paa et Gadehjorne. „Per. Per“, ſagde hun, „Du bliver Dig dog jelv lig! Saadan en Angſt, jeg har været i for Din ld?! „Aa“, ſparede Per, „jeg klarede mig jo godt nok; jeg fandt Dig jo tilſidſt. Der var ellers en Fyr, ſom vilde have mig med om i en anden Gade; men Du kan tro, jeg lod mig ikke fange.“ Neſte Dag ſkulde Rejſen fortſcrttes til Aalborg, og de kom netop tids nok til, at Dampftibet ikke gik fra dem. „Det var da godt, vi ikke kom for ſilde“, ſagde Stine, da de en Times Tid efter ſad og forterede deres Mellemmad. „Ja; men havde jeg ikke været, jan havde Du faaet Lov til at blive i Byen”, ſparede Per med Selvfolelſe, „for jeg fandt det rigtige Dampfkib“. „Hvad Tid kommer vi til Aalborg i Morgen?“ ſpurgte Stine en Matros, ſom ſtod i Nærheden. „Til Aalborg?“ gjentog han. „Det vil knibe at komme dertil i Morgen; vi maa da forſt til Bornholm.“ „Bornholm!“ raabte Stine forſkroekket. „Gaar dette Skib ikke til Aalborg?“ holm.“ „Aa, Per, hører Du det,“ ſagde Stine halvt grædende. „Vi er gaaet paa et fejl Skib og kommer til Bornholm i Stedet for til Aalborg.“ „Ja, jeg hører det nok,“ ſparede Per og kloede ſig forlegen bag Oret; „men det kan jo ogſaa være ret morſomt at komme der en Gang. Vi har jo aldrig været der for.“ : „Hvor Du dog ſnakker!“ udbrød hans Scſter ærgerlig. „Hvad ffal vi paa Bornholm? Der har vi jo ſlet intet at gjøre… Godt er det endda, at der tæt udenfor Rønne bor et Soſkendebarn til Morbroers Kone; hende kan vi maafke faa opſpurgt.“ „Nej, det gaar kun mellem Kjøbenhavn og Born⸗ „Det kan vi vel nok“, mente Per. ) Kort efter deres Ankomſt til Ronne, fik de at vide, hvor deres Slegtning boede, og de begav fig trøjtig ud ad Landevejen for at aflægge hende et Beſog. Vejen var imidlertid mere vildſom, end de havde ventet, og de bleve nødte til at gaa ind i en nærliggende Bondegaard og ſporge fig for. De kom ind i en ſmuk, gammeldags Dagligſtue, og en kjon, ung Kone traadte dem i Mode og bod dem velkommen. „Saadan kunde jeg lide, at mit Hus ſkulde være”, tænkte Per — vel at merke, højt — medens han faa fig om, „her er rigtig pænt, er her.“ Hans Blik faldt nu paa den unge Kone, der halv forlegen, halv fmilehde ſtod foran. dem med Strikketojet i Haanden. Der gik lige ſom et elektriſk Stød gjen⸗ nem ham, da hans Ojne modte hendes. „Hun ligner Kirſten“, „tenkte“ han. „Ak, Kirſten. Kirſten, Dig faar jeg aldrig mere at e „Sid ned og tag lidt Hvile”, afbrød den unge Kone ham rodmende. „Tak; men vi maa ſtrax videre”, ſagde Stine, der var ærgerlig over Broderens Tanken. „Aa, hvorfor det, Soſter“, ſparede Per og ſatte ſig. Han faſtede fit Blik faſt paa den unge Kones Anſigt, medens hun underlig tilpas og forlegen talede med Soſteren om Vind og Vejr, og alt ſom han jaa paa hende, lysnede det op i hans eget Anſigt, dets ſlove, ſovnige Udtryk veg bort ſom et Slor, og hans Oje fik en fugtig Glans. „Det er merkeligt“, „tenkte“ han, da der opſtod en Papſe i Samtalen, „det er, ſom om jeg ſaa min egen Kirſtine lys levende for mig. Ak, hun var en yndig, lille Pige! Hun græd, ſom om hendes Hjerte fulde briſte, da hun maatte fkilles fra mig, og hun lovede, at kun aldrig vilde glemme mig . . . men hun var jo næften et Barn den Gang. Omme bag Have⸗ diget tog hun mig om Halſen og ...“ „Men Per da!“ raabte den unge Kone Dybt rod⸗ mende og ſtrakte fin Haand afværgende ud imod ham. Stine ſaa forundret paa hende; men Broderen ſprang fan heftigt op, at hans Pibe rullede hen ad Gulvet. Han ſtirrede et Øjeblik aandelos paa hende, derpaa tog han pludſelig Piben op og vendte fig til ſin Soſter. „Nu er det bedſt vi gaar,“ ſagde han kort. „Nej, Per... Per“, udbrød Konen bevæget, „ſaa⸗ ledes vil Du dog vel ikke forlade mit Hus. Jeg ſer jo godt, at Du har kjendt mig igjen. Og Du, Stine; fjender Du mig ikke ogſaa? Jeg er jo Kirſten, jeres forrige Naboes Datter!“ „Jo, nu Fjender jeg Dig“, ſparede Stine fornøjet. „Jeg var kun et Barn, da Du og Dine Foreldre flyttede bort.“ | : „Ja, det er nu tolv Aar ſiden.“ De trykkede hjertelig hinandens Hender; men Per 127 ſatte fig tabs pan Benken og kigede ned i fit Pibe⸗ hoved. Han ſagde ikke et Ord; men hans arbejdende „Traek vifte, at det gjærede i ham, og at den fløve Ligevægt, der hidtil havde hvilet over hans Sjæl, var forſtyrret. Kirſtine fortalte imens, Hvorledes det var gaaet hende, fiden hendes Forældre flyttede fra Falfter til Bornholm. Begge Forældrene vare døde; hun ſelv var kommen i Zjenefte hos en gammel, ſygelig Enke⸗ mand, der havde fattet Godhed for hende og ladet fig vie til hende paa ſin Dodſeng. „Det er nu to Aar, ſiden han dode“, ſluttede hun, „og jeg har efter den Tid ofte tankt paa. at beſoge min Fodeegn; men jeg kan jaa daarlig være borte fra Gaarden, og min Rejfe er. bleven opſat fra Maaned til Maaned. Men hvordan er det gaaet til, at J er kommen her over?” „Vi!“ udbrød Per barſk og jaa op. paa Frieri!“ 5 „Per, da!“ tysſede hans Søfter paa ham, medens Kirſten bojede Hovedet ned over ſit Strikketoj. Wu kan det være nok med dit Formynderſkab, Soſter,“ afbrød han hende heftigt, „jeg tror, det har varet lovlig længe. Du og Moder har holdt mig i Ledebaand ſom en Dreng, og gjort mig en hel Del mere halvofjollet, end jeg er. Nu faar det være forbi dermed! Jo, Kirſten, vi er ude paa Frieri, vi to; det er ikke forſte Gang, maa Du tro. Vi har været hos gamle Enker og unge Enker, hos gamle Piger og unge Piger; men ingen vilde have mig. Nu ſkulde vi til Vendſysſel for at fri, men kom af en Fejltagelſe til Bornholm. Er det ikke morſomt, Kirſten? Men hvorfor ler Du ikke? Jeg ſkulde dog tro, det er et lyſtigt Eventyr, jeg her fortæller!” Stine faa forffræffet op paa hans ophidſede Anſigt; men Kirſten lagde beroligende fin Haand paa hans Arm og ſagde ftilfærdig : „Per, hvorfor ſiger Du mig alt det?“ „Hvorfor?“ gjentog han roligere. „Jeg ved det ikke ſelb. Hvad har jeg vel vidſt om mig jelv at ſige i alle de Aar, ſiden Du rejſte bort. Da var jeg ſytten Aar og Du var femten, og da var det, at jeg blev ſyg, og der lige ſom gik noget bort i mit Hoved. Siden har jeg aldrig faaet Lov til at tænke eller handle for mig ſelv; mit Liv har veret ſom en Drøm for „Vi er ude mig. Men i alle de Drommens Aar har der i min Sjæl boet et Billed, ſom jeg aldrig kunde glemme, Billedet af den lille Pige, der hulkende klyngede fig til mig. Jeg taler viſt noget forvirret Tøj, Kirſten, ſom. Du ikke forſtaar. .. Kom Stine; vi maa af Sted!” „Nej, vent lidt endnu, Per“, ſagde Kirſten. „Saa vidt jeg har forſtaget, er Du altſaa taget. ud paa Frieri?“ „Ja, men nu bliver der ikke noget af det!“ „Og hvorfor ikke det?“ ſpurgte hun. „Aa, Stine, Du er viſt torſtig; gaa ud i Kokkenet og faa Dig lidt at drikke“. * Stine gik villig ud af Stien; hun anede, hvad der foreſtod. „Hvorfor vil Du ikke fortſctte Frieriet?“ ſpurgte Kirſten igjen. „Og reiſe til Vendſysſel!“ udbrød Per. efter at jeg har ſet og talt med Dig!“ „Du behøver jo ikke at rejſe dertil”, ſvarede Kirſten ſmilende. „Du kan jo fri til en her“. „Jeg frier aldrig mere“, ſagde Per utaalmodig. „Heller ikke til mig, Per?“ Ordene kom ſaa ſagte frem; men han horte dem dog, og hans Pibe rullede igjen hen ad Gulvet. Da Stine lidt efter kom ind igjen, ſad han og Kirſten og holdt hinanden i Henderne. Per faa glad og ſtolt ud; det var, ſom om alle de Geeslinger, der havde huſeret i hans Hoved, vare fløjne deres Vej „Nu for ſtedſe. „Nu kan Du rejſe til Vendſysſel og ſige til Faſter, at jeg har faaet Forfald”, ſagde han til Søfteren. husflid. En gammel Mands Tidsfordriv. (Skildring fra det virkelige Liv af Bertrand.) SE Bk obe ſtridt og de havde ſejret. De havde fæmpet fig frem fra det Lille til det Større, og nu funde - de i i timelig Henſeende je en forgløs Alderdom i Møde. Børnene vare vorede fra Haanden, og ſnart fulde ogſaa den Bngſte forlade Hjemmet; men Aa bøde hun, Hu⸗ ſtruen og Moderen. Hun blev ſavnet af ham, ſom hun havde ſtottet og ſtyrket i Livets Kamp, ja, han fik derved et Stød, ſom han aldrig har forvundet. Sygdom ſlog ſig ſammen med Alderdommen og nedtrykkede ham i den Grad, at han mente, at nu var ogſaa hans Livsgjerning endt. Og han blev ſavnet af Børnene, for hvem Hjemmet havde tabt fin Ziltræfningskraft. Men Tiden heler, hvad der er brudt, og den kan ogſaa udrette Meget med gamle Folk. Han mandede ſig atter op, han ſaa, at der endna var Noget for ham at gjøre; han havde fine Born, for dem ſkulde han virke, for dem ſkulde han leve. Men i Stedet ng ſom jaa Mange vilde have gjort, at tage et Par af ſine Born hjem, lod han dem blive ude blandt Frem⸗ mede, der ſkulde de je og lere, hvad de ikke allerede havde lært i Hjemmet; men da han ikke paa Grund af Svaghed ſelv kunde foreſtaa ſin Gaard, forpagtede han den bort, og lod et Par Væreljer indrette til ſig i den ene Ende af Beboelſeslejligheden, Koſt og Pleje ſkulde Forpagterfolkene give ham. Nu havde han det roligt og godt. Bornene beſogte ham ofte, og det faa ud til, at han rigtig ſkulde nyde ſin Alderdom. Hans Helbred blev bedre, og Forpagter⸗ folkene regnede ham i Et og Alt ſom hørende til Fa⸗ milien; men ſaaledes ſkulde det ikke vedblive at gaa. Den for jaa virkſomme Mand følte paany Virke⸗ lyſten vaagne, alt ſom Helbredet blev bedre; han kunde ikke faa Ende paa Tiden ved at gaa ledig, og han be⸗ gyndte derfor ſom forhen at gaa og pusle omkring ude | Gaarden; men nu var han ikke længere den Styrende, og naar det ſag i det Sele ikke gik, ſom han var vant til at Je det, blev han i daarligt Humor; thi nu kunde han ikke blande fig. deri, og ſkſondt der var god For⸗ ſtagelſe mellem ham og Forpagterfolkene, jaa ſyntes han dog, der burde være taget mere Henſyn til, hvad han fandt at være det Rette, han kunde da blive helt ſyg derover og maatte ligge til Sengs i nogle Dage; men blev Sumøret da atter godt, ja ſaa var Sygdommen tildels ogſaa forbi, indtil det Samme gjentog fig. Omſider fandt han fig dog i Forholdene, ſom de vare, og han gik af Vejen, naar der var Noget, han ikke ſyntes om, ja tilſidſt kom han naſten aldrig i Gaarden, derimod ſogte han ud i Haven, hvor han i det Sele kunde faa Lov til at gjøre, ſom han vilde, Han gravede og plantede, og det var, ſom om Alt, hvad han her tog fig for, ſkulde lykkes, ſaa ſnart ſtod der et Hegn omkring Haven, ſteerk nok til at trodſe de haardeſte Forgars- og Sommerſtorme og ſkjcerme, hvad der voxede indenfor. Han fkuffede og lugede, tog lidt for ad Gangen og hvilede tidt; men det var en ſand Fornejelſe, at fe den gamle Mand med Tilfredsheden i lt Aaſyn, gaa og ſysle om mellem Blomſterne, der rundt om nikkede til ham og ofrede ham deres Vellugt, eller ſe ham mellem Urtetojet, hvor ikke en Ukrudts⸗ plante fik Lov til at ſtaa en Dag til Ende. Men med Sommeren ſpandt ogſaa Helbredet, og da han om Vinteren maatte holde fig inde ved Kakkel⸗ ovnen, blev Tiden ham atter for lang, Humgret blev ſlet, og tilſidſt maatte han holde Sengen, Som han nu der laa og lod Tanken løbe, hvorhen den vilde, faldt det ham ind, hvad han havde hort om visſe Egne i Jylland, hvor Mend og Kvinder, Unge og Gamle, navnlig om Vinteraftenerne, ſidde og ſtrikke, og da dette kunde lade ſig gjore for Andre, mente han ogſaa, at det maatte være muligt for ham Han kjobte Uld, fif det ſpundet, og faa ſkulde han til at begynde. Tanken om, at han atter havde fundet en Virkſomhed, gjorde ham neeſten raſk, og han tog fat med en Udholdenhed, ſom nødvendigvis maatte krones med Held. Vel gik det i Begyndelſen langſomt; men han vidſte, at Han gjør Meſter, og i Løbet af Vin⸗ teren forſynede han ſig ſelv rigelig ſaavel med Strømper, ſom med Undertøj af enhver Slags, og ſſeldent eller aldrig mislykkedes hans Arbejde. Imidlertid maatte han fe at finde paa noget Andet; thi han havde ingen Lyſt til at ſtrikke for en og ſelv var han mere end forſynet. Da kom Som⸗ meren, og atter tog han fat paa Haven; men det var nu en Dag da Regnen tvang ham til at blive inde, da tog han ſit Vinterarbejde frem, og da det var ham meſt om at gjore at faa Tiden til at gaa, lagde han ofte, ſtioͤndt med megen Tidsſpilde, lidt Kunſtfceerdighed i fit Arbejde, 8 Han tenkte ofte paa, hvad han ſkulde faa at be ſtille til Vinteren; thi at være ledig var for ham det Samme ſom at være ſyg; men faa faldt det ham ind, hvor ofte han havde hjulpet fin Kone med at pasſe Lerredet pan Blegen. Nu var det andre Tider, og ſnart vilde han blive nødt til at kjobe, "hvad der for var bleven tilvirket i Huſet. Han tænkte da, hvor heldig han havde været med fin Strikning, og fif med det Samme agſaa Lyft til atter at forſoge fig. — Han kjobte nogle Pund heglet Sør i Byen og kunde knap vente til næfte Dag med at prøve, om han virkelig ogſaa var i Stand til at ſpinde. Næjte Morgen tidlig ſtod han op og fik Rokken hentet ned fra Loftet, og jaa begyndte han. J Begyndelſen var Traaden grov og ujevn; men han ſkulde jo ogſaa forſt lære det, og hvordan det end gik, vilde han have den kjobte Hor opſpundet, jelv om den ſkulde blive ødelagt. Folk, ſom horte, hvad han havde for, ſmilede og ryſtede paa Hovedet; men da de ſiden med Forundring jaa, hvad han havde udrettet, flog de pludſelig om og fandt det Sele ganſke i ſin Orden. £ Det blev nu hans meſte Arbejde at ſidde inde ved Spinderokken, og da han havde faget en Del Ovelſe, kunde han ſpinde en Traad jaa jævn og fin, ſom havde det været en gammel øvet Spinderſke. Saaledes lavede han Lagener og Linned til fig ſelv, og derefter tog han fat paa at forſyne fine Børn, og i Løbet af nogle Aar har han ſpundet til flere Hundrede Alen Lærred. Nu har han taget en af ſine Sonner hjem til at ſtyre Gaarden for fig, 0 naar de Andre gaa ud til deres Arbejde, gaar den Gamle hen til ſin Spinderok, hvor Tiden aldrig falder ham lang. Han er nu over halvfjerdſindstyve Aar; men han os at blive raſkere med den høje Alder, og kommer der en gammel Bekjendt til ham, da er han for det Meſte i godt Humor; jan ae 9 92555 til 11 5 mens han vat i 25 gemptlig Pasſiar, hvorpaa han atter tager fat og lader Rokkehjulet lobe 1 med Tiden, ſom umeerkelig lader den ene Dag glide hen over ham efter den anden uden. at efterlade andet Spor end de graa Haar. Firkantet Nod. n Af 4 O, 3 8, 2 L, 2 I, 2 R, 1 P. 1 V,. 1 8, dannes 4 Ord fom læjes 955 Venſtre og fra Oven: Det førjte naar til Hytter og til Borge og bringer Budſkab trindt paa Verdens D; det andet var en Kongeſtad i Norge; bag tredie fig ſkjuler mangen Mo; det fjerde er en Handelsplads paa Gaden ſom ofte ligger lige midt i Staden. Brevvexling. ; Lærer B. i V. Om Husflidsffrivebøger paa Fyn? Jo! vil kunne faas gjennem Lærer C. E. Hanſen i Sondermark over Veſterſkjerninge i danſke Billedomſlag med 37/2 Ark linieret Papir for 5 f. Stk. duſinvis (ufrigjort tilſendt med Poſten). Dr. Kapitajn X. — K. M. L. — Fr. Ld. — Ath. F. med Tak modtaget. J. P. Kn. Deres „forſte Fortælling” vil ikke kund „for⸗ ſkenne Bladet”, da den, Ord til andet, er — udſtrevet af en Almanak. i N. N. Kun til navngivne Brevffrivere… fan tages Henſyn. Der anvendes al mulig Omhu paa at huett eneſte Nr. fan blive af et interesſant Indhold, og en Sammenligning med forr. Aarg. vil viſe at Bladet ftadig gaar fremad i Godhed og ſmuk Udſtyrelſe. „ Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte (Fortſat.) — Hvalrosſen, med Billede. — Per's Frier⸗ hiſtorie, af Emanuel Henningſen, med Billede. — Husflid: En gammel Mands Tidsfordriv. — Firkantet Nod. — Brevvexling. Husveunen udhommer lit hver Søndag med et 16. ſpablet Ark, ſorſynet med flere Villeder, kil 3 Hverk Ijerdingaar medfølger gratis el ſlort mußt Villede. Alk. 0 Kr.) Fjerdingaaret frit lilſendl. Bladet kan beſlilles paa ethverk Vofikontor og Brepſamlingoſſed, i enhver Boglade ſamt hos Hovedſtommisſioucren: Voghandler Audolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 88 2 ra 5 2 RER TEEN 2. Aargang. Nr. 12. En lykkelig „Gevinner“. ) Forfælling af Knud "Skytte " ä N. (Fortſat.) vor glad Wolle Perſen end var ved denne Meddelelſe, ſaa pinte den Tanke ham dog, at Hiſtorien om den ſtore Gevinſt, trods alt hvad han havde hort, alligevel kunde verre uſandfeerdig; Pengeariſtokrat var fan ſaa godt ſom Nogen, og det var hans faſte Be⸗ ſtemmelſe at give ſit Samtykke til Forbindelſen mellem Datteren og den hidtil faa forhadte Gjenbo, Hvis denne virkelig havde vundet den ſtore „Hovedtraffer“. Men han var lige faa faſt beſtemt paa, at Alt fkulde blive ved det Gamle, indtil han kunde faa Sikkerhed i Sagen. Hvorledes ſkulde en ſaadan Sikkerhed kunne erholdes? Det var „Dagens brændende Spørgsmaal”. De 205,000 Mark Courant ſtod Wolle Perſen i Parykken bande Dag og Nat. Han lyttede efter, hvad der blev ſnakket om i Byen, og, ganſke rigtigt! Der var et vældigt Rygte i Omlob. Folk talte neeſten ikke om Andet end „den ſtore „Gevinner““, og det var Jens Peter. „Men det Hele er maaſke 205,000 Løgne”, tænkte den forſigtige Wolle. Hvordan ſkulde han komme til Bunds i Sagen? Frem for Alt maatte han gaa ſnildt til Værfs; thi hverken Jens Peter eller Nogen maatte have mindſte Nys om, hvad han gik og bryggede paa. Ellers kunde han jo have gaaet ligefrem til Verks og ſpurgt Jens Peter: „Er det ſandt, at Du har vundet det ſtore Lod?” Nej, det gik ikke an; der maatte vælges en anden Fremgangsmaade. SHlorfhabstesning. Opløsning og me, Adginet ak N. C. Bom. Hundagen d. Kjøbenhavn. 1825. M. Januar. | Den ſtakkels Mand havde faaet jan Meget at tenke paa, at Hovedet var nær ved at blive kruſet paa ham. Og det Værfte var, at faa ſnart han lukkede fine Øjne til et Blund, ſaa plagedes han af ſlemme Dromme. | [ En Middag havde han lagt fig til at ſove paa Grønningen under Lindetræerne. Han havde aldrig ſaaſnart lukket fine Øjne, før han i Drømme jaa nogle Drenge, der nærmede fig Gaarden og forſvandt gjennem Hoveddoren. Den Ene kjendte han, for det var Jens Peter, ſaaledes ſom han jaa ud, da han gik i Skole. De gik ind i Sovekammeret og traadte op i Sengen med deres urene Treſko. Wolle Perſens Hengeſkab, der var anbragt over Fodenden af Sengen, og hvori han gjemte ſine Kreditbeviſer, ſine kongelige Obligationer og en Mængde Hundrededalerſedler, brød de los og ſleebte det ud pan Gaden. Saa bandt de et Stykke Reb faſt til det og fore i Galop med det ned igjennem Byen, ſom om det havde været en lille Vogn og ikke et Pengeſkab. I Farten tørnede det mod ſtore Sten, Ledpæle og andre fremragende Gjenſtande og foer hver Gang i Vejret med et Hop. Tilſidſt buldrede det mod Hjornet af et Hus, og med et Brag gik det i tuſinde Stumper! Det lød jaa højt, at Wolle Perſen vaagnede derved. Folk faa ham ile forſtyrret og med bart Hoved ind i Huſet. Til hans ſtore Glæde ſad Skabet paa ſin vante Plads, og da han lukkede det op og ſaa ind i det, var Alt i ſedvanlig Orden. Folk fortalte, at Jens Peter havde anfkaffet fig en Sabel, der hang paa Veggen over hans Seng, og hvis det var ſandt, var Wolle Perſen tilbgjelig til at tage denne Omſtcendighed ſom et Bevis paa, at han Skorſtensſkjodet. var kommen i Beſiddelſe af mange Penge. Saa var det en Aften, Wolle ſtod og lurede udenfor Jens Peters Sovekammervindu, for om mulig at høre ham ſnakke over fig i Sovne. Der var morkt i Sovekammeret; thi Jens Peter var gaaet i Seng. Pludſelig hørte Wolle ham rasle derinde med Sabelen og raabe paa Tyve og Mordere. Forfærdet herover tog han Flugten | ned over Blomſterhaven; men medens han ilede bort, hørte han, at Vinduet blev aabnet og atter faaet i med et Smald! Man ſiger for et gammelt Ord, at „naar gamle Folk blive gale, ſaa blive de det for Alvor“. Det fik man rigtignok at ſe paa Wolle Perſen. Det kom omſider dertil med ham, at han vilde ſnige fig ind i Jens Peters Hus og hemmelig efterſe hans Papirer. Sin Samvittighed troſtede han med, at han gik i en ædel Henſigt, og at han ikke vilde tage Noget — „nok je, men ikke røre”. i Saa var det en Dag i Hoſtens Tid, at han liſtede fig derover for at udføre fit Forjæt. Jens Peter var i Marken med ſine Folk; ſelv gamle Faſter var med, og der var ikke en Sjæl hjemme. Men uheldigvis mødte der den ſtakkels Mand den Vanſkelighed, at alle Indgangsdorene vare aflaaſede, og det var ham ikke mulig at komme ind. Saa fik han at je, at Loftslugen paa Gavlen ſtod aaben; han tog en Stige, der ſtod reiſt til et af Udhuſene, fatte den op til Voeggen under Lugen, og da han havde forvisſet fig om, at Ingen gav Agt paa ham, kravlede han op ad Stigen og gik ind paa Loftet. At finde Lemmen, aabne den og ſtige ned ad Loftstrappen var et Ojebliks Sag. Men baade Dagligſtue⸗ og Kjokken⸗ deren vare aflukkede, og nu ſtod han i Gangen og kunde ikke komme videre. Saa krob han atter op ad Trappen i den Henſigt at ville vende tilbage med uforrettet Sag. Men idet han gik hen ad Loftet, fik han Oje paa en ſtor Jernlem paa Kjokkenſkorſtenen. „Ha, ha!“ tænkte han; „det er en daarlig Mus, der kun har et Hul“, hvorpaa han aabnede Lemmen og kigede ind i det ſodede Rum. Det maatte være en let Sag at putte fig igjennem Lemmen, gribe i Røgtræerne med begge Hender og derefter lade fig dumpe ned pan Fra Kjokkenet maatte han kunne komme ind i Verelſerne, og naar han var færdig med Underſogelſen, vilde han aabne Kjokkendoren ud til Gangen ſtige op ad Loftstrappen og gaa ud ad Lugen. Hvem havde jaa været der? Altſaa ſatte han ſig ned paa Fire, ſtak Benene ud i Skorſtenen og gav fig i Jærd med at krybe igjennem. Men, ak ve! Aabningen var for lille for Wolle Perſens tykke Mave, han vred og vendte fig og presſede paa, jaa Sveden ſprak ham ud af Banden; men forgjæves, Forſoget maatte opgives. Saa vilde han gaa tilbage; men det var heller ikke jaa let, han havde arbejdet fig jaa faſt i Hullet, at han hverken kunde komme frem eller tilbage, „Nu ſidder Du net i det“, ſagde han til ſig ſelv. „Hvis Nogen fik mig at ſe i denne Stilling, jeg maatte jo ſkamme mig ſom en Hund. Man ſiger, at Brændevin gjør Nar ad Folk; men jeg tror næften, at Penge kan gjøre det lige faa grovt. Bare jeg endda var vel herfra igjen!“ Nu kom Jens Peter og hans Folk hjem af Marken, og der lod Fodtrin i Verelſerne neden under. Gamle Faſter gik ud i Kjokkenet for at tænde Ilden op paa Ildſtedet. Men hun foer tilbage med et Skrig og kaldte paa Jens Peter. „Kom hid!“ raabte hun; „der ſidder et Par Ben og ſpjatter oppe i Skorſtenen, og der dumpede en Zræffo ned i Gryden!“ „Nu har jeg aldrig ſet Mage!“ raabte Jens Peter, da han havde kiget op i Skorſtenen. Han tog Trappen i faa Spring, og da han ſtod pan Loftet og ſaa Wolle Perſens rode ſpedige Anſigt og den fortvivlede Stilling, han var i, brod han ud i en hjertelig Latter. „Aa, lad nu det Grineri være”, ſagde Wolle, „og kom og hjælp mig ud, jaa ſtal jeg ſkrifte ærlig for Dig“. „Det var Synd andet, end at hjælpe fin Naſte“, ſvarede Jens Peter, idet han tog et kraftigt Tag i Wolle Perſen og flæbte ham ud paa Loftet. „Uppedas!“ raabte han, „kan J ſtaa paa Benene? Jo, magelig! Saa er der jo ingen Ulykke fret“. „Jo, Gu' er der ſket en Ulykke, for jeg har gjort mig til Nar. Derſom det kommer ud mellem Folk“ „Paa ingen Maade! Faſter og jeg ere de Eneſte, der ved det, og vi ſkal binde jan faſt for Hemmeligheden, at ikke en Hund ſkal gjø ad Jer“. N „Kan jeg ſtole paa det?“ „Ja, det kan J forlade Jer paa!“ „Godt. Hent mig faa min Treſko, ſom jeg tabte“. b | „Skal vi ikke gaa ned?“ „Nej, ikke ad den Vej. her oppe“. Jens Peter ilede ned ad Trappen og var ſnart tilbage med den tabte Treeſko. „Naa, begynd ſaa, Wolle“, ſagde han. „Ja, Hiſtorien er ſnart fortalt; thi jeg vilde have ſet Dine Papirer efter, for at faa at vide, om det er ſandt, hvad Folk ſiger. Men det maa Du ingen Fortræd gjøre mig for. Hører Du?“ „Det ſkal jeg heller ikke. Men hvad figer Folk om mig? Hvorfor vilde J je mine Papirer?“ „Ja, nu er jeg nødt til at tale ud. Sig mig en Gang: Er det ſandt, at Du er den lykkelige „Gevinner?““ i Han ſaa ſporgende paa Jens Peter, der blev ſtagende uden at ſvare, ſom om han ikke ret vidſte, hvad Sporgsmaalet gjaldt. Men pludſelig ſyntes det at klare op for ham. Han lagde fin Haand pan Vi vil ſnakke Sagen af 3 131 Wolle Perſens Skulder og ſagde med et gledeſtraalende Anſigt: É 2 „Ja, det vinner““. „Du er altſaa en rig Mand?“ „Ja, den rigeſte og lykkeligſte i femten Kirke⸗ ſogne“. Wolle Perſen drog et langt dybt Suk, ſom om han følte fit Bryſt befriet fra en Byrde, der Længe havde trykket ham; derpaa gav han Jens Peter et kraftigt Haandſlag og ſagde: „Ja, Elſe havde ellers jagt mig det. Men fig mig en Gang: Hvorlænge vil Du og hun gaa og je paa hinanden? Du tror maafke, jeg har Ingenting merket. Jo, jo! En gammel Ulk ſom jeg, er vant til at bruge fine Øjne. Du kunde jo je der over en Gang; faa kan vi ſnakkes ved om det“. Ved disſe Ord blev Jens Peter faa fornøjet, at hans Gledesytringer kjendte ingen Grenſer. Han greb fin tilkommende Svigerfader om Livet og gav fig til at danſe rundt med ham. Tilſidſt kaſtede han ſin Kaſkjet op i Monningen, greb den i Faldet og raabte: „Jeg har vundet det ſtore Lod! Hurra! Jeg er den lykkelige „Gevinner!““ „Hvad er dog det for en Larm, der er ovre paa Jens Peters Loft? Og hvor mon Fader er bleven af? Har Ingen ſet ham?“ Saaledes ſpurgte lille Elſe der nedenfor paa Gaden. Hvert Ord, hun ſagde, kunde tydelig høres oppe paa Loftet, da Jens Peter omſider blev ftille, er ſandt. Jeg er den lykkelige „Ge⸗ „Kom hid!“ ſagde Wolle Perſen og tog Jens Peter ved Haanden. De ſatte ſig ned ved Siden af hinanden i den aabne Loftsluge og ſtak Hovederne ud. „Her, lille Elſe! Her er jeg — ſe her op!“ raabte Wolle Perſen til Datteren, „kan Du ſe os? Nu ere vi enige”, Lille Elſe drejede ſig rundt og ſaa og ſaa! Da hun omſider fik Oje paa de to ſtraalende Anſigter oppe i Lugen, ſlog hun fine Sænder ſammen og blev ſtagende ſom faſttryllet til Stedet. Jens Peter ſteg hurtig ned ad Stigen, og Wolle Perſen fkyndte fig at folge efter. Men inden han naaede Jorden, greb Jens Peter ham om Livet og bar ham i Triumf over Gaden og fatte ham paa Benken under Lindetræerne. i „Gud fri os, hvor Du er ſteerk!“ ftønnede Wolle; „Du havde nær klemt Vejret fra mig. Hvor blev lille Elſe af? Naa, hun ſmuttede vel ind. Lad mig nu drage min Aande et Ojeblik, jan ſkal Du folge med ind, Jens Peter!“ Da de kom ind, maatte lille Elſe frem for en Dag. Wolle Perſen bragte hendes og Jens Peters Hender i hinanden og onſkede dem til Lykke og Vel ſignelſe! Jagildet og Tillysningen fulgte fart efter, og da H Ca Søften var endt, gjorde Wolle Perſen et Bryllup, der ſpurgtes i mange Miles Omkreds. Men paa den anden Bryllupsdag kaldte han ſin Svigerſon til Side og ſagde: „Du har endnu ikke ſagt mig, hvor Meget det kunde beløbe fig til i vore Penge. Det kunde dog more mig, at vide det?“ Jens Peter faa pan ham med et polißſk Smil. Derpaa lob han ind i den anden Stue og hentede ſin unge Kone, og idet han atter traadte frem for ſin Svigerfader, ſlog han ſin Arm om hendes Liv og ſagde: „Her har J Gevinſten. Det er mig ikke muligt, at tegne ud, hvad hun kan være værd i Penge“. Wolle Perſen havde nær tabt fin Merſkumspibe af Forbavjelje. „Lapperi!“ raabte han. Har Du ilke vundet Andet? Du har ikke vundet de 205,000 Mark Courant?“ „Nej, ikke en Skilling. Jeg har aldrig ſpillet i Lotteriet, hvordan ſkulde jeg faa vinde Penge i det? Men jeg har vundet lille Elſe; det var det, jeg mente“. Wolle Perſen følte fig i hejeſte Maade fkuffet. „Fy for en Ulykke!“ ſagde han eergerlig. Derpaa vendte han det unge Ægtepar Ryggen og vilde ikke ſnakke mere med Jens Peter den Gang. Men lidt efter kaldte han ham atter til Side og ſagde i Fortrolighed: „Ja, ja! Sket er fket og kan ikke gjores om—“ „Og gjort Gjerning er halvt forſvaret“. „Ja, vel ſaa. Det er ogſaa min Tænfemaade at ville finde mig i min Skjebne og ingen Kvalm gjøre. Men en Ting maa Du love mig“. i „Det tør jeg nok ſige ja til forud”. „Du ffal holde Mund med „Gevinneren“ og lade Folk blive i den Tro, at Du har vundet”. „Det fkal ſke ſaaledes“, ſparede Jens Peter og ryſtede ſin Svigerfaders Haand. „Ja, for Skaden kan jeg endda. bære, naar jeg blot ikke oven i Kjobet ſkal have Skammen med“. Den unge Mand forſikrede endnu en Gang, at han ſkulde være jaa tavs ſom Graven, og dermed gav den Gamle fig tilfreds. W edens mange af de middelvarme Lande, N „ ſom f. Ex. vort Fædreland, ere fattige SA) paa forſtjellige Arter af vilde Dyr, ere de varme Lande, ſom bekjendt, derimod meget rige paa disſe, af hyilke tillige mange i Storrelſe og Styrke langt bvergaar de Dyr, (Sluttes.) Elefanten. Af A. V. E. Toepfer. der findes i de middelvarme Lande. Det er en af disſe Beboere fra de varme Lande, ſom vi her fremſtiller for vore Leſere, nemlig Elefanten. Dette Dyr hører tillige med Svinet, Flodheſten, Tapiren og Neshornet til den deling af Pattedyrene, ſom paa Grund af N Hudens overordentlige Tykkelſe kaldes Tykhudede, og med Undtagelſe af Tamſpinet, der ſom Husdyr er udbredt over hele Verden, leve disſe Dyr kun i de varme Lande. Elefanten, der har hjemme i Afrika, Indien og I S MAN Elefanten. paa flere af de indijfe Oer, er ſom Billedet viſer, et | fødder, hvis Teer ere forbundne med hinanden lige til plumpt bygget Dyr med en fort og tyk Krop, der ſed⸗ vanlig har en brunlig, jordagtig Farve og kun er meget tyndt bekloedt med borſteagtige, morke Haar og ſom ender med en omtrent 4 Fod lang Hale, der ligner en Kohale. De temmelig høje og ſojleformede Ben have Klump⸗ Hovene. Halſen er kort, Hovedet ſtort og rundt, Orerne meget ſtore, iſcer hos den afrikanſke Art, og nedhængende, Øjnene derimod kun ſmaa. Naſen er ſteerkt forlænget og danner den ſaakaldte Snabel, der kan blive 6—8 Fod lang. J Enden af Snabelen ere Naſeborerne 133 anbragte, og i Spidſen findes der desuden en finger⸗ agtig Forlcengelſe. Snabelen tjener Elefanten baade ſom Lugte⸗, Fole⸗ og Griberedſkab. Den er i Beſiddelſe af en neſten utrolig Bevegelighed og Smidighed og kan drejes og bojes til alle Sider; den har desuden en jaa ſtor Styrke, at Elefanten med den kan brake temmelig tykke Træer og ſlynge tunge Gjenſtande højt” i Vejret. Naar Elefanten bliver angrebet af et eller andet vildt Dyr, ſoger den at gribe dette med Snabelen for at flynge det højt op i Luften og knuſer det derpaa efter Faldet med fine mægtige Fødder. Med Snabelen griber Elefanten fin Føde, der beftaar af ſaftige Grene, Frugter og Gres; den oprykker friffe Totter Græs med denne, ſlaar dem mod et Tro for at faa den ved⸗ hængende Jord til at falde fra Rødderne og putter dem derpaa ind i Munden. Den afrykker ligeledes ofte ſtore Grene med Snabelen for at vifte ſig med dem og jage de bejværlige Fluer bort, der ere en ſand Plage for den og dens værfte Fjender, thi dens Hud er trods ſin Tykkelſe meget folſom og pirrelig. Den fylder derfor ofte Snabelen med Sand, Støv eller Vand og ſprojter dette ud over Kroppen, for at jage Inſekterne bort og affjøle fig. Ogſaa naar Elefanten vil drikke, maa Snabelen gjøre Tieneſte, idet denne da fyldes med Vand, ſom derpaa ſprojtes ind i Munden. Det er iſcer Snabelens fingeragtige Forlængeljfe, der tjener ſom Griberedſkab; med denne kan Elefanten gribe de ubetydeligſte Gjenſtande, ſom Synaale, ſmaa Solv⸗ mynter, Papirsſtrimler, loſe Knuder o. ſ. v. Snabelen er derfor et meget vigtigt Redſkab; dens Finhed i Folelſe, dens Styrke og de mangfoldige Maader, hvorpaa den kan bruges, gjor den ligeſaa uundværlig for Elefanten, ſom Haanden for Menneſket. Tandforholdet hos Elefanten er meget mærkeligt og afvigende fra alle andre Pattedyrs. Den har kun faa, men meget ſtore Tender. J Overkjceben har den to Fortender, de ſaakaldte Stodtender, der kunne blive 8—9 Fod lange og rage langt ud af Munden; de benyttes ſom Elfenben og kunne opnaa en Vegt af henved 300 Pund. Disſe Tender have en aaben Rod og kunne derfor vedblive at vore. Elefanten benytter dem paa mange forſkjellige Maader; den løfter tunge Byrder op med dem, graver Huller i Jorden, vælter Sten og bruger dem tillige baade ſom Forſvars⸗ og Angrebsvaaben. Hjornetcenderne mangle aldeles, og i hyver Kjabeſide findes kun en eneſte, men meget ſtor Kindtand. Naar denne er bleven ſaa medtaget af Slid, at den ikke mere kan bruges, erſtattes den af en ny Tand, der imidlertid har udviklet ſig bag ved den gamle, ſom nu ſkydes ud af Munden. Et ſaadant Zandffifte af Kindtænderne ſker i Reglen 6 Gange i Elefantens Levetid, der beløber fig til over 100 Aar. Elefanten er ſom bekjendt det ſtorſte af alle Land⸗ pattedyrene; den kan opnaa en Vegt af 10,000 Bund, | I foder og en Skeppe Korn, og der fordres tre Mænds Længden udgjor 10—15 Fod foruden Snabelen og Skulderhsjden omtrent 10 Fod. Det er derfor meget heldigt, at et fan ſtort og ſteerkt Dyr er af en meget mild og fredſommelig Natur. Den angriber aldrig Dyr eller Menneſker uden at være bleven tirret, men i jaa Zilfælde er dens Vrede frygtelig. Paa den anden Side indgyder Elefantens Storrelſe og Styrke de andre vilde Dyr en ſaadan Reſpekt, at de næften aldrig vove at angribe den. Elefanterne leve i Flokke paa 10 — 100 Stykker. Enhver ſaadan Flok, i hvilken der omtrent findes 6—8 Hunner for hver Han, danner en ſluttet Familie, fom det ikke tillades nogen fremmed Elefant at trænge fig ind i. Den klogeſte Elefant i Flokken, ligegyldig om det er en Han eller Hun, er altid Anfører, og de andre Elefanter viſe denne en ſaa villig Lydighed, at de blindt hen folge den, naar den gaar i Spidſen. Trods fit plumpe Udſeende er Elefanten dog et meget behændigt Dyr. Den kan trave ſaa hurtigt, at en Rytter vanfkelig kan folge den, og den kan lifte fig jaa ſtille igjennem Skoven, at det næppe er muligt at høre den. Den er ogſaa en fortræffelig Svømmer og jætter. ofte over meget brede Stromme. Paa Øen Ceylon, hvor den helſt opholder fig i Bjergegnene, bevæger den fig med Behendighed op og ned ad de ſtele Skraaninger, og anlægger ofte Veje her med en ſaadan Klogſkab, at Folk, der give fig af med flige Anlæg, forbavbſes ved Synet af dem. Paa denne O har man endog fundet Spor af Elefanten paa den ſtelle Adams⸗Peak, en Bjergtop, der kun kan beſtiges af Menneſker ved Hjælp af Trin, ſom indhugges i Klippen. Det er dog ikke alene ved fin Storrelſe og Styrke, at Elefanten udmærker fig i Sammenligning med de øvrige Pattedyr, men ogſaa ved fin Klogſkab og Lær: villighed, i hvilken Retning "den. endog kan ſtilles ved Siden af Hunden og Heſten. Det er derfor let at forſtaa, at Menneſkenes Opmeerkſomhed allerede i Oltiden blev henvendt paa dette Dyr, ſom de med Held tæmmede i dens Hjemſtavn og benyttede ſom Husdyr. Baade den afrikanſke og indiſke Elefant benyttedes ofte i Oldtidens Krige med megen Nytte, idet man lod den rykke frem mod Fjenden med et ſtort Taarn paa Ryggen, ſom var fyldt med Soldater, De af Leſerne, der fjende Verdens⸗ hiſtorien, ville viſtnok erindre Elefantens Anvendelſe fra Tarentinerkrigen og Hannibals Kamp med Romerne. Efter at Skydevaabnene vare blevne opfundne, kunde man ikke mere benytte Elefanten paa denne Maade, da Geværilden og Kanontordenen gjør den bange og jager den paa Flugt; den bruges nu kun i Krigen ſom Laſtdyr f. Ex. til at flæbe eller bære det fvære Skyts fra et Sted til et andet. Endnu i vore Dage holdes Elefanten flere Steder ſom Husdyr iſcer i Indien og pan Ceylon; dens Anvendelſe vilde ſikkert være langt ftørre og almindeligere, hvis den ikke var jaa koſtbar at holde. Den eder nemlig. daglig 200 Pund Grøn- e : Virkſomhed til dens daglige Pasning. Hertil kommer endnu, at den er udſat for mange forſkjellige Sygdomme, og at den kun ſjeldent forplanter fig i Fangenſkab, men ſom ofteſt maa fanges, og derpaa tæmmes, hvilket omtrent fordrer tre Maaneders Arbejde. J Fangenſkabet, ved Omgangen med Menneſker trader Elefantens Klogfkab og bøje Begavelſe forſt ret tydeligt frem, og dens Evner kunne udvikles i en forbavſende Grad. De romerſke Skueſpillere lærte i Oldtiden den afrikanſke Ele⸗ fant at ffrive Bogſtaver med en Griffel, at gaa op og ned ad et udſpendt Tov, fire i Tallet at bære en femte, der foreſtillede fyg, paa en Beereſtol, at danſe i Takt, at ſpiſe af Guld⸗ og Solvfade ved et prægtigt beſat Bord med Jagttagelſe af Alt, hvad den fineſte Levemaade fordrede, og mange andre Ting. Ved de Arbejder, ſom Elefanterne udføre, lægge de ikke alene en beundrings⸗ værdig Kraft, men ogſaa en vis Skarpſindighed for Dagen. Paa Ceylon blive de ſaaledes ofte brugte til at opſtable Tommer, og der kan man ſe dem hele Timer i Zræf lægge den ene Bjelke oveupaa den anden, neſten uden at Opſynsmanden behøver at ſige et eneſte Ord eller give det ringeſte Vink. Naar Stablen har naaet en vis Hojde, og Elefanterne ikke longer med forenede Kræfter ere i Stand til at lofte en tung Ibentrckes Blok op oven paa den, forſtaa de, naar det blot er bleven dem viſt et Par Gange, at ſtille to Bjelker ſtraat op imod den, faa at der dannes et Skraaplan, op ad hyilket de da rulle det tilbageværende Tommer og ordner det, naar de forſt have faaet det op, ovenpaa Stablen. J Neapel brugte man for en Del Aar ſiden en Elefant ſom Haandlanger ved et Bygningsarbejde, iſer til at hente Vand i en ſtor Kobberkjedel. Den lagde Mærke til, at hver Gang Kjedlen gik i Stykker, blev den bragt til en Kobber⸗ ſmed for at iſtandſcttes; da den en Dag opdagede et Hul i Bunden pan Kjedelen, ſom Vandet” lob ud af, bragte den ſelv denne til Smeden, ventede til den var færdig, og gik jaa atter til fit Arbejde. En Aften, da en Engleender red igjennem en Skov i Nærheden af Byen Kandy paa Ceylon, hørte han en hæs og mis⸗ fornejet Stonnen, ſom fatte hans Heſt i en vis Uro. Ved en Krumning af Vejen jaa han pludſelig en tam Elefant for ſig, uden al Ledſagelſe. Dyret havde en tung Bjelke at flæbe paa, hvilken det holdt i Ligevægt paa begge Stødtænderne, Da Vejen var meget ſmal, var det nødt til at vende Hovedet til Siden for at fore Bjælfen igjennem paalangs. Da Elefanten ſaa Rytteren holde, loftede den Hovedet, betragtede ham et Ojeblik, kaſtede derpaa Bjelken paa Jorden og trykkede fig baglænds ind i Bufkene for at gjøre Vejen fri. Heſten tøvede imidlertid; Elefanten bemærkede det og trengte fig endnu længere tilbage, idet den gjentog fin Muml a, men aabenbart i en Tone, der ſkulde opmuntre Heſten til at gaa forbi. Denne ryſtede og vilde ikke fremad, og da Englænderen vilde iagttage begge de r kloge Dyrs Inſtinkt, lod han den raade. Elefanten traf fig da endnu en Gang længere tilbage imellem Bufkene, men lagde dog en vis Utaalmodighed for Dagen over, at man opholdt den jaa længe. Endelig benyttede Heſten fig af, at Vejen var fri, og efter at være kommen forbi, jaa Englænderen, at den kloge Elefant bukkede fig og loftede Bjælfen op paa fine Stodteender, hvorpaa den fortſatte fin Vej med den famme misfornøjede at forſtaa, hvad dens Vogter ſiger til den, og den viſer Lydighed, Hengivenhed og Taknemmelighed, naar den behandles godt, men hævner fig ved Lejlighed, naar man behandler den ilde, fornærmer eller driller den. En anſet Herre i Indien havde en Elefant, ſom han holdt meget af, og han plejede altid at være nærværende, naar den blev fodret. Da han en Gang maatte gjøre en Forretningsrejſe, overgav han Elefantens Pasning til ſin Tjener. Denne vilde benytte Lejligheden til at tilvende ſig en ulovlig Fordel; han ſolgte derfor omtrent Halvdelen af Elefantens Foder, jaa at det ſtakkels Dyr hver Dag blev mere og mere magert. Da Herren kom 9 og at han ikke kjendte Aarſagen til dens afmagrede Tilſtand. Da nu Elefanten ſkulde fodres, gik Herren ſom ſedvanlig ind til den, og han ſaa nu til ſin For⸗ undring, at den delte ſit Foder i to lige Dele, tog den ene til fig, men fkubbede den anden med Snabelen hen til Tjeneren, faa at dennes Utroſkab herved blev opdaget. Elefanten er en Ynder af ftærfe Drikke og Foreren op⸗ muntrer den ofte til fordoblet Anſtrengelſe ved dens Arbejde ved at give den Løfte herom, men han maa da vel vogte ſig for at narre den. En Soldat i Indien, der holdt meget af Brendevin, plejede ofte at dele dette med en Elefant. Da han en Dag var beruſet og blev forfulgt af Vagten, ſom han vidſte vilde bringe ham i Fengſel, tyede han hen under Elefanten. Vagten, der ſnart opdagede hans Skjuleſted, ſogte forgjcves at faa ham ud derfra; Elefanten forſvarede ham tappert med ſin Snabel og vilde ikke tillade, at man rorte ved ham. Saaſnart Soldaten, der var ſovet ind under fin Rus, atter blev ædru, vaagnede han, ffjælvede ved at ſe fig under det vældige Dyr og turde hverken røre Haand eller Fod. Elefanten dæmpede dog fnart hans Frygt ved at Fjærtegne ham med Snabelen ſom om den vilde ſige: „Gaa Du kun bort i Fred“. Da Franfkmendene i forrige Aarhundrede forte Krig i Indien, fil en Elefant et ſlemt Kjodſaar; den blev fort til et Hoſpital og forbunden der. Efter at den var bleven forbunden et Par Gange, gik den ſenere af fig ſelv hen til dette, hver Gang den fkulde forbindes, uden at Nogen behøvede at erindre den derom. Den forholdt fig aldeles rolig, da Saaret blev udbrændt, underkaſtede fig taalmodig Lægens Behandling og vifte ingen Uvillie mod ham. En ung Elefant erholdt ved en anden Lejlighed et ſlemt Saar i Hovedet, der gjorde Stonnen ſom for. Den tæmmede Elefant lærer ſnart + tilbage, paaſtod Tjeneren, at han havde pasſet den godt, 135 den faa raſende, at Ingen turde nærme fig den. Det lykkedes dog endelig Føreren ved Hjælp af Moderen at ” bemægtige fig Ungen. Han gav Moderen at forſtaa, hvad han ønffede og denne greb da Ungen, trykkede den med Magt til Jorden, holdt den i denne Stilling indtil den var bleven forbunden, og gjentog det ſamme hver Gang Forbindingen fkulde fornyes. Ved Belejringen af Paris 1871 nødte Mangelen paa Levnetsmidler til at man maatte ſlagte en Mængde Dyr i den zoologiſke Have, og mellem disſe ogſaa flere Elefanter. Der var tilſidſt kun en Elefant tilbage, ſom Vogteren allerede havde bundet for at dræbe den, men da fom der Befaling til at den ſkulde fkaanes. Vogteren kom derpaa en Tid bort fra Haven, men vendte efter nogle Maaneders Forløb atter tilbage til den. Elefanten kjendte ham ſtrax igjen, og da han kom for at bringe den Fode, greb den ham med fin Snabel, kaſtede ham flere Gange højt op i Luften og lod ham derpaa rolig blive liggende uden at bryde fig videre om ham. Man har endnu mange andre Træk, der vidne fordelagtigt om Elefantens ſtore Evner, men de anførte maa allerede være til- ſtrekkelige til at give Læferne en Foreſtilling herom. Jeg vil kun endnu anføre et Trek, ſom viſer, at den er i Stand til at aabenbare en høj Grad af Troſkab og Taknemmelighed mod ſin Herre eller Forer, naar denne har behandlet den godt. Da Kong Pyrrhus med væbnet Haand trængte ind i Byen Argos i Grakenland, fif en af hans Soldater, der ſad paa en Elefant, et farligt Saar i Hovedet og faldt ned af den. Da Elefanten mærkede dette, blev den aldeles raſende, ſlog de omgivende Fjender paa Flugt med ſin Snabel, tog derpaa den ſaarede Soldat forſigtig op fra Jorden med Snabelen og bar ham bort fra Kampen. Elefantens aandelige Evner viſe fig dog aldrig i noget klarere Lys end ved de Tjeneſter, ſom den yder Men⸗ neſket ved Fangſten af fine vilde Brødre, og herom ville vi ſenere bringe vore Leſere en interessant Frem⸗ ſtilling. Bognyt. Amman Johannes Holſts „uheſte illuſtrerede Skoleatlas“ er Navnet paa en ſmuk lille ville henlede Leſernes Opmeerkſomhed paa. Vi bringe jo jævnligt Skildringer af Livet og Naturen i andre Lande og i andre Verdensdele, hvilke Holderne vilde have dobbelt Fornejelſe og Nytte af at leſe, derſom de kunde opſoge vedkommende Steder paa Kortene, ſom dog i Reglen ſavnes i de fleſte Hjem, da en ſtorre Samling af ſaadanne, et „Atlas“, er derten koſtbar. Paa given Foranledning er det os derfor fjært at kunne henlede Leeſernes Opmerkſomhed paa ovennævnte lille Samling Kort over alle Verdensdelene og Evropas Lande, ialt 18, der jælges for den billige Pris 1 Krone. | De ere udførte jærdeles tydeligt og ſmukt, ſamt forſynede i Samling Landkort, jom vi | fra Danmarks forſte Old — er andet Ord; med oplyſende Billeder, fan hver Tomme af Papiret er omhyggeligt benyttet. Da det ſom jagt ofte vil være nyttigt og behageligt at have en Kortſamling ved Haanden og Holſts er det billigſte og forholdsvis bedſte Atlas vi Fjende, ikke mindſt til Bru for Skoleborn, kunne vi jærlig anbefale det til Anſtafſelſe i alle Hjem. Vornevennen, ſom udgives af Kantor J. Holſt har nu atter afſluttet en Aargang og foreligger nu ſom en ſmuk lille Bornebog paa henved 200 Sider til den billige Pris 4 Mk. Det er nu ikke ſaa faa Aar ſiden, at Bornevennens Udgivelſe begyndte, og den har i Tidens Lob faaet flere Konkurenter, men dette har kun haft den gode Folge, at det lille Blad ſtadigt er blevet bedre og ſmukkere. Det er originale Bidrag af de bedſte danſke Folkeſkribenter, der gjør Bernevennen til et tiltalende Blad for de Smaa, vi ſkulle kun nævne de for vore Læfere bekjendte Forfattere: Thyregod, Zacharias Nielſen, E. Henningſen og P. H. Sonderkoge, hvis Bidrag alle gjennemgaaende ere fortræffelige. Vi tro derfor ikke, at Bornevennen behøver det Loffemiddel, der ligger i Uddeling af 200 Præmier eller „Julegaver“ 9 1 og ijær vil vi tilraade, at Lokkeduen: den „ſtore koſtbare Dukke“, fremtidig bort⸗ falder, da der blandt virkelige Bgrneopdragere vel kun kan være en Mening om at disſe ſilkekloedte moderne Dukkeuhyrer hverken ere gode til at lege med, eller til at faa Forſtand af for Smaapiger. Barnevennen er det billigſte danſte Borneblad, da det kan beſtilles paa alle Poſtkontorer for 35 Orer Fjerdingaaret og udgaar to Gange om Maaneden. Firkantet Nad. Af 6 A, 4 R, 2 8, 16, 1, 1 0, 1 Y, dannes 4 Ord, ſom leſes fra Venſtre og fra Oven: En Danekvinde bold dog bærer end hans Ry fra Danmarks forſte Old — til os en gammel By det forſte Navn ved Jaſefjord. ſom Moder kjendes godt til en navnfundig Drot ved Lejre Savn. En Danekonge bold Det tredie har tro fortalt om begge alt hvad vi ved. Det fjerde er et Vand en Sø i Aſialand — Ved Du Beſked? Oplosning paa „den firkantede Nod“ i Nr. 16: 1 OSLO SLØR T O R T. Breppexling. ' „En Ven af Naturen“. Deres Onſker falde ſammen med Udgiverens, og der er alt truffet Forberedelſer til at Bladet af og til kan bringe Afbildninger af Danmarks ſmukkeſte og ejen⸗ dommeligſte Egne. = „Fridolin“. „Vinterens Nytte“ kan ikke blive anvendt. For tyndt. Zudhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte (Sluttes). — Elefanten, af A. P. E. Toepfer, med Å Billede. — I Nord og Syd, af Emanuel Henningſen, med 2 Billeder. — Bognyt. — Firkantet Nod. — Brepvexling. 5 | 1. Jsbiernen og Gronlonderen. Han havde juſt faaet en læffer Steg Og klappede ham paa Hoften blidt, En dejlig Seelhund, flæbt op paa Iſen, Det hjalp ham ej, at han ſkreg og bandte; Og nu ban gottede fig til Spiſen; Thi Enden blev dog, at hver tog fit. Thi Sulten højt i hans Mave ſkreg. Om Delingen var' de enig' i Grunden: Da kom der med et en laaden Vante Manden tog Spydet, og Bjornen Hunden. ; : 2. Bed en Turekegtuing i Spanien. J Cirkus var der ſtegende hedt, Man kan vel ſige han fik en Vakkelſe, Han fad og drømte, han laa i Fjeren, Der ikke var ganſke uden Forſkrakkkelſe. Da dumped den gode Mand med et Moralen er — det man ſagtens fatter, Paa Hovedet over Barrieren, Det har man jo gjentaget "atter og atter, Og neppe ſaa ham den vrede Tyr, Kun ſynes det ſkjult for Bjørne og Tyrene — BER Saa ſtyrted den løs paa den arme Fyr. „At Herre vi ere over Dyrene”! Emanuel Henningſen. Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. egen 9 9 Bine 2 Mlorſkabslezning, 1 og So. Sdgimt ak N. C. Num. 2. Aargang. ; Nr. 18. 2 Enilykkelig „Gevinner“. Fortalling af Knud Skytte. „Sluttet.) indetreerne havde tre Gange fældet Løv ſiden det ſtore Bryllup ſtod hos Wolle 0 Perſens. Nu ſtode de atter iforte deres yndige lyſegronne Vaardragt, Fuglene kvidrede i Treernes Kroner, Myggene ſum⸗ mede, Solen ffinmede og varmede; det var dejligt Som⸗ mervejt. Paa en ſmuk Spidag efermbdah ville vi finde Jens Peter og hans unge Kone ſiddende paa Beenken i Lindenes Skygge, og de fe ligeſaa ungdomsfriſke og livsglade ud ſom paa deres Bryllupsdag, ſaa det lader ikke til, at Savnet af de 205,000 Mark Courant har gjort mindſte Skaar i deres Lykke. Han ſidder og faar ſig en Pibe Tobak, mens han leſer Aviſerne, og hun har noget Haandarbejde mellem Henderne. „Er der noget Nyt i Aviſerne?“ ſpurgte Elſe. „Du fkulde leſe højt, jaa havde jeg ogſaa godt af det“. | „Ja, her traf jeg juſt et Stykke, ſom jeg er vis [ paa vil interesſere Dig. Læs ſelv“. Og han gav hende Bladet. 1 Elſe læfte Folgende: „Fredericia, den 14de Juni 18—. Det er i disſe Dage lykkedes Politiet at paagribe og indbringe i har forſtaaet at trodſe dets Aarvaagenhed. Han hedder Jens Grønholt, men er ſtadig, under Udovelſen af fine Sundagen b. 31. Januar. | Arreſten herſteds en vagabonderende Perſon, der længe | „Forretninger“, optraadt under andre Napne, ſaaſom Kjøbenhavn. 1825. „Soren Ullits“, „Mikkel Busſerup“ o. fl. Under det i Dag over ham optagne Forhør foregav han at være „Agent“ for en tydſk Lotterikollektor, og at hans Hverv var, ikke at afhænde, Lotteriſedler, men at optegne og til Kollektoren indſende Fortegnelſer over velſtaaende Meend med nøjagtig. GENER af deres Navne, Op⸗ holdsſted og nermeſte oſtſtation, for at Kollektsren hæderlige „Biforretninger“, eller med andre Ord, gjort fig. fkyldig i en Rakke Bedragerier og ligefremme Kieltringeſtreger, ſom det forhaabenlig vil lykkes vor dygtige Politimeſter at bringe tilſtrakkelig Lys over, for at Fyren derefter kan faa ſin fortjent af. „Det var dog orgeligt, at det ſkulde gaa ham ſaadan“, ſagde den unge Kone, efter at hay Be⸗ 1 of og lagt Bladet fra ſig, „jeg mener, burde 14 men det gjør mig dog jaa ondt for ham, og —“ i Sun ſtandſede. Jens Peter nikkede, ſom om han vilde opfordre hende til at tale ud. „Og paa en Maade bor vi jo være ham tak⸗ nemmelige; thi derſom han ikke havde været, og den tosſede Hiſtorie om „Gevinneren“, ikke var kommen op, hvad ſaa? Det var vel imod hans Billie; men han bar dog Bjulpet os“. „Ja, det er ganſte ſandt“, jvarede Jens Peter og greb hendes Haand. „Det gjor mig dog meſt ondt for Fader“, vedblev hun efter en lille Papſe; „han vil blive ilde tilmode, 9 . derefter i ſtort Antal kunde udjende Indbydelſer til at 5 ſpille i vedkommende tydſke Lotteri. Men ved ſiden af denne for en Dan] k Mand lidet hæderlige „Forretning“ 15 195 755 genten“ have drevet en Mængde endnu mindre, nok have fin Straf, ſom han viſtnok har fortjent ;. — 8 . EET ET SEEDEDE p ðx EET SE SETE FRØ REE IEEE RØNNE, Mark maar han læjer denne Beretning, der vil rippe op i et gammelt Saar”. „Jeg ſidder juſt og tenker paa det Samme”, ſvarede Manden; „vi komme til at lægge dette Blad til Side. Han har bedſt af aldrig at ſe det“. „Aa ja! lad os det, Jens Peter! Det var maaſke bedſt, jeg gik ind og puttede det i Komfuret ſtrax“. Hun tog Aviſen og reiſte ſig for at gaa. Men idet hun vendte ſig om, udſtodte hun et lille Skrig og blev pludſelig ſtaaende. Thi uden at Wgteparret havde market Noget dertil, var Wolle Perſen traadt ud af Doren med Morgenſko paa og ſtod næjten tæt bag ved dem med deres lille Barn paa Armen, og han havde maaſke hort hele den opleſte Beretning og hvert Ord, i den Anledning var faldet imellem dem. Else folte fig ſnart beroliget; thi da Faderen Skroek, fatte han et fornøjet Anſigt ergivent: Dojt om den“. Derpaa fatte han fig paa Beenken ved fin Datters Side og med Barnet paa fit Knæ. „Hufker Du, Jens Peter, hvad Slyngelen ſagde hin Aften, da vi fulgte ham jaa kjent paa Vej, og vi havde ſluppet ham los?“ ſpurgte den Gamle. „Ja, det hufker jeg nok“, ſvarede Svigerſonnen; „han gjorde ſlemt Nar ad os og truede med at komme igjen og gjøre os Fortred; men ſom vi Begge mente, var det kun en tom Truſel, og Ingen af os har jo heller mærket Noget til Udforelſen“. „Igsſes, har han truet os?“ ſagde Elſe i en frygtſom Tone. „Bare han ikke ffal komme en Gang og gjere Alvor af det! Hvorfor har Du ikke jagt mig det, Jens Peter“. „For jeg ſyntes, det var unødvendigt at forſkrakke Dig med det, min Pige!“ „Saaledes ſom jeg nu har gjort”, faldt den Gamle ind; „men Du kan ellers ſpare Din Vengſtelſe, lille Elſe; thi nu er han jo nappet, og desuden — han har, det ſolle gode Skind, ſogte at gjore os, hvad han kunde; men heldigvis ſlog det Klik for ham, for jeg er ikke jaa nem at narre — ſom jeg har været”, lagde han til. „Har han været her igjen?” ſpurgte begge Agte⸗ folkene paa en Gang. „Nei, været her har han dog ikke; det hyttede han fig endda for, ſom jeg ogſaa lod ham vide ved Afſkeden, det huſker Du nok, Jens Peter? Nej, men han har ſtrevet mig det ene Brev til mere ondſkabsfuldt end det andet. Jeg havde tenkt at holde det for mig ſelv; men ſiden han nu en Gaug er kommen paa Tale, den Usſelryg, er det dog bedſt, J faar det at vide“. Elſe havde foldet Sænderne og lyttede med ſpendt Opmeerkſomhed. „Har J disſe Breve endnu?“ ſpurgte Jens Peter. „Nej, jeg har ikke, de ere brændte; for jeg vilde ikke gjemme paa det Kram. Det vilde ogſaa have været altſor megen Are at viſe den Lumpenhund, der ſkrevr dem.“ ; „Men er I nu ogſaa vis paa, de vare fra ham? Thi at hans rette Navn ikke var under dem, kan jeg da vel begribe.“ „Nei, der var flet intet Navn under dem, de for⸗ bandede Lapper, men jeg havde jo jet hans Haand⸗ ſtrift baade her i Huſet og da jeg var med til at gjøre den tosſede Gaardhandel; thi da ſkrev han Kon⸗ trakten, og hvis den er til endnu, kunde jeg vel nok Mund op om det. Desuden behøvede jeg det ikke; thi jeg var vis i min Sag“. É „Naa da! Lad mig ſaa faa mit Skudsmaal at høre,” ſagde Jens Peter muntert og gned fig i Hen⸗ derne; „thi jeg kan jo vel tenke, det var mig, der maatte holde for. Hvad ſkrev han om mig?“ „Ja, det er ganſke ſandt, det var Dig, der maatte holde for!“ raabte den Gamle og lo; „Du kan tro, han malede Dig kjont af, og ligeſaa ſandt ſom Du er en Hedersmand —“ ) „Naa, naa! ſmaor nu ikke jaa tyft paa, jeg kan maafke ikke taale jan Meget af den Slags,” ſagde Jens Peter leende. : „Jo, Du baade fan og fial taale det; for det er ſandt, det lærte jeg ſnart at indſe, ſaa ſaare jeg fil Solvbrillerne af, og jeg vilde onſke, jeg i mine unge Dage havde lært ligeſaa Meget ſom Du kan, faa havde jeg været en anderledes Mand —“ „J glemmer Skudsmaalet, hvad var det, I vilde have jagt?” „Jeg vilde have jagt, at jaa ſandt ſom min Sviger- føn, Jens Peter Jorgenſen er en brav Mand” („Han kan endnu ikke bare fig”, hvidſkede Jens Peter til fin Kone. „Nej, for han holder jo ſaa meget af Dig; men forſtyr ham nu ikke“.), „ligeſaa vidſt er det, at Du maatte være en ærelps. Pjalt, hvis blot Tredie⸗ parten af det, han ſkrev om Dig, havde været ſandt. J havde været Krigskammerater hed det, og Du havde, mens Du tjente Kongen, gjort Dig ſkyldig i alle de Lumpenheder, ſom kunde optænfes. Han udmalede fine Løgne omftændelig nok for mig; men jeg kan ikke huſke dem ſaadan i det Enkelte, og ſelv om jeg kunde, vilde jeg dog ikke bryde mit Hoved med at fortælle enten Dig eller Nogen hans ondſkabsfulde Vrovl. Brevene endte alle med, at jeg ſkulde være paa min Poſt, og Summa Summarum: han vilde jætte Splid imellem os; det var Meningen. Men Gud ſke Lov og Tak: det lykkedes ham ikke. Tvertimod for hvert Brev der kom, folte jeg mig jo inderligere knyttet til den, der ſkulde lægges for Had, og naar jeg ſkal ſige rent ud, hvad jeg mener, jaa er der ikke en Mand i Verden, jeg vilde | fe i Dit Sted, min hære Jens Peter!“ have faaet den at laane; men jeg gad ikke luffe min Med disſe Ord. greb han ſin Svigerjøns Haand og trykkede den, ſom til Beſegling paa, at han mente hvad han ſagde. „Han maa altſaa have erfaret, at vi vare blevne gifte,“ ſagde Elſe. „Ja, naturligvis!” ſparede den Gamle; „ſaadan en Landlober og Snushane, hvis Haandveerk det er at have ſin Neſe i andre Folks Sager, kunde jo ſagtens faa det at vide; det var en ſmal Sag for ham“. Lidt efter vedblev han: „Nu ſenere har det ofte moret mig at tænke paa, hvorledes jeg lob og vilde kige Dig i Kortene, Jens Peter, og hvor udmærket det faldt i Traad for os, ſkjondt jeg havde tænft mig det pan en ganſke anden Maade. Det er jo en geengs Talemaade: „Hvem ved, hvad det ſkulde være godt for?“ og den er der viſt bedre Mening i, end mange tror. Var det ikke ogſaa grinagtigt, at Folk kunde hitte paa den „Gevinner“⸗ Hiſtorie om Dig? Den kom lige tilpas! Ha, ha, ha!“ „Ja, det er virkelig morſomt“, ſagde den unge Kone, „at da vi fra Tyſkeren og hans Haandlanger modtog en Indbydelſe til at ſpille i hans Lotteri, ſaa gik det ſaadan, at vi vandt alle Tre, ſkjondt vi intet Nummer tog.“ „Og alle Tre ere vi glade ved Gevinſten“, ſagde Wolle Perſen. „Men jeg er dog den lykkelige „Gevinner“, ſagde Jens Peter. Han flyngede fin Arm om fin unge Kones Liv og ſtjal et Kys fra hende. | „Nej, vi er lige gode om Gevinſten,“ paaſtod hun. „Og Gevinſten er lille Ole Peter!“ jublede den Gamle. Han lod Drengen ride Ranke paa fit Knæ og ſang dertil: „Ride, ride til Mollerens Hus, der var Ingen hjemme, uden en lille Misſekat og faa en lille Hund, og den laa i Lenken og bed i Benken, og den ſagde: vov, vov, vov!” Ja, det var morſomt! Drengen lo, ſaa det klukkede i ham, og Bedſtefader lo, og faa begyndte de Ride⸗ turen forfra. Kineſerne. vo tjender ikke af Omtale Kineſerne? 9 Enhver af os ved meget godt hvorledes | Vi vide, at hans en Kineſer ſer ud 5 Øjne ere ſmaa og ſidde ffævt i Hovedet i paa ham, at hans Næje er flad, hans Kindben fremftaaende, hans Hudfarve gul, at han rager fit Hoved, jan at der kun er en lang Piſk tilbage, ſom udgjør hans Stolthed. Vi kjende Kineſernes underlige Hatte og Huer, deres ejendommelige Klædedragt, deres tykſaalede Sko, ja ſelv de Bogſtaver, ſom de bruge, kjende vi fra Thekasſer og Soyaflaſker. Og dog er der ikke mange af os, der har ſet en ægte, virkelig levende Kineſer. Grunden dertil er ikke den, at der findes ſaa faa Kineſere i Verden, — tvertimod, intet Folkeſlag er ſaa talrigt. Der findes ſaa mange Kineſere, at hvis alle de Menneſker, ſom idag leve paa Jorden bleve ligeligt blandede imellem hinanden og jaa mar⸗ cherede forbi os en for en, ſaa vilde imellem hver anden og hver tredie være en Kineſer; thi dette Folk udgjor over en Trediedel, men ikke fuldt Halvdelen, af hele Jordens Befolkning. Man fkulde derfor ſynes, at det ikke var jaa fvært at faa en Kineſer at ſe og dog er det ſaa. Det er vel nok hendet, at en enkelt Kineſer har været i Danmark, men det er yderſt faa, og naar man ikke tilfældigvis opholdt fig i Kjøbenhavn for nogle Aar ſiden, da et ſtort Geſandtſkab af fornemme Kineſere med deres Tjenerſkab bejøgte vor Konge, er en Kineſer et ſjeldent Syn i Danmark. Det ligger i, at ſaavel de kineſiſke Love ſom den kineſiſke Religion under ſtreng Straf forbyder Kineſerne at forlade deres Fædreland. „Nod bryder alle Love“ og den i Kina herſkende Nod, der er fremkaldt ved Landets ſtore Overbefolkning, har i de ſenere Aar drevet mange hundrede Tuſinde Kineſere til at bryde overtvært og udvandre dels til Oſtindien, dels til Kalifornien og andre amerikanſke Lande, hvor de ernære fig ſom Markarbejdere og tildels ogſaa ſom Haandveerkere og gjøre megen Nytte ved deres Flid og Nojſomhed. Man er noget tilbsjelig til at le ad Kineſerne og finde, at de ere et underligt Folkefcerd. Ja, underlige er de rigtignok i evropeeiſke Øjne, men det er et Sporgsmaal om de egentlig ere mere latterlige end vi; det er under alle Omſtcendigheder en Smagsſag. Saa meget er viſt, at det er et Folk, der ved ſin ſtore Tal⸗ righed, ſin Arbejdſomhed og Induſtri ſpiller en ikke lille Rolle her paa Jorden, og ſom maafke en Gang i Tiden kan komme til at gribe alvorligt ind i Begivenhedernes Gang. Den ſmidige Telegraftraad og Hundreder af Dampere og andre Skibe fore ved den levende Handel mere og mere af Evropas Kultur og Dygtighed til Kina, Beboerne ere et livligt og vel begavet Folk, der efterhaanden nok vil vide at drage Nytte af den Lære, Evropckerne kan give dem. Lad os en Gang tenke os frem. i Tiden, at Kineſerne fan ligeſaa gode Vaaben og lige jaa vel uddannede Officerer og Soldater ſom vi Evropckere, hvad jag? Saa kunne de ſtille Armeer i Marken og Flaader i Søen, mod hvilke alle andre Folkeſlags Here og Flaader ville være ſmaa og ſpage. Tenke vi os evropeeiſk Fabriks⸗, Handels⸗ og Haand⸗ verksdrift almindelig indført i Kina, hvilken ubereg⸗ nelig Indflydelſe vil dette da ikke have paa alle de nuværende Handelsforhold? Ja i Sandhed, ligeſaa mærkværdige ſom Kineſerne ere ved hele deres hidtil⸗ værende Ejendommelighed, ligeſaa betydningsfulde kunne de i Fremtiden blive og det er umuligt at ſige om ikkte en Gang Han, ſom ſtyrer Folkenes Skjebne, vil give Kineſerne Opgaver at fløje, ſom vi nu ikke drømme om. Saa meget er viſt, at vi ikke med Ligegyldighed eller Foragt bor ſe paa et Folk, der er talrigere end Verdens ftørfte Nationer. For Ojeblikket er der ingen Fare; thi Kineſerne tilegne ſig kun langſomt den evro⸗ peiſke Kultur og tage hun imod det af den, ſom de for Tiden have Brug for, men naar dedden Gang ere voxede fra Riſet og blive fig deres egen Kraft bevidſte, da fkal Evropceerne vogte fig for at tirre dette Kempefolk. Medens den fattige Kineſer, ſom næften alene lever af Ris og The — om da ikke en gunſtig Sfjæbne „beriger“ hans Bord med en Rotte eller Frø, der af⸗ giver meget yndede Retter — lever kummerligt, og ofte dræber fine Børn, iſcer Piger, for at undgaa Byrden ved deres Opdragelſe, lever den rige og fornemme Kineſer ofte et overdaadigt og mageligt Liv. De fornemſte Embedsmeend og Laedeſte kaldes Mandariner, og ere meget anſete og indflydelſesrige. Det er overordentligt vanſkeligt for Evropckere at faa Udgang til disſe mægtige Herrer og faa kaſtet et Blik pag deres huslige Liv. Vore Læjere faar dog at danne en Undtagelſe og indbydes derfor til at kaſte En Mandarins Bolig. et Blik ind i den ſtormegtige Mandarin Psin-Fut-Tshos fornemme Hjem. Man vil ſe, at det er en ret anſelig Ejendom med ſtore rigtudſtyrede Bygninger, Broer og Haveanlæg. Men, vi kunne ikke nægte det, „underligt“ jer det ud lige fra Huſenes ſvajede Tage til de Skamler, der ſtaa paa Gulvet og den ſeere uregelmesſige Dor⸗ aabning, ſom ſes tilvenſtre paa Billedet. Den rige Huſets Herre er ifærd med den Nydelſe at drikke The, noget ſom Kineſerne jætte megen Pris paa. Det jer i det Sele ganſke hyggeligt ud og en rig Kineſer kan fore et meget behageligt Liv; men der er altid en Mulighed for, at det ender paa en mindre behagelig Maade; thi er han engang ſaa uheldig at falde i Unaade ved Hoffet eller hos en Stormand, faa kan det meget gjerne være, at han en ſtjon Dag modtager et Brev med det kejſerlige Segl, hvori han i de hofligſte Üdtryk anmodes om at tage Afſted med fin herlige Ejendom og med fit kjcre Liv, og jan er der intet andet at gjøre for den ſtakkels rige Kineſer end ſtrax at tage Livet af ſig. Naar alt kommer til alt, er det jaa dog maaſte bedre at være en fattig Daglejer i Danmark, under retfærdige Loves Beſkyttelſe mod Vold og Uret, end at være en fornem Kineſer. Vi kunde fortælle adſkilligt mere om Kineſerne. 141 men Pladſen tillader det ikke. Vi ſkulle kun omtale korteligt den kineſiſke Skrift. Iſtedetſor Bog: ſtaver bruge de et Tegn for hvert Ord. Da Sproget ejer en Mangfoldighed af Ord, er der ogſaa en Mang⸗ foldighed af Tegn, ſom folgelig ere meget vanſkelige at lære. Det vilde ligefrem være umuligt, naar ikke ſelve Tegnets Udjeende hjalp til at hujfe dets Betydning, hvilket vi ville viſe ved et Exempel. Der findes et Tegn, der ſer ſaaledes ud | 12 | ndnu og dette Tegn betyder Klammeri; det kan man huſke derved at det ligner to Kvinder i een Stue og Kineſerne mene, at hvor der en to Kvinder i een Stue, der er der ogſaa Uenighed; det kan jo gjerne være, at det er Tilfældet i Kina, men ſaaledes er det jo ikke hos os? 9 Gaaſetaarnet'). Af Emanuel Henningſen. Nat udenfor Vordingborg ligger der paa en Bakke et da ikke have at fortælle den undrende Nutid om hin fiene Fortid, da harniſkkledte Riddere med klirrende Guldſporer vandrede over Slotspladſen, medens Tvilling: brødrene, Axel og Esbern, fad i Lonkammeret hos deres kongelige Ven og raadſlog om Rigets Vel og Ve? Hvad vilde det da ikke kunne fortælle om hine Tider, da Jagthornene gjaldede, da Valdemar Atterdag med Falken i fin Haand ſpreengte ud over den dundrende Vindebro, efterfulgt af ſine Mænd, og de halſende Hunde, medens en uſelig Fange ſad ſukkende oppe bag Taarnfengslets Gitter? Naar man ſtaar der oppe i Taarnets overſte Stokveerk og fkuer ud over den bølgende Sg, over de vidtſtrakte Skove, da er det, ſom om de gamle Mure virkelig faa Roſter, da er det, ſom om man i Billed efter Billed faa den hele brogede Tidsalder med al dens Poeſi drage forbi. m Nede i Gaarden foran Slotstrappen ſtaar der en hvid, opſadlet Hingſt, den ſtamper og puſter, og Stald⸗ ſpenden har Moje med at ſtyre den til Rette. Da ſpidſer den med et ſine Oren, den lader hore en glad Vrinfken; thi inde fra Forhallens Stenfliſer lyder den kongelige Herres faſte, eldgammelt klirrende Trin. Og ud Taarn, Gaa⸗ paa Trappen træder dens ſetaarnet, ſnart den ſidſte Levning af det gamle, bekjendte Vordingborg Slot, der har givet Byen fit Navn. Her var i Valdemarer⸗ nes Tid de danſke Kon⸗ gers almindeligſte Op⸗ holdsſted, her fra udgik deres berømmelige Tog til Venden, her lukkede forſte og anden Valde⸗ mar deres Øjne i Do⸗ dens Blund. blev opført af Valdemar Sejr og Atterdag, og navn⸗ lig ſtylder Gaaſetaarnet denne ſidſte fin Oprindelſe Slottet var bygget i en Cirkel og omgaves af en masſiv, firkantet Ringmur af brændte Sten, uden for den var der en Grav, af hvilken der endnu tydelig ſes Spor. Ringmuren og de andre af Slottets Bygnings⸗ værter ere forlængft ſunkne i Grus; kun fan Reſter, der ſtadig gnaves af Tidens Tand, ſtaa endnu tilbage. Men over Ruinerne tr oner det 80 Fod høje Gaaſetaarn med fine ved Grunden fem Alen tykke Rodſtensmure, med fine otte Sto fværk, ffuende vidt ud over Land og Sø, rugende over fine et halvt Aartuſind gamle Minder. Kunde dets brunrøde Munkeſtene tale, hvad vilde det ) Benyttede Kilder: Traps „Statiſtiſk⸗topografiſk Befkrivelſe af Kongeriget Danmark“, Hammerichs „Danmark i Valde⸗ marernes Tid, Thieles „Folkeſagn“ m. fl. Det antoges, at Slottet fra forſt af Herre, Manden med det fine, kloge Anſigt, bag hvis brede Pande der boer Kløgt og Snille. Hans ellers jaa ſkarpe Oje er tilfløret og drom⸗ mende, og, ſettende den venſtre Fod i Stigbojlen, bliver han ſtaaende i dybe Tanker. Hoffolkene ſtaa tavſe og ubevege⸗ lige bag ved ham, og lige jaa ubevægelig ſtaar den kongelige Ganger; det er, ſom var den mejslet Gaasktaarnet. i Sten. Da aabnes Ormetaarnets tunge, jernbeſlagne Dor, en dodsdomt Mand føres ud for at vandre fin ſidſte Gang til Retterſtedets Blok; Dodsangſt og Kæde | taler ud af hans vilde, urolige Blik, og da han føres forbi Kongen, kaſter han fig ned paa Jorden og hæver de lænfede Hender: j „Naade, Naade, Herre Konge!” „Kongen fer op, vakt af fit Drømmeri; et underligt Smil lejrer fig om hans Mund, og han ſiger: „Kan Du ſtaffe mig at vide, hvad Tanke det var, der nu gik mig af Minde, og om det vil fe, jaa ſkal Du blive fri“. Da rejſer den dødsdømte fig og vandrer ud i Verden for at raadſporge viſe Mænd; men ingen kan give ham Beſked. En Aftenſtund kommer han til Bov⸗ bjerg, hin ſtejle Klint ude ved Veſterhavet, og banker paa med fin hvide Stav, indtil Bjergmanden kommer ud. , Kongens Tanke fjender jeg ej”, ſiger han, „men jeg har en Oldefar i Davbjerg⸗Daas; det er en gammel, | fremſynet Mand; gaa Du der hen“. Saa ſtyrer Manden ad Davbjerg til; men Bjerg⸗ manden der, ved heller ingen Ting. [ „Men i Rodſten paa Fur har jeg en Tip⸗Olde⸗ fer; kan han ikke vide Kongens Tanke, ſaa ved Ingen den“. Ved Midnatstid banker Manden paa ved Hulen, og der kommer en gammel udlevet Pusling frem, Hans Skæg er faa ſtort, ak han ſtaar og træder paa det. „Ja, jeg kunde vel hjælpe”, ſiger han, „men ſaa ffal Du forſt ſige mig tre Sandheder“. Manden tænker fig lidt om og ſparer: „Meget har jeg rejſt, og vidt er jeg faret; men aldrig har jeg ſet ſaa faſt et Hus, ſom Dit er“. „Ja, det kan jeg tro, for det er hulet af en Sten“. „Meget har jeg reiſt, og vidt er jeg faret; men 957 har jeg jet jaa meget Guld og Sølv paa en N „Det er muligt det; men ſaa videre!“ „Meget har jeg rejft, og vidt er jeg faret; men aldrig har jeg ſet ſaa lille en Mand med ſaa ſtort et Skeeg“. „Ja“, ſiger Puslingen, jaa vil jeg ogſaa ſige Dig, hvad Kongen tænfte paa, og det var: om han kunde faa Danmark, Norge og Sverrig ſmedede ſammen; men det ſkal ikke han, det ſkal hans Datter”. Da vandrer Manden glad tilbage, og Kongen ſkenker ham Liv og Fred. Det er en ſludfuld Regnvejrs Dag, Slotsgaarden er en eneſte Pal, og der ude ſtaar der et Geſantſkab, udſendt af det mægtige Hanſeforbund for at underhandle med den danſke Konge. Deres pragtfulde Kleder gjennemblodes af Regnen, deres lyſe Kraveſtoyler ſynke dybt ned i Mudderet, og deres Anſigter udtrykte Vrede og Wergrelſe over, at de ikke blive kaldte op til Kongen. Da træder denne ud paa Trappen med et ſpottende Smil paa fit Aaſyn, og Geſanterne falde paa Knæ dybt ned i Mudderet, ſaa byder Skik og Brug; men Kongen ler. Kort Tid efter modtager han paa en Gang 77 Krigserkloringer fra de forenede Hanſeſtader. Hans Læbe kruſer fig haanligt, og han ſiger med drøj Skjcemt paa Plattyſk: f „Söven und ſöventig Henſe; ſöven und ſöventig Genſe; bieter mich nicht die Genſe, ſo frag ich nicht een Schit na die Henſe“. Men ved Paaſketid derefter nodes han til at gaa om Bord paa et Skib med alle ſine Skatte og ſette Syd ad Tydſkland til. Fire Aar vanker han om der⸗ nede, halvt ſom en landflygtig Mand; thi den jydſke Adel har gjort Opror, og Hanſeſtcedernes Flaade hærjer paa Danmarks Kyſter. Uden for Slottets ſterke Mure ligger den fjendt⸗ lige Her; men Slotshovedsmanden, Hr. Vicko Moltcke, forſvarer det mandeligt. Han lader Vindebroen gaa ned i Nattens Mulm, fører fin Beſctning ud til Fjen⸗ | dens Lejr, ſlaar los paa de ſovndrukne Lybekkere og vender tilbage med mange Fanger. De lybſke Har⸗ forere ſende ham Bud og betinge ſig Fangernes Frihed, imod at de fan hæve Belejringen. Det bliver dem tilftaaet; men da de faa Undjætning, bryde de deres Ord. Kort efter indbyder Hr. Vicko dem til at mode pan Slottet til at modtage dets Nøgler, ſom han agter at overrækfe dem. Lybekkerne komme og faa ogſaa Nøglerne i Hende; men da raaber den liſtige Hoveds⸗ mand: „Nu har jeg holdt uit Ord, men J ikke eders!” Dermed lader han dem gribe og kaſte i Taarnets Fangehuller, hvorfra de forſt vandre ud, da Freden fluttes. Efter fire Aars Landflygtighed vender Kongen atter tilbage og griber paa ny Tojlerne med fine ſterke, ſnilde Hender. Han er den eneſte danſke Konge, ſom kunde forlade fit Rige og dog ikke miſte det . Mangfoldige ere de Sagn og gamle Minder, ſom knytte ſig til Gaaſetaarnet og dets Omgivelfer, og i de fleſte af dem er Valdemar Atterdag eller Valdemar „den onde“, ſom Almuen kaldte ham, den handlende Helt. Gjennem Folkeviſen klinger Sagnet om Kongens Elſkede, Tovelille“), os vemodig i Mode. Tovelille eller Duelil | — fortæller Sagnet — fulgte Kongen ind fra Tydſk⸗ land. Han ſtjulte hende forſt paa Hjortholm,… hvis Spor endnu findes i Moſen ved Frederiksdal, hvor Fureſven har fit Udløb; her fra flyttede han hende til Gurre, et lille Slot i Nordſjcelland, hvis Ruiner endnu ſes ved Søen af ſamme Navn. Her laa det lonlig ſtjult i de dejlige Skove, og her hen ilede Kongen, naar han træt af Kronens tunge Vægt for en Fort Stund jøgte Hvile og Ro. Her vandrede han med ſin lille Due i den ſtille Sommeraften langs Skovyſpens ſiv⸗ kranſede Bred, hvorom Bogen ſtrakte fin hvælvede Krone, her klang hans Jagthorn ved Vintertid lydt giennem de ſtille Skove, medens Hjort og Hind i vild Flugt ſprang hen mellem Buſk og Krat; her fandt hans Hjerte Fred, og hans Tanker Hvile. Hvor levende afmaler ikke Digteren”) hans glødende Leengſel efter den Elſkede, medens han paa fin fodrappe Ganger rider op „gjennem Moſer og dunkle Dale:“ Mig tykkes alt fra min høje Heſt at høre min Due kurre; o, dejligfte! ſnart er jeg Din Gerſt i Din Rede, det grønne Gurre. „) Nyere Hiſtorieſtrivere have paaviſt, at Sagnet om Tove⸗ ; lille maa henlegges til Valdemar den 1ſtes Tid, og at denne Konge og Valdemar Atterdag ere blevne forvexlede med hinanden. *) Chr. Winther. 143 Alt ſom jeg farer i Skovene frem, gjennem Moſer og dunkle Dale, ſynes mig høre omkring Dit Siem de flojtende Nattergale. Nu daemrer Dag, de Fugle ſmaa alt vaagne i Krattets Bure; klart ſpejlende fig i Søens Blaa jeg fkimter de rode Mure. Mig tykkes alt fra min høje Heſt at høre min Due kurre. O, dejligſte! ſnart er jeg Din Gæft i Din Rede, det grønne Gurre! Folkeviſen fortæller videre, at Dronningen i fin Skinſyge lod Tovelille indeſperre i Badeſtuen, i hvis ” hede, kvælende Luft hun ynkelig maatte do. Kongen ſorgede inderlig over hendes Død og førte i lang Tid hendes Lig, indeſluttet i en pragtfuld Kiſte, med ſig, hvor han jaa reiſte. Tovelilles Moder ſkal nemlig have bundet en Amulet om Datterens Hals, og Amulettens hemmelige Troldom bandt Kongens Hjerte. En Hofmand opdagede ſenere Amuletten og ſtak den til ſig, og fra det Ojeblik faldt Kongens Kjærlighed paa ham, indtil han, kjed deraf, kaſtede Amuletten i en So ved Vor⸗ dingborg. Fra den Stund blev Vordingborg Kongens Hjerte dyrebart. „Vilde Vorherre evig unde mig Vordingborg og Gurre, da ſkulde jeg ikke misunde ham Himmerig“, lægger Sagnet ham i Munden. ) Dans Dronning, Fru Helvig, blev ham tilſidſt jaa forhadt, at han lod hende holde fangen paa Søborg Slot i ſamfulde 23 Aar. To Aar efter Tovelilles Dod — fortæller et andet Sagn — var Kongen en Gang paa Jagt i Skovene om Søborg. Da jaa han mellem Treerne en Zærne i grønne Kleder, og det ſyntes ham, at det var Tovelille, der opſtanden og for⸗ ynget vifte fig for ham. Opfyldt af en heftig Lidenſkab ſvor han, at hun ſkulde blive hans; men Ternen tyede angſtfuld til den fangne Dronning og bad hende med Taarer om Sjælp og Frelſe. Dronningen iforte ſig nu Lernens Dragt, og ukjendt hvilede hun derefter i Nattens Morke paa Soborg i Kongens Arme. Nakſte Aar fodte hun deres yngſte Datter, Margrethe, den, der ſkulde gjøre Kongens Tanke, om de nordiſke Rigers Forening, til Virkelighed. : Kong Valdemar var ikke elſket af det menige Folk, ſom ikke havde Øjet aabent for, at han i Virkelig⸗ heden var Danmarks Frelſer i Nadens Stund. Hvad Almuen mindſt kunde tilgive ham, var hans lidenſkabe⸗ lige Lyſt til Jagten, under hvilken deres Ejendomme maatte lide. Derfor har Sagnet ogſaa dømt ham til fredløs at jage i Natten. gjennem Nordſſeellands Skove, ridende paa ſin hvide Heſt og efterfulgt af ſorte Jagt⸗ hunde med flammende Tunger. Ogſaa i Gaaſetaarnet lpøger hans urolige, fredløfe Aand, og mangen Bonde⸗ mand ved at fortælle om, hvorledes Svende og Terner i gammeldags Dragter af og til færdes der oppe i Taarnet, redende Sengen til deres Herre, at han kan hvile fig, naar han træt vender tilbage fra Jagten. Medens alle disſe Syner og Minder ere gledne os forbi, har Solen ſendt os ſit ſidſte Glimt, for den forſpinder bag Skovene i Veſt. Vi kaſte endnu et Blik fra Taarnets Tinde ud over Sjællands dejlige, ſkovkledte Kyſter, over Falſter, Lolland og Sundene mellem Oerne, hvor Skibene gynge for fulde Sejl, endnu et Blik ned over de ſunkne Mure, der omſlynges af Hyldetrceer, Humleranker og vilde Roſer, ned over de blomſtrende Frugthaver, ſom ere anlagte langs ad Voldbakkens Skraaning, jaa ſtige vi atter ned ad de ſtejle Trapper med en taknemmelig Folelſe mod den, der i Aarhundredets Begyndelſe fif den ſmukke Tanke, at ffænte Taarnet til Kongen, hvorved en af Danmarks minderigeſte Levninger fra Middelalderen blev bevaret mod Vandalismens ødelæggende Haand. husflid. Ganle Klude. Mledens Linnedklude er et efterſogt og værdifuldt Affald, fordi det er uundværligt til Papirfabrik⸗ kerne, har gamle Klædeslapper langt mindre Værdi, ſtjondt ogſaa de opkjobes for af rivende Maſtiner at kradſes „ſaa fine ſom Fnug“, ſpindes ſammen med lidt Uld og vaves til det i Nutiden faa bekjendte, mere ſmukke end ſolide Kradsuldsklode, ſom jælges for jaa godt Kjøb, at mangen fattig Karl flotter fig dermed en fort Tid. Det tykke halvuldne „Düffel“ ſer en kort Tid med Haan pan det „ſimple“ Vadmel — men kommer ſnart fin Kludenatur i Hu og bliver igjen en mølle Klud“ medens Vadmelstojet endnu i lang Tid er Stadsdragt og i endnu langere Tid en varm ſteerk Arbejdsdragt. „Det er imidlertid ikke herom at vi denne Gang ville tale, men om forſkjellig anden nyttig Anvendelſe af gamle Vadmels⸗ og Kladeslapper. Udg. har nemlig for fort Tid ſiden modtaget et Brev fra en Ungkarl i Veſtjylland med flere ſmukke Prover i det ſmaa paa Anvendelſen af Kledeslapper til ſmukke Tœpper, og Brevſkriveren mener, at kunde Husvennen gjore Smaa⸗ folk opmerkſom paa ſaadan Anvendelſe, vilde det kunne komme mange til Nytte. Nu er vel ſaadan Anven⸗ delſe af Kledeslapper ikke noget nyt, men da den dog ikke er kjendt af mange Leſere, henleder Bladet jan gjerne Opmerkſomheden derpaa. Narvnte Ungkarl ſkriver, at han af Smaaklude, han har faaet for intet eller for en UÜbetydelighed hos en Skreder, i fin Fritid i Vinter har ſammenſyet flere Tepper til at lægge foran Senge eller under Borde. Han har ingen ſolgt, men derſom han vilde ſcelge dem, tror han nok han kunde faa fit Arbejde meget godt betalt. En af de ſendte Modeller ſer ud ſom om⸗ ſtagende Tegning viſer. Af fire forſkjellige Slags, eller Farver, Kludeſtumper er udſkaaret lige ſtore firkantede Lapper. Disſe er i regelmesſig Orden ſyede ſammen, eller rettere kaſtede ſammen med ſterkt hojrodt eller grønt Uldgarn, i Knaphulsſting, og presſede fladt ud. 144 Om det langagtige firkantede Tæppe er nu ſyet en Kant flettet af Kledeliſter, der er forfærdiget paa den Maade, at tre Liſter ere udſpendte fladt ved Siden af hinanden f. Ex. en graa, med en gron i Midten), og deri er da en ſort Lifte indvævet, idet man har begyndt fra den ene Ende og ſtadigt har indvirket den frem og tilbage verelvis over og under de tre Strenge, der foreſtille Renningen, medens den forte Lifte er Iſletten. Naar Fletningen er. færdig, ſkceres den ſkraa i Hjor⸗ nerne og ſyes ſammen om Midtpartiet — og man har da et rigtigt varmt og ſmukt Toeppe af værdiløfe Klude. „ y 82 Saadanne Kludetæpper ere hidtil kun blevne for⸗ fœerdigede til Tidsfordriv af Damer. Det kunde blive en Del mere for Fattigfolk. Brevſkriveren fortæller ſaaledes, at han kjender en fattig Kone, ſom har ſyet lig et Sengetæppe af Smaaklude og bruger det varme Tœppe ſom Kaſteklœede naar hun ſkal ud i ſteerk Kulde, og han anfører en fattig Mand, ſom af Klude har ſyet fig et lille kjoͤnt Dynevaar og andre, der have brugt ſaadanne Smaatapper til Stoleſcder og Betræk paa Sivſkamler. SÅ løse har oftere Jet gamle Klude anvendt til fortræffelige Morgenſko, baade ſyede med mangedobbelte ſammenſtukne Kleede⸗ og Vadmelslaſer til Saal, og flettede af Kledeliſter, og ved mere end en fattig Kone, ſom har en god Indtagt af dette Kludeſkomageri. Skulde nogen. af vore Leſerinder være. Meſtre i denne Kunſt og vil ſende Udgiveren en tydelig Beſkrivelſe af Arbejdet (eller af andre ſimple, ſmukke Sammenſyninger af Klude, ſom kunde veere til Nytte for det tarvelige Hjem), ſaa ſkulle vi gjerne give Plads for ſaadan Arbejderanvisning. Paa Husflidens Omraade gjelder det mere end paa noget andet: „Samler det Tiloversblevne ſammen, at intet ſpildes!“ Bognyt. Jydſt Bondeliv. Af Knud Skytte. Af de, under denne Fællestitel bekjendte Fortællinger er i denne Tid udkommet et nyt Bind paa Schönbergs Forlag, indeholdende to vakre Fortællinger: Lykkeſkillingen og „Stuerhed“. Vore Læjere have netop i denne id fulgt den lykkelige „Gevinners“ heldige, og Wolle Perſens fortredelige Heendelſer, ſom „Knud Skytte“ jaa morſomt har ſtildret, alle godtroende Folk til Skrark og Advarſel ligeoverfor de tydſke Lotterikollektsres frekke“), ) Efter hvad Udgiveren har erfaret, er der nylig fra Kjoben⸗ havn ſendt hamborgſte Lotterikollektorer 30,000 nye Poſt⸗ anvisningsblanketter, ſom de have kjobt af det danſte Poſt⸗ veſen, hvilke ſandſynligvis alle ſtulle ledſage 30,000 Logne⸗ | — lille Dreng, ømme Henvendelſer, og alle „ulykkelige Elſkende“ til Treſt og Opmuntring, faa at maaſke ikke Faa netop kunde være i Stemning til at høre ſamme Forfatter fortælle et Par andre jævne Landsbyhiſtorier, og vi tro, at de fleſte ville have godt af at læje begge de oven⸗ nævnte. Den forſte ſkildrer den nærige „Madſtrevers“ Elendighed, og den anden den flotlevende „Proprieteer⸗ bondes” Usſelhed, ſammenholdte med den jævne Bonde⸗ mands bramloſe og brave Færd, DØ begge have daglig⸗ dags Trek fra det daglige Liv, ſkildrede med en fjelden. Naturtroſkab og Inde. Saaledes Vintermorgenen, hvorpaa den prægtige „Saaren“ begynder Fortællingen „Stuerhed“, med Morgenſyslen i fin Husbonds Gaard. Det er maaſke ikke mange af vore Læjere bekjendt, at Navnet „Knud Skytte” er et „Forfatternavn“, hvor: under Lærer J. Nielſen (i Sjelle) ſkriver. Smaating. En driſtig Spog. Rabelais, en af Frankrigs be⸗ romteſte Lærde (Læge og Skribent, død 1553), havde været i længere Tid i Italien og vendte nu tilbage til Pe ee Han var kommen til Lyon, men manglede Penge for at komme til Paris. Han fandt da paa en Liſt, der vilde have været” livsfarlig for enhver Anden end ham. Da han var kommet ind i et Hotel i Lyon, forlangte han et afſidesliggende Verelſe og en li der kunde leeſe og ſteive Han lavede imidlertid flere ſmaa Pakker af Aſken paa Kaminen og da Barnet havde bragt ham Pen og Blak ſamt Papir, bod han ham at ſtrive Billetter ſom: „Gift til Kongen“, „Gift til Dronningen“ o. ſ. v. Derpaa kliſtrede han disſe Billetter paa Pakkerne og ſagde til Barnet: „Min lille Ven tag Dig nu vel i Agt for at ſige til Nogen, hvad jeg har ladet Dig ſkrive; thi det vil koſte baade mit og Dit Liv“. Medens han ſpiſte, undlod Barnet imidlertid ikke at underrette ſin Moder om det forefaldne, og det forſte den gode Kone gjorde, var naturligvis at melde Hotellets nye Gjeſt til Gensdarmerne. Politi⸗ meſteren kom lobende med fine Bueſkytter, udſpurgte Rabelais, ſom ſvarede galt paa hans Spørgsmaal, bemægtigede fig derpaa den Rejſende og hans Vadſcek og førte ham under god Bevogtning til Paris. Men da Rabelais var ankommen hertil, navngav han ſig. Han forlangte at tale med Kongen, ſom ſtrax gjen⸗ kjendte ham, og fortalte ham det vellykkede Puds, ſom han havde benyttet, for at komme fra Lyon til Paris, odt beſpiſt, vel bereden, alt paa hans Majeſtets Bekoſtning. Kongen blev, fortæller man, langtfra vred, men morede ſig med fit Hof over den driftige 5 Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 17: XR S A. Indhold. En lykkelig „Gevinner“, Fortælling. af Kund Stytte (Sluttet). — Kineſerne, af R. N. med Billede. — Gaaſetaarnet, af Emanuel Henningsen, meb Billede. — Husflid: Gamle Klude, med Billede. — Smaating. breve om en lykkelig Nabo, „Gevinner“ af 205,000 Mark, af ſamme Art ſom det, der her i Knud Skyttes Fortælling er ordret aftrykt efter Originalen. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Bed Bethlehem ſtor Travlhed var, der ſysled Svend hos Pige. Krumſeglen ffar, og Laſtdyr bar til By de Byrder rige. Hoſtgloeden herſkede paa Vang og gav fig Luft i feſtlig Sang. — Sorgmodig dog og ſtille en Kvinde ſanked paa fin Gang de Ax, ſom gik til Spilde. Sun var faa ſmuk, hun var faa ung, og dog var Kinden blegnet; thi hendes Ungdomsvej var tung og ſterkt af Alvor tegnet. Hun havde prøvet Smertens Kval, hun havde gjort et Livfens Valg, | og ſtilt fra Sjem og Frænder hun fattig gif i fremmed Dal, foruden Vorn og Venner. Den rige Boas kom fra By, han hilſte: „Fred med Eder!“ om tabte Vipper leder? Hun gaar ſaa enſom og forſagt, og fremmed ſynes hendes Dragt; hvor kom hun her i Søften?” — Ejenſvared Spenden: „Man har bragt den Kvinde hid fra Oſten. ) Bethlehem betyder: Brodets Hus. 2. Aargang. | Nr. 19. 2 Adginet af AN. C. Bom. 0 Hundagen d. 7. Jebruur. Morſhabslasning, Oplysning og Dusffid. 5 Kisbenhayn⸗ 1825. Ruth ſanker Ar pan Boas“ Ager. 1 || || | | | | ll fi | | | 1 | | | | | Skondt Bethlehem har Navn af Brod,“ ej altid blid var Tiden; i Staden var der Hungersnod for flere Somre ſiden. En Mand med Viv og Sonner to drog da til Moabs Land at bo, og der hans Nod fif Ende; thi han blev ſtedt til Gravens Ro. — Den Mand var nok Din Frænde. De Sonner fandt og Doden der og lagdes ved hans Side; men forſt de vandt en Huſtru hver blandt Moabs Døtre blide. Tre Enker ſad i Sorg og Savn. J Bethlehem var Noomis Navn vel kjendt i fordums Dage. — Hun længtes mod fin Fodeſtavn og ſtunded hid tilbage. Saa tog den Gamle Stav i Haand, og ſpurgte: „Hvem er hun, ſom bly | hun fulgtes af de Zvende. Der var ſaa ſteerkt et Ømhedsbaand || imellem dem og hende. Hun bod ved Landets Granſeſkjel de Sonnekvinder ømt Farvel, bod dem med Gud hjemdrage, og Orpa med bevæget Sjæl gik til ſit Folk tilbage. *) 3 Moſeb. 23, 22. li il lt fil „Vel!“ ſpared Boas. i, 8 ) i i 2 e 6 Endnu den unge blide Ruth dog græd i Noomis Arme. „Med Folk og Fortid har jeg brudt,” jaa brød hun ud med Varme „Til Jakobs Gud ſtaar nu min Lid; med Dig jeg folger al min Tid, Din Fremtid min ſkal være, og Livets Moje, Savn og Strid vi hjælpes ad at bære”. | Saa kom hun hid, og nu hun boer i Armod hos den Gamle, og da de ej har Gods og Jord, hun gaar for Ax at ſamle.“ Saa talte Svenden ſnild og klog, omtrent ſom i den gamle Bog det end for os ſtaar prentet, og Boas dybt bevæget drog et Suf, fra Hjertet hentet. „Moſe Lov forbød os Alt at ſkœre, “) at Lidt til Fattigfolks Behov der kan paa Agren være; vi Lovens Fordring agte vil. — Men Du, min vakre Datterlil!“ jaa løb til Ruth hans Stemme „Ver troſtig kun og hold Dig til blandt mine Folk ſom hjemme!“ 146 Jeg fjender vel Din Kjærlighed imod Din Mages Moder, og at Du gik de tunge Fjed fra Hjemmets Gods og Goder og endſed ikke Nod og Savn i Tro paa Herrens Magt og Navn, der herſker i det Hoje. Stol Du kun paa: For Smaa⸗ folks Gavn og Verd han og har Oje! Jagthiſtorier. Eſter en gammel JIcgers Fortalling af Br. H. N 8 1. En „fodt“ Jagthund. Jeg er Kjøbmand, eller rettere jagt, jeg har været | det; for nu foreſtaar min Svigerſon Forretningen, og jeg har Lov til at ſlaa mig los pan mine gamle Dage, og det gjør jeg ogſaa. Hvert Eftergar gjør jeg en Tur derned til Viborgegnen, hvor jeg har en god Ven, der ejer en ſtor Gaard med ypperlig Jagt. Ja der er det en Forngjelſe at jage; fer der er man ikke indſkrenket af alle disſe ſmaalige Bekjendtgjorelſer i Aviſen om, at „al uberettiget Jagt paa min Mark forbydes og ſtraffes efter Loven“, nej der har man Frihed, der har man Plads til at røre ſig, og der er der endnu Vildt. Jeg har ellers ikke altid været Jæger; jeg var en ældre Mand, henad de halvhundrede, inden jeg lærte at haandtere en Basſe og ſkyde en Hare, og det er ikke ſaa nemt, ſom mangen maaſke tror. Jagten har fin Videnſkab; men den leerer man ikke ved at hænge over Bogerne, den læres kun med Bosſen i Haanden ude i den fri Natur. Man ſiger rigtignok, at man ikke ſkal lære gamle Hunde Kunſter, og forſaavidt det angaar Hunde, da ſlaar det til, det ved jeg af Erfaring; for min gamle Trofaſt, der havde været Gaardhund i 12 Aar og var en ualmindelig klog Hund, kunde aldrig lære at ſtaa for Søns, ſkjondt Gud ved, jeg gjorde mig Umage nok med den! — men vil man anvende, dette Ord paa Menneſker, faa ffal man være meget varſom, for faa hedder det, „man ſkal lære, jaa længe man lever“, og paa gamle Kjob⸗ mend pasſer det nu ikke det allermindſte, det ved jeg ogſaa af Erfaring. Jeg havde i, Gud ved hvor mange, Aar gaaet Dag efter Dag og rodet i Butikken og Pakhuſene, ſlidt og flæbt og aldrig tenkt pan andet end at kjobe billigt og ſcelge dyrt; for det er der Fordel ved, og det er Fordelen, en Kjøbmand fkal leve af, og jeg fik da ogſaa paa denne Maade ſkrabet ſaa meget ſammen, at jeg kan leve paa mine gamle Dage uden at bryde mig om alt dette Roderi. Den eneſte Opmuntring, ſkal vel Dit Tarv beteenke!“ | Saa lod den gjæve Søvdings Ord Rad til den forladte Enke. — Og førend Hoſtens id vandt ud, Da fæjten Boas Ruth til Brud, og glad den gamle Kvinde " igjen faa flædt i Brudeſkrud fin kjerlige Veninde. Vor Gud, paa hvem Du ydmygt Hun fik et Navn i Brødets Stad, tror, ſom ej forglemmer atter: | Blandt Herrens fromme Modres ſtaar Moabs edle Datter; fra hendes Hus gik Stammen ud, den Kongeſtamme høj og prud, hvis Minde ej forſtummer, jaa vidt ſom Davids Son og Gud en gjenloſt Slægt hukommer. C. A. Thyregod. jeg dengang undte mig, beſtod i, at jeg hver Onsdag og Lørdag Aften, beſtemt Kl. 7/2 mødtes i Klubben med to gode Venner for at drikke et Glas Punſch og ſpille nogle Rubbere; for vi ſpillede altid Tremands⸗ whiſt med blind Makker ſom fjerde. De andre to vare Kjøbmand Bruhn — ja han ſkrev altid med „h“ — og Propietcer Møller. Bruhn var ingen rigtig Kjob⸗ mand, men en Forening af en Spekhoker, Urtekremmer, Vinhandler, Farver og Apotheker, intet fuldſtendig, men lidt af hver Slags, det man nutildags kalder for Materialiſt, og Moller var heller ingen rigtig Pro⸗ prieter; han var ingen Ting, han levede af ſine Penge; men det er jo en Titel, der godt kan bruges i Mangel af nogen anden. J fordums Tider havde han et eller andet Sted havt en ſtorre Landejendom, og ſiden den Tid havde han beholdt ſtor Forkjerlighed for Jagten. Han var en høj, tynd og mager Mand, men alligevel ſterk, ret hvad man falder en ſej Karl, han ſnakkede ikke meget, og hans Anſigt var altid ſaa ubevegeligt og uforanderligt, ſom om det var gjort af Jern. Enten han ſad med Henderne fulde af Trumfer eller han ikke havde et Stik, han ſpillede med ſamme Ro og Opmeerkſomhed, og han ſpillede altid godt. Imellem Rubberne ſnakkede vi lidt, for det var forbudt under Spillet, og da kunde han ſommetider ret faa Munden i Gang. Det var da altid Jagthiſtorier, han opvar⸗ tede med, underlige Begivenheder, mærkværdige Til dragelſer, ſom han ſelv havde oplevet, og efterhaanden bleve vi andre to ſaaledes ſmittede af dem, at vi om⸗ | fattede hans Jagtidrœt med en Interesſe, ſom angik 9 9 den os ſelv, og det gjorde den jo ogſaa paa en Maade, fordi den afgav Stof til vor eneſte Underholdning. Saa foreſlog han os at deltage i en Jagttur. Vi gik ind derpaa, anſkaffede Bosſer og Jagtrekviſiter, og jaa gik det los. Det var et morſomt Liv. J Begyn⸗ delſen kunde vi ikke gjøre andet end kyſe Vildtet, og det gjorde vi ogſaa tilgavns, for vi ſparede ikke paa Krudtet, jaa Møller ofte bandede paa, at vi vare værre end to uopdragne Køtere; men da vi forſt havde faaet Blod paa Tanden, det vil ſige, nedlagt vort forſte Bytte og ſpiſt det i Form af Steg, jaa gjorde vi hurtige Fremſkridt og bleve altid ivrigere, ijær Bruhn. Endnu havde vi ikke faaet anffaffet Sunde, vi. nøjedes med Mollers Diana; det var forreſten en ganſke ud⸗ market Hund; Major Ballerup bod en Gang forgjeves | 150 Rd. for den — men vi tænfte ſterkt paa at faa os ſelv et Par. Saa hendtes det en Loverdag Aften ſidſt i Sep⸗ tember, at Bruhn ikke mødte i Klubben til beſtemt Tid, og det var meget mærkværdigt, for det var endnu aldrig hændt i de 16 Aar, vi havde ſpillet ſammen. Moller og jeg, ſad lige over for hinanden ved Spille⸗ bordet, Bruhn ſkulde have den Blinde og Møller give. Hvert Ojeblik faa han paa Uhret. Da Klokken var 7 blandede han, og da den var 8 blandede han atter. | „Kommer han nu ikke inden et Kvarter, ſaa giver jeg; det maa han finde fig i!“ ſagde han og tændte en friſk Cigar. ik „Maa jeg ikke helſt gaa hen og fe, hvor han bliver af?“ ſpurgte jeg. „Nej!“ ſparede han; „han kommer nok. Maaſke hans Uhr gaar galt; men mere end en Time kan det ikke være!” „Eller maaſke er han bleven ſyg!“ ſagde jeg. „Syg! Bruhn ſyg!“ Gjentog han og ſaa mig ind i Anſigtet. „Hvorfor ſkulde han blive ſyg?“ Ja det vidſte jeg ikke, og ſaa tav jeg og grundede over dette Sporgsmaal. Da aabnedes Doren plud⸗ ſelig, og en ſtor Honſehund kom farende ind, medens Bruhn i egen Perſon vifte fig i Doren, fund og raſtk og med et fornøjet Anſigt. „Er det ikke en prægtig Karl, hva?” ſagde han og nikkede hen ad Hunden. Ja det var en flor, ualmindelig ſmuk ſortbroget Honſehund, ſterk, ſmidig og raſk, ſom en Jagthund bor være, men lidt klodſet og kluntet, ſom unge Hunde pleje at være. Den opførte fig juſt ikke faa ſerdeles godt. Forſt gjorde den en hurtig Vending omkring i Stuen og afſogte fuldſtandig Gulvet, derpaa foer den op pan Sofaen, Stole og Borde, væltede et Par Kopper ned paa Gulvet, ſlugte i en Mundfuld Reſten af Møllers Smørrebrød, og foer faa los paa ham, ſom om den endelig i ham fandt, hvad den ſogte, ſprang op ad ham, flikkede ham i Anfigtet, gjoede af Glæde og var faa overvældende ivrig og ſterk i at bevidne ham fin Kjærlighed og Andeſt, at han næppe kunde værge fig mod at blive faftet ned paa Gulvet. „Er det ikke en prægtig Karl?“ gjentog Bruhn, „og det er min!“ ; ; Aa ſaa fald dog Baſtet til Dig!“ ſkreg Møller. „Sjanko, Sjanko!“ kaldte Bruhn i alle Tonarter fra den meſt kjelende til den meſt bydende; men for⸗ | | Bag i Vognen ſtod Madkurven. gjæves! Sjanko havde ſaa ganſke forelſket fig i Møller, at den glemte at adlyde fin Herre. Saa tog han den i Halsbaandet og den rejfte fig paa Bagbenene og blev ved at ſlaa efter Moller med Forpoterne, medens den tillige gabede og gisede kjelende hen imod ham. „Den kan ganffe beſtemt lugte, at Du er en rigtig | Jeger!“ ſagde Bruhn. „For det er mærkværdigt faa klog den er!“ „Hunden er kjon nok, men det er jo ikke fort | andet end en Hvalp. Er den dresſeret?“ ſpurgte Moller. „Ja det kan Du bande paa!“ ſparede Bruhn. „Den er af engelſk Race, en rigtig ægte Jagthund, af den Slags, der ikke trænger til Dresſur. Den har Naturen, Jagtnaturen, og det er nok. Jeg kjobte den af Forvalter Larſen paa Bogholm. Han har ſelv bragt den hjem fra England. i „Sm!“ ſagde Møller, „bare den er godt dresſeret. Den ſer mig ud til allehaande, den er endnu for kaad!“ „Ja, den er ogſaa ung;“ ſparede Bruhn, „den er fuld af Spillopper. Aa, ſaadan den har rendt omkring med mig. Jeg vilde have den med for at viſe Eder den; men ſaaſnart vi vare ude af Doren kilede den af, og jeg bagefter, og ſaaledes have vi faret omkring fra den ene Ende af Byen til den anden i en hel Time!“ „Vi maa prove den!“ ſagde Moller og begyndte at give Kort. „Lad os ſaa begynde at ſpille.“ „Bruhn havde bundet en Strikke i Hundens Hals⸗ baand, bandt den nu til Benet af ſin Stol, og faa ſlog den fig til Ro, medens vi ſpillede den førfte Rub⸗ ber. Bruhn tabte, hans Tanker vare ikke ved Kortene, men ved Hunden, og derfor ſpillede han flet. „Jeg længes efter at je, hvad han duer til,“ ſagde han, „Vejret er godt, vi lejer en Vogn og kjorer i Morgen tidlig 3—4 Mil veſt paa til et Sted, hvor der en god Jagt Jeg afholder alle Udgifterne og indbyder Eder ſom Gjeſter!“ „Men ſaa maa Du tage en god Madkurv med, for der ude er det vanfkeligt at faa noget ordentligt at ſpiſe!“ ſagde Moller. „En Madkurv!“ ſparede Bruhn. „Ja J ſtal faa en Madkurv der har vaſket fig! J ſkal fan baade at æde og drikke, fan Eders Hjerter ſkulle fryde fig!” „Godt, ſaa tage vi med Tak mod Indbydelſen!“ ſagde Møller, og jeg yttrede ogſaa mit Bifald. Bruhn lettede ſig lidt for at ſamle den Blindes Kort. J ſamme Ojeblik gik Doren, Hunden ſprang op, Stolen væltede og Bruhn laa paa Gulvet. Naa! der blev en Latter. „Ovem ſkulde have troet det! Hvor den dog er ſteerk!“ ſagde Bruhn, da han atter var kommen paa Benene, og jaa blev Sjanko bunden ude i Gangen og gjorde ingen flere Ulykker den Dag. Neeſte Morgen kjorte vi veſt paa. Det var et mildt og dejligt Eftergarsvejr, det var en ſmuk Kjore⸗ tur, og vi ventede alle den ſtorſte Fornojelſe af Jagten. „Duer den noget?“ ſagde Moller. „Duer!“ gjentog Bruhn. „Ja det ffal Du faa at je, den indeholder et Proveudvalg af min Butik: Lax, Skinke, Oſt, Oſters og Vin! ja vent bare!“ Han ſmakkede med Tungen. ; Da vi vare komne langt nok frem, lode vi Vognen blive ved en Gaard og traſkede ud flæbende paa den tunge Madkurv godt en halv Mils Vej ind i Landet. Der var Moſe og Kjær, Lyng og Skov; det var ſaadan et Stykke Land i Urtilſtand, ſom Vildtet ret finder Behag i, og Jeegerne ikke mindre. Saa begyndte Jagten. Sjanko var ubetinget den ivrigſte af os alle, ſelv Bruhn var kun en Sinke imod den. Med vældige Spring fatte den henover Grofter og ſaa foer den afſted, frem og tilbage, ſnart i Ner⸗ heden, ſnart langt borte, ſom om den vilde jage alene for ſin egen Fornojelſe, og intet vilde have med os at beſtille. Halen var beſtandig i Bevegelſe, Hovedet var løftet, og kun en enkelt Gang ſcenkede den Noſen. „Nej ſikken Hund!“ ſagde Bruhn. „Han kan lugte i Vinden, han har en udmerket Næje, og ſikken et Stykke, han kan afſoge! Han er lige jaa god ſom to andre!“ og Kjær, ſom om den bare vilde øve ſine Kræfter, | „Det vil ſnart viſe ſig!“ ſvarede Moller. 1 Se, der ſtod Sjanko! Den faa ſig om efter os; men da den nok ſtjonnede, at vi vare for langt borte, jaa var den for ivrig til at vente; den maatte forſoge paa egen Haand. Langſomt liſtede den ſig fremad, gjorde et vældigt Bjaf, og en ſtor Flok Hens fløj op. Med Fortvivlelſens Kraft ſatte den efter dem. „Den er ikke dresſeret,“ ſagde Moller; „men den har gode Anlæg!” ; Nu ſtod Diana. Den ventede paa os, ſneg fig forſigtig fremad og ſtod ſaa faſt. Da nærmede Sjanko ſig. Honſene vare flojne fra den, og nu troede den maaſke, at det var dem, Diana havde fundet og foer derfor lige los paa dem, og jog dem atter op. Bruhn ſkod, men det var forgjæves; Afſtanden var alt for ſtor. „Hor, ved J hvad!” ſagde Møller, „den Hund forderver os det Hele. Her er Høns nok; men fager den Lov til at jage dem bort, faa kan vi lige ſaa godt lægge os ned og ſynge: „Ach Du lieber Auguſtin, Alles ift vk!“ Den maa bindes!” 149 „Ja,“ ſparede Bruhn lidt langtrukkent, „det bliver | ſagtens nødvendigt; men hvad ſkal vi binde den til?“ „Et Tre!“ ſparede Møller. Bruhn kaldte Hunden til ſig, fik den i Line og ſaa ſig omkring. Vi vare midt paa en ſtor Slette, og der var hverken Zræer eller Buſke for i godt en Fiaierdingvejs Afſtand, og fan langt havde han ikke Lyſt til at gan. Pludſelig fik han en Tanke. „Jeg kan binde ham til Madkurven;“ ſagde han. Saa kan han pasſe paa den, og ſaa gjor han dog Nytte. Madkurven ſtod paa Skraaningen af en Banke, der hojnede fig op fra Moſen. Her blev Hunden bunden og lagde ſig taalmodigt til at ſove, ſom om den følte fig frænfet i fin Værdighed ſom Jagthund. Saa gik vi videre, og vi havde Held; vi ſkod 16 Søns og 4 Harer. Møller og jeg vare tilfredſe med Byttet og desuden baade trætte og ſultne, Hvorfor vi foreſlog at holde Maaltid; men Bruhn havbe jet en Ræv i Moſen, og den vilde han have. Han ladede med Ravehagl og gik derned; men faa var det ingen Ræv; men et Stykke Moſetræ, og han fik ikke Brug for ſit Skud forend ſenere. Nu ſkal J hore. Dengang vi nærmede os til vor Madkurv, fif vi et Par forvildede Søns paa Skud og plaffede dem ned. Da opdagede vi pludſelig Sjanko. Den kom farende med vilde Spring og forte Bjæf ned ad Banken paa | hin Side Moſedraget. „Se der kommer han ſandelig!“ ſiger Bruhn, „ſaa er han dog ſluppen los. Ja det er en meek⸗ værdig ſterk og klog Hund.“ „Men hvad er det, der kommer lobende efter den?“ ſiger Moller. „Se, hvor det ſpringer! Det ſer ud, ſom om det var en Koter; men man fkulde da ikke tro, at den var bange for en Köter!“ „Det ſkulde da vel aldrig være en Ræv!” ſiger Bruhn og fer meget opmerkſomt derhen. „Dod og Pine!“ udbryder han jaa pludſelig og ſtiller fig i Skydeſtilling, „er det noget; der vil gjøre min Hund Fortred, jaa ſtyder jeg, hvad og hvem det faa er!“ „Kurven! Madkurven!“ raabte vi andre to paa en Gang. Ja det var Kurven han lob med. Nu ſatte han over et Moſehul. Strikken braſt, Kurven gav et Plaſk, vendte fig om og var ſaa for⸗ ſvunden. Men i ſamme Ojeblik fløj en Flok Vildgæs op af Moſen, og Bruhn, der endnu flod i Skydeſtilling, brændte los, og to dejlige Ges faldt for hans Skud. Ja det var en Begivenhed, og deraf kan man ſe, at det er godt at væbne fig mod Ulykken med et Skud Raevehagl, ſelv om Ulykken beſtager i Tabet af en god Madkurv. Det var Moralen, ſom man kalder det, og den kom lidt for tidlig; men nu ſtaar den der. Begge Hunde apporterede meget. pænt: de fkudte Ges, og Sjanko foer los paa Moller, ſom om den gienfandt en længe ſavnet Ven; men han modtog den med et jaa vældigt Spark, at den lufkede 1 med Halen mellem Benene. ! „Kunde Du ikke engang pasſe Madkurven, Din Köter!“ raabte han. Ja Madkurven med ſit dejlige Indhold var tabt. Vi rodede omkring i Moſehullet med vore Lade⸗ ſtokke, men det var jaa dybt og mudret, at vi ikke en⸗ gang kunde meerke den dernede, og vi havde blot den Troſt, at vi vidſte hvor den var, og kan det end i ſomme Zilfælbde være meget troſteligt, fan hjalp det os dog ikke denne Gang. „Hm!“ ſagde Møller, „Du lavede os en Madkurv, der havde vaſket fig, og Du fif Ret; men den blev borte i Vaſken, deſtovoerre. Lad os nu ſkynde os afſted, inden vi doe af Sult og blive liggende til Føde for Reeve og Harer og andre vilde Dyr; for det var baade ſkammeligt og ærgerligt !” „Aa, min dejlige Madkurv!“ klagede Bruhn, „der var Madejra, Portvin, Genever, Oſters, Skinke, Oſt, Polſe, Lammeſteg og meget mere, og nu ligger det alt⸗ ſammen dernede! Ja nu ſkal Sjanko dresſeres, det er ſikkert. Jagten var forbi. Vi ſleebte os hen til Bonde⸗ gaarden, hvor Vognen holdt, og der fik vi noget gam⸗ melt Rugbrod med harſk Smor, tor Oſt og ſurt Ol til, og det ſmagte ikke videre godt; men da vi kom hjem, indbød Bruhn os til Aftensmad, og gav os Madkurvens Indhold i fornyet Udgave, og det hjalp paa Humoret. Snart var al Modgang og Zrængjel glemt, vi lo af vort Uheld og pralede af vort Jagtbytte, ijær Bruhn, der i ufkyldig Befippelſe havde- ſkudt de to Vildgees. „Det var et ſjeldent Skud,“ ſagde han, „og det var dog Sjankos Skyld; den ſkal nok blive til noget!“ Og det blev den ogſaa, da den havde lært Jagtkunſten hos Skopfoged Jenſen i Oſterſkop, for han var ud⸗ merket til at dresſere Hunde, ſelv „fodte“ Jagthunde. Vore fædres Guder. Ved Fr. Winkel Horn. a Balder var falden, ſpigtede Malet alle Aſerne, og ligeſaa Henderne, faa Ingen kunde gribe ham; de faa til hverandre, og eet Sind var der i dem Alle imod ham, der havde øvet denne Udaad, men Stedet var ſaa hojhelligt, at de ikke kunde hævne den der. Og da Aſerne provede at tale, da kvaltes deres Roſt af Graad, jaa Ingen kunde faa et Ord frem om fin Sorg; men haardeſt knugede denne Sorg Odin, thi Ingen vidſte bedre end han, Hvor ſtort et Tab, Aſerne havde lidt ved Balders Dod. Da Guderne atter vare komne til fig ſelv, da tog Frigg til Orde og ſpurgte, hvem af Aſerne der vilde vinde hendes Gunſt og Kjær- lighed og ride til Helhjem og prove, om han kunde træffe Balder og byde Hel Loſepenge, om hun vilde lade ham fare tilbage til Asgaard. Da tren Hermod den raſke, Odins Svend, frem og bød fig til den Færd. 150 Saa blev Odins Ganger, Slejpner, ført frem, og Hermod ſatte fig op paa den og gav fig paa Vej. Men Aſerne toge Balders Lig og bar det ned til Søen. Ringhorne hed Balders Skib, det ſtorſte af alle; det vilde Guderne jætte ud og gjøre Balders Baalfærd derpaa, men de kunde ikke fan det af Stedet. Saa ſendte de Bud til Jettehjem efter Jeettekvinden Hyrrokkin, og hun kom ridende paa en Ulv med Hug⸗ orme til Tomme. men ſaa velig var den, at de ikke kunde ſtyre den, førend de fif kaſtet den om. Hyrrokkin gik frem til Skibets Stavn og ſkjod det ud med et Tag, ſaa Rul lerne under det ſtod i Luer og hele Jorden ſkjalv; men da blev Thor vred og greb til fin Hammer, og visſelig havde han knuſt hendes Hoved, om ikke alle Guderne havde bedet om Fred for hende. Mr blev Balders Lig baaret ud pan Skibet, og da hans Huſtru Nanna jaa det, braſt hendes Hjerte af Sorg; ſaa blev hun da ogſaa lagt paa Baalet, og det blev tændt. Thor ſtod hos og viede det med Mjolner; en Dværg, der hed Lit, og ſom løb foran hans Fødder, ſparkede han ind i Ilden, jaa han brændte op. Til denne Baalfærd var der kommet mange Slags Veſener; forſt er at melde om Odin, at med ham fulgte Frigg og Valkyrierne og hans Havne, men Frej agede i ſin Kerre med Galten Gyldenborſte, og Hejmdal red paa fin Ganger Guldtop, og Freja havde fine Katte for ſin Bjergriſer. Odin lagde Jin Guldring Dropner paa Baalet, og Balders Heſt blev fort derud med alt ſit Ridetøj. Nu er at fortælle om Hermod, at han red tre Dage og Natter gjennem dybe og dunkle Dale, ſaa at han Intet ſaa, for han kom til Gjallarbroen, ſom er dakket med ſkinnende Guld. Modgud hedder den Ma, der vogter Broen, hun ſpurgte ham om Navn og Herkomſt og ſagde, at Dagen i Forvejen var der redet fem Flokke Døde over Broen, „men ikke dundrede den mere under dem end under Dig alene, og ikke jer Du ud ſom en dod Mand; hvorfor rider Du paa Vejen til Hel?“ „Jeg fkal ride til Hel for at ſoge Balder op“, ſvarede Hermod; „har Du jet noget til ham her paa Vejen?“ Hun ſagde, at Balder var redet over Broen, og viſte ham Vejen til Helhjem. Hermod red jaa, til han kom til Ledet, der ſteg han af Heſten og ſpendte Gjorden faſt om den, ſatte lig op igjen og gav den af Sporerne, og Heſten ſprang ſaadan til, at den kom højt op over Ledet. Da Hermod var kommen til Hels Hal, ſtod han af og gik ind; han jaa fin Broder Balder ſidde i Hojſeedet derinde. Han blev der Natten over, og om Morgenen bad han Hel, om Balder maatte ride med ham hjem, og fortalte, hvor ſtor Sorg der var imellem Aſerne. Hel ſagde, at nu ſkulde det viſe ſig, om Balder var jaa elſket, ſom Rygtet gik, „hvis Alt i Verden, levende og dødt, græder over ham, ſkal 7 Da hun var ſtaaet af ſin Ganger, kaldte Odin paa fire Kemper, at de ſrulde holde den, | je til alle fire Verdenshjorner. Kerre, der var ogſaa mange baade Hrimthurſer og andre Gaver og til Fulla en Fingerring. Hermod tilbage til Asgaard og meldte Alt, hvad han han komme tilbage til Aſerne, men ſiger Nogen Nej, og vil ikke græde over ham, da kal han blive i Hel⸗ hjem“. Saa gik Hermod, men Balder fulgte ham ud af Hallen og tog Ringen Drapner og ſendte Odin den til Amindelſe, og Nanna ſendte Frigg fit Slor og Saa red havde jet og hort. Å Nu ſendte Aſerne Bud ud over hele Verden for at bede Alt græde Balder ud af Helhjem, og Alt græd, Menneſker og Dyr, Jord og Stene, Træ og Malm. Men da Sendemendene vendte hjem og havde rogtet deres Wrinde vel, traf de i en Hule en Troldkvinde, ſom kaldte fig Thokk. De bad hende græde Balder af Helhjem, men hun ſvarede: „Thokk begræder med tørre Taarer Balders Baalfærd. Død eller levende, lidet jeg ænfer i Balder; han blive hos Hel!“ Og det tro de Fleſte, at denne Troldkvinde har | været Loke, der har voldet det meſte Ondt blandt Aſerne. Men Loke ſlap ikke uſtraffet fra fin Udaad. Da Guderne vare blevne faa vrede paa ham, ſom venteligt var, lob han bort og ſtjulte fig imellem Fjeldene. Han lavede fig et Hus med fire Dore, faa han kunde Men tidt forvandlede han ſig til en Lax og ſtjulte ſig i den Fos, der hedder Franangers Fos, og ponſede paa, hyilken Lift Aſerne vel kunde udtenke for at fange ham i Fosſen. Saa ſatte han ſig i Huſet, tog Garn og knyttede det i Maſker, og det blev det forſte Net. Men i det Samme jaa han Aſerne var ner, thi Odin havde ſet fra Lid⸗ ſtjalb, hvor han var; han ſprang da ſtrax op, kaſtede Nettet i Ilden, der brændte foran ham, og ſprang ud i Aaen. Da Aſerne kom til Huſet, gik Kvaſer, ſom var den viſeſte af dem alle, forſt ind, og da han ſaa Aſken af Nettet, ſljonnede han, at det maatte være et Redſkab til at fange Fiſk med, og det ſagde han Aſerne. De lavede da et Net efter det Monſter, de fan i Aſken af det, Loke havde lavet, og da det var færdigt, gik de til Agen og kaſtede det ud; Thor holdt i den ene Ende og alle Aſerne i den anden, og ſaalunde trak de det. Men Loke ſpemmede foran og lagde fig imellem to Stene, jaa Nettet gik hen over ham. Saa bandt de noget Tungt ved Nettet, for at det ikke anden Gang ſtulde gaa paa den Vis. Loke ſogmmede atter foran, men da han faa, at der var jaa fort til Sgen, ſprang han over Rettet og løb op i Fosſen. Nu havde Aſerne ſet ham; de gik da atter op til Fosſen og delte ſig i to Flokke, men Thor vadede midt ud i Agen. Nu faa Loke, at han kun havde to Kaar at vælge imellem; det ene var at ſpringe ud i Søen, og det var livs⸗ farligt, det andet var igjen at ſpringe over Nettet, og det valgte han. Thor greb efter ham og fik fat i ham, men han gled igjennem hans Haand, ſaa han forſt fik rigtig Hold paa ham ved Halen, og derfor er Laxen ſmal bagtil. Nu var Loke fangen og havde ingen Fred at vente. De foer med ham til en Hule, og der tog de tre flade Sten, ſom de ſatte paa Kant og borede Hul i, jaa tog de Lokes Sonner Vale og Narve, Vale forvandlede de til en Ulv, og han ſonderrev fin Broder. Med Narves Tarme bandt Aſerne Loke over de tre Stene, ſaa der var en under Heerderne, en under Lenderne og en under Haſerne, og Baandene forvand⸗ ledes til Jern. Saa tog Skade en Edderorm og hængte den op over ham, faa at dens Edder kunde dryppe i hans Anfigt, men hans Huſtru Sigyn ſtaar hos og holder en Skaal under Edderdraaberne. Men naar Skaalen er fuld, og hun maa ſlaa den ud, dryp⸗ per Edderen i hans Anſigt; da farer han ſaadan ſam⸗ meu, at Jorden ſkjelver derved, og det falde Menne⸗ ſkene for Jordſkjclo. Der ligger han bunden til den yderſte Dag. md Om folkelig Læsning. 7 . Af Mads Hanſen. u ere vi midt i de lange Vinteraftener. Saa have vi Tid til at laſe, hvem der har Lyſt dertil, og det kan være en meget god Maade at tilbringe Tiden paa; men — —— den kan ogſaa være meget ſkadelig. Jeg har hort en Mand, der var bleven et Offer for ſine ſanſelige Lyſter, ſige, at det forſte, der drog ham ind paa Laſtens Vej, var at han i ſin tidlige Ungdom tror, at hvad han ſagde var ſandt — men mon der ikke kan være lige ſaa mange Ulykkelige, for hvem den forſte Aarſag til et forſpildt Liv findes i Læsning af ſlette Boger; for det er netop det farlige ved disſe, ſom det er ved forblommet, ſlibrig Tale, at det Onde fremſtilles ikke ſom noget Ondt, men ſom noget lyſteligt, ſom en morſom Leg, ſom en fin Nydelſe, ſom den ſtorſte menneſkelige Frihed, der findes; og ſaa friſtes og lokkes og drages den Unge, naar han hører. eller lœſer ſligt, hen derimod; Sindet ophidſes og for Indbildnings⸗ kraften danner der ſig Billeder efter de modtagne Indtryk, og de ſer ſaa yndige ud, at man higer og jager efter at ſe dem virkeliggjorte i Livet. Og naar det endelig naar fig, hvad har man jaa? Tomhed, Slappelſe og ofteſt tillige en redſom Anger, et brændende Onſke, at kunne gjøre det Gjorte ugjort. J Middelalderens Digtning er dette treffende fremſtillet i Sagn og Sange om Ellekvinder, der danſede under Taageſlor paa de grønne Enge i maaneklare Natter; de ere unge og dejlige at ſe til, og det ſynes ſom de jvæve mere end de gaa, ſaa let og yndig er deres Gang; og ſaa ſpille og ſynge de jaa forforeriſk, at de let kunne daare Ungerſvendens Hjerte, Det hender da heller ikke faa ſieldent, at en raff Gut træder med dem i Danſen og forbinder ſig med en af de Skjonne, men naar han vil hjemfare fin Brud er det kun en Elletrunte eller hun bagtil er hul ſom et Dejgtrug. Og vil han rive ſig los, da gaar det ſom det gik Hr. Oluf, om hvem der ſtaar i en gammel Folkeviſe: i „Saa flog hun ham over hans Heerde god, ſaa Slaget gjaldt i hans Sjerterod“. „Det ſkete før Dagen blev lys udi Gaard; bleg laa Hr. Oluf paa forten Baar“. Og i en anden gammel Viſe fortæller en „fattig Ungerſpend“, at han lagde fig til at ſove ved en Elvehoj, og da kom der tre Jomfruer, ſom forſt vilde lokke, og, da det ikke kunde batte, true ham til at blive hos ſig. Der bliver da budt ham Mjød at drikke af et Solvdrikkehorn; men hans Soſter, der er blandt Elve⸗ pigerne, altſaa en falden Kvinde, raader ham at lade Mjøden rinde ned ad Bryſtet, i Stedet for at drikke den. Det gjor han, og Elvepigerne tror alt at have vundet ham og klappede med deres Hender men da kommer Frelſen, og derom hedder det i Viſen: „Havde Gud ikke gjort min Lykke faa god, at Hanen havde flaget med Vinge: ; da var jeg dog fommen i Bjerget ned alt til de Elvekvinder“. ; Hvad det er for et Hanegal der menes, er jo let at forſtaa; det er Gudsroſten i hans Ord, Daabspagten, der er rundet ham i Hu, og derfor bliver han frelſt, ſaa han kan advare Andre og ſige: horte ſaa megen letſindig og tvetydig Snak — og jeg „Thi raader jeg hver en Danneſvend, ſom rider ſig ud at gilje: han- dvæle fig ikke under Elvehoj! der havde jeg faa nær faret ilde”. Disſe Billeder fra Middelalderens Folketro ſkildrer, ſom jeg i Korthed har ſogt at viſe, hvor fortryllende og tillokkende det Onde ſer ud, og hvor hult og tomt dets hele Veſen i Grunden er. Saaledes er det ogſaa med de mange flette Bøger, der findes: de ere ſaa morſomme at lœſe, fan „ſpendende“, ſom man falder det, at man knap kan lægge dem tilſide, for man naar Enden; Vantro, Uſedelighed, Utroſkab og alfkens Laſter fremſtilles i et Lys, der blænder, faa Tingene ſe helt anderledes ud, end de i Virkeligheden ere. Saadan Læsning er ſom Gift, der er blandet med. en ſod Drik, eller ſom Duften af visſe Blomſter, der er jaa yndig at indaande, men ſom bedover Sanſerne og ffader Livet. Dette er iſcer Tilfældet med mange af de ſaakaldte Romaner, der i vor Tid. er en meget yndet Læsning, og fornemmelig de, der ere overſatte fra Franſk og Tydſk og ſom for en ſtor Del fylder Leje bibliothekerne og andre Laanebogſamlinger — altſaa let tilgængelige for Alle og Enhver og derfor farligſt for Llæjelyjtne Menneſker, der ikke have Kjendſkab nok til hvad der virkelig er god Læsning. Jeg kan ikke opregne alle ſaadanne fremmede Forfatteres Navne, de ere mange, og jeg kjender langtfra dem alle, endnu mindre deres Skrifter — der er iblandt dem kunſt⸗ forſtandige og højt dannede Mænd, der have en ſkarp Jagttagelſesevne og en fin Sans for Sjælelivets Be⸗ vægeljer og for Maaden at fremſtille deres Skildringer paa. Deres Bøger fan derfor ogſaa læfes med en vis Interesſe, der kan have ſin Berettigelſe; men den rene kriſtelige Grundtone, der gaar igjennem de fleſte af vore nordiſke Forfatteres Verker, mangler; man merker ſtrax, at diet ſmukt ſktrevne Bøger ere Fritenkeriets Foſtre, og ſelv det, der ikke er ligefrem anſtedeligt, det reneſte, er derfor uden Kraft til at kunne løfte Leſeren op til en højere Glæde, end Ojeblikkets Nydelſe ſom i en luftig Elvedans. Andre ſkildre de urimeligſte og utenkeligſte Tildragelſer, eller Menneſker, der flet ikke ere rigtige Menneſker, men jaa onde ſom Djevle og ſaa rene ſom Engle, og atter Andre, ſom Paul de Kock og flere, ſkal være yderſt letfærdige. Enkelte, jor derimod ingen anden Skade, end at de ved en beſtandig Sogen efter at være morſomme fordærve Folks gode Smag og nere den Lyſt til at høre paa daarlig Pjat, der Desværre er ſaare almindelig. Af danſke Forfattere kan jeg, ſom godt er, kun nævne een, der er traadt i de letferdige franſke og tydſke Digteres Spor, og det er Johannes Wildt; men hans Skrifter, iſcer „den ſmukke Skovpige“, ere desværre en meget yndet Læsning for Folk, der mangler Smag og Evne til at dømme om, hvad der er godt og ſtjont. Et eget Slags „Morſkabslœsning“, ſom man ofte falder det, har vi i nogle mindre Bøger, der bæres Landet rundt af vandrende Bogſcelgere. Jeg mener langtfra de Skrifter, der udgives af Udvalget til talte her i Bladet og ſom ſenere ville blive nævnte blandt de gode Bøger; men de, jeg ſigter til, udgaa for Storſte⸗ delen fra mindre agtede kjobenhavnſke Forleeggere, og indeholde i Reglen Fortællinger om en eller anden ſtrokkelig Begivenhed, eller ogſaa de ere til at „gjore Grin“ med usle Vittigheder; men alleſammen bere de Vidnesbyrd om at være fabrikerede paa Spekulation af Folk, der vil drage Fordel af deres Medmenneſkers daarlige Smag eller deres Uvidenhed. Og det ſamme er Ziltældet med de Dyrlegeboger, Kogebøger o. ſ. v., der forhandles paa ſamme Maade og udgives af de ſamme Forlæggere. Ja man har endog gjort Folks enfoldige kriſtne Tro til Gjenſtand for Spekulation, idet man laver mange Godtkjobsſkrifter, der ffulle ſe ud ſom udelige og alvorlige Bøger. Jeg har ſaaledes blandt lere Boger af denne DE engang ſet en Bønnebog, hvori der fandtes Formularer til neſten alle mulige Henvendelſer til Vorherre; om det ſaa var for et tungnemt Barn, ſom ikke kan lære fin Lektie i Skolen, var der en afpasſet Bon. Det er baade til at le af og græde over. Jeg kunne ogſaa have Lyſt til at tale et Ord om de mange Aviſer og Blade, der fylder Folks Huſe med daarlig Læsning, gaar fra Dor til Dor ſom Sladderkjcerlinger og nærer fig af at fortælle Ulykkeshiſtorier om Mord, Tyveri, Brandſtiftelſe, Hoer, Bedrageri med meget mere, og ſaa i Tilgift opvarter med en før Mundfuld i Form af 2 d og Romaner, alle Slags Myſterier, ligefra Paris's og Kjøbenhavns til den lille Herregaards, og Beretninger i 4 Folke⸗ . oplysningens Fremme“, ſom flere Gange ere om⸗ om Tyves og Kjaltringers Liv og Bedrifter — de ſtakkels Menneſker, der Dag for Dag bliver proppet med ſaadan raadden og vammel Koſt! Det er ſorgeligt at være Vidne til. Det eneſte glædelige derved er at je, at den danſke Natur er ftærk, ſiden den ikke forlengſt er buffet under, forſt af Mangel paa aandelig Nering og ſenere af Nydelſen af fordærvet Føde. Jeg kunde, ſom jagt, have Lyſt til at tale længere og ftærfere her om; men jeg vil vende Tanken hen paa noget lyſteligere, og det er den ſtore Rigdom af gode Bøger vi har og ſom viſtnok mange af vore Læjere fjender, men ſom der uden Tvivl dog ogſaa er adſkillige, ſom ikke har leſt, og det er disſe ſidſte, jeg iſcer vil tale til og ſige dem, at neſt efter de gøde Ord, vi høre Aandens Mænd tale i vore Forſamlinger, er der Intet, der ſaaledes fan glæde og ſtyrke os, Intet der ſaaledes kan ſprede Lys for os og udvide vort Syn, ſom Læs: ning af vore danſke Digtere og mange andre gode Forfattere. (Sluttes.) Bognyt. Bibelen i Billeder. Tohundrede og tredive Teg⸗ ninger af Guſtave Doré. Under dette Navn udkom⸗ mer paa Fr. Woldikes Forlag i Kjøbenhavn et over: maade ſmukt Billedverk, ſom er tegnet af den berømte franſke Kunſtner Doré. Enhver der onſker at eje et omfangsrigt Sæt Billeder til fin Bibel, vil ikke kunne faa noget ſmukkere end det her bydes til en forholdsvis ſerdeles billig Pris, idet Verket udkommer i 23 Hefter, med 10 Billeder i hvert, til en Krone. Vi fkulle ikke yderligere anbefale det fortrinlige Billedværk, men blot antyde, at hvor der er Evne og Billie dertil, ville Sogne⸗ raadene gjøre Lærerne og Børnene i Skolerne en ſtor Glæde, og give dem en Opmuntring, ved at anſkaffe et Exemplar til Fordeling i Sognets Skoler, da det er en Kjendsgjerning, at gode ſtore Billeder er et for⸗ trinligt og i høj Grad opmuntrende Hjcelpemiddel ved Undervisningen. Husvennen har erhvervet et Billede af dette ſmukke Pragtverk til fine Leſere, der i medfølgende Tillegs⸗ billede „Ruth“ vil ſe en Prove af de fine Tegninger. Brevvexling. „En Ven af Husvennen“. Udgiveren har ſelv ſkrevet den ſpogende Yttring S. 110 uden mindſte Tanke om at lægge hverfen Rige eller Fattige for Had, og beklager at en Ven af Bladet har kunnet opfatte det fra en anden end den ſpogende Side. Tillegsbillede. g Hermed følger Tillegsbilledet for Januar Fierding⸗ aar: Ruth ſamler Ax. Den ſtorre Tegning „Niels Ebbeſen og Grev Gert“, ſom var beſtemt til Tillcgsbillede for dette Fjer⸗ dingaar, kunde ikke naa at blive færdig i rette Tid, da den ſtore Omhu, hvormed dette ftørre Arbejde udføres, krever mere Tid end paaregnet, hvorfor det maatte erſtattes med ovennævnte ſmukke bibelſke Billede. | Indhold. Ruth ſanker Ax pan Boas Ager, Digt af C. A. Thyregod. — Jagthiſtorier, 1., af Br. H., med Billede. — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn. — Om folkelig Læsning, af Mads Hanſen. — Bognyt. — Brevvex⸗ ling. Tillegsbillede: Ruth ſanker Ax paa Boas Ager. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. Nr. 20. En Udaadsmand. Forfælling af C. A. Thyregod. 12 M nn i Molby var i gamle Dage » udflyttet fra den egentlige By og laa lavere end denne. Den laa i Le for de aakaldte Jonsbjerge, der var en Samling af Bakker med lyngkronede Toppe, medens frugtbart Agerland laa omkring og opad Bakkefoden. Gaardens meſte Agermark ſtrakte ſig dog mod Syd og var temmelig lavtliggende. Langſtrakte og ſmalle Sige og Sivtjær ſnoede fig omkring imellem lave og lerede Banker. Gaarden var ſkyldſat for fer Tonder Hartkorn og hapde et forholdsvis meget ſtort Jordtilliggende af ret god Beſkaffenhed. Rasmus, ſom i fin Tid boede der i Gaarden, ſad dog i ſmaa Vilkaar. Han havde megen Gjæld og kunde ikke magte at faa det forſomte Avlsbrug ſat i bedre Skik. Han levede da heller ikke ret længe. Ved fin Dod efterlod han fig en Enke, der hen Dorthea, og en liden Søn, der hed Kjæld. Enken var henved tredive Aar og var en blid og kjon Kone; der fattedes ikke Bejlere til hende, og hun var jo ogjaa omtrent nodt til at gifte ſig igjen, hvis hun vilde blive ved at beſidde Gaarden. Hun var nok ikke begavet med nogen uſedvanlig ſtor Kløgt; men hun ſkjonnede godt nok, at ſkulde de forfaldne Sager bringes paa Fode, ſaa maatte den Brudgom, hun fkulde vælge, medbringe baade Dygtighed og Penge. Blandt fine Bejlere valgte hun da Jens Pederſen, der var fra — ja, hvor. fra? — Navnet i Suondagen d. AA. Februar. | Kjøbenhavn. 18235. | mindes jeg for Ojeblikket ikke; men han var temmelig langt borte fra. Imidlertid vidſte man, at han beſad de ovenomtalte Goder i antageligt Maal. Desuden var han et friſt, ftærft Menneſke, der jan ganſke godt ud og omtrent var paa Alder med- Dorthea. Nogle ſyntes, han var ſaadan en ſmuk Mand; Andre ſyntes det ikke — det er ſom bekjendt en Smagsſag. Han var høj og ſteerkbygget. Hovedet med det forte Haar og Kindifæg bar han højt og driſtigt; Anſigtet var ikke aldeles regelmesſigt af Form, men ſundt og rodmusſet af Farve. Han havde en ſtor uſkjen Mund og ſmaa, lumſfke, lurende Øjne, der ſade dybt inde under de buſkede Øjnbryn. Handerne og Fødderne vare ſtore og ſterke, og de lange, ſpingende Arme ſyntes ideligt at fræve mere Plads til at røre fig i. Jens Veſtergaard, ſom han kaldtes, efter at han var bleven gift med Enken, medbragte en klakkelig Penge⸗ ſum, og med ſtor Driftighed tog han fat paa at oprette, hvad der kunde være forſomt. Et af de forſte Arbejder, han perſonlig tog ſig for, var at banke begge Tjeneſte⸗ karlene, og denne Idræt gjentog han oftere; thi han var ligeſaa haardſindet, ſom han var driftig, og Alt ſkulde bøje fig for ham, enten med det. Gode eller med det Onde. Ogſaa mod Suſtruen og Stedſonnen var han haard nok; men Dorthea var faa frygtſom og fojelig, at han ikke behøvede at banke hende; hun havde Tugtelſe nok i et Ord eller et Ojekaſt. Mellem Wgtefolkene gik det derfor taaleligt fredeligt. De fif fig med Tiden en Son, der kom til at hedde Rasmus efter Konens forſte Mand, og til denne fin Son nærede Jens megen Kjær- lighed og ſtore Forhaabninger, medens Kjeld i fin værdige Stedfaders Øjne var et ſandt Kvæghøved, F o TARESTE a ” Dverflag, ſom han fandt tilfredsſtillende. 15⁴ s Manden var ſnu og klog i fine egne Tanker; men i mange Retninger var han hojſt uvidende. Han kunde ſtave fig igjennem et Brepfkab eller en Side af en Bog; dog han gjorde det hojſt nødigt; thi det Krimskrams, ſagde han, kan være godt nok for Folk, der ikke du til Andet. Prog og Tal paa de forſkjellige Myntſorter var for ham den meſt opbyggelige Læsning; men han havde faaet en Tanke om, at Ens Domsbreve og Gjelds⸗ breve og Skigt kunde ſtaa i meget ner Forbindelſe der med, og i Tydningen af flige Brevfkaber havde han derfor: ogſaa ſogt at ſkaffe fig en, ſom han troede, ud⸗ tommende Færdighed. Forend han overtog nogen fuldftændig bindende Forpligtelſe mod Veſtergaarden og dens Ejerinde, havde han da ogſaa ved egen og ved Andres Hjeelp gjennemplojet Skjode og Skiftebrev og andre Papirer, der vedrørte Ejendommen. Han havde afvejet dennes Værd mod dens Forpligtelſer og derefter gjort ſine Jens var ikke nogen elfkovsſyg Bejler. Ak nej! Saadan var han ikke; dog han ſyntes ganſke godt om Dorthea, og da han havde regnet efter og fundet Regningen rigtig, kunde han jo gjerne ſtille ſig mere forelſfket an, end han var. ; Men Juleaften kom ſom bekjendt bag paa Kjellingen, og da Alt var klappet og klart, kom der en Hiſtorie bag paa Jens Pederſen, ſom han aldrig havde tenkt paa. Enken hade fin afdøde Mands thingleeſte Skjode, der hjemlede Beſiddelſen af Veſtergaarden med Jorder og Bygninger og alt Tilbehør. Ved Siden deraf var der thinghævdede Gjældspofter, og der var en lille Arveſum til Stedſonnen, og der var Klatgjeeld. Alt dette havde han forlangt Oplysning om, og Oplysningen var givet ham uden Svig og Forbehold, ſaa den Sag var aldeles paa det Rene; men at der var Noget i Verden, ſom Hed Kirke⸗ og Kongetiende, det ſtod der Intet om i Skjodet eller i Gijceldsbrevene, og det havde Ingen omtalt til ham, hyilket ſyntes ham en lumpen Fortielſe, da han ſiden blev mindet om Sagen. Enhver fornuftig Mand, ſom kjendte Noget til ſlige Sager, maatte nu rigtignok vide, at naar Tienden ikke ſtod nævnt i Skjodet, var det, fordi den ſom en ſeloſtendig Ejendom ikke var indkjobt til Gaarden. Det vidſte Jens endelig ogſaa nok, han havde bare ikke tænft paa det, og faa knurrede han paa ſin Kone, ſom om hun med Villie havde fordulgt denne Sag for ham. Hun kom imidlertid med ſit ofte gjentagne: „Herregud! Det forſtaar jeg mig jo ikke paa, og jeg troede Du vidſte det“. Nu vendte al hans Vrede ſig mod Tiende⸗ ejeren, fordi — fordi — han var Tiendeejer. . Og havde denne endda været en rig Herremand eller en anden mægtig Perſon, jaa kunde Tingen været, hvad den var; thi overfor de Magtige kunde Jens godt være myg og medgjorlig. Men det fulde nu være ſaa uhyggeligt, at Tiendeejeren var en fattig, ſkrobelig og | enfoldig Mand, Lars Lejel, der boede tilleje ovre i Krogbjerg Enghus og levede af at dyrke fin lille lejede Huslod og faa af Veſtergaardens Tiender, ſom hans afdøde Huſtrus Fader engang i Fortiden havde tilkjobt fig for en Ubetydelighed. Der var ikke engang oprettet nogen Tiendeakkord. Lars Lejel og Rasmus plejede at enes om Afgiften for et Aar ad Gangen. Jens Pederſen var ikke ſaadan at komme tilrette med, og ſaa maatte Tienden ydes i Kjærven, og det var en bitter Pille for Jens, at han, den ſtormegtige Gaardejer, i Hoſtens Tid ikke turde fjøre et Lees Korn i Hus, inden der var ſendt Bud efter den ringe Husmand, og han var kommen | og havde udtaget fin Del, ſom da Gaardmanden maatte lade kjore over til Enghuſet. Og ſaa vilde ovenikjobet Husmanden have at vide, og havde Ret til at faa at vide, hvormange Griſe, Gerlinger, Kalve og Fol, der hvert Aar lagdes til i Veſtergaarden. Og han fkulde have fin Afgift af det Altſammen. „Hvorfor Pokker fælger Du ikke de lumpne Tiender?“ ſagde Jens til Husmanden. „Jeg vil kjobe dem, og Du har Brug for Pengene“. „Det har jeg jo rigtignok“, ſagde Lars; „men jeg vil ikke ſelge dem. De vare min Kones Ejendom, og de ſtulle tilhore min lille Martha“. „Gid Troldene vilde tage Din lille Martha! Jeg ſynes, det var en hel Del bedre, om Du fik en Penge⸗ ſum og ſatte faſt til hende til hun blev ſtor“. „Jeg er ikke vis paa, at jeg kunde fkaane en! benge⸗ ſum, om der var en ſaadan at tage af. Tienderne ere en faſt Ejendom, der ikke ſaadan kan optages. Vil Martha, naar hun bliver ſtor, heller have en Medgift i Penge, faa kan hun ſelv ſcelge Tienden. Den wil altid være af Verdi“. Dette Forjæt havde Lars Lejel præget fig faa faſt i Hovedet, at han ikke lod ſig rokke derfra, og ſaa var der jo Intet at gjøre derved, Men Jens Veſtergaard fandt, at Fattigfolk ſlet ikke havde Lov til at nere ſaadanne Tanker, iſcer naar de medforte ſont nødvendig Forudſctning, at han, Jens, ſkulde vedblive at yde Tiendeafgift og engang overlade ſin ſtolte og rige Gaard til ſin Son, Rasmus, med uindloſte Tiender. Og en ſtolt og rig Gaard blev Veſtergaarden til under Jenſes Hender, og hans Driftighed vilde været al Ære værd, ſelv om den havde gaaet mindre vidt. Han var omſigtig og klog, nærig og egennyttig i Handel, Vandel og Aolsbrug. Sine egne betydelige Kræfter jfaanede han ikke. Han kunde terſke en Trave Rug og tillige banke en eller to Tjeneſtekarle om Vintermorgenen, for han ſpiſte ſin Davre. Han behøvede mindre Søvn end en Lærke, og i den travleſte Sommertid var han mangen Nat ſlet ikke i Seng, men blundede kun nogle Ojeblikke udſtrakt paa en Bænk eller et Ladegulv. Tyendet ſkulde holde Skridt med ham. Karle med Dygtighed og Selvſtendighed kunde han rigtignok ikke have i Tieneſte, men fan hjalp han fig med opvoxende, ofteſt — 155 fattige og forjvarsløfe Knøfe, ſom han jaa drev frem i Arbejdet med Stød, Slag og onde Ord og ariftrængte over Gvne, fan at mere end et ungt Mennffe tilſatte fin Forlighed i hans Brod. Idelig og altid fandt der Tieneſteſkifte Sted i Gaarden. En Tieneſtekarl, der hed Morten Rævftrup, ſom rigtignok var et daarligt Menneſke, dreves endog faa vidt, at han hængte fig jelv i Gaardens Lade. Stedſonnen, der jo ikke kunde flytte bort, havde det ingenlunde godt i fit Hjem. Jens ſagde, han var et Fe, og der var andre Folk ſom mente, at Sted⸗ faderen havde banket ham Forſtanden ud af Hovedet. Men ingen af Delene var ſandt. Kjæld var noget forkuet og noget pjaltet; men havde ganſke gode Evner og blev med Tiden til en vakker Knos. Han var heller ikke uden Beſkyttelſe; thi engang havde Dorthea taget ſig ſammen og alvorligt fortalt fin Mand, at hvis han oftere mishandlede Drengen, jaa vilde det være forbi med deres Samliv. Siden blev Kjæld fan temmelig i Ro; men Jens fattede et grundigt Nag til ham, der aldrig udſlukkedes. Og Drengen nærede for fin Stedfader en grulig Radſel, der ſkrev fig fra en ffummel Begivenhed, hvortil Kjæld havde været eneſte Vidne. Han havde været ifærd med at fortælle Sagen for fin Moder; dog hun havde afbrudt ham, paaftaaet at han havde drømt, men derhos bedet ham, for Guds Skyld, aldrig at omtale det til noget Menneſke. Han havde da ogſaa fortiet Tildragelſen, men havde ikke kunnet glemme den, om han havde villet. Medens vi ere ved at omtale Huslivet i Veſter⸗ gaarden, fan det med det Samme meddeles, at Rasmus, der var nogle Aar yngre end Kjeld, tegnede til at blive en brav Knøs og havde i al Fald gode Anlæg; men han var fin Faders Yndling, og Jens Veſtergaard ſtrebte at oplære ham i fine egne Veje, hvilket kanfke ikke var jaa heldigt, ſom det kunde være. Det blev ſagt, at Jens kunde være fojelig og med⸗ giorlig overfor de Megtige, og ſaaledes var han for den Sags Skyld ogſaa mod ligeſtillede Jcvnlige. Han vilde mele ſin Kage, hvor han kunde; men naar man i den Retning var paa ſin Poſt, kunde Naboen og Andre godt komme tilrette med ham. Hans overlegne Driftighed og den ftærfe Fremgang i Velſtand, ffaffede ham Anſeelſe, og i mangt et Samlag forte han det ſtore Ord. Der forkyndte han ſaadanne Leerdomme ſom, at Enhver var Tyv i fin Nering, at Ingen var fattig uden ſin egen Skyld, og at de Fattige vare at jætte i Lighed med et Slags Maddiker, der vilde æde Kjodet af Gaardmendenes Krop, medens andre Sam⸗ fundsklasſer vare ſom Vandbier, der aad Honningen uden at arbejde. Ved flige Lejligheder endte han gjerne med at omtale Lars Lejel, der tog Tiende paa hans Mark og derfor var halv Maddike og halv Vandbi. Thi der var ligeſom en Vredens Engel, der forfulgte Jens Pederſen og ramte ham gjennem det, der var hans Glæde og Stolthed: Det ſtigende Udbytte af hans Gaard og hans voxende Rigdom. Af alt det, han med Ret og Uret ſkrabede ſammen, ſkulde den forhadte Stedſon en Gang nyde fin Del, og af hans veldyrkede Jorders flerdobbelt øgede Udbytte øgedes i ſamme Grad Lars Lejels Indtegt, ſkjondt Husmanden ikke rørte en Finger for at medvirke til Forggelſen. Ganfke viſt var deri noget unaturligt; men Tingen var den Gang aldeles lovlig, og Loven maa være Retteſnor for Alle, ſaalcenge den er Lov. Jens kunde dog ikke finde ſig i det, og han lagde an paa at drille og plage Husmanden paa alle Maader, dels for at hævne fig og dels for at gjøre ham kjed af ſin Tiende. Der var Noget, ſom kaldtes Tiendeſvig, og den øvede han pan enhver tænkelig Maade. J Hoſttiden bortkjorte han Korn i Læsfevis og ſtjulte det i Bakkeklofterne oppe paa Jonsbjerg eller ſtuvede det bort i Stuer og paa Loft, indtil Tiende⸗ ejeren havde været der og fuldbragt fin Telling og taget ſin Del. Til andre Tider bandt han Halmviſke med en Smule Straakorn udenom og ſatte dem, hvor Tienden efter Tallet kunde formodes at blive taget. Han havde ofte mere Umage dermed, end den vundne Fordel var værd; dog faa. havde han tillige Fornøjelfen af at bedrage Lars. Men der kom en Zid, da Tiendejvig neten blev umulig. Den ikke ſynderlig klogtige Husmand havde faaet et forunderligt Greb paa at opdage ethvert Kneb, der var øvet. Og faa medbragte han i Lommen en Opffrift, ſom han nu og da raadforte fig med, og han vidſte da paa en Prik, hvormange Traver Korn, der var hoſtet af hvert Slags paa Veſtergaardens Jorder. Det var tydeligt, at Jens huſede en Forræder i fin egen Lejr; men han kunde ikke opdage hvem det var; thi at han ſkiſtede Tjeneſtefolk, hjalp ikke det Mindſte. Han lagde ſig efter en anden Krigsforelſe, idet han nægtede at ſpare Tiende ſnart af Geslinger og Griſe, ſnart af Boghvede og Andet, og han fik Lars indviklet i flere Retsſager. De koſtede Penge, ſom den fattige Mand havde ondt ved at ſkaffe; men Jens, der ſtadigt tabte Sagerne, maatte endnu ſteerkere punge ud, og det var ubehageligt nok. Dertil kom, at hans Sagforer blev kjed af Vrøvlet og ſagde til ham: „Troer De, at en Prokurator er til blot for at hitte paa Krog⸗ love til at forlænge uretfærdige Sager, der dog ikke kunne vindes“. i „Jeg troede, at naar jeg betaler —” ; „Saa det troede De! Men jeg fan fortælle Dem, at en Prokurator har ogſaa Wre i Livet. Og ſom jeg hører, er Deres Modpart ikke alene en fattig Mand, men han er ogſaa tungſindig og gaar og er nærved at ergre fig tildode over Deres Forfolgelſer. Kort ſagt! De maa ſoge Dem en anden Sagforer. Jeg vil ikke have Mere med Dem at gjore“. Jens ſundede fig lidt paa det, laa gik han ud og opſogte Lars Lejel, med hvem han den Dag fulde havt — en Sag i Retten. Jens tilbød Forlig, og Husmanden gik glad og gjerne ind paa Tilbudet og lod ſig fraſnakke fem Rigsdaler, ſom Gaardmanden fkulde have for at lade Tretten falde. Men faa fif de fig ogſaa en god Zaar at drikke ſammen, og fra den Dag af ſkulde de være Perlevenner. ' (Fortſettes.) Jagthiſtorier. Af Bx. H. A — — 81 . 2. Paa Sneppejagt. om jeg ſagde: Jagt er en Videnſkab, der f * ikke læres ved at hænge over Bøgerne; 5 SY ma nu havde Bruhn engang læft noget zom, hvordan man drev Sneppejagt der⸗ nede i „das große Vaterland“; og han var jaa begejſtret ſom en Tydſker for denne Fremgangsmaade og lod os ingen Ro, førend vi lovede at tage med ud i Skoven for at gjøre en Pre⸗ ve. Det var en ſtil⸗ le Maaneſkinsnat i Marts Maaned, da vi droge ud til Sko⸗ ven. Bruhn, der na⸗ turligvis maatte være Forer, anviſte os hver en aaben Plads med enkeltſtagende Zræer. Der ſkulde vi ſtaa rolige, lænede op til en Stamme og vente paa Dagningen og É paa, at Snepperne ſkulde komme flyvende, faa ffulde vi naturligvis ffyde dem. Det ſidſte var overmaade ſim⸗ pelt; det gjaldt bare om, at Snepperne vilde komme og lade ſig ſkyde, ligeſom i det beromte „Slaraffen⸗ land“, hvor ſtegte Duer flyve ind i Munden paa En, ſaaſnart man gaber efter dem. Moller og jeg tvivlede dog meget om, at Snepperne vilde være lige ſaa lengſelsfulde efter at blive ſkudte, ſom disſe Duer efter at blive ſpiſte. „Det er noget tydſk Vrøvl, det Hele!” ſagde Møller. „Hvorfor ſkulde Snepperne juſt komme her? Og i hvert Fald er det noget Lumfkeri og ingen Frem⸗ gangsmaade for ærlige Zægere; thi man fkal ogſaa gjøre Dyrene deres Ret. Lad os hellere afſoge Skoven, for er der ingen Snepper, jan er der Rave!“ Men Moller maatte lyſtre, og ſaa ſtode vi da rolige enhver paa ſin Poſt, overladte til vore egne —.—— En forkert Sueppe. Tanker; thi vi vare for langt fra hinanden til at holde i Snak, og det var desuden ſtrengeligen forbudt. Der gik en Time, der gik to. Det begyndte at dages en Smule i Oſter, men Snepperne merkede jeg ikke noget til. Det var lidt koldt; men ellers et rart og ſtille Vejr. Jeg blev kjed af at ſtaa, hyllede mig godt ind i min Overfrakke, lagde Bosſen fra mig, og ſatte mig ned under Zræet paa en gammel Stub. Hvor det var ſtille rundt omkring mig! Det var ſom hele Jorden ſlumrede i evig Fred og Ro, ſom om al Slid og Slæb, Strid og Kamp var forſvunden! Det milde, ſolvklare Maanelys ffød fig ind mellem de blad⸗ loſe Tracer, og frembragte et forunderligt Spil mellem Lys og Skygge, og alle Zræer rakte deres krogede Arme opad mod den rene Himmel i ſtille Glæde. Saa begyndte det at fløjte og kviddre ſagte, ſnart hiſt, ſnart her, en Ræv bjaffede i det Fjerne, det raslede i de torre Blade, det var en Vaſel eller maaſke kun ' en Frø; en lille Fugl flagrede med Vin⸗ gerne og flyttede ſig over paa en anden Gren; ſaa var det paa rorte Livet ſig atter, altid ſteerkere og ftærfere efterſom Lysſkjcret i Oſter tog til og Maanen bleg⸗ nede. Naa ja! jeg gabede et Par Gange, luk⸗ kede Ojnene og faldt i Søvn. Da drømte jeg, at Bruhn kom ridende i flyvende Fart pan Sjanko. Han var i Dragon⸗ uniform, havde Sadel og Bidſel paa Hunden, Sa⸗ belen ved Siden, og en Jagtbesſe i Haanden: „Er det ikke en prægtig Karl, hva?” ſagde han og nikkede til mig, medens han gav Hunden Sporerne og ſatte over et Tre. Da kom der noget fort flyvende henover Trœtoppene, det blev ſtorre og ftørre, indtil det jaa ud ſom en Bjorn med mægtige Vinger. „Der har vi Sneppen!“ ſagde Bruhn, lagde Bøsjen til Kinden og ffør. „Bum — bum!“ led det i det ſamme, og jeg foer op, for det var ingen Drøm, det var virkelig Bruhn, der ffød, og nu raabte han ovenikjobet et for⸗ nojet Hurra, for at meddele os fit Held. Jeg ſprang afſted hen til ham, og Møller kom fra den anden Side. gf „Fik Du den!“ ſiger vi begge paa en Gang. Men Bruhn ſparer ikke. Han ſkubber Hatten lidt tilſide og river ſig i Haaret, medens han betragter ſtille en Tid, og der⸗ 157 Fuglen, ſom Sjanko nok ſaa triumferende preſenterer ham. „En Sneppe!“ ſiger Moller; „men hvor er Ne⸗ bet?“ Han tager den fra Hunden og holder den hen imod mig. „Ja ſikken mærkværdig Sneppe, den har baade Orer og Haar!“ Og ſaa ſtak vi i at le, medens Bruhn vendte os Ryggen og ladede paany; for det var ingen Sneppe, men en ſtor Flaggermus. „Nu lader vi Snepperne flyve, baade dem, der hører til Fuglene og dem, der hører til Pattedyrene,“ ſagde Møller; „men jeg har lagt Mærke til, at en Ræv luffer om hiſt henne i Krattet; lad os prøve, om vi ikke kan nappe ham!“ i ; og ſaa fik vi Rævehagt i Bosſerne. den ſkulde komme. Jeg kaſter Bosſen til Kinden og brænder los, faa den dratter lige ned ſom en moden Pere; men juſt i dette Ojeblik ſpringer Mikkel ud af Buſkene foran mig og farer ned ad Vejen. Ja ſaa fik jeg da alligevel Ret!“ . „En hel Ladning Revehagl i en Sneppe;“ ſiger Moller, „den er dejlig mor, for den er ganſke ſmaddret. Velbekomme! Lad os ſaa ſe at faa fat paa Ræven; jeg kan høre paa Hundene, at den ſtaar faſt dernede et Sted!“ Vi ſkyndte os ud af Skoven. Dernede i Dalen" laa et Par ſmaa forfaldne Huſe og op ad den ene laa 7 en Stak gammelt Halm. De to Hunde ſprang gjoende omkring Huſet, og Sjanko Det var imens bleven Dag. Møller og jeg gik ind i Krattet for at jage Ree⸗ ven ud, og Bruhn fik Poſt udenfor ved Vejen for at tage imod den. Vi vare den ſnart paa Spor, og den trak lige ud ad den Kant, hvor Bruhn ſtod, ſaa vi tvivlede ikke om, at den vilde falde; for Bruhn ſkod godt, ifær naar han var lidt ærgerlig. Naa, der faldt et Skud, og vi ſtyndte os frem. „Fik Du den?“ raabte vi atter. i „Ja gu fif jeg den!“ ſvarede han og fremviſte triumferende en — Snep⸗ pe, og denne Gang er den ægte, da ffal J ikke gjøre Nar ad mig!“ „Men Raven, Ræ- ven!“ ſiger Moller. „Ja den tog Pokker ved!“ ſparer han. „Jeg ffød lige hen over den, og . den' blev ſaa forſkroœkket, at den rendte ſom om den var gal lige ned ad Vejen med alle tre Hunde i Helene. Hor! den er ikke langt borte endnu!“ „Men hvorfor ffød Du den ikke, den kom jo lige ud imod Dig!“ ſagde jeg. „Aa, jeg ſtod her og var ſaa ærgerlig over den Feiltagelſe med Flaggermuſen og forbandede af mit ganſke Hjerte den Tydſker, der havde ſkrevet det Slud⸗ der!“ ſiger han; „ſaa ſer jeg over Træerne og teenker, om det dog ikke alligevel ſkulde være muligt, og ſan⸗ delig, der kommer en Sneppe aldeles ſaaledes, ſom J Baghold. var ifærd med at klattre op ad Halmſtakken, for oppe paa Rygningen af Huſet ſad Hr. Mikkel nok jaa ſtolt og faa fig omkring. Da han ſaa os, gjorde han en hurtig Vending frem og tilbage, men da han ikke fandt det raadeligt at ſpringe ned, lagde han ſig ved Skorſtenspiben, hvoraf kun den ene Side ragede op over Taget. Vi lagde an paa ham. Han løftede Hovedet og ſkulede til os, og ſaa var han borte. J ſamme Oje⸗ blik kom Sjanko farende hen ad Huſet, ſtandſede ved Skorſtenen ſtak Hovedet ned og halſede af alle Kræfter. „Nej nu har jeg aldrig i mine Levedage kiendt Ma⸗ ge!“ udbrod Moller, „den gik min Sandten ned i. Skorſtenen!“ Folkene i Huſet havde mærfet, at der var noget uſcdvanlig paa Færde og vare derfor komne op; men da vi forklarede dem, at Raven var i Skorſtenen, vilde de paa ingen Maade tro det. Vi fik faa Lov til at gaa ind i Kjokkenet og kigge op i Skorſtenen. Ja ganſke rigtig! der fad Mikkel paa Sodbeenken og gloede ad os, medens Sjanko overſt oppe ſtak Hovedet ind og gav Hals. „Naa ſkyd nu, Bruhn!“ ſagde Møller, „Du har havt Modgang idag, og derfor fkal Du have Æren af, at have ffudt en Ræv i en Skorſten!“ Bruhn fføb, og Raven faldt ned paa Arneſtedet. Den gav et Spjat, og jaa var den dod. — Saa ſagde vi Farvel og Tak. Bruhn tog Ræven i Halen og ſmed den over Skulderen og faa gik vi hjemad, ſnakkende om denne merkveerdige Tildragelſe. Men da vi vare komne midt ind i Skoven gav Bruhn pludſelig et Brol og et Spring, ſlap Ræven, og greb fig med begge Sænder bag paa — og Raven foer ind i Krattet og var borte. Den var atter kommen til Live, ſom det faa tidt hændes med Rave, havde bidt ham og var ſaaledes ſluppen. Og vi fik den heller ikke mere, ſkjondt vi ſtrejfede omkring en Timestid. Den var gaaet i Graven og vi kunde ikke jage den op, da vi ingen Gravhunde havde med. „Om folkelig Lesniug. N Af Alads Hanſen. 88 (Sluttet Neg vil forſt nævne de hiſtoriſke Skrifter, og blandt disſe ſkal Grundt⸗ > vigs Overjætteljer af Saxe Rune⸗ meſters „Danmarks Kronike“ og Snorre Sturleſons „Norges Konge-Kronike“ have forſte Plads. Hvis nogen undrer ſig over at disſe Skrifter, der handle om Nordens Hiſtorie, er overſatte fra et fremmed Sprog, da ffal jeg blot til⸗ føje, at den forſt nævnte oprindelig er ſkreven paa Latin i de Tider, da næften ingen her i Landet ſkrev fit Modersmaal, og den anden var fra farſt af ſkreven paa Islandſk. Desuden har vi en udmærket god Folkebog i Fr. Barfods „Fortellinger af Fædre landets Hiſtorie“ og de i denne Tid udkomne „Billeder af Nordens Hiſtorie“. Og i Rakke hermed vil jeg nævne tre mindre Bøger af Birkedal „En folkelig Julegave“ Nr. 1, 2 og 3, den ſidſte tillige med Titel „Danſke Syn og Minder“, hvori Forfatteren paa en djærv og ægte folkelig danſk Maade udlægger Nordens Gudelcre, der allerede for en Del er fortalt i dette Blad, faa man faar at je, at det vore Forfedre troede og holdt helligt, var mere end nogle opdigtede Fabler og Eventyr, at det var Livets ſtore Gaader de grun⸗ dede paa at loſe, og at der i disſe Sagn om Aſer og Aſynjer, om Alfer og Dværge, om Jaetter og Trolde, ligger fkjult de dybeſte og de hojeſte Tanker, noget Naturfolk paa Jorden har tenkt, om den ſtadige Kamp mellem det Onde og det Gode, Troen paa at det Gode evig ffal fejre, Troen paa en uſynlig Gud, der ved Tidernes Ende ſkal aanbenbares og holde Dom over Alle — Troen pad, at der udenfor denne jordifke Til værelje er aandelige Magter, der gribe ind i det vi kalde Begivenhederne og ſom i Grunden ere de ledende og ſtyrende Kræfter. Og ved Siden heraf viſer han hen til flere af de Sagn, der ere os overleverede fra Hedenold, og gjør os opmeerkſomme paa, at Folkets Liv i hine Tider ſtod i nejeſte Overensſtemmelſe med det de troede, ſaa at de turde leve og ds derpaa. J ner Forbindelſe med Fædrelandets Hiſtorie ſtaar den fedrelandshiſtoriſke Digtning, det er, Fortællinger fra ſpundne Tider, der ere lagte til Grund for en udforligere digteriſk Behandling, ud⸗ ſmykkede og tillæmpede efter Digternes Syn "paa. Be⸗ givenhederne og Tidsalderen, jaa at langtfra alle enkelte Trak maa tages ſom hiſtoriſke Kjendsgjerninger, men ſom til Gjengjeeld fremſtiller Livet og Perſonerne i et klarere Lys end den nøgne Hiſtorie kan give os. Af ſaadanne Skrifter have vi Ingemanns fire hiſtorifke Romaner „Valdemar Sejer“, „Erik Menveds Barn⸗ dom“, „Kong Erik og de Fredløje” og „Prins Otto af Danmark“. Det er Folke viſens Beretninger, der i Serdeleshed ligger til Grund for disſe Fortæl linger, ſom i mange Aar vil ſtaa i forſte Rakke af vore nordiſke Folkeboger. Den varme Fadrelands⸗ kjerlighed, der ſtrommer Læjerne imode, det muntre Lune, den Friſkhed og rene Tone, der gaar igjennem disſe Verker, gjor dem til kjcere Geſter i alle de Huſe, hvor de kommer, og der er Mænd og Kvinder i hun⸗ dredetal, ſom ville erkjende, at ved disſe Bøger er den folkelige Folelſe, Kjærlighed til Fædrelandet og til vore ſkjonne Minder, vaagnede hos dem. Neermeſt herved vil jeg ſctte H. F. Ewalds og Carit Etlars Skrifter, der ligeledes for Storſtedelen ere grundede paa Hiſtorie, Sagn og andre Overleveringer fra Fortiden. Af Evalds Skrifter udmærker ſig iſcer „Den ſkotſke Kvinde paa Tjele“ ved en tro engivelſe af den Tidsalder den omhandler (ved Reformationens Indfgrelſe), ikke blot hvad Folkets daglige Sædvaner og Levevis, ſaavel hos Bonde ſom hos Herremeend og Kloſterbroder, angaar, men ogſaa ved den klare Fremſtilling af Datidens Teœnkemaade og de forſtjellige Aandsretningers Bryd⸗ ninger. Og af Carit Etlars Fortællinger er „Gjonge⸗ høvdingen” en af de meſt tiltalende og underholdende ved Skildringen af Hovedperſonernes Mod og Snildhed og ved de mange eventyrlige Bedrifter de udforte i Krigen under Frederik den Tredie, for og under Kjo⸗ benhavns Belejring. Heraf følger dog ikke, at de mange andre Forellinger, ſom disſe Mænd have ſkrevet, ikke er værd at læje, tvertimod, alt hvad de have ydet, fortjener Paaſkjonnelſe og bor kjendes i alle danſke Huſe. Vi har desuden en Mængde fedrelandshiſtoriſke Fortællinger af P. P. (Rumohr) „Grevens Fejde”, „Niels Juel“, „Tordenſkjold“ og „Hiſtoriſke Billeder fra Chriſtian den Fjerdes Tid“ af Hauch „Vilhelm Zabern“ m. fl., af Rumohr „Jakob Dannefærd”, af T. A. Becker „Claus Limbeek den yngre”, „Bonde⸗ krigen“ m. fl. ; ; Af Folkeſagn og Eventyr have vi rige Samlinger i Thieles „Folkeſagn“, Svend Grundtvigs „gamle danſke Minder“, Carl Anderſens „Jslandſte Folkeſagn“; Asbjernſens „Norſke Huldreeventyr og af disſe Skueſpil ville have Betydning ſaalcenge hiſtorien. * 159 Folkeſagn“, og med Henſyn til den nyere Eventyr⸗ digtning har H. C. Anderſen givet os en Skat, ſom intet Folk i den hele Verden har Mage til. J de ſidſte Aar er ved Udvalget til Folke⸗ oplysningens Fremme paabegyndt Udgivelſen af forſtjellige Smaaſkrifter, der alle egne ſig til Folke⸗ læsning: og ſom ere meget billige. De jælges foruden i Boghandelen af vandrende Bogſelgere og fjendes fra de foran omtalte vardiloſe og ſkadelige Bøger ved, at der paa Titelbladet af dem alle findes et Billede af Frihedsſtotten paa Kjobenhavns Veſterbro. Og jaa har vi en ſtor Mengde Skildringer af Folkets Liv, Hverdagshiſtorier. De begynde med St. St. Blichers Noveller og fortſcttes af C. A. Thyregod — hvis Skrifter have været anmeldte her i dette Blad — af Anton Nielſen, Hother Tolderlund (Dr. H.), Thomas Lange, Budde, Knud Skytte, Beatus Dodt og flere, hvoraf de fleſte ere kjendte for „Husvennens“ Leſere af deres Smaafortellinger her i Bladet. Det vil være for vidtloftigt at nævne alle de gode Bøger, disſe Mænd have givet os, hver for fig, men Forfatternes Navne ere Borgen for, at det er god ſund og ſom ofteſt tillige værdifuld Læsning, der bydes. Fra Norge have vi ligeledes en Merngde vakre Fortællinger af Bjernſtjerne Bjornſon, Jonas Lie, Ivar Ring, Kriſtoffer Janſon og Magdalene Thore⸗ ſen, der leſes ligeſaa let af Danfke ſom vore egne Bøger, mændene. Vor Skueſpil⸗Digtning begynder med Hol⸗ berg. Hans Komedier, „den danſke Skueplads“, er noget af det morſomſte man kan faa at læje. Flere Dan⸗ mark er til; det var ved dem at Holberg ſlog de forſte mægtige Slag til alt det fremmede udenlandſke Veſen, ſom var trængt herind, ſaavelſom til mange andre Daarfkaber, imod. Jeg vil blot henviſe til „Erasmus Montanus“, „den politiſke Kandeſtober“, „Jeppe paa Bjerget“, „den Stundesloſe“ og „Juleſtuen“ (alle udgivne paa ny af Ovennævnte „Udvalg til Folkeoplysningens Fremme“) — disſe Skueſpil vil enhver have Fornojelſe af at kjende; ligeſaa Ohlenſ chlegers Tragedier (Sorge⸗ ſpil), hvortil Digteren paa en enkelt Undtagelſe nær har hentet Wmnet fra Nordens Hiſtorie, iſcer Sagn⸗ Men der ſkal en vis Udvikling til at kunne leſe Ohlenſchleger med Glæde og ſaaledes at man rigtig kan have Gavn deraf, ſaa hans Bøger maa helt gjemmes til man har hørt og læft en Del andre gode Skrifter, ſom de jeg foran har henledet Opmeerkſom⸗ heden paa. Senere har Normendene Bjornſtjerne Biornſon og Henrik Ibſen ſkrevet flere ſmukke hiſtoriſke Skueſpil, den forſtncrvnte t. Ex. „Kong Sverre“ og „Mellem Slagene” og den fidftnævnte „Kongsemnerne“. da vi have fælles Skriftſprog ſammen med Nor⸗ vi endnu den Dag idag have at fæmpe | Ibſens „Brand“ og „Per Gynt” have ligeledes fundet ftor Anerkjendelſe. Hvad denne Art Digtning angaar, ſkal jeg endnu kun minde om Hoſtrups Komedier, der uden Tvivl er det bedſte, den nyere Tid har frem⸗ bragt i denne Retning, og ſom ere jaa livfulde og faa treffende i Karakterſkildringerne, at man kan være vis paa at fan en rigtig forfriſkende Latter ved at læfe dem eller høre dem forelæje af en, der læjer godt. Endnu ſtaar tilbage at omtale den epiſke Digt⸗ ning (Fortællinger i bunden Stil). Heraf have vi to dejlige hiſtoriſke Digte af Ingemann, der følger i Rakke med hans hiſtoriſke Romaner, nemlig „Valde⸗ mar den Store“ og „Dronning Margrethe“, ſamt af Paludan⸗Müller „Adam Homo“, af Chriſtian Winther „Sjortens Flugt” og af H. P. Holſt „den lille Hornbleſer“, ſom iſcer egne fig til Folkelcesning, ſaavelſom endel mindre Digte, der for det meſte findes ſpredte hiſt og her i Forfatterens egne Skrifter. De bedſte af vore fortællende Digte, der egner ſig for Sang, have Hojſkolelcrerne Schroder og Nutzhorn ſamlet i en billig Udgave: „Hiſtoriſke Sange“, ligeſom J. Nørregaard og Baagø have udgivet en tilſparende Samling af Fadrelands⸗ og Folkeſange. Efterhaanden ſom man kommer videre maa Ohlenſchlegers „Allad⸗ din“ og „Nordens Guder“, ſamt hans „Frodes Draßa“, „Helges Eventyr“, „Arſa“ og „Rolf Krake“, der hører med til den ſtore Digters bedſte Arbejder, leeſes. Af den fremmede Literatur ſtaa de Bøger, der ere overſatte fra engelſk, hojeſt, og flere af Englands bekjendte Digtere, ſom Walter Scott, Charles Dickens, Bulwer og Marryat, hvis bedſte Skrifter ere over ſatte paa DanfÉ, fortjener at loſes, hvor der er Tid og Lejlighed dertil. Svenſk kan med en Smule Ovelſe leſes uden at være oyerſat, iſcer hvad der er ſtrevet i ubunden Stil, og naar man har en lille Bog ved Haanden, hvori de Ord, der afvige meſt fra vort eget Sprog, findes forklarede (Svenfk Ordbog for danſke og Norfke af A. Larſen). Man vil have ſtorſt Glæde | af at læfe en Forfatter i hans eget Modersmaal, da ſelv de bedſte Overſcrttelſer have tabt noget, og det vil tillige være gavnligt for de nordiſke Folks aandelige Sammenflutning, naar vi gjenſidig ville gjøre os be⸗ kjendte med hinandens bedſte ſkrevne Verker. Af det Anfarte vil det ſes, at der er Vinter⸗ arbejde nok til de ledige Timer for den, der har Lyſt til at leſe, og det var godt, om der i hvert Hus var en, der kunde og vilde laſe højt for alle Huſets Folk i de lange Aftener. Derfor kan de andre godt ſysle med alſkens Smaaarbejder, der ikke gjor for megen Larm. Og man maa endelig ikke glemme at ſynge gode Sange til Afvexling. Nu er Spergsmaalet, hvordan ſkal man faa fat i ſaadanne Bøger? Ja, naar man forſtaar at vælge, kan man jo godt bruge Lejebibliotheker i Kjobſtad og paa Land, det er jo den billigſte Maade; man kan . Er b 160 ogſaa oprette nye Læjeforeninger, ſaaledes ſom jeg har givet Anvisning til i „Husmandsbogen“, hvor ſtarre Kredſe kan enes derom. Og man ſkal ſlet ikke være [aa bange for ſelv at kjsbe nogle Bøger; de Penge, der gives ud til gode Bøger ere ikke jaa ilde brugte ſom mange tror, og tilmed ere mange Skrifter, ſom t. Er. Ingemanns og de, der udgives af „Udvalget til Folkeoplysningens Fremme“, meget billige. Stiendt jeg kun har talt om folkelig Læsning maa Ingen. tro, at jeg vil holde Folk fra at læje rent nyttige Bøger. Nej langtfra. Men jeg har holdt mig til dette ene, fordi jeg ikke frygter for at Nogen ved Lesningen af Landveſens⸗ og andre ſaadanne Skrifter tage Skade paa deres aandelige Udvikling, ſom maa ſettes højt. over de materielle Fremſkridt, ſkjendt begge helſt ſkulde følges ad. Heller ikke maa man tro, at jeg har villet give en Fortegnelſe over alle de Skrifter, der egne fig til Folkelesning. Nej, der er mange flere; og ſkulde jeg omtale alle de jeg fjender — og jeg fjender langtfra alle — vilde jeg gjøre altfor ſtore Krav paa „Husvennens“ Gæftfrihed. Jeg har blot villet give en lille Vejledning for dem, der ikke rigtig vide hvad de ſkulle voelge og altſaa ligeſaa let kunne faa fat i daarlig ſom i god Læsning; og jeg vil derhos til Slutning bede de Leſere, der ere ligeſaa „kloge“ ſom jeg, at undſkylde mig, fordi jeg har optaget en Plads, ſom kunde have været brugt til „noget for dem“, og med Glæde gjøre. denne lille Opofrelſe for Andre. husflid. "Kludetæpper. ; Dom et lille Bevis paa, at der af unyttige Klude kan frembringes et varmt og ſterkt Gulvtæppe, uden Udgift og alene ved lidt taalmodigt Fritidsarbeide, tillader jeg mig at meddele Læjerne, at jeg for en Lid ſiden hos et Par gamle Jomfruer i Sk., der ernære ſig ved Skredderſyning, jaa et ret meerkeligt Teæppe. Det var ſamlet af 17 Breder og hver Brede var i 17 Stykker, ſaa der altſaa ialt var 289 Firkanter paa et Kvarters Storrelſe. Disſe vare ſtrikkede over blyantstykke Trepinde af tynde udklippede og i Længden ſammenſyede Kludeſtrimler, jaa hver Firkant havde fin Jærlige Farve, Rødt, Sort, Blaat o. ſ. v., der ved Sammenſyning dannede et ſmukt ordnet ſmagfuldt Hele, omgivet af en tre Tommer bred ſtrikket ſort Kant. Sele Teppet var derpaa ſyet faſt paa et Stykke Seekke⸗ lærred af ſamme Storrelſe for ikke at tabe fin Form. Hele Arbejdet havde de to Jomfruer udfort i deres 1 5 Fritid, ved at benytte Morkningen til at ſtrikke et. L. M. Haundeuld. Hundeuld er en Ting, der ofte bortkaſtes ſom ubrugelig, men er dog fortrinligere end noget andet til Vanter, Strømper og Halstørflæder for hvem der maa færdes meget i fri Luft naar det er vaadt og koldt Vejr, da intet andet Stof er ſaa varmende, ligeſom det er en gammel Erfaring, at det er et godt Lindrings⸗ middel for Gigt. Hvor man har Pudelhunde, bor man derfor aldrig bortkaſte Ulden naar den klippes, men anvende den, enten alene, eller blandet med Faare⸗ uld til ovennævnte Ting. i Bognyt. 8 Melodier for Sang og Pianoforte, komponerede af Organiſt L. Nielſen i Odder, ere udkomne i Kommisſion hos Thaarup i Kjøbenhavn. Melodierne ere ret nette; de forſte 3: „Alt hvad ſom Fuglevinger fik“, „Den ſtore hvide Flok vi ſe“ og „Denne er Dagen, ſom Herren har gjort“, ere de bedſte. De ere meget lette og ville kunne afgive gode Ovelſesſtykker for Be⸗ gyndere. 80 Smaating. Kotræet i Sydamerika. Dette Tro har fit Navn efter en hvid, melkeagtig Veedſke, ſom i ſtor Mængde findes baade i dets Marv og dets Ved. De Indfodte bore et Hul i Stammen, ſtikke et lille Bambusror ind og opfange jaa Vedſken i Spande, ſom de danne af ſtore Græskar eller Meloner. Denne Vædffe, der ſmager omtrent ſom Komeelk, men er endnu federe, har en næften uvurderlig Betydning, fordi de Egne, hvor Træet findes, ſom ofteſt ere fattige paa Vand. Ogſaa Kotræets Bark afgiver et ſundt Næringsftof, og naar den er knuſt eller malet fin, tillave de Indfodte af den en Dejg, ſom de bage mellem hede Stene, Paa denne Maade kaffe de fig et. fortrinligt Næringsmiddel, der omtrent har Smag om vort Hvedebrod. Firkantet Nod. . Af 5 E, 4 8, 2 K, 2. L, 2 , 1 N, dannes 4 Ord ſom læjes fra Oven og fra Venſtre: Det forſte Du nødig vil miſte det andet Du nodig vil ſe det tredie er to Gange tre et Kvindenavn er det ſidſte. i Brevverling. „Jeruſalems Skomager“ og en Del andre retſkafne „Nodde⸗ knakkere“. Det er ſorgeligt men fandt, at Husvennen bogſtavelig talt ikke har Plads til de interesſante Meddelelſer om Nodde⸗ knckkernes heltemodige Bedrifter. De bedes derfor venligſt nøjes med den gode Bevidſthed, de kjernefulde Knakninger medfører og — ſpare deres 8 rer. „Kongen og Smeden“. Har varet trykt for i en mere mor⸗ ſom Skikkelſe. Indhold. En Üdaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod. — Jagthiſtorier, af Br. H., 2, med 2 Billeder. — Om folkelig Lesning, af Mads Hanſen (Sluttet). — Husflid: Kludetcpper. Hundeuld. — Bognyt. — Smaating. — Gaade. — Brevvexling. — Husvenuen udkommer til hver Hendag med el 16⸗ſpaltet Ark, ſorſunel med flere Billeder, til 3 Alk. ( Kr. Jjerdinggaret frit filſendl. Hvert Fjørdingaar medfølger gratis et ſtort fmukt Billede. Blade kau beſliſles pan ethvert Vofikontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos Hovedfiommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kſobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. N 2. Aargang. ; Nr. 21. å En Udaadsmand. Forfælling af G. A. Thyregod. — * (Fortſat.) 2 2 i i e hvidblaa Foraarsdampe bølgede hen over Jonsbjergenes ſolbeſkinnede Tæppe, ſaa de merke Hejder toge fig ud ſom Solvſkyer. Saaledes toge de fig ud fra Krogbjerg, der lag en lille Mil længere mod Syd. Aſſtanden mellem de to Punkter optoges af en bred Slette, ſom narmeſt ved Krogbjerg By var frodig Eng, der paa den ſmukke Majdag var pyntet med rode, hvide og gule Blomſter i det flojlsgronne Zæppe. Tat nede ved Engen laa Enghuſet, Lars Lejels Hjem, omgiven af høje, Piletræer, der endnu vare blad⸗ loſe, men til Gjengjceld vare rigt ſmykkede med hvide og gule Uldduſke. Boligen beſtod af en lille Bindings⸗ verks Bygning til Stue og Lade og et Slags Side⸗ hus, der var opført af Jordtorv og Lyng og havde Staldplads til to Kger og tre eller fire Faar. Nu indeholdt dog Huſet kun een Ko; thi den ene havde man maattet ſcelge for at faa Korn til Sommerfoden og Penge til at fore de koſtbare Retsſager igjennem. Fattigdom var tilſyne baade ude og inde, og det var ikke godt at vide, hvorvidt den vilde gaa, hvis Manden | fremdeles ſknlde forfølges med Retstrætter. vgwands Biller, for Morſkabsleaning, Oplpsning og Hugflid. Adginet af R. C. Bom. Sundagen d. 2. februar. en lille og velholdt Husmandshave, der foruden Frokaal | og Urtebede havde blomſtrende Paaſkelilier og Tuſind⸗ fryd; men Havens ſmukkeſte Blomſt var dog dennes | . Omme bag Hujet i Le af Piletrœerne var der Kjobenhavn. 1825. unge Herſkerinde, Lars Lejels lille Martha, ſom for⸗ reſten nu var en fuldvoxen nittengarig Pige, der var fin ſkrobelige og tungſindige Faders Husholderfle, For⸗ ſorger og trofaſte Støtte. Hun var en ſmuk Pige med en flanf Vært, et lille fint og blegt Anſigt, blide og ſmukke blaa Oine og et ſpert kaſtaniebrunt Haar, font hun for Tiden havde feengſlet under et hvidt Tor⸗ klede. Sendes markeblaa hjemmegjorte Dragt ſluttede net og tæt om hendes brede Barm, og den Maade, hvorpaa hun haandterede Spaden og Haveriven, vifte, at hun hverken var vant til Sloſeri eller Lediggang. Der var over hendes Aaſyn og Veſen et Alvors⸗ præg, der ikke ret pasſede med hendes Alder, men ſom kunde hentyde paa Bevidſtheden om et tidligt Anſvar og tidlige Sorger. Naar hun ſpejdede hen ad den hvidſandede Gangſti, der fra Huſet forte op til Kirke⸗ byen, jaa var der ganſke viſt forventningsfuld Omhed i Blikket, men dog ikke den Art Omhed, ſom ſes i en ung Piges Øjne, naar hun ſpeider efter en jævnaldrende bjertenskjcer. Der var ligſom en Afſkygning af mandig Kraft i hendes Smil og i den Maade, hvorpaa hun ſtͤdte Spaden i Jorden, da den Ventede endelig kom tilſyne, og hun ilede ind for at fe, om Alt var i Orden til hans Komme, hvorpaa hun gik ham imode. Den Kommende var hendes Fader, Lars Lejel ſelv. Han var en lille, hvidhaaret, for tidligt celdet og ſygelig udſeende Mand, der paa en ubehjclpſom Maade liſtede hen ad Jorden og ligeſom roede fig frem med Sæn- derne. Der var Bekymring i Pigens Aaſyn, da hun gik ud fra Huſet; men paa Mandens Aaſyn ſaaes et Smil, der, hvor kummerligt det end var, fif et livligt og Dejligt Gjenſkin til at ſtraale i hendes Anſigt. „ Hun bod ham fin Arm, og træt og tung ſtottede han ſig til hende. „Hvordan gik det?“ ſpurgte hun. „Ret godt,” hvidſkede han ſtakaandet. Hun ſpurgte ham ikke videre, da det anſtrengte ham at tale. Forſt da han kom ind og fif fat i fin Loeneſtol, og hun havde omgjordet ham med Puder og ſat Mad og Drikke for ham, tog hun atter til Orde: „Sagen er vel ikke endt?“ „Jo, den er.“ „Fik Du Ret?“ „Jeg havde jo Pet. vi ſluttede Forlig — og vi bleve Venner — og vi ſkulle aldrig trættes mere.“ „Gud ſte Lov! Gid det maa ſtaa ved Magt!” „Det gjør det nok. Jens er viſt ikke faa ſlem, ſom vi har antaget ham for. Nu er han jo ogſaa ældre og har faaet bedre Forſtand. Det Eneſte der ærgrer mig, er at jeg ſkulde give ham fem Rigsdaler for at lade Sagen falde. Hvad ſkulde jeg give ham dem for, naar jeg havde Ret og han Uret?” „Det veed jeg ikke; men hvis vi nu kunde faa Fred, jaa er den dog ikke for dyrt kjobt.“ „Det ſyntes jeg ogſaa dengang; men ſiden fortrod jeg det. Bagefter var han ifcerd med mig igjen om at kjobe Tienderne.“ „Var det ikke bedſt, Du ſolgte ham dem?“ „Nej, jeg lovede Din Moder, at Du ſkulde faa dem ſom Arvelod. Din Moder holdt altid, hvad hun lovede mig.“ „Naa i Guds Navn! bedre, end det har ſet ud til. glad igjen, Fader!“ „Bare det ikke var for de fem Daler,“ ſagde han. Pigen ftræbte og ikke uden Held at faa ham til at glemme denne Sag, og faa gik han ſnart til Hvile, og hun tog paany fat paa ſit Arbejde i Haven. Det ſaa virkeligt ud, ſom om de brydſomme Rets⸗ ſager var mere end Lars Lejels ſkrobelige Hoved kunde taale, og Datteren havde jet og ſorget over, at det i den ſidſte Tid var gaaet faa ſteerkt ned ad Bakke med hans Aands⸗ og Legemskrafter. Ofte havde hun tryglet ham for, rierne, ſkulde fælge Tienden, ſom Jens Veſtergaard jo nok vilde betale noget nær til dens Værdi. Dog i det Stykke var Lars ikke til at overtale, Martha havde ſukket inderligt til Gud om, at der maatte undes hendes | ſtakkels Fader Fred; thi Martha havde et klart Hoved | | og forfigtig Mand, der kjendte fin egen Skrobelighed det var, der ſaa ſterkt nedtrykte hendes Faders Mod; men hun vidſte ogſaa, at kun Gud formagede at bøje | ham Fortred. og et gudhengivent Sind, og hun ſkjonnede nok, hvad Jens Veſtergaards Vrangvillie, ſaa han kunde blive tilbøjelig til at lade dem nyde deres Smule Ejendom i Fred. Ogſaa denne Dag havde hun opſendt fine Bonner, og det jaa ud, ſom hun var bleven bonhort. Det havde Jens indſet og Kanſke det ogſag kan gaa | Bare Du kunde blive | | Sags Skyld har lagt D at han for at blive fri for Bryde | Hun ſagde fig felv, at hun burde være inderlig glad og taknemmelig derfor; men hun kunde ikke være det i den Grad, ſom hun vilde; thi hun vovede ikke at tro paa Freden. Imidlertid gik Tiden. Der hørtes ikke noget til nye Paafund fra Jens's Side, og Lars oplivedes kjendelig paa Legeme og Sjæl. Snart kom nu den Tid, da han fkulde tage Kvegtiende, og ved | den Lejlighed vifte Veſtergaardsmanden ſig retferdig og medgjørlig ſom aldrig for. Det ſyntes nu aldeles klart, at hans Tilſagn om Fred og Venſkab var mere end et tomt Mundsvejr, og baade Husmanden og hans Datter glædede fig derover. Kort Tid derefter var det en Graavejrsnat med Blæft og Bygevejr, og hvis man da havde været tilſtede og paafcerde, kunde man have ſet en høj og ſpcertbygget land at komme frem mellem Piletræerne. Han ſneg lig krumbojet og lyttende forbi Dor og Vinduer og forſvandt derpaa i det lille Jordhus, hvorfra han dog ſnart efter kom frem, ledende en Ko efter ſig. Han bandt Koen ved et af Træerne, bankede derefter pan Vinduet, og da han havde givet fig tilkjende ſom Jens Veſtergaard fra Mølby, blev han ſnart indladt. „Naa Lars!“ ſagde han, da han kom ind, og der var tændt Lys. „Du er altſaa ikke i Klederne endnu.” „Nej,“ løb Svaret. „Det er jo midt om Natten.” „Ja, det var jo Aftalen.“ „Hvilken Aftale?“ „Hvad for Noget? Har Du glemt den. Ved Du ikke, hvilken Dag det er i Morgen?“ „J Morgen er det Torsdag; men jeg veed ikke noget Merkeligt ved den Dag. Jeg veed heller ikke, hvad det er for en Aftale, Du ſnakker om.“ „Ih, det var da pudſigt! Da Du var ovre at tage Kvægtiende, aftalte vi, at vi ſkulde følges ad til Salten Marked, og i Morgen er det Salten Markeds⸗ dag.“ „Det har jeg rent glemt.“ ; „Da er det dog vel Din Mening, at Du vil med?“ „Jaa, naar jeg | har lovet det, og Du for den Din Vej herom, faa vil jeg nok folge med, hvis Du da ikke vil gaa raſkere, end at je 8 kan folge med.“ „Nej, jeg gaar langſomt; jeg træffer med en Ko.“ Han gjorde fig nu færdig, og Martha hjalp ham med god Villie. Hun vilde gjerne, at hendes Fader ſkulde ud at je fig om engang imellem; thi det kunde oplive ham for mange Tider. Og der var ikke nogen Fare ved en ſaadan Udflugt; thi han var en ædruelig navnlig fin Glemſomhed. Derfor var han ikke faa lidt mistroiſk og indlod ſig ikke paa Noget, der kunde volde At han havde aftalt en Markedsfeerd med Jens og glemt Aftalen, var meget rimeligt; men ſelb i dette Ojeblik havde han Lyſt til Udflugten. Og Martha ſyntes, at nu var der flere tydelige Tegn til at Gaardmanden havde opgivet fit Fjendſkab. Det var hun meget glad ved, og hun vilde da nodig, at man | at komme mig nær, og jeg kan ikke forfølge ham, naar fulde forſpilde de gode Udfigter ved at ſtode den ſtolte Mand for Hovedet. Det varede ſaa ikke længe, inden de to Mend gik bort. hende ind, at Gaardmanden havde ſtjaalet deres enefte Ko ud af Huſet, og at nu Lars uden at vide det hjalp til med at drive ſin egen Ko til Marked. De to Mænd vare rgtignok bleven forligte om deres forehavende Retstretter; men Husmanden tog fejl, da han troede, at han og Gaardmanden var bleven „virkelig gode Venner“. Å Imidlertid, ſom de nu droge fremad — Jens gaar foran og trekker Koen, og Lars gaar bagefter og driver den frem — faa voxer den gryende Dags Lysſtyrke, og Husmanden har fine Øjne jaa opmeerkſomt fæftede paa Koen, at han ſommetider er nær ved at falde, fordi han glemmer at ſe for ſine Fodder. „Det er merkeligt,“ ſiger han, „hvor min Ko ligner denne her.“ „Ja, der er mange Ting, der ligner hinanden,“ ſiger Gaardmanden. ' De gif videre, men efter en Stund, da det var faa lyſt, ſom det kunde blive, ſagde Lars: „Hvis jeg ikke vidſte bedre, turde jeg bande paa, det var min egen Ko, jeg her gaar og driver til Marked.“ „Ja, men faa er det jo godt, at Du ved bedre,” ſagde Jens. Lars Lejel fandt maaſke ogſaa, det var en Troſt, men — mistroiſk og frygtſom, ſom han var — ſyntes han dog at finde en ſtorre Treſt ſenere, idet han med kjendeligt lettere Sind udraabte: „Nu ſer jeg en hvid Plet paa Koens venſtre Bov, ſom jeg aldrig har lagt Meerke til paa min Ko.“ 8 „Naa, da var det godt, Du kunde finde en For⸗ ſtjel! Du kunde ellers let have fundet paa at beſkylde mig for at have ſtjaalet Din Ko.“ „Beſkylde Dig — for det! Nej, det kunde da ikke falde mig ind,“ ſparede Lars forſkrakket. Under temmelig ligegyldig, men yderſt venſkabelig Samtale fortſattes nu Vandringen. De hvilte en Stund ved Balle⸗Boge, medens de ſmagte paa Indholdet af Jens's Lommeflaſke, og Koen græsfede i Vejgroften og kanſte en lille Smule i Klevermarken ved Siden af Vejen. Sligt tog Jens ikke ſaa noje, og det vedkom jo ikke Lars. Efterat den Firbenede og de Tobenede ſaaledes havde vederfvæget fig, gik Rejſen videre, og op pan Dagen naade de Markedet, hvor Handelen allerede var i fuld Gang. „Nu kunde Du gjøre mig en Tjenejte,” ſagde Jens. „Hvori fkulde den beſtag?“ „Simon Skredder i Aſklav ſkylder mig tolv Rigs⸗ daler, og det lader til, han helt vil ſkrive dem i Glemmebogen. Han er ſagtens her paa Markedet, og Martha gik roligt tilſengs igjen og drømte om | Fred og ingen Fare, thi det kunde jo da ikke falde jeg gad nok have fat paa ham for at fræve ham. Men hvis han jer mig, det Aſen, faa hytter han ſig nok for jeg henger i den ene Ende af Koens Tojr. Du kunde holde ved Koen, mens jeg afſoger Markedet og ſer at finde ham.“ „Det vil jeg meget gjerne, men —“ „Hvad vil Du ſige med Dit „Men?“ „Hvis der indfinder ſig en Kjober, mens Du er borte, hvad ſkal jeg jaa ſige.“ 1 „Saa fkal Du fælge Hovedet! Daler er den nøjefte Pris.” „Og det er en lovlig lav Pris, ſynes mig. der kanſke nogen uſynlig Fejl ved Koen?“ „Du kan ſige, at Du ikke ved nogen,“ ſagde Jens med et lunt Smil. Dermed ſtrog han af. Lars tenkte ved fig ſelv: „Der maa jo være noget Galſkab ved Dyret, ſiden han vil ſcelge det fan billigt. Min ſorthjelmede Ko, der ligner denneher ſaa meget, vilde jeg ikke ſcelge for fyrretyve Daler. Dog det maa blive hans Sag.“ Husmanden blev ſtagende ved Koen. Lyſthavere gik fra og til. Lars forlangte glatvæl fyrretyve Daler for Dyret; men lidt efter lidt gav han bedre Kjob, og inden ret længe havde han ſolgt den for ſyv og Fem og tredive Er tredive. Han fik Pengene tiltalte og Koen fortes bort; men nu ſtod Jens Veſtergaard pludſelig hos ham, ſom om han var ſkudt op af Jorden. Han modtog da Kjobeſummen, og ſaa ſtrog han af igjen for at lede om fin gode Ven fra Aſklev, hvem han endnu ikke havde fundet. Lars ſaa fig ogſaa om paa Markedet; men Jens jaa han ikke mere til den Dag. Hen ad Eftermiddagen maatte han uden Folgeſkab gaa til fit Hjem, hvor han kom ved Aftenstid og fandt fin Datter i ſtor Ve og Vaande, fordi deres eneſte Ko var borte, Han lod hende fortælle om den Sag, hvad hun vidſte, hvilket jo i Grunden var Ingenting. Saa foldede han fine Hænder og ſukkede: „Gud naade mig! Jeg har nok ſelv ſolgt Koen uden at vide det.“ k (Fortfætte8.) — Skovntaaren. Af A. V. E. Toepfer. . 1 N kovmaaren eller Tremaaren, ſom vi her * bringer Laſerne et Billede af, hører til ARNS den ſaakaldte Maarejlægt af Rovdyrene. „Alle Maarene ere ſmaa lavbenede Dyr af en langſtrakt, ſmakker, næften ormdannet Legemsform, der fætter dem i Stand til at trænge ſig gjennem meget ſmalle Aabninger. Uagtet de i Stor⸗ relſe ſtaa langt tilbage for de farligſte af alle Rov⸗ dyrene, Katteſlogten, kunne de dog i Blodtorſt fuld⸗ kommen maale fig med disſe. De leve næjten ude⸗ lukkende af andre Dyr, ſom Mus, Egern, Harer ſamt tamme og vilde Fugle, AF dette deres Bytte dræbe de mere, end de ſtrax kunne æde, idet de blot drikke Blodet af de dræbte Dyr, og kun naar dette ikke er i Stand til at ſtille deres Hunger, æde de tillige Kjodet. i Skovmaaren maa regnes til de fkadeligſte af de mindre Rovdyr her i Evropa, hvor den er almindelig udbredt i næften alle Lande, ligejom i det nordlige Aſien. Den er omtrent 30 Tommer lang, hvoraf Halen alene udgjor 12 Tommer; Skulderhojden er 10 Tommer. 17 — li 0 1 ſniger den fig omkring paa Træernes Grene eller paa Jorden, og ve nu de ſtakkels mindre Pattedyr eller | Smaafuglene, ſom det kan lykkes den at overraſke, thi de falde ſtrax ſom Offere for dens Blodtorſt. Naar den ikke er ſaa heldig at finde noget Bytte i Skoven paa fit natlige Rovertog, er den ikke bange for at nærme ſig vore Boliger. Kan det her lykkes den at trenge ind i et Due⸗- eller Honſehus, huſerer den ſlemt derinde, idet den gjør fort Proces med alle Bebverne, ſom dens ſtore Blodtorſt driver den til at dræbe, og den beruſer ſig formelig i ſine Offeres Blod. Uagtet Skoumaaren. Dens Pels, ſom er tæt, blød og glindſende, er morke⸗ brun paa Ryggen, lyſere paa Bugen og Siderne. Struben ſamt Underhalſen er gul og Halen og Benene . ſortebrune. Den er meget almindelig her i Landet, iſer i alle ffovbevorede Egne, hvor den indretter ſig en med Mos udforet Bolig i en hul Treſtamme; i Mangel af en ſaadan tager den ofte en forladt Egern⸗ eller Kragerede i Beſiddelſe. Den klatrer og ſpringer med ſtor Behendighed omkring paa Træerne fra den ene Gren til den anden og er derfor en farlig Fjende for Smaafuglene og deres Ingel. Saaſnart Tusmorket falder paa, begynder dens Jagttid; forſigtig og lydløs paa Jegeren. den gjør en Del Hytte ved at dræbe en Meengde Mus, maa den dog betragtes ſom et for os ſkadeligt Dyr | paa Grund af de ſtore Odeleggelſer, ſom den foraar⸗ | Jager paa Fjerkret, Agerhonſene og de nyttige Smaa⸗ fugle. Man bør derfor efterſtrebe den, hyilket kan ſte ved at fange den i Saxe og Falder eller ved at ſkyde den. Det er ikke vanffeligt at ſkyde den, da man om Dagen ofte kan fe den i Zræerne; den tager ikke Flugten, naar man har opdaget den, men bliver i Reglen rolig liggende udſtrakt paa en Gren og ſtirrer Selv om denne ſkulde fejle den ved 165 det forſte Skud, ſoger den dog ikke at undfly, men giver ham Tid til at lade Bosſen. Hvis man ingen Basſe har med, naar man tilfældig opdager den, behøver man, efter hvad den bekjendte Naturforſker Brehm fortæller, kun at hænge fin Frakke eller et Tor⸗ klede paa en i Jorden ſtukken Stof; den vil da for⸗ ſigtig blive liggende paa ſamme Sted, indtil man kom⸗ mer med en Bøsje og dræber den. Afbildning ſes to Skovmaare, Han og Hun, paa deres natlige Rovertog; af deres ſpejdende og ſtirrende Blik er det let at je, at noget maa have tiltrukket fig deres Opmeerkſomhed. Derſom den ſnu Maar rigtig faar Oje paa, at det uſodvanlige er en Fælde, hvoraf vi je den ene ſkulte Kjebe og lidt af Lenken den er faſt⸗ gjort med, vil den viſt forſigtig gaa uden oem. Men er Felden ſkjult godt nok, og den blot rører ved den med Poten, vil de gruſomme Jernarme ſlaa ſammen — om den og dens Rovertog har for Paa medfølgende | 8 88 Det fortvivlede Ridt. æjerne ville erindre, at Husvennen i D forrige Aargang Nr. 8 og 10 bragte en 8 Ninteresſant Skildring om en Rensdyrjagt, ſammendraget efter Asbjornſens her— lige Skildringer „Hojfjeldsbilleder“. Blandt de Jaegerhiſtorier fra Renjagten ſom fortælles i denne Skildring, vilde det uden Tvivl endnu kunne interesſere Lœſerne at høre en af Forernes Fortællinger om et merkeligt Eventyr med en Ren, ſom minder om St. Blickers Hiſtorie om Hjorterytteren. Den dygtige Renſkytte Thor fortalte den, medens de holdt Hvil, ſom følger: i „Der var en Skytte i Veſtfjeldene. Han hed Gudbrand Glesne og var gift med Bedſtemoderen til Gutten J ſaa i Gaar Kveld og ſtedſe taget en Ende. en glup Skytte ſkal han have væ: Husmaaren ret. En Hoſt var eller Stenmaaren han kommet i er lidt mindre Hold med en fvær end Skovmaaren, Buk. Han ffød ſom den ligner paa den og kunde baade i Levemaa⸗ ikke vide andet de, Nering og Farve, men den kan dog let ſkjel⸗ nes fra denne ved den hvide Hals og Bryſt. Den har omtrent den ſamme Udbredel⸗ je ſom Skopmaa⸗ ren, men her i Landet findes den dog kun i Jyl⸗ Nensdurrutteren. and, paa Fyen, Langeland og Samso, hvor den ifær | opholder fig i Skure, Stalde, Udhuſe og Stenhobe. | Armſtol, og ſaa gik det afſted, for Kuglen havde bare Den er ligeſaa blodtorſtig ſom Skovpmaaren og endnu farligere end denne paa Grund af fit ſtadige Ophold i eller ved vore Boliger. Skindet af begge disſe Maare afgiver et godt og koſtbart Pelsveerk. Til Maarſlegten høre ogſaa Ilderen ſamt den ſtore Veſel eller Hermelinen, ogſaa faldet Lekatten, og den lille Veſel eller Bruden, der alle findes her hos os, men den indfkrenkede Plads tillader os ikke denne Gang at omtale disſe nærmere. . Vi ville maaſke en anden Gang faa Lejlighed til at fortælle Læjerne lidt om dem og om nogle enkelte af de mange udenlandſke Maarearter. | Haft, ſom den han, Gudbrand fik. end den var ſtok⸗ dod, ſom den faldt. Saa gik han, ſom En ofte plejer, og ſatte fig ſkrevs over Ryggen paa den og ſkulle have fat paa Kniven for at ſkille Nakke⸗ benet fraSkallen. Men bedſt ſom han havde ſat fig, ſprang den op, lagde Hornene tilbage og trykte ham ned imellem. dem, faa han fad ſom i en ftrøget Dyret paa Skallen, faa det var ſpvimeſlaget. Slig Skyds (Befordring) har vel aldrig noget Menneſke Det gik mod Vejr og Vind over de feleſte Bræer og Styg⸗Urer (Ismarker og ufarbare Fjeldffrænter). Saa fatte den over Gjende⸗ Eggen; men da bad han til Vorherre, thi da troede han, at han aldrig ſkulde faa je Sol og Maane mere. For Gjende⸗Eggen er Ryggen paa et Fjeld, ſom ligger imellem Gjendevandene og er jaa felende ſmal og brat, at naar En ſtaar der og kaſter en Sten ud med hver Haand, faa rulle de ned Hver i fit Vand, over 700 Alen under Ryggen: Men det gik, og tilſidſt ſſprang Renen i Vandet 7 al den Rigdom, ſom var til“. lere ud over ſig ſelv, bærer i 166 og ſvommede tvers over med Skytten paa Ryggen. Imens havde han faaet Kniven los, og i det ſamme Bukken fatte Foden paa Land, ftødte han den i Nakken, og dod var den, og Gudbrand Glesne havde viſt ikke gjort den Rejſe om igjen, om han kunde have vundet Det er Ojeblikket, da Renen ſpringer i Vandet, ſom Leſerne fe fremſtillet paa vort ſmukke Billede, ſom er udført efter en Tegning af den berømte norſke Maler, Profesſor Gude. Vore Fedres Guder. Wed Ir. Winkel Horn. Manne Tredie Affnit. Undergang og Gjenfsodelſe. Naar man ſammenligner vore Fædres Guder med andre Folkeſlags, vil der, ſom vi alt i Begyndelſen af denne Skildring have antydet, paa alle Punkter viſe ſig en gjennemgribende Forſkjel. Dette er nu i og for ſig ikke ſaa underligt, thi de ejendommelige Forhold, hvorunder Oldtidens Nordboere levede, maatte jo give deres Betragtning af Livet og Tilverelſen i det Hele og i det Enkelte et ſerligt Prœg, der ogſaa kom frem i de Skikkelſer, deres Fantaſi formede ſom Menneſke— hedens Idealer efter nordiſk Synsmaade, og imellem de øvrige Folkefcrds Gudeſkikkelſer er der da ogſaa ſtore indbyrdes Forſtjelligheder, ſom bero paa det for⸗ ſtjellige Syn. Men der er eet Punkt, hvori den nor⸗ diſke Gudelcere adſkiller ſig fra alle andre af menneſkelig Fantaſi udformede Religioner, det er dens Forkyndelſe af, at den Tilverelſe, den ſkildrer, den Gudeverden, den fremmaner, kun er ligeſom et Forſpil for hvad der ſkal komme. Medens de Guder, Menneſkene have gjort fig i deres eget Billede, ſom Udtryk for hvad de betrag⸗ tede ſom det Hojeſte i Menneſkelivet, ellers altid forud⸗ ſerttes at være evige Magter, viſer den nordiſke Gude⸗ ſig en Folelſe af, at den Tilſtand, den ſtildrer, i Virkeligheden ikke er den hojeſte, men ſkal afloſes af en anden endnu højere, jaa den næften bliver ſom en dunkel Spaadom om den Verdensorden, der hviler paa Kriſtendommen. Vi have ſet, at hvad det hovedſagelig drejer ſig om i vore Fedres Gudetro er Kamp og Strid. Som Kriſten⸗ dommen ſkjelner imellem Godt og Ondt, ſtjelner hin imellem Tapre og Fejge, — de Tapres glade Kampliv efter Døden hos Odin i Valhal og de Straadødes ynkelige Sfyggetilværelje hos Hel, der har vi Grund⸗ modſctningen. Saa langt ere alle hedenſke Folkefcerd hver paa fin Vis komme, men Nordboerne ere naaede endnu et Skridt; den fulde Sandhed kunde kun aabenbares af Gud ſelv, men det er merkeligt og vidner om, hvor dybſindigt et Folk de vare, at de dog have kunnet baring at ſtsotte fig til. | med mindre de gjøre fig ſelv ſvage“, kaſte et Blik bag det tætte Slor, der ſkjuler Sandheden for Menneſket, ſaalenge det ikke har Guds Aaben⸗ Ved Siden af den nævnte Grundmodſetning kommer paa mange Punkter Spliden imellem Godt og Ondt frem, det Sidſte ifær fremtre⸗ dende i Lokes Skikkelſe. Det Onde breder ſig mere og mere blandt Guderne, der oprindelig vare uffyldige og gode, og jo ſtorre Magt det faar, des ſpagere blive de ſelv. Nordboerne have ſom intet andet Folk ſet, at det er Forkrenkelighedens og Ufuldkommenhedens Verden, vi leve i; de have forſtaget, at en Natur, en Zilværelje, der kun bæres af Guder ſom dem, deres Fantaſi kunde ſtabe, var viet til Undergang, og de have ſkimtet den hojere Verdensorden, der ſkulde komme efter den, de kjendie. „Guderne kunne ikke overvindes, hedder det hos en udmeerket Forfatter, „men Tingenes Natur er juſt ſaadan, at de maa gjøre det: for at vinde Gerd, maa Frej bortgive fit Sværd; for at faa Fenrisulven lænket, maa Tyr jætte fin højre Haand i Vove, og han mifter den; naar Guderne iffe ſelv havde været forblindede og overmodige, hvorledes kunde da Balder have doet; deres Betenkelighed gav Fjenden Vaaben ibænde; den blinde Søder vilde aldrig have kaſtet den fordærvelige Miſtelten, naar ikke deres egen Leg havde været en Opfordring for ham til at hædre fin Broder. Naar Loke endelig blev til ſom et ſerſtilt Væfen, ſaa var derved Fordervelſen givet”, Verden var viet til Undergang og Guderne med den, og de vidſte det godt ſelb, det var ſpaget dem mange Gange, hvad der ventede dem i Ragnarok, ſaa kaldtes den ſidſte ſtore Strid, i hvilken Alt ſkulde gaa tilgrunde. Et af de merkeligſte og meſt ſtorſlagede Oldkvad, der er levnet os, „Volvens Spaadom“, ſkildrer i mægtige Treck ikke blot Gudernes Liv, men ogſaa og ſerlig deres Undergang og Verdens Gjenfsodelſe efter Ragnarok. Det er netop dette Digt, der iſcer maa tjene os til Grundlag i den folgende Skildring, og vi ville nu og da give den med Digtets egne Ord. Haarde Tider ſkulle gaa forud for den ſtore Strid. Ufred og Trolgshed hævger Verden, og en tre Aar lang Vinter med Froſt og hvasſe Vinde knuger den. Brødre ſkulle ſtrides, fælde grumt hverandre, Frander ſkulle bryde deres Frendſkabs Baand; Ondt det er i Verden, Hor og Utugt øves, ; Øretid og Sværdtid bringer Skjolde Meen. Ulvetid og Stormtid ſkal paa Jorden komme, førend Verden ſynker, førend Ragnarok; 167 lydt ſkal Jorden done, | Jettekvinder flyve, | ingen Mand ffal ffaane andre end fig ſelv. Aſernes guldkammede Hane galer og vakker Heltene til Strid, og en ſodſort Hane hos Hel væffer deres Fjender. Hunden Garm gor for Gnipehulen, ſaa det gungrer vidt i Verden; Jorden ſtjclver, fan Træerne løsnes og Bjergene ſtyrte ſammen, alle Baand og Lenker briſte, og Fenrisulven flipper los. Midgaards⸗ ormen rører fig i fin Jattevrede jaa voldſomt, at Vandet vælter ind over Jorden, og Jætternes ſtore Skib Naglfar bliver flot. Fenrisulven farer frem med gabende Svælg, den ene Kjæve naar til Jorden, den anden til Himlen; Midgaardsormen blæfer fin Edder, jaa Hav og Luft driver deraf. - Under dette Gny briſter Himlen, og Muspels Senner komme ridende derfra; forſt rider Surt, der er Flammer baade foran og bag ham, og hans Sværd finner klarere end Solen; da han og hans Folge rider over Bifreſt, briſter Broen under dem. Loke kommer med alle Hels Mænd. Alle ftævne de frem til Sletten Vigrid, hvor den ſtore Strid ſkal ſtaa, den er hundrede Mile paa hver Led. Nu bleeſer Hejmdal vældig i ſit Gjallarhorn og kalder alle Guderne til Thing, men Odin rider til Mimers Brond og ſoger Raad for ſig og ſin Flok. Aſken Bggdraſil ſticlver, og der er ikke den Ting i Himlen eller paa Jorden, der ikke reddes. Aſerne og alle Einherjarne herklade fig og ftævne frem til Kampen; forreſt rider Odin med Guldhjelm og fager Brynje og Spydet Gungner; han fæmper med Fenrisulven; ene smaa han fæmpe den Dyſt ud, thi Thor, ſom hanzhar ved Siden af fig, kan ikke hjælpe ham, han har fuldt op at gjore med Midgaardsormen. Ulven ſluger Odin, men faa gaar Vidar imod den og fætter den, Fod, hvorpaa han har den Sko, der er ſamlet til alle Dage, i dens Underkjcve, og i Overkjacven tager han fat med fin Haand, og ſaaledes ſonderriver han Ulven. Thor felder Midgaardsormen, men han naar kun ni Skridt bort fra den, faa falder han om, dræbt af dens Edder. Frej kemper mod Surt og verger fig drabelig, for han falder, men det bliver hans Bane, at han favner det gode Sværd, han gav Skirner for at vinde Gerd. Hunden Garm kemper med Tyr, og de fælde hinanden, og Loke og Hejmdal give hinanden Bane. Nu kaſter Surt Ild over Jorden og hele Verden brænder op: Da ſes Solen ſortne, Havet ſluger Jorden, Himlens klare Stjerner blegne og forgaa; Flamme ſlaar mod Flamme under Brag og Knitren, ſelv mod Himlens Hvcelving klare Luer flaa. Men Verden ſtal ikke blive liggende i Ruiner; den gamle Spaadom forkynder, at Jorden atter ſkal ſkyde op af Havet, gron og ſtjon ſom aldrig for; da fkulle | Aſerne atter ſamles paa Idaſletten, tale om Midgaards⸗ | ormen og alt det Store, de havde ſet, og om hvad „den | bøje Gud” havde leert dem; de gyldne Brikker, hvormed de legte Tavl i deres Uſkylds Dage, ſkulle atter findes; uſagede ſkulle Agrene vore, og Balder kommer tilbage. Men fagrere end Solen knejſer en Sal takket med Guld; dens Navn er Gimle, og der ſkulle alle Gode bo og være glade i al Evighed; og paa Ligſtranden ſtaar der en anden Sal; dens Dore vende mod Nord, lede Orme ſno ſig dom den, og deres Edder drypper ned igjennem Gluggerne, og i de ſtride Stromme ſer jeg der dem vade, dem, ſom falſk har ſporet, dem, der grumt har myrdet, dem, der har forlokket falff en Andens Viv. i De gamle Guder ere fomne tilbage, men det er en Anden, der nu ftaar for Styret: Saa den Steerke kommer, han, ſom Alting ſtyrer, vældig ned fraoven til den ſtore Dom; alle Ting han dømmer, hver en Strid han ender, figer, hvad der helligt være ſkal paa Jord. husflid. Nok en Kroblings Arbejde. | En vanfor Krobling, Peter Rasmusſen, Nykjobing veſtre Lyng (Sjælland). ſom har. været lam i begge Ben i 27 Aar, ſaa at han ikke kan gaa, men kun ſidde i en Kjgreſtol, har desuagtet jet fig i Stand til at | ernære fig uden offentlig Underſtottelſe ſiden hans For⸗ | ældres Dod. Det er Husflidsarbejdet der har gjort dette muligt for ham, navnlig allehaande Smaaarbejde, ſom Klinkning af Porcelæn, Sftandjætning af Har⸗ monikaer, Bliktej o. lign. ſamt med at rengjore Stue⸗ uhre, indtil han for 8 Aar ſiden lærte fig ſelv lidt Uhrmageri, ſom fiden efterhaanden er blevet hans Hoved⸗ | erhverv. Fra en hjælpeløs Stilling har han ved Flid og Sparſommelighed bragt det ſaa vidt, at han nu ejer et Hus, ſom ar ſelv har ladet bygge, hvortil | hører 3Y2 Tb. Land Lyngjord, paa hvilken han har anlagt en Have, ſom 1868 indbragte ham en Premie paa 10 Rd. fra Holbek Amts lundskonomiſte Selſkab. I dette Hjem har han giftet fig, og da han fra ſine S havde arvet en Vev, og Kundſkab om at ruge den, lerte han fin Kone at væve, hvad hun tidligere ikke forſtod; ſiden har hun vævet alt det Toj, der bruges i Huſet, hvoraf flere Dynevaar vavet med Iſlœt ſpundet af gamle opkradſede Klude. Som Uhr⸗ mager har han ikke glemt Husfliden. Skjondt han ikke RE 168 er Sømand, og aldrig har været pan et Skib, forar⸗ bejdede han ſidſte Vinter, om Aftenen ved Lys, et ſtort Stykke Legetøj, et tilrigget Fregatſkib „Holger Danſke“, alene vejledet af et Billede i en Bog. Taklingen var indrettet ſaaledes, at Born med Lethed kunde ſtille Sejlene, ſag at det kunde fejle ſmukt. Han havde det indſendt til Husflidsſelſkabets Udſtilling i Kjobenhavn, hvor det dog ilke naaede at faa Premie, eller blive ſolgt. Det var et ſkuffet Saab for den jvagelige, flittige Forfeerdiger, ſom efter i det ſidſte Aar at have gjennem⸗ gaaet en meget haard Sygdom, i fine trange Kaar haardt behøver til den Sjælp Salget kunde indbringe. Vi anføre ham ſom nok et Exempel paa, hvad Husflid kan være for en Fattigmand, ſelv om de bedſte Be⸗ tingelſer for Arbejdergvelſens Üdvikling, et ſundt Legeme og forlige Lemmer, mangler. Bognyt. „Danſk Landbotidende“. Af dette Tidsſkrift fluttedes til Nytaar 9de Bind, idet Udgiveren med det ſamme afſluttede Tidsſkriftets Udgivelſe. Vi ere for⸗ visſede om, at mange ville beklage dette ſmukke lille Tidsſkrifts Ophør. Det forſte Hefte udkom i Oktober 1865. Der var den Gang kun to Landbotidsſkrifter i Landet, begge beregnede pan den mere theoretiſk dannede Landmand. Udgiverne af det ene af disſe Tidsſkrifter, „Ugeſkrift for Landmænd”, DHr. E. Møl- ler Holſt og J. V. T. Hertel, beſtemte ſig da til, for den talrige Landbobefolkning, at udgive et populært mindre Blad, der kunde være nyttigt ikke alene ved Afhandlinger om Landbruget, men ogſaa om Spørgs: maal, der angik Landbefolkningens - almindelige Livs⸗ forhold, deres Undervisning og Oplerelſe, Boliger og Levemaade, Forhold mellem Husbond og Tyende oſp., ſamt ethvert Emne, der kunde antages at tjene til Land⸗ befolkningens Udvikling, bidrage til dens almindelige Velvære og give Anvisning til nyttig Anvendelſe af Landbotidenden har i de forløbne 9 Aar deres Tid. holdt mere, end den lovede. Der foreligger i de 9 Bind, der ere udkomne, en Mengde fortrinlige Skildringer og Afhandlinger, ſom ikke alene have glædet og oplyſt naar de kom Holderne i Hende, men ſom naſſten alle ville have blivende Værd og ville kunne læjes med Glæde og Nytte baade nu og i mange Aar. Udgiverne kunne ſaaledes ſe med Glæde tilbage paa deres Arbeſde og man maa erkjende, at dette har været ledet af en ren ærlig Streben efter at fremme alt hvad der var gavnligt, godt og fandt, jaa vi ere forvisſede om, at Bladet ikke alene har gjort meget godt, ſkjondt det ikke hørte til de meget udbredte, men ogſaa fremtidigt endnu vil gjøre meget Gavn paa Bondens Hylde og i Sogne bogſamlingernes Skabe. Ogſaa i anden Retning turde den lille Landbotidende have gjort Gavn. Den har Jat adſkillige Penne i Bevegelſe i en god Retning, ſom maaſke ellers beſkedent vilde holdt fig tilbage, og maaſke været forſte Grund til at flere Samfundsſporgsmaal ere blevne gjennemtenkte og rejſte, ſom ellers vilde den danfke Husflidsbevegelſe, have hvilet en Stund endnu. Udgiveren af Husvennen vil i al Fald for ſin Part altid mindes Landbotidenden med Taknemlighed, thi dette Blad fremkaldte for hans Vedkommende en lang og alvorlig Virkſomhed, der har bragt megen Glæde. Som faſt Medarbejder af Bladet fra dets Begyndelſe ſkrev han nemlig deri, i 1 for Februar og Marts 1866, en Rekke Artikler om An vendelſen af vore 9 00 Vinteraftener og Syslen med dette Sporgsmaal, bragte ham ind paa en alvorlig Underſogelſe af Husflidstanken, hvis Reſultater nogle Aar efter forelaa Offentligheden i Bogen „den danſke Husflid“, der gav Stødet til hele ſom allerede har bragt Virkſomhed og Glæde i mangt et Hjem, og fremtidig med Guds Hjælp vil bidrage til at bringe Hjemme⸗ flidens Velſignelſe til mangen en Familie, efter Haanden ſom Flere og Flere fan gabent Syn derfor. Det vilde føre for vidt at nævne alle de fortrinlige populære Afhandlinger, ſom de udfomne ni Bind inde holde fra Landbrugets og Naturvidenſkabens Omraade, eller til Oplysning og Foredling af Samfundsforhol⸗ dene, jcvnligt udfyldt med gode Fortællinger og ſmukke Afbildninger. Det 1 os derfor at kunne meddele, at Udgiverne have beſtemt fig til at lette Anſkaffelſen af den Reſtbeholdning der haves af Bindene, ved at nedſctte den i Forvejen billige Pris faa betydeligt, at de udfælges til halb Pris, 1 Krone 50 Øre Bindet. Det er vor Overbevisning, at gen Sognebogſamling bor favne denne overordentlig billige Rekke Bøger og tillade os at gjøre. opmærfjom paa, at enhver ſtorre Landejendomsbeſidder for ſamme Pris ikke vil kunne faa nogen nyttigere og mere tiltalende Samling Boger til Læsning for Folkene, end ved at kjobe de udkomne 9 Bind af Landbotidenden. 1 Gaade. Saa fagert er det Klædebon, Ovormed jeg bli'er begavet; Og jeg ffal gaa fra Haand til Haand, Kun derfor blev jeg lavet. For Danmark er eg ftørre Skat End Guld og Wdelſtene, Og jeg kan fare Folk en Hat, En Blyhat, notabene. Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 17: Judhold. En ÜUdaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod (Fortſat.) — Skovmaaren, af A. P. E. Toepfer, med Billede. — Et fortvivlet Ridt, med Billede. — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn. — Husflid: Nok en Kroblings Arbejde, — Bognyt. — Gaade. Husvennen udkommer lil hver Søndag med el 16. ſpaltet Artz, forfyner med flere Villeder, lil 3 Alt. (1 Kr.) Iſerdingaaret frit lilſendt. Bladek kan beſlilles pan ethvert Voſllonlor og Brepſamlingsſled, i enhver Hyert Ilerdingaar medfølger gralis el fork fmukt Villede. Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. nd 2. Aargang. Nr. 22. En ÜUdaadsmand. Forlalling af C. A. Thyregod. % (Fortſat.) 2 3. vidſte, og der kunde da ikke være mindſte gaard havde havt dem tilbedſte. det ſtemte kun daarligt med det Venfkab, ſom Manden i den ſenere Tid havde viſt Tegn paa, og ſom han hin Thingdag havde tilſporet Lars ved det fulde Glas. Det ſtemte næften endnu mindre med, hvad man kunde vente af en velhavende Gaardmand, der holdt ſtramt paa fin Anſeelſe; thi i fig ſelv var | det jo et gement Tyveri, der var øvet, og et ſaadant kunde man ikke lettelig tiltro den jelvfølende Jens Veſtergaard, hvad man end ellers vidſte om ham. Lars kunde dog ikke ret tenke fig nogen anden Forklaring, og han gik lige ſtrax tilſengs, idet han ikke alene var træt, men ogſag følte fig ſyg af Sorg og Harme. Han klagede bitterligt og ſyntes, at der var ſkeet en Skade, ſom aldrig kunde forvindes, og at det nu var forbi med hans og hans Datters Velfærd her i Verden. Martha havde i Forhold til fin Alder og fit Kjon temmelig megen Livserfaring; men dog var hun mere godtroende og havde en lyſere Livsanſkuelſe end Faderen. Hun kunde flet ikke faa i fit Hoved, at Jens Pederſen var en usſel Typ, hvorimod hun ſyntes, det kunde ligne ham udmerrket at drive en raa Spøg med Fattigfolk og have ſin Moro af at volde dem nogle angſtfulde an fortalte nu paa fin Side, hvad han mands Billes, før 70 SMorfhabstæsning, Oplysning og Hustlid. ; Anginet ak R. C. Rom. | Sondagen d. 28. Jebrunr. li ;… Kjøbenhavn. 18235. Timer. „Han vil viſt bare have Noget at le ad,“ ſagde hun til fin Fader, „og Du ffal je, han er villig til at betale os Koen.“ „Hvorfor kommer han ſag ikke og betaler den?“ ſpurgte Manden. „Maaſkee han ikke engang er kommen tilbage endnu, og maaſke han vil ogſaa, at vi ſkulle give ham et Dyd for det.“ Tvivl om, at den fnedige Jens Veſter⸗ || Men | „Ja, jeg ſkal give ham et Ord! Jeg ſkal gaa over til ham i Morgen og ſige ham i Alles Paahor, at han er en Tyveknegt og en Kjæltring.” „Ak, nej! Gjor endelig ikke det! Det taaler han ikke, og Du kan jo heller ikke overbeviſe ham om Noget.“ "vad fkal jeg da ſige?“ „Hor! Maa jeg ikke gaa over og tale med ham?“ „Hvad vilde Du ſige til ham?“ „Jeg vilde give ham alle de gode Ord, jeg veed, og bede ham for Guds Barmhjertigheds Skyld dog ikke gjøre os-ſaa ſtor en Uret. Jeg vil ſige, at naar han gjør. os Ret og Skiel, fan ere vi flet ikke vrede paa ham, fordi han har gjort Nar ad os.“ „Naa, ja lad det faa være ſaadan! Men ringere end fyrretyve Daler, bor vi ikke nejes med for Koen.“ „Du ffal fe, han betaler villig den fulde Verdi, bare vi ikke trodſe ham.“ Det er ikke ſagt, at Martha var fuldt faa vis i fin Sag, ſom hun lod. J al Fald havde hun en Tanke om, at det baadede Sagen bedſt at tale med Jens i hans Kones Nerverelſe, og hun vilde derfor helſt treffe ham hjemme i ſit Hus. Derfor gik hun neſte Dag paa en ſaadan Tid, at hun kunde komme til Veſtergaarden i Middagsſtunden. Hvem veed, om ſig nok alt for god til at ftjæle Køer. - villet gjøre Lojer med min Fader, tænfer jeg; men der ikke ogſaa var et andet Anſigt i Gaarden, ſom hun om han vilde ſpringe op. tenkte ved den Tid at kunne faa et Glimt at je af. Hun gik barfodet for at ſpare paa Fodtojet, og under⸗ vejs ſyslede hun flittigt med ſit Strikketoj; thi det var i Hovedſagen hendes Heenders Arbejde, der ſkulde ſkaffe Hun kom ind Brod og Klæder til hende og Faderen. i Veſtergaardens Stue, medens Husfolkene fade ved Middagsbordet, og hendes Haab og Mod ſank en Del, da hun faa den ſtormegtige Bonde ſidde fan myndig | Hun undveg hans ſtikkende Ojekaſt, ſkiftede et varmt og hurtigt Gjenkjendelſesblik og Dorthea. Det var dog ikke til nogen Nytte, at hun | talte rent ud af Poſen om det Skete og med bonlige | og" indtrængende Ord tryglede Manden om at gjøre og ftor for fin Bordende. med-Kjæld og ſatte fig jaa tavå paa den Stol, Hus- moderen fatte hen til hende indenfor Doren. Pigen vilde gjemme fit Wrinde, indtil der var Ferre tilſtede. Men det fik hun ikke Lov til. Jens Veſtergaard gjcttede Wrindet og var allerede paa det Rene med, hvilket Tilſnit han vilde give Hiſtorien. Han ſagde: „Naa, Martha! Din Fader narrede Dig nok i Gaar!“ „Hvormed?“ ſpurgte hun. „Med at ſelge Eders Ko. Eller vidſte Du kan fie, | at den ſkulde fælges ? „Det var nok ikke min Faders Mening at narre mig; men han blevy ſelv narret.“ „Det ved jeg ikke Noget af. Ja, han ſolgte den for lovlig godt Kjob; men det kan ikke kaldes for Narreri. Jeg tænfte, at Du maaffe flet ikke vidſte, det var hans Henſigt at tage Koen med til Marked.“ „Det var heller ikke hans Henſigt, det var en anden Mand, der tog Koen ud af vor Stald og trak den til Marked og der lod min Fader fælge den, ſom det var en fremmed Ko.“ „Saa aa! Det var da en maeerkelig Begivenhed. Ja, jeg ved ikke, om jeg vil ſporge, hvem den Mand var, for Du maa jo pasſe paa, hvad Din Mund ſiger.“ „Der er ingen Fare for, min Mund fkal lobe løb i den Sag, for den Mand jeg taler om, holder Han har bare han raader nok Bod pan den Skade, der er fket.“ „Du er godt ſkaaret for Tungebaand, min Pige; men Du er fejl underrettet. Jeg veed bedre Beſked. Din Fader forte ſelv Koen til Marked og ſolgte den og fik Penge for den. Siden har han bildt Dig en anden Hiſtorie ind. Du tror mig ikke? Jeg var dog nærværende ved hele Tildragelſen, og jeg kjender ogſaa ellers Din Fader. Han har trukket mig tilvands hvert evige Aar, naar han har ſkullet have Tiende hos mig, og i alle vore, Retsſager har jeg maattet træffe det korteſte Straa. Det er en ſnu Hund, er Din Fader. Saadanne troſkyldige Folk ſom Dig og mig, er det ham en liden Kunſt at gjøre Nar ad.“ Pigen ſtak i at græde og ſagde: „Det er Dig, Jens Pederſen, der gjør Nar ad mig; men det maa Du godt, naar jeg jaa dog tilſidſt kan fag Held af mit Wrinde.“ 170 | og naſten fjantet. hore et Dvd mere. Kjæld gjorde en Bevegelſe bagved Bordet, ſom Stedfaderen tilkaſtede ham et lurende Blik; han jaa det og tvang fig til at ſidde ſtille. Jens ſpurgte nul i fin meſt indſmigrende Tone: „Hvad er da Dit Wrinde, lille Martha?“ „Naar Du ikke allerede ved det eller ikke vil forſtaa det, jaa vil jeg helſt ſige Dig og Din Kone det i Enrum.“ „Naa ſaadan! Ja, det kan ogſaa lade fig gjøre.” Da Maaltidet var endt, fjernede Tyendet og Søn- nerne ſig, og Martha blev alene med Jens Veſtergaard god igjen den Uret, ſom hun dog vedblivende kaldte en Spog. Jens lod, ſom han blev baade forbavjet og fornærmet over hendes Paaſtand, og i de ſtaerkeſte Udtryk nægtede han at have havt det Ringeſte med Koens Forſpinden at gjøre. Under hele Samtalen vejede Pigen omhyggeligt fine Ord, og, brød Braaden af hvert eneſte Udtryk, der kunde egnet fig til at ſaare den ſtolte Mand; men han var paa fin Side ikke faa lemfcldig. Han lod det hagle med Haansord mod hendes Fader, hvem han paaſagde, at han var ſpine— poliſk og ſnu og dog alligevel doven, dorſk, glemſom Pigen tav til alt dette, men da han begyndte at tale om Tienden, ſagde hun, at den vilde hendes Fader viſt aldrig fælge. „Men det lover jeg Dig,“ føjede hun til, „at hvis jeg engang bliver dens Ejer, faa ſkal den blive ſolgt, og da fkal Du være nærmere til at fan den end nogen Anden.“ Der⸗ med var han dog ikke tilfreds; men nu kom han frem med et andet Forſlag, forſt vagt og antydningsvis, men ſiden mere ligefrem. Det gik jo Krebsgang med Lars Lejels Velfærd, vidſte han, og han paaſtod, det var Mandens Uduelighed og Daarſkaber, ſom var Skyld deri. Nu havde han jo ſolgt deres ſidſte Ko og ſagtens tilſat Pengene, og der var neppe nogen Udvej til, at de kunde faa fig en Ko igjen. Lars vilde da nok ogſaa bære fig galt ad paa andre Maader, ſaa deres ſidſte faa Ejendele vilde faa Fødder at gaa paa. Der var efter hans onde Spaadomme intet Andet at gjøre end at faa Pigens Fader erklæret for umyndig. Saa kunde han faa en Formynder, der vilde tage fig af Sagerne, Jaa Tienden blev ſolgt og Pengene ſat faſt ſom Marthas Ejendom. Saa vilde han, Jens, gjerne rakke Haand til, at de kunde fan en Ko igjen og ellers være til „Tjeneſte — han vilde end ikke undſlaa ſig for ſelv at være Formynder, hvis det anſkedes. Og Tingen kunde overmaade let lade fig gjøre, forſikrede han, naar hun, Martha, vilde ræffe en Haand dertil. Nej, det vilde hun dog ikke, og nu vilde hun ikke Hun reiſte fig for at gaa. „Jo, et eneſte Par Ord ſkal Du dog høre éndnu,” udbrød han glødende af Vrede. „Ser Du, min rare Nana 171 Pige! Hvis jeg ogſaa havde baaret mig ad med Koen, ſom Du ſiger — hyilket jeg ikke har — fan var det flet ikke for meget for alt det Bryderi J Aar efter Aar have voldt os med Eders Tiendetelling, og fordi J Aar efter. Aar ligger og maker Eder med Frugten af min Ejendom og mit Arbejde, og fordi Din Fader gaar og ſmidſker for Herredsfogden, faa jeg ikke kan vinde nogen Retsſag imod ham. Og his jeg i Fremtiden lægger an paa at ſnyde og fkade Eder paa alle Maader — hvad jeg maaſke flet ikke gjør — faa mener jeg, at det ikke er mere end hvad I kunne vente, og at det er Lon ſom forſkyldt. — Saa nu kan Du gan med den Beſked!“ »Pigen foer ud af Doren ſom en Pil. Dorthea fad hele Tiden pan en Stol med Armene korslagte over Bryſtet. Hun var bleven ligbleg af Skrak, og nu udbrød hun: „Herregud! Hvad er dog Alt dette.“ „Ingen Ting der vedkommer Dig,“ ſagde han og gav. et Kaſt med Hovedet. Da rejſte hun fig langſomt, foldede fine Hender, ſaa ham alvorligt og ſtivt i Ojnene og ſagde: „Jens! uſk paa, at Du ſkal do, og derefter er Dommen.” „Bah!“ ſagde han og drejede fig rundt paa Helen. Derpaa gik han hen at ſove Middagsſovn. Da Martha kom ud, ſtandſede hun omme bag Laden gav hun fine Taarer frit Lob. Det fuldſtendigt mislykkede Wrinde, Mandens Trusler og det ondſkabs⸗ fulde BUE, der havde ledſaget dem, hele det Vev af onde Anſlag, der var kommet tilſyune, — Alt havde fyldt hende med Mismod og Skrak, fan hun ikke vidſte, hvad hun ſkulde gribe til, og hvorledes hun nu fkulde fremſtille Sagen for ſin ſvage, tungſindige Fader, at den ikke ſkulde virke alt for nedtrykkende paa ham, medens han dog vakkedes til at være paa fin Poſt mod den bitre Fjende. Da opſfkremmedes hun af ſine Tanker ved, at en lang Knos kom dumpende paa Hoved og Hender ud af en Ladeglug. ſnart flod han paa Benene foran hende. (Fortfættes.) Lidt om den kunſtige Fiſkeaul. Af Arthur Jedderſen. FJ Vore Læjere have viſtnok af og til ſet, at der i Aviſerne har været talt, om „kunſtig Fiſkeavl“ og om „kunſtig Üdklekning af Fiſt“, og der har mulig endog været dem, ſom have onfket, at vide noget nær- mere derom. Husvennen er for fan vidt det rette Sted, at omtale. denne Sag, ſom i det mindſte i vort Land meget godt kan gaa ind under Bencvnelſen „mindre Næringsveje”, for hvilke Bladet jo i en vis Henſeende er det vigtigſte Meddelelſesmiddel. i Man maa imidlertid ikke lade fig afſkrokke af Det var Kjæld, og morke Pletter. Ordet „kunſtig“ fra at leſe de efterfoldd "Siden af Ud⸗ fra at tenke lidt over ſelbe Sagen. Thi man vil, "Haaber jeg, ſnart fatte, at der egentlig hører meget | lidt Kunſt til, for at give fig af med „kunſtig Fiſke⸗ | avl” og for at faa Udbytte af den. Navnet er der nu en Gang, og vi have ikke hidtil kunnet finde nogen bedre Betegnelſe for Emnet. Det er da endelig heller ikke Navnet, det kommer an paa. Forſt og fremmeſt maa jeg, for at undgaa Mis⸗ forſtaaelſe, fortælle, at den kunſtige Fiſkeavl endnu for ſtorſte Delen kun har det Formaal, at fkaffe Ag til Veje af laxeartede Fiſk (Lax, Orred o. ſ. v.), der ud⸗ klekkes under Tilſyn for at blive til ſtor og madnyttig Fiſk; i nærværende lille Afhandling er der kun Tale om Æg af Orreden og af Bakorreden eller, ſom den med et tyfk Navn kaldes, Forellen. Det er nemlig den af de nævnte Fiſk, ſom det er letteſt at fkaffe fig i vort Land, og ſom det bedſt lonner fig at udklakke til Ud⸗ ſettelſe i So og Aa eller til Opdraetning i Damme. | Orreden hører til de jan kaldte vinterlegende Fiſt, det vil ſige, den gyder fin Leg i Vinterens Lob, altſaa ſra November til Februar Maaned. "Tiden retter fig for en Del efter de forſkjellige Vandløb, efter Fiſkens Alder, efter Veirlaget o. ſ. v., men i Lobet af det nævnte Tidsrum gydes Wgene og Hanfiſkenes faa kaldte Malke, og Üdklakningen ſker da i de paafolgende Maa⸗ neder. Orreden er, ligeſom de andre Laxefiſk, let at | Fjende fra vore andre Ferſkvandsfiſk ved fine 2 Ryg⸗ | finner, af hvile den bagerſte er ganſke lille og uden Finneſtraaler, hvorfor den ligner en Hudlap og kaldes Fedtfinne (Fig. 1). Kroppen er ellers, naar Fiſken Vedlfinnen. | | | g | Fig. 1. Eu Orred. | er ældre eller lever i ſtorre Vande, ſmukt tegnet med Bakorreden har derimod en Mængde ſmukke, rode Pletter. Som alle andre Laxefiſt lever den af dyriſk Fode og tager alle Slags Idſſekter, Orme, Fiſk, Frøer o. ſ. v. Den er meget graadig og fanges derfor let med forſkjellig Slags Mading, og kun naar den er fuldkommen mat eller er bleven ſkrommet, ſtaar den i langere Tid ubevægelig i et eller andet Skjul eller | frit paa Bunden, og den er da ligegyldig for den meſt friſtende Lokkemad. Da denne Fiſk efterſtrebes meget paa Grund af fit ſmukke og fint ſmagende Kjod og | fordi den ſtaar i høj Pris, og da man desuden endnu | ikke ret bryder fig om at frede den, gaar det naturlig⸗ vis her i Landet, ſom mange andre Steder, at den ' aftager ſterkt i Tal i vore Vande, fan meget mere 172 des ikke ogſag, ner til de meget frugtbare Fiſk og dens Wg for en ſtor Del gaa til Grunde, førend de. blive udkleekkede. over hundrede Aar ſiden bragt Folk paa den Tanke, at man maatte kunne ſikre Wgene imod de dem i det Fri truende Farer, og at man tillige maatte kunne ſorge for, at ethvert Wg, ſom Hunfiſken lægger, bliver be⸗ frugtet og altſaa tjenligt til at udklekkes. Det blev viſt, at man ganſke mekaniſk kunde bevirke Wgenes Hanfiſkens Melke, og at man derefter kunde udklaekke Wgene, ved at holde dem i egne Udklakningskasſer, igjennem hyvilke der blev fort en Strom af rindende Vand. Denne Opdagelſe blev imidlertid ikke ſaaledes paaagtet, ſom den fortjente det, og den gik i Glemme. Forſt da to fattige franſke Fiſkere Gehin og Remy paa Disſe og flere andre Forhold have for | ſkikket til at holde de fleſte af de ſmaa Emner tilbage, ſom Vandet fører med fig. Lad os nu træde nærmere til Kasſerne, hvori Vandet rinder fra det ene Trin til det andet, indtil det til ſidſt lober ud i en Rende, ſom forer Vandet fra Udklokningsapparatet. Vi finde da, at naſten alle Kasſerne paa Bunden ere belagte med et Lag af rapgule Aeg, der ere lidt mindre end Wrter. Her findes Tuſender og Tuſender af Wg (for Tiden over 150,000 Stkr. ſiger man os), og medens Befrugtning, ved at bringe dem under Paavirkning af Vandet raſtlos farer hen over dem, ſpirer Livet frem i dem, fan at der efter omtrent 60 Dages Forløb af neeſten ethvert af dem fremkommer en lille Orred. Det er en af de ſtore Fordele ved den kunſtige | Udtlæfning, at Æggene i Udklakningstiden ere værnede en Maade opdagede Methoden paany, kom den til Wre, og den kunſtige Fiſkeavl har i de ſidſte 25 Aar udbredt fig over hele Evropa og Nordamerika, i hvilket ſidſte Land den nu maaſke drives efter ſtorre Maaleſtok end noget andet Sted. fattet, hvad den duer til og hvad den mulig kan føre | til, naar den faar Tid til at udvikle ſig. Da det netop er Vintertid, vil jeg indbyde Leſeren til at folge mig paa en Vandring til Udklaknings⸗ anſtalten i Asmildkloſters Have ved Viborg. Naar jeg har beſkrevet den, vil mulig Forſtaaelſen af, hvåd jeg ellers har at meddele, vere lettere. ſtalt ejes af Fiſkeriſelſkabet for Viborg og Omegn, hvis Formaal det blandt Andet er, at udbrede Kjendſkab til den kunſtige Fijfeavl og fremme Sanſen for Fredningen af Ferſtvandsfiſkeriet. Selſkabets Indteegter anvendes udelukkende til at fremme dette Formaal, og det har allerede kunnet uddele mange Tuſende unge Orreder til forfkjellige Vandlob, Søer og Damme. Udklaknings⸗ apparatet findes i en ſmuk, grundmuret Bygning, ſom ligger i en ÜUdkant af den nævnte Herregaards Have. Man har bygget det paa dette Sted, fordi der findes de for et ſaadant Anlæg naſten nodvendige Kildeveld. Vandet, der bryder frem i Foden af Bakkerne ſom Veld, ſamles i tre Bronde og ledes fra dem igjennem Jern⸗ og Stenror ind i Udklakningshuſet, ſom ligger lavt, for at Vandet kan ſtromme ſaa meget des rige⸗ ligere igjennem Udklakningskasſerne. Huſet omfatter kun et eneſte Rum; i Midten af dette hæver der fig fra. Gulvet en trappedannet Indretning af Beton, hvis enkelte Trin netop danne de ſmalle Kasſer eller Render, hvori Aggene udklekkes. Disſe Betonkasſer ere ind⸗ byrdes i Forbindelſe med hverandre og udgjore det egentlige ÜUdklakningsapparat. Igjennem dem gaar Vandet fra Veldene, men da det ikke er aldeles rent, maa det forſt gjennemlobe et Renſeapparat, ſom beſtaar af en Cementkasſe, der ved to Vægge er delt i tre Rum, hvori dels findes Grus og dels Stængler af den i alle vore Hedeegne almindelige Ulveſod, ſom er udmerket | og dræber dem. Den praktiſke Nordamerikaner har Derneſt ſpanges Skalhinden, frem. Den ſvgmmer ikke ſtrax omkring for at ſoge | imod de mange Farer, ſom kunde mode dem, derſom de af Moderfiſken vare lagte i det fri Vand. Det kan nemlig ikke undgages, at et eller andet Wg doer, og et ſaadant dødt Wg angribes hurtigt af en Slags Skimmel, ſom let overfores paa de endnu friffe Wg Vi je ogſaa hiſt og her i Kasſerne et enkelt uigjennemſigtigt og hvidligt Aeg, det vil ſige et dodt Wg, ſom altſaa maa fjernes. Underſoge vi Wgene nærmere, ville vi ſnart opdage, at de ikke alle ere paa det ſamme Udviklingspunkt. De ere nemlig indbragte i Udklakningskasſerne til forfkjellige Tider og have altſaa ligget et uens Tal af Dage i dem. Tage | vi et af de ſidſt ned⸗ Den nævnte An⸗ lagte Wg op af Vandet (Fig. 2) og holde det op imod Lyſet, je vi en morkere Plet i get, der er omgivet af nogle olielignende Draaber; det er den ſaakaldte Kim: plet eller Grundlaget for den Fiſk, ſom er i Færd med at dannes i Wget. Tage vi derpaa et noget ældre Wg op fra Vandet, finde vi, at Kimpletten ligeſom er delt ved en lyſere Stribe, og det er da det forſte Tegn til, at Abgets Üdklakning er begyndt. Det er nemlig den ſaakaldte Foſterſtribe eller det forſte Anlæg til Fiſkeungen. Fig. 2. a) af Orreden. Eg af Orreden. b) af Bakorreden. J I et ældre Wg ſe vi allerede tydelig Hovedet dannet ved den ene Ende af Foſterſtriben, og frem for Alt opdage vi, at de morke Øjne ſkinne igjennem gets klare Skalhinde, ja tage vi et Forſtorrelſesglas til Hjælp, je vi endda tydelig Blodet lobe til og fra Fo- ſterets ſpede Hjerte. Videre har Udkloekningen endnu ikke naaet, men det vil ikke vare længe, førend den lille Fiſks enkelte Dele ſes helt tydeligt, og man vil da endog af og til je den vende og dreje fig i get. og Fiſken kommer Fode, men den holder fig endnu en Tid rolig paa Bunden af Üdklakningskasſerne, idet den terer paa den jaa faldte Blommeſcek eller Navleblere, ſom ſidder under dens Bug (Fig. 3), og ſom den i nogen Blommesækken. Fig. 3. Ung Orred. 1 Maaned gl. (3 Gange forftøvret ) Sid flæber om med fig lige ſom en Madpoſe. Natur⸗ ligvis bliver Madpoſen mindre for hver Dag, Ungen alene er henviſt til at leve af den, og endnu flere Maaneder efter Udklakningen og efter at den lille Fiſt har begyndt at ſnappe ſmaa neſten mikroſkopiſke Dyr i Vandet, kan man tydelig je, hvor Blommeſckken har ſiddet (Fig 4). Men efterhaanden tabes ethvert (Fig. 4. Ung Orred 6 Uger gl. (3 Gange forſterret.) Fig. 5. UngkSrred. 4 Maaneder gl. (1½ Gang forftørvet,) da Magt over den Opgave at ſamle ſig ſelv Fode, og den voxer mf ftærkt, for jaa vidt ſom den kan faa Føde nok i det Vand, hvor den imidlertid er bleven anbragt. J September Maaned fan den allerede have en Længde af 3—4 Zommer, og den er da en meget pæn og væver lille Fiff med ſmukke, mørfe og røde Pletter. J Udflæfningshujet kunne vi dog ikke folge de ſmaa Orreders Udvikling længer end til den Tid, da de næften have fortæret deres Blommeſcckk. Paa den Tid er det nemlig meſt praktiſk, at udfætte dem i det Vand, hvortil man har beſtemt dem. Det lønner fig ikke, at fodre dem i Üdklakningskasſerne, hvad dog meget godt kan lade ſig gjore, enten med fint i Vand udrevet Kjod eller endnu lettere med i Vand udtværet, | kogt Aggeblomme. Men ſaa ſnart den lille Fiſk ſvommer kvikt omkring, jaa ſnart den omtrent har miſtet fin Blommeſck og jan ſnart den viſer Tilboje⸗ lighed til at ſnappe efter Smaadele i Vandet, er den tienlig til at udſettes, og den vil da meget godt kunne bjerge fig ſelv. j Voi ville nu foreløbig ikke tale længer om de ſmaa Fiſk, men ville fortjætte vore Underſogelſer i Udkloek⸗ ningshuſet i Asmildkloſters Have. Efter at Vandet har gjennemlobet alle Kasſerne, fores det ud i en Be⸗ holder eller Kumme af Beton midt i Huſet, der kan bruges ſom et midlertidigt Opholdsſted for de unge 173 Fiſk, og derfra gaar Bandet ud i de ved "Siden af Ud- klakningshuſet liggende fire ſmaa, murede Damme eller Basſiner. Ved Hjelp af Fodring, holder man i dem I flere Fit fra de forfkjellige Aargange, i hvilke Anſtalten har været i Virkſomhed. Der er Fiſk fra en Længde af fire til henved tyve Tommer, og herved maa vi bemerke, at Fiſk i jnævre Damme, og fom fodres, ikke nær faa den Storrelſe, ſom de vilde have naaet, derſom de vare blevne fatte i Frihed. Fiſkene fodres med Smaafiſk, Regnorme, hakket Kjød o. ſ. v., og i Udklak⸗ ningstiden ere de meget begjerlige efter at fan de døde Ag, ſom ſamles op fra Udklokningskasſerne. Det er morſomt at ſe, hvorledes disſe Fiſk flokkes, naar man løfter Dekket af Basſinerne, og hvorledes de ligeſom Kyllinger fare til, for at gribe det udkaſtede Foder. De eldſte Baſinfiſk i Asmild afgive allerede Æg og Melke til Frembringelſen af ny Individer. Medens vi aflægge vort Beſag, indbringes der fra Viborg Sø en prægtig Hunfiſk, hvis ſvulmende Bug nokſom viſer, at den er moden til at afgive fin Rogn. Vi overvære altſaa Befrugtningen af dens Aeg, ſom fer paa føl Sporj af Blommefæffen (Fig. 5); den lilleßzFiſk, har gende Maade, der maa kunne udføres af Enhver, naar man forſt har overtydet ſig om, at man raader over gydefcerdige Fiſk. Da det er en temmelig ſtor Hunfiſk, | maa der to Perſoner til for at faa alle Wgene fra hende. Den ene tager Fiſken i Nakken med den ene Haand, medens han med den anden holder hende faſt om Halen, for at hun ikke ſkal ſlaa fig loss. Da han | har godt Hold, fører han Fiſken frem foran fig over | et Fad uden Vand, og idet han nu bøjer Fiffens Ryg lidt tilbage, varer det neppe et Minut,… førend gene ſtromme raſk ned i Fadet. Men for at de alle kunde aflobe, maatte Mandens Hjælper dog, ved at flryge Orreden langs dens Bug, hjælpe til og herved opnaaedes det da, at faa den helt tømt for Wg. Denne Behandling havde til Folge, at Fiſkens ſmukke, trinde Bug blev ligeſaa hul ſom et Dejtrug. Havde Fiſken været mindre, kunde en Perſon have tømt den for alle dens Ag paa den i (Fig. 6) angivne Maade. Fig. 6. Udpresningen af Orredens g. 32 Paa ſamme Tid, ſom Wgene toges fra Hunfiſken, ud⸗ valgtes en moden Hanfiſk blandt Basſinfiſkene og under en lignende Behandling, ſom den der blev Hungrreden til Del, ſamledes i en Skaal med Vand noget af dens Melke d. v. ſ. en melkehvid Vedſke, ſom tjener til 174 Befrugtning af Fiſkenes Wg. Vandet i Skaalen fik derved et Üdſeende ſom Melkevand og blev hældt ud over de nylig gydte Wg, og Æg og Melkevand henſtod nu roligt i nogle Minuter. A gene fil derved et mindre gjennemſigtigt Ydre og vifte fig ligeſom duggede eller overtrukne af en hvidlig Sinde. Saa blev Vandet hældt fra Wgene, og disſe bleve nedlagte i Udklak⸗ ningskasſerne. Der vandtes i det hele omtrent 4000 Ag ved denne Befrugtning, og Moderfiſken vejede netop fire Bund. J Almindeligheb vil hvert Bund Moderfiſk afgive 1000 Æg. Forinden vi forlade Udklokningshuſet, overvære vi endnu Bortſendelſen af nogle Tuſende Æg, ſom fkulle udklokkes hos en Mand paa Sjælland, der efter en mindre Maaleſtok i et af ſine Udhufe har indrettet ſig en Udklakningsanſtalt, for at have den Fornojelſe at kunne folge Fiſkens Vært i get og tilmed have unge Fifi til Üdſettelſe i dertil indrettede Damme. gene ned⸗ : lagdes imellem fug⸗ tigt Mos i en Spaan⸗ i en Cigarkasſe, og de kunne paa denne Maade ſendes langt bort. De ſendes ſikreſt, naar Fig. 7. ikke behover at beſtaa af andet end af | Fjæl. æjfe (Fig. 7) eller render, Renſere og Kummer og ligeſaa lidt murede Basſiner. Men hertil vil jeg ſvare, at dette paa ingen Maade er nødvendigt. Har man Vand og Ag, kan | man nemlig hjælpe fig med meget ſimple Redſkaber og Vandbeholdninger, de ſidſt nævnte. om man i det Hele onſter at have Har maa ſaaledes godt Vand, og har dette Fald nok, vil man let kunne lede det ind i et Udhus, eller ogſaa vil man af gamle Breder kunne ſlaa et Skur op over Udklakningsapparatet. Dette kan man da anbringe paa et Bord, idet man ſtiller Kas⸗ ſerne trappeformigt over hverandre, omgiver Bordet med en Ramme og ſorger for, at Vandet kan lobe fra Bordet og føres bort. J ſin fuldkomneſte Form ſes et ſaadant Bord i Fig. 8, men enhver vil fatte, at det kan gjores meget, meget ſimplere, og at det egenlig en, to eller flere der kunne ſlaas ſammen af et Par Og disſe ſimple Kasſer kan man naturligvis let finde Plads til i det Par Maaneder, Udklakningen ſtaar paa. k Ved at indrette fig efter Omftændighederne, det ſmalle Trakasſer, | vil ſige efter de ſtedlige Forhold og efter den Evne, man har lige over for Udgifterne, kan man naturligvis man tydeligt kan je Fo⸗ ſterets Øjne igjennem Wggehinden. Efter at vi ſaaledes have jet, fig i en af de Udklakningsanſtalter, Landet, vil ſnart lave ſig en Udklakningsanſtalt, og den behøver langt fra at være i det ſmaa, da man alene i en 3 Alens Kasſe, der er 7 Tommer bred, vil kunne ud⸗ flæffe omtrent 5000 Orredeg. Onſter man altſaa at beſœtte en dertil pasſende Dam, Mergelgrav eller et andet pasſende Sted med Orreder, behøver man kun at fkaffe fig Wgene, hvad der gaar for | ſom findes her i üudklekke dem og derpaa ud⸗ man vil da tre Aar efter Beholdning af madnyttige og ſalgbare Orreder, og jætte den vundne Bngel; have en ſmuk man viſtnok . den Pris give mig Ret disſe Fiſk i, at der ved kunne ſelges ſelve Be— for, ſkal nok frugtningen viſe, at der og Udflæt- godt kan ha⸗ ningen af ves en lille Wgene ikke Neringsvej er nogen ſyn⸗ og en god derlig Kunſt, Bifortjeneſte og at den ud af Fore⸗ maa kun⸗ tagendet. ne udfores Jeg kjender overalt, hvor flere Land⸗ man kan fkaf⸗ brugere, ſom fe ſig Moder⸗ allerede have fiſk og hvor indrettet ſig man har paa denne godt Vand. barg Fig. 8. Et Udtlætningsbord. : Maade, og Derimod vil i ſom hav, man mulig indvende, at det ikke er enhver Mands Sag, | megen LTilfredsftillelje deraf. Det er en Selvpfolge, at at ſtaffe fig et Udklakningshus, de dyre Üdklaknings⸗ | der vil kunne gjøres endnu mere Gavn, derſom man ved Hicelp af den kunſtige Udklakning ſkaffer lig Fißk til Forſyningen af en eller anden dertil ſkikket Ss. Men da en ſaadan i Almindelighed ejes af flere Lodsejere, maa disſe være enige om et ſaadant Foretagende. J Almindelighed altſaa: Vil man anlægge et Ap⸗ parat til kunſtig Udklekning af Orreder, maa man forſt og fremmeſt ſorge for godt Vand, det vil ſige det maa | være jaa rent, at det ikke fætter Bundfald, naar det med lidt Fald ſtrommer hen over en Flade, og det maa ikke være jernholdigt. Har man en pasſende Kilde, anbringer man Apparatet jaa nær ved dennes Üdſpring ſom muligt, thi der vil Vandet have den tjenligſte | Varme til Udflæfningens Fremme. Har man mindre rent Vand, maa man renſe det, ved at lade det lobe igjennem en Kasſe med den ovenomtalte Ulvefod eller igjennem Grus og Sand eller igjennem en Rende, hvori det kan afſctte de Emner, ſom gjøre det urent. Vandet, der helſt maa have en Egenvarme af 460 R., ledes ind i Apparatet, der altſaa dannes af ſmalle | ſom ikke alene gjælder her, men ogſaa i mange andre Kasſer eller Render (en, to, tre eller flere), ſom ere ſtillede trappevis, den ene lavere end den anden. De kunne pasſende være 3 Alen lange, 7 Tommer brede og 4 Tommer dybe (indvendige Maal). Disſe Render kunne gjores af Trœ og belægges med grovt Grus i Bunden, eller de kunne være af Trœ og udfores med Cement i Bunden, eller ogſaa ſtobes de af Cement. Ligeſom hver Kasſe har fit Tillob, ſaaledes har den har at meddele. dod, lille Fiſk, der ligeſom et dødt Æg er tilbøjelig til at ſkimle og derved kan ſmitte de levende Unger. Ved Bngelens Udfætning er der endnu kun dette at mærke, at Dammen eller Vandet, foruden at være godt forſynet med pasſende Føde for de ſmaa Fiſk, ikke maa være for meget udſat for at opvarmes for ſterkt i Sommerens Lob, at det altſaa helſt maa have et godt Tillob og Aflob, at det har gode Gjemmeſteder for Fiſkene, at det ikke kan bundfryſe, og at endelig Fiſkene ikke kunne undvige fra det. Det er desuden en Selvofolge, at man ikke gjerne vælger et mindre Vand til de koſtelige Orreder, hvor der findes ſaadanne Rovere ſom Gedder og Aborrer; er Vandet ſtorre, er Faren mindre. Hermed er jeg da ved Slutningen af det, ſom jeg Der kunde naturligvis endnu være et og andet at ſige, men da det kun har været min Henſigt | paa dette Sted at vekke Opmerkſomhed for Sagen, vil jeg nøjes med at ſammenfatte Alt i den Sætning, | Forhold, hvor der tales om Opdretning af et eller | andet Dyr: Kom Naturen faa nærsfom mulig! 2 fit Afløb, men dette maa for Angelens Skyld afſpeerres ved et temmelig fint Metalnct. dekke Kasſerne med et Lang, Hvori der er enkelte Endelig kan man Huller, for at Luften kan have uhindret Adgang, men dog ſaa ſmaa, at Inſekter, Vandſpidsmus, Rotter og andre Fjender af Wg og Yngel ikke kunne komme til. Aflobet fra Kasſerne frembringes ved Hjælp af forte | Zinkror, ſom anbringes i den modſatte Ende af den, hvor Tillobet er. Billedet af Udklekningsbordet (Fig. 8) vil forklare det hele; men det ſkal dog bemerkes, at | Rorene helſt indbores lidt nede i Kasſernes Sider. Det er en Selvfolge, at Tillobs⸗ og Aflobsror maa | have ſamme Zværmåal. Naar Wgene ere nedlagte i Apparatet, holdes Vandſtanden i Kasſerne helſt ſaaledes, at Wgene ligge temmelig nær ved Bandets Overflade, men hvor man ikke kan ofre megen Tid paa Tilſynet, vil det være | bedſt, at lade Vandet ſtaa rigeligt over Wgene, for at de ikke ved et Uheld ſkulle blive helt blottede for Vand. De dode Wg maa, ſom allerede ſagt, omhyggelig pilles fra, hvilket hurtigſt ſker ved Sjælp af en flad, temmelig lang Pincet. Denne dannes billigſt af en ſammenbsjet Jovrigt Jernſtrimmel, der tilſpidſes lidt i Enderne. gelder det med Henſyn til Pasningen af Wgene i Apparatet, at jo mindre man rorer ved dem des bedre, og at man altſaa ſtaar ſig bedſt, naar det ſlet ikke er nødvendigt, at gjøre noget ved dem. Naar Yngelen er udklokket, bor man flittig je til den og borttage enhver | En ny Ret. At Skolen ſtaar bag Kirkens Hegn, Det kan fig ſagtens føje; Men fjælben man dog Bræft og Degn Fik, Haand i Haand, for Oje. Bevar os vel, vi tale kun Om gode, gamle Dage, Da Provyſtetaſken “), fed og rund, Var Degnene en Plage. J denne gode, gamle Tid, Som nu for lengſt er ſpunden, Da leved der en Degn med Vid, En Skjcelm han var i Grunden. Han talte Græff, Latin og Tyfſk, Som ingen her i Landet; Med Bræften prated han dog Jydſk, Han kunde ikke andet. Til Preſten kom fra Bispen Brev, Han vilde viſitere J Kirke, Skole, fan han ffrev Til Slut blandt andet mere: „Ej Gilde, fjære, gjøre I Jeg ſpiſer helſt alene J eders Selſkab, bene qui Latuit, vixit bene!“ *) == — ) Degnene havde fordum den Forpligtelſe at beſorge Praſtens Embedsbreve, „lobe med Provſtetaſten“. En latinſk Sætning, ſom betyder: „Lykkelig har den levet, ſom levede i Stilhed.“ i „Ej,“ ſagde Bræften, „hvad er det, Som Bispen helſt vil have? Jeg, ſandt for Dyden, ikke ret Forſtaar, hvad Du ſkal lave!” „Men,“ ſvared Konen, „kjcere Ven, Det er paa høje Tide; Gaa derfor ſtrax til Degnen hen Og fkaf mig det at vide!“ Og Præften gik med ſamt fit Brev Til Degnen hen, den Viſe, 2 Og ſpurgte ham, hvad Bispen ſkrev Om det, han vilde ſpiſe. „Det,“ ſagde Degnen, „er mig let At tyde Brevets Tale; : Hr. Bispen onſker blot cen Ret: En lille Follehale!“ Da Bispen nu kom ſondenfjords Ved Middagstid til Gaarden, Han blev naturligvis til Bords Strax buden; ſmukt i Orden Stod Retterne pan Bordets Rund, Et Fad for Preſt og Kone, Et andet for Hr. Bispens Mund For hannem monne trone. Den gamle Hajcerverdighed Ret flinkt paa Maden kiler, Og ved hver Bid, ſom glider ned, Blidt Preſtekonen ſmiler. Hun hjertensglad ham ſpiſe ſer Og at det ham behager. i Da ej han nu kan ſpiſe mer, Han flux til Orde tager: „Tak, kjcre, tak; nu er jeg mat!“ — Han Kniv og Gaffel lagde — „Men ſig, hvad var det for en Ret Der mig faa herligt ſmagte?“ — „Ak,“ ſpared Precſtekonen, „J Mig glæder ved den Tale; Det var ſaamend en Benequi, Paa Danſk: „en Follehale!“ Emanuel Henningſen. Husflid. — J Jönköpinglän har. Husfliden naget en omfattende og Mesſing⸗ Udbredelſe i Forfeerdigelſen af Jern⸗ traadsarbejder, ſom Sigtedugsvev, Fabrikation af Haar⸗ naale, Hegter, Maller o. lign. J Gnofjöſogn findes | omtrent 50 Familier, ſom tilſammen 2 henimod | er | | (I 1 2 — — — 2 — Sv G&G 2 — — 8 = — — 2 = 2 2 E 2 3 = * — == 2 = N » Smaabørn. Han ftaar fig nu godt og forarbejder | aarlig omtrent 50 Skp. Jern til Haarnaale. Bognyt. Tidsſkrift for Biavl, udgivet af Biaplerforeningen med 24 Ark aarlig, redigeret af A. C. Anderſen i Ny⸗ borg, er et lille Blad, ſom vi paa det bedſte ſkulle anbefale alle Biholdere og Bivenner, da det giver mange nyttige Oplysninger om Biavlens Udviklin og fordel⸗ agtigſte Driftsmaader. Det er viſt det bi igſte Tids⸗ ſkrift i Landet, da man faar det gratis, blot man indmelder ſig ſom Medlem af Biavlerforeningen (til Redaktoren) til hvilken Aarsbidraget kun er 1 Krone. Firkantet Nod. Af 4 O, 2 L, 2 8 og 1 B dannes tre Ord, ſom -ffrevne under hinanden og laſte fra Venſtre og Højre, fra Oven og Neden giver Opløsning paa Gaaderne: || Det forſte falder Blomſter frem I Oſter og i Veſter, Det andet har ſit rette Hjem I hvert et ſtort Orkeſter, Det tredie er ret en ſlem | Ropgjerrig Fyr; Gud hjælpe dem | ö Hvis Nakke lumſt han gjaſter. Oplosning paa Gaaden i Nr. 21: En Mark. i 5 Brevvexling. F. M. i 1 Modtaget. Venligſt Tak. „Knud Gyldenſtjerne“. Tak. Bil blive anvendt faa ſnart — Pladſen nogenlunde tillader det. g „Remo“. Brugelig — N. A. i G. Kun en brugelig. — J. J i N. v. Aa. For lang. — Martin S. i V. Kjernerne ere gode, men Skallerne duer ikke. „Kaptajn X.“ Venligſt Tak Deres Adresſe udbedes. „En Ven af Tvæjfæring”. Plader til Træffæring, udſteres med Rundſav, ſom Husflidsſysſel flere Steder. De kan ſaaledes fan fortrinligt tørt Pare⸗ og Wöletræ, Egetræ (gammelt) Navr, Bog og Avnbøg, Aſt og Pil, efter Beſtilling i alle Tykkelſer og (Navr undtagen) indtil 8 Tommers Brede, hos Lærer P. H. Lund i Landet Skole pr. Solleſted (paa Lolland). Indhold. En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod (Fortſat). — Lidt om den kunſtige Fiſteavl, af Arthur Fedderſen, med 8 Billeder, — En ny: Ret, Digt af Emanuel Henningſen. — Husflid: Jerntraadsarbejder i Sverig. — Bognyt. — Firkantet Nod. — Brevvexling. 1 Huspennen udkommer til hver Hendag med el 16.ſpallet Ark, forfyner iued flere Billeder, lil 3 Alt. (J Kr.) Iſerdinggarel tit lilſeusl. Hvert Fjerdingaar medfølger gratis ei forf fmukt Villede. Bladet kan beſliſles paa. ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hopedkkommisſioncren: Voghandler Uudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhayn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2 N W Morſkabslezning, Oplysning ag Husflid. Adginet ak N. C. Nam. r ſo 2. Aargang. Nr. 23. Kjøbenhavn. 1835. Hundagen d. 7. Murts. — En Udaadsmand. | at faa Din Fader gjort umyndig, det har jeg ogſaa Forfølling af C. A. F. 5. hort en lille Fugl ſynge om, og det er ſagtens Menin⸗ N 0 W gen, at Hiſtorien med Koen paa en eller anden Maade 2 $ ftal hjælpe til. Jeg kunde onſte, at I vare ude af e Sora) | ethvert Forhold til min Stedfader. Klogeſt var det a SAGE viſt at Jælge Tienden.” un viffede hurtigt Taarerne bort og ſagde: „Det gjor min Fader aldrig.“ „Kommer Du her! Jeg troede, at alle „Han kan blive nødt til det. Nu have J ingen » Folkene vare henne at ſove.“ Ko ag ere nødt til at ſkaffe Eder en igjen; J have „Det ere de ogſaa. Jeg alene fov Gjeeld nok i Forvejen, og min Fader finder vel ſagtens 8 ikke, for jeg vilde mode Dig. Hvad nok paa Raad til at volde Eder flere Ulykker. Øvrig Pokker er der nu i Stykker?“ heden ſoelger mangen Mands Ejendom, ſom han nødig Hun faa fig omkring, ſom hun ikke var ſikker paa, | vilde være af med.“ at der ikke dog kunde være vaagne og vagtſomme Folk „Aa Herregud!“ klagede Pigen, „hvad ffal jeg i deres Nerhed. dog gjøre. Min Fader taaler jaa lidt Modgang.“ „Du har Ret,” ſagde han, gjættende hendes Tanker. Kjæld bøjede Hovedet, ſom om han tænkte efter. „Veggene kunne have Orer ſommetider. Gaa derfor Dette ,,Kvæghøved”, ſom hans værdige Stedfader kaldte Din Gang, men vent en lille Stund mellem Vidie⸗ ham, var nu en tre og tyveaarig ſlank og ſkeglos buffene ovre ved Plaſtjcr!“ Dermed ſmuttede han Karl, der med fin høje ſpinkle Bygning og ſine glatte bort om Hushjornet. Pigen tog fit Strikketoj frem rode Kinder endnu fan temmelig drengeagtig ud. Dette og gik bort fra Gaarden. Da Vejen jnart efter forte Idſeende forhojedes ved adſkillige Ejendommeligheder. hende forbi en ſumpig Senkning af Jordbunden, ſom De friſke Leber ſluttede fig i Almindelighed fast ſam⸗ var omkranſet af et ſmalt Kratbelte, ſatte hun fig i men, og ved Mundvigene var der et Træk, der tydede Skyggen af en Buſk. Kjeld, der fra Gaarden af | paa, at de enten havde lukket fig om tilbagetreengt havde løbet en Omvej, var ſtrax efter ved hendes Side. Smerte eller dybt gjemte Londomme. J hans morke Hun fortalte nu hele Hiſtorien fra Forſt til Sidſt, Øjne fremlynede undertiden et Glimt af Trods og og Karlen ſagde: „At min Fader har ſtjaalet Eders ubendigt Mod; men naar han jaa havde purret op Ko er nu viſt nok; men der vil kanſke ikke ret Mange i fit forte Haar, der jædvanligt havde et lojerligt Fald tro det, fordi de ikke kan eller tør antage, at Jens over hans hvide Bande, jaa var det, ſom han med Veſtergaard er en lumpen Tyv. Han har jo ogſaa det Samme bortftrøg enhver mandig Tanke, ſom han ſpillet fine Kort faa fint, at Din Fader gjør klogeſt igjen var en forknyt og forkuet Dreng. Ved denne i at tie og taale Skaden, for det Du ſiger om Onfket || Lejlighed ſtrog han flere Gange fit Haar frem og til⸗ 178 bage, og jaa udbrød han: „Jeg kan fige Dig, hvad Du ſkal gjøre! Du ffal blive min Kone!“ Pigen foer angſt tilbage med det Udraab: „Kjeeld! Gjor Du Nar ad mig?“ i „Nei, det vilde jeg nødigft af Alt, kjcreſte Martha! — Gjør det Ord Dig ſaa bange? — Sig mig op⸗ rigtigt: Har Du aldrig tænkt paa det før?” „Jeg har tenkt paa, at Du er en rig Gaard⸗ mandsſon, og jeg er en fattig Husmandsdatter,“ ſagde hun undvigende. „Det er intet Svar paa mit Spørgsmaal, og desuden er det ikke ſandt. Den Gaardmand, hvis Son jeg er, var en fattig Mand. — Men, "hvad har Du tenkt, naar jeg tidligt og ſent opſogte Dig for at tilhviſke Dig, hvilken Tiendeſvig eller hvilke andre Rave⸗ ſtreger mod Eder, jeg nu havde faaet opfnuſet.“ „Saa har jeg tænkt, at Du var en ærlig Karl, der ikke kunde finde Dig i, at fattige Folk led Uret, naar Du kunde hindre det.“ „Det er rigtigt! Det er meget rigtigt! Jeg har lovet baade min Moder og mig ſelv, at jeg, jaa vidt jeg formaaede det, ſkulde holde vort Hjem frit for uret⸗ færdigt Gods. Men derhos — —“ Hans Laber ſluttede fig ſammen og hans Hoved bøjede ſig forknyt; men det varede kun et Ojeblik, ſaa rettede han ſig i Vejret og ſagde: „Ak, lille kjcre Martha! Du ved godt, hvad jeg vilde ſige, ellers ſkulde jeg have ſet meget fejl i Dine dejlige Sine. Vær Du nu ikke haard at tigge til om Svaret, for jeg har faa daar⸗ lige Talegaver! Vi have knap Tid, og der er ſaa meget, vi |fulde tale om.“ „Ja, vi kom bort fra det, vi forſt talte om.“ „Nei, vi ere netop inde i det, vi forſt talte om, det ffal Du nok forſtaa, naar Du hører, hvad jeg har udregnet. Men fig mig det nu forſt ærlig og ſanddru for Guds Aaſyn: Vil Du være min nereſte og kereſte Ven alle Dage? Vil Du, jøde Ven! Vil Du være det glad og hengiven.“ „Det var bedſt at tie; men ſiden Du endelig vil have det: — Ja, jeg har ikke nogen kjcrere Ven end Dig, faar det heller ikke; men hvad kan det hjælpe ? Vi ere jo ikke hinandens Lige for ikke at tale om det Fiendſkab, der Dag for Dag bliver ſtorre.“ „Det er min Stedfaders Fjendſtab, Du mener; men han er ogſaa min Fjende, for han ærgrer fig ſtadigt over, at jeg engang ſtal have Del i al den Rigdom, han har ſamlet. Det er der Noget i. Manden kan have Ret i, at han helſt vilde unde ſin egen Sen alt det Gods, ſom han ved ſin Flid og Dygtighed har ſkrabet ſammen. Og jaa er der des⸗ uden det Gods, ſom han har vundet ved Uret og Svig og Lumſkeri og det, ſom er kjobt med de Undertryktes og Forurettedes Sved og Taarer — det vilde jeg helſt ingen Del have i. Hvis altſaa Jens Veſtergaard og jeg begge faar vor Villie ſat igjennem, jaa er jeg ikke meget rigere end Du, og jaa ved jeg ikke, hvad der ſkulde være til Hinder for vort Onſke. Vi kunne begge arbejde, og vor Herre hjælper os nok til at bjerge vort Udkomme. „Du glemmer, at jeg har min Fader at forſorge.“ „Nej, det huſker jeg nok, og Tienden huſker jeg ogſaa, og begge Dele ere med i mit Regneſtykke. Du ſkal jo have Tienden til Medgift; men faa ville vi ſcelge den, ſom Du jo har ønffet faa tidt, og naar min Fader faar at høre, at han kan faa Tienden og tillige kan faa Lov til at give mig faa lille en Arvelod, ſom han ſynes, jaa vil han nok blive glad, og faa vil han viſt hjælpe os til, at vi kunne faa et lille Hjem, og jaa lade os og Din Fader være i Fred for Fremtiden.“ „Men Din Moder! Hvad vil hun ſige?“ „Ja min Moder!“ gjentog han, og der floj en vemodig Skygge over hans Anſigt. „Hendes glade Samtykke vilde jeg nødigt undvære; men jeg tenker, jeg kan overtale hende.“ Det unge Pars gryende Kjærlighed havde hidtil været en Hemmelighed for alle og halvvejs for dem ſelv med; men den var ubevidſt voxet med dem, medens en anſvarsfuld Fortrolighed tidligt havde knyttet dem til hinanden. Da Jens Peterſen ſaa, at ſaa mangen tilſigtet Svig blev røbet i Utide, at han nodvendigvis maatte have en Forreder i fin egen Lejr, da var det fra forſt af hans egen Huſtru, der ikke kunde taale Tanken om, at hendes Hus og Hjem fkulde bygges med uretfærdigt Gods, og hun ſendte enkelte Gange ſin ældfte Son, at han fkulde hviſke — ikke Lars Lejel, men hans unge Datter — et Varſelsord i Øret. Det var alligevel den redelige Kvinde en tung Tanke, at hun paa den Maade fkulde modarbejde ſin egen Hus⸗ bond; men det behøvede hun heller ikke; thi Sonnen forſtod ſnart en halvkvedt Viſe, og fra den Tid af, da han og Martha bleve ret fortrolige, blev næften enhver Ziendejvig en Umulighed; thi Kjælb havde med al den Dumhed, Stedfaderen tiltroede ham, en fin Neſe. Forſt da Manden forlagde ſin Krigsforelſe til andre Omraader, blev Sonnen magtesløs, og dette bragte ham til at aabenbare fin Kjærlighed. for Pigen, og da de nu vare komne til fuld Forſtagelſe, dvælede de med Glade ved de luſeſte Fremtidshaab. Skjondt de vare jaa unge og kun havde Udſigt til ſmaa Kaar, bleve de dog let enige om, at de helſt maatte paaſkynde deres Forening ſaa meget ſom muligt. Det var Pigen om at gjøre at kaffe fin ſpagſindede Fader den Fred og Sindsro, der alene kunde nages ved at komme ud af ethvert Forhold til Jens Veſtergaard. Karlen delte dette hendes Onſke, men derhos længtes han bort fra fit Fodehjem, der i hans Øjne fremfor i nogen Andens var et uhyggeligt Sted, hvorover der rugede en gruelig Londom og et SHævnens Sværd. Dette omtalte han dog ikke videre for ſin Hjertens⸗ kjcr. De havde jo desuden nok at tale om, og de „ — havde kun fort Tid til deres Samværen. Omſider reve de ſig los fra hinanden; men da han kom hjem, var Arbejdet allerede i Gang, og han maatte gjøre Regnſkab for ſin Fraverelſe. Han fortalte derom en Hiſtorie, ſom Jens Veſtergaard ikke troede paa; men han troede heller ikke ſin Stedſon, naar denne talte Sandhed, fan Skaden i Grunden ikke var ret ſtor. Det flod faa hen indtil Søften, og i Mellemtiden mødtes Kjceld og Martha adſkillige Gange, uden at det gjorde nogen Opſigt. Om deres Forehavende talte han med fin Moder, da han vilde have hendes Samtykke, inden han fremlagde Sagen for Stedfaderen. hos Moderen fandt han mere Modſtand, end han havde ventet. Det var nu ikke ſaadan, at hun fatte ftrænge og beſtemte Ord mod hans Onfker — ſligt laa ikke i hendes Natur; men hun græd, og hendes Taarer havde Sonnen ikke Kraft til at modſtaa. Hun havde mange Grunde til at misbillige hans Forehavende. Igjennem de mange Aar havde Jens Peterſen idelig og altid hovlet og herpet paa Lars Lejels og hans Datters Rygte. Konen vidſte nok, at juſt ikke ethvert af hendes Mands ÜUdſagn var jaa fandt ſom Guds Ord; men hun havde dog uvilkaarligt fæftet-nogen Lid til hans Tale, og Tiendedelen af, hvad han havde jagt om Enghusfolkene, var nok til at berøve en hel Slægt det ſidſte Gran af Sæder og Ære, hvis det var Sandhed. Dorthea var derfor af den Mening, at Martha og hendes Fader vare daarlige og ryggesloſe Menneſker. Sandt nok! Hun vilde ikke, at man ſkulde gjøre dem Uret; men hun vilde da ligeſaa lidt, at hendes Søn ſkulde indlade fig jaa vidt med dem, at han fkulde tage Toſen til Huſtru. Og hun vilde nødig have Kjeeld ud af Sujet; thi foruden det, at han var et godt Men⸗ neſke og en kjerlig Son, jaa var han hende et dyre⸗ bart og levende Minde om hendes forſte Husbond og om den Tid, da hun havde været fattig og lykkelig. Nu var hun ingen af Delene. Der var endnu en anden Grund. Rasmus, hendes anden Son, havde været et godt Barn; men Faderen havde forlengſt begyndt med at lede ham paa ſine Veje og bruge ham til Sjælper i mangen Idræt, der hverken var hæderlig eller redelig. Sonnen var viſt endnu ikke fordærvet, og der var et ganſke godt broderligt Forhold imellem ham og Kjæld. Sun vilde derfor gjerne, de ſktulde blive ſammen, at den Ældre vedblivende kunde virke paa den Yngre. Der var altſaa Grunde nok til, at hun ikke kunde finde ſig tilrette i Tanken om, at hendes celdſte Son i fin unge Alder ſkulde gaa hen og bojætte ſig i et fattigt Hjem. Man var færdig med Rughoſten og fkulde ſnart til at kjore ind, da Kjæld en Aften ſent tog fin Troje paa og vilde ſnige fig ud af Gaarden. Men i Porten mødte han fin Fader, der ſpurgte ham: „Hvor ffal Du hen?“ g „Jeg vilde et Løb op i Byen,” ſagde han. Men 179 „Nej, nu bliver Du hjemme og gaar i Seng. J Morgen ſkulle vi op for Dag og binde Korn, og naar Du vaager i Nat, ſaa gaar Du og ſover ved Dit Arbejde.“ Sonnen vidſte, at Indvendinger ikke gjorde nogen Nytte, og han vendte tilbage til Staldkamret, hvor han havde fin Seng. Han gik dog ikke til Hvile; thi han var misfornøjet og raadvild i fit Sind. Han havde ſat Martha Stævne omtrent midtvejs imellem hans og hendes Hjem, og nu fkulde han lade hende lobe April, hvilket var jaa meget verre, ſom det ikke var et blot og bart Kjereſtemode, der var tilſigtet; men han havde Ting af Vægt at aftale med hende. Tiendetagningen var nemlig ſnart for Haanden, og han var vis paa, at der var et eller andet Lumſkeri i Værk, og jaa vilde han, at Lars Lejel ſkulde overtales til at melde ſig ſyg og ſende en anden Mand med Fuldmagt i fit Sten. Onfkeligheden af denne Ordning havde han ſat ſig ſaa faſt i Hovedet, at han beſtemte ſig til at trodſe Forbudet og forlade Gaarden, ſaa ſnart han kunde tænfe, at Alle ſov. Da han mente, det var Zilfældet, aabnede han en Luge, der vendte ud til Marken, og ſprang ud deraf. Han var dog ikke kommen mere end et Par Bosſeſkud bort, da han horte en Vogn rulle ud fra fit Hjem. J et Ojeblik grebes han af en Tanke, der tilſkyndede ham til at gaa hen til den hoſtede Rugmark for at je, om der ikke ſkulde gaa Noget for fig. Han agtede at ſkjule fig blandt Korntraverne, men for han fik det iverkſat, rejſte hans Stedfader fig pludſelig foran ham med det Spørgsmaal: „Hvad vil Du her?“ : „Herop at binde Rug,“ ſparede han uforknyt. „Godt! Jeg har allerede begyndt,“ ſparede Fa⸗ deren; „men jeg vilde ladet Dig ſove en Stund endnu. Dog da Du er her, lad os ſaa tage fat.“ „Men hvad ſkal Vognen?“ ſpurgte Kjeld. „Vognen?“ gjentog den Gamle og lyttede efter det rullende Kjoretoj, der allerede nu var dem ner. „Aa, det maa være en Misforſtagelſe af Rasmus. Han var kun halv vaagen, da jeg bod ham følge med mig.“ Derpaa ſprang Manden hen mod ſin Son og ſagde nogle Ord til ham. Heſtene bleve fatte paa Gres, og de Trende toge fat paa Arbejdet. Hen mod Morgen⸗ ſtunden bleve Tyendet hentet, og ſenere blev der ſendt Bud til Lars Lejel, at han ſkulde komme og tage Tiende, da man vilde kjore Rug ind om Eftermiddagen. Op paa Formiddagen fif man en Times Hvile, og da greb Kjeld Lejligheden til at tilſkrive fin Pige og gjøre Undſkyldninger for, at han ikke havde holdt Ord den foregagende Aften. Han var vis paa, at der om Natten ſkulde været øvet en eller anden Kjaltringſtreg, og han var oprørt i Sindet over, at hans unge Broder gjenſynligt var indviet i og ſkulde have været Deltager i denne, idet han ffulde have hjulpet fin Fader at bortføre det Korn, der ffulde været unddraget Tiende⸗ "I tagerens Blik. Men det var uklogt af Kjæld, at han fortalte Martha det i Brevet, og ikke mere klogt var det, at han i fin. misfornøjede Stemning omtalte ſin Stedfader paa en alt andet end fkaanſom og kjcerlig Maade. Maaſke var det heller ikke allerbedſt beteenkt, at han overlod Brevet til Beſorgelſe af Hyrde⸗ drengen, der i Middags⸗ ſtunden ſkulde Fjøre Rug⸗ tienden over til Enghuſet. Men ſaadan bar han ſig nu engang ad, og me⸗ dens den ſtorſte Travlhed herſkede paa alle Marker, kom Lars Lejel og talte Rugtraverne og udtog ſin Tiende, og Jens fulgte med og pasſede paa at han ikke fik mere end ſin Ret, og mellem al den rige Velſignelſe, Gud havde ladet vore paa Marken, gik de to Mænd og ffiftede kun faa og uvenlige Ord, og den lille graahaarede Lars Lejel ſkottede af og til frygtſom til fin merke og lumſke Avindsmand, der pan ſin Side betragtede Husmanden med Oine, 5 180 | | der gniſtrede af Avind og Ondſkab. Omſider var Tien⸗ den taget, og Vognen fuldpakket, og Jens gav fin Hyrde⸗ dreng Temmen i Haanden og løftede ham op paa Læsjet. Da ſaa han et Brev ſtikke frem af Drengens Lomme. - Han jnappede det ube⸗ . merrket og ſtak det til fig. e Da Drengen var kom⸗ Å men til Sæde, tog han til fin Lomme og ſavnede Brevet. Han ſaa ſig med et raadvildt og bekymret Blik om efter Kjæld, der arbejdede paa Marken noget derfra. Men Jens ſagde: „Kjor nu! Hvad gaber Du efter?“ og ſaa maatte Drengen adlyde. At ftjæle og aabne et forſeglet Brev var en Handling, ſom ikke kunde tynge ret meget paa Jens Veſtergaards Samvittighed, og han ſkyndte fig med at komme i Enrum og fan Brevet læft. Han var, ſom det tidligere er omtalt, ikke ſteerk i Bogſtavtydning; men Vreden ffærpede hans Blik og Fatteevne, og Brevet | | | Proriehunde. gav ham et Indblik i Meget, ſom ſyntes ham værd at lægge Merke til. Han ſaa nu for det Forſte, hvem den Forræder var, der i de ſenere Aar var traadt i Vejen, naar han vilde øve Tiendeſvig, og han jaa tillige, | at Kjæld var Kjærelte med Martha Lejel, og at altſaa de Menneſker, han bar grundigſt Nag til, ligeſom havde ſammenſvoret fig mod ham. At det unge Par havde aftalt en Maade, hvorpaa de vilde imodekomme hans | Ønifer, var der ikke Tale om i Brevet, og altſaa maatte han tro, at ikke alene Tienden vedblivende ſkulde tilhore Enghusfolkene; men at ogſaa Stedſonnen vilde tilfore dem den Arvelod, han kunde faa fra Hjemmet, ſaa Jens Veſtergaards Flid og Driftighed vilde komme hans værfte Fiender tilgode, Og han kunde da ogſaa læje fig til ” altid i ſtore Selffaber, — om ER ikke vidſte det for — at Stedſonnen ikke | nærede nogen. Velvillie mod ham. Der var i Brevet ſlaaet paa en og anden begaaet Kjæltringfireg, og Hiſto⸗ rien med Koen var omtalt paa en Maade, ſom om Jens Peterſen var en vitterlig og overbeviſt Typ. Dette tilſammen var da meget mere, end den ſtolte Gaard⸗ mand ſtiltiende kunde finde ſig i. VE . af de meerkeligſte Dyr i Nordamerika er den ſaakaldte Preœriehund, ſom lever paa de udſtrakte Greesſletter, der indtage et Fladerum af mange Kvadratmile og ere bekjendte under Navn af Prarier. (Fortſcttes.) Preriehunden. Af A. V. E. Toepfer. Eg 181 Storſte Delen af disſe Prerier ere bevorede med en ſaftig og velſmagende Grasart (Sesleria dactyloides), der tjener til Nering for Præriehunden og mange af de andre Dyr, der have deres Hjem der. Preriehunden er omtrent ſaa ſtor ſom en almindelig Kanin, men dens Krop er mere ſammentrengt og kjodfuld og dens Ben kortere. Paa Ryggen og Siderne er den rødbrun og paa Bugen ſmudſig hvid. Hovedet er ſtort, Orerne afſtumpede, og Halen omtrent kun 4 Tommer lang. Dens Kjød er meget velſmagende, men den er vanſkelig at gjore Jagt pan, da den er meget ſky og frygtſom og ved den mindſte mistenkelige Lyd ſtrax flygter ned i fin underjordiſke Bolig. Preeriehundens Navn hid⸗ rører dels fra dens Opholdsſted, dels fra dens gøende Stemme; med Hunden har den ikke den mindſte ydre Lighed. Det, ſom gjor dette Dyr ſaa interesſant og | mærfeligt, er dets ſtore Selſkabelighed. Den lever Sage pan præ neinlig aldrig enlig ſom ſaa mange andre Dyr, men hvis Boliger paa Grund af deres ſtore Udftræfning kaldes „Byer“. Den bekjendte Naturforſker Balduin Möllhauſen har paa fine Rejſer i Nordamerika havt Lejlighed til nøje at iagttage dette mærfelige Dyr, og da hans Skildring af det er den bedſte, ſom er ſtrevet, meddele vi Leſerne nedenfor et Uddrag af den. Preriehundens Kolonier have en ſaa ſtor Udſtroek⸗ ning, at man uafbrudt i hele Dage kan vandre omkring a ſom udgjor deres Nerring, bedſt trives der. mellem ſmaa Høje, hvoraf hver betegner en Bolig for to eller flere ſaadanne Dyr. De enkelte Boliger ligge ſedvanlig 15 —20 Fod fra hverandre, og enhver lille Hej, der hæver fig foran Indgangen til dem, kan beſtaa af et godt Vognlæs Jord, der lidt efter lidt af Beboerne er bleven befordret til Dagens Lys fra de underjordiſkfe Gange. Boligerne have enten en eller to Indgange; en faſttraadt Sti forer fra den ene Bolig til den anden, hvoraf man tor formode, at der herſker et inderligt Venſkab mellem disſe livlige ſmaa Dyr. Omſtaaende Afbildning fremſtiller to Preriehunde i livlig Samtale med hinanden; den morke Plet til højre betegner Indgangen til den underjordifke Hule, og bag ved den ſes en lille Hej. Boligerne anlægges helſt paa højere liggende Sletter, da den for nævnte Gressart, Man finder dem endogſaa paa Ny⸗Mexikos Hojſletter, hvor der i mange Miles Omkreds ikke er en Draabe Vand at finde, og da der i den Egn ingen Regn falder i flere Maaneder, og man, for at naa Grundvand, ofte maa 182 grave over 100 Fod dybt, faa maa man næften antage, at Præriehundene ikke behøve noget Band, men nøjes med den Fugtighed, ſom en ſterk Dug Tid efter anden lader blive tilbage paa Grasſtraaene. Om Efteraaret hentørres Gresſet om deres Huler aldeles, og Froſten gjør Jorden faa haard, at det vilde være umuligt for dem at forſkaffe fig Næring paa den fædvanlige Maade. Da de ikke ſamle fig noget Forraad af Naring til Vinteren, er det naturligt at de maa holde Vinterſovn. Naar Preriehunden i Slutningen af Oktober foler Sovetiden nærme fig, lukker den Udgangene for ſin Bolig for at beſtytte fig mod Kulden, og overgiver ſig da til Søvnen, ſom varer indtil de milde Foraarsdage vokke den til nyt Liv. En lille Jordugle er Medbeboer af disſe under⸗ jordiſke Kolonier, og den lever paa den fortroligſte Fod med Preriehundene, dog finder man den ſœdvanlig kun i ſaadanne Huler, der ere forladte af deres oprindelige Beboere. Prerie⸗Klapperſlangen træffes ligeledes ofte i Kolonierne, hvilket har givet Anledning til den Me⸗ ning, at der ſkulde herſke et venſkabeligt Forhold mellem den og Preriehundene. Dette er dog langtfra Til⸗ fældet; Klapperſlangen er tværtimod dens farligſte Fiende, og den udrydder aarlig en Mængde af Prerie⸗ hundene. Ved Jetonfloden i Nordamerika fandtes ſaa⸗ ledes tidligere en Prariehundeby af ſtort Omfang, men alle dens Beboere ere blevne udryddede af Klapper⸗ ſlanger, og de underjordiſte Boliger huſe nu hele Skarer af disſe giftige Krybdyr. En Prariehundeby frembyder et mærkværdigt Syn, naar det lykkes, upaaagtet af de üdſtillede Vagter, at naa hen i dens Nerhed. Saavidt Øjet ræffer, herſker et bevæget Liv og en raftløs Virkſomhed. Neſten paa enhver Hej ſidder den lille brune Bræriehund oprejft ſom et Egern; Halen, ſom ſtaar i Vejret, er i ſtadig Bevcgelſe, og de fine, gøende Stemmer af de mange tuſinde Beboere lyde ſom en formelig Summen. Naar man nermer ſig paa faa Skridt, kan man hore og adſkille de dybere Stemmer af de ældre og mere erfarne Individer; men ſnart er ligeſom ved et Trylleſlag alt Liv forſvundet fra Overfladen. Kun hiſt og her i Aabningen af en Hule kan man ſe Hovedet af en Spejder, der ved vedholdende Gøen advarer fine Paa⸗ rørende om den farlige Nerhed af et Menneſke. Lægger man ſig da ned og taalmodigt forholder ſig aldeles roligt i nogen Tid, vil man ſnart atter je Spejderen indtage Pladſen paa Højen foran fin Dor, og den underretter nu ved fin Gøen fine Kammerater om | Farens Ophør. Den ene efter den anden af disſe kommer atter fra de morke Gange op til Overfladen, og de ſelſkabelige Dyrs uſkyldige Virkſomhed begynder paan9. Et ælbre Medlem af meget fat Ydre aflægger da vel et Bejøg hos Naboen, der venter ham paa fin Hoj i oprejſt Stilling med logrende Hale og gjør Plads for Beſogeren ved fin Side. Begge ſynes nu ved af⸗ 2 11 vexlende Ggen genſidigt at ville meddele hinanden lige⸗ ſom Tanker og Folelſer; i beſtandig ivrig Underholdning forjvinde de i Boligen, men kommer efter et fort Op⸗ hold atter frem for i Forening at tiltræde en Vandring til en fjernt levende Baarørende, ſom efter en gjæfte- venlig Modtagelſe tager Del i Spadſereturen. Naar de møde Andre, udvexles der forte, men lydelige Sil⸗ ſener. Omſider adſeiller Selſkabet ſig, og enhver begiver ſig til ſin egen Bolig. J hele Timer kan man uden at trættes betragt dette vedvarende vexlende Syn, og man friſtes til at onſke, at man var i Stand til at forſtaa Dyrenes Sprog for at kunne opfatte deres livlige Underholdninger. Prœriehunden hører til en Afdeling. af Patte⸗ dyrene, ſom kaldes Gnavere, hvilket Navn hidrører fra at de gnave i alle mulige Gjenſtande med deres ſkarpe Fortender. Af disſe findes der kun to i hver Kjæbe; de have Form af en Mejjel, og da den ydre Side af dem er langt haardere end den indre, afflides denne Side ved den ſtadige Brug hurtigere end den ydre. Fortenderne ere derfor altid ſkraat afſkaarne foroven, og jo mere de ſlides, deſto ſkarpere blive de; Roden paa dem er aaben og de kunne derfor vedblive at vore. Da Gnaverne udgjøre den talrigſte Familie af alle Pattedyrene, og da flere af dem ere mærkværdige og interesſante i forſtjellige Retninger, ville vi en anden Gang atter meddele Læferne lidt om enkelte af dem. I. Slaget paa Grathehede. æn 8 Eſter Barfod ved Fr. Ld. See DLG NES 7 Sorgenen efter Blodgildet i Roeskilde, hvor⸗ om vi have fortalt S. 355 forr. Aarg., ſammenkaldte Spend Borgerne, fremviſte fin Kappe, ſom han ſelv havde gjennem⸗ ſtukket pan Kryds og paa Tværs, ffjældte Knud og Valdemar for Gæfteniddinger, Menedere og Ildgjerningsmend, og takkede Gud, ſom hapde tilintet⸗ gjort deres onde Anſlag og flaget den ene af Forree⸗ derne. Men man kjendte hans Falſkhed fra tidligere Tid, og ingen troede et eneſte af hans Ord. Imidlertid havde forſt Abſalon og ſenere Valdemar ſogt Beſkyttelſe hos en Bonde i Nærheden, og denne havde paa raffe Heſte og med ſikre Ledſagere befordret dem til Fjennes⸗ løv, hvor, ſom vi vide, Tvillingbrodrene Asbjørn Snares og Abſalons Moder ſamt Valdemars Plejemoder den kjekke Fru Inge med hendes Datter Jomfru Ingefred boede. Her fik Valdemar ſine Saar forbundne. Svend paabød nu, for at ingen ſtulde undſlippe, at udhugge en Planke paa alle Sjællands Baade og Skibe, ſam⸗ tidig med at han lod ſoge paa de meſt afſides og ſkjulte Steder efter Valdemar. Dog, hans Søgen blev for⸗ 183 gicves, og hertil bidrog meget Asbjørn Snare, idet han ved at viſe ſig med en lille Trop Ryttere ſnart hiſt, ſnart her ſtadig forſtod at vildlede de ſogende. Endelig lykkedes det Valdemar at indſkibe ſig med ſit Folge; men ſtrax kom der en flyvende Storm med Regnſkyl, Torden og Lynild. Raaen knak i en Byge og gik over Bord, Sejlene kunde Ingen bjerge, og Roret maatte Styrmanden flippe, jaa Skibet fik gaa for Storm og Strom. Samme Nat forgik hele den vendiſke Flaade paa 1500 Skibe; men Valdemar havde bjærget fig paa en Ø i Kattegat og naaede herfra nævnte Dag lykkelig Jylland. Han ſogte ſtrax til Viborg, hvor han paa Thinge forte høje Klagemaal over Svends Forrederi, fremviſte fine Saar fra Blod⸗ gildet, fkildrede fine Sayn og Farer paa Flugten og rørte ſelv de haardeſte Hjerter til Medfolelſe, faa Jy⸗ derne flokkede fig mandſterke under hans Banner. Da Svend horte at Valdemar var undkommen, fik han travlt med at gjøre alt rede til hans Forfol⸗ gelſe; men her hjalp atter Fru Inge og hendes Datter, idet de med ſtort Mod ved Nattetide lode Svends Skibe forhugge. Valdemar vandt herved Tid til at ſamle endnu flere Jyder og til i Viborg at holde Bryllup med fin. Feſteme den ſmukke 16aarige Sofie, der var den myrdede Kong Knuds Soſter, hvorved han haabede at knytte dennes Venner end faſtere til ſig. Nu kom Svend i Spidſen for Skaaninger og Fynboer (Szellandsfarerne havde tidligere og af fig ſelv taget Hjemlov og vare fejlede bort med Flaaden) og ftævnede ad Viborg til. Valdemar, hvis Her daglig havde faaet Tillob af frijte Tropper, ilede ham i Mode, og paa Grathehede ſonden for Viborg ſtod det Slag, der gjorde Begyndelſen til Danmarks Storhed i de næjte tre Slegtled. Natten for Slagdagen lod Val demar ſine Heſte ſtaa med torre Munde, medens Svend, der havde ſlaget Lejr i en Bygmark, lod fine æde ſaa meget, de lyſtede. Samme Nat drømte Valdemar, at hans Fader, HelligP⸗Knud Hertug, kom til ham og ſagde: „Ver troſtig min Sen! thi Du har Retten paa Din Side. Naar Du vaagner, vil Du fe en Ravn flyve, dg hvor den fætter fig, ffal Du ſtille Din Fylking. Da vil Gud give Dig Sejr.” Drammen tog han ſom et Varſel herovenfra og fulgte den derfor frimodig. Langs Valdemars Rakker red en Sanger, ſom med fin Viſe om Svends Troloshed ved Gildet i Roeskilde opflammede Folket til Mod i Kampen, og ligeledes er det fortalt, at Ravnene jvævede hans Folk ſaa tæt om Hovederne, at de kunde naa dem med Sppdſtagerne. Paa hans højre Fløj ſtode lutter Bonderkarle i ſtaal⸗ graa Kofter. disſe Kofter for Jernbrynjer, havde ogſaa allerede fkikket fine Kjernetropper mod Bonderne, men opdagede i Tide Fejltagelſen, og var da ikke jen med at. jætte Hovedſtyrken mod Kongebanneret. Mæppe var et Tjorne⸗ gjærde, ſom i Begyndelſen af Slaget. havde hindret Svend lod fig ſkuffe af Ligheden, tog Valdemars Rytteri i at rykke frem, blevet. fjernet af hans Fodfolk, for Svends Heer begyndte at vige neſten paa alle Punkter. Nu maatte de hojlig beklage, at de om Natten havde ladet Heſtene forcede fig; thi jaa tunge, ſom de vare, bleve de ſtrax trætte og kunde ingen Vej komme. Riber⸗Ulf, Bannerforeren, kaldte vel med høj Røft de flygtende Skarer tilbage; men det hjalp lidet eller intet. Folket vedblev at flygte. Saa ſtodte han, ſom Billedet viſer, Bannerſtangen i Jorden og holdt den ſtiv med den venſtre Haand, medens han kœempede med den højre og med utrolig Tapperhed ud⸗ delte Baneſaar til enhver, ſom nermede ſig. Tilſidſt ſegnede han dog, mere udmattet end overvældet, i Kreds af de myldrende Fjender. Ogſaa Svend var flygtet. Han var gjerne den voldſomſte til Angreb og Forfolgelſe, men tillige den ſkyndſomſte til Flugt. Paa ſin Flugt med et ringe Folge kom han ud i en Moſe, hvor han for Sænge- dyndets Skyld maatte lade Heſten fare og je at bjærge ſig til Fods. Ja ſelv Ruſtningen maatte han kaſte, for Gyngerne nogenlunde vilde bære, og der er dem, ſom ville ſige, at han gav en Munk bande Heſt og Vaaben for at ſtjule fig i hans Kappe. Saa træt var han, at tilſidſt kunde han neppe flytte en Fod, end ikke ved Hjælp af to Venner ſom holdt ham under Armene. Da fatte han fig under et enligt Tre og aftakkede hele fit Folge, ſom ogſaa forlod ham paa en eneſte Tjener nær, der vilde dele Livet og Døden med ham, og lagde fig derfor ſom en Hund ved hans Fødder. Ser bleve de fundne af nogle Bønder, ſom ſogte efter Bytte. Zjeneren blev ftrar dræbt. Svend ſelv udgav fig for Kongens Haandſkriver; men de ſaa godt, hvem han var, og ſatte ham derfor ærbødig til Heſt. Da bad og beſvor han dem at blive ført frem for Valdemar, hvis Wdelmod han kjendte; men i det ſamme ſprang en af Bonderne til og gav ham Oren i Hovedet. Af Stedet, hvor han faldt, fif han længe efter Navnet Svend Grathe; men hans Lig, ſom Bønderne uden mindfte Hojtidelighed havde puttet ned i Moſen, ſkal ſenere være bragt til St. Kjelds Kapel i Viborg, ſkjondt andre ſige, at han blev liggende, hvor han var falden, og at man ſenere byggede et Kapel af Graaſten, den ſaakaldte Grathekirke, over hans Grav. Dette ſkete den 23de Oktober 1157. En ny Dag efter den lange Nat oprandt over vort fjære Fædreland, Valdemar blev dets Enekonge, i Raadet ſom i Marken fortjente han fig ſnart det Tilnayn, der gaves ham: den Store, og da han efter 25 Aars Regjering lukkede fine Øjne, var Dan⸗ mark kommet til Kræfter, Velſtanden blomſtrede, det var lykkeligt i fit Indre og anſet af fine Naboer. * 184 Husflid. Hornſkearbejde. Musmand Rasmus Rasmusſen, Frelstofte Torve⸗ moſe Norre Lyndelſe Sogn (Fyen) havde ſom Skole⸗ dreng Lejlighed til at je, hvorledes en gammel Jyde behandlede og tildannede Horn til Skeer. Dette kom ham ſenere meget til Nytte, thi endſkjendt han i ſine yngre Aar, medens han tjente, ikke befattede fig videre dermed, ſaa var dog Spiren lagt for en Erhvervsgren, der ſenere har udviklet ſig ſaaledes, at han ikke alene i fine kraftige Aar, men i Sardeleshed nu paa fine amle Dage har fundet en behagelig lennende Sysſel⸗ ettelſe ved Forferdigelſen af Hornarbejde, Skeer, Sko⸗ ovn oſo. Naar man jer hen til, at han aldrig har ært Hornarbejdet, og at Begyndelſen var ham ikke lidet vanſkelig, jaa er det et ret anſeligt Reſultat, og an har erhvervet lig jaa ſtor Færdighed i Hornets Be⸗ andling, at han aarlig ſcelger Hornvarer for ca. 300 Rd. og aldrig har ſavnet ri har han forfærdiget 3000 aarlig til 8 ß. Stykket, og af Sennepsſkeer, Flodeſkeer og Skohorn har han ſolgt for omtrent 50 Rd. aarlig. Han har nu ſom gammel Mand trukket fig tilba 89 en herlig Sysſelſcrtelſe med fit Hornarbejde. Om Sommeren giver Arbejde paa Lodden og i Moſen Hovedbeſkarftigelſen. Stjøndt hans Kaar kun ere ſmaa, jaa er han dog, naar man ſer hen til Begyndelſen, der ſkete med ſaa godt ſom Intet, gaaet meget fremad, og har det Stykke Jord, der hører til hans Ferſtehus i en jaa fortrinlig Gjodningskraft, at han i flere Aar ikke har kunnet anvende alt fit Hornaffald til Lodden, men har overladt det til Andre, mod Andel i Hoſtudbyttet. Bognyt. „Indenlandſk Silkeavl med Egelov⸗Silkeorme“ er Navnet paa en lille nylig udkommen Bog, fkrevet paa Grundlag 1 egne Forſog af den, ſerligt ſommerfugle⸗ kyndige Entomolog Lærer Nielſen i Horſens, ſom paa Lærer N. C. Roms Anmodning forrige Sommer fore⸗ tog et grundigt omfattende praktiſk flæfning af to forſkjellige egeløvædende Silkeſpindere, der trivedes fortrinligt. Reſultatet af dette, med viden⸗ ſtabelig Kyndighed og Omhu ledede Forſog, fortjener uden Tvivl at blive almindeligt kjendt, da det neſten ſynes, ſom om Betingelſerne her til Lands ere ſerdeles Silkeavl kan fan Betydning | om en lille Bifortjeneſte eller Husflidsbeſkef⸗ ſkal kunne ſiges noget beſtemt der nodvendigvis foretages en Mængde | e for at denne nye tigelſe; men for at der herom, maa Forſag trindt om i Landet, for at det kan blive afgjort, om Sagen praftijf taget fortjener Opmerkſomhed ſom Indtengtskilde. En „Silkeorm⸗Mani“ vil i ethvert Ziljælde blive langt fornsjeligere end f. Ex. en „Veloci⸗ pede⸗Mani“, da ſelve Udklekningen af Aggene, Larvernes Opfodring, deres Indſpinding og Udviklingen af den kempemesſige, udmærket pragtfulde Sommerfugl (der Forſgg med Op⸗ elig Afſctning. Af Spiſeſkeer er omtrent 6 Tommer bred over 1 1 fordrer faa lidt Plads og Bekoſtning, er forbundet med jaa ube | tydelig Tidsanvendelſe, ſaa faa Vanſteligheder og af⸗ | 1 5 Stof til ſaa mange interesſante Jagtta elſer, at orſog dermed foruden at være til virkelig ytte for Sagen, vil bringe Opbrætterne megen Glæde og Til⸗ fredsſtillelſe. Den lille Bog, der kun koſter 50 Ore er oplyſt med fem ſmukt udforte forklarende Afbildninger, | indeholder fuldſteendig Anvisning til Opklakningen, og Opmarkſomheden henledes paa Forfatterens (Adr. Lærer P. Nielſen, Horſens) Slutningsord: „Enhver, ſom maatte onſke at je min lille Silke⸗ avl, ſkal jeg med Fornojelſe foreviſe den. De ſom maatte have Lyſt til Forſag i denne Retning, ftal jeg ogſaa gjerne meddele enhver 3 Oplysning, ſom jeg maatte ſe mig iſtand til, ligeſom jeg til Lyſthavende 1 at kunne overlade 20 i 0 af Pernyi, naar de be⸗ tilles i Løbet af April. Vama-may- Ag har jeg ikke flere, end jeg ſelv behover til videre Forſog; men jeg ſkal gjerne, hvis det onſkes, forſkrive dem fra Stuttgart, hvor Priſen ſidſte Aar var 3 Thlr. for 180 Stkr. og 1 Thlr. for 36 Stkr. foruden Porto. De maa forſkrives ſnareſt muligt og ſeneſt inden Marts Maaneds Udgang. ra Daglejearbejde, og finder 15 e, navnlig om Vinteraftenerne Gaade. — Jeg er en lille ſelſom Bog, Der kun om Fortid melder, Sp dog ffal Nutid gjøres klog det, ſom jeg fortæller, En enkelt Mand mig ikke ſkrev, Nej flere mig forfatted; Mit Værd dog derved mindre blev, De mange blev ej ſkatted'. Den Ejermand, ſom kjobte mig, Og hvem jeg ret tilhører, Beholder mig fun fort hos fig, Til andre man mig fører. Dog nu jeg leſes ſjeldent mer; Thi rent jeg er af Mode, Sarg mange viſtnok gjerne jer Og regner for et Gode. Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 22: Indhold. En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod, med Billede (Fortſat.) — Prariehunden, af A. P. E. Toepfer, med Billede. — Slaget pan Grathehede, efter 5 Barfod ved Fr. Ld., med Billede. — Husflid: ornſkearbeide. — Bognyt. — Gaade. Husveunen udkommer lil Hvert Fjerdingaar medfølger gratis el Mort ſmußt Billede. hver Søndag med et 16. ſpallet Arz, forfynes med flere Billeder, lit 3 Alk , y REE ( Kr.) Fjerdingaaret frit kilſendt. Bladek kan beſliſles pan ethvert VPofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver VBoglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Sjøbmagergade 56, Kjøbenhavn. * Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. "flette Streger, og det holdt denne ikke af. Morſhabslrsning, Oplysning og Lusfiid. Adginet iH A. C. Rom. 2 9 Nr. 24. En Udaadsmand. Forfælling af C. A. Thyregod. ——— (Fortſat.) 5. er forefaldt et Optrin, ſom heller ikke ſkal ſkildres, ſaameget mere, ſom det ikke havde andre Vidner end Dorthea, der tryglede i fandt tilſidſt Bonhorelſe. Men Sønnen ſelv vilde ikke bede om Maade, om det ſaa fkulde koſte Livet. Ligbleg og ffjælvende af Harme ſtyrtede han ud af Huſet, ſaaſnart han fil Lov til det, og han ſkyndte ſig at pakke ſine faa Ejendele ſammen, da det var hans Forſct, at han ikke vilde blive en Time ” fænger i fit Hjem. Søn ſkulde drage bort, og det vilde Jens heller ikke. Men Dorthea vilde ikke, at hendes Hos ham var det ikke Kjerligheden, der ſatte fig imod Sønnens Bortrejſe; men naar Kjæld forlod fit Hjem i Vrede, jaa kunde han fortælle om fin Stedfaders i Hundagen d. N. Marts. Kjøbenhavn. 1895. „Forlang ikke, Moder! At jeg ffal blive her | hjemme, for jeg hverken vil eller kan det.“ fin Mand om Naade for fin Son og Han vilde nu rigtignok ikke give Karlen et godt Ord; men han fortalte fin Kone, at han kunde gjøre hendes Søn ulykkelig paa Grund af nogle Ord i Brevet. havde han jo omtalt fin Fader, ſom en Zyv og Be⸗ drager; men Jens vidſte om et Lovfted, hvori det hedder, den ſom fornærmer fine Forældre paa re og Lempe kunde gjores arvelos og fættes i Slaveriet. Konen ſyntes da, at hun maatte tilvejebringe Forlig til enhver Pris, og i fin angſtfulde Uro opſogte hun ufortzvet Sonnen, der ſtod i Staldkamret og bandt fine Klæder i et Bundt. Deri „Aa jo, Du baade kan og fkal; thi ellers —“ | og nu fagde hun, hvad Manden havde truet med. „Ja, lad ham prove det,“ ſagde Kjeld. „Jeg er bange for, at han virkelig vil prove det, for den Hiſtorie med Lars Lejels Ko er viſt ikke ſand, og Du kan hverken beviſe det ene eller det andet, Du havde ſkrevet i dette ulykkelige Brev.” „Ja, hvad faa!” udbrød Karlen ude af fig ſelv. „Lad ham ſaa bringe mig i Slaveriet, om han har | Magt til det. Der er viſt ikke meget værre end her, og bedre kan jeg vel ikke vente af den Stedfader, der ſlog fin Tjeneſtekarl ihjel og jaa bildte al Verden ind, at han havde hængt fig.” ; „Ti! — For Gud i Himlens Skyld ti med den ulykkelige Barnedrom!“ raabte hun og holdt fin Haand for hans Mund, og nu vendte hendes Angſt ſig ad en anden Kant. Nu var det Sønnen, hun gjorde bonlige Foreſtillinger, og han havde hverken Evne eller Villie til at modſtaa hendes Bonner. Moder og Son lænede deres Hoveder mod hinanden og græd. Men da de paa en Gang ſaa op, ſtod en af Gaardens Deneſtepiger i Doren. Hvor meget eller hvor Lidt hun havde hort, vidſte de ikke. Hun gled lydløft bort, ſom hun var kommen. Kjeeld var overvunden ved fin Moders Graad og Veklager, og han blev gaaende hjemme og udviſte al den Taalmodighed, ſom han nu behovede; thi Jens, der mente at have havt Stedſonnen helt i fin Magt, men havde taget ham til Naade paa hans Moders Forbøn, fandt WÆdelmodighedsrollen. at være noget Nyt, hvori han kunde gjøre fig tyk og bred. Der var kommen . en vis overbærende Faderlighed i den Maade, hvorpaa han nu behandlede Kjæld, faa at Tyendet og Alle maatte je, at Kjæld var en fortabt Son, og Jens var den fortabte Sons tilgivende Fader. Forreſten blev der aldrig med rene Ord hentydet til hin Hoſtdags Hendelſer imellem nogen af Parterne. Karlens Forhold til Pigen i Enghuſet fortſattes i Stilhed ſom forhen. Jens var for ſtor til at ofre flige Smaating en Tanke; men Dorthea ſyntes umerkelig at hjelpe til, at Sonnen engang imellem kunde mødes med fin Pige, jaa det kunde neſten ſtjonnes, at hun ikke fænger ſaa afgjort misbilligede Forbindelſen. Hun var jo ogſaa forlengſt vant til at give flip paa fine egne Onſker og rette fig efter fine Nermeſtes, og det gjorde hun med Glæde, naar Alt fan kunde gaa godt. Der var nu over Gaarden og dens Beboere en fredlignende Ro, lig den dumpe Stilhed, der ſtundom gaar forud for det fig nermende Uvejr. Men Jens Veſtergaard kjedede ſig i Fredstid, og det ſyntes ordentlig at være en Lettelſe for ham, da han fi Lejlighed til at aabne en ny Retsſag mod Lars Lejel. Vi have jet, med hyilken Klogſkab og Varſomhed Martha hin Sommerdag omtalte Salget af Koen i Tyendets Nærværelje. Hun havde bedet fin Fader om at iagttage en lignende Forſigtighed; men det havde han iffe huffet paa, og bande til en og anden god Ven havde han omtalt og fra forſt til ſidſt fortalt, hvilket ſtjendigt og lavt Puds Veſtergaardsmanden havde ſpillet ham. Det fif Jens at høre, og han fif lopfaſte Vidner paa Lars Lejels Mund. Det var ikke Gaard⸗ manden ufjært, da han ſom ſagt kjededes ved Stil⸗ heden, og han var ikke ſen til at anlægge en Retsſag mod Husmanden, der den Gang neppe vilde undgaget at blive domfældt, efterſom han jo ikke havde Skygge af Bevis til Støtte for fin Beſkyldning. Sagen tog dog en anden Ende, end man kunde ventet, eller rettere: den fif flet ingen Ende. Det var nemlig en haard, og barſk Vinterdag med Froſt og Snefog, og Jens ſadlede ſin Heſt og red til Thinge; men han nagede ikke Thingſtedet; han traf en god Ven paa Halvvejen, og ſaa vendte han om, idet han udſatte fig for, at Sagen kunde blive paadomt i hans Fraverelſe. Men han havde faaet vigtigere Ting at tænfe paa. Han var ved ſin Hjemkomſt ordknap og ſpagfoerdig. Han ftiftede Farve hvert Ojeblik og nod neſten intet af den Mad og Drikke, Konen ſatte frem. Derefter forlangte han at tale med hende i Enrum, ſiden lod han hende gaa og kaldte Kjeld ind til en Samtale under fire Ojne. Den Zjenejtepige, ſom Dorthea og hendes Søn hin Hoſtdag havde ſet ſtaa i Staldkammerdoren, havde forladt Gaarden den forſte November for at flytte til en anden Tjeneſte. Hun havde i den omtalte Stund ikke hort hvert Ord, Moderen og Sonnen havde ſagt; men eet Ord hapde hun grebet, det Ord, at Jens Veſtergaard en Gang havde ſlaget en Karl ihjel. Da 1 || | | hun nu var fommen vel ud af den Gaard, der ſjeldent efterlod ret mange venlige Minder i et Tyendes Sjal, ſaa meddelte hun under Tavshedslofte en Veninde hint | Dred, og dette farlige Ord gik videre mellem Veninder | og Venner ligeledes ſtedſe under Zavshedsløfte, indtil det kom Øvrigheden for Øre. Der blev ſogt i gamle Odptegnelſer og fundet, at Morten Rævftrup der i fin Tid tjente Jens Veſtergaard, havde hængt fig ſelv der i Gaarden. Den Gang var der bleven afholdt Forhør angaaende Selvmordet, men temmelig ſkjodesloſt. Morten Rarſtrup var et daarligt og forfaldent Menneſke. Han | havde været paa Svir om Natten og tiljat alle de Penge, han havde, og var forſt kommen hjem, efter at Gaardens Folk vare gaaede til deres Arbejde, og da havde han hængt fig jelv i Laden. Der var Ingen, | Jom havde undret fig ſynderligt over Karlens fortvivlede Handling; nogen Frygt for den ftrænge Husbonde kunde vel havt fin Del deri, men mod den anſete Gaardmand rejftes den Gang ingen Mistanke. Konen havde været angſtfuld og dybt ryſtet under Forhøret, men hun var jo altid jan blød af fig, og hendes Son, der den Gang var et ungt Barn, var flet ikke bleven adſpurgt. Men det Ord, der nu ſagdes at være falden fra denne Sons Mund i en bevæget Samtale med Moderen, kunde have fin dybe Betydning. J hvert Fald fortjente Sagen at drages frem paa ny, og hin gode Ven, der paa den omtalte Vinterdag modte Jens Veſtergaard, fortalte ham, hvilket Uvejr der traf op, ſamt raadede ham til at vende om igjen, da det ikke var viſt, han fif Lov til at drage hjem, hvis han naaede Thing⸗ ſtedet. 85 Da han nu, efterat han havde talt med fin Kone, fik Stedſonnen ind i Kammeret til ſig, paatog han ſig et overlegent og haanligt Smil, bod Sonnen jætte ſig ned, forvisſede ſig om, at Ingen lurede ved Doren, ſatte fig derpaa ſelv og ſagde: „Naa, Kjæld! Du har nok fortalt Din Moder nogle Kroniker om den — den — Karl, der hængte fig her i Gaarden i gamle Dage!“ Karlen blev jan betagen af Skrek og Undren, at han hikkede efter at fan Aande, idet han ſvarede: „Jeg har fortalt min Moder Sandheden.” „Det kan der være to Meninger om. Imidlertid! Fortel mig nu, hvad Du ved, eller hvad Du tror at vide, fra Forſt til Sidſt. Huſk Dig om! Du var kun et Barn den Gang.“ „Jeg var mellem otte og ni Aar. Det var i Hoſttiden og jeg havde Natteleje ude i Staldkammeret, ſom jeg har endnu. Jeg ſkulde vogte Lammene; men jeg var meget ſovnig af mig, og det var ſommetider at min Moder tog Rasmus ved Haanden og Drev ud med Lammene en Timestid, for at jeg kunde faa en Morgenſovn. Saadan var det ogſaa en Mandag Morgen, og da vaagnede jeg ved, at der var Nogen, der ſkjeeldte og ſkreg og ſloges ovre i Laden. Jeg foer op og lab over Gaarden i mit blotte Linned. Lade⸗ døren ſtod pan Klem, og jeg faa —“ : „Nu, hvad faa DU?” ſpurgte Manden, der var bleven meget bleg. „Jeg jaa — og jeg fan tydelig ſe det i dette Ojeblik — at Du flog Morten med et Stykke Tree omtrent ſom en Vognkjcp, og Morten veergede ſig og bad for ſig, indtil er Slag ramte ham i Hovedet — faa faldt han om og blev liggende. Da blev jeg jan forſkroekket, at jeg ikke turde være der længere. Jeg lob tilbage og kledte mig paa, og jan ſkyndte jeg mig ud til Lammene. Men da jeg kom hjem om Middagen, horte jeg, at Morten havde hængt fig ſelv.“ „Og fortalte Du ſaa, hvad Du troede at have ſet?“ „Jeg fortalte det til min Moder, og hun ſagde, at jeg bare havde drømt, men paalagde mig, ſaaſandt jeg havde hende og min lille Broder fjær, aldrig at fortælle den Drøm til noget Menneſke.“ „Ja, naturligvis var det en Drøm — en ſlem Drøm. Det indſer Du da ogſaa ſelv nu?“ „Nej, for jeg er ſikker paa, at jeg var ligeſaa lys⸗ vaagen den Gang, ſom jeg er i dette Ojeblik.“ „Naa, om Du ogſaa havde værét vaagen, og Du havde jet mig give den ſkjodesloſe Karl nogle Bank, ſaa kunde han jo gjerne have taget Livet af ſig ſelv bagefter.“ „Umuligt er det jo ikke.“ „Der ſer Du! Og dog har Du ſagt, 09 det ſaadan, at det er kommen ud iblandt Folk, at jeg havde ſlaget en Karl ihjel.“ „Det har jeg ſagt i en harmfuld Stund for ikke ret længe ſiden; men Gud er mit Vidne, at jeg ikke havde fjerneſte Tanke om, at Nogen anden end min Moder da var tilſtede.“ „Men Du tror, at Din Stedfader er en Morder.“ „Jeg tror ikke, men jeg tror, at han fik et Slag, han ikke kunde taale, og at — han — iffe ſelv har hængt fig.” „Ja, Tanker ere toldfri; men der er kommet et ſlemt Rygte ud, og det er Din Skyld, og Du kan gijerne komme i Forhør. Men faa er Du da vel jaa fornuftig at ſige, at det Hele er Drem og Barneſnak!“ „Jeg maa ſige, hvad jeg har ſagt her, at jeg er lige jaa vis paa — —“ „Tys! Forhaſt Dig ikke. Ser Du Kjaeld! Du og jeg have ikke altid været Venner, og kanſke jeg ſommetider har været lovlig haard imod Dig. Men det ſkal blive anderledes. holder af Din Moder og Din Broder, og dette her kan blive en ſlem Hiſtorie, der, hvordan jaa Udfaldet bliver, vil være ubehagelig for dem. Og Du fan flippe grumme nemt fra det, efterſom Du var ſaadant et Du kan have Barn, der laa og ſov fin Morgenſovn. havt en Drøm, ſom Du jaa ſiden knyttede ſammen med Karlen, der havde hængt fig, og der er Ingen, der kan forlange, at Du nu ſkal gjøre Rede for, hvad der er Drom, og hvad der er Sandhed. Vi kunne Jeg ved da ogſaa, at Du | 2 af de ſmaa. Og ſaa kunne vi med det Samme tale om — Du vilde jo gjerne hjemmefra, og Du har nok Giftetanker i Hovedet! Kanſke der kunde blive Raad til, at jeg kunde kjobe Dig en god lille Gaard. Du maa nu flet ikke tro jeg ſiden overlægge, hvordan det Hele kan udtydes. er bange, for jeg har en god Samvittighed; men det Hele kunde give en ſtyg Opſigt.“ „Det er ikke min Agt at omtale Sagen; men krœves jeg for Retten, ſaa er jeg jo nødt til at ſige Sandheden.“ „Aa ja! Det er Du kanfke,“ ſagde Manden med merkelig Kulde. „Og nu kan Du gaa ud og ſadle mig den ſortblisſede Heſt.“ Karlen adlod, og Manden red bort. Han ſagde ikke, hvor han vilde hen, og Kjæld havde en Tanke om, at han muligen ikke mere fik fin Stedfader at fe. Dorthea havde maaſke en lignende Tanke, og der var en engſtelig Uro over hende. Rasmus meerkede, at der var noget galt paafcerde; men kunde ikke faa at vide, hvad der var at frygte, Det var ham faa meget mere paafaldende, ſom han i den ſenere Tid var bleven inddragen temmelig dybt i ſin Faders Fortrolighed og havde begyndt at finde ikke ſaalidt Behag i Rere⸗ ſtreger og Renkeſpind. Som Folge deraf holdt han ſig ſelv for en Pokkers klog Karl, der kunde ſe ſin Moder og Broder over Hovedet paa Grund af deres enfoldige Wrlighed. Men et Par Timer over Midnat hørtes der Heſte⸗ trampen paa Gaardens islagte Stenbro. Kjeeld, der ikke havde kunnet ſove, var ſtrax paa Benene og kom ud. Det var Jens, der var kommen tilbage. Han gav fin Stedſon Heſten og ſagde: „Den har havt en ſtreng Tur og er baade ſulten og torſtig. Sorg godt for Du dræbte Morten med Billie; | den! Kanfke jeg ogſaa ſelv kommer og jer til den, inden jeg gaar i Seng. Her har vel ingen Fremmede veret?“ Det ſagde Kjæld Nej til, og faa traf han Heſten ind. J Stalden modte han Rasmus, der nu var oppe og fuldt paakloedt. „vad er der paafcerde?“ ſpurgte han. „Jeg ved ikke, at der er Noget paafceerde,“ lød Svaret. „Jeg bliver oppe for at fodre og vande Heſten.“ „Altſaa ſkulle de "hemmelige Raadſlagninger fra igaar ikke begynde igjen,” ſagde Rasmus ſppdigt. „Imidlertid har jeg nu Lyſt til at blive oppe og hjælpe Dig at regte Heſten.“ „Som Du vil,“ ſagde Broderen. — (Sluttes.) Pan Nilen. 15 er i Danmark hverken kjende vi eller vide vi at vurdere hvilken Betydning Floderne have for et Land. Vi have ſlet ingen Floder, uden man vil regne Gudenaa for en Flod, men den er og bliver da kun en At her ingen Floder findes, er en Folge af Landets Form, der er ſaadan, at der ingen Plads bliver til dem. For at en Flod. ffal blive ſtor, maa den have en lang Vej at løbe, thi det tager Tid og Plads at faa famlet alt det Vand, der hører til, for at danne en Flod. Danmarks Form, er faa ſplittet af Havet og Sunde, at der intetſteds findes ſaa meget Land ſamlet, at der kan opſtaa en Flod. Danmark er for lille til Floder, ligeſom det tydſke Fyrſtendomme Bückeburg, der er ſaa lille, at der ikke en Gang er Plads til Keglebaner, da Keglerejſerne maatte anbringes i Nabolandet. Heldigvis er Danmark dog ſtort nok til Keglebanerne, Floderne maa vi ſe at undvære. For at treffe Floder, maa vi gaa til de ſtore Faſtlande og der finde vi da ogſaa adſkillige, og nogle af dem ere beromte vidt og bredt for deres Skjonhed Donau, Elben, Rhone, Seine, bog for deres velſignelſesrige Indflydelſe van de Lande, ſom de gjennemlobe. Hvo fjender ikke af Navn Rhinen, Tiberen og Ebro. Det kunde vare interesſant, om vi i Tankerne ſejlede ned ad enhver af disſe ſtore Floder og gjennemgik alle de Egne og Byer, ſom de gjennemſtromme. Men det er en lang Tur, og vi have ikke Plads paa disſe ſmaa Blade til at beſkrive jaa ſtore og meerkelige Rejſer. Jeg vil blot bede Læferne om at tilbringe en Nat ombord hos mig paa mit Skib, mens det ligger for Anker paa den beromteſte af alle Floder, Nilen. Nilen ved jeg, at enhver af mine Laſere kjender. nemlig Det er en Flod, ſom vi ere megen Tak ſkyldige; det er den, der har ſkabt det Land Agypten, ſom uden Nilen vilde være en Orken. Og Wgypten fkylder vi meget, Hor, hvorfor. J gammel, longſt forſvunden Tid, boede her et Folk, udmærket ved ſine overordentlige Evner og fin utrættelige Flid. Medens de nu blom⸗ ſtrende Lande i Evropa kun vare beboede af omflakkende Vilde, medens Danmark maaſke kun var beboet af Bjørne og Selhunde, for flere Tuſinde Aar ſiden, da var der i Wgypten travl Virkſomhed og Folket, ſom var talrigt og mægtigt, byggede ved Nilens Bredder Steder, maaſke ſaa folkerige ſom nu Paris og London, Templer og Pyra⸗ mider, der ſtaa endnu den Dag i Dag og forbavſe os ved deres uhyre Storrelſe og en Faſthed, der ſynes at trodſe Tiden. Ved Kanaler og Vandrender forte Wgypterne Nilens Vande ud i Orkenens Sand og forvandlede de øde Egne til frugtbare Sletter, Landet var ſaa rigt, at naar der var Hungersnod i andre Alfkom. 5 En Baad pan Nilen. Lande, faa kunde man hente Hveden fra Agypten, hvis Kornkamre aldrig bleve tomme. Ved Samkvem med andre Nationer udbrededes den egyptiſke Kultur til Aſien, til Grakenland og derfra videre til det ovrige Evropa og er den ægyptijfe Kultur end ikke ligefrem Moder til vor, faa er den dog Bedſtemoder eller idet⸗ mindſte Oldemoder til den. Min Lafer ved ogſaa, at i Mgypten udviklede fig det jodiſke Folk af Jakobs Fra een Familie voxede det op til et talrigt Folk; det voxede unægtelig op i Treldom, men det havde dog under denne Trældom tilegnet ſig Wgypternes Dannelſe og Dygtighed. Vi vide, at da det i Moſes, der ſom lille Dreng blev ſat ud i Nilen i en Kurv, men blev fundet af Kongedatteren og opdraget ved Hoffet, hvor han lærte Alt, hvad den Tid ejede af Visdom og Kundſkab, havde fundet en Mand, der beſad * i 189 - Guner til at loſe den ſtore Opgave at fore Jodefolket ud af Ægyptens Traldom til det forjættede Land, da førte Jøderne en Dannelſe og en Dygtighed med fig fra Wgypten, uden hyilken de vel ikke vilde kunne have hævdet deres Stilling gjennem ſaa mange Aarhundreder. Men Lidens uſtandſelige Hjul er rullet hen over Landene og har forandret ſaa meget. Det fordums jaa rige Wgypten har været og er endnu forholdsvis fattigt og langt tilbage i Kultur. Muhameds Halvmaane kaſter kun et ſvagt Lys over Nilens Land. Vi ville haabe, at det en Gang igjen kan blive rigt og lykkeligt. De dygtige og driftige Franjfmænd og Englændere have i de ſenere Aar virket umaadeligt til at ophjælpe | Landet og da den ægyptiffe Vicekonge er gunſtigt ſtemt for den evropeeiſke Kulturs ÜUdbredelſe i Agypten og kraftigt underſtotter den, gaar Landet og dets livlige og begavede Befolkning nu med raſke Skridt fremad, idet den frugtbargjorende Flod nu, ſom for Aartuſinder ſiden, gjør det lettere end i noget andet Land pan den hele Jord at avle en ſaadan Masſe af Korn, af en jaa udmærfet Beſkaffenhed, ſom vi flet ikke fjende eller kunne foreſtille os. Lader os nu en Gang en Aſtenſtund gaa ombord i en af de ſtore Baade, ſom benyttes til Sejlads paa Pro medarer passere et Badested. Nilen. Det er en underlig Tingeſt, omtrent ſom en ſtor Pram. Midt paa den er der anbragt en Hytte af Palmeblade, for at vi der om Dagen kunne have Ly mod Solen og for at vi kunne ſove der om Natten. Skibsmandſkabet beſtaar af to Negre, hvis hele Klede⸗ dragt udgjores af Spommebenkleder. Skipperen er en Araber; han har foruden de ſmaa forte Benklæder ogſaa ſtraaler det Alt ſom Guld om det ſaa er den ſtore en rod Hue paa Hovedet og noget, ſom ligner en Veſt, men ſkal foreſtille en Troje. Hans væfentligfte Beſtilling ſynes at være den, at ſidde ved Roret og ffjær ide paa Negerne og roge Tobak. Saadan er Lejligheden 1 Vi fkulle forſt lette imorgen tidlig, da man ikke her bruge Aftenen til at je paa Omgivelſerne. plejer at fejle om Natten; vi kunne derfor nu herligt Solen er ner ved at gaa ned og kaſter fine ſidſte glødende Straaler paa Palmelundene, paa de rødlige Bjerge, der ſtroekke fig langs Floden, paa Kairos flanfe Taarne og runde Kupler, paa de fjerne Pyramider ved Gizeh og over Nilens blanke Overflade. J Orientens varme Sol Flok vilde Duer, der i ſtore Kredſe ſpinger fig under Aftenhimlen. Langs Flodbredden gaar vor gode Ven Storken og fanger Frøer i god Forſtaaelſe og Venſkab med fin Slegtning den langbenede roſenrode Flamingo, — PF medens Pelikanen ſidder og ſpejder efter, om ikke en letſindig ung Fiſk fkulde i ungdommelig Kaadhed komme den ſaa nær, at den kan ſnappe den med fit lange Neeb og lade den falde ned i den Boje, ſom hænger under Næbet. — Langt borte lyde Bjælderne fra en Flok bepakkede Kameler, der ſkynde fig afſted til deres Beſtemmelſesſted inden Morket falder paa. For at ſkyde en Gjenvej her hvor Nilen ſlaar en Bugt, fvømmer | hele Karavanen over Strømmen, Dyrenes lange Halſe rage op over Vandet tilligemed Pukkelen, jaa Rytteren med torre Fodder mageligt kan blive ſiddende pag | Saddelen; ſe paa Billedet hvor de ſkynde ſig for at naa Kairo inden Aftenen og Morket kommer, men det er ogſaa af Vigtighed, thi Morket kommer pludſeligt og uden Tusmerke. Juſt nu, ſom Solen er nede er Alt hylet i det dybeſte Morke, et rigtigt „egyptiſk Morke“ og er Market end ikke faa tykt, at man, ſom et vittigt Hoved har ſagt, kan tappe det paa Flaſker, ſaa er det dog faa tet, at man ikke kan ſe en Haand for ſig. Heldigvis varer det ikke længe; thi Maanen hæver nu fin blanke Skive over Horiſonten. Medens for Alt var Guld, bliver det nu Sølv. Maanelyſet er i Wgypten langt ſterkere og klarere end hos os, vi ſer nu ved Maanens klare Straaler det ſamme, ſom vi for jaa i den nedgagende Sols rode Lys, men Belysningen er nu jaa forſkjellig fra for, at det neſten er ſom om hele Landſkabet har forandret fig. Maane⸗ ffinnet er jaa hvidt, at de fjerne Bjerge, Pyramiderne og Kairos Tage fe ud, ſom om de vare belagte med Sne. Overalt herfker den dybeſte Stilhed; kun nu og da høres en Sunds Tuden eller Ugles Skrig. Man kan tilbringe hele Natten under gaben Himmel ikke det ſvageſte Spor af Kjolighed meerkes. Saaledes er en Nat paa Nilen, ſtille og rolig, lun og ſmuk. Men naar vi om Morgenen tidligt ville gjøre et Beſog i Kairo, Uro, af Hede og Støv. paa Land, for vi omringes af der med høje Skrig og raſende Fa Ankomst til Nairg. chi Oldtid, der ere blevne ved Navn Heid, til hvem Odin, derne, ) han giver hende koſtelige Ringe og rige Skatte, for at rive vor Vadſoek og Paraply fra os, træffe os i Skjoderne og Wrmerne og ſlaas om at erobre os og vort Taj. Der er ikke andet at gjore, end at ſlaa fra ſig igjen og udſoge det Absſel, der ſer bedſt ud og den Abſeldriver, der har det ſkikkeligſte Anſigt og faa ſe til at komme op paa Aeslet og i fuld Galop ride bort fra al denne Tummel ledſagede af vor Wſeldriver, der paa ſine bare ſorte Ben folger os holdende ſig faſt i Wslets Hale for ikke at tabe os, Walet og Udſigten til at tjene ſine Skillinger, af Syne. sen Vore Fedres Guder, Ved Fr. Winkel Horn. fter at vi nu have fulgt vore Fedres Guder igjennem Liv og Dod til Livet efter dette, ville vi i Korthed gjøre Rede for, hvorfra man ved alt det, vi i det foregagende have fortalt. De vigtigſte, ja faa at ſige de eneſte, Kilder, hvoraf vi kunne øje Kundſkab om Nordboernes Gude⸗ | lære, er de to Oldboger, der gaa under Navnene den | ældre og den yngre Edda. Den ælbre Edda, der ogſaa kaldes Semunds Edda, fordi man, fkjondt med Urette, antog, at den var forfattet eller idetmindſte ſamlet af den lærde Islending Scmund, faldet den Viſe, der levede i ſidſte Halvdel af det lte og forſte Halvdel af det 12te Aarhundrede, indeholder Sange om Nordens Guder og Helte. Det er gamle hedenſke Kvad, hvis Forfattere ere ukjendte, ſande Folkedigte fra den graa bevarede ved at forplantes fra Mund til Mund, indtil de, rimeligvis i Slutningen af det 1 Ida faa vi nok af Larm og Næppe have vi fat Fodderne en Flok feldrivere, | gter kaſte ſig over os, åde eller Begyndelſen af det 14de Aarhundrede bleve ſamlede og nedſkrevne i den Bog, der nu udgjor et af de koſteligſte Arveſtykker, Oldtiden har efterladt os. Det ſkjonneſte og betydningsfuldeſte af den ældre | Cddas Digte er det, der kaldes Voluſpaa eller Vølvens Spaadom. Det handler om en Volve eller Spaakvinde den ypperſte af Gu⸗ kommer for at faa Gudernes Skabne at vide; hun ſkal bruge ſin Spaadomsgave, og hun fojer ſig efter hans Villie. Vidt ſkuer hun ud over henfarne og kommende Tider, hun ſkuer tilbage over alle Tiders Begyndelſe, hun ſkuer frem over alle Tiders Ende, og hvad hun ſer, forkynder hun Odin, og opruller ſaaledes et Billede af det hele Gudeliv i Norden; forſt da Maalet er naaet, da Alt, hvad hun har at ſige, er ſagt, ſynker hun, ſkrœemmet ved at Dragen, bærende Lig paa fine Vinger, kommer flyvende over Sletten. Meningen med Digtet er at give en Udfigt over Gu⸗ dernes og Verdens Liv og Skjcebne, det andet er kun en digteriſk Ramme, hvcri denne er indfattet, men det g Hele ev ſmeltet ſammen til en Digtning, der i Storhed og Skjonhed ſoger fin Lige. Der er flere andre Digte, hvis Formaal det ogſaa er at melde om Gudernes Kaar og Skjcbne, og ſom ligeledes ere indfattede i ſaadanne Rammer. Dette er ſaaledes Tilfældet med den ſaakaldte Sang om Vaf⸗ thrudner, der handler om et Beſog, Odin aflægger hos den „hundviſe“ Jætte Vafthrudner. Odin kommer ſom vejfarende Wand til Jætten, og efter at denne ved at gjøre ham nogle Spørgsmaal har prøvet, hvad hans Hoved duer til, byder han ham ind i Hallen, og de | vædde nu, om hvem der ved meſt — det er Hovedet, det gjælder. Odin fritter da Jcetten om mangt og meget, og Jætten ved fuldt vel at gjøre ham Beſked, indtil Odin omſider ſporger ham om Noget, ſom kun han ſelv kan vide; da kjender Jeetten ham, og erkjender, at han har talt med dodſens Mund, thi Ingen er vis ſom Odin. Det gamle Digt, Grimnersmaal, har ogſaa en ſaadan digteriſk Indklodning. Der fortælles om to Brødre, Agnar og Gejrrød, der vare Sonner af en Kong Hraudung, at da de en Gang vare roede ud ſam⸗ men i en Baad for at fiſke, tog Vinden Magten fra dem og drev dem til Havs. Om Natten ſtrandede de, men flap dog i Land; der traf de en Kotkarl (Hytte⸗ boer), og hos ham og hans Huſtru bleve de Vinteren over. Konen foſtrede Agnar, ſom dengang var 10 Aar gammel, Gejrrod, ſom var 8 Aar, blev foſtret af Bonden, ſom lærte ham mange gode Raad. Da det vaaredes, gav Bonden dem en Baad, og han og hans Kvinde fulgte dem ned til Stranden, da de ſkulde fare bort; men paa Vejen taltes Bonden og Gejrrod ved i Lon. Drengene fik god Bor og kom hjem til deres Faders Gaard. Gejrrod, ſom ſtod fremmeſt i Baaden, ſprang forſt i Land, og faa ſtodte han Baaden ud og ſagde: „Far Du did, hvor Troldtojet tager Dig“. Baaden drev til Havs, men Gejrrod gik op i Kongsgaarden, hvor de tog godt imod ham; han blev tagen til Konge, thi hans Fader var død, og Gejrrod blev en meget berommelig Mand. — Saa var det en Dag, at Odin og hans Huſtru Frigg fad og jaa ud over Alverden. Da ſagde Odin: „Kan Du ſe Agnar, din Foſterſon? nu avler han Born med Hexen i Fjeldet, men Gejrrod, min Foſterſon, er Konge og raader for Land og Rige“. Frigg ſvarede: „Saa madkarrig er Gejrrod, at han ſulter fine Geſter, naar de tykkes ham at blive for mange.“ | „Det er den værfte Løgn”, ſagde Odin, ſom da ogſaa fandt var, og det veddede de om. Frigg ſendte Fulla til Gejrrod, det var hendes Kammerpige eller Wſkemo, ſom det kaldtes den Gang. Hun ſagde til Kongen, at der var kommet en farlig klog Troldkarl der i Landet, han fulde tage fig iagt, at han ikke blev forgjort af ham; han kunde kjende ham paa, at ingen Hund turde fare los paa ham, hvor gal den end ellers var. Gejrrod lod da den Mand gribe, ſom Hundene ikke vilde fare i; 3 Bø 1 il li | i i han havde en blaa Kappe paa og kaldte fig Grimnet, mere vilde han ikke ſige om ſig, hvor meget han end blev ſpurgt. Saa lod Kongen ham pine for at faa ham til at tale; han blev fat imellem to Baal, og der jan han i alt otte Netter og Dage. Geirrod havde en Søn, der var ti Aar gammel og hed Agnar efter ſin Farbroder. Han gik hen til Grimner og gav ham et fuldt Drikkehorn at læffe fig paa og ſagde, at hans Fader gjorde ilde i at pine denne ſagesloſe Mand. Grimner drak ud, og da var det kommet jaa vidt med Ilden, at Kappen brændte paa ham. Til Lon for Drikken lovede han Agnar, ſom han ſpaagede ſkulde blive Konge, ſin Gunſt, „aldrig faar Du bedre Lon for en Drik“. Han fortalte ham dertil meget om Guderne og deres Lande og Livet der (det er disſe Meddelelſer, der er Digtets egentlige Formaal), og tilſidſt aaben⸗ barede han, hvem han var. Men da Kong Gejrrød, ſom ſad med et halvdraget Sværd paa Skjodet, horte, at det var Odin, der var kommen i hans Hal, ſtod han op og vilde tage ham fra Ilden; Sværdet ſlap ud af hans Haand og faldt ſaaledes, at Hjaltet vendte nedad. Kongen gled ud med Foden og faldt forover, ſaa at Sværdet flod igjennem ham. Saa fik han Bane og Odin Hevn. Da forſvandt Odin. Ogſaa om Digtet Alvismaal er der lagt en ſaadan Ramme, der er ret ejendommelig, ſtjondt den kun er lille. En Dvcerg ved Navn Alvis har faaet Løfte paa Guden Thors Datter, en Gang da Thor ikke var hjemme, og kommer nu for at hente hende. Thor vil ikke vide | noget af det at ſige, men tilſidſt lover han at lade ham faae hende, derſom Dværgen kan ſige ham Beſked om Alt, hvad han vil vide fra alle Verdener. Det vil Dværgen nok gaa ind paa, han har gjennemfaret alle ni Verdener og kjender alting, jaa han ſkal nok viſe Thor, hvad han duer til. Thor ſporger ham nu, hvad Jorden, Himlen, Maanen og mange andre Ting hedde i de forfkjellige Verdener, og Dværgen ved at klare ypperlig for fig. Men i ſin ſtore Lærdom glemmer den alviſe Alvis, der er fan klog paa alt baade i Himlen og paa Jorden og under Jorden, at Dværge ikke kan taale Solſkin; men det huſker Thor; han ved, at naar Dværge og den Slags Vaſener blive overraſkede af Dagen, blive de forvandlede til Sten; derfor opholder han ham med Snak, til Solen ſtaar op, og det ſidſte Vers i Digtet indeholder juſt Thors haanlige Affkedshilſen til ham: Aldrig traf jeg ſaadan Vidſkab, i eet Bryſt faa ſtor en Lærdom, dog jeg ſiger, blev Du ſpegen, for var Svigen, ſom Dig fanged, Dagen tog Dig, Dværg, thi Solen ſkinner nu i Salen ind. > De øvrige Gudekvad eller mythiſke Digte, der inde⸗ holdes i den eldre Edda, ville vi forbigaa her; vi have i det foregagende gjengivet de Sagn om Guder, der for⸗ — * tælles i de fleſte af dem. Helteſangene have for vort Formaal ikke nogen videre Betydning, thi ſtjondt natur⸗ ligvis den nordiſke Gudetro har efterladt fig Spor i dem alle, er det dog nermeſt kun Heltelivet, de have for Oje. (Sluttes.) Dyrkning af Gres til Froavl. Maren ved at benytte flere Sorter Græsfrø til Ud⸗ Jæd i Udlægsmarfen, i Stedet for ſom hidtil almin⸗ deligſt kun at faa noget Rajgræsfrø og Thimothej iblandt Kloveren, ſynes i de ſenere Aar at blive mere erkjendt af Landmanden og vil ſikkert blive det desmere, efter⸗ haanden ſom det lykkes at ſkaffe ftørre Sikkerhed ind i Handelen med det ſjeldnere benyttede Græsfrø. Det er næften utroligt, hvilke Vanſkeligheder det frembyder, ſaaledes ſom Sagen nu for Tiden ſtaar, at faa rent og godt Græsfrø af de ſjeldnere Arter. Vi have f. Ex. for os en Rakke Prøver af Hundegres, af hvilke den bedſte viſer en Renhed af 15 pCt., Reſten er hoved⸗ ſagelig Rajgræs, og dette Hundegres koſter dog i en gros Indkjob 58 Ore pr. Pd.; uden Henſyn til Spire⸗ evnen koſter 1 Pd. rent Hundegrees i denne Vare | ! i 1 at lægge fig efter en 1 Anvendelſe af et fee værdi: 386 Øre. Som det ſtaar til med Hundegresſet, er det ogſaa med de øvrige Gresarter. Under disſe Forhold paatreenger det Spørgsmaal fig os, om det ikke maa være et Forſag værd at dyrke disſe ſjeldne Gresarter til Frøavl herhjemme. De vore jo alle jammen vildt paa vore Marker og Enge, ved Grøfter, Gjærder og i Skove, og mange Steder kunde der ſikkert ſamles ikke ubetydeligt Græsfrø paa de nævnte Voxe⸗ ſteder. Saadan Indſamling af Fro maatte kunne bringe Arbejderſtandens Kvinder og Born en ikke ringe Ind⸗ tægt, naar de f. Ex. af Egnens Larerſtand fik lidt Anvisning til at fjende Grasarterne og at underſoge, hvorvidt Frøet var modent. Hvis en eller anden Læjer heraf ſkulde finde Anledning til at gjøre et Forſog i denne Retning, ville Udgiverne af „Landmandsblade“ i Kjøbenhavn med Fornojelſe yde deres Biftand dertil. Men mere Betydning vilde det kunde faa, om de nævnte Grasarter bleve optagne til Dyrkning, og fkulle vi ijær foreſlaa til en Begyndelſe at gjøre Forſog med Frgavl af Hundegræs. Af Hundegræsfrø bruges der en betydelig Mængde, Planten vorer villig og fætter meget Frø og dette er nemt at bjerge, og. dertil er dette Frø, ſom antydet, forholdsvis koſtbart, jaa Avlen uden Tvivl vil betale fig godt. De Landmænd, der maatte enſke at gjøre et Forſog i den Retning, kunne i Aar faa rent og godt Hundegræsfrø til Udjæd paa Markfrekontoret, og Kontoret vil med Fornøjelje i fin Tid afkjobe dem deres Avl til Priſer, fom | 192 tilſvarende Barer kunne haves for fra Udlandet. Hunde⸗ grœsſet voxer paa alle gode Jorder og Fraet modnes hos os i Avguſt. J os foreliggende Verker anføres der 40 Pd. Frø af Sundegræs til Udfæd pr. Td. Land, men da dette er beregnet til Græsning eller Ho, og da Markfrokontorets Hundegres i Brugsveerdi ſtaar betydelig over "almindelige Handelsvarer, jan turde 30 Pd. heraf formentlig være en pasſende Udfæd til Froavl. Hvis flere heraf tage Anledning til ſaadanne Forſog med Græsfrøavl, ffal Udg. ſoge at fremfkaffe en kortfattet, ſagkyndig Vejledning dertil. (Lmdbl.) Husflid. Humlerankemaatter. Bnedker Laurits Hanſen i Aakojerup er viſtnok den forſte i Bogenſeegnen, ſom har fundet paa at benytte Humleranker til Maatter, idet de tidligere kun anvendtes til Brendſel, og nu leverer han og Lars Jorgenſen, Gamby Mark, naſten alle de Maatter der bruges i Bogenſe, idet Humlerankerne ere langt ſterkere at ſlide paa end Halm og Siv. De opblades 3—4 Timer i Vand og torres halvt inden de flettes. Som Exempel paa hvad der kan tjenes ved ſaaledes loſt Materiale, kan an hos L. Hanſen i tjent henved 1200 maatter. gres, at de i de ſidſte 4 Aar, ritiden, med deres Borns Hjælp,” d. ved Tilvirkning af Humleranke⸗ Bognyt. Vaar og Hoſt er Titlen paa en Digtſamling af Freken Povline Worm, ſom er udkommen i andet Oplag paa Schanbergs Forlag, Kbhvn. Der gaar en alvorlig religigs og fædrelandjf Tone gjennem alle disſe Digte, der for en ſtor Del ere Lejlighedådigte, hvorfor de ſikkert ville blive modtagne med Glæde af den anſete Forfatterindes mange Venner. Firkantet Nod. 9 Af 6 A, 2 R og 1 8 dannes tre Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Venſtre og Højre, fra Oven og Neden giver Løsningen paa Gaaderne: Det førfte fejler rolig ad Tidens jævne Strøm, Og hvad den fører med fig, tidt fvinder fom en Drøm, Det andet er åf Gudeæt oprunden. Det tredie i Skoven ſaa lyſtig ſpringer om, Dog fvæver det vel ogſaa højt over Sejl og Bom — Nu tenker jeg, Du Løsningen har funden. Opløsning paa Gaaden i Nr. 23: En Skudsmaalsbog. | Indhold, En Udaadsmand, Fortælling af C. A. Thyregod (Fortſat). — Paa Nilen, af. R N., med 3 Billeder; — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Sluttes.) — Dyrkning af Græs til Froavl. — Husflid: Humle⸗ rankemaatter. — Bognyt. — Firkantet Nod. Husvennen udkommer lil hver Søndag med et 16. ſpaltet Artz, forfynet med flere Billeder, til 3 Alt. (1 Kr.) Fjerdingaaret frit tilfendi. Hverl Fjerdingaar medfølger gralis ek fort fmukt Billede. Bladel kan beſlilles pan elhverl Vofikontor og Brevfamlingsfted, i enhver Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandfer Rudolph Klein, lille Kiebmagergade 56, Kis benhayn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Slorfhubslæsning, Oplysning og Gusflid, Adginet af N. C. Bom. 5 2. Aargang. Kjobenhaun. Nr. 25. | &andagen d. 21. Marts. 7 15 En Udaadsmand. - ſom Lynet bukkede nu Manden, fig og greb Begge i i i Karlens Ben, der gjeblikkeligt miſtede Fodfeeſtet paa eee 19100, Glatiſen. Der lød et dumpt Raab, et Plump, en fort Sa n g Plaſken, og faa var Alt frille. Forbryderen liſtede fig N (Sluttet.) lydloſt tilbage, ſom han var kommen. 0 6. i Men i Porten traadte Kjcld ham imøde med den * et var en bidende fold Vinternat. En | tændte Staldlygte og det Udraab: „Hvad var det for fkarp Nordenvind jog den løje Sne i raſfk et Skrig? Hvor er Rasmus?“ Da ſtyrtede Jens Flugt hen over den Isſkorpe, hvormed Pederſen til Jorden ſom ramt af Guds Dommerhaand. 9 nogle Dages Tovejr og den efterfølgende Han havde druknet fin egen Son, da han tænkte at ftærfe Froſt havde indhyllet Jorden. myrde fin Stedſon. 0 Vinden peb om Hushjornerne, og Vippeværfet ved Rasmus blev hentet op af Brønden men var og Brønden omme bag Gaarden knagede og knirkede. | blev livløs. Jens Veſtergaard var bragt ind og tilſengs. Himlen var overtrukken med Skyer, og hverken Maane Da han faldt i Porten, havde han flaaet et ſtort Hul eller Stjerner lyſte, ſaa det var kun et ſvagt Skjcer i Hovedet, og vel overlevede han det, men hans For: fra Sneen, der ligeſom mildnede Nattens dybe Morke. ſtand var borte og vendte aldrig mere tilbage. Om Vandtruget var tillagt med Is, og da Heſten var Hjerneryſtelſen ved Faldet eller den foregagende Dags afgnedet med Halm og havde fortæret et Foder, ſkulde Spanding eller Opdagelſen af, at hans ſidſte gruelige den vandes. Der lod da raſke Oxeſlag i Nattens Brode var jaa redſelsfuldt mislykket, eller alle disſe Stilhed, og da Vandtruget var iſet, kunde man høre, | Ting i Forening vare Aarſag i hans Sindsforvirring, der blev larmet med Brondvippe og Brondſpand. 3 det ſaa var Virkningen den ſamme. Samme hørtes Stuehuſets Udgangsdor at blive aabnet Og i fit raſtloſe Vanvid gjennemlevede han paany og lukket, og der lød nogle fan Træffotrin paa Sten⸗ ſit forudgangne raſtloſe Liv, idet han jærligt og om⸗ broen, men ilke videre, ſtendeligt dvælede ved fine Synders Meerkedage. Med Havde man i denne Stund været nær, kunde man Vanvidslatter hoverede han over fine vellykkede Renker, ſkimtet en høj og kraftig Mandsſkikkelſe, der paa Hoſeſokker og med forfærdelig Klarhed udmalede han fine ſorteſte og lydloſt ſneg fig hen over Gaarden og ud af Porten. Handlinger. Det var ryſtende og tillige lærerigt at Man kunde trods den ſtarke Bleſt have hørt Mandens hoe paa, hvorledes han, Manden med de rige Evner, korte og hurtige Aandedret, medens han ſkyndſomt men det haarde egenfjærlige Sind, Tid efter anden nærmede fig Brønden, hvor han ſtandſede og opbiede | havde afſtumpet fin Samvittigheds Braad, og hvorledes det Øjeblif, da den der ftaaende Karl bøjede fig ud han var gaaet langſomt frem fra det Smaa til det over Ræfværfet for at drage Spanden op. Hurtigt Store. Saaledes havde Harme over den forhadte 7 LSE ER 5 NET ERØ NER TET Eg 5 . — ere 8 * 8 194 Tiendetagen ført ham frem fra ſmaalig og næften latterlig ubetydelig Tiendeſvig indtil han endte med den Misgjerning at ftjæle Fattigmandens eneſte Ko. Henſynsloshed mod fit Tyende og overdreven Gridſkhed efter at faa fit Arbejde frem, havde hærdet hans Sjæl mod hans Undergivne, indtil han i Overilelſe begik Drab paa et Tyende, der ganſke viſt var uordentligt, men ſom ligefuldt var hans Medmenneſke og Broder. Og det var næften det Redſomſte derved, at han, ſom det nu fremgik af hans Ord, ikke vidſte, om Menneſket var død eller blot daanet ved hans Slag; men at han i fin fejge Frygt for Menneſkers Straf ſkyndte ſig med velberaad Hu at knytte den Faldne til den visſe Dod for derefter at give det Udſeende af, at et Selvmord havde fundet Sted. Og da jaa endelig hans Brode truede med at ſpringe frem af Fordol⸗ gelſens Merke, og den vrede gjengjeldende Skjcebne løftede fin Haand mod hans brodefulde Hoved, og da han jaa vovede at gribe ind i Skjebnens Hjul ved et Son, da ramte Slaget hans egen Son, ſom han havde ſogt at danne efter fit eget Billede. Neſten ſom ved en Jammenhængende Kjæde var han gaaet frem fra Synd til Synd, indtil Maalet fyldtes, Langmodigheden trættedes, og Dommens Time kom. Den ſtolte, driftige og ſamvittighedsloſe Mand, der havde været fan højt anſet og agtet ſom et Monſter af Mange, der mere eller mindre henſynsloſt ftræbte efter Fremſkridt og Formue, han var nu bleven et advarende Exempel for alle de af hans Kjendinge, der egennyttigt og egenkjcerligt gik deres egne Veje uden at agte den Fattiges, den Ringes og den Forſvarsleſes Ret eller Folelſer. Han blev et ſynligt Tegn paa, at der er en Hævner over al Uretfcerdighed, en Herre, der ikke lader ſig ſpotte, men vil at Menneſkene engang ſkulle hoſte, hvad de ſaaede. Sindsforringens Sler, der havde fvøbt ſig om hans Hjerne, var ham et Værn mod Boddelſverdet, men ikke mod den Vommelſe og Uvillie, hans Nær: meſte maatte fole for ham. Da han derhos til ſine Tider var uſtyrlig og farlig i fit Vanvid, blev. han ført bort'og indſperret. J Daareanſtalten levede han et Par Aars Tid, fan døde han i Spendetrejen, medens han i Tanken ſyslede med ſit Livs onde Gjerninger til det Sidſte. Det viſte fig, at han havde Frender, der ſlegtede ham paa, og den ſtolte Gaard, hvis Værdi han ved fin i mange Retninger hæderlige Flid havde mange⸗ gange fordoblet, blev Gjenftand for deres begjærlige Tanker. Manden var jo død barnløs, og hans Frænder ſkulde arve ham, de ſogte at trænge Enken og hendes Son bort fra Gaarden og afſpiſe dem med jaa lille en Del af Godſet ſom muligt. Det bler ikke vanſkeligt at fan dette Forſct frem; thi Veſtergaarden var for dem Begge bleven et Ulykkens Hjem, og Dorthea var * ved de ſkrekkelige Ting, hun der havde oplevet, bleven jaa forſkrœmt, at hun jaa Redsler og Skrœmmebilleder i hver en Krog. De vare meget imodekommende mod de vidtgaaende Arvekrav, og temmelig fattige paa jordiſk Gods vandrede de begge en ffjøn Dag bort fra det rige Hjem. « | Omtrent" midtvejs imellem Mølby og Krogsbjerg ligger paa den brede ſolbeſkinnede Bakke en ganſke lille Bondegaard med Bygninger, der ere faſte og tæt jane mentrengte for at modſtaa Veſtenſtormen, der har fri Flugt over de flade, ubeſkyttede Marker. To Aar efter Jens Veſtergaards Dod finde vi der bag Stuehuſet en nyanlagt Have, der har unge opvoxende Biletræer og blomſtrende Paaſkelilier og Tuſindfryd; men Havens og Huſets bedſte Prydelſer er dog Blomſten fra Eng⸗ huſet, den ſmukke Martha. Huſets Herre er dog ikke Lars Lejel, men Kjaeld fra Veſtergaarden, ſom her har fundet et Fredens Hjem for fig og ſin Moder og ſin i unge Veninde og hendes Fader. Den ſom fordum faa overlagt Mord paa fin fromme Huſtrus meſt elſkede de fire Menneſker i de to forſkjellige Hjem, vilde dog næppe kjende dem igjen eller vilde i al Fald faa et levende Indtryk af, i hvilken Grad et enkelt Menneſkes Vanart kan virke nedtrykkende paa de Fleres Lykke, ſom ſtaar i Forhold til ham. Gamle Lars er næften bleven ung igjen i Freden og Trygheden, hans Tungſind er gaaet op i ſtille Gudhengivenhed, og han ler ad fin egen Slovhed og Glemſomhed; thi nu veed han, at der er Ingen, ſom lurer paa hans Svagheder for at anvende dem ſom Vaaben imod ham. Martha er lys og glad ſom en Sommerdag, hendes blege Kinder have faaet Gladesrodme, og i hendes før faa frygtſomme og tvivlende Kjcrlighedsblik er der velſignet Tryghed, hvad enten hun fæjter det paa fin Asgtefelle eller paa den ſmilende ſladrende Glut i Vuggen, der i hendes driſtige Moderhaab er Arving — ikke til Veſtergaarden eller dens Tiender, thi begge Dele ere nu i Fremmedes Sænder — men til alle de Egenſkaber, der kunne gjøre et Menneſke godt og lykkeligt. Og Kjæld Rasmusſen færdes ved fin unge flinke Huſtrus Side ſom en frejdig og ſelvſteendig Mand, og⸗ der er ikke Spor af det tunge, tvungne, ſtundom kejtede Veſen, han ofte bar tilſkue, medens Stedfaderens morke Skikkelſe overſkyggede ham ſom en Vinterſty. Jens Pederſen kaldte ham et Kvæghøved; men det er der ellers Ingen, der falder ham; thi alt tyder paa, at han har en jævn klar Forſtand og ikke mangler Dyg⸗ tighed. Har han ikke fin Stedfaders overdrevne Drif⸗ tighed, ſaa har han det, der er mere værd; et trofaſt, varmt og redeligt Hjerte, og vinder han ikke megen Rigdom, vinder han maaſke deſto mere ſand Lykke. Dorthea er viſtnok den, der er mindſt forandret og til hvem Glæden i de forandrede Forhold har van⸗ ſteligſt ved at finde Vej, Hendes gjennemvandrede Livsbane har for mange Grave, Grave ikke alene for Menneſker, ſom hun engang har elſket og feſtet ſmukke Haab til, men ogfaan for lyſe Tanker og blomſtrende Glæder. Hun ſmiler med en vis Medynk ad Andres Forhaabninger og Lykkedromme, hun ved, at mangen ſtraalende Lykke er kun Skin og Skuffelſe, og at mangen gyldenrodmende Morgen følges af en Uvejrsdag; men hun ved dog ogſaa, at Kjærligheden er en Livſensmagt ſelv for det Hjerte, der maa blode ſig tildode, og hun ved tillige, at Guds Kjærlighed er trofaſt og evig, og at hinſides Graven ſkal Jordlivets fkcrende Mislyd oploſe fig ſom en evig fuldtonende Gledesklang. Pan Havet. eg ved ikke hvad der ſtaar i de Geografier, e ſom nu laſes i Skolerne, om Danmark. TOD Det ev nemlig længe ſiden jeg gik i Skole, men den Gang ſtod der, at den danfke Nations vigtigſte Næringsveje ere Ager⸗ dyrkning og Søfart. Sandt var det den Gang og ſandt er det endnu; men lojerligt nok er det, at netop disſe to Neringsveje ere de vigtigſte for et og ſamme Folk, thi man kan dog vanffeligt teenke fig ftørre Modſctninger end Landvceſenet og Soveſenet; de ere ligeſaa ſorſkjellige fra hinanden ſom Land og Hav. Landmanden maa blive ved ſin Jord og hver Dag han er borte fra den, er for ham et Tab; men for So⸗ manden er det et Tab hver Dag han er hjemme. Landmanden ſorger for at Brødet vover op af Jorden paa hans Mark, men Sgmanden maa ſoge efter Brødet paa den vilde So, ofte mange hundrede Mile borte fra det Sted, hvor hans Vugge ſtod. Landmandens Liv er ensformigt og han er ikke udſat for mange Farer, i hvor ftrængt han end ofte maa arbejde, men Somandens Liv er idelig Afvexling og hver Time paa Dagen kan bringe hans Liv i Fare. De Fleſte af vore Leeſere høre til Landboſtanden og de kjende derfor meget vel hvorledes man lever paa Landet. Det vilde være overflødigt her at fortælle noget derom. Men Livet paa Søen, det er dem ube kjendt og vi skulle derfor i Dag tale lidt derom. Man kan egentligt inddele Sofolkene i to Slags, nemlig de, ſom fare paa de lange Rejiſer, til Amerika, Kina, Oſtindien, Middelhavet o. ſ. v. og de, der kun gjore ſmaa Ture. Man maa nu ikke tro, at de leengſte Rejſer ere de farligſte; det er ingenlunde Tilfældet Ude paa det ſtore aabne Hav er der langt færre Farer end i Kattegattet, eller i Kanalen mellem England og Frankrig, eller i Nordſoen langs Jyllands Veſtkyſt. Her lurer Sandgrunde og Stenrev under Vandfladen, her ſkjuler den tætte Tagge eller den morke Nat Kyſterne for den aarvaagne Somand. Der er derfor maaſke ingen Sømand, der maa døje jaa meget 195 : 5 5 | ondt, ſom Fiſkeren, hvadenten han hver Morgen drager ud med ſin Baad for atter at vende hjem op | ad Dagen, eller han færdes flere Uger ad Gangen i en Fiſtejagt ude paa Havet og kun ſjeldent kommer hjem for at udhvile fig en fort Tid fra fit anſtreen⸗ gende og farefulde Arbejde. Af denne ſidſte Slags rig, Holland og Belgien. Hele Flaader af Fife fartøjer drage ud i Nordſgen og paa Atlanterhavet, ſtundom helt op til Islands og Norges Kyſter pan Fiſkeri. Flere Maaneder ad Gangen ligge disſe Far⸗ tøjer ude paa Fangſt i det ſtormfulde Hav. Ikke en Gang naar Skibet er fuldt af Fiſk kommer det hjem; mej, ſtorre Fartejer komme og afhente Fangſten paa Stedet, faa at Fiſkerne kunne begynde paa Ny. Det er et haardt Liv disje -Sømænd fore; de maa beſorge Sejladſen, reparere Sejl og Tovpeerk, holde Fiſkered⸗ ſkaberne i Orden, forelobig renſe og nedlægge de fangede Fiſk og beſorge alle de mange Smaagarbeider, ſom dagligt forekomme ombord i et Skib. Nok at beſtille have de | og dog faa de ſjeldent hej Lon for alt det Onde, ſom de maa udſtaa, og deres Koſt er yderſt tarvelig. De ſtenhaarde Skibstvebakker (Beſkojter) og Fiſk er deres daglige Koſt og kun ved højtidelige Lejligheder vanker der jaa læfre Ting ſom et Stykke Fleeſk og en Skaal Wrter. Forngjelſer er der ikke Tale om, medmindre man hertil vil regne Skraatobak eller en Pibe Tobak og et Glas Grog. Du, kjcere Landmand, kan, naar Du vil forneje Dig, beſoge Venner og Freender, og nu og da deltage i et lille Danſegilde om Du har Lyſt dertil, Den fattige Nordſo⸗Fiſkers eneſte Glæde, er den, at komme hjem til Huſtru og Born. Men det er ogſaa en Glæde for ham, ſom vejer op mod meget Ondt. Han elfker fin Huſtru og fin talrige Borneflok Dobbelt, fordi han maa være faa længe borte fra dem og fordi han, hver Gang han forlader dem, ikke ved om han nogenſinde mere faar dem at je, eller om hans Seng neſte Gang fkal redes paa Havets Bund mellem Søgræs og Stene i Stedet for i Hjemmet. Naar han faar ſig et Blund derude paa det farefulde Hav, da Drømmer han om, at han ſidder i fin Hytte og hos fine Kjære, og naar han i den tavje Nat ſtaar paa Udkig i Forſtavnen, ſaa flyver Tankerne til hans Hjem bag Sandbankerne og det hænder vel ikke ſjeldent, at en Taare blander ſig med det ſalte Vand, ſom det ſkummende Hav ſprejter ham i Anſigtet. Men er det et haardt Liv for Legemet, faa er det godt for Aanden, thi han vænnes til Gudsfrygt, og Tanken om Døden, ſom er den af alle Tanker, der bedſt er i Stand til at foredle Hjertet, ſtiller fig hver Dag frem for hans indre Oje. Han lerer at trodſe Faren i det Haab, at den, ſom rejſer Stormen og Bolgerne og igjen ſtiller dem, vil holde ſin Haand over ham, og han ved, at naar det er Guds Billie, at han ſkal do, har han ikke Noget at frygte af Doden, ſom han ſaa tidt har ſet Fiſkere findes der en ſtor Mængde i England, Frank- ede Dok 33391 —— === — 197 under Dine og ſom kun forfærder den, ſom frygter | Dommen. Han tror, at naar han i fit Liv har gjort ſit Bedſte i det Kald han er ſat i, vil Gud ikke forlade . Folk, ſom de aldrig for have jet og hvis Navn de ikke kjende, uden at tenke paa nogenſomhelſt Belonning ſom Vederlag fætte deres Liv i den allerojenſynligſte Fare. hans Huſtru og hans Born, thi han føder jo Fuglene Exempler herpaa haves i Mengde fra alle Lande og under Himlen og flæder Markens Lilier. Derfor er det, at vi jaa ofte, naar vi leſe om Strandinger og Soulykker, tillige leſe om de beundrings⸗ vordigſte Prøver paa Mod og Selvopofrelſe hos Fiſkerne, idet de for at redde de fremmede Skibbrudne, ikke mindſt fra vore egne uforferdede og brave Fiſkere. R. U. Deu fluuende Mund. Flagermuſene. Af A. V. E. Toepfer. dar Solen er gaaet ned, og de fleſte af , Luftens vingede Beboere ere gagede til Ro, kommer der en ejendommelig Familie af Pattedyrene, nemlig Flagermuſene, frem fra hule Zræer, Taarne og andre morke Steder, hvor de have tilbragt den lyje Dag. Medens de andre Pattedyr i deres Bevegelſer enten ude⸗ lukkende ere bundne til Landet eller Vandet eller ſnart færdes paa det torre Land og jnart i Bandet, ere Flagermuſene de eneſte der kunne bevæge fig frit om⸗ kring i Luften. De danne derfor et interesſant Binde⸗ led mellem Pattedyrene og Fuglene, af hvilfe de ſidſte nermeſt kunne ſammenlignes med Uglerne, da de lige⸗ ſom disſe ere natlige, menneſkeſky Veeſener, der leve af andre Dyr. Man falder ogſaa Flagermuſene for Aftenbakkerne, hvilket Navn har fin Oprindelſe fra den Tid, de komme frem paa, eller de Haandvingede, da det iſcer ere Forlemmerne, der ere udviklede til Flyve⸗ redſkaber. For at kunne opfylde denne Beſtemmelſe ere disſe Lemmer og ijær Fingrene paa dem med Und⸗ tagelſe af Tommelen ſteerkt forlængede, Mellem Fing⸗ rene, Forlemmerne, Kroppens Sider og Baglemmerne ſamt undertiden ogſaa mellem disſe og Halen er der üdſpendt en meget tynd og nogen Flyvehinde. Det er denne, ſom fætter Flagermuſene i Stand til at flyve, idet de fpærre Fingrene og Lemmerne ud fra hinanden, hvorved Flyvehinden bliver udſpendt, og de bevæge fig omkring i Luften ved at ſlaa med Flyve⸗ hinden, paa ſamme Maade ſom Fuglene bevege fig ved Slag med deres Vinger. Deres Flugt er dog hverken faa let eller hurtig ſom Fuglenes, de ere heller ikke i Stand til at flyve ret længe ad Gangen, men hvile ofte, idet de med Baglemmernes Klger hage ſig faſt til fremſpringende og højtftaaende Gjenſtande, da de herfra lettere kunne udfolde Flyvehinden, naar de atter ville flyve. For at lette Flugten ere deres Knokler tynde, men dog kraftige. Saaſnart de ophore at flyve, foldes Flyvehinden ſammen. Af denne Be⸗ ſkrivelſe af Flagermuſenes Lemmer ville Lee erne vel 9 kunne indſe, at de kun langſomt og med Bejværlighed ere i Stand til at bevæge fig pan Jorden; under Gangen benytte de den fri Tommel paa Forlemmerne ſanſt Baglemmernes Poter, ligeſom ogſaa ved Klatring paa Trœer og Mure. Deres Krop er meget lille og - ligner Muſens (her af Navnet Flagermus) ſamt er bekledt med en blød Pels. Som de fleſte andre Natdyr have Flagermuſene et meget ſvagt Syn, men derimod er Horelſen og Folelſen meget ftærkt udviklede. Orerne ere meget ſtore, og den fine Horeſands fætter dem i Stand til at hore de flyvende Inſekters Summen i lang Afſtand. Folelſen er ſterkeſt udviklet i den tynde Flyvehinde. Uagtet Flagermuſenes Syn kun er ſpagt, bevæge de fig dog omkring i Luften med ſtor Sikkerhed og ſtode aldrig mod de forſkjellige Gjenſtande i denne. Naturforſkerne vare længe i Uvished om, hvorfra denne Sikkerhed hidrorte. En af dem, Italieneren Spallanzani, hævede denne Uvished, idet han tilkliſtrede Øjnene med Sæfteplafter paa flere Flagermus, ſom han havde fanget; efter faaledes at have blindet dem, flap han dem alle los i et Verelſe, hvor der var udſpendt et ſtort Antal Snore i forfkjellige Retninger. Flagermuſene bevægede fig omkring i Verelſet med ſtor Sikkerhed og ſtodte aldrig under Flugten mod Snorene. Ved dette og flere andre lignende Forſog opdagede man omſider, at det er den fine Foleſands, der vejleder dem under Flugten, idet de ved Hjælp af denne ſtrax kunne merke, naar de nærme fig en faſt Gjenſtand og i Tide dreje af fra denne. Flagermuſene ere ſom for nævnt Natdyr, der ſky Lyſet og derfor ligeſom Uglerne ſove om Dagen paa morke Steder, hule Zræer, Taarne og lignende Steder, hvor de hvile i en hængende Stilling, idet de hage fig faſt med Kloerne paa Baglemmerne ag lade Hovedet hænge nedad. J den ſamme Stilling og ꝓaa lignende Steder tilbringe de ogſaa hele Vinteren i en Dvaletilſtand. De kunne nemlig ikke taale Kulden, og vilde desuden heller ikke kunne finde tilſtrœkkelig Næring i den kolde Aarstid; da deres Flugt ikke er jaa hurtig og, udholdende, at de ſom mange af vore Fuͤgle kunne ere i Stand til ſom jaa mange andre af Pattedyrene at grave ſig Huler til Beſkyttelſe mod Kulden, maa de nodvendigvis opſoge ſig lune Smuthuller, hvor de | forblive, indtil den milde Aarstid væffer dem af deres Doale og falder dem frem til nyt Liv. Ungerne ſuge ſig faſt til Moderens Pattevorter paa Bryſtet, og i denne Stilling flyver hun omkring med dem; de vore | meget hurtigt og have allerede 5 à 6 Uger efter Fod⸗ ſelen opnaaet deres fulde Storrelſe. Man kan temmelig let gjøre dem jaa tamme, at de æde af Haanden. Flagermuſene have iſcer hjemme i varme Lande, hvor der findes et meget ſtort Antal forſtjellige Arter af dem; i disſe Lande falde de ikke i Dvale, men ere er tilſtrekkelig Nering for dem. Vort Fædreland danner deres Nordgreenſe, og vi have her 10 forſtjellige Arter, af hvilke Dveergflagermuſen, den langorede og den ſtore brune Flagermus ere de almindeligſte. J de middel⸗ varme Lande leve de udelukkende af Inſekter; da de fortære en ſtor Mængde af disſe, ere de overordentligt nyttige Dyr, ſom vi bor frede om jaa godt det ſtaar i vor Magt. Vi behove ikke at frygte for, at de ſkulle formere fig faa ſterkt, at de kunne blive beſperlige for os, da bande Maare, Ildere, Væsler og ifær Uglerne forfølge dem faa ſterkt, at deres Antal herved bliver betydelig indſkrenket. Af de mange forſtjellige uden⸗ landſte Arter ville vi her kun nævne Vampyrerne og den flyvende Hund. Vampyrerne have hjemme i Ame⸗ rika; den ſtorſte af dem har en Krop, der er 5 ¼ Tomme lang, og et Vingefang af 15 Tommer. De leve vel meſt af Inſekter, men overfalde ogſaa om Natten ſovende Pattedyr, ja endogſaa Menneſker for at ſuge Blod af dem, hvorved de baade blive beſperlige og farlige. Den flyvende Hund, af hvilken der findes en Del forſkjellige Arter i Oſtafrika og Sydaſien, er den ſtorſte og ſtyggeſte af alle Flagermuſene; hos den ſidſte Art af dem har Kroppen en Længde af 15 Tom⸗ mer og dens Vingefang er 5 Fod. Naturforſkeren Brehm fortæller om de flyvende Hunde, at deres Stor⸗ relſe og affkyelige Udſeende har bevirket, at de fra de aldſte Tider af ere blevne betragtede ſom ſande Uhyrer, ſom man troede udſugede Hjerteblodet af ſovende Men⸗ nejfer og antog for Gjenfærd af fordømte Sjæle. Da de imidlertid udelukkende leve af Frugter og ikke af Blod, er denne Foreſtilling om dem naturligvis aldeles | forkert. Navnet „flyvende Hund“ have de faaet paa Grund af Hovedets Lighed med et Hundehoved. Om⸗ ſtaagende Afbildning fremſtiller en Gruppe flyvende Bunde ſovende i et Træ. Billedet viſer tydelig den Stilling, ſom Flagermuſene indtage, naar de ſove; de opheenge fig ved Bagpoternes Klaer med Hovedet nedad og ſammenfoldet Flyvehinde. Forneden paa drage mod Syd til varme Lande, og da de heller ig | i Virkſomhed hele Aaret igjennem, da der her beſtandig Billedet ſes en flyvende Hund med udſpendt Flyve⸗ hinde. 2 Vore Fedres Guder. Ved Fr. Winkel Horn. (Sluttet.) wedens den ældre Eddas Kvad ſtamme fra O plantet fig fra Slægt til Slægt, indtil de bleve nedſkrevne, forholder: det fig helt ander⸗ ledes med den yngre Edda, der ogſaa gaar under Navnet Snorres Edda, fordi man, imidlertid uden ſkjellig Grund, har villet tillægge den berømte islandſke Kronikeſkriver Snorre Sturlasſon Forfatterſkabet til den. til Nytte for den Tids Skjalde. her i Norden i den hiſtoriſke Tid vare nemlig over⸗ ordentlig kunſtige og indviklede, ſaa at det ikke var fan lige en Sag at være Skjald; thi naar Verſene vare | af en ſaadan Beſkaffenhed, at det, ſom det berettes os, undertiden var nødvendigt at granſke over, "hvad deres Mening var, jaa kan man nok tænfe fig, at det maatte koſte en hel Del Hovedbrud at lave dem. derfor viſtnok et for den Tid meget nyttigt Arbejde, der er levnet os i den yngre Edda. Der gives deri Skjalden forſtjellige Oplysninger, der vare ham nod⸗ vendige, f. Ex. om de forſkjellige Verſemaal o. a. lign., men det er navnlig den anden Del, der er af Vig⸗ tighed for vort mne, det er de to Stykker, der kaldes Gylfaginning og Bragarcdur, hvor der gives en Frem⸗ ſtilling af Gudelcren, thi Digterne benyttede ſtadig, endnu længe efter Kriſtendommens Indforelſe, Billeder hentede fra den hedenſke Tid,” og maatte altſaa være | inde i dennes Tro og religioſe Foreſtillinger. Gylfaginning eller, ſom det i vort Sprog vilde hedde, Gylfes Forblændelje, meddeler en Udſigt over hele den gamle Gudelære og fortæller adfkillige Myther | eller Gudeſagn. Ligeſom ved flere af Digtene er ogſaa | her det egentlige Indhold meddelt i en Fortælling, faa= | ledes at det bliver et ſammenheengende Hele. Der for⸗ tælles, at der i Svithjod eller Sverrig herſtede en Konge, ſom hed Gylfe. Til ham kom der en Kvinde, ſom hed Gefion, der var af Aſernes eller Gudernes Slægt. Sende ſtjenkede Gylfe jan meget Laud i fit | Rige, ſom hun i et Dogn kunde pløje op med 4 Ørne. Saa tog hun 4 Orne nord fra Jettelandet, dem havde hun ſelv avlet med en Jette. Hun ſpendte dem for Ploven, og den gik ſaa haardt og dybt, at den ſkar Landet op, og Oxerne trak det ud i Havet veſterpaa, til de kom til et Sund, hvor Gefion lod det ligge og gav det Navnet Sjølund; men der, hvor det for havde ligget, blev der en So, ſom Svenſkerne falde Venern, en Tid, der ligger forud for al Hiſtorie her i Norden, idet de mundtlig have for⸗ Det er et lærd Verk fra det- 13de Aarhundrede, der er udarbejdet Skjaldenes Vers Det var og ſom Vigene ligge i Venern, ſaa ligge Nesſene pack Sjælland. — Samme Kong Gylfe var ellers en viis og troldkyndig Mand; han undrede meget paa, at Aſerne eller Guderne vare faa viſe, at alting gik, jom- de vilde have det, thi hvor de end dvælede, var der Fred og gode Aaringer, og det troede Alle, at de raa⸗ dede for; det ſkjonnede man ogſaa let, at de langt overgik andre Folk i Skjonhed og Vid. Gylfe tænfte paa, om det laa hos dem ſelv, eller det maafke kom af de Guder, de ofrede til. Han foer da til Asgaard, ſaadan hed deres Hojborg, og den Færd gik for fig ilon, thi han tog en gammel Mands Skikkelſe paa; men det hjalp ham ikke, thi Aſerne vare jaa viſe, at de kunde je ud i Fremtiden, hvad der vilde fie, og faa ſage de da ogſaa, at han var paa Vejen, og gjorde Ojen⸗ forblendelſe imod ham. Dengang han kom ind i Borgen, ſage han en Hal, der var faa høj, at det var neppe nok han kunde ſe over den op til Taget, der var lagt af gyldne Skjolde ligeſom et Spaantag. J Doren ſaa han en Mand, der kaſtede med Sværd faa kunſtig, at der var fyv i Luften paa engang. Han ſpurgte Gylfe, hvad han hed; Gylfe ſagde, at han hed Gang⸗ lere, og var kommen langvejsfra ad vildſomme Veje, jaa han vilde gjerne have Nattely, om han kunde faa det, og hvem der ejede Hallen? Manden ſparede, at det gjorde deres Konge; „nu ffal jeg følge Dig hen til ham, jaa kan Du ſelv ſporge ham om Navn”, Saa gik Manden iforvejen ind i Hallen, og Gylfe fulgte efter, og ſtrax flog Doren i bag ham. Der jaa han mange Sale og mange Folk, Somme legte, Somme drak, Somme bare Vaaben og ſloges. Han faa fig om, og Mangt af det han ſaa, tyktes ham faſt utroligt. Han jan tre Hojſcder, det ene ved Siden af det andet, og en Mand ſad i hvert. Da han ſpurgte om Navpnene paa disſe Hopdinger, ſvarede han, ſom forte ham om⸗ kring: „Han, ſom ſidder i det nederſte Hojſcde, er en Konge, og Høj er hans Navn; han, der ſidder ham neſt, hedder Zævnhøj, og han, ſom ſidder øverft, hedder Trediemand“. Hej ſporger nu den Fremmede, hvad Wrinde han har, Mad og Drikke ſkal han faa, ſom Sæd er for alle i Hojs Hal. Han sparer, at det vil han forſt vide, om der er nogen vis Mand derinde; dertil ſpvarer Høj: 3 „Staa kun frem og prøv vor Visdom, vi, ſom ſvare, ſidde bør.” Nu begyndte da Ganglere at ſporge, og meget var det, han fik at vide om Alt i Verden. Han ſpurgte ſaalcenge, at Hojs ſidſte Ord til ham blev: „Hvis Du nu evner at ſporge om mere, da ved jeg ikke, hvor det kommer i Dig, thi ingen Mand hørte jeg melde mere om Verdens Gang.“ Da horte Ganglere vældige Dron fra alle Kanter, og da han faa fig om, flod han ude paa fri Mark, og hverfen Hal eller Borg var mere at je. Saa gik han da hjem til fit Rige og I meldte om alt, hvad han havde jet og hort, og efter 205 ham gik disſe Tidender fra Mand til Mand, fra Mund til Mund. et andet Afſnit den yngre Edda, ſom vi Det ande fi af ug f ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe af ogſaa ville opholde os lidt ved, hedder Bragaredur eller Brages Tale. Det begynder med at fortælle, at en meget troldkyndig Mand, ſom hed Wgir eller Hler, og ſom boede pan Hler O (Læsø), foer til Asgaard. Aſerne toge godt imod ham, men meget af det var dog ikke andet end Ojenforbloendelſe. Om Kvælden, da de ſkulde til at drikke, lod Odin nogle Sværd bære ind i Hallen, og de vare ſaa blanke, at det lyſte af dem, jaa at der ingen anden Belysning behøvedes, medens de ſad ved Drikkebordene; paa alle Væggene hang der fagre Skjolde, jaa det tyktes Wgir gjævt at je fig om der; ſteerk Mjød var der nok af, og meget blev der ogſaa drukket. Næft ved Wgir ſad Brage, og de to drak ſammen og ſkiftede Ord. Brage fortalte Ægir meget, af hvad der var vederfaret Aſerne, og ſom vi have hort om. Læjerne vil viſt have bemærket, at der i det, der er meddelt baade af Gylfaginning og Bragarædur, tales paa en underlig Maade om Guderne. Dette har ſin Grund i, at disſe Fortællinger ſtamme fra en Tid, da den gamle Tro var bleven afloſt af Kriſtendommen, og hvor de, der for havde været betragtede ſom Guder, nu kun anſaas for at være arge Troldmeend, der med djevelſke Kunſter forblændede Øjnene paa Folk, ja vi have jo endog jet Kong Gylfe være i Tvivl, om deres overnaturlige Magt ſtamme fra dem ſelv eller fra de Guders Gunſt, ſom de ofrede til. Men denne ſenere Opfattelſe træder os ſaagodtſom kun imode i de tildig⸗ tede Fortællinger, vi have meddelt; i Beretningerne om Gudernes Færd og Skjebne, der er det egentlige Ind⸗ hold i begge Afſnit, klinger det gamle Hedenſkab endnu igjennem, vel ikke ſaaledes, at man har troet paa det, dengang de bleve nedffrevne, men dog ſaaledes at vi kan høre meget deraf, ſom engang i lengſt henfarne | Tider har været Tro her i Nord. Gaade. Mit hele ffrev en fin og dannet Pige, Men aldrig turde hun mit ſidſte ſige. Og ingen Mand i hele Danmarks Rige Vil ſaadan ſom mit forſte kunne ſtige, Det ſoger altid om ſin Lige. Opløsning paa den firkantede Nod i Nr. 24: AAR ASA R A A. | Forraad haves. meddelelſe modtages altid Til Husvennens Gpbevaring. Naar de enkelte Numre af dette Blad efter Haanden bevares, en ſtor Bog, der ved at indbindes i mange Aar kan bevare ſin Verdi og være til Glæde og Underholdning baade for Gamle og Unge. For at lette Opbevaringen af de leſe Numre i en god Stand har ÜUdgiveren formaaet en duelig Bogbinder til at forfærdige ſolide og nette billige Mapper til „Husvennen.“ Beſtillinger paa ſaadanne loſe Bind, til at opbevare Aargangeng Numre i, modtages af Husvennens Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtueſtrade Nr. 5 i Kjøbenhavn. … Mapper med ſmukt presſet fort Schirtings Ryg, Hjørner og Bandler, bekladt med ſort presſet Papir, leveres i Kjøbenhavn for 50 Øre (24 ß.) Stykket, og fang mod ſtriftlig Beſtilling, ledſaget med 60. Øre i Frimerker frit tilſendt overalt i Danmark. Samme Sted indbindes Husvennens forſte Aargang ſmukt og billigt og manglende Numre leveres à 10 Øre, ſaavidt Brevvexling. Aubin H. Nogle ville blive anvendte. r. B. Kff. i R. Forbindligſt Tak. „En Noddeknakker“. Tak, ville blive brugte. „En Abonnent“. Med de „Sondagsjagere“, der ere omtalte i Nr. 15, mener Forfatteren ingenlunde Landboarbejderen, der om Sondagen paa egne Enemarker driver Sondagsjagt til Nytte og Fornejelſe. Ordet „Sondagsjcger“ er en gængs humoriſtiſt Benævnelfe paa ſaadanne forlorne Jægere, der nu og da, uden at have Begreb om Jagten, ftrejfe om, baade hvor de have Lov og ikke Lov at komme, med Besſe og Hund, og ſom vilde være komiſke Figurer, derſom de ikke ofte vare farlige for Folk og Fa. De fleſte Vaadeſkud, ſom garligt anrette faa mange Ulßkker, udgaa netop fra „Sondagsjcgernes“ Bosſer. „Knekkerup“. Noddeheſteu har været meget rigelig og Husvennen har nok for lang Tid. Derimod „geografiſte Gaader“ efterſpurgte. Saadanne med velkjendte geografiſke og hiſtoriſte (helſt dauſte) Navne, og ikke altfor vanſkelige, kunne vente Op⸗ tagelſe og modtages gjerne. zunge Roland“. Som De af foregagende Svar fer: gjerne, J. J. V. pan A-b. Digtene kunne ikke bruges. M. J. i H. Forbindtligſt Tak! Enhver praktiſt Husflids⸗ gjerne. „Hilarius“ takkes for Opmerkſomheden, men Tegningerne ere ikte fint nok udførte til at kunne bruges og komme bagefter. Gjennemgagende at levere Billeder til Fortællingerne er en meget koſtbar Hiſtorie, ſom Husvennen førft fan indlade ſig paa, naar Udbredelſen er Blevet meget ſtor. Rebus vil blive leveret i naſte Kvartal. 1 L. P. A. i L. takkes for Meddelelſen om Kok, Til ſamtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan beſtemme Oplagets Sterrelſe i naſte Fjerdingaar, for at Poſtvcſenet ikke for meget ſkal ulejliges med Efterbeſtillinger, og endelig for at Laſerne ikke fkulle komme til at favne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsſkiftet, bedes de ærede Poſt⸗ abonnenter om at indſende Beſtilling med Betaling for naſte Fierdingaar ſnareſt efter Modtagelſen af nærværende Nr. Poſt⸗ kontorerne ere ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om Bladets Beſtilling. Subſkription gjennem. Boghandelen betragtes derimod i Reglen ſom bindende for en Aargang, naar ingen Afſigelſe af Bladet finder Sted inden hvert Kvartals Slutning. Hermed et Tillægsblad med Beſtillingsſedler. Indhold En Üdaadsmand, Fortalling af C. A. Thyregod (Sluttet.) — Paa Havet, af R. N, med Billede. — Flaggermuſene, af A. P. E. Toepfer, med Billede. — Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Sluttet.) Gaade. — Til Husvennens Opbevaring. — Brevvexling. Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16. ſpaltet Artz, ſorſynet med flere Villeder, lil 3 Mk. (1 Kr.) Fjerdingaarel ſrit ſilſendt. Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et fort fmuks Billede. Blade kan beſlilles pan elhvert VPofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. fi San Du fatte Dagens 2 Gaade, rumme al deus Sorg og Gru, og dog rumme al dens Maade? lø — har Du Plads der inde, Du? Famler ej i Mulm Din Tanke midt i fjobens vilde Lag? ved Du, Du var med at banke Sommet i hans Kors i Dag? Jo, Du ryſter, og Du lukker Blikket ſpamfuldt i for Guds; o, men han ej Tanden flukker, Uagaden puſter den i Zlus 5 — han, ſom Kronens Corne- ramme bar om blodig Lol til Spot, bar Din Blodfkyld med det | ſamme; — arme Hjerte: fro def blot! —— — i. — Slorfhabslæsning, Oplysning og Hustlia, Udgivet af N C. Bam. 5 5 8 i 5 5 %% AG e 4 2 Kjøbenhavn, 1875. 2. Aargang. ; - Nr. 26. | Sundagen d. 28. Marts. Langfredag. Se huilket Menneske! I i ÆG en R 0 5 | VR |; 8 | i 1 0 6 1 N ry : Det er Dagens ſtore Gaade: Du gav Haan og Død og Tab; han gavkjærlighed og Aaade, rev Digend af Dødens Gab. Uaade, — Sande midt i - Brøden! — det ct Frelſerundrets Dyb. Synden tog han med i Døden; Uaaden rattes Sundens Rryb! Meu kun Tron Dig forleuer Liu og Sejr til evig Tid. Det er Hjertet, ſom han mener, naar han ſiger: „Rommer hid!“ Ajend Din Afmagt, ſpage Hierte, lt til Naadens Klokkelyd! De med ham i Fredagsſmerke, vaagn med ham i Sondags⸗ fryd! Sakarias Mielsen, Lever vor gamle Om virkelig endnu? En lille Hiſtorie 9 af Emanuel Henningſen. Der var i Slptgingen 4 Marts; Lærfen havde allerede for en Maaned ſiden flaaet- ſin forſte jublende Trille hen over de ode Marker; nu var dens Sang imidlertid | han har dog forſkaffet Dig Penge til Husleje, for Du har jo faget betalt den, hører jeg.“ forſtummet, thi atter laa Mark og Vang gjemt under Sneens hvide Klæde; Vinteren var paany vendt til⸗ bage med bidende Kulde og ſkarpe Oſtenvinde, og alt at man dette Aar ſkulde have en „hvid Maade? Nei, det ved Du næppe, det var ved Hjælp tegnede til, Paaſke“. Inde i den ſtore By havde man atter taget Pelsfrakkerne, de laadne Kraver og Mufferne frem, og Skoledrengene lagde igjen deres nedarvede Foragt for Lov og Politiforordninger for Dagen ved at omdanne Fortovets Fliſer til ſpejlgatte Glidebaner. gammel Mand med et Traben og et rigtigt Ben, bærende en Seek paa Ryggen, begav fig ind i et af de ſmudſige Streder, der endnu for faa Aar ſiden ſom en Peſtbyld flæbede faſt ved den ſmukke By. Her gik Laſten ikke med Slor; blottet og nøgen, opvæffende Forferdelſe eller ſmertelig Medlidenhed, traadte den En i Mode fra de usle og faldeferdige Renner, hyis peſt⸗ ſvangre Üddunſtninger man vovede at indaande. behøvede kun at gaa fan Skridt ind i Gyden for at overbeviſe fig om, at det næppe vilde være raadeligt at pasſere den ved Nattetid. Fra de merke Forſtuer lød der gjerne raa Latter, Eder, Skrig eller Lyden af Slagsmaal og ud gjennem de ſmudſige Ruder ſtirrede der Anſigter — udtærede, ſkumle, fordrukne eller ſlove | ſom man ikke lettelig glemte, naar man en Gang god Mand, og jeg ved ikke, hvorledes jeg fkal gjengjeelde havde jet dem. Den gamle Mand med Trabenet ſteg mojſommelig og puſtende op ad en fkrobelig Trappe, højt op under Taget, hvor Trappen blév til en Honſe⸗ | | faa lidt Varme. flige og Opſtigningen til et ekvilibriſtiſt Kunſtſtykke. Med megen Beſparlighed lykkedes det ham at naa op til et Kviſtverelſe, "hvorfra der lød en ſagte Nynnen. Han ſtandſede et Ojeblik for at puſte ud, derpaa aabnede han Doren, der kun beſtod af uhovlede, flet ſammen⸗ føjede Breder, gjennem hvis Sprakker den isnende Zvæfvind havde fri Adgang. Der var en endnu ung Kone og tre fmaa Børn inde i Væreljet, ſom helſt Stykke Bohave ellers kunde fortjene dette Navn. En Bunke Halm laa udſpredt i en Krog paa Gulvet, det var Sengen; en kold Kakkelovn ſtod i et Hjørne, ellers var der Intet derinde uden fire blege, pjaltede Væjener, Moderen og de tre Born. Hun holdt det mindſte Barn i fin Favn og ſogte at varme det ved fit Bryſt; de to andre faa ſammenrullede paa Halmen. „Naa, hvordan gaar det?“ ſpurgte den gamle | Mand og lod Sæffen glide ned paa Gulvet. „Som Du fer, Jep,“ ſvarede Konen tonloſt, „med | os er det vel ſnart forbi, tenker jeg.“ „Aa Snak, Ane,“ ſagde Jep opmuntrende, „lad Man hvis det uhyggelige Hul med nøgne Vægge og blottet for ethvert | uu bare ikke Modet falde; godt igjen. det kan Altſammen blive Vor gamle Gud lever dog endnu.” „Lever vor gamle Gud virkelig endnu,” udbrød Ane bittert; „ja, da har han ikke ladet mig høre fra ſig i lange Tider!“ „Naa, naa, Ane, det maa Du ikke ſige. Ser Du, Konen lo; det var ingen munter Latter. 0. Huslejen er betalt, men ved Du paa hvad af Bedrageri. Jeg henvendte mig til Fattigforſtanderen; men han kunde ikke give mig mere end til Huslejen; vilde jeg have mere, ſkulde jeg ſendes til mit Hjemſted, hvoor alle Folk da vilde pege Fingre ad mig og haane Det var en ſaadan bidende kold Froſtdag, at en jeg til ham. mig og trampe mig i Støvet. „For vil jeg dø,” ſagde Pengene til Huslejen kunde jeg endda ikke faa, førend jeg havde et Bevis fra Værten for, at jeg ſkyldte ham dem, jaa ſkrev jeg ſelv Beviſet og ſkrey tyve Mark iſtedetfor fjorten og ſatte Værtens Navn under neden. Jeg fil da ogſaa Pengene og betalte Værten de fjorten Mark de øvrige har befriet Børnene og mig fra at julte et Bar Dage; men nu er det forbi.” „Det var ſlemt, meget ſlemt,“ ſagde Jep og ftrøg fig om det graa Skjceg; „naar blot det ikke bliver op⸗ daget! Naa, ja vor gamle Gud lever da endnu, og han leder det nok til det Bedſte. Leg nu lidt i Kakkel⸗ ovnen; jeg har bragt disſe Par Torv op til Dig, da jeg nok tenkte, Du ingen havde.” „Tak, gamle Jep,“ ſparede Konen og borttorrede en Taare, der lob ned ad hendes Kind. „Du er en Dig det, Du gjør imod mig. Jeg er vis paa, at Du nu ſelv maa fryſe i Dit eget Kammer, for at vi kan O, Jep, Du er den Eneſte, ſom har viſt mig Venſkab i min Elendighed; gid jeg en Gang kunde gjengjelde Dig det!“ „Aa, er det nu Noget at ſnakke om,“ ſparede Jep og ſtampede i Gulvet med Treebenet. „Jeg fryſe! Joviſt, ligeſaa godt kunde mit Traben fryſe!“ Kort efter flammede Torvene i Kakkelovnen, og Børnene forlod deres Halmleje for at komme jaa nær ſom mulig til Varmen. Jep klatrede atter ned ad Honſeſtigen, og Ane hentede en Skaal Vand, trak ſin Kjole af og ſpobte den om det mindſte Barn, hvis Pjalter hun nu gav fig til at vaſke, for at hun kunde faa dem tørrede, medens der var Ild i Kakkelovnen. Neppe var hun færdig med dette Stykke Arbejde og havde hængt Tojet til Torring ved Ovnen, for hun horte, at Nogen ſteg raſk op ad Stigen, derpaa greb en Haand fat paa Dorklinken, og Doren gik op. En Politibetjent ſtod paa Teerſkelen og lod ſit Blik glide | rundt i Væreljet. Det varede en god Stund, før han talede, hans Øje gjennemløb atter og atter det tomme Rum og vandrede fra Pjalterne, der hang ved Kakkel⸗ ovnen, hen til Moderen, der ſad halvnøgen ſammen⸗ 203 e ; | knuget foran den og ſtirrede paa ham med et fløvt Blik. tidlig op. Havde Naboens Son, der ſmuk og fin var „Er De Ane Hanſen, den Kone, ſom forleden fik Fattighjcelp til Husleje?” ſpurgte han. N „ „Id. „De har begaget Falſk, eller rettere ſagt, De er | anklaget derfor,” vedblev han, og hans Øje begyndte. | ll ll 9 1 hun ſtod og lyttede til Lerkens glade Trille, klang det atter ſin Vandring om i Kammeret. „Hvad er det for en Pakke, De har paa Skjodet?“ „Det er mit Barn, det yngſte. i Jeg har vajfet | Klæderne.” Politibetjenten rømmede fig, ſom om der ſad ham | Noget i Halſen og klemte ham. „Kan De... hm.. .. folge med mig til Politi⸗ kammeret, bare for en Ordens Skyld, forſtaar De, for jeg haaber, at De... hm.. . . ikke er ſkyldig.“ „Jo, jeg er,“ ſparede Ane ſagte; „jeg har ſkrevet Brevet ſelv.“ Betjenten lod ikke til at høre det, men vendte Ryggen til hende og trommede med Fingrene pan den frosne Rude. f „Hor,“ ſagde han pludſelig og vendte fig om, „De lober jo ikke Deres Vej; gjør De vel? Nej, men hør nu. .. hm. .. hm. . den forbandede Forfølelfe… | J Oje De kan jo nok finde Vej derop i Eftermiddag. blikket kan De vel ikke godt komme fra Bornene.“ „Ja, jeg ffal nok mode.“ „Godt, det er jeg vis paa, at De vil,“ ſagde Betjenten, „og her er en Übetydelighed til Dem og Bernene . hm Farvel.“ Med disſe Ord fjernede han fig, efterladende den fattige Kone forbavſet med en Tremark i Haanden. Hvorhen vandrede hendes Tanker, medens hun med det ſovende Barn paa Skjodet ſad og ſtirrede ind i Ovnens flammende Ild? Zænfte hun maafke paa gamle Jep, der mojſommelig ſtolpede hen ad Gaden, ſpekulerende over, hvorvidt der vilde aabne fig en Udvej for ham til en Smule Middagsmad; thi hans Frokoſt gik nu op i Ild og Rog i hendes Kakkelovn? Eller tenkte hun paa Fængslet, ved Synet af hyilket hun ofte havde folt en ahnelſesfuld Gyſen, naar hun gik det forbi? Nu var jo den Stund kommen, da Retfærdigheden havde bidt Merke i hende, den Stund, hun jaa længe med Skrok havde ſet nærme fig. Nej, hun teenkte ikke derpaa i dette Ojeblik; inde i Opnens flammede Spelg fremſteg der Billeder, der ſatte hende tilbage til For⸗ tidens lyſe Dage og lod hende forglemme den bitre Nutid. Hun ſaa den lille, venlige Hytte bag Skoven, Barndomshjemmet, dukke frem. Markerne; men oppe under Himlen klang Lerkens glade Trille ſom et Forbud om Vaaren. Oppe paa Bakken ſtod hun ſelv, ſpejdende imod Oſt, hvor Morgenſolen begyndte at farve Himlen rod. Det var jo Paaſkemorgen, den Morgen, paa hvilken Solen ved fin Opgang danſer af Glæde over, at Herren fejrede over Døden. Det Syn ſtulde hun dog je en Gang, derfor var hun ſtaget Sneen laa hen over Dag | ja, jaa kommer De altſaa. kommen hjem paa Beſog fra den ſtore By, om hvis Herligheder han vidſte at fortælle jaa meget, ikke ſagt | hende, at den, der jaa Solen danſe, ſkulde have Glæde og Lykke i det kommende Aar, og havde hans Oje ikke fortalt hende, at han ogſaa vilde give Møde! Der var en bange Forventning i hendes Hjerte, og alt ſom i hendes Indre: i O, lær mig lille Lærfe, ſaa frejdig og fro Som Du, for end Vinteren er omme, At ſynge profetiſk med jublende Tro Om Fremtidens Vaar, ſom ffal komme. Vaaren var kommen med alle dens Forjettelſer, Kjerlighedens Sommer var oprunden for hende — og Efteraarets barſke Tin, med Skuffelſernes og Sorgernes morke, ſludfulde Dage... Politibetjenten var imidlertid traadt ind i ſin Foreſattes Kontor, hvor han fandt denne bejfæftiget ved Skrivebordet. i „Naa, er De der, Johnſen; fik De Konen med?“ „Nej, Hr. Asſesſor,“ ſvarede Politibetjenten; „jeg fik hende ikke med; men hun kommer i Eftermiddag.“ „Var hun da ikke hjemme, den Stakkel?“ „Jo, Hr. Asſesſor ... hm... hm. .. Asſesſoren undſkylder, det er Forkolelſe ... hm. .. jo, hun var hjemme, men jeg havde ikke Hjerte til at tage hende med ſtrax.“ 8 i „Hvad var der da i Vejen, min fjære Johnſen?“ „Ja, jer De, Hr. Aaſesſor, det var ikke hendes Fortvivlelſe, der afholdt mig,“ ſagde Johnſen og jaa ned paa fine Støvler, „for hun var tilſyneladende rolig nok; men der var ingen Ting i Værelfet uden hun og tre Born og en Bunke Halm. Det yngfle Barn havde hun jvøbt ind i ſin Kjole, medens dets Klæder bleve torrede ved Kakkelovnen ... Kleder, nej det var Pjalter Altſammen! Hm... hm.. . For: kolelſe, Hr Asſesſor.“ „Det er en meget ſorgelig Hiſtorie, Johnſen,“ udbrød Asſesſoren; „det gjør Deres Hjerte Wre, at De lod hende blive hos Børnene. Vi maa ſandelig je at gjøre Noget for den ſtakkels Kone; ſkal vi ikke det, Johnſen?“ „Ja, jeg har tænkt paa at indgive en ſkriftlig Rapport om Sagen til et af Dagbladene, og maaſke Asſesſoren vilde medgive mig et Par Ord til Redak⸗ toren. Folk vil gjerne gjøre Godt, naar blot man viſer dem Vej, og her kommer Hjælpen paa rette Sted... hm. . Forkolelſe, Hr. Asſesſor.“ „Ja, ja, Johnſen,“ ſparede Asſesſoren og klappede ham ſmilende paa Skulderen, „jeg kjender nok den Forkslelſe; den gjør Deres Hjerte Are, ſom ſagt. Skriv De kun Rapporten, ſaa ſkal jeg paategne den med et Par Ord, og ſend ſaa Konen ind til mig, naar hun kommer.“ . Hen paa Eftermiddagen traadte Johnſen atter ind i Kontoret. „Nu er Konen der ude,“ ſagde han; „men der er en gammel Mand med hende, ſom abſolut vil folge med. Han falder fig Jep.“ ; > „Ja ſaa; aa, lad ham kun komme med da.“ Kort efter aabnedes Doren, og de omtalte traadte ind. Ane var rolig og haables ſom tidligere, Jep's Anſigt var derimod rødt og bevæget, og hans Traben ſtampede ualmindelig haardt i Gulvet. kjedelige Hiſtorie med det falſke Bevis. jo ſagtens ſelv ſkrevet det?“ „Ja,“ ſparede Ane ſagte. Ja, De har „Hm, det kunde jeg jo vide; men det var jo af Nad, ikke ſandt?“ J 0. 17 „Maa jeg ſnakke lidt med Hr. Asſesſoren,“ ſagde Jep og purrede op i fit buſkede Haar, „ſaa kan jeg maafke give Redelighed paa Tingen. Vor gamle Gud lever endnu,” „Tal J kun, Gamle,“ ſparede Asſesſoren. „Det var for ſyv Aar ſiden,“ ſparede Jep, „at Ane, ſom nu ſtaar der, kom her til Byen. Hun var baade en ſmuk og god Pige, og intet Menneſke kunde | jætte en Plet paa hendes Rygte; vor gamle Gud (ever | endnu, og han ved det. med et Traben oppe paa et Kviſtkammer og kunde hvyerken leve eller dø; ja, han havde dog nok gjort det „Naa,“ ſagde Asſesſoren venligt, „det var den ſidſte, hvis ikke Ane havde været, for Ingen brad fig ( | om ham, og Ingen faa til ham; men hun plejede ham, til han blev. raſk igjen; fandt for Dyden, det gjorde Da laa der en gammel Mand hun. Saa kom hendes Barndomsven og ſledſkede for hende. Han havde lokket hende bort fra Hjemmet og ind til Byen. Gamle Jep ſagde: „Tro ham ikke“; men hun troede ham, for hun holdt af ham, og hun havde ingen anden Villie end hans; og ſaa bleve. de Ø Égelauædende Silkeorme og dens Nakous. gifte. Aaret efter, da hun ſad med to ſmaa Born, rejſte han fra hende til Amerika og lod hende blive tilbage i Nod og Elendighed. Hun kampede og fæm- pede; men hun ſank og ſank; hun var kun et ſpagt Fruentimmer, og nu ſtaar hun her. Dog, vor gamle Gud lever endnu.“ 7 Gamle Jep tav, og Asſesſoren ſad en Stund fordybet i Tanker. „Ja, ja, vi vil ſe, hvad vi kan gjore,“ ſagde han derpaa og aabnede en Skuffe i ſit Skrivebord. „ her, Gamle, tag denne Specie og lad ikke hende og Børnene lide Nad den forſte Dag, ſaa vil vi ſe, hvad vi kan gjore. Ane kan gjerne gaa hjem indtil videre.“ ; Et Par Dage efter ſtod Beretningen om den fattige Kones Ned og Elendighed at leſe i Bladene. Der blev indſamlet Bidrag til hende, og de kom ind i rigelig Mængde. Ane blev idømt den mildeſte Straf, Loven hjemlede; men rent fri kunde hun ikke ſlippe. Knap naturlig Sterrelſe. „Det er bare ſaadan for en Ordens Skyld,“ ſagde Johnſen venligt til hende. Da hendes Fængfelsftraf var afſonet, kom Jep og afhentede hende. Det var op ad Formiddagen; om Natten var der pludſelig kommen Forandring i Vejret; den barſke Oſtenvind var gaaet til Hvile „de blygraa Skyer vare forſvundne, og fra den rene blaa Himmel ſtraalede Solen med en velgjorende Varme. Luften var mild og fuld af Forjettelſer om et tidligt Foraar; Spurvene ſnakkede derom oppe paa Tagrenderne, og Lærfen ſang derom ude van Landet. ag Gamle Jep jaa ualmindelig lun ud og ſtampede ualmindelig haardt i Broſtenene med fit Trœben, medens han ved Anes Side gik hen ad Gaden. Oppe fra det nær- meſte Kirketaarn klang Klokkernes muntre£&imen ned til dem. „Ved Du, hvad Dag det er i Dag?“ ſpurgte Jep. „Nej. te „Det er Paaſkedag. Hor, hvor Klokkerne bringe Budſkab om, at Herren lever, og Graven braſt. Gid n — mr manner - 205 Du ikke vilde kaſte Vrag paa det Budfkab, Ane; gid | Du i Lykke og Glæde vilde tro ſom jeg: vor gamle Gud lever endnu, og han glemmer ingen af os!“ „Paaſkedag,“ gjentog hun bittert, og hendes Tanker drog igjen Aar tilbage i Tiden; „mon Solen har danſet i Dag igjen og forjcttet Glæde og Lykke for dem, der har ſet det?“ i „Det har den nok,“ jvarede Jep troſkyldig og vendte med Velbehag et Stykke Tobak i Munden. En barmhjertig Samaritan, ved Navn Johnſen, havde foræret ham en Cigar, og den benyttede har nu ſom Skraatobak. „Vi gaa jo til den fejle Side,“ ſagde Ane plud⸗ ſelig; „lad os hellere gaa hjem ſtrax.“ „Nej, dette er den rigtige Vej,“ ſparede Jep med et poliſk Blink i Øjet, Du er flyttet, ſkal jeg ſige Dig.“ Ane ſaa forvirret op paa ham; men fulgte ſtil⸗ tiende med. Efter kort Tids Forlob kom de til en ! lile, venlig Gade — det fan nu være det Samme, | hvad. den hed — og Jep blev ſtagende udenfor et Kjælder- vindue indenfor hvilket tre Barneanſigter tittede frem. „Mine Born!“ raabte Ane pludſelig, vaagnende op af ſin Slophed. Hun ſprang ned ad Trappen og ind i Stuen, hvor hendes Born vare under Opſigt af en ung Pige. De vare pænt og rent paaflædte. „O, Jep,“ raabte hun og tog Børnene i fin Favn, „hvad ſkal det betyde, hvorledes er de kommen her?“ „Her er Dit Hjem,“ ſagde Jep og purrede med en gledeſtraalende Mine op i fit graa Haar, „Alt, hvad Du jer her, er Dit, baade Bordene, Stolene og Sengene og Maſkinrullen og Alting. Gode Menneſtker har ſamlet ind til Dig og kjobt det Altſammen, og i Morgen kommer der endnu nogle gode Damer her hen for at give Dig lidt Penge til at begynde Hushold⸗ ningen med. Kan Du nu ſe, at vor gamle Gud lever endnu?“ Egaluvcdende Sommerkugl. Naturlig Storrelſe. „Ja, han lever,“ jublede den lykkelige Moder, medens Taknemmelighedens Taarer rullede ued ad hendes Kinder, „han lever, og han vere evig takket og priſet!“ Ja, ſaa er vor Hiſtorie forbi, for naar Enden er god er Alting godt. Neſte Dag, da Johnſen kom, fort efter at Damerne havde beſogt Ane og modtaget | hendes inderlige Tak, fandt han Jep i Færd med at prøve Rullen, medens han fang en brølende Melodi, noget lignende den, hvormed Matroſerne hale Ankeret op. Johnſen klagede over Forfølelje; men gamle Jep ſagde troſtende: „Det gaar nok over, Hr. Betjent. Tro en gammel Mand med et Trœben: vor gamle Gud lever endnu!” Aa ja, Fal vi ikke være enige om at tro det Samme! „ Audenlandſe Silkeavl. de ſenere Aar er der i det nordlige Ev⸗ ropa flere Steder gjort vellykkede Forſog paa Silkeavl med en Slags ſtore japane⸗ ſiſke Silkeorme, ſom trives udmeerket i et mindre varmt Klima, i det de leve af Egeblade. For kort Tid ſiden er der udkommet en lille Bog, ſom omhandler disſe merkelige egelsvedende Silkeorme. En Bekjendt af nerv. Blads Udgiver, Hr. Materialiſt Cand. pharm. F. Bang i Kjøbenhavn gjorde 1873 det førfte Forſog med Opdrettet af dem, og foranledigede Udg. til at faa udført ſagkyndige Forſog dermed. Efter hans Anmodning overtoges bette Hverv af Hr. Lærer ved Borgerſkolen i Horſens Stykke. lette Dpdræt af disſe Silkeſpindere muligt kan blive P. Nielſen, der nemlig er en af de faa private Mænd | yde god Silke, uden at Avlen var forbunden med fan her i Landet, ſom i en Aarrakke med ſeerlig Forkjeer⸗ lighed og Grundighed har kaſtet fig over Underſogelſe | af de danffe Sommerfugle, hvoraf han har tilveje⸗ bragt en færdeles ſmuk og anſelig privat Samling, ſom han for en Del ſelv har udklakket af indſamlede Larver. Et ftørre praktifk Forſog var derfor hos ham i de rette Hender, og den af ham ſidſte Sommer med ſtor Interesſe ledede UÜdklekning af japaneſiſke Silke⸗ ſpindere havde det heldigſte Udfald. Den nævnte lille Bog giver en interesſant Beretning herom og indeholder Beſkrivelſe af de to Arter Silkeorme hvormed Forſoget gjordes, ſamt en udførlig Vejledning til deres Udkleek⸗ ning. Enhver, der har Lyſt til i Sommer at foretage Forſag hermed henviſes derfor til den Side 184 omtalte lille Bog ſom faas i enhver Boglade; men for de af vore Læjere, ſom, uden at ville prove Udklakning, dog | | | | I i kunde have Lyſt til at høre lidt om Sagen, meddeles, | efter Fleres Onſke, folgende, fra Hr. Nielſens Bog laante Sagen er nemlig ikke uden Interesſe, da det af Betydning ſom en lille Indtegtskilde for Mange, og Üdklokningen i ethvert Tilfælde afgiver en færdeles underholdende let Fritidsſysſel, da den ſmukke Larves Liv og den kempeſtore prægtige Sommerfugl, hvoraf: | omſtagende Billede giver en Foreſtilling, er meget inter⸗ esſant at iagttage. 55 ; „Egelovedende Sommerfugle. Den almindelige Silfeavl med Morberſpinderen, „Silkeormen“ (Bombyx Mori) har aldrig rigtig villet lykkes i Danmark, og ſelv i meget heldigere ſtillede Lande har den til forſkjellige Tider lidt folelige Knack. Dyrkningen af det hvide Morbærtræ, hvis Blade ſom bekjendt ere dette Dyrs eneſte Føde, er ogſaa i de Lande, der have et mildere Klima, forbunden med betydelige Vanfkeligheder. Det unge Tro ſkal gjennem en Rakke af Aar plejes med den ſtorſte Omhyggelighed, inden det kan benyttes til Silkeavl, og er ſiden ſtadigt üudſat for forſtjellige Sygdomme, der altid udove en uheldig Indflydelſe pan Silkeormens Sundhed og dens Produkt. Men ſelv om Fademidlerne i enhver Henſeende ere gode, vil dog den næften drivhusagtige Pleje,” ſom Dyret fordrer, i betydelig Grad vanſkeliggjore Avlen. Den mindſte Uagtſomhed, en for hoj eller for lav Temperatur, Mangel paa tilſtrokkelig ren Luft, Uregel⸗ masſighed i Fodringen og meget Mere kan medfore de alvorligſte Følger, og om ogſaa disſe Misligheder undgaaes, er Larven dog endnu udſat for en Mengde forſtjellige Sygdomme, blandt hvilke iſcer de, der for⸗ aarſages ved Angreb af Snylteſvampe, have foraarſaget overordentlige Odeleggelſer. Man har derfor ſelv i Frankrig og andre Lande, der ellers egne ſig bedſt til den almindelige Silkeavl, havt [in Opmerrkſomhed hen⸗ vendt paa at finde andre Inſekter, hvis Spind kunde Danſt „den vilde Orm”. en Misſioncr, Pater Perny, der førft henledte Op: ſtore Vanſkeligheder. Blandt de mange Sommerfugle, ſom man i denne Henſigt har gjort Forſog med, har en Slægt (Saturnia), hvortil en i vore Hedeegne tem⸗ melig almindelig Spinder, ſom kaldes Natpaafugle⸗ øjet, henhører, lovet de bedſte Reſultater, idet Flere Arter af denne udbredte Slægt ſpinde en meget god Silke. De fleſte Arter fordre imidlertid et varmt Klima og Foderplanter, ſom kun kunne trives under et ſaadant; men 2 Arter have i de ſidſte Aar vakt ſtor Opmeerkſomhed og allerede fundet en Del Wi: bredelſe i Mellemevropa, fordi de ſuldkomment taale et koligt tempereret Klima og æde Egelov, ja end⸗ ogſaa Bøgeløv. Det er Saturnia Vama-may, der i Tyſkland almindelig kaldes Sommeregeſpinderen eller Sommermay (fordi den tilendebringer hele fit Liv udenfor Ægget om Sommeren), og Saturnia Pernyi, der kaldes Vinteregeſpinderen eller Vintermay (fordi den til fit Puppeliv i Kokonen ogſaa benytter Vinteren). Den forſte ſtammer fra Japan, den ſidſte fra det nord: lige Kina og Manſchuriet. „Vama-may“ betyder paa S. Pernyi har Navn efter merkſomheden paa den. Saturnia Lama-may ev iſœr udbredt flere Steder i Oſterrig; men ogfaa i Frankrig og Tyſkland har den vundet en Del Üdbredelſe, og i Sydrusland og Polen anſtiller man Forſog med den. Til Italien afgik ſidſte Aar fra Japan en Sending Lama-may-Ag til en Veerdi af 200,000 Dollars. Wegget er omtrent 1 Linie i Gjennemſnit, ganſte lidt fladtrykt, af en lysbrun Farve og overſaaet med ſmaa mørke Prikker. Paa omſtagende Billede ſes en fuldkomment udviklet Larve i / af dens naturlige Storrelſe. Larven er i Begyndelſen gron med ſkarpttegnede forte Striber paalangs henover alle Leddene, medens Hovedet, Bryſtfodderne, det bagerſte Fodpar og et Parti omkring Gataabningen ere brune. Ved andet Hudffifte forſvinde de morke Striber. Paa hver Side af Kroppen ſidde 3 Rakker af ſtjerne⸗ formede Haarduſke paa gule eller blaa kugleformede Ophejninger. Efterhaanden bliver den grønne Hud⸗ farve lyſere, tilſidſt bliver ogſaa Hovedet grønt, og Larven, der nu har en Længde af indtil 3 Tomme og en Tykkelſe af ¾ Tomme, bliver paa begge Sider. prydet med flere ſmukke Solvpletter. Kokonen er meget ſtorre end Morbeerſpinderens, grongul af Farve og giver en ren ſnehvid, ſterk og glinſende Silke. Som⸗ merfuglen bliver dobbelt ſaa ſtor ſom Afbildningen. Den naar med udbredte Vinger den anſelige Storrelſe af indtil 6 Tommers Brede og er færdeles ſmuk. Dens Farve er i Almindelighed guldgul, ofte blandet med Rodt og Orangefarve ud mod Yderſiden af Vin⸗ gerne, nærved hvilken der findes en ſammenſmeltet fort, hvid og brun Linie. Overvingerne have fortil en graa⸗ agtig Bort, og omtrent paa Midten af hver Vinge findes en gjennemſigtig rod⸗, hvid⸗, gul⸗ og ſortrandet — — : — Øjeplet. Tegning, ſaa at ikke et Exemplar er ganſke ſom det andet. Hannen har ſom mange andre Natſommerfugle, ſtore og brede fjederformede Folehorn, medens Hunnens Folehorn næften nærme fig til at være traadformede. Saturnia Pernyi ligner foregagende Art; men Forøvrigt varierer den meget i Farve og Aegget er mørkere og temmelig ensfarvet. Larven er med en Masſe af bleggule Kirtelhaar og ved, at Ho⸗ vedet vedbliver at være brunt. Dette er desuden fra forſt af og til Indſpindingen beſat med ſteerke ſorte Pletter. Vvama-may. Saavel Kokonen ſom ſelve den rene Silke er lys chamoisgul. fulgt den anden Art og er endog enkelte Steder bleven foretrukken for denne. Pernyi⸗Tojerne ſkulle udmeerke fig ved deres fortrinlige behagelig mat Glans. Paa Verdensudſtillingen i Wien vare talrige Tojer af begge Arter udſtillede, ſom fra alle Sider bleve fundne fortræffelige. cerede og vævede i Oſterrig ſelb. Ogſaa i Berlin har man i den ſenere Tid begyndt at væve denne Silke, og Tojerne ere bragte i Handelen. Det ſachſiſke Floretſpinderi i Falkenau ved Chemnitz kjober ſelv gjennembrudte Kokons, d. v. ſ. ſaadanne, af hvilke Sommerfuglen er brudt ud ved at ſonderrive Traaden, medens man ſom bekjendt ellers forhindrer dette ved at dræbe Dyret i Kokonen, hvorved denne erholder en betydelig ſtorre Verdi. Silkeavlen med disſe 2 nye Arter fordrer kun faa ſcerlige Apparater. lægning ere de vigtigſte. ligeſaa ſimpel. Renlighed og tilſtrekkelig Forſyning med Foder ere de veſentligſte Betingelſer for et heldigt Reſultat. Be⸗ kunne blive en ſelvoſtendig Erhvervskilde. Blev der mange Producenter af Kokons, maatte det kunne betale fig at anlægge Afhaspningsanſtalter, hvor man lettere | kunne afhænde Raaſtoffet end ved at ſende det til Ud | iſtedetfor 4 Zommer lader den beholde 9 til 12 Tm. | Længde. Hanger en af Grenene for langt ud, befkerer man denne over et indadvendende Oje, og ved at landet. J Japan afhaspe Kvinderne ſelv Silken, der ogſaa veſentligſt er vunden under deres omhyggelige Pleje af Larverne.“ | gjøre Nytte hiſt og her. Pernyi er baade ſom Larve og ſom Kokon ftørre end 207 Lidt om Beſkering af Frugttreer. Af Kriſtian Larſen. I det Haab, at en lille Anvisning til at bejfære Frugttræer muligt kunde interesſere en eller anden | af vore Læjere, ſkal jeg herved meddele nogle vejledende Bemeerkninger om denne Sag. Jeg har nemlig, juſt indtil førfte Hudſkifte ſort, ſenere bliver den grøn, men adſkiller fig da fra Lama-may ved at være bekledt | nu for Tiden, meget at beſtille med Bejfæring,. og ved at je den ſtedmoderlige Behandling, ſom ofte bliver Frugttræerne til-Del i Smaahaver, har jeg faaet den Tanke, at et lille Vink desangaaende dog maaffe kunde Da Husvennen imidlertid kun har en lille Plads at raade over, ſkal jeg fatte mig jaa | fort ſom muligt, og derfor kun omtale det Allernadven⸗ Den har i Evropa mange Steder digſte, uden at komme ind paa den mere indviklede Beſkeringsmaaders Omraade. Den kan have to Generationer, og Kokonen (men ikke Æggene) overvintrer. | Formodentlig have ikke faa af Husvennens Lætere, ved den t Fjor Foraar i dette Blad (Side 179—81) med⸗ | delte Anvisning til at udføre Podning“), faaet Lyſt til Styrke og Varighed og have en ejendommelig for Øjet | at forſoge fig i denne ſmukke og nyttige Kunſt og Ud- faldet er maaſke blevet heldigt, jaa at de ſmaa unge Poder nu ſtaa med to eller tre Grene paa 1 til 2 | ens Længde; thi jaa lange kan et Skud fra en paa Stofferne vare blevne produ⸗ | i en kraftig Stamme indpodet Kviſt godt. blive den førfte Sommer. Det gjælder nu om at faa dem tildannede med en ſmuk kraftig Krone, og det er derfor nu nod⸗ vendigt at beſkere Skuddene, iſer hvis man vil have Treerne lavſtammede. Lapſtammede Zræer pasſe nemlig bedſt for Danmarks Klima og ifær for Jylland, hvor Vinden er mere barſk end paa Derne. Beſkeeringen | foretages bedſt i Maanederne Februar og Marts, med en fuldftændigt ſkarpſleben Kniv. Man ffærer Stykkerne | af over et udadvendende Øje, ſaa der fun bliver 4 til | 6 Zommer tilbage, det bedſte er at føre Snittet kun Nogle Flaſker til at jætte ſmaa Ege⸗ eller Bogegrene i og en ſtorre Kasſe til Wg⸗ Selve Fremgangsmaaden er Friſk Luft og Solſkin i Verelſet ſamt % Tomme over Øjet og jaa fort ſom muligt (intet langt Skraaſnit) Snitfladen maa naturligvis være paa den Øjet modſatte Side af Grenen, man fætter Knivs⸗ bladet t. Ex. lige bagved Øjet paa den modſatte Side | af Grenen, og ved at føre Kniven lidt ſkraat opad, | medens man lader Tommelfingeren trykke imod Grenen ſtjeftigelſe hermed ſynes derfor paa mange Egne at kunne blive en pasſende Gjenſtand for Husflid og at kunne yde en god Biindtegt, ja maaſke endog under heldige Forhold med Henſyn til Foderforſyningen at ar at ſe 4 til 6 kraftige Grene paa Træet, bredende lige under Øjet, vil den komme igjennem. / Tomme over dette. Gaar nu alting fin regelmesſige Gang“ og man har ſkaaret en ung Pode med 2 Grene paa denne Maade, jaa har man den Fornqjelſe neeſte Efter⸗ fig ſmukt til alle Sider, altſaa en hel lille Krone. Næfte Foraar ffærer man atter disſe Grene paa ſamme Vis ſom forrige Aar, med den Undtagelſe, at man | Fy Udg. maa bede Leſerne undſtylde, at den ſammeſteds lovede Vejledning i Okulering blev opſat forrige Efteraar til det var for ſent. Den vil komme inden dette Bind ſluttes. iagttage Øjnenes Stilling paa Kviſten har man det altid i fin Magt at lede Retningen af Grenenes Vært. Tredie Foraar har man nu en temmelig flor Krone, man affkœrer dog atter omtrent den halve Længde af de ſidſte Aarsſkud; desuden maa alle de Skud ſom gro ind imod Midten af Zræet rent borttages. Endnu 2 til 4 Aar herefter, altſaa indtil 5 til 7 Aars Alderen bliver man ved at ſtudſe Toppen af alle ſaadanne Aarsſkud ſom blive over 1 Fod lange, men efter den | Tids Forløb, lader man Zræet udfolde fig frit og bort tager kun de overflødige Grene efter de ſamme Regler ſom gjeelde for gamle Trceer. Har man podet Zræet tæt ved Jorden, hvad der er det bedſte, hvis det er en ung Stamme, og man onſker et Frugttre med en højere eller lavere Stamme, ſaa ſorger man for at Podekviſten kan ſkyde et Skud lige i Vejret. Fremkomme flere Skud, kniber man disſe | af naar de ere et Par Tommer lange, og det ene tilbage⸗ blevne Skud vil da udvikle fig langt kraftigere, naar det bliver ene om Saften fra hele Træet. Vil det ikke gro lige i Vejret, hjælper man det tilrette med en Stof, hvortil det forſigtigt ophindes. Neeſte Foraar ſkerer man det af paa 12 til 18 Tommers Længde, jo tykkere det er, deslengere kan man lade det blive, men ſorger for at det ligeſom forrige Aar gaar lige tilvejrs med kun et Skud, og paa denne Maade kan man faa en Stamme, faa høj ſom man ønffev den. 1 til 2 Aar er nok til en Halvſtamme og 3 til 4 Aar til en Hojſtamme. Er Hojden naget, ffærer man det af i den attraaede Højde, og lader det frit udvikle ſaamange Grene ſom det vil, der da bejfæreg paa ſamme Maade, ſom gjælder for unge Poder. Hojſtammede Træer ere ikke tilraadelige her til Lands undtagen i ganſke færegne Tilfeelde. Har man ſtore gamle Træer til Bejfæring, bruger man helſt en lille Sav, ſom behændig kan haandteres inde mellem Grenene og begynder med at udtynde disſe. Forſt tages alle halvt og helt fortorrede Grene bort, og ſaadanne, ſom have Skade enten af Kreftſygdomme eller gnaves ved at Vinden ſlider dem mod en anden Gren. Dernæft borttages faa mange af de ſpageſte og daarligſt udſeende Grene, at de øvrige kraftige og ſunde faa jaa ſtor Plads at de ikke berøre hinanden Jeg har ofte ſkaaret omtrent Halvdelen bort af et Zræs Grene, og dog faaet, om ikke jan mange Wbler i Tal, fan dog lige jan mange Skipper i Tal ſom forhen; men det har rigtignok været ganſte anderledes ſtore og ſmukke Frugter, ſom kunde Jælges til højere Pris. Jo friere Adgang Sol og Luft har til Grenene, desbedre udvikle Frugterne lig paa disſe, og desmere herdes ogſag Stilkene, hvilket igjen bevirker, at Frugterne ſidde langt bedre faſt i Stormen. Enhver Gren, der ffæres bort, tages af tæt ved Hovedgrenen, hvorpaa den ſidder, dog ikke jaa tet, i at Saarets Overflade bliver ftørre end den borttagne Grens Tykkelſe. at overſtryge Saarene med Podevop eller lignende, men paa unge Zræer er det gavnligt, hvis Saaret har en Tommes Ejennemſnit eller derover, at dakkke det med et eller andet, der kan forhindre Udtorring, ſom ſmeltet Harpix eller lignende. En Blanding af Komog og Ler er i Mangel af andet tilſtrekkeligt, men der mag da tillige bindes en Klud over, da det ellers let falder af, Saadanne ftørre Saar paa unge Træer kunne under: tiden, om end fjeldent, i Tidens Løb blive en Anledning til Sygdomme i Zræet. Stenfrugt: Blomme og Kirſe⸗ bærtræer, ere meget udſatte for Gummiflod naar Veddet ſaares, hvorfor de bejffæres ſaa lidt ſom muligt, eller flet iffe. Om Kræftjygdomme i Frugttræer vil jeg her bemerke, at de ere ſaagodt ſom uhelbredelige. Have de taget ſaameget Overhaand, at Træets Vært og Berre⸗ evne formindſkes i en ſtorre Grad, ſaa er det bedſt at rydde Zræet bort jo for jo hellere, kulegrave Jorden i en god Alens Dybde og i en ſtorre Omkreds, og atter plante et Træ af en anden Sort, helſt en kraftigvoxende Sort. Er Jorden ſur og vaad, maa der drænes, thi Kræft fremfommer tildels af for megen Fugtighed og Surhed i Jordbunden. ; Man ſorger altſaa ved Beſkeeringen for at de ſun⸗ deſte og kraftigſte Grene blive tilbage, ligeligt fordelte over hele Zræet i tilborlig Afſtand fra hinanden. Denne Kunſt er ikke ſtorre end at enhver, ſom har Lyſt og god Villie og et Par gode Øjne, kan udføre den. Aaret efter en ſaadan Beſkering vil der fremkomme en Meengde ſaakaldte Vanſkud paa de Steder, hvor en Gren er ſkaaren bort, disſe ffæres da alle af, medmindre der ſkulde findes en Aabning i Træet ſom ønffes udfyldt, ſaa kan man ogſaa lade et Vanſkud blive ſiddende | paa et ſaadant Sted, det vil med Tiden, naar det beffæres efter ſamme Regel ſom unge Frugttreer, afgive en god Bæregren. Jeg tor nu ikke lægge mere Beſlag paa Pladſen i Husvennen for denne Gang om denne Sag, endſkondt jeg gjerne vilde ſige lidt om Beſkering af Pyramide⸗ fræer, hvortil der dog maaſke kan blive lidt Plads en anden Gang. Kan denne lille Vejledning være til Nytte for Nogen ffal det oprigtigt glæde mig, jeg holder ſelb meget af at ſysle med Frugttræer og kunde nok onſke at bidrage mit til at veeke Sanſen for disſes Opelſkning og rigtige Behandling i vort fjære Fædreland. — Opløsning ” paa Gaaden i Nr. 25: Kragetæer. ; Indhold. Langfredag, Digt af Jakarias Nielſen, med Billede. — Lever vor gamle Gud virkelig endnu? En lille Hiſtorie fortalt af Emanuel Henningſen. — Indenlandſt Silke⸗ avl, af P. Nielſen, med 2 Billeder. — Lidt om Be⸗ ſtering af Frugttreer, af Kriſtian Larſen. Husvennen udkommer fil hper Søndag med el 16-(palter Ark, forfyner med flere Billeder, lit 3 Al. ( Kr.) Fjørdingaaret fri. kilſendt. „Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et ſlort fmuke Billede. Bladet Kan beſlilles paa ethvert Vofikontor og Brepſamſingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Voghandler Nudolph Klein, lille Kjebmagergade 56, Kjobenhapn. Trykt Pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Paa ſtore Zræer er det for vidtloftigt | | ig 8 Weewögwands Bille 28 Mlorſkabslesning, Oplysning og Husflid. 2. Aargang. Rjobenhavn. Nr. 22. 2 ö 1875. Hans Chriſtian Anderſen. A Bendix Hanſen. e var ſaa dejligt ude paa Landet; det var Sommer, Kor⸗ net ſtod gult, Havren grøn, Høet var reiſt i Stakke nede i de gron⸗ ne Enge, og der gik Storken paa ſine lan⸗ ge, rode Ben og ſnak⸗ fede egyptiſt, for det Sprog havde han lært af fin Moder, Rundt om Ager og Eng var der ſtore Skove, og midt i Skoven dybe Sger; jo der var rig⸗ tig nok dejligt der ude paa Landet!“ — Ja naar en Hiſtorie eller et Wventyr begynder ſaaledes, ſaa er man ſtrag med, Ojnene ſtraale, Munden ſmi⸗ ler; thi man ved, at kun En kan fortælle faa ledes, kun En kan i ſaa fan og ſimple Ord Vans Christian Andersen. ES give et klart og dejligt Billede, og denne ene er vor kjcere, gode, gam⸗ le Wventyrdigter H. C. Anderſen; det ved et⸗ hvert Barn. Og det der begynder ſaaledes? Ja det er Wventyret om „den grimme Wl⸗ ling“, der bøjede Ondt, langt mere Ondt end en Ælling kan udholde og jaa — blev en dejlig Svane; thi „det gjør ikke noget at være født i Andegaar⸗ den, naar man kun har ligget i et Svaneceg!“ Og det er Digterens eget Livs Wventyr, fortalt paa hans ejen⸗ dommelige Maade i forte klare Trek, og hans dejlige Bog „Mit Livs Wventyr“, ſom jeg her vil fortælle lidt af, er ikke andet, end det ſamme Wventyr fortalt paa en anden Maade, men ikke min⸗ dre herligt og fortrin⸗ ligt. Han blev født i Odenſe den 2den April 1805. Hans Barndomshjem var en fattig lille Stue, indrettet til Skomagerveerkſted for Faderen og uden andre Pry⸗ delſer end brogede Godtkjobsbilleder paa Væggene! men Fader og Moder bøjede ſig lykſalige ned over Vuggen og ſmilede til det lille Barn, der laa der, ſom en Velſignelſe fra Himlen, ſom en lille Guds Engel, al deres Saab og Glæde i Verden. Det var, ſom blev det lyſere og højere i den lille Stue, og ſom om Kref⸗ terne voxede med Fremtidshaabet, og det var ſlet ikke underligt; thi uſynlige for Menneſkeojne fvævede Lys⸗ verdenens megtige Aander omkring Vuggen og lagde deres Gaver paa den, de Gaver, ſom han ſiden gjen⸗ nem Livets Kamp fkulde finde og lofte til Velſignelſe for mange; thi Aanderne gjøre ingen Forſkjel paa Fattigmands Stue og Kongens Slot. Han blev en underlig Dreng, ſlet ikke ſom alle andre Born. Dag efter Dag kunde han i lange Timer ſidde ſtille alene derude i Gaarden med fin Moders Forklæde üdſpendt over ſig ſom Telt og ſtirrende ind i den eneſte Stikkels⸗ barbufk, der ſtod der. For andre var der ikke andet end nogle grønne Blade og Bær; men for ham var der en hel Verden; hvert Blad og Kviſt, hvert Beer og Straa, de klare Solſtraaler, den dybe Skygge, det flyvende Inſekt, den krybende Orm, alt var for ham ſom levende Væjener, kjcre Venner, ſom han forſtod, og ſom forſtode ham. Jo der var rigtignok meget at fe i den Stikkelsberbuſk for dem, der havde klare Øjne, og det havde han. Andre Born forſtod han ikke ret at lege med; men faa havde han fine Dukker; dem ſyede han Klader til og ſyslede med, naar han maatte blive inde, og da fik de ogſaa Liv og bleve hans Venner. En Feſtdag var det, naar Faderen tog ham med ud i Skoven. Da havde han faa travlt med den Herlighed der omgav ham, at han glemte alt andet. Imens ſad hans Fader ſtille og grundede over ſin briſtede Ungdomsdrom, at komme i Latinſkole, lære noget og blive til noget i Verden. Det var itte ſket, fordi Ulykken havde ramt hans Forældre, der fra vel⸗ havende Bonderfolk vare blevne fattige Kjobſtadfolk, og af, Faderen var bleven findsfvag. Derfor havde han været nødt til at opgive Bogen og tage fat paa Rispen og Sylen. Alt dette forſtod den lille Hans Chriſtian ikke ret; kun naar Faderen tog ham i Favn og fjærligt lagde fin Haand paa hans Hoved, mens han ſagde ſtille og alvorligt: „Med Guds Hjælp ſkal Du blive til noget, min Dreng!“ kun da fik han en uklar Folelſe af, at noget trykkede hans Fader, og ſaa ſporgende op til ham. 8 Moderen var dog hans bedſte Ven; thi hun forſtod ham bedre end alle andre Menneſker. Hun vidſte, hvad ſaa mangen ſiden hen glemte, at han fkulde udvikles i Mildhed og Kjærlighed, og da hun bragte ham hen til en „Leremor“, der ſkulde give ham hans forſte Undervisning, ſagde hun derfor, at hun ikke maatte ſlaa ham; thi faa ſkulde han ſtrax i en anden Skole. 210 Dette kunde gamle Leœremor ikke lade være med; men ſaaſnart Hans Chriſtian havde faaet et Slag, reiſte han ſig og lob hjem, og Moderen holdt Ord; han kom i en anden Skole. En Aften kom han i Theatret og jaa Komedie. Det var Holbergs politiſke Kandeſtober overſat paa Tydſt og bearbejdet ſom Opera; men han forſtod det alligevel meget godt paa fin Maade, og fra den Stund, gabnede der fig en ny Verden for ham; nu maatte hans Dukker ſpille Komedie, og det var mærfværdigt, ſom de kunde. Da han ikke oftere kunde komme paa Komedie, jan gjorde han fig jaa gode Venner med Plakatbereren, at han hver Dag fil en Plakat, og ſaa kunde han efter Stykkets Navn og Perſoner ſidde og tenke ſig hele Komedien. Han fang ualmindeligt ſmukt, og han fang gjerne. Der blev lagt Merke dertil, og han horte at der blev ſagt: „Han gjor nok en Gang ſin Lykke med den Sang⸗ ſtemme!“ Det grundede han over; thi han kunde ikke forſtaa, Hvordan det ffulde gaa til. Da horte han fortælle, at lige neden under Odenſe laa det ſtore King med alle ſine uendelige Rigdomme, og ſaa forſtod han det. En mægtig kineſiſk Prins kunde maaſke høre og finde Behag i hans Sang, og jaa kom han nok op af Jorden og gjorde hans Lykke. J den Tanke ſang han højere; men der kom ingen kineſiſk Prins. Han kunde ikke alene fremſige udenad ſtore Stykker af Komedier og andre Digterværfer; men han kunde ogſaa ſelv ſkrive Komedier. Den forſte, han ſkrev, kaldte han „Abor og Elvira“, men da Nabokonen, hvem han forelceſte den, ſagde, at den hellere maatte hedde „Aborre og Torſk“ beklagede han ſig derover til ſin Moder, der troſtede ham med, at det ſkulde han ikke bryde ſig om, for det ſagde Nabokonen blot, fordi hendes Son ikke kunde lave en ſaadan Komedie, og dermed var han tilfreds. J en anden Komedie vilde han lade en Konge optræde; men da han ikke vidſte, hvordan et ſaa op⸗ hojet Menneſke talte og forgjcves ſogte Oplysning derom hos fin Moder, fandt han ſelv paa Raad og ſammenſatte efter en Ordbog med Overſettelſer i frem⸗ mede Sprog Kongens Lale af danſke, tydſke, engelſke og franſke Ord. Det, mente han, var et kongeligt Sprog. Drengen vakte Opmerkſomhed. Flere af de finere Familier i Odenſe interesſerede ſig for ham og lode ham ofte komme til ſig; men Gadedrengene vare efter ham og forfulgte ham med Raabet: „Komedieſkriveren! der lober Komedieſkriveren!“ Som en vildſom, jaget Fugl ſkyndte han ſig da hjem, krob ſammen i en Krog, græd og bad til den gode Gud. Da han ſkulde konfirmeres, bleve hans afdøde Faders Klader omſyede til ham, og — hvad der glædede ham meſt — han fif for forſte Gang nye Støvler med Skafter. For at alle Folk ſkulde je disſe, trak han dem udenom Benkladerne, og da han gik op ad Kirke⸗ gulvet knirkede Stovlerne, og det frydede ham ret; thi Biz ; 211 nu kunde dog alle hore, at de virkelig vare ny; men da disſe Tanker forſtyrrede hans Andagt, bad han til Gud af ſit ganſke Hjerte om Forladelſe derfor. „Hvad ſkal der nu blive af Dig?“ hed det. „Kunde vi bare faa ham paa en Skriverſtue her i Byen!” ſagde den gamle, fjærlige Farmor, „det var dog noget fint, og det har Hans Chriſtian Tanke til.“ „Nej, han fkal være Skreder!“ ſagde Moderen. „Kan han blive en Skreder ſom Dickmann, jaa for⸗ langer jeg ikke finere. Han boer i Korsgade, har ſtore Ruder i Vinduerne og Svende paa Bordet; ja kunde Du bare blive en af dem.“ Men det vilde Hans Chriſtian ikke. Han havde talt ſine Sparepenge; der var hele 13 Rigsdaler. Det var mange Penge, og det gav ham noget at tænfe paa. benhavn. „Og hvad ſkal der blive af Dig der?“ ſpurgte Moderen. „Jeg vil være berømt!” ſparede han. „Man gaar farſt jaa gruelig meget igjennem og faa — bliver man berømt!” Derom vilde Moderen intet høre; men han græd og bad, ſom om det var en Livsjag og lod hende ingen Ro. Da ſendte hun Bud efter en klog Kone, der ſpaaede i Kort og Kaffegrums og efter omhyggelig Granſkning, udbrod hun: „Hendes Son bliver en ſtor Mand; til re for ham ſkal en Gang Odenſe By blive illumineret!“ Moderen græd ved Tanken om denne Storhed, og jaa fik han Lov til at rejſe med fine 13 Rdlr. Der var Uro i Kjøbenhavn i de Dage, der var ſtore ſtojende Oplob i Gaderne; thi det var i Jode⸗ fejdens Tid; men derover undrede Hans Chriſtian fig ſlet ikke; ſaaledes havde han juſt tænkt, at det maatte være. Han havde et Anbefalingsbrev med til den bekjendte Danſerinde Madam Schall, og til hende henvendte han lig da forſt. Forend han ringede paa, fnælede han for hendes Dor og bad til Gud om Hjælp og Beſkyt⸗ telſe. Saa kom han ind og bad hende om at hjælpe ham til Theatret, og da hun ſpurgte, hvad han kunde udføre, traf han fine Støvler af, ſang, danſede og ſpillede Komedie, jaa hun troede, han var gal og ſorgede for ſnareſt muligt at faa ham paa Doren. Hos Theaterchefen, til hvem han derpaa henvendte fig, fik han det Svar, at man kun antog dannede Menneſker. Han Drev nu omkring et Par Dage; men da hans Penge omtrent vare fortærede, og han forgjcves havde prøvet paa at finde fig tilrette ſom Snedkerleerling (han kunde ikke udholde Svendenes utugtige Snak) var der ikke andet for, end ſe at komme tilbage til Fyn ſnareſt muligt. - I en ulykkelig Sindsſtemning, halv fortvivlet, gik han omkring i Gaderne, Da faldt det ham pludſeligt Han vilde til Theatret, det ſtore Theater i Kjo⸗ ind, at der var en italienſk Sanglarer ved det Kgl. Theater, ſom hed Siboni, og ſom den Skibbrudne klynger fig til et Halmſtraa, klyngede han ſig til dette Navn og opſogte ſtrar hans Bopæl. Nu traf det ſig, at der juſt var ſtort Middagsſelſkab hos Siboni; der var den berømte Komponiſt Weyſe, Digteren Baggeſen og flere betydelige Mænd. Til Jomfruen, der aabnede Doren, fortalte Anderſen ikke blot fit Wrinde, men hele fin Livshiſtorie, og hun gik ind og gjentog det for hele Selſkabet, og faa kom han ind. Han maatte baade ſynge og fremſige Stykker af Digterverker, og alle horte til med Opmeerrkſomhed. „Jeg forudſiger, at der en Gang bliver Noget af ham; men bliv nu ikke forfængelig, naar hele Publikum tilſubler Dig Bifald!“ ſagde Baggeſen, og disſe Ord gjorde Drengen godt. ; i Siboni lovede at tage fig af ham og uddanne hans Stemme og mente, at han nok en Gang kunde komme til at optræde paa det kgl. Theater. 5 Det var det forſte Lysglimt, og han gik bort med Taarer i Ojnene og Jubel i ſit Hjerte. Neſte Dag gik han hen til Weyſe, og han, der ſelv havde været en fattig Dreng, havde fattet hans Trang og benyttet fig af Ojeblikkets Stemning til at indſamle hos Selſkabet til ham, og det blev en Sum af 70 Rdlr. Derfor ſik Anderſen nu den glædelige Efterretning, at han hver Maaned kunde hente 10 Rdlr. h Foden vilde Siboni give ham. Nu øvede han fig i Sang og var lykkelig en Tid. Da ramtes han pludſelig af en forfærdelig Ulykke: han miſtede fin. kjonne Sangſtemme. Den var i Over: gang; han havde i den Tid gaaet med hullede Støvler og vaade Fodder, og det var ſagtens Aarſagen til, at den nu gik bort. Men atter kom der Hjælp. Digteren Guldberg, Weyſe, Kuhlau og flere toge fig af ham, lode ham faa nogen Undervisning og ſorgede for, at han blev Elev ved Theatrets Kor og Danſeſkole; thi man haabede, at hans Stemme atter vilde fomme. Endnu var det kun Theatret, der vinkede ham; men da ffete der en Begivenhed, der gav hans Tanker en ganſke anden Retning og et Stød fremad mod hans ukjendte Maal. Han havde ſtiftet Bekjendtſkab med Digteren Rahbek og dennes elſkelige Huſtru Kamma, der boede pan „Bakkehuſet“ ved Frederiksberg. Rahbek brød ſig ikke ſtort om ham; men Kamma, der havde en forunderlig Evne til at ſpore al aandelig Begavelſe og træffe den frem, tog fig af ham, og horte med Opmeerkſomhed hans underlige umodne Forſog i Digte⸗ kunſten, hvori han driſtigt indflettede ſtore Stykker af Ohlenſchleeger og Ingemann. Nu hændte det fig en Dag, da han traf hende i Haven, at hun rakte ham en Haandfuld Roſer, ſom hun bad ham bringe ind til en Dame, de begge kjendte, idet hun tilføjede: „Det vil viſt glæde hende at modtage dem af en ung Digters Haand!“ 212 Digter! Han en ung Digter! Det Ord flog ned i hans Sjæl og tændte ſom et Lyn. I dette Ojeblik klaredes det for ham, hvad han vilde: han vilde vœre Digter! Strax tog han fat og ſkrev, ikke ſom for, blot ſom en Leg til Afvexling med Dukketheatret, ſom han endnu legede med, men i fuldt Alvor, med Haab og Tro ad den Vej at bryde fig en Bane og naa ſit Maal. Han indleverede en Komedie til det kgl. Theater; men fik den tilbage med den Bemeerkning, at man ikke onſkede flere Arbejder, der ſom dettes forraadte Mangel paa al elementær Dannelſe, og ſamtidig affkedigedes han fra Theatrets Kor og Danſeſkole. Nu kunde dette dog ikke kue ham; thi han havde følt fit Kald og havde Tro pan det, og derfor ſkrev han ſtrax et nyt Stykke og indleverede ogſaa dette. 2 Naturligvis blev det forkaſtet; men en af de Mænd, der var Medlem af Theatrets Beſtyrelſe, havde faaet Oje for, at det i al fin Umodenhed røbede en ſjelden ejendommelig Begavelſe, og havde derfor faaet Inter⸗ esſe for den unge Digter, Denne Mand var den ædle Konferentsraad Jonas Collin, en af Danmarks meſt fortjente Mænd. Anderſen blev nu faldt op til Beſtyrelſen, og der fik han det Svar, at om end Stykket blev forkaſtet, havde man dog fundet ſaa mange Guldkorn i det, at man haabede, at han en Gang vilde kunne naa til at ſtrive Komedier, ſom vare ver⸗ dige til at opføres. Derfor havde Collin henvendt ſig til Kongen og udvirket, at der blev udbetalt ham af Finantskasſen en aarlig Sum, hvorfor han kunde faa Ophold og Undervisning paa Slagelſe Latinſkole. Det var rigtignok en uventet Overraſkelſe; Frem⸗ tiden begyndte at dages, det Vorſte var overſtaget! Med for ſte Poſt afgik han til Slagelſe. Collin var hans Formynder; men han blev ham ſom en kjerlig Fader. J Odenſe begyndte man at gjore ſtore Øjne, og hans Moder ſtyrkedes i fin Tro paa den kloge Kones Spaadom. For ſaa vidt var nu alt godt. ydre uheldige Livsforhold var omtrent overſtaaet; men ſterkere og ftærfere begyndte den aandelige Kamp for at naa frem til Klarhed. og faa Lov til at ftrø den velſignelſesrige Sed. Det er jo ſaa i Verden, at den ſtore "aandelige Begavelſe maa arbejde fig frem ved egen Hjælp i Modſtrid med det allerede anerkjendte, fordi den kommer ſom noget ejendommeligt og nyt, der ikke kan dommes efter andres Maal, men fun. efter fit eget. J ſin Higen efter Klarhed bliver den jan ikke kjarligt hjulpet frem, men møder Modſtand og bliver misforſtaaet, haanet og beſpottet. Det er „Wrens Tornevej“. J fin Skoletid ſad han ikke ørfesløs og drømte; nej han arbejdede med Alvor og Jver for at erhverve ſig den Dannelſe og de Kundſtaber, der kunde gjore ham dygtig til hans ſtore Kald, og han vandt ogſaa hurtigt fremad. At der boede noget ejendommelig ſtort, Kampen mod de noget genialt, i ham, det faa og erkjendte alle; men hvad det var, det forſtod ingen, ej en Gang han ſelv, og denne Uklarhed blev ham en Kilde til ſtadig Sorg og Pine. Hans Aandslivlighed, hans barnlige Aaben⸗ hed og Renhed, og fremfor alt hans varme Hjerte og ſjelelige Folſomhed, der vare naturlige og ſande Attrin⸗ ger af hans Perſonlighed, blev faa grundig misforſtaget, at man mente, de vare Hindringer for hans Udvikling, og derfor trængte han til at herdes. i „Han er for ſtor og aparte, og faa ffal han nofles!“ hedder det i „den grimme Wlling”, og noflet blev han fra alle Kanter og paa mange Maader. Det regnede ned over ham med Rettelſer og Spot, ſom ramte ham lige i Hjertet, beſtandig foreholdtes ham hans Gjæld til ſine Venner, alt hvad han gjorde, var ſlet, og han blev endog udſkjceldt for dum. Han havde Tro og Tillid til Menneſkene, blev derfor mismodig og forknyt, tvivlede ſtundom paa fit Kald og fine Kræfter, og græd mangen Gang i Stilhed Sorgens bittre Taarer. Hans Moder havde fattet, at han burde behandles med Kjær: lighed: og Mildhed; thi hun havde fornummet hans dybe Trang; men hvordan han blev behandlet, det kunne vi høre i „den grimme ling”, hvor en af hans Venner taler, og ſaaledes talte de alle: „Ja, forſtaa vi Dig ikke, hvem ſkulde da forſtaa Dig? Du vil dog vel ikke være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab Dig ikke Barn, og tak Du Din Skaber for alt det gode, man har gjort Dig! Er Du ikke kommen i en varm Stue og har en Omgang, Du kan lære noget af? Men Du er et Vrøvl, og det er ikke morſomt at omgaaes Dig. Mig kan Du tro; jeg mener Dig det godt; jeg ſiger Dig Übehageligheder, og derpaa ſkal man fjende ſine ſande Venner.“ Og naar Vennerne vare ſaaledes, hvordan maatte jaa ikke hans Fjender være! J fin Skoletid digtede han kun ſjeldent og vandt heller ingen Harder derved. Selv for det nu jan almindelig kjendte og yndede lille Digt, „Det døende Barn“ (Moder jeg er træt nu vil jeg ſove oſv.), maatte han høre ondt. Dog — ſom det er Vorherre, der ſender de ſtore Aander, ſaa er det og ham, der fører dem frem til Sejr. j Og fremad gik det. Han blev Student, begyndte at udſende fine prægtige Digterværfer og vandt Aner⸗ kjendelſe, ikke blot herhjemme, hvor mange endnu ved⸗ blev at ſpotte over ham, men iſcr i fremmede Lande, i England og Tydſkland. Det var forſt, da han kom paa Udenlandsrejſe, at hans Begavelſe ret brod frem, og det er ſlet ikke ſaa underligt; thi Livet og Naturen, det er den Kilde, ſom alle gode Digtere maa øje af. Som et Exempel paa, hvor onde Folk endnu vare imod ham, kan det anfores, at da han var kommen til Paris og lengtes meget efter et kjerligt Ord hjemme fra, fif han endelig et tykt, ſtort, ufrankeret Brev, ſom fik hans Hjerte til at banke af glade Forventninger, og ſaa indeholdt det ikke andet end en kjobenhavnſt Avis med et hæsligt Smædedigt over ham; det var hjertelsſt! Staorſt Lykke gjorde hans ſtorre Fortællinger: „Improviſatoren“, „Kun en Spillemand“, og „O. T.“; men var han nu end en betydelig Digter, ſaa var han dog langt fra, hvad han ſiden ſkulde blive: hele Folkets Nndling; thi endnu havde han ikke ret fundet fig ſelv i fin ejendommelige Begavelſe ſom Wventyrdigter; det var det dybeſte i hans Sjæl, og det laa endnu og drømte og ventede efter at komme frem. Det fkete forſt neſten ligeſom ganfke tilfældigt, idet Anderſen udgav et Par Wypentyr, og de, der lagde Merk dertil, ſagde, at det var et Tilbageſkridt, han ſkulde holde fig til Romanerne; men da der nu en Gang var bleven aabnet for Strømmen, faa ſprang den frem af fig ſelv og tumlede fig i en elffværdig Leg mellem Blomſter og Græs i det ſtraalende Solſkin; den var jaa uendelig dyb og klar og dog faa barnlig uſkyldig og fuld af ſmittende Munterhed, at Unge og Gamle, Rige og Fattige ſtandſede og lyttede med Smil paa Kind. Og langt, langt ud over Danmarks Grænjer, langt ud i Verden, rundt omkring Jorden, ſlyngede fig Wventyrets blin⸗ kende Strom, og inden Digteren anede det, var han kjendt og elſket jaa vide om Jord, ſom ingen anden Digter. Og Tiderne bleve lyſe, Konger og Fattigfolk hædrede ham! Nu forſtod man hele hans meerkelige Perſonlighed: Juſt ſaaledes og ikke anderledes maatte han være, han ſom var „Wventyrets Konge”. Han var uudtommelig paa Wventyr og Hiſtorier, men han drog ogſaa ud paa lange Rejſer for at hente dem; thi Jorden er ſtor og for ham, der kan lave et morſomt Wventyr om den mindſte Pind, for ham var der jaa uendelig meget dejligt at je, ſelb der, hvor Andre kun jaa grønt i grønt lige ſom i Stikkelsbeerbuſken, kunde der for ham være en hel Verden. Og den kloge Kones Spaadom gik i Opfyldelſe: Han var nu bleven en ſtor Mand, og til Wre for ham blev Odenſe By illumineret, man udnævnte ham til Wresborger, gjorde en glimrende Feſt for ham og alle Hjerter jublede ham imøde; men den Dag oplevede hans Moder ikke, hun var allerede for længe ſiden død. „Man bliver bedre, naar man læjer Anderſens Woentyr og Hiſtorier“, ſiger man, og er det Sandhed, at god Omgang gjor Menneſket bedre, ſaa faar ogſaa dette Ord Lov til at ſtaa ved Magt; thi det er en god Aand, der møder os i disſe Wventyr, det er Sand⸗ hedens, Skjenhedens og Storhedens Aand. Livets Dybe Sandheder tegner han jaa klart i det ſmaa, at vi tydeligt kunne ſe og meerke, at de arbejde trindt omkring os og i os, og derved hjælper han til at vokke de ſlumrende Kræfter, klare Menneſkelivet og bortjage den Nattetaage, der ſom et knugende Jadakke lukker for Solen og Livet. „Anderſens Æventyr og Hiſtorier!“ Ja hvem fjender ikke dem! Naar der kommer nye Læjebøger til den gamle forfaldne Skole derovre i Jylland, ler % Faeerden og høre efter, 913 begynder Børnene ſtrax at blade dem hurtigt igjennem. Af og til lyder et Jubelraab: „O, her er et Wventyr af Anderſen!“ — „Her er et igjen!” — „Og her er atter et!“ Og det er umuligt for Læreren at faa Ro, umuligt at faa begyndt en adſtadig Gjennemleesning af Læjebogen, førend han har lovet at læje alt, hvad der er af Anderſen. Og der gaar et Lyaffjær hen over Lærerens Anſigt, mens han leſer, og Lysſkjeret ſtraaler i Børnenes Øjne, ftærfere og ſteerkere breder det fig. De glemmer alt, de leve kun i Wventyret. Nogle ſidde ſtille og drommende paa deres Plads, medens de driſtige Drenge uvilkaarligt klattre op paa Bænfe og Borde, og Pigerne lifte fig langſomt hen imod Læreren, hvor de ſidde og ſtaa ui broget Uorden; men alle leve i en Tanke, alle Hjerter ſlaa i et Slag! Svilket lyſende Solſkin i den gamle, fattige Skole! Og om Aftenen, naar Lampen er tændt og Ilden knittrer lyſtigt i Kakkelobnen, medens Stormen tuder i Skorſtenen og ſlynger Sneen mod Ruden, tager Fader Bogen ned af Hylden og begynder at læje. Og hvilfen Stilhed, hvilken Glæde og hjertelig Latter! Vinteren er glemt, der er Vaarliv derinde. Selv Niels, den dorſke Niels, der ligger og ſnuer paa Slagbenken, lofter ſig op og lytter med et bredt Smil. Og ſtakkels Mariane, ſom altid er ſaa ſur og hellig, at hun ingen Glæde og Bøger kan taale, „fordi det er Ugudelighed“, ſiger hun, ſelv hun ſmittes af Glæden og maa ind⸗ romme, at „der dog virkelig intet ondt er deri!“ Hundreder af Mile inde i Amerika, derude i det fjerne Veſten, ſom man kalder det, hvor den fjælke Nybygger tømrer fig et Hus og arbejder for at ſkabe ſig et Hjem, — fjernt, fjernt fra det velſignede Dan⸗ mark — hvor Indianeren færdes og Baoflerne farer over Sletten, ogſaa derhen nager den glimrende Strom af Anderſens Wventyr; der er den Banebryder. Den lille enſomme Nybyggerfamilie, Fader, Moder og Bor⸗ nene ſamles om Sondagen i en feſtlig Kreds. Forſt tages Bibelen frem, og bagefter kommer Anderſens Eventyr. Det er ſom en venlig Hilſen hjemmefra. Den kommer med godt Mod; den giver Haab og Tro til Fremtiden, den giver Kjærlighed til alt; man er ikke længere ene; hver Blomſt, hvert Straa, hver lille Stjerne og flyvende Sky faar Roſt og nikker ſmilende og opmuntrende til dem, og ſtyrket tager man atter fat paa fit Arbejde. Ja rundt om Jorden flynger fig den dybe glim⸗ rende Strøm! Til det brogede Kina, det vilde Arabien og det rige og dog jaa fattige Indien. De engeljfe Misſioncerer, ſterke i Troen, ſtore i Opoffrelſer, for⸗ kynde med utrættelig Iver det glade Budſkab om Frelſen i Jeſus Kriſtus; men de ſtakkels forblindede Hedninger fatte ikke Evangeliets Hemmeligheder, de have ikke en Gang Tid til at ſtandſe deres travle og alt Arbejde ſynes ſpildt. - 214 É J deres Nød og Vaande gribes Misſioncrerne af en Tanke: de begynde at fortælle Anderſens Wventyr og fe! Store Skarer ſamles omkring dem, de lytte ſom Born, de græde og ſmile ſom Born, og nu faar de Øre og Hjerte for Evangeliet om Barnet i Krybben og Englenes Sang. Anderſens Wventyr bane Vej for Evangeliet! Noget ſtorre og højere kan ikke udſiges om et Digterveerk! 3 Og nu i Dag, den 2den April, da Susvennen udſendes over Danmarks Land til alle ſine Venner, i Dag fejrer den gamle elſkede Digter fin halvfjerdſinds⸗ tyvende Fodſelsdag. Vi tænfe, han fidder derovre i Kjøbenhavn lykkelig og glad, ſom vi helſt ville tenke os ham, ſkuende med Undren og Tak tilbage paa fit ſtore Livscventyr, der begyndte med en fattig lille Skomagerſon og nu er naget til en verdens⸗ beromt Konferentsraad, for hvem elſket og kjendt er det ſamme, modtagende gode Venners Lykonſkninger og Gaver. En Hadersgave fra hele Folket, fattige og rige, ſmaa og ſtore, vil ogſaa blive bragt ham, idet der, ſom bekjendt, vil blive rejſt en Billedſtotte af ham i Roſenborg Have og oprettet et Bornehjem, ſom ſkal bære hans Navn. Men alle vi ſmaa, vi ſom holde os til „Husvennen“, vi ville ogſaa i Dag igjennem dette Blad bringe ham vor inderligſte Tak for alt, hvad godt og glædeligt han har ſkenket os og onfke ham Guds Velſignelſe, Fred og Glæde paa fine gamle Dage, vor fjære, gode Digter! Husflid. I Forbindelſe med den 13de Landmandsforſamlings Produktudſtilling vil der i Viborg i de ſidſte Dage af Juni og de ſorſte af Juli finde en Husflidsud⸗ ſtilling med Pramiefordeling Sted, ſom ſikkert vil blive af uſeædvanlig Interesſe. Udſtillingsſtedet ligger ikke alene midt i Jylland, men tillige i Midten af en fra Arilds Tid meget husflittig Egn. Udſtillingen vil derhos kunne vente en ſtor Tilſlutning fra alle Lands⸗ dele, da der nu overalt er vakt en ikke ringe Interesſe for Husflidsſagens Fremme. Man tor da paa For⸗ haand haabe, at Husflidsafdelingen ved den 13de Landmandsforſamling vil blive den meſt omfattende og fuldſteendige, der hidtil er fremkommet i vort Land. Da det er af Vigtighed, at Husflidsdyrkere i Tide, inden Vinteren ſlutter, erindres om denne Ud⸗ ſtilling, ſtulle vi allerede nu, efter Anmodning af „Danſt Husflidsſelſkab“, foreløbigt henlede vore Læteres Opmeerkſomhed paa, at Enhver, ſom vil deltage i Ud⸗ ſtillingen, maa være betænft pan at anmelde Udſtillings⸗ gienſtandene inden Udgangen af April. Enhver, hvem Susflidsjagens Fremme liggger paa Sinde, bedes gjøre Sit til, at Udſtillingen kan blive jaa interesſant og Aer ſom muligt; idet den vil blive beſogt af Zufinder af Landboere fra alle Landets Egne, vil den kunne give et betydeligt Bidrag til, at Interesſen for denne vigtige Sag udbreder ſig mere og mere, og for at bidrage vort dertil meddele vi herved de ſerlige Beſtemmelſer ſom ere givne for Udſtillingens Husflids⸗ afdeling. Udſtilling af Husflidsprodukter i Viborg. Hertil henregnes Gjenſtande, der ere udførte ſom Bierhverv af Mænd eller Kvinder, hvis Sovedbejtjæj: tigelſe er af en anden Art, eller af Born eller gamle og ſpagelige Perſoner. For, at Haandvarkeres og Fabrikanters Produkter kunne udſtilles under denne Hovedafdeling, maa en væjentlig Del af Fabrikatet være udført ved Husflid. Aumeldelſerne ſke i 2 Exemplarer paa dertil trykte Blanketter, ſom kunne faaes frit hos de Mænd, der i hver Kjobſtad have paataget ſig Landmandsforſam⸗ lingens Interesſe. Disſe Anmeldelſer ſkulle være ind⸗ komne til i Sefretær inden Iſte Maj, og maa indeholde plysning om Udſtil⸗ lerens Alder og Livsſtilling, om den eller de anmeldte Gjenſtande ere tilvirkede af Udſtilleren eller ved Med⸗ virkning af Andre og da i hvilken Udſtrokning, ligeſom ſaavidt muligt Oplysning om, hvor lang Tid Üdſtilleren har anvendt paa Tilvirkningen, om Storrelſen af Udgifterne til Materialier og Hjælp ved Tilvirkningen, den daglige Arbejdsfortjeneſte, Salgspriſen paa de ud⸗ ſtillede Gjenſtande og ſluttelig om, hvor ſtor en Del af Aaret Forholdene tillade Üdſtilleren at anvende pan Husflidsarbejde. Adresſen for de Husflidsprodukter, ſom ſendes til Udſtillingen, er: „Til Komiteen for Udſtillingen af Husflidsprodukter i Viborg“. Gjenſtandenes Indlevering til Komiteen ſkal være ſket inden 23de Juni. Ved Husflidsprodukternes Ind⸗ ſendelſe maa der ſamtidigt med disſe ſendes en til Komiteen ſtilet rige örklering fra en paalidelig Mand angagende Udftillerens e om hans Ud⸗ ſtillingsprodukt, og i forekommende Tilfelde angagende den Indflydelſe, ÜUdſtilleren har havt paa Husflidens Üdbredelſe i fin Egn. ? Bedommelſen finder Sted den 2896 Juni. Ud: faldet af Bedommelſen bekjendtgjores paa Udſtillingens forſte Dag ved paahengte Praæmieſedler. Tiden for Praœmieuddelingen vil nærmere blive beſtemt. Ved Bedommelſen af de üdſtillede Gjenſtande vil der vere ikke blot at tage Henſyn til god og ſmuk Udforelſe, men ogſaa til den Flid og Omtanke, der er udfoldet med Henſyn til Benyttelſe af Tid og Materialier. Som Pramier vil der blive uddelt indtil 5 Solv⸗ medailler og 5 Broncemedailler, men ved Siden deraf ſtilles der pur indenlandſke Husflidsprodukter et Beløb af 400 Kroner til Dommerkomiteens Raadighed til Opmuntringsprœmier paa 40, 20 og 10 Kroner, til Uddeling efter Dommernes Skjon. i Reb Opſtillingen ville Sagerne blive ordnede efter følgende Klasfer: É Klasſe 1. Arbejder af Tro og Vidzer ſaaſom Verktoj⸗ ſkafter, Skovle, Kornſkuffer, Truge, Zræffo, Skeer, Klemmer, Kurve, Spaanſenge o. desl. Arbejder af Siv og Straa, ſaaſom Gulv⸗ maatter, Sivſko, Tekkeſimer, Straafletnings⸗ arbejder, Straahatte o. desl. Arbejder af Affald, ſaaſom Reb eller Tojr af Haar, Borſter, Liſteſko, Liftetæpper, Klude⸗ tæpper o. desl. i Spundne og vævede Arbejder af Uld, Sør og Blaar, hjemmegjorte Tojer ſaaſom Vadmel, Hvergarn, Gulvtæpper, Lærred, Dynevaar o. desl. Klasſe 5. Strikkede Arbejder af Uld eller Bomuld, haklede, kniplede og filerede Sager, desuden alle Arter af Net, Garn o. desl. 8 6 hvad der horer under Kl. 9). 7. Forſfkjellige Arbejder, ſaaſom kunſtige Blomſter af Fjer, Papir, Fiſkeſtcel, Haararbejde o. desl. — S. Arbejder fra Haandgjerningsſkoler for Drenge. 9. Arbejder fra Haandgjerningsſfkoler for Piger. Bognyt. Billed⸗ABC og Laſebog for Smaaborn af Emil Souter og P. A. Holm er Zitlen paa en lille Bog, ſom vi ville tilraade Forældre at give deres Smaaborn i Haanden naar de ſkulle begynde at „lere at læje”. Vi have en Masſe pderſt flette Abece'er, ſlet ſkreune og ordnede og ſlet trykte og udſtyrede. Denne Abece danner en ſmuk Modſctning til ſaadanne. Udſtyrelſen er meget ſmuk, og Indholdet jaa fortrinligt tiltalende barnligt og foedrelandſk, ſom man kan vente det af de to dygtige praktiſke Skolemend ſom have udgivet den. Hans Jorgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn. Af Emanuel Henningſen. — — 1 Nær Uldbjerg Hede laa et Hus Helt godt i Læ for Vindens Sus, Der ind fra Veſterhavet ſtryger Med Regnens Plaſk og Sneens Byger. Her levede et nojſomt Liv 5 Hans Jorgen og hans gamle Viv J mange Aar tilfreds og rolig; Thi om end deres lille Bolig Var ſimpel nok, og Brødet ſmaat, Saa fandt de dog, at alt var godt. Det var en dejlig Sommerdag, Da Hedelcerkens muntre Slag Med Sjejlens Fløjten lod fig høre Og frydede de Gamles Øre; Nu Heden ſtod i Sommerdragt, Udfoldende fin Blomſterpragt, Blaat Havet laa bag Klit mod Norden Og blaat var Vandet ſyd i Fjorden. Ved Huſets Dor Hans Jorgen ſad Og ſpiſte paa ſin Mellemmad, 5 Imens den travle Abelone — Saa hed Hans Jørgens gamle Kone — Ved Siden ſad og Rokken brev, Da kom med eet et Pengebrev, Som var til Manden adresſeret; Han blev en Smule altereret; Thi aldrig det fig fordum hændte, At nogen Penge til ham ſendte, Syede og broderede Arbejder (undtagen | Men da de forſt fik fat paa Brevet, De faa”, det var af Sonnen ſkrevet. Som Garder Jens — ſaa var hans Navr — Var draget bort til Kjobenhavn, Endnu han ej var vendt tilbage; Thi Lykken gav ham gode Dage, Den ſkjcenkte ham en Huſtru ſod Og jaa en Gaard ved Hillerød. Nu ſkrey han, at de maatte tro, Han havde hverken Rift og Ro For han dem begge jaa i Gaarden, Hvor Lykken var ham vel beſkaaren. „Lad je”, ſaaledes lød hans Ord, „J derfor ſnareſt gaar om Bord Og med „Diana“ taber her øfter Til Kjøbenhavn, J jer forlyſter En halv Dags Tid i Kongens By — Slet ingen er faa pæn i Thy — Mod Aften J med Banen nor,“) Der forer op til Helſingor, „ Kan tabe hertil; jer alt imens Med Leengſel venter eders Jens.“ „Hm, ja; hvad mener Du min Kone?“ Saa ſpurgte Hans ſin Abelone. Skal nu afſted vi gamle to,“ Hvad heller blive her i Ro?“ Da torte hun lidt vaadt af Øjet Og ſagde: „Nej, hvis Du fornojet Mig nu vil ſe, min gamle Hans, Saa lad os drage uden Lands Og bitte Jens med Kone gjaſte, Jeg ſkjonner nok, det er det bedſte. Vi er jo gamle begge to Og putter os vel knap““) til Ro, Det kunde dog endnu mig hue Vor bitte Jens en Gang at ſkue“. — — „Top“, ſpared Hans, „det er et Ord, J Morgen gange vi om Bord!“ Som ſagt, ſaa gjort, en Morgenſtund Man Parret fad i Aggerſund eg ſnart de „Ornens“ Dakk beſteg, Skjondt gengſtelig de begge keg Til Skorſtenspiben, hvor med Ilen Vanddampen buldred i Ventilen. 5 Snart gled de raſk ad Fjorden ned; Seiladſen ganfke godt de led; Thi Farten var jaa ſtot og rolig, At ſnart med den de bler fortrolig. Ved Aalborg ſtandſed „Ornen“ brat, Snart havde begge den. forladt, Sig givet i „Dianas“ Favn, Der ferdig laa til Kjøbenhavn, Og i den ſtille Sommernat De damped over Kattegat. Den næfte Dag ved Morgengry Da dukked frem den ſtore By. „Se ſaa, min gamle Abelone“, ) Nord paa. ) Snart. 216 Hans Jargen ſagde til fin Kone, „Nu er vi ſnart ved Rejſens Ende. Hor, bitte Lone, ſe en Kjende Paa dette herſens Batteri, For Du maa vide, indeni, Er der en far⸗ lig Hob Ka⸗ noner; Se, det er Feſſt⸗ ningen Tre⸗ kroner.“ Mens jaa de ſtod og faa ſig om, De ſnart til Kveeſthus⸗ broen kom, Og undrende de nu fik Oje Paa Bygnin⸗ ger, ſaa ſto⸗ re, bøje, At de blev ganſke angſt derved, At nogle ſkulde falde ned. Dog ſnart de var med dem fortroli Og vandred op ad Gaden rolig; De kunde ikke ſe ſig met, Skjondt Foden ſnart blev Im og træt. Tilſidſt i Frede⸗ riksbergAllee Et ſalſomt Syn de fik at ſe: Tiltrædende Holdere af Husvennen gjeres opmarkſom paa, at Husvennens forſte Aargang kan faas fuldſtendig gjennem enhver Boghandel, heftet iſmukt Billed⸗ omſlag for 3 Kr. let ſmagfuldt Bind med forgyldt rod Schirtingsr for 4 Kr. (2 Rd) 5 Se Enkelte Fjerdingaar af Aargangen (undtagen Jan. Fierd. 1874 Nr. — 14 —270 . ol å Sj 3 Den udfomne forſte Halpdel af indeberende Bind kunne tiltredende Holdere i gjennem Boghandelen og Poſt⸗ pligtige at illi ledſages med 0 nee 1 Krone). ; Enkelte manglende Numre af Bladet tilſendes paa For⸗ langende frit, naar de inden 3 Ugers Forløb fordres fom udeblevne gjennem den Boghandel eller det Poſtkontor gjennem hvilke Bladet er beſtilt. Manglende ældre end kunne ikke fordres erſtattede gjennem Poſtvaſenet, og kun mod Betaling af 10 Ore pr. Nummer gjennem Boghandelen. ÜUdbeder man fig alene manglende Numre tilſendt fra Udgiveren eller Hovedkommisſioneren, bedes Beløbet for disſe (10 Øre br. Nr.) indſendt i Beſtillingsbrevet i Frimærker, med Tillæg af et 4 Øre Frimarke til Forſendelſen. 3 Uger 5 under hinanden og laſte 33 O. (1 Rd. 4 Mk.) og indbundet i et Der kom en Herre farende g Paa Sjul, og uforvarende Han ftødte haardt til Abelone, ! Saa højt hun (res, den arme Kone. Hans Jorgen iled til med Skrek; Men Herren i et Nu var 8500 5 „Ovad var dog det?“ hans Kone ſagde, Og angſt ſin ene Haand hun lagde Paa Mandens Arm, men begge ſaa' Den lojerlige dinge aa Ned ad Alleen jom et Lyn. „Hm“, ſpared Hans med rynket Bryn Og ſtod imens jaa ſmaat og grunded, „Der er faa mange Ting opfundet Som ingen af os tenker paa; Saa meget kan jeg dog for⸗ ſtaa, Alt efterſom hvad jeg har leſt: Det var en Telegraf til Heſt“. Firkantet Nod. Af 4 R, 2 T, 2 Æ og 1 0 dannes tre Ord, ſom ſtrevne fra Venſtre og Højre, fra Oven og Neden giver Losningen paa Gaaderne: Paa Marken ſtaar det forſte ſmukt Med Blomſterpragt og rige Frugt. J Skov og Have Numer tre Man altid meget let kan ſe, Og tæt ved Søens Bred det andet. Soffærdigt ſpejler fig i Vandet. Brepvexling. J Løbet af Foraaret (April og Maj) vil Udgiveren være paa en Rundreiſe til Husflidsforeningerne paa Øerne. Breve ville ſtadigt i denne Tid komme ham i Haende under ſœedvanlig Adresſe, men blive mindre hurtigt beſvarede, hvorfor Breve, ſom krave Svar inden en beſtemt Tid, bedes afſendte tidligſt muligt. Indhold. Hans Chriſtian Anderſen, af Bendix Hanſen, med ; Portræt. — Husflid. — Bognyt. — Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn, 1, af Emanuel Henningſen, med Billede. — Firkantet Nod. — Brevvexling. — — Huspenuen udkommer lil her Søndag med et 16. ſpaktet Ark, forfynet med flere Villeder, fil 1 Krone Hverl Fjerdinggar medfølger gratis et fort mußt Villede. (3 Altz.) Fjerdingaaret frit lilſendl. Bladel fan beſlilles pan ethvert Pofikonfør og Brepſamlingsſled, i enhver VBoglade ſamt hos Hopedhlommisſioncren: Nudolph Klein, Vileſlrade 40, 5 Kjobenhavn. We PI 0 0 2 gl i 5 2 IN Ny | 00 * 2. Aargang. 5 i 10 Nr. 28. W 300 gå Tigerdraberen. SL Overfat fra 4 af V. L. eg) e ſkulde ikke tro”, jagde Sir Hector en GT Aften til os, da han fortalte os Hiſtorier fra Oſtindien, „hvor overmaade Lidet vi have vundet i virkelig og ligefrem Ind⸗ flydelſe paa disſe ſaa forſkjellige og mang⸗ foldige Befolkninger, ſom vi ſammenblande under Navn af indiffe Folkeſlag.“ ; „Og dog har Englænderne jo i næften et Aar⸗ hundrede havt Landet i Beſiddelſe.“ „Uncgtelig. Men vi befinde os dog beſtandigt der ſom Erobrere Dagen efter en Erobring. Vort Herredomme er faſt grundlagt, og lidt efter lidt have vi udſtrakt det til neſten hele Halvøen. For øvrigt er det et Sporgsmaal, om vi ikke kunne ſkatte os lykke⸗ lige ved en ffjøn Dag at fore ſamme Tilverelſe ſom de andre erobrende Folkefcerd, der ere komne til Bred⸗ derne af Ganges og Indus og have boſat ſig der for at leve der, for at drive en overordentlig levende Handel der og for af denne at hoſte uvurderlige Rigdomme, medens vi dog maa gjøre Affald paa ethvert Saab om at faa de Indfødte til at forftaa vore Sæder og Love og iſcer at faa dem til at holde af os“. Paa disſe Ord fulgte der en almindelig Tavshed, hvad der var faa meget mere meerkverdig, ſom vi Alle vare unge livlige Menneſker, der ſom en Folge deraf holdt, af at disputere. Men for Ojeblikket havde Ingen af os Lyſt til at indlede en Diskuſion, thi vi længtes efter, at Sir Hector Fermouth ſkulde fortælle os nogle af fine Reiſehiſtorier og Rejſecventyr. GE signed ee Alorſhabslesning, 5 og Hugflid. | Udginet ak H. C. Rom. ech N. SY 6 N . . ilt | 1 le (I HU 8 ION SE 8 70 5 ad 8 | 10 . 5 * 8 | 1 | IKE ; | > ; å FKjobenhavn. | ; Hondagen d. 1. April. ,, 1825. ö 5 Sir Hector er det meſt verdenskjendte af alle Menneſker. Uagtet han er en Englænder, ſom Napnet antyder, er han født og opdragen i Frankrig. Hvad Opdragelſen havde godt begyndt, have hans Reiſer fuldendt. Som Officer i den oſtindiſke Arme kjender han fuldkomment nøje de vidtſtrakte aſiatiſke af Solen beſtraalede Egne, og han taler om Sligt ſom en Mand, der ved at drage Fordel af det han ſer, og aldrig lader nogen Lejlighed undſlippe til at lade fig belære. Han fattede vor Tavshed og tog atter Ordet: „Det er ikke ſaaledes paa Lykke og Fromme“, ſagde han til os, „at jeg nylig henkaſtede nogle alminde⸗ lige Bemeerkninger om vort Herredomme i Aſien. De ſkulde danne Indledningen til den nye Hiſtorie, ſom jeg har lovet at fortælle dem. Ved Hjælp af den vil De bedre forſtaa denne Erindring fra mit æventyrlige Liv. J 185 —, den nøjagtige Datum gjør ikke Noget til Sagen“, ſagde han til os, „kommanderede jeg i et lille Kantonnement, ſom ſtod under Hovedkvarteret i Meirut. Jeg havpde aldrig havt Aarſag til Andet end at være tilfreds med mine brune Krigere og jeg havde den fuldſtendigſte Tillid til dem, hvad enten de vare Mahu⸗ medanere eller Hinduere. Forøvrigt levede de i god Forſtaaelſe med hinanden indbyrdes, og et lille Antal Evropcere var tilſtrœkkeligt til at overholde den ſamme gode Opforſel. J Henhold til de i det ſtorſlagede aſiatifke Liv nedarvede Sædvaner vrimlede der omkring vore Blokhuſe en hel Herſkare af Tjenere. Vel var vor Zilværelje temmelig ensformig, men vi vidſte dog at finde paa ſmukke og morſomme Adſpredelſer, iſcer naar et lykkeligt Zræf ſendte os Bejøgende. J disſe 218 Egne af Oſtindien er den Fornojelſe, man ſtedſe har paa rede Haand, en Kamp med en Rudel Tigre, hvorved man forer Elefanter med ſig ſom Hjelpere. Der er Intet, der kan ſammenlignes med de ryſtende Skjcbnens Omvexlinger ved denne Slags Jagter, og ingen Evro⸗ pœer formaar at gjore ſig en Foreſtilling derom, om han ogſaa har jaget Ulven og Vildſpinet paa den Maade, hvorpaa man jage disſe Dyr i Frankrig, eller Bjørnen i de ſkovrige Bjergegne i Siebenbürgen, eller endelig Uroxen paa Polens og Ukraines Sletter. En Tigerjagt er en Gledesfeſt, ſom ſtedſe efterlader ſtore Minder i Sjælen. . Naa, en Dag modtoge vi Beſog af nogle Officerer, vore Landsmænd og Venner, ſom paa Vejen til at udføre deres Chefers Befalinger ikke vilde tage forbi os uden at tage Del i vort Maaltid og ſove under vort Tag. Hvorledes de bleve modtagne, kan De viſt godt forſtaa, faa at det vil være overflødigt nærmere at omtale det. De anfom faa meget mere belejlig, ſom der alt i nogen Tid havde været megen Tale om de Ode⸗ loeggelſer, ſom nogle Tigre voldte i Omegnen, og vi vare Alle færdige at dø af Lengſel efter at fe disſe ſtolte Dyr af Katteſlegten, Jordklodens ſkjonneſte Dyr paa aaben Mark. J vort Naboſkab boede der to Rigmend, forhenværende Bankierer i Kalkutta, ſom node Landlivet, og en Kjobmand, der ligeledes havde trukket fig tilbage fra Forretningerne. Stalde levede til Overflod et Duſin der ſnarere tjente til Luxus og Bekvemmelighed end til Nytte. Men der gives næppe noget Veſen i hele Verden, der i en længere Tid og i en højere Grad bevarer ſine Naturdrifter end Elefanten. Man behovede kun at fætte dem paa Ferten af Tigrene, og vi kunde være ſikker pad, at de heltemodigt vilde opfylde deres Pligt. Vi levede paa den bedſte Fod med vore Naboer; ingenſinde var den gode Forſtaagelſe bleven. forſtyrret af den mindſte Mislyd. Vi betenkte os altſaa ikke paa at bede dem om at turde benytte Dyrene i deres Stalde, og de ſtillede dem ogſaa til vor Raadighed med den Hoflighed og Artighed ved en Tjeneſteydelſe, ſom man kun treffer i Indien. Aftenen forinden den Dag, vi havde onſket det, bleve Elefanterne optommede og forſynede med Dakkkener, ved Solens Nedgang forte for vor Dor, og den folgende Dag, en Time før Daggry, begave vi os paa Vej for at træffe ſammen med vore Spejdere og Klappere, ſom nogle Kvartmil foran os havde maattet tilbringe Natten under aaben Himmel med at gjøre deres Forberedelſer. Thi ligeſom disſe Hjælpere fra det Ojeblik af, at „Kampen er aabnet, blive fuldſtendig unyttige, ſaa⸗ ledes ere de i hoj Grad nødvendige forinden Jagten tager ſin Begyndelſe. Uden dem vilde man kun altfor. ofte udſœtte fig for ikke at træffe noget Vildt, og for Sligt kan man ikke udjætte fig paa flige Jagttog. I disſe Nabobers Huselefanter, Dyr, Det vilde være umuligt at beſkrive Dem Skjonheden af en Foraarsmorgen i disſe Egne af Oſtindien. Hvem der har ſet denne Natur, i hvilken Inden og Frugtbar⸗ heden ſtedſe forene ſig til Megtighed og Storartethed, vil altid favne den og ikke formaa at omtale den uden med Henrykkelſe og Beundring. De maa tro en Eng⸗ lender, ſom langt hellere betragter Gjenſtandene fra deres nyttige end fra deres maleriſke Side. Uagtet den Tvivleſyge, man beſkylder mig for, og, ſom desuden retfærdiggjøres ved de forfkjellige Skueſpil, der eſter⸗ haanden have tildraget ſig for mine Ojne, ſaa formaar jeg dog ikke at tanke paa vort lille Kantonnement i Meirut uden Bevegelſe. 5 Junglekrattet, ſom vi ſkyndte os at begive os ind i, dannede viſtnok de megtigſte Buſkadſer, ſom kunne tenkes. Foreſtil Dem Grasplanter, Tjornehaekker, Buſk⸗ værter, Planter, der ſno fig paa Kryds og Tværs imellem hverandre - og danne forvirrede Sammenſlyng⸗ ninger, hvor det ikke lykkes Menneſket at bryde fig Bane uden ved Anvendelſen af Jern og Ild; det er nu hvad Jordbunden angaar. Desuden flyde Treer, hvis Vert ikke ſtandſes af Nogetſomhelſt, overalt frem, hvor et Frokorn er faldet; thi Jorden er allevegne frugtbar, og de Svælvinger af Grønt, der over vore Hoveder danne de hoje Toppe, ere forenede med hin⸗ anden ved utallige Linier, der ſno ſig hen i alle Ret⸗ ninger med en ſtor Bojelighed og ved Hjælp af de meſt ſolide Baand forene Boababtreet med Ambratrcet, Plumerinen med Laurberbuſken. Det er med god Grund, naar man ſiger, at den oſtindiſke Jungle er uigjennemtrengelig for Menneſket, og det er det vilde Dyrs naturlige Hule, det Tilflugtsſted, der pasſer bedſt til dets Pels, gjennem hyilken ofte en Muſketkugle end ikke foͤrmaar at trenge. Hvad Elefanten angaar, da bevæger den fig pad dette tornede og uſikkre Zerræn med ſamme Lethed og Hurtighed, ſom en Verddelobsheſt i en aaben Egn. Alt, hvad der ſaarer og ſtandſer Menneſkets omfindlige Fod vil næppe nok ridſe den benhaarde Overhud paa denne Skabelſens Kempe. End yderligere fjerner den med fin Snabel, der med Boje⸗ lighed forener en forhavfende S yrke, alle mulige Plante⸗ hindringer, der forſoge at ſtandſe den, langt lettere og hurtigere end Mennefket formaar at giore det med den den ſkarpeſte Øre. . Uagtet de Elefanter, ſom vi beſtege, kun vare lidet vante til at komme ud, vare de dog af en god Slags. Man behovede kun at kaſte et Blik paa dem for at begribe, at det var Dyr, der ikke lode fig ødelægge af det magelige Liv, ſom de forte hos Naboberne. Dette var os meget behageligt og lovede os en inter⸗ esſant Dag. ; Bi jaa Solen ſtaa op i Sletten ved Fulta, der er berømt ved Sammenftødet mellem Englænderne og Franfkmendene paa den Tid, da Sir Warren Haſtings var Generalgouvernor i Oſtindien. ; 219 Sele Sletten, hvor man ikke traf paa nogen Bolig i ſyv til otte Miles Omkreds, var bedæffet med den ſtorartede tropiſke Voextrigdom, ſom jeg nylig omtalte. Til Venſtre opdagede vi i fire til fem engelſke Miles Afſtand Toppen af et ftærkt ſkovbegroet Bjerg J lige Afſtand til Hojre vidſte vi, at vi havde en lille ſtille⸗ ſtaaende Sø, der var yndig ſom Alt, hvad der i dette hede Klima ikke er enten forfærdeligt eller ophøjet. Det var de vilde Dyrs naturlige Vandſted. Imellem Bjerget og Indføen ffulde Slaget ſtaa. Indtil da kunde vor Fremrykning regnes for en Spadſeretur. Fra nu af begyndte den alvorlige Del af Jagten. Vi modtoge Beretningerne fra vore forſte Spejdere. Disſe Folk ere fødte paa Egnen og alt i lang Tid vante til at gjøre fig Regnſkab for de allermindſte⸗ Tilſyneladelſer; de ere desuden lidenſkabelig indtagne for disſe Jagter, der yde dem et Skue, hvorefter de ere meget begjerlige; iſeer ynde de at je Tigrens Kamp med Menneſket og fremfor Alt den imellem Elefanten og Tigren. De aflagde os nu den meſt omhyggelige Beretning over deres natlige Jagttagelſer. Saafremt Klapperne ſamvittighedsfuldt opfyldte deres Pligt, maatte vi inden en Time have fire eller fem Tigre paa Halſen. Vi vare fordelte til at tage imod dem ſaaledes ſom det ſommer ſig ligeoverfor disſe ædle Dyr. Forovrigt bare vore oſtindiſke Tjenere fig ad lige⸗ ſom vi. En brændende Iver oplivede dem, hvad der klodte dem godt i deres oſterlandſke Dragter. Saaledes ſom vi vare grupperede i Junglen vilde vi have afgivet et herligt Emne til et Maleri for en Maler. Et forfærdeligt Brol, der faar en iskold Gyſen til at gjennemfare hele Legemet, naar man hører det for forſte Gang, underrettede os om, at Tiden til filo⸗ Jofijfe Betragtninger nu var forbi. Det var Tigren, ſom fremtraadte paa Scenen og paa denne Maade forkyndte fin Nerveerelſe længe for⸗ inden vi kunde ſe den. 8 5 Opſkremt i det Ojeblik, da den ſogte tilbage til fit Leje for at udhvile fig efter Anſtrengelſerne paa ſin natlige Jagt, ſteg Tigren ned til Sletten, idet den mangefold Gjenlyd. Endelig ſkjelnede vi den i en Lysning. Den var virkelig ſtolt at ſe paa, ſaaledes ſom den ſtod der hov⸗ modig beredt til Kampen med fine Poter ſtsttet faſt paa Jorden, urolig piſkende fine Sider med Halen, med Snuden imod Vinden, trakkende utaalmodig Vejret gjennem Neſeborene, medens den ſogte at ſkjelne alle de Uddunſtninger, ſom Vinden, der ſtod lige paa den, ſpanger med den ſteerke Vellugt fra den duftende Plante⸗ vært, førte henimod den fra Sletten. ? En anden Tiger, ligeſaa ſmuk ſom den forſte, kom ſnart efter frem og ſtillede fig ved Siden af denne, hvorefter vi i nogle Ojeblikke betragtede dem. For et ovet Oje var det en Han og en Hun, et Par, der var bleven forſtyrret i fine Kjerligheds⸗ vaner og fit egteſkabelige Samliv, og, ſom nu kom for at forſpare fit Rige, der var beſat af uforſkammede Fiender. 3 J nogle Ojeblikke ſyntes de os indbyrdes at holde Raad, hvorefter vi ſaa dem med en ſtolt Driſtighed i Forening tage Retningen henimod os. Vi nærmede os det afgjorende Øjeblik: Enhver af os var beredt til at gjøre fin Nationalitet Ære, Med Henſyn til vore Elefanter, da havde de ogſaa vejret deres evige Fjender. Paa Bevegelſen af deres brede Oren, der tale ſaa tydeligt for den der forſtaar deres Sprog, pan Havningen og Senkningen af deres Snabel anede man Alt, hvad der rorte ſig i deres ſtore Hjerner, der neſten ere ligeſaa klogtige ſom Men⸗ neſkets. Intet af Alt det, der tildrog fig: indenfor Synskredſen kunde undgaa disſe Dyr. Vi rykkede beſtandigt fremad med lyttende Øren og opmerkſomme Øjne. Under vor Bevagelſe foran⸗ drede Egnen ikke fin Natur. Vore Glefanter knuſte Buffværterne under deres uhyre Fødder med en vild Kraft; Skyer af Fugle af enhver Storrelſe og Farve flygtede med Klageſkrig ved vor Nerverelſe. Vi lagde ikke videre Merke dertil. Pludſelig ſtandſede vor Expedition aldeles brat. Menneſker og Dyr ſyntes ligeſom faſtnaglede til Stedet. Tigren var næppe ſerhundrede Skridt fra os. Et af dens Brol havde underrettet os derom, og dette Skrig havde været den meſt bydende Befaling til at ſtandſe. Bgsſerne bleve ſtrax ladte og Enhver gjorde Front imod Fjenden. Havde ogſaa Tigren ſkjult fin Gang for os for at naa ſikkert lige hen til os, var den ikke af den Slags Vildt der holdt fig længe ſtjult under det tætte Loptag af Ambra⸗ og Ankastrcerne, ſom gave den Lee. Et Skud, der var bleven affyret af den iblandt os, der var forreſt, underrettede os om, at den var indenfor vore Vaabens Rekkeevne. Strax derpaa jaa vi den ſtyrte frem med en voldſom Heftighed over Buſkadſer og Bufke for at angribe os fra Siden. [od den ſkringrende Lyd af fin ſkrakkelige Stemme give J fire Spring, der dannede ligeſom fire mægtige Buer af en bevægelig Bro, var den midt iblandt | 08, medens ſanitidigt et andet Skud, der kom fra den modſatte Fløj, beviſte, at vi bleve angrebne. fra to Sider pan en Gang. Vildtet jagede Jegeren. Det var ved denne Lejlighed vore Elefanter gjorde Underveerker. Ligeſom om de ikke havde havt andet Hverv end Det var klart, at beſkytte os ved at ſtaa os bi i en af indiſke Naturer jaa ſogt Kamp, puffede de dem af os, der vare tilfods, ind i Midten af en Kreds, ſom de ſelv dannede, og gave fig til at forfølge Tigren uden at bryde fig mere hverken om os eller vore Vaaben. Allevegne, hvor det 7 NK SE 7, TSRSEE vilde Dyr vifte fig, mødte det en Snabel, mere behæn- dig og ftærfere end en Haand og et Par vældige Hug⸗ tender forferdeligere end to fkarptſlebne Dolke. Tigrene fordobledede deres Spring for at over⸗ vælde deres Modſtandere og blende dem ved deres Smidighed; forgjcves krob de lig Slanger henad For: den, og troede ved klogt beregnede Snoninger at kunne med Bengaleſernes Inde og Sorgleshed. Den ſamme Mand vilde være bleven meget forvirret, naar han ſkulde have jagt nøjagtigt paa hvad Sted, han havde jet Dagens Lys; han bekjendte fig imidlertid til Brahmi⸗ nernes Religion og viſte ſig trofaſt knyttet til Sivas Dyrkelſe. Denne Nuncomar havde vundet Evropceernes Tillid ved den Lethed, hvormed han talte alle mulige bryde fig Vej Sprog, og underBugen ved den fine paa de mæg= Aandrighed, tige Dyr, der ſom han an⸗ bare os; alle vendte ved disſe liſtige Afviklinger Bevegelſer af de meſtfor⸗ bleve ſtrax virrede For⸗ opdagede og hold. Han ſtrandede li⸗ nod ligeledes geover for en hoj Grad denne anſe⸗ af Agtelſe lige Masſe, blandt fine ſom Intet Landsmend formagede at komme til Livs. Vi vare imidlertid ik⸗ ke komne her for at for⸗ blive erkes⸗ loſe Tilſkuere ved en flig Kamp. Vor Utaalmodig⸗ hed var ſaa meget deſto ftørre, ſom vi frygtede for at ſe Tig⸗ rene tage Flugten, og vi vidſte hel⸗ ler ikke, om vore Elefan⸗ og Troesfel⸗ ler, hvilket han fremfor Alt" fkyldte ſin vidunder⸗ lige Styrke og Faſtheden af ſin Ka⸗ rakter, ſom man vidſte var uforſon⸗ lig, naar det drejede ſig om at hævne en Forneer⸗ melſe. Paa denne Dag fik han os Alle til at beundre ſin Styrke, Smidighed ter i deres og Mod, jeg Kampiver burdeſnarere vilde lyſtre ſige Dumdri⸗ deres Foreres SEES ſtighed. Befalinger. Bengalsk Eiger. Medens vi Vel vilde vi befæmpe Tigren paa Sletten, men det var ikke vor Agt at lade os fore lige ind i Bjergene. Der fandtes iblandt os en Indier, der var vel⸗ bekjendt i hele det militære Diſtrikt omkring Meirut. Han hed Nuncomar og frembød en ægte Type pan Afghanernes og Shikernes Kraft og Skjonhed forenet | ; endnu Alle vare mere eller mindre urolige over Jagtens uheldige Udfald, over at Bøsjerne i vore Sænder vare magtes⸗ loſe, over, at vi endogſaa ikke vovede at ſkyde for ikke at gjøre vore Elefanter tosſede, faa vi pludſelig Nun⸗ comar kaſte de Kaſhemirs⸗ og Musſelinstejer, ſom han havde paa, fra fig og viſe os for vore forbavſede 221 Blikke den indiſke Bacchuss prægtige Overkrop. Huden havde Farven og Udſeendet af antik Bronce. Han beholdt kun et Par ſnevre Benklæder paa, der næppe naaede ham til Kncerne, han fremtog den bedſte Dolk, han kunde finde blandt de Vaaben, han holdt i fin Haand, tog den imellem Tænderne og lod fig, uden at mele et Ord, glide langs ned ad Cle⸗ fanten, paa hvilken han havde ligget henſtrakt ved Siden af os ligeſom vi ſelv. Sele denne Bevegelſe var bleven jaa hurtigt ud⸗ fort, at vi næppe havde Tid til at udftøde et Skrig, da vi faa ham gaa los paa Tigren, ſom holdt ſig i en tilbagetrukken Stilling, beredt til at ſpringe bag en fæmpemæsfig Stamme af et Banyan Figentre. Nun⸗ comar tabte den ikke af Syne og holdt den ſaa at ſige faſt i det han gik lige hen imod den med Dolken | Alene de forſte Rodſkud af Figentræet | i Haanden. ſtandſede den modige Indier. Ligeſom om Tigren kun havde ventet paa dette Ojeblik, gjorde den et for⸗ bavſende Spring, og den Bue den herved beſkrev i Luften fil os Alle til at gjennemisnes af Forferdelſe. Farten var beregnet pan, førend Dyret atter berørte Jorden, da at have flaaet Kløerne i det levende Kjød og knuſt Benene paa denne Mand af Bronce, der fyntes at byde den Trods. Med en Dygtighed, ſom Klownerne i Aſtleys Cirkus ingenſinde ville opnaa, forenede Nuncomar en fuldſtendig Bevidſthed om den Fare, for hvilken han frivillig havde udſat fig. Med Styrken forenede han en Smidighed, ſom, om fornødent, vilde kunne kappes med Tigrens. at fjerne fig ubetydeligt fra det Sted, hvor han befandt fig, ved en Bevegelſe, der havde megen Lighed med den, ſom Banderilleros fædvanlig udføre, naar Tyren er fluppen los paa de ſpanſke Cirkus'er. udførte Bevægelfe var Tigren falden ned lige ved Siden af Indieren, ſom ſtrax med fin Dolk ſkar Bugen op paa den og ramte Sjertet paa den tvers igjennem Indvoldene. || Han tog fun fin Zilflugt til den for | Ved den haſtigt Alt bette tildrog fig med Lynets Haſtighed og jeg anvender hundrede Gange mere Tid til at fortælle det end der behøvedes til at udføre det. Vi havde jet Tigren i Luften og nu jaa vi den liggende livløs paa Jorden med Indvoldene hængende ud, og Strømme af morkt, ffummende og dampende Blod flyde ud af et bredt gabende Saar. tyve Sekunder. Dolken var bleven ſtyret af en ſikker Haand. | Det var ikke forſte Gang, at den udførte en flig Heltegjerning, der gjorde os aldeles maallsſe, førend | Beundringen kunde lægge fig for Dagen i vore Udbrud. Men Alt var ikke forbi dermed; det var vore Ele⸗ fanter, der med en overordentlig Livlighed ilede Nun⸗ comar til Hjælp, ſom gjorde os opmeerkſomme paa, at nye Afvexlinger, maaſke mere ryſtende end de forſte, | vare ifærd med at foregaa. Faren for dette Menneſke, hvis Driftighed forvirrede vort regelbundne Mod, var virkelig ftørre end nogenfinde. Den anden Tiger, der var varffoet af jeg ved ikke hvilken Naturdrift, havde gjort en lang Omvej under Buſkadſet for at komme fin Mage til Hjcelp. Ingen af os havde lagt Merke til denne Mangvre, og uden vore Elefanter vilde Nuncomar kunne være bleven overvældet ved Overraſkelſe i jelvjamme Ojeblik, da vi lykonſkede ham til hans Triumf. Men Elefanternes Neſe er endnu finere end Tigrenes. Medens Nuncomar ſtottede fin nøgne Krop til Stammen af et Figentræ og betragtede det truende Udſeende, ſom hans Fjendes Gab endnu i Døden bevarede, var Offerets Kammerat lumſkelig naaet næften lige hen til Kamppladſen. Nappe nogle fan Alen af et uigjennemſkueligt Terræn ſkilte den fra Indieren. Tigren er kun en fæmpemæsfig Kat, har man alt længe jagt. Nu vel! De har viſt Alle, mine Herrer, jet den uendelige Behendighed, ſom Katten lægger for Dagen i vore Huſe, naar den vil bemegtige ſig en Gjenſtand, ſom den attraar. Kammeraten til den ſaa "modigt af Nuncomar dræbte Tiger havde baaret fig ad paa en fuldftændig lignende Maade. Ad mange Veje og Omveje, der vare klogtig beregnede til at vild⸗ [ede al Aarvaagenhed, var den lydløft gledet lige hen til det attragede Offer for dens hævngjerrige Lyſter. Endnu en Anſtrengelſe og Nuncomar havde været om en Hals. Heldigvis vare Elefanterne aarvaagne, og iſeer den, fra hvilken den dumdriſtige Indier havde” ladet fig glide ned. Med ſamme Raſkhed og Beheendighed ſom en Veddelobsheſt, der gjør en ſidſte Anſtrengelſe for at komme forbi en Rival, der er nærved at berøve den Priſen, ſtyrtede Nuncomar ſig fværs igjennem Tjorne⸗ hekken og den tætte Underſkov, og ankom netop i rette Did til at modtage Tigren, ſom endelig fornylig var kommen paa fri Mark ved et raſende Spring. Dyret blev helt gjennemboret og, uagtet det endnu bevægede fig et Ojeblik i de ſidſte Dødstræfninger, laa det ſnart paa det blodige Gres og gjorde det forſte Offer for Nuncomars Dolk Selſkab. Vi vare alle dybt bevægede. Nuncomar, Helten paa denne Jagt, nærmede ſig den Elefant, hvem han ſkyldte fin Frelſe og kjcertegnede den med Haanden paa Snabelen og Orerne, med en uforlignelig Venlighed Dyret var blevet dræbt uden at give ſaa meget | ſom et Skrig fra fig og dets Dodsrallen varede næppe | henvendte han adffillige Ord i det hinduſtanſke Sprog til den. Ingen af os forſtod dette Sprog, men det var os ikke vanſkeligt at gjætte, at Nuncomar udtrykte ſin Taknemmelighed for den. Saaledes var Udfaldet af denne Jagt, paa hvilken | der forøvrigt ikke hændes noget andet Mærkeligt, men det er uimodſigeligt en af de meſt ejendommelige Gr: indringer fra mit Ophold i Oſtindien.“ (Sluttes.) , keg nissen og funden. 3 Af Bertrand. . Dod en Andens Brød! Jens Sfovfoged blev en gammel DN Mand, faa gammel, at han ikke ſelv kunde huſke, hvor gammel han var, ſelv Preſten, å ſom jo ellers fkal vide Alt, kunde ikke , udregne det, hvoraf Enhver kan je, at han maatte være grumme gammel, og da han mu ikke kunde blive ældre, jaa døde han. ; d Ingen Born havde han; men fin gamle Pige havde han indſat til Univerſalarving. Hun lod holde Auktion over det Meſte, pakkede Reſten ſammen og holdt Flytte⸗ dag midt om Vinteren, og ſaa var Jens Skovfoged glemt. Nu ſtod Skophuſet ene og forladt og ſukkede over ſin egen Elendighed, mens Rotter og Mus ſatte ſig til Hojbords derinde og forte Herreliv paa deres Maner. Det var en Forſkjel pan gamle og nye Dage; men nye Dage blive hurtigt gamle, og det giver Forandring. Det blev Foraar i Mark og Skov og allevegne, og endnu havde Ingen tænkt paa det gamle Hus; men en Morgen tidlig lød Støj og Sang ud derfra og gav Gjenlyd i Skoven; Haandverksfolk gik ud og ind, og ſnart fik Huſet et andet Üdſeende. Vinduer og Dore bleve gjorte af Nyt og malede af Maleren ſelv, og da det Hele ſaaledes var bragt i Orden, flyttede den nye Skovpfoged ind. ig Hans Navn var flet og ret Ole; men alligevel var han en vaff og munter Fyr, og ſnart kunde man baade Je og høre, at Huſet igjen havde faaet Beboere. Om Middagen laa hans Hund og ſolede ſig udenfor Doren, medens den af og til gav et lille Bjcef for at øve fin Stemme, og om Aftenen, naar Solen ſendte ſine ſidſte Straaler hen over Trœtoppene, horte man en lyſtig Sang inde fra Stuen, eller ogſaa ſaa man Ole med Piben i Munden gaa omkring i Haven og ſe til ſine Blomſter. Dette tog ſig nu meget ſmukt og hyggeligt ud; men Ole fandt det dog kedeligt i Længden, og Folk forundrede ſig derfor heller ikke over, at han en ſkjon Dag gik hen og giftede ſig, kun vare Alle nysgjerrige efter at vide med hvem, uden at tanke paa, at han vel ſom alle Andre giftede fig med fin Kjereſte. Det er imidlertid afgjort, at Ole havde fanget Lykken; men Nogle paaſtod, at han var ſlumpet til den, hvorimod Andre, og til disſe horte han ſelv, mente, at han havde viſt fig ſom en Mand og grebet Lykken, da den tilbød fig; og dog havde ingen af Parterne Ret; thi det Hele var Altſammen et Spil af Nisſen. Nisſen levede i ſine unge Dage ude i Skoven. Om Sommeren tenkte han kun paa fin Fornøjelje, ſtod tidlig op om Morgenen og horte paa Fugleſangen, tog ſig en dygtig Middagsſovn, og morede fig med om Aftenen at drive allehaande Spog med Elverpigerne, ſom, naar hele Naturen var gaaet til Ro, liſtede ſig ud paa Engene og opforte der deres luftige Dans. Om Vinteren, naar Sneen laa ſom et ſkinnende hvidt Zæppe pan Jorden, var han ogſaa paa Færde, og ifær fandt han da en -Fornøjelje i at ſkuffe baade Jagere og Hunde ved at ſkjule det opjagede Vildt for dem; men nu var han bleven gammel med Tiden og havde faaet et Skjcg jaa langt og graat, at han for Skjcgets Skyld gjerne kunde være Tipoldefader, ſaa det var ikke ſaa underligt, at han nu begyndte at længes efter Hus og Hjem og en varm Kakkelovnskrog om Vinteren. ; . Da Ole derfor fik Pladſen ſom Skopfoged, lagde Nisſen ſtrax ſin Plan for Fremtiden, og han forſtod da lidt efter lidt at gjore det ſaa broget for Ole, at” han i fin Fortvivlelſe gik hen og giftede ſig, og Nisſen lo, ſaa Munden gik om til begge Orene. Nisſen glædede fig over fin Sejr; men nu for⸗ vandlede han fig ſtrax fra en beſperlig Pusling til en tjenſtvillig lille Fyr, der var pan Færde allevegne. Mens Ole var henne at fejre fit Bryllup, rumſterede han med Stole og Borde og brugte Stovekoſten jaa flink ſom den flinkeſte Stuepige, og da Brudeparret kom kjorende, fad han oppe paa Toppen af Skorſtenen og klappede i Henderne og gjorde en ſaadan Blæft, at hele Huſet — efter Oles og Nisſens Mening — var ſom bleeſt, da Parret traadte derind. Da Stine havde holdt fit Indtog i Huſet, fik Alt ſnart et andet Udſeende. Nisſen Egede ſig vel bag Oret over al den Velſtand, hun gjorde; men han var ikke rigtig hjemme i dette Kapitel, jaa han var nødt til at lade hende raade, dog ſnart kunde han atter tage en Haand i med, ſkjondt han ogſaa undertiden kom galt afſted. En Dag havde Stine lige taget Kaffekjedlen af Ilden og ſat den paa Skorſtenen, dette fik Nisſen at ſe, og nu kunde han ikke ſtyre fin Nysgjerrighed, han maatte have at ſe, hvad det var. Forſigtig lettede han op pan Laaget og prøvede paa at tage Knappen af for at kigge ned, men den lod ſig ſlet ikke rokke, tilſidſt blev han vred og tog fat af alle Krefter; men jaa gled Fødderne fra ham paa den blanke Kjedel, og han tumlede baglends ned i Afken. En anden Dag, da Stine havde Fremmede, vilde han klare Kaffen for hende; men i Stedet for at helde den uklare Kaffe ned i Kjedlen igjen, ſmed han den ud i Rendeſtenen, og da Stine kom ud, merkede hun til fin Forfærdelje at Kjedlen var næften tom. Dette var nu altſammen Lærepenge, Nisſen maatte give, og ſnart blev han bedre husvant; men han mer⸗ kede tillige, at han ikke var ene om at frede om ſit nye Hjem, han havde endog en farlig Medbejler i Flora, der ved fin Tjeneſteiver forſtod at gjøre fig bemærket ved enhver Lejlighed, dog blev Nisſen flet ikke mis⸗ 993 ; N undelig, naar han ſaaledes ſelv maatte gjøre Arbejdet, medens Hunden tog imod alle Klap og Kjærtegn og anſaa fig for at være den Vigtigſte og Eneſte, der for⸗ tjente Paaſkjonnelſe. : J Begyndelſen var Flora helt optagen af fin egen Fortjeneſte; men ſnart mærkede han, at En eller Anden, efter hans Mening uvedkommende blandede ſig i Huſets Sager, og da navnlig om Natten, og tog deraf An⸗ ledning til at være endnu mere paapasſende. En Aften, da den havde taget Nattevagt ude i Kjokkenet, kom Nisſen ſom ſedvanlig, da Alt var roligt, for at ſe, om der var Noget at gjøre, Hunden merkede ſtrax Uraad; men da den ikke kunde opdage Noget, blev den rolig liggende og ſpejdede omfring til alle Sider. Nisſen tog imidlertid ſtrax fat paa Arbejdet, og da han var færdig lettede han lidt paa Huen for at torre Sveden af Banden. Nu er der jo nok Mange, der tro, at det er en Fabel med alle disſe Nisſer, ſom ſaaledes opholde ſig i Huſene; men det er enten, fordi de ſelv mangler Nisſen i deres Hus, eller ogſaa fordi de aldrig have tenkt paa at fe efter ham. J Almindelighed er han rigtignok uſynlig; men er man jaa heldig at fan Oje paa ham i det Ojeblik, da han tager fin Hue af, faa bliver han ſynlig og formaaer da ikke atter at gjøre fig uſynlig for Sol ſtager op. J ſamme Nu ſom Nisſen lettede paa Huen, fif Hunden Oje paa ham og foer ind paa ham med ſaa⸗ dan Voldſomhed, at Botten, hvorpaa Nisſen fad, trillede helt omkuld og vendte Bunden i Vejret, og Nisſen kom til at ligge paa Ryggen under dem. Han kom imid⸗ lertid ſnart op igjen; men blev dog rolig ſiddende i fit Skjul, jaa Hunden med en vred Knurren forgjeves gik og ſogte omkring allevegne efter. fin forſvundne Fjende; men nu kjendte den ham og ſogte ved enhver Lejlighed at drille ham. , Nisſen ev imidlertid af den Slags Folk, der ikke lade fig drille uden at hævne fig, og Flora fif ſnart at føle, at den havde fundet fin Overmand. Deet var en ſtille Cfteraarsnat, Maanen ſtirrede nysgjerrig ind gjennem Vinduerne; men Naturen havde miſtet ſin Ro, den ſukkede ved Tanken om Vinteren og ſkyndte at drømme! fit Liv om igjen, det Liv, der allerede var begyndt at ſpinde bort, og naar den havde dromt det tilende, begyndte den forfra igjen, og ſaa⸗ ledes blev den ved. > Inde i Stuen laa lille Ole i fin Vugge. Han ſov og drømte og ſmilede i Drømmen, altſammen paa en Gang, og imens ſtod Nisſen og holdt Vagt over ham og ſaa helt fornojet ud, og ſaaſnart han rørte fig i Vuggen, begyndte den at gaa ſom af fig ſelv. Flora laa paa ſin Plads henne ved Doren og kunde ikke ſove for al den Vuggen, ſom tilſidſt begyndte at forekomme ham mistenkelig; men alt hvad han ſtirrede, kunde han dog intet Misteenkeligt opdage. Ole gav fig til at græde. Omſider kom en Flue, ſom endnu ikke havde mærket Efteraarskulden, og begyndte at ſumme omkring Barnets Anſigt, ſom om den havde noget Ondt i Sinde. Nisſen, der kjendte ſine Pligter ſom Barnepige, greb derfor ſin Hue for at jage den bort; men i ſamme Nu fik Flora Oje paa ham og fatte ind paa ham med jaa voldſomt et Spring, at Vuggen nær var væltet, og Nisſen maatte flygte op paa Bordet, og derfra om bag Uhret, hvor den ikke kunde komme til ham; men over al denne Spektakel vaagnede begge Forældrene, og lille Ole Skovfoged blev vred paa Flora; han ſtod op og aabnede Doren og gav Hunden et Spark, ſaa den hylende ſprang ud gjennem den aabne Dor. Siden den Tid fif den aldrig Lov til at ſove inde i Stuen om Natten, men maatte ſoge Ly i et gammelt Hundehus omme bag Plankeveerket. Nisſen havde nu faaet den Hevn over Flora, at den ſaaledes maatte ligge ude hver Nat; men han var endnu ikke tilfreds, han vilde ogfan nyde Sævnen, imidlertid gif der nogen Tid, inden der atter tilbød fig en Lejlighed. Det var en Aften i Julen. Hele Familien og Flora havde været i Byen og var kommen ſent hjem. Da nu Nisſen gjorde fin ſedvanlige Ronde for at ſe, om Alt var i Orden, manglede der Tre i Brænde kurven. Let ſom en Vind lob han nu bag Planke⸗ verket til Brendeſtablen, og havde allerede grebet Øren for at begynde; men nu fi han pludſelig Oje paa Flora, ſom laa og ſov nok ſaa lunt inde i ſit Hus oven paa Dagens Anſtrengelſe. Nisſen ſtod forſt og klgede fig lidt bag Øret, og derefter traf han Mund⸗ vigerne helt om til Orerne, hvorpaa han liſtede ſig hen og tog den gamle forruſtede Jernlenke, ſom ikke havde været brugt i lang Tid, og med megen Forſig⸗ tighed fif han den lagt pan Hunden, ſom vedblev at ſove og kun i Drømme af og til udſtodte en vred Knurren. Nisſen tog nu fat paa det afbrudte Arbejde og ſlog i Zræet, jaa Stumperne floj rundt omkring. Da han var færdig, fatte han fig op paa Brendeſtabelen for at hvile fig lidt. „Puh! Det var en varm Tur!“ ſagde han og tørrede fin Bande; men Flora var imidlertid bleven vœkket ved al den Spektakel, Nisſen gjorde, og i et Spring foer den nu ud af Huſet efter ham, ſaalangt Lenken kunde naa og tumlede derpaa baglends tilbage. Nisſen trak forſkrekket Fødderne til fig; men blev nu rolig ſiddende, da han faa, at Flora ikke kunde naa ham, og holdt en lang Formaningstale til den. „Naa naa, lille Flora! ikke faa hidſig paa det, er det nu Noget at tage fig jaa nær, vi have jo aldrig gjort hinanden Fortræd, lad os nu kjent fe at forliges om det. Ser Du, Du har nu faaet Dit eget Hus, det er allerede ſtore Ting, det er mere end jeg kan ſige; men nu vil jeg imidlertid godt nøjes med at indbilde mig, at det Hus der omme paa den anden Side af z 5 5 7 8 z — Mlanfeværfet er mit, ſaa kan Planfeværket jo være | Husflid. Stæl mellem os, og lad os faa i Fremtiden enes ſom | — gode gamle Venner; men hufk paa, at Du ikke tager | Virkelyſt. hele Julekagen uden at levne et godt Stykke til Din | gode Ven; læg Du Dig nu kun rolig hen, og lad det jaa være godt.” | Tieneſtekarl Niels Hanſen fra Lerchenfeldt (Ra llundborg) indſendte til Husflidsſelſkabets Udſtilling en lille net Samling forſkjellige Arbejder. Af hans Flora var ſom raſen⸗ de; tilſidſt kunde den ikke andet end ſtaa ſtille paa Bagbenene, idet den fegtede vildt med For⸗ poterne og udſtodte heeſe Hyl, ſom om den var inderlig bevæget over Nisſens Tale. Da galedeHanen inde Vidnesbyrd fremgaar, at hans Moder, en fattig Husmandskone, lærte ham at ſtrikke Strømper og Trojer hvorved han fars Vog⸗ terdreng ikke tjente jaa faa Penge. J den ſe⸗ nere Tid har han lagt ſig efter at lave Vidie⸗ kurve, Sko af Straa og Sivy lidt Bogbin⸗ i Honſehuſet. Nisſen — 5 deri oſv., og har ved KUE OD 1 RER højede Sæde og ſmut⸗ e . „ ſammen til forrige Vin⸗ tede om bag Planke⸗ . ter at tage paa Hoj⸗ værfet, og Flora løb hylende ind i ſit eget Hus, med Halen mel⸗ lem Benene, ret ſom om den fortrød den flut- tede Overenskomſt. == — ä For⸗ og Endebogſtaverne læjte nedad danne Navne paa 2 af Oſtjyllands ftørre Byer: 3 Et Stift og en By i Norge ved en flor Indſo. En Stad ved Sortehavet. En 90 i Mellemevropa. En Del af Storbritannien. Et Fyr ved den engelſke Kyſt. En Stad i Belgien. En ſtor Slette i Sydamerika. En danſk O (men uden 9). : Kjeldermend. Naar er Vejret poetiſk og naar mathematiſk? Svar: Naar det rimer, og naar det regner. Hvilket ſodt Ord kan forvandles til pur Is ved at vendes om? Svar: Sirup. Opløsning 5 paa den firkantede Nod i Nr. 27: ＋ R T RØR TRÆ. Missen og Vunden. | medføre en noverkommelig og orkeslos Brevvexling. ſkolen for og til at lære Mejeriet forrige Som⸗ mer, i hvilken Tid han ingen Lon fik. Han har ſtadigt taget Præmie ved Egnens Husflidsudſtil⸗ ling og hvert Aar leveret bedre og bedre Arbejde. Brevvexling. Nero. Naar Udg. tilbageſender indſendte Manuſtripter, er det fordi de ikke findes pasſende for Bladet. At give Grunde for hvorfor, d. v. ſ. indlade fig pan en Kritik af hvad der ikke kan benyttes, kan Udg. kun ganffe undtagelſesvis, da det vilde Det ſom for Husvennen findes uanvendeligt, kan ſtundom være ſerdeles pasſende for en anden Leſekreds, men Husvennen tilbageſender ſelvfolgelig ikke Bidrag ſom ere gode og pasſende til Bladets Formaal. J. H. i Dub. Poſtkontorerne ere ubetinget pligtige at modtage Beſtilling paa Kvartaler ſom ere afflutte de, eller nær Afflutning. Hele affluttede Bind derimod maa helſt beſtilles i Boghandelen eller hos Udgiveren. Ny tiltredende Abonnenter gjores i Anledning af flere Foreſporgſler opmarkſomme paa, at de udkomne Koartaler (Oktbr. og Jan.) endnu kunne faas à 1 Kr. baade gjennem Poſtkontorerne og Boghandelen. „sen“. Tak! Ville tildels blive anvendte men forſt ſenere, da Forraadet i denne Retning er ſtort. Martin S. i Vtrup. Godt leveret af en ſvag Dreng midt paa Heden ſom aldrig har kunnet gaa i Skole! De mindſt vanſtelige ſkulle komme tilbage paa Tryk. Derfor venligſt Tak. „Hilarius“. Deres geografiſke Gaade indeholder for mange ukjendee Navne. En Noddeknakker. Brugelig; Tak! Indhold. Tigerdraberen, overſat fra Franſt af V. L., med Billede. — Nisſen og Hunden, af Bertrand, med Billede, — Gaade. — Husflid: Virkelyſt. — Brevvexling. Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16. ſpaltel Art, ſorſynet med ſlere Villeder, fil 1 Krone (3 Alg.) Ijerdingaaret frit lilſendt. Hverl Fjerdingaar medſolger gralis et fork fmuke Villede. Bladet kan beſlilles paa ethvert Vofllionlor og Brepſamlingsfled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedllommisſioncren: Audolph Klein, Vifefiræde 40, Kjobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. ligt at rore fig, hiſt og Slorfhabslæsning, Oplysning og Guaflid. Ødgivet af R. C. Bum. 2. Kargang. : i N | &andagen d. 18. April. 1875 Adam Ohlenſchleeger. Af Bendix Hanſen. NE rørte fig rige og herlige Kræfter i vort Fedreland i Slutningen af forrige Aarhundrede; de arbejdede trofaſt, ud⸗ foldede en travl Virkſom⸗ hed i de meſt forſkjellige Retninger og Forhold og ſatte ſig Minder i Sang og Daad, ſom aldrig ville glemmes; Frihedsſtotten ved Kjøbenhavn ſtaar ſom Tegn derpaa. Det var betydningsfulde Forarbej⸗ der for den ny Tid. Efter Aarhundreders Søvn var det danſke Folk ifærd med at vaagne og mande ſig op, efter den lange og trange Vintertid meerkedes Vaardagens Komme, og Folkeaanden begyndte kraf⸗ her ſom en mild og var⸗ mende Flamme. Dog var der allevegne en forunder⸗ lig Famlen. Man mær: fede, at Luften var ſpanger 8 f med Noget, noget dejligt, | ſtort, løftende; men hvad | det var, der vilde og maatte Adam Ohlenachlegers Billedstatte (ak Bissen.) ul * Kjøbenhavn. — komme, det var dækket af Fremtidens Slor; Vejen og Maalet laa ſkjult i en tæt: Taage. Man følte, at man ikke alene var Menneſke, at man ogſaa var noget for fig ſelv, at man var dorſk; men hvad det i Grunden var at være dorſk, det forſtod Ingen til⸗ 8 ö fulde. Det var Digteren, der fkulde klove Taagen, a klare det, der laa og dromte i Sjælens Dyb, og | vije de famlende Kræfter | Vejen og Maalet, og en⸗ kelte Digtere, ſom Evald, havde ogſaa ligeſom uvil⸗ kaarligt i beaandede Oje⸗ blikke grebet de rette Toner; men den forloſende Sang havde end ikke lydt; Ingen havde megtet ſom Hov⸗ ding at ſamle alle omkring ; ; fig og ſlaa til Jorden den Modſtand, der kaldtes til Live, voxede med det nye Liv og beredte fig til en Kamp paa Liv og Dod, ſom anede den, hvad det gjaldt. Derfra kom den Spredthed og Famlen i de unge Kræfters Arbejde. Da kom det ny Aar⸗ hundrede. Det blev ſkudt ind i Norden ved det berøm- melige Skjcertorsdagsſlag paa Kjøbenhavns Red 1801. Danmark var daarligt forberedt til en Kamp paa Liv og Dod med det mægtige England og dets ſtolte, ſejr⸗ rige Flaade; men i Farens Ojeblik gjenfodtes Oldtidens Kæmpeaand. ; De ſpinebundne Blokſkibe bemandedes i Haſt med frivillige Fiſkere, Bønder, Haandveerksfolk og Arbejdere, der bleve til Helte og kempede ſom vare de husvante til Søs, faa ſelv den berømte engelſke Admiral Nelſon maatte give dem det Lov: „Af de 105 Slag, jeg har deltaget i, har intet været jaa haardnaffet og frygteligt ſom bette. Franſkmeendene kempede tappert; men de havde ikke ſtaaet en Time mod den Ild, ſom Danfſkerne holdt ud i fire“. Derfor ſang ogſaa Ohlenſchleger om denne Kamp: „Oldtids Kœmpehoje ſjunke, Danmarks Daad blev glemt paa Jorden, Dag, jom med en himmelſk Funke Livnede du atter Norden. Oldtids Kraft og Oldtids Wre Stjænftes atter os med dig, Derfor, ſtore Dag du være Evig uforglemmelig!“ En loftende og beaandet Tid affoder altid noget Stort og Nyt, og det maa jaa vereß thi det er i disſe ſtolte Ojeblikke, da al den dagligdags Smaakjœvl og Egenkjerlighed falder, og Alle aande i en Tanke, et Hjerteſlag, Folk og Fædreland, at et Folk finder ſig ſelv igjen; det Wdoleſte og Bedſte, der boer i det, kommer frem, og Holger Danfke vaagner, derfor blev Skjcrtorsdagsſlaget den nye Tids Morgengry, derfor fodte det Danmarks og hele Nordens Hovedſkjald, Adam Gotlob Ohlenſchleger. Han var født i Kjøbenhavn den 14de November 1779. Hans Fader var en Sonderjyde, hvis For⸗ "fædre i flere Slægtled havde været Skolelcrere i Svansø mellem Slien og Ekernfordefjord, var bleven Organiſt ved Frederiksberg Kirke og Forvalter paa Frederiksberg Slot og var en anſet og yndet Mand baade af Hoje og Lave. Sonnen, Adam Ohlenſchleger, var en underlig ſtille Dreng med et jaa ſtort Hang til Drommerier, at han kunde tilbringe flere Timer foran de gamle Billeder i Slottet eller liggende alene under de loprige Trœer i Haven, uden at han vidſte, hvad det var, der rørte ſig i hans Sjæl. Tidlig begyndte han at leſe, og da det iſcer var overſpendte ſorgelige franſke Romaner, der faldt ham i Hende, og over hvilke han mangen Gang faldte bittre Taarer, kom det Gribende og Forfcerdelige til at udøve en megtig til⸗ træffende Magt over ham. Da han havde lært Skue⸗ ſpillet at fjende, henreves han ganſke deraf og begyndte paa egen Haand at ſpille Komedie. Evalds Meſter⸗ verker gjorde et dybt og uudſletteligt Indtryk paa ham, faa han fnart blev hans Bndlingsdigter. Hans Moder var en from, ſtille og ſvagelig Kvinde, og hun døde, inden hun faa fin Søn blive til noget; men Faderen var en fund, ligefrem og livsglad Mand, og det var godt for Drengen. Et Held var det ogſaa, at han fif den edle norfke Digter Edvard Storm, Forfatteren til Zinklarsviſen, til Lærer; thi han gav ham en fundere Læsning end de blodſodne franſke Romaner, han henviſte ham til Hiſtorien. Ohlen⸗ ſchloeger elfkede denne fin Ungdomsven og Lærer meget hojt, og hans Dad greb ham faa dybt, at da det blev nægtet Eleverne at faa fri for Skolen for at deltage i hans Begravelſe, oprortes Ohlenſchleeger, jaa han trodſede Forbuddet og traf hele Klasſen med ſig. Da han vorede til, vare hans Slegtninge og Venner meget raadvilde om, hyilken Livsſtilling de ſkulde vælge for ham. Man ſkjonnede jo nok, at der var Kræfter i ham, men man ſyntes ikke, at der var noget, han ſerligt duede til. Dette var ganſke naturligt; thi de ſtore Gaver, Nornerne havde ffjænfet ham paa Vuggen, ſlumrede endnu i ham, og han folte dem blot ſom en mægtig uklar Trang. Det var ſpildt Umage at ville vælge ham en Livsſtilling; thi for ham gialdt det ene og alene om at finde fig ſelv i fit Kald, og dertil kunde ſelv de fornuftigſte og bedſt mente Raad ikke hjælpe, det kunde kun en ſtille aandelig Vært, indtil den Dag kom, da Blomſten ſprang ud, ſtraalende i Sommerſolens Glans. Forſt prøvede man paa at gjøre ham til Handelsmand; men dette maatte ſtrax opgives. Kunſten kaldte ham, og forgjaves forſogte han at blive Maler eller Skueſpiller. Vel var han her fit Kald nærmere; men han var ikke ſtabt til nogen af disſe Kunſtarter; de kunde ikke ræffe ham den Trylle⸗ ſtav, der kunde aabenbare den Lysverden, han anede og ſkimtede bag den travle Virkelighed og de lukkede Kæmpehøje. I de Vers, ſom han ſkrev i flor Meengde, fandt man ikke Spor af nogen ſerlig Begavelſe, ja en af hans Venner kaldte ham endog for „Vandmollen“, faa vi kunde tænke os, hvordan de vare. Han duede altſaa lige meget til Alt, det vil ſige: til Intet. Hans tilkommende Svoger, Anders Sande Orſted, raadede da til at lade ham ſtudere Retsvidenſkaberne, der ganſke viſt var det, der laa ham allerfjerneſt, og det er derfor et klart Bevis paa, hvor lidet ſelv hans Nærmefte forſtode ham. Dog havde han allerede ved "fit varme trofafte Hjertelag og fin livlige, glimrende Fantaſi vundet mange og betydelige Venner; men en tung og trang Tid var det alligevel for ham. Da kom Skjeœrtorsdagsſlaget. dende Begejſtring, denne Begivenhed vakte hos ham, veg Byrden fra hans Skuldre og Taagen fra hans Oje; Fieldveggen braſt, faa han klart kjendte fig ſelv og fit Kald. Frejdigt løftede han ſit Oje; thi nu vidſte han, hvad han vilde og ſkulde; Krefterne gjærede i ham, mægtige Syn joge forbi hans Sjæl, det gjaldt blot om at holde dem faſt, at finde det rette Sted til at bringe den lyſe Storhedsverden frem til Virkeligheden. Saaledes gik et Par Aar. J den glo⸗ Da kom til Danmark en ſaare mærkelig Mand. Det var Normanden Henrik Steffens. Han havde ſtuderet i Kjøbenhavn, men var ſiden rejft til andre Lande og kom nu tilbage 1802 ſom en lærd Mand. Han holdt Forelæsninger i to Vintre, jaa rejſte han atter for ſtedſe, fordi de Styrende, vare bange for hans beaandede Roſt og. derfor ikke havde Brug for ham; men han udrettede alligevel, hvad han fkulde; thi Ungdommen flokkedes om ham, og Ohlenſchleger og Grundtvig, de to Mænd, der ſiden ſkulde blive Landets Mpperſte, ſluttede fig nær til ham og fif af ham det forloſende Ord. Ohlenſchleger ſiger, at Steffens kom til Norden ſom en ny Ansgar, og viſt er det, at der var en livsvælfende Kraft i hans Ord, jaa Dæmningen braſt og Strømmen rullede mægtigt, frit og uſtandſeligt fremad. Ohlenſchloeger, der den Gang havde en Bog under Presſen, gik hen til ham for at høre hans Me⸗ ning. De talte ſammen fra om Formiddagen Kl. 11 til om Natten Kl. 3, og hvor haardt end Ohlenſchleger ſtred for fin Ret til Digternavnet, den Ret, han ikke kunde opgive, erklærede dog Steffens, at intet af det, han hidtil havde ſkrevet, var noget ſandt Digterveerk, han maatte bringe anderledes fuldgyldige Beriſer Efter en fort, urolig og drømmende Slummer ſkrev Ohlenſchlager næfte Morgen Digtet „Guldhornene“, og da Steffens havde hort dette, erklærede han ham for Nordens ſtorſte Digter, og det var han fra dette Ojeblik. Hans tidligere Arbejder tilfredsſtillede ham nu ikke længere, han lod Trykningen af fin Bog afbryde, og udgav derpaa 1803 et Bind Digte, hvori han for førfte Gang vifte fig ſom den, han var, Nordens Hoved⸗ ſkjald, og ſom foruden „Guldhornene“ indeholder Digte ſom „Hakon Jarls Dod“ og „Sankt Hansaften⸗Spil“. J „Guldhornene“ beſynger han de to prægtige Guldhorn, der bleve fundne i Nærheden af Møgeltønder og vare de herligſte nordiſke Oldſager, Nogen har kjendt. Da der var vakt en mægtig ſogende Higen efter den glemte og derfor i Mulm og Nat fjunfne Oldtids Storhed, — ſiger Digteren — da ſuſede det i Natten, Graphojen ſukkede, og det tonede i Luften, medens de gamle Guder rørte fig i den halvdunkle Stjerneglans og talede til Nordens Folk: „J, ſom raver iblinde, ſkal finde et eldgammelt Minde, der ſkal komme og ſpinde! Dets gyldne Sider ſkal Prœget bære af de eeldſte Tider. Af det kan J lere! Med andagtsfuld Wre J vor Gave belønne. — Det ſkjonneſte Skjonne, en Mg, ſkal Helligdommen finde!“ — >= Saa tale de og ſpinde. Luftonerne døe!” ' i Da fandtes det førfte Guldhorn ligeſom tilfældigt af en forgløs ung Pige, og de gamle Tider gav et ſterkt Lysglimt tilbage til de ny. „En ſagte Torden dundrer! Hele Norden undrer!” — Og de ſtimlede ſammen, gravede og ſogte, men ikke efter Oldtidsſkatten, efter Guld, det rode glimrende Guld, og derfor fandt de intet andet end den ſorte Muld. De forſtode ikke Lysglimtet. Da ſpvandt et Aarhundrede og i den vældige, bruſende Nordenvind kom Guderne atter og forjættede en ny Aabenbaring: „For de ſjeeldne faa ſom vor Gave forſtaa, ſom ej Jordleenker binde.“ — der ære — „Guddommens Straaler — i det Mindſte, i det Storſte, ſom brændende torſte efter Livets Liv.“ — Og det andet Guldhorn findes. De vare en Helligdom. Ingen forſtod ret at tyde de ſeelſomme Tegn og Merker, hvormed de vare prydede, og derfor talte de manende til Folket om at ſoge tilbage til den Tid, der havde ffabt dem; men man tog det Hellige forfængeligt, man fan ikke „det ærværdigt Hoje“ og beundrede kun Guldets Vægt og Finhed, Pengeverdien, og da de ſkulde tjene Forfengeligheden og Nysgjerrig⸗ heden, jaa ſvandt de bort og kom aldrig tilbage. (Som bekjendt bleve de ſtjaalne og ſmeltede). i Det er jo en almen Sandhed, at Mandens Gaver maa tilegnes og forſtaas aandeligt og komme lige faa lidt til deres Ret ved at være Gjenſtand for en tom overfladiſk Beundring ſom ved at vejes paa Guldvegt; men det har færlig Betydning for Ohlenſchlaeger og hans hele Virkſomhed, at det er i denne Sandhed, a For dem, fremſtillet juſt paa denne ejendommelige nordiſke Maade, at hans ſtore Begavelſe forſte Gang baner ſig Vej til fuld Klarhed, faa dette Digt kommer til at ſtaa ſom Indledning og Motto, man kunde næften ſige ſom Overfkrift, til alle hans ſenere Arbejder. Det var Nordens Aand, der rakte Ohlenſchleger Digterharpen, jaa han kunde løfte „Guldhornene“ frem af Hojens Gjem. Som „Guldhornene“ maatte hans Digtning aandeligt tilegnes for at komme til ſin Ret og blive Liv; thi Livet aandede i den, og ved blot at vælfe overfladiff Beundring og Forundring vilde den ſpinde og tabe fin Betydning. Der er i vore travle Tider ; Anledning nok til paany at fremdrage „Guldhornene“ og minde om dets Varſelsraab; thi i Reglen ſtifter man jo nu kun flygtigt Bekjendtfkab med Digteren ſom en behagelig Tidsfordriv, og mangen Gang leſer man PDR N hellere en kortfattet Afhandling om ham, for ſaaledes hurtigt og nemt at lære ham ſaavidt at kjende, at man kan ſnakke med, end ſoger hen til hans Værfers livsſtyrkende Veld. Hans naſte ſtore Arbejde blev „Aladdin eller den vidunderlige Lampe“. Det er et oſterlandſk Even⸗ fyr, ſom han har omſkabt til en nordiſk Digtning, der i Rigdom af Skjonhedstrak og Dybde i Folelſe og Tanke altid vil ſtaa ſom et af den ny Tids Meſter⸗ værker. Det er Digtekunſtens Drapa, og da Digte⸗ kunſten er Menneſkegandens herligſte Blomſt paa Jorden, omfatter det alt, hvad Menneſkelivet ejer af Stort, Sandt og Skjont og afſpejler dets Velde, Kamp og Sejr. Som den fattige Dreng Aladdin, der drev omkring og ikke duede til noget, havde Ohlenſchloeger ſely drevet raadvild for "Vinde og Stramme. Som Aladdin havde Ohlenſchleger ſet den ſkjulte Verdens Herlighed og folt det ſom en Livstrang at bringe den frem for Dagens Lys ikke anende, at han juſt der, indeſluttet og ene med fin Verden bag det ſteerke, folde Fjeld, juſt hentede den Magt, der kunde ſpreenge alle Fjelde. Og ſom Aladdin blev Mand, ſaaſnart han havde lært at bruge Lampen og da ſtrax befalede over de megtigſte Aander, ſom om han kun var ſkabt til at befale, medens hans Moder ſank forfærdet til⸗Jorden, ſaaledes blev Ohlenſchlger en Mand, ja en Hovding i Aandernes Verden, da Harpen klang i hans Hender og Venner og Frænder lyttede med Undren og bævende Hjerter. Ja Aladdin afſpejler i meget Ohlenſchloœgers eget Liv, og det kan ikke være andet; thi ikke alene er han ſelv fuldt med i det, han ſynger, jaa det er hans eget Liv og Aand der toner ud; men ſom det i Sandhed Store paa Jorden altid er af ſamme Aand, jaa er og dets Vej til Aabenbaring og Sejr altid den ſamme: gjennem Nat til Dag, gjennem Marke til Lys, gjen⸗ nem Jorden til Himlen. Ohlenſchloger har ſelv følt og erkjendt dette, og han fortæller derfor i ſine Erin⸗ dringer, at den Gang han ſkrev Aladdins Vuggeſang paa den dode Moders Grav, randt Taarerne ned ad hans Kinder; thi han tenkte paa ſin egen Moder. Her er Sangen: „Visſelulle nu Barnelil! Sov nu født og ſov nu længe, Skjodt din Vugge ſtander ſtil', Uden Dun og uden Genge. Hører Du den tunge Storm Sukke ved, hvad jeg forliſte? Meerker Du den ſultne Orm Pikke pan: Din Fyrrekiſte? Sov; Barnlille, ved min Sang! Intet ſkal Din Glæde mangle, Hører Du den muntre Klang Hiſt i Taarnet af Din Rangle? Nattergalen nærmer ſig , Fryde Dig dens blide Klukke? Du har ofte vugget mig, Nu ſkal jeg Dig atter vugge. Hvis Dit Hjerte ej er Sten, Mært min Idræt, Moder kiere! Her af denne Hyldegren Vil jeg Dig en Fløjte ſkjere. Ved dens Toner fryd Dit Sind! — Hvor den klager ſpagt og ene, Som en vildſom Nattevind J de vande Vintergrene! Ak! nu maa jeg fra Dig gaa, Det er koldt i Dine Arme, Og jeg ejer ingen Vraa, Hvor jeg mig igjen kan varme! Visſelulle da, Barnelil! Sov nu født og ſov nu længe, Skjondt Din Bugge ſtander ſtil, Uden Dun og uden Genge!“ Efter Aladdin vendte han tilbage til Norden og fkrev „Thors Rejiſe til Jutunhjem“, ſom han ſenere fortſatte i en hel Rakke Digte om „Nordens Guder“, hvori han ligeſom gjenfoder hele den gamle Gudeverden. Til disſe Digte ſlutter ſig det mægtige Drama „Balders Dod“. Derpaa kom Sorgeſpillet „Hakon Jarl“ med ſine ſteerke nordiſke Helte og deres Kamp paa Liv og Dod for Kriſtendom og Heden⸗ fab. Fra 1805—9 rejfte han udenlands; men Hjemmet fulgte med ham, derom vidner ikke alene den godt kjendee Sang „Underlige Aftenlufte“, ſom kan læjes i enhver Sangbog, men ogſaa hans to Sorgeſpil „Palnatoke“ og „Axel og Valborg”. Det er ikke Meningen her at omtale alle Ohlen⸗ ſchlegers Meſterverker, ja end ikke at nævne dem, og heller ikke vil jeg forſoge at afgjore, i hvilken Digtart han udmerkede ſig meſt. Han har ſkrevet dejlige oſter⸗ landſke Eventyr, kjernefulde nordiſte Sagafortellinger, yndige klangfulde Smaadigte, livfulde Heltedigte og ſtorſlaaede Sorgeſpil. Skulde jeg udpege nogle enkelte af hans Arbejder, da maatte de blive foruden „Aladdin“, Sorgeſpillet „Hakon Jarl“, ſom jeg jætter fremmeſt i Rakken, Heltedigtet „Helge“ og Folkeviſen „Aſker Ryg”. Det, der her har havt ſtorſt Betydning, er ganſke viſt hans Sorgeſpil, ſom derfor ogſaa ere bedſt kjendte i vore Dage; men forreſten ſkal man nodig ſonderlemme hans Digtning og blot gjøre fig Fendt | med en enkelt Art; Ohlenſchloger bor fjendes fuldt ud mere end nogen anden, og det lønner ſig. Han var ikke en „folkelig! Digter i dette Ords indſkrenkede Betydning, men han var det i den bedſte, videſte og 1 229 ſandeſte Betydning; thi ved hans Sang vaktes en hel Slægt af yngre udmeerkede Digtere, der naaede længere ud blandt Folket og ſom hans Børn bragte hans Mand. Dog ſkal man ikke tro, at Ohlenſchlegers Veerker ere for høje for almindelige Folk og derfor kun egner fig for „de mere Dannede“, det er en fuldſteendig Mis⸗ forſtagelſe; enhver, der er vant til at læfe, vil føle fig tiltalt og løftet af dem, iſcer naar de blive godt fore⸗ læfte. Det ved jeg af Erfaring. J Ohlenſchlœgers Digtning fandt Nordens Folk fig ſelv igjen. — Han løftede Taagen, jaa Maalet og Vejen laa klar i Vaarſolens Glans; i hans Sang tonede den forloſende Magt, der kunde ſamle Folket og dets unge gjærende Kræfter. Han fang en ny Tid ind i Norden. Det danſke Maal gjenfodte han, idet han gav os Ord for vore dybeſte Folelſer og Tanker, hvorfor der er en underlig Forſkjel mellem Digte og Sange for og efter hans Tid; thi han hjalp fig ikke i en ſnever Vending med Franſk eller Tydſk, han gik tilbage til Sprogets Moder, „den danfke Tunge“, og øfte der af det rette Veld. Dette er ikke det Veſentligſte ved hans Digtning; men det hænger nøje ſammen dermed; thi det, der ret egentlig gav ham den ſtore Betydning, var, at han knyttede den bruſtne Traad mellem Oldtid og Nutid og derved gav Livet fit eget rette Grundlag til at udvikles paa og Noglen til dets Forſtagelſe og Folkets Selvbevidſthed. Forreſten bør det ikke glemmes, at da han havde aabnet Vejen, arbej⸗ dede Grundtvig trofaſt ved hans Side mod det ſamme Maal og for det ſamme Liv, om end deres Arbejde i meget var forſkjelligt. Ohlenſchloeger er ikke alene danſk, han er nordiſk. Meerkelig nok forſtod han ikke dette ſelv ret forend meget ſent. Da han fkulde rejſe udenlands, ſogte han ikke mod Nord, men mod Syd til Tydſkland og dets Stormend, mellem hvilke han ſogte Aandsfeeller og Venner. Ja han gif endnu videre: Han bejlede til den tydſke Digterkrans, idet han ikke alene overſatte fine bedſte Værfer paa Tydſk, men endog ſkrev enkelte forſt paa Tydſk, ſaaledes „Correggio“, og det var ganfke viſt ikke alene for Indteegtens Skyld. Det var en Misforſtagelſe, der maatte briſte, og den braſt. Den ſtore tydſke Digter Göthe, „Kongen i Digtnin⸗ gens Verden“, ſom man har kaldt ham, modtog ham forſt venligt. og befkyttende ſom en haabefuld ung Mand; men ſiden blev hans Venſkab til Mistro; thi han taalte ingen Medbejlere, og der var Tegn til at Ohlenſchloeger kunde blive farlig, og det var derfor mere end Ud⸗ trykket af et vrantent Lune, den Gang Göthe ſkrev i Anledning af Ohlenſchloegers „Hakon „Jarl“: „Naar disſe Nordboer have lært deres Jabjorne at danſe paa Bagdenene, jaa tro de, at have gjort noget Stort!“ Det ken godt opfattes ſom hele Tydſklands Dom om den noniffe Skjald; thi det bærer Tydſkernes ejen⸗ dommelige Prag i deres hele Forhold til Norden, ſelv om de ſiden have ſogt at „annektere“ ham ſammen med gamle Fader Holberg. Derimod forſtode Normeend og Svenſkere ham ganſke anderledes, hvilket han dog ikke ret erfarede førend han i Aaret 1829 for forſte Gang ſejlede over Sundet til Sverig. Her modtoges han med en jublende Begejſtring der fik fit ædlefte og ſkjonneſte Udtryk, da Sverigs ypperſte Digter, Biſkop Eſajas Tegnér, Forfatteren til „Frithjofs Saga“, kronede ham i Domkirken i Lund med Lavrberkranſen ſom Nordens Digterkonge. En ny Tid maa altid i fin Morgengry kempe fig frem; thi det Gamle flipper kun nødtvungent Herre⸗ dommet. Det er derfor naturligt, at Ohlenſchloegers Fremtreden vakte en hidſig Kamp. Hopdingen for hans Modſtandere var den begavede Digter Jens Baggeſen, den gamle Tids dygtigſte og aandrigeſte Repreſentant. Med bidende Vid angreb han Ohlen⸗ ſchleeger, og i en ofte hjærteløs Kritik ſogte han at nedjætte hans Værd og blotte hans Fejl; men de Unge fluttede Kreds om Ohlenſchleger, og derfor maatte han fejre; thi det er altid Ungdommens Fortrin og Ret. Dog maa det figes til Baggeſens Ros, at ogſaa han ſommetider overveeldedes ſaaledes af Ohlen⸗ ſchleegers mægtige, hjertevarme Digtning, at han for en kort Stund glemte al ſin Bitterhed. Man har ment, at det var til Gavn for Ohlenſchloeger, at ogſaa Nogle dømte ham ſtrengt og udpegede hans Fejl; men ellers er det dog ikke de rette Midler til at udvikle og ſtyrke en ſtor aandelig Begavelſe; den er en Blomſt, der trænger til Solſkin og milde Sommerdage og ikke til Nattefroſt og Vinterſtorme. Endnu kun dette: J Frederiksberg udenfor Kjøbenhavn laa den Gang et Sted, ſom kaldtes Bakkehuſet. Der boede den befjendte Digter Knud Lyne Rahbek (fodt 1760) med fin elſkelige Huſtru Kamma, en af de Kvinder, ſom aldrig ville glemmes i Danmark. I dette Hjem for alt Stort og Skjont ſamledes alle Danmarks betyde⸗ ligſte Mænd, og her ſtiftede Ohlenſchleger Beſkjendtſkab med Kammas yngre Soſter, Kriſtiane Heger, der ſiden blev hans gode og trofaſte Huſtru. Han elffede fit Hjem, fin Huſtru og fine Bern med en ſſjelden trofaſt Hengivenhed; men Hjemmets Lykke fordunkledes des⸗ værre ofte af Neringsſorger; thi han var en fattig Mand, og pinligt maatte det være for ham, den ædle og fortjenſtfulde Sanger, tildels at maatte leve af høje Velynderes Gaver; det virker altid nedtrykkende paa en ſeloſtendig Mand. Derfor maatte han ogſaa ofte, desværre alt for ofte, ſkrive Lejlighedsſange, der næften altid vare meget daarlige. Dertil duer en ſtor Digter ſjeldent, hans Aand kan ikke være Zrælfvinde, den maa være fri, faa han kan være fuldt med i alt det, han ſkriver, det ligger bedre for en lille Digter. J fine ſidſte Dage var han dog en lykkelig gammel Mand med et godt Helbred og et ungdommeligt Sind, hædret af Nordens Folk og Fyrſter, Danmarks Glæde og Stolthed. Efter faa Dages Sygdom dode han i Kjøbenhavn den 20de Januar 1850 og "blev. begravet under ſtor Deltagelſe paa Frederiksberg Kirkegaard ved Siden af ſin forudgangne Huſtru og Datter. J Lavr⸗ berkranſen paa hans Grav byggede en Sangfugl ſin Rede, og i hans Aand, vakt ved hans Sang, toner endnu en frejdig og loftende Harpeklang ud over Dan⸗ marks Sletter og Nordens Fielde, og end ruller Livs⸗ ſtrommen friſk og kick fremad fra hans Kildeſpring. „Seir og Frihed!“ det var Grundtoner i hans Sang, og han horte til de lykkelige faa, der fe deres Livstanke bære fuldmodne Frugter inden Øjet lukkes; han ſaa dem begge lyſe over ſit Folk og Fædreland, og da bøjede han ſit trætte Hoved og lagde fig til Svile. „Dag ſtille! Skjalden er ej dod, han ſover, Som Vintermarken til en dejlig Vaar, Som Nordens Aand i Tidens Vintervover, Hvoraf paany han ſejerrig opſtaaer; Thi han ſtod op i Adam Ohlenſchleger, Beſang fin Kempedaad og Seltedød, Og tomte ud det ſtore Braga⸗Beger, Saa Kæmpeløftet trindt i Nord gjenlød, Han holder Ord, faa atter bøjt i Sky Skal af hans Daad, ſom af hans Kvad gaa Ry“. (Grundtvig.) Tigerdreberen. Operſat fra Frank at V. L. De 8 (Sluttet.) 0 fter denne Fortælling forbleve vi Alle tapſe; g ikle fordi Hiſtorien ikke havde interesſeret os levende; vor fortſatte Tapshed beviſte det Modſatte, og vor Fortæller kunde 2 ikke lade fig fkuffe men hvis. Hiſtorien havde været ude her, ſaa havde den djenſynlig ikke været fuldſteendig. De døde Tigre tilfredsſtillede ikke vor Nysgjerrighed. Vi trængte. til en anden Oplysning. i Sir Sector forftod vor Zavshed og tog efter nogle Minutters Ophold atter Ordet for endnu en Gang at omtale Nuncomar. „Efter at være komne tilbage til vore Kantonne⸗ menter, ſkiltes vi ad og Enhver begyndte forfra paa fin vante Levevis. Jeg havde tabt Nuncomar belt af Syne, fandt at fige brød jeg mig kun lidt om ham, uagtet jeg paa Bunden af og oprigtig Medfolelſe Indier. Omſkiftningerne i det. militære Liv gjore Man lever ſom man bedſt man tenker mindſt muligt at vi Alle ere ſaaledes. kan fra Dag til Dag og paa den neſte Dag. Der vare henrundne tre Aar ſiden denne ſtore heri et eneſte Ojeblit; mit Hjerte følte en levende for den ſmukke og modige mig tilſtaget. | utrolig hurtigt ældede. Jagt, jeg nylig fortalte Dem om, og jeg havde i den Tid ikke gjenſet nogen af vore Kammerater. Jeg havde endogſaa forladt Diſtriktet Meirut, og der taltes om at ſende mig ud for at rekrutere blandt Shikerne og Gurkas erne, da jeg bad om en længere Orlov, der blev Jeg havde i Sinde at overvære de ſtore Brahminſke Feſter, ſom ffulde i Wilnoor, der er den ſmukkeſte og meſt anſete i hele Oſtindien. Det var der jeg ſkulde gjenfinde Nuncomar. Men hvor havde han ikke forandret ſig og var ſig ſelv ulig! Medens jeg med en Evropcers Nysgjerrig⸗ hed, der er begjerlig efter at lære at Fjende de Sæder, der ere de i hans de lange Optog, med den Pragt, Fodeland helt modſatte, betragtede ſom droge omkring den hellige Bygning ſom Indierne lægge for Dagen ved | Alt, hvad der vedrører deres Gudsdyrkelſe, pasſerede en med Pjalter bedakket Indfodt mig forbi. Han betragtede mig fra Top til Taa, derpaa gik han ud af Rakken og fatte ſig ſammen med flere af ſine Troes⸗ fæller paa en Hoj i Nærheden uden dog at tabe mig af Syne. Dette tildrog ſig min Opmeerkſomhed; nu var Turen til mig at anſtille Jagttagelſer, og jeg troede at gjenkjende disſe Anſigtstrek, der vare ſaa Det var ham, det var Nun⸗ comar, den ſmukke Indier fra vor Tigerjagt; i hans odelagte Anſigt ſyntes der at ligge noget Ulykkeligt. J det Ojeblik, da vi vare i Ferd med at forlade Stedet, nærmede dette Menneſke, der havde ventet med en uforſtyrret Taalmodighed, ſig os og henvendte ſig til mig. å „Sir Hector,“ ſagde han til mig, „gjenkjender De mig ikke? Og hvo kunde i Virkeligheden gjenkjende Nuncomar i det der i Dag er tilbage af det ſtakkels Menneſke! Men Hvad mig angaar, jeg vilde ikke for⸗ maa at glemme Dem. Hor da, hvad jeg har at ſige Dem .. . Jeg elſkede Canida af mit ganfke Hjerte, og jeg havde god Grund til at tro, at hun delte miu Kjærlighed. En Dag kom der en Mand af Deres Nation med blonde Haar, blaa Øjne og hvid Hud; fra dette Ojeblik af overvældede Canida mig med en ilde Behandling; der var Intet der formaaede at faa Bugt med hendes onde Luner imod mig. Endelig overraſkede jeg hende en Dag ſammen med ham, ſom hun foretrak for mig; jeg dræbte dem begge To ligeſom jeg dræbte Tigeren. Nu hader jeg alle Englændere | med Undtagelſe af Dem, Sir Hector, og maafke to af Deres Venner. Hvis De vil tro mig, ſaa flygt ſaa hurtigt ſom muligt fra dette Land, hvor der ſnart vil tildrage fig ſkrakkelige Ting.“ Da Nuncomar hapde ſagt disſe Ord, fjernede han ſig og forſvandt blandt Mengden. Jeg troede, at det ſtakkels Menneſke var bløen gal, ſaaledes ſom Sligt undertiden hendes i Oßßeldien med Folk, der undertiden misbruge deres Styke, og jeg antog de Ord, han havde ſagt mig, foyen Van⸗ finde Sted ved Pagoden ＋ Nuncomars tilſlorede Truſel mig i Hu. 2231 vittigs Udtryk. Jeg tog ikke ſynderlig Notits deraf og fortſatte mit daglige Liv. f ; Da ſenere Sepoyernes Opſtand udbrød, randt Jeg ſogte Underretning om ham og erfarede, at denne Indier var en af de fornemſte Forere for Oprøret, og, at han bekempede os med en vild Haardnakkethed. San blev ikke lykkelig. Han blev tagen tilfange i en Fæftning, og han er En af dem, ſom vi, for at ſtatuere et Ex⸗ empel, have ladet omkomme ved at fpænde dem for Mundingen af vore Kanoner. George Bell. Husflid. Vavede Kludetepper. Vogle Syerſker i Kjøbenhavn have i de ſenere Aar velvillig ſamlet og ſendt min Huſtru alle de Klude, ſom de flippe fra ved Zilffæring af Damedragter. De have været af mange forſtjellige Slags og Farver. Man ſorterer dem ikke, men blander dem tværtimod jaa omhyggeligt ſom muligt, førend de benyttes. Af denne ſcerdeles brogede Blanding tages faa lige for Haanden og klippes Strimler fra 1/2 til 2 4 21/2 Tommer brede, efterſom Tojerne ere ſpere eller lette (O: tynde). Strimlerne blandes atter, og jaa tager man heraf ligefor Haanden og ſyer dem ſammen med nogle faa Sting; de bredere Strimler foldes ſammen til ſamme Brede ſom de ſmalleſte, hvorved efter Haan⸗ den fremkommer en Kludetraad, der, ſkjondt ſammenſat af hojſt forſkjellige Stoffer, paa det nærmefte er lige tyk overalt. De ſammenſyede Klude vindes ſaa faſt paa Nogler ſom muligt, dog maa det nøje overholdes, at der under Vindingen ikke ffer nogen Snoning af Kludene. For Ordens og Overſigtens Skyld gjøres alle Nøglerne 5 tunge, f. Ex. 1/2 Mund hvert, Disſe Kludensgler fkulle benyttes til Iſlet. Til Rendegarn kan bruges tvundet, i Brunſpaan farvet, Garn af Sfætteblaar, altſaa af de aller ſimpleſte og meſt værdi- loſe. Tojet væves tofkaftet o: ſom Lærred (kan ſelv⸗ følgelig ogſaa væves ſom Dynevaar om man vil) faa tet ſom muligt. Hvor Iflætten ved Spolingen maa ſteres over, gjør man bedſt i at ſy Enderne ſammen igjen under Vevningen, og hvis ikke dette, da maa Enderne i det mindſte lægges faa nøjagtigt ſammen, at det paagjældende Sted i Tojet hverken fremviſer Aabning eller Knude. Hvor tæt Rendegarnstraadene ſtulle være ſammen i Zøjet er ſelvfolgelig afhængig ſaavel af deres ſom af Iſlattens Tykkelſe, dog maa de ikke ligge hinanden nærmere, end at-Iſlotten kan ſlaaes ganſke tæt ſammen. (grovt) og 51 Bund Klude have vi faaet 75 Alen udmeerket godt, ſmukt og koſtbart Gulvteppetoj, 1 Al. bredt. Det kan ſom andet Guldtappetoj benyttes enten lagt løft paa Gulvet eller faſtſlaget, med et tyndt Halmlag under. lg J Vaverlgn har det koſtet 8 ß. pr. Alen, og Rendegarnets Verdi er højt regnet, 3 Rd. 3 Mk. 2 altſaa i alt Udgift — 9 Rd. 4 Mk. 8 fl., c. 19 ½ Kr. Tejets virkelige Verdi er mindſt mellem 120 og 150 Kroner. Naar man nu jer hen til, at Sammen⸗ ſyningen af Kludene godt kan udføres af Born, og at et Barn med Lethed i ſin Fritid kan ſy 2 Pund ſammen om Ugen, vil det let fkjennes, at dette Arbejde Af 21 Pund Rendegarn at alle Slags Klude, — — —- baade er en lonnende og tilfredsſtillende Fritidsſysſel for Born. Sluttelig ſkal jeg gjøre opmerkſom paa, ſom falde af i ethvert Hus, lige jaa godt funne benyttes ſom de nye Klude, der foran er omtalt. j M. J. En blind Kones Arbejde. Et ſmukt og fremragende Exempel paa, hvad en Blind kan udrette, afgiver Rebſlager Anderſens Kone i Odder (Aarhus), ſom ſiden ſit 22 Aar har været aldeles blind i 13 Aar, og Dog, foruden at paste fit Hus og Rebſalget, aarlig forarbejder 150 Pd. Uldgarn til Trejer, Underbenkleder oſv. og derved i betydelig Grad bidrager til Familiens Underhold. Hendes ſmukke Arbejde belønnedes med Prœmie paa Husflidsſelſkabets Udſtilling i Kjøbenhavn. ; Dusflidsudſtillingen i Viborg. De, der ville udſtille, erindres om, at Anmeldelſer maa indſendes i to ligelydende Exemplarer (udfyldt paa trykte Blanketter ſom faas frit i hver Kjobſtad hos de Mend der have paataget ſig at vere Land⸗ mandsforſamlingens Agenter) inden Üdgangen af April Maaned, til Landmandsforſamlingens Sefretær, Civil⸗ ingenior Hannemann (Schonbergsgade 15, Kjoben⸗ havn, Veſterbro), eller inden 25de April til Lærer Emil Sauter i Vindum over l der, ſom „Danſk Husflidsſelſfkabs Repræſentant ved Landmands⸗ forſamlingen i Viborg“ vil varetage Husflidsafdelingens Tarv, og pan Forlangende meddele enhver nærmere Underretning til Vejledning for Udſtillerne Foruden de i Nr. 27 nævnte Beſtemmelſer be⸗ merkes, at hvis en Üdſtiller indſender Arbejder, ſom falder ind under forſkjellige Klasſer, og disſe Arhejder onſkes udſtillede i Samling, maa det udtrykkeligt bemerkes ved Indſendelſen, og vil der da ſaavidt muligt blive taget Henſyn dertil. — Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjobenhavn. Af Emanuel Henningſen. —ͤ— 2 Det lakked ſnart ad Middag hen, Da ſagde Hans, vor gamle Ven: Hor, Mo'er, nu gad jeg ellers vide, Om ikke knap det var paa Lide, At vi en Mellemmad os fik. Hvad om vi til et Værtshus gik Og tog os et Krus Ol til Maden? Jeg tykkes, at vi her paa Gaden Ej godt kan faa” vor Mad i Ro.“ Hans Kone ſpared: „Ja, min Tro, Jeg tykkes ogſaa, det er Stunden, Hvor ved vi ellers faar vor Unnen “; Men hvor mon der et Værtshus er?“ — „Jeg tror, der er et ſaadant her,“ Gjenſvared Hans, „da har jeg meerket Af Billedet paa Plankeveerket; Der ſer man jo en Herre fin, Som drikker Ol og Brendevin. ) Middagsmad. Kom, lad os kun gaa ind i Haven Og faa” lidt ſtyrkende for Maven.“ Men juſt ſom de kom gagende Ad Gangen, blev de ſtagende Med ſtor 19 da de ſaa ! En ſolvblank Haveglobus ſtaa Opſtillet der. Da ſagde Hans: „Sligt ſer man dog kun uden Lands! En ſaadan Klump man ingenſinde J hele Jylland kunde finde; Fra Thy og lige op til Skagen Man næppe kunde viſe Magen; Men det for⸗ ſtaar fig, om man end En Solvklump havde der ſom den, Saa var dog ingen der ſaa „tum⸗ pen“ 9 At omgaas ſtjodeslos med Klum⸗ pen, Og fætte den i Haven hen, Hvor hver en Tyv kan ftjæle den“. „Nej, ſe,“ ſaa raabte Ko⸗ nen nu, Kjaldermand. Hvad er det, man nødig vil have; men, naar man char faaet det, ſtreber man at vinde det, og, naar man har vundet det, har man det ikke mere? Sv.: Proces. Svilken Fugl finder man i enhver Kugle? Sv.: En Ugle, i i Tiltredende Holdere af Husvennen gjøres opmerkſomme paa, at den udkomne Halbdel af inde⸗ bærende Bind (Oktbr. Kvartal 1874 og Jan. Kv. 75) kan beſtilles baade gjennem Boghandelen og Poſtkontorerne, ſom ere pligtige at modtage Beſtillinger naar de ledſages med Forudbetaling af 2 Kroner (i Nr. 27 ſtod ved en Trykfejl 1 Krone) eller 1 Krone for hvert enkelt Kvartal. 5 *) Tosſet. „Det Anſigt der; hvad tykkes Du! Det har faa lyſtig glade Miner, Og lige ud til mig det griner... Og ſiken Zand... nu maa jeg le!“ — „Men, Lone, kan Du ikke . Hans Jorgen ſpared mild i Sinde, „Det er Dig ſelv, ſom er der inde, Du ſpejler Dig i Solvet, Kone i Aa, Herreczud, min bitte Lone, Naar nu jeg ſaadan ſer Dig er Jeg mindes ret vor Bryl⸗ lupsferd, Da var Du fro og glad ſom Fuglen Og buttet, ſom Du er i Kuglen ...“ For dette fine Smigreri Hun ikke lukte Oret i, Skjcelmſk ru⸗ ſkede hun Hans i Manken. med Kurve⸗ hanken. Saa gik de amle bort ra „Sol⸗ vet“ At ſlukke deres Torſt ved Ollet. . Oplosning paa Gaaden i Nr. 28: Horſens — Randers. Hamar > Odesſa Rhinen Skotland Eddyſtone Namur Sams (o). Brevvexling. Tak for venl. Br. Anton S. Kunne ikke bruges. Zudhold. Adam Shlenſchleger, af Bendix Hanſen, med Billede. — Tigerdraberen, overſat fra Franfk af V. L. (Sluttet.) Husflid: Vavede Kludetapper. En blind Kones Ar⸗ bejde. Husflidsudſtillingen i Viborg. — Hans Jorgens For vanſkelige Navne. ' og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn, af Emanuel Henningſen, 2, med Billede. — Brevvexling. C ˙ AA Husbennen udkommer lil hver Hendag med et 16-f Hyert Ijerdingaar medfølger gralis et forf fmuſtt Billede. Voglade ſamt hos Hovpedſiommisſionceren: — ———— valtet Ark, forfynet med flere Billeder, lil! Krone (3 MK.) Fjerdingaaret frit filfendt. Bladet kan Beflilles pan elhvert Vofikontor og Brevfamfingsflød, i enhver Audolph Klein, Vileſirade 40, Kſohenhavn. 5 Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Og puffed ham for Slorfhabslæsning, Oplgsning og Bus ffid. Anginet af N. C. Bum. i NG OGRE NSSS STAN es TOYS GEA a | 2. Aargang. 5 Kjøbenhavn. d. 25. April. Nr. 30. | e 1825. Hvordan Ole blev til noget. | 9 05 er ds mageloſt, hvad den Dreng kan hitte Af Bendix Han fen paa!“ ſagde Faderen. „Og han er klogere end baade Fader og Moder, ; han driver det til Noget en Gang!“ ſagde Moderen. Des var en Gang en Mand og en Kone, ſom havde „Han ffal være Herredsfoged eller Borgermeſter en Son, der hed Ole. Han var deres Stolthed og eller ſaadan noget med blanke Knapper og Guldbaand Glæde, og de troede, at der ikke gaves Mage til Dreng om Suen!“ ſagde Faderen, „Kunde jeg en Gang faa i hele Verden, og det var jo ogſaa rimeligt nok. Noget ham at je ſaaledes, jan vilde jeg med Glæde lukke Ualmindeligt, noget Stort ſtak der i ham, mente de; mine Øjne og ſige, at jeg havde levet”, men hvad det var, kunde de aldrig ret blive kloge paa, „Ja, det kan nu være godt nok“; tilføjede Moderen, og derfor grundede de beſtandigt derover. „men han maa højere op, han ſkal fjøre med fire; for „Det er ikke værd at tænfe pan”, ſagde Degnen, det ſtikker i ham, og for er jeg ikke tilfreds, for har og han var den klogeſte Mand i hele Byen, „det kommer han ikke naaet fin Beſtemmelſe her i Verden!“ af ſig ſelv ligeſom Sult; naar Poren er moden, ſaa Saa blev han konfirmeret. falder den ned. Giv bare Tid!“ Og ſaa gav de Tid. „Hvad ſkal vi nu ſette ham til?“ ſpurgte Degnen. Dygtig var han, det ſagde Degnen ogſaa, og ſaa „Han fkal lære at faa Guldbaand og blanke maatte det være fandt. Han fad øverft i Stolen og | Knapper!” ſparede Faderen. fit aldrig Sfjænd, men altid Ros, ſkjondt han aldrig | „Og kjore med fire!“ tilføjede Moderen. leſte i en Bog, naar han var hjemme; flittig var han „Ja, det er en meget vanſkelig Ting; det er ſpeert!“ ikke, men det behøvede han heller ikke, faa dygtig var han. ſagde Degnen. 2 Noget. for Noget ſagde hans Forældre, og jaa maatte „Men han har Hoved!” ſparede Faderen. han en Gang om Ugen bringe Degnen en Kurv, der „Og han er en kjon Dreng og har gode Kleder!“ var tung paa Henvejen, men let paa Hjemvejen, og | tilføjede Moderen. ſaaledes gik Ole fremad. „Ja, ſaa ſkal han ſtudere“, ſagde Degnen, og Han holdt meget af at lege, men helſt legede han | derved blev det. 3 „at kjore med fire“. Da han var lille, kunde han Men da der var gaaet nogle Aar, kom han hjem; nøjes med fire Støvler eller fire Stole fatte ſammen han var falden igjennem. ; 2 paa Gulvet og med en Temme af Uldgarn, men da | „Det duer ikke at ſtudere!“ ſagde han. „Man han blev. ftørre, lavede han Tomme af Seilgarn og kan ſtudere fig ihjel, og endda ikke naa til at blive kjørte med fire af fine Kammerater, fpændte for et | noget. Jeg vil hurtigere frem!” s Par gamle Plophjul, og det var mærfværdigt, ſaadan „Kiore med fire! Ja Du har ret, min Son!“ han kunde ſlaa Knald med Piſken. g ſagde Moderen troſtende. 234 „Vi have taget fejl; men man maa finde ſig i at give Lerepenge“, ſagde Faderen. „Man ffal prove fig frem, jaa kommer det nok. Det er Solv og Guld; der regjerer Verden; har man nok af det, ſaa har man nok af Alt, og det har Guldſmeden. Han fkal være Guldſmed. Saa kan han lave Guldbaand og Solv⸗ baand, Guldkors og Solvkors til at bære for paa, og Guldnegle til at bære bag paa ligeſom Greven, og jaa behover han ikke at vente, til Kongen giver ham den Slags Stads, og det giver Anſeelſe; han ſkal være Guldſmed!“ Saa kom han i Lere; men da nogle Aar var gaaet kom han atter hjem. „Jeg vil ikke være indejpærret, jeg vil ikke være Trœl!“ ſagde han. „Jeg vil have Lor til at røre mig, jeg vil være Frimand. Jeg vil opad og fremad; thi jeg er ſkabt til noget bedre og højere!” „Det er ſikkert nok, min Dreng!“ ſagde Moderen. „Ja bare vi vidſte, hvad det er; jeg ved det ikke; men det kommer vel nok!“ ſagde Faderen. „Jeg ved det!“ ſagde Moderen. „Jeg har vidſt det længe; men jeg har baaret det hos mig ſelv; nu maa det frem. Han er ſkabt til Greve. Saa kan han kjere med fire, ſaa kan han pynte fig med Solvkors, Guldkors og Guldnogle, og det er finere og ſtorre at kjobe og bære disſe Ting end at lave dem. Han fkal hen paa Herregaarden Hos Greven og læres op til Greve!“ „Du har ſandelig Ret, Mo'er, Du vär dog den klogeſte!“ ſagde Faderen. „Vi faa ham vel nok anbragt paa Grevens Slot, og er han der, jaa maa han ſelv arbejde fig fremad. Der er mange Folk, og ſtore Herrer blive de Alle; men han naar kun frem til at blive Greve; for de have ikke alle Begavelſen, men den har vor Ole!“ Saa blev han ſendt til Grevens Slot. Det laa nogle Mile borte, og Ole fik ikke Tid til at komme hjem paa Beſog, men ved Lejlighed ſendte han Hilſen: „Det gik ham godt og han kom fremad og opad“. „Gudſkelov for det; nu er han paa rette Vej!” ſagde hans Forældre. Sele Egnen var i Oprør; thi Kongen var kommen, Kongen var hos Greven paa Slottet. Da han vilde rejſe, ſtrammede Folk fra alle Kanter hen til Landevejen for at je Kongen og hans Stads, og Oles Forældre vare med. „Du ſkal faa at je, vi oplever noget mærkværdigt i Dag!“ ſagde Moderen. „Det bæres mig for, at vi faa vor Søn at ſe i al hans Pragt og Ovhøjelje, maaſke hørende med fire“. ; „Og med Guldbaand. Det er meget muligt!” ſparede Faderen. „Det er maaſke alene for hans Skyld, at Kongen er kommen herover!” blev hun ved. „Kan være, Greven har meldt ham, at han havde ſaadan et ualmindeligt Menneſke i Lære hos fig, et Menneſke, der var ſkabt til noget hojere end Greve, til Prins, til Hertug eller, ja hvem ved, maaſke til Konge. Om vi nu fif ham at je, Fjørende med otte Heſte for, ſiddende hos Kongen og med Guldkronen paa Hovedet! Jeg tror næppe jeg kunde bære det. Dygtig er han, dygtigere end Alle! O, om han nu fkulde oplæres til Konge!” „Fire og et Guldbaand, ſaa er jeg tilfreds!“ ſagde Faderen. Vogntoget kom. Folk raabte Hurra, der var ſtor Stads. Det var Kongen og hans Folge. Kongen nikkede venligt til alle Sider; men han ſad alene, og han var flet ikke jaa ſtadſelig, han havde hverken Krone eller Guldbaand; han faa ud, aldeles ſom et andet Menneſke. Saa kom Grevens Vogn, og det var den ſkjonneſte af dem Alle: Fire ſkinnende forte Heſte med Seletøj, der ſkinnede af Sølv, og det pregtigſte af Alt var Kufken, der tronede højt paa Bukken i dejlige blaa og rode Klæder med Sølv- og Guldſnorer, og et bredt Guldbaand om Huen, og det glimrede i Solen ſom en Krone. Ja han var rigtignok den praegtigſte af dem Alle. „Herregud, nu har jeg aldrig i mine Livſens Dage jet noget jaa dejligt“, ſagde Oles Moder. „Han er viſt den fornemſte af dem Alle. Se, hvor fornøjet han jer fig omkring! Se hvor ſtolt han ſlaar Skrald med Piſken! Og ſe Fader, hvor han nikker til os to Stakler! Herre Du min Gud! Det er den ſtorſte Glæde jeg har oplevet! Det er min egen Son, min Ole!“ „Ja det er Ole!“ ſagde Faderen og hans Anſigt ſtraalede omkap med Oles Guldbaand. „Saa naaede han dog at komme op at kjere med fire og fan Guld⸗ baand og Guldknapper og al den anden Stads og komme i Kongens Folge. Ja Gud ſke Lov! Nu er han paa ſin rette Plads, og det er en ſtor Lykke!“ Fra 1 de i det se Ocean og det indiſke Hav Ga F ligger den mindſte og ſidſt opdagede af de fem Verdensdele, Avſtralien. Den beſtaar af et ſtort Faſtland, der kaldes Nyholland efter de forſte Opdagere (Hollænderne) eller Avſtrallandet paa Grund af fin øftlige Beliggenhed (Ordet: „austral“ betyder .øftlig) ſamt af en overordentlig ſtor Mængde Øer, hvis Antal beløber fig til mange Tuſinder og ſom ere ſpredte over et meget ſtort Rum. Storrelſen af disſe Øer er meget forſtjellig; nogle ere ſtore (den ſtorſte, Ny-Guinega er omtrent 11,000 Kvadratmile), men de fleſte ere jaa ſmaa, at Tuſinder af dem̃ tilſammen kun indtage et Fladerum af nogle faa Kvadratmile. Opdagelſen af denne Verdensdel ſkyldes Hollænderne, men det var 235 dog forſt den berømte engelſte Sømand James Cook, ſom gjorde den nøjere bekjendt ved fine Rejſer og Underſsgelſer. Han gjorde tre Rejſer til Ayſtralien (fra 1768-79) og paa den ſidſte Rejſe blev han myrdet af de Indfodte paa Sandwichsgerne 1779. Den ftørfte Del af Auyſtralien er i Evropceernes Beſiddelſe, ifær i Englændernes, der eje hele Ayſtrallandet ſamt en Del ſtorre og mindre Øer. Foruden Englænderne have ogſaa Franffmændene, Hollænderne, Spanierne og de nordamerikanſke Friſtater Kolonier i Avyſtralien. Antallet af de oprindelige Indvaanere i denne Verdensdel er overordentlig ringe. Aarſagerne hertil ere dels de mange øde Strakninger, der iſeer findes i Auſtrallandet, og dels Befolkningens raa og vilde Levemaade, Mangel paa Agerdyrkning og andre regel⸗ mesſige Neringsveje ſamt Krige og gjenſidige Øde leggelſestog. Der findes nu omtrent en Million af de oprindelige Beboere, og deres Antal formindſkes Aar for Aar. Det gaar med dem ſom med Indianerne i Amerika, de kunne ikke taale at leve Side om Side med den hvide Mand, og derfor gaa de uſtandſelig deres Undergang i Møde. Indbyggerne kunne henføres tre Klasſer: Alforaer eller Haraforaer, der bebo en Del af Avftrallandet ſamt Ny⸗Guinea, van Diemens⸗ land og flere andre Øer, Papuer eller Auſtral— negre paa en Del af Ny⸗Guinea ſamt Ny⸗Britannien, Ny⸗Hebriderne og Ny⸗Kaledonien og Malajerne, der leve paa de nordlige Oer, Ny⸗Seland og Sydhavsøerne. De to forſte Stammer ſtaa paa et meget lavt Kultur⸗ trin, leve i en næften dyriſk Raahed og ere i Reglen ikke modtagelige for nogen Dannelſe. Malajerne, der i Modſcetning til disſe Stammer ere ſmukke, velſkabte og ftærfe Menneſker, ſtaa ogſaa over dem i aandelig Henſeende og ere i høj Grad modtagelige for Dannelſe; paa mange Steder have de med ſtor Lethed tilegnet fig | i det Mindſte det Udvortes af den evropeeiſke Kultur. Foruden de oprindelige Beboere findes der ogſaa en Meengde indvandrede Evropckere i Ayſtralien. Ind⸗ vandringen var iſcer ftærf i Aaret 1851, da man opdagede udſtrakte Guldlejer i Kolonien Viktoria paa | Guldfeberen greb en Mængde Menneſker og forte dem over til Avſtrallandet, hvor en ſtor Del De Indvandrede ernære fig | iſer ved Agerdyrkning og Kvægavl, hvortil Avſtral⸗ Ayſtrallandet. af dem har boſat ſig. landets udſtrakte Sletter og Gresgange færlig egne fig, Faareavlen er ijær af ſtor Vigtighed. Det milde Klima, der herſter her, bidrager meget til at gjøre | denne Verdensdel til et ſundt og behageligt Opholds⸗ ſted. Forſtjellen mellem de forſkjellige Aarstider er kun meget ringe. z Plante⸗ og Dyreverdenen i Avyſtralien er juſt ikke rig paa forſkjellige Arter, men derimod meget ejen⸗ dommelig. De Zræer, der danne Avyſtraliens Skove, udmærfe fig ved deres torre og ſtive Lov, Grenene ſkyde for det meſte lige i Vejret og dele fig ikke meget, da Bladene tillige ofte ere ſtillede paa Kant, bevirkes herved at der ikke findes den ſterke og behagelige Skygge ſom i de evropeiſke Skove. Trcerne ſtaa ofte langt fra hinanden, og Skovbunden er derfor bedeekket med en frodig Græsvært. Paa Stepperne i det Indre af Ayſtrallandet optræde Zræerne ofte ſom et lavt Buſkads, der kaldes Scrub, og ſom næften er uigjennemtrengelige paa Grund af de mange Torne. De meſt fremtrædende og fremherſkende Dyr af Ayſtraliens ejendommelige Dyreverden ere Pungdyrene, der have faaet Navn efter en Pung, der findes under Hunnens Bug, og ſom tjener til Gjemmeſted for Un⸗ gerne. Pungen underftøttes af to langſtrakte, flade Knokler, Pungbenene, der ogſaa findes hos Hannerne. Ungerne fødes meget ufuldbaarne og ubehjelpſomme, idet de baade ere nøgne, blinde og dove, naar de kom⸗ me til Verden og neſten kun have en Antydning af Lemmer. De kunne derfor ſlet ikke hjelpe ſig ſelv, men Moderen tager dem ſtrax efter Fodſelen med Munden og ſtikker den ene efter den anden ind i ſin Pung, hvor de ſtrax ſuge ſig faſt til Pattevorterne. De blive i Pungen indtil deres Sanſeredſkaber og Lemmer ere fuldt udviklede, hvilket hos flere Pungdyr varer 6—8 Maaneder. J det Ydre ere Pungdyrene meget forſtjellige og frembyde kun faa karakteriſtiſke Former, men for Reſten ere de ligeſom en Ejentagelſe af de øvrige Pattedyr. Der findes ſaaledes baade Pungaber, Pungbjorne, Punggrevlinger, Pungulve, Pungmaare, Pungmus, Pungrotter ov. Med Und⸗ tagelſe af nogle faa Arter i Sydamerika findes Pung⸗ Dyrene ikke udenfor Avſtralien. Det ſtorſte af alle Pungdyrene er Kænguruen, der har en meget meerkelig Legemsbygning. Hele dens Bagkrop er af en over⸗ 4 ordentlig kraftig Bygning, og navnlig ere Baglemmerne ualmindelig ſterkt udviklede, hvorimod Forkroppen, For: lemmerne og Hovedet ere jærdeles ſvagt byggede. De forholdsvis forte Forlemmer benyttes neſten flet ikke under Bevegelſen, men bruges til at fore Føden, der beſtaar af Plantedele, til Munden med, hvorimod de ftærkt forlængede Baglemmer i Forening med den lange og kraftige Hale ſette de ftørre Kænguruer i Stand til at gjøre umaadelig lange Spring. Under Springet lægges Forlemmerne tet ind til Bryſtet; Halen, der benyttes ſom en Styreſtang, ftræffes lige bagud, og Kenguruen farer nu ſom en Pil gjennem Luften og giør Spring paa 10—30 Fods Længde, idet den hæver lig 6—9 Fod fra Jorden. Det ene Spring følger umiddelbart efter det andet, og den flygtende Kænguru kan holde ud at ſpringe ſaaledes flere Timer i Træf uden at hvile. Den jætter med Lethed over mindre Forhindringer ſom Buſke oſv.; der ſkal derfor en ud⸗ merket Hund til at indhente en flygtende Kænguru. Gangen, ſom man bedſt kan iagttage, naar Kengu⸗ ruerne gresſe, er derimod en klodſet og ubehjcelpſom Humpen. Dyret ſtemmer Forpoterne mod Jorden og En Kængurnjagt. 237 ſkubber Baglemmerne ind imellem Forlemmerne, men for at kunne hæve de lange Baglemmer fra Jorden under denne Bevægelje, maa det ſtotte fig paa Halen. J denne ubekvemme Stilling forbliver Kenguruen heller ikke længere end højft nødvendigt. Selv naar den afbider fin Føde, ſidder den paa Bagbenene og Halen, | medens den lader Forlemmerne hærige flapt ned.“ Saaſnart den har afbidt en eller anden Plante, hæver den igjen Forkroppen og indtager fin ſedvanlige Stil⸗ ling, hvilende paa Bagbenene og Halen ſom paa en Trefod. Den ſtorſte Art Keenguru er omtrent 8 Fod lang, hvoraf Halen er 2 Fod; dens Vægt udgjor 150-220 Pund. Hunnen er omtrent en Trediedel mindre end Hannen, og Ungen er kun lidt oper en Tomme lang, naar den kommer til Verden. Den tætte, glatte og bløde Pels har en graabrun Farve. — De af Leſerne, der have Lyſt ttl at ſtifte nærmere Bekjendt⸗ ſkab med dette mærkelige Dyr, ville vi henviſe til den zoologiſke Have ved Kjøbenhavn, hvor der findes flere ſmukke Kænguruer, ſom trives godt og befinde fig ſeer⸗ deles vel der. Ligeſom Awftraliens oprindelige Folkeſtammer mere og mere ere blevne trængte tilbage og udryddede af den fremrykkende hvide Mand, ſaaledes ſynes det ogſaa at gaa med mange af Dyrearterne. Fordum behovede man ikke at gaa ret langt fra Melbourne for at ſe en Flok Kenguruer forfærdet tage Flugten med lange Spring, og høre den velbekjendte Klapren af deres masſive Haler, naar de jætte fig i Bevegelſe; men nu ſkal man vejle temmelig langt op i det Indre, og ſerligt lægge an paa det, for at nyde et ſaadant Skue. Enkelte Folk paa Avyſtrallandet leve til Dels af deres | Bosſe, ſkjondt dette Land er et meget flet Jagtrevier, men hyppigſt dræbes Kænguruerne med Hunde, mere for Fornejelſens Skyld. Paa lignende Maade ſom Ræven i England, jages de, indtil de af Trethed ikke kunne lobe mere; den Hund, der førft nærmer fig den døende Kænguru, er ſelv dodſens, thi disſe Dyr ſlaa med Bagbenene med en ganſke overordentlig Feerdighed og Kraft, og da Klgerne ere jaa ſkarpe ſom Knive, kan man undertiden je en Hund aldeles opflaenget. Foranſtagende Billede viſer Leſerne en ſaadan Jagt ſaa trykket af Sorg, fan at vi maa give Digteren med Hunde efter Kenguruer. Til Venſtre paa Billedet ſes tre Kænguruer jætte afſted i lange Spring for de forfolgende Hunde; disſe ere ligeſom Jeegerne tæt i Sælene paa Kcenguruerne, jaa Jagten maa antages ſnart at være fin Ende nær. Kenguruens Kjod er ganſke velſmagende, iſcer Halen; ligeſom man undertiden i Kjøbenhavn jer Re- ſtavrationerne avertere ægte Skildpadde, ſaaledes bliver man i Melbourne ofte friſtet ved Plakater i Hotel⸗ Vinduerne, med Bekjendtgjsrelſer om, at man nu kan faa „eegte Koenguruhale⸗Suppe“, og det kan ikke nægtes, at den ſmager godt. — Fuglenes Betydning for Planterne. Af A. V. E. Toepfer. Maar de milde Foraarsluftninger fortrænge den barſke Vinter og vekker Naturen af dens Dvale for at kalde den til nyt Liv, lokker Solens varmende og oplivende Straaler lidt efter lidt den ene Plante frem | efter. den anden af Jordens Skjod, og der begynder nu en ubeſkrivelig Travlhed og Virkſomhed overalt i Naturen. Det er ligeſom Planterne længes efter at fprænge Vinterens Lenke, der længe har tynget dem jan haardt, idet de ſvulmende af Foraarslyſt og For⸗ aarslengſel kappes om hvem der forſt kan udfolde fine- Blade og Blomſter. Den nogne Skov, Marken og Engen pynte fig med Grønt og et broget Zæppe af Blomſter, for ret paa en feſtlig Maade at kunne byde den dejlige Vaar velkommen. Alle, der have Sans for Naturen, glæde fig hvert Aar ved at je den iflædt fin ſmukke Foraarsdragt, men hvor venligt og behageligt end det Indtryk er, ſom den gjør paa os, vilde den dog forekomme os død og triſt, hvis den ikke paa ſamme Tid blev oplivet af Fuglene. De fleſte Fugle beſidde ſom bekjendt en herlig Evne til at kunne oplive Skov og-Mark, og de bringe Poeſi i Naturen ved deres Sang eller Kviddren, deres ſmukke Fjerdragt og deres livlige Veſen. Dette gjælder navnlig de fleſte af de ſaakaldte Trekfugle, og forſt deres Tilbagekomſt hertil gjør Foraaret ret til Foraar for os. Deres Ankomſt gaar derfor heller ikke ubemeerket hen, men bliver iagt⸗ taget med ſtor Opmeerkſomhed og ſtrax meldt i Avi⸗ ſerne ſom en Begivenhed, der vil glæde og interesſere Alle. Endnu inden Vinteren ret har ſagt Farvel, ind⸗ finder Stæren fig allerede hos os og lader fine livlige Toner høre, ſnart efter lyder Lærfens Triller højt oppe i Luften og Solſortens melodijfe Fløjten fra Buffene. Det gaar nu raſk, Slag i Slag med Trakfuglenes Ankomſt, og overalt i Naturen høre vi et utalligt Kor af Fugleſtemmer jublende iſtemme Naturens Gjen⸗ opſtandelſesſang, en Sang, der uvilkaarligt ſtemmer vort Hjerte til Fred og Glæde, om det end er nok Ret, naar han ſiger: „Du, ſom har Sorg i Sinde, Gak ud i Mark og Lund.“ Allerede denne oplivende Betydning, ſom de fleſte Fugle have i Naturen, maa bringe os til at betragte dem ſom Venner og paalægge os den Pligt at frede om dem, at de ret kunne befinde ſig vel hos os. De have imidlertid ogſaa en anden Betydning, der er af langt ſtorre Vigtighed for os. Denne Betydning er. ikke vanſkelig at paaviſe, da den let vil kunne opdages, naar vi gjøre deres Nœring til Gjenſtand for en Underſogelſe. Vi komme da til det Reſultat, at de 238 fleſte Fugle leve af dyriſk Føde og ifær af de Dyr, der angribe og ødelægge Planterne. Heraf fremgaar det klart, at Fuglenes ſtore og vigtige Betydning i Naturen maa være at beſkytte Planterne mod de ffadelige Dyr eller at holde deres Angreb paa Planterne indenfor visſe Grænjer. . Paa ſamme Tid ſom Planterne om Foraaret be⸗ gynde at ſpire og udvikle ſig, paa ſamme Tid begynder ogſaa en utallig Mængde Fjender deres ſkadelige Angreb paa dem. Det vilde derfor ſe galt ud for Planterne, hvis ikke Trokfuglene juſt paa denne Tid atter vendte tilbage til os og i Forening med mange af vore Stand⸗ fugle begyndte deres nyttige Virkſomhed, der kan be fragtes ſom en Udryddelſeskrig mod de ſtadelige Dyr. Man falder derfor Fuglene med Rette for „Naturens Politi”, da deres vigtigſte Hverv er at holde et vaagent Oje med alle de Dyr, der true Planterne med For⸗ dærvelfe og Undergang og derved kunne bringe For⸗ ſtyrrelſe i Naturens Samfundsliv. For at kunne udføre denne Opgave paa en fyldeſtgjorende Maade ere Fug⸗ lene af Naturen udruſtede med alle de Egenſkaber, der kunne komme dem til Nytte ved denne Virkſomhed. De ere i Beſiddelſe af en ſtor Bevegelighed og Hur⸗ tighed, der fætter dem i Stand til at forfølge og ind⸗ hente de ſkadelige Dyr, ſom de ved Hjcelp af deres ſklarpe Syn kunne opdage i lang Afſtand. De flyve omkring og opſoge disſe Dyr overalt, baade i Luften, pan Jorden og paa Planterne, og de findes altid i ftørft Mængde der, hvor denne deres Naring er rigeligſt tilſtede og hvor der derfor er meſt Brug for deres Virkſomhed. Hertil kommer endnu, at mange af de nyttige Fugle formere fig meget ftærkt og have faa kraftige Fordojelſesredſkaber, at de daglig kunne fortære et Antal ffadelige Dyr, ſom i Vegt endogſaa overgaar det dobbelte af hvad de ſelv veje. Da Planterne have deres fleſte og verſte Fjender blandt Inſekterne, folger det af ſig ſelv, at de inſektedende Fugle maa være af ftørft Vigtighed for dem. Det er derfor meget naturligt og aldeles over⸗ ensſtemmende med Fuglenes Betydning for Planterne, at de fleſte Fugle leve af Inſekter. Der findes inſekt⸗ edende Fugle i de fleſte Ordener, ſom de inddeles i, men det ſtorſte Antal af dem hører dog til de ſaakaldte Sangfugle eller Spurvefugle. Det forſte Navn har ſin Oprindelſe fra de jæregne Sangmuſkler, ſom disſe Fugle ere forſynede med, det andet ſkriver ſig fra den meſt udbredte og almindelige her, Spurven. Sang⸗ ſtemmen er ſterkeſt udviklet hos de egentlige Sangere, hvortil f. E. Nattergalen, Lovſangeren, Rør ſangeren og Rodhalſen høre, der alle leve af Inſekter og Larver. vore indenlandſke Arter af Svaler, der næften hele Dagen igjennem ere lige ſaa ivrigt beſkjcftigede med gat gjøre Jagt pan Inſekterne i Luften ſom Natravnen om Natten er optaget af at jage efter de Inſekter, der Af ſamme Nering leve ogſaa i Haver og Skove. komme frem, naar det begynder at blive morkt, f. Ex. Tusmerkeſpermere og Natjværmere. De ſmaa livlige Mejſer flagre og hoppe omkring paa Træerne, ſom de befri fra en Mangde ſkadelige Inſekter, Larver og Inſektceg, ifær Sommerfugleceg, af hvile en eneſte Mejſe daglig kan æde over 10,000. De ere derfor af ſtor Betydning for Zræværten og gjøre megen Nytte Da disſe nyttige Smaafugle for⸗ mere fig meget ſterkt, idet de fleſte Arter af dem yngle to Gange om Aaret og hver Gang lægger 7—12 Wg, bør man ſoge at drage jaa mange ſom muligt af dem til Haverne og Skovene. Dette kan let ffe ved paa pasſende Steder at ophenge Meiſekasſer, ſom de ere meget villige til at fæfte Bolig i. Vore to mindſte Fuglearter, Fuglekongen og Gjerdeſmutten, gjøre Nytte paa ſamme Maade. En Naturforſker har iagttaget, at et Par Fuglekonger i Gjennemſnit hver Time bringe deres Unger 36 Gange Nering, og da denne udelukkende beſtaar af Inſekter og disſes Larver eller Wg, bliver en Mængde ſkadelige Dyr daglig ødelagt ved deres Virkſomhed. .Zræløberen og Spet— meijſen færdes ligeſom Mejſerne meſt i Træerne, paa hvis Stamme og Grene de bevæge fig omkring og nøje underſoge for at opdage de Inſekter og Inſekteg, der findes ſtjulte mellem Revnerne i Barken, hvorfra de hente dem frem ved Hjælp af deres ſpidſe Næb og lange Tunge. Den livlige og ſmukke Ster lever iſcer af Oldenborrer og andre fkadelige Inſekters Larver ſamt af Snegle. Den er derfor en velſet Gjæft overalt, hvorom de mange udhængte Sterkasſer nokſom vidne. Skopſkaden, Kornkragen, Ellekragen, Herfuglen og Vende⸗ halſen gjøre ligeledes megen Nytte ved at udrydde en Mængde ſkadelige Dyr, bande Inſekter og Agerſnegle. Det ſamme er vel ogſaa Tilfældet med den ſtore Tornſkade, den almindelige Skade, Ravnen og den graa Klage, men da disſe ogſaa ofte forfolge og dræbe mange nyttige Smaafugle, bor man vel ikke ubetinget frede om dem, men ſnarere ſoge at indſkroenke Antallet af dem, naar de optræde meget talrigt i en eller anden Egn. En Del af Sangfuglene leve iſeer af Plantefro, og de blive derfor ofte efterſtrebte, fordi man tror, at de gjøre Skade paa Kulturplanterne. Det kan vel heller ikke benægtes, at de undertiden an⸗ gribe disſe Planter, men den Skade, ſom de gjøre dem, er ſom ofteſt af ringe Betydenhed og opvejes desuden langt af den Nytte, ſom de gjøre paa anden Maade. De Plantefro, ſom de ernære fig af, hente de nemlig iſer fra Ukrudsplanterne; de hindre herved disſe i at udbrede fig for ftærkt og heri beſtaar navnlig deres Nytte i Naturens Husholdning. Dernceeſt maa det ogſaa erindres, at alle disſe plantecdende Fugle altid opfsde deres Unger med Inſekter eller Larver, hvorved et meget ſtort Antal af disſe tilintetgjores. Som et Exempel paa en af disſe plantecedende Fugle vil jeg nævne Graaſpurven, baade fordi den er den alminde | ligfte og derfor ogſaa den bedft kjendte af alle vore Smaafugle og fordi der næppe er nogen Fugl, der i den Grad er bleven hadet og forfulgt paa Grund af den Skade, ſom den undertiden gjør paa vore Frugt⸗ træer og andre Kulturplanter. et godt Ord ind for den og bede Læjerne om at ſkaane den, da den fun gjør ringe Skade paa de dyrkede Planter, men megen Nytte ved at fortere Ukrudtfro og udrydde Inſektlarver. En engelſk Naturforſker har iagttaget, at et Par Spurve hver Time bringe deres Unger 40 Gange Naring, der altid beſtaar af Inſekt⸗ larver. Da Ungerne ere meget graadige, kan man godt antage, at Forældrene maa bringe dem Næring 12 Timer hver Dag, og antager man tillige, at de hver Gang kun bringe en Larve hjem til Reden, bliver der dog altſaa daglig 480 Larver og hver Uge 3,360 Larver ved et eneſte Par Spurves Virkſomhed. Da Spurven er vor almindeligſte Fugl, er det let at indſe, hvor megen Nytte den gjør paa denne Maade. Det gaar iſer ud over en Slags Larver, der kaldes Blad- viklere, fordi de rulle eller vikle Bladene ſammen paa Buſke og Zræer og ſkjule fig i det derved dannede Hylſter, og disſe Larver kunne gjøre megen Skade paa Frugttreerne, naar de forekomme i Mengde. En jaa nyttig Fugl ſom Spurven bor derfor ikke forfolges, om den end undertiden æder nogle af vore Kirjebær og andre Frugter, ſom vi jo desuden have forſtjellige Midler til at holde den borte fra. Mange af de plantecedende Fugle have ogſaa en anden Betydning for Planterne, idet de ſpille en vigtig Rolle med Henſyn til Udbredelſen af disſe ved at føre deres Frs fra et Sted til et andet. Dette gjelder navnlig de Planter, der have Bærfrugt. Fuglene nedſluge nemlig Bærrene, hvis ufordojelige Frø gaa gjennem Maven uden at miſte Spireevnen og føres bort med Gjodningen. Mange af Læferne ville viſtnok have bemærket, at man meget ofte finder vildtvorende Planter, f. Ex. Kønnetræer og Hyld højt oppe paa gamle Ruiner, og i Kronen af gamle Pile⸗ træer er det ikke ſjeldent at fe Ribs⸗ og Stiffelsbær- buſke ſamt andre Planter. Paa Ruinerne af Marmor⸗ kirken i Kjøbenhavn, Koldinghus og det gamle Kals Slot vil man ſaaledes kunne finde en Mengde vildt⸗ voxende Planter, hvis Tilſtedeveerelſe ikke alene ſkyldes Vinden, ſom har fort de lette Frø med fig derop, men ogſaa Fuglene. Paa denne Maade ſpredes mange Planters Frø ikke blot over forte Stræfninger, men ved Træffuglenes Vandringer føres de ofte mange Mile bort fra deres oprindelige Voxeſted. 3 (Sluttes.) Jeg vil derfor lægge | 269 | Svalen. ll — Hoo kjender ikke Svalen? Leenges vi ikke hvert For⸗ aar efter at Spalen ſkal komme? Vel vide vi, at „een Svale gjør ingen Sommer“, men den førfte Svale er dog et Sendebud om at der vil komme flere og naar der kommer flere, faa kommer Sommeren ogſaa. Den forſte Svale er ſom en Forpoſt for en Armee, der rykker os frem til Undſcetning mod Vinterens Kulde og ſkarpe Vinde. Vi onſke hvert Aar den forſte Svale velkommen, vi vide, at den og dens Kammerater ville fange mange Tuſinde Myg og Fluer, der ellers vilde plage os. Vi glæde os ved at je den med ſine ſteerke, lange og ſpidſe Vinger klove Luften i lange kraftige Sving, ſnart hejt oppe under Skyen, ſnart langs hen med Jorden, med en Fart og en Sikkerhed, der voekker vor Forundring. Og hvor glad bliver ikke Hver og Een i Huſet fra den gamle Bedſtefader til den lille Purk, der knap kan ſtaa paa Benene endnu, naar Svalerne begynde at kline deres Rede under vort Tag. Svalen er, ſom Storken, velkommen ſaavel i Bondens HOytte ſom under Slottets høje Tinder; thi Svalen vil ſom Storken „gjerne bo, hvor der er Fred og huslig Ro“. Vi folge dens huslige Liv, naar den har klinet ſin Rede; vi ſe Hunnen af og til ſtikke Hovedet ud og | Je fig om i Verden, mens hun ligger i Barſelſeng med | fine Ag, og Fatter fojter om efter Myg og Fluer til at traktere Mutter med under Rugningen. Og hvilfen Larm og Kviddren og Pippen bliver der ikke, naar Ungerne faar fprængt Wggets Hylſter og de Gamle kommer flyvende og bringe dem Mad. Det gaar til ganſke ſom blandt Menneſker, Hvor ogſaa Børnene flokkes om Moder eller Fader, naar det er Tid til at ſpiſe. Det er lyſtigt og morſomt at høre paa. Men | ſnart begynde de ſmaa Svaler at drive Forretninger | paa egen Haand og ernære fig ſelv og je — ja jaa | ev vor forte Sommer forbi, jaa ſiger Svalen os Farvel | for at drage Syd paa, hvor Solen ffinner varmt og * — 940 hvor Myggen tumler fig i Solſtraalerne, mens der her hos os er koldt og barſkt og ikke den mindſte Flue kan holde det ud, men døer af Kulde. De glade lyſe Sommerdage ere forbi naar Svalerne flyve bort, Vin⸗ teren kommer med Morke, med Sne og Kulde. Men den, for hvem Haabet er lyſt og Villien ſterk, ham hjælper Erindringen om den ſpvundne Sommer og For⸗ ventningen om den neſte Vaar over Vinterens morke Tid. Lad os vente og ſe hvad Svalen bringer os næfte Vaar. R. N. Husflid. Seletoj for Koer. Husmand og Bæver Rasmus Anderſen i Veiſtruß pr. Svendborg har opfundet et meget let og henſigts⸗ mæsfigt Seletøj til Køer, der bruges ſom Zræfdyr. Han har ſom Biſysſel ved Siden af Væveriet forfer⸗ diget ikke jaa ſaadanne Set Seletojer, der leveres for en Snes Kroner til to Køer, og har herved bidraget til, at flere og flere Husmeend dyrke deres Jord med deres Koer, til ikke liden Fordel for dem ſelv. Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af ſig. Paa en Gaard, ſom vi dog ikke have Tilladelſe til at nævne, er det opgivet, at en Kudſk ved at lave alle Slags Kurve, Vugger, Skeer ofv., i ſin Fritid gjen⸗ nemſnitlig i 5 Aar har tjent fra 50— 70 Rd. om Aaret, medens en flink Staldkarl ſammeſteds ved at lave Træffo i fin Fritid tjente fra 70100 Rd. om Aaret. En anden Karl tjente 15—20 Rd. ved at ud: ſkœre Skeer. Bognyt. Billeder af Nordens Hiſtorie ved Frederik Barfod, er Navnet paa en ny Bog, ſom udkom til Sulen paa Gads Forlag, og ſom vi paa det bedſte kunne anbefale til vore Leſeres Opmeerkſomhed. For⸗ fatterens højt anſete Navn, ſom folkelig hiſtoriſk For⸗ teller, er Borgen for, at denne Samling Fortællinger, ſom han ſarligt har tilegnet Ungdommen, ere fortalte paa en ſaadan Maade, at det er en ſand Fornøjelje at laſe dem, og vi tro, at vore Leeſere ikke ville fortryde at gjøre fig bekſendt med Samlingen, der indeholder ni livligt og udførligt fortalte Fortællinger, nemlig. 1) Den hellige Ansgar; 2) Haakon Adelſtens⸗ foſtre; 3) Nial og Gunnar; 4) Torgny Lagmand: 5) Slaget ved Stikleſtad; 6) Slaget paa Lyrſkovhede; 7) Slaget paa Stanfordbro; 8) Knud den Hellige og 9) Erik den Hellige. Bogen udgjør 300 Sider i ſtort Format og koſter 3 Kroner. | tilbagelægger i hver Sekund 4 Fod. mer allerede en og Stormen (i vor Del af Verden) til 48 man maa vel huffe Smaaking. Hoor hurtigt man kjorer paa Jernbanerne. Et Menneſte, der med ſedvanlige Skridt bevæger fig fremad, En Heſt kom⸗ hel Del hurtigere fremad; den tilbage⸗ lægger 12 Fod i Sekunden. Et Rensdyr, ſom træffer en Slæde henover en glat Isflade, bringer det til 26 Fod i Sekunden, en Veddelobsheſt til 43 15 od. Lyden bevæger fig med en Hurtighed af 1038 Fod, og en 24pundig Kanons Kugle farer afſted med en Haſtig⸗ hed af 1800 Fod i Sekunden. Et Lokomotiv, ſom tilbagelægger 4 til 5 Mile i en Time, vil hver Sekond befordre ſin Byrde 33 Fod fremad, et Iltog endog 4045 Fod. Paa det evropæiffe Faſtland er Lokomotivernes Hurtighed omtrent ens overalt; i Eng⸗ land kjores der hurtigere. Et Perſontog løber der indtil 7 Mile, et Iltog indtil 10 Mile i Timen. Et Lokomotiv kommer altſaa 8 10 Gange hurtigere afſted, end en Wand kan gaa, 3—4 Gange ſaa hurtigt, ſom en god Heſt kan lobe, omtrent 2 Gange hurtigere end et Rensdyr og kun ½ Gang langſommere end Stormen. Men Menneſke, Heſt og Rensdyr blive ſnart udmattede, medens Lokomotivet, efter at have tilbagelagt en lang Strakning, kan blive ved uden Ophold, forudſat det har tilſtrekkeligt Forraad af Vand og Kul. Vaddelobs⸗ heſte formaa ganſte viſt at holde Skridt med et Jern⸗ banetog, men ikke længere end hojſt i 10 Minutter, og paa, at medens Vaddelobsheſten kun bærer en forholdsvis ringe Byrde, befordrer Loko⸗ motivet. uden at trættes Hundreder af Centner fra Sted til Sted. Gaade. For⸗ og Endebogſtaverne læfte nedad giver Navne paa 2 af Evropas Kongeriger. Et Hapſtrede ved Tyrkiet. En Stad ved Volga. En Stad ved Storebelt. En Flæffe paa en danſk O. En Stad ved Elben. En af Evropas ſtorſte Floder. En Stad ved Vennern. Brevbvexling. Flere Abonnenter ſom have foreſpurgt om hvor der kan faas franſke Harekaniner, henviſes til Danſt Landbotidende, 9die Bind (fans i Boghandelen for 1 Kr. 50 O.) Side 569, hvor der anføres, at Hr. Gronthandler Chr. Sorenſen i Horſens forſender 2 Maaneder gamle Harekaniner overalt i Landet. Priſen var ſidſte Efteraar 3 Rd. 1 Mk. Parret. — Dor. Kaninopdrattere gjøres med det ſamme opmerkſomme paa, at Meddelelſer om gjorte Erfaringer, ſaavelſom om Salgstilbud af Tillæg, til opgivne Priſer, gjerne ſkal forundes Plads i Hus⸗ vennen ſaavidt Pladſen tillader det. 5 Zndhold. Hvordan Ole blev til Noget Fra Avſtralien, med Billede, — Fuglenes Betydning for Planterne, af A. P. E. Toepfer. — Svalen, af R. N., med Billede. — Husflid: Seletøj for Køer. Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af fig. — Boguyt — Smaating — Gaade — Brevvexling. Kaninopdrat. „af Bendix Hanſen. FE Husvennen udkommer. til vert Flerdingaar medfølger gratis el ſlort ſmußt Billede. hver Søndag med et 16,ſpallet Ark, ſorſguel med flere Villeder, til 1 Krone (3 AK.) Fjerdingaaret frit tilſendt. Bladet kan beſlilles paa elhvert Vofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Au dolph Klein, Vileſlrede 40, Kjobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2, Aargang. 3 Nr. 21. ; 639 et var en dejlig Sommermorgen, Solen e ſtraalede klart fra den rene, blaa Himmel, e Lerkerne kvidrede højt oppe i Luften, Duggen laa ſom Perler paa Græs og : Blomſter, og nede i Engen ſpankede Storken gravitetiſk omkring paa fine lange Ben. Der gik to Daglejere henad Vejen, unge kraftige Mænd med barkede Hender og ftærfe Arme, med Madtejnen paa Ryggen og Leen paa Skulderne. Det var Husmand Mads Pederſen og Indſidder Jens Proyſt. „Det er dejligt Vejr i Dag,“ ſagde Jens, idet han faa fig omkring med et fornøjet Blik, „det vil give Humor til Arbejdet.“ „Det vil give Varme og Torſt,“ ſvarede Mads med et Suk, „det er dog ogſaa et træls Liv ſaadan Dag ud og Dag ind at flide og flæbe uden at komme nogen Vej. Jeg ved virkelig ikke, Jens, hvordan Du altid kan være glad. Jeg for min Part er led og kied af det Hele; thi alt Slid og Slæb bringer os ikke videre, vi ere lige fattige alligevel.” „Ja, jeg er jo ogſaa en hel Del rigere end Du, Mads,“ ſagde Jens Provſt ſmilende. „Er Du det,“ udbrød Mads halv ſtodt, „jeg havde ellers troet, at det var omvendt, for jeg har da et Hus og en Jordlod til en Ko.“ „Ja, det er fandt nok, men jaa Indbo og Kleeder.“ „Jeg kan knapt vide, hvad der gaar af Dig, Jens, faa ſtor Du er paa det! Dit Indbo er da ringere end mit, og hvad Kloder angaar, da tror jeg, at baade Lidt Livsfiloſoft. Morſhabalraning, Oplysning og Vusfid. Adginet ak N. C. Num. Hundagen d. 2. Maj. I fin Slægt ſynke i Graven. mine og min Kones ere fag gode ſom nogen Husmands⸗ i; Kjøbenhavn. 18235. familie her i Byen; desuden maa Du huſke paa, at jeg har en Gris.“ „Du er dog et lojerligt Menneſke,“ ſagde Jens med en ſtille Latter, „for klagede Du over, at Du ingen Vej kunde komme, og nu paaſtaar Du, at ingen af Dine Ligemænd har det bedre end Du! Kan Du nu ſe, at Du ingen Ret har til at klage.“ „Ja, men de fleſte Menneſker har det dog bedre end vi, ſom hver Dag efter Skriftens Ord maa æde vort Brød i vort Anſigts Sved, og ſom maa være bange for den Tid, da Alderdoms Svaghed forbyder os at arbejde. Ere ikke alle Menneſker lige berettigede til at nyde det Gode her i Verden?“ „Det ved jeg ikke, Mads, jeg har aldrig forelagt vor Serre det Spørgsmaal endnu, og jeg tror heller ikke, at han vilde ſynes rigtig godt om det.” „Nej, Juſtitsraaden vilde nok ſnart grine Dig Huden fuld.“ „Jeg mente ikke vor Arbejdsherre, men ham, ſom er over alle Herrer,“ ſagde Jens. „Du kan da nok forſtaa, at det er ham, ſom har befkaaret Enhver det Gods, han nyder i Verden, og tror Du ikke ogſaa, at han er lidt klogere end vi og bedſt ved, hvad der tjener os til vort Gavn?“ ; : „Ja, påa den Maade!” „Ja, paa den Maade ffal vi ſe Sagen. Hvis det havde været bedſt for Dig at være født ſom Greve, ſaa var Du nok blevet det, det kan Du ſtole paa; men | det ev rigtignok et ſtort Spørgsmaal, om Du havde følt Dig lykkeligere for det. Hufker Du, hvilket ulyk⸗ keligt Menneſke vor gamle Greve var, han ſaa hele Mon Du gjerne vilde have været i hans Sted?“ „Nej, Gud bevare mig!“ „Ja, ſer vi det; men Du vilde dog gjerne have mange Penge, jaa Du kunde lægge Spaden og Leen til Side og lade Dig opvarte. Ikke ſandt? Köjender Du Hiſtorien om det vandrende Apothek?“ „Nej, jeg er ikke jaa boglærd ſom Du.“ „Naa, faa ſkal jeg fortælle Dig den da. Det vandrende Apothek var en uhyre rig Mand, der blev kaldt ſaaledes, fordi han tyldede Spandefulde af Medi⸗ ein i fig. Han var nemlig aldrig raſk og blev tilſidſt jaa tyk og fed, at han ikke kunde ſe fine egne Støvle- neſer. Han ſad hele Dagen igjennem i ſin Leneſtol, puſtede og ſpedte og havde flet ingen Appetit til at ſpiſe noget af alle de gode Sager, der hver Dag fandtes paa hans Bord. Al hans Rigdom var ham til ſlet ingen Nytte. Doktor, ſom kunde kurere ham, og ved Du, hvad Medicin han faa maatte bruge? Han maatte arbejde, Mads, arbejde til der ikke var en tor Trevl paa ham, og jaa fik han endda kun Lov til at ſpiſe lidt af det allerſimpleſte Slags Mad. Det kurerede ham.“ „Det var da morſomt.“ „Ja, der kan Du ſe, Arbejdet er dog godt for noget. Tonk Dig, hvor den tykke Mand vilde have misundt os, hvis han havde ſet, hvor let vi i den brændende Solhede ſvinger vor Le, og med hvilfen Appetit vi fortere vore drabelige Rugbrodsklundſinger. Ja, det er dog, ſom min gamle Proyſt ſagde, at til Arbejdets Forbandelſe er der knyttet Velſignelſe, nemlig Sundhed og Tilfredshed.“ „Det er meget ſandt alt det; men Arbejdet ſkulde deſag betales ordentlig, ſaa at vi i vor Stand ogſaa kunde nyde Glæde og Forngjelſe, lige jaa vel ſom rige Folk, for de er da ikke tykke Alleſammen eller have miſtet Appetiten.“ „Ganfſke viſt er Lonnen for vort Arbejde knap, men viſt er det ogſaa, Mads, at Gud fan lægge fin Velſignelſe i lidet, naar man bare ikke glemmer at bede ham derom. Huſker Du, hvad Frelſeren ſagde om Fuglene, der ikke Jan og ikke ſamle i Lade, og hujfer Du den forfærdelige Sneſtorm i Fjor, der raſede fem Dage i Treck? Da ſagde Du til mig: „Nu faar da alle de ſtakkels Smaafugle deres Reſt, for det er da ikke muligt for dem at komme ud og bjerge Foden“; men da Urejret var forbi, kom baade Leerkerne, Graa⸗ ſpurvene og Stærene frem fra deres Smuthuller. Hvad mon de havde opholdt Livet med? Jeg ved det ikke; men jeg ſaa, at den kjcre Gud ikke havde glemt dem. Derfor mener jeg, at det heller ikke ſkal have nogen Nod med os. Og hvad Glæde og Fornøjelje angaar, jaa er det nok meſt vor egen Skyld, hvis vi ikke have noget af det.“ „Det tror jeg ikke,“ ſagde Mads. „Ikke det! Ja, ja, det ſkal vi nok komme over⸗ ens om. Hufker Du i vore Drengeaar, hvor glade vi vare, naar Juleaften nærmede fig? Navnlig hufker Endelig fik han da fat paa en klog 242 jeg en Juleaften. Klokkerne kimede, Rimfroſten glim⸗ rede paa Zræerne, og Tagene vifte Tender, ſom vi ſagde. Nede pan Moſen var der ſpejlblank Is, og alle vi Drenge vare mødte dernede med Slæder og Sføjter. Aa, der var en Jubel og Latter, ſom var ganſke mage⸗ los. Om Aftenen vankede der Pebernodder og to Ableſkiver til Mands baade hos Dine og mine For: ældre, og de gjorde os lige jaa glade ſom de rige Born, der ſtod om det pregtige Juletre i Rigmandens Hus. Er det ikke ſandt?“ „Jo, det er da viſt nok.“ „Huſker Du jaa ſidſte Jul, at vi tilfældigvis begge kom op paa Kirkebakken, ſom Drengene rutſede ned ad med deres Slader, ligeſom vi havde gjort, da vi vare Born. Da fil vi pludſelig Lyſt til at prove den Tur igjen, Du ſatte Dig op paa en Slade og jeg paa en anden, og jaa rutſede vi afſted til ſtor Fornojelſe for Drengene og for os ſelv.“ i 5 „Ja, det kan jeg nok huſke; men det var jo bare Barnagtigheder!“ „Meget rigtigt; men det er jo ogſaa Barnagtig⸗ hederne jeg vil have fat i. En Gang her i Foraaret kom jeg hen hos Dig, og Du gik med mig ud paa Lodden, hvor Kornet ſtod jaa ſmukt, at det var en Lyſt. Dit Faar havde faaet to Lam, og Koen havde nylig fælvet. Da ſagde Du pludſelig til mig: „Hor, Jens, jeg er min Sandten ſaa fornojet, at jeg kunde have Lyſt til at baxes med Dig ligeſom i gamle Dage.“ — „Kom an,“ ſagde jeg, og jaa ſtod vi der og floges ſom to rigtige Skoledrenge, indtil Du hug mig i Jorden. Kan Du jaa huſke, hvor vi braſt i Latter, da Din Kone, ſom troede, at det var Alvor, kom heſeblœſende lobende og kaſtede fig imellem os.“ „Aa, ſaadan Noget.“ a „Ja, ſaadan Noget. Tror Du, at det kunde more Dig i Dag, hvis vi lagde Verktojet til Side og gav os til at baxes lidt. Skal vi prøve derpaa?“ „Nej, lad os hellere lade være,” ſagde Mads ſmi⸗ lende, „i Dag er jeg ikke rigtig oplagt.“ „Oplagt — ja, der har vi Ordet, ſom jeg lurede paa: Ser Du, min Ven, ethvert Menneſke kan have Fornojelſer, ja ethvert Menneſke kan glæde fig ved Übetydeligheder, ved Barnagtigheder, det kommer blot an paa at være „oplagt“ dertil. Nu ſkal jeg ſige Dig en Sætning, ſom jeg en Gang har læft, og ſom inde⸗ holder en mærkværdig Sandhed: „Vore Glæder ſtemples til Betydning af vort Sind.“ Det vil ſige, at ligeſom der af ſamme Stykke Papir kan ſtemples en Blank⸗ ſvrteetikette og en Hundrededalerſeddel, ſaaledes kan vort eget Sind ſtemple en ringe Begivenhed til en ringe Ligegyldighed eller til en ſtor Glæde.” „Ja, det forſtaar jeg nok; men hvor faar vi det glade Sind fra?“ „Det faar vi fra Gud,“ ſvarede Jens. Emanuel Heuningſen. 2 Moens Klint. — t Danmark er et ſmukt Land er ſaa ofte L Jagt og ſandt er det. Men der er visſe Naturſkjonheder, ſom Danmark har ſtor Mangel paa og til disſe hører Bjerge. Det ligger allerede i Navnet Danmark, thi i det oprindelige gamle nordiſke Sprog betyder „dan“ lav og „Mark“ Skovland. Skovene ere ſiden den Tid Landet fif fit Navn tagne ſteerkt af, hvorimod Landets flade Form er bleven tilbage. Det er kun paa ganſke enkelte Steder at Landet hæver fig til en nogenlunde anſelig Højde og hvor megen Pris vi ſette paa Højder, kan man bedſt je deraf, at man ofte val⸗ farter langvejsfra for at nyde den vide Udfigt ſom disſe f. Ex. Himmelbjerget, forſkaffer os. Men er det en Sjeeldenhed her til Lands at je høje Banker eller Bjerge, fan er det endnu ſjeldnere at træffe paa Klipper. Naar vi have nævnet Bulbjerg, Bornholm, Stevns og Myens Klint, jaa have vi dem alle, og den, ſom ikke har ſet et af disſe Steder, kan egentlig ikke ſige, at han har ſet en rigtig ſtor Sten, thi alle vore andre Hojder beſtaa jo af Jord. Af de fire Klippepartier, ſom vi ovenfor have nævnet indtager Møens Klint ubeſtridelig den forſte Plads ikke blot paa Grund af ſin Storrelſe, men, de andre ufortalt, i Seerdeleshed paa Grund af fin male⸗ riſke Skjonhed og hele Ejendommelighed; vi ville derfor idag indbyde vore Læjere til med os at deltage i en lille Tour til Møens Klint. Vi ville ikke tale om ſelve Rejſen dertil; thi hvad enten vi bo paa Falſter, Sjælland, Fyn eller Jylland kunne vi let blive enige om Rejſen. Vi jætte os blot ned i en bekvem Stol i vor Dagligſtue, tager dette Numer af Husvennen i Haanden og lade vor Tanke ſpringe over Land og Sø til Møen — vips, jaa ere vi der. Vi teenke os da, at vi en ſmuk Sommermorgen ſtaar ved den nordligſte Del af Maens Oſtkyſt og fe ud over Havet. Det er tidligt; Solen er endnu ikke ftaaet op; vi have rejſt os fra vor varme Seng paa Liſelund og ere gagede ned til Stranden, Det er lidt koldt, thi en friſk Briſe bleſer ind til os fra Oſterſgen, hvis Bolger ſkummende vælte fig ind imod Stranden. Himlen begynder at gløde i Oſt forſt ganſke ſvagt, men hurtigt voxer det rode Skjcer. Sangfuglene begynde at ſlaa deres Triller i Havens Træer; Havet, det „ſortladne Hav de Danſkes Vej til Roes og Magt“ farves rødt ſom Himlen, der ſpejler fig i hver Bølge og i hver Krusning; tilſidſt blusſer alt rødt og gult indtil Dagens Konge, Solen, hæver fit ſtraalende Hoved over Vandſpejlet og falder Liv og Varme frem i hver en Brad. En Solopgang her er nok værd at ſe; Solens Opgang er altid et opløftende Skue, men jeg tror ikke at den nogenſteds gjør et mere overvældende Indtryk end ved det aabne Hav. Det rode Sfjær forſvinder nu og igjennem et ftærkt gult Lys gaar det over til Dagens fulde Klarhed. Vi maa nu give os paa Vejen, hvis det ſkal lykkes os inden Aften at gjennemvandre den lange Stræfning fra Liſelund til Store⸗Klints ſydlige Ende. Vel er Vejen i det Hele vel kun en 9 til 10 Tuſinde Alen, men den gaar ſaaledes op og ned og ud og ind, at det bliver meget længere, tilmed da vi ſkulle ned til Stranden og fe Klinten baade ovenfra og nedenfra. Som ovenfor omtalt begynde vi ved Liſelund, ſom er et Lyſtanloeg eller med andre Ord en ſtor Lund eller Have med kunſtige Ruiner, ſmaa Vandfald, et lille Kapel og flere andre flige Anlæg. Det er et ud⸗ mærket dejligt Sted, hvor Kunſten og Naturen ere komne hinanden til Hjelp for at ſkabe et lille Paradis. Det er, ſom den øvrige Del af Kyſten en Klint, og det reg⸗ nes derfor ogſaa med til Lille⸗Klint; det er gjennemſkaaret af en Kloft og frembyder mange ſmukke Udſigter. Lille⸗ Klint maa man je forſt, thi uagtet Klinten her har en Hojde af 100 — 200 Fod, ſtaar den faa langt tilbage for Store⸗Klint i imponerende Megtighed og vild Skjonhed, at det vilde være mindre interesſant hvis man tog ſidſt til Lille⸗Klint. Vi ville derfor ikke op⸗ holde os for længe paa Lille⸗Klint vi længes for meget efter dens ſtore Soſter, ſom vi allerede fra Nonne⸗ beenken i Liſelunds Have je paa Afſtand. Endnu er her bart og vi vandre ad Stien langs Lille⸗Klint indtil vi nærme os Skoven; vi gaa over de ſaakaldte Slots⸗ gavle, der rage indtil 300 Fod op over Hapfladen, og nu viſer der fig et vældigt ſkinnende Kridtfjeld, den forſte fremſpringende Pynt paa Store⸗Klint. Dens Navn er Taleren og den har faaet det, fordi der her findes et mærkværdigt Ekko. Vi fortabe os i Beſkuelſen af denne vældige 325 Fod høje Kridtblok; det er Klintens nordlige Forpoſt. Det er i hojeſte Grad interesſant for den, der aldrig for har ſet Sligt, at folge med Øjet de uregelmesſige Linier, ſom Klippens vilde ſonderrevne Form frembyder og den ſkjonne Af⸗ vexling i Farver, ſom fryder Øjet. Overſt oppe ſtaa grønne frodige Zræer med deres brune Stammer, det ſaftige Græs med Blomſter i alle Farver; jaa kommer Kridtſtenen, ſnart blændende hvid ſom Sne, ſnart med en jvag rødlig eller blaalig Tone. Hiſt og her findes ſorte Lag af runde Flinteſtene og der dybt nede under os ruller det blaa Hav ind imod den gule Strandbred. Vi kunne gjennem en Kloft, ſom hedder Iydelejet, gjøre et lille Lob ned til Stranden og je Kempen nedenfra og det er et ikke mindre ſmukt Skue. Men vi maa videre; op igjen gjennem Iydelejet gaar det og naar vi ere komne op paa ſelve Taleren og ſtaar i Skovkanten ved den ſtejle Klippeſkrent, kunne vi et Ojeblik nyde den ſtorartede Udſigt. Til venſtre je vi op ad Oreſund til og er Vejret klart, kunne gode Øjne if ſe ſelve Kjøbenhavns Taarne herfra. Lige ud for os have vi Oſterſgen og til Højre Store⸗Klints andre fremſpringende Pynter. Forſt komme vi nu til Hylde⸗ dalsklint, der er det hejeſte Sted paa hele Klinten, nemlig 410 Fod. Det vilde nok imidlertid blive altfor vidtleftigt om vi her fulde nævne alle de ſmukke og merkelige Steder her findes, thi egentlig fortjener det altſammen at omtales og for hvert Skridt man gaar, opdager man nye Skjenheder. Men man maa ikke glemme at ſe fig for; det hender nemlig ikke jaa ganſke ſjeldent, at en Hugorm ligger og ſoler fig midt paa Stien og den holder ikke af at man træder paa den, lige ſaalidt ſom den gaar af Vejen for Folk. Hele Vejen er en Afvexlig af Pynter eller fremſprin⸗ gende Fjeldkanter og Klofter eller, ſom de her kaldes „Fald“, ſaaſom Aalegaardsfaldet, Sandſkredsfaldet, Sakkepibefaldet, Gukkenhulefaldet oſo. Vi komme efter⸗ haanden forbi alle disſe Steder, vi maa hvert Ojeblik ſtaa ſtille og beundre Klintens Skjonhed. Solen fkinner varmt og dens Lys kaſtes tilbage af de hvide | Klipper; det gjør tilſidſt ondt i Øjnene. Til alt Held trekker der en fort Sky op og formorker Solen; det er ganſke velgjorende, men pludſelig merke vi, at det er en Regnbyge, der kommer. Regnen ſtyrter ned, vi Muens Mlint. krybe i Le under en Bufk til det er forbi og Solen atter kommer frem; faa komme vi ogſaa frem og ad den nu fidtede Kridtſti vove vi os ud til Randen af Sfrænten — men hvad er det: Vi kunne neten Intet je for ſtore Skyer af Damp, der vælte ſig op ad Klippens Sider og en kort Tid indhyller Alt. Ah! det var Bygen; Regnen er falden paa Klinterne, der vare ophedede af Solen og nu fordamper Regnvandet, da Solen igjen er kommen frem og fkinner med fornyet Kraft. Det var rart, den Byge kom, jan fif vi det Naturſyn med. Vi komme nu til et Sted. der for ikke Længe ſiden var et af Klintens meſt berømte Punkter, nemlig det Sted, hvor før Dronningeſtolen var — var, ja for den er der ikke mere: Juledag 1868 faldt dette ſtore Fjeld ned i Havet; det var en Klump Kridt, der var 400 Alen lang, 50 Alen bred log 80 Alen tpk. Det faldt med Zræer og Buſke, der forreſten endnu tildels ſtode oprejſt efter Faldet. Længe laa de ned⸗ faldne Masſer ſom en O i Havet, men efterhaanden ere de ſkyllede bort og opløfte; der kunde have været poleret meget Sølvtøj og ſkrevet med Vrovl med det * 245 Kridt. Men det er un ikke værd at vi komme i daar⸗ ligt Humor ved disſe ſorgelige Tanker; thi vi komme nu til et Sted, ſom er Perlen paa hele Klinten, nemlig Maglevandsfaldet. Dette er den ſtorſte Kloft paa Klinten og det Sted hvor man bedſt kan gaa ned. Kløften ſelv er vildſom og fuld af Klippeblokke, men der har ſamlet ſig Jord i den og den er ſteerkt bevoxet med Zræer, Krat og en Mangfoldighed af Græsarter og andre Urter. En Bak, der har fit Udſpring i den vverſte Del af Maglevandsfaldet ſtyrter ſig ned igjen⸗ nem det; den bugter ſig mellem Stene og Kridtblokke og hiſt og her danner den ſmaa Vandfald. Dens Vand er klart ſom Kryſtal og koldt, og det er denne Bak, ſom man kan takke for den, rige Plantevært, der findes i Maglevandsfaldet. En Sti lober ned gjennem Faldet og Ingen bør undlade at gaa ned ad den til Havet, Til begge Sider hæve fig mod Nord Magle⸗ vandsnakke og mod Syd Maglevandspynten. Det er ikke blandt Klintens hojeſte Steder, men det er ſaa overordentlig dejligt, da man her paa en Tid har de ſtolte vilde Klinter, den tapſe Skov, det ſmilende Maglevandsfald med fine ſladrende Bakke og det vidt⸗ ſtrakte Sav med Rügen og Bornholm i det Fjerne. Naar vi ere komne ned til Stranden, finde vi en Menngde af runde forte Flinteſtene, der ere hule og nogle af dem rasle ſom en Rangle, naar man ryſter dem. Der findes tillige en ſtor Mangde Forſteninger af Sødyr og Snegle. Man kal imidlertid, hvis man ikke har meget god Tid, ikke begynde at føge. efter disſe Naturmerkverdigheder; thi er man førft begyndt derpaa, er det vanffeligt at holde op igjen. — Siden vi nu ere her nede, ville vi gjore en lille Vandring imod Syd og vi træffe da her Klinten udhulet forneden jaa at Kridtmasſerne hænge ud over os. Igjennem Kridtet her ſiver Kildevandet ud og drypper uafbrudt ned; derfor kaldes dette „Grederen“. — Vi maa nu helſt vende om og gaa op igjennem Maglevandsfaldet. Det er ikke mindre ſmukt end at gaa ned igjennem det, men det er anſtroengende. Stien gaar i Zig Zag og derved bliver den mange Gange længere end om den gik i ret Linie. Tilſidſt naa vi dog derop; undervejs have vi ſamlet os en lille Koſt af de nydelige Blomſter, ſom i ſaa ſtor Mængde vore langs Maglevandet. Trette ere vi, men vor Klintetur er nu ſnart ſluttet. Forbi Sandfaldet komme vi til Sommerſpiret, en hoj ſpids fremſpringende Kridtmasſe, hvis pverſte Del har Form ſom en Sukkertop. Vi kunne ikke komme ud til ſelve Sommerſpiret, da det kun ſtaar i Forbindelſe med det Sted, hvor vi ſtaar, ved en til begge Sider ſtejl og brat Kam, hvis Eg er jaa ſkarp, at ſelvb en Line⸗ danſer vilde bede ſig fritaget for at gaa derud. For nogle Aar ſiden havde en Ornefamilie indrettet ſig et behageligt Hjem der. Ornene holde af Enſomhed. Familien kunde ikke have truffet noget bedre Valg, thi paa Sommerſpiret vilde den ikke blive overrendt af |! | Fremmede. Forreſten gaar der et Sagn om, at en Mand for en Del Aar ſiden har foretaget ſig det hals⸗ brekkende Arbejde at krybe derud. Naar vi je Sommer⸗ ſpiret, maa vi dog tvivle om at Sagnet taler ſandt. Den Strakning af Klinten, ſom folger herefter længere imod Syd hedder Graaryg, fordi den er mindre hvid end det Øvrige; ogſaa Graaryg er ſmuk, men naar vi ere forbi den, ophører Skoven og vel fortjætter Klinten ſig endnu et Stykke indtil den ender ved Fyr⸗ taarnet, men hvad der er at ſe, kan ikke taale Sam⸗ menligning med det vi have ſet. Vi ville derfor opgive at gaa videre, og vende tilbage til Maglevandsfaldet, jaa trætte, at vi ſnart ikke mere kunne flytte Benene. Aftenen falder paa og Himlen bliver noget overtrukken. Vi maa tenke pan Natteleje og henvende os paa en Gaard, der ligger lidt oppe i Landet. Gaardmanden har allerede Huſet fuldt, men tilbyder os at vi kunne ligge i hans Lade, naar vi ført ville aflevere vore Svpovlſtikker, Tobakspiber og Cigarer. Det gjøre vi og ſoge nu at indrette os i Halmen. Vi falde ſtrax i Søvn, men have kun ſovet et Par⸗Timer, da Gaard⸗ manden kommer og ſiger, at vi maa ſtaa op, da et Tordenvejr nærmer fig. Uh ha! Men der er ikke Noget derved at gjøre, vi maa. op og da vi komme ud af Laden, blendes vi ſtrar af Lynene. Men ſidde og kukkelure hos den gode Gaardmand i hans morke Lade, det er der ingen Fornojelſe ved. J Saft Tøjet paa og afſted til Klinten! At ſe Klinten i Tordenvejr om Natten, det er prægtigt. Farlig er Vandringen; man maa have En med, ſom fjender Vejen. Det lykkes, vi naa derud. Men hvilket Syn. Blaa-violette Lyn oplyſe i et Ojeblik de hvide ſpogelſeagtige Kridtfjelde og det morke Hav og i ſamme Nu bliver Alt atter belgmerkt. Synet gjentager fig atter og atter; det er helt eventyrligt, men det er et Syn af en ſaadan Storhed, at det aldrig vil udſlettes af vor Erindring, om vi end blive nok faa gamle. Snart ſkyller Regnen ned, Lynene knittre og Tordenen ruller. Her ſe vi Gud i fin Storhed og os ſelv i vor Ringhed og Af⸗ magt, vi fole hvorledes han i ſin Velde kan knuſe os ſom Fnug. Men Uvejret træffer bort, Himlen bliver atter klar; Maanen oplyſer nu med fine milde Straaler, den hvide Klint, og ſpeiler lig i Havet der nu er bleven roligt igjen. Det er Naturens Fred, der vender tilbage; for maatte vi tænfe van Gud i hans Veelde, nu maa vi tænfe paa ham i hans Mildhed. Derude i Hori⸗ zonten lyner endnu det bortdragende Uvejr og med løftet Sind og Tak og Tro til Ham, der har fkabt denne ſtjonne Verden, Ham, der ſvinger Lynet og der lader det mindſte Straa vore frem, tage vi Afſked med Mgens Klint. 1 1 Fuglenes Betydning for Planterne, Af A. N. E. Toepſer. A (Sluttet.) | i | : Fugle, hvis Virkſomhed er af Betydning for Plan⸗ ö terne, vil jeg indſkrenke mig til endnu kun at omtale | naogle af de vigtigſte af dem. Jeg vil da førftrnævne | | i b ' berøver mange nyttige injeftædende Smaafugle Livet. Den kan ſom bekjendt ikke ſelb udruge fine Wg, da É der forløber ſaa lang Tid mellem hvert Wg, ſom den ng lægger, at de førft lagte vilde være fordærvede, inden den fif lagt det ſidſte, men den lægger dem enkeltvis i andre Fugles Reder. Disſe Fugle udruge da dens | Wg i Forening med deres egne, men det gaar herved i ud over deres egen Yngel, ſom enten døer af Sult eller bliver kaſtet ud af Reden af den ſtore Gjøgeunge, hvis Graadighed Plejeforeldrene tilfredsſtille paa deres egne Ungers Bekoſtning. Hvis man derfor alene tager Bnglemaaden i Betragtning, maa man henregne Gjogen til de ſkadelige Fugle, men en Underſogelſe af dens Nering vil ſnart overbeviſe os om den ſtore Nytte, ſom den gjør. Den lever nemlig neſten udelukkende pl af de ſkadelige Bombyx-Larver, ſom ingen anden ål Fugl tør binde an med paa Grund af de giftholdige * kraftige Fordojelſesredſkaber ere derimod afpasſede efter denne Næring, ſom den ingen Skade tager af, og ſom den næften hele Dagen er beſkjceftiget med at opſoge. Den bekjendte og dygtige Naturforſker Tſchudi har iagttaget, at Gjogen i det Mindſte hver femte Minut eder en af disſe Larver og paa en Dag mindſt 170. Regner man, at Halvdelen af disſe Larver ere Hunner, og at hver af disſe vilde lægge 500 Wg, hyilket Antal ingenlunde er for ſtort, hindrer altſaa en eneſte Gjøg paa en eneſte Dag Udviklingen af 42,500 fkadelige 4 Inſekter. Den gjor herved Planterne en uberegnelig Brus Nytte, der fuldkommen opvejer den Skade, ſom den tilføjer Smaafuglenes Yngel ved fin ejendommelige Ynglemaade. — Spætterne, af hvilfe vi have flere Arter her, anrette ſtore Ødelæggeljer blandt, de In⸗ ſekter og Larver, der opholde fig paa Zræerne. Ved Hjeelp af deres Klatrefodder og ſtive Støttehale bevæge de fig med ſtor Beheendighed omkring ſpaa Træernes Stamme og Grene, hvor de hiſt og her banke paa Barken eller ſlaa Hul paa den med deres ſteerke, kile⸗ dannede Næb. De Inſekter, der leve under Barken blive opfkrremmede ved denne Banken og komme frem af Smaahullerne eller Revnerne i den, men blive da ſtrax et Offer for Svætten, der ſpidder dem paa fin Tunge, der er meget ſpids, hornagtig i Enden og beſat med Modhager; da den tillige kan ſtrokkes langt ud af Munden, er den et udmeerket Redſkab til at gribe Da det vil blive for vidtloftigt her at nævne alle de | …— Gjøgen, hvis ejendommelige Ynglemaade jo rigtignok | Haar eller Børfter, ſom disſe ere beklædte med. Gjogens Inſekterne med. Spetterne gjør ogſaa Nytte paa anden Maade, idet de med deres Neeb hugge Huller i gamle troſkede Treſtammer for at ſkaffe fig en pasſende Bolig. Da de ſelv kun benytte en ſaadan Bolig en ganfke fort Tid og derpaa forlade den og indrette fig en ny, tilvejebringes herved en Mengde bekvemme Steder, hvor de ſmaa injeftædende Fugle kunne anbringe deres Rede. — Agerhønen, Vagtelen, Brokfuglen, Viben og Maagerne ere heller ikke uden Betydning - for Planterne, da de fortære en ſtor Del Inſekter, Larver og Agerſnegle omkring paa Markerne. Selv mellem Ropfuglene findes der enkelte f. Ex. Mus⸗ vaager, Hvepſevaagen, Rodfalken, Taarn⸗ falken og Uglerne (med Undtagelſe af den ſtore | Hornugle), der gjøre megen Nytte ved at fortære en ſtor Mængde af de for Planterne ſkadelige Dyr, ifær Inſekter og Mus. Ved forſkjellige Underſogelſer er det bleven godtgjort, at vor almindelige Musvaage daglig kan æde 40 Mus, men antage vi, at den kun æder 20 daglig, vil den dog i Løbet af et Aar kunne ud⸗ rydde henved 7000 af disſe ſkadelige Smaadyr foruden” en ſtör Del Jordkrabs og Oldenborrelarver. Den engelffe Naturforſkler White iagttog i længere Tid et Par Slørugler og fandt, at de i Gjennemſnit hver femte Minut bragte en Mus hjem til Reden, altſaa 12 hver Time. 8 Denne kortfattede Skildring, i hvilken dog kun en Del af de vigtigſte Fugle ere blevne omtalte, haaber jeg maa være i Stand til at give Leſerne et klart Blik over Fuglenes ſtore og vigtige Betydning for Planterne og derved ogſaa for os. Paa Grund af denne deres nyttige Virkſomhed i Naturens Hushold⸗ ning ſkulde man tro, at de ikke vare udſatte for Efter⸗ ſtrebelſer fra vor Side, men desværre forholder det fig ikke ſaaledes, thi der er næppe nogen Dyreklasſe, der i den Grad er bleven forfulgt og efterſtrebt ſom juſt Fuglene. Det er derfor gledeligt, at der i den ſidſte Tid fra flere Sider er bleven arbejdet kraftigt paa at ſtandſe denne Forfolgelſe, der er til ſtor Skade for os ſelv; thi for hver nyttig Fugl, der bliver dræbt, hindres Ødelæggeljen af Tuſinder af de ſkadelige Dyr. Det er derfor Enhvers Pligt at gjore ſit til, at For⸗ folgelſen af de nyttige Fugle omſider kan aldeles ophøre. Hvis vi ville drage den fulde Nytte af Fuglenes gavnlige Virkſomhed for Planterne, er det imidlertid ikke tilſtrekkeligt, at vi afholde os fra at efterjtræbe dem, men vi maa tillige frede om dem og beſkytte dem, for at de ret kunne befinde ſig vel hos os. Dette kan ſke paa mange Maader. Landmændene mag ikke være ſaa ivrige efter at rydde levende Hegn og enkelt⸗ ſtaaende Zræer omkring paa deres Marker, da de herved gjøre fig mere Skade end Gavn. Hegnene ere nemlig gode Tilholdsſteder for en Mengde nyttige Smaafugle, ſom derfra føre deres Udryddelſeskrig mod de ſkadelige Dyr, og de enkeltſtagende Zræer tjene Musvaagerne, — — N [| 247 Taarnfalkene og Uglerne til Hvileſteder og Udkigspoſter, hvorfra de ved Hjælp af deres ſkarpe Syn opdage Markmuſene og ſlaa ned paa dem. Man bør ijær ſtaane de gamle hullede Zræer, da mange nyttige Fugle have deres bedſte Tilholdsſteder i dem. Da der de fleſte Steder er ſtor Mangel paa ſaadanne Zræer, kan man erſtatte dem ved at danne kunſtige Redekasſer af hule Grene, Vandror eller Broder. Storrelſen af Redekasſerne maa vere forſkjellig, efterſom man f. Ex. vil have at Stare eller Mejſer ſkulle benytte dem, og de maa faſtgjores paa pasſende Steder, f. Ex. paa Gavlen af Huje eller endnu hellere i Træer. Ind⸗ gangen eller Flyvehullet paa dem, foran hvilket der maa anbringes en Pind, maa helſt vende mod Oſt. Ved disſe Redekasſer ſkaffe vi mange af vore nyttige Stamfugle eller Trekfugle bekbemme Bngleſteder, og den ringe Udgift, ſom er forbunden med Anfkaffelſen af dem, vil rigelig blive erſtattet ved Odelceggelſen af de ffadelige Dyr. Dernæft bor vi ogſaa beſkytte de nyttige Fugle ved at efterſtrebe deres Fjender, navnlig Ropfuglene med Undtagelſe af dem, ſom jeg tidligere har nævnt. En ſaadan Omſorg for de nyttige Fugle vil ikke blive upaaagtet fra deres Side, men medfore meget gavnlige Følger for os. De ville belønne os herfor ved deres livlige og muntre Sang og iſeer ved deres gavnlige Virkſomhed for vore Kulturplanter, der ikke kunne undvære Fuglenes Beſkyttelſe. Derfor retter jeg den indtrængende Opfordring til Alle: „Skaan vore nyttige Fugle og fred om dem!“ Smaating. Hvor mærkeligt! En Dame fra Hovedſtaden beſogte en Gang fin Fætter, ſom ejede en Herregaard i Jylland, for at nyde Landlivet med alle dets Tillokkelſer og for ſiden i fortrolig Kreds af Veninder at funne fortælle om, „den Gang jeg var paa Landet“. J de førfte Dage glæde hun fig iſcer over Naturens Skjonhed, og en Gang, da hun var med Fatteren i Marken, ſaa hun i Fraſtand et Stykke Gronjord, hvorpaa den udkjorte Gjodning endnu ſtod i ſmaa Hobe. Strax udbrød hun i Lovtaler over, hvor ſmukt det dog jaa ud med de brune Pletter i det Grønne. Fætteren ſmilede, og da Karlen i det ſamme kom kjorende med et Læs Gjedning, vaktes derved hendes Nysgjerrighed, jaa hun vilde vide, hvad det egentlig var; men næppe ae Fetteren givet den vanſkelige Forklaring, for hun orundret udbrød: „Men Gud! De Jyder forſtaa da ogſaa at bruge alting!” ; Hans Jorgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn. ——— 3. J Skyggen af en mægtig Lind De Gamle hvile fro i Sind, Ej nogen er dem der til Hinder, — Mens Kurvens Indhold langſomt ſvinder Med Godtel gjennem deres Mund. Vel ſidder der bag Bordets Rund En ældre, ffjægget Officer; Men han ſig i det hele teer, Som om han ikke var til Stede, Af „Berlingſke“ han har fin Glæde. Da ſagde Hans: „Det Ol var godt, Nu anfked ſandelig jeg blot, X Det var betalt, for denne fine 8 Og hovne Kromands tvære Mine 8 Mig hover ikke allerbedſt; SR Han er jo flædt ſom til en Feſt, Ja, akkurat, ſom var han Praſt. Man neppe paa ham falde tor...“ Det vared dog ej længe, for At Fyren flot og bvølig mødte, Og Hans en Kobberjfilling ſtodte Wrbødig tavs ad Bordet hen. „Hvad nu? Hvad mener Du med den, Min gamle Fyr; Du er nok ollet, Her inde ta'er vi kun mod Sollet, To halle Bay're er en Mark, Forſtaar Du det, min gamle Knark,“ pparteren ſaa melte hoven, 5 Mens fornemt Blikket han fra oven Lod glide paa dem begge ned. Da blev vor Hans om Øret hed. „En Mark for det!“ han helt betuttet Udbrod, imedens han. fig ſkutted. „For ſaadan Slant“) en Mark Forlis! Jeg aldrig horte ſlig en Pris!“ : Mens efter Marken han mon' famle, Den auden ſagde haanligt: „Gamle, Det ſynes mig, det hele ſmager, Som om Du var en lun Bedrager; Pung ud lidt raſk, hvis ikke vi Skal kalde paa vort Politi.“ Da ſprang Hans Jorgen op fra Bordet, Med heftig Vrede tog han Ordet Og raabte: „Svad, en ſaadan Purk Tor kalde mig en ſimpel Skurk; For han blev født, jeg Kongen tjente, Og alle, ſom Hans Jorgen kjendte, Da han ved femte Eſkadron Blev faldt den ſtouteſte Dragon, Mig alle Tider reſpekterke Og mig ſom ærlig æftimerte! Og nu tor ſaadan Karl, ſom han, Mig ſige ſligt! Tov lidt, kom an! Hvis ikke han er red og bæver For et Par gamle, jydſke Never!“ Saa raabte Hans; den anden Gjeſt, Som hidtil Bladet havde læft, Nu reiſte fig og jagde: „Stille!“ Opvarteren han bød at „pille Afſted“ — trods det han var ſaa fin — Og hente flux en Flaſke Vin. „Hor Folkens“, ſagde han og ſmiled, Mens Tieneren i Haft bortiled, „Nu maa J hjælpe begge to At tømme Flafken; thi, min Tro, Jeg meerker, Hans, paa hvad J prater, At vi er gamle Kammerater.“ ) Lille Taar. Saa taled han jaa venligt om De gamle Dage; Flaſken kom, De flinted, drak, til den var tom. Nu takked pænt, og da de gik, Han bøjer høfligt fig en' Alen. Oplosning paa Gaaden i Nr. 30: Danmark — England. Dardanellerne Aſtrakan Nyborg Marſtal Altoua Rhinen Karlſtad. Brevvexling. „Graabjorn“. Bruger fan faa Digte og har ſaa mange indſendte liggende uden at vide naar der ſkal blive Plads for Optagelſen af de bedſte. 5 Anders BBanring. Tak. Enkelte benyttes mulig en Gang. „Interup“. Beſtemt Nei! Udg. kan ikke, for at det kan glæde en Begynder at fe fit Arbejde pan Tryk, indlade fig paa at optage noget mindre godt. Den Omſtendighed at Husvennen holdes i over 6000 Huſe og leſes af mindſt 50,000 Menneſker hver Uge, gjør Udgiveren det til en ſtreng —— og Fjær Pligt kun at antage det fortrinligſte af de mange Arbejder, der tilbydes. Og da de ſkiltes, glad i Aanden De Gamle trykked ham i Haanden. Men, Tjeneren ſom Marken fik, ö „Se“, ſagde Hans, „det hjalp paa Ka'len, At vi drak Vin med Generalen.” V. L. C. Fs. og C. W. H. i G. Vaardigtene beſtode ikke Proven for det ubarmhjertige kritiſte Oje. „Blank Kajfæt,”, Königinn o. m. A. Spar de 8 Orer en anden Gang. Gaadeloſere og Noddeknakkere faar nøjes med deres gøde Bevidſthed. Var det virkeligt morſomt eller nyttigt at fan hele Bagſiden af Bladet fyldt med Merker og Navne ſom ſkulde være vittige, men ofteſt ere mere eller mindre taabelige? C. Br. i Carlsm. Forbindl. Tak! Ses nok i Vib. Marinus A. Anvisning til Bogbinderi og Forgyldning kommer i det forſt udkommende Dobbelthefte af Haandgjernings⸗ bogen, ſom har været ferdig til⸗Trykning længe; men det er i Aar ſaa vanſteligt at faa noget trykt Arbejde færdigt, at jeg, ſtjondt et af Hovedſtadens ſtorſte Trykkerier udfører det, meget maa bede Subfkribenterne undſkylde den noget langſomme Ud- givelſe. Heftet vil dog komme tidsnok til Dem med Henſyn til Uoſtillingen. Indhold. Lidt Livsfiloſoft, af Emanuel Henningſen. — Moens Klint, af R. N., med Billede, — Fuglenes Betydning for Planterne, af A. P. E. Toepfer (Sluttet.) — Smaating. — Hans Jørgens og Abelones markver⸗ dige Hendelſer i Kjøbenhavn, 3, med Billede. — Brevvexling. Husvennen udkommer lil hver endag med el 46. fpallet Q, ſorſynel med flere Bifloder, lik 1 Krone Hpert Fjerdingaar medfølger gralis el fort ſmuſtt Villede. (3 Mt.) Fferdingagret frit lilſendt. Bladet kan beſtilles pan ethvert Vofllionlor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hopedkommisſionceren: Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Kjøbenhavn. y Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. Nr. 322. Alor fhabslæsning, Oplpsning og i Adginet ak N. C. Num. Sondagen d. 9. Maj. | Kjøbenhavn, 1895. Fra Lindum. Skildring fra Begyndelfen af delle Aarhundrede af Robert Schall. ä Vammen Paſtorat, der hører under Tjele Gods og beſtaar af Byerne Vammen, Bigum og Lindum, ligger faa at ſige, paa en Halvø, der gaar fra Veſt til Oſt i en god Mils Længde. Sydgrenſen dannes af Tjele⸗Langſg, ſom ved fit Afløb mod Oſt ſtaar i For⸗ bindelſe med Skals⸗Aa, der danner Halvgens Nord⸗ grenſe. Paa denne Side af Halvøen ligger Tjele Skov, en ſtor Bøgeffov, med en giennemſnitlig Brede af en Fjerdingvej og en Længde af en Mil, og gaar, i om⸗ trent en halv Mils Afſtand parallel med Langſgen. Imellem Skoven og Søen ligge jan de nævnte Byer „i Rad“ med akkurat en halv Mils Afſtand mellem hver; Vammen er den veſtligſte og Lindum den pſtligſte. Jeg vil nu forſt tage fat paa Skoven, for at viſe, hvorledes de nævnte Byers Befolkning i denne Tid tog fat paa den; men jeg vil naturligvis ikke gjøre det paa ſamme Maade, ligeſom nærværende Skildring, heller ikke paa nogen Maade ffal tjene til Forklejnelſe af Egnens nulevende Befolkning; thi jeg vilde nødig, at denne deraf ffulde tage Anledning til Fornærmelfe, | ſaameget mere, ſom jeg ſelv baade paa Sværd- og Spindeſiden nedſtammer derfra. — Dette altſaa til Indledning. ; Skoven var for disſe Byers Befolkning — navnlig hvad Bigum og Lindum angaar — næften at ligne Henimod Foraaret ſlap Bon⸗ ved en Guldgrube. derne nemlig deres Ungkvceg les og drev det i Skoven, hvor det da ſelv ſorgede for Føden hele Sommeren I igjennem og langt ud paa Cfteraaret, indtil det kom hjem „med Sneen paa Ryggen”. Det var derfor ikke jaa underligt, at Folk da længtes ſaa ftærkt efter at Kyndelmisſe ffulde komme, ſom det hedder fra ſamme Egn; „Haad vi endda ha't Kjolmis opaa Bagen, vi kund' aa faat den baar Fund te Joren!“ Men ikke alene Ungkveget gresſedes paa denne Maade, men ogſaa Heſtene. Saaſnart de vare frajpændte Ploven — Hjul: ploven, ſom beſtandig var forſpendt med fire Heſte — dreves de i Skoven. Førend man ſaa den neſte Dag kunde begynde Arbejdet, maatte Dreng og Karl tilſkovs at oplede „Beſterne“, hvilket ſom ofteſt tog det meſte af Formiddagen. Sommerbrugen af Skoven var Græsningen af Kreaturerne. Vinterbrugen kan jeg tildels ſkildre ved at fortælle folgende lille Begivenhed. En ſmuk Efteraarsdag, tidlig om Morgenen, ſages baade fra Bigum og Lindum Mend, Kvinder og Børn drivende ſtore Flokke Spin med deres Yngel og tagende alle Retningen efter nogle Huſe, ſom laa i Skoyſiden norden for Lindum. Svinene gryntede, og Folkene pasſiarede og Latter, Tale og Svinegrynt lød imellem hinanden i ſkjonneſte Samklang. En fremmed Tilſkuer kunde let formode, at der maatte være et ſtort Spinemarked i Nærheden; men dette var ikke Tilfcldet, nej, der ſkulde „brendes Svin pan Skor“, hvilket næften var at betragte ſom en Feſtdag; „ham ſelv“ (Kammerherren paa Tjele) kom nemlig ogſaa tilſtede for at faa en Svinehjord „brendt“, og Bonderne vare altid glade ved, naar han kom til dem; thi foruden, at han gav dem Lov til at føde deres Svin i Skoven, hvor de levede hele Vinteren af 250 Olden, faa var han tillige „rund“ med en Drikke⸗ ſkilling, ſom gik til det lille Gilde, de altid fif, naar „Breendingen“ var forbi, og kunde ogſaa godt tage fig en gemytlig Pasſiar med Bonderne, hvilket ogſaa ſkete ved denne Lejlighed. Manden, ſom de ſamledes hos, ſtod for at brænde Svinene, hvilket ſtete ved med et gloende Jern at ind⸗ brænde et Merke i Huden, hvorpaa enhver kunde kjende fine. Han var. tillige den af Bønderne, ſom havde flet Svin paa Skov, hvorfor han ogſaa var vigtig og navnlig gjorde fig Umage med at være i Nærheden af „ham ſelv“ for at føre Samtalen med ham; det var ſaa ſtort at kunne ſige, naar han talte med andre: maden føre Kammerherren te mæ” oſv. Han var ogſaa den, der i Dag meſt forte Samtalen, og da de vare færdige med at „brende“ Svinene, og disſe vare jagede ind i Skoven, ſiger Kammerherren til ham: „Hor Jens, vi to ere nok dem, der have de fleſte Svin paa Skov!“ „De e vi!“ ſagde Jens og rettede ſig. „Synes Du ikke,“ vedblev Kammerherren, „at vi nu ſkulde have os et Gilde; thi det var da ikke ſaa farligt for os to, om vi ogſaa ſkulde give en Gris hver, vi have jo nok endda!” Jens ſaa med en færdeles vigtig Mine omkring i Forſamlingen, ſom om han vilde ſige: horte J det? og efter at den rode Hue havde faaet et vældigt Skub tilbage og Skragen var ſpyttet ud i Haanden og derpaa med Kraft kaſtet mod Jorden, rettede Jens ſig endnu mere, og idet han traadte et Skridt nærmere til Kammerherren, ſagde han med meget alvorlig Mine: „De va, Dælen faar free mæ, de ſan'neſt Uer d der æ taald hier idav, de va ſom taald aa mi ejen Mund; aa faa mej æ vis, gi' Kammerherren en Gris, gi'r a — ſaa bandte han — en gammel So!“ „Det kan jeg forſtaa Jens,“ ſagde Kammerherren, „men hvad ſynes Du ſaa vi ſkulle have til dette Gilde; thi Hverdagsſager ſkal det da ikke være!” „Nej de ſka ve Herr'ſager!“ ſparede Jens „a ſejer Riſengryns Grod aa Fleſkpannekagh!“ Kammerherren ſyntes ogſaa, at ringere kunde det ikke være; men efter nogen Snakken blev det naturligvis, ſom det plejede, at Kammerherren gav en Dalers Penge til-Brendevin, hvorpaa han kjorte hjem, mens Bon⸗ derne fluttede Feſten med en lille Svir. Man vil af det foregaaende kunne je, at Forholdet mellem Godsejer og Fæftere der paa Godſet ikke var ſaaledes, ſom Foeſteforholdene fra denne Tid ellers ſkildres; men jeg ſkal derhos bemerke, at der maafke næppe nogenſteds i Landet har været mere humane Godsejere Forfatteren i denne Tid end netop paa Tjele Gods. til disſe Linier kan huſke f. Ex. et ſlagende Trek om den Kjærlighed, Bønderne havde til deres Godsherre. Da nemlig den nuværende Kammerherres Fader døde, | mindes jeg tydeligt, med hvilfen Sorg dette Budſkab modtoges paa Godſet, men tillige med hvilfen Glæde Bønderne modtoge Tilladelſen til at bære 5 til det ſidſte Hvileſted. Jeg har nu omtalt den Nytte, Bønderne havde af Skoven baade Sommer og Vinter, hver af Tiderne for fig; og det vil maaſke derfor undre Læjerne, naar jeg endnu nævner en tredie Indtegtskilde, ſom gjeldte hele Aaret, nemlig, Skovtyveri. Det var ikke ſſeldent, at flere Vogne mødtes om Natten ved det ſamme Træ, ſom af de forſkjellige Mend var beſtemt til at falde; der maatte jo ſaa akkorderes om, hvem af dem, der ſkulde have Zræet, og traf det nu faa, at der ikke jaa lige var et lignende Tre i Nærheden, faa kunde det endog hænde, at en faadan Akkord ikke fandt fin endelige Af- ſlutning uden ved Slagsmaal. Man vil heraf fe, at Tyverierne dreves efter en temmelig ſtor Maaleſtok. Øjne betragtede den unge kraftige Skovfoged, ſom endelig blev anſat, og ſom ved fin beſtemte Optræden gav til⸗ fjende, at det var hans Agt at ſtandſe Tyverierne, ſaavidt det ſtod i hans Magt; men han fif at for⸗ nemme, at det paa ingen Maade var en let Opgave at loſe; thi vel traf de fleſte fig ved hans Anſattelſe tilbage fra „Forretningen“, ligeſom man nu heller ikke maa tro, at alle havde deltaget i den; men de, ſom vedbleve, vare deshaardere at fan Bugt med. Ja, Mod⸗ ſtanden dreves endogſaa ſaavidt, at der gjordes Forſog paa, om ikke at myrde, faa at lemlæfte Skopfogden; men den virkelige Beſkrivelſe heraf vil fordre faa per⸗ ſonlige Oplysninger, at Fortælleren foretrekker at tie | dermed. Kun ſkal det bemærkes, at Skovpfogden dog tilſidſt gik af med Sejren, uden hvad ſaadant Smaa⸗ | tyveri angaar, ſom viſt aldrig affkaffes. | Imidlertid maa Læjerne nu paa ingen Maade af det foregaaende gjøre den Slutning, at nævnte Befolkning ellers havde ſaa ondt ved at ſkjelne mellem „Mit“ og „Dit“, ſom de havde med Henſyn til Skoven. Men jeg tror ogſaa, at det var i den Tid et meget almindeligt Begreb mellem Almuen over hele Landet, at Skovtyveri egentlig ikke regnedes ſom Tyveri. Tverimod tror jeg nok, at denne Egns Befolkning netop holdt ſtrengt over Ejen⸗ domsretten, naturligvis Skovtyveri fraregnet, hvilket nedenſtagende lille Forteelling ffal tjene til at oplyſe. En Efteraarsdag henimod Skumringen kom en „Sildmand“ kjorende til Hvornum Vaſehus, en Kro, ſom laa en god Fjerdingvej norden for Lindum paa den modſatte Side af Skoven; han havde været i Nibe efter et Les Sild, og vilde nu bede nogle Timer i Kroen. Inde i Kroen fade en 5—6 Perſoner og ſpirede; efter at Sildemanden var kommen ind, gave de ſig i Snak med ham, og da han havde fortalt dem, at han var fra Læften, hvortil han havde et Par Mil, og det var hans Agt at kjere videre ſamme Aften, da han ſaa kunde være hjemme henad Morgenſtunden, ſaa Det var derfor ikke underligt, at Bonderne med onde 251 begyndte ſtrax den ene af Stamgjæfterne i Kroen, en Mand fra Lindum, at jpørge ham, om han abe havde hort Tale om Spogeriet i Saxdal. „Nej, det havde han da ikke.“ „Jo, jer Du,“ vedblev den anden, „ſaaſnart Du kommer Saxdal forbi og drejer om Enden af Skoven hen efter Vorningbro, jaa har Du nok lagt Meerke til den ſtore Bakke, ſom ligger et godt Bosſeſkud paa Din højre Haand. Hor kun nu! For mange, mange Aar ſiden blev der en Mand henrettet, han blev lagt paa Stejle; men Dommeren havde nok dømt uretfærdigt, og derfor gaar der hver Nat Spogeri paa det Sted. Jo!“ føjede han til for at befræfte det endnu mere, „a haa rele ſjel baade hot' et aa ſet' et, de var en Avten a kam der forbi, aa lieſom a gik aal beiſt i mi ejen Tommerum, jaa hører a me jet ſagen en Skrasſeleni Lovn, aa jaa jaa a lisſaa tyddele et Hyvl, de kam trillen nier aa Bakken, aa aab i Skoven hort a lieſaa lovtele de jaa: „Ak ve, ak ve, Do uretferdige Dommere!” Do kan eiſen trov, a fek Bien aa gaa paa!” Det var e jenſynligt, at Sildmanden flet ikke var glad ved denne Fortælling; men desuagtet forſikkrede han, at han alligevel vilde kjore Vejen; han havde kjort den for om Natten og havde aldrig mærket til Spogeri. Han, der havde fortalt Spogelſehiſtorien, og en Mand til ſagde imidlertid Godnat og gik deres Vej. Henad Sengetid kjorte Sildmanden videre den om- talte Vej. Men hvad ſker. Pludſelig, ſom han kom til Spogelſebakken, ſynker Vognen i til den ene Side, og han væltede, jaa Sildede trillede hen ad Jorden. „Om, hm, ja det Spageri kan jeg forſtaa,“ ſagde Manden eergerlig; men ikke nok hermed, da han ſtaar og ſpender Heſtene fra Vognen for at ride til Lindum om Hjælp, hører han pludſelig en Knaſen i Lovet oppe paa Bakken, og til hans ſtore Forbapſelſe jer han nu ogſaa virkelig noget komme rullende ned ad Bakken, ligeſom han ogſaa hører Raabet deroppe fra, akkurat, ligeſom Manden havde fortalt i Kroen. Det kan nok være, han fif travlt, og Heſtene vare dyngvaade af Sved, da han kom op til Lindum, hvor Folk ſnart kom paa Benene og ſtrax vare villige til at komme Manden til Hjælp. Da de kom til Stedet, hvor Mærfværdigheden ſkete, fik man ſnart Oje paa Grunden til dette Spogeri. J det ene Hjulſpor var gravet ſaa ſtort et Hul, at Vognen abſolut maatte vælte deri; Hjulet, der horte til Spogeriet, fandt man ogſaa, det viſte ſig ſenere at være taget af en Vogn oppe i Lindum, og ved at leesſe Sildene paa Vognen igjen, viſte det ſig, at der mang⸗ lede adſkillige Ol. Laſerne kunne nok ſlutte fig til, hvem Tyvene havde været, ligeſom ogſaa hvem der havde udført Spogeriet; men til Bevis paa, at denne Streg ikke vandt Bifald i Byen, tjener, at de Mænd, ſom vare med til at hjælpe Sildmanden, lagde ſammen og gav ham fan mange Penge, at han fif fit Tab nogenlunde dakket; og da det ſenere opklaredes, hvem de to Gavtyve vare, bleve de almindeligt foragtede i hele Byen. Hvornum Vaſehus ligger ved den gamle Viborg — Hobro Landevej, der betaltes i hine Dage Bropenge for at komme over Skals⸗Aa, nu er denne Indtegts⸗ kilde forlcengſt forbi og til Egnens Hæder ſkal tjene, at en anden Uſkik ogſaa nu ſaagodtſom er forbi, nemlig den ſlemme Natteſpir af Egnens Befolkning. Af de mange Begivenheder, ſom jeg har hørt fortælle om fra denne Kro, ffal jeg kun til Slutning frem⸗ drage folgende: Til de faſte Stamgjæfter paa Kroen horte to Mænd, jeg tror nok fra Lindum, den ene kaldtes almindelig Griſen, hvad hans rigtige Navn var, ved jeg ikke, og den anden vil jeg kalde Mads. De vare ellers gode Venner; men det ſkal være et ſteerkt Venſkab, ſom ikke kan brydes, og endelig fik dette Venſkab ogſaa den Skjcbne. Der hengik nu lang Tid, det vil ſige en Uges Tid, inden de to ſpirede ſammen; men endelig mødtes de en Aften igjen i Kroen, da der vare mange Folk ſamlede, og Mads var meget ivrig for at komme til at drikke Forlig med Griſen; dette ſtod da endelig heller ikke jaa haardt, og „Halvpeelen“ gik nu faa flittig omkring, at det ikke varede ret længe, førend Griſen ikke „aarkede“ mere, men faldt i Søvn paa Benken. Nu fif For⸗ ſamlingen ſnart at kjende, hvorfor Mads havde været jaa ivrig for at drikke Forlig; det var nemlig ikke for Venſkabs Skyld; thi da Griſen nu ſov, ſtod han frem og ſang, til de Tilſtedevcerendes Morſkab, en Viſe, han ſelb havde digtet, og ſom ſkulde foreſtille en Grapſang til at ſynges over Griſen; Omkvedet i Slutningen af hvert Vers lød ſaaledes: „O — 8 — gø! Ja no e Griſen dø! — Femten Spyn omkring hans Grav, Di fla ſſunge: av — av — av! — . Ja no e Griſen dø!” Da Griſen horte, hvordan han havde været til Spot, blev han meget „gram i Hu“; han maatte natur⸗ ligvis have Hevn, og det fif han da omſider ogſaa. Mads havde et langt ſmalt Engſkifte fra Skoven ud til Aaen, hvorpaa kunde avles godt et Par Læs Ho. En Tid efter, at Mads havde ſjunget Griſens Grav⸗ | fang, mødtes de igjen i Kroen, og der fif de da en Handel gjort om, at Griſen ſkulde give Mads 9 Mk. for det Ho, han kunde ſlaa med 3 Skaar langs ad bemeldte Eng; og det var efter Overenskomſten, at han maatte tage med fig hvilke to Karle, han vilde, og de maatte tage Skaarene jaa brede, ſom de kunde. Næfte Dag modte Griſen med to Mand til for at ſlaa Ho, og, til Mads's ſtore Forbapſelſe, havde de Leerne ſlagede faſt paa lange Legter, jaa Mads kunde nok indſe, han var narret, da der til ſlige 3 Skaar, ſom kunde hoſtes med ſaadanne Leer, vilde medgaa det meſte af Engen. Han maatte nu give en Bøde for at faa Handelen gjort om igjen, og faa naturligvis tilmed betale et godt Drikkegilde i Kroen. — Saaledes fif Griſen Hevn. Imidlertid gik det Aar for Aar tilbage med Mads, og det var ham ikke muligt at holde „Hjulet i Furen“, ſom han udtrykte fig; thi han blev verre og værre til at ſidde i Kroen; men jeg ſkal nu kun tilføje, hvorledes han paa en nem Maade bler helbredet for denne ſlemme Sygdom, ſaaledes at han atter blev iſtand til nogen⸗ lunde at holde Hjulet i Furen“. En Gang havde Mads ſiddet i tre ſamfulde Netter Den og Dage i Kroen og ſpiret med en Del Andre. fjerde Dag gik Konen ned for at ſe, ee han havde det. Da Svire⸗ - brødrene ſaa, 1 — et Ojebliks Forløb, da Glasſet atter var tømt, forlangte | hun igjen en Omgang, ſom Mads fulde „ſkryves“ for. Det var gjenſynligt, Mads begyndte at føle fig ilde tilmode, vel ſogte han at holde gode Miner; men Latteren blev mere og mere tvungen, efterſom det fore kom ham, at Sviren blev mere og mere kjendt paa hans Kone; thi uagtet hun kun havde nippet til Glasſet, ſaa lod hun, ſom om hun lidt efter lidt blev mere og mere fuld, og tilſidſt da hun vilde gaa over Gulvet, lod hun, ſom om hun var ner ved at falde. Mads hapde ofte roſt fig af, at han havde en ordentlig og pæn Kone — og dette var hun i Virkeligheden ogſaa —; men da han nu ikke vidſte bedre, end hun var drukken, ſaa gjorde det ham rigtig ondt at ſe hende ſaadan — ſaa ondt, at han ſelv der⸗ hun kom, be⸗ over blev ædru gyndte de for —, og da nu Alvor at gjøre Svirebrødrene Nar ad Mads hojroſtet kaldte „om han var hende en „for⸗ en Mand, der ſtod under ſin Kones Piſk“, „det ſkulde ba⸗ re deres Koner vove, at hente dem i Kroen, oſv. oſv.“ Men Mads bod dem med et meget⸗ ſigende Nik at tie ſtille, ſaa ſkulde de bare ſe,hvordan han ſkulde klare den Sag. Saaſnart hun kom inden for Doren, be⸗ gyndte Mads ſtrar at raabe: „Ih, Gudav Ann! Do c,“ faa bandte han, „den fnøv'ft aa bejft Kuen, der kan gaa i et Par ſlevbundet Zræffov! kommer Do da rele for aa beſgeg Di Mand? kom jaa herhen aa fys mæ, aa faa De nøj aa fluk Di Toſt aapaa!“ Bed denne Tale havde Mads haabet at gjøre hende jaa ſkamfuld, at hun ſkulde have gaaet fin Vej; men hvad ſker! Ann kommer nok jaa glad og tager ham om Halſen og kysſer ham, jætter fig derpaa ved Siden af ham og tager Glasſet for Munden og tømmer det; derpaa vender hun fig om til Kromanden og ſiger: „Le vos faa en halv Pot! — ſkryv Mads for'et!“ Nu fik Mads et rungende „Hurra“ af de andre Svirebrodre, fordi han havde ſaadan en Kone, og efter drukken So“, Gazellen. ſaa var det me⸗ re, end han kun⸗ de taale, bleg af Aergrelſe over den ham overgagede Skam, ſkyndte han ſig at faa hende med ſig hjem, hvortil hun ſtrax var villig. „Men hud⸗ den kund Do da hett paa aa gjø me den Skam, Ann?“ ſagde Mads til ſin Kone, da de vare komne hjem, og hun lod, ſom om Ruſen nu var gaaet over. „De ſkal a ſaamend ſej De Mads!” fvarede hun, „No haar aa føgt aa hold ſammel paa hva vi haar i ſaa manne Aar; men lig moj hjælper et, for a ka nok forſtaa, at Do faar ingen Rov, inden vi kommer ud mæ Teggerpueſen begge tov, aa derfor vil a no folle mæ De hver Gaang Do gaar i Kroven, aa hjælp Der aa faa den Smuel ſaat oveſtyr, vi han tebagh!“ Men det var ſidſte Gang Mads ſatte ſig i Kroen ſaadan at Konen havde Behov at hente ham; og Fol⸗ gerne udeblev da heller ikke; thi det vifte fig, at Mads nu godt kunde holde Hjulet i Furen“, og blev ſiden en „eſtimeret“ Mand. * EEN, og yndefulde Bevæ- gelſer, bliver ſtrax indtaget af dets Skjonhed. Det er derfor ikke ſaa un⸗ derligt, at de orien⸗ talſke Digtere alle rede fra gammel Tid af ſaa ofte have beſunget dette Dyr i deres Sange og hentet Billeder paa Skjonhed hos det, idet de ſnart frem⸗ hæve dets klare, livlige og dejlige Øjne og ſnart lov⸗ priſe dets fine og ſmukke Legemsbyg⸗ ning eller dets lette Bevegelſer. Det er dog ikke alene i Skjonhed, at Ga⸗ zellen maa ſeettes jaa højt, men ogſaa i mange andre Ret⸗ ninger. Den er et ſerdeles godt be⸗ gavet Dyr med for⸗ trinlige udviklede Sanſer, og den er tillige baade klog og liſtig. Gazellen er om⸗ trent jaa ſtor ſom vort Raadyr. Baa⸗ de Hannen og Hun⸗ nen have Horn, ſom ere lyredannede og forſynede med Ringe; de ere i Reglen ſtorre hos Hannen end hos Hunnen. Salen derimod fort. Plandt Drøvtyggernes ſtore Familie er der ingen, der har en ſkjonnere ſamt mere ſlank og fin Legemsbygning end Gazellen. Enhver, ſom fer dette nydelige Dyr og faar Lejlighed til at iagttage dets lette | Paa Ryggen er Gazellen rod⸗ brun, men den meſt fremherfkende Farve er ſandgul, hvilket bedſt ſtemmer overens med Dyrets Omgivelſer og forhindrer dets Fjender i at opdage det i lang Af⸗ 253 Egne, hvor det findes neſten overalt ligefra Berberiet Efterſtrœbelſer, 2 Skoven ved Aftenstid. Gazellen. ſtand. Den har nemlig hjemme i Nordafrikas ſandede til Arabien og fra Middelhavet til det indre Afrikas Stepper. Den færdes her enten enkeltvis eller i Flokke af forſkjellig Størrelje, idet en Flok ſnart kun beſtaar af nogle fan Individer og ſnart tæller indtil 50. 3 denne fin Hjemſtavn er den udſat for mange Fjenders af hvilke vi kun ville nævne Løven, Hycenen, Jakalen og den afrikanſke Ulv. Mod disſe Fjender har den intet andet Vaaben end ſin Hurtighed, der viſtnok overgaar ethvert andetPatte⸗ dyrs. Saaſnart den tror ſig i Fare, griber den ſtrax Flugten, og bevæ- ger fig da jaa let og hurtigt, at den flet ikke ſynes at berøre Jorden; un⸗ der ſit Lob gjør den ofte Spring paa henved 6 Fods Høj: de og 20 Fods Længde. Hvor frygtſom end Ga⸗ zellen er lige over⸗ for Menneſkene og Ropdyrene, er den dog hverken blottet for Mod eller Strid⸗ barhed, hvilket bedſt viſer ſig i de heftige Kampe indbyrdes mellem disſe Dyr, ilær. mellem Buk⸗ kene eller Hannerne i Parringstiden. Naar Gazellen fan⸗ ges ung, kan den blive meget tam; den kan godt taale Fangenſkab og for⸗ planter ſig i dette. Den er derfor ikke ſjelden i de zoolo⸗ Orerne ere temmelig lange, giſke Haver, hvor den om Sommeren færdes i det Fri, men paa de andre Aarstider man holdes i et lunt Indelukke, da den ikke kan taale Kulden. Den lever ude: lukkende af Plantefode, og i fin Hjemſtavn foretrekker den | Bladene og Grenene af Mimoſen fremfor al anden Noering. 254- Gazellen er i fin Sjemftavn Gjenſtand for en meget ivrig Jagt, ſom vi her ville befkrive lidt nøjere, idet vi benytte de Skildringer heraf, ſom findes i Brehm's „Pattedyrenes Liv“. Den jages bande med Falke, Mynder og Jagtleoparder. Naar man benytter Falken ved Jagten, ſprenger den Jæger, ſom har Falken paa ſin Haand henimod Gazellen og ſlipper Fuglen las. Denne ſtiger ſtrax i Vejret, og naar den har faaet Oje paa Gazellen, ſlaar den ſom en Pil ned paa ſit Offer og hugger fine Klar i dens Hoved og Hals. Under⸗ tiden lykkes det Gazellen at afryſte Falken, men denne ſlaar ſtrax igjen ned pan den, ſaarer den den ene Gang efter den anden, og udmatter den herved ſaaledes, at Jegeren kan indhente den og overfkjcere dens Strube. J nogle Egne af Nordafrika fkiftes velberedne Jægere til at forfølge Gazellen, idet de ſoge at fælde den ved at flynge tykke Knipler ind mellem dens Ben, hvorved et af disſe let bræffes, og Dyret kan da tages med Hænderne, J det. indre Afrika fanges Gazellen i ſer⸗ egne Snarer. Man opſtiller nemlig i ringe Afſtand fra hverandre paa Dyrets daglige Vej ſaakaldte „Taller⸗ | kener“ og omgiver hver enkelt med en Lokke, til hvilfen der er fæftet er tung Klods. Tallerkenen beſtaar af et paa mange Steder gjennemboret Tondebaand, hvori der tet paa hverandre ſtikkes Pinde, hvis ubetydeligt nedad⸗ bøjede Spidſer rettes ind mod det fælles Midtpunkt. Enhver Tallerken anbringes over en Fordybning i Sandet, ſom udfores med et bredt, ſammenbojet Stykke Bark for ikke at fyldes. Den ſoger at befri ſig ved Slag med Benene, men trekker netop derved Lokken ſammen. J fin Stræf begynder den at løbe, men Klodſen, ſom følger med, opfylder den med den ſtorſte Forferdelſe; den frem ſkynder da fit Lob, Klodſen kommer derved i ſterkere og ſterkere Bevegelſe og ſlaar tilſidſt et af Benene | over. Naar Jageren fer, at en Fælde har opfyldt ſin Henſigt, bringer han en af ſine Mynder paa Sporet eller følger ſelv de Merker, ſom Klodſen har efterladt i Sandet. i Omſtaaende Billede fremſtiller en Flok Gazeller i deres Hjemſtabn. De ere blevne forſkroœkkede over en Karavane, der drager igjennem Orkenen til Hojre paa Billedet, og have derfor taget Flugten til en Afſtand, hvorfra de i Sikkerhed kunne tilfredsſtille deres Nys: gjerrighed. A. P. E. Toepfer. J Skoven ved Aftenstid. Nu trœkker Himlen fit rode Gardin for Veſtens ſtraalende Rude, og Vinden fig lifter med hoppende Trin ſaa let over Blomſternes Bude Naar Gazellen træder paa | Tallerkenen, ſynker den glatte Hov ned i Gruben, og | den har nu Foden omgivet af en hejſt ubehagelig | Krans, hvis Spidſer foraarſage den en utaalelig Stikken. Af Lejets Fengſel er Haren udbrudt med ſine Killinger ſode, og Gjerdſmutten med den vimſende Strut nysgjerrig dem hopper i Møde. Den lille Sangfugl ſig pusler glad nær Redens gyngende Kube; ſnart toner i Skoven dens Aftenkvad ud fra dens klangfulde Strube. Og Skoven aabner fit tapſe Bryſt for Sangens liflige Stromme og gjemmer dem for at flynge dem tyſt i Nattens dejlige Drømme. Jeg ſidder og lytter til Sangen med og jelv i Drømme den ſynger; det er, ſom den kommer med Troſt og Fred og letter alt, hvad der tynger. Den dæmper jaa mildt den Uro, jeg bar i Tankerne vilde og kaade, den bringer mig Aftnens forſonende Svar pan Dagens trykkende Gaade. Saa tørrer jeg bort min Pandes Sved og Afſked med Dagen tager; begyndt i Kampe, men endt i Fred nu ſtille den bort ſig drager. — Ja Kamp og Arbejd er Livets Hoſt; men Fred er Maalet, ſom vinker! Gud give mig Fredens Aftentrøft, naar ſidſte Gang Solen blinker. 5 Zakarias Mielfen. Wdklækning af Sommerfugle. Af V. Nielſen. Blandt, de mange forſkjellige Dyr, ſom paa en ſmuk Foraars⸗ eller Sommerdag oplive Naturen, er der næppe noget, ſom i højere Grad fængsler og glæder Øjet | end de livlige Fugle, der med munter Kvidren hoppe fra Gren til Gren, og de ſpraglede Sommerfugle, der flagre fra Blomſt til Blomſt, medens de ſelv ſynes at være vingede Blomſter. Men anſtille vi en Sam⸗ menligning mellem disſe yndige Væjener, idet vi betragte dem noget nærmere og folge deres hele Udvikling fra Wgget og til det fuldkomne Dyr, da maa vel utvivl⸗ ſomt vor Sympathi være paa vore herlige fjedrede Sangeres Side, men vor ſtorſte Beundring maa tilfalde Sommerfuglene med deres vidunderligt vexlende Lip, rigt pan omſkiftende Vilkaar ſom paa afvexlende Former og Farver. Og dette Liv udvikler ſig ſaa at ſige lige for vore Øjne neſten over alt, hvorhen vi vende os i Skov og Mark; men vi forſtaa det kun ſom ofteſt ikke rigtigt, fordi vi ſe det ſtykkevis, idet en Del af ' N i og drukne. se ER Sommerfuglens Udvikling, navnlig Puppelivet, ofte foregaar temmelig ſkjult, i Jorden eller i Planteftængler. Om vi ogſaa tilfældigvis træffe Inſektet paa alle de forſtjellige Udviklingstrin, ere vi ſom ofteſt ikke iſtand til at vide, at det virkelig er-det ſamme Dyr, der hver Gang møder os under en ſaa forſkjellig Skikkelſe. Mangen en opmærffom Naturven har maaſke for at ſtifte nærmere Bekjendtſkab med en af disſe Skabninger taget en eller anden paafaldende ſmuk Sommerfugle⸗ larve med fig hjem og prøvet paa at udklokke den; men Forſsget er mislykket, og han har opgivet at gjentage det ſom noget alt for vanſkeligt. Dette er det imidlertid ikke, naar man blot bærer fig rigtigt ad, og vi ffulle her nærmere beſkrive et ligeſaa billigt ſom henſigtsmesſigt Apparat til Udklokning af næften enhver Art Sommerfugle. Man tager en temmelig ſtor Blomſterpotte og fylder den med Jord, ſom er ſigtet eller paa anden Maade godt underſogt for at forhindre, at et Rov⸗ inſekt eller lignende Dyr ſkulde ſkjule fig deri, og lægger ovenpaa Jorden et Lag fint Mos. man et Hul, ſom naar omtrent til Bunden, og an⸗ bringer heri til Vandbeholder en ſmal temmelig lang Flaſke (f. Ex. en firkantet Sennopsflaſke) med tilſtrek⸗ kelig vid Hals og fan hej, at den med fin Munding naar netop over Moslaget. Endnu bedre vil det være, for Jorden fyldes i Potten, at anbringe i Midten af den et af et Stykke ſammenbojet Blik⸗ eller Zinkplade dannet Hylſter, hvori Flaſken ſtikkes ned, for at for⸗ hindre, at Jorden ſtyrter ſammen, naar man tager Flaſken op for at forſyne den med friſk Band. Derpaa tildanner man et lille eirkelrundt Brædt, hvis Gjennem⸗ ſnit er lig Pottens paa den indvendige Side foroven, ſom helſt maa være noget tykt og uhsvlet paa den ene Side, og kjober et Stykke temmelig fint Staaltraads⸗ væv: „Tviſt“, af det Slags, ſom Møllerne bruge til Sigter, lidt længere end Bredtets Omkreds og 9 til 12 Tommer bredt. Heraf danner man en Hatte, der ligner et omvendt almindeligt Olglas, ſaaledes at Brædtet med den uhovlede Side nedad danner Ende⸗ ſtykket foroven, og Staaltraadsvovet, der er temmelig gjennemſigtigt, Væggene. Denne Hatte jættes over Potten, for at Larverne ikke ſkulle krybe bort. Naar man finder Larven, maa man lægge Meerke til, paa hvilken Plante den ſidder og eder, og tage et pasſende Stykke af denne med hjem tilligemed Larven. Planten ſtikkes ned i Flaſten, ſom forſynes med Vand, og Aab⸗ ningen tættes med nedſtoppede Blade, eller lignende, for at forhindre, at Larven ved et Uheld fkulde ſtyrte ned Denne er ſaaledes anbragt i et lyſt Bur, der ſtilles paa et lyſt og luftigt Sted, dog ikke gjerne helt udſat for de hede Solſtraaler. ſaa ofte den begynder at visne, idet man ſtikker en friſk Kviſt eller Stængel ved Siden af den gamle, ſom Larven faa ſelv kryber over fra. Har man Lejlighed J Jorden danner | Planten fornyes, | dertil, bringer man helſt flere Exemplarer af ſamme Larveart i Üdklokningsapparatet, ja man kan ogſaa, naar dette er tilſtrekkelig ſtort, have flere Arter ſammen; men man vil da med mindre Sikkerhed kunne iagttage hver enkelt Arts Udvikling, hvorimod flere Exemplarer af famme Art ville lette Jagttagelſen, idet de enkelte Larver ſom ofteſt ville være paa et noget for⸗ ſtjelligt Udviklingstrin. Naar Larven er udvoret, vil den efter ſin Natur kunne forpuppe ſig paa forſkjellig Maade: ved at gaa ned i Jorden, ſom derfor maa holdes pasſende naturlig fugtig, ved at ſpinde ſig ind i Mosſet eller mellem Plantens Grene og Blade, ved at opheenge fig aldeles frit, eller endelig ved at danne fig et Hylſter under Loftet, ſom netop derfor paa den inderfte Side ſkal være ujævnt og helſt tillige forſynet med ſmaa uhovlede Liſter, i hvis Sjørner ad⸗ ſtillige Arter ville finde en velkommen Plads til deres Hylſtre. De fleſte Ud⸗ klekninger under Glas eller Lignende ſtrande ellers paa Forpupningen, ſom Larven ikke finder tilſtrekkelige Betingelſer til at fuldføre. Her vil denne Vanſkelighed i de allerfleſte Tilfælde være hævet, og næften ingen Udflæfning vil mislykkes, naar man iagttager en nogenlunde omhyggelig Pasning af Larven. Af dette ſimple Apparat, hvoraf hosſtaaende er vedfojet en Afbildning, kan man derfor have me⸗ gen Forngjelſe ved at folge Sommerfuglen paa dens mærkværdige Udvikling fra Wgget til det fuldkomne Dyr; men ogſaa ved den Sag, der omtaltes i Nr. 26: Opklaekning af egelav⸗ ædende Silkeſpindere, kan dette Udklakningsapparat komme til Nytte, ijær naar man driver denne Silkeavl efter en mindre Maaleſtok ſom Forſog, hvilfet altid vil være heldigſt det forſte Aar, indtil man har erhvervet fig tilſtrekkelig Erfaring til næfte Aar at undgaa Be⸗ gynderens Misgreb. i Raveſtreger. —ů To Stovere og to Mynder forfulgte en Ræv; men han havde allerede faaet jaa ſtort Forſpring, at de ſidſte ikke kunde naa ham, for han var kommen til en i Nerheden liggende Gaard. Her ſogte han op paa et Havedige, og derfra op paa en Torveſtak, der ſtod tæt op til Stuehuſet. Mynderne ſprang forbi, men Stoverne tog Foden og fulgte Flygtningen op paa Torveſtakken. Turen op paa Huſet og langs hen ad Monningen. Her kommer han til en lav Skorſtenspibe og maaſke i den Tanke at her var en Rervegrav, ſpringer han ned. En gammel Kone ſtaar ved Arneſtedet, og ſer med Forſkrekkelſe Fyren komme plumpende ned lige foran hende. Men neppe havde hun ſogt Skjul bag ved nogle Spande og Ballier, førend en Hund kommer ſamme Vej bag efter — og nok en. Men inden de ſidſte havde ſamlet fig efter Faldet, havde Mikkel allerede fundet Rendeſtenshullet og reddede lykkelig fit koſtbare Liv. Denne Tildragelſe ſkete i Fyen. Et Efteraar, fortæller en ung Leerer, havde jeg kjobt et udlevet Øg, ſom blev dræbt nær ved Gaarden, for at man, fra det ene Udhus, kunde naa det med en Ladning Hagl og „ſkyde Reeve“ i den flaagede Heſt, ſom Mikkel i ſtrenge Vintre ſjeldent undlader at ſoge ſig et Maaltid i ved Nattetider. Det var mod Slut⸗ ningen af November Maaned, at min tilkommende Svoger og jeg bleve enige om at afſe en Nats Søvn | Vi ventede til hen for om muligt at nappe Mikkel. imod Morgenſtunden, uden at der vifte fig nogen Ræv, og beſtemte os til at gaa til Ro. havde ſat os til Bordet for at nyde en lille Sjerte⸗ ſtyrkning, da vi horte et Skud faldt. Jeg vidſte vel, at Fader, der var ſtaget op, var gaaet ud i Stalden, men at han brød fig noget om Ræven, det havde jeg ikke tænkt. J næfte Ojeblik traadte han ind til os og fortalte nok jaa lyſtig, at derſom vi havde Tid, kunde vi gaa ud og hente Fa'er Mikkel ind. At vi ikke betcenkte os, følger af fig ſelb, men ved Aadſelet var der ingen Rev, og vi var næjften enige om, at Fader havde ſpillet os et Puds, da vi i den friſke Sne fandt tydelige: Blodſpor. Stakkels Mikkel var altſaa ſaaret og det ſlemt. J en Fart fif vi Sultan — en Hund af Mynderacen — hentet, et nyt Skud i Bosſen og jaa afſtted. J Begyndelſen viſte Sporet at den ſtakkels Ræv neſten havde flæbt fig frem; men fnart blev Sporet renere, indtil han tilſidſt var gaaet over i frit Lob. Efter et Kvarters Forløb vare vi Fyren paa Livet. Han havde forſtukket fig i en Groft, af hvilken Sultan ſnart fil ham drevet op, og der begyndte en Kamp jaa raſende ſom om Mitkel ikke fejlede en Smule. Vi vare komne ind Jagttaſke tog jeg i Revens Bagben og kaſtede ham over Skulderen, og vi begave os pan Hjemvejen, lykke⸗ Da han meerkede dette fortjætter han | lige over at Expeditionen var løbet jaa heldig af. Da vi havde gaaet nogle Minuter, giver det et Ryk i Revens Bagben, og i ſamme Øjeblif tager: Fyren. mig faa venſkabelig i Armen, at jeg nok fkal hufke hans Huggetceender en god Stund endnu. Det var Skam at nægte det, jeg ſmed Ræven og gav et vældigt Skrig af mig, men om det var af Smerte eller Over⸗ raſkelſe fkal jeg lade være uſagt. Viſt er det, at Mikkel anden Gang fif Lov til at ſmore Haſer; og da Sultan var et godt Stykke forud, vilde han maaſke have taget Affked med os for ſtedſe, derſom ikke min Svoger havde ſendt ham en velrettet Ladning Sagt i Skroget, og denne Gang maatte han ſande, at „alle gode Gange tre“. 2 Silip. Firkantet Nod. Af 4 A, 2 K, 2 M, 2 0, 2 R, 2 8, 1 F og 1 V dannes fire Ord, ſom ſkrevne under hinanden og læfte fra Oven og Venſtre giver Løsningen paa Gaaderne: Paa Renlighed det forſte tyder det andet ffarpt med Pile ffyder, det tredie er blødt ſom Sæde det fjerde fan hver Krammer glæde. Det tredie os Hvile byder det fjerde Kremmeren os yder. Brevverling. Forbalter Klunt. — En ung Tos. — C. J. i Kd. bruges, men Forraad haves alt rigeligt. H. J. i L.by. Tak! Anbringes muligt ved Lejlighed. Fr. Ld. i O. En kort politiſk Overſigt, aldeles upartiſt onſtes i Husvennen, ſkriver De. Kan af flere Grunde flet ikte lade fig gjøre. - Bladet vil ſtedſe holdes ſtrengt lukket for al Politik, da det er beſtemt til en uſkyldig underholdende Les⸗ ning for Tilhængere af alle Partier. Selv om Udg. anvendte fin bedſte og erligſte Flid paa at give en virkelig „ufarvet“ Kan | Dverfigt fra Jud⸗ og Udlandet, vilde den næppe blive fri for at misbilliges og for at blive kaldt partiſk, baade fra ,, Højre” og „Venſtre“. ; M. A. i Brd. Mangler ægte digteriff Flugt. Udg. mod⸗ tager i Sneſevis af ſaadanne jævnt gode Vers, ſom dog ikke befindes gode nok til Husvennens mange Laſere. C. J. J. i Rh. Spogelſehiſtorien kan ikke bruges, da den er altfor „lavet“. a Hr. P. Eſk i S. p. G. Udg. paa langvarig Mejfe og kan intet gjøre for fin Hjemkomſt. Skylden ikke hans. Jean F. Tak! De bedaarende Fluer ſkulle blive beſorgede. N. P. J. Soholdt. Kan næppe opfylde. Onſtet. M. J. Rigtigt! Det er en Trykfejl naar der i Artiklen om vævede Kludetapper ſtaar holdbare i Stedet for koſtbare Gulvtæpper. 9 —— 5 , Indhold. Fra Lindum, Skildring fra Begyndelſen af dette Aar⸗ Jeg bar Bosſen; men at ſkyde var neeſten Umulighed, 5 1 un af Robert Schal. 85 er if A. P. E. med mindre jeg vilde udjætte Hunden for Fare. Om⸗ d — 3 SER e 8 å t af Zakarias Ni d Billede. — i ſider lykkedes det dog Sultan at fan Fjenden faftet af Gommerfugle," af . Nielsen, 5 tiljords, og nu var det ude med ham. J Mangel af Raveſtreger. — Firkantet Nod. — Brevvexling. å 2 ; Husvennen udkommer til hver Hendag med et 16⸗ſpaltet Ark, ſorſyuet med flere Villeder, lik 1 Krone (3 Alfi.) Fjerdingaaret frit lilſendt. Hvert Fjerdingaar medſolger gratis ek fork ſmußt Billede. Bladet kan beſlilles pan elhvert Voſlkonkor og Vrepſamlingoſled, i enhver Boglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrde 40, Kjøbenhavn. Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 7% — — — ogyumamande Billes 5 Mlorſkabslesning, Oplysning og Busflid. Adginet af R. C. Bom. 2. Aargang. 0 ;… Kjøbenhavn, — | &endagen d. 16. Maj. 485 ſtraalerne legede og Fuglene hoppede kvidrende fra Gren til Gren, eller han ſad og ſaa ud over Vigen 5 til den blanke Fjord, hvor Skibene med de hvide Sejl og de brogede Flag ſejlede frem og tilbage. Det var kun et lille Stykke af Fjorden, han kunde fe; men glad Blomſter, der var Liv og Jubel, Fred og var han ved den; thi den var hans gamle fjære Barn⸗ Glæde allevegne; men ingenſteds var der domsven, den bragte ham en Hilſen fra Hjemmet, og jaa dejligt ſom nede ved den lille Vig, | han længtes meget efter fit Hjem, da det var den der ſkod ſig ind mellem de grønne Skove og frugtbare forſte Sommer, han var ude at tjene. Hiſt bag Nægtet, > Marker fra den dybe Fjord, og dernede gik Hagen fra | men længere borte, helt ude hvor Fjorden mødtes med Morgen til Aften og pasſede fine Køer og Faar. det ſtore Hav, laa hans Hjem. Det var kun et lille Køerne ſtode i Tojr henne paa Klovermarken, Faarene | fattigt Hus, men for ham var det dog det dejligſte paa gik loſe i Udkanten af Skoven, og der var ikke ret Jorden, og naar han ſad her ag ſtirrede ud til den meget at beſtille for ham; men han ſkulde alligevel blive blinkende Fjord, da kunde han ſaa klart foreſtille fig derude; for der var jaa i ; det. Han kunde ſe de langt hjem til Husbonds 8 2 === hvide kalkede Mure og Gaard, at han ikke kunde den rødmalede Dør, Fi⸗ gjøre anden Nytte mel⸗ ſkergarnet, der hængte til lem Flyttetiderne. Saa Torring bag Huſet, Fader, lob han da omkring og der ſad i ſin Baad langt legede med ſin Hund og ude paa det gyngende loerte den Kunſter, for Hav, Moder, der ſyslede den var jo hans eneſte omkring inde i Huſet og Legekammerat, og til Af⸗ hans yngre Broder Pe⸗ vexling ledte han efter der, der vadede omkring Fuglereder i Buſkene og i Havkanten med op⸗ efter ſmukke Stene nede ſmogede Buxer og ledte ved Vandet; men meſt efter Krabber, Snegle⸗ opholdt han ſig oppe paa huſe og Muslingſkaller. Banken under det ſtore Da kom der Taarer i Bøgetræ. Der laa han Baar. Hagens Ojne, da bankede Forfælling af Bendix Hanſen. Yo Vaar og Vinter. og ſtirrede drømmende op i det friſke Løv, hvor Sol⸗ EN . 8 51 0 et var Vaar. Der var lyſt og varmt, G der var kvidrende Fugle og ſmilende hans Hjerte alle de Kjære imode, og han glemte ganfke al den Skjonhed, der omgav ham. „Bare Nesſet og Skoven ovre paa den anden Side af Vigen var borte, for jaa kunde jeg viſt fe hjem!” tenkte han ofte; men Næstet blev der, det vilde ikke vige for hans Onſker, og Skoven hævede fig ſom en grøn Mur og ſperrede ham Udſigten. Derovre laa Sogaard. Det var en ſtor og ſmuk Gaard med rødt Teglſtenstag og høje Vinduer, og den laa foran Skoven helt nede ved Vandet. Andre Huſe kunde han ikke je, og derfor beſkjcſtigede den ofte hans Tanker. Hvem mon der boede der, og hvad mon de toge ſig for? Ja det kunde han aldrig ret blive klog paa. De fiſkede ikke, det fik han ſnart Rede paa; men ſommetider lagde dog en Jolle ud derfra og ſejlede ſnart til den ene Side ſnart til den anden, og hvad ſkulde det betyde? Der var kun to i Baaden, en lille Dame med en Paraſol og Straahat og en Mand, der roede; — hvem mon det var? En Dag, medens han laa og dromte under den ſtore Bøg med Hunden i fine Arme, horte han det rasle i Buſkene. Han ſatte ſig op, Hunden ſpidſede Oren og begyndte at knurre. Saa raslede det atter og pludſelig ſtod en fremmed Pige foran ham. Det var en dejlig lille Pige med rode Kinder og ſkinnende Øjne, og fin og fornem faa hun ud i fin blegrode Kjole med det lille hvide Forklæde. J den ene Haand holdt hun fin Straahat og en ſammenſlaget Paraſol og i den anden en lille Buket af Lilliekonvaller; Haaret hængte i krollede Lokker ned om hendes Hals og fjæl, glad og frejdig jaa hun ud. „Svad hedder Du?“ ſpurgte hun, da hun havde | ftaaet ſtille et Ojeblik og ſet paa ham. „Jeg hedder Hagen?“ ſparede han og tysſede paa Hunden. „Hagen, Hagen! “ gjentog hun, „det er et kiont Navn; det har jeg aldrig hort for. Hvad beſtiller Du her; plukker Du Blomſter?“ „Nej, jeg pasſer Kgerne og Faarene, jeg og Polly!“ ſvarede han og pegede henad den Kant, hvor Koerne ſtode. Hun ſaa ſig omkring. „Nej, hvor her er dejligt!” udbrød bin jaa. „Se derovre ligger vort Hus; hvor det jer morſomt ud! Jeg kan je alle Vinduer! Ser Du, der lige over Doren, der er mit Verelſe, og der ſidder nu den gamle, æfle Jomfru Holm og er vred paa mig, fordi jeg er løbet min Vej, da hun var ude at ffjænde paa Pigerne; men hun kan ikke Je mig her, hun kan ikke je, at det er mig; kan hun vel?“ „Nej, det kan hun ikke!“ ſparede han. „Ja, for kunde hun det, jaa kom hun ganſke beſtemt herover; men det kan hun heller ikke, for Rasmus og jeg tog Baaden, og jeg vil ikke hjem endnu, jeg vil blive lidt hos Dig!“ ſagde hun og ſatte 1 ned i Grægjet foran ham. „Jomfru Holm!“ gientog N ſlem!“ „Slem!“ ſvarede hun. „Ja Du kan tro, hun er ſlem! Hun er altid ſur og arrig, og hele Dagen ſkjcender hun paa mig eller paa Pigerne, for hun pasſer jo Huſet for Fader, og jaa er hun min Lærerinde og forlanger, at jeg ftal finde hele Dagen og hænge over de kjedelige Lektier; men jeg leeſer ikke, jeg vil ikke leſe, jeg ſidder bare og jer paa Bogen, og faa tenker jeg pan Skoven og Søen og Blomſter og Fugle, og naar hun faa gaar ud til Pigerne, jaa løber jeg min Vej og faar gamle Rasmus til at fejle med mig; men Du kan tro, at det er vanſkeligt at flippe ud, for hun pasſer godt paa, og ſommetider laaſer hun Doren for mig og glemmer mig; uh det er en ſlem En, kan Du tro. Kjender Du gamle Rasmus? Nej, det gjør Du ikke; men Du ſkal lære ham at fjende: for han er jaa - god og rar. Han pasſer Haven, han giver mig Blomſter og Jordbær og grønne Aerter, og han fejler > med mig og leger med mig. Nu ligger han dernede ved Vandet og pasſer paa Baaden til jeg kommer; for han kan ikke holde ud, at lobe med mig omkring i Skoven!“ „Men faar Du da ikke Sfjænd, naar Du kommer hjem!” ſpurgte han. „Jo, det gjor jeg rigtignok!“ ſvarede hun. „Saa bliver Jomfru Holm faa vred at hun kniber mig i Armen og river mig i Haaret, og det, kan Du tro, gjør ondt; men jeg løber alligevel, gjør jeg; for det er ſaa ſtrgt, jaa kjedeligt derhjemme. Gid jeg aldrig, aldrig ſtulde hjem mere; gid jeg altid kunde blive her⸗ ovre hos Dig!“ Der blev Tavshed en Stund. Drengen ſaa over til den ſmukke Gaard, der ſpejlede fig i det klare Vand, og derpaa betragtede han den lille fine Pige, der nu fad med bøjet Hoved, jaa alvorlig og bedrøvet, og pillede fine Blomſter itu. „Har Du da ingen Fader og Moder eller en lille Broder Peder, ſom Du kan lege med?“ ſpurgte han. Hun løftede Hovedet og fan van ham med fine ſtore klare blaa Øjne, medens hun. jvarede jagte og alvorligt: | „Nej, jeg har fun gamle Rasmus. Moder er død, da jeg var lille, og jeg kan ikke hufke hende; men hun var god, og nu er hun oppe i Himmelen, — og Fader — Fader bryder ſig aldrig om mig. Han er meſt ude, og naar han er hjemme, faa kommer der altid jaa mange ſtygge fremmede Mænd, ſaa ſpille de Kort om Penge, mange Penge, ſaa drikke de ſig fulde, bander og ſtjcnder, jaa det er fælt at høre paa. Nej jeg har kun min gamle Rasmus!“ Der blev atter Tavshed. f „Da har jeg det bedre!” udbrød han. „Ja, det har Du!“ ſagde hun. „Gaar Du her „Er hun jaa hver Dag ved Køerne og Faarene! Lober Du omkring paa!“ ſagde hun. 259 i Skoven og plukker Blomſter og leger? Gjor Du det hver Dag?“ i „Ja, hver Dag!“ gjentog han. „Og ſaa jer jeg ud over Fjorden og tenker paa Fader og Moder og Broder Peder; for Du kan tro, jeg har et deiligt Hjem, o ſaa dejligt!“ i „Du kan ſagtens være glad; men Du er- ogſaa en rar Dreng! Ved Du hvor der er kjonne Blomſter og Fuglereder; for dem holder jeg ſaa meget af? ſagde hun. „Jeg ved ni Fuglereder; fire med Unger og to med blaa Wg. Du kan tro, de ere fjønne. Vil Du ſe dem.“ „Aa ja! Aa ja!“ jublede hun og var atter glad. „O, jeg holder ſaa meget af Fuglereder; men vi maa ikke gjøre dem Fortred; for jan bliver de ſmaa Fugle bedrovede. ; Saa lob de omkring i Skoven og paa Marken : for at ſe til alle Hagens Fuglereder, derpaa hjalp de hinanden at flytte Køerne, og det fandt hun jaa over⸗ ordentlig morſomt, ijær da den brogede Kvie, ſom var Hagens Stolthed, brolende kaldte ad hende, da hun gik fra den og ikke længere vilde klappe den, og tilſidſt plukkede de Blomſter, ſaa mange hendes lille Forklæde kunde rumme. Hvor de begge vare glade! Alle deres Sorger vare glemte, alle Lengsler forſvundne. Tiden gik uden at de merkede det, og det var med Sorg, at de jaa Solen ſynke bag Skoven. De vare nu. blevne faa godt kjendte, ſaa gode Venner, at det gjorde ondt at ſkilles. Men jeg kommer igjen, Hagen, det kan Du ſtole „Jeg kommer faa fnart jeg kan for at beſoge Dig og lege med Dig; for det er faa dejligt!“ „Ja gjor det!“ ſparede han. jeg vil længes efter Dig. under Bogen paa Benken og tanke paa Dig. Jeg vil aldrig glemme Dig, Ane!“ 3 Saa fulgte han hende ned til Stranden, og der ſtod gamle Rasmus og ventede. 5 „Naa kommer hun nu, lille Jomfru!“ ſagde han. „Ja nu maa vi ſkynde os, det er bleven ſent. Har hun ſaa moret ſig godt?“ „O, ja, ſaa dejligt!“ ſvarede hun. „Ser Du, det er Hagen, ham traf jeg deroppe, han har viſt mig ſine Fuglereder og plukket Blomſter til mig, og ſaa har han givet mig dette kjonne Ravhjerte, ſom han ſelv har lavet med fin Kniv. Ham ſkal Du holde af Ras⸗ mus, ligeſom Du holder af mig, for ham holder jeg af, og ham vil vi beſoge lige jaa ofte, vi kan!“ „Ja, Du er en rar Dreng,“ ſagde Rasmus. „Du ſkal have Tak, fordi Du har været jaa god imod min lille Jomfru!“ og ſaa nikkede han mildt og venligt til ham, medens han hjalp hende ud i Baaden. „Kom ſnart; for Jeg vil ſidde hver Dag | Saa greb han Aarene og Baaden gled ud i det blanke Band længere og længere bort fra Hagen, ſom blev ſtaaende dernede ved Vandet og glemte at han ſtulde hjem med Køerne, ja glemte alt over fin lille Veninde. Hun nikkede og nikkede til ham, og hun blev ved dermed, indtil Baaden lagde til derovre ved det høje Hus; der forſvandt hun. Da ſukkede han ſagte, vendte ſig, og gik langſomt op ad Banken og hen til fine Køer. (Sluttes.) Sy ” Maffetræet og Kaffen. 8 Af A. V. E. Toepfer. | E n from Mand, der langt tilbage i Tiden var Forſtander for et mahomedanſk Kloſter, bemerkede med Forbayſelſe en beſynderlig Livlighed og Aarvaagenhed hos fine Geder, naar de om Aftenen vendte hjem til deres Stald. Da han ikke kunde forſtaa Grunden hertil, beſluttede han at iagttage dem om Dagen, og han ſaa da, at de med ſtor Begjærlighed aad Blade, Blomſter og Frugter af en Plante, ſom han hidtil ikke Havde lagt Merke til, og fra denne Wde maatte deres paa⸗ faldende Livlighed og Aarvaagenhed have ſin Oprin⸗ delſe. Han tilberedte ſig nu en Drik af denne Plantes Frugter, og da han fandt, at Drikken ogſaa havde en oplivende Virkning paa ham ſelv, anvendte han den med Held paa ſine Munke for at holde dem aarvaagne, naar de om Natten fkulde forrette deres Bonner i Kloſteret. — Saaledes berettes der i en gammel For⸗ telling om Oprindelſen til Brugen af den Drik, ſom vi kalde Kaffe. Det er ikke godt at afgjore, om denne Fortelling er ſand eller blot opdigtet, men faa meget er dog viſt og almindelig anerkjendt, at Nydelſen af Kaffen kan bidrage meget til at gjore os livlige og aarvaagne. Kaffen tilberedes ſom bekjendt af Frugterne af Kaffetrœet, der hører til Krapfamilien (Rubiaces), af hvilken vi kun have meget faa Repraſſentanter her, nemlig Skovmerke (ogſaa bekjendt under Navn af Bukar og Myrike), der kommer frem tidlig om For⸗ gaaret og bruges til de bekjendte vellugtende grønne Kranſe, Ager⸗Blaaſtjerne, en temmelig almindelig Ukruds⸗ plante med blaaagtige Blomſter paa dyrkede Marker ſamt flere Arter Snerle med hvide eller gule Blomſter, | Der vore meget almindeligt langs Vejene. Det vildt | vogende Kaffetræ bliver omtrent 20 Alen højt; i dyrket Tilſtand lader man det ikke faa en ſaa ſtor Højde, men beſkcerer det for at det kan faa en bred Krone. Man opnaaer herved den dobbelte Fordel, at det bærer flere | Frugter og at disſe lettere kunne indſamles. Det er et ſmukt Zræ med ſtedſegronne Blade, der have megen Lighed med Laurberblade. Blomſterne ere hvide og deres Vellugt minder meget om Jasminens Duft. Det blomſtrer hele Aaret rundt og har paa ſamme Tid baade Blomſter, grønne umodne Frugter og purpurrøde modne Frugter, der i Form og Storrelſe meget ligne Kirſeber. For: og Efteraaret er dog dets egentlige og rigeligſte Blomſtringstid, og paa disſe to Aarstider finder ogſaa Indſamlingen af de beeragtige Frugter Sted. Hver Frugt indeholder to Fre, de ſaakaldte Kaffebenner, der ere hvælvede paa den ene Side og flade paa den anden ſamt omgivne af en kjodagtig Masſe. Naar Kaffe⸗ træet er to Aar gam⸗ melt, begynder det alle⸗ rede at bære Frugter, men den egentlige Hoſt begynder dog forſt med det tredie eller fjerde Aar, og i denne Alder kan et Træ aarlig give omtrent to Pund Kaffebonner. Efter Frugternes Ind⸗ ſamling fjerner man det tørre Kjod, der omgiver Frøene, enten ved at blodgjore dem i Vand eller ved Hjælp af en Valſe. Herefter torres Bonnerne og man bort⸗ tager derpaa den tynde Hud omkring disſe ved Hjclp af Træføller. J den ſenere Tid har man indrettet en Slags Moller, ſom baade kun⸗ ne fjerne Kjodet og den tynde Hud fra Frøene eller Bonnerne. Efter denne Behandling ere disſe ferdige til at gaa over i Handelen. J raa Tilſtand mangle Bon⸗ nerne aldeles de Egen⸗ ſkaber, der bringe os til at jætte jaa megen Pris paa Kaffen, da disſe førft komme frem ved Riſtningen. | Denne bør foretages med Omhu og helſt i et lukket Kar over en ſvag Ild indtil Bonnerne ere blevne brune. | Naar Ilden er for ſtaerk, blive Bonnerne let brændte | i Stedet ſor riſtede; de tabe da aldeles den fine Aroma, | der udmærfer Kaffen og ſom ffyldes en flygtig Olie; Drikken faar en bitter Smag, ſom hidrører fra en Syre, Garveſyren, der fremkaldes ved Brendingen, ligeſom den flygtige Olie, ved Riſtningen. Naar Bøn: nerne ere riſtede, maa de afkoles jaa haſtigt ſom muligt, | En Ruist ak Kaffetræet. og man maa helſt hver Gang kun riſte og male ſaa mange af dem, ſom man ſtrax vil bruge, da en Del af deres fine Smag og Vellugt let taber ſig, naar de ſkulle gjemmes i længere Tid. Den bedſte Kaffe faar man fra Arabien, den ſaakaldte Mokka⸗Kaffe, og den ſimpleſte fra Braſilien, men denne ſkal dog kunne blive neeſten lige jaa god ſom Mokka⸗Kaffen, naar de raa Bonner have veret gjemte en halv Snes Aar. J Almindelighed er det kun Frugterne af Kaffetrœet, ſom 8 man bruger til at til⸗ berede Kaffen af, men paa de indiſke Oer be nytter man ogſaa de unge Kviſte, ſom riſtes med de derpaa ſiddende Blade over en ſvag Ild. Den afſkreellede Bark af de ſidſte Kviſte ſamt Bla⸗ dene bruges der til at tilberede en Slags The af, der ſkal være meget nærende og oplivende. Disſe Egenſkaber ſkyldes ijær et ſceregent Stof, Kaffein, ſom ogſaa findes i de brendte og malede Bonner, og ſom aldeles ſvarer til den ſaakaldte Thein i Theen. Kaffen indeholder des⸗ uden ogſaa 13 pCt. af et meget nærende Stof, Glutin, fom dog ikke kommer os til Gode, da det kun ſparſomt oploſes af kogende Vand, og der⸗ for bliver kaſtet bort med Kaffegrumſet. Naar man derfor vil drage den fulde Nytte af Kaffens nærende Stof, bor man drikke Grumſet tilligemed Af⸗ koget af Bonnerne, hvil⸗ ket flere orientalſke Folk gjore. Da Kaffen juſt ikke er nogen billig Drik, ſoge mindre bemidlede Folk, der ikke ville give Afkald paa den, at gjore den billigere ved at blande de malede Bonner med andre Stoffer. Som et ſaadant Surogat eller Tilſctning til Kaffebonnerne bruger man ſom ofteſt Rodderne af Lovetanden og Sikorien, hyilke Planter begge høre til Kurveblomſternes Familie. De ere begge, iſcer den forſte, meget almindelige Ukruds⸗ planter her. Lovetanden, der er bedſt kjendt under Navn af „Fandens Mælfebøtte” eller „Fandens Kjærne mælk” har hule Blomſter og blomſtrer fra tidlig om Foraaret til henad Efteraaret. Sikorien har lyſeblaa Blomſter og blomſtrer forſt i Juli Maaned. Diesſe Planter ere i andre Lande mange Steder Gjenſtand for en vigtig Kultur, og Dyrkningen af dem i For⸗ bindelſe med deres videre Behandling paa ſceregne Fa⸗ brikker, hvor deres Rødder blive ſkaarne i Stykker, tørrede, riſtede og malede, ſysſelſctter en Mængde Menneſker. Dyrkningen af disſe Planter, ſom meget godt kunne trives hos os, og ſom kunde indbringe mangen Jordbruger en ikke ringe Indtegt, drives fan godt ſom aldeles ikke her, hvorfor vore Fabrikker maa forſkrive Rødderne fra Udlandet. Kaffetrœets Hjemſtavn er det abyſiniſke Hojland i Afrika, hvorfra det omtrent i Midten af det 15de Aar⸗ hundrede blev overført til Arabien, ſom man tidligere troede var dets egentlige Hjem. Da Kaffen ſenere blev en mere almindelig Drik, blev Dyrkningen af det ud⸗ ſtrakt til mange andre Lande, og det blev fort baade mod Oſt og Veſt. Man har nu meget ſtore Kaffe⸗ Plantager i Oſtindien, Veſtindien og Braſilien. J Kaffetreets egentlige Hjemſtavn, Abysſinien, har man allerede fra Arilds Tid brugt dets Bonner til at tillave en Drik af, og i Perſien ffal man allerede 875 have kjendt denne Drik. Da Kaffetræet var bleven overført til Arabien, begyndte Kaffen ſnart at blive en almindelig Drik der og i de tilgrenſende Lande. Dette ſkete dog ikke uden en heftig Strid, da mange ivrige Mahomedanere paaſtode, at denne Drik ſtred mod Koranens Lære. Det lykkedes disſe at opnaa et Forbud mod Brugen af Kaffen og der blev faſtſat ſtrenge Straffe for Overtredelſen heraf, Hvorfor. alle Kaffehuſene bleve lukkede. Kaffen udholdt imidlertid ſejrrig denne Strid, og dens gode Egenfkaber floge efterhaanden alle dens Modſtandere af Marken. budet blev ſnart atter ophævet og Kaffehuſene igjen aabnede, og nu udbredte Brugen af Kaffen fig over⸗ ordentlig hurtig. J Midten af det 16de Aarhundrede kom den til Konſtantinopel, hvor den ligeſom overalt i Oſterlandene altid nydes uden Tilſctning af Fløde og Sukker. 1652 aabnede en Graker det forſte Kaffe⸗ hus i London, og 1672 aabnedes det forſte Kaffehus i Paris. Fra disſe Lande udbredte Kaffen fig ſnart til de øvrige Lande i Evropa. Omtrent for 150 Aar ſiden trengte den herind, men var dog i lang Tid en ſjelden Drik, ſom kun de Rige havde Raad til at nyde af og til. Siden den Tid er Brugen af den tiltaget ſaa ſteerkt, at der nu aarlig indføres over 20 Millioner Pund Bonner hertil. Kaffekjedlen damper nu daglig i enhver Hytte, og „Madam Brun“ vinder beſtandig flere og flere trofaſte Velyndere og Tilbedere. Det Billede, ſom ledſager denne lille Afhandling, viſer Lœeſerne en Gren af Kaffetreet. Figuren A foreſtiller en opſkaaren Blomſt, paa hvilken man jer 5 Kronblade og 5 Stoypdragere, B betegner Begeret, af hvilket Stov⸗ For⸗ vejen rager i Vejret, G er Frugten, E ſamme aabnet paa langs for at viſe de to Fro og deres indbyrdes Stilling; forneden Jes Stilken ſamt Kjodet, der om⸗ giver Frøene, Fer Froet (Kaffebonnen). Lidt fra gamle Dage. Smaabidrag til Danmarks . indre Hiftorie i det I7de og 18de Aarhundrede. Af DB. Jorgenſen i Kiſtrup. Det er blevet Skik og Brug at betragte den Tid, hvor⸗ ved vi i det folgende agte at dvæle, ſom Treeldom⸗ mens Aarhundreder, navnlig for Bondeſtandens Ved⸗ kommende. Det har gaaet Forfatteren af dette ligeſaa. Idet han ſogte om nærmere Begrundelſe af denne Paaſtand, ſyntes han, at Virkeligheden viſte et noget andet Billede af Forholdene, end det, der var almindelig kjendt. Om hans Synsmaade er berettiget, ſkal han villig overlade til den fordomsfri Læjer at afgjore. Han ſkal afholde fig fra alle digteriſte Udgydelſer og loſe Raiſonne⸗ menter, idet han antager, at Leeſeren er enig med ham i, at ſaadanne burde være hjemloſe i en hiſtoriſk Frem⸗ ſtilling. Det er hans Haab, at Læferen ikke vil finde de nøgne Kjendsgjerninger aldeles uden Interesſe. Kilderne ere det eneſte i ſaa Henſeende paalidelige, nemlig de gamle Thingboger. Kan man ikke ſtole paa Ojenvidners beedigede ÜUdſagn, haves aldeles ingen Hjemmel for hiſtoriſke Efterretninger. Herredsthinget var af overordentlig ſtor Betydning for Bondens aandelige Udvikling, ſaalcenge det bevaredes i fin op⸗ rindelige Form. Lad være, at denne Udvikling var noget enſidig, ſaa maatte Bondens umiddelbare Deltagelſe i Retsplejen meget udvikle hans Selvfolelſe. Det var ogſaa langtfra, at han betragtede fig ſom Trael. Han vidſte godt, at han i Samfundet ſtod lavere end Adels⸗ manden, men havde man ſpurgt ham, om han vilde bytte med den „menige Adelsmand“, havde han nok næppe ſparet ja. Kirke⸗ og Kloſtergodſets Fordeling havde gjort Adelen rig i det 16de Aarhundredets Be⸗ gyndelſe, men denne Rigdom blev ikke af lang Varighed. Adelen overvejede ikke, at denne Formue, den jaa fig i Beſiddelſe af, ikke var fremkommen paa en ſund Maade ved en gradvis Udvidelſe af Landets Velſtandskilder, men at den var fremkommen ved en Handling, der ikke kunde gjentages. Der udfoldedes en Luxus i alle Retninger, ſom det falder vanſkeligt at gjøre fig noget Begreb om; dog, de mange Herregaarde, vi have fra dette Aarhundrede, kunne vel være et oplyſende Fingerpeg i den Retning. Vi ville ikke fylde Pladſen med Ex⸗ empler herpaa. Leeſeren kan blot prove med det Sporgsmagl i Tanken: „Naar bleve Landets ſmukkeſte Herregaarde opførte 2” at gjennemblade Traps Danmarks 262 : ) å Beſkrivelſe. Han vil da forbavjes over de umaadelige Summer, der i det 16de Aarhundrede anvendtes paa Opforelſen af Herrefcder, faa at det kom til at jvie til Efterkommerne og fan at kun de ferreſte af disſe kom til at luffe deres Øjne under eget Tag. Som Stamtræet voxede, blev Arven mindre; den ſtulde ſtedſe deles mellem flere og flere. Kun een Mand — ſaavidt mig er bekjendt — havde Oje for den ſtore, ſamlede Beſiddelſes Betydning. Det var den bekjendte kloge Kansler Johan Friis til Hesſelager, der 1548 oprettede et Stamhus for fin ældfte Broderſon af fine vidtløftige Godſer. Det var jaa langt fra, at denne Tanke vandt Bifald hos hans Standsfeeller, at tvertimod det af Kong Chriſtian den Zdie og Rigsraadet (1548) ſtadfeſtede Stamhusbrev efter Kanslerens Dod blev af Frederik den 2den dømt ugyldigt, trods den Artikel i Haandfeſtningen, der udtrykkelig bod ham at holde den afdode Konges Breve ved Magt. J den Grad havde den gamle Kansler forudilet fin Samtid. Folgen for Slægten blev den, at den i Løbet af næfte Aarhundrede, miſtede alle Godſerne. i Medens den menige Adelsmand blev fattig, for⸗ gjældet og forarmet og fun havde ringe Indflydelſe paa Statslivet, levede Bonden under forholdsvis gunſtigere Vilkaar. Hans Afgifter ſom Faſtebonde vare taalelige. Hoveriet var ikke meget. trykkende; det blev det forſt, da Jordegodſerne faldt i Hænderne paa Spekulanter. Han havde i de fleſte Sogne Ret til at vælge fin Bræft. Den gamle Ret til at vælge en Herredsfoged af deres egen Midte, var vel allerede i det 16de Aarhundredes Begyndelſe fratagen Bønderne, men indtil efter Enevolds⸗ magtens Indforelſe, vedblev det at være lovkyndige Bønder, der fad i Dommerſedet. Skriveren var ogſaa en Bonde. Det horte langtfra til Sjeldenhederne, at Bonderne kunde ſkrive og ſkrive ſmukt og godt. De mange offentlige Forretninger, han kunde komme til at tage Del i, gjorde det ligefrem nødvendigt for Bonden at være hjemme og godt hjemme i Skrivekunſten. Vi ſkulle nu anføre nogle Exempler paa, at Bonden ikke betragtede fig ſom Tre ligeoverfor Adelsmanden eller dennes Tjenere, eller bar ſynderlig Reſpekt for Nogen. Den 24de Januar 1637 fremſtod velbaarne Povel Skinkel paa Salling Herredsthing og erklærede, at den Zrætte og Tiltale, han havde haft mod Niels Jorgenſen og Jeppe Jorgenſen, begge tjenende Chriſtoffer Anderſen i Sallinge, den afſtod han i Dag for Godtfolks Forbens Skyld, og ſkulde de være venlig og vel forligte og viſe god Omgengelſe mod hinanden og være ube⸗ varede mod hverandre paa Veje og Stier. Den 17de Avguft 1637 udfteder Peder Pederſen, Gaardfceeſter og Sfræder i Sandager under Lykkesholms Gods, den Forpligt paa Gudme Herredsthing, at han inden i Morgen Aften, for Sol gaar ned, vil rømme fin gode Herres, velbaarne Ejler Ovitzous Stavn, fordi han havde ſtjaalet 8 Kjcerve Rug i Lykkesholms Rug⸗ i mark. De falſke Rygter, han havde udſpredt om Jakob Jakobſen i Fjellerup, tilbagetog han og lovede, at han ej ſkulde findes ſom den, der ſkjceldte eller udſpredte onde Rygter om ſit forrige Herſkab eller dennes Folk, Store eller Smaa, og, hvis dette overbeviſtes ham, da vilde han af Ejler Ovitzou lade ſig henfore i Kongens Jern paa Bremerholm. Denne Forpligt er undertegnet af Skrederen og fire Bønder. Nevnte Peder Pederſen havde, ſom Thingvidnerne oplyſte, en Hoſtaften, fulgt af fin Kone, redet ind i Lykkesholms Sandholts Mark, taget et Bundt Rugneg foran fig paa Heſten, medens Konen tog et mindre paa fin egen Ryg. Saaledes bleve de trufne Kl. 10 af en Karl fra Gaarden, der førte dem ud af Marfen og overleverede dem til Ladefogden. Denne tog Rugen og [od Synderen gaa, til hans Husbond kom hjem. Af denne Friſt benyttede Skrederen fig til at gaa til Selvejerbonden Oluf Lærfe i Fjellerup, ſom han bad om at være hans Forbeder hos den naadige Herre for nogen Rug, han „hade fundet” i Lykkesholms Rugmark. Ydermere bad han ham forunde fig et Hus paa fin Grund. J den forſte Begjæring indvilligede Oluf Leerke, men hvad det ſidſte angik, kunde han intet love ham, inden han var fraſkilt de gode Folks Gods. Efter Forliget med Husbonden flyttede han ind i Oluf Lerkes Hus, og der ſynes han nu at have flaaet fig til Ro et Par Aars Tid, fortſat Professionen og jaa nogenlunde holdt den udſtedte Forpligt. Men 1639 brød det atter los. Den 31te Januar nævnte Aar, fremſtod Fuldmeegtigen paa Lykkesholm og højlig klagede over Peder Pederſen Skreder i Fjellerup, hvorledes han forgangen Lørdag voldelig var indloben i Fruerſtuen paa Lykkesholm og ſammeſteds med en dragen Kniv udjaget velbaarne Fru Anna Brahe af Fruerſtuen. Dagen forud havde han, da hun kom kjorende gjennem Byen og vilde til Gaarden, faret ud efter. hende med fit Presſejern i Haanden, ſkjeeldt hende for en „Hoxreunge“ og alt det værfte, der nævnes kunde. For ſaadan Gevalt og Skjelden gav han hojlig Klage over Peder Skroeder og var Dom begjcrende, fordi han meget grovelig havde forbrudt fig mod fin givne Forpligt. Herredsfogden, Knud Hvid i Lorup, henviſte Sagen til Landsthinget, efterſom den gjaldt Wre og Liv. Som Bidrag til Peder Pederſens og Tidens Karakteriſtik kan det maaſke fortjene at tilføjes, at da han blev fat ud af Gaarden, var han i Gjald til Herſkabet, hvorfor hans Bo blev ſkreven og vurderet; dette forhindrede ham imidlertid ikke fra at bortkjogre af Tojet det ſteerkeſte, han kunde; han fif endogſaa nogle af Naboerne til at laane ſig Heſte og Vogne og en Gaardmand i Sandager til at tage imod Tojet. Da Vedkommende bleve ſagſogte for denne ulovlige Handling, undſkyldte de fig med, at de ikke ſelv havde kjort Vognene, og ej vidſte, hvad de bleve brugte til. Den 263 5 Mand, der havde modtaget Tojet, nægtede det ikke, men undſkyldte fig med, at det ikke havde været fat i Skjul, men ſtod aabenlyſt til Alles Efterſyn. s Det holdt i det Hele haardt at faa Bonden til at yde eller gjøre andet, end han ſelv vilde. Med fine Forpligtelſer tog han det flet ikke jaa nøje. Han betalte nødig fit Landgilde uden at blive ſogt derfor, og naar Ovrigheden kom for at pante ham, ſatte han ſig ofte til Modveerge, faa en ſaadan Forretning kunde fore til blodig Kamp, der endte med Ulivsſaar. Den 14de Februar 1639 fremſtod Thingſtcvnerne for Chriſten Nielſen paa Broholm og Hans Rasmusſen i Ullerslev, ſom var Herredsfogdens Fuldmægtig ſamme⸗ ſteds, paa Gudme Herredsthing, og de hjemlede med Ed og oprakte Fingre efter Recesſen at have kaldet (: ftævnet) Margrethe Peders i Marslev, hendes Datter, Bodil Pedersdatter, hendes Sonner, Jens Pederſen, Thomas Pederſen og Peder Pederſen, alle med deres Lavværge, ſamt Niels Rasmusſen i Aarslev og Peder Madſen, tjenendes der, mod Vidners Paahor og Gjenſvar. Dernceeſt fremſtod de ftævnede Vidner og tilkjendegav, hvad der var dem bevidſt om den ſtore Gevalt og Overlaſt, der Fredagen næft for Jul var tilføjet Hans R. i Ullerslev og Chriſten Nielſen, vel baarne Hr. Landsdommers Fjener, af Peder Ibſen i Aarslev, hans Kone og Born, ſamt de tvende indftævnede Karle. Af disſe Vidnesbyrd fremgik det da, at da nævnte Mend, Fredagen for Jul kom til Peder Ibſens Gaard for at udføre en Panteforretning, modtoges de i Porten af Manden og hans hele Husſtand, ſamt de tvende indftævnede Karle, der anfaldt dem med Spyd, Koller og Stænger, fan det ikke var dem muligt at komme ind. De tvende Fuldmegtige tilligemed de to Vurderingsmeend gik da ud i Marken og drev Kvæget hjem for at faa det vurderet, og de forſogte nu at komme ind i Gaarden ad en anden Vej, hvad der ogſaa lykkedes dem, men kun til liden Baade, thi da Chr. N. fremtog de lovlige Domme og Breve, efter hvilke Gjelden ſkulde betales, trængte de fra alle Sider ind van ham og forſogte at rive Brevene fra ham. De øvede ogſaa jaa ſtor Vold med alle Slags „Gevcer“, med Stokke⸗ ſlag og Stenkaſt, faa de tvende Fuldmegtige højlig nodſagedes til at drage deres Kaarder og værge deres eget Liv, efter at de dog forſt mange Gange havde opfordret dem til for Guds Skyld at lade flig ulovlig Handel fare. Peder Ibſen tog en Stang, ſom en „temmelig Slydeſtang“ og foer dermed mod den ene Vurderingsmand, der ſtod ved Ledet for at gjenne Kvæget tilbage, og ſagde til ham: „Staar Du der Din Skjclm“; han vilde have ſlaget til ham, hvorfor han værgede fig med fin Kaarde, ſom dog ikke var dragen. J Kampens Hede blev Peder Ibſen ſaaret, jaa han faldt til Jorden, hvorefter hans Kone raabte: „Der han ikke af det, J have givet ham, ſkal han alligevel do, for at J maa times en Ulykke!“ De Fremmede begyndte nu Tilbagetoget, der afffares dem af Kvinderne. Margrethe Peders klagede meget over, at hun ej havde en Kniv hos fig, jaa vilde hun ſtikke Chr. Nielſen i hjel, for han ſtulde komme ud af Porten. Ved Synet over den tilføjede Skade, fandtes Chr. N. at have faaet et Spydſtik i den ene Arm og et i det ene Ben, foruden mange blaa Slag. En af Vurderingsmendene var bleven ſaa ilde tilredt af Spydſtik, Vognkjcppeſlag og Stenkaſt, at han laa til Sengs, og hans Liv og Helbred fvævede i Fare, og ſaaledes havde de Alle medbragt mere eller mindre haarde Merker fra den varme Kamp. Peder Ibſen afgik ved Døden, om han nøjedes med de Vunder, han havde hentet i Kampen, eller hans Kone, ſom hendes Ord ſynes at antyde, havde gjort det af med ham, for at fore Betjenten i en Ulykke, blev ikke oplyſt. Ved Daggry. Der kom fra Oſten en Morgenvind, den kruſede Havets rodmende Kind; den aandede ſagte pan Bolgernes Her: „Vaagn op, fe Morgenen alt er nær!” Den ſuſte igjennem den friſke Lund og væffede Fuglene op af Blund: „Flyv ud og forkynd med Jubelroſt, at Dagen er kommen med Glans i Oſt!“ Den ftrøg igjennem den ſtille By til Taarnet, der peger med Kors mod Sky, og bruſede: „Meld nu med Klokkeklang, at Solen er højt paa fin Himmelgang!“ Men over de Dødes Have den foer, hvor Vedbenden fig om Gravene ſnor, der fang den, og Røften var fvægende blid: „Sov ſodelig, det er endnu ej Tid!” P. 9. 8. Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn. Af Emanuel Henningſen. 4. Nu ſtyred atter vore to Til Byen ind ad Veſterbro. Varmt var det, for de kom til Staden Paa Markedet i Men varmere det var paa. Gaden, „Hor, ved Du hvad, min Abelone,” Hans Jorgen ſagde z til fin Kone, SL „Jeg tror, vi beg⸗ > ge ſtaa os i At je paa dem, der gaa forbi, Mens ſelv vi ſtaa i Ro og Mag, For det er grum⸗ me hedt i Dag.“ Mens ſaa de ſtod, der kom forbi En Morian i Li⸗ beri; Han ſtrunk og ſtolt gik hen ad Ga⸗ den, Som om han ejed - hele Staden, Med Guld og Sølv han var bedekkket. Da blev vor Lone helt forfkrakket; Hun var dog ellers ej forknyt, Men nu hun hvi⸗ ſked: „Hans dog, hyt Dig for den Slem⸗ me, ſom der kommer; ; Ham faa jeg viſt den ſidſte Som⸗ mer Skroem; han 18 5 2 ſtod ; 55 Smaating. Kort og godt. To Brødre talte ſammen paa den enes Gaard i Cincinnati. „Ovem havde Ejendommen for Du?“ ſpurgte den ene. „Moggs“ (Mandens Navn). „Hvorledes er Jorden?“ „Bogs“ (ſumpig). „Og Luften da?“ „Fogs“ (taaget). „Har Du Kreature?“ „Hogs“ (Svin). „Hvoraf har Du bygget Huſene?“ „Logs“ (Treſtokke). „Har Du mange Naboer?“ Den anden ryſtede paa Hovedet: „Frogs“ (Froer). 2 Velſmagende Maaltid. En Rejjende i et lille franſk Værtshus faa en Ugle, der faa meget tankefuld ud, og ſom hoppede omkring i Gaarden paa det eneſte Ben, den havde. Et Par Dage efter fin Ankomſt fik han „Vildt“ til Middag, det var lille, men det ſmagte dog af Fugl. Dagen efter ſavnede han Uglen i Gaarden. „Hvor er Uglen bleven af“, ſpurgte han Værten. „Herren fik jo lidt Vildt i Gaar“, lød Svaret til den Med Lænfer lagt om Haand og Fod, For han var fuld af vilde Sæder; ; De ſagde, han var Menneſk'⸗ eder.“ — „Aa, denne her er viſtnok tam,“ Gjenſpared Hans, „ſe blot paa ham. De ſpeerred ham vel ſagtens inde Hpis ikke han var from i Sinde. En Wder er han ikke, nej Jeg i min Tro viſt haler ej, Det er en Hvad det var, han vilde Fortcelle, kom nu lidt for ſilde; Thi Negeren imod ham gik : Og ſagde med et biſtert Blik: „Tror Du, at 10 nu Du kan 8 mig kjende?“ Hans ramled næ- ſten over Ende Ved disſe Ord, der kom ſaa brat. u ha ſtam⸗ ä mede han, „at De bare var en Abekat.“ Rejſendes ſtore Skrak. „Hvad, dræbte De Uglen til min Middagsmad?” ſpurgte han. „Jeg? dræbe den jøde Ugle, min Herre! nej — den døde af fig ſelv“. Opløsning ; paa den firkantede Nod i Nr. 32: Indhold. Vaar og Vinter, Fortælling af Bendix Hanſen, med Billede. — Kaffetrcet og Kaffen, af A. P. E. Toepfer, med Billede. — Lidt fra gamle Dage, af J. Jorgenſen i Kiſtrup. — Ved Daggry, Digt. — Hans Jørgens og Abelones merkverdige Hendelſer i Kjøbenhavn, 4, af Emanuel Henningſen, med Billede, — Smaating. Husvennen udkommer fif hver Søndag med el 16,ſpaltet Ark, ſorſunel med flere Villeder, tik 1 Krone (3 MR.) Fjerdingaaret fril lilſendl. Hverk Flerdinggar medfølger gralis ek ſtort ſmutt Billede. Binder kan beſliſſes pan ethvert Vofikonfor og Brepfamlingsfled, f enhver Boglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vifeffræde 40, Kijebenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 1 — ———— dog derfor havde ladet Banke ner ved de lave 2. Aargang. : Nr. 34. Daar og Vinter. Fortælling af Bendix Hanſen. ä (Sluttet.) og ſtille, klingrende Froſt. Sneen laa glimrende hvid paa de høje Banker nede ved Stranden, jaa de ſyntes højere end ellers; Sneen heengte faſt i de grønne lave Grantræer, der ſtode i Smaagrupper dernede under Bankerne, og ſelv det gamle Piletrœ, der ſtod lige i Strandkanten og ſtrakte fine nøgne Grene ud over Iſen, var pyntet med Sne og Rimfroſt, funklede i Solen. Dernede havde Havet dannet en lille Bugt, ſom om det havde forſogt at ſkabe en Fjord, men var bleven betæn- kelig over de hoje Bakker det blive ved Forſoget og forſt havde gjort Alvor af Fjorden paa den anden Side af Nesſet, hvor den nu ſnoede ſig mile⸗ midt ind i Landet. Ved Foden af den bøjefte Grantræer og det gamle Piletræ laa et lille Hus. Det laa ganffe alene; men hvor der var roligt og fredeligt, hvor der var lyſt og dejligt omkring et var en dejlig Vinterdag med klar Luft der Mlorſhabalesning, Oplysning og Husflil. Adginet ak R. C. Bom. Hundagen d. 23. Maj. Kjøbenhavn. 1875. det. Havet, der ellers vuggede ſig tet op til det, laa nu ſtille og frosſet ſom en ſpejlblank Isflade; men langt, langt kunde man ſe ud over det, ud over Dybet, hvor ingen Magt kunde binde de mægtige altid urolige Bølger, ud til de fjerne Oer, der løftede fig jaa klare mod den blaa Himmel i deres hvide Vinterdragt, fkin⸗ nende i Sollyſet. En Vej forte ned mellem Bankerne og ſnoede fig derpaa langs Stranden forbi det lille Hus; men der kom Ingen ad Vejen i Dag; thi det var Helligdag, det var Juledag. Det var ſom om Livet laa i Dvale under det ſkinnende Snedekke, ſaa ſtille var der; men det gjorde det ikke; thi inde i det lille Fiſkerhus rørte Livet fig varmt og rigt og frejdigt. En gammel Mand med hvide Haar kom ud af Doren, gik et Par Skridt frem og blev fan ſtagende; han ſkyggede med Haan⸗ den for Ojnene og ſaa opmerkſomt henad Vejen, medens han dampede paa ſin lille Pibe. Nu aab⸗ nedes Doren atter, og hans Kone kom ud til ham. Hun lagde ſin Haand paa hans Skulder og jaa ogſaa fremad. „Kan Du ikke je dem endnu?“ ſpurgte hun. „Nej!“ ſparede han; „men de kommer nok. Vejret har været godt hele Dagen, og han ffrev jo, at de kom i Dag. Du ſkal je, de kommer nok. Det fan gjerne være, at de allerede ere derovre bag Bankerne!“ ; „Ja, de kommer nok!“ ſagde hun. „Gid de vilde komme ſnart! Jeg længes fan meget efter dem; det er jaa længe ſiden, vi have jet dem!“ Og ſaa bleve de ſtagende i Tavshed, hun med Haanden pan hans Skulder, og ſaa henad den Kant, hvorfra de ventede dem, der ſkulde komme. Der var noget mildt, venligt og dejligt, man kunde neeſten ſige højtideligt, udbredt over disſe to Gamle, ſom de der ſtode Fjærligt ſammen, optagne af ſamme Tanke, ſtirrende mod ſamme Maal, medens deres Hjerter bankede i fælles Kjærlighed og Forventning. De pasſede Jan godt til det lyſe og fredelige Land⸗ ſkab omkring dem og til den vide Udſigt med de klare Oer i det Fjerne. Det var Hagen og hans Huſtru, Ane. Glade havde de leget ſammen i Livets Vaar, trofaſt havde de med hinanden baaret Sommerens Byrder og Hede, og kjerligt holdt de ſammen i deres ſtille, lyſe Vintertid, medens de i Tro og Saab ſaa frem mod den evige Vaar, der lyſte dem imode fra det Fjerne. De ventede deres Son, Jens, med Huſtru og Born. Han var deres eneſte Barn, deres Stolthed og Glæde. Tidlig havde han faaet Lyſt til Sgen, og da han var voxet til, havde han forladt dem og var reiſt ud i Verden; men han var en god Dreng og en dygtig Dreng, derfor havde det altid gaaet ham godt. Nu var han Kaptajn paa et ſtort Skib og boede i Kjøb- ſtaden, hvor han havde eget Hus og nok at leve af, og ſaa havde Vorherre velſignet ham med en god og fjærlig Huſtru og to dejlige Born, en Dreng og en Pige, der vare opkaldte efter hans gamle Fader og coder og ret havde forftaaet at vinde deres Hjerter. Den meſte Tid af Aaret var Jens paa Farten, og de ſaa ham ſjeldent; men hver Jul kom han og hans Familie ud til hans gamle Hjem og blev der et Par Dage, og det var lyſe Feſtdage for dem alle. „Se ſaa, der har vi dem!“ ſagde Hagen og pegede fremad, og ud mellem Bankerne, ned imod Stranden "og henimod det lille Hus fløj en Kane i ſuſende Fart. Hvor det lyſte i de Gamles Anſigter! Hendes Ojne fyldtes med Gledestaarer og han tog fin Hue af og ſpingede den over Hovedet. SS Fra Kanen ſpingede man atter med Huer og Tor⸗ klæder og raabte Hurra. Bjelkerne klang i den ſtille Luft, Heſtene dampede og ſloge op, ſaa Smaaknoldene floj omkring. „O, Gud ſke Lov; Gud ſte Lor!“ ſagde Ane, og ſaa holdt Kanen for Doren. N „Goddag Bedſtemoder! Goddag Bedſtefader og glædelig Jul!“ lad det i Kor. „Hurra!“ raabte den lille Dreng, der var klattret op paa Bagſcdet. „Hurra! O hvor det er dejligt!“ Og ſaa trykkede de hinandens Hænder, og kysſede og kjertegnede Børnene og fnakkede alle paa en Gang. Bedſtefader tog Drengen og Bedſtemoder den lille Pige og bar dem ind. Jens og hans Kone pakkede ud af Kanen, Rejſetoj, Kurve og Kasſer, og ſaa kjorte den atter bort, og de ſamledes alle inde i den lille Stue. Hvor der var hyggeligt og rart derinde! Alt var fan rent og ſkinnende og jaa pænt og ſmagfuldt; ja Bedſte⸗ moder forſtod det; men hun havde jo ogſaa en Gang været en fin lille Jomfru og havde hort hjemme i det jfjønne Søgaard. Det var nu rigtignok mange Aar ſiden; men fligt glemmes aldrig ganſke, — og Bedſte⸗ fader! Ja han havde en Gang været en fattig lille Dreng; men Fattigdommen havde han overvundet ved fin ftærfe Billie og fine kraftige Arme, vg nu kunde han evne at have det godt paa fine gamle Dage. Bordet var dakket, da de kom, og nu ſad de alle og ſpiſte og drak, ſnakkede og lo. Jens's Huſtru havde bragt en dejlig Kage med, og Jens havde Vin; det kom nu frem til Desſert, og da alle Glas vare blevne fyldte, rejſte Jens ſig op. „Nu ville vi tømme et Glas for vore fjære, gode, gamle Bedſteforceldre“, ſagde han, „og takke dem for al den Glæde og Velſignelſe, de have beredt os i Dag og mange Gange tidligere, lige faa længe jeg kan huſke tilbage. Det var dejlige Tider, da jeg gik herhjemme og legede ved Stranden, og det er dejligt her endnu. Hvor jeg færdes i Verden, tenker jeg altid tilbage til mit Barndomshjem og mine fjære Forældre, hvis Tanker ſtedſe folge mig. Tak for al Eders Kjærlighed til mig og mine. Gid J endnu maa leve ſunde, glade og lykkelige i mange Aar. Bedſteforceldrene leve!” Og faa raabte de Hurra, faa det led langt, langt ud over Iſen og helt op over Bankerne, lige ind i den klare Himmel. Drengen var ſprungen op paa Stolen, og han raabte endnu Hurra da de andre tav, og ſaa ſlyngede han begge fine Arme om Bedſtefaders Hals og kysſede ham, medens den lille Pige klyngede ſig tet op til Bedſtemoderen. . Og alle Anſigter lyſte af Glæde og Bevagelſe, men Ingens dog ſom de to Gamles. Solen ſank, Lyſene tændtes, Børnene danſede og Bedſtefader ſpillede paa ſin gamle Violin. Da liſtede Bedſtemoder fig bort efterfulgt af Sonnekonen, og mens Danſen gik lyſtigſt aabnedes pludſelig Doren til Sovekammeret, og derinde ſtod et ſtraalende Juletræ, ſom de to Gamle havde ſyslet med i flere Dage for at berede Børnene en Overraſkelſe. Og en Overraſkelſe blev det, ikke alene for Bornene, men ogſaa for de Gamle; thi nu kom man frem med Forcringer til dem, koſtbare, ſtjonne og nyttige Ting, baade fra deres More og deres ſmaa Born. Filſidſt tog de hinanden. i Henderne, fang og danſede alle⸗ ſammen omkring Zræet, 1 267 * Ja Julen var en dejlig Tid i det lille Fiſkerhus ved Stranden. Da Børnene vare bragte tilſengs, ſad de Gamle og deres Born endnu og talte ſammen. „Vi vilde. faa gierne⸗ at I fkulde flytte ind til os;“ ſagde Sonnen, „J ved hvor glade vi vilde være over Eder, og her bo J dog jaa afſides og enſomt!“ „Nej, min Dreng”, ſvarede hans Fader, „vi to Gamle ville helſt blive, hvor vi ere; ikke ſandt Moder?“ „Jo!“ ſparede hun. „Her have vi kempet os frem, her have vi fundet vor Lykke, her er godt og velſignet, her ville vi blive, til Vorherre kalder os til et bedre Hjem! O, hvor underligt det dog gaar til i Verden. Hvem ſkulde have anet det for mange Aar ſiden, den Gang jeg flygtede med gamle Rasmus for at undgaa Jomfru Holm og hendes kjedelige Lektier! Stakkels Jomfru Holm, hun mente det ſagtens godt; men hun forſtod det ikke. Og den Gang jeg jaa traf Dig derovre i Skoven med Din Hund, Dine Køer og Faar, Blomſter og Fuglereder! Ja den Tid glemmer jeg aldrig. Mindſt anede jeg da, at det ſkulde ende ſaa, at vi to fkulde bo og bygge ſammen og finde vor Lykke i det lille Hus ved Stranden, ſom Du jaa ofte talte om!“ „Men Du ſyntes dog godt om mig, Mo'er!“ ſagde han, „Du ſyntes godt om mig, ligeſtrax vi traf ſammen, ellers var Du og Rasmus nok ikke kommen jaa ofte over Vigen for at beſoge mig efter den Dag!“ „Syntes godt om Dig!“ gjentog den gamle Kone og ſaa paa ham med et ſtraalende Blik. „Ja, hvor kunde jeg andet! Du var den forſte, der ret forſtod mig, hos Dig var jeg lykkelig og fri, og hjemme var der ikke godt at være, Jomfru Holm var fold, ſtreng og ſaa forſkrekkelig alvorlig, og Fader brod ſig ikke ſtort om mig. Han tænkte paa andre Ting, paa Svir og Spil, — Stakkel! Han forte et vildt Liv, han var fortvivlet, fordi hans Gjeeld voxede og voxede ſom en ripende Flod. Han forſtod ikke at ſtride imod, og jaa drev han bort i Strømmen. Ingen holdt ret af mig uden gamle Rasmus og Du; men Du glemte mig heller ikke!“ ' „Glemme Dig Mo'er! Glemme min lille fine Pige! Nej, nej!” ſagde han. „Jeg tenkte beſtandigt paa Dig, og da Vinteren kom, lob jeg, faa ofte jeg kunde faa Lejlighed dertil, den lange Vej fra mit Hjem til Søgaard og ſneg mig omkring ved Dit Hjem bare for at fan Dig at je og tale et Par Ord med Dig, og naar det lykkedes mig, fan kan Du tro, jeg var glad. Mine Forældre vidſte ikke noget derom, da jeg ikke turde fortælle dem min Hemmelighed, om den fine lille Jomfru!“ j „Aa ja!“ ſagde hun, „det var lyſe Tider; men den Gang ſaa min Fader dode og Kreditorerne toge Gaarden og Alt, hvad vi havde, da var jeg en fattig Pige og ſtod ene i Verden, ganſke ene! det var en ſtreng Tid, da lærte jeg Livets Alvor at kjende. Men jeg fandt dog Venner, jeg kom til Preeſtegaarden, og jeg kom nærmere til Dig.“ 5 „Og da jeg jaa en ffjønne Dag kom til Dig ſom Frier“, fortſatte han, „hvad ſvarede Du faa? Jo Du vilde hellere end gjerne flytte ned til mig i Fiſkerhufet ved Stranden og lære at rage Sild og Hornfiſk. Det kan ellers nok være, at Folk gjorde ſtore Øjne og der blev ſlaaet Allarm over den Ting; men Du vidſte, hvad Du vilde og lod Dig ikke bevæge til at bryde Dit Ord; Du troede mig bedre end alle Dine andre Venner, ſelv Preſtens, og Du ſatte Din Lid til Vor⸗ herre og Fremtiden, og det ſkal jeg aldrig glemme Dig jaalænge jeg lever. Derfor blev Du mig dobbelt fjær og er det endnu. Jeg var ftolt af Dig, og det havde jeg Grund til at være; for Du fandt Dig ſtrax tilrette i vore ſmaa Forhold, og hjalp mig at. arbejde frem Aar efter Aar, ſaa vi tilſidſt blev velhavende Folk. Du er en god Kone, Mo'er, en rigtig god Kone, og det har Du altid været!” Saa gik han hen til hende, bøjede fig ned og gav hende et Kys, og hun flyngede fine Arme om hans Hals, ſom vare de unge Kjereſtefolk og ikke et Par gamle Bedſteforceldre med hvide Haar og dybe Rynker. „Men Du, Hagen!“ ſagde hun ſaa, „Du var ogſaa god. Du bar mig paa Heenderne. Du bar over med alle mine Mangler, Du værnede og hyggede om mig og vidſte aldrig det Gode, Du fkulde gjøre for mig. Du var flittig, ſparſommelig og tilfreds og glad ved Alt, og det var ikke blot den Gang; men Du blev ved dermed lige til nu, og Du er endnu min gode, gamle, trofaſte Hagen. Ja, hvor vi have levet godt og vel⸗ ſignet i de mange Aar der nu ere ſpundne! Jeg takker Gud for hver en Dag, ja hver en Time. Alt er lyk⸗ kedes for os, Alt er lyſt og herligt! Nej Born, lad os to Gamle blive her. Det Hus kan vi ikke ſkilles fra, det horer med til vor Lykke. Her ville vi leve vor Vinter tilende, indtil den gode Gud en Gang forer os hjem til ſig, hvor der er evig Vaar!“ Og de to Gamle kysſede atter hinanden, medens de Unge ſad med bevægede Hjerter og tavſt trykkede hinandens Hænder, Og der var ſtille i den lille Stue, tideligt ſom i Kirken en hellig Juledag. Men inde i Sovekammeret [aa Børnene og drømte om det dejlige Juletræ i det lille Hus, og de faa Engle med hvide Vinger dale ned fra Himlen i Lys og Klarhed, ſtraende Roſer og Forglemmigejer ned over Bedſtefaders og Bedſtemoders Hytte, jaa den ſtraalede⸗ med de dejligſte Blomſter af en Glans og Pragt langt herligere end det dejligſte Juletree. Og udenfor lyſte Sneen, Stjernerne ffinnende og g der var hoj⸗ vinkede jaa mildt og venligt og ſpejlede fig i den blanke Josflade, og et glimrende Nordlys ſkod fine klare Straaler højt op over de hvide Banker. ' 55 5 16900 Mormonerne i Atah. D F om bekjendt var det kun de to jodiſke Stammer, der udgjorde Juda Rige, ſom N efter den babyloniſke Landflygtighed vendte tilbage til Kanaan. Der er derfor op⸗ ſtillet mange Gisninger om, hvor de øvrige ti Stammer ere blevne af. Uden Tvivl have de blandet fig med og ere gaaede op i det asſyriſke Folk, ſom de boede iblandt; men denne Forklaring var altfor naturlig og laa altfor nær « for Haanden; man vilde have en , mere romantiſk, og en ſaadan fandt man ogſaa paa. | „ Medens man ellers hos naſten alle Hedningefolk fandt Tro paa flere Guder, troede de rode Indianere i Nord⸗ amerika kun paa en Gud, „den ſtore Aand“, og af denne ene Omſtendighed ſluttede man, at de vare Efterkommere af de forſvundne ti Stammer, ſom altſaa ſkulle have gjennemvandret hele det ufremkommelige, af Bjerge og Orkener opfyldte oſtlige Aſien og være ſejlede over det umaadelige, ſtille Hav — Joderne, ſom aldrig have været Sømænd! Jøderne vare et fredeligt Hyrde⸗ folk, og Indianerne ere et krigeriſk Jegerfolk; heller ikke kunde man paaviſe nogen anden Lighed imellem dem, med Undtagelſe af Flerkoneriet, der gjenfindes hos mindre var der mange Folk, der vilde tro paa denne Gisning, fordi den var interesſant. 5 Saa var der en amerikanſk Forfatter, ſom i Be gyndelſen af dette Aarhundrede ſkrev en Roman, hvori en jodiſk Profet, ſom han kaldte Mormon, fortalte om de ti Stammers mærkelige Hendelſer paa deres Bej til Amerika og efter Ankomſten dertil. Han døde imidlertid, inden han kunde faa Bogen trykt, og Manu⸗ ſtriptet gik ſiden igjennem. flere ænder, indtil det kom til en vis Joſef Smith, der benyttede det til at op | træde ſom Profet for egen Regning. Han fortalte, at Guds Engle havde aabenbaret ham, hvor denne ny Bibel, Mormons Bog, laa ſtjult Mormonerne pan Bandring. mange af de Folk, ſom ikke ere Kriſtne; men ikke deſto == — i en Hule. Han havde da fundet den ſaaledes, ſom det var blevet ham ſagt, og havde derefter overſat det | gamle Haandſkrift fra Hebraiſk, et Sprog, hvoraf han i Virkeligheden ikke forſtod et eneſte Ord; thi han var jaa langt fra at være lærd, at han næppe nok kunde leſe og ſkrive. Han begyndte nu paa Grundlag af Mormons Bag og af ſtadige ny Aabenbaringer, ſom han foregav at modtage, at prædikede en ny Religion, ſom ſnart vandt adſkillige Tilhængere. Efter Joſef Smiths Lære indtager Gud en Stilling i Himlen omtrent ſom Formanden i en Forening; thi foruden ham findes der endnu en Mængde Guder, nemlig alle de Menneſker, der her paa Jorden have vandret i Herren, det vil ſige Mormonerne. De der⸗ 269 imod, ſom vel have voeret gode Menneſker, men ikke naaet Fuldkommenheden (ikke været Mormoner), blive i den anden Verden kun Engle, hvis Beſtilling det er at tjene Guderne. Naar de Troende i denne Verden kun i et og alt adlyde Profetens Befalinger, der ere ensbetydende med Guds Villie, ſaa kunne de ogſaa gjøre ſikker Regning paa Guds Biſtand, ikke ſom en Naade men ſom en Ret, de kunne fræve af ham, der jo i Grunden kun er deres Ligemand, og hvis Pligt det er at hjælpe dem. Og denne Lære 1 2 5 de den Frakhed at falde kriſtelig! Denne ubetingede Underkaſtelſe under Profetens Villie gjorde imidlertid, at Amerikanerne, der ellers ere ſaa overordentlig taalſomme i religigs Henſeende, ſnart begyndte at ſe ffævt til den ny Sekt. Det var en pſterlandſk Deſpotisme, ſom ikke kunde taales i det fri Amerika. De begyndte derfor paa forſkjellige Maader at plage og drille Mormonerne. Tilſidſt blev Joſef Smith fængslet ſom anklaget for Tyveri og Bedrageri; der er næppe nogen Tvivl om, at han var ſkyldig, men uheldigvis brød en Flok Banditter ind i Fængslet og dræbte ham, inden det kunde blive beviſt, og derved var han med det ſamme gjort til en Martyr. Nu vilde Mormonerne ikke længere blive boende blandt | „Hedningerne“. Under Anforſel af Joſef Smiths Efterfolger, den nuværende Profet, Brigham-Voung, brode de op fra deres hidtilverende Boliger i Illindis og droge ud til Utah i det fjerne Veſten, den Gang et ode og ubeboet Land, faa ufrugtbart, at Ingen havde fundet det værd at tage i Beſiddelſe. Ved Vintertid drog den forſte Mormonkaravane ad den Vej, ſom ſenere jaa mange vildledte Menneſker have fulgt, førende deres nodvendigſte Ejendele, Seedekorn og Agerdyrk⸗ ningsredſkaber, med fig paa Vogne, trufne af Over. og Bjerge, gjennem et øde Land uden Veje, uden Menneſker, uden andre Levnetsmidler end dem, de forte med fig, og hvor de ſelv maatte ſlaa Broer eller bygge | Færger til at ſœtte over Floderne. Mange bukkede under for Kulde og Anſtrengelſer; tilſidſt gik der ingen Dag hen uden flere Begravelſer; men Reſten af Kara⸗ vanen drog fremad med urokket Mod og med et Muſik⸗ korps i Spidſen, ſom ſpillede lyſtige Melodier. Endelig naaede de det forjættede Land, det ode Utah. Her udſtykkede Brigham⸗Voung Jorden, afſatte Gaderne i den tilkommende Stad „det ny Jeruſalem“, og man begyndte ſtrax at arbejde. megen Dyrkning for at give noget Udbytte, at en Mand i Utah kun kan bearbejde en Tiendedel af det Areal, ſom han kan holde under Ploven i den frugtbare Del af Amerika. Ved en utrattelig Flid og Udholdenhed er det dog lykkedes Mormonerne at beſejre Naturens Karrighed og finde et jævnt, godt Udkomme i dette | ufrugtbare Land. Man kan ikke andet end beundre | Jorden her er lige jaa frugtbar, ſom paa den jydſke Hede, og fordrer jaa | ikke. deres Vindſkibelighed. Brigham⸗VBoungs Medhjelpere i Styrelſen af Landets og Folkets Anliggender ere „de Ældfte” og Biſkopperne. Nogen ſceregen Bræfteftand findes ikke, enhver Mormon er Bræft, og heller ikke Biſkopperne leve af at være Biſtopper, men maa desforuden pasſe deres Jord eller deres Haandværk, Det ny Jeruſalem, der nu er en ſtor og ſmuk By, indeholder et „Tabernakel“ og et Theater, hvorpaa der ſpilles af Dilettanter, deriblandt Profetens egne Døtre, men højere Undervisningsanſtalter findes der J Skolerne læres kun det nodvendigſte, og det er god Politik af Profeten; thi hvis hans Underſaatter ikke vare ligeſaa uvidende ſom han ſelv, vilde de næppe længe taale hans Herredomme. Forſt efter Ankomſten til Utah, bekjendtgjorde Brigham⸗Young den Aabenbaring, at enhver Mand havde Lov til at have faa mange Koner, ſom han kunde ernære, og at ingen Mand kunde anſes for rigtig hellig, naar han ikke havde mindſt tre Koner. Hvad Ernceringen angaar, lægger den for øvrigt iffe ſtore Vanſkeligheder i Vejen, da de fleſte Kvinder, foruden at pasſe Huſet og Bornene tillige drive en eller anden Haandtering, hvormed de underholde fig ſelb. Som Bevis for Flerkoneriets Berettigelſe anfører Young, at det findes hos de to Trediedele af Jordens Beboere, og de, ſom mene, at Flertallet altid har Ret, ville vanſkelig kunne ſige noget imod dette Argument. Profeten foregik naturligvis ſelv ſine Underſaatter med et godt Exempel; Antallet af hans Koner angives forſkjelligt; nogle ſige, at han har omtrent tyve, men det er tvivlſomt, om de alle ere medregnede i dette Antal. Mormonerne kunne nemlig indgaa Vgteſkab baade for dette og det tilkommende Liv. En Kvinde kan endogſaa lade ſig vie til en dod Mand med en 125 danſke Mile maatte de gan over ſnebedeekte Sletter | levende ſom Stedfortræder; mange ere paa denne Maade blevne viede til Joſef Smith, Moſes og Abra⸗ ham med Brigham⸗Voung eller en af hans „Hellige“ ſom Stedfortræder, ſaaledes at de bære den Dødes Navn, og de Born, de føde, anſes for hans, ligeſom de ogſaa i det andet Liv ſkulle være hans Underſaatter. Enhver Mormon ſkal nemlig i Himlen herſke ſom en Konge over fine Koner og Born. At ſaadanne huslige Forhold maa være frygtelige for Kvinderne, er let at indſe. De Rejjende, ſom have beſogt Utah, ere ogſaa enige om, at Kvinderne gjennem⸗ gaaende bære et Bræg af Nedſlagenhed og Livstrethed, ſom er ſorgelig at fe. Ingen Kvinde, der ikke er fuldſteendig fløv eller blottet for al moralſk Folelſe, kan undgaa at føle fig grenſelgs ulykkelig, naar hun ſkal tvinges til at dele” fin Mands Kjærlighed med andre Kvinder, hvis det ellers ikke er en Vanhelligelſe af Ordet Kjærlighed at bruge det om den Faolelſe, ſom en Sultan kan nære for fit Harem. Imidlertid er det jo muligt, at de Kvinder, der ere fødte og opdragne i Utah, ved at indpreges disſe affkylige Lcerdomme fra Barnsben af kunne komme til at anſe dem for rigtige, hvor ſtore Lidelſer de end foraarſage dem ſelv; men det ſynes uteenkeligt, at en ung Pige, der er opvoxet i Evropa eller det oſtlige Amerika og forſt ſenere er kommen til Mormonſtaten, nogenſinde ſkulde kunne betragte det ſom andet end en Skjendſel, der overgaar hende, naar hun vies til en allerede gift Mand ſom hans tredie eller fjerde Kone, eller naar hun ſom hans forſte Kone tvinges til at tagle at andre Kvinder flytte ind i hans Hus i ſamme Egenſkab. Nu, da den ſtore Stillehavsbane er anlagt, der gaar tværs igjennem Amerika fra Kyſt til Kyft og gjennemfkjcrer Utah, er det heller ikke faa ſjeldent, at mormonſke Kvinder flygte bort fra det Hjem „der er dem verre end et Fengſel, og ſelv tidligere var der dog en Del, der hellere vilde trodſe den næften ſikre Hungersdod i Orkenen end blive i deres Elendighed, og enkelte bleve ſom ved et halvt Mirakel frelſte af Indianerne, af Guldgravertog, der gik til Kalifornien, eller af de forenede Staters Tropper, der holdt enkelte Forter beſatte i denne ode Egn. Fra Korgor. En Aeiſeerindring af Emanuel Henningſen. 7 var i Sommeren 1870, at jeg en Morgenſtund kom ud paa Kjøbenhavns Banegaard for at gaa med Toget til Korsar. Det var en triſt Tid den Gang; thi med hver Dag, der kom og gik, ſvandt Haabet om glædelige Tidender fra Krigsſkuepladſen paa Frankrigs Grendſe mere og mere bort, og Folk i Almindelighed begyndte at fan Øjet. op for, at vor Regjering dog havde handlet klogt og forſigtigt, da den havde ſikret Danmark Nevtralitet under det glubende Sammenſtod mellem to af Evropas Stormagter. Paa Gaderne lød dog endnu beſtandig Marſeillaiſens krigerſke Toner, Lirekasſerne ſpillede den, Drengene fløjtede den, i Tivoli blev den fordret da Capo af Balduin Dahls Orkeſter, og ud fra Sangerpavillonerne klang den i mere eller mindre ffrigende Toner; men Begejſtringen, ſom den vakte til Live, var mere ædruelig nu end for en Maaned ſiden, og Publikum ſang ikke mere med; det indſkrenkede fig til at ſtampe Takten med Stokke og Paraſoller. Intet Under! Der kom jo Dag for Dag mere og mere nedſlagende Efterretninger, Efterretninger om forfærdelige Slagterier — Slag kunde man jo næften ikke falde dem — der vare ſaa meget mere knu⸗ ſende for Haabet, ſom de kom uventede for de Fleſte. Ude paa Banegaarden var der kun lidt Liv hin Morgen. Pasſagererne vare enten ſovnige eller ſmit⸗ tede af den Modloshedens og Skuffelſens Mand, der ligeſom laa i Luften, og man horte kun Avisdrengenes indtrængende Opfordringer til at kjobe Morgenbladene med „de nyeſte Efterretninger fra Krigen”, De fandt imidlertid kun daarlig Afſctning paa deres Varer. „Thi“, ſom en ſſallandfk Proprietcer ſagde til mig, i || | „man har fgu Wrgreljer nok alligevel, og jeg for min Part gider ikke ſpolere min Morgen ved at læje om, at Preusſerne igjen har ſlagtet jaa og jaa mange Franſk⸗ mænd. Nei, om jeg gjør!” Det bandede han paa. Paa Vejen til Banegaarden var jeg truffen ſam⸗ men med en Bekjendt — lad mig falde ham Krøjer — der ſkulde ſamme Vej, ſom jeg, og han var netop gaaet hen for at loſe Billetter til os begge, da jeg blev op: merkſom paa en ny Pasſager, der traadte ind i Vente⸗ ſalen. Det var en Wand af et faa ejendommeligt Ud⸗ ſeende, at han ſtrax tiltrak fig min Opmeerkſomhed. Han var iført ſorte Klæder af et nogenlunde moderne Snit; men der var en ruſtfarvet Lurvethed, der drog Tanken hen til Olknejpen og Snustobak, udbredt over ham. Fra den meget aabentſtagende Veſt traadte der en Krave fordringsfuldt frem, der trængte haardt til at vaſkes og ſtives, og hans opſtagende Flipper (Fader⸗ mordere) vare utilbørlig ſmudſige og forkroellede. Ikke des mindre glimrede der en gylden Bryſtnaal i hans Halsterklede. Han var en Mand paa 50—55 Aar med graajprængt Knebelsbart og Fipfkcg, tyndt Haar, kantede Anſigtstrek og dybtliggende graa Øjne, der ſpillede med en ſeœregen Glans. Det lod til, at mit Blik udøvede en magnetiſk Virkning paa ham; thi, efterat han et Ojeblik havde ſet fig om, ſtyrede han Kurſen hen imod mig og bad om Tilladelſe til at tende fin Cigar ved min. „Smukt Vejr i Dag,“ bemerrkede han. „Meget ſmukt.“ HDR, „Ak, ja“, vedblev han og gjorde med det ſamme en Bevegelſe med Armene, ſom om han ſtrakte ſig efter en Krumſlutning, „det gjor godt at komme ud at lufte. fig. lidt og føle, at det er danſk Luft, man indaander. Man aander faa frit her og føler fig jaa vel til Pas ved at være uden for det tyſke Paks Omraade... Jeg er Slesviger, min Herre 0 forhenværende kongelig Embedsmand”, „Nej, virkelig“, udbrød jeg med en let fattelig Interesſe. 8 „Ja, jeg var Toldkontrollor i Flensborg, da Krigen brød ud; men da jeg ikke vilde bryde min Ed og gaa med Oprørerne, fif jeg ſtrax min Afſked. Det var ikke jaa meget rart at miſte en ſikker Indtegt af 1200 Rd. om Aaret; men Gud fie Lov, jeg har nu omtrent ſamme aarlige Indtægt af mine Kommisſionsforret⸗ ninger.“ É Jeg kunde pasſende have bemærket, at med ſaa⸗ | danne Indtægter kunde han nok have havt Raad til at tage en ren Flip paa; men i det Ojeblik forglemte jeg. hans lurvede Üdſeende og faa kun i ham en Mand der havde havt Mod nok til at bringe Fædrelandet et Offer. Han var et meget aabenhjertigt Gemyt og for⸗ talte mig adſtillige karakteriſtiſke Trek af de Forfolgelſer og Drillerier, han ſaa vel ſom andre danfkſindede Mend havde været udſatte for af den tydſke Befolk⸗ ning. Nede mellem dem maatte man veje ſine Ord NE paa en Vegtſkaal, hvis man vilde undgaa Vrøvl; men her kunde man baade aande og tale frit uden at frygte for ſpejdende Oren. De Par Dage, han havde opholdt fig i Kjøbenhavn, havde derfor ogſaa været ham en Kilde til megen Glæde. ; Imidlertid nærmede Tiden til Togets Afgang fig, og Dorene til Perronen bleve lukkede op. Jeg ſkyndte mig at opſoge min for nævnte Bekjendt, Krøjer, og ſteg med ham ind i en Vaggon, hvor kun fan Pasſagerer havde taget Plads. Lidt efter kom Slesvigerens Anſigt til Syne i Vaggonvinduet, og da han fif Øje paa mig, ſteg han ind og ſatte ſig lige over for os. Ved en ren Tilfældighed lagde jeg Merke til, at Krojers Anſigt fil et Udtryk af Overraſkelſe, og næppe begyndte Sles⸗ vigeren at gjenoptage vor afbrudte Samtale, for han ſkyndte fig at tage Ordet, og de vare ſnart indviklede i en ivrig Samtale, der lidt efter lidt drejede ſig hen paa Krigen og Danmarks Stilling til denne. Nu var det forſt, at Krøjer ret forbavſede mig; men et Puf, ſom han gav mig i Siden, underrettede mig om, at jeg helſt maatte indſkreenke mig til at tie ſtille. „Man tror”, ſagde han halv hviſkende og med en Skuldertrekken, der ynkede en ſaadan Tro, „at Dan⸗ mark vil vedblive at være nevtral. Jo vel! Nej, der forberedes i al Hemmelighed Begivenheder, ſom vil overraſke den preusſiſke Ørn paa en temmelig ubehagelig Maade. Den Alliance, ſom for ſyv Aar ſiden var nær fin. Afflutning mellem Danmark og Sverig⸗Norge, er allerede for fjorten Dage ſiden bragt i Stand. Den ſvenſke Heer ſtaar i Skaane, beredt til at føres over Sundet, og 3000 Ddanſke Soldater ligger i dette Ojeblik ſaaledes ſpredte i Jylland, at de kan ſamles paa to Dage og rykke ned i Slesvig. De agter Dem til Horſens, ſiger De? Nuvel, naar De kommer der, vil De fe unge Bonderkarle i Tuſindvis paa Gaden civil⸗ kleedte, forſtaar De. Uniformen er gjemt i deres Kvarter.” Men Bladene har jo ikke bragt mindſte Efterret⸗ ning om alt det,“ indvendte Slesvigeren. „Nej, da maatte Regjeringen jo have været gal, om den ikke havde paalagt dem Tavshed. Intet danſk | Skib; dette gaar til Kiel, og De vilde jo til Nyborg Blad er upatriotiſk nok til at forraade Hemmeligheden. Fortalte Bladene maaſke noget om de to Spioner, ſom forleden Dag blev nappede i Kjøbenhavn? Hvor blev | de af? Blev der gjort videre Vrøvl ved Fyrene, da Inde bag | man førft havde kiget dem i Papirerne? Kaſtelsvolden faldt der ſamme Aften en halv Snes Stud. Var det maaſke nogle Soldater, der ſkod til Stive, eller var det maaſke to tydſke Spioner, ſom Nok ſagt; jeg ved, hvad jeg ved.“ Slesvigerens Anſigt forlængede fig, og jeg er vis paa, at mit ogſaa fif et Udtryk af Skrek; men Krøjer gned fig vel fornøjet i Henderne. „Jo,“ vedblev han hviffende, „vi vil have Krig. | Krig paa Liv og Dod; vi har meget at hævne. Ser De den endnu unge Mand der henne i Hjørnet; han jer jaa dorſk og ſovnig ud. Hvem er han? En ſkikkelig Snedkerſvend, der rejſer hjem for at beſoge fin gamle Moder? Jovel! Nej, det er Kjobenhavns dygtigſte Opdagelſesbetjent, der er ude paa Spor efter en Kjel⸗ tring af en Spion, ſom i nogle Dage har gjennem⸗ ſnuſet Kjøbenhavn, og ſom ſkal være gaaet med Banen i Aftes. Hvad var det nu, han hed, Mes. Mesſer. .. nej, jeg kan ikke komme paa Navnet; men det kan nu ogſaa være det ſamme. Endnu i Morges fortalte min Onkel, Politidirektoren, mig, at man formodede, han var taget til Horſens, og kjender jeg Brun, Betjenten der henne, jaa ſkal han nok finde Karlen. Maafke vil der ſaa igjen falde nogle Skud inde i Kaſernen ved Aftenstid; men hvad, det er der jo ingen, ſom lægger Mærte til. Hvad er der i Vejen Højftærede; faar De ondt?” „Nej, det har intet at betyde,“ ſparede Slesvigeren, ſom med et var bleven ganſke graableg; „det er en gammel Svaghed, jeg har en Gang imellem. Jeg tror, jeg vil prøve paa at ſove lidt.” ' Han heldede fig op til Hjørnet af Kupeen og ſyntes ſnart at være ſovet ind. Krøjer blinkende til mig med Ojnene og begyndte at tale om ligegyldige Ting. Da vi naaede til Korsør, ſov Slesvigeren tilſyneladende trygt, og Krøjer gav mig et Vink om at lade ham uforſtyrret, hvorefter vi begge forlod Vaggonen. „Kom nu med ned til Havnen,” ſagde han. „Hvis jeg ikke fejler, er Komedien endnu ikke forbi,” „Jeg kan ikke tanke mig, hvad Opløsning den vil faa. Jeg kan i det Sele taget ikke forſtaa, hvor De vilde hen med alle de Roverhiſtorier.“ „Kom blot med, jaa gaar, der nok en Praas op for Dem.“ Han forte mig hen til et af de i Havnen liggende Dampfkibe; det var klar til Afgang, Dragere med Kufferter og Kasſer pan Nakken travede frem og tilbage over Landgangsbroen, og Skibsklokken lod ſin paamin⸗ dende Klang hore. Vi ſtod der vel et Kvarters Tid og ventede, da jaa vi med et, vor ſlesvigſke Embeds⸗ mand foer over Broen og over paa Skibet, ſom om Pokker ſelv var ham i Halene. ; „Hollo!“ raabte Krøjer. „De gaar paa et fejl og videre derfra til Horſens“. „Ja,“ ſparede Slesvigeren; „men der [aa Telegram til mig paa Jernbanegaarden. Forretninger, min Herre.“ „Naa ſaadan ... Farvel og lykkelig Rejſe da”. „Farvel; jeg takker Dem for behageligt Selſkab.“ „Aa, ingen Aarſag,“ mumlede Krøjer halv højt. Et Ojeblik efter blev Broen halet ind; Hjulene begyndte at plaſke i Vandet, Skibet ſpingede langſomt om og fjernede fig fra Bolveerket. Da raabte Krøjer igjen: „Hallo, Hojſterede!“ Slesvigeren kom tilbage og lænede fig over Relingen. „Jeg vil blot bede Dem,“ ſagde Krøjer, „om De ikke vil gjøre mig den Tjeneſte at hilſe Mesſerroth fra mig, naar De igjen kommer til Tonder. Vi ere gamle Bekjendte, vi to.“ | — . 2 8 Virknin en af, disſe Ord var forbavſende. Sles⸗ vigerens Anſigt blev aſkegraat og derefter mørferødt, hans Ojne gniſtrede af Vrede, og han ſtrakte med raſende ſorbitrelſe fin knyttede Neve ud imod os Derpaa ob han i Haſt hen til Skibets Kaptajn, geſtikulerede ivrigt med Arme og Sænder og ſogte aabenbart at faa ham til at ſtandſe Skibet; men Kaptajnen ryſtede paa Hovedet, og Damperen gled raſk ud af Havnen, medens Krøjer lo, ſom han var beſat. „Der ſejler Hr. Mesſerroth fra Tonder i egen høje Perſon, til Kiel af Frygt for at blive ſkudt i Horſens. Han afſkedigetEmbeds⸗ mand! Jovel! Nej, den Fyr ſidder endnu i fit Embede ſom — tydſk Spion. Jeg kjen⸗ der godt Karlen fra gamle Dage, da jeg opholdt mig i Tonder. Han var en af de meſt fuldblodige Yndsejlingen til Korset, Wühlere i Byen, og det var vel bekjendt, at han havde været Spion under den ſidſte Krig. Det gotter mig, at han gik i Falden; men der kan man dog ſe, at det gamle Ord om, at Slynglen frygter altid, endnu ſtaar ved Magt. Hiſtorien om Telegrammet var naturligvis opdigtet.” ; Dermed gav han mig Haanden til Af⸗ ſked, og vi ſkiltes for at ſortſatte vor Rejſe, hver ad ſin Kant. „Men denne For⸗ telling hedder jo „fra Korsgr?““ ſiger Leſer⸗ ne nu maaſke. „vor blev Korsør af?“ Den kan Du jo je pan Billedet, fjære Ven. Der fejler et Dampfkib ud af Hav⸗ nen; det fan ſaamen gjerne være at det er det ſamme, ſom bort⸗ forte Mesſerroth., Kaniuavl. NAS J Henhold til den i Nr. 30 af Husvennen ud⸗ ſtedte Opfordring angagende Opdræt af franfke Hare⸗ kaniner tillader jeg mig at fremſcette nogle Erfaringer, ſom mulig kunde være Andre til Nytte. Det er bleven baade ſkreven og ſagt, at det ikke kunde gaa an at lade Han og Hun være i ſamme Rum, da „Hannen vilde æde Ungerne“. Jeg ſtal dertil be⸗ merke, at ſkjondt dette ikke er en Umulighed, da det jo fra Tydſkland berettes, at Hannerne ſtundom bide deres egne Unger ihjel, jaa er denne Beſkyldning dog meget tvivlſom. J min Kaninſtald har jeg i 4 Rum Han og Hun gaaende ſammen, og jeg har aldrig i nogen Maade market, at Hannen har viſt fig uvenlig mod Ungerne. Der er tvertimod den væjentlige Fordel ved at lade Han og Hun gaa ſammen, at man, naar Hunnen vel at merke er i kraftig Foderſtand, kan være temmelig vis paa, at den lader ſig befrugte paany allerede Dagen efter at den har lagt Unger, hvad derimod van⸗ ſkelig naas, naar Han og Hun ellers ere adſkilte „ Fra tydſk Kilde (Univerſitetsgartner Hochſtetter i Tübingen) er det tilraadet at lade Hannerne og Hun⸗ nerne hver for ſig gaa ſamlede om Vinteren for bedre at modſtaa Kulden. Min Erfaring maa aldeles fra⸗ raade at lade Hannerne være ſammen, da den ſteer⸗ keſte ubarmhjertig ødelægger de øvrige, og det hjælper ikke at fjerne denne; thi ſtrax efter overtager den næft ſterkeſte den ſterkeſtes Rolle, jaa det er mærbeligt at iagttage den uforſonlige Bidſkhed, Hannerne af disſe ellers fromme Dyr kunne viſe. Der er fra ſamme Mand givet Anvisning paa at lade en Del Hunner gaa ſammen med en Han i et ſtorre Rum, hvor der faa maatte findes en Rede for hver Sum; men dette maa jeg ligeledes aldeles fraraade. Jeg prøvede at lade 3 Hunner og 1 Han gaa ſammen; | men da de ynglede (med omtrent 8 Dages Mellemrum) kunde jeg ikke 1 9 at Nr. 2 lagde ſine Unger i Nr. 1s Rede, og Nr. 3 bar fig ligeſaa ad, ſaa at baade Nr. 278 og Nr. 3'8 Unger gik tilgrunde, traadte i hjel af den forſtes Unger. At bruge Kasſer i fri Luft til Kaninboliger, kan jeg ikke heller andet end fraraade. Jugtigheb og Zræt, ſom i ſaadanne Kasſer i vort uſta⸗ dige Klima ikke kunne undgaas, have nemlig en yderſt ſtadelig Indflydelſe paa Kaninens Velbefindende og dermed pan dens Frugtbarhed og Ungernes Levedyg⸗ tighed. Efter at være kommen til denne Erfaring har jeg indrettet mit Kaninhold i et Hus, hvor jeg har lagt Betongulv (hvad Enhver, naar man kjober Cement, ſelv meget billigt kan gjøre) og afdelt det ved Brade⸗ ſkillerum 1¼ Al. høje, hvilke man billigſt anſkaffer ved at kjobe Pakkasſer af Manufakturhandlere. Naar man da forſyner disſe Rum med rigelig og tor Strøelje, behover man ikke at renſe dem mer end 1 Gang om Maaneden, hvad meget indſkrenker Arbejdet ved Kani⸗ nernes Pasning. Blandt Neringsmidlerne ſpiller Melk en ſtor Rolle; det er forbapſende at je Forſtjellen paa lige gamle Ungers Storrelſe, efterſom deres Moder har faaet Malk eller ej; men de drikke ikke meget; /½ Pot om Dagen til hver Hun er et godt Kvantum. Under⸗ tegnede har endnu nogle Par yngledygtige franſke fad kaniner at undvære til 7 Kroner Stykket frit tilſendt en Jernbaneſtation, naar man ſnareſt mulig melder ſig, ligeſom yngre 3 og 2 Maaneders Unger nu og fremdeles i Sommerens Lob kunne faas billig. Norre Nærum Skole over Odenſe den 24de l z ejjen. Enns Indhold. Vaar og Vinter, Fortælling af Bendix Hanſen, med Billede (Sluttet.) — Mormonerne i Utah, med Bil⸗ lede, — Fra Korser, Rejſeerindring af Emanuel Henningſen, med Billede. — Kaninavl. 3 Dusvennen udfommnier fif ver Søndag med et 16.ſpaktet Arz, ſorſynet med flere Billeder, tik 1 Krone (3 AT.) Fjerdingaaret frit. filfendt. Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et fort fmuke Billede. Bladet kan beſlilles pan ethvert Vofikonfor og Brevſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileſtrade 40, Kjobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. SE er Cvillingbrodrene. Af Verkrand. er var en forunderlig, højtidelig Stem⸗ ning over hele Byen. Stojen og Larmen, ſom undertiden var nær ved at døve Orerne, lød dæmpet og alvorlig, og dog : var Luften jaa klar og ren, at den mindſte Lyd, hvad enten det var Fodgeengerens raſtloſe Trin eller Skraldet af en Dor, ſom Træfvinden ſmeeldede i, tonede i Luften, der ligeſom faſtholdt den og lod den hele forvirrede Larm ſmelte ſammen til en dæmpet, forventningsfuld Melodi, der efterhaanden tabte ſig i det Fjerne og greb Sjælen med fin forunderlig dybe Harmoni. i Men hvad havde frembragt denne forventnings- fulde Stemning? Var det de tætte Taager i Hori⸗ zonten, der bebudede den barffe Vinter, jom allerede havde ſendt Froften, fin Forlober, eller var det maajfe Overgangen fra Dag til Nat, fra Lys til Marke, der havde viet denne Aften til fin Hojtidsaften? Da kom Klokkeren. De ſtore Kirkenogler bar han i Haanden, og hans Son fulgte ham lige i Helene med Henderne dybt begravede i de ſtore Buxelommer. Han ſendte et leengſelsfuldt Blik hen ad Gaden, hvor en Flok Drenge vakte Opmerkſomhed ved deres Stojen og Skrigen; men han havde andet at tage Vare paa. Som Klokkerens Søn maatte han tidlig hjælpe fin Fader i Embedet, for at han maaſke en Gang i Tiden kunde blive hans Eftermand. . ; Ja dette var nu Faderens Tanker. Sonnen der⸗ Hewögmands Billes 2 Mlorſkabslesning, Oplysning og Huasflia. Udginet af N. C. Bom. før | Kjøbenhavn. d. 30. Maj. 1828. imod fandt det under fin Værdighed at tenke ſaa langt ind i Fremtiden, og han havde gjerne givet Affald paa fine Üdſigter til det anſvarsfulde Embede, naar han til Gjengjcld kunde have faaet Lov til at ſoge fine Kammeraters Selſkab, hvis høje Raab lod for hans Ore ſom en lokkende Melodi. Nu ſtode de ved Kirkedoren. „Naa!“ ſagde den Gamle og ſtak en af Nøglerne i Doren, og Sonnen aabnet Doren mange hundrede Gange, baade Helligdage og Sognedage, baade for Unge og Gamle, ja endog en Gang for Kongen ſelv, faa vilde det dog ikke rigtig lykkes ham i Aften. „Se ſe!“ ſagde han atter, og ſom om han forſt rigtig blev vaagen af fine dybe Tanker, traf han Nøglen ud og gav fig til at lede efter den rigtige i Knippet. Nu gik Døren op, og Fader og Son forſvandt i Kirken. Da blev der levende oppe i Taarnet, og Klokkerne, drevne af kyndige Hender, ſendte deres varslende Toner ud over By og Land, ja helt ud over Søen, hvor man ſaa enkelte Fiſkerbaade ſkynde fig hjem, ſom gjaldt det om at naa Land, inden Solen, ſom atter viſte ſit ſtraalende Anſigt, ſkjulte ſig bag de rodmende Skyer. Klokkeren kimede, og Sonnen kimede, faa Sveden ſprang dem ud af Panden. Da toge de Puſt, og nu tonede de ni Bedeſlag ud i Luften, der ſogte at faſt⸗ holde dem jaa længe ſom muligt, indtil de døde hen i Rummet, i Uendeligheden. Fader og Son kom ud af Kirken med ſamme Andagt ſom før; ja maaſke var Klokkeren tillige lidt ſtolt; thi han havde kimet den hele By til Ro. Han | Havde forkyndt, at nu begyndte Julen, og paa hans ſtod og jaa til med jur Mine; men ſkjondt han harde N rer rene Befaling lode alle Arbejdet hvile, faa at man nu kun jaa et enkelt Menneſke paa Gaden. Han fkyndte fig derfor ogſaa hjem og lod Sonnen lukke Doren efter ſig. Nu var altſaa Julen begyndt. Butikerne bleve lukkede, og efterhaanden ſamledes Familien for at feſt⸗ ligholde Aftenen. ; Klokken var hen ved jer, da Brødrene Peterſen lukkede Butikken og derefter traadte ind i deres hygge⸗ lige Dagligſtue, hvor Ilden i Kakkelovnen blusſede dem muntert i Mode. De vare begge alvorlige, og deres Tanker dvelede ved ſidſte Juleaften, da deres Forældre endnu levede. var dod efter nogle Ugers Sygeleje, Moderen var dod for et Par Maaneder ſiden, og derefter havde de i Forening overtaget Forretningen. De vare Zvillingbrødre og tilſyneladende meget forſtjellige. Peter, den Forſtefodte, var rolig og beſindig, Fritz derimod hidſig og opfarende; de ens, og der var derfor et kjerligt Forhold mellem dem indbyrdes, idet Peters Ro og Beſindighed altid ſejrede over Broderens Vrede og Heftighed, der lagde fig lige jaa hurtig, ſom den blusſede op, og Peter kom derved til at udøve en ældre Broders Myndighed, hvortil Alderen dog ikke gav ham nogen ſynderlig Berettigelſe. Det var altſaa den forſte Juleaften, at de ſelv Jade til Hojbords; men fkjondt Husholderſken havde gjort, hvad hun kunde, for at give Aftenen et feſtligt Prag, ſaa manglede der dem dog noget. Feſtmaaltid i Stilhed, og da de efter Bordet havde tændt Cigaren, talte de lidt om Forretningen; men tilſidſt gik Samtalen iſtaa, og hver for ſig henfaldt de i Tanker, der horte hjemme i Fortiden. Da liſtede en lille Pige ſig ind i Gangen. For⸗ ſigtig lukkede hun Doren efter ſig, og efter at den Smule Varme, der fra Stuen var treengt ud paa Gangen, havde jaget en Kuldegysning gjennem hendes forfrosne Lemmer, fang hun med barnlig Roſt: „Det var midt i Julenat, Hver en Stjerne glimted' mat; Men med et der blev at ſkue En ſaa klar paa Himlens Bue Som en lille Stjerneſol.“ Hendes Stemme ſitrede i Begyndelſen; men alle⸗ rede ved de forſte Linier ſang hun ſig varm, og Ordene tonede klart og højtideligt ind i Stuen. Brødrene bleve vekkede af deres Tanker, og den barnlige Stemme gjorde et underligt Indtryk paa dem, ja det ſyntes dem, ſom om Lampen pludſelig brændte klarere. De jaa paa hinanden, og Peter rejſte fig fer) at aabne Døren og bede hende komme ind. Frygtſom traadte hun ind og blev ſtaaende 175 Ryggen mod Doren. Hvilken Forſtjel paa den lune, hyggelige Stue og jaa den folde Aften ude paa Gaden; og atter kom hun til at gyſe ved denne Sammenligning. Faderen var kort efter bleven ſyg og men i Sjertet våre » De holdt deres Fritz bad hende om at ſynge Pſalmen igjen; men da hun kom til den ſidſte Linie, braſt hun i Graad. „Hvorfor græder Du?“ ſagde Peter og klappede hende venligt paa den taarevædede Kind, hvorfor græder Du, min lille Ven?“ Hun jaa paa ham med taarefyldte Øjne, og hele hendes barnlige Uſkyld ſtod at læje i dette Blik. „Det ved jeg ikke,“ ſvarede hun, og en ny Taareſtrom randt ned ad hendes blege Kinder. Han blev helt underligt tilmode ved dette Blik; det vifte ham en uerfaren Sjæl, ſom var nær ved at bukke under i [Livets Kamp. Hvor gjerne vilde han ikke hjelpe, bare han kunde; men han folte fig i dette Ojeblik jaa uendelig magtesløs. „Hvem har lært Dig at ſynge jaa ſmukt?“ ſpurgte han for at ſkjule ſin Forlegenhed. „Min Moder; men nu er hun død,” og disſe Ord var ſom et Suk, der kom fra hendes Hjerte Dyb, og ſom indeholdt hendes hele Livshiſtorie. „Og jaa har Din Fader ſendt Dig ud at ſynge i Aften,“ fortſatte Fritz. „Min Fader!“ ſvparede hun og jaa næften vredt paa ham. Dette Ord, der for hende var et helligt Minde, ſom hun havde faaet i Arv af fin Moder, og ſom hun ikke taalte, at der blev ſagt noget ondt om. „Min Fader! nej dette vilde Fader viſt aldrig have gjort; men,“ vedblev hun mildere, „min Fader er død for mange Aar ſiden, den Gang var jeg ganſke lille, jeg kan knap huſke ham, og nu er jeg hos min Onkel.“ Peter gav hende en Daler; men idet hun takkede ham, jaa hun atter paa ham med dette forunderlige Blik, der helt forvirrede ham. „Nu behøver Du da ikke at ſynge mere i Aften,” ſagde han, „nu kan Du vel nok gaa hjem og holde Jul for denne Gang?“ „Nej det tor jeg ikke, for faa bliver Onkel vred og jager mig ud igjen.“ Stakkels Barn!“ ſukkede han og jaa hen efter Broderen; „men fig mig en Gang, Du fif vel heller ikke Tid til at holde Juleaften, inden Du gik hjemme fra, Du har vel flet intet faaet at ſpiſe?“ „Nej!“ fvarede hun undſelig og næppe horligt. Dette var dog mere end Fritz kunde taale. Han ſprang op og ilede ud, og fort efter bragte Husholderſten paa en Bakke Levningerne fra deres rigelige Aftens⸗ maaltid. Marie, ſom vi med det ſamme ville kalde hende, lod fig frygtſom fore hen til Bordet, og hendes Anſigt fik et ſtraalende Udtryk ved Synet af alle de lakre Sager, ſom hun ſtrax gjettede vare beſtemte for hende. Begge Brodrene ſad og betragtede hende, medens hun ſpiſte. Der var Stilhed, men ikke denne ode Stilhed, og dog havde hver fine egne Tanker; men de mødtes i et og det ſamme. 275 Da hun var færdig, kunde hun ikke ſkjule en vis „Forlegenhed. Hun takkede og reiſte fig fra Bordet. „Men hvor vil Du nu. gaa hen?“ ſpurgte Peter. Hun faa ſporgende paa ham og ſvarede med et bedrøvet, Udtryk i Anſigtet: „Ud pan Gaden!” „Vil Du ikke hellere vente lidt her, indtil Du atter tor gaa hjem? „De vil vel ikke beholde mig,“ ſvarede hun og jaa tvivlende fra den ene til den anden. Jo hun maatte blive. Maden blev taget bort, og forſt nu begyndte den rigtige Juleaften. Der blev leget og ſpillet Kort, hun gjorde Kunſter i Kortene, og ſnart var det glemt, at hun var den forcldrelsſe Pige fra Gaden. Brødrene kappedes om at more hende, og ſaaledes gik Aftenen, der tryllede Glæden frem i hendes Anſigt paa ſamme Tid, ſom den for Brødrene blev en virkelig Hoftidsaften. „Nu maa, jeg nok til at gaa,” ſagde hun og blev paa en Gang alvorlig ved Tanken om, at det hele var at betragte ſom en ſmuk Drøm, der nu allerede havde Ende. Sun jagde Farvel og takkede for deres Venlighed „Naar kommer Du igjen?“ ſagde Peter, idet hun gik. i „Det ved jeg ikke,“ fvarede hun ſagte og ſtyndte ſig hen ad Gaden. Da Peter atter kom ind, blev der igjen ſtille. Samtalen gik iſtaa; men derfor var den lille Marie ikke glemt, de tenkte begge paa hende. Og det var atter Hajtidsaften. Det gamle Aar ſkulde til at ſige Farvel og rømme Pladſen for det nye. Klokkeren havde rigtignok ikke forkyndt det; men enhver vidſte det nok alligevel fra Almanakken. Brodrene Peterſen ſad igjen i deres hyggelige Dagligſtue. De talte om det gamle Aar og byggede Luftkaſteller for det nye. Da bankede det ſagte og ubeſtemt paa Doren. „Kom ind!“ raabte Fritz; men der kom ingen. Da gik Peter hen, aabnede Doren og faa ud paa Gan⸗ gen. Omſider opdagede han den lille Marie henne i en Krog, hvor hun vilde ſtjule fig, og dog var hun jaa bange for, at han ikke fulde faa Oje pan hende. „Naa, er Du der igjen!“ ſagde han og forte hende ind i Stuen. „Har Din Onkel atter i en jaget Dig ud at ſynge?“ „Ja!“ ſparede hun og ſaa ned. „Da horte jeg ikke, Du ſang for os.“ „Nej, jeg var bange, De ikke holdt af det; men er de ikke vred fordi jeg kommer igjen?“ ſagde hun og jaa eengſtelig hen efter Fritz. „Nej, viſt ikke!“ ſagde Peter ſmilende; „men lad os nu høre, hvorledes det gik Dig ſidſt, hvad ſagde Din Onkel, da Du kom hjem?“ „Han truede mig til at fortælle, hvor jeg havde været, og jaa kaldte han mig en ſlem Pige, der ikke duede til Noget, og vilde ſlaa mig; men faa lob jeg op paa, mit Kammer og lukkede Døren i Laas; men da alt jaa var bleven ſtille, kom jeg til at græde, fordi han havde jagt, at jeg ikke duede til noget, for jeg er bange for, at jeg heller ikke gjor det.“ Taarerne kom hende i Øjnene ved de fidfte Ord, og hun jaa ſporgende paa Peter; han klappede hende blidt paa Kinden og ſagde: „Det tenker jeg ikke; men kom nu hen og varm Dig lidt, Du er jo helt forfrosſen. i Snart var Sorgen glemt. Hun greb Øjeblitfets Nydelſe med et Barns hele Begjerlighed og bragte Lys og Glæde ind til Brødrene, der ikke havde glemt, hvilken Tomhed hun efterlod forrige Gang. Da hun atter ſkulde gaa, ſagde Fritz: „Er Du nu glad ved, at Du igjen ſkal hjem til Din Onkel?“ „Det ved jeg ikke, hvor fkulde jeg ellers være. Onkel ſiger, at hvis han ikke havde taget mig, ſaa ſtulde jeg have været pan Fattigveſenet, og det havde viſt været værre,” „Tror Du da, Din Onkel vil af med Dig igjen?“ „Det vil han viſt nok, for han lader mig altid hore, at han har ingen Nytte af mig.“ „Kunde Du da have Lyſt til at blive hos os?“ „O ja!“ udbrod hun, idet hun flog Hernderne ſammen og traadte fig ſelv paa Foden af lutter Glæde. Men hun blev atter alvorlig, hun havde en ubevidſt Folelſe af, at denne Sag var lige jaa vigtig for hende, ſom om det gjaldt Liv eller Død. Hun maatte nu give Oplysning om et og andet, derpaa ſagde hun Farvel og ſkyndte fig hjem. Det jublede i hende, ſtjondt hun vidſte ikke rigtig hvorfor; men hun kunde ikke andet end være glad, ſelv ikke, da Onkelen modtog hende pan fin ſedvanlige ukjerlige Maade. Da hun var gaaet, talte Brødrene om Sagen, og næfte Dag gik Peter ud for at opſoge Onkelens Bopæl og ordne det fornødne med ham. Onkelen boede i en af disſe ſnevre, fkumle Gyder, hvor Nad og Elendighed ſidde til Huſe, og hvor alt Ondt og Slet, der findes i en By, ſoger ſig et Friſted, et Hjem. Disſe Gyder je, om Solen fkinner aldrig jaa Hart, ſtedſe morke og lysſky ud, og det er der en Sieldenhed at ſe andet end pialtede Kvinder og Born eller beruſede Mend, der ſoge hjem til deres Familie efter at have forødt deres Daglon i et eller andet Værtshus. Efter nogen Sogen fik Peter endelig opjpurgt, hvor han boede. Han ſkyndte fig op ad Trappen og bankede pan. „Kom ind!“ horte han en ran Stemme ſvare; men da Peter havde aabnet Doren, og Onkelen fik Oje paa ham, blev han paa en Gang høflig og tog Piben af Munden af lutter Forundring. „Er det ikke Dem, der har en lille Pige, ſom hedder Marie?“ „Jo det er,“ ſparede han fort og ſaa paa Peter med et lurende Blik; men da han intet Ondt ſyntes at kunne opdage, gap han ſig til i en ynkelig Tone at forklare, hvorledes han af Godhed for ſin Soſter havde taget Barnet til fig, og beklagede den daarlige Opdra⸗ gelſe, hun havde fra Hjemmet af; „men,“ føjede han til, „hun har da ikke været uartig mod Herren?“ „Nej, aldeles ikke,“ ſvarede Peter; „men efter Deres egne Ord ſynes det, ſom om hun kun er Dem til Byrde, og derfor kunde De vel ogſaa onſke at blive hende kvit. Jeg har nu netop Brug for ſaadan en Pige og vilde derfor nok tage mig af hende og ſorge for hende i Et og Alt, ligeſom denne Sag vel ikke har mange Vanſkeligheder, efterſom hun er forældreløs.” „Saamend, aah nej!” ſvarede han og ſtrog Haaret fra Panden, medens et honningſodt Smil ſpillede om hans Mund; „jeg har nu rigtignok flædt hende op og koſtet ikke ſaa lidt paa hende i det Haab, at hun vel en Gang i Tiden fkulde gjengjælde mig det; men dette faar altſammen at være for hendes ſalig Moders Skyld.“ „Hvad dette angaar,“ ſparede Peter, glad ved, at der ikke ſtillede fig ftørre Vanfkeligheder i Vejen, „da er jeg naturligvis villig til at holde Dem ſkadeslos.“ „Tak, det er næften for meget forlangt af Herren,“ og nu ſlog han pludſelig om og roſte Marie, og fore⸗ ſtillede Peter, hvilken prægtig Pige hun tegnede til at blive, men glemte heller ikke at tillægge fig felv ren for, at hun maaſke en Gang i Ziden blev til noget. Efter at have indhentet Maries Samtykke, hvad der vel kunde ſynes overflødigt i denne Sag, afgjorde han hendes Mellemværende med Onklen og tog Afſked; men Marie ſkyndte fig at pakke fit Tøj ſammen, hvad der ſnart var gjort, og jan holdt hun Flyttedag den forſte Dag i det nye Aar. ; Hvor fornøjet lob hun ikke hen ad Gaden efter at have taget Afſked med Onklens Hus; dog blev hun ſtille, efterhaanden ſom hun nærmede ſig ſit Fremtids⸗ hjem. J Dagligſtuen blev hun modtaget af Brodrene, der tillige med Husholderfken ſogte at gjøre hende det ſaa hjemligt ſom muligt, hvoraf Folgen blev, at hun inden Aften folte ſig ſom hjemme i ſine nye Omgivelſer. Tiden gik, der blev ſorget for hende baade legem⸗ ligt og aandeligt, og de gode Anlæg, ſom vare begyndte at ſpire frem under hendes: Moders Vejledning, ud⸗ foldede. fig rigt til ſtor Glæde for Brødrene, faa det mærkedes ſnart, at Onkelen havde Ret, da han mente, at hun med Tiden nok kunde blive til Noget. Og Aarene randt. Den fattige lille Marie, der paa hin kolde Juleaften gik fra Dor til Dor for at ſynge fig varm, hun var nu bleven. til en fuldt ud⸗ viklet Kvinde, rigt. udftyret af den moderlige Natur og med Aandens Rigdom i Hjertet. Den gamle Husholderſke var død, og Marie havde overtaget hendes Gjerning i Huſet, hvor hun blev betragtet ſom en Soſter. J Begyndelſen følte hun fig lidt eengſtelig over for Fritz, naar hans Vrede blusſede op; men fnart lærte hun at formilde ham ved fin elffværdige Maade at tage Sagen pan, ja ved lutter ſmaa Opmeerkſom⸗ heder vandt hun ham ganſke, jaa hun altid kunde ſnakke ham til Rette, naar det ikke rigtig vilde lykkes Broderen. (Sluttes.) 2 Cheplanten og Theen. 8 A Af A. P. E. Toepſer. N 0 . eller rettere Thevandet er viſtnok alle Lerſerne vel bekjendt, da jo herved betegnes en Drik, ſom nu nydes meget almindelig her i Landet, Strengt taget er dette — Navn i Grunden et fælles Navn for alle de Drikke, ſom tilberedes ved at gyde kogende Vand paa tørrede Blade eller Blomſter af forſkjellige Planter; Leſerne kjende ſaaledes uden Tvivl af Erfaring baade Hyldethe, Kamillethe og Salviethe, men naar vi i daglig Tale bruge Navnet The, menes der dog kun den Drik, ſom tilberedes af Theplantens Blade. Denne Plantes egentlige Hjem er en Del af Kina, ſom man længe troede var det eneſte Sted, hvor den vovede vildt, indtil man for over 50 Aar ſiden ogſaa fandt den vildtvoxende i den Del af Bagindien, der kaldes Asſam. Den vildtvorende Theplante er et ſmukt Tra, der bliver henved 14 Fod højt, med marke, ſtedſegronne Blade og hvide vellugtende Blomſter. Hosſtagende Afbildning af en Gren med Blade, Blomſterknopper og udſprungne Blomſter vil bedſt kunne bibringe Leſerne et Begreb om, hvorledes disſe Dele af denne Plante ſe ud. Theplanten formeres i dyrket Tilſtand ved Fro, ſom giemmes Vinteren over i fugtig Jord for at befordre Spiringen og udſaas i Marts i Rekker med et Mellem⸗ rum af 3—4 Fod, J det forſte Aar afffæres de unge Skud, og Beſteringen gjentages ſenere ofte, da den dyrkede Theplante ikke faar Lov til at blive hojere end 3—6 Fod. Ved denne ſtadige Bejfæring tvinger man den til at udbrede ſig bufkformig, hvorved man opnaar den dobbelte Fordel, at den faar flere Grene og Blade, ſamt letter Indſamlingen af de ſidſte. Naar Buſken er 3 Aar gammel, kan man begynde at benytte Bla⸗ dene. Indſamlingen af disſe fortjættes hvert Aar, indtil Planten omtrent er 7 Aar; til denne Alder kan der aarlig heſtes omtrent 500 Pd. The paa en Tonde Land. Efter det ſyvende Aar optages Planten og erſtattes af en ny, hvis man beſtandig vil ſikre ſig en god Hoſt, thi vel kan den gamle Plante endnu i mange Aar give et rigeligt Udbytte, men dens Blade levere ikke mere ſaa god The ſom tidligere. J Kina ſker Indſamlingen af Bladene i Reglen tre Gange om Aaret, nemlig forſte Gang i Februar eller Marts, da de unge Skud afplukkes, der give den fineſte The, anden rege | 5 Gange i April og tredie Gang i Maj eller Juni; den ſom beſtandig maa rore om mellem Bladene, for at de i | ſidſte Indſamling giver den ſimpleſte The. É Steder, hvor Theplanten dyrkes, indſamles Bladene lige fra Marts til November med 10 Dages Mel⸗ lemrum mellem hver Indſamling. Lœſernes Opmeerkſomhed henledes paa nedenſtagende Afbildning, der foreſtiller en Thehoſt i Kina. Ho⸗ ſten er i fuld Gang; til hojre paa Billedet ſes nogle Arbejdere, ſom indſamle Vladene af Buſkene i Kurve, disſe bæres hen til det ſaa⸗ kaldte Thehus, en ſtor Lade, der er afbildet til venſtre. Her blive Bladene udbredte paa lave Hylder i tynde Lag for at torres. Efter Torringen tager hver Arbejder en Haand fuld Blade, trykker dem faſt ſammen mellem Henderne og ruller dem paa et Bord. De ſammenrullede Klumper af The⸗ blade blive kaſtede ſammen i en Bunke, hvor de ſnart begynde at gicere. Naar Bladene paa Grund af Gjæringen antage en rødlig Farve, lægges de i Jernpander, der fættes over Ilden; hverv Jernpande bliver pasſet af en Arbejder, 277 8 4 Andre ikke fkulle brænde paa eller ſvides under Riſtningen. i Derpaa rulles de ſamme Blade endnu en Gang ſammen mellem Henderne og torres til Slutning i paa en Jernriſt over en fvag Ild, — hvorefter de ere færdige til at gaa 8 over i Handelen. — Alle de for⸗ ſtjellige Sorter The, der forekomme i Handelen, hidrøre oprindelig fra en eneſte Art Theplante (Thoa chinensis), af hvilken der ved for⸗ ſkjellig Dyrkningsmaade er frem⸗ bragt forſkjellige Afarter. Det er dog ikke alene Dyrkningsmaaden, der har Indflydelſe paa Theens Beſkaffenhed, men ogſaa Theplan⸗ tagernes Beliggenhed, Klimaet, Tiden, paa hvilken Bladene ind⸗ ſamles, ſamt den forſkjellige Maade hvorpaa disſe torres. Man kan ſaaledes efter Behag faa gron eller ſort The af den ſamme Plante, da dette alene afhænger af den for⸗ ſkjellige Torringsmaade. Naar man vil have grøn The, riſtes FR | Bladene ſtrax eſter Indſamlingen og torres derpaa | hurtigt efter førft at være blevne rullede. Vil man En Gren ak CTheplanten. ANN ML SAND "NREN SAR Ad Y | AW AMU mn 8 8 une 5 ne 19 70 Ulm derimod have fort The, dyppes Bladene ſtrax efter Indſamlingen i kogende Vand eller lægges paa en Chehast i Nina. KN * | Jernriſt, der holdes over kogende Vand, vis Damp giennemtrenger Bladene, ſom derefter torres langſomt ; i under Luftens Paavirkning, riſtes og tørres atter over en ſvag Ild. J det nordlige og indre Aſien bruges den ſaakaldte Murſtensthe, der ſaaledes beſtaar af daarlige Theblade og Stilke, blandede med Oxe⸗ eller Faareblod. Denne Blanding bliver presſet i Former og torret i Ovne til faſte Kager. Af disfe tillaves en meget nerende Drik eller Ret ved at tage et Stykke af Kagen, ſom ftødes til Pulver og koges ſammen med Moeelk, Fedt og Mel. g De friſk afplukkede Blade af Theplanten mangle aldeles den Vellugt og Velſmag, ſom udmeerker de tørrede og riſtede Blade. Disſe Egenſkaber fremkaldes nemlig forſt ved de kemifke Forandringer, der under Riſtningen foregaa i ſelve Bladenes Stof. De Stoffer, der forekomme i Theen, ere de ſamme, ſom findes i Kaffen, nemlig Thein (der ſparer til Kaffeinen i Kaffen) en flygtig Olie, Garveſyre ſamt Glutin. Theens Velſmag og Vellugt ſamt dens ſtyrkende og oplivende Indvirkning paa os hidrører ijær fra den flygtige Olie og Theinen. Naar man lader Theen koge eller træffe for længe, fordamper den flygtige Olie, og med denne miſter Theen fin Vellugt og behagelige Smag, medens den ſtramme Garveſyre bliver frem⸗ herſkende. Theens nærende Stof er Glutinen, hvoraf det kogende Vand kun er i Stand til at uddrage en meget ringe Del; det meſte bliver tilbage i Bladene, ſom vi kaſte bort. Hvis man derfor vil drage den fulde Nytte af dette nærende Stof, maa man enten nyde Bladene med eller ogſaa komme en ubetydelig Smule pulveriſeret Soda i Vandet, ſom herved. bliver i Stand til at kunne oploſe mere af Glutinen. Theplantens egentlige Hjem er ſom for nævnt Kina og Asſam, da den begge disſe Steder voxer vild. Man har gjort Forſog paa at overføre den til mange andre Lande, men kun i det japaneſiſke Rige, hvor der i flere Aarhundreder har været drevet en vigtig Theavl, paa Ceylon og Java ere Forſogene lykkedes. Fra Braſilien faar man vel en Slags The, den ſaakaldte Paraguaythe, men denne hidrorer ikke fra The⸗ planten. Den faas af Bladene af en Art Kriſttorn Glex Paraguayensis), ſom dyrkes i ſtore Plantager i Sydamerika og der aldeles træder i Stedet for Theplanten. i i Allerede i det tredie Aarhundrede fkal man i Kina have benyttet Theplantens Blade til at tilberede en Drik af, men det var dog førft i det fjette Aarhundrede at denne Drik blev almindelig der. Paa den Tid regjerede der efter en gammel Fortælling en Keiſer i Kina, der beſtandig var plaget af en ſteerk Hovedpine, ſom Middel mod hvilken en Læge eller Preeſt raadede ham at drikke The. Kuren hjalp Kejſeren, og da han fandt Behag i Drikken, blev den indfort ved Hoffet, og herfra udbredte den fig ſnart til hele Folket. 3 Begyndelſen af det niende Aarhundrede omtales Brugen af Theen i Japan, og da man ogſaa her fandt Behag — i den, indfortes der Theplanter fra Kina, ſom trivedes ſerdeles godt der. Japaneſerne have et gammelt Sagn om Theplantens Oprindelſe. En buddhiſtiſk Helgen, Darma, ankom fra Kina til Japan i den Henſigt at udbrede fin Lære i dette Land. For at ſtyrke ſig i fit Hverv og for at give fin Religion Anſeelſe, gjorde han det Lofte at tilbringe Nat og Dag under uafbrudte Andagtsgvelſer, men Sovnen overrumplede ham om⸗ ſider. Da han nu vaagnede, affkar han, af For⸗ trydelſe over og til Bod for det brudte Lofte, ſine Ojenlaage og kaſtede dem paa Jorden. Af disſe op⸗ voxede en forhen aldeles ukjendt Plante, hvis Blade han ſpiſte. Han fandt ſig ſtyrket herved og bedre i Stand til at modſtaa Søvnen, hvorfor han anbefalede fine Diſciple Brugen af denne Plante. Baade i Kina og Japan har Theen i flere Aarhundreder været en Nationaldrik, ſom nydes af Høje og Lave, Rige og Fattige. Man kommer Theblade i en Kop, ſtjenker kogende Vand derpaa og nyder Afkoget af Bladene uden nogen Tilſcetning. Theen drikkes i disſe Lande til enhver Tid paa Dagen og ved alle Maaltider; den bydes ſtrax enhver Gjæft og Jælges overalt paa Gader og ved Veje, Det hører der med til en god Opdra⸗ gelſe at kunne tillave en velſmagende Kop The og byde den omkring med Anſtand, hvilket derfor læres af Lærere, ligeſom man i Evropa lærer at danſe, ride og fegte. — J Evropa lærte man forſt Theen at kjende i Begyndelſen af det 17de Aarhundrede. 1610 indforte nogle hollandſke Kjobmend den i Holland; 1638 fkal et rusſiſk Geſandtſkab have erholdt noget The ſom en Gave i Mongoliet og forte den med tilbage til Moskau, hvor den vandt megen Bifald, og 1664 ſendte det engelſk⸗oſtindiſfe Kompagni to Pund The til England ſom en Gave til Kongen. — Brugen af Theen blev ſenere bekjendt i Skotland end i England. Grunden dertil er Folgende: J Aaret 1685 ſendte Hertugen af Monmouths Enke et Pund The ſom en Forcring til en af fine Slegtninge i Skotland. Man underſogte nøje dette aldeles ukjendte kineſiſke Produkt; man lod en Kok komme, og denne fremſatte efter en lang Brø- velſe den Bemærkning, at det var en tørret Urt. Man overgav derpaa den koſtbare Plante i hans Hender, for at han kunde anvende den paa bedſte Maade. Denne Meſter i Kogekunſten lod Bladene koge, hældte : Vandet fra og anrettede dem ſom Spinat. Gjæfterne fandt ikke denne Ret efter deres Smag. Theen kom i flet Rygte og kunde længe ikke finde Indpas i Skotland. J disſe Lande er Theen en langt mere almindelig Drik end Kaffen. Omtrent i Slutningen af det 17de Aarhundrede kom Theen til Danmark, men den fandt ikke ſaa mange Velyndere her ſom Kaffen. Der indfores hvert Aar omtrent 800,000 Pund The hertil. 2 * Raveſtreger. Ved en Landsbykirke nogle Mil fra Kriſtiania, i Norge, blev. Menigheden, juſt ſom den en Sondag var forſamlet til Gudstjeneſte Vidne til folgende Puds, ſom Raven ſpillede ſin Arvefjende, Ulven. kom jagende med en Rev ned ad et Bjerg ikke ret langt borte, og da han halede ſteerkt ind paa Stakkelen, vare Kirkefolkene enige i, at han ufejlbarligt vilde naa ham, inden han kunne frelſe ſig i Skoven, ſom laa paa det modſtaaende Bjerg, paa den anden Side af Dalene — Mikkel var af anden Mening; thi han havde en Skjelm bag Orene. Igjennem Dalen, der adſkilte Bjergene lob en temmelig bred Elv, ſom da var tilfrosſen, paa en eneſte Vaage ner, der beſtandig holdes aaben af en Vandhvirvel. Didhen ſtreeber Raven og giver ſig til at lobe rundt om Vaagen, Ulven bag efter. Men her havde den Forſte Fordelen; thi baade var han, ſom mindre, hurtigere til at ſno ſig om Vandhullet, og, da han ikke var Fjerdeparten jaa tung, kunde han dertil vove ſig lengere paa Iſen ud mod Vandet, og gjøre Kredſene ſnevrere. Endelig ſkete, hvad man ſnart begyndte at forudſe. Efter nogle forgjeves Rundarer, vilde Graaben jaa gjerne gjøre fine Cirkler fnevrere; men fnart braſt Iſen og han plumpede i Vaagen; Raven benyttede det gunſtige Ojeblik, og havde frelſt fig i Skoven inden dens Fjende kom op af ſit kolde Bad. Men ihvor ſnu Mikkel end er, hender det ham dog ogſaa ſtundom, at han gaar „fejl i By“. En Mand ude paa Hedeegnen havde bygget fig en Faare⸗ fold, der benyttedes til at jætte Faarene i, naar de tojredes i Udmarken, og det traf ind med Uvejr om Natten. Der var blevet et Hul paa den ene Væg, og for dette var der hængt et Kalveſkind paa den ind⸗ vendige Side af Væggen for at. forhindre Faarene i at flippe ud. En Morgen, da Rogteren kom og aabnede Døren til Folden, havde han ner tabt baade Neſe og Mund af Forbauſelſe — den fkinbarlige Mikkel gik inde mellem Faarene. Den var naturligvis kommen derind gjennem den omtalte Aabning i Veggen, men kunde ikke komme ud igjen. Rimeligvis maa den have indſet i hvilken betenkelig Stilling den var kommen; thi alle Faarene vare uſkadte. De ſtod i en Klynge og trykkede fig op til Væggen i den inderſte Krog. Raven gjorde det ene frugtesloſe Spring mod Kalveſkindet efter det andet, og Rogteren ſtod indenfor Døren og grinede, Da han omſider ſyntes, det kunde være nok med at ſe paa dette i hans Øjne foftelige Skueſpil, tog han fin Tojrekolle, og med nogle velrettede (Illp.) Filip. Slag knuſte han Meſter Mikkels Pandeſkal. Denne Kaninavl. Jeg har hort Mange ytre, at de nok kunde have Lyſt til holde Kaniner, men vare bange for at anfkaffe dem, da de havde læft jaa meget om det vanfkelige ved at pasſe dem paa den rigtige Maade. Efter min Er⸗ faring gives der imidlertid intet Dyr, der er billigere eller lettere at holde end Kaninen. Et luftigt og tørt Opholdsſted uden Gjennemtreek er rigtignok en abſolut Nødvendighed, men, at det ſkulde ſkade Dyrene at faa Foderet i vaad Tilſtand, tror jeg ikke er Tilfældet. Ligeledes tror jeg, at man helſt maa lade være med at give dem Vand at drikke, da de let kunne faa for meget, derimod giver jeg de Kaniner, der have Unger” 1 Pegel Malk daglig, medens Ungerne patte. 1 Par to Uger gamle Kaniner leverer jeg til en Pris af 5 Kroner (deraf 3 Kr. 33 Ore for en Hun) et Par 2 Maaneder gamle Unger til 6 Kr. (4 Kr. for Hunnen) og det følger. af fig ſelv, at jo ældre Dyrene ere, deſto dyrere ere de. Skulle de ſendes bort maa Forſendelſen ſelofolgelig ffe paa Kjoberens Regning. Horſens Tugthus den 26de April 1875. - Axel Emil Mazanti. Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn. Af Emanuel Henningſen. 5. De atter trisſed trætte om Til de paa Oſtergade kom. - Der ſaa de nu en ſtor Butik, Som mægtig fængsled deres Blik; Thi hele Vindvet var et Glar, Og indenfor til Syne var En mægtig Hoben Pelsveerkſager, Opheengt paa ſtore gyldne Knager. En Stund de ſtod og den betragted, Og til det andet Vindve agted De juſt at gaa, da pludſelig Den gamle Lone gav et Skrig Og tabte Kurven ned paa Gaden, Saa ud paa Fliſerne faldt Maden. „Aa, lob, Hans Jorgen, gjør omkring, Der inde ſtaar et Dyr paa Spring!“ Saa ſkreg hun, løb af alle Kræfter Ad Gaden ned, og Hans bag efter; Dog forſt han ſamled Kurven op, Sjondt Sfræffen ryſtede hans Krop, Og Parerne han i fik proppet. De aned ej, mens bort de hopped, At Tigeren kun var udſtoppet. „Aa!“ ſagde Lone, „ſaadan Gru Jeg har dog aldrig følt endnu!” — „Ja“, ſvared Hans, „det var en farlig Begivenhed, og uforſvarlig sår Det er, at Dyret ſaadan ſtaar J Vindvet, hvor forbi man gaar. pr 1 1 M 100 e — Et ſaadant Dyr kan let fig lifte Paa en, og hvis jeg bare vidſte, 1 MK Holm £ Bundtmager, | WA | N | | 9 | 1) || i mM ö NE j | Å N 2 | a 7 N „ — — == — E So == TT — —— sd — 8 — . —— — — RER . ————— Hvor Byens Sognefoged bor, Saa gik jeg ſtrax, det viſt jeg tror, Paa Stunden hen til denne Mand Og klaged Dyrets Ejer an!“ Gaade. Senjvævende let Med luftige Net Indhyller jeg Lunde og Enge; Jeg kommer fra Jord, ' Men mod Stjernernes Kor Beſtandig jeg opad. vil trænge. Mit Hoved bortkaſt, Da faar Du i Haſt Et Navyn ſom i Norden vil mindes. J Sangen om to Til Doden fuldtro Der Navnet ogſaa kan findes. Smaating. — —— Taknemlighed. Den amerikanſke General Butler ſagde en Gang: Begrav mig og ſet paa mit Minde det gjor jeg ikke.“ — „Aa Sir, o Vil til Dels blive anvendt. reddede fine Soldaters Liv ved Fort Fiſcher.“ Et Blad av folgende Forklaring: „Kjender De mig ikke igjen?” 1 en Soldat ſin forrige Chef. — „Nej, min Ven, j g De reddede dog „Hvorledes det?” — „Ja, Sir, i Bataillen ved Brigtton og da De lob Deres Vej i Begyndelſen af Slaget, ſprang jeg bag efter — ellers var jeg ſagtens bleven dræbt. Derfor Gud velſigne Dem, mit Livs Redningsmand“. mit Liv en Gang.“ — jeg tjente under Dem Brevvexling. Holger H. i H. Jo gjerne. J. Th. Gb. i R. Venligſt Tak for det kjerkomne Brev. H. K. H. i A. Saterbeſoget modtaget vel ſent. Kommer dog ſnart. É En af „Adas“ Venner pan Kariſe Folkehojſtole. Tak! J. P. L.grd i J. Venligſt Tak! Deres gode Forvent ninger ſkulle fre blive ſkuffede. ER Zudhold. Tvillingbrødrene, af Bertrand. Theplanten og Theen, af A. P. E. Toepfer, med 2 Billeder. — Raveſtreger. — Kaninavl. — Hans Jørgens og Abelones merk⸗ vardige Hendelſer i Kjøbenhavn, 5, af Emanuel folgende ſimple Infkription: „Her hviler en Mand, der Henningſen, med Billede. — Gaade — Smanting. — Brevvexling. Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16.ſpaltet Ark, forfynet Hvert Fjerdingnar medfølger gratis et forf ſmußtt Billede. Bladet kan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og Brev Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph. Klein, Vifeffræde 40, Kjøbenhavn. ineo flere Billeder, til 1 Krone (3 BK.) Fjerdingaaret frit lilſendl. ſamlingsſled, i enhver Trykt pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. — W 2. Aargang. Nr. 36. — Tvillingbrodrene. Af Verkrand. SE 3) (Sluttet.) ; et var en rigtig lummer Dag i For⸗ 7? ſommeren, trykkende varmt ude og tryk⸗ kende varmt inde, mere, end han var nødt til. Den tykke Spakhoker ſlumrede blidt bag fin Diſßk, mens Sveden haglede ned ad hans runde Anſigt. Butiksdrengen ſtak ſig en Gang imellem med en Knappe⸗ naal for at holde Øjnene aabne, at ikke Principalen gjennem Kighullet i Kontordoren ſkulde gribe ham i en Pligtforſommelſe. Tilſidſt var dette ikke tilſtrek⸗ keligt, og nu ſatte han ſig paa en tom Tonde bag Diſken og lod Tan⸗ kerne vandre hjem til fin Moder og Sodſkende i Landsbyen; men deri laa netop det farlige; thi ſnart forekom det ham, at Tankerne bleve til Virkelighed. Han tumlede fig hjemme blandt Kammeraterne og legede med dem ude ved Gadekjceret; nu var han ude at ſejle i et Trug, og det gik nok ſaa lyſtigt. Kammeraternes Jubel Ingen anſtrengte ſig ſor Hondagen d. 6. Juni. | li | inde frå Land gjorde ham ſtor, og nu vilde han rigtig Kjøbenhavn, 1875. viſe fit Mod; han ſtod opreiſt i Truget, ſvingede med Huen og fkulde lige til at raabe Hurra, da tabte han Ligevcegten og — tumlede om bag Diſken, og den tomme Tonde trillede hen ad Gulvet. Han foer op, gned ſine Øjne og kaſtede et ſpejdende Blik hen til Kontordgren; men alt forblev roligt, og et Smil gled hen over hans Anſigt. ; Brødrene Peterſen havde ogfaa fundet det for varmt paa Kontoret og ſad nu inde i Haveſtuen ved den aabne Dor. Gt helt Flor af Roſer flyngede fig om Dør og Vinduer og udbredte en behagelig Vellugt; men Kølighed var der lige faa lidt ſom andre Steder. Peter gjennemlæfte Aviſerne, medens Fritz ſad og opgjorde et Regnſkab; men hvad enten det nu var Varmens Skyld, eller fordi hans Tanker hvert Ojeblik ſatte ham en Streg i Regningen, nok er det, han kunde ikke faa Tallene til at ſtem⸗ me. Han tog fat med forøget Anſtrengelſe, ſaa Spveden ſprang ham ud af Panden, og var nu lige ved at faa Bugt med det; men da "blev han afbrudt af Broderen, ſom ſmi⸗ lende oplæfte et „Wgte⸗ ſkabstilbud“ og føjede til: „Kunde Du ikke have Lyſt til at reflektere derpaa?“ Aergerlig over Afbrydelſen og maaſke ærgerlig af en anden Grund, ſparede han: „Er Du maaſke kjed af vort Kompagniſkab og ſoger en pasſende Lejlighed til at faa mig bort? Hvis Du er kjed af at være | (| || | | ſammen med mig, ſaa kan Du jo ſelv reflektere derpaa.” | „Det, ved Du jo meget godt, ikke var Meningen,” | ſparede Peter lidt krenket; men han maatte dog ſmile over Broderens Heftighed. Denne ſmilede tilſidſt ogſaa, og derpaa tav de begge, ingen af dem havde Lyft til at fortjætte Striden. £ J Horigonten trængte den ene Skymasſe fig ſpej⸗ dende frem oven over den anden ſom for at vælge det belejlige Ojeblik til en Overraſkelſe. Himlen, og et vældigt Tordenbrag rullede” gjennem Luften. Brodrene Peterſen flyttede atter ind toret, og den Sløvhed, der ſom en Troldom havde lagt fig over den hele By, var pludſelig hævet. ; a Peter tænkte intet vi⸗ dere ved Broderens Ord; men ſiden, da han ſad Da formorkedes henſunken i ſine egne Tanker, vendte de plud⸗ ſelig tilbage i hans Er⸗ indring. Det ſyntes ham nu paafaldende, at Fritz var bleven faa heftig over denne intet⸗ J ligende Spøg, og han = blev helt urolig; thi idet | 8 e 0 6 han folte Dybden af ſin Kjærlighed til Marie, kunde han ikke frigjore ſig for den Tanke, at Fritz's Folelſer maaſke vare af ſamme Beſkaffenhed ſom hans egne. : Han gjennemgik i Tanken Fritz's Forhold overfor Marie; men nu jaa han med andre Øjne, og Skin⸗ ſygen lod ham je Ytringer af Folelſer, hvor han forhen intet havde jet, og ſaa i naſte Ojeblik fil det hele atter et Uſkyldighedens Prog, og han var ner ved at le af fig ſelb. i ; Saaledes ſvingede Tankerne frem og tilbage, og han blev inderlig bedrøvet ved Tanken om, hvad Marie vilde gjore, derſom hun faa, at hun var Gjenſtand for begge Brødrenes Kjærlighed. Han beſluttede nu at iagttage ſaavel Marie ſom Broderen og at begrave fin Kjærlighed dybt i fit Hjerte, hvis dette ſkulde være ngedvendigt for Maries Lykke. t a Om Aftenen var Fritz rigtig i ſtraalende Humor. Han lo og ſpogte uafladelig og viſte Marie ſaa mange ſmaa Opmerkſomheder, ſom hun ſmilende tog imod; | f forreſten var hun den ſamme, ſom hun plejede at være. Peter ſogte at ffjule fin Forſtemthed; men det | vilde ikke rigtig lykkes, ligeſom hans Tanker heller ikke lod ham have Ro et Ojeblik, men derimod lod ham ane, hvad han faa meget frygtede. Han kunde ikke deltage i deres Spog og var tilmode ſom en overflodig — Trediemand. Marie mærfede ſtrax, at han var forſtemt, og af og til jan hun ſporgende paa ham, men hver Gang ſaa han til Siden; det var ham, ſom läſſte hun, hvad der boede i hans Hjerte og han til Svar jan Med⸗ | lidenhed i hendes Blik. Tilſidſt blev det ham utaaleligt, og han beſluttede at gaa fin Vej. Da han gik hen mod Døren, faa hun bedrøvet | efter ham; hun følte, at det var viſt for hendes Skyld, i Kon⸗ han gik, og vilde juſt bede ham blive; men da lagde Fritz atter Beſlag paa hendes Opmarkſomhed, hun blev derfor ſiddende og drog et dybt Suk, da han lukkede Doren. „Hvad mon der fejler Deres Broder i Aften?“ ſpurgte hun Fritz. „Aa, han gaar vel i Giftetanker,“ ſpatede denne leende; „men det gaar ſaamend over til i Morgen, er jeg vis paa.“ Marie blev lidt al⸗ vorlig ved Fritz's Spog, og hun var meget ad- ſpredt den øvrige Del af Aftenen. Saaledes henrandt nogle Dage. For Marie luykkedes det at ſtjule fine Folelſer, ifær over for Fritz, der intet merkede; derimod var det vanſkeligere for Peter at ſkjule, hvad der boede i hans Hjerte, navnlig over for Marie, og det var dog dette, han fremfor alt onſkede. Omſider blev denne Uvished ham utaalelig, og en Dag, da Marie var alene i Dagligſtuen, traadte han ind til hende. Hun ſad henſunken i dybe Tanker og rodmede let, da hun ſaa ham. Ogſaa han var forlegen; men nu maatte det ſke. Han ſatte ſig hos hende ſom en Ven; men „hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med“, og nu fkildrede han hende ſin Kjærlighed. med den meſt glimrende Veltalenhed. Übevidſt greb han hendes Haand og holdt den mellem begge ſine. Hun lod ham beholde den, og varmt ſtrommede Ordene fra hans Læber, jaa ſjeldent eller aldrig er der bleven holdt en længere Friertale. kvitterede han inden han ſendte dem bort. J Begyndelſen ſaa hun hen for ſig; men da han greb hendes Haand, hævede hun Blikket og lod Øjet give det „ja“, ſom Læberne ikke udtalte for ej at af bryde ham. É ; i Efter at have nydt Ojeblikkets Lykke, ſagde Marie: „Men Fritz ...“ Mere fik hun ikke ſagt; thi en Sky gled over hans Bande, og han jaa forſkende paa hende; men da hun jaa ham ſmilende ind i Øjet, forſvandt Skyen atter, og han fortſatte ſelv: „Ja jeg ſkal nok fortælle ham det, men ikke i Dag, lad os vente til i Morgen.“ : Hvor jublede det i hans Bryſt. Han havde knap Ro til at ſidde ved fit Arbejde. Her ſkrev han et galt Tal, og der ſlog han en Blakklat; Drengen lod han gan i Byen med halv Beſked, og Regningerne Tilſidſt blev det ham for trangt inde; han lukkede Kontoret en hel Time for han plejede, og ſkyndte ſig ud, helt ud af Byen, Forſt i Guds fri Natur ſyntes der ham at være Plads til al den Lykke, han følte, forſt der kunde han atter aande frit. San vendte nu atter om; men jo nærmere han kom hjem, deſto roligere blev han, og tilſidſt følte han fig helt beklemt ved Tanken om, at han havde lovet | "at fortælle det til Fritz. Men „i Morgen“ kom og gik, og endnu havde Broderen intet erfaret om hans Lykke. Og atter var det Hojtid. Maanen havde været lidt ſent paa Vej og derved givet Naturen Tid til at ſmykke fig til Feſten. Skoven havde ſkyndt fig at ſpringe ud, og de milde Sondenvinde hapde fort Luftens Sangerkor tilbage. Klokkeren ſtod atter oppe i Taarnet; men i Dag havde han kaſtet Frakfen. Sveden dryppede ned fra hans Neſe; men han meerkede det ikke, han tenkte kun paa Udovelſen af ſin Pligt. Da de forſte Toner fra Klokken naaede Skoven, tav alle Fuglene af Forundring; men ſnart ſtemmede de i med, og Luften gav Gjenlyd af Naturens Jubel. Det lille Fol nede paa Engen vilde ogſaa være med, det flog bag ud, gallopperede dernceſt hen til Moderen og trykkede fig tæt op til hende, det kunde ikke ſynge ſom Fuglene, ſktjondt det følte fig jaa uendelig glad og tilfreds. Der var Jubel overalt, og paa denne Jubel byggede Aanden Bro mellem Himmel og Jord. Og Pintſemorgen oprandt. Langſomt ſteg Solen op over den glimrende Hapflade; Fuglene hilſede den med Sang, Blomſten med en Dugperle i Ojet og Gressſtraaet med Perlen paa Læben. Dette var Na⸗ turens Hejtidsdragt, ren og klar ſom Solſtraalerne ſelv. Saaledes oprandt Pintſefeſten, Mandens Højtid. Nogle fattede, at det var Højtid, andre ikke, fordi de ikke vilde fatte det. a Op paa Formiddagen ſtrommede Folk gjennem Gaderne hen til Kirken. Alle vare de pyntede og alle med Smil om Munden. Gudstjeneſten begyndte; men endnu vedblev Menigheden at ſtromme til, og hver Gang Doren aabnedes, bruſte Orgelets Toner og Menig⸗ | hedens Sang med forøget Styrke og fyldte hele, Rum⸗ met udenfor, ſom om Pladſen havde været den for | trang under Kirkens Hvelving. | Hen ad Eftermiddagen bleve Brødrene enige om en lille Sejltur paa Fjorden; Fritz vilde have Marie med, men hun undſkyldte fig og blev hjemme, De havde deres ſmukke lille Lyſtbaad liggende nede ved Havnen. Snart var alt bragt i Orden, Baaden | gjort los, Sejlet oppe, og nu fløj den for en friſk | Wind hen over Bølgerne. Peter ſad forude og ſtirrede tankefuld ned i Vandet, og Fritz pasſede Sejl og Roer. Naar man rejjer til Søes, da føler man fig ſaa | underlig tilmode. Det er, ſom dannede Skibet en lille Verden for ſig, og al Forſkjel mellem de enkelte i Reiſe⸗ ſelſkabet udjcvnes umerkelig, hvor ſtor den end kan være under de daglige Forhold. Man foler fig hen⸗ draget til hverandre og bliver paa en Gang ſaa for⸗ trolig og meddelſom, ja man udtaler ofte Tanker, ſom ellers beſtandig vilde have ligget ſtjulte dybt i vort Hjerte. Er det maafke, fordi alle føle fig ligeſtillede her, hvor der kun er en Planke mellem Liv og Dod? Jeg ved det ikke. Det var juſt ingen Sorejſe, Brødrene foretog: fig; men dog paakom der Peter en lignende Folelſe. Han folte, at han gjorde Uret ved ſaaledes at fortie fin . Hemmelighed for Broderen, og han beſluttede med det ſamme at fortælle ham alt. Han drog et dybt Suk og faa hen efter Fritz. Denne ſad jan rolig og pas⸗ ſede Baaden og forberedte juſt en driſtig Vending, da Peter begyndte. 8 Da han havde hørt Nyheden, ſtirrede han med Forbapſelſe paa Peter, ſom kunde han ikke tro, hvad | han havde hort; men der ſad Peter med et Smil om Munden, og Ojet forraadte den Lykke, der boede i Hjertet. Dette var mere end Fritz fandt i ſin Orden. Han ſprang op, flap Roret og raabte: „Men hvad ſiger Du! — med Marie! — men.“ Mere fif han ikke ſagt. Da Roret blev givet fri, drejede Baaden fra Vinden; i det ſamme kom der et Vindſtod inde fra Land, og dette i Forbindelſe med den Bevegelſe, Fritz frembragte, da han ſprang op, forſtyrrede Ligeveegten. Baaden kentrede, og begge Brødrene ſtyrtede over Bord tillige med Sejl og Stænger. . Det kolde Bad bragte Fritz til Beſindelſe, og han jaa fig hurtig om efter Broderen. Denne gjorde en ſidſte Anſtrengelſe for at holde fig oppe, og Kræfterne begyndte allerede at jvigte ham. J en Fart var Fritz hos ham, greb ham dm. Livet og ſpommede til Land med ham. Der ſtod Broderen bleg og vaklende, lige und⸗ ſluppen Dødens folde Faun. „Tak!“ ſagde han mat, — da Fritz, kjerligt fløttende ham, ledte ham op paa Strandbredden; „uden Dig havde nu alt været forbi, baade for mig — og for Marie.“ £ » Sud fle Lov for Din Frelſe, kjereſte, bedfte Broder!“ udbrod Fritz, rørt over Broderens medtagne Üdſeende. „Ja Du fkal fan hende,“ vedblev han heftigt bevæget, „gid J maa blive lykkelige.“ Det var merke Dage for Fritz. ſtulde han bekempe den, og Kjerligheden er en Stor⸗ magt, den lader ſig ikke overvinde og vanfkelig betvinge. Han ſaa hver Dag Broderens Lykke; men den Glæde, han følte derover, var blandet med en uudſigelig Smerte, og naar han maatte ſynes glad for ikke at forſtyrre de andres Glæde, knugede Smerten ofte hans Bryſt, ſom vilde den kvæle ham, og han var i ſaadanne Ojeblikke ikke i Stand til at fremtvinge et Ord. Denne indre Kamp tærede paa Kræfterne; han følte fig ſyg, og Livskraften begyndte at ſvinde. Der maatte ſke en Foran⸗ 5 dring, hvis han ikke Fra den ſamme Stund Kjarligheden rigtig vaagnede i hans Hjerte, 284 | kjendt overalt her hjemme; men da han nu beſluttede jelv at begynde en Forretning, valgte han netop at komme ſaa langt fra Hjemmet ſom muligt; hvorfor vidſte han ikke; men der var noget uſynligt, han vilde flygte fra, noget ubeſtemt, han vilde lade tilbage. Var det Reſterne af hans Kjærlighed, der ikke lod ham have Ro, der drev ham bort? Og atter vaagnede hans gamle Virkelyſt. Han indlod fig paa Foretagender, der for andre ſyntes umu⸗ lige, men bleve mulige for ham. Han udfordrede Lykken; men beſtandig ftod den han bi; og Vanſkelig⸗ heder, der helt kunde betage andre Modet, vare for ham en Spore til forøget Anſtrengelſe. J alle disſe Aar kom han ſſjeldent i Broderens Hus; og naar det en Gang imellem ſkete, da vare Beſogene ſaa korte ſom muligt; men alligevel ſtod de i ſtadig Forbindelſe med hinanden, og forte Brevvexling om deres Handelsanliggender. Som ofteſt indeholdt Peters Brev da altid en Hilſen fra Marie, hvorimod ; det var meget ſjeldent, at Fritz omtalte hende ſkulde gaa rent til i ſine Breve; men naar Grunde. det jaa en enkelt Gang Brylluppet fejredes i ſkete, da ſtraalede hen⸗ al Stilhed, og medens des Ojne dobbelt, en det lykkelige Par fore⸗ tog en lille Bryllups⸗ rejſe, traf Fritz, efter Aftale med Broderen, Forberedelſer til at for⸗ lade det fædrene Hus. Det unge Par var vendt hjem, og Oje⸗ blikket var kommen, da han fulde tage Affked, : den Affked, han fan ) længe havde længtes efter, men ſom dog nu forekom | ham ſaa tung, ſkjondt han vidſte, at dette Hjem altid vilde ſtaa ham aabent. tiden, der indeholdt hans ſtjonneſte Haab, det Haab, ſom var briſtet ved Broderens Lykke. Han kaſtede fig med Iver ind i Forretningslivet, afgjorde Handelsanliggender for andre Kjobmend, fore⸗ tog Handelsrejſer og drev af og til Spekulationer paa egen Haand. Der var kommen en ſaadan Foretagelſes⸗ aand over ham, ſom efter Haanden gjorde han træt. | Naar han fad alene i Vognen, der rullede hen ad Vejen og forte ham fra By til By, vendte hans Tanker atter tilbage til Fortiden; han blev da bitter i Sindet | J ſaadanne og vilde gaa i Rette med Skjcebnen. Ojeblikke kunde han endog misunde ſin Broder hans ſtille Lykke i Hjemmet, og atter maatte han begynde Kampen forfra, Kampen mod ſit eget Hjerte. Han begyndte atter at længes efter Forandring; det urolige Rejfeliv tiltalte ham ikke mere, Han var * ſaadan Hilſen indeholdt for hende en Velſignelſe; thi hun var ofte inderlig bedrovet over, at hun var bleven den ufrivil⸗ lige Aarſag til, at han ſaaledes havde forladt fit rolige Hjem. Det kunde dog mær- kes af Fritz's Breve, at : der med Tiden kom mere Ro i hans Sind, og baade Peter og Marie haabede | og glædede fig til den Tid, da Broderen atter vilde Det var et Farvel til For⸗ føle fig. hjemme hos dem ſom i gamle Dage. Lang Tid er gaaet, ſiden Begyndelſen af vor For⸗ telling, og i alle disſe Aar er Ungdommen bleven gammel og en ny Ungdom imidlertid voxet op. For mange har det været Sorgens Aar, for andre Glædens ; | men Glæden og Sorgen maale hver med fin Alen; | den førfte maaler med fin forte Alen, den anden med fin lange, og alligevel følges de broderlig ad Aaret rundt, for atter at begynde forfra; ſaaledes er nu Livets Gang. En ſtille Sommerdag træffe vi atter Peter og Fritz i den gamle hyggelige Dagligſtue, ſiddende i fortrolig Samtale. Marie ſidder med ſit Arbejde ved Vinduet, og Børnene tumle fig ſtejende inde i den anden Stue. Der er foregaget en ſtor Forandring med Fritz. Endnu er der Kraft i Armene og Ild i Ojet; men Panden er furet, et Merke, ſom den indvortes Kamp har efterladt, og mellem det forte Haar titter hvert Ojeblik et hvidt Haar frem; ogſaa paa Peter og Marie har Tiden ſat fit Merke; men Kjerligheden forynger dem, og de leve deres Ungdom om igjen i deres Børn, der hvert Ojeblik forſtyrre Samtalen; thi altid er der noget, ſom Onklen ſkal vide eller fe. 3 2 Det er Pintſedag, og Kirkeklokken falder til Guds⸗ tjeneſte; men ikke alene for Kirkegengere, ogſaa for den, ſom fejrer Hojtiden hjemme, lyder Klokkens faldende Roſt, den falder kjere gamle Minder frem. Samtalen føres hen paa hin lykkelige og dog faa ulykkelige Pintſe; * men der er kommen Fred og Ro i Fritz's Sind, og han kan nu tale ſpogende om denne Tid. Da kom Fritz, Huſets yngſte Son, lobende ind, beklagede fig for Onkelen over den Uret, hans Sød- ſkende vilde tilføje ham, og forlangte med Heftighed, at han fkulde folge med ham og fkaffe ham Ret. Onkel Fritz horte rolig paa ham, og da han havde talt ud, ftrøg han ham Farlig over Haaret og ſagde: „Du har nok arvet Din Onkels Sind, mon hans Lykke ogſaa ſkal blive Din?“ ; Marie jaa paa ham med et baade ſporgende og En norsk Fjeldsæter. bebrejdende Blik, og da deres Øjne mødtes, rejſte han fig og ſagde: „Nej ſaaledes var det ikke ment,“ og idet han greb hendes Haand, vedblev han: „Der var en Tid, da han vilde gaa i Rette med Skjcebnen og klagede over min Lykke; men jeg var blind; thi har jeg Grund til at klage over Lykken, da den har ſkjenket mig en ſaadan Søfter!” i Beſog pan en norſk Sæter. Neſſeerindring af H. K. A. Hopmoller. Til Sæters! Til Sceters! Der ſynker Solen ned. Skyggerne blive faa dunkle og lange, Fremad vi gaa med lyſtige Sange. En to! En to! Hold Takten! raſk afſted. 28 | | | | | | | | Se Sætren! Se Sætren! Hurra! her vil vi bo, Marſchen er endt, derinde os venter Hundrede Lojer og dejlige Jenter Holdt! Holdt! Her flaar vi os til Ro. ; (P. C. Riis.) Paa en ſtor gammel Gaard i Sel oppe i Gud⸗ brandsdalen kom jeg til at ytre min Lyſt til at ſe Seterlivet oppe paa Fjældene, da jeg havde hort, at de Gudbrandsdalfke Setre vare de bedſte i Norge: „Ja,“ ſagde Manden, „Du kan jo komme op paa vores Sceter, deroppe paa Høvringen, og faa kan Du blive der faalænge, ſom Du ſynes om. Du Simon,“ ſagde han til en af ſine Sonner, „folg Danſkeren op paa Høvringen.” Saa begyndte jeg da paa min Fjeldtur. Det var ikke ret langt fra Gaarden for Fjeldvejen begyndte at ſnegle opad. Det gik nu dygtig i Sikſak, og jeg tænkte næften aldrig den bratte lange Vej eller Sti fulde faa Ende. Jeg maatte fætte mig flere Gange for at puſte, vg med det ſamme at nyde det ftorartede | Syn, ſom foldede fig ud for mit Øje, idet Dalen med dens Skove, Huſe og Gaarde laa dybt under mig. Dalen ſvommede, ſom i Soltaage, Elven bugtede ſig yndig frem i mangfoldige Svingninger og ſpillede og glimtede, ſom om det var et Uhyre af en Solvorm, | overalt. der flyngede fig fremad. Folk i bare Buxer og Skjorter ferdedes nede pan Engen i Bunden af Dalen, de tog fig ud faa bitte ſmaa, ſom Duffer. Det var herligt at ffue ned over de gamle ſolbrendte Gaarde, jom laa ſtraede der mede mellem frodige Marker og grønne Enge, lyſegronne Birkeſkove og de mørkegrønne alvorlige Granſkove, ſom ftræbe opad Fjeldſkraaningen. Solen brænder, ja neſten ſteger Ryggen, idet man kravler opad de bratte Fjeldveje med Solen bag ved ſig. Tidt kaſtede jeg Øjet op for at fe, om ſnart Fjeldvejen vilde fore ind over Fjeldene, og naar jeg ſpurgte den unge 13 Aars Gut, om vi ikke ſnart vare paa Fieldet, lagde han: „Aa, der er endnu et Stylkke“ eller han ſvarede mig i fkurrende Tone: „Kvar ſejer Du?“ Som jeg nærmede mig mer og mer Højden af Aaſen, blev Fyrren og Granen lavere og ſieldnere, faa blev dens Plads indtagen af Birken og Enerbuſke, og nu var jeg da endelig oppe paa Fjeldet. O hvor det luftede velgjorende her, og her kunde jeg je ind over Field⸗ markerne med Lyng, enkelte forkroblede Fjeldbirke, ſtore Moſer (Myrer) med frodig Græsvært. J Baggrunden Jes Klipper og Fjeldtoppe med den hvide Sneflædning. Naar jeg vendte: mig om mod Dalen, da er der ikke Andet at øjne af den end ſom en flor Fure eller Revne, den ligger gjemt der dybt nede. Foran ligger Hov⸗ ringens 30 Sætre, med ſmaa Gresmarker og mellem | Krat, Lyng og Stene og bag dem ſes de høje Toppe af de mange kegledannede „Rondekampe“, ſom ligge | en Gruppe med prægtige ſtorartede Omgivelſer. Man vil, ved at ſe paa det ſmukke Billede af en norſk Hoj⸗ fjeldsſeter, ſom vi bringe med ud til vore Leſſere i Dag, let danne fig en Foreſtilling om, hvor mægtig Fjeldpartierne højner fig op bag hinanden med den hvide Kappe paa Skulderne. Se paa Saterhuſet med de gamle Alen tykke Bjælfevægge, om end de ſtaa lidt fÉjæve, ſtaa de dog ſikkert. Gresſet vover frodigt paa hele Taget, og hvor glad bliver ikke Fjeldturiſten, naar han træt efter en anſtrengende Fjeldtur øjner den blaa Rog ſtige op af den ſtygge Skorſten, ſom ſat af ſtore Kampſtene kigger ffævt op af Tagets ene Side, iſcr dobbelt glad hvis | han er fan heldig at blive modtaget af en ſnild, vakker Jente, ſom med et Smil rakker ham den ſtore Træ- balle med den vederfvægende Melk i og indbyder ham til at udhyvile fig. Simon forte mig hen mod en af de nermeſte og og ſtorſte Scetre. Jeg traadte ind. En ung fyldig, vakker Jente ſtod ved det blusſende Baal, hun vendte fig om ved min Indtredelſe, beſvarede min Hilſen og bod Haanden til Velkomſt. Det var Marit, Datteren fra Gaarden, jeg forſt gjeſtede, Overbudejen!) der paa Sæteren. Der var foruden hende en Tjeneſtejente. Jeg blev viſt ind i et ſtort Kammer, det var en Sperreſtue?) med Skorſten i det ene Hjørne, Seng, Bord og Skamler. Der raadede Renlighed og Orden Gulvet var beftrøet med Ener og Granbar (Grannaale), ſom krydrede Stuen med Vellugt. Fjeld⸗ blomſter, ſatte i Vand, ſtod i Kopper i Vinduet og paa Bordet. Jeg blev højlig forundret ;- nok havde jeg hørt de Gudbrandsdalſke Sætre roſe for Renlighed; men ſaadan Skjonhedsſans havde jeg ikke ventet at finde her oppe paa de høje vilde Fjelde. Snart blus⸗ ſede et dygtigt Baal inde i den ſtore Stue, ſom ſkal være til min Raadighed jaa længe jeg bliver paa Fieldet, ellers er det Marits Kammer. Her paa Sæteren har man henimod et Halvt⸗ hundrede Køer og Kvier. Der hører 5 Huſe til Sæteren, de 4 benyttes til Kvier, Griſe og Geder. Det beboede Hus er inddelt i 3 Rum. Det forſte inden for Doren er Kjokkenet, til Venſtre Gjaſteverrelſet, hvor Jenten ſidder i Friſtunder, ſyer, ſtrikker eller leſer, og hvor hun har fin Seng. Til Hajre er Melkeboden. Lad os kikke lidt ind i den. Den har ingen Vinduer, men kun ſmaa Lufthuller og er dygtig kølig. Paa Hylder højt oppe under Taget ſtaa Ofte i lange Rader, baade hvid Oſt, Gedemalks⸗ og Myſe⸗ Oſt. Lavere nede ſtaa vældige ſtore Trakar og Batter | fulde af Malk, jaa renſkurede og hvide, og det er alt ) Budeje betyder Kvagrogterſke (og Malkepige). ) Uden Loft, fan at man kan fe Tagets indre Side lige op til Monningen. 287 hvad Øjet falder paa. Paa Jorden ſtaa hele Smør- ſtokke i Truge og Bøtter. Marit er dog en prægtig Jente, ſkjondt hun ikke er mere end 23 Aar har hun alt i 8 Somre før været paa Seteren. Hun ſiger, at hun er jaa glad ved Livet heroppe, og at hun hver Vinter længes efter den lyſe friſffe Sommer, da Blomſter ſpringer frem af Jorden, Baekkene risle og Køerne kan komme op paa Fjeldene. Da foler hun ſig forſt rigtig glad, ſom et Barn, glad ved at nyde alt det ſtore opløftende, ſom ikke findes i Dalens trange Dyb. Hun er en ualmindelig begavet Kvinde, ſom har et ſundt Syn paa Livet, Det var ikke nogen tillært Bydannelſe, men naturlig, hjemligt Skjonhedsſyn og Sans, ſom hun beſad. Hvor gjerne gik hun ikke og ſmaaſyslede med Fjeldblomſterne, naar hun havde været ude fra Seteren og jeg fkulde da have de allervakreſte paa mit Bord. Der var ſtor Rigdom paa Forglemmigejer, hele Grersmarker vare ſom overſagede med de venlige ſmaa blaa Kjeerminder. Og da jeg var faa heldig at være paa Sæteren en Søndag, da kunde jeg rigtig glæde mig ved Livet deroppe. Ja da kunde jeg faa ſnakket en Del med de prægtige Seterjenter, ſom vare ſaa glade ved at en Danſker ſaadan var kommen op paa Høvringen, og da vi ſaa gik derude paa Fjeldene og glædede os ved alt i den ophojede Natur, ſaa plukkede de Blomſter, ſom de ord⸗ nede med Smag, dem fkulde jeg have, ja de pyntede min Hat med en hel Krans af Kjerminder og andre vakre Blomſter. Ja faa ſkulde jeg da ind at ſmage paa Meelken hos Kari paa Lavegaards Setter, ſom er en ſtor 2 Stokveerk høj Seter, et Slags Gjeſt⸗ givergaard for Rejſende om Sommeren, og dem kommer her mange af, iſcer Englændere for at fiſke og jage efter Rensdyr, og jaa maatte jeg ind med den raſke Ronnog for at drikke af hendes Melk, og ſaadan bad flere Jenter mig om blot at fe indenfor i Sæteren. De vare alt for gode mod mig, for det var næften bare Fløde, ſom jeg ſkulde drikke, jeg blev ikke fri med at drikke en Gang. „Nej,“ ſagde de, „drik noget mere, Du kan gjerne være tørft.” husflid. En fremragende Virkſomhed. usmand R. Anderſen, Glud, paa Sodinge Mark 1 | godt han kunde, i den Tro, at den vilde give bedre er et fremragende Exempel paa hvad en Mand i ſmaa Omſteendigheder kan virke, naar god Billie, faſt Udholdenhed og naturlige Anlæg ere forenede. Han har opdraget en Flok af 11 Born og har desuagtet, ved Familiens forenede Virkſomhed, arbejdet ſig frem fra Fattigdom til at kunne kaldes velhavende, og er ligeſaa hæderlig ſom retſkaffen og agtverdig. Det er hans Tenkſomhed i Forening med utrættelig Flid der har bragt ham frem, og det ikke alene i Husflidsretning, idet han har modtaget 30 Rd. Bræmie for ypperlig Dyrkning af Husmandslodder, fra Fyens Stifts patrio⸗ tiſte Selſkab et Landmandsuhr og fra det kgl. Land⸗ husholdningsſelſkab dets 4de Sølvbæger. Skjont vi tidligere i Korthed have havt Lejlighed til at omtale denne Husflidsmand her i Bladet (forr. Aargang S. 24) vil det ſikkert have ſin Interesſe for Leſerne at høre folgende, fra paalidelig Kilde mod⸗ tagne, nærmere Meddelelſer om hans Liv. Ordſproget ſiger: hvad man i Ungdommen nemmer, man ikke i Alderdommen glemmer, og hans Liv er en god Stadfeſtelſe af dettes Sandhed. Som andre fattige Born kom han ud at tjene i fit 14de Aar. Hans Husbond (Gaardm. Niels Hanſen i Ore) havde bande Lyſt og Dygtighed til at lave alt Trætøj, ſom brugtes ved Aolsbruget og i Huſet, og ved at ſe paa dette, fil han ogſaa Lyſt til at prove fine Kræfter i denne Retning. Den brave Mand glemte ikke at op⸗ muntre og underviſe ham, og gav ham tillige Materi⸗ alierne, han ſkulde bruge. Han øvede fig i den ledige Tid baade Vinter og Sommer med forſtjellige Ting, ſom i Begyndelſen meſt var Agerdyrkningsredſkaber: Skovle, Grebe, River, Slaa⸗ og Mejeredſkaber; ſenere tog han fat paa andre Ting, og efterhaanden, naar han troede at have faaet nogenlunde Feerdighed i det, ſom han hidtil havde øvet fig paa, dige fine egne; ſaaledes blev han ved fan længe han var i Tjeneſte hos andre. 1840 giftede han fig og fik 25 ſin Fader 1 Skp. Land i Fæfte, hvorimod han elv ſkulde bygge fin Bolig derpaa. Hans Penge vare ſaa faa, at han ikke paa en Gang kunde kjobe de nød- vendige Materialier til et Hus ſelv af allerſimpleſte Slags, men maatte af og til gaa i Dagleje for at faa de nødvendige Penge. Arbejdet gjorde han ſelv alt⸗ ſammen paa Vinduerne nær, faa her kom hans Ovelſe i Trearbejde ham forſt rigtig til Gode, da han ellers intet Hus havde faaet reiſt; thi jaa ſimpelt, ſom han byggede, havde næppe nogen Haandveerker paataget fig Arbejdet — Huſet blev kun asſureret for 100 Rd. Nu begyndte han at forøge paa, om det kunde bringe dagligt Brød til Huſe at lave de forſkjellige Ting, han hidtil havde gjort i fin Fritid, eller om han ſkulde ved⸗ blive at arbejde for andre. Han tenkte, at Treeſko maatte være det hovedſagelige, men indſaa ſtrax, at den Gjerning var han mindſt øvet i, da han kun havde lavet ſine egne og næppe vidſte, hvor han ſkulde begynde eller ende. Han tog da tre Dages Undervisning hos en Tommermand (ſom var al den Lære han fif hos andre i al hans Tid ſiden) og ſaa tog han fat paa Gjerningen. Afſctningen var kun liden, ſaa han maatte tage flere Ting med. — Skeer, Skuffer, Truge og Skovle — ſom han for Storſtedelen ſolgte i Kjob⸗ ſtederne. Med Tiden formerede hans Familie fig, og da Dette fordrede ſtorre Indtægter, maatte han prove noget mere og ifær Je efter, hvad der gav bedſt For⸗ Han lavede fig derfor en Drejebcenk, ſaa Indtegt. Nu kunde han lave Strygeſpaaner, Trafade, Haner oſv., der fandt god Afſetning og til bedre Priſer, hvilket igjen hjalp paa Indtægterne. At dreje Trefade var ham for vært, hvorfor han uden for Huſet byg: gede en lille Vindmølle til at træffe Drejebænfen, og naar Vinden var fojelig, lavede han Zræfade; han ſatte desuden en lille Kværn til, hvorpaa han malede Malt, Boghvede og Havregryn. Ved den Erfaring han. fif bandt han Kurve og Bikuber, lavede Strygeſpaaner og øvede fig jan meget med at lave Treeſko, at han ſnart kunde forfcer⸗ ved at bygge Møllen færte han, hvordan Armene ſkulde ſtilles for at fange Vinden; han ure fig heraf og gav fig til at lave Moſemoller, og da hertil maatte haves Pumperedſkaber, jom vare for dyre til dette Brug alene, tog han fat paa at bore Pumper. Drejebænfen benyttede han ogſaa til flere Smaatings Udforelſe, hvoraf. den vigtigſte blev Slibning af Barberknive, Saxe og Treſkomendenes Værktøjer, der ſkulde ſlibes hule indvendig; desuden lavede han Skrueſnit til Drejere og ſkar for Snedkere Skruer til Hovlebenke, Skrueſtikker, Tvinger, Oſtepresſer o. lign., og ſaaledes har det vedblivende gaget og gaar endnu, og det har givet ham rigeligt Brod til ham og Familie — ſom for⸗ uden ham ſelv og hans Kone beſtaar af elleve levende Børn, hvoraf det yngſte nylig er konfirmeret. De to ældfte Senner arbejdede hos ham, til de ſelv ſatte Bo, og leve af ſamme Gjerning; den yngſte er hos ham endnu. Han har ligeledes oplært mange unge Men⸗ neſker i den Gjerning, de onſkede at virke. J 1861 kjobte han 9 Skpr. Land til Huſet for 625 Rd. og 5 Aar efter atter 9 Skpr. Land for 325 Rd.; han har endvidere bygget til Huſet flere Gange og ſenere ombygget det gamle — han kan nu have et Par Køer paa fin Lod — og fan paa rette Maade falde det. fit eget, da han ikke ſkylder noget paa det. Den Gjer⸗ ning, han i de ſidſte Aar har udrettet meſt ved, er feed elſen af Strygeſpaaner og Slibning af Barber⸗ nive. 8 det forløbne Aar har han lavet og ſolgt 14,000 Stkr. Strygeſpaan og ſleben c. 400 Knive og Saxe; dog har han ogſaa lavet en Del af andre Ting. En Maden Mands 34aarige lykkelige Husflids⸗ virkſomhed, ſom denne lille Skildring kun giver en ſvag Overſigt over, er det bedſte Bevis for, at Husflidstanken er ſund og rigtig — og at der gjores en ſtor Synd mod Nutidens flinke Ungdom med ikke at opmuntre og ftøtte dem i lignende Retning i de unge Dage. Kaninavl. — Den i Kjøbenhavn beſtagende Forening til Kaninavlens Fremme teller nu 750 Medlemmer ſpredte over hele Landet. Foreningens Agent, Hr. Lorentz Peterſen, Veſterbro, paatager ſig Kjob og Salg for Foreningens Medlemmer. Indmeldelſe i Foreningen ker gjennem Formanden, forhenv. Konditor Bolt, Frederiksberg Allegade 19, eller hos dens Kasſerer og Regnſkabsforer, cand. pharm. Materialiſt F. Bang, Nørrebrogade, Kjøbenhavn. É Foreningen i Odenſe til den forædlede Kanin⸗ avls Fremme modtager Beſtillinger paa unge Dyr, tillagte her paa ægte Harekaniner, ſom ere indkjobte fra de bedſte Kaninanſtalter i Udlandet. Priſen er 4 Kr. pr. Par for 6 Uger gamle Dyr. Breve og Beſtillinger tilſtilles Foreningen under Brevadresſe: N. Münſter, Odenſe. 2 | Folket". en hel Aargang, ſom kan beſtilles paa ethvert danſk Poſtkontor. Det er glædeligt, at der blandt danſte Landboere viſer fig Lyſt Smaating. En juridiſk Student havde. ſkrevet hjem til fin Fader, at han navnlig i den ſidſte Tid med flor Iver havsde kaſtet fig over Studierne, faa han läſſte Jura fra den tidlige Morgen indtil langt ud paa Natten. Faderen, der tvivlede lidt om Paalideligheden heraf, reiſte fort efter til Kjøbenhavn og kom ind til Sønnen henimod Middag og traf ham liggende i god Ro og Mag i Sengen med en Pibe. i Munden. Faderen blev vred og udbrød: „Naa faa det falder Du at ſtudere Jura fra den tidlige Morgen!“ „Ja det gjør jeg rigtignok,“ var Svaret; „thi faajnart ſom jeg vaagner, begynder en Proces hos mig mellem Kjødet „ om jeg ſkal ſtaa op eller blive 1 „Naa og ſaa ſejrer vel altid Kjodet?“ „Nej det gjør imod Kl. 12.“ Brevvexling. N. S. Til Øvelfe i at laſe Svenſt anbefales „Hamme⸗ riks ſvenſke Leſeſtykker“ ſamt „Spenſk Leſebog inde⸗ holdende Prøver paa ſpenſk Proſa og Poefi, tillige- med en fortfattet ſvenſk Sproglære, Ordbog og Literåturhiftorie”, udg. af C. J. Lenſtrom, paa Gylden- dalſte Forlag. Kbh. Som et fortrinligt hrisbilligt Ugeblad, holdende og belærende Læsning med Billeder, ſamt Meddelelſe af Ugens Nyt i Sverig og Udlandet, anbefales „Allehanda för Udgives i Drebro og koſter kun 1 Kr. 50 O. for til at lere Svenſk, ſom ſlet ikke er vauſkeligt at leſe, hvortil kommer, at den dertil anvendte Tid vil bringe en danſk megen Glæde og Tilfredsſtillelſe. i + Sorenſen i €—g. kommer ſnart. Hans. Tak! ville en Gang blive brugte. Anders S. i Gr. — Edvard og Flere. De ret nette Digte henlagte „af Mangel paa Plads” (til poetiſte Forſog!). Gadedreng i V. — H. P. 9. Ubrugeligt. En Lejrkempe. „De manges Onſter“ forekommet, da neſte Nr. vil bringe Skildringer og Billeder fra Lejren ved Hald. Venl. Tak. En langere Fortælling 5 Flere Vreyſkrivere, ſom ikke have faaet Svar paa Breve af mindre vigtigt Indhold bedes undſkylde Udg. ſom paa en 5 Ugers lang anſtrengende Husflidsrejſe kun har kunnet holde den nødvendige Brevvexling gagende. Det ſamme vil blive Tilfældet i de neſte Maaneder, da flere Reſſer og Flytning vil lægge ſterkt Beſlag paa: Udgiverens Tid indtil Højt. Judhold. Tvillingbrødrene, af Bertrand, med 3 Billeder (Slut⸗ tet.) — Beſog pan en norſt Scter, Reiſeerindring af H. K. A. Hovmoller, med Billede. — Husflid: En fremragende Virkſomhed. — Smaating. — Brev⸗ vexling. 7 7 Husvennen udkommer til hver Søndag med ef 16-fpalter Ark, forſynek med flere Villeder, tik ! Hvert Ijerdingaar medfølger gratis el ſtort fmuke Villede. Krone (3 Alt.) Iſerdingaaret frit lilſendt. Bladet kan heſlilles pan ethvert Pofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade (amt hos Hopedllommisſioncren: Rudolph Klein, Pileſlrde 40, Kobeußapn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz . Aanden, men Procesſen varer rigtignok gjerne til hen⸗ ſerdeles tjenligt til Ovelſe i at laſe Svenſt, indeholdende under guns Bien, & før 5 4 | W : 5 i Mlorſhabsbesning, Oplysning og Husflid. 2 Ac 3 Adginet af 1. C. Rum. — 9 Kjøbenhavn. 1875. 2. Aargang. Nr. 37. | Sondagen d. 13. Juni. | il 3 igt Et Beſog i Lejren ved Hald. Af Emil Saufer. 2 | [ J i | | Uj: DVN i | | i | A | ] 1 | ll | | ' i få || 8 Tejren ved Bald, set fra Pollerun Banker; tegnet ak % Fisher, i Omtrent en Milsvej ſydveſt for Viborg ligger den gamle Herregaard Hald i en Egn, der er velbekjendt ſaavel for ſin Skjonhed ſom for ſine hiſtoriſke Minder. Midt i Hedeegnen ligger den omgivet af Skov og Sø ſom en Slags Oaſe i Orkenen, og allerede ældgamle Sagn minde om Aage og Ebbe, Longobardernes An⸗ fører, der droge ud herfra, ligeſom Hiſtorien fra Ridder Niels Bugges til Miniſter Guldbergs Tid (1340 — 1808) melder om mangen Begivenhed, der har tildraget ſig her og i Omegnen. Digteren St. St. Blicher har herfra hentet Stof til en af ſine Noveller „Joderne paa Hald“, men det er dog forſt i den nyere Tid ſiden 1868, da den forſte Lejrſamling blev afholdt ved Hald, at den almindelige Opmeerkſomhed er bleven henledet paa dette Sted, og det er af Lejrſamlingerne ved Hald, der aarlig ſiden nævnte Aar jaa godt ſom uden Forandring ere blevne fortſatte, at vi her ville levere vore Læjere en lille Skildring, da der næppe i nogen By, hvor Husvennen har Læjere; ikke findes en eller anden, der har deltaget i Lejrſamlingen, haabe vi, at denne lille Skildring overalt vil væffe venlige gamle Minder. ' Det var ſom nævnt i det med Henſyn til Hede og Torke mærkværdige Aar 1868, man forſte Gang holdt Lejrovelſer ved Hald. Nordveſt for Viborg paa Ravnſtrup Hede havde man et Bar Aar før afholdt en mindre Troppeſamling, men her var Terrenet ikke tilfredsſtillende, derfor valgte man Hald. Fra tidlig om Foraaret var her altſaa et ualmindeligt Liv og Travlhed. Haandværkere og Arbejdsfolk færdedes fra tidlig Morgen til ſildig Aften imellem hverandre i broget Blanding, Skov og Banker gave Ejenlyd af Tommermeendenes Ørehug, dybe Bronde gravedes, Skydebaner anlagdes, Telte og Trehuſe rejſtes, Forraad af Halm og Ho, Torv og Proviant ſamledes, Koge⸗ ſteder opmuredes, og den enſomme Hedeboer, der paa fin Hjemrejſe fra Viborg kom gjennem Skoven ſkuede undrende paa det travle Liv, der her udviklede fig. Nu forundrer han fig ikke mere herover, i 7 Aar har han hvert Foraar ſet det ſamme gjentages med ganſke faa Forandringer, og det Skueſpil, Soldatens Ankomſt til Lejren frembyder, er ogſaa omtrent det ene Aar ſom det andet. Den ene Bataillon efter den anden ankommer fra Garniſonsſtederne. J Støv og Sol hede marchere de herhen, og ikke fan ere udmattede af Rejſen, naar de komme. Snart ere de imidlertid igjen paa Benene; hver Bataillon hjelper til at opreiſe Teltene for den efterfolgende Bataillon paa den afſtukne Lejrplads, hvor Brederne til Teltgulvet alt iforvejen ere anbragte, faa flytter man ind i Lejligheden, og enhver ſoger at gjøre fig det ſaa bekvemt ſom muligt. | Oppe i den ſtore Lade ved Hovedgaarden er Fourage⸗ magafin; og her udleveres Halm eller Tang til Sol⸗ daternes Madratſer. Her ſer man da Hundreder, ja Lejren er unægtelig den ſmukkeſte. ene Side løber Vejen, hvorpaa vi ſtaa, og hele Pladſen Tuſinder af Soldater ligge paa Vejen og paa Markerne og ſtoppe deres Sengkleder; disſe bæres hen i Teltene, og ſaa ftræffer man fig og lader ſom man var hjemme. Snart er alt i Orden, og alle Mand ſamlede, Vagt⸗ poſten udſtilles, Kommandoraab lyde og den ſtille Sfov gjenlyder af Hornſignaler, medens Hedebankerne ryſtes af Geverenes Knalden og Kanonernes Dron. Ville vi beſe det ftærfe Røre derude, og i Sandhed, det er nok et Beſog værd, maa vi helſt vælge Viborg ſom ÜUdgangspunkt. J Lejrtiden holdes her Kaper⸗ vogne ligeſom ved Kjøbenhavn i Kildetiden, og de gamle Hiſtorier med Lokkeferdinand, med overfyldte Vogne og Kudſte, der neſten ride paa Vognſtangen gientages her, navnlig om Sondagene og paa Lejrens Feſtdage. Vejen er god og forer os mellem et ſmukt Lyſtanleg, der tilhører. Viborg Kommune tilhojre og Viborg Sø, Jernbanen og en af afdøde Plantor Riegels anlagt Planteſkole tilvenſtre i ſydveſt forbi Gaardene Oſter⸗ og Sonder⸗Teglgaard ad Koldingvejen. Hvor Jernbanen til Struer⸗Holſtebro overſkcrer denne Vej er Jernbanetelegrafen ſat i Forbindelſe med en Felt⸗ telegraf, og naar vi folge dens rode Traad, der bæres af ſmakre Stenger, fører den os lige ud til Lejren. Hald Skov fe vi ſtrax lige for os; til Siderne be grenſes Üdſigten af morke ensfarvede Lyngbakker. Vejen gaar over Heden, og tilhojre er anlagt en Plan⸗ tage af Naaletrœer, medens en Hedeſtrakning tilvenſtre viſer fig at være Artilleriets Ovelſesplads. Af Byg⸗ ninger pasſere vi kun en tilvenſtre, den ſaakaldte Halds - Teglgaard, og lige over for ſe vi en firkantet Plads omgivet af et hojt Dige. Paa Halds Teglgaard levede for nogle Aar ſiden den bekjendte Biavler, Løjtnant Thorſon i idylliſt Ro med fine vingede Underſaatter, men Bedriften lykkedes ikke ret, og Lojtnanten gik til Veſtindien. J Lejrtiden herſker her nu Liv og Travl hed. Over Døren hænger et Skilt, der fortæller os, at her er Bageri for Lejren. Dette er dog i Bag⸗ bygningen, i Forhuſet er Gjeſtgiveri, et Slags Sluk⸗ efter, hvorfra under de fleſte Lejrſamlinger alt andet end lokkende Sireneſange lyde ud i den ſtille Nat til Beſogeren, der vender hjem fra Lejren. Snart ere vi nu ved Indgangen til Skoven; her afloſes den tynde Telegraftraad af en tykkere, og folge vi denne, naa vi fart en firkantet Plads tilhejre i Skoven; her er Kavalleriets og Artilleriets Lejrplads. Denne Del af er omgivet af Skov. Mellem de hvide Telte, ſom ligge i rette Linier, ſtaa Heſtene i Rakker under aaben Himmel. Hver Heſt har fin Krybbe af Træ og Sejldug, der ſlaas ſammen, naar Foderet er opeedt. Længere tilbage fe vi Kanoner og Munitionsvogne, og ved dem, ſom i det Sele taget inde i Lejren ere Vagt⸗ poſter opſtillede af Artilleri og Dragoner, medens de Langs med den — rettede til Skriveſtuer, Pakhus, Veerkſteder ojv. ydre Poſter ved Snoren, der 1 Lejrpladſen, ere beſatte med Infanteriſter, ſom have et ſtort Vagttelt omtrent midtvejs ved Vejen. Ved Vejen ere ſtore Tre⸗ bygninger opførte til Fouragemagafiner, og der har man travlt med at dreje Hakkelſemaſkinen og udlevere Rationer til Heſtene. Ligeledes findes her enkelte Træhuje, hvis Tag naar helt ned til Jorden, det er Veerkſteder, hvor man ſer et uvant Syn, idet Smede arbejde i det Frie med Ambolt og Blæjebælg uden for; Trehytten. Men vi maa længere frem og have jnart Skoven paa begge Sider. Uden for Lejrlinien lidt oven for Rytterilejren ere en Del Telte opſflaaede, hvor Officerer, der beſoge Lejren, have deres Kvarter; „Fremmedlegionen“ have Soldaterne dobt dette Sted. Lidt længere frem i Skoven tilvenſtre pasſere vi Offi⸗ cersmesſe Nr. 1 og komme nu fnart til Stedet, hvor Skoven tilvenſtre ophører og den ſtore Slette begynder, der ſtrokker fig fra Landevejen ned mod Hald Sø og ind mod Herregaarden i ſydeſt. Paa denne Slette ligger Infanterilejren. Den ville vi nu ſe at faa et Overblik over, men forſt ville vi vende os tilhojre, hvor Skoven vedblivende ſtreekker fig langs Vejen, og hvor der findes forſkjellige Udſalg af Ol og andre Drikkevarer, Tobaks⸗ og Cigar⸗Udſalg, en Boghandel med Lejebibliothek. oſo. Til Venſtre langs Vejen er Lejrlinen fpændt indenfor Grøften. Indenfor denne tør vi ikke komme uden Lejrkommandantens Tilladelſe eller uden at være ledſagede af en Soldat; ſiden ville vi kigge derind, men det bedſte Overblik over Lejren faar man dog ved at betragte Lejrbyen fra Landevejen. J lange Roekker eller Gader ligge de hvide Telte i rette Vinkler med Vejen. Over Bataillon har fine Teltrekker med Compagnigaden imellem, medens Skjellet mellem de forſkjellige Batailloner dannes af bredere Gader. Et Stykke til Venſtre fra Lejren ved Vejen, der fører ad Non Molle til, fe vi et ftørre Bredehus og nogle Telte med Genferkonventionens lille rode Kors i hvidt Felt, det er Lazarettet, hvor de mere alvorlige Sygdomme behandles, medens de - lettere Zilfælde behandles i de ſaakaldte Infirmeritelte, ſom vi je mellem Bataillonsteltene. Derpaa kommer Ingenior⸗ afdelingens Lejr, og nu begynder den egentlige Infan⸗ terileir. Nermeſt Vejen findes Telte for en Brigade⸗ general med hans Stab og ſtorre Zræbygninger, ind⸗ Derpaa kommer for hver Bataillon et Telt med Dannebrogs⸗ fane udenfor, og her har Bataillonskommandsren ſit Opholdsſted, medens der paa den ene Side heraf findes et Telt for Adjudanten og paa den anden Side et for Intendanten. Foran Bataillonskommandorens Telt findes en ſtorre Plads, Bataillonens Allarmplads, og paa den anden Side denne Plads bo Kompagni⸗ kommandorerne. Saa begynde de lange Teltgader med Telte for Lejtnanterne, Underofficererne og derefter for findes Lejrens Arreſt, de Menige. Imellem Teltroakkerne findes de ſaakaldte „Geveerkapeller“, der beſtaa af en paa to Stolper an⸗ bragt Tværbjælfe med et Trætag over. Her ophænges om Natten de lette ſirlige Remingtonbssſer, ſom ret ere Soldaternes Kjæledægger, og ſom de pudſe og kjele for med ualmindelig Omhu. Ved Enden af hver Bataillons Gadercekker findes ſterre Marketendertelte, ud for dem ere Borde og Benke anbragte i lange Roekker, og alleryderſt findes der murede Kogeſteder, hvor Soldaten ſelv tilbereder ſin Naturalforplejning. Ere vi gagede lidt længere frem ad Landevejen, be⸗ mærke vi et Par ftørre Trœbygninger omtrent midtvejs i Lejren; de to Rader Pale til at jætte Geverer ved, Fourchetter, viſe os at det er en Vagt, og det ſtore Kongeflag, der pan en høj Flagſtang vajer uden for, betegner det ſom Hovedvagten. J ſamme Bygning thi ſom Livet overalt har ſine merke Sider, har Lejren ogſaa fit merke Hul. Men.. Hm., faa haabe vi de tage til takke med Lejligheden, ſom den er, ſom Arreſtforvareren ſagde, da han lukkede Nr. 0 ind i mork Arreſt. Tæt ved Hovedvagten er Lejrkommandantens Bolig og længere tilbage Parkpladſen for Trenet. Forinden vi naa Hovedvagten paa venſtre Side have vi pasſeret Telegrafteltet og Felttrykkeriet, der ligge i Skoven til Højre, og i Nærheden deraf er der en ret ſmuk Plads med høje Tracer omgiven af tættere Skov. Her har den gverſtkommanderende General, Diviſionsgeneralen, og hans Stab deres Telte, ligeſom her findes Officers⸗ mesſe Nr. 2. Beenke ere anbragte under Zræerne, og her muſicerer Brigademuſikken hver Dag. Lidt længer frem gaar Vejen ned til Hald, med Leirtelte til begge Sider, tilhojre er en Vagt, lengere tilbage 1 Brigade⸗ generals Telt og Officersmesſe Nr. 3. Gaa vi lidt længer frem, overſe vi til begge Sider den lange Reeke Kogeſteder, der danne Lejrens bageſte Linie, og foran dem er de lange Rakker Borde og Benke, hvor Mand⸗ ſkabet holder Maaltid. Et nysgjerrigt Oje vil maafke bag Kogeſtederne opdage en Rekke firkantede Jordvolde med en Aabning paa Midten, og vi fortælle ham da, at disſe Indelukker i Soldaterſproget kaldes Pindene, medens de omkringliggende magre Sandmarkers frodige Grøde kan fortælle lidt om Beſtemmelſen af de uund⸗ værlige „Pinde“. For at faa et ſamlet Overblik over Lejren og dens Omegn, aa vi ned mod Herregaarden Hald, der med ſit hoje Midtparti ligger lige for os. De ſpidſe Stene „Kindtenderne“, ere forhenværende Grenſeſten fra den kongelige Vildtbane, ſom her en Gang har været. Vi dreje til Venſtre, komme "forbi Aolsgaarden og Lejrſlagteriet og faa nu ſnart Søen og det eldſte Hald paa venſtre Side, medens vi pan højre Side pasſere det nyop¾Hhyggede Traktorſted „Bekkelund“. Ved Siden heraf findes en forfalden Vandmolle, og have vi Tid i; y ſig ud. fremſpringende Pynt, Skydebanerne og ved til at dreje af paa Stien til Højre ved den, kommer vi ind i en henrivende Sfovdal med høje Skrenter hvor Zræerne hælde fig ud over et lille Vandlob, der ſnor fig gjennem Dalen, og hvor der er fan ſmukt og idylliff, at man viſt kun faa Steder i vort Fedreland trœffer noget ſmukkere. Paa Bakkerne ved Bakkelund ere Borde og Benke anbragte og herfra har man en ſmuk Udſigt over Søen og Bogeſkoven paa Indrepen, der lige over for ſkyde Men henne mod ſyd ſe vi de hoje Dollerup Banker og paa den nermeſte af disſe, Ravnsbjerg, maa vi op. Opſtig⸗ ningen er befværlig, men Udfigten der oppe fra lønner Mojen. Foran os ſe vi, ſom foranſtagende Billede viljer, ud over Søen og til Højre ligger Bogeſkoven pan Indre⸗ ven. J Skovppartiet til Venſtre ligger Barkkelund og det fir⸗ kantede Voldſted der lige over for ved Søen, er Stedet, hvor det eldſte Hald, Aages og Ebbes Hald efter Sagnet laa. Lidt længere fremme je vi Serregaarden Hald med Have, og bag denne have vi til Venſtre en ſmuk ſamlet Udſigt over Lejens hvide Telte. Lade vi Ojet folge ; FEE === Søen, møder det en rs der ffyder fig ud i den, og her fan man øjne Ruinerne af det andet Hald, Ridder Niels Bugges Hald; lidt lengere frem fører en af; Militæret anlagt Bro over Søen til Sgens yderfte "Bred ſkimter man Taget af Non Molle og Bir⸗ gittelyſt Kro, der i Lejrtiden beſoges ſterkt, og hvor et Sangerſelſkab i hver Samling underholder Publikum med fine Praſta⸗ tioner. Loengſt mod Nord fer man Viborg med Vejr⸗ møllen, Domkirkens 2 Taarne, hvis forgyldte Kors lue i Solſkinnet og Sondreſogns Kirkes ſmakkkre firkantede Taarn. Den morke Hedeſtrakning til Højre for Viborg er Taphede, hvor i Aaret 1334 Slaget ſtod mellem — Baarklipningssrene. Grev Gert, den kullede Greve, og' Prins Otto, Kong Kriſtoffers Sen. Gaa vi lidt længer tilbage, ſe vi paa den anden Side Søen, Almind Kirke og Almind Banker, og vende vi os om og gaa lidt fremad, je vi et vildt Bakkeparti, fra hvilket vi ere ſkilte ved en dyb Dal, og paa hvis anden Side vi faa Oje pan Dollerup Kirke, medens Finderup Kirke, hvor Erik Glipping Aar 1286 blev myrdet af Marſk Stig, ligger langt ude til Højre Paa Dilbagevejen til Lejren kunne vi gaa en Tur gjennem Haven ved Hald, der i Terrasſer hæver fig ſmukt op fra Søen, og hvor der navnlig paa et Sted, hvor man ad Stentrapper kommer op til et Slags Lyſthus, der dannes, af 4 ſtore Lindetræer, har en ſmuk Udſigt over Sgen. Haven er anlagt af General⸗ major Gregers Daa, der byggede det tredie ald, men fnart efter faldt i Slaget ved Gadebuſch 1712, og det nuværende Hald, det fjerde Hald, er ind⸗ rettet ſom det nu er af Miniſter Ove Høgh Guldberg, der kjobte Gaarden i 1802, døde her 1808 og ligger : begravet van Finderup Kirkegaard. : Men vi maa igjen op til Lejren, og nu ville vi give os Tid til at beſe den lidt indenfor Snoren. Kig⸗ ge vi ind i Teltene, ville vi finde at de hojere Officerer have et Par Verelſer, Lojt⸗ nanterne og Over⸗ ſergenterne ere i Re⸗ gelen 2 om et Telt. Midt i Teltet findes en Knagerqekke og et Par Senge; et Bord og et Vaſkebord udgjore Reſten af Moblementet, medens der i Gulvet er en Lem, der fører ned til en lille Kjelder, hvor Spiſe⸗ og Drikkevarer kunne ophevares. Medens Beboerne af disſe Telte ſoge at udpynte deres Lejligheder paa bedſt mulig Maade for at faa dem hyggelige, ere Mand⸗ ſtabets Telte omtrent ens. vert af dem beboes i Regelen af 12 Mand. Straaſaekkene lægges i 2 Rader Jenſerne imellem hver 0 293 med en Gang i Midten, og her. hvile Jenſerne deres trætte Lemmer. Indſpobte i deres Tepper ſtraekke de ſig her nok ſaa behageligt, og medens de ere enige i at fordomme Heden og Støvet, luffer Sovnen ſnart » De trætte Øjne, og fører Tanken til de Kjcere i Hjem⸗ met. Alle Gulvene i disſe Telte ere ogſaa af Brædder, og hver Aften ſtilles en med Vand fyldt Spand midt i Teltet for at optage Uddunſtningerne. Stundom væffes man paa en mindre behageligMaa⸗ il de, ved at en Torden⸗ 3 TR ſkylle ſender et Styrte⸗ RENEE bad ind over de So⸗ vende; men det er kun ved Regnens Begyn⸗ delſe, ſenere regner Teltet tæt, Jens ryſter ſig, vender ſig om paa den anden Side og flumrer ind igjen. Livet her er lidt ensformigt, iſcer i Forſtningen. De forſte 14 Dage anvendes i Regelen til Skyde⸗ ovelſer i den nermeſte * Omegn navnlig paa Skydebanerne ved Almind Bakker. Kl. 4 bleſes Reveillen og fra Hovedvagten trakker et Muſikkorps gjennem Lejren bleſende alle Slags muntre Melodier. i en Fart, man ſlaas om at gjore Toilette ved Vandſpanden, Madratſerne ſtilles op langs med Teltets Vægge, Gulvet fejes, der børftes, bankes og pudſes, og jaa blander, man fig i Sværmen, der belejrer Marke⸗ tenderteltene. Det lønner fig for en Til⸗ ſkuer at betragte Lej ren i en ſaadan tidlig Morgentime. Som en Flok Bier ſpceerme andre, uden at ſynes ) ; at have noget beſtemt Maal. Hele Sværmen ſamles dog foran Marketenderens Bord, Vittigheder regne ned og omſider erobrer en efter en anden ſig en Kop Kaffe; ſaa Oppakningen paa, Gevær i Haanden og til Alarm | pladſen, hvorfra der ömtrent Kl. 6 marcheres ud til Ovelſerne paa de forſkjellige Steder. Skulde en gemytlig Soldat fortelle os en ſaadan Morgenſcene, Teſkamrdie Op af 7510 man Mandſkabet nu 60 og Suppe og Ærter. vilde han vel afmale den ſaaledes: „Efter at vi havde ligget fra Kl. 10—4 ſom en Flok affkallede Tanglopper, og efterat vi havde ſlaget baade Retreten og Reveillen med Tenderne, foregik Toilettet, idet Landets Sønner med Haandklederne om Halſen træffes tilvands og | foretage Vaſkningen i ace Slags hojſt yndefulde Stil⸗ linger, hvoriblandt nævnes den, hvor 12 Mand ſtaa | paa 775 5 i en Spand. Saa kvidrer den muntre Soldat ſin Morgen⸗ ſang „paa en Pind“ r ' og efter at have ind⸗ BH ; taget noget, der er en Mellemting mellem Java og Mokkakaffe drage vi ſtolte i Le⸗ ding.“ Naa! afſted gaar det og ved Mid⸗ dagstid vender man træt, ſtavet og ſulten tilbage til Lejren. Suppen dufter og e Wrterne hoppe lyſtigt i Kjedlen, og her be⸗ redes man aldrig no⸗ gen Overraſkelſe. Lige⸗ ſom det i den gamle Sang hedder „Gummi arabikum“ og „Gummi elaſti⸗ | kum“ i 27 Vers, der efter Behag kunne udſtreekkes til 127 Vers, er Omkvedet her ſtadigt Wrter og Suppe Et Aar afvexledes, idet der ſerveredes, med Wrte⸗ polſe, men denne Ret, der egentlig er af tyſk Oprindelſe, viſte ſig ikke pasſende for danſke Maver, og de fleſte Asrtepolſer affluttede deres Tilveerelſe i Marketenderens Svi⸗ netöͤnde. En anden Afvexling er „Klipfiſk med Kantofler“; men denne Ret er ſtundom af en ſaadan Beſkaf⸗ fenhed, bruge den til at kaſte efter hverandre, lige⸗ ſom Nordens Kemper i gamle Dage gjorde med Kjodbenene. Imidlertid er | Jens træt og ſulten og Middagsmaden nydes i al Gemytlighed. Er en bange for at Arrterne ſkulle ligge ham for tungt i Maven, giver Naboen ham det ven⸗ ſtabelige Raad at tage ſig en Bitter hos Marketenderen, | idet han meget alvorlig fortæller ham, at gule Ærter | og Bitter er Fjender, at Ærterne intet i Verden ere at Fenjerne „Af Støv er Du vorden”. Brigademuſiken og her raſk tilbage igjen. i DE jaa bange for fom en god Bitter, og at det allerklogeſte er at tage to, faa ligge Wrterne ganſke ſtille mellem dem og tor ikke røre ſig af Stedet. Middagsmaden nydes ved de lange Borde bag Lejren, Salt er det eneſte Krydderi Soldaten har med ſig. menage“ behøves ikke, det øvrige Krydderi ſtror fig af fig felv over Maden og ſiger alvorlig til Beſkueren: Desuden krydres Maden ſtundom af Komfurrgg, men altid af en bundløs Uppetit. Betragt Jens, maar han hugger ind, der luer en ſtille Ild i hans Oje, der antyder, at han vil gjøre fit yderſte, for at ingen i hans Sektion ſtal tage Luven fra ham. Naar ſaa „Slaget er endt“ gaar han hen i ſin ſtille Bolig og tager fig en „Madras⸗ ovelſe“. Saa kommer Eftermiddagsovelſe, Pudsning, Tappenſtreg og Hvile. Onsdag Eftermiddag har Mandſkabet Frihed og jaa ſamles man udenfor Divi⸗ ſionsgeneralens Telt, om man ikke er ſaa heldig at faa Tilladelſe til at gjøre en lille Afſtikker til Viborg eller Omegn. Udenfor Overgeneralens Telt ſpiller ſamles fine Herrer og Damer og vadmelsklodte Bønder, der dels lytte til den ſmukke Muſik, dels tale med Soldaterne, hvoraf ikke faa have Bekjendte i Egnen. i 3 Efter at Skydeopvelſerne ere ſluttede bliver her mere Afvexling og nu er man bedre kjendt med hin⸗ anden, jaa at Gemytligheden bliver mere fremherfkende. De ſtorre ſamlede Ovelſer begynde, og dem er det nok værd at fe paa. Soldaterne deles i 2 Brigader, hvoraf den ene foreſtiller Fienden. Bakker og Dale, Skovpartier og Heder er der nok af. Man avancerer og retirerer, ſkyder og gjør under Hurraraab lyſtige Bajonetangreb. Artilleriet ſvinger over Heden op paa der af, og nu blander Kanonernes Torden ſig med Bgsſernes Knalden. Pludſelig viſer Rytteriet ſig. Som en Stormvind fare det frem og træffer fig ligeſaa En af Parterne maa vige, Benene indvikles i den heje Lyng, her gaar en Mand omkuld, hiſt ſtyrter en Heſt med ſin Rytter, men ſnart er man oppe igjen. Solen brænder, og dens Varme i For⸗ ening med det tætte Støv giver alle Anſigter en morke⸗ brun Farve. Bliver nogen liggende og kan ikke folge med, bliver han ſanket op af Ambulancen og kjort hjem paa en af de Vogne, der ſtadig folge med Bri⸗ gaden. J Almindelighed er vedkommende dog kun overvældet af Hede og kommer fig ſnart igjen; mere betenkelige Tilfælde indtræffer meget ſjeldent. Er der endelig et Ojebliks Hvil, da ſtyrter man til Marketender⸗ vognene, Brodpoſerne komme frem, og Jens faar ſig en Bid Brod og en Dram; det har han ſelv med i for Poſe, men ved Marketendervognene maa han ſlaas med ſine Kammerater om at fan fat i en Slurk Ol; thi Feltflaſken, der var fyldt, da Toget gik hjemmefra, er ſnart tømt, og her er det vanfkeligt at faa noget 7 „Plat de til at komme i den. Du Bonde, der gaar hjemme og kan tage Dig en Slurk af Olkruſet, hver Gang Du merrker, at Torſten begynder, eller Du Kjobſtadmand, der har Pumpen udenfor Din Gaard, Du gjor Dig intet Begreb om, hvad det vil ſige at marſchere om her paa Heden i nogle og tyve Graders Varme, uden at kunne faa lidt at ledſke fig paa. Du aner ikke med hvilken Lengſel der tænfes paa de vandrige Egne der hjemme; her falder det kun i enkeltes Lod, at finde en klar Bak eller en ſtorre Vandpyt. Tungen kleber fig faſt til Ganen, man ſukker og marſcherer videre Dog der henne er jo en Gaard eller to, der maa da findes Vand. En Snes Mand ſtyrte afſted i dette glade Saab, men o bedrøvelige Skuffelſe! her er intet Vand, Bønderne her paa Egnen drikke aldrig. Saa ſiger den trætte, torſtige Soldat, der ikke kjender For⸗ holdene; men Tingen er, at man her er daarlig for⸗ ſynet med dybere Bronde. aldrig ublandet Vand, det, mener han, er uſundt, og det Vand, han bruger til Madlavning, Olbrygning oſv., tager Hedeboen i Reglen af ſamme Hul, hvoraf hans Kreaturer drikke, og alle ſaadanne ſmaa Vand⸗ huller ere udtørrede om Sommeren, ſaa at Vandet maa hentes langvejs fra. Naar ſag en Snes torſtige Soldater ſtorme en Gaard er alt Drikkeligt ſnart op⸗ brugt; Ol, Malk, Vand, alt gaar med i et Ojeblik, ſelv den forte Kaffekjedel der ude paa Skorſtenen maa afgive den ſidſte Reſt af ſit grumſede Indhold, ſaa ſtyrter man afſted, men kommer en anden Deling ſtrax efter til Gaardene, undrer man ſig ſtorlig over, at man ikke kan faa en Drik Vand. Snildhed forſtaar Bonden i Omegnen i de ſenere Aar at ſtaffe fig en lille Fortjeneſte af at ſtille Soldatens en eller anden Lyngbakke; med Lynets Fart protſes Hunger og Torſt, og ikke faa Koner og Piger mode med Melk og Malkevand, der dog i Regelen ſnart er opdrukken. Wen jaa have de andre Rariteter at byde Soldaten, naar der holdes Hvil. Rodgrod falbydes og nydes, men Soldatervittigheden lader den være fuld af Svedſker og Roſiner; Ligeledes kan man faa Pande⸗ kager, gode til mer end en Ting, ſiger Soldaten, det man ikke ſpiſer kan man bruge til at forſaale ſine Stovler med. ; J Regelen gaa Manøvrerne af uden Uheld. En Soldat bliver en Gang bidt i Haanden af en Hugorm, og nu faar man en almindelig Skroek for disſe Dyr. En Afdeling Soldater retirerer ned ad en Bakke; pludſelig ſkriger en af Mandſkabet højt. Han mærfer, at der er noget overkomplet i hans Permisſioner, og dette noget maa naturligvis være en Hugorm. Fyren ter ikke ſelv rore fig, at Slangen ikke ſkal bide. Hans Kammerater ſtaa tvivlraadige, indtil endelig en modig Fyr med ſin Sabelbajonet ſplitter Benklederne, og ud farer en Lyngkviſt, der har ſnoet fig om Stakkelens Ben! Almindelig Munterhed; men Synderen maa trade i Geled igjen og marſchere hjem med fin defekte Bedoekning. Bonden drikker næften + | Med ægte jydſk Thi endelig gives der da Signal til Hjemmarſchen. Naar man kommer ud af Lyngen paa Sedevejene, er det om muligt endnu verre end inde i Lyngen, da Vejene ere ſandede, og en tæt Støv indhyller de for: ſkjellige Afdelinger. jvier i Øjnene og gjør Haar og Skeg ſtive, men alligevel traſfker Soldaten troligt fremad, og muntrer ſig af og til med en lyſtig Sang. Stil Dig en Gang der, hvor Vejen, der kommer fra Hald, ffæres af Viborgvejen. Her løber en Vej til Højre ind i Skoven, medens en anden gaar lige ud. Her vil Du ret kunne betragte Soldaterne, naar de drage ind i Lejren. Lidt ſkjodesloſt hænger Besſen ned ad Nakken, og der er vel ogſaa Aabninger i Geledderne, men ſaafnart man øjner Lejren lyder et langtrukket Hornſignal efterfulgt af Fløjtefignaler, og nu er enhver Mand paa fin Plads. „Gevceret i Hvil“ og ſaa marſcherer man gjennem Lejren med faſte ſikre Skridt. Med flyvende Faner og klingende Spil gaar det til Bataillonens Allarm⸗ plads, Fanemarſchen bleſes, Fanen bæres til Komman⸗ dorens Telt, og nu er man hjemme igjen. Allerforſt maa det veerſte Støv afbankes og afvaſkes. Lengſels⸗ fuld ſtirrer man mod den. dejlige, klare Sø der nedenfor Lejren og ønffer at forfriſke det ophedede Legeme ved et følende Bad. Men ſtop, „den gaar ikke!“ Du maa nok bade Dig, men kun paa Kommando. Hald Sø er i Regelen meget dyb og Bunden uſikker, en Ar⸗ tilleriſt druknede der ude det forſte Aar her var Lejr- ſamling, og ſaadanne Ulykkestilfelde maa forhindres. Saa ſukker man og faar endelig fat i Vandſpanden, derfra maa man hen til en af Brondene; af dem er der flere, og i dem alle er der rigeligt og godt Vand, Feltflaſken fyldes, man vederkveeger fig ret med en Slurk af det rene kolde Vand, og ſaa gaar det til Middagsbordet. Her er det helt gemytligt at ſe hele den lange Ræffe Borde beſat med ſultne Soldater. Vaabenfrakken er taget af og Bajstrojen eller den hvide Lærredstrøje taget paa, Stovlerne ſtaa hjemme i Teltet og Fødderne ſtikke i Morgenſko hos de finere, i Sivpfko, hvoraf her findes en forbauſende Mængde, hos den almindelige Soldat. Man gjør fig det ret mageligt, medens man raaber paa Kokken, at han ſkal komme frem med Retterne, og ve ham, naar han ikke har Maden. færdig i rette Tid, naar Arterne ere ſvedne eller Grynene ligge paa Bunden af Suppen, mangen Stikpille maa han deje, men i Regelen har han et tykt Skind og muntert Sind, ſaa alle Vittigheder pralle af uden at efterlade noget Spor paa ham. At være Kok er flet ingen nem Sag. Medens de andre ere til Ovelſe, maa han hente Naturalforpleiningen og vil je man Je ham i Arbejde, maa man en Formiddag gaa ned bag den lange Rake Kogeſteder. Ilden blusſer lyſtigt i de murede Komfurer, der ryger lidt med visſe Vinde, og i Regnvejr er det ikke jaa rart at faa Ild i Brænde eller Torv, men det er Vanſkeligheder, ſom Den tilſtopper Næfe og Orer, Kokten ved at overvinde. Saa tager han og hans jcaelpere fat pan at hugge Kjodet i Stykker, og paa at ſkrelle Kartofler, den eneſte Rodfrugt, her benyttes. ſtaaende Billede, man gjør fig det ſaa mageligt ſom uuuligt og efterhaanden naaes en vis Ferdighed i dette uvanteArbejde, ligeſom i at røre i en Gryde. „Ogſaa finere Retter kan man lave, og i Underofficers⸗ fan et Stykke ſkert Kjod tilovers. Underofficererne have det Fortrin, at de ſpiſe i Telte, medens Soldaten ſpiſer i det Frie, men Retterne ere omtrent ens. Efter Maaltidet faar Soldaten en Lur eller en Pibe, og ſaa tager man fat igjen. Der fkal borſtes og pudſes, ſtilles til Lonning oſv. oſv. og faa bliver det Aften. En ſaadan Aftenſtund, naar Arbejdet hviler, er det ogſaa værd at je fig om der nede mellem Bordene. J det Frie maa man her foretage alt, hvad man ellers faar i Stand inden fire Vægge. En Barber er her i Lejren, og han har nok faa net Mesfingfliltet hængende uden for fit Telt; men han har nok at gjore med at pudſe og ſtudſe Officerskorpſet, Soldaten maa for det meſte er vant dertil hjemme fra. Det lille Spejl ſtilles paa Bordet, Sæben fkummer i koldt Vand, man fæber fig ind og ſkraber los, bare Kammeraterne lader en have Ro; men undertiden væltes Spejlet og Vandkoppen, og naar man har det halve Anſigt bar⸗ beret, er det tidt vanfkeligt at faa denne nyttige Opera⸗ tion foretaget med den anden Halvdel. De voerſte Spilopmagere ere naturligvis de, der lade Skjeget gro og ſaaledes flippe for at bruge Kniven, og flere og flere gaa efter Haanden over til at optage denne Mode. | Men faa kal Haar og Sfjæg klippes og her ere alle lige ſtillede. Til alt Held findes gjerne ved hver Deling en eller anden fingernem Soldat, der kan paa⸗ tage fig dette Arbejde og ham faar man jan fat i. En Stol er en ukjendt Luxusartikel i Lejren, men en Tonde faar man nemt fat paa hos Marketenderen og jaa gaar Klipningen for ſig. En Kammerat kommer, ſom vi je paa Billedet, gjerne til, ſmider fig i Gresſet rygende paa fin Pibe, og fad kan man under Arbeidet faa ſig en Pasſiar, der bringer Fyren under Saxen til at glemme, at den burde ſlibes. Kan en lifte fig | til at vælte Tonden eller give den paa Jorden liggende et dygtigt Daſk pan Bagſiden af Maven, gjør han det | gjerne, jaa fager man fig et lille Grin, Saxen kommer | igjen i Gang -og fnart ſtaar Jens pudſet og pæn. Brevſkrivningen tager en Del af Soldatens Tid, de | derhjemme ſkulle jo vide, hvordan det gaar, men denne | Skrivning er for mange et bejværligt Arbejde. Papir kan man fag hos Marketenderen, og Blok har man | en Flaſke, faa fkriver man da ved de lange Borde, I medens Naboen maaſke ſpiſer Aftensmad, eller med En ſaadan Kartoffelſkroelningsſcene er aftegnet i foran⸗ mesſerne faar man fig tidt om Aftenen en rigtig god Bof med Kartofler, naar Mesſens Kokke have kunnet jelv gjøre denne Gjerning, ag det gaar glat, da han 1 r Piben i Munden forſtyrrer den Skrivende ved alle⸗ haande Sporgsmaal, alt medens Vinden rykker Papiret fra et Sted til et andet, faa man ordentlig maa fæmpe far at faa fit Brev færdigt. De daarlige Skribenter overlade derfor heller Forretningen til dem, der føre en let Pen, og ſaadanne tjene mangen en halv Bayer ved Brevffriveri, Hiſt og her ſamler man fig i ſtorre Grupper, og en eller anden Sang lyder ſmukt i den ſtille Aften. J Almindelighed hører man en Forſanger ſynge en eller anden Lejrviſe f. Ex. den meget populære „En 10,000 Fodfolk bevæbnede er Med disſe her nye Bagladegeveer, Og hvis at en Tydſker os kommer for nær, Saa griber vi ſtrax til vort blinkende Sværd”. og ſaa falder Koret ind med „Sing dudelej, dudelej, dulelalala. Denne Viſe er „digtet af mig, Peder Ras⸗ musſen, 19 Bataillon, 2 Kompagni Nr. 271“ og af den Slags Viſer har man flere. Bedre Viſer ere des⸗ verre kun lidt ſogte. Men foruden denne enſtemmige Sang have flere” Batailloner faaet Sangforeninger igang, hvor man ſynger tre- og firſtemmige Sange og ſynger dem godt. Soldaterne glæde fig ret ved at høre en god Sang, og man ſer dem ſtedſe lyttende i ſtore Grupper, hvor Sangen lyder. Ogſaa Officererne have forſogt at oprette Sangforeninger, og de, der have kjendt Lejren fra dens Begyndelſe, ville erindre en ſaadan Forening af Officerer, der det forſte Lejraar ſang færdeles ſmukt næften hver Aften ved Officers⸗ mesſe 3, hvilken et vittigt Hoved derfor ogſaa døbte „Aftenſang“, et Navn, Mesſen endnu har. De andre 2 Officersmesſer ſkulde da ogſaa have Navne og jaa bencvnedes da ſom Sideſtykke til det Navn, man havde givet Nr. 3, Mesſe Nr. 1, der ſoges af Rytteriets og Artilleriets Officerer, og hvor man er tidligt paa Færde; „Froprediken“, medens Mesſe Nr. 2, der ligger umiddel⸗ bart ved Overgeneralens Telt, og hvor det gaar lidt fint til, kaldes „Hojmesſe“. Om Søndagen har man hele. Dagen fri, kun Vagtmandſkabet er den Dag til Tjeneſte, ligeſom Kokke og Oppasſere naturligvis maa gjore deres Gjerning. Lejren har fin Feltpræft og Degn, og der afholdes hver Søndag Gudstjenefte i Lejren. J det forſte Lejr⸗ aar var man noget uheldigt ſtillet ved denne Guds⸗ tjeneſte. Den halve Styrke ſtillede hver Søndag Mor: gen med fuld Oppakning. Et Muſikkorps gik i Spidſen, ſaa kom den kommanderende General med ſin Stab og ſaa Soldaterne. Det gik dengang ad Non Molle til; paa en Slette, der ſkraanede lidt nedad, var her Præ- dikeſtolen rejſt, der kommanderedes „Geveer ved Fod!“ og i den brændende Solhede med den fulde Oppakning horte man da Prerdikenen. Den danſke Bonde er i det Sele taget religios, og hjemme hører han gjerne en Prediken, men her blev Kirkeparaden en Plage, og derfor har man heldigvis forladt det den Gang fulgte Syſtem. Drejer man ved Indgangen til Infanterilejren til Hojre, kommer man ad en ny gjennem Skoven anlagt Vej til en temmelig ſtor Plads omgiven af ſkyggefulde Træer. Her er Praedkeſtolen nu reiſt. Kun Muſikken, der blaſer Salmemelodien er beordret herhen, ellers er al Kirkegang frivillig, og det talrige Beſog, der dog ſtedſe er ved enhver Gudctjeneſte, taler tydeligt for den nuværende Ordnings Henſigtsmeesſighed, ligeſom man ſtedſe har været ſcerdeles heldig i Valget af Feltpreſterne. En mindre Del af Mandſkabet faar. om Søndagen Tilladelſe til at fjerne fig fra Lejren og benytter da Tiden til Udflugter til Hjemmet, om det er jaa nær, eller til Viborg eller andre jeværdige Punkter i Egnen. „De Andre benytte Søndagen til mindre Udflugter i den ſmukke Omegn, til Brepſkrivning, Samtale med de Be⸗ ſogende eller til Hvile. Som alt tidligere omtalt, muſiceres der om Søndagen i Lejren paa forſkjellige Steder, og om Aftenen morer man fig jaa godt man kan. Man faar ſig en Dans med Pigerne fra Om⸗ egnen eller laver ſig en ſelv, man holder Kraftprover og gymnaſtiſke Ovelſer, og er der ret gemytlige Gutter tilſtede, faar man i en Fart improviſeret et Slags Theater og laver Foreſtillinger. Forſte Bataillon har undertiden arrangeret Dyrehavslojer, der have været bekjendtgjorte i Omegnens Aviſer, og man har altid kunnet glæde fig ved et talrigt og taknemmeligt Publi⸗ kum. J Almindelighed kan man hjælpe fig uden For⸗ beredelſer. Ved hver Bataillon har man gjerne vittige Hoveder. Et Par ſaadanne faa fat i civile Klæder og udflæde fig i dem. Soldaterne danne en Kreds og i Midten er Scenen. En Dame man man have, og' der findes gjerne en eller anden Soldat, der kan ſpille denne Rolle. De af Leſerne, der have beſogt Lejren, ville maaſke erindre en Soldat, der gik under Navnet „Balladen“ og ſom gav fortrinlige Dameroller. Paa omſtaaende Billede fe vi her en ſaadan Soldaterkommedie. En af Mandſkabet er udflædt ſom velnæret Bondemand en anden ſom en tyk Bondepige, halv fin foroven med moderne Straahat. Samtalen maa improviſeres paa ſelve Stedet og der falder undertiden droje Vittigheder, men det gaar ſom Kjæp i et Hjul, og her er jo nok at tale om. Befalingsmendene, Reglementet, Ovelſerne, Madlavningen, Marketenderne oſv. give Stof. Selv Politiken kommer undertiden under Behandling, og et Ojeblik efter, at man har fortalt, at Soldater ere Nikkedukker, der ſe til Højre og til Venſtre paa Kom⸗ mando, og at Soldaten derfor har en politiſk Sam⸗ vittighed, der er ligeſaa hvid og ren ſom hans ſaakaldte hvide Tøj, for ikke at tale om hans Haandklede efter 4 Ugers Brug, kan man ved de droje Hug, der gives til Situationen forvisſe ſig om, at Taleren ikke er ſaa helt blind for, hvad der foregaar udenfor Lejren. Gaar Talen iſtaa, ſuffleres Skueſpillerne af de omftaaende Kammerater, enhver Vittighed beklappes, og alt ender i Fryd og Glæde. Nerme beſogende Civilliſter, navnlig || Damer, fig en ſaadan Gruppe, aabner man med ſtorſte Beredvillighed Kredſen, at de kunne faa forſte Plads, men jaa pasſer man ogſaa gjerne pan, at de ikke knibe⸗ ud, naar Manden kommer med „Tallerkningen“, og det indſamlede Beløb omſcrttes ſtrax hos „Marketutten“ til fælles Vederkvegelſe. En anden Afvexling i Livet i Lejren danne Lejr⸗ feſterne og blandt dem indtager 6te Juli Feſten, Aars⸗ dagen for Fredericiaſlaget, forſte Rang. Allerede flere Dage for Feſten, kan man ſe Soldater i Færd med at omdanne Pladſen foran Diviſionsgeneralens Telt til Feſtplads, hvor Hovedfeſten ſkal Holdes. Smagfulde Guirlander ophænges mellem Treeerne, Flagdekorationer, Vaabentrofcer, Buſter af Kongen og Kronprindſen og Vaabenſkjolde med Navne paa berømte Krigere eller Slagdage anbringes rundtom, og ſaavel denne Plads, ſom de Wreporte og andre Arrangementer, der ere ud⸗ forte, naar Kongen har beſogt Lejren, vidne om en Smag og Skjonhedsſans, der gjor Soldaten ſtor Wre. Lange Borde dakkes paa Feſtpladſen, og her ſamles da henad Eftermiddagen hele Lejrens Officerskorps, der paa den Dag ere Overgeneralens Gjcſter. Man gaar til Bords, Generalen udbringer Kongens Skaal, Kanonerne tordne, Brigademuſikken bleſer Fanfaren og ſaavel denne, ſom de øvrige Skaaler, hvoraf der i Regelen udbringes mange, ledſages med livlige Hurra⸗ raab, ſaavel fra Officerer og Soldater, ſom fra de mange Gjæfter, der den Dag beſoge Lejren, og ſom flokke ſig ſammen paa Vejen udenfor Feſtpladſen for at høre og je. Naar Generalen har hævet Taffelet, ſpadſere Officererne omkring paa Feſtpladſen med de Beſogende, Muſikken ſpiller hele Aftenen og et Bal improviſeres let. Falder ſaa Market paa, oplyſes Feſtpladſen med kulorte Lamper, man ſamler fig om de fyldte Boller ved Bordene, Sang og Tale lyder, Raketter og bengalſt Ild afbrændes, og paa de fjerne Almind Banker paa den anden Side Søen tændes paa et givet Signal tre mægtige Bauner, der lyſe ſmukt ud i den ſtille Aften. Dette er nu den finere Del af Feſten, men vil man gaa ned bag ved Lejrteltene, hvor Mandſkabet er ſamlet om Bordene, gaar det om muligt endnu mere gemytligt til. Ogſaa her muſiceres af flere Muſik⸗ korpſer, ogſaa her er en Sperm af Bejøgende og Liv og Lyſtighed. Rom og Sukker uddeles til Soldaterne, hver Mand faar en halv Pegel, men er det ikke nok, har Marketenderen jo mere. Kokkene tillave Punſchen og ſnart bænfes hver Sektion om fin Blikbolle. Det kn iber med Drikkekar, en Sektion har erobret alle Marketenderens Glas og fer med Ringeagt hen til Naboſektionen, der maa drikke af Kopper, her er man dog meget fornøjet ved at have faaet fat i Overkopper, Sektionen ved Siden af mag hjælpe fig med Under⸗ kopper, men ogſaa dette tjener til at forhøje Munter⸗ I heden. Næften ved hvert Bord ſtaar en Taler, Natio⸗ nalſange og Hurraraab lyde, og de Beſogende indbydes med flor Gjeſtfrihed til at ſmage Kanonpunſchen. - Ved ſaadanne Lejligheder plejer man at arrangere ſtorre Optog. Man faar fat i en Marketenderheſt eller aller⸗ helſt i Wſelet fra Hald. Dette taalmodige Dyr, ſom viſt enhver Leirbeſagende har ſet, og ſom til daglig Brug bærer Melk fra Malkepladſen til Gaarden, ind⸗ fager paa ſaadanne Aftener Haderspladſen, og har ſpillet en Rolle i mange af de ved Lejren arrangerede Optog. Dyret udpyntes, jaa godt man formaar, op paa dets Rog placeres en Soldat koſtumeret ſom General eller helſt, ſom paa omſtagende Billede, ſom en Kejſer af „Guds Naade”, med Sværd, Pikkelhue, Stjerne paa Bryſtet af Halm ligeſom de ſtore Epauletter og med den uundværlige Flafke i Haanden. J Regelen gaar Toget ud fra Ingeniprafdelingen i Lejrens ene Ende; efter Kejſeren følger en Deling Ingeniører med Hakker, Spader og andre Redſkaber hvorpaa de hamre og gjore et gruligt Spektakel, og derefter folger en Skare Sol⸗ dater bærende alle Slags mulige og umulige Sager og Dragter. ſtormende Jubel medens Muſikkorpſerne bleeſe Fanfarer og A ſelet gaar fin rolige Gang. Saa hitter man paa andre Løjer, forflædte Tyroler Ferdinander med deres brunojede Datter, trœkke hiſt og her Folk til deres Borde, Danſen gaar lyſtig i det Gronne og ſaa gaar Tappenſtregen med Muſik gjennem hele Lejren. Naar jaa Retraten bleſes af Brigademuſikken oppe ved Generalens Telt bydes der Farvel, og de Beſogende ſtremme ud af Lejren for at ſlaas om at komme til at kjore ad Viborg til med Kapervognene, og naar Kanon⸗ fkuddet runger fra Artillerilejren, maa alt gaa til Hvile; men træffer man paa Sjemvejen at komme forbi Non Molle til Birgittelyſt Kro, vil man ſe, at en eller anden Soldat eller Officer har fundet Lejlighed til at knibe ud for endnu at faa fig et lille Glas og lytte til Sangerſelſkabet der. ſamlingens Slutning giver Alffkedsfeſt for Officererne og Punſch til Mandſkabet, eller naar Kongen, Kron⸗ prindſen eller Krigsminiſteren beſoger Lejren, J 1868 beſogte Kongen Lejren og blev der i flere Dage. Kongeteltet rejſtes da paa en Bakke i Skoven ligefor Hovedvagten, hvor man havde en fortryllende | Udfigt over Sgen, Skoven og Lejren. Senere har han et Par Gange beſogt Lejren og er modtaget med flor Jubel, men har ikke havt et længere Ophold der. Kronprindſen har ogſaa flere Gange aflagt Lejren Beſag og var i 1874 gverſtkommanderende General i Lejren, hvor hans elffværdige Maade at omgaas Soldaterne paa gjorde ham almindelig afholdt. : En eller anden Gang, ftundom naar Natten er jaa mørt, at man efter Skildvagternes Forklaring fan ſtaa op ad Morket og ſove, og naar alt er Ro og Andre Feſter afholdes Iſtedſlagets Aarsdag, ſom og naar Generalen for Lejr⸗ Fra ethvert Bord man pasſerer lyder en — Hvile, lyder pludſelig Hornets: Da, da, da, da! Da, da, da, da! gjennem Lejren. Det er Generalmarſchen, der bloeſes, og alle Mand maa i Tojet og til Allarm⸗ pladſen i en Fart, jaa rykkes der ud til Natmanøvre, og faa gaar man hjem og hviler fig igjen. En ſtorre Feltmangvre med Bivouak under aaben Himmel fore⸗ tages i Reglen henad Lejrovelſernes Slutning og efter et Par Dages Fraværelje, hilſer man da igjen med Glæde de hvide Telte, der ere blevne Soldaten et andet Hiem. Mod Slutningen af Lejrtiden afholdes den ſtore Kongerevu. Uden for Lejren mod veſt ſtrakker ſig en ſtor Hede, begrænjet af lyngkleede Banker, det er Finderup Hede, og her afholdes i Regelen Revuen. Naar her er opſtillet en 10,000 Mand yde de et i- Sandhed ſtorartet Skue. Over Brigade er opſtillet i 2 Geledder, der ſtrekke fig over en Fjerdingvej i Længden medens Rytteriet og Artilleriet med ſine Kanoner holder bagved pan højre Floj. Kongen eller den komman⸗ derende General med Stab ride langs ned med Linierne under Muſikkens Fanfarer og Troppernes Hurraraab. Senere pasſere Tropperne Revumarſch og opſtille ſig jaa kolonnevis med Artilleriet og Rytteriet bagved; Generalen rider atter gjennem Raekkerne, og dermed er Revuen endt. Tropperne marſchere ſyngende tilbage til Lejren og følges af Tuſinder af Tilſkuere, ſom Dagen har lokket derhen, og ſom til Heſt, til Fods og til Vogns under Revuen have beſat alle Hojdepunkter. Efterhaanden marſcherer ſaa en Bataillon efter en anden fra Lejren til fit Garniſonsſted. Aftenen før Afmarſchen er der gjerne et lyſtigt Liv, blandet med et ſtorartet Bombardement af alle Slags ubrugelige Sager, ſom man ikke vil ſlebe med hjem. J en i Fjor i Lejren ndkommende Avis, Soldatens Fryd til Fire, der indeholdt ret gode og vittigt ſkrevne Artikler, og ſom fandt rivende Afſctning, jaa man i Slutnings⸗ nummeret et Avertisſement, hvor „Ham, de ved nok“ frabad fig alle perſonlige Opmeerkſomheder med brugte Sivſko og deslige i Anledning aſ Afrejſen fra Lejren. Ve navnlig den Marketender, ſom har ſnydt Soldaten med tynd Kaffe og „tykke“ Priſer. Han maa ſorge for at gjemme Glas og Kopper godt for de bevingede üudſloebte Sivſko, der ſom en grov Affkedsregn ſtyrter ind i hans Telt. Og ſidſte Aften” opgjores jo under⸗ tiden ſmaa Mellemværender, men altid paa den beſin⸗ dige, godmodige og gemytlige Maade, der er et Karak⸗ tertrek hos den danſke Nation. Saa marſcherer man til Garniſonsſtedet, afleverer og vender tilbage til Hjemmet. Mangen Strabads har man maajfe gjennem⸗ gaaet, dog det glemmes let, men mangt et Venſtabs⸗ baand er knyttet, mangt et gammelt Bekjendtſkab for⸗ — nyet, ſom lader Lejrſamlingen ſtaa ſom et ſmukt og venligt Minde for Deltageren. J Lejren nedtages Teltene, alt efterſes og inde⸗ lukkes i Trehuſene. Fra Garniſonen i Viborg afgives en Deling Soldater, der hver Dag aflgſes, til Vagt⸗ tjeneſte i Lejren, og her hvor alt for var Liv og Be⸗ vægelje, og hvor det mylrede af Menneſker, møder man nu kun en enlig Vagtpoſt. Skoven gjenlyder ikke mere af Muſikkens Klang eller af Skuddenes Dron. Harer og Raadyr have igjen vovet ſig frem af deres Skjul og ſmutte nysgjerrige over Vejen mellem Barakkerne, og Stilheden afbrydes kun af Sedelcerkens Sang. Ruinerne ſpejle fig i den blanke So, og Stormen ryſter Zræernes gulnede Kroner. Men ſkal engang Luren gjalde til Kamp, da ville vi haabe, at Lejrſamlingerne her paa dette ſkjonne Sted, hvor Fortidens Minder tale til os, ikke har været uden Frugt, og at den danſke Soldat, hærdet og ſtyrket ved Ovelſerne her, har lært at faa Tillid til ſine Officerer og ſit Vaaben, og med Kjærlighed til Konge og Fædreland, frejdig ſom hans Forfædre, vil gaa i Kampen og komme hjem med re og Sejr. É Gud velſigne Danmark! Smaating. Nytten af Glemſomhed. En Handelsmand i Fila⸗ delfia, ſom handlede med ale mulige Ting, kel en Aften i Tanker om, at han havde ſolgt en Sadel paa Kredit, uden at kunne erindre til hvem. For at hjælpe ſig ud af denne Forlegenhed ſatte han en Sadel paa Regningen til hver af ſine Kunder i den Tro, at de, ſom ingen havde faaet, nok ſkulde melde fig. Tiden til Regningernes Afgjorelſe kom, Pengene ſtremmede ind, og — o Under! — to og tredive Perſoner betalte den manglende Sadel, fordi de havde glemt at prove de dem tilſendte Regningers Rigtighed. Firkantet Nod. Af. 4 8, 2 A, 2 L, 2 R, 2 , 1 E, 1 G, 1 0 og 1 T dannes fire Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Venſtre og Oven giver Løsningen paa Gaaderne: Det førfte findes i Mark og Skov Og yndigt det Jorden bekleder; Det andet har vundet den ſkjenne Lov Blandt Blomſter det allermeſt glæder ; Det tredie jeg ſom det dovneſte tror Dig meſt bekjendt monne være; Til Maade det fjerde i Mad og i Ord Til megen Forfriſtning kan vere. Indhold. SQ Beſog i Lejren ved Hald, af Emil Sauter, med illede. — Smaating — Geografiſk Gaade. [| Husvennen udkommer fil hver Søndag med ef 16-fvalter Ark, forfyner med flere Billeder, fif 1 Krone (3 Alt.) Fjerdingaargt frit kiſſendk. Hpert Fjerdingaar medſolger gralis ek ſtort ſmult Villede. Bladel kan bellilles van elhvert Vofikonfor. og Vrevſamlingsſted, i enhver Voglade ſamk hos Hopedkommisſionceren: Budolph Klein, Vileffræde 40, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. | É | | | 2. Aargang. ; Nr. 28. ; Niels Ebbeſen. Af Bakarias Nielſen. Hvo kjender ej disſe Fornedrelſens Træf, ſom morkner vor herlige Sage, om Avind og Gridſkhed og Magtſyge freek, om Tidernes Usſelhed, Broſt og Bræt i anden Kriſtoffers Dage.! Ved Mened han Vej til Tronen fig brød, beruſet af Kongedrommen; men Stormandsveelden mod Tronen fig ſkod lig ſvulmende Bølger, og ſnart den flød ſom ſondret Vraggods med Strømmen. Men fremmede Hopdinger Tajlerne tog og Fjørte i Ring med de Danfke. Og Troner opreiſtes i hver en Krog; ſnart tolkede Reveklogt Gridſkhedens Sprog og ſnart den ſtaalhaarde Handſke. Men midt i de magtſyge Herrers Flok een jaa man med Velde fig hæve, — en Kæmpe, forvoven og ſteerk vel nok, men hjerteløs, haard ſom Sten og Stof, og det var den kullede Greve. Ved Mildhed paa Skromt og ved „velmente“ Slag han ſvang fig til Hopdingeſtade; ſligt drømte han næppe, da fattig og ſvag i gun, Billes, Mlorſhabslesning, Opløsning og Gusflid. Adginet ak H. C. Rom. $ &amdagen d. 20. Juni. ; Kjøbenhavn. 1875. han ſad under Kornloftets luftige Tag der nede i Rendsborger Gade. Saa liſtig han bejled til Riddernes Smil for Smaakravlets Harme at lamme. Paa Buen laa færdig den dræbende Pil, og jaa han fit Maal, da fløj den med Il fra Strængen og vidſte at ramme, Fra Borg og til Kulſvierhytte der lød Veklager ſaa onde og bitre. Naar kjendte vel Danmark flig Tort og Nod? Af magtesløs Harme og Graad for Brod det følte fit Hjerte ſitre. Selv Danmarks Stormænd følte jaa vel Fornedrelſens knuſende Byrde. Ak, hvor var nu Lovbogens Ret og Skjel? Nu jaa de, de havde ſpendt Ben for fig ſelv, da Tronen de hjalp til at ſtyrte. Og Bonderne ſukked: „Gud vide maa, hvem der hjælpe os ſkal i vor Vaade!“ Hvad hjalp det, at Leen og Kollen kom frem; ſom Hunde de blev af de Tyſke gjent hjem! Der var hverken Ynk eller Maade. Da rejfte fig Iyden omſider med Harm og ftævned mod Voldsmandens Lejre. Fortvivlelſen ffænfede Kræfter hans Arm 1 e og mørfned hans Bryn og gjorde ham varm; nu vilde han dø eller fejre! Men nu ffulde Danfken i Lenker og Bolt helt baſtes og trykkes i Sandet! — J Randers Grev Gert fit Indtog holde, og lejede Voldsmend, der myrdede koldt, han havde i Arbejd paa Landet. Snart Luerne hvirvled af Vaaninger frem — naar Skufferne forſt vare tomme. — Selv Kloſtrets og Kirkens viede Hjem blev ffændet, og Guldet, de havde i Gjem, det vandred i Ransmandens Lomme. Da ramtes med et af Gjengjeeldelſens Braad hans Hjerte, ſom pinte de Danſke. Omſider de gjærende Onſker og Raad fik Luft i en hojbaaren Riddersmands Daad, da vaagnede Danmark forſt ganſke! Niels Ebbeſen, Herre til Norringris, var Manden, ſom Stordaaden voved. Trods Faren for Hjemmets og Livets Forlis han retted fit Værge paa Oldkeempers Vis mod Voldsmandens kullede Hoved. Ved Stævnet, ſom holdtes nær Randers By Niels Ebbeſen aabent ham vared: „Du byder, at ud jeg af Lande ſkal fly, Du truer med Galgen mig, ſtolt og kry; Du kunde Din Truſel dog ſparet! å Thi vid, at jeg kommer igjen, Grev Gert, Du det til Minde Dig kalde! Og var Dig, om Du Dit Liv har kjert, og ej det Dig lyſter at føle, hvor jvært mit Nodveerge ſnarlig ſkal falde!” En Foraarsmorgen — ſaa er det fortalt — Niels Ebbeſen Greven mon gjaſte. — Et Brag i Hallens Hvalvinger gjaldt, og Døren ramled, og Naglerne faldt af Karmens Egetreesfeeſte. Frem tren den Ridder med Skaren ſin til Veggens høje Alkove. — Da blegned et Aaſyn ſom Sengens Lin; ſnart Rerdslens Gys, ſnart Beſtikkelſens Grin ſtod malt i dets Folder grove. „O hør Du, Hr. Ridder, ſaa ſtrunk og ſtrag, Dit Sværd i Balgen Du gjemme! Sæt mig, om Du vil, under Feengslets Tag; men ſpar mig mit Liv, vi vil fra i Dag al Fjendſkab og Trotte forglemme!“ Men fuldt var Maalet til Randen ner, ej Udflugter Medynk kan vaekke. For Sværdet, ſom lyned ved Faklens Star, den kullede Greve trods. Bon og Begjær fin haarde Hals maatte ſträkke. Ud drog af Gaarde den Ridder god, lod klemte med Taarnets Klokke. Med Sværdet, ſom drypped af Grevens Blod, han Vej ſig banede Fod for Fod i Tyſkernes harmfulde Flokke. Se det var hans Daad! — Højt Jubelen lød fra Borg og til Kulſvierhuſet. Nu tændtes de blegnede Kinder i Glod, nu løftes den Livskraft, der laa ſom bød, nu rejſtes Ruinen af Gruſet! De lejede Stridsmend nu raadvilde ſtaa, og Heerverket maatte de ſtoppe. Det Hoved var væl, ſom de ſtolede paa, ſom udruged Planer, ſom horte og ſaa for en halv Snes Tuſinde Kroppe. Vel ſegnede Helten, ſom uforſagt paa Valen kempede ſiden; men Folkerejsningens Sed var lagt, den fik ved hans Blod kun end ſteerkere Magt det kjendtes i Atterdagstiden. Hans Færd jfal fjendtlige Haan og Spark ej i vore Ojne fordunkle; den var en Stordaad paa Wrens Mark, den gav vor Hiſtories morkeſte Ark et Solblink, ſom ſtedſe ſkal funkle. Beſog pan en norſt Sater. Nejſeerindring af H. K. A. Hopmoller. G i 3 m Sondagen vare en Del Jenter ſamlede om mig, de havde da nogen Frihed og fkulde ikke „yſte Oſt eller fine Smør”. Jeg fortalte dem da om de danfke Piger, ſom i Sommermaanederne gjeſtede Hojſkolerne og hvor glade de blev ved hvad de der horte og lærte. „Men hvem ffal jaa pasſe Kgerne paa Fjældene om Sommeren?” ſpurgte en af Jenterne. Saa maatte jeg til at gjøre Rede for, at vi i Danmark ingen Fjelde havde og altſaa heller ingen Sætre, at vort Kvæg flod tejret hele Sommeren. Nej det ſyntes de ” Gætervijer. 301 ſlet ikke om, naar vi vare fan ſnilde og lærte jaa meget godt dernede og ſaa endda vilde ſaadan fængsle den kjcere „Kua“. Og da jeg ſaa fortalte, at vi toj⸗ rede baade Faarene, ja jelv Gesſene, da var de nær ved at forandre den gode Tro og Mening, ſom de for havde havt om os Danſke. Jeg bad dem at ſynge for mig nogle af deres Nej de kunde ikke ſynge, ſaa det var værd at høre, ſagde de. „Nej,“ ſagde hun, ſom jeg henvendte mig til, „jeg er daarlig til at ſynge, men Kari, hun har et vakkert Maal til at ſynge hun,“ men Kari hun kunde da heller ikke ſtort, men Rennog og Rondine og Gunhild de kunde ſynge, og efter megen Snakken frem og tilbage, Leen og Seen til hinanden, ſang de Edvard Storms Viſe om Sjemrejſen fra Sæ- teren: „Os ha gjort, kva gjeres ſkulle, yſte Oſt og finne Smør.” Jeg vilde da ogſaa gjerne høre nogle Æventyr eller gamle Sagn og fortalte ſelv nogle Smaacventyr fra Danmark for at faa dem paa Glid. „Ja,“ ſagde de ſaa, „vi kjende nok nogle, men det er meſt om Huldren og Nokken og Troldgubben, og ſaa fortalte de om Huldren, der boede oppe paa Fjeldene. ſang jaa vakkert, dog var det ſom ofteſt vemodigt og lengſelsfuldt. Hun vilde ſynge og lokke Gutterne ind i Fieldet til fig, hvor de da blev Huldre eller Berg⸗ tagne, og blev der ikke ringet tre Torsdags⸗Kveld i Trœk med Kirkeklokken, ja ſaa maatte de, ſom var indtagne i Fjeldet, blive der altid, Huldren var jan vakker at ſe fortil, ſaa ingen Kvinde var vakrere af Aaſyn, men bagtil ſtak der en Kohale frem under Skjorterne, hvilket hun altid ſogte at ſtjule uden dog at det vilde lykkes hende. Om Vinteren boede hun ofte i Seterhuſene. Jenterne fortalte om Guri, om Gunhild og flere, ſom havde jet Huldren efter Sol⸗ nedgang. Nokken ſad i Elvene og ſpillede paa en Guldharpe, og man kunde ſe ham, naar det var Maaneſkin, da tindrede Guldharpen og hans Sang og Harpeſlaat lød højt over Elven og Fosſens Bruſen; dog var ogſaa hans Sang lerngſelsfuld, og ham fulde Jenterne vare ſig for, han vilde lokke dem med ſin falſke forførende Sang og fit Spil ind i Elvens ſtride Vande til fig, for at de der ffulbe leve og bo hos ham. Det lød faa underligt for mig at høre heroppe om Nokken og Huldren. Det var næften, ſom om jeg ſelv horte og jan dem, og intet Under, at flige Sagn leve paa ſaadanne Steder. j Det var ſaa hojtidsfuldt, jaa opløftende, at det for mig var, ſom en af de bedſte Søndage jeg havde oplevet. Da jeg gik dernede i den jnævre dybe Dal med de ludende lodrette Fjelbvægge oppe over mig, med den bruſende Elv under mig og med den ſtikkende hede Sol, ſom faldt lige ned over mig og ophedede Fieldveggene, jaa der var en kvcelende trykkende Luft, da følte jeg Dalens Tyngde og Tryk, jeg ſyntes ſom Hun⸗ | denne kledelige Dragt. jeg bar noget af Fjeldene, og kom der ligeſom Tyngſel, noget nedtrykkende over Sindet. Men da jeg kom herop paa Fjeldets Vidder og havde lagt Dalen bag mig, ja da følte jeg mig fri glad ſom Fuglen, der ſlog ſine klare Triller henover mit Hoved. Jeg boer i den friſke, oplivende Fjeldluft; Dalens Hede og Fjeldets Tyngſel laa nu langt under mine Fodder. Alt heroppe frydede fig, ſom om Alſkabningen ogſaa her holdt Helligdag. Køer, Heſte, Faar og Geder gik, ſom i Paradistiden, fredelig mellem hinanden; rakte jeg Haanden ud, kom de hen til mig og ſlikkede Haanden og lod ſig klappe. Klokker og Bjelder klang rundt om fra, Luften var jaa ren, at Lyden bares langt ud over Fjeldmarkerne. 55 Solen ſpillede paa Fjeldkanterne, den vilde fænfe fig ned bag Fjeldene; men førft kaſtede den et Hav af Guld ud omkring paa Fjeldmarkerne, og da Solen dalede, jaa jeg ikke længer fan dens Guldſkive, da lyſte den omkring paa Fjeldtoppene, hvor Sneen rod⸗ mede i jomfruelig Inde, da den modtog Solens ſidſte Straalekys. Fjeldtoppene kaſtede ſtore Skygger, ſom hvert Ojeblik forandrede Skikkelſe. Ja tilſidſt, længe efter at jeg jan Solen jvinde bag Fjeldranden, faa jeg den endnu lyſe og tindre paa de hojeſte Fjeldtoppe, og tilſidſt var den kun at ſe ſom en Guldknap paa Toppen. Klokken var da over 10 Aften for det ſidſte Solglimt forlod Fjeldets Top. Og ſom jeg ſtod og frydede mig over Solen, ſom kaſtede Guld paa Snetinderne, da traadte Sater⸗ jenterne frem fra de 30 Sætre lidt udenfor Huſet. De havde ſkinnende hvide Linnedeermer, rød Troje eller Bul og forte morke Skjorter med brede rod⸗ og gron⸗ farvede Borter forneden og tog ſig rigtig godt ud i Sunde rodmusſede ſtode de der, og halv ſyngende og halv talende lokkede de og kaldte paa Køerne, Forſt begyndte de med en underlig Lok eller Trille, og ſaa gik det los paa Kgernes Navne, og det var helt forunderligt at hore de mange Jenter falde pan en Gang. Det var noget fan markeligt; jeg havde nok for hort Jenterne lokke Koerne ved Navne, men aldrig jaa ſyngende, med den forunderlige klangfulde Hojfjeldstone. De ffal ogſaa være de bedſte og markeligſte Fjeldtriller, her paa Høvringen, ſom høres pan Norges Fjelde, Det gjør ikke jan meget med Rimet i denne lokkende Kalden paa Kgerne, blot at Ordene kunne pasſe paa Kgernes Navne og pasſe til Melodien. Jeg huſter ikke Ordene ſaa nøje, men ſaa⸗ ledes omtrent lød det for mig: Kom naa Morlig, Kom naa Blomros, Kom Guldore, Kom Spelien, Kom naa Brandros, Kom naa Torros, Kom naa Kinre, . Kom naa Klare, Kom naa alle hejm aat me (hjem til mig). Saa komme Kgerne hjemad mod Sæterne, og Jenterne ſtille ſig med en Spand, hvori er Stykker Fladbrod og Salt. Jo nærmere de kommer hjem, des rafkere gaar det med dem, den ene Ko vil forſt til Jenten og den anden ogſaa, og det er et herligt Syn at je hende ſtaa der omlejret jaa tæt af Koerne, ſom alle vender Hovedet ind mod hende, jaa hun knap kan røre fig, De fik da hver lidt Salt og et Stykke Fladbred, og faa klappede hun hver Ko og tiltalte den ſaa venlig: „Aa Stakkar min; Du ſota Kua; Du Vennen min.“ Saa folger de hende ind i Stalden, hvor hun da ſidder og ſmaaſnakker nok jaa venlig med den hun malker. i Diet var lyſteligt at færdes ude. tidligt om Mor⸗ genen, naar Fuglene ſlog deres klare Triller og Kerne brolede langt ude paa Fjeldmarkerne. Bjelderne klin⸗ gede og Gederne gjorde deres Krumſpring; nogle af dem vare klavrede op paa Setertagene og gik deroppe og aad af det frodige lange Græs, ſom der voxer, ja der voxer ogſaa ſmaa alenhoje Birketræer paa Taget flere Steder. — Koerne bisſede, 3 kom jættende lige ind i Kjokkenet og op i Skorſtenen, hvor de nær havde væltet Oſtekjedlen. > Der kom en ſtor Flok Køer op fra Dalen, jeg gik imod dem for at flutte mig til Toget. Det var min Ven Student Romke med fin rode gudbrandsdalſke Toplue, han var med til at fore Koerne op paa Fieldet. Foran gik en gammel 70 aarig Kone, ſom ſang og lokkede ad Koerne. Den Gamle, hun var jan glad ved Seterlivet, at hun endnu maatte med til - Sæters paa fine gamle Dage. É Romke og jeg gik os en droj Tur; vi kravlede op i Sneen, paa løje Stene og paa Klippeblokke, ſaa Smaaſtene ramlede ned om os. Endelig kom vi derop, og det var paa Farmo⸗Kampen, 5000 Fod højt. Herfra nod vi et ſtorartet Skue, idet vi kunde ſe langt videre ud over de fjerne Fjeldtoppe, ſom vi faa taarnede fig op Field ved Fjeld, højere og højere i for⸗ underlige Former, i Veſt og Nord med blaalige Tinder og Kamme. De langt fjernede ſmeltede ſammen med Himlen. Udover disſe Fjelde og mellem dem laa hele Snemarker, ſom funklede i Selo⸗ og Guld⸗Farveglans. De laa ind mod Valders og Lom. Ronderne, ſom ſkal være henved 8000 Fod bøje, er en Gruppe af hoje ſpidſe Fjeldtoppe med hele Snemarker op i Siderne og ligge henved en Mil herfra, ſkjondt det ſynes, ſom om de kun ligge en Fjerdingvej; Sorte, Der ſoge Skytterne ofte efter Rensdyr, da de her gjeſte Egnen omkring Ronderne i ſtore Flokke for at ſoge efter Rensdyrmos ). ) Se Asbjornſens Skildring: Rensdyrjagt, S. 76 forrige Aargang. Jeg var ſaa heldig at faa flere af dem at ſe deroppe paa Fjeldene. Neden for os laa en ſtor Flademark bevoxet med Lyng, enkelte forkroblede Fjeldbirke og længer ude laa Sætrene med deres indhegnede Pladſer, Søer og Græsmarter, hvor Køer, Heſte og Geder gik i fortrolig broget Blanding ſpredte langt ud, ſaa vidt Øjet kunde ræffe, J fire Dage havde jeg nu været paa Hovringen og rigtig nydt det frie og ſkjonne Fjeldliv, og der er ingen Steder jeg hellere vil færdes end deroppe i den friſte Fjeldluft, naar Dalen er kvalm og tung. Jeg fik ikke Lov at yde noget Vederlag for mit lange Op⸗ hold paa Sæteren, (hvor man lever godt ved Remme⸗ grød (Flodegrod) og Fjelderreder, ſom Jenterne fanger oppe i Fieldſoerne) og jeg fik jaa mange Indbydelſer af Hovringens vakre Jenter til at gjæfte dem en anden Sommer igjen paa deres Satte. Saa gik Remke og jeg da ned ad Fjeldet, men jeg kaſtede tidt et Blik tilbage til de Steder, hvor jeg havde oplevet jaa mange ffjønne Timer. sr — Hans Jørgens og Abelones mærkværdige Hendelſer i Kjøbenhavn. Af Emanuel Henningfen. (Sluttet.) 6 Alt Solen gled mod Veſten ned De gamle gjorde fig bered At vandre ud til Banegaarden Og faa Billetterne i Orden. Dog for til Slut de naa ſaa vidt De endnu ſkal opleve lidt; 9 8 Det ſkal dog ikke bringe Smerte Men Glæde til de 1 Hjerte. Paa Vejen ligger til alt Held Et meget ſtort og ſmukt Hotel. Vor Hans til Stavning rører Tungen Og lerſer langſomt Navnet: „Kongen Af Danmark“, vender ſig til Lone Og ſiger: „Her i Huſet, Kone, Bor Kongen ſelv, aa Herre Gud, Gid blot han vilde komme ud, At vi kan ſe ham, før vi reiſer!“ Da kommer netop ud og knejſer J Galla fin Hotellets Sveitzer. Ved dette Syn Hans Jorgen blev, — Goad ſenere han tidt beſkrev — Som om han ſlaget var for Munden, Skjondt hjertensglad han var i Grunden. For det var Kongen jelv, der ſtod, Det var ham ſelv vor Konge god,“ Fortalte Hans, „og tænk, hvad hændte, Han baade mig og Lone kjendte; Saa ſnart vi hilſte paa ham ret: „Guds Fred, god Dag, Hr. Majeſtet!“ Saa kjendte han os begge to Og ſagde mildt, idet han lo: —— ————————————————— ß... — ſ—.ʃ.ñ— ͤ ͤä(——ü—T0ʃ — „Jeg ſyntes nok, at det var jer! Saa J har gjæftet Staden her! Kom inden for og tag lidt Hvile, For atter J fra Byen ile.“ Saa forte Kongen ſelv os ned J ſin private Lejlighed Og tog fra Hengeſkabets Gjem En dejlig „Gammelrommer“ frem Og ffjænfed i for mig og Lone. At nogen Tid han gik med Krone, Det ſkulde ingen ſagt ham paa. Lidt efter maatte vi jo gaa; Men han var venlig til det ſidſte, Og jeg og Abelone priſte å Hans Majeftæt, for han var en Huldſalig Mand og helt gemen.“ Ovad der endnu er at fortælle ; Om disſe Gamle, ſkal jeg melde Nu fort og godt. Mod Aften lød Damppibens Lyd ved Hillerød, 9 Og da de ud ſteg af Vaggonen, É De unge Folk ſtod paa Perronen SØ vented paa dem. Gamle Lone SEE Blev ſtrax forliebt i Jens's Kone, Selv Hans behøved kun et Blik Fra hendes Ojne, dermed gik Hans Hjerte fløjten ſtrax paa Stunden. Den gamle Skjclm! et Kys paa Munden Fra Svigerdatteren han tog Derpaa de fra Stationen drog Og havned ſnart i Jens's Gaard; Der fandt de Gamle blide Kaar, Der leve de endnu i Ro 905 Glæde hos de Unge to. Tidt vil de vel Beſoget ende Og atter hjem til Uldbjerg vende; Men hver Gang ſligt paa Tale kom Trak Sonnen frem en Pung, der tom Og mager i en Skuffe hvilte, 1) Dreng. 2) Bedſtefader og Bedſtemoder. Og ſagde, ſnildt imens han ſmilte: „Saga maa en Ko til Marked gaa, At J kan Rejiſepenge faa, For enge har jeg netop ikke.“ Da verlede de gamle Blikke, „Nej,“ ſvared de ſom med en Mund, „Saa tove vi en bitte Stund.“ Den Stund er bleven nu til Aar, En bitte Bels !) paa Gulvet gaar, Og Gammelfa er og Gammelmo er?) Viſt aldrig rejſer, det jeg tror. 7 fe m en Paſtor Balslev der for mange, QN mange Aar ſiden var Præft i Haarslev i paa Fyen, fortæller man, at ingen kunde bedrage ham. En Gang, da han var bortreiſt, undlod Hyrdedrengen at vande Kerne; men da Praſten kom hjem midt om Natten, gik han ſtrax ud og vakte Drengen og befalede ham at gan ud og vande. | 7 En anden Gang vilde en fattig Mand, der ter⸗ ſtede Korn hos Praſten, ſtjcle 2. Skpr. Rug. Om Aftenen, da han var færdig med fit Arbejde, ſatte han Sæffen med de 2 Skpr. Hug i Lolugen, ſom vendte ud til Toften, og da han faa harde ſpiſt fin Nadvere, gik han ud af Gaarden, ſom han plejede, og liſtede ſig derpaa om bag Laden og aabnede Lugen, ſom han havde ladet ſtaa paa Klem; men da han faa fif fat paa Sakken, kunde han hverfen flippe eller rokke den, hvor⸗ for han maatte blive ſtagende ſom lenket til den hele den lange Vinternat. Om Morgenen da Avlskarlen kom op og jaa hvor forfrosſen og elendig den ſtakkels Tærffer ſtod der ved Lolugen og holdt paa Sæffen blev han meget forbapſet. „Nei, hvad gaar der af Dig, Per! Hvorfor ſtaar Du her?“ ſagde han. „Aa ja, aa ja!“ ſparede Per. maattet ſtaa hele Natten, kom og hjælp mig“ Avlskarlen forſogte nu at hjælpe Per les; men det var forgjæves alt det han ſled i Sakken, den ſtod faſt, og Per ſtod faſt. „Ja det megter nok hverken Du eller jeg at loſe!“ ſagde han ſaa. „Det bliver nok bedſt, jeg henter Preſten!“ „Aa ja, der er nok ikke andet for!“ ſparede Per, forknyt og faa hentede Avlskarlen Preeſten. „Staar Du her!“ ſagde han. „Ja, her ſtaar jeg!“ ſagde Per ſkamfuld og be⸗ drovet, ryſtende af Kulde og Skræl. „Du kunde have bedet mig om et Par Stjæpper Rug, Per!“ blev Præften ved, „og ſaa havde jeg givet Dig dem med villig Haand; men hvorfor vilde Du forſoge at ſtjcele, Du veed da nok, at hverken Du eller nogen anden megter at bedrage mig. Du er bleven haardt ſtraffet for Din Utroſkab; men Du er fattig og trænger til Hjelp, og derfor vil jeg alligevel ſkicenke Dig de 2 Skpr. Rug. Tag dem jaa i Guds Navn!” Saa var Per loſt. Nakken og gik bort under mange hjertelige Takſigelſer, og han prøvede aldrig oftere at ſtjele. En klog praſt A „Her har jeg Jeg kan ikke komme las; B. H. Han løftede Sækken paa" Kaninavl. Af ,Duevennen Nr. 30” ſer jeg, at Bladet er villig til at optage Meddelelſer om Kaninavl; hvorfor jeg indſender folgende: > ar J et Par Aar har jeg været Kaninopdrætter og har nu efter de Erfaringer jeg paa det Omraade har indvundet forffaffet mig en ſjelden god Samling af Zillægådyr, ſom dels ere indførte fra bekjendte Op: drættere i Würtemberg og Frankrig, dels opdrættet af mig ſelv, der haves baade „Normandiere“ og „Leporider“. Som Folge heraf jer jeg mig i Stand til i Løbet af Sommeren at have omtrent 4 à 500 Unger i forſkjel⸗ lige Aldere med Garanti for, at de ere gode. Priſen er fra 4 Kr. til 10 Kr. for Dyr i en Alder af for⸗ holdsvis 2 til 6 Maaneder. J de Skrifter der foreligge, er der tvende Syg⸗ domme, der temmelig ofte forekommer ſom ikke, ſaavidt mig bekjendt, ere omtalte. Kaſtning af Unger 4 à 5 Dage for Tiden og Oreflod. Da mit Kaninhus er ſtort, lunt „üluyſt og godt ventileret, varede det loenge inden jeg kunde begribe Aarſagen, men en Dag gjorde en Ven, der er Dyrlæge, mig opmeerkſom paa, at et af Moderdyrene ſlikkede fin egen Urin, og føjede han til: „hos Svin foraarſager det Dodelighed hos Foſteret“, han raadede mig til at ſtre godt med tort Sand, hyilket hjalp. Mod Oreflod anvendte han en Zinkoplosning med lidt Tilſctning af Gummi, en Theſkefuld 3 Gange daglig. Efter flere gjentagne Forſog vifte det fig, at være ſikre Midler mod Sygdommen. J min forſte Stald, der var temmelig mørk, bleve Dyrene befængte med Lopper, men ved Anvendelſe af Annisafkog og Inſektpulver, hvormed jeg overſtenkede og overſtraede Kaninerne for⸗ ſvandt denne Plage. — Som Kraftfoder anvender jeg Raps⸗ og Horfro⸗Kager blandet med Bygklid eller Svinemel. Mine Dyr trives udmærket derved. Kare Skole bed Randers, den 16de Maj. J. Kornerup, husflid. Tojklemmer É er en Husholdningsgjenſtand, ſom ingen Husmoder paa nogen Maade kan undvære. Har hun lin Vaſk ude, og det blæfer en lille Smule, ſaa vil Huſet gjenlyde af Jeremiader fra Loft til Kjcelder, og Mutter er da paa ingen Maade god at komme nær, hvis hun da ej har gode Klemmer n fit Tej. Man har Tojklemmer af forſtjellig Form. De ſimpleſte beſtaa af to ſammenbundne Smaapinde eller af en Pind med en indſavet, tilſpidſet Kloft. Disſe ere vel brugbare, men blaſer det lidt ſterkt, flyver let bande Toj og Klemmer af Snoren. Man har derfor ogſaa mere ſuildt indrettede Klemmer til at gribe om Snoren og ſammenholdte ved en Spiralfjeder; men 305 disſe ere lidt vanſkeligere at lave og derfor betydeligt dyrere. — Undertegnede har op⸗ fundet en ſeerdeles henſigtsmesſig Klemme, ſom han, uden at tage Patent paa, herved forærer til alle Husvennens Læjere, da den kan afgive en nyttig og let Husflidsſysſel. Klemmen maa laves af nogenlunde faſt Trœ (t. Ex. Bog), være 4—5 Tom. lang og omtrent / Tom. tyk og bred. Forſt bores Hullet a, der ſkal omſlutte Snoren, dernæft ſaves med en ſmalbladet Sav ſaavel Kløften i ſom Aabningen c, hvis Sider virke ſom Fjedre og ſom derfor maa have fornøden Kraft til at holde Kjeberne ſam⸗ men om Snoren og være ſpeendige nok til, at Klemmen kan aftages og paaſcttes. Med Rasp og Kniv kan Klemmen nu af⸗ pudſes hvorved Overhullet tilſpidſes lidt udad for at lette Klemmens Aftagen. En anden ogſaa ganſke henſigtsmeesſig Klemme, ſom jeg har forfærdiget efter ſamme Prin⸗ cip, ſes i Fig. 2 og forſtaas let uden Ve ſkrivelſe. 3 Man kan let en Vinteraften forfærdige et Halvthundrede ſaadanne Klemmer. Gjettrup Skole i Thy, den 10de Marts 1875. S. Kr. Overgaard. Smaating. Duellauten. En Franſkmaud ſom kun nogle faa Uger iforvejen var landet i New⸗Orleans i „Syd⸗ ſtaterne“, Nordamerika, traadte ind i et Vertshus for at faa en Forfriſkning. „Opvarter!“ raabte han, „et Glas Ol!“ Opvarteren ſtjenkede Øllet op, men i det Ojeblik da Franſkmanden vilde tage Glasſet, tog en Übekjendt det og drak det ud i et Drag. Jeg har ikke den re at kjende Dem“, ſagde Franſkmanden hvem den Fremmedes Frakhed overrafkede meget. 5 „Jeg kjender viſtnok heller ikke Dem!“ ſagde den Ubekjendte. „Saa Jøger De altſaa Klammeri!“ 5 „Det ſkulde gjore mig ondt at lade Dem i Tvivl derom, De er mig modbydelig det er tydeligt”, „Se Dem for!“ ſagde Franſkmanden rolig og med faderlig Tone. „Jeg er et Menneſke ſom lever af fit Arbejde; jeg forncermer Ingen, men jeg er heller ikke vant til at lade mig fornærme. For denne Gang tilgiver eg Dem. Opvarter et Glas Ol til!“ Spektakkelmageren, ſom kun havde ſvart med en haanlig Latter, ventede til det andet Glas var ſkjenket op, da ſnappede han ogſaa dette. Drak en Slurk deraf og kaſtede det øvrige paa Gulvet. I hojeſte Grad forbittret, vilde Franfkmanden ſtyrte fig. los paa ham; men et Vidne til Optrinet holdt ham tilbage og hviſkede til ham: „Hold inde! ellers er De fortabt! Myrder han Dem ikke paa: Stedet, jan dræber han Dem ſenere i en Tvekamp, thi han er den farligſte Duellant i hele Louſiane. J at flyde med Basſe eller Piſtol, i at haantere Kaarden ſaavelſom Sablen og Dolken er der Ingen der kan maale ſig med ham. Han har allerede drebt to og tredive og ſaaret over treſinstyve“. Fa lene „Hvad De ſiger, kolner min Brede!” ſagde Franſk⸗ manden. „Ikke ſandt det er forfærdeligt 2” „Tvertimod, det beroliger mig fuldkomment“. Efter disſe hurtict verlende Ord nærmede Franſk⸗ manden ſig Spektakkelmageren ſom betragtede ham med ſpottende Blikke og ſagde til ham: „Min Herre jeg er i Dag ved godt Lune, og vil ikke gjerne fordærve dette, De har berøvet mig to Glas Ol, det er nok. Jeg haaber, at min Overberelſe vil bevæge Dem til at fortryde Deres Tolperagtighed og til en anſtendigere Opforſel. — Opvarter et Glas Ol endnu!“ Opoarteren ſkjenkede ſittrende Øllet, ſom ufeilbarlig maatte hidfgre en Ulykke. J Virkeligheden ſtod det neppe paa Bordet, førend Amerikaneren allerede havde grebet og kaſtet det raſende hen ad Gulvet. Hurtigere end Zigeren der ftyrter fig paa fit Bytte kaſtede Franffmanden ſig nu over fin Modſtander, og bibragte ham med Hænder og Fødder frygtelige Slag og Stod i Anſigtet, Bryſtet og Siderne. Ufredſtifteren fik ikke engang Nd til at forſvare fig, han tumlede om og ſank da afmegtig ned. Anſigtet var frygtelig van⸗ ſiret og overalt bedælfet med Blod. Forſt da han laa bevidſtlos paa Gulvet, ophørte Sejrherren med Tugtelſen. Derpaa traf han rolig en Brevtaſke frem tog et Kort ud af ſamme befæftede det paa den Afmegtiges Bryſt og ſagde til de Tilſtedevoerende: ) „Er her en eller anden Ven af dette Menneſke jaa beder jeg at ſige ham at han kan træffe mig fra Klokken otte til elleve i min Bopæl, — Opvarter endnu et Glas Ol!“ Denne Gang gjorde Ingen ham Drikken ſtridig, hvortil han efter den havte Anſtrengelſe var dobbelt trængende, Han drak rolig Øllet betalte alle fine Glas 95 forlod med belig Hilſen Selſkabet, der næften var bleven ſtum af Forbayſelſe. Da man hævede den Bedovede op, fandt man at to af hans Ribben vare brakkede og at et Neveſlag felgen uddrevet hans ene Oje. Paa Kortet laſte man olgende: 3 Lucian Petit - Fægtemester fra Paris ; meddeler Undervisning i Fægtning, Boxning i Fø- relsen af Kampstokkene. Undervisningen billig. 7 Omtrent fer Uger efter dette Optrin blev Fegte⸗ meſter Petits Dor hurtigt revet op og et Menneſke ſtormede ind. „„Kjender De mig!“ ſpurgte han med en af Vrede dirrende Stemme. 9 5% Fuldkommen “ ſparede Hr. Petit. „Hvad onſker e 2“ ud kommer for at dræbe Dem!“ ſagde Ameri⸗ kaneren, ſom forſt nu igjen var blevet helbredet for ſine Saar, men endnu beſtandig bar Spor af disſe. „Jeg tilſtaar at jeg har fornærmet Dem, derfor overlader jeg Dem Valget af Vaaben. Men fkynd Dem, thi jeg maa je Dem død. Derfor er det mig ligegyldig om jeg ſlaar Dem Tindingen ind med Kampſtokken, eller lober Dem min Kaarde gjennem Livet!“ „Lader os tale lidet mere fornuftigt”, ſagde Fegte⸗ meſteren rolig „og i Sordeleshed uden Vrede. Folger De mit Raad, ſaa lade vi den Sag være afgjort. De drak mit Ol derfor fik De Deres Prygl, det er altſaa i fin Orden, jeg bryder mig ligeſaa lidt om at dræbe Dem i Dag ſom paa den Dag at ſlaa Dem Ribbenene 7 ind, det er nu min Forretning og gjor mig derfor ingen Fornsjelſe. Er det Dem imidlertid meget magt⸗ paaliggende at forſtyrre min Ro og at tvinge mig til Kamppladſen, ſaa bliver De der! det ſpeerger jeg Dem til!“ ; „Elendige Praler — Læs engang her den tro Lifte over fire og tredive Perſoner, ſom jeg har dræbt i Duel og otte og halvfjerds, ſom jeg har ſaaret og ſporg Dem da om jeg er den Mand, der ſkulde frygte for en Petit“ (betyder lille). 8 „De vil da altſaa abſolut ſlaas“. 1 Sporgsmaal“. „Nuvel ſaa kom da, jeg velger Kaarden“, ſagde Fegtemeſteren. „Deres Sekundanter“. „Deres“. Fremad. Duellen tog fin Begyndelſe. Kreolen forte Kaarden | meget behændigt, men der manglede ham i dette Ojeblik den N ſom er aldeles nødvendig i Duel. Efter nogle Mangvre blev han af fin Modſtander let ſaaret i Armen. Synet af Blod gjorde ham raſende. „Hor nu“, ſagde Fergtemeſteren koldblodig, „De er ſaaret og dermed er Wren fket fyldeſt. Lad det nu være nok“. „Nej, paa Liv og Dod!“ ſkreg Kreolen heftigt. Paa Liv og Dod“. „Naar De da abſolut vil, ſaa lad gaa!“ raabte Petit og fan Ojeblikke efter gjennemborede hans Kaarde Modſtanderens Bryſt. Lucian Petits Berommelſe var ved denne Tugtelſe af den Frygtede med et grundet; fra alle Sider ſtrommede Elever til ham, faa at han næppe kunde faa Tid til at meddele alle dem Undervisning ſom kom. Han blev Hurtigt en holden Mand; men aldrig ſogte Nogen ſenere Klammeri i hans Nærværelfe. Til Husvennens Læfere. » „Husvennen“ 125 ved Udgivelſen af neeſte Nr., ſluttet fit tredie Halvaar, og i de 1/ Aar dette Blad 5 beſtaget har det vundet en jaa ſtor Udbredelſe, at et nu trykkes i Oplag paa 7,000 Exemplarer. Det er noget temmelig eneſtagende for et Blad af denne Art at vinde leg ſtor Udbredelje i en ſaa fort Tid, og naar man ſammenholder denne ualmindelige gremgang med den almindelige hædrende og aner⸗ jendende Omtale der er blevet Husvennen til Del i den danſke Presſe, baade af Hojre⸗ og Venſtreblade, ſynes det at ;være Vidnesbyrd om, at jeg har været eldig med Ledelſen af Bladet, faaledes at Leſerne ere (evne tilfredsſtillede. Den ſtore Mængde Breve med Tak og Anerkjendelſe, ſom indløbe fra Leſere af Bladet, ere o 190 et fjært Vidnesbyrd om at. dets Fremkomſt og Udvikling har været til megen Glæde og Tilfreds⸗ ftillelfe for Alle. At Husvennen ogſaa ærligt ftræber at give det Bedſte til Leſerne den ene, baade af Alvor og Gammen, vil et Blik paa det rige Indhold i Læsning og Billeder af de foregagende Fierdingaar let overbeviſe Enhver om. J ſamme Grad 55 Holderantallet er ſteget, er navnlig ee ved ortrinlige Billeder blevet bedre og bedre. Flere dygtige Tegnere ere allerede knyttede til Bladet, og det er viſt en Glæde for alle Leſerne at det er lykkedes at ſamle en ſjelden dygtig Kreds fortrinlige danſke, i bedſte orſtand folkelige Forfattere, om Husvennen i hr. Thyregod, „Kund Skytte“ (J. Nielſen), Beatus Dodt, Bendix Hanſen, Emanuel Henningſen, Fr. Winkel Horn, Zakarias Nielſen, Mads Hanſen o. Fl. Husvennen har mange ſmukke Fortællinger Seh til Optagelſe fra dem alle og kan ſaaledes med Sikkerhed borge Leſerne for et fortrinligt Indhold i den kommende Tid. En Mængde foftbare Billeder ligge ligeledes færdige i Trykkeriet til fremtidigt 3 1 og ingen 1 ſpares for at Husvennen oglan i Denne Retning kan byde det bedſte. Blandt de kommende Billeder vil der hvert Fjerdingaar blive leveret Holderne 11 et ſtort ſmukt Tilloegsbillede af fedrelandſk eller ibelſt Indhold, ſom ſikkert vil vokke Glæde. Men ſaadanne fortrinlige Billeder og et Indhold af bedſte Sort er meget koſtbart at tilvejebringe. Kun ved et overmaade ſtort Antal Holdere kan der leveres noget udmeerket. Leſerne og Udgiveren danner nemlig ſom et Interesſentſkab, hvis dale 8. er fælles, og enhver Leſer, ſom ved at anbefale Bladet bidrager til dets - ftørre Udbredelje, bidrager ſamtidigt fit til, at Indholdet fan blive bedre. Enhver Lafer, ſom dette kommer i Herde, beder jeg derfor venligſt virke lidt til, at Husvennen vinder ſtorre og ſtorre Udbredelſe i deres Omgivelſer, ved at anbefale den til Slægt og Venner, ſom et i Sandhed godt Folkeblad med et rent, ſedeligt, underholdende og belærende Indhold, der ſnart i enhver Familie vil gjøve Bladet til en ſand Husven. Hver Aargang vil danne et ſamlet Sele med Citel⸗ blad og Indholdsliſte, og vil indbundet udgjøre en for⸗ 13 18 Sede er ſom i mange Aar vil kunne være til Glæde for Unge og Gamle. Enhver Landboer erindres derfor om at det vil være mod egen Interesſe at afſige Bladet i Sommertiden, men det er i endnu højere Grad mod Husvennens Interesſe, da det, om ret mange Landboere falde fra om Sommeren, vil gjøre et meget foleligt Skaar i mine Beſträbelſer for at udſtyre Bladet rigtigt godt. ö Hvert Nr. afſendes fra Kjøbenhavn beſtemt Tors⸗ dag Aften og vil derfor være alle Holderne i omtrent hele Danmark i Haende om Søndagen, jaa at det overalt vil afgive en velkommen Sondagslasning. Husvennen beſtilles paa alle Poſtkontorer og Brev⸗ ſamlingsſteder, ſamt i alle Boglader, for 1 Krone Fierdingaaret, frit tilſendt og Beſtillinger for næfte Kvartal bedes indſendte ſnareſt. N. C. Rom. Hermed folger Tillcegsbilledet: Niels Ebbeſen felder Grev Gert. Neſte Kvartals Tillcegsbillede bliver et Sideſtykke hertil: Niels Ebbeſen og Svend Zrøjt ved den afkaſtede Bro. å Zudhold. Niels Ebbeſen, Digt af Zakarias Nielſen. — Beſog pan en norſk Sæter, Rejſeerindring af H. K. A. Hovmoller (Sluttet). — Hans Jørgens og Abelones merkverdige Hendelſer i Kjøbenhavn, 6, af Emanuel Henningſen, med Billede (Sluttet). — En klog Præft, af B. H. — Kaninavl. — Husflid: Tojklemmer, med 2 Billeder. — Smaating. — Til Husvennens Laſere. ; Husvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpalfet Ark, forfynet med flere Billeder, tit 1 Krone (3 Alf.) Fjerdingaaret frit fiffendt. Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et ſtort ſmuſtt Billede. Bladet kan beſlilles pan ethvert Vofikonfor og Vrepſamlingsfled, i enhve VBoglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrcde 40, Kjobenhapn. Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz: i i i i ggungmande Vill 2 Mlorſkabsbesning, Oplysning og Gusflia. Adginet af R. C. Rom. 2. Aargang. i Kjøbenhavn. Nr. 39. Hondagen d. 27. Juni. 1855 — Viborg. Dæmning, hvorover Hovedlandevejen fører ad Randers | 5 til. Gaar man et Stykke ad denne Vej, har man . : den ſmukkeſte Udfigt over den gamle, minderige By, 7 . der fra Bakkekammen ſpejler ſig i den blanke So, Slutningen af denne Maaned afholdes | medens Domkirkens mægtige Bygninger rage højt op den 13de danſke Landmandsforſamling, over de lave Huſe. Kommer man faa ind i Byen, og den afholdes denne Gang i Viborg forbapſes man over de mange Helgenbencevnelſer paa og henleder den almindelige Opmeerk⸗ Gaderne, der endnu have holdt fig fra den katholſke ſomhed paa denne Jyllands gamle Hoved⸗ Tid, (St. Mathias⸗, St. Mogens⸗, St. Mikkels⸗, St. ſtad. Vi antage derfor, at Leſerne gjerne ville høre | Ibsgade) oſv. Gaderne flige, undertiden meget ſteilt, lidt om denne By og om dens Hiſtorie. op mod Torvet, og Domkirken, et af de hojeſte Punkter Denne ældgamle Byes Storhed og hiſtoriſke Glans er over 50 Alen over Søen. Det er ogſaa ejendom: "tilhører fortrinsvis Oldtiden og Middelalderen; men meligt for Viborg, at man, naar man kigger ind ad Jelv for den nuværende Slægt, ſom kan mindes den en Port, ikke ſaa ſjeldent fer flere Trappetrin fore op Tid, da man længtes efter de djærve Ord fra Viborg til Haven bag Gaarden, ligeſom man overraſkes af de Stenderhus, har Viborgs Navn en mere hiſtoriſk Klang ſmukke Udſigter, ſom hiſt og her inde i Byen aabne fig end flere jydſke Steder, der nu langt have overflojet over Søen til den modſatte Bred. Ejendommelig er den i Storrelſe. Endnu har Erindringen vel heller ogſaa Byens ſtore Omfang. Den indtager et Flade⸗ ikke ganſke tabt fig, om hvad Viborg betydede ved fine | indhold af 1,850,000 ( Alen eller omtrent 132 For. Snapsting og ſom Landsdommernes Sade lige til | Land, og er ſaaledes neſt Kjøbenhavn og Frederits dette Aarhundredes Begyndelſe; men Byens egentlige den omfangsrigeſte By i Landet; men indenfor dens Glansperiode var dog for Indføreljen af Reformation Omkreds, der angives til 78000 Alen ligge flere og Enevelde. ' ubebyggede Pladſer, beſtagende dels af betydelige Haver, Viborg er beliggende paa den høje Landryg, der dels af Markjorder. gaar fra Syd til Nord gjennem Jylland op imod | Byens gamle Navn Viborg, d. e. det hellige Bjerg, . minder om, at den i vore Fedres hedenjfe Tid var Hovedofferſtedet for Jylland, og derved tillige Jyllands Limfjorden og er tildels bygget paa en Bakke, der ſkraaner ned mod Oſt og Syd. Byen begrenſes paa den øftlige Side af en e. 1200 Alen lang og 400 Alen Sovedthingſted, hvor Kongevalgene gik for fig, ſenere bred Sø, Viborg Sø, der har Tillob nordfra og Afløb Kongehyldinger, der holdt fig lige til Eneveldens Ind⸗ mod Sydoſt til Norre⸗ eller Skjern⸗Aag. Søen er forelſe, da enhver Levning af Kongens Valg ved Folket iøvrigt delt i 2 mindre Søer, Nørre og Sonder⸗So, | naturligvis maatte forſpinde. og. Sfjællet mellem disſe Søer dannes af en bred Naar Viborg er opſtaget, vides ikke. En ælbre Bhyes Hiſtorie. i Viborg Knud Magnusſen til Konge, medens Sjal⸗ Hiſtorieſkriver meddeler rigtignok, at den blev bygget 193 Aar efter Syndfloden; men det faar man tage for, hvad man vil. At den ſmukke Bakke ved de fiſkerige Søer dog tidlig har været beboet og allerede af det forſte Urfolk her i Landet, kan ſluttes af Egnens Rigdom paa Høje, der fortrinsvis indeholde Sten og Bronceſager. Fortællingen om, at allerede Kong Dan blev hyldet paa Dannerlyngen — den brede Slette ſondenfor Byen — ligeſom ogſaa det, at Stedet for Fengos Brodermord og Amlets Hevn af Sagnet hen⸗ lægges til Viborg, tyder paa Byens høje Wlde. Ogſaa ſom Handelsſtad var Viborg tidlig bekjendt, efterſom der berettes, at to Isloendere Gisle Surſon og Veſtejn Aar 965 kom til Viborg for Handelens Skyld og der bleve omvendte til Kriſtendommen. Ogſaa om Svend Tveſkeg fortælles der, at han indfandt fig med Palna⸗ toke for at lade fig hylde til Konge paa Viborg Thing, medens Faderen, Harald Blaatand endnu levede. Det berettes derhos, at da Harald Blaatand var bejfæftiget med at lade flæbe en ſtor Sten til fin Moder Thyras Grav i Jellinge, ſpurgte en Vejfarende, om han nogen⸗ finde havde jet noget, der var ftørre end denne Sten, drages afſted, ſvarede denne: „jeg ſaa i Gaar paa Viborg Thing Din Son træffe til fig hele Danmarks Rige, hvilket endda var ſtorre.“ Under Knud den Store ſkal Mont være præget i Viborg, ligeſom der allerede da ſtiftedes et Kloſter, Hardeknud; Svend Eſtridſen, Harald Hejn og Valdemar den Forſte have ogſaa præget Mont her. Da Viborg i Oldtiden og Middelalderen var Jyllands og tildels hele Landets politiſke Midtpunkt, blev denne By det Sted, hvor Konger og Tronarvinger idelig tyede hen i deres indbyrdes Stridigheder, idet de ſogte det frie Folks, ſenere Adelens, Underſtsttelſe; mange vigtige Afgjorelſer have derfor i hine Tider fundet Sted i Viborg, og derfor har Byen ogſaa ſom zen Magnet truffet Valpladſe i fin Nerhed. Paa Viborg Thing var det at Erik Ejegod tog Afſked med ſit Folk, inden han drog til det hellige Land, og hvor Folket under Suk og Taarer bod ham at give en Trediedel af deres Ejendom for at laſe ham fra hans Lofte, et Tilbud, han ſom bekjendt ikke lod ſig bevæge til at modtage. Da Erik Lam havde nedlagt Kronen 1147, gav et ſtridigt Kongevalg Anledning til en tiaarig Borger⸗ krig, hvis Hiſtorie for en Del er knyttet til Viborg Jyderne valgte nemlig ſom ſedvanlig leenderne paa Jsgre Ting toge Svend Erikſen til Konge. Sjællænderne havde i Begyndelſen Overmagten, og Svend drog i 1151 om Foraaret til Jylland, hvor han fik Borgerne i Viborg til at ſlutte ſig til ham, og ved deres Hjælp vandt han et Slag udenfor Byen over Knud. Svend lod nu Byen omgive med Volde og gav den adſtillige Privilegier, og da Knud om | Efteraaret kom tilbage med ſakſiſke Tropper, blev han atter ſlaaet ved Viborg. Næfte Aar ſluttedes Ligeledes i Viborg et af den tyſke Kejſer fremtvunget Forlig mellem de to Konger, hvorved Svend maatte afſtaa en Del af Riget til Knud. Da Knud Lavards Søn Valdemar, der forſt havde været paa Svends Parti, gif over til Knud Magnusſen, lode de fig begge hylde til Konger i Viborg, og da Valdemar 1157 var und⸗ ſluppet fra Niddingsgildet i Roskilde, hvor Knud blev myrdet, drog han ligeledes til Viborg Ting, fremviſte fine Saar og anklagede Svend for Trolgshed. Jyderne flokkede ſig om ham, og da Svend drog efter ham, kom det til et Slag paa Gradehede, en god Mil ſonden for Viborg. Her fejrede Valdemar, Svend flygtede, forvildede fig i Moſen og blev dræbt, ſom der ſiges af en Bonde. J eller ved den ſaakaldte Gradekirke, hvoraf endnu Spor findes en halv Mil fra Valpladſen, blev han begravet, dog fkulle ſiden hans Levninger være optagne og henſatte i Viborg Domkirke. Siden Valdemar den Stores Tid blev det Skik, at Kongerne i levende Live valgte deres Sonner til Tronfolger; men Viborg vedblev dog at vere Stedet, hvor Dan: marks Konger lode fig hylde for Narrejyllands Ved: kommende. Erik Glipping, der beſteg Danmarks Trone kun 10 Aar gammel blev kronet Juledag 1259 i Viborg Domkirke og 27 Aar ſenere fandt han her ſin Grav. Han blev ſom bekjendt myrdet St. Cæcilie Nat den 22de November i Finderup Kirkelade af den mægtige Marſk Stig, hvem han havde tilføjet en blodig For: nærmelje, og de-øvrige Sammenſvorne. Hans Lig blev ført til Viborg og henſat bag Alteret over Kryptkirken, hvorfra Munkenes Vaadeſang hver Morgen lod for den myrdede Konges Sjelero til 1630. Hans Son og Efterfolger Erik Menved opholdt fig ofte i Viborg og efter at have dæmpet et jydſk Bondeoprer i 1313, lod han opføre det befæftede Viborg Slot paa en 901 Borgevold, der nu er beplantet, og hvor man endnu kan finde Levninger af Slotsgraven. Naar dette Slot er gaaet tilgrunde, vides ikke beſtemt, det omtales ſidſte Gang 1483; men forøvrigt ſkal Viborg allerede i ældre Tider have havt et Slot. „Danmarks ſletteſte Konge” Kriſtoffer den Anden blev taget til Konge i Viborg 1320 og maatte her underfkrive den haarde Haandfæftning, der udſtedtes ſom Betingelſe for en KongesValg. Paa Taphede tet ved Viborg blev Kriſtoffers Søn Prins Otto ſlaget og taget til Fange af Grev Gert, og Ottos Broder, Valdemar Atterdag, der efter at Grev Gert var dræbt af Niels Ebbeſen blev Danmarks Konge, hyldedes i Viborg den 24de Juni 1340. Stifteren af det Oldenborgſke Kongehus, Kriſtian den Forſte blev hyldet i Viborg den 28de September 1448, og endelig var det en Forſamling i Viborg, der gav Auledning til, at Kriſtian den Anden flygtede fra Danmark, idet de del: Biſkopper og nogle verdslige * 855 AR 2 * 7 75 E 2 5 . i Vejle af Landsdommer Mogens Munk. 309 Rigsraader her bleve enige om at opſige Kongen Huld⸗ ſkab og Troſkab og den 20de Januar 1523 udſtedte det bekjendte Opſigelſesbrev, der blev overbragt Kongen Et Par Maaneder efter, den 26de Marts 1523, blev Frederik den Forſte hyldet paa Viborg Landsthing, ved hyilken Lejlighed Byens Borgere maatte ſe paa, at de Love, Kriſtian den Anden havde udgivet til Beſkyttelſe for Borger: og Bondeſtanden, bleve opbrændte paa Viborg Thing „ſom ffadelige og ſtridende mod gode Sæder.” Medens Lejres og Jellinges Betydning faldt med Hedenſkabet og Vikingelivet, holdt Viborg fig og endnu i Middelalderen kunde det fvare til fit gamle Navn, det hellige Bjerg, forſaavidt der tænfes paa Byens mange hellige Bygninger. Svend Eſtridſen grundede her 1065 et af de 5 jydſke Bispedømmer (Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg og Børglum Stift) og allerede ſamtidigt med det forſte Kloſter opførtes en „Marie⸗ kirke“; men ſenere (omtrent 1128) nedreves den, og i dens Sted kom den ſmukke Domkirke, der ved ſin ſtjonne Bygningsſtil og fin Kryptkirke, den eneſte i det nuværende Danmark, var en af vore meerkeligſte Byg⸗ ninger. Omkring Domkirken grupperede fig 16 (efter Andre 22) andre Kirker og 6 (eller 10) Kloſtre. Af disſe findes dog endnu kun Domkirken og Sondreſogns eller Sortebrodre Kirke; Graabrodre eller Norreſogns Kirke er nedbrændt i Begyndelſen af dette Aarhundrede. At en faa anſelig By ſom Viborg ogſaa havde flere Gilder eller Calenter er naturligt, der nævnes ſaaledes St. Knuds, de 11,000 Jomfruers, St. Kjelds, St. Annas, St. Birgittes o. fl. Af maerkelige katholſte Biſkopper levede her Biſkop Efkil, en Tilhænger af Kong Niels Spendſen, hans Eftermand Spend, en Broder til Erkebiſp Asſer i Lund, den fromme Biſkop Gunner, bekjendt for ſin Delagtighed i Kong Valdemar den Stores jydſke Lov og endelig den ſidſte katholſke Biſkop den ſtridbare og henſynsloſe Jorgen Friis, hvis Forſog paa at opretholde Katholicismens faldefcerdige Bygning ſtrandede pan Viborg Borgeres kraftige Mod⸗ ; ſtand. Thi ſom Viborg var Hedenfkabets Hovedſcde i Jylland i Oldtiden og den katholſke Kulturs i Middel⸗ alderen, ſaaledes ſkulde den ogſaa blive Vuggen for den forbedrede Kirfelære i vort Fædreland. Det var i Viborg at Hans Tapſen, Bondeſonnen fra Fyen, 1526 fforſte Gang predikede Luthers Leere. Som Munk i Antvorſkov Kloſter var han paa en Reiſe i Tyſkland bleven kjendt med Luthers Lære, og da han ved fin Tilbagekomſt til Antvorſkov fandtes ſmittet af „lutherfke Kjetterier“ blev han ſendt til Viborg for at helbredes. Her kom han i det daværende Johanniter Kloſter, hvis Prior, Peder Jenſen, lod ham kaſte i Fengſel. Det rygtedes imidlertid ſnart i Byen at en Munk var fængslet, fordi han talte mod Pave og Gejſtlighed, Borgerne flokkedes foran Fængslet, og fra dettes Vinduer forkyndte Hans Tapſen dem Luthers Lære. Han blev vel henſat i et andet Fengſel, men den dygtige og lærde Munk vidſte ſnart at indynde fig hos Prioren, ſaa at han ikke alene fif fin Frihed men ogſaa Zilladelfe til at predike i Kloſterkirken. Denne Tilladelſe benyttede han vel i Forſtningen med Forſigtighed, men da det ikke længe lykkedes ham at lægge Baand paa fine reformatoriſke Beſtrebelſer, forlod han fort efter Kloſteret og ſogte Tilhold hos en af Byens Borgere. Da Frederik den Forſte netop opholdt fig i Jylland, udvirkede Tapſens Tilhengere ikke blot at Kongen, der ſaa ſtjevt til de katholſte Biſkopper, gav Tapſen et Beſkermelſesbrev, men ogſaa udnævnte ham til fin Kapellan og gav ham TLilladelſe til at prœdike den lutherſke Lære i Viborg. Hans Tapſen var altſaa nu den forſte lutherſke Preeſt i Danmark, men Bifkoppen Jorgen Friis forbød ham Adgang til alle Stiftets Kirker. Hans Tapſen lod fig dog ikke forknytte. Han beſteg en ſtor Ligſten paa Graabrodre⸗ kirkegaard og predikede her for Borgerne, og da Bi⸗ ſkoppens bevæbnede Spende vilde drive dem bort, hentede de Vaaben i de nærmefte Huſe og dreve Bispens Folk pan Flugt. Da Lutheranerne i 1527 paa Rigs⸗ 5 dagen i Odenſe havde faget Religionsfrihed, taalte j Borgerne i Viborg ikke længere, at Bispen holdt Kirken lukket for Tavſen. De brode Kirfedøren i Graabrodre⸗ kirke op med Magt, og Tayſen predikede nu her, til han jog Graabrodrene helt ud af Kirken. Jørgen Friis begyndte nu at frygte for ſin egen Sikkerhed og drog til Hald Slot, ſom han havde ladet befæfte, og hvor han hapde opfort et ſtort rundt Fangetaarn, hvoraf der endnu findes meerkelige Levninger, og hvori han havde tenkt at indeſlutte Hans Tavſen. Det gik dog ikke, ſom han havde ventet; thi da Reformationen var anerkjendt ved Herredagen i Kjøbenhavn 1536, droge Viborg Borgere bevæbnede mod Hald, og Toget gjaldt deres gamle Fjende Jorgen Friis. Da Biſkoppen blev underrettet om Borgernes Komme, drog han dem imøde i Spidſen for fine Spende, det kom til Kamp, men Borgerne ſejrede og puttede nu Biſkoppen i det Fangetaarn pan Hald, ſom han havde beftemt for Tapſen; og Reformationen var fuldført. Lidt Nord for Domkirken paa den tidligere Graa⸗ brodrekirkegaard, der nu er beplantet, findes „Tapſens Minde“. Paa Forſiden af et 3 ½ Alen højt Monument af Sandſten, findes i et Basrelief af hvidt Marmor et Billede. af Tapſen fremſtillet med opflagen Bibel. Billedet er hugget af Freund og under det ſtaar: 2 Thim. 2, 9. („Guds Ord er ikke bundet“.) Paa Bag⸗ ſiden ſtaar: „Hans Tauſen til Minde ſat i Frederik den tes Dage ved Kongens og Folkets Gaver. Oprejſt paa Reformationsfeſten 1836“. Desuden findes de fire Evangeliſters Emblemer, nemlig Oxen, Engelen, Loven og Ornen, ligeſom og en Svane og en Delfin, formodentlig til Erindring om Luther og Reformationen F 5 i 5 paa Stottens Sider. Foran Støtten ligger den ſtore Ligſten, hvorfra Sans Zavjen prædikede paa Kirkegaarden efterat Kirken var bleven lukket for ham. Stenen laa den Gang i et Hjorne af Kirkegaarden ſom Ligſten over Vebner Johan Nielſen af Aunsbjerg død 1442 og Huſtru Helene Munk. Senere ſolgtes den ved en Auktion for 16 Rd., kom ſom Ligſten til Hinge Kirke⸗ gaard, og fik en ny Indſkrift. Denne har dog ogſaa maattet vige, og nu findes indhugget i fire Rund⸗ kredſe: „Paa denne Sten Hans Tauſen forſt i 1528 3 (fejlagtig for 1526) i Viborg predikede Luthers Lære, — En Ven af den her lagdes ſidſt — Anſaa det Pligt anmeldt at være”. Under Grevens Fejde har Viborg Bys Borgere, der aldrig plejede at ſtaa tilbage ved ſaadanne Lejlig⸗ heder, ſandſynligvis deltaget i Jydernes Rejsning ved Skipper Clement og hyldet Kong Kriſtian den Anden; men i alt Fald var det i Viborg, at Clement og hans Tilheenger Jens Hvaſs til Kaas i Salling bleve hen⸗ rettede paa Gammeltorv, det lille Torv veſt for Dom⸗ kirken, 1536. J Tidsrummet fra Reformationen til Enevolds⸗ magtens Indforelſe opholdt Kongerne ſig ofte i Viborg, de udvalgte Tronſolgere hyldedes i Viborg — i Anledning j Biborg, set fra Øst, - af Kriſtian den Ades Hylding fif Byen fit ſtore Torv (Nytorv) forhen St. Hans Kirkegaard — og den mægtige É jydſke Adel havde i denne Periode ſine Samlinger her. Man holdt ikke alene garlige Sammenkomſter for at forhandle om Standens Tarv og Privilegiernes Opret⸗ holdelſe og for at bilægge opſtaaede Tviſtigheder; men ogſaa en ſtor Del adelige Bilagere eller Bryllupper holdtes her og til ſaadanne Forſamlinger havde man ſin egen Gaard „Adelens Gaard“. havde ogſaa Ejendomme i Byen, hvor de opholdt fig ſedvanlig paa Snapsthings og Landsthings Tider. Snapsthinget eller ſom det fra forſt af kaldtes Snaps⸗ landsthinget, var Benævneljen paa det forſte og fornemſte Landsthing efter Jul og den dermed forbundne Penge⸗ Mange Adelsmænd | Cegust af V. Fischer, ES: omfætning. Navnet Snapsthing udleder man ſom en Forkortning af den latinſke Bencevnelſe „Sessio novi anni prima“, og det holdtes ſom anført forſt paa Aaret. Da Herremendene imidlertid vanſkeligt kunne faa deres Korn og Penge omſatte jaa tidligt paa Aaret, blev Terminen ſenere ſkilt fra Landsthingets forſte Holdelſe og efter flere Forandringer henlagt til Juni Maaned. Snapsthinget var af ſtorſte Betydning for Viborg, idet en ſtor Del af Borgerne levede af at be- værte og herbergere den Mængde Fremmede, der i Dagene fra 13de til 29de Juni kom til Viborg. Ikke alene Jyderne, men Folk af alle Nationer og Klasſer, Penge⸗ mend og Handelsmend, Kunſtnere og Haandværkere kom i de Dage til Viborg, og det var et almindeligt r rer == > 8 ex i i Mundheld den Gang: „Ses vi ikke for, ſes vi til Viborg Snapsthing“. ſiden af Byens Nytorv er oprindelig opført til Snaps⸗ thingsgjæfter, og i Klubben, den lange lave Bygning paa Torvets Sydfide, ſpilledes den Gang højt Haſardſpil (Pharao, Baret) medens Stadsmuſikanten med fine Muſici hver Aften var i fuld Virkſomhed i den ſtore Sal ved Siden af Spilleverelſerne. En Talemaade fra den Tid var ogſaa at „man rejſte til Snapsthing med „den rige Mand“, holdt ſaa den „ſtore Nadver“ og vendte hjem ſom „det fortabte Faar“ (ſigter til Evangelierne 1—2 og 3 Sondag efter Den ſtore 3 Etagers Gaard paa Oſt⸗ Trinitatis) og viſt er det, at mangen ulykkelig Spiller eller ruineret Pengemand, der ikke kunde faa fine Sager ordnede ved Snapsthinget druknede fin Sorg i Søen. J 1805 da: Landsoverretten afloſte det gamle Lands⸗ ching aftog efterhaanden Snapsthinget og kun et lille Marked i Juni Maaned, Snapethings⸗ eller St. Hans Marked er en Levning af den forduws Herlighed. Efter Cnevældens Indforelſe gik det tilbage med 5 Viborg. Allerede for havde Byen været hjemſogt af forſtjellige Ulykker. Et Par betydelige Ildebrande den 16de Maj 1567 og den 28de April 1615 lagde ſtore Partier af Byen i Afke og forarmede mange Familier, og faa kom Krigen. 1627 havde de keiſerlige Tropper Hovedkvarter i Byen; 1644— 45 var den beſat af SER 1 ' [il] VE Bilorg Domkirke, efter FEE Svenfferne under Horn og Vrangel og 1657—58 blev den igjen trykket forſt ved Svenffernes Beſog og ſenere ved vore „Venner“, Brandenborgere, Polakker og Kejſer⸗ lige, der i Udſugelſer næppe gave Svenſkerne noget efter. 1660 holdt Adelen ſit ſidſte Mode i Viborg, og at dens Møder ophørte var et foleligt Tab for Byen; jaa kom igjen en Ildebrand den 18de April 1667 og endelig den ſtore Ildebrand den 25de Juni 1726. Denne Brand udbrød Kl. 4 om Eftermiddagen hos en Handlende paa Sjultorvet og ſtandſede forſt Natten mellem den 26de og 27de Juni efter at have lagt den ſtorre Halvdel af Byen i Aſke tilligemed 2 Kirker, Domkirken og Sortebrodrekirke, Bispegaarden, Raad⸗ ſtuen og en Fløj af Hospitalet og gjort over 200 Fa⸗ og gBiſkop, ligeſom den har ſin Latinſkole. milier husvilde. Skjendt Byen fif betydelig Hjcelpß, forvandt den dog forſt efter lang Tids Forløb denne Ulykke, hvoraf der endnu findes Spor i flere gde Tomter og højtliggende Huſe, der ere byggede ovenpaa de ſammenſtyrtede Ruiner; men ſkjondt Byen ſaaledes ſank i Anſeelſe, Velſtand og Magt, lykkedes det den atter at hæve fig. Landoverretten havde ſom alt omtalt fit Sæde i Byen og ikke fan Embedsmend droges til den, ogſaa er den ſom Stiftshovedſtad Sædet for Amtmand Betydende for Byen var ogſag Steenderforſamlingerne, der her havde deres Moder. Den forſte Stenderforſamling aabnedes den 10de April 1836 og den ſyvende og ſidſte ſluttedes den 23de Juni 1848. Lidt Nord for Dom⸗ ; e er BØ kirken laa Stcenderhuſet, en temmelig lang toetages Bygning, hvor Forſamlingerne holdtes, men denne Bygning nedreves for et Par Aar ſiden og Steender⸗ forſamlingerne hore nu til Viborgs Erindringer. J 1719 var Viborg ſunket ned til et Indbyggerantal af lidt over 2,000, men ved Folketællingen i 1870 var det ſteget til over det tredobbelte nemlig 6,422, medens det endnu i 1860 kun var 4,861. Man ſer ſaaledes, at Byen i de ſeneſte Aar er gaaet betydeligt fremad, og ſom Grunde kunne anføres, dels de tilgrenſende betyde⸗ lige Hedeſtrekningers Opdyrkning, men navnlig, at Byen har faaet en let Forbindelſe med Omverdenen ved Jernbaneanlegene, ligeſom dens Garniſon og Lejr⸗ ſamlingerne ved Hald have bidraget meget til åt hæve Byen. En Hovedprydelſe for Viborg er den ſtore ſmukke Domkirke. Paa Pladſen, hvor den ligger, var, ſom tidligere omtalt, alt i ældgammel Tid opført en „Marie⸗ kirke“ der dog alt omtrent 1128 afloſtes af Domkirken. J Katholicismens Blomſtringsdage var denne Kirke en af de forſte i Landet; den talte mindſt 16 Altre og mange Kapeller, ligeſom den ejede en betydelig Samling af Relikvier. Reformationens bekjendte Ringeagt for katholſke Helligdomme og Tidens Tand mishandlede dog den gamle berømte. Kirke ſlemt, og dertil kom forffjellige Ulykker. Allerede 1501 flog Lynet ned i Kirken og afbrændte faa godt ſom hele Bygningen, der gjenop⸗ fortes i en aldeles forvanſket Skikkelſe. Taarnene og Forpartiet opmuredes af Murſten iſtedetfor af Granit, Bjelkeloftet afloſtes af murede Svælvinger og Indgangs⸗ døren mellem Taarnene tilmuredes, idet ſaavel Rummet mellem Taarnene, ſom Krypten forvandledes til Grav⸗ kapeller. 1567 hjemſogtes Kirken atter af en Ildebrand; men ved den ſtore Ildebrand 1726 ødelagdes hele Kirken aldeles, og de ſidſte Minder fra den katholſke Tid gik tabte, Kirken blev vel gjenophygget, men af daarligt Materiale og iſtedetfor de ſmukke Spir fik Taarnene lave blytakte Kalotter. Da Profesſor Nebelong m. Fl. underkaſtede Kirken et nøjagtigt Efterſyn i 1856, fandtes den ſaa broſtfeeldig, at man maatte luffe den i Aaret 1862. Kirken fandt dog varme Talsmeend for en Om⸗ bygning i Hoyen, Monrad og Hall ligeſom i den utrektte⸗ lige Stiftspropſt Welding; Frederik den 7de der i 1861 ved et Beſog i Viborg forvisſede fig om Kirkens Broſt, ſtottede Sagen, Rigsdagen underſtsttede Foretagendet og dels herved, dels ved Bidrag, der indkom ved en almindelig Subskription over hele Landet, lykkedes det at føre Sagen igjennem. J 1863 begyndtes Nedriv⸗ ningen af Kirken, og Arbejdet fortſattes uforſtyrret under Krigen 1864. Grundſtenen til Alteret lagdes den Zdie December 1869 af Kong Chriſtian den Niende, og i Efteraaret 1866 ſtode Korets og Korſets Mure fuld⸗ ſtendigt rejſte. Derefter er Kirkebygningen ſkreden fremad og nu ſtaar Viborg Domkirke i fin tidligere ſkjonne⸗ Baſilikaſtil. Kirken er opført af Granit, dels mange⸗ firkantede Granitpiller, farvet fra Jylland vg dels ensartet fra Uddevalla. Kampeſtenene danne dog kun Murenes Yderfide, deres Kjcerne er af brændte Sten. Den gjenopforte Dom⸗ kirke er en regelmæsfig Korskirke med Hovedſkib og 2 Sideſkibe, hvortil i Veſt ſlutter fig to Taarne og mellem dem en Forhal; over Korſets Midtkuppel hæver fig et Spir og derpaa kommer Koret med Runding og 2 Taarne ſamt op mod Skibet 2 Kapeller. Domkirkens Længde er udvendig 111 Alen, dens Brede i Korſet 49 Alen, i Skibet 36 Alen; den indvendige Længde er, Forhallen fraregnet, 95 ⅛ Alen og Hovedſkibets flade Loft er omtrent 26 Alen over Gulvet. Kirkens udvendige Højde til Tagryggen er 35 Alen. Spiret over Korſet hæver fig 53¼ Alen, de tvende Taarne mod Veſt 67½ Alen. Af den gamle Kirke er foruden Krypt⸗ kirken ogſaa den nederſte Del af Korrundingen tilbage med fine 4 høje og ſmaekkre Halvpſojler, der bære 3 Buer hvorunder Rundingens 3 Vinduer ere anbragte. J Hojde med Pillernes Kapitæler ſes 2 udhugne Menneſkehoveder, hvilke efter Sagnet foreſtille Maalet "paa 2 Kemper, der vare ligeſaa høje ſom Afſtanden fra Jorden: 14 Alen, og ſom byggede den forſte Kirke; nederſt ere tvende Løver udhugne. Paa det nordre af de veſtlige Taarne er indmuret en gammel Sten med en Lindorm med et mindre Dyr under fig. Over hver af Sideindgangene er anbragt en halvrund Sten med udhugne Lover og over Hovedindgangen mellem Taarnene en Dorſten af rigt Arbejde; alle 3 Indgange ere om⸗ givne med Sejler. Kirken er overalt tæffet med Bly, og Taarnene prydede med forgyldte Kors. Korrundingen med fit fritſtaaende Galleri hører til vort Lands ſkjonneſte Prydelſer. . Indvendig er Kirken hvælvet undtagen Sovedjfibet, der har fladt Bjælfeloft. Fra Forhallen træder man ind i Langhuſet, og overſer hele Midtſkibet med de 6 paa hver Side forenede med Rundbuer og atter bærende 6 lavere Piller, der lige⸗ ledes ere indbyrdes forenede med Buer. Disſe ſidſte danne her ligeſom i Ribe Domkirke ſkjenne Triforiums⸗ Gallerier. Alt er her Granit lige op til Loftet. ſkibet oplyſes af Hojkirkens Vinduer, der ere anbragte over Gallerierne oppe ved Loftet og af et prægtigt Rundvindue, om hvilket Orgelet anbringes, i Portalen. Loftet i Hovedſkibet er prydet med Malerier, ſom efter Arkitekt Storchs Udkaſt ere udførte i middelalderlig Stil af Maleren F. C. Lund. Nermeſt Orgelet ſes Moſes og David, derefter folger Billeder af: Marie Bebudelſe, Marie og Eliſabeth, Kriſti Fodſel, Kriſti Fremſtilling i Templet og Kriſti Daab. Paa Siderne findes Billeder af de 12 ſmaa Profeter og oppe ved Koret Billeder af de 4 ſtore Profeter. Paa Korloftets Dekoration arbejdes iaar. Fra. Koret fore 2 ſndede Opgange i de mindre Taarne op til det gabne Galleri, hvorfra der er en ſmuk Udſigt over Byen og Søen. Fra Koret fører ogſaa en bred Trappe ned i Kirken og paa Siderne Midt⸗ —— — —Uñͤ — . ——— — fore 2 Nedgange ned i Kryptkirken under Koret. Denne | halvt underjordiſke Kirke ſtaar urørt fra ældre Tider. 10 Salvføjler og 6 hele, fritſtagende Sojler (de 2 midterſte af Porfyr) bære 12 Krydshveelvinger over den 22 Alen lange, 13 Alen brede og 61/9 Alen høje Kirke; ved hver Side er et lille Kapel, J en under⸗ jordiſt Gravhvclving under Forhallen og de veſtlige Taarne og i et Kapel oppe i Kirken findes en Del Kiſter, hvori Medlemmer af den Juelſke, Kraghſke og Seheſtedſke Familie hvile. Generalmajor Daa, der faldt i Slaget ved Gadebuſch og hans Huſtru hvile nu i det lille Kapel ved Korets ſondre Side i to ſeerdeles ſmukt reſtaurerede Kobberkiſter. Blandt Kirkens Pry⸗ delſer ffal endnu nævnes den ſyvarmede Lyſekrone, en Efterligning af Guld⸗Lyſeſtagen i Jeruſalems Tempel. Den ſtaar nu i Kryptkirken, men vil ſenere blive op⸗ ſtillet i Midterſkibet. Nogle Levninger fra Erik Glip⸗ pings Grav, der nu bevares i oldnordiſk Muſeum, ſaaſom Reſter af Blykiſten, Solv⸗Hoſtieceſken, Leder⸗ ſtykker og Stenen. af Kongens Ring, ſkulle formentlig atter henſættes bag Alteret, hvor de for havde Plads. Man venter at kunne tage Kirken i Brug i Efteraaret 1876. Udenfor Domkirken er Gammeltorv, og paa dettes Sydſide findes det gamle Raadhus, der er forſynet med et Spir og ligefor Domkirken ligger Latinſkolen. Bag Domkirken findes Bispegaarden og Nord for den ligger det nye ſmukke Thing⸗ og Arreſthus. Paa Pladſen foran dette, den forhenverende Steenderplads, ſtod for et Monument for Digteren St. St. Blicher; nu er det herflyttet til Anloeget ved Borgevold. Broncebuſten ſtaar paa en ret anſelig Granitblok, hvor man læjer Digterens bekjendte Strofer: „Min Fodeſtavn er Lyngens brune Land, Min Barndoms Sol har ſmilt paa morken Hede, Min ſpede Fod har traadt den gule Sand, Blandt forte Høje boer min Ungdoms Glæde”, Monumentet affløredes 1866 af Ploug. Foruden Sondreſogn Kirke vil man lægge Merke til Straffe⸗ anſtaltens anſelige Bygninger. Nu er denne nedlagt, og Bygningerne ſkulle indrettes til Sindsſygeanſtalt. Sonden for Byen ad Aarhus⸗Kolding Vejen findes et ſmukt Anlæg med Spadſeregange og Udſigt over Sgen til Asmildkloſter, forhen et Auguſtiner⸗Nonnekloſter, i hvis Neerhed Biſkop Gunner boede. et Udflæfningsapparat for laxartede Fiſk. Nord for Byen ligger Kirkegaarden og ved Siden af den Exer⸗ cerplads med et anſeligt Exercerhus og Depotbygningen for Militæret. Paa denne Plads bygges Treœhuſe til Kreaturer og Redſkaber ved det foreſtaaende Landmands⸗ made. Produkt og Husflidsudſtillingen faar Plads i Exercerhuſet; Fiſkeriudſtilling og Biavl i Depotbyg⸗ ningen. Her vil man altſaa i Samling treffe hele AUddſtillingen ved Mødet med Undtagelſe af Mejerifrem⸗ bringelſer, der faa Lokale i den forhenværende Straffe⸗ : J Haven her findes Die o anſtalt. Som Slutning ſkal anføres, at den 13de danſke Landmandsforſamling ſynes at have fundet be⸗ tydelig Tilſlutning, idet der er anmeldt over 600 Hingſte, Hopper, Tyre, Stude og Kør, foruden Faar og Svin. Ogſaa Husfliden, der for kun har været ſpagt repræ- ſenteret ved Landmandsforſamlingerne, har her faaet en glædelig Tilſlutning, idet der af cirka 300 Udſtillere er anmeldt omtrent 3000 forſtjellige Husflidsgjenſtande. Di hvert Nummer af „Husvennen“ ſtaar der jo, at det er for Morſkabslesning, Oplysning og Husflid. Jeg tenker derfor, at det ikke vilde være Dem ufjær- komment at modtage følgende lille Skildring i Bladet, hvor Sandheden nøje er fulgt helt igjennem. Jeg, og mange med mig, har gladet mig ved at laſe disſe ſmaa Husflidsſkildringer i „Husvennen“. Jeg er vis paa, at det vilde forbavſe Enhver, der vilde aflægge et Beſog i det Husflidshjem, ſom folgende Linier ſkildrer. Jeg kunde 9855 ſtor Lyſt til at nævne Mandens Navn, ſaa det kun ' hans udtrykkelige Villie vil jeg ikke gjøre det. L—d. Veſog i et Husflidshjem. Skildring af L- d. øre den danſke Bondeſtand. lmindelighed yttrer ſig, har vi Husven faaet mange gode Skildringer af, 1 og dernæft er han af Naturen udruſtet med et ſkarpt jaa aflægge vi i Fallesſkab et lille Beſog hos ham. Maal, ſaa faar vi tage tiltakke med Apoſtlenes Heſte, da det heller ikke er jan meget langt. e blive kjendt i en videre Kreds, men mod. rive Roer paa. men da vi nu en Gang er kommen paa Eventyr jaa foretrokke vi at folge den for et halvt. Aarstid ſiden afſtukne Odenſe⸗Svendborg Jernbane. Man er netop i disſe Dage i fuld Gang med Jordarbejdet. Sondagmorgen, Kl. er næppe 8, da vi naar vor Rejſes Maal, det er en ſmuk ny Gaard, til hvis Opbygning for 13 Aar ſiden, Manden jelv har ſtroget og brændt alle Stenene. Da vi treffe ham udenfor Ladeporten, kunne vi ligeſaagodt gaa derind forſt og ſe os om. Det forſte Øjet moder er et Par Kaſte⸗ og Renſe⸗ maſkiner, Mandens eget ſmukt udførte Arbejde. Ved Laden er tilbygget to Heſtegange, den ene til at treekke Toerſkemaſkinen; den anden til Hakkelſemaſkinen og desuden en lille, af Manden opfunden, Maſtine til at Det vilde blive en Vidtloftighed ved hver ny Del at gjentage, at Manden ſelv var Meſter for det; jeg vil hellere indſkroenke mig til kun at for⸗ tælle om de Sager, ſom er ſelvlavede, hvis det iøvrigt kan kaldes at indſkrenke fig; thi tog man forſt det ſelvlavede bort, blev det i Sandhed en nøgen Gaard. Krybber og Hake i Koſtalden ligeledes eget Verk. Paa gjentagen Opfordring gaa vi „indenfor“. Muntre Raab lyde os i Mode inde fra Dagligſtuen, en 3—4 Smaaborn ere ivrig beſtjceftigede med at lave Huſe af Stole, Skamler, gamle Treſkoer o. a. m. De maa kappes om, hvem. der forſt kan bringe Mo'er det ſal⸗ velſesfulde Budſkab „a' de' c' Fremm' eje!” (at der er Fremmede inde). Den gamle, danſke ligefremme Gjæft- frihed, har rigtig her tit Sede. Imens vi tage til os af de gode Bonderetter ſom blive fatte paa Bordet, betragte vi Stuen. Et ſtort egemalet Skab tiltrakke fig ſtrar vor Opmeerkſomhed. Paa vore Sporgsmaal forklarer R. H. (ſaaledes hedder Manden) os, at han har lavet det til at jætte Melken i om Vinteren; hvorimod det om Sommeren, naar Hylderne tages ud bruges ſom Klædejfab. Men vi maa videre omkring. Mellemſtuen fortjener ſeerlig at nævnes. Egemalede Fyldingspaneler bekleede Udvceggen; men hvad der vokker ftørft Beundring er de ſmukke og ſmagfulde Billedrammer ſom vi beklage ikke at kunne give en Tegning af. Det er ogſaa gode danſke Billeder man har og blandt dem kan da nævnes Husvennens Tillcegsbilleder. Fint forarbejdede Mobler pryder alle Stuerne. Vinduer og Dore i hele Gaarden har R. H. tit med megen Moje, ſelv arbejdet ud, jaa mangen Snedker kunde have godt af at ſe ſig lidt om der. Vi maa nu ud og ſe det Sted hvor alt er forfærdiget, nemlig Huggehuſet. Det er et Veerkſted hvor intet Stykke Værktøj mangler til nogetſomhelſt Mobelarbejde. Henne ved Drejeladet gjor vi Bekjendtſkab med R. H.s celdſte Sen, ſom er i Ferd med at dreje Garnvinder. Et Par ſtaar færdige. Paa Anmodning af Faderen viſer han os en Del Tegninger, ſom han i fin Fritid har udført. Jeg ſpurgte Manden hvor han havde kjobt alle de Jern til de Sneſe af Hovle og jeg for⸗ bapſedes ved at høre, at han ſelv havde ſmedet dem. Vi ſporge da forundrende om han ogſaa har en Smedie og da det bekreftes, maa vi naturligvis je den. Den har en Plads i det ene Hjørne af Haven og er en Bindingsveerksbygning tælfet med Tagpap. Til venſtre for Indgangen ſtaar en Plov, ſom han Det er ner, Vedderkaniner (lap. belier), nylig har faaet færdig. Det meſte herinde er ogſaa R. 9.3 Arbejde, ſelv Blæfebælgen. Ved Sydſiden ſtaar Filebenken og Stobebordet og paa dette ſidſte ligger et Set nydeligt forarbejdede Kaneklokker med en udmærket Klang. Enhver der ved hvor vanfkeligt det er at ſtobe Kaneklokker, kan ikke nokſom forundres, 1 vor Vert, uden at have lært det, kan gjøre et. Bødker er han ogſaa. En Spand, ſom han har oppe i Smedien at beſlaa, vidner om Dygtighed ogſaa i den Retning. Medens vi ſaaledes har efterſet det nævnte og meget mere, hele Gaarden over, glider Tiden og det bliver Tid at tage Afſked, efter ret en fornøjelig Dag. Med mange Onſker om at komme fnart igjen hilfe vi Farvel til den gjeeſtfri Familie. ; Der er ſagt af en Stormand her i Danmark, at den ægte Sue gabenbarer fig blandt andet deri at man regner andre for hvad de ere. Det kan man i Sandhed ſige er Zilfældet i dette ſtille Husflidshjem. Man fælder her ingen ublide Domme; nej langt heller fremdrages det gode ved dette og hint. Ved Sligt et Beſog fyldes Hjertet ret af den Glæde, ſom det giver at høre til „de Stille i Landet” og man føler hvor lykkeligt dette vilde blive blot der fandtes mange ſaadanne Husflidshjem trindt om. 8 Kaninayl. Unge franſke Harekaniner, ægte Norman 5 Kineſiſke Kaniner ſamt Krydsninger faas for 4 Kroner Parret hos Lærer J. P. Dreyer i Bramdrup ved Kolding. 1 Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 37: N. S. Derom kan „Hv.“ ingen Oplysninger naa at give i „rette Tid“. d Anders K. Kan ikke bruges. L. E. Derſom det kan lade fig gjøre: Ja. Til ſamtlige Abonnenter. For at Üdgiveren i rette Tid kan beſtemme Oplagets Storrelſe i naſte Fjerdingaar, for at Poſtvaſenet ikke for meget fkal ulejliges med Efterbeſtillinger, og endelig for at Laſerne ikke ſkulle komme til at favne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsſkiftet, bedes de ærede Poſt⸗ abonnenter om at indſende Beſtilling med Betaling for naſte Fierdingaar ſnareſt efter Modtagelſen af nærværende Nr. Poſt⸗ kontorerne ere ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om Bladets Beſtilling. Subffription gjennem Boghandelen betragtes derimod i Reglen ſom bindende for en Aargang, naar ingen Afſigelſe af Bladet finder Sted inden hvert Kvartals Slutning. Indhold. Viborg, af Emil Sauter, med 2 Billeder. — Hus⸗ flid: Beſog i et Husflidshjem. — Kaninavl. — Gaade. — Brevvexling. Hnspennen udkommer tir hver Sendag med et 16-fvalier Ark, forfynet med flere Billeder, like Krone (3 MK.) Iſerdingaaret frit lilſendt. vert Jjerdingaar medfølger gratis et ſtork ſmukt Villede. Blade kan beſlilles pan ethvert Vofliontor og Brepſamliugsſled, i enhver „Boglade ſamt hos Hovedkommisſionceren: Rudolph Klein, Vileſtrede 40, Kjobenhapn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. R 2. Aargang. j Nr. 40. Et opſnappet Brev. 8 Jortælling af Bakarias Nielſen. , akob Villumſen var hans Navn og Ane Nielsdatter hendes. „De to paste flet ikke ſammen,“ ſagde Folk, „for han er en lyſtig Svend, fuld af Spog og Spas, og hun er næften ikke til at ſlaa et Ord eller Smil af med en Vognkjep; desuden er hun jo en ſimpel Husmandsdatter. Nej ſaa pasſer Anna meget bedre til ham, for hun er et Pigebarn, der er Liv i, og hun har da nogle Skillinger. Det værfte er, at hun er fan los paa Traaden; men hun ſtillede fig vel nok, naar hun blev gift.“ Ja, Folk forſtaa fig altid jaa godt paa, hvem der pasſer for hinanden. ; Jakobs Fader havde i fin Tid været Skolemeſter, men havde ved at gifte fig med en ung Gaardmands⸗ enke faaet Gaard og Grund. Han havde altid været anſet for at være en meget lærd Mand, og var derfor lige til ſin Død bleven betragtet ſom en Pryd for Byen. Nu var han borte, og ſaa kom det an paa, om Jakob kunde hævde Faderens Ry. „Ja Jakob er ogſaa godt lært,” ſagde Folk; „hans Fader herſede jo med ham baade tidlig og filde, for det var jo altid Villums Mundheld: „Det bedſte, man kan give ſine Born, er en god Lordom.““ Jakob var kun 19 Aar gammel, da han blev Mand i Gaarden. Hans Moder var meget ſygelig og kunde derfor ſlet ikke tage ſig af noget hverken ude eller inde; men en voren Datter foreſtod den indvendige Gjerning, Hlorſhabslesning, Oplysning ag Bus flil. Adginet af N. C. Num. HARE f Handagen d. A. Juli. Kjøbenhavn. 1825. og den udvendige fkulde Jakob nok klare. Han var en ſmuk, rank Karl med lyſe Øjne, lyſt Haar og et lyſt Hoved. Ja, der var noget lyſt ved hele hans Perſon. „Han er dog jaa kjon!“ hviſkede Byens Piger til hverandre. „Han er en vigtig Gut,“ ſagde Karlene, og alle, baade Piger og Karle, vare enige om, at naar han ikke var med i deres Lag, ſaa var der intet Sving i det. Hans Anſigt var ſom ſkabt til at vakke Liv og Lune. Det var ligeſom Frejdighed, Vid og Over⸗ givenhed legede i alle dets Trek. Og hån kunde faa Folk til at briſte ud i Latter, blot ved at ſige „God⸗ dag“ eller „Sin'godt“ eller lignende; der var et eget overgivent Tonefald i hans Tale, jaa at alt, hvad han ſagde, ſelv om det ikke i og for fig var vittigt eller morſomt, blev begge Dele ved den Maade, det. blev ſagt pan, og ved det ejendommelige, lunefulde Mineſpil, "Tom fulgte Ordene paa Vej. Men bagved dette tilſyne⸗ ladende lette og legende Veſen laa en ædel og ægte Barneſjæl, og det var maaſke, naar det kom til Stykket, dog egentlig dens Blink, ſom lyſte ud af hans Aaſyn, og ſom virkede faa indtagende paa hans Omgivelſer. Og nu hans Forhold til Ane, Husmandsdatteren fra Nabobyen, hende, ſom ikke en Gang Vognkjeppen kunde bide paa! Ja, les et Brev, ſom han ſkrev til hende i deres forſte Forlovelſesdage. 3 „Min kjereſte Kjeereſte! Ja jeg har da ingen andre Kjereſter end Dig, jaa Du fkal ikke blive bange, fordi jeg kalder Dig min „kjcereſte“ Kjcreſte. Folk ſige jo rigtignok, at Anna har en hel Del Kjærlighed ſtaaende i forſte „Prioritet“ hos mig, men den ſtaar da ſaa i alt kvindeligt Væjen. Fald uopſigelig paa Livstid, faa der en ingen Fare for, at hun ſkal „rungenere“ mig, hvad det angaar. Jeg vilde ellers ſige Dig, at ſiden jeg fik at vide, at Du holder af mig, er jeg bleven faa glad, ſaa glad! og det er dog faa morſomt at være glad. Jeg ved nok, at Du gaar mere roligt med Glæden end jeg, men Du har ogfaa. bedre Plads til den inde i Dit ſtore, dybe Hjerte end jeg har i mit. — Det er ellers underligt med mig i denne Tid, for det er ligeſom der var et Par ſtore, brune Øjne, der ſaa mig ind i Anſigtet hele Dagen igjen⸗ nem, og ſaa ved jeg hverken ud eller ind; for jeg bliver rent borte i dem. Jeg har aldrig jet ſaadan nogle Øjne for hos noget Menneſke. De ere faa alvorlige og dog lyſe de faa mildt; de ligne to Stjerner — men det er ſandt: Stjernerne ere ikke brune, ja, ja jaa ere de klare og ſkinnende, og det ere de Øjne ogſaa, ſom jeg taler om. Og jaa gaar jeg ogſaa hele Dagen og tenker paa en kjon, lille Mund, et Par rode Kinder og en høj, ſmuk Pande, omgiven med det dejligſte, ſorte kruſede Haar! Og jaa ſtaar der lige med et en høj, rank Ma for mig og ſiger — nej, hun ſiger ingen Ting; hun ſer blot pan mig, jer ſaa kjœrligt og lykſaligt paa mig, og hendes Hjerte banker, jaa jeg kan høre dets Slag. Da ſynger hele Verden omkring mig, og jeg fynger Jelv. med, ſynger højt om Kjærlighed og Lykke. — Ja, kan Du nu gjætte hendes Navn; det forſte Bogſtav er: Ane Nielsdatter. Hun har gjort mig til det lykkeligſte Menneſke paa Jorden; bare hun ogſaa er det lykkeligſte Menneſke, jaa er jeg endnu lykkeligere. Og ſaa Farvel for denne Gang. i Din trofafte ; Jakob.“ Anes Fader var, ſkjondt Husmand, ret velſtaaende. Han havde et godt lille Stykke Jord og holdt derpaa en Ko og et Par Faar, Han var Enkemand, og Datteren maatte derfor være hjemme og holde Hus for ham. Hun var en meget ſtille Pige med et ægte det ſtille Vand; thi hendes Sjæl var baade dyb og rig; men hun havde noget ſterkt — for at undgaa Ordet „heftigt“ — i ſin Natur. Man ſtjonnede ſtrax, naar man ſaa hendes Anſigt, at hun var en Kvinde med Karakter, men tillige med Hjerte. Jakob og Ane elſtede hinanden ret af Sjertens Grund. Det var kun ſielden, de havde Lejlighed til at je og tale med hinanden, men deres Kjærlighed blev kun derved faa meget rigere, idet Længjelen lagde fin Inderlighed og Poeſi ind i deres Forbindelſe. — Jo, de pasſede meget godt ſammen, Folk kunde være ganſke rolige. Men hvem var faa Anna, det livlige Pigebarn, ſom man mente pasſede bedre for Jakob? Hun var Datter af en mindre Gaardmand, ſom boede tet ved Paa hende pasſede Ordſproget om Siden af Anes Fader. Hun var Sypige, var dygtig til ſit Arbejde, men rendte fra det ti Gange om Dagen. Hun var uſcdvanlig ſmuk, meget ſmukkere end Ane eller nogen anden Pige i Byen, men hun var „let paa Traaden“ eller for at tale rent ud: hun var en uſtadig, letſindig Tote, ſom var Kjærefte med hveranden Karl i Sognet, og ſom til enhver Tid var paa Farten, ſnart til den ene, fnart til den anden Forngjelſe. Hun havde lært Skraderſyning i Kjobſtaden og under fit Ophold der havde hun faaet ſkrabet lidt Affald af den finere Dannelfe til fig, havde Tæft en Del over- ſpendte, letfcerdige Romaner og havde ſpillet Heltinde⸗ rollen i mangt et Danſebodseventyr. Da hun vendte tilbage til den jævne, rolige Landsby, var hun bleven en hel Dame med fine Manerer og med en vis over⸗ legen Flothed. J Begyndelſen gjorde de unge Karle lidt Nar ad hende, men ſnart ſyntes de, at det flædte hende altſammen faa raſkt, og hun ſamlede lidt efter lidt en hel Flok af Tilbedere omkring ſig. Jakob kunde hun aldrig faa fat pag, og han var i Grunden den eneſte, hun havde noget tilovers for. Hun havde altid holdt af ham, men i Mangel af det bedſte, tager man det næft bedfte, det tredie bedſte ofv. Dog havde hun under alle fine Forbindelſer Jakob i Tanke og haabede en Gang at havne i hans Arme; men ſaa fik hun at hore, at han var bleven forlovet med Ane, og den Nyhed ſatte ondt Blod. „Gaar hun ikke hen og tager ham fra mig lige for Næfen af mig, den Husmandstos! Men bi lidt! Endnu har hun ikke fejret! Fra denne Stund ſlipper jeg alle de andre, og ſtyrer min Gang lige los paa ham alene. Kom nu alle i hjælpende Aander, ſom vrimle i Romanverdenen! Leg Kjaerligheds⸗ runer paa Vejen mellem ham og mig og hild ham i Garnet, jeg ſpender ud for hans Fod!“ Saadan omtrent vare hendes Tanker, om hun juſt ikke udtalte dem med de ſamme Ord. Anna traf ikke jaa ſjeldent ſammen med Jakob, da hun nemlig kom meget ud iblandt Folk, ja opholdt ſig endog ofte i flere Dage i Jakobs Hjem, naar man der havde Arbejde til hende. Hun ſogte, ſaa ofte Lejlighed gaves, at nærme fig ham i Fortrolighed og brugte fin Skjonhed og fit paatagne Uffyldighedspræg ſom Lokkemidler. Jakob havde frit Sprog over for hende; han ſpogede ofte med hende, og dette gav An⸗ ledning til, at den Snak kom ud iblandt Folk, at han nok egentlig ſyntes bedre om den raſke, ſmukke Sypige end om den tilbageholdne Husmandsdatter. En Aften, da Solen var lige ved at gaa ned, ſtod Anna uden for fine Forceldres Gadeport og glanede. En lille fremmed Dreng nærmede fig hende og ſpurgte, hvor Niels Anderſen — det var Anes Fader — boede. „Hvad ſkulde Du ham?“ „Jeg har et Brev til ham.“ . „Hvem har givet Dig det?“ „Lad mig ſe det!“ Drengen tog det frem og gav hende det. En ſtyg Træfning vifte fig om hendes Mund, idet hun læjte Üdſkriften: „Til Pigen Ane Nielsdatter, . .. by.“ „Det Brev ſkal jeg nok beſorge,“ ſagde hun, og Drengen gik da nok faa glad hjem igjen. Anna gik ind i Haven, ſatte ſig ind i Lyſthuſet og begyndte at overveje, hvorledes hun ſkulde bære ſig ad med dette Brev. Noget ondt havde hun i Sinde, det vilde man kunne have ſet med et halvt Oje. „Hvor jeg dog kan harme mig over, at hun ſkal foretrckkes for mig! Er jeg ikke ligeſaa god ſom hun og maaffe lidt til! Jeg har havt Bejlere i Sneſe⸗ vis, og jeg har fluppet dem alle — hun har aldrig havt andre end ham, men ham holder hun faſt paa med begge Hender, og ham er det netop jeg vil have. — Hvad mon han nu ſkriver her i Brevet? Gid jeg dog vidſte det!“ É Hun kiggede ind i Enden af Brevet, men kunde intet je, Hun lod Henderne ſynke ned paa Skjodet og fad et Ojeblik og ſaa hen for fig. Da fil hun et Indfald, gik raſk ind i Stuen, tog en Pennekniv og ſkrabede en lille Streg ud af Skriften paa Brevet, hvor efter hun med en Pen føjede et Par Bogſtaver | til. „Ja der ſtaar jo „Til Pigen Anna Niels: datter“ — det er mit Navn, jaa maa jeg da have Lov til at læfe Brevet“, ſagde hun ved fig Jelv, efter | at hun havde ſiddet og ſet en Stund paa den forfal⸗ ſkede Udſkrift. Hun brakkede nu Brevet og leæſte: „Min kjereſte Pige! Jeg lader Dig herved vide, at jeg kommer med til Ballet i B... Skov pan Søndag Eftermiddag, og jeg haaber ganſke beſtemt, at Du ogſaa vil fe at komme. Jeg ffal mode Dig ved Stenten, ſom Du nok kjender; men jeg tor vel ikke vente Dig forend hen ad Aften. Hvis der ikke kommer andre med fra jer By, ſkal jeg nok folge Dig hjem om Natten, om jeg ogſaa derved kommer til at gan en Mils om⸗ vej; men Din Broder, ſom jo har fan god Lyſt til at danſe kommer vel nok med. Jeg tænfer neſten ogſaa, at et viſt Pigebarn, ſom bor nærved Dig, vil indfinde ſig. Hun er viſt ikke fri for at gjøre fig lidt Haab om mig, og Folk ſige jo ogſga, at jeg ſkal være lidt forlovet med hende, men naar jeg kan fan ſaadan en ſod, velſignet og dejlig Pige ſom Dig, jaa maatte jeg være en Tosſe, om jeg tog hende eller nogen anden. dag Aften, fan ſkal vi rigtig more os ſammen. Jeg længes ogſaa jaa meget efter at ſe Dig og holde lidt af Dig. Din tro Jakob.“ „Det ffal blive Løgn!” tenkte Anna, idet hun lukkede Brevet ſammen og gjemte det inde paa Bryſtet. Hendes Legeme ryſtede, og hun var bleven ganſke hvid i Anſigtet. Misundelſens og Skinſygens Kræfter ar⸗ bejdede fig mere og mere op i hendes Hjerte. Aldrig havde nogen Medbejlerſke formaget at tage Priſen fra hende, og ſkulde nu denne Husmandadatter virkelig jan aldeles ſkubbe hende i Skygge — det var næften mere, : end der var til at udholde! (Fortjættes.) GE Mejemaſkinen. Re Af J. H. Greve SEN, f 3: H. ; saa ef de mange forſtjellige Maffiner, der i de 2s ſidſte Aar ere tagne i Brug af Land⸗ mendene, man Mejemaſkinen henregnes til en af de nyeſte, ikke fordi denne Ma⸗ tine nylig er opfunden, men fordi den i de ſeneſte Tider have undergaget ſaadanne Forbedringer, at det betaler ſig at benytte den. Det er gaaet med Opfindelſen af Mejemaſkinen, ſom med faa mange andre Maſkiner, at man nemlig kan henfore den til langt tilbage i Tiden. Ja! Hiſto⸗ rien fortæller os endogſaa at de gamle Romere brugte et Slags Mafkiner til at hoſte Sceden med. At disſe Mafkiner have ſet meget forſkjellig ud fra dem man nu bruger, vil let forſtaas, naar der fortælles, at de Gamles Maſtiner beſtod af en Art meget ſtore Ror⸗ z ftager, forſynede med 2 Hjul og med en Ræffe Tænder foran Mafkinen, ſom idet denne ved Sjælp af Heſte eller Over bevægedes fremad imod Saden, affkar, eller maafke ſnarere, afrev denne. Mange Tider gik nu hen uden at man finder Mejemafkinen omtalt indtil i Slutningen af forrige Aarhundrede, et Tidspunkt, da mange nye Forbedringer begyndte at fan Indpas i Landbruget ſamtidig med at man ogſaa anſkaffede fig bedre og henſigtsmessſigere Redſkaber. Paa denne Tid opfandt nemlig en Engelſk⸗ mand en Mejemaſkine, ſom dog ikke var praktiſk brug⸗ bar nok til at finde ÜUdbredelſe. Imidlertid, Vinket til at fan Mejeredet afloſt med en Mafkine var givet, og mange, fornemmelig Engelſkmaend, ſyslede med at opfinde en virkelig brugbar Mejemaſkine. Dette lykkedes ogſaa omſider, men merkelig nok ikke for nogen Fabri⸗ kant og ej heller for nogen Landmand, men derimod for en Præft i Skotland ved Navn Patrik Bell. 1826 bragte han ſaaledes en Maſkine frem for Offentligheden, der i det Vaſentligſte ſaa ud ſom hosſtagende Tegning. Lad mig nu je, Du endelig kommer paa Sen⸗ Det vil her ſes, at Maſkinen bevæges paa to ſtore Hjul A, ſamt et mindre 8. Saden afffæres af en Rakke Sarblade a, der omtrent have Form ſom Bladene paa en Faareſax, kun at de ere ſkarpe paa begge Sider. Naar Mafkinen bevæges, ſettes disſe Sarblade ved Hjelp af forſtjellige Tandhjul og Dre ogſaa i Bevegelſe, og fores Maſkinen da ind imod Sæden afklippes denne, idet Vinden d, ſom ogſag gaar rundt, hjælper til at holde Seden an imod Sfære- ' apparatet. Den afklippede Sed falder ſtrax ind paa et Klæde e, ſom ved Maſkinens Bevægelje beſtandig | fores rundt om to Valſer fk, og herved føres Sæden | da ud til Siden, hvor den lægges ſom om den var L i mejet fra Skaar. É ; ' Nu ffulde man have ventet, at Mejemaſkinen ret & majfinen atter lagde Beſlag paa Landmændenes Op⸗ merkſomhed, idet der da var udftillet flere Maffiner fra Nordamerika, og ſom ved Siden af Bells Maſkine ere betydelig forbedrede. Det er temmelig ſandſynligt at Nordamerikanerne ere blevne kjendte med Bygningen af Bells Maſkine og at den hos dem, ſom Folge af i den ſtore Op⸗ komſt Lan⸗ det da var | fommen i 2 og af den Mængde Ar⸗ | bejdskraft der herved behøvedes , | : hurtig er bleven et nyttigt Red⸗ ſkab for dem og efter⸗ haanden ble⸗ ven ſaaledes udviklet og forbedretſom den ſaas ved Udſtillingen. Fra den Tid fit Mejemaſkinen endogjaa ge de to Hovedarter de kunne inddeles 15 ſtadig Plads hos de evropæijfe Landmænd, forſt blandt Skotter og Engelffmænd. Her toge Fabrikanterne nu fat af al Iver pan Forfeerdigelſen af Mejemaſkiner. 5 N 1 33 Mejemaskine fra 4854. — maatte være kommen i Gang, men tvertimod, naar undtages en fort Tid, hvor nogle faa Maſkiner vare i Brug, hørtes der atter i en Snes Aar Intet til Mejemaſkinen. Det var førft ved den ſtore Induſtri⸗ udſtilling, der i 1851 afholdtes i London, at Meje⸗ N 20 DA s . eee 0 VÆ N . Patrick Bell's Meſemaskine. En opfandt en Forbedring og En en anden og paa denne Maade udvikledes den efterhaanden mere og mere, jaa den ſom bekjendt ogſaa fandt Indgang her i Landet, og om den end i Forſtningen tidt er gaaet iſtaa, ja er ligefrem kaſtet bort ſom ubrugeligt Gods, ſaa har den dog alligevel lidt efter lidt hævdet fin Plads ſaa⸗ g ledes, at den nu i de ſid⸗ ſte Par Aar er bleven al⸗ mindelig i flere Egne. Vi kunne ikke her ind⸗ lade os paa at beſkrive de forffjelli- ge Konſtruk⸗ tioner af ! de temmelig HM "talrige nyere BE Maffiner, men ville indſkrenkeos til at paape⸗ nemlig ſelv⸗ afleggende og ikke ſelvafleggende. Ved en ſelvafloeggende Mafkine findes anbragt et Apparat, hvorved Sæden ſamtidig med at den afmejes bringes ud af Majfinen enten i Skaar, ſaaledes ſom ved den omtalte Bellſke Maſkine, eller i Bunker af Storrelſe ſom Neg. Ved de ikke ſelvafloeggende Ma⸗ ſkiner maa en Mand ved Hjælp af en Rive bringe Sæden ud af Maſkinen, men da der altſaa ſkal denne Å Mand mere til at betjene Maſkinen er ſelvfolgelig de ſelvaflggende Maſkiner at foretrække. Foranſtaaende Tegning viſer en af de nyeſte ſelvafloeggende amerikanfke Maſkiner. ; Den ſtore Efterſporgſel, ſom der i de ſenere Aar har været efter Mejemaſkiner, har udviklet en levende Kappeſtrid mellem Fabrikanterne for at levere hver iſcer de ſindrigſte, letteſte og bedſt arbejdende Maſkiner, ſaa at disſe i de allerſidſte Aar have naget en høj Grad af Fuldkommenhed. Blandt disſe har den amerikanſke „Williams Hoſtemaſkine“ ſom vi nedenſtaagende ive en Tegning af, ſom den tager ſig ud i fuld Virk⸗ ſpnhed, viſt ſig Jærdeles god. Ved den offentlige Konkurrenceprave ſom, i Ayguſt forrige Aar, paa det kongelige Landhusholdnings Selſkabs Foranſtaltning foretoges med Mejemaſkiner, paa Benzonsdal ved Kjo⸗ benhavn, var Williams den bedſte. Hr. M. W. Meyer har erhvervet Ret til Eneudſalg af denne or hele Evropa. i Koldin Mafkine $ D y 10 » I RR Ne 0 N 0 2 tg VAR: ek. Fact eto y / 5 0 I , DE A NN 5 Williams selvaflæggende Mejemaskine. Det „nyeſte Nyt” paa dette Omraade er dog en Meje⸗ og Bindemaſkine, ſom efter Dbl. ſkal være opfundet i Nordamerika af G. Norton i Connektikut. Det er en Maſkine ſom paa en tilfredsſtillende Maade | mejer og binder Kornet. Efter Mejningen føres nemlig Sæden af Mafkinen hen paa et Bord, hvor den ſnores ſammen til et Neg af en Snor, ſom haspes af en Rulle, og ved et Bindeapparat knyttes i en faſt Dobbeltknude. Naar Neget er bundet, føres det af en Art Fork ud til Siden og lægges af paa Jorden. Nu ſkulde man ikke ſynes at Landmændene med Billighed kunde forlange mere! Red. Et Matroseventyr. Engelſü Alolbohiſtorie 7 en lille Søftad boede to gamle Matroſer, Jack og Joe. De vare fine Venner og ejede i Fallesſkab en Baad og et Garn, hvormed de drev Fiſkefangſt. Jack og Joe vare et Par djærve, ſolbrendte Ulke, der begge i lige hej Grad elſkede Flaſken og forøvrigt vare jaa uadſkillelige Kammerater og jaa enige i deres Anſkuelſer, at der aldrig var et ondt Ord imellem dem, og hvad den Ene vilde, det vilde den Anden ogſaa. . 320 „Jeg kjender den bedſte Maade, hvorpaa man kan koge Makrel, Sild og Tunger,“ ſiger Jack en Gang til ſin Kammerat. 5 „Det forſtaar jeg ogſaa! Og jeg ved, hvorledes man bedſt kan fælge dem,“ ſiger Joe. 5 „Det ved jeg ogſaa,“ fuer Jack. „Og jeg ved, hvorledes man bedſt kan fange dem.“ „Jeg med,“ ſiger Joe. „Men hvad nytter det os Altſammen, naar vi ikke kan faa bedre Tovverk til vort Garn?“ „Naar vi havde Tid, kunde vi ſelv ſlaa os Noget,“ ſiger Jack. 1 É „Havde vi Penge, kunde vi fjøbe os Noget,“ ſiger Joe. ; „Vidſte vi bare, hvor vi kunde faa Noget paa Kredit,“ ſiger Jack. „Vidſte vi bare, hvor der var Noget at „redde,“ ſiger Joe. Netop i dette Ojeblik begyndte Kirkeklokkerne at ringe til Aftengudstjeneſte. ; 2 „De har lange Reb i Klokkerne,“ ſiger Jack. „Og de Reb er' gode,” ſiger Joe. „Skal vi gaa i Kirke?“ ſporger Jack. „Og blive tilbage, naar Tieneſten er forbi?“ ſporger Joe. Og de to Uadſtillelige vandre op ad Kirkebakken. De blive tilbage, da Menigheden forlader Kirken. „Nu maa vi til Arbejdet,” ſiger Jack. „Ja, lad det bare gaa an,“ ſiger Joe. Derpaa ſtige begge Matroſerne endregtigen op i Taarnet, hvor Klokkerne hænge. Og der ſe de da to prægtige, lange Klokkereb. „Et til hver!“ ſiger Jack Ja vel!“ raaber Joe. : Og nu klatre de to Venner tappert op ad hvert fit Klokkereb. „Jeg er. oppe,” ſiger Jack. „Jeg med,“ ſiger Joe. SEM Derpaa tager Jack fin Kniv op af Lommen. Joe gjor ligeſaa. 8 5 Jacks Kniv filer nu dygtigt las; han ſkerer Rebet over oven over ſit Hoved og ſtyrter ned paa Kirkens Stengulv, hvor han bræffer et Ben og forvrider en Arm. „Aa! Aa!“ jamrer Jack fra Dybet, „hvem tenkte vel paa det!“ „Hvor kunde Du dog være jaa fjollet!” raaber Joe der oppe fra. „Du fkulde have gjort ſom jeg.“ Med disſe Ord ffærer han Rebet over tet under fine Fødder; Rebet falder, og nu hænger han henviſt il ſin Armkraft der oppe. 8 „Aa!“ ſkriger Joe oppe i Hojheden, „hvem tænkte vel paa det!“ „Herre je, hvor kunde Du dog være jaa fjollet! y ſtonner Jack. „Nu kan Du have den Fornsjelſe at hænge der oppe til i Morgen tidlig.“ Og ſaaledes ſkete det, og Joes Arme bleve ſaa ſtive, at han ikke kunde røre dem en hel Uge efter. Det var en ſkrakkelig Nat for de to Uadſkillelige. De raabte, ſtonnede, jamrede, bad og tordnede i en forfærdelig Duet, lige til det blev Dag. Da blev Jack bragt paa Hospitalet, og Joe fik frit Logi paa Raadſtuen. Ordſprogsleg. Aleödell ved Knud Gyldenſtjerne. Naar Ungdommen er ſamlet, bliver der ſaa tidt ſtillet det Spørgsmaal: „hvad ſkal vi lege“. Til Be⸗ ſvarelſe af dette Spørgsmaal vil jeg her give en An⸗ visning til at lege ovennævnte Leg, ſom jeg tror man vil more ſig ved. Selſkabet, ſom vil lege denne Leg, deler ſig i to Partier (helſt ſaaledes, at der til hvert Parti er baade Drenge og Piger). Derpaa ffal det ene Parti gaa ind i et andet Verelſe, medens de Andre raadſlaa, om hvad Ordſprog de ville vælge. Hvis nu f. Ex. Ord⸗ ſproget: „en liden Tue kan vælte et ſtort Læs”, bliver valgt, faa er der et Par af Drengene der maa give en Fremſtilling af dette Ordſprog. Det ffal være en lille og en ſtor Dreng. Naar jaa alting er klappet og klart og Drengene, der fkulle gjøre Foreftillingen, vide, hvordan de ſkulle bære fig ad, faa bliver det andet Parti kaldt ind. Drengene gaa hen midt paa Gulvet og be⸗ gynder at brydes og bliver ved, indtil den ſtore maa bukke under for den lille. Dette Ordſprog er lidt for nemt, for der er ſnart En af det andet Parti ſom raaber: „ja, men en lille Tue kan ogſaa vælte et ſtort Les“. Saa er den Nød knakket og nu maa det Parti, ſom har gjort Foreſtillingen, ind i Kamret; de behøve flet ikke at ſtaa ledige derinde, de kunne godt raadſlaa om hvad Ordſprog de ville bruge, naar Turen ſtaar for dem. Det Parti, ſom denne Gang fkal gjøre Fore⸗ ſtillingen er blevet enig om at benytte Ordſproget: „Hvem der ikke har det i Hovedet, maa man have det i Benene“. En af det Parti der ffal fremſtille dette Ordſprog faar Hat og Overfrakke paa og en Stof i Haanden og en Pakke under Armen; ſaa gaar han ud. Det andet Parti bliver faa faldt ind. Lidt efter kommer han ind. (Det ſtal foreſtille, ſom han kommer i Bejøg). Han hilſer „God Aften“. Det Parti, ſom han hører til, ſiger faa: „leg Frakken og vers god ſet Dig ned, det var godt Du kom hen og ſe til os“. De byde ham Kaffe (eller Mad) og fortælle, at de netop have Fremmede. De ville have ham til at blive hos dem, men det vil han ikke, han ſiger, at han har lovet at komme ſnart hjem. Med det ſamme laver han ſig til at gaa og byder „Farvel“. Men han har ikke gaaet ret langt, inden han kommer tilbage igjen og ſiger, at han havde vift glemt fin Paffe. Den findes og han gaar igjen, men kommer ſnart hasbloœſende tilbage og ſporger efter fin Stof. Jo den var der ogſaa. „Det er da ogſaa kjedeligt“ ſiger han „havde jeg bare hufket, at jeg havde en Stof med, da jeg kom, faa kunde jeg have ſparet at gaa det Stykke Vej”. Nu ſtaar der kun tilbage, at det andet Parti ſkal gjætte hvad det er for et Ordſprog. > Et andet Ordſprog, man fan bruge, er: „hvad vil Spnry i Tranedans“. Naar man fkal fremſtille det Ordſprog, fkal den mindſte af Partiet — for at det ſkal pasſe med Henſyn til Spurv og Trane — gaa ud; inden han gaar ud, maa han naturligvis vide rigtig, hvordan han fkal bære fig ad (ſpille fin Rolle). Alle de andre i Partiet ſkulle jaa (naar det andet Parti er kaldt ind) gaa hen midt paa Gulvet og danſe rundt Alle i en Kreds. Naar de have danſet lidt, kommer der en lille En ind, han gaar ſtrax hen og vil ind i Kredſen og være med at danſe. Men det ville de Andre ikke vide noget af at ſige, de begynde at fkubbe til ham og ſatte ham tilſidſt ud af Doren. Saa er den Foreſtilling forbi, og det andet Parti ſkal faa gjætte, hvad det er for et Ordſprog. Det hænder ſomme Tider, at det Parti ſom fal gjette Ordſproget, maa give tabt og ikke kan gjette det, jaa maa man jo have Medlidenhed med dem og fige det. Saaledes kan det f. Ex. gaa med Ordſproget: „Hvad nytter det Koen malker, naar den ſpilder Melken“. En tre—fire af Drengene gaar hen og tager hver fin Pige; det ſkal være deres Kvinder. Alle Mændene (Drengene) gaar nu ud. Det andet Parti bliver ſaa 391 at Mændene tjener godt, naar de ødelægge det Alt⸗ ſammen bagefter“. En af dem, ſom ſkal gjætte Ord⸗ omtrent ſammen med hvad Kvinden ſagde, og han at Koen malker,“ o. ſ. v. Saa har det Parti udſpillet et andet Ordſprog. Saadan bliver Legen ved at gad: For at man rigtig ſkal forſtaa, hvordan man ſkal frem⸗ ſtille Ordſprogene, vil jeg endnu meddele Anvisning til at benytte et Par af dem. Hvis Partiet ikke kan gjætte et Ordſprog, kan man ogſaa nok lette dem Gjatningen ved ligeſom at give dem Ordene i Munden uden dog at ſige ſelve Ordſproget. Nu tror jeg nok, at man har forſtaget, hvordan denne Leg ſkal gaa for fig; naar blot der er En i hvert Parti, ſom kjender Legen, ſaa kan man godt begynde at lege, for efterhaanden komme de Andre nok med, og ſaa er der En der har et, og en Anden et andet Ordſprog, man kan benytte og ſaa kan det ſagtens gaa. Endnu vil jeg til Slutning optegne nogle af de mange Ordſprog man kan bruge til Legen, f. Ex.: Gjort Gjerning ſtaar ikke til at ændre; af liden Gniſt kommer tidt ſtor Ild; kjob ikke Katten i Saekken; den ved bedſt hvor Skoen trykker, ſom har den paa; naar Katten er borte ſpille Muſene paa Bordet; man lærer jaalænge lever; naar man flaar mellem en Flok Hunde, piber den, man rammer; lige for lige, naar Venſkab ſkal faldt ind. Kvinderne (Pigerne) begynde at fortælle om at iaften er det Lørdag Aften, jaa faar deres Mænd Lønning, og hvad andet Kvinderne fan finde paa at tale om. Imidlertid komme Mændene og de fortælle da hvormeget hver ijær har tjent i den Uge. De kunne jo jaa ſige 6, 7, 8 Rd. ligeſom de vil. Kvinderne blive jo glade, da de hore, hvormeget Mendene have tjent, og de begynde at regne op hvormeget de trænge til baade af Bonner, Sukker, Brod, Mel og Gryn o. ſ. v. Mendene maa da paa Kroen og kjobe ind af alle Slags og pan Møllen fkulle de ogſaa kjobe: Brød, Mel og Gryn. Det varer noget længe, inden de komme igjen, og da de endelig komme, ſaa ere de alle dygtig beruſede, naſten alle de Penge de have tjent i hele Ugen have de givet ud. Et Par af dem har lidt Bonner og Sukker med, de Andre have ingenting; paa Møllen har ingen af dem været, jo det var en kjon Redelighed. Man kan nok tanke, at Kvinderne ikke ſynes ſaa godt om Mændene nu og de klage ogſaa og ſporge Men⸗ dene hvad de nu ffulle leve af hele Ugen. Det Parti ſom denne Gang ſtal finde Ordſproget har jo ſtaaet og ſet paa alt dette, og brudt Hovedet med hvad for et Ordſprog det dog kan være. Endelig er der en af holdes; naar Krybben er tom, bides Heſtene; Nod lærer nøgen Kone at ſpinde; den Hund, ſom gjøer, bider ikke; naar Noden er ſtorſt, er Hjelpen nærmeft; en Penge; Verlighed varer leengſt; ſelvgjort er velgjort; Krukken gaar ſaalcenge til Vands, at den kommer hankelos hjem. Rauveſtreger. Det ſkete i⸗Vinter ved en af Limffordsſtederne, at en Ræv kom drivende i Land paa en Isflage. Nogle Arbejdere, ſom vare i Nerheden, bleve opmeerkſomme derpaa, og da Isſtykket havde naaet Land, gik en af dem ud og tog Mikkel, der laa udſtrakt paa Bien, ſom om den var ganſke død. Da de havde jet lidt paa den og ffiftevis havt den mellem Hænder, tog den ene Arbejder den ved Halen og flængte den over Skulderen, hvorpao de fulgtes ad op i Byen i den Henſigt at træffe Belgen af den, ſom jo ſkulde blive delt. Men ſom de allerbedſt gik, kom Mikkel pludſelig i Tanker. om, at nu vilde den ikke ſpille død længer. Med et Kvinderne der ſiger: „Ja hvad kan det ogſag hjælpe, Sæt frigjorde den fig og tog Flugten ad Marken til, fandt da ogſaa ud, at det var: „Hvad kan det nytte fin Rolle og maa da ud i Kamret medens det | andet Parti gjør Forberedelſer til en Fremſtilling af ſproget, ſynes nok at have hort et Ordſprog ſom pasſer 3 Sko pasſer ikke alle Fødder. Hoflighed koſter ingen 322 og den var allerede langt borte og i Sikkerhed, forend Arbejderen og hans Kammerater rigtig kunne komme efter, hvor ffammelig de vare blevne narrede — af en død Ræv. 8 Det er en bekjendt Sag, at den fangne Mikkel nedverdiges til at ſtaa bundet ſom Lenkehund. Som tjeneſtegjorende Gaardvagt har Raven ikke alene ingen Fortrin for Hunden, men den ſtaar endog langt under denne. Vel lader den undertiden høre noget, ſom kan ligne en Bjaffen, men baade er det ſpagere end en al— mindelig Lenkehunds Gjøen og dertil meget ſjeldnere. Jeg Fjender to Tilfælde, hvor Ræven har været lagt i Lenke. Paa det ene Sted, en Molle i Nærheden af Ribe, kunde man naſten altid fe ham liggende i fit Hus med Hovedet paa Forpoterne ſpejdende ud i Gaards⸗ rummet; kom et Menneſke for nær, kunde han gjøre et 5 hurtigt og let Udfald, men traf fig ſtrax tilbage. For⸗ ſtyrrelſe holdt han ikke af, med mindre det var Fjer⸗ fræ, ſom kom indenfor hans Enemeerker; dem taalte han, indtil de havde naaet hans Trug; men da vare | de dodſens. — Paa det andet Sted, en Bondegaard i det ſlesvigſke, vifte Mikkel fig Tom en rigtig udſpekuleret Gavtyv. Kjodfode var hans bedſte Koſt — hvilket ikke var faa jært — Malk kunde han ogſaa nok bruge, men Brod eller Valling holdt han ikke af. For faa at bedre lidt paa disſe Maaltider, fandt han paa at ſprede en Del af dem omkring i Lenken, hvorpaa han med ſit frommeſte Anſigt lagde ſig paa Lur med Hovedet ud af fit Hul. Reſten kan man teenke ſig til; men viſt er det, og at det gjentoges ofte og lige jan ofte endte med et blodigt Nederlag mellem Høns og Ænder er lige ſaa viſt. ? Filip. Smaating. Ogſaa en Maalſtraver. En Forfatter, der nerede et indgroet Had til fremmede Ord, ſkrev en Gang til en Bekjendt i Kjøbenhavn. Dennes Adresſe var: Candidatus theologie Worm junior, Frederiksbergs Alle Nr. 7. Dette kom nu i Overſettelſe til at lyde ſaaledes: Gudskundſkabs Vindpaalcegger Orm hin unge Frederiksbjerg Zræran, Talmerke 7. En Rigsdagsmand havde fat fig den Opgave at virke for Modersmaalets Udvifling ved at faa fjernet alle fremmede og øvrige uheldige Üdtryk og Vendinger. Paa hans Reiſe ind til Kjøbenhavn fad han i Jern⸗ banevognen og udbredte ſig over dette ſit Yndlings: thema. „Foruden de mange fremmede Ord,” ſagde han, „gives der ogſaa en hel Del, der have ganfke den ſamme Betydning ſom andre; de er overflødige og bor ſom ſaadanne affkaffes. Der er f. Ex. de to Ord „at fjende” og „at ſkikke“, ſom jo er et og det ſamme.“ En af hans Medreſſende tog Ordet og ſagde: „Det er dog et Sporgsmaal, om det er ganſke det ſamme; De er ſaaledes unægtelig af Deres Valgkreds ſendt til Rigsdagen, ffulde det derfor jaa lige være afgjort, at De var ſkikket dertil?“ 5 Femkantet Nod. Af 6 E, 5 N, 4 A, 3 D, 2 L, 2 V, 2 Rog 1 1 dannes fem Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Oven og Venſtre giver Løsningen paa Gaaderne: Mit forſte er en Kampplads, hvor man tidt faa Blodet flyde. Mit andet er et Redffab, ſom til Høft vil Nytte yde. Mit tredie var en Digter ftor; Som leved fattig her i Nord. Mit fjerde er en Plante lille; Ved den Du ikke vel ter pille. Mit femte er en Fugl min Ven, Du lider godt at ſpiſe den. ä — * Brevverling. L. E. Jo. Sfrivebøger med danſte Billedomſlag indb. 4 Ark linieret Papir faas à 1 Kr. 25 Øre Duſinet hos M. Sorenſen i Lemvig. 5 „Knud Gyldenſtjerne.“ Skulde mange Leſere, ſom De mener, onſke lidt om at lave godt Smør, og en faadan fort Anvisning modtages fra en kyndig Fagmand, vil Husvennen gjerne modtage den. > , N.n. -AUngaaende Afſctning henviſes til Daufk Husflids⸗ ſelfkabs Provelager, Vimmelſkaftet 36, Kbh.; men ubſavede Gjenſtande ere i Reglen et aldeles uafſcktteligt Produkt. En Kaninapler. Franſte Harekaniner kunne nu, efter Med⸗ delelſe fra Hr. Inſpektͤr Mazanti fages fra Horſens Tugthus til folgende Priſer: Et Par 6 Uger gamle Unger 10 Mk. (deraf 1 Rd. for Hunnen). — 2—3 Maaneder gamle Unger henholdsvis 2 Rd. og 15 Mk. Parret (deraf 5 Mk og 10 Mk. for Hunnen). — Efterſom Ungerne blive ældre ſtiger ogſaa Priſen med 1 Rd. pr. Maaned. En drægtig Hun fælges for 5 Rd. 8 Zudhold. Et opſnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen. L Meijemafkinen, af J. S. Greve, med 3 Billeder. — Et Matroseventyr, engelſt Molbohiſtorie. — Ordſprogleg, meddelt af Knud Gyldenſtjerne. — Raveſtreger. — Smaating. — Femkantet Nod. — Brevvexling. i Efter at Udgiveren fra. ste Juli har taget sin Afsked som offentlig" ansat Skolelærer, for udelukkende at anvende sin "Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud- givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn- delsen af denne Maaned til Kjøbenhavn, hvor hans Adresse fra 15de Juli Jremtidig er Redaktør M. C. Rom. Bylovsvej & a. "" Kjøbenhavn Vesterbro. — Husveunen udkomnter fil hver Hondag med et 16-fpafter Arz, ſorſunel med flere Billeder, fif 4 Krone (3 Ml.) Fierdingaaret frit lilſendt. bert Fjerdingaar medfølger gralis et fork fmukt Villede. Bladet kan beſlilles paa ethvert Voftkontor og Vrepſamlingsſled, i enhver ! 9 1 Voglade ſamt hos Hovedklommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrade 40, Sjøbenhavn. Trykt paa Udziverens Forlag hos J. H. Schultz, 3 N Hewgmands 2 AMlorſhabsbesning, Oplpsning og Dugflid. Adginet of N. C. Num. 5 for mg Kjøbenhavn. 1875. 2; Aargang. $ i Nr. 41. | Sondagen d. 11. Juli. Et opſnappet rev. | „Ja, ja — lad nu Ane være Ane for den Gang Forlalling af Bakarias Nielsen Kom og lad os to faa en Hopſa; vi have da danſet — 5 ſammen for.“ 5 1 . Muſikken ſpillede op. Raab og Latter lad tillige " i (Fortſat.) med Hornenes Klang dybt ind i Skoven. Solen, ſom ' a Søndag Cftermiddag fom, iførte Anna i ſtjulte fig bag Trætoppene, kaſtede nu og da en Straale ſig al ſin meſt pralende Stads og gik ind mellem Lovet og belyſte det hoppende, myldrende 0 til Skopbal. Danſen var allerede i fuld og brogede Selſkab. Pigernes Gyldenſtykkesnakker Gang, da hun kom, og hun traf ſnart glinſede i Solſtjcret; alles Anſigter vare blusſende 5 „Jakob, der udbrød: . røde, og Smil var der i Øjnene. „Ih je da! Du er ogſaa kommen til Skovbal, Anna var kommen ind imellem et Par Arme, ſom Anna!“ hun nok gad dvæle i. „Hold faſt! hold faſt!“ tenkte „Du havde maaſke ikke ventet mig?“ ſpurgte hun. hun. „Ja i Aften maa det fie, om nogenſinde. Han „Jo, hvorfor ikke. Jo flere kjonne Piger, des ffal tages med Storm, om ikke paa anden Maade.“ bedre.“ 3 Da Jakob havde endt den forſte Dans med Anna, „Ja, men jeg hører ikke til de kjonne.“ ſlap han hende og blandede fig ind i Selſkabet. Snart „Nej det er jo ogſaa ſandt. Naar jeg nu rigtig traf han en, ſnart en anden Bekjendt, ſom han ikke jer pan Dig, faa er det dog gruelig, hvor Du er grim.” | før havde hilſt paa, og alle bleve de glade ved at ſe Anna rettede fig og faa mildt paa Jakob; hun | ham. En ſlog med fin flade Nerve et rigtig Velkomſt⸗ vidſte nok, at han mente det modſatte af, hvad han .| flag paa hans Skulder; en anden rufkede ham i Kraven ſagde. og raabte: „Det kan jeg lide, Jakob Villumſen, gamle „Er der ingen flere Piger med fra jer By?“ Svend!“ Pigerne hviffede: „Der er han!“ og han ſpurgte Jakob lidt efter. ſendte Smil omkring til dem alleſammen; de fik lige „Nej, jeg tror det ikke.“ 2 meget alle, thi han holdt lige meget af dem alle; men. „Ja er der ikke endnu, ſaa kommer der nok.“ hun, ſom han holdt meſt af, var ikke iblandt dem. „Du ffal da ikke vente paa Ane, for hun kommer Naar hun kom, faa ſkulde de ſe Jakob Villumſen. ikke; hun bryder ſig ikke om den Kommers.“ Hver Gang en ny Dans begyndte, traf det altid „Hvoraf ved Du det?“ jaa merkeligt, at Anna var kommen til at ſtaa ved „Hun havde ſagt i Gaar til vor Pige, at der Jakobs Side. Naar han ſaa vendte ſig om for at blev viſt ikke meget ved det Bal, og desuden holdt tage en Dame, ſaa hun op paa ham med et Par hun ſig for god til at rende til Skovbal hver anden | Øjne ſom raabte: „Tag mig!“ og atter og atter: Stund.“ É „Tag mig!“ Ja ſaa tog han ogſaa ſom ofteſt hende, 1 | i | for hun var den ſmukkeſte og letteſte af dem alle. Han var lidt underligt til Mode, hver Gang han ſpingede fig med hende, og hun heldede fig kjcelent op ad ham. Han begyndte at føle nogle ſmaa fine Stik af en vis urolig Folelſe der inde. Han kunde ikke ſaadan rigtig klare for fig, hvad det egentlig var; men han kom pludſelig til at tænfe: „His nu Ane kom og faa dette her. . .“ og i ſamme Jjeblik ſlap han Anna og borede fig ud igjennem Treengslen, ud i det Fri. Nu lettede det! Den friſke Aftenvind firøg let forbi ham og ſpalede hans hede Kinder, og ſnart havde han helt gjenvundet Ligevægten i Sindet. Det begyndte at morknes. Jakob ſtak tværs over ind imellem Træerne hen til Stenten i Udkanten af Skoven. Han kaſtede et langt Blik hen over Marken, men der var ingen at ſe. Han ſatte ſig ned ved en Buff og begyndte at ſamtale med fig ſelv:, „Skulde hun virkelig ikke komme?“ — „Joviſt kommer hun; jeg ſkrev jo, at jeg var her ved Stenten for at tage imod hende.“ — „Ja men Anna ſiger jo, at...“ — Aa, hun ſiger ſaa meget, man kan ikke tro uden det halve deraf.” Saadan blev han ved en Stund, og Enden paa Samtalen blev, at han følte fig ganſke overbeviſt om, at Ane nok vilde mode. „Men hun kan ikke komme hjemme fra, for hun har malket og ſpslet, jaa det er ikke faa underligt, at hun ikke er kommen endnu,“ tænkte han. „vor jeg ſkal ſvinge hende, min dejlige, ranke Pige! Hun er dog den bedſte af dem alle — alleſammen! OD, hvor varmt jeg ſtal omfavne hende og, idet jeg iler til Danſen med hende, ſynge: „Kom, min Pige! lad os ſammen træde ind i Danſens Led! Hvor der findes Lyſtighed og Glæde der maa vi to med. Kom og ſtot Dig ved min Arm, min kjere. Jeg ſkal holde for os begge ud! Om man bod mig al Verdens Guld og Wre, tog jeg for en Dans med Dig, min Brud!“ Mens han nynnede dette Vers, rakte han Armene favnende frem, ſom om hans Elſtede ſtod for ham. Hans Sang blev pludſelig afbrudt, idet han horte Fodtrin bag Buſkene tæt ved fig. Han reiſte fig hurtig op og — der ſtod Anna foran ham, blusſende og forpuſtet! „Jakob!“ udbrød hun, „Du maa ikke blive vred paa mig .. jeg ſaa, Du gik. .. jeg vilde...” „Men, Anna! Hvad gaar der af Dig?“ „Der var noget — jeg vilde ſige Dig; — men Du bryder Dig ikke om — at høre det.“ Jeg ſynes, at Du er ſaa underlig i Dag, Anna!“ „Ja, det er fordi. ..“ Hun fuldførte Sætningen med Øjnene, idet hun ſamlede al den Wimodftaaelighed, hun kunde opbyde og jaa hen paa Jakob. Hvis han i dette Ojeblik havde tænkt paa Ordene: „Og led os ikke udi Friſtelſe,“ da havde han løbet fin Vej, men hans Tanke blev ligeſom borte i den Lidenſkabelighed, ſom lyſte hende ud af Ojnene. Dette ſmukke, blusſende Pigeanſigt, disſe lokkende Former og denne friſtende Enſomhed! — alt | forenede fig om at fange og blænde ham. „Anna! Anna! hvad vil Du mig?“ ſpurgte han | ivrigt og greb hende i Armen. Den Oyhidſelſe og Lidenſkabelighed, ſom hun havde arbejdet fig op i, naaede i dette Øjeblik Hojdepunktet. Hun kaſtede fig om Halſen paa ham og udbrød: „Derſom Du vidſte, Jakob, hvor meget jeg holder af Dig!“ Jakob blev jaa overraſket og grebet af hendes heftige Folelſesudbrud, at han uden at betænfe, hvad han gjorde, ſlyngede fine Arme omkring hende, klemte hende op til ſig og trykkede et Kys paa hendes Laber. J det ſamme ſprang et Par raſke unge Karle over Stenten, og uagtet Jakob hurtig lob til Side og gjemte fig bag Buſkene, blev han dog jet af de kom⸗ mende. Den ene af disſe var Anes Broder, Knud. Dan ſtandſede forbapſet og udbrød: „Hvad! — Jakob! — Naa ſaa dan! — naa ſaadan!“ Derpaa gik han langſomt hen imod Danſepladſen med fin Kammerat, men hans Danſelyſt var bleven betydelig kolnet ved hvad, han havde ſet. Anna indfandt ſig ſnart igjen ved Ballet, og glad og opromt ved de Forhaabninger, ſom den nys op⸗ levede Scene havde givet hende Anledning til, ſpingede hun fig lyſtigt med de unge Karle. „Du er nok bleven godt kjendt med Villums Jakob“, ſagde Knud til hende, da hun en Gang kom og ſtillede ſig ved hans Side. „Ham har jeg været godt kjendt med faa længe; det er ikke jaa nyt,” ſparede hun raſk. Og i fit frille Sind tænfte hun: „Gaa hjem og fig al Ting til Din Soſter! Sig, at han har omfavnet mig og kysſet mig! Sig hende det paa en ſaa eftertrykkelig Maade, at hun river Baandet, ſom knyttede dem ſammen, i Hundrede, Tuſinde Stykker!“ „Jeg troede ikke, at Jakob holdt flere Kjærefter paa en Gang, ſaadan ſom visſe andre gjor,“ ſagde Knud med undertrykt Harme, idet han gik bort fra hende. ingen. Jakob ſaa man ikke mere ved Danſen. kommer altſaa ikke, da hun ikke fulgte med Knud,“ tænfte han, da han havde faaet ſamlet ſig lidt efter den nylig havte Rus. „Godt, at hun blev borte! Gud! hvordan har jeg baaret mig ad!“ — Han van⸗ drede dybt ind i Skoven, lagde fig ned i Gressſet og ſtottede Hovedet paa den ene Haand. Tankerne kom bølgende i ſtore Skarer ind paa ham; hans Hjerte bankede, og hans Hoved var helt fortumlet. Det var forſte Gang, han havde grebet fig ſelv i noget util⸗ „Den Taſke!“ fojede han til, men det horte „ un ladeligt af den Art. Hans Forhold til Ane havde altid været grundet paa den fuldeſte Troſkab, men nu var det pludſelig, ſom han var bleven aldeles uværdig til hendes Kjerlighed. „Svor kunde jeg forglemme mig ſelv i den Grad!“ tænkte han. „Hvordan javde jeg dog fat pan det, jeg Daare, ſom dog holder ſaa uſigelig meget af Ane, og ſom aldrig har brudt mig om den anden! Hvad vil hun tenke om mig, naar hun faar det at vide, og jeg maa ſlaa Øjnene ſkam⸗ fuldt til Jorden.“ Han rejfte fig efter en Times Tids Forløb, nær- mede fig atter Danſepladſen, for om muligt at faa fat paa Knud, hvem han ſyntes at have ſaa meget at ſige, men det lykkedes ikke at fan ham i Tale. „Der er ikke noget ved den Sag at gjøre i Aften,” teenkte Jakob og begav. fig paa Hjemvejen. Han ſov ikke mange Minuter den Nat. Den neeſte Morgen. fif Ane al Ting at vide af fin Broder. Hun vilde ikke paa nogen Maade tro, hvad han fortalte, ja hun lo i Begyndelſen af den hele Hiſtorie; men da Broderen under ſteerk Ophidſelſe vedblev at forſikre helligt og dyrt, at hvert Ord, han havde ſagt, var Sandhed, begyndte hun at blive urolig. Og da Knud var gaaet, og hun var bleven alene, tog den vaagnende Uro efter Haanden ſaadan Magt over hende, at hun fnart hverken vidſte ud eller ind. Sendes Hjerte, ſom var faa fuldt af Kjærlighed til Jakob, og ſom altid havde hvilet i den fuldeſte Tryghed med Henſyn til hans Forhold til hende, begyndte at rœddes for, at en anden havde ſtjaalet fig ind imellem dem. „Nej det er umuligt!” tenkte hun, „han kan umuligt være nogen Bedrager! Han holder af mig, jeg ved det! Og dog — hvad ſkal jeg tro! Min Broder vilde og kunde ikke lyve for mig i dette Stykke. Hvordan ffal jeg dog faa Klarhed over denne Sag!“ i g Hun ſad i flere Timer paa den ſamme Plads, haldede Hovedet ned paa begge Herder og alt imellem lob en Taare ned over hendes Kind. Kjærlighed og Uro kempede voldſomt i hendes Bryſt; de vare begge ftærfe, og ingen af dem vilde give efter, og ingen kunde ſejre. Da brød omſider det „ſterke“ i hendes Natur frem. „Jeg maa have Vished,“ ſagde hun og rejſte fig, „ſelb om jeg maa hente den hos hende, ſom maaſke fortjener mit Had! Denne Uvished tager Livet af mig!“ Med disſe Ord lob hun ned over Haven og hen Hendes Kinder glodede, og hendes Blik foer rundt i Stuen, idet hun traadte ind. Der til Annas Hjem. var ingen inde, Anna og ſov. — jo, inden for Sengetæppet laa ud. Der ſtak et Brev op af Lommen paa Kjolen, ſom laa paa en Stof tæt ved Doren, hvor Ane ſtod. Hun trak det frem og læfte Udſtriften: Anna Nielsdatter ... by.“ — „Du forbarmende Gud!” udbrod hun halv højt, det er jo fra ham. Det ſortnede for hendes Øjne, men en trodſende Folelſe ſteg i det ſamme op i hende. „Vished! Vished!“ lod det inde i hendes Sjæl, „om den faa dræber mig paa Stedet!” Hun aabnede Brevet i et nu og flugte dets Indhold med Ojnene: „Min kjereſte Pige! Jeg lader Dig herved vide, at jeg kommer med til Ballet i B... Skov paa Sondag, og jeg haaber ganſke beſtemt nd I. FE „Ja, nu har jeg faaet Vished!“ udbrød hun da hun havde læft Brevet til Ende. Ligbleg tumlede hun ud ad Doren og ilede hjem. Sent om Aftenen bankede en Mand paa Gade⸗ porten til Jakob Villumſens Gaard. Jakob ſprang ud af Sengen, kaſtede lidt Toj om ſig i en Fart og ilede ned og lukkede op. Det var Anes Fader. „Jeg har et Brev til Dig fra Ane,“ begyndte han. „Tak, hvordan har hun det? ſpurgte Jakob ivrigt. 5. . og faa vilde jeg ſige Dig Tak for den Tid, Du har leget Kjereſte med hende,“ fortſatte Niels uden at agte paa Jakobs Spørgsmaal. „Nu ſkal Du ikke holde hende for Nar længere! Vi have faaet Balſtadſen var ſpredt omkring paa | Stole og Benke; fløvet og forjaſket faa det altſammen Videnfkaber og Kunſter. „Til Pigen | nok af Dit Venſkab for den Gang!“ Med disſe Ord vendte han ſig og gik. Det var fort Beſked, og Brevet, han havde bragt var ogſaa fort; det indeholdt kun nogle faa daarligt ſkrevne Ord, men disſe vare faa meget des mere indholdsſvangre. — J 21 Aar derefter var al Forbindelſe afbrudt mellem Jakob Villumſen og Ane Nielsdatter. (Sluttes.) Rom. 95 SELER i 4 vad er en, gammel By? Vi ſige, at Viborg er en gammel By, Roskilde lige⸗ ledes, og vi kunne deri have Ret, idet vi da ſammenligne disſe Byers lde med andre danſke Byers. Men gaa vi udenfor Danmarks Graendſer, da finde vi i Evropa Byer, der ere ganſke anderledes gamle, og i Sammenligning med hvilke vore ældfte Byer kun ere ganſke unge Born. Det kommer af, at vi have været ſent paa Færde i Verdenshiſtorien; Danmark er et gammelt Rige, javel — men det er dog højt regnet kun omtrent 1,000 Aar gammelt, og dengang, da det blev til, fandtes der Lande, hvor Kriftendommens Lys allerede længe havde ſtinnet, og Lande, der allerede for Kriſtendommens Tid vare meget vidt fremme i Kundſkaber og Oplysning, Dette gjeelder ijær om de Lande, der ligge ved Middelhavet, og da frem for alle Italien. Men man kan ikke tænfe paa Italien, uden 326 ogſaa at tænfe paa dens ældgamle Sovedftad, Rom, denne ærværdige Stad, der nu har været til i 2,628 Aar og trods alle Tidens Omſkiftelſer endnu er Verdens meſt mærfværdige By. Den har ſnart ſtaaet paa Magtens hojeſte Tinde, ſom i Oldtiden, da den be⸗ herſkede den hele den Gang bekjendte Verden med ſit Jernſcepter, ſnart har den været nedſunken i den dybeſte Fornedrelſe, ſom da de barbariſke Folkeſlag under Folke⸗ vandringen plyndrede dens Skatte, brændte dens Templer og Slotte og mishandlede dens Indbyggere. Snart har den, ſom under dygtige og kraftige Paver, kuet Evropas megtigſte Fyrſter, da Banſtraalen fra Rom kunde naa med uſpakket Kraft til de fierneſte Lande, da Kejſere og Konger valfartede til Rom for at forſikkre de mægtige Paver om deres Underdanighed og ſonlige Lydighed og ſom Sindbillede derpaa kysſede hans Fod og holdt Stigbojlen for ham, naar han ſteg tilheſt. Snart har den været et Monſter paa rene Sæder og ſtreng Tugt, ſom i Republikkens Dage, ſnart var den Hjem for en Fordervelſe og Uſedelighed, der var faa udffejende, at vi neſten ikke kunne tro det muligt, naar vi here derom. Snart var den Sadet for Digter⸗, Maler-, Billedhugger⸗ og Bygningskunſten, ſaaledes ſom ingen anden By har været. det, ſnart har dens Befolkning ' været nedjunfen i den tykkeſte Uvidenhed og aandelige Fattigdom, Snart har den været en By paa 2,000,000 til alle Tider har Rom dog været i en vis Nam. Indbyggere og ſnart har den kun havt 20,000, men Forſtand Verdens Hovedſtad. Det er os ikke muligt paa dette Sted at give en Overſigt over Roms Hiſtorie, dertil er den altfor ind⸗ holdsrig. Ingen By har oplevet ſaameget ſom Rom, og ingen By har havt en faa indgribende Indflydelſe paa Verdenshiſtoriens Gang ſom den. Men inden vi begynde paa at omtale Rom ſelv og hvorledes den ſer ud, ville vi dog kaſte et flygtigt Blik tilbage paa dens Hiſtorie. $ j . Dens Levnet (for at bruge en Benævnelje hentet fra Menneſket) falder i 3 Hovedafſnit. Det forſte er Republikkens Tid fra Romulus og Remus anlagde Byen i Aaret 754 for Kriſti Fodſel og til den berømte Cœſars Tid eller omtrent ſamtidigt med Kriſtus. J dette Af—⸗ ſnit kjcempede Rom fig fremad; det laa beſtandigt i Krig, og igjennem dette lange Tidsrum lykkedes det Romerne ved Tapperhed, Snildhed og Udholdenhed gjennem mange ſtore Farer at fæmpe fig op til at be⸗ herſke Verden. Hertil hjalp dem de ſtrenge, rene Sæder og den Borgerdyd og Fedrelandskjœrlighed, ſom i faa høj Grad udmerkede dem. Men da de forſt vare i komne jaa vidt, at Intet kunde modſtaa dem, da alle 55 N 5 we Verdens Skatte og Rig⸗ domme ſamledes i den for ſaa tarvelige, krigerſke Hovedſtad, ſaa begyndte det at gaa tilbage. med de udmerkede Egenſkaber. Folket forfaldt til Leddig⸗ gang, Blodagtighed, Pragt⸗ ſyge og alle de Laſter, ſom folge hermed. Regjerings⸗ formen forandredes fra Republik til Kejſerdomme, og Folkets politiſke Magt ſpandt ind til Intet. Nogle af Kejſerne vare udmærkede Mænd, hvorved det blev muligt endnu i nogle 100 Aar at vedligeholde den romerſke Stats Magt, men andre af dem vare ſande Uhyrer af Vellyſt, Gru⸗ ſomhed og al Slags Slet⸗ hed. Dette er det andet Afſnit, Kejſertiden. Da de barbariſke Folkeſlag fra Nord og Oſt udbredte ſig over Evropa og de halvvilde Skarer ſtrommede ned over Italien, blev Rom den ene Gang efter den anden erobret, afbrændt og plynd⸗ 327 kunde den heller ikke ode⸗ lægges paa en Dag. Men ſtor var Odeleeggelſen, det kunne vi bedſt ſe af de ſtorartede Reſter, ſom end⸗ nu ere tilbage. Folkevandringen horte op og Folkene kom atter til Ro i Evropa. Men ſamtidig med Tilintetgjs⸗ relſen af Roms gamle Verdensherredomme, ja allerede før den, var Grun⸗ den lagt til dens andet Herredomme, og denne Grund var Kriſtendommen. Vel var Kriſtus født og lærte i Jodeland og derfor er dette Land Kriſten⸗ Dommens Bugge, men forſt i Rom naaede den fin Udvikling, der voxede den op til ſin fulde Kraft. Det varede ikke lenge, førend den romerſke Bi⸗ ſkop, Sanct Peters Efter⸗ folger, anerkjendtes ſom hele Kriſtendom⸗ mens Overhoved, og ſnart naaede Pavens Krumſtav fra Wgypten til NorgesyderſteKlip⸗ ret. Dens ſtolte Marmorbygninger ſtyrtedes i Grus, Statuer og Male⸗ rier ſonderſloges, Bøger og Skrifter opbrændtes, Guld og Sølv røvedes, og Befolkningen dræbtes og mis⸗ handledes eller ud⸗ vandrede. Rom ſank ned til at være uden al Magt og verdslig Betyd⸗ ning. Hermed endte det andet Afſnit, ikke med et Slag, men efterhaanden, thi ligeſom Rom ikke blev bygget paa en Dag ſaaledes per, fra Spanien til det forte Hav; ja efter Amerikas Opdagelſe færdedes endog Pavens Sol⸗ dater, de driftige En Strudorntter. Bjerge og i Bra⸗ ſiliens Urfkove. det i gejſtlig Hen⸗ herſkede Verden for anden Gang, men den blev under for⸗ ſtandige PaversBe⸗ ſkyttelſe til Kun⸗ Verdens Kanter, ſaaledes ſom endnu den Dag idag, Munke, i Mexikos Og ikke blot var ſeende at Rom be⸗ ſtens Hjem, hvor 2 Kunſtnere fra alle a 328 2 flokkedes, for at lære af dens ſtore Meſtre. Nye Pragt⸗ | bygninger af uhyre Størrelje og ſjelden Skjonhed rejfte fig af det gamle Roms Ruiner, og de prydedes med den meſt blomſtrende Kunſt Frembringelſer. Dette er det tredie Afſnit i Roms Hiſtorie. Nu i vore Dage ſynes det fjerde Afſnit at begynde. Pavens Magt har tabt ſig, om han maafke endnu er ſterkere end de Fleſte tro; Rom er nu Hovedſtaden i det nye Kongerige Italien, men hvad den i denne Egenſkab vil udrette, det ved endnu Ingen. (Fortſettes.) Skrudſen. 5 Eſler flere Forſatlere ved A. V. E. Toepfer. il de afrikanſte Orkener, paa Stepperne og Sletterne, hvor den majeſtetiſke Love gaar van Rov, hvor de ſtore Kolosſer af tykhudede Dyr færdes, hvor den ſmukke Giraf afgnaver Akaſiernes og Mimoſernes hojt ſiddende Løv, og hvor ſtore Hjorder af flanke Antiloper muntre fværme om, har ogſaa den ſtorſte af de nu- levende Fugle, Strudſen, ſit Hjem. Denne Fugl har en meget kraftig Legemsbygning, et lille Hoved og en lang, for ſtorſte Delen nagen Hals ſamt høje og ftærfe Ben, der kun paa Laarene ere bevoxede med enkelte Borſter, men ellers ere aldeles nøgne. Hver Jod har kun to Teer, der ere forſynede med korte, hovagtige Kløer; bag hver Tan findes der en tyk Trœdepude, hvorved Foden bliver jaa bred, at den ikke let ſynker ned i Sandet, hvilket vilde befværliggjøre 7 Strudſens Bevegelſe. Vingerne ere temmelig ſtore, men aldeles uſkikkede til at flyve med, da de i Stedet for Svingfjer bære lange, ſlappe, hængende Fjer, Halen er lang og beſtaar af lignende Fjer. Paa Kroppen findes en tæt Beklædning af ſlappe, kruſede Fjer. Hannen er kulſort med blendende hvide Vinge⸗ og Halefjer, hojrod Hals og kjodfarvede Laar, ſamt gult Næb. Hunnen er brungraa med ſtidenhvide Vinge⸗ og Halefjer. En fuldvoxen Han kan blive over 8 Fod hej og opnaar en Vægt af 150 Pund. Hunnen er en Del mindre. J Vngletiden lever Strudſen i ſmaa Familier, der beſtaa af en Han og to eller tre Hunner. Disſe ſidſte lægge deres Æg i den ſamme Rede, ſom er meget ſimpel og blot beſtaar af et Hul, der ſkrabes i Sandet, og ſom ofte indeholder over 40 Wg. J Almindelighed er det kun Hannen der ruger, da denne, ſom den ſterkeſte, bedre end Hunnen kan forſvare Aggene mod Angreb. Wggene ruges regelmesſigt om Natten, men forlades ſom ofteſt om Dagen og tildekkes med Sand; Rug⸗ ningen overlades da til den ſterke Solvarme. De ere de ſtorſte af alle Fugleæg og have en ſmuk oval Form; Skallen, der er glinſende, ſamt meget haard og tyk, er hvidgul med Tegninger, der minde om Marmor. Hvert Wg bliver omtrent faa ſtort ſom et Barnehoved og vejer 3 Pund eller lige ſaameget ſom 24 Honſeceg; Blommen er ſoerdeles velſmagende. Efter en Rugetid af henved 7 Uger krybe Ungerne frem af Æggene; de ere ikke beflædte med Fjer, men med hornagtige Smaa⸗ pigge, der ſtridte ud til alle Sider, og ſom forſt efter to Maaneders Forlob afloſes af en graa Fjerdragt. Ungerne kunne ſtrax efter at være komne ud af Æggene lobe raſk omkring og tage Næring til ſig. Omkring Reden ligger der altid nogle Ag, der fkulle tjene Ungerne til Fade, indtil deres Maver er i Stand til at fordoje Orkenens eller Steppens haarde Foder. Hannen overtager nu en Moders Pligter, idet den leder og beſkytter Ungerne, ſom Hunnen næften ſlet ikke bryder ſig om. De vorne Strudſes Nering beſtaar ilær af Planteſtoffer, men ogſaa af Inſekter og ſmaa Hvirveldyr. ; Strudſen er ſom før nævnt ikke i Stand til at flyve, men den har et Par meget kraftige Bevegelſes⸗ redſkaber i fine Ben, ſom kunne fore den afſted med en Hurtighed, der endog overgaar Veddelobsheſtens. Under Løbet ſlaar den i Luften med Vingerne og frem⸗ fkynder derved dette. Dens ſtore Legemsſtyrke fætter den i Stand til at bære tunge Gjenſtande paa fin Ryg og bevæge. fig hurtigt med dem. Maturforfferen Adamſon ſaa i Senegal en tam Struds, ſom bar to ſmaa Negere. Den lob af alle Kræfter afſted med dem og i Løbet af ganſke fort Tid red Drengene Landsbyen to Gange rundt paa den. For at prøve dens Kræfter lod Adamſon ſenere to vorne Negere jætte fig op paa Ryggen af den; i Begyndelſen lob den langſomt, men da der blev drevet van den, bredte den fine Vinger ud ſom Sejl og lob afſted med en ſaadan Hurtighed, at den næppe ſyntes at berøre Jorden under Lobet. Paa medfolgende Billede ſes to afrikanſke Strudſe, af hvilke den ene bærer en voxen Neger, den anden en Neger⸗ kvinde med en Dreng, i Baggrunden ſes en Teltlejr under en Gruppe Daddelpalmer. Da Strudſen er meget let at tæmme, er der flere Gange fremkommet Forſlag om at optage den blandt vore Husdyr i de Lande, hvor Klimaet tillader det. Den æder rigtignok meget, men den er ikke fræfen og tager til Takke med Alt, hvad man giver den. J Afrika holdes den flere Steder ſom Husdyr, og man er der meget tilfreds med den Fordel, ſom man har af den. Dens ſmukke, lange og kruſede Vinge⸗ og Halefjer have fra Oltiden af været benyttede ſom Pynt til Hjelme og Hatte, hvilken Brug har vedligeholdt ſig til vore Dage. De ere ſaa koſtbare, at et Skind med alle Fjerene paa i Nordafrika betales med 100 ſpanſke Dalere. Da baade Kjodet, Skindet og Wggene kunne bruges, har en Struds en ikke ringe Værdi. J Syd⸗ og Mellemafrika bruger man Wggene ſom Skaale og omgiver dem med en tynd Vidiefletning. 5 . Paa Grund af de koſtbare Fjer ere Strudſene blevne efterſtrebte i mange Aarhundreder, og de ere nu langt fra ſaa talrige og almindelige i Afrika, ſom de tidligere have været. Det er navnlig Hannen, ſom man forfolger. Beduinerne i Nordafrika betragte Strudsjagten ſom en ſtor Fornejelſe og jage den paa deres hurtige Heſte, idet de enten vedblive at forfolge den, indtil den ſtyrter om af Trethed, eller ogſaa om⸗ ringe den paa alle Sider; de gjore da Kredſen om den beſtandig mere fnæver, indtil de tilſidſt komme den faa nær, at de let kunne dræbe den med et Slag. Derpaa flaar Jœgerne Strudſen med ſtor Forſigtighed for at Fierene ikke ſkulle blive tilſmudſede af Blodet, frænger Skindet og bruger det ſom en Sek til at gjemme de koſtbare Fjer i. Bufkmendene i Sydamerika benytte fig af en Lift. for at fange Strudſen. Naar en af dem vil paa Strudſejagt, laver han ſig en Slags Sadel af Straa og bedæffer den med Fjer, ſaa at den ſaameget ſom muligt kommer til at ligne Fuglens Krop, ud⸗ ſtopper dernæft en lang Strudſehals og Hoved og ſtikker en Stok ind i det. Derpaa tager han Sadelen paa fine Skuldre, tager den udſtoppede Hals i den højre Haand og Buen med de giftige Pile i den venſtre. under denne Maſke forſtaar han fortræffelig at agere Struds. Han lader, ſom om han roligt gnaver i Buſkene, drejer Hovedet til alle Sider; ſom om han forſigtigt ſpejdede efter noget, ryſter Fjerene, gaar eller gallopperer, indtil han endelig kommer Strudſene paa Skudvidde, og ſaaſnart hans ſuſende Pil har truffen en af dem, og de øvrige lobe bort, ſkynder han fig at lobe med. klog Hanſtruds ikke vil tro paa Sagen og forfolger den Paatreengende, ſom da hurtigt maa flygte og derhos beſtandig ſoge at holde fig under Vinden; thi hvis Lugten forraader ham, bliver der intet andet tilovers for ham, end at kaſte Sadelen bort for ikke at blive opvartet med ſlemme Fodſpark og Vingeſlag. Til Strudſene eller Lobefuglene høre ogſaa Nan⸗ duen i Sydamerika, Kaſuaren i Oſtindien, Emuen paa | Nyholland og Kiwien paa Nyſeland; Pladſen tillader De have alle tre Tœer paa hvert Ben og ere mindre end den afri- | os ikke at omtale disſe nærmere her. kanſke Struds. Menneſkels Kamp med de vilde Dyr. — Det er en bekjendt Sag, at Menneſket lige fra dets forſte Optræden her paa Jorden beſtandig har ligget i Kamp med de vilde Dyr. her i vort Fædreland, er denne Kamp allerede for mange Aar ſiden endt med alle de farlige vilde Dyrs Udryddelſe, men i de fleſte Lande raſer den endnu. Denne langvarige Kamp, ſom altſaa endnu langt fra Men undertiden hendes det, at en ſoerdeles J nogle Lande, ſom f. G. — — — er til Ende, fræver mange flere Ofre af Menneſkeliv, end man aner og er meget mere blodig end mangt et Felttog. For at overbeviſe Læjerne herom, ville vi anføre en udførlig og aldeles paalidelig Beretning om den Odeleggelſe, ſom de vilde Dyr i de ſidſte 6 Aar have anrettet paa Menneſkeliv i Provinſen Bengalen i Forindien. J dette Tidsrum blev der alene i denne Provins dræbt Å 4,208 Menneſker af Tigre, 1,581 — af andre Kattearter, 105 sæ af Bjørne og 87210 af Elefanter, Ulve og andre vilde Dyr. - Af vilde Dyr blev der i den ſamme Tid i Ben⸗ galen dræbt: 7,278 Zigre, 5,668 andre Kattearter, 167 Bjorne, 1,338 Ulve og 4,100 Elefanter, Vildſvin og andre vilde Dyr. J denne Kamp have altſaa i en eneſte Provins omtrent 14,000 Menneſker og 18,000 vilde Dyr miſtet Livet i et Tidsrum af 6 Aar. Det maa tillige erindres, at disſe Optegnelſer kun ere en Samling af de ſtedlige Opgivelſer eller Indberetninger fra Dvrighederne, og at udentvivl mange Menneſker og mange vilde Dyr have miſtet Livet uden at Ovrigheden har erfaret det. J Bengalen er det iſcer Tigeren, der foraarſager de fleſte Tab af Menneſkeliv, hvorfor den engelſke Regje⸗ ring har begyndt en ſyſtematiſk Udryddelſeskrig mod denne „Menneſkecder“. Den har anſat ſeregne Tiger⸗ drebere, ſom forgifte, dræbe eller fange dette frygtelige Rovdyr overalt, hvor de kunne opſpore det. Paa denne Maade mener man efterhaanden at kunne gjøre en Ende paa dens Odelecggelſer. benytte Gift i denne Kamp, anvende de ſom ofteſt Strychnin, men man har endnu ikke erfaret hvormeget der behøves heraf for at dræbe en Tiger, da denne ſtrax efter at være bleven forgiftet træffer fig tilbage til de ſumpige og uigjennemtrængelige Kratſtove, hvor den dper. 4 Hunden. SØ er det ikke at fortælle noget nyt om dette med ſaamange ypperlige Egenſkaber udruſtede Dyr, da der allerede er talt og ſkrevet ſaameget derom; men det ſker dog, at det ligeſom vender en ny Side ud ad, der nok kan være faa karakteriſtiſk, at den fortjener Omtale. J mit Hjem havde vi ſaaledes en Honſehund, et prægtigt Dyr og jaa godmodigt, at det næppe gjorde en Kat Fortred — i det Mindſte ikke Huſets. Frigg, Hs | jag hed Hunden, havde i lang Tid været ene reſiderende Naar Tigerdreberne i Gaarden, og det var derfor ikke ſaa underligt, at den mærteligfte var, at den før faa fjælne og godlidende Frigg med hver Dag blev mere og mere dvalſk, ſaa at det tilſidſt faa ud, ſom om den formelig tragtede den lille efter Livet. Da kaſtede Frigg et Kuld Hvalpe, og den et halvt Aar gamle Koterhvalp gav ſig til at die den; men fra den Tid af betragtede den Hvalpen ſom ſin egen. Det er forreſten ret underligt, at mange — maafke alle — Honſehunde kaſte hverandet Kuld Hvalpe, og at de, naar det ſker, lide meget af Melken, vil ogſaa kunne forſtaas af folgende: Paa en Gaard tet ved mit Hjem havde en So lagt Griſe; men Moderen var vred og vilde ede Ungerne, hvorfor disſe toges fra hende og anbragtes i en ſtor Kurv. Samtidig havde Hunden i Gaarden — ogſaa en Honſehund — kaſtet et Kuld Unger, og man fer den Merkelighed, at Hunden gaar op i Kurven til Griſene — 7 i Tallet — og lader dem die ſig. Dette gjentoges flere Gange, og Hunden vaagede over Griſene ſom over ſine egne Unger, ja den forlod dem ikke en Gang, da de pinte Blodet ud af Dievorterne paa den; men naturligvis, da Folkene mærfede det, blev Hunden bunden. * Filip. Smaating. —— En ejendommelig Modeartikel. En Franſkmand ved Navn Alfons Benedikt var rejft til Amerika for at prøve Lykken, ſom i Fædrelandet beſtandig 1705 vendt ham Ryggen. Men ogſaa i den ny Verden forblev den 9 9 imod ham; tyve Gange havde han faaet ſig en lille Formue ſamlet, og tyve Gange var den gaaet tabt for ham igjen. Da traf han i Ny⸗Granada en Jode, der tilbød ham fin Hjelp. Benedikt ſkulde da affjøbe ham hans hele Vareforraad, rigtignok med betydelige Renter; thi for Varer til en Værdi af 10,000 Franks ſkulde han udſtede en Forſkrivning paa 25,000 Franks. Kun den haarde Nod drev ham til at gaa ind paa denne aageragtige Forretning; men da han blandt Varerne fandt alene for 500 Franks Brevoblater, gjorde han et beteenkeligt Anſigt. Hvor⸗ ledes ſkulde han blandt Indianerne finde Kjobere til dem? Joden trak paa Skulderen og ſagde haanligt, at det var godt at have et velasſorteret Varelager; for Reſten kunde Handelen ikke affluttes, hvis en eneſte Artikel blev tilbageviſt. Benedikt gjorde gode Miner til flet Spil og afreiſte til Dalen ved Popayan, hvor der holdes et ſtort aarligt Marked, ſom bliver ſteerkt beſogt af Indianerſtammerne. Reiſen dertil lob heldigt af; Franſkmanden udbredte fine Varer, og ſnart ind⸗ fandt fig talrige Kjsbere. En Hopding beſaa Oblaterne med ſtor Opmekrkſomhed, lukkede derpaa Abſken forſigtigt til igjen, ſtak den til ſig og betalte den godt med Suldſtov. Efter den folte ſig lidt tilſideſat, da Moder fik anſkaffet en lille Koterhvalp, ſom ſkulde gjælde for Stuehund; men det forſte fulgte ſnart andre, ſom ſpurgte efter Oblaterne, og i fort Tid blev Efter⸗ ſporgslen faa ſteerk, at Benedikt forhojede Priſen til det tidobbelte, uden at dette afſkrakkede Kjoberne, ſom tvertimod beſtandig indfandt ſig i ſtorre Mengde. Ved Markedets Slutning var hele Forraadet udſolgt til enorme Priſer og Benedikt en rig Mand. Men med Forbapſelſe faa han, at Indianerne havde over⸗ flæbet Anſigtet og Kroppen med de fkinnende rode, gute og grønne Oblater og vare nok faa ſtolte af at eſidde denne Prydelſe. Det forunderlige Salg er nu forklaret: Oblaterne vare blevne en ny Modeartikel. — En Mand kom hen til Preſten og vilde have ſin lille Datter døbt den -næfte Søndag. „Hvad ffal . hun hedde?” ſpurgte Præften. „Vi tager Navnet efter Almanakken,“ fvarede Manden, „hun ffal have det Navn, der ſtaar paa den Dag hun ffal døbes og det er Setrin.“ Praten kunde ikke tro at det, Navn ſtod i Almanaken, men ved nøjere Efterſyn forholdt det fig rigtig nok, der ſtod nemlig: Slondag) elfter) Trinlitatis). Geograſiſk Gaade. — For⸗ og Endebogſtaverne læfte fra oven og nedad giver Navnene paa to fynſke Kjobſteder: En finſk Stad. * En danſk O. 88 En bornholmſk By. En tydſk Flod. En franſk Stad. En ſjellandſk Kjabſtad. Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 27: Judhold. Et opfnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen (Sluttes). — Rom, af R. N., med Billede, — Strudſen, ved A. P. E. Toepfer, med 2 Billeder. — Menneſkets Kamp med de vilde Dyr. — Hunden. — Smaating. — Geografiſt Gaade. a Efter. at Vdgiveren fra Jste Juli har taget sin Afsked som offentlig ansat Skolelærer, for udelukkende at anvende sin Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud- givelse og Husflidssagens Fremme, Flytter han i Begyn- delsen af denne Maaned. til Kjøbenhavn, hvor hans Adresse fra 15de Juli fremtidig er Redaktør N. C. Rom. Bylovsvej & d. Kjøbenhavn Vesterbro. „ Husvennen udkommer lil hver Hendag med et 16-fpalier Ark, Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et ſlort ſmußt Villede. ſorſynel ned Rere Villedet, lil 1 Krone (3 Alk. Iſerdingaaret frit tilfendt. Bladet fan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og Voglade ſamt hos Hopedklommfsſioncren: Rudolph Klein, Bileſlrade 40, Kjøbenhavn. Brepſamlingsſled, i enhver Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. egen 2, Aargang. ; Nr. 42. N Et opſnappet Brev. Forfølling af Bakarias Nielſen. W ö Sͤlnttet JE Kanonen eds se lbs) SÅ sg W. leger alle Saar“, ſiger Ordſproget, men det er ikke ſandt. Der gives Saar, ſom aldrig læges, det følte bande Jakob og Ane. Vel rakte Tiden fin formildende Balſam til begges Hjerter, jaa at de ſteerke heftige Folelſer ligeſom ſagtnede hen i ſtille Sorg, men aldrig formaaede Tiden at borttage det ſmertefulde, ſom hvilede over Minderne eller at dove den underlige, urolige Lengſel, ſom ſogte og ſogte uden at finde. Ane var i Aarenes Lob bleven endnu mere ſtille og ordknap end forhen. jævne Gang i hendes tarvelige, ſtille Hjem. Aar ud og Aar ind havde hun ſkuret de ſamme Gryder og Kjedler. Sommer efter Sommer havde hun med Malkeſpanden paa Hovedet vandret de ſamme daglige Ture ud paa Marken for at malke Koen. Stille havde hun ſyslet og ſtille havde hun ſorget. Hendes Fader var ſom ofteſt borte paa Arbejde og hun havde derfor fjeldent Lejlighed til at tale med Nogen, thi der kom | næften aldrig nogen Fremmed til hende, ligeſom hun heller ikke kom til Andre. Ved dette enſomme og ens⸗ formige Liv var hendes Tankeomraade ligeſom blevet indſnevret inden beſtemte, trange Grenſer; ingen nye Ideer, ingen nye Interesſer bragte Afvexling ind i hendes Liv; Jakob og atter Jakob var den Gjenſtand, hvorom hendes Tanker kredſede Dag ud og Dag ind. Han ſtod for hende, ſmuk og livsglad, naar hendes Alt gik ellers ſin ſedvanlige, gmands B07 45 2 40 Mlorſkabslesning, Oplysning. og Pusflid. Adginet af R. C. Num. 5 Hondagen d. 18. Juli. i i || i l, 0 5 Kjøbenhavn. ; 1895. Hjerte var mildt bevæget ftemt, og han ſtod for hende i de urolige, bitre Ojeblikke, naar hendes Sind gjennem⸗ ryſtedes af Skuffelſens Smerte. Bort havde hun vendt fig fra ham en Gang, og bort vendte hun fig hver Gang hendes Tanker opſogte ham paa Utroſkabens Vej. Men forunderligt! hendes Hjerte kunde aldrig helt vende ſig bort fra ham; det var og blev hos ham, enten han ; Ja, havde han været. var værdig til det eller ikke. utro — hun var tro! Han utro? Havde hun kjendt den Misforftaaelje, ſom var Aarſag i deres Adſkillelſe, havde hun jet ind i hans Hjerte, jet og hort, hvor ofte han havde for⸗ trudt det ene, ene Feiltrin; havde hun vidſt, hvor trofaſt hans Kjærlighed havde vaaget over hende i de mange Aar — ja da ſkulde hun have udbrudt: „Nej, her er et Hjerte, i hvis Kjærlighed ikke findes Svig“. Men hun ſaa og horte ham ikke; Broen imellem dem var brudt af. Aar havde føjet. fig til Aar. Jakob var nu en Karl paa de 41. Hans Moder var forleengſt dad, ellers vare ingen ſynderlige Forandringer indtraadte i hans Hjem; men med ham ſelv var foregaget en ſtor For⸗ andring, idet han i Aarenes Lob var bleven ligeſaa alvorlig og tilbageholdende, ſom han i ſine tidligere Dage havde været lyſtig og ſnakſom. Han pasſede fin Dont i Sjemmet, var venlig og tjenftvillig mod Alle, ſom trængte til hans Hjælp, og naar Nogen kom for at beſoge ham, vare de altid velkomne, men han tog aldrig ſelv ud, naar undtages, at han en Gang imellem kjsrte til Kjobſtaden. Ligeſom Ane holdt han fig paa fine egne Enemerker. Ane! — „Ja Gud ved, hvordan Ane har det?“ tenkte han ofte endnu. „Hun har vel . AROS ERE nok rent glemt mig nu, men jeg glemmer aldrig hende! Ak, hvor har jeg bittert maatte bode for det ubeſindige Ojeblik, da jeg lod mig rive hen af et falſkt Kvinde⸗ hjerte! Lykke!“ : „Nej, hun var for god til mig”, tænfte han ogſaa undertiden. „Jeg havde beruſet mig i Lykken, om jeg havde faaet hende, og maaſke draget hende med ned i den Misforſtaalſe, at jordiſk Lykke og Nydelſe er Livets egentlige Formaal. Det var Guds Villie, at jeg ſkulde vandre min Vej alene, for at jeg derved kunde lære at kjende Livet fra den alvorlige Side, ſom jeg i mine yngre Dage aldrig havde Oje for. Og Gud har visſe⸗ Det Favntag maatte jeg betale med mit Livs ligen ogſaa ſorget for, at hun har det bedre, ſom hun har det“. Saadan vejede han det ſkete, ſnart paa Kjerlig⸗ hedens, ſnart paa Fornuftens Vegtſkaal, og efterhaanden ſom Aarene randt, ſyntes den ſavnede ligeſom at komme længere og længere bort fra ham, indtil Tidens Fartøj bar hende ind og ligeſom ſkjulte hende i fjerne Strandes Taager. 8 Ude bag Jakobs Lod laa et lille Sted med en Snes Tdr. Land; her havde Anes Broder, Knud, ſom ien længere Aarrakke havde tjent der paa Stedet, og ſom omſider var bleven gift med Datteren, havt fit Hjem i et Par Aar. tiden ſammen, men Minderne fra de gamle Dage bleve aldrig bragte paa Bane, at henlede Samtalen paa Ane. 1900rdan har egentlig Din Søfter det?“ ſpurgte han. „Hun har det vel godt“, ſvarede Knud. „Det er rigtignok en Stund, ſiden jeg var hjemme; men hun er da raſk, ſaavidt jeg ved“. „Er hun glad og fornøjet?” „Nej, det har hun aldrig været ſiden den Tid, Du ved nok“. f „Jeg har tenkt meget paa hende i alle de mange Aar, ſom ere forløbne, ſiden vore Veje ſkiltes “. „Ja ſaamend, men Du bar Dig jo galt ad“. „Det gjorde jeg; men hvad — jeg var ung og ubeſindig, det var min Fejl, og Ane var — ja gid hun havde villet høre, hvad jeg havde at ſige til min Undſkyldning, men hun tog Sagen faa ivrigt”, „Hvad fkal man ſige til det! Det var nu ikke ſaaledes tilſkikket Jer, at J fkulde have hinanden den Gang“. „Den Gang“, gjentog Jakob for fig ſelv og jaa hen paa Knud. „Mon der da kunde være Haab endnu?“ Der blev ikke talt mere om den Sag den Dag, men de tænkte begge faa meget des mere over den. Endnu ſamme Aften gik Knud hjem til ſin Soſter og bad hende om at komme over og hjelpe ham lidt med Hoſtarbejdet. Hun blev meget forbapſet over hans Wrinde: „Jeg kommer jo aldrig nogen Steder, jeg Han og Jakob talte vel under⸗ En Dag vovede dog Jakob fjender jo Ingen ..., jeg... nej, hvor kan Du dog falde paa at forlange det?“ udbrød hun. Men han vedblev at tigge hende ſaalenge derom, at hun endelig maatte love at komme en Dags Tid. „Det kunde dog være!” tœnkte Knud, da han gik hjem om Aftenen. „Det gjelder bare om at faa Ane vænnet til at komme over hos mig en Gang imellem, jaa vil Jakob nok faa Nys derom, og jan vil det være "| en let Sag at give dem Lejlighed til at tales ved, og aaa Om Natten drømte Knud om Bryllup, om Puns, Dans og Kommers; det var altſammen noget han jværmede for. 8 Et Par Dage efter gik Jakob Villumſen ude i ſin Mark og ſaa paa fine Hoſtfolk. Han deltog ikke ſelv i Arbejdet paa Grund af at han havde forftuvet det ene Haandled. Han holdt en Stok i Haanden og en lille, kort Pibe hang i Munden. Paa Hovedet bar han en rod, ſtrikket Hue med en Duff i Toppen og var ellers ifort den paa Egnen almindelige Sommerdragt: hvide Lerredsbenkleder, en ſtribet Hvergarnsveſt med gule Knapper og en tynd, ulden Nattroje. Da han havde ſet lidt paa Folkene, gik han længere ud i Marken og naaede omſider Pilegjcerdet, ſom dannede Skjellet mellem hans og Knuds Marker. „Det er ſpcert ſaamange Kvindfolk, Knud har i Arbefde i Dag“, ſagde han ved fig ſelv, idet han jan hen efter Naboens Hoſtfolk. „Hvad mon det er for en hoj, rank Pige eller Kone, der gaar der og river? — Hvad for noget! — Ane! — Mon det ſkulde —? — Hm!“ : Han bøjede Pilegrenene til Siden for bedre at funne ſe. „Jo, det er hende! — Hm!“ Han tørrede Sveden, ſom løb ned ad hans Bande og Kinder, bort med det ene Wrme og traf Vejret dybt et Par Gange. „Saa ſkulde jeg dog endnu en Gang faa hende at ſe! Mon hun rent har glemt mig? Eller mon hun endnu maaſke mindes mig, men giemmer Mindet om mig mellem bitre Tanker? Gud ved, hvad hun vilde ſige, om jeg gik hen og hilſte paa hende. Hun har dog en Gang holdt af mig — hm!“ Tankerne foer afſted med ham tilbage over de lengſt henrundne Dage. Minderne mylrede op i Tuſindvis om ham; fnart traf de Brynene ſammen paa ham, ſnart klappede de hans Kind jaa mildt og "blødt. De mange Aars halvt tilbagetrengte Folelſer kom farende med al deres ſamlede Kraft. Hans Hjerte havde ikke i mange Aar været i en ſaadan Be vegelſe. : ; Efter at have ſtaget en Timestid og ſet afverlende hen efter Ane og ned for fig, hævede han med et Blikket op mod Himlen og mumlede nogle Ord. „Ja i Guds Navn”, ſagde han derpaa højt, „det faar gaa, ſom det vil, jeg maa tale med Ane“. Neg op paa Vognen. alle de Aar, vi have været adſkilte“, fortſatte han. 333 Han ſprang ind over Gierdet og ſtyrede ſin Gang hen efter Knud, ſom ſtod og ſtak Meg op pan Hoſtvognen til fin Kone. Ane gik lidt længere henne paa Ageren og rev „Slod“, hvor „Hovene“ havde ſtaaet, ſom allerede vare hjemkjorte. Det gav et ftærft Sæt i hende, da hun fif Oje paa Jakob, men hun vendte fig hurtigt om, jaa at Ingen meerkede noget. „Guds Fred og Gud hjælpe res ſagde Jakob, da han naaede hen til Knud. „Tak!“ ſparede denne og hivede i det fame et „Naa, det kan jeg lide Nabo, at Du kommer hen og ſer til os“. De talte nu en Stund ſammen om Vejret, om Seden, Gresningen o. lign., men Jakob havde hele Tiden ſit Blik rettet hen efter Ane. Endelig ſagde han: „Det er nok Ane, der gaar der henne?“ „Ja, det er. Hun har ſaameend aldrig „Du gik Din Bej, jaa maatte jeg gaa min“, ſvarede Ane med ryſtende Stemme. „Ja, vore Veje bleve adſkilte. meget over, at det ſkete. Ane?“ Hun vedblev at vende Blikket mod Jorden, hendes Læber tav, men i hendes Hjerte lød det: „Nej, jeg fan ikke mere være vred paa Dig“. Hun mærkede i dette Ojeblik mere end nogenſinde i de fvundne Dage, at hun med Liv og Sjæl tilhørte ham. Hendes Kinder blusſede, hvorved hendes ellers noget blege Anſigt fil et Üdtryk af ungdommelig Skjonhed; hendes Bryſt be⸗ vœgede fig hurtigt og vidnede om en indre ſterk Brydning. Jakob nærmede fig bende endnu et Skridt og fort⸗ ſatte: „Jeg fortrød det lige ſtrax, men hvad jeg gjorde var ikke gjort i Utro⸗ ſkab mod Dig. Jeg Jeg har ſorget Er Du vred paa mig endnu, været her ovre for i Dag, og hun havde gjorde det ikke med Overleg“. vel heller ikke kommet i Dag, derſom jeg ikke Ane følte, at hun maatte ſige noget. havde overheengt hende „Hvorfor giftede Du om at hjælpe mig lidt i denne travle Tid“. „Hun ſer ung ud endnu“. ; „Aa ja, men hun er jo da heller ikke mere end — lad mig ſe — 38 Aar“. „Jeg tror dog, jeg faar gaa hen og hilſe paa hende, forend jeg gaar”. „Ja ſaameend! SS have jo kjendt hin⸗ anden for“. Jakob gik nu hen til Ane. Hans Trin vare lidt uſikkre og hans Hjerte bankede voldſomt. Ane vendte Ryggen til ham endnu, men da han naaede helt hen til hende, drejede hun ſig om til Siden, vendende Blikket mod Jorden. „God Dag, Ane!“ „God Dag!“ „Im! — Det er mange Aar ſiden, vi talte ſammen“. ; „Ja 14 „Hvordan har Du havt det i al den Tid?“ „Aa jo!“ „Vi have en Gang holdt meget af hinanden”. Ane tav og lod Haanden glide op og ned ad Riveſtangen. „ og vi kunde have levet lykkelig ſammen i Dig ikke med Anna?“ ſpurgte hun uden ret at have lagt Mærke til hans ſidſte Ord. „Med Anna?“ „Du holdt jo af hende“. af, Ane, og Anden! Hende, ſom Du nævnede, havde jeg albrig førend hin om Kjærlighed eller Venfkab, ejheller havde jeg givet hende An⸗ ledning til at tro om mig, at jeg havde noget lil overs for hende. Hun overliſtede mig ved fin ukvindelige Opforſel — og, jeg tilſtaar det, jeg var ſvag nok i Ojeblikket til at lade mig bedaare af hende. Da jeg kom ret til min Samling, ſtodte jeg hende fra mig, og ſiden hin Stund har jeg foragtet hende; hun nærmede fig til mig endnu en Gang fort Tid efter, men jeg gav hende den Modtagelſe, ſom hun fortjente, og da lod hun mig i Fred for Eftertiden. Saa fif hun fat paa Prangeren og rejfte bort med ham, og ſiden har jeg hverken hort eller ſet noget til hende“. 3 „Du havde dog ſelv ſat hende Stevne ved Stenten“. „Hvor kan Du ſige det?“ „Du ſkrev jo til hende derom”. „Ovem har dog bildt Dig det ind?“ — „Nej, Dig holdt jeg ingen Dag i Skoveu talt til . Gang ſit Blik og ſaa Jakob ind i Ojnene med al den „Jeg har ſelv ſet Brevet i Annas Hjem“. | „Brevet? Et Brev fra mig?“ | „Ia 5 „Du fod hende vide, at Du kom til Skovbal i B.. Skov, og bad hende møde Dig ved Stenten, hvor Du jo ogſaa, ſom Du ſelv tilſtaar, traf ſammen med hende om Aftenen. Brevet var ſaa fuldt af Kjerlighed og ſode Ord til hende, hvorimod Du omtalte mig paa en haanlig og tilſideſettende Maade”. „Men Ane! hvad er det, Du der fortæller! Gud fri mig, hvordan hænger dette ſammen? Det Brev, Du taler om, var jo til Dig! Har Anna. .. 2“ „Der ſtod uden paa: „Til Pigen Anna Niels— datter, . by. Huſk Dig om, Jakob, og dolg Intet for mig, jeg ved Alt“. „Saa ſandt, ſom jeg er en Synder for Gud, jeg har aldrig i mit Liv ſkrevet endog blot to Ord til Anna. Du fal tro, hvad jeg ſiger Ane, Du maa ikke antage mig for en Løgner; thi gjør Du det, da bringer Du mig til Fortvivlelſe! Jeg forſtaar ikke, hvordan det hænger ſammen med bette Brev! Viſt og ſandt er det, at det var ſkrevet og beſtemt til Dig. Anna maa have opſnappet det paa Vejen, forfalſket Udſkriften og Tæft dets Indhold. Du gode Gud, hvilken Ulykkes⸗ gjerning har hun ikke der gjort fig ſkyldig i! Kunde Du ikke forſtaa, da Du læfte Brevet, at det maatte være til Dig! Kunde Du ikke fe og føle, at alle de kjcrlige Ord, det indeholdt, vare til Dig, og at det var hende, jeg talte tilſideſettende om?“ „Kan jeg ogſaa ſtole paa, at det hænger ſaadan ſammen, Jakob? Er det Sandhed?“ „Ae, Ane ESS „Jo, jeg tror det! Jakob! Du kan ikke bedrage mig!“ Idet Ane udtalte disſe Ord hævede hun for forſte Inderlighed hendes Hjerte ejede. Hvilken Kjærlighed, Leengſel og Trofaſthed laa der ikke i dette Blik. Nu gjenkjendte forſt Jakob ret ſin Ungdoms Elſkede. Det var de ſamme brune, klare Øjne, ſom han for 21 Aar ſiden jaa ofte havde fordybet fig i med fin hele Sjæl. San udbrød: „Nu holder Du af mig igjen, Ane! Jeg kan ſe det paa Dig!“ Ane ſvarede bevæget: „Ja jeg har holdt af Dig i alle de henrundne Aar. Jeg kunde ikke flippe Dig, ſkjondt..“ „Gud velſigne Dig Ane for al Din Kjærlighed og Overboerenhed! Du er meget bedre end jeg“. Idet Jakob udtalte disſe Ord greb han Anes Haand. Det var ikke Ungdommens Fyrighed og Be⸗ geiſtring der gjorde dette Haandtryk jaa trofaſt og varmt, ſtjondt der baade hos ham og hende var blevet noget af begge Dele tilbage, nej det var den ægte, ftærfe og prøvede Kjærlighed, der holder faft, hvor den har faaet fat. De talte endnu en Stund ſammen. Knud og hans Kone ſaavel ſom deres Pige, der ogſaa havde været tilſtede, og ſom hele Tiden havde jet nysgjerrig hen efter de to gamle Kjareſtefolk, vare kjorte hjem. „Det gaar nok“, tænkte Knud; „bare han vilde blive ſtagende derude hos hende en god Stund endnu“. Jakob og Ane havde mange, mange Ting at tale om, men meſt drejede ſig deres Samtale om det ulykke⸗ lige Brev. N „Nu er det forſt jeg ret kan forſtaa de haarde Ord, Du ſkrev til mig, Ane, da Du gjorde det forbi imellem os“, ſagde Jakob. „Huſker Du dem, Ane? Jeg huſker dem. Nu ſer Du da, at jeg ikke var jaa ſlem, ſom Du troede, om jeg end havde fejlet. Ane ſvarede: „Ja havde jeg vidſt det, jeg nu ved, da havde jeg aldrig ſlaget op med Dig; thi det Fejl⸗ trin, Du havde gjort, kunde jeg vel let have tilgivet Dig. Nu er det for mig, ſom om hele Skylden ligger paa mig. Jeg var haard og uretfcͤrdig mod Dig, jeg burde have hort mig bedre for hos Dig ſelv, førend jeg dømte faa ſtrengt. Du maa tilgive mig, Jakob, jeg har feilet mere end Du; men her efter ſkal intet i Verden ffille mig fra Dig. Tak fordi Du holdt faſt paa mig!“ Jakob Villumſen og hans Kone, Ane Nielsdatter, ere døde for ikke faa Aar ſiden; men deres Navne ere endnu i friſkt Minde i Byen, hvor de boede. Og længe vil man mindes deres ufædvanligt kjcrlige Samliv, deres Tjenſtvillighed og Opofrelſe over for andre og deres retſindige, kriſtelige Vandel i det Hele. Gaarden, ſom de boede i, har længe været i andre Folks Hænder; men endnu nævnes den ofte ſom Jakob Villumſens Gaard, og over den gamle Gadeport ſtaar endnu, ind⸗ graveret med ſtore Bogſtaver: I. V. 8. — A. N. D. — Anno 1829. J det Aar var Porten formodentlig bleven lavet, og det Aarstal fortjente nok at mindes af Jakob og Ane, thi det var netop i det Aar, de bleve egteviede. 5 Rom. S mn 5 1 ) (Fortſat.) ; Gom ligger ved Floden Tiberen paa en temmelig flad Slette, der paa de 3 Sider omgives af de ſkjenne Sabiner⸗ og Al⸗ dbanerbjerge; pan den fjerde Side begreenſes "Sletten af Middelhavet. Denne Slette kaldes Campagnen og er nu ganffe øde og udyrket, kun bevoret med Gres og Krat, hvori færdes meget ſtore Flokke af Bøfler, der tilhøre og ernære Bønderne. Men i gamle Dage var denne Slette rig og frugtbar, da Vinhaver. 335 havde de fornemme Romere her deres Landſteder og Man ſer endnu i Campagnen mange Reſter af ſtore Bygninger, ligeſom den ogſaa gjennemkrydſes af de gamle Vandledninger, der, hvilende paa milelange Ræffer af murede Buer, fore Kildevandet fra Bjergene ind til Rom. Over denne Slette maa man pasſere, for at naa Rom, og naar man har kjert der en Time eller ſaa omtrent, ſer man ee en Roms mange Kupler og Taarne dukke op. Da der i Rom findes ikke mindre end 356 egentlige Kirker, foruden ſmaa Kapeller, og hver af disſe Kirker har i det Mindſte en Kuppel eller et Taarn, fan har jeg nok Ret til at | ſige, at der er mange. Op over det Hele rager hojt mod Sky den berømte Peterskirke, Verdens ſtorſte Byg⸗ ning. Om denne ſkal jeg en anden Gang fortælle, og vi ville da ved ſamme Lejlighed give en Alfbildning af den. a Man nærmer fig med den ſterſte Wrefrygt til denne | gamle Stad; de ſvundne Slegters Hiſtorie drager forbi | Tankerne, og man opfyldes af fpændt Forventning ved Tanken om, at man kal ſe og vandre paa de Steder, | hvor ſaa ſtore og mærkelige Begivenheder ere foreganede. | Nerme vi os en ſtille Aften til Rom, naar Solen er | ti Færd med at gaa ned, naar dens ſidſte Straaler forgylder Himmel og Jord, naar Klangen fra de utallige Kirkeklokker gjennembeever Luften, da gribes Sindet af en højtidelig og alvorlig Stemning, men fremfor Alt vender Tanken ſig til Ham, ſom fra Evighed til Evighed ſtyrer Menneſkeſlegtens Sfæbne og ſom ad de uran⸗ | Og i denne ſageligſte Veje leder Alt til det Bedſte. Stemning ville vi holde vort Indtog i Rom. Vi nærme os Byen fra Nord. Over den gamle | Bro, Ponte molle, hvor Kejſer Conſtantin den Store vandt det Slag, ſom gav Anledning til Kriſtendommens Indfarelſe ſom Statsreligion, rulle vi henad Vejen | forbi Vinhaver og pragtfulde Landſteder. Lige udenfor Bestatemplet i Nom. Roms nordligſte Port, Porta del Popolo (Folkets Port), ligger den ſtore Villa Borgheſe med ſine mange Grotter, Springvand og Smaabygninger, med fine ſkyggefulde Alleer af Laurbær- og Myrthetrœer, fine ranke Cypresſer og underlige Pinier. Vi fjøre forbi den og ind ad Porten. Her findes ſtrax en ſtor rund Plads, Piazza del Popolo, omgivet af Mure, der bære Marmor⸗ billedftøtter og Sejler og hvoraf der vælter ſtore Spring⸗ vand ud i ſkinnende Marmorkummer. Midt paa Pladſen knejſer en egyptiſk Obeliſfk omgivet af 4 Sfinxer, der ſpye Vand ud i 4 Kummmer. Fra denne Plads føre | ſnorlige, lange Gader ind i den tæt bebyggede Del af Rom. Vi vælge den midterſte, den beromte Corso, der er ſaa lang, at man bruger ¼ Time for at gaa raſkt igjennem den i dens hele Længde ind til Midten af Byen. Dette er Roms Hovedgade, her ſpadſere de ſtolte Romere ad de lange, fliſebelagte Fortouge og her Fjøre de fornemme Damer: med deres pyntede Ammer. Her findes de fleſte Butikker og Kaffeer, Vexellerere og al anden Trafik. Det er altid en livlig Gade, men iſer i Karnevals⸗ eller Faſtelavnstiden, da her foregaar allehaande Lojer, ja endogſaa et Væddeløb af halvvilde Heſte, der ſom raſende, uden Rytter, fare afſted gjennem Gaden til Forngjelſe for den talrige Mængde. Her ſpanker den elegante Officer med ſin raslende Sabel og klirrende Sporer, her vralter den tykke, ſmudſige Munk med fit fkaldede Hoved og bare Fodder afſted, tiggende om Penge eller Varer hos de Handlende, her rider Bonden fra Campagnen paa ſin lille Heſt, med fine lange Ledergamaſcher paa Benene. Ser møder ; man de dejlige ſorthaarede Romerinder, med deres i kledelige Dragt og deres ſmaa Patteborn, der ere ind⸗ ii pakkede i et underligt Futeral af hvidt Toj. Her kommer | den tunge Arbeidsvogn, trukken af ſtore, tykke, gule . Bofler med deres lange Horn, hiſt kommer en Flok Geder, der skulle malkes. Her rider en Preeſt i ſin ſorte Slojkjole og med en trekantet bred Hat afſted paa fit lille muntre Wſel. Her er en Afvexling og et Liv, ſom er meget morſom at ſe paa. Den lange Corso ender med en Plads, Piazza di Veznenzia og tæt ved denne findes det berømte Capi⸗ tolium, der til alle Tider har været Roms Midtpunkt. J den aldſte Tid var Capitolium en Fæftning, hvortil dens "Beliggenhed paa en høj Bakke eller lille Bjerg gjorde den vel ſkikket, ſenere var her Sedet for den gverſte Gudsdyrkelſe. Nu er den omdannet ganfke, fb idet der dels er anlagt nogle ſnevre Gader, dels en Kirke og endelig en firkantet Plads omgivet af 3 Pa⸗ | ladſer, hvoraf det ene er Byens Raadhus. Ligeſom Capitolium er Byens hiſtoriſk merkeligſte Sted, ſaaledes er den endnu det interesſanteſte, fordi man derfra paa en Gang kan overſe baade det gamle og nye Rom. Byen beſtaar nemlig af to Hoveddele; det nordligere eller nyere Rom, der er tæt bebygget og det gamle eller ſydlige Rom, hvor der findes forholdsvis faa Gader og Bygninger, men til Gjengjcld de fleſte Ruiner af old⸗ tidens vældige Bygninger ſpredte om imellem Vinhaver og Landſteder. Hiſt og her i det gamle Rom findes ogſaa Kirker og Kloſtre. Staar man paa Capitolium og ſer ud imod Syd over det gamle Rom, ſer man ſtrax nedenfor det ſaakaldte Forum eller Byens gamle Hovedtorv med ſine mange Reſter af Marmor⸗Templer, eller mindre ødelagt af Fjendehaand og af den ſtore Magt, ſom kaldes Tiden. Derude for den modſatte Ende af Forum hæver. fig de vældige Reſter af Colo⸗ ſin Landſe i Haanden, ſin ſpidſe Hat paa Hovedet og kunde rumme 87,000 Tilſkuere. Roms yngre Bygninger, ja hele Paladſer ere- opførte I ſcum, ſom i gamle Dage var et Slags Theater, der Skjondt mange af af Sten, der ere røvede fra Coloſcum, er det endnu en af Verdens ſtorſte Bygninger. Det bliver meget for vidtloftigt her at opregne alle Roms Ruiner, men til Gjengjaeld hører den til de bedſt bevarede og ſmukkeſte. Der er et ganſke ejendommeligt Trylleri ved at vandre om mellem disſe halvt ødelagte Minder om Fortids Storhed, at fætte fig paa en omſtyrtet Sojle og be: tragte disſe ſtolte Mure, hvor nu Vedbenden ſlynger fig og de vevre grønne Firben ſmutte om. Stille og tyſt er her, Lyden af Byens Larm naar ikke herud; man kan i lang Tid hver Dag gaa herud, man bliver ikke kjed deraf, thi her er Nok at je og tanke paa. Men vi maa heller ikke forſomme det nyere Rom, hvor der endnu lever Menneſker. Den er ikke mindre interesſant at ſe paa. Naſten alle Gaderne ere temmelig ſnevre og krumme og Suſene høje. Men her findes en Mængde ftørre eller mindre Pladſer og Torve, der alle ere prydede med Billedſtatter eller Obeliſker og Springvand. Der findes i Rom en aldeles utrolig Mængde Springvand, og det er ikke Springvand, ſom dem vi ere vante til at ſe her, med en enkelt lille tynd Straale, det er Springvand, der give Vand i Tondevis hvert Minut, ja, der er nogle Springvand f. Ex. Aqua Paoli og Fontana Trevi, der ere fan ſtore at man kan høre deres Bruſen flere Gader borte, lenge førend man kan fe dem. Denne ſtore Rigdom paa rindende, klart og koldt Kildevand bidrager faa over⸗ ordentlig meget til at give Roms Gader og Torve deres ejendommelige Hyggelighed og Skjonhed. Som jeg ovenfor har ſagt, mylrer Rom af Kirker, man treffer dem i enhver Gade og de ſtaa altid gaabne og der er altid Gudstjeneſte i dem, men iſer om Aftenen ere de fulde af Menneſker, thi en god Katholik maa i det Mindſte en Gang om Dagen i Kirke. Kirkerne ere for en Del meget ſtore og pragtfulde. Den ſtorſte af alle Kirker er Peterskirken, men af den ville vi i et ſenere Numer give en Beſkrivelſe med Afbildninger, da den nok fortjener en færlig Omtale. Endvidere er der i Rom en Mængde Paladfer eller mindre Slotte, der "tilhøre de rige adelige Familier og ſom ere mere eller mindre pragtfulde. Kongen af Italien, Victor Emanuel beboer et ſtort Slot, der hedder Quirinalet, medens Paven boer i Vatikanet, ſom er det ftørfte Slot i Verden; det indeholder 11,000 Verelſer og 22 Gaarde. J dets vældige Sale er der ſtore og koſtbare Samlinger af Billedſtotter og andre Kunſtverker fra Oldtiden ligeſom ogſaa der findes en flor Mengde udmerkede i | Malerier, hvoriblandt mange af Verdens meſt berømte Sojler og Triumfbuer, men det er altſammen mere Maler, den unge og ſmukke Rafael. å 5 (Sluttes.) 357 Smaa Gjæfter i vore Haver. Af Dyrlæge F. L. N. Larſen. forſtjellige Arter af vilde Dyr. Bure de forſultne vilde Dyr juſt ikke tage fig videre fordelagtigt ud. ; Dog have vi herfor en Erſtatning — og det en ganfke tiltrekkende — i vore Haver, om de end kun ere ſmaa; thi enhver nok jaa tarvelig Have fremſtiller jo en Dyrehave i det Smaa, der er langt rigere i | Indhold end et almindeligt Menageri. Til Betragtning | og til opmeerkſom Jagttagelſe af mange Dyrs Leve⸗ maade og Liv give vore Haver os mere Lejlighed end ſlige kunſtige Anſtalter; ja vore Haver viſe os endog Dyrekampe og Jagt. Vore Haver viſe os Jagter og Odeleeggelſeskrige, der udfordre en Liſtighed og Udholdenhed, ſom overgaar Jcegerens. Iblandt Havegjeſterne, der uden Tilladelſe indkvartere fig paa vor Ejendom, ere ikke faa, ſom vi ej kunne give Husret, fordi de volde os megen Skade og Ulejlighed, idet en Del af dem ſom ødelæggende Herfſkarer true med at fortære Havens Frugter. Der fordres temmelig megen Kundſkab til at kunne ſkjelne mellem disſe Dyr, hvoraf Mange ere vore Venner, Mange vore Fjender, ſaaledes at vi kunne frede hine, men ødelægge disſe. J et flygtigt Overblik ville vi fremſtille de al⸗ mindelige Arter af den brogede. Flok, der paa en af de omtalte Maader plejer at gjeſte vore Haver. Muligt derved kunde opvæffes lidt Interesſe til Jagttagelſe af Dyrelivet i det Smaa, en underholdende og lærérig Beffjæftigelje, der ſikkert vil være et behageligt Tids⸗ fordriv for mange ledige Timer, og hvor beundrer man Skaberen mere end ved Betragtningen af Skabningen og Forſkningen af den? Vi ville begynde med Pattedyrene, blandt hvilke ijær Muldvarpen er vigtig: Endſkjondt den ikke lever af Plantefode, beſkadiger den dog mange Planter ved fin Oproden af Jorden, de ſaakaldte „Muldvarpeſkud“, af den Grund er den en ilde ſet Gjeeſt af de fleſte Haveejere og efterſtrebes af dem, uagtet den gjør veſentlig Nytte ved at fortcere en Mængde Larver af ſkadelige Inſekter. Den holder ikke Vinterſovn, og da dens Graadighed er jaa ſtor, at den daglig forterer ligeſaa Meget, ſom den ſelv vejer, jaa vil man deraf indſe, at den maa forteere en betydelig Mængde Orme, Larver og Inſekter. Der findes flere Arter Markmus, der, om de end, ſom Navnet antyder holde fig meſt til Marken, undertiden kunne ſkade Haverne meget, naar de findes i | Rødder, Løg og Knolde. - | anrette ikke videre Skade. Alange ſtorre Steder have nu zoologiſke Haver, hvori | man har Lejlighed til at betragte en Mængde | Vi Kjobſtads⸗ og Land⸗ beboere derimod have kun Lejlighed til hvert andet eller tredie Aar, at ſe et omrejſende Menageri, i hvis ſnevre Mængde, da de grave Huller, hvorhen de flæbe Frø, Undertiden findes Spids: mus i Haverne, men de leve af Orme og Inſekter og Heldigvis holdes Muſene i Skranke af Kattene, der betragte Haven ſom et godt Jagtdiſtrikt. I de ftørre Haver indkvarterer Pind ſpinet fig undertiden; det ſoger fig et Skjul under Trærødder eller tætte Bufke, ſover næften hele Dagen, ligeledes hele Vinteren, ſaa det fun nyder Livet i Sommer: nætterne. Ved at ødelægge Orme, Inſekter og disſes Larver gavner det noget; men det ſoger ogſaa gjerne Frugter og knoldede Rødder, og foraarſager derved en Del Skade; det er meget bekjerligt efter Kjod, hvorfor det angriber og dræber mindre Dyr. J Haver, der ere indhegnede med Stengjærder, finder man ofte den lille Væfel eller Bruden, der gjør en Del Nytte ved at fortære Mus. Harerne indfinde fig undertiden om | Cfteraaret og Vinteren, det er fornemlig Kaalen de ſoge efter. Flagermuſene ere nyttige Gjeſter i vore I Haver; de holde fig ſtille hele Dagen i hule Træer og Revner, hvor de hænge faft ved Tommelen, der er lille og kroget; de komme frem i Sfumringen og ere hele Natten ivrigt beffjæftigede med at fange Inſekter; om Vinteren ligge de i Dvale. " Blandt Fuglene træffe vi forjfjelige mere eller mindre velfomne Gjæfter i vore Saver; blandt de mindre velkomne nævne vi forſt: Honſene, ſom ved deres Skraben i Jorden forſtyrre Planterne og ødelægge Bedene; Duerne, der opſamle det nedlagte Frø, disſe Dyr kunne dog let holdes borte fra Haven. De øvrige Fugle ere derimod mere velkomne ligefra Wuderne, der føge efter Regnorme og Snegle, til de livlige og jeljfabelige Stærer, der leve af Inſekter og Orme og om Efteraaret af Bær; om de end tilligemed Ska⸗ derne rane nogle Bær, fan gjøre de dog megen Nytte ved at efterſtrbe Inſekterne. Man onfker dog helſt, at en Sanger ſkal tage Ophold i Haven, da den opliver ved fin Sang og gjør fig yndet ved fit fortrolige Væ- jen; vi frede derfor gjerne om disſe nyttige Smaajugle, der forſkaffe os mange fornøjelige Timer. Hvo ſom ret vil kjende disſe fortrinlige Inſektjcgere, dette gode Havepoliti, han betragte blot en Timestid, hvor ofte Forældrene bringe Ungerne en Larve eller et Inſekt, og han vil da indſe den ſtore Nytte, ſom de gjore ved at | ødelægge en Mængde ſkadelige Inſekter. Spurvene, der hades og forfølges fan ofte, gjøre væjentlig Nytte, navnlig i den Tid de have Unger; man har. beregnet, at et Par Spurve i Rugetiden og medens Ungerne ligge i Reden, dagligt henter henved 500 Orme, Inſekter og Larver. Som ofteſt efterſtrebes Fuglene, endog de mindre og nyttige, af Haveejerne, ſaaledes Mejſerne, Gres⸗ ſmutter, Finker, Rodkjelker, Gjerdeſmutter og andre Sangfugle; men flere Steder har man gjort den Erfaring, at ved Udryddelſen af disſe Fugle, have Inſekter, Larver og andet Smaakryb taget Overhaand, jaa at man med Leengſel har onſket fig Fuglene tilbage og har maattet gjøre Anſtalter for igjen at faa dem indførte. J ſtarre Haver træffer man ofte Ugler, de have almindeligen været hadede; men de gjøre dog ikke ringe Nytte ved at fortcere en Del Mus. J næften alle nogenlunde ſtore Haver træffer man flere. Arter af Krybdyrene, vi nævne her Nogle, der ved at fortære Smaakryb gjøre en Del Nytte. Langs Diger og i Buſkadſer træffes ofte det vevre og livlige Firben, der behændigt ſmutter mellem Lov og Græs ; det træffes ogſaa under Zrærødder og i hule Træer, og lever af Inſekter, ſom det liſter ſig paa og ſnapper. Den almindelige Snog fortærer Mus, Frger og andre Smaadyr og gjor derved en Del Nytte, men bliver ofteſt hadet, da man i Almindelighed har en vis Modbxydelighed for al Slags Kryb, ſelv om det under⸗ tiden gjør Nytte. Den hæslige Tudſe er et nyttigt Dyr, idet den lever af Inſekter; i England, er dens Nytte jaa velkjendt, at man har indført og fredet den i flere Haver og Drivhuſe. Man antager, at den for⸗ tærer og gnaver paa Jordbeerrerne, og den findes ogſaa hyppigt i Jordbeerbedene; men den ſoger viſtnok hertil, fordi den her paa den bekvemmeſte Maade kan fange mange Inſekter, ſom ſoge hertil. 995 n (Fortſættes.) Husflid. ; Fuglekasſer. 1 i ſaa ſnareſt blive fortrolige med dem. | Ever, der i den ſmukke Sommertid jer Smaafuglene … færdes muntre og kvidrende om vore Boliger, vil ſikkert ofte have glædet fig over dem, og ethvert Barn ved desuden, at mange af Smaafuglene, navnlig Ste⸗ rene, gjøre os megen Nytte ved at udrydde en uhyre Masſe ffadelige Inſekter. Man ſager derfor flere og flere Steder at drage de infeftædende Fugle til ſig ved at bygge dem pasſende Reder, ſom heftes op paa Huſe og Zræer, helſt paa de ſidſte. Naar man i Løbet af Sommeren ophenger ſaadanne Fuglebo, ville de ſmaa Sangere blive fortrolige med dem, og naſſte Foraar tidlig opſlaa deres Bolig idem. Man maa helſt vælge en Plads, der har ee og Middagsſkygge, og undgaa at give Fuglekasſerne ſteerke Farver; helſt maa de være ſimpelt graa, brune eller grønne, da Fuglene Vi bringe i Dag Afbildning af en Steerkasſe i Form af en lille Fjer⸗ - ding (hvortil kan bruges en vel udvandet Anchovistonde) forſynet med Tag og opſtillet paa en lille Hylde paa en Traœſtamme. Flyvehullet maa være lidt over to Tommer bredt. En Slyngplante, ſom paa Te ningen, 3 5 mere tiltrekkende for Fuglen og ſmulkere or Ojet. El 45 Smaaling. En ung Mand. ffulde have Bryllup, og Vielſen fulde foregaa hjemme i Huſet. At han har været en ftært Tobaksroger, viſer folgende Trek. Han beholdt Piben i Munden ſaalcenge ſom mulig, og, da endelig ſelve Vielſen ſkulde ſke, fatte han den bag ved ſig. Aldrig ſaaſnart havde Bvæften endt denne Handling, for Brudgommen greb Piben, og, da han mærkede, der var Ild i den endnu, udbrød glad: „jo, den holdt ſig dog!“ Oplosning paa den geografiſke Gaade i Nr. 41: Asſens — O denſe. N Aabo. 5 Sjoelland. Spanike. Elben. Nantes. Slagelſe. Indhold. Et opfnappet Brev, Fortælling af Zakarias Nielſen, med Billede (Sluttet). — Rom, med Billede (Fortſat). — Smaa Gjæfter i vore Haver, af Dyrlæge F. L. N. Larſen. — Husflid: Fuglekasſer, med Billede. — Smaating. Efter at Udgiveren fra Jste Juli har taget sin Afsked som offentlig. ansat Skolelærer, for udelukkende at anvende sin Tid og sine Kræfter til Husvennens Ud- givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn- | delsen af denne: Maaned. til Kjøbenhavn, hvor hans Adresse fra 15de Juli fremtidig er Redaktør N. C. Rom. Bylovsvej & a. Kjøbenhavn Vesterbro, Ex Anvennen udkommer lil hver Søndag med et 16.ſpaltet Artz, ſorſunet med flere Billeder, til 1 Krone (3 AK.) Fſerdingaaret frit bilfendt. Hverk Fjerdingaar medfølger gratis el ſlort fmukt Villede. Bladel kan beſlilles pan elhvert Pofikonfor og Brepfamlingofled, i enhver Boglade ſamk hos Sovedkommisfionæren: Budolph Klein, Vileſlrede 40, Kſebenhavn. s Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz, 2. Aargang. Nr. 43. Lift imod Liſt. Jorlalling af Veatus Dødt. & ) 88 vor Esromkanalen, der fætter Esromſo i det nordlige Sjælland i Forbindelſe med Oreſund, udmunder, ligger Dronn inge⸗ møllen. En Ejendom ſom ilke beerer fit Navn forgjæves, jaa fandt, ſom man i & Almindelighed med Ordet Dronning forbinder noget mere end almindeligt, Noget der er ſkjgnnere, bedre og herligere end alt Andet. Alt er her forenet” ſom kan og virkſom Mands Sjerte til at banke af Lyſt. Paa de vidtløftige med frodigt Græs bederkkede Enge tumler fig det velnærede Kvæg kaadt og overgivent ſom en Folge af det rigelige Foder, der paa Grund af den kraftige Jordbund og den aldrig manglende Fugtighed ſtedſe paany ſkyder frem yppigt og fyldigt, og paa de velgodede Agre bolger den kraftige Sed, hvis tunge Vipper boje ſig mod Jorden. Fra Morgen til Aften og fra Aften til Morgen høres Mølleværfets Klapren og Vandets Bruſen, idet det i altid uformindſket Mængde ffummer hen over det mægtige Vandhjul, der ftønnende og bragende drives rundt uden Hvile og uden Raft. Gaarden holder ſtedſe fuld af Vogne, og medens Molle⸗ gjeſterne ſidde i Stuen, bænfede om det lange Bord med Olkruſet foran ſig og Piben i Munden, færdes de raſke Mollerſvende ved Af⸗ og Paaladningen af Vognene, det end kan vere, og Glæde over det. Slorfhabslæsning, ” Oplysning ag Susflid. i Hondagen d. 25. Juli. og meſt behjertede blandt fine Kammerater. idet af og til en munter Skjemt. og en glad Latter vidner om, at der er Lyft til Arbeidet, hvor ſtrengt ; Kjøbenhavn. 1875. Rundt om Gaarden breder ſig Haven, hvis mang⸗ foldige Frugttræer bugne af Frugt, og hvis Blomſter fylde Luften med Vellugt og Menneſkets Sind med Glæde. Saa langt Øjet rakker, breder fig det ſmilende, blaa Oreſund, over hvilket i det Fjerne Kullens morke laste hæver fig, kronet med det hvide Fyrtaarn, ſom fkal lede Sejlerne og viſe dem Vej” paa. deres natlige Fart. Møller Bang, ſom ejede Møllen paa hin Tid, hvorom her er Tale, elſkede ogſaa denne fin Ejendom | næften ligeſaa højt, ſom han elſkede fin Datter Ulrikke, kan | hvilfet vilde ſige noget, efterſom hun var hans eneſte fryde en dygtig Landmands Oje og bringe en driftig | Barn og dertil faa ſmuk, faa livsglad, ſaa from og | god, at Enhver, ja ſelv den koldeſte af alle Stivſtikkere I maatte føle fig bevæget og glad ved Synet af hende; mange var det derfor ogſaa af de unge Menneſker der paa Egnen, ſom havde brændt fig paa Ilden og derfor nu hang med Vingerne, mange var det, ſom havde | fæftet Blikket farſt og fremmeſt paa Møllerens Datter og dernæft paa Møllen og Alt, hvad dertil hørte, thi begge Dele ſkulde jo følges ad. Vi vide nu imidlertid | nok, at er der end Mange, ſom tro ſig kaldede, ſaa er der dog kun faa Udvalgte, og her i dette Tilfelde kunde der jo kun være En. Denne Ene, var imidlertid ogſaa tilfulde den Kjerlighed værd, ſom den unge Pige havde ſkjcenket ham; thi Enhver paa hele Egnen er⸗ kjendte villig, at Herman Nielſen paa Kasſegaarden, ſom Faderens Gaard kaldtes, var den flinkeſte, dygtigſte Selv Moller Bang, der ſelvfolgelig ikke var jan lidt fræjen med Henſyn til det Valg, Datteren traf, da det jo var ham, ſom ſkulde give Gods og Ejendom til, medens 340 hin Hap med at give Hjertet og den højre Haand, — ſelv han ſyntes i lang Tid at være næften ligeſaa forelſket i det unge Menneſke ſom Ulrike. Den allerbedſte af Mollerens ſtore Merſkumspiber med Solvbeſlag var ikke for god for det unge Menneſke, naar han kom der i Beſog, og ofte gjorde han den egenhændig ren med et Halmſtraa, for at den ikke, ſom han ſagde, ſkulde være fornaglet eller hæs i Fløjten, ja han blæfte endogſaa i den, jaa han. blev ganſke morkerod, medens Taarerne lob ham ned ad Kinderne, hvorpaa han ſtoppede den med den aller fineſte Petum optimum eller „blaa Mand”, der var at faa hos Kjob⸗ mand Unna i Helſinger. Saa pasſiarede han med ham om Gaardens Drift, om Helbrak og Halvbrak, om langbenet og kortbenet Kvæg, om Svinehold og Griſeavl, om Møllen og om hvorledes der burde for⸗ holdes med Toldkoppen; men naar Talen kom paa denne kildne Sag, ſaa ſkete det altid i en faa lav og hviſkende Tone, at Ulrikke, der med blusſende Kinder og gledeſtraalende Øjne fad og horte til, ikke kunde opfange et eneſte Oord. Nu Herre Gud, hvert Haand⸗ vært har fin Hemmelighed, Hvorfor ſkulde faa ikke Molleriet have fin? Lad faa end være at den under⸗ tiden falder lidt dyr. Kort ſagt, Molleren ſatte det unge Menneſke jaa nøjagtigt ind i alle Forretningerne, at Overdragelſen kunde ſke, hvilket Ojeblik det ſkulde være, og alle Folkene paa Gaarden beredte fig allerede | i Sind og Skind til et rigtig fornøjeligt Bryllup. Hvor længe var Adam i Paradis? ſiger man imidlertid for et gammelt Ord. Længe var det ikke, men dog længe nok til at baade han og Eva havde lært at ſkatte Lykſaligheden, ſom de der havde nydt og nu længtes inderlig tilbage derefter. Siden hin Tid er det bleven Mode, at deres Efterkommere ogſaa efter længere eller kortere Tids Forløb maa flytte ud af det lille Paradis, ſom de maaſke efter lang Tids Sogen og Leden endelig have fundet, og de mange Taarer, ſom fældes, og de tunge Suk, ſom udſtodes, vidne tilfulde om, hvor tung og bitter Adſkillelſen kan være. At Herman og Ulrikke, hvor tilbojlige de end, ſaavelſom alle Andre, kunde være til iøvrigt at folge Moden gjennem Tyndt og Tykt, i dette Stykke dog helſt havde undladt, det, derom kan der ikke tvivles, men Et er at gjerne ville, et Andet at kunne, og hvad dette angik, ſaa ſtrakte deres egne Kræfter. ikke til, maaſke meſt ſom en Folge af, at de ikke kjendte den Mand med en Slade, ſom var kommen ivejen, ja, det vil ſige, Manden kjendte de godt nok; men hvad Sladen var, derom havde de intet Begreb. Midt i Glæden og de lyſe Forhaabninger om en lykkelig Fremtid, hvori de Unge vuggede ſig, begyndte den Gamle at blive mere og mere betænkelig. Fra Herman Nielſen trak han ſig lidt efter lidt tilbage, og det ſtod ſnart klart for Ulrikke, at hendes Fader onſkede at afbryde den alt jaa godt ſom afſluttede Forbindelſe. | et Oje til for Overtrædelferne, ligeſom de ogſaa lode Det var en tung Tid for den unge Pige, og endnu tungere og ſmerteligere ſkulde den blive, da hendes Fader endelig efter. nogen Tids Forløb paa en Maade, der nokſom vidnede om, hvormeget han led derved, underrettede hende om, at den paa Egnen ſtationerede Strandrider havde friet til hende, ſamt at hun, ved at give ham ſit Ja, derved vilde frelſe Faderen fra en overhængende Fare, ja fra fuldſtcendig Ruin. Hvilken tvingende Forpligtelſe det var, ſom bandt ham til Strandrider Jenſen, hvilken ulykkelig Omſtendighed det var, der havde gjort ham jaa afhængig af et Menneſke, ſom paa Grund af fit Levnet kun nod liden Anſeelſe, at han kunde tvinge ham til at gjøre den ulykkelig, ſom han elfkede hojſt af Alt, derom vilde Molleren intet oplyſe; men netop denne Hemmelighedsfuldhed overbeviſte Ulrikke om, at Faren var jaa meget ftørre, ſom den maatte være forbunden med Skam og Vanceere. Nogen endelig Beſlutning formagede hun dog endnu ikke at fatte; thi hvormeget hun end følte fig tilſtyndet til at offre Alt for Faderens Frelſe, ſaa kunde hun dog ikke overvinde ſit Hjertes Modſtand og den Modbyde⸗ lighed, hun følte for den lumſke, glattungede og fejge Strandrider. Paa ſamme Tid, ſom denne Uvejrsſky trak op paa de unge Menneſkers Himmel, rugede en anden over hele Landet, der, om den end ikke fremtvang Graad og Teœndersgnidſel, dog bragte mangt et Hjerte til at ſukke. Som den ſtore Napoleons trofaſte Allierede havde vor Regjering ifølge hans Magtbud maattet indføre den ſaakaldte Kontinentalſperring. Det vil ſige, at for at tvinge hans Dodsfjender Englænderne og ødelægge deres Handel, maatte ingen af de Lande i Evropa, ſom afhang af ham, indføre overſgiſke Varer; Kaffe, The og Sukker vare ſaaledes forbudne Frugter, ſom maaſke netop af den Grund friſtede alle vore iſcer ældre Eva⸗ dottre i en endnu højere Grad end ellers, og under mange Suk og bittre Klager ſteg Rogen af brændte Wrter og Byg, ſom ſkulde træde i Stedet for den manglende Kaffe, op mod Himlen nedkaldende dennes Straf og Hevn over den Formaſtelige, ved hvis Bud jaa mange vanſmegtende Leber og Hjerter bleve berøvede hin ſtyrkende og oplivende Drik. Hvor mild og god nu end ellers gamle Frederik den Sjette kunde være, jaa var han ikke til at ſpoge med, hvor det kom an paa et givet Ord eller Lofte. Dette holdt han ubrodeligt, ſelv om han derved maatte offre ſaavel ſine egne ſom ſit Lands Interesſer, og han taalte ikke, at man ad nogenſomhelſt Omvej ſogte at ſlippe derfra paa en lidt lempelig Maade. Underledes var det imidlertid med hans Miniftre. Disſe ſaa hvormeget Landet led under Forbudet, ſamt dernceſt, hvor lidet ſamvittighedsfulde de andre Nationer vare i Overholdelſen deraf, af hvilke Grunde de trykkede deres underordnede Embedsmænd gjøre det Samme, kun at dette ſkete med pæn Henſynsfuldhed, ſaaledes at | Ingen, hverfen Smuglerne eller Toldvoeſenet rente bus i Armene paa hinanden eller bragte Regjeringen i Forlegenhed ved at viſe altfor ſtor Samdregtighed. Paa denne Tid havde gamle Møller Bang faaet i Kommisſion fra en Grosſerer i Kjøbenhavn at tage fig af et betydeligt Kvantum Kaffe, ſom fkulde ind⸗ ſmugles paa Kyſten og om muligt at indlægge det i ſit Pakhus, indtil det med Sikkerhed kunde Feb til Kjobenhavn. Fra Mollerens Side var der Intet ivejen, han paatog fig med Glæde Kommisſionen og efterat have trykket Strandrider Jenſens Øjne. til med et rigtig godt forgyldt Plaſter, blev Kaffen bragt i Land i Ly af Nattens Morke. Forſaavidt ſyntes nu Alt at veere godt; men ikke deſto mindre var der dog en Omſtendighed, ſom enkelte af de Delagtige forgjaves grundede over, uden dog at kunne faa Rede derpaa. Da nemlig Kaffen var bragt i Land og 835 i det Ojeblik Molleren vilde træde ind af fin Husdor, ſaas Strandrideren pludſelig at trede til. En fort Tid talte de hviſkende med hinanden, men derpaa traadte de ind i Stuen, her havde de en lang og ofte hojroſtet Sam⸗ tale med hinanden, hvorpaa de endelig ſkiltes. Fra dette Ojeblik var imidlertid Møller Bang, ſom man ſiger, ikke fig ſelv, og fra dette Ojeblik ſkrev fig hans forandrede Beſtemmelſe, der truede med at See hans Datters hele fremtidige Lykke. En Sommeraften, medens Solen var i Færd med at ſkjule ſig bag de dybe Skove i Veſt, idet dens Straaler bragte de høje, blanke Ruder i Fyrtaarnet paa Nakkehoved til at glimre og flimre ſom flammede et Ildhav indenfor, og medens den lune, milde Vind legede med Oreſundets Bolger, der perlende og hvislende lob ind over Strandbredens hvide Sand, havde en Del af Møllerens Folk lejret fig paa den grønne Skrent ved Kanalen, hvor de nu efter Dagens Arbejde node Hvilen, idet de hengav fig til Indtrykket af de ſkjonne, fredelige Omgivelſer. Karlene, der fad noget afſides, lode Rogen af deres Tobakspiber ſtige op i den ſtille Luft folgende med deres Øjne de blaa, lette Ringe, indtil de forſvandt i Aftenens Deemring, idet En eller Anden af dem dog af og til ſendte en hoirsſtet Skjemt over til Pigerne, ſom da ſtanſede deres ivrige Pasſiaren for med Renter at give den tilbage. Midt imellem begge Lejre ſad pan et Træjtød en ung velvoren Karl, ivrigt flettende paa en Kurv, hvis hvide Vidier nu ſkinnede rode i den nedgaaende Sol. Hans brunede af Sundhed bugnende Kinder blusſede af Iver, og fra hans morke, krollede Haar lob af og til en Sveddraabe ned over hans Anſigt, men hvor i Skjemten, der begyndte at blive mere almindelig, og ! alt ſom han gav fit Beſyv med i Laget, lyſte Skjelmen ud af hans brune, ſpillende Ojne. „Naa Lars Villingerod“, raabte Mollerſvenden, der ſtod paa Gangbroen og lænede fig mod Rakveerket, idet han af og til betragtede ſit eget Billede, der ſpej⸗ lede ſig i Vandet: „Naa Lars, Du fletter nok paa den Kurv, ſom formodentlig Inger Bryggerspige vil give Dig, jaa har Du dog idetmindſte en lille Fortjeneſte ud af Frieriet, om Du jaa ikke har Andet”. „Aa, den Ulejlighed kan han ſpare fig”, ſvarede den unge Pige, ſkal han have en Kurv, er jeg Pige for at binde den ſelv. Nej Niels“, vedblev hun, „jeg tænfer Enkekonen i Munkerup har beſtilt den, og faa kan Du jo gjore Plads til den i Dit Kammer“. En almindelig Latter beſvarede denne Hentydning til Maollerſvendens lidt: vanfkelige Frieri til en rig Gaardmandsenke. „Ja kig nu ned i Vandet Niels“, raabte Lars Villingersd, „ſaa ſkal Du fe, at Dit Billede ſer akkurat lige ſaa flaut ud, ſom Du ſelv, ved den Bet, Du der fik. Nej, Inger har god Tid paa Svar, ſaa det er ikke altid ſundt at komme der og bide Skeer i Stykker“. „Du taler maaſke af bedrovelig Erfaring“, ſparede Mollerſvenden lidt mut. „Nej, jeg ſkal nok vare mig, Niels, og jeg ſer da ogſaa langt hellere, at hun kysſer mig, end at hun bider mig“. „Da ſkal Du je Dig for, Lars“, indvendte hun, „det Sidſte kunde let blive en Folge af det Forſte, derſom Du ſkulde forſoge derpaa”. „Joſes Kors“, raabte en af Karlene med en for⸗ ſkrekket Mine, „ja var det gaaet ſaaledes til, jaa var viſt Nœſe og Mund forleengſt bidt af Lars“. „Mener Du, Anders Søborg?” ſvarede den unge Pige. „Men ſaa kan Du da trsoſte Dig ved, at er der end maaſke Ingen, ſom vil bide Dig, jaa er der da ganſke viſt heller Ingen, fom vil kysſe Dig“. „Skulde det være ſandt, Inger?“ udbrød hin med et jaa godt paataget Udtryk af Forſkrokkelſe, at Alle braſt i Latter. „Men“, vedblev han, „forend jeg gaar hen og hænger mig af Sorg og Bedravelſe, jaa vil jeg dog forſt gjøre et Forſog“. Ved disſe Ord rejſte han ſig, og efter at have tørret fig om Munden med Skjortecermet, nærmede han fig Pigerne. „Ja prøv paa at komme herhen“, raabtes der fra disſe, „ſaa kradſe vi Øjnene ud paa Dig“. „Og faa kan Du ikke je at ſtoppe Dine Strømper, hvor Helene ganſke undſelige kigge igjennem”, mente Lars Villingergd. „Herre Gud de Stakler“, ſparede hin i en FR | modig Tone, „det er ſaameend ikke førfte Gang de har veeret i den Forlegenhed“. rafk hans Fingre end gik, ſaa tog han dog ivrig Del „Nej“, raabte Lars, „og det Samme kan Du nok ſige om Zæerne”. „Det kunde jeg nok, Lars, derſom det kun bare ſommede ſig; men jeg ſkal ſige Dig, det er en Privatſag mellem dem og Toflerne, hvor de ſtjule ſig, det er iovrigt ikke Alt man ſkal tale om, ſom Manden ſagde, da de ffjældte ham for Tyv, lad og derfor hellere fan en Viſe“, og nu ſang han, ſaa det lod vidt ud i den ſtille Aften: Min Flaſke den er tom, den maa fyldes, den maa fyldes med Mjød og Brændevin, den maa fyldes, nej lad vær den maa fyldes, nej lad væv den maa fyldes med Mjød og Brendevin. »Mej føj, raabte en af Pigerne, „den er ligeſaa uvaaren, ſom Dine hullede Strømper”, i „Ja ſaa maa vi ſtikke en anden Tønde an, ſom Kromanden i Gilleleje ſiger“, raabte Lars Villingersd, hvorpaa han med dyb og kraftig Stemme begyndte, | idet de Andre ſtemmede i med: Fæstningen Engelsburg. J ingen af Verdens Riger, det maa jeg bekjende for ſand, der findes faa dejlige Piger ſom ud i Dannemarks Land. Thi rode ſom Roſer de ere, og hvide ſom Lilien fin, derfor jeg dem holder i re, den meſt dog, ſom jeg kalder min“. (Fortſattes.) i 5 Rom. Ser N | (Stuttet,) V kke langt fra Vatikanet ligger. Fæftningen Engelsborg, fom findes afbildet paa hos⸗ ſtagende Billede. Den var oprindelig be- ſtemt til Gravfapel for Kejſer Hadrian, der dode Aar 138 efter Kriſti Fodſel, men ſom forreſten ikke er bleven begravet der. Byg⸗ ningen har helt været bekladt med Marmor og prydet med Billedftøtter af Menneſker og Dyr, men al denne ET: FE — —ů — — — — — — Rom, men Alt maa have en Ende. 343 Pragt er nu forſpunden. Nu er den en Ferſtning med Kaſerner og Baſtioner. Paa dens Top ſtaar en kjcmpe⸗ macsſig Broncefigur, der foreſtiller Engelen Michael. Leſeren vil forbavſes ved at høre, at denne Bygnings Omkreds er 576 Fod. Den prægtige Bro, der fører over Tiberen til Engelsborg, og ſom benyttes den Dag i Dag er bygget af ſamme Kejſer Hadrian og fuld⸗ endtes i Aaret 136; den er altſaa nu 1738 Aar gammel, en ganſke ſmuk Alder. Romerne ſelv er et venligt og høfligt Folkefcerd. Mendene ere i Almindelighed ret ſmukke, med ſort krellet Haar og morke Øjne. Deres Holdning er rank og deres Gang ſtolt og værdig; de ere i Almindelighed alvorlige og taale ingen Haan eller Forurettelſe, hvorimod de viſe megen Glæde, naar man ſiger dem Artigheder. Kvinderne ere neſten altid udmeerket ſmukke; de ere kraftige og bredſkuldrede og forholdsvis N . V 8 N N N — — Jeg kunde gjerne blive ved at ſkrive og ſkrive om Det er vel derfor bedſt at holde op og bede Leſeren om at gjemme Reſten af fin Interesſe til jeg ſkal fortælle om Peters⸗ kirken. i 5 R. N. * En Kampeblomſt. Sy e fleſte af Husvennens Læjere fjende uden Tvivl de prægtige Vandplanter vi falde Aakander, med deres flade ſpommende Blade og ſtore hvide Blomſter. Det er en ſaadan Aakande vort Billede i Dag fremſtiller, men rigtignok af en ſand Keempeſtorrelſe, Rumpevandliljet: af flørre og kraftigere Legemsbygning end Mændene. Deres Haar er blaalig ſort og deres Hudfarve noget brunlig. Pigerne ere tidligt vorne; jeg talte en Gang med en flor ſteerk Pige, ſom jeg vilde anſet for 20 Aar, men hun var kun 12 og hendes lille Soſter, ſom hun kaldte hende, var kun 9 Aar og lige ſaa ſtor og udviklet ſom en danfk Pige paa 17—18 Aar. Man leſer ofte om, at Kniven ſidder los i Skeden hos Romerne. Men det tror jeg dog ikke er ganſke fandt. Det hender ganſke viſt af og til at En dræber en Anden ved Knivyſtik, men det ſker kun i Hidſighed og meſt i Skinſyge i Kjerlighedsanliggender. Derimod fer man yderſt ſjeldent disſe hæslige Slagsmaal med Neverne, Treſko eller Olflaſker, ſom ere jaa hyppige hos den ſlettere Del af Befolkningen her. Men Ro⸗ merne bruge heller ingen Brendevin og en fuld Romer har jeg aldrig ſet. Birtoria regia. | da den uden Tvivl er den ſtorſte Blomſt paa Jorden — eller om man vil paa Vandet. Bladene maale nemlig over en Favn i Tvermaal — altſaa omtrent en halv Snes Alen i Omkreds — og Blomſterne ere en Fod i Tvermaal; de ere aſ den fineſte hvide Farve med en rødlig kjodfarvet Midte og udbrede en herlig Duft. Bladene ere morkegronne paa Overfladen og have en 3—5 Tommer høj opſtaaende Rand, lysgron | indvendig og lys karmoſinrod udvendig Underſiden af Bladene har en ſterk Purpurfarve. De ere ſaa ſtore og ſterke, at de kunne bære et ſtort Barn uden at ſynke under Vandets Overflade. Den engelſke Reiſende, ſom forſte Gang jaa denne Kempevandlillje pan en af Sydamerikas Floder i det hede Klima, kaldte den, til Wre for Englands Dronning, for Victoria regia. Denne herlige Plante er ſenere bragt til Evropa, og med ſtor Bekoſtning opelſket i ſtore Vandbeholdere i varme Vaxthuſe, ſaaledes ogſaa for adſkillige Aar tilbage i Kjøbenhavn. Denne Plante er ikke blot ſmuk, men ogſaa nyttig, da de Indfodte i dens Hjemſted i Sydamerika anvender dens Frø, ſom indeholder et fint Melſtof, til Mad og fint Bagværk Da hver Frobeholder er af et Barne⸗ hoveds Storrelſe er der ikke ſaa lidt Fode deri, og Beboerne kalde ogſaa Planten Mays de Laqua, hvilket paa Danſk betyder Vandmajs. Smaa Gjeſter i vore Haver. Af Dyrlæge F. L. A. Larſen. (Sluttet.) Ben ftørfte og meſt brogede Masſe findes dog blandt Inſekterne, og mange af disſe ere uvelkomne Gjeeſter. ſkjulte Opholdsſteder, Hurtighed, Lift og Renker und: drage de ſig det uovede Blik, jaa de ere vanſkelige at faa Ram paa. arbejdende Saandværfere, forſynede med det rigeſfe Udvalg af Verktej; man finder hos dem Spader, Hakker, Save, Rasper, Bor, Zænger, Saxe og Knive af mangfoldig Art, der er mange Slags Haandværkere blandt dem, og Alle beſidde de et Mod, en Udholdenhed, Styrke og Finhed i Sanſerne, ſom jætte dem i Stand til fuldkomment at loſe deres Opgave. Med en ſaadan Üdruſtning ſpiller Inſektverdenen en af de vigtigſte Roller i Naturens Husholdning. Derſom disſe Gjeeſter uhindrede kunde folge deres Inſtinkter, vilde det ſe meget ſlemt ud for vore Haver; men her ſom overalt i Naturen, er der ſorget for Lige⸗ vægt. Ved Siden af de Plantecedende ſtaa andre In⸗ ſekter, der uafladeligt fore Odeleeggelſeskrig imod hine og beſidde endnu mere Liſtighed, Udholdenhed og finere Sanſer. Mange af disſe ere udruſtede med fine, be⸗ døvende og ætjende Vedſker, med de fineſte Gifte; ved alt dette ere de i Stand til at overvinde de Plante⸗ dende. Traffer det et Aar, at Plantecederne findes i meget ſtort Antal, fan finde vi ſamtidigt en ſtorre Mængde af deres Fjender, end i et ſedvanligt Aar; ſaaledes vedligeholdes ſtedſe en Ligevægt. Sankt Hansormen, der ſpœrmer om Aftenen i Sommertiden, ſom en grøn, gylden Stjerne, det er dog meſt den vingeløje Hun ſom lyſer, da den vingede Han kun giver et ganſke ſvagt Sfær, og de honning⸗ ſugende Bier og Humler glade fig ved en venlig Modtagelſe af Havens Ejer; ligeſaa ere flere brogede Dagſommerfugle, den prægtige Gulbasſe med fit gulgrønne Metalffær, Roſenbillerne, Marie honſene og ſelv Oldenborrene til Glæde for Børnene, der gjøre ivrigt Jagt efter disſe Smaadyr. De virke i Stilhed; ved deres Lidenhed, De udgjore en hel Her af utrætteligt | li Det Antal Fiender, Havedyrkeren har at fjæmpe med, er meget anſeligt; thi kaſter man et Blik paa Ignſekternes Syſtem, vil man finde, at i næften hver Otrden findes flere eller færre Familier, der ere ffade- lige; der gives næppe en eneſte af vore dyrkede Planter, uden at den blandt Inſekternes talrige Familier har en eller anden Hovedfjende, til hvilken den maa afgive Nering paa ſit Livs Bekoſtning; flere af vore ſtorre Zræer have over 100 Inſekter, ſom umiddelbart eller middelbart leve af dem. J denne Kamp mellem Plan⸗ terne og Inſekterne, bukke altid de Forſte under; thi de kunne kun yde pasſiv Modſtand. Inſekterne derimod ere, ſom ovenfor jagt, udruſtede med mange Redſkaber og optrade tillige i faa ſtore Mengder, at al Dyrkning vilde blive umulig, hvis Menneſket ikke, paa ſamme Tid han i ſin egen Interesſe frembringer Dyrkningens Pro⸗ dukter og derved ogſaa et tilſvarende Antal Fjender, tillige med Beſtemthed træder op mod disſe, ved alle mulige til Raadighed ſtagende Midler beſtreber fig for at holde dem indenfor visſe Grenſer og ſaaledes under⸗ ftøtter fine Medforbundne iblandt de ikke plantecdende Inſekter. 2 JBillernes Orden findes mange ſlemme Have⸗ fjender; mange Snudebiller ere ſkadelige, idet Nogle ødelægge Frugttræernes Knopper, Andre beſkadige deres Blade og. atter Andre deres Frugter. Et flet Rygte have Jordlopperne, der iſer beſkadige Planter af de Korsblomſtredes Familie (Byturus), der befætter Sindbærfrugterne med hæslige Maddiker. Til Lykke tillader Havens i Almindelighed ringe Udftræfning, at man kan tage Forholdsregler mod disſe ſkadelige Gjaſters altfor ſtore Udbredelſe. De Biller, der fortærer Knopperne, kan man indſkrenke be⸗ tydeligt, naar man ryſter Frugttrœerne pan den Tid de udfolde Knopperne, ved at lægge nogle Lagener under Træerne, kan man da opſamle de ſkadelige Inſekter og dræbe dem. Billerne paa Roſer, Lillier og Aſparges kunne Born let indſamle. De forſtjellige Slags Jord⸗ lopper ere derimod vanſkelige at udrydde; det er ſmaa, ſpringende Inſekter, der vanſkeligt lade fig fange med Haanden. Alle de forſkjellige Beſkyttelſesmidler, man har anvendt mod dem, have viſt fig utilſtrakkelige og med Henſyn til det nyeſte Middel, nemlig Steenkning med Benzin, hvis Lugt de fkulle afffy, maa Tiden og Forſog afgjore, om det er bedre end de øvrige anbe⸗ falede. 5 Mod Sommerfuglene kan man bedre beſkytte ſig. Froſtſommerfuglene ere ſmaa, graa, brune og gronagtige Sommerfugle, der ſes at jværme om i December og forſt paa Foraaret, ofte medens Sneen ligger pan Jorden, gjøre Frugttrœerne ſtor Skade; de kunne holdes borte fra Træerne ved at beſtryge disſe med en bred Ring af Zjære, hvilket gjentages flere Gange om Foraaret og Sommeren for at holde Ringen klebrig; herved forhindres den vingeløje Hun fra at og Hindberbillen krybe op paa Grenene for at lægge Æg. De ffadelige Larver af Kaalſommerfuglen, de ſaakaldte Kaal⸗ orme, kunne indſamles og ødelægges. Blandt Nat ſvoermerne eller Natſommerfuglene ere de ſmaa Larver af Bladviklerne og Spinderne fkadelige ved at angribe Trœernes og Buſkenes Blade. Blandt de øvrige Inſekter findes mange Rovin⸗ ſekter, der leve paa de Plantecedendes Bekoſtning; virkſomme i faa Henſeende ere de ſaakaldte Ichneu⸗ moner, ſom lægge deres Wg i andre Inſekters Larver, lær Sommerfuglenes og ſaaledes bidrage til at udrydde de fkadelige Inſekters Tal. Lsbebillerne, der lige ledes ere Rovinſekter, gjore ogſaa Nytte ved at efter⸗ ſtrebe og ødelægge mange ſkadelige Inſekter; de bevæge fig fortrinsvis paa Jorden, ſom ofteſt ved Lob, men Nogle hos hvilke det bageſte Fodpar er ftærkt udviklet, ogſaa ved Spring; derimod flyve de daarligt, flere af dem kunne endog ſlet ikke flyve, idet de mangle de hindede Vinger; de høre til de talrigſte og meſt udbredte Biller. Torbiſterne, hvoraf vi ofte træffe nogle i vore Haver, ere mindre ſkadelige, de nære fig af raad⸗ nende Plantedele og dyriſk Affald. En ſlem Plage ere Greeshopper og Jordkrebs; denne Sidſte er et temmeligt ſtort Inſekt med Forben, der ligne Muldvarpens; den benytter disſe til at grave fig frem under Jorden. Hvor den findes i Mængde, er den til ſtort Befvær, og den er temmelig vanfkelig at udrydde, dens Hovedfjende er Muldvarpen; den nærer fig af Planterodder og ved at ſondergnave disſe, ode⸗ lægger den mange Planter. Baade de ſtore og ſmaa Greeshopper gjøre ſtor Skade, hvor de findes i Mængde. De ere ſom alle plantecedende Inſekter ſelſkabelige Dyr, | der i ſtor Mængde opfylde vore Haver, Enge, Skove og Marker. henad Sommeren naa de udkrobne Unger den fuldkomne Storrelſe og Udvikling. J vore Haver træffe vi hyppigſt Skopgreshopperne; de have lange Folehorn, og Hunnen er forſynet med en lang fremragende Legge⸗ braad til at lægge Wggene med, af Almuen kaldes de i Almindelighed: Sabel græeshoppen, fordi Leegge⸗ braaden har en vis Lighed med en Sabel. Olden⸗ borrerne, der undertiden komme i uhyre Masſer, ere Larven lever 4 Aar en ſand Landeplage for Haverne. i Jorden, hvor den om Sommeren gjor megen Skade ved at gnave Planternes Redder; men om Vinteren | ligger den ſom i Dvale uden at tage Naring til fig; Puppetilſtanden varer kun nogle Maaneder; om For⸗ aaret kommer det fuldt udviklede Inſekt frem, og det bliver meget beſpeerligt, da det nærer fig af Zræernes | og Planternes Blade, ofte ſes Bladene at være aldeles afgnavede, naar Oldenborrerne indfinde fig i ſtore Masſer. Man har med mere eller mindre heldigt Ud⸗ | fald forſogt mange Midler for at indffrænfe dem; bedſt vilde det maaſke være at ødelægge Larverne, der findes Wggene lægges om Foraaret, og førft | i Jorden, ved at omgrave Haven. Barkbiller gjøre ofte Skade paa Træerne, dog ere de værft imod Skov⸗ træerne; de ere ſmaa Dyr, der bore et rundt Hul i Barken, udhule derpaa mellem Barken og Splinten en Gang, fra hvilken igjen udgaar mindre Gange til Siderne; i disſe ſidſte lægge de deres Wg; de udkrebne Maddiker gjennemgnave Tree videre, ligeledes gjøre Treœbukkene ſtor Skade paa Trcerne ved at ſonder⸗ gnave Zræet. 5 Blandt de tovingede Inſekter findes adſkillige Arter, der ere ſkadelige, faaledes: Kaalfluen (Anthomyia brassicæ), der ødelægger Kaalplanterne, Lagfluen (Anth. ceparum), en anden Flueart (Ortalis) lægger fine Æg i Kirjebærrene og gjør dem uſpiſelige. Gavn⸗ lige ere Blomſterfluerne (Syrphi), hvis Larver ligne Snegle og fortære Bladlus, hvorfor de ofte be⸗ nævnes Bladluslever. Andre ere nyttige f. Ex. de ſaakaldte Snyltefluer: Gjogefluer (Tachinæ), hvis Larver leve i Sommerfuglelarver. At værge fig mod alle disſe Fjender er meget be⸗ ſperligt, ja næften umuligt. En omhyggelig Haveejer maa derfor ſaavidt muligt lære at fjende Wg, Larver og Pupper af ſkadelige Havefjender, for nogenlunde at kunne indſkrenke deres Antal. Ribs⸗ og Stikkelsbeerbuſkene beſkadiges ofte af visſe Bladhvepſer, hvis Larver ligne Sommerfuglenes, men have et ftørre Antal Fødder, de kunne tildels indſamles | og derved indffrænfes. Vanſkeligere er det at fjerne Hindbeerbuſkenes Beſogere, der efterlade en afffyelig Slim paa Bærrene og gjore de yppigſte Frugter uſpi⸗ ſelige; denne Slim hidrører fra Blomſterte ger, der have taget midlertidigt Ophold paa Bærrene, medens de jage andre Inſekter. Tægerne ere Inſekter med en bred, flad Krop, de have 4 Vinger, hvoraf de forreſte ere læderagtige og lagte korsvis over hinanden. Deres Levemaade er forſtjellig, Nogle ſuge Planter, Andre [eve af Inſekter, de ere egentlig ikke ſkadelige for Ha⸗ verne, men dog ubehagelige Gjeſter, da Alt hvad Zægerne krybe henover, faar en ubehagelig Lugt og Smag, hvilfet man let merker naar man ſpiſer et Bær, ſom et ſaadant Dyr nyligt er krobet henover. Det ſaakaldte „Troldſpyt“, ſom faa ofte ſes paa Plante⸗ ſtenglerne, tjener til Beſkyttelſe for Larverne af Skum⸗ cicaderne. Myrerne ere ofte til Bejvær, hvor de findes i ſtore Mengder, idet de ſidde paa Frugter og Blomſter og gnave deri; et godt Middel mod dem er Salmiakſpiritus. Edderkopperne, der vel egentlig ikke ere Inſekter, men dog ſtaa disſe nær, gjøre Nytte ved i deres Spind at fange mange fkadelige Inſekter, ligeledes Rovedderkopperne, der ej ſpinde Væv, men lobe hurtig om og gribe deres Bytte, der beſtaar i ſmaa Inſekter. Orentviſterne ere ſkadelige, de leve af alleſlags Frugter og gjøre ofte megen Fortræd i Haverne. Det er Natdyr, Bagkroppen ender i en Tang; ſom fuldt udviklet Inſekt har Orentviſten 4 Vinger, ſom dog kun anvendes om Natten; om Dagen ſidder den ſkjult under Stene eller i hule Blanteftængler og Revner. Hunnen lægger fine Æg paa fugtige Steder i en lille Dynge og ruger paa ſamme Maade ſom Honen; de, udfrøbne Unger holde fig ogſaa lang Tid i Moderens Nerhed og ſoge Skjul hos hende. Bladlus og Skjoldlus ere meget vanſkelige at udrydde; mange Planter angribes af dem og gaa til⸗ grunde. Roſenbuſke, Wbletreer og mange andre Planter. Skjoldluſene, hvis brunlige eller graagronne, fladt hvælvede Rygſkjold for den flygtige Jagttager fjer ud ſom Smaaſtykker af Plantebarken, ſidde ſtadigt paa ſamme Plet, men ſuge beſtandigt af Plantens Saft; Moderdyret døer over WÆggene, ſom Ruygſtjoldet tjener til Rede eller Doekke for; de ere ijær ſkadelige for Driv⸗ husplanterne; Bladluſene forſtyrre Plantens ÜUd⸗ vikling, jaa den enten bortdger eller udarter, de afſondre en ſod Saft, der ſoges af Myrerne. Ved Stenkning med Kulſtov eller ſterkt Tobaksafkog indſkrenkes deres Antal noget; men det” vilde langtfra være tilſtrekkeligt, " hvis Naturen ikke havde anſat nogle Bladlusgdeleggere, der vare Opgaven mere voxen end Menneſket. Saa⸗ danne ere dels inſektedende Fugle, dels andre Inſekter, navnlig den blandt Almuen bekjendte: „Mariehane“, der ogſaa kaldes „Agerhone“, „Vor Herres Hone“ o. lign. Navne; den ſmukke, lille, rode Bille med forte Punkter anſe neppe Mange for at være et graadigt Ropdyr. affkrabes. Naar man om Foraaret omgraver Haven finder Skjoldluſene udryddes ved at afvadſkes eller man flere Slags mangefoddede, brune eller graa Sko⸗ lopendre og Tuſindben, hvoraf nogle i Market have et fosforagtigt Sker, de leve af Inſekter og halvraadne Planteſtoffer; endvidere finder man de graa | Benkebidere, ogſaa faldet „Kjelderesler“, og flere Steder af Almuen kaldes: „Skrukketrolde“, det er heslige, mangefoddede Dyr, der ſkjule fig under Stene. Ligeledes træffes ofte i Jorden de ſkinnende, røde Jordmidder, der ere ſmaa temmelig vevre Dyr. Bløddyr og Orme findes ogſaa i Haven, f. Ex. Haveſneglene med deres ſmukke Sneglehuſe; de kunne imidlertid tildels ødelægges ved at give nogle Weder Gjaſtefrihed i Haven for nogle Dage. Regn⸗ orme findes ofte i ſtor Mengde i Jorden, ifær hvor den er fed og løs; efter Regnvejr komme de frem for Dagens Lys, de nere ſig af forraadnede Ting, Muld⸗ varpen fortærer en Mængde af dem. J det Vand vi opbevare, til vore Havers Vanding, findes ogſaa en rig Dyreverden, af mange forſkjellige Arter, men de fleſte af disſe Dyr have kun en ringe Storrelſe, og mange ere endog uſynlige for Ojet. Nogle findes paa Hyldetraret, Andre paa | Vi have ſaaledes fundet Repreſentanter for de fleſte Dyreklasſer i vore Haver, hvilket ftadfæfter, hvad maaffe i Begyndelſen ſyntes at være urimeligt: „at enhver lille Have, tillige er en zoologiſk Have“. En⸗ hver, der har Lyſt og Tid til Jagttagelſe, vil tilvisſe finde rigt Stof for mange ledige Timer ved at betragte | Dyrelivet i fin Have. Den Læjer derimod, ſom ved Synet af alle disſe ubudne Gjæfter er bleven bange for Udbyttet af fin Have, han imodeſe kun troſtig Som⸗ meren og Hoſten; thi om der ogſaa indfinder fig mange Madſpiſere, da blive dog Alle mætte tiden at gjøre Menneſket altfor ſtort Afbrek i Afgroden. Mod de faraoniſke Utojplager beſkytter os jo den Alt udjævnende Natur, der, ligeſom Hedningernes Gud Saturn, frem⸗ bringer et ſtort Afkom, for atter hurtigt at fortære det. Smaating. Ved en Praſentation paa Rekrutſkolen i Odenſe ſpurgte Generalen en af Mandſkabet: „Had har De at iagttage, naar De er Patrouilleforer?“ Han ſparede: „Jeg ſkal paaſe, at Mandſkabet holder Trit, Kjeft og Retning.“ ; Da Hojſkoleforſtander ...... 5 var Glev paa Seminariet, ſkulde han en Gang forklare et Sted hos Profeten Malakias. Da han var færdig, ſpurgte For⸗ ſtanderen: „men hvad menes der egenlig med det Udtryk, der ſtod, „at ſlaa Jorden med Band?“) . s betenkte ſig noget, derpaa ſvarede han: „Jo, det er et Billede, ſom Profeten har taget fra Pavedommets Tid.” J det ſyttende Aarhundrede læfte man folgende Titler paa kriſtelige Opbyggelſesſkrifter: „Himmelens Provianthusnogle“, „De 13 him⸗ melſke Politiforordninger“, „Troens Beſtandighed og Tommelfinger“, „En from Kriſtens Nathue, ſammenſyet med kraftige Sprog af den hellige Skrift“, „Rachels Barſelſeng“, „Katheketiſk Melk“, „Aandelige Buxeſeler“. Indhold. Liſt imod Lift, Fortelling af Beatus Dødt. — Rom, af R. N., med Billede (Sluttet). — En Kampeblomſt, med Billede. — Smaa Cjaſter i vore Haver, ved Dyrlæge F. L. N. Larſen (Sluttet). — Smaating. Efter at Udgiveren fra Jste Juli har taget sin Afsked som offentlig ansat Skolelærer, for udelukkende at anvende sin Tid og sine «Kræfter til Husvennens Ud- givelse og Husflidssagens Fremme, flytter han i Begyn- delsen af denne Maaned til Kjøbenhavn, hvor hans Adresse fra 15de Juli fremtidig er Redaktør N. C. Rom. Bylovsvej & a. Kjøbenhavn Vesterbro, Husvennen udkommer fil hper Søndag med et 16-fpaltet Art, forfynet med flere Billeder, lil 1 Krone (3 MK.) Tjerdingaaret frit lilfendt, Hverl Fierdingaar medfølger gralis ef ſlort mußt Villede. Bladet kan beſlilles paa elhvert Poflkonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver 9 ingsfled , Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileſircde 40, Kjøbenhavn. 'Erykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Morſhabslesning, Oplysning og Husflid. Adginet af N. C. Bom. 2. Aargang. 8 Kieben en on. i ; dagen d. J. August. Nr. 44. ang gust. 28238. Leiſt imod Lift. : | Muligvis har Molleren en Skjelm bag Øret og ſoger rf . at fange Strandrideren i en eller anden Henſigt; men 1 ee Du kan ſtole paa, at naar det er lykkedes ham, ſaa N ; lader han ham lobe, ſom man gjør ved en Hund, man 9 (Sluttet.) har jfaaret Halen af“. 5 ed disſe Ord nitkede han over til Inger, „Ja, faa kommer det an paa, hvem der er klogeſt, »ſom rodmende og ſtzult beſogrede hans og jeg ſiger kun: Lim Strandrideren paa en Pandekage, Hilſen. Her ſtandſede imidlertid Sangen han kan ſpiſe den ſelv; thi han er langtfra ſaa dum, pludſelig, idet nemlig Molleren og Strand- ſom han løber avet om til“. rider Jenſen kom gagende med hinanden Lidt efter brød Selſkabet op for at gaa tilſengs, ud af Gaarden. Denne der var en høj, tynd Mand | og idet nu Lars Villingerod kom forbi Mollerſpenden, med et guſtent Anſigt, hvori et Par lurende Øjne ſom endnu ſtod paa Gangbroen, hvor han, idet han ligeſom ſkjulte fig bag en lang, ſpids Neſe, gik med en | lænede fig mod Ræfværfet, ſtrakte Benene langt fra triumferende, ſtolt Mine ved Siden af hin, der med et | fig, jaa gav han et krafkigt Skup til disſe, jan Spenden Udtryk af Grœmmelſe og Smerte ſtirrede frem for fig. |. med et Svup og under et højt Skrig fatte fig paa „Da kan jeg ikke vide, hvad pænt. Jomfruen Plankerne. ſer ved den langbenede Poſekigger“, ſagde Anders til „Det kom uventet, ſom Tyven ſagde, da de greb Lars, „ſiden hun kunde faa Sind til at vælge ham“, raabte Lars leende. „Du kan ellers være glad ham“. over, at Du ikke er af Glas, ellers var Du nok gaaet „Naa faa Du er ikke klogere, end at Du tror paa i . den Snak“, udbrød Lars. „Nej, Du kan bande paa, „Ja havde det 90 Dig“, ſparede Spenden, idet Anders Søborg, at hun tager ham ligeſaa lidt, ſom han reiſte fig og gned fig med den flade Haand, „ſaa Husbond tager ham til Svigerſon“. var der nok ikke bleven hel Stump af Dig; men der „Ja, da er det da ſikkert nok, at Mandens Søn fkal mere til for at gjøre det af med en Mollerſpend. fra Kasſegaarden ikke kommer her mere, og at Strand⸗ Du ſkal ellers tage Dig iagt Lars“, raabte han derpaa rideren render her hver Dag og kaſter jaa forlibte til denne, „gjemt er ikke glemt”. Blikke til Jomfruen, ſom en Rotte til en gammel Oſt“, „Nej, jeg tenker nok, at Omheden ſkal minde Dig, ſvarede Anders. ſelb om Du gjemmer det bag to Par Buxer“, ſparede „Men fordi den gjor det, er det ikke ſagt, at den denne. faar den“, ſparede hin. „Ja“, vedblev han, „jeg har | Lidt efter ſtod han og Inger ſammen ved Laden. ogſaa nok hort Noget derom, og jer jo ogſaa, hvad Han havde grebet hendes Haand, og medens han nu der foregaar; men der maa ſtikke noget Andet under. | holdt den i fin, ſagde han med en fornøjet Mine; „ N „Jeg fil da ſolgt alle Kurvene til Kjobmanden i Helſingor og Beſtilling paa flere“. i „Josſes! ſaa er Du jo bleven en rig Karl, Lars, og kan vel ſnart ſporge, hvad en Herregaard koſter“. „Naa, gaar det end ikke jaa raſk, jaa lirker det dog fremad, ſom Jyden ſagde, der kjorte med Stude“, jvarede han i en glad Tone. „Ja, og Du ſlider haardt for det, Lars, og under Dig ſelv hverken Hvile eller Fornojelſe“, ſagde hun, idet hun kjerligt betragtede ham. „Hver Skilling jeg fortjener ved hvad jeg udretter i min Fritid, fører os jo nærmere til Maalet Inger, og Gud ſkal vide, jeg forlanger ingen bedre Lon for mit Arbejde, end at fe Dig tilfreds og lykkelig. Jeg talte imorges med Svend derhenne i Vangehuſet; han vil nok fælge det, naar jeg kan udbetale tohundrede Daler og Mølleren faa. vil gaa i Kaption for de andre to“. „Og hvor mange har Du da?“ ſpurgte hun, idet hun kaſtede et forventningsfuldt Blik paa ham. „Omtrent hundrede og tredive, ſaa mangler der rigtignok halvfjerds; men de kommer vel“, ſparede han fortroſtningsfuldt. ; „Det tenker jeg ogſaa“, fvarede hun med et lykke⸗ ligt Smil, „for jeg har da hundrede Daler, og naar Du giver flikkelige Renter, jaa vil jeg jo nok laane Dig dem. Moſter vil faa ogſaa give mig en fuldt opredt Seng og Farbroder vil lave mig Baljer og Spande“. „Nej Jasſes da Inger!“ udbrød han blusſende rod af Glæde, „hvem ſkulde have troet, at Du var jaa rig; ja faa har det ingen Nod, og imorgen taler jeg med Molleren, han vil nok gjøre det for os“. „Det er en tung Tid for Husbond“, ſvarede hun ryſtende paa Hovedet, „og han har faa Meget at tenke paa, at vi vel gjorde bedſt i at vente til der, om Gud vil, kommer bedre Tider for ham“. „Han ſer rigtignok forknyt og nedſlaget ud, og Jomfruen da ogſaa, kan jeg tanke; men jeg kan da aldrig tro, at det er Sandhed, hvad man ſiger, at det er af Grœmmelſe over, at hun bliver nodſaget til at ægte Strandrideren“. i „Ja da forholder det fig dog ſaaledes ſvarede Inger, „Gud bedre det“. „Det kan jeg da aldrig forſtaa“, udbrød Lars. „Hvad fkulde det være for en Trolddom, at Strand⸗ rideren er i Beſiddelſe af, og hvormed han kan tvinge dem til at indvillige i Noget, der maa være jaa haardt imod deres Villie“. „Den beſtaar i, at det ſtaar i hans Magt, at gjøre Husbond til en fattig Mand, ja maaſke at drive ham fra Hus og Hjem, hvad Dag han vil. Det er en tung Sag at have ladet ſig komme Noget til Skylde, der ſtulde være en Hemmelighed for Alverden og faa have en Skurk til Medvider“. alligevel”, H „En ren Samvittighed er bedre end en fyldt Pung, jeg ved det nok Inger; men Husbond har da altid | gaaet og gjældt for en ærlig Mand, og at han ogſaa er det derpaa tør jeg jætte mit Hoved mod en Kaal⸗ stk 85 „Ja visſelig er han en ærlig og brav Mand men ikke deſtomindre har han handlet imod Kongens Lov og derved er det, at Strandrideren har faaet Haand i Hanke med ham“. „Jeg tror, jeg kunde vride Halſen om paa den visne Strandrover“, udbrød Lars, idet han harmfuldt ſtampede i Jorden, „Hvorledes gik det til?“ ved⸗ blev han. „Ja, jeg ſkulde maaſke helſt tie med det; men | hvad der ligger mig ſaa tungt paa Sinde, jom dette, vil jeg dog ikke i Længden kunne holde ſtjult for Dig. Du ved jo nok dengang den ſtore Ladning Kaffe blev ſmuglet i Land?“ „Jbsſes, ja det ſkulde jeg mene“, bekreftede han. Jeg var jo ſelv ombord og hjalp med at losſe, og jeg horte ogſaa bagefter, at Strandrideren var kommen tilſtede en lille Poſtdag forſilde, og at Husbond jaa af Glæde over, at Alt var lykkedes, tog ham ind med og ffjænfede ham et Glas Vin“. „Ja Gud. bedre os for Glæde der var og for Vin der blev ſkjenket“, ſvarede Inger. „Nej, Hus⸗ bond havde givet Strandrideren to hundrede Daler for at han ſkulde gaa afvejen og holde ſig borte fra det Sted af Kyſten, hvor Kaffen ſkulde bringes i Land“. „Det gjorde han da ogſaa; thi vi arbejdede jo i god Ro; ſe det er jo dog, hvad man kunde kalde kjeltringeagtig Wrlighed“, indvendte Lars. „Ja, Gud naade os, Lars, nej en ſaadan Skurk lader det ikke være nok med at ſpige fin Ed og Pligt mod Kongen; men han forraader ogſaa den, til hvem han har ſolgt ſig. Da Alt var bragt lykkeligt i Land, og det ſtore Kornpakhus dernede var fuldt af Kaffe fra Gulv til Loft, kom Strandrideren til Husbond og ſagde ham, at den Gjerning, han i Nat havde været Formand for, gjaldt Tugthuſet, og han, nemlig Strand⸗ rideren, ſkulde ſorge for, at dette blev ham ſikkert nok, derſom Husbond ikke affandt ſig med ham, enten ved at give ham Jomfru Ulrikke til ægte, eller udbetale ham den indſmuglede Kaffes Værdi. Alt hvad Hus⸗ bond end ſagde, og hvormeget han end foreholdt ham, at han havde modtaget fin Lon, hjalp ikke, Strand⸗ rideren ſvor paa ikke at have modtaget en Skilling, hvilket han jo heller ikke, ſom han ſagde, ifolge ſin Embedsſtilling kunde. Han forſikkrede derneſt Husbond, at han havde fine Folk parat, ſaaledes, at derſom denne ikke gik ind paa hans Forſlag, da ſkulde de ſtrax om⸗ ringe Pakhuſet og logge Beſlag paa Varerne i Kongens Navn”. „Nej ſikken nedrig Kjeltring dog!” udbrød Lars i en forbittret Tone. rr — — .. LT NAT * ————— — —— rere „Ja, Du maa ſige det Lars. Husbond gjore. og da han ſaa indſaa, at hverken Lon eller Bon hjalp, | Hvad ſkulde nu Hans Wre og Belfærd ſtod paa Spil, ſaa maatte han underſkrive det Gjældsbevis, ſom Strand⸗ rideren forelagde ham. For nu at frelſe ſin Fader har jaa Jomfru Ulrikke givet Affald paa al Lykke og Glæde i denne Verden, og derſom der ikke ſker et Mi⸗ rakel, jaa vil Strandrideren inden en Maaneds Forløb være Husbonds Svigerſon og vel ſnart derefter Herre her i Mollen“.— „Saa maa vi fe at fan et Mirakkel iſtand“, ud⸗ brød Lars efter en fort Betenkning. „Blind Høne kan ogſaa finde et Korn, og hvem ved om der ikke, naar jeg lægger mit Hoved i Blød, kan komme Noget ud deraf”. „Ja, det er kruſet nok dertil”, ſparede hun, idet hun kjeerligt lod fine Fingre glide igjennem hans krollede Haar. „Men det er ikke let at tænke, hvorledes Du ſkulde kunde frelſe Jomfruen. Beviſet for at Husbond er ham en Kapital ſkyldig har Strandrideren, og han kal nok pasſe paa det“. „Men er Du vis paa, at det ogſaa virkelig for: holder fig ſaaledes?“ ſpurgte Lars pludſelig, ſom var en Tanke opftaaet hos ham. „Jeg blev uſet Vidne til hele Samtalen, og ikke et eneſte Ord undgik mig“. „Ja kunde jeg frelſe Husbond og Jomfruen og narre den Skurk der bedrog dem, faa ſkulde jeg, lad det ſaa koſte, hvad det vilde“. „Men vogt lg vel, ihvad Du ſaa end faar i Sinde”, udbrød Inger i en bekymret Tone, „og hufk paa, at den, ſom vil fange en Rev, fkal ſtaa Hat op og endda reſikere at blive bidt”. „Du ffal ikke frygte, Inger, jeg ſkal nok hytte mit Skind; men naar jeg beteenker, hvor lykkelig jeg er ved at beſidde Dig og ved Tanken om den Fremtid, der venter os, ſaa kan jeg ikke Andet end fole den ftørfte Medlidenhed med Jomfru Ulrike“. Fra det Ojeblik Lars ved fin Kjærefte havde bragt | i Erfaring, hvori det Mtellemværende beſtod, ſom hans Husbond havde med Strandrideren, var hele hans Id Sjelden tilbragte han nogen Nat i fin Seng; men uden at og Streben henvendt paa at udſpionere denne. hans Medtjenere mærkede det, forlod han fit Leje, ſaa ſaare han havde overtydet fig om, at de vare faldne i Søvn. Han havde fattet en beſtemt Plan, Hvorefter han gik frem, og ſom han haabede ſkulde fore ham til Udforelſen deraf koſtede ham rigtignok den Maalet. ſtorſte Overvindelſe; thi aaben og redelig, ſom han var i al fin Gjerning, var det ham bittert imod, at ſkulle belure en Anden og udſpionere hans Handlinger; men Overbevisningen om, at han med Henſyn til Strand⸗ | rideren ikke vilde kunne komme nogen Vej uden ved at bruge de ſamme Vaaben, ſom denne var ſaa dreven i | | | | | ! | vel! ſaa vilde han forſoge, Sjengjeld kunde frelſe hin. at benytte, ſamt at man, naar man vil fange Rave, | maa bruge Raveliſt, overvandt tilſidſt alle hans Be Øg tenkeligheder. Strandrideren havde paa en lumſk og underfundig Maade fort hans Husbond bag Lyſet. Nu om han ikke, ved at øve Som en Folge af den Plan, han havde lagt, liſtede han fig ſom ſagt bort, naar han meerkede, at hans Medtjenere vare faldne i Søvn, og begav fig, idet han forſigtig liſtede fig frem langs Grøfter og Gjerder hen til Strandriderens Bolig. Her afventede han i et ſikkert Skjul, indtil denne kom hjem, hvorpaa han liſtede fig frem, og ved derpaa med en Kats Behændighed at beſtige Murfoden kunde han igjennem de i Vindues⸗ fkodderne udſkaarne Hjerter obſervere Alt, hvad Strand⸗ rideren foretog fig, efter at han havde tændt Lys. Han faa, hvorledes han ſyslede omkring i Stuen, hvorledes han tilberedte fin The og omhyggeligt maalte og vejede hvert Stykke Sukker, han kom deri, for at der ikke ſkulde gaa formeget til; han ſaa ham derefter aabne Kiſter og Skabe og Stykke for Stykke at frem⸗ tage fine ny Kleder, hvilke han, efter at have betragtet dem fra alle Sider, pyntet og glattet paa dem, atter lagde hen; han jaa ham ſtille fig for Spejlet, hvor han prøvede paa at lægge fit Anſigt i de frommeſte Folder og give ſine Dine det meſt forelſkede Udtryk, hvorpaa han i ſirlige og pæne Ord talte Kjerlighedens ømme Sprog, medens han gjentagne Gange nævnede Ulrikkes Navn, og han ſaa tilſidſt, hvorledes han aab- mede fin Skrivepult, og med et Udtryk, der vidnede om en hel anden Slags Kjærlighed, lod Indholdet. af den ene lille Guldrulle efter den anden glide igjennem fine Fingre, medens han af og til med et forſkroekket, mistenkſomt Blik jaa fig om i Stuen, ſom frygtede han nogen Uvedkommendes Zilftedeværelje, hvorpaa han atter med et ſaligt Smil vendte ſig til det, hvorved hans Hjerte hængte. Men mange, mange Natter maatte Lars tilbringe paa fin Poſt, for han endelig engang, af et ſkjult Rum i Pulten, jaa ham fremtage Mollerens Forſkrivning, og, efter omhyggelig at have gjennemlæft det, atter henlægge det paa fin Plads. Nu havde han naaet fin Henſigt, den forſte Del af hans Plan var lykkedes, og han vilde nu ſtrax ſkride til Udforelſen af den anden. Forinden han forlod fin Poſt kunde han imidlertid ikke ſtyre ſin Lyſt til at indjage Strandrideren en Forſkrakkelſe, og idet han nu ſlog et højt, ſtingrende Blad med Tungen, jaa han denne fare forfærdet og »æltende Stolen op, og derpaa lig⸗ bleg ſe ſig om i Stuen, medens Lars ſagte liſtede ſig bort. En Dag, da han var beſkjeftiget nede ved Stranden med at lesſe Tang, kom Strandrideren ridende forbi, og da han var ham nær nok, gjorde han et Tegn til ham on at holde. „Vil De ikke“, ſagde han derpaa i en hviſkende tilfgjede han, ſteendigheder“. Tone, idet han forſigtig ſaa fig omkring, „vil De ikke i Nat Klokken to mode mig ved Villingebek, jeg har Noget at tale med Dem om“. i „Hvorom handler det fig?” ſpurgte hin. | „Tys, tys Hr. Strandrider“, fvarede hin, „rid bare til og lad Ingen fe, at jeg taler med Dem“. | Strandrideren nikkede og fatte fin Øeft i Gang, idet han nu følte fig overbevift om, at det drejede ſig om Opdagelſen af et Smugleri. ; | Til aftalt Tid mødtes Begge paa det beſtemte Sted, og her meddelte nu Lars Strandrideren, at der il i | li et betydeligt Kvantum ſpenſk Lærred. Han var ſelv, ſom han foregav, antaget til Sjælp derved og ſkulde, ved at give et Signal paa Kyſten, underrette Smug⸗ lerne om, naar det belejlige Ojeblik var kommen. Han var en fattig Karl, udlod han ſig derpaa med, ſom til Undſkyldning e for fit Forrederi, 3 Efter nu nojagtig at have gftalt, hvorledes Alt ſkulde gaa til, ſkiltes de endelig ad, for den næfte Nat hver at indtage fin Poſt. forſikkrede Strandrideren. Det var en mørk og ſtille Nat, da Strandrideren kom til det aftalte Sted, hvor han henſtrakt i en Groft ventede paa det aftalte Signal. Fra den nere Strand horte han Vandets Skvulpen, idet en ſagte Donning brød fig mod Bredden, og af og til lød Skriget af en Ugle eller er Maage; men forreſten var Alt tyſt og ſtille. Fra Nakkehoveds Fyr ſtinnede Lyſet ud i den | mørke Nat, og idet det ſpejlede fig i Hapfladen, blusſede den næfte Nat i Nærheden af Gilleleje ſkulde indſmugles det ſnart ſteerkere, ſnart ſvagere, ſnart lyſt og ſkinnende, fnart dunkelt og hendsende, ſom i Menneſkets Bryſt. Time gik nu efter Time, uden at det aftalte Tegn fra Lars blev givet. Hvert Ojeblik forekom det rigtignok Strandrideren, at han horte Aareſlag i det Fjerne ſom af en fig nærmende Baad eller at han faa Lygten, ſom Lars ſkulde holde i Vejret og hapde haardt til“ Tegn for nødig, hvad han Smuglerne; men kunde — fortjene, ſnart viſte fig ſaameget mere, begge Dele at ſom det var hans Agt med det Forſte at gifte ſia med Inger. „Strandrideren Sa vidſte jo ſelv“, E So „hvad det vilde 5G ſtge at være for⸗ være eller Følger af hans ophidſede Indbildnings⸗ kraft, og atter hengav han fig til Venten. Natten led imidlertid elſffet, og hvor <= bevægelig og des⸗ perat man kunde være tilmode un⸗ J der ſaadanne Om⸗ Strandrideren gjorde herved en indrommende Ge⸗ bærde, hvorpaa han nikkede poliſk. „Naa“, begyndte han derpaa, „hvad forlanger Du ſaa for Din Part?“ ; 3 „Lykkes det ikke“, fvarede hin, „ſaa forlanger jeg ikke en Skilling; men kunde gjerne bide Neſen af mig ſelv oven i Kjøbet af bare Vergrelſe, lykkes det derimod, ja, jaa vil jeg overlade det til Hr. Strandriderens gode Villie og den Taknemlighed De vil fole over den | Tjeneſte, jeg har gjort Dem, ſelv at beſtemme Be lonningen“. „Og den ſkal ikke blive ringe, Lars, det kan Du bande paa“. É MEE „Det haaber jeg, Hr. Strandrider, det kommer kun an paa, om De ſiger det Samme, naar vi har fanget Ræven”, tilføjede han med et dulgt Smil. „Derpaa kan Du lide, Du ffal nok blive tilfreds”, Jernbane pan Vaubnnden. frem; en graa Damring be⸗ E- gyndte at udbre⸗ 8 f de fig over Sver⸗ rigs Kyſt; Kullen begyndte mere og mere at træde frem af Morket, og idet nu en fold, isnende Vind ſtrag hen over Landet, begyndte et rødt Lys at brede ſig mere og mere, indtil endelig Solen, rad og ſtraalende, ſteg frem, og idet Luften ligeſom fyldtes af en purpurfarvet Glans, ſkinnede pludſelig Alt, Skov og Sg, By og Land, i det glødende Lys. Men idet Livet nu begyndte at vaagne ved den kom⸗ mende Dag, ſlukkedes Haabet for Strandrideren. Intet | havde tørt fig den hele udſlagne Nat, og forfrosſen, gjennemblͤdt af Duggen og ærgerlig over den ſpilte Nat, begav han fig endelig paa Hjemvejen. J Nær: | heden af Møllen mødte han Lars Villingerod, der var i Feed med at ride Heſtene tilvands. „Den Umage kunde vi have ſparet os“, ſagde Strandrideren til ham i en vranten Tone. ; „Ja det ſiger De Hr. Strandrider; men det ſiger jeg langtfra“, ſvarede Lars. „Jeg mener“, retttede Skuffelſe den fortcrende han fig haſtigt, „vare Smuglerne virkelig komne og vi itke havde været der, fan tvivler jeg om, at de havde banfet paa hos Dem, for at melde deres Ankomſt“. „An, ja“, ſparede Strandrideren, idet han fort. | idet han derefter havde kaſtet et Blik paa det, foer han i i Vejret med et Udtryk af den hojeſte Forbayſelſe. Hermed ſkiltes de, medens Lars nikkede efter ham med et ÜUdtryk, ſom vilde han ſige: Du kommen til det?“ udbrød han derpaa, medens hans ſatte ſin Gang, „naar Du nu faar Underretning igjen, kom ſaa til mig“. Derefter kan Du vente længe. En Zimestid efter, da han ved at gaa over Gaarden | jaa Møller Bang fidde alene inde i Stuen ved Kaffe | beholde for mig ſelv, ſom Hanen. ſagde, da Ræven bordet, gik han ind til ham. . „Naa Lars“, ſpurgte denne, „hvad har Du fan paa Sinde?“ „Ja, naar det ffulde ud Altſammen, faa er jeg bange for, det blev mere end Husbond havde Taal⸗ modighed til at høre paa.; men her har jeg et Papir, ſom jeg tænfte, at Husbond havde mere Brug for end jeg“. „Et Papir“, gjentog Molleren forundret, idet han greb det. Derpaa foldede han det langſomt ud; men „Men ſig mig i Herrens Navn, Lars, hvorledes er Stemme ſittrede af Bevekgelſe. „Aa Husbond“, ſparede Lars, „det vilde jeg helſt ſnappede efter dens Hoved, Sporgsmaalet er kun om Strandrideren er kommen i Beſiddelſe deraf med Ret eller med Uret“. „Med Uret, Lars, ja med Uret, ſaa ſandt ſom han ved Liſt og Svig forte mig bag Lyſet paa ſamme Tid, ſom han ſpeg fin Pligt mod ſine Foreſatte“. Jernhanekart „Ja ſaa er jo Alt i ſin Orden, Husbond, ſom Fanden ſagde, da han ſatte ſig mellem to Prokuratorer. Falſk ſlaar ſin egen Mand paa Hals, og er det juſt ikke behageligt for en ærlig Karl at ffulle gaa pda | Ræveflør, ſaa er det dog bedre end at ſe en brav Mand og en retſkaffen Pige blive Offre for en Kjel⸗ tringeſtreg. Naar nu Husbond brænder Dokumentet, ſaa er den Sag ude af Verden, og vi kunne atter komme til at fe et glad Smil paa Jomfru Ulrikkes Anſigt og at here en munter Skjemt af Husbonds Lars og Ingers, kom Strandrideren ind til Bang, der Mund, ſom ſaa ofte for“. 5 „Og jeg kjsber Vangehuſet til Dig og ſtjenker rœkkende Lars Haanden, faa tænfer jeg, at Du og Inger vil dele vor Glæde”. „Det ville vi Husbond, og det af taknemmelige Hjerter“, udbrød hin med blusſende Kinder, „og jeg gjennem Vauet. * tænfer”, vedblev han, „at kunde Strandrideren ſe, hvor lykkelig jeg er, da vilde det være ligeſom en lille Smule Balſam paa hans Saar“. „Jeg tvivler om det, Lars, men tror meget mere, at det vil virke ſom Edder og Forgift deri, kjender jeg ham ret“. i Nogle Dage efter, da det var bleven almindelig bekjendt, at Herman Nielſen fra Kasſegaarden og Ul⸗ rikke Bang vare blevne forlovede, og at deres Bryllup med det allerforſte ſkulde ſtaa i Dronningemollen tilligemed ſad og rog ſin Aftenpibe, medens Folkene ſang og Dig fem Tonder Land oven i Kjobet“, raabte Molleren morede ſig udenfor og Herman og Ulrikke gik op og ned med hinanden i Haven. a „Jeg horer“, begyndte Strandrideren med et Anſigt jaa arrigt, ſom havde han ſpiſt Laaland og nu vilde give fig ifcerd med Falſter, „jeg hører, at De har givet Deres Datters Haand til Herman Nielſen og at Degen til deres Bryllup allerede er beſtemt, da nu ſaaledes den ene Del af vor Aftale fra Deres Side er brudt, jaa er jeg kommen for at fordre mig den Kapital ud⸗ belalt, ſom De er mig ſkyldig“. „Hvad jeg er Dem ſkyldig“, gjentog Molleren, „ja De ved jo vel bedſt ſelv, hvilken Ret og Fordring De har paa mig, og hvormeget der bliver tilbage deraf, naar al anvendt Falſkhed og Svig bliver dragen fra“. „Jeg holder mig til hvad der er ſkrevet“, raabte Strandrideren raſende, „og jeg ſkal vel” vide at gjøre min Fordring gjeeldende“. ; f „Derom tvivler jeg ikke“, ſvarede Molſeren rolig, „her vil det imidlertid komme an paa at beviſe, at De har nogen, indtil De gjor det, vil jeg anſe os for at være kvit“. Ude af fig ſelv af Vrede og under Trusler og Forbandelſer forlod Strandrideren Mollen og ſtod ſnart efter i fit Hjem. Her greb han ſtrax efter Beviſet, men, ſom havde han brændt fine Fingre, traf han dem ligeſaa hurtig tilbage, idet han fandt det Rum i Tegne⸗ bogen, hvori det ſkulde have ligget, tomt. Forgjcves ſogte og ledte han, forgjceves vendte han op og ned paa Alt, Beviſet var og blev borte, uden at der pan den anden Side var Spor til, at nogen Fremmed havde været i hans Gjemmer. Forſtyrret faa han ſig om i Stuen, fortvivlet flyttede han Møbel efter Møbel fra dets Plads, men Alt forgjæves, og da Dagen gryede kaſtede han fig endelig modlos og udmattet pan fin Seng, for derefter atter at begynde med friſke Kræfter, og endnu da Flajters og Klarinetters lyſtige Klang lod muntert ved det dobbelte Bryllup i Møllen, endnu, da Tiden var gaaet og Lars og Inger flyttet ind i deres ny Hjem, fortſatte han fin Leden for at finde det, der ſkulde ſkaffe ham Hevn, det der fulde fkaffe | ham Oprejsning for den Wgrelſe han havde ved at ſe Hermans og Ulrikkes Lykke. Jernbane pan Havbunden. Hesdenen bringer i Dag Billeder af en Jernbane, der ikke udmerker fig ved at være meget ſtorartet, men ved at være ganſke eneſtagende. Stæderne St. Malo og St. Servan i Frankrig ligge lige over for hinanden, ved Mundingen af en Flod, blot ſkilte ved en ſmal Havarm, ſom danner Indlabet til Byernes Havn. Der er ſaa ſteerk Ebbe og Flod paa dette Sted, at Forſtjellen pan Vandets Hojde udgjør over 20 Alen, og Savbunden flere Timer ad Gangen ligger tor to Gange hvert Dogn. Dette har altid gjort Forbindelſen mellem Byerne meget uſikker og vanſkelig. Nu er denne Ubehagelighed over⸗ vunden ved den ejendommelige Vogn, ſom Billederne viſe. En ſikker Jernbane er anlagt paa Hapbunden fra den ene Bred til den anden. Paa en ſpeer Jern⸗ | vogn med [maa Hjul er anbragt et 16 Alen højt Jern⸗ | ſtativ, ſom bærer en Slags Bro, omgivet af Gitre, | med Lag over, hvor Folk kunne opholde fig paa Over— | farten. Dette Gulv er i Højde med begge Havnes | Bolværfer, ſaa at man lige fan gaa ind paa det. En | paa Bredden ſtagende Dampmaſkine træffer, ved Øjælp af en Kjade, det lojerlige Tog frem og tilbage, og det Hele er indrettet ſaaledes, at det hoje Stillads ikke kan volte ved heftige Vindſtod eller Bolgekaſt. Paa det forſte af medfølgende Billeder fer man Toget pasſere Havbunden under Ebben, og paa det andet hvorledes man ſikkert kjorer gjennem Bølgerne i Flodtiden, en Fart, der kun koſter en halv Snes Øre. En nork pilegrim. Reiſeerindring af A. B. Viwel. + | Aer 35 Aar ſiden foretog jeg mig ſom tyveaarig Vildmand en Vandring fra Skien til Helſing⸗ | borg. De fleſte Erindringer fra denne Rejfe har Tiden udſlettet; en af dem, der endnu har friſk Farve, ſkal jeg her ſoge at fremdrage. Fra Kriſtiansſand, hvor jeg forſt fatte Foden paa norſk Grund, havde jeg ved en prægtig Indenſkersſejlads naaet Skiensfjord og gled langſomt op ad denne, indtil jeg ved Solnedgang traadte paa Land i ſelve Skien, Telemarkens Hovedſtad, maaſke den meſt Jæregne af alle Norges Byer. ; Jeg ſogte det førfte det bedſte Værtshus og fandt fnart et, der ſtod mig an. Paa en Klippeſkreent, med et Vandfald ved Siden og en lodret Fjeldvæg bagved, laa et gammelt Bjelkehus, ſtoppet med Mos og takket med Spaaner. Jeg horte munter Tummel indenfor, traadte ind og var i ſamme Stund omringet af en hel Flok raſke Telemarksboere, der tog mig i Krydsforhor angagende mit Navn, Wrinde, Alder, Hjem og mang⸗ foldige andre Ting; og forſt da jeg, forhaabenlig til fredsſtillende, havde klaret for mig, blev jeg befunden ikke at være en „Fant“ (Landſtryger), fif en Velkomſt⸗ drik rakt og Plads i Lavet. Jeg forte nogle Bogfortegnelſer med mig, ſom jeg tog - | frem for at viſe, at jeg havde lovligt Wrinde, og gjorde | Selſkabet bekjendt med, at jeg rejſte ſom Afſending fra en kjsbenhavnſk Boghandler og godt kunde modtage Be⸗ ftiling, hvis der var en eller anden Bog, ſom Nogen ſerlig maatte anſke. Det var „Sandhed med Modi⸗ fikation“, men Uſandhed var det ikke, og jeg lovede ikke Mere, end jeg kunde have holdt, hvis jeg var bleven taget paa Ordet, ſkjondt det var bedre ſom det gik: at jeg blev fri for at ſende Ordre fra et fremmed Land til min Ven, Hr. Sæby i Gothersgaden, der maaſke vilde haft Ondt — .— * — ved at efterkomme den paa tilfredsſtillende Maade, ſkjondt han tilvisſe havde Bøger nok, baade paa Loftet og alle Hylderne. Naa, der blev ſnakket og drukket. Det lod til, at man fandt Behag i min Maade at være paa, og jeg blev fart enig med Nine Gunlogſon og Kriſten Thorlejfſon om en Plads paa deres Baad op ad Nordſje og Langefjord til Tind, hvorfra jeg ad den nylig af; ſtukne, men endnu kun enkelte Steder paabegyndte ſtore Vej over Meœehris nok kunde naa Kongsberg paa en Dag, ſom den er i Norge ved St. Hansdags Tider. give ham Ret. „Men Du vil da vel ikke rejſe til Jeruſalem?“ faldt det mig ind at ſporge. „Jo netop | er det det jeg vil!“ fvarede han med en Inderlighed i Otrd og Oje, der ſtrax betog mig enhver Tvivl. Hr. Sæbys Kataloger vare allerede ſkudte tilſide, og Fladbrod med tilhørende Smør og Oſt, Fiſk li forſkjellige Tilſyneladelſer og mægtige Olkander og Breendevinsſkaale fyldte Bordet, da en af dem, der havde ſet mig fore lægge mit Kram og hort mig nævne en Del Bogtitler, men ſiden havde fjernet fig, kom tilbage, ledſaget af en Mand, der gjenſynlig blev behandlet med færlige Henſyn af det øvrige Selſkab og ſtrax tildrog fig min udelte Op⸗ merkſomhed. Hvordan han ſaa ud, det er let fortalt. en af de hundrede andre ſtolte Naturſonner, der have de odelsfrie narſke Fjelde til Hjem. Kun hans Øjne vilde jeg beſkrive — og det kan jeg ikke. Han nær- mede ſig Bordet, hvor jeg ſad. Hans Ord til mig fulgtes med Opmerkſomhed af en lyttende Tilhorerkreds. J et Sprog, ſom jeg havde ondt ved at forſtaa og førft kunde beſvare ved Hjælp af Vertindens Son, der kunde over⸗ Hvad han hed, det fik jeg aldrig at vide. Ganſke ſom jætte mine Ord. i Bygdemaalet, gjorde han mig de ſedvanlige indledende Spørgsmaal og rykkede derpaa | frem med fit Wrinde, der pjenſynlig laa ham paa -| Med. Hvor ftor og [lykkelig var da ikke han, der ſtrax Hjerte. Han meldte da, at han vidſte, at der et Sted i Tydſkland levede en Skrædder, ſom haade gjort en Rejſe til Jeruſalem og rundt omkring i det hellige Land og udgivet en Beſkrivelſe over denne Rejſe, ſom var overſat paa Norſk, og ſom han gjerne vilde have hvad den end ſkulde koſte; men han havde ſpurgt om den baade i Kriſtiania og i Drammen uden at have faaet den onſkede Oplysning, fordi han ikke vidſte Skredderens Navn. jeg være hans Ven“. Heldigvis kjendte jeg Bogen: Borſums Rejfe i det hellige Land. Kunde jeg ſige ham det, ,ffulde | Jeg havde ſelv leſt eller i alt Fald gjennembladet den og kunde Sag af Verden, men blev dog anſet for et mærkeligt Held og et Varſel om, at Alt iøvrigt nok vilde gaa efter Onſke for den flinke Telemarksdol. Jeg bemerkede imidlertid, at der var Bøger der gave en langt fuld⸗ ftændigere Beſked baade om Landet og om Reiſen, Mands Ord kunde han forſtaa. altſaa give meget kjoerkomne Meddelelſer om Indholdet. | Glæden var ſtor. Jeg ſkrev Titlen op og gav nøjagtig | Anvisning paa, hvordan Bogen kunde forſkrives gjen⸗ nem hvilkenſomhelſt Boghandel. Det var jo den letteſte kunde være gode nok, men ikke for ham; og jeg maatte | til at folge det. Han bod mig træde tilſide. Vi gik udenfor, langs med Fosſen, ſom ſkummede hen under Vinduerne. „Ser Du,“ forklarede han, „jeg er Odelsbonde paa” — han nævnte et Navn, ſom jeg ikke kunde forſtaa. „Jeg har Penge nok, og bryder mig i alt Fald ikke om at faa flere paa den Maade, der altid er den nemmeſte (ved Giftermaal). Men hvad jeg har, er mit, og jeg bruger det, ſom jeg ſelv bedſt ſynes. En 5 à 600 Specier kommer det ikke an paa; men jeg har nu en Gang fat mig for at je Vorherres Land, og Han ſelv vil nok hjelpe mig faa det lykkes. Nu kommer Kronprinſen (ſenere Kong Oskar den Forſte) til Chriſtiania; jaa vil jeg tale med ham, og ſaaſnart det er beſorget, rejſer jeg til England, og derfra ved jeg, at man kan komme hele Verden rundt.“ Jeg ſpurgte, om han mente, at Kronprinſen vilde give ham Hjælp til Rejſen, men dette Spørgsmaal fornærmede ham. „Har jeg ikke jagt Dig, at jeg ſelv kan og vil betale hver Skilling. Jeg tager ikke Hjælp af Nogen, ikke en Gang af en Prins, for det behøver jeg ikke; men Kronprinſen af Sverrig og Norge er kjendt over al Verden, og han giver mig nok Breve med til ſine gode Venner, og det kan hjælpe bedre end Penge.” Vi bleve virkelige Venner, vi To, ſom indtil Ravnet vare ufjendte for hinanden. + Maaſke var det en ubevidſt Pilgrimsaand, der den Gang, og mange Gange ſenere, drev mig ud i Verden uden Maal og var bleven fig Kaldet bevidſt og havde Mod og Kraft „Lad os være Venner, vi To,“ ud⸗ brød jeg. „Naar jeg kommer til Vorherres Land og By, fkal jeg huſke Dig,“ ſagde han og trykkede min Haand med Inderlighed. „Jeg fkal aldrig glemme Dig,“ tilraabte jeg ham, medens jeg ſkyndte mig for at naa mit bortdragende Reijſeſelſkab. Om han har naaet fit Maal, ved jeg ikke — kun ved jeg, at en ſaadan Pilgrim altid nager fit Jeru⸗ ſalem. Jeg glemmer aldrig denne St. Olaf i Bonde⸗ kofte. — Naar jeg nu efter 35 Aars Forlob og efter at have lagt den Pen tilſide, hvormed man fkriver „Hiſtorier,“ atter har grebet den for at tilbyde Hus⸗ vennen dette lille Stykke, har jeg kun et Ord at an⸗ befale det med: Det er bogſtavelig ſandt. : husflid. Fuglebo. end denne; men han indvendte, at ſaadan en jevn | Dom en ber ORDE SBS, omtale Skerlosje, De Lærdes Bøger | bringer vi i Dag Afbilbdning af en lille Fuglerede, opſat i Kløften mellem to Tregrene. Den beſtaar af en tyk barket Greneſtump ſom er fløvet midtad, udhulet . . 3— 55 8 tilſtrekkeligt og atter ſammennaglet. Forſynet med Flyvehul og anbragt paa et af flæffede Grene dannet Flyvebredt, danner den en udmærket Fuglerede. Billedgaader. (Rebus.) > Ligeſom man kan fremjætte en dunkel Tale eller en Gaade i Ord, ſaaledes kan man ogſaa fremſeette den i Billeder og Tegn. Saadanne Billed gaader, eller, ſom de med et fremmed Navn kaldes: „Rebus“, have været en kjendt Spog i flere Aarhundreder. Forſaavidt man betragter disſe Gaader ſom en Slags Skrift, nager Alderen langt højere op i Tiden, da Billedſkriften, den ældfte Skrift Menneſkene have brugt, er over tre Aartuſinder gammel. Medens endnu Kineſernes Skrift i „lige Linie“ nedſtammer fra Billed⸗ ſkriften, og den Dag i Dag endnu kun bruger Ordtegn, have alle andre kultiverede Folkeſlag forladt disſe for Aartuſinder ſiden for at gaa over til Bogſtapfkriften. Kun paa den hojeſte Oldtids Mindesmeerker, navnlig | i Wgypten, finder man Vidnesbyrd om Fortidens Skrift i de deri indhuggede „Hiereoglyfer“, en Billedſtrift hvis Üdtydning og Løsning har brudt Nutidens lærde Hoveder og har lagt Beſlag paa dens Skarpſindighed og Udholdenhed i langt hojere Grad end „Husvennens“ Læjere have nogen Anelſe om, naar de, ſom vi haabe, mangen god Gang i Fremtiden more fig med at „logge Hovederne i Blod“ for at knakke Nodderne i de kom⸗ mende Billedgaader. Da de fleſte Leſere imidlertid ere ukjendte med Tydningen af disſe og altſaa ikke ville forſtaa den Slags Spog, ſkulle vi, for at ikke For⸗ ſtanden for tidlig ffal gaa i Staa, pan Forhaand | Indhold. Lift imod Lit Fortælling af Beatus Dodt (Sluttet). afſlore nogle af de Underfundigheder ſom de ville ſtjule, men ſom de i FA ! | || paa at Laſerne ſkulle komme efter. De her fremſatte to Grupper Tegn har Laſerne allerede gjættet vil ſige „gi ore“ og „d ring“, men da gjøre ftaar for (foran) dring, laſes det ,, gjøre Fordring“. At finde de forſtjellige ſmaa Forholdsord ſom ved Tegnenes og Bog⸗ ſtavernes forſkjellige Stilling til hinanden, underforſtaas, er noget af det morſomme ved Billedgaaden. kan det være ganſke ligefrem, ſom LI d. v. ſ. en i d (de) eller „en Ide“, ſtundom mere Ofte indviklet, ſom f. Ex.: hvor et Lighedstegn —, der leſes lig er anbragt over et 1; en ſtaar altſaa under lig, og leſes ligefrem en underlig; men da Tegnene ſtaar i d betyder det altſaa „en underlig Ide“. Stundom kan Ordet udtrykkes med at et Tegn eller en Figur udforer en eller anden Gjerning — gaar, løber, ſkriver o. ſ. v. — ſom i folgende: 1 · 1 hvor V And ſiger Vand; et der lober bliver altſaa tilſammen Vandet løber; dette ſtaar over en g en di. e. Engen, faa. det hele bliver „Vandet løber over Engen“. 5 Disſe Vink faar være nok for Begynderen, og naar vi ydermere give det Raad, at opfkrive Nav⸗ nene paa de anvendte Tegn og Bogſtaver, faa haabe vi at de kommende Billedgaader ikke ville frembyde Vanſkeligheder men at Leſerne ſnart ville finde, at og jaa de tanfe-øvende Billedgaader i — Jernbane paa Havbunden, med 2 Billeder. — En norſt Pilegrim, Reiſeerindring af N. P. Wiwel. — Husflid: Fuglebo, med Billede. — Billedgaader. Bylovsvej & a. Udgiverens Adresse en: . Kjøbenhavn Vesterbro, Mlorſhabslesning, Oplysning og Hustlid. Adginet af A. C. Bam. a 2. Aargang. Nr. 45. 2 85 Fader og Son. 2 e FJorlalling af C. A. Thyregod. V. og ligeſom fremſkydende under 3,» Jyllands høje Sandryg ligger en bred Lerknude, ſom paa tre Sider omgives af Moſer og Vandløb. Den brede Flade ovenpaa har viſtnok engang været ſtor | Skov; thi om Sfrænterne ſtaar endnu en Rand af Enebcer, Eſp og Egepurrer, og flere Boliger i Ner⸗ heden bære Navne, ſom tyde paa Skovbund. J en ſenere Tid er imidlertid Strøget pletvis omgjort til Agerland, hvorvel det ikke er mange Aar ſiden, at den overvejende Del var Lynghede. J ſin Tid var der mangen fattig Familie, der ſlog ſig ned paa den ſaa⸗ kaldte Bregnholtsbakke, og Adfkillige afvandt den ret gode Jordbund et taaleligt Velvere. Der var dog Andre, ſom vedblev. at være lige fattige, ja, ſom nedſank i Nod og Smuds. Saaledes var der navnlig en Husſtand, hvor Haab og Mod ſnart ſvandt hen, og ſaagodt ſom enhver god Stræben | Landsbyſmed, og han var meget nem til at lære Haand⸗ I værket; af Klogſkab, om ikke af andre Grunde, forſagede ophørte, medens Kiv og Kjævl blev daglig Brug mellem Mand og Kone, der henholdsvis trøftede fig over de ſkuffede Haab ved Brændevin og Byſladder. Parret havde ikke mange Bern; men en af dem hed Klavs, og hvis man af Frugten kan ſlutte fig til Dyden i Træet, maa man tro, at der hos Fader og Moder har været noget Godt og Dygtigt, ſom i Tidernes Pinagtighed uſet var gaaet til Grunde. Dette ſkal dog ikke forſtaas, ſom Klavs var en Hondagen d. 8. August. fin og edel Blomſt, der vorede pan en Modding; han FRjobenhavn. 1825. var tvertimod en vild og uregjerlig Dreng, der var ilſindet og lidenſkabelig blandt fine Icevnlige og end ikke altid gjorde tilborlig Forſkjel paa Mit og Dit. J Skolen, hvor han kun ſjeldent kom, var han fjuffet og uvoren, men han var overordenlig lærenem, naar han engang var i det Hjørne; han havde et godt Hoved, en rap Tunge og et Par ſnilde Hænder, Da han ſtod paa Kirkegulvet og ſkulde gjøre Rede for fin Børne. lærdom og gjentage fit Daabslofte, blev han ikke Preſten et Svar ſkyldigt, men baade Preſt og Menighed havde en uhyggelig Folelſe af, at de raſk udtalte Sandheder ikke kom ham indenfor Tenderne, og at Loftet ikke var ſtort Andet end et Mundsvejr. Han var ikke ſom de Øvrige vemodig og højtideligt ſtemt, men ſtod, ſom det Hele ikke videre kom ham ved. Dette var dog ikke ſaa underligt, Aldrig var der bedet en Bøn ved hans Vugge, og aldrig havde hans Moders Røft talt til Barnehjertet om en Gud, til hvem Menneſket i dets Svaghed kan ftøtte fig trygt og faſt. , Uagtet al fin Viden var han daarligt udruſtet til jelvftændigt at træde ud i Verden og møde dens Fri- ſtelſer og Farer. Han kom i Grovimedlære hos en han ogſaa fin tidligere Uerlighed. Men Meſteren var en ſkikkelig, enfoldig Mand, ſom ikke forſtod at lede denne urolige Aand, og oven i Kjobet tidt blev holdt for Nar af den vittige Dreng. Samme Skjabne over⸗ gik flere, og Klavs var meget ilde lidt af fine jævne agtværdige Omgivelſer. Men den opvorende Yngling havde et højt Hjerte og ſterke Lidenffaber. Med en dyb Folelſe af et eget indre Værd forenede han Trang til ydre Godkjendelſe, og da denne ikke blev ham til Del, tog han fig for at jage efter den Slags Ære, der kan vindes ad Skjendſelens Vej. Hvor de vilde Lidenſkaber løslades, kunde han være en af de Forſte. J ungdoms Overilelſe indlod han fig i et Wgte- ſkab, der ſnart vifte fig uheldigt. Konen var en aands⸗ fattig Stakkel uden ydre Fortrin og indre Dybde. Hjemmet ydede ham kun ringe Tilfredsſtillelſe, og den jøgte han jaa andetſteds, ſogte den i Svir og Sværm, | i Kroer og Kipper; der lød dog af og til et vittigt Indfald, en blodig Spot, og det var ham en Aands⸗ næring fremfor Jammerklagerne og Bebreidelſerne i hans Hjem, hvor Smalhans var Kjokkenmeſter, og hvor den i fit Hus og fin Færd uordentlige Kone vidſte, at | hendes Mand kunde ffaffe Brødet, naar han vilde, me- | dens hun ikke forſtod, at der var Noget i ham, der ikke kunde leve af Brod alene. Han blev da ligefrem for⸗ falden. Ingen Meſter vilde give ham Arbejde. Med lidt usſelt Verktoj tog han fig for at arbejde paa egen Haand, men det var kun engang i Ny og Næ, jaa det havde ingen Art. Efter Konens Onſke blev Wgteſkabet ophævet; men det var ikke noget godt Vidnesbyrd for hende, at hun lod den ødelagte Mand beholde deres eneſte Barn, og at hun havde et uſgmmeligt Haſtveerk med at forlove fig paany. Klaps ſatte fin lille Søn i Pleje og betalte meget ordentligt for ham, men forøvrigt blev han ved at "tumle paa den Vej, han havde flaaet ind paa. Han blev mere bitter i fine Ord mod Samfundet, og han trodſede det almindelige Omdømme paa en Maade, der at det ſkulde være naturligt, J enkelte Ojeblikke folte han viſtnok Samvittighedsnag; men det var ogſaa kun i Ojeblikke; thi imellem ham og hæderlige Folk var der rejſt en uoverſtigelig Mur af Ringeagt og Kulde. En Sommerdag laa han og ſov fin Rus ud i en gaaende hen ad Vejen. Manden ſtandſede, pirrede ved den Sovende med fin Kjæp og ſagde: „Du har nok faaet Mere, end jeg har. ffjænfet for Dig!“ Da vaag⸗ nede Klavs og ſagde med tykt Male og ſom halvt i Sovne: „Hvi ſer Du kold og ſtolt og vred med Strenghed paa den Faldne ned? Hans Sjæl Du frelſe ſkal og troſte“. Manden gav fig til at le og ſagde: „Ja, Du er nok faldet ſlemt ned. Hvem er Du ellers”, „Jeg ér Klavs Smed. Hvem er Du?“ „Ja ſyntes jeg ikke nok, jeg kunde kjende Smede⸗ hænderne. Og jeg gaar juſt og ſoger om en Smed. Jeg er Markus fra Stenmollen, om Du ved, hvor det er“. „Ja, det er fem eller fer Mile borte, Du kan. » godt fan mig med Dig hjem ſom Smed. Jeg er baade led og kjed af denne her Egn“. i „Du duer viſt ikke ret meget til Dit Haandværk”. „Det kunne vi ſnakke om, naar Du har provet mig i to Dage“. 1 Markus betænfte fig et Ojeblik, derpaa ſagde han: „Hor! Du vil vel ikke fljæle?” „Nez, men jeg vil drikke mig fuld engang imellem”, „Ja, jaa! Kun engang imellem. Jeg er rad for, at det gaar vel tidt paa, ſiden Du er ſaa daarligt flædt. Endda er Du en ung Mand, der fan et godt Haandverk og bilder Dig ind, at Du er dygtig til det! Fy for Fanden! Saa maa Du være en daarlig Karl“. 2 „Hor, min Ven!“ ſagde Klavs og lagde ſig ned igjen. „Der gaar Vejen, og naar Du kommer et Stykke frem, maa Du uden Fortrydelſe udøje Dine Gropheder mod Dig ſelv!“ „Ja, rejs Dig jaa og folg med! Du vil jo ſmede for mig?“ „Det er viſt ikke værd. Det kunde blive ube hageligt“. „Nu, folg ſaa med hiſtop til Kroen, at vi kunne faa en Draabe at drikke ſammen!“ Slig Indbydelſe ſagde Klavs ſjeldent Nej til, og desuden var der i Bondens Anſigt noget paa engang lunt og godmodigt, der tiltrak ham. Han fulgte med. | Kroen nod Markus en Dram og en Zaar Ol; men han blev ved at ffjænfe for Klavs. Denne ſagde: „Vil Du ikke drikke med, faa vil jeg ikke have mere“. „Som Du vil! Jeg drikker efter min egen Lyſt gg ilke efter Andres“. ſyntes altfor meget lagt an paa at falde i Ojnene til, „Du er viſt en jær Karl!“ ſagde Klavs. „Det har der Flere ſagt om mig“, ſparede Markus. Det blev nu omtalt, at Sidſtnevnte i fin Molle havde et Slags Hammerveerk, ſom af de Omboende | holdtes for et ſtort Under, men ſom i Virkeligheden Landevejsgroft, da der kom en fremmed Bondemand ikke havde meget at betyde, da Ejeren, der ikke var ſag⸗ kyndig, havde ladet det anlægge efter fit eget Paafund. Det fremgik derhos, at Markus i fit Veerkſted ſjeldent havde haft andre end pjaltede og forfaldne Folk, og at han havde en vis Forkjcrlighed for ſaadanne. Paa en ejendommelig og morſom Maade fortalte Manden om denne og hin, ſom det var lykkedes at faa gjort et ſtikkeligt Menneſke af, og om Andre, der ikke havde villet gjøre godt. Klavs kom til at ſynes godt om den opvakte Moller, og der var noget Eventyrligt i, ſaaledes uden videre at forſpinde fra fin Fodeegn og pfludſelig dukke op i andre Forhold. Han brød op paa ſtagende Fod og fulgte med til Stenmollen for at gjøre Proveſtykke. ; . Dette faldt tilfredsſtillende ud, og Klavs blev. Det var en betydelig Forandring for ham at vere vel⸗ forſynet med Værktøj, og oven i Kjøbet med Vandkraft og dertil hørende Indretninger, ſom han aldrig havde jet Mage til. Hans klogtige Hoved udfandt ſnart, at Indretningerne kunde forbedres meget; Mølleren havde | Forſtand til at ffjønne Rigtigheden af hans Fingerpeg | og Villie og Evne til at tage dem til Folge. Smeden havde faaet Virkerum for fin Begavelſe, og Markus vidſte at ſkatte denne. Men Sidſtneevnte havde derhos et ſeregent Greb paa at omgaas Folk. Han ſpeidede efter det oprindeligt Menneſkelige i enhver Sjæl, han kom i Berorelſe med, og hvor han fandt noget Godt | ſogte han at løfte det frem, at det kunde faa: Heders⸗ pladſen i Vedkommendes egen Bevidſthed. J Mollerens Hus og Færd raadede en ſtille Kriſtendom; men den ſtilledes ikke op til Beſkuelſe for Alle og Enhver, og den medforte ikke Ringeagt for et kraftigt og godt Menneſkeliv. De fleſte Menneſker kunne løftes, naar man kan finde det rette Haandtag, og Markus Møllers | Tankegang indeholdt en lignende Slutning; medens han i den Retning havde et godt Greb paa at finde hvad han ſogte. Det blev ikke vanſkeligt at opdage, at Klavs i fin tilbagetrængte Wresfolelſe havde et ſaadant Haand⸗ tag. det Ord udrettede Markus mere hos Smeden, end han kunde opnaaet ved en lang Præfen. En anden Op⸗ fordring laa i Møllerens Veſen. Den rige, anſete og dygtige Møller omgikkes Smeden ſom fin Jcvnbyrdige og raadſpurgte hans Kløgt baade aabenbart og i En⸗ rum, hvorved den naſten helt fortabte Mands Værd hævedes i hans egne Øjne, han drog ſig til Minde fine gode Anlæg, fredede og fremmede dem, og fif Be⸗ vidſtheden om, at han dog ikke var falden dybere, end at han kunde rejje fig igjen. Hans fuldkomne Om⸗ vendelſe var ikke et Ojebliks Sag; Friſtelſerne ejede endnu Magt, men det ſkred dog forunderligt raſk fremad, og Markus ſmilte jaa lunt i Skjegget. Hvor mangt et Stykke knortet Tree han end havde ſanket op og faaet nogenlunde Skik paa, var der dog intet Stykke, der i Begavelſe og i andre fremtrædende Egenſkaber kunde maale fig med den Mand, der nu ſnart blev hans Veerkmeſter og fortrolige Ven. Det var i Møllen, at Klavs forſte Gang lærte at kjende et ſmukt og godt Husliv; thi hvor han for var kommen i Berorelſe med et ſaadant, havde Vedkommende ſkyndt fig med ligeſom at tilſlore det for hans vanhellige Blikke. Han ſaa ſig forundret omkring i Forſtningen, naar han ſad i Mollerens Stue og horte den fornuftige Mand fkiftevis tage Del i fine Borns Barneſnak og ſkifte et ømt, et alvorligt eller et kriſteligt Ord med fin Kone. En Meningsforſkjel mellem Agtefolkene endtes med venlig Eftergivenhed og mild Paafkjonnelſe deraf, og ikke ſom i hans fordums Hjem med Blæjft og Bitterhed og ſaarende Ord. Det var vel ikke fri for, at der hos den enſomme Mand vaktes Længjel efter huslig Lykke; men meget af, hvad han nu horte og ſaa bragte ham ogſaa til at fatte og ſkatte mangt et godt Ord af hans Børnelærdom, ſom i fin Tid var gledet ham let ind i Hukommelſen uden at gjøre Indtryk paa hans Hjerte. „Du er for god til at -være Folks Nar!“ med Der gik Aaringer hen, og Hammerveerket udvidedes efterhaanden ved Klavjes Kløgt og Møllerens Penge, ſaa det blev et meget betydeligt Veerkſted. Klavs var paa en Maade Lodtager i Værket, ſaa hans Indtægt ſtod i Forhold til det vorende Udbytte. Han var nu fintkledt og havde et jelvfølende Væjen, og fin rappe Tunge havde han tæmmet og afvant fra Raahed og ſmudſig Spot. Nu ſatte han fin re i pyntelig Færd, i klogtig Virkſomhed og alvorlig Pligtopfyldelſe. Med Henſyn til fin fraſkilte Kone, der atter var gift, var der Intet for ham at gjøre; men han havde Fader⸗ pligter mod fin Sen, ſom han ſogte at opfylde. Sonnen hed Iver, og Faderen fik ham fnart i fin Nerhed og ſorgede omhyggeligt for hans Velvære og Belcering. Drengen var baade leervillig og lærenem, men var ellers vild og ſelvraadig, han vilde ingenlunde arte fig ſom Møllerens Børn, og Klavs havde fanffe heller intet godt Greb paa at behandle en Natur, der ſyntes ret egnet til at gjenkalde i Mindet hans egne Forvildelſesdage. Han vifte Strenghed nok, kanſke for megen, men det virkede ikke noget godt. Der kom en Dag, da den næften vorne Kues, der omtrent var ud⸗ lært ſom Smed, ſtod foran fin Fader og opregnede haanende en Rakke af dennes Bedrifter, ſom Manden troede udſlettet ved mange Mars hæderlige Færd. Klavs bod fin Søn at forlade fig for ſtedſe, og trodſigt vendte Jver fig bort og gik, medens Manden bøjede fig ned over Ambolten og gred. Jver havde plejet Omgang med fin Moder, hvilket Klavs ikke troede at burde forbyde, ſkjondt det ikke var med hans gode Billie, Moderen var maaſke ikke uden Skyld i det Skete, og Sønnen tog Ophold hos hende. Sendes andet Wgteſkab var ogſaa uheldigt, og hun ſelv var hverken en god eller en klog Kvinde. Det var næppe Kjerligheden, der bragte hende til at drage Sonnen til ſig; men hun ventede ſig timelig Fordel af hans vaagnende Dygtighed. Dette Saab blev dog ikke i nogen væjentlig Grad opfyldt; thi nu vandrede Sennen ad fin Faders Ungdomsveje. ; Faderen elſkede fin Søn og vilde jaa: gjerne i ham have jet fin Alderdoms Støttte og Glæde, og nu var han fortabt. Fortabt! Hvor haardt dog dette Ord rammer et Faderhjerte, naar det lyder om Sonnen! Og Iver var dog ikke helt fin Fader op ad Dage; thi han var mere voldſom og opfarende, men mindre ſnild og klogtig. Klavs vidſte intet Raad til Sønnens Op⸗ rejsning; men faa kom han til at tenke paa, at der er en Herre, ſom hverken mangler Magt eller Midler. Manden havde nu i mange Aar ført, hvad man ſed⸗ vanlig falder et kriſteligt Liv; men det var forſt den dybe Sorg, der bragte ham i et nært Forhold til Gud. J Sorgen og Angſten lærte han at bede, og Manden, der ikke havde vaaget eller bedet ved fit Barns Vugge, tilbragte nu mangen en føvnløs Nat med Suk og Bon for fig ſelv, for fin Son, ja ogſaa for fin Huſtru, ſom DEDE: 48 | bs eg han nu indſaa, at han i altfor mange Stuffer ikke havde handlet rettelig imod. Klavs havde i mange Aar været et dygtigt og godt Menneſke; nu blev han en ydmyg Kriſten. Atter gif lange Tider hen. gammel for Tiden, hans ranke Skikkelſe var bøjet og hans Haar var bleven graat og tyndt. Hans Ven, Markus, var død, han ſelv var mod en lempelig aarlig var han en velftaaende og hojtagtet Mand; men i hans Indre nagede Sorgen. Han havde ophørt at ſporge efter fin Son, da han kun fik onde Tidender at høre om ham; men faſtere og faſtere ſtolede han paa Herrens Magt til at frelſe Syndere, og der levede endnu et kjert og godt Haab i hans Hjerte, En Dag, da Klavs Smeden var bleven | det kan blive det, jan gjør det ikke Noget, at Du har en Haand for lidt, for jeg kan endnu arbejde for os Begge“. Den dybt ydmygede Son lod fig nu villigt lede af den ad ſaamange Veje prøvede Fader, og denne fik nu fuld Beſtyrkelſe i ſin Tillid til, at Gud har baade Magt og Villie til at fore en Synder paa den rette | Vej, naar Synderen ſelv, om end ſent, vil høre Kaldet Afgift bleven. raadig over Hammerveerket, i det Ydre | og bøje fig under Tugtelſen. Endnu flumrede der gode Kræfter pan Bunden af Jvers Sjæl, og under Sam⸗ livet med Faderen vaktes de til Virkſomhed. Under deres fortrolige Samværen blev det ogſaa ofte omtalt imellem dem, at det, menneſkelig taget, var Markus de fkyldte deres Stilling, og at det var ſom et Guds Sendebud han kom ad Landevejen og ikke gik haanligt forbi den beruſede Smed vaagnede af fin —— „ Smed, der laa og ſov — i Grøften, men menne⸗ Middagsſovn, blev det <= — = == Jagt ham, at en pjaltet Krøbling havde indfun- det fig i Verkſtedet og bedet om at faa ham i Tale. Det blev ſagt at Meſteren ſov, og der blev buden Kroblingen en Almisſe, ſom han dog ikke vilde modtage. Han ſagde, at han vilde vente udenfor, til Me⸗ ſteren vaagnede, jaa var F Sl | han gaaet ud og havde A: 1 vanket frem og tilbage bag Piletrœerne ved Engkanten. Klavs faa ud ad Vinduet, en let Gyſen foer over ham S ved i Fraſtand at ſe den 2 Fremmede, der fan nod: 5 8 lidende og bleg ud og manglede den ene Haand. Manden havde gjennem Vinduet gjenkjendt fin Søn, og nu gif han ud til ham. Det var over ti Aar, ſiden de to ſidſt ſtode Anſigt til Anſigt; men nu var den Unges Trods brudt, han havde prøvet fig ſelb og prøvet Verden, tumlet fig i Synd og Sorg. Sidſt havde han haft Arbejde i et Maſkin⸗ verrkſted, hvor han ved et Uheld havde faaet fin venſtre Haand knuſt, ſaa han maatte miſte den. Den tunge Ulykke havde vakt ham til Eftertanke, og ſom den for⸗ lorne Sen i Evangeliet vendte han tilbage til fin | Fader. Dog kun i Enrum vilde han modes med denne, og fif han da et afviſende Ord vilde han ukjendt folge den eneſte Udvej, han endnu vidſte, og tigge ſit Brod paa Landevejen. Faderen modtog ham med kjeerlig Glæde. „Er Dit Sind retvendt“, ſagde han, „eller Fra Rjebengauns Granttorv. I | —. ffefjærligt tog ham med fig for at prøve at gjore vel imod ham. De Ord, ſom Klavs forſt i drukken Trods 00 9 henvendte til den vel⸗ kleedte Mand, der ſtod og pirrede ham vaa⸗ an 2 e gen med fin Kjæp, * S disſe Ord fik nu for R 0 ham ſelv en dybere, va SE, | inderligere Betydning Sd og iklke alene overfor ſin Son, men ogſaa overfor Andre, gjentog han i fine Tanker Ordene: „Hvi ſer Du kold og I ſtolt og vred — = — med Strenghed til den * ye — Faldne ned? Hans Sjæl Du frelſe ſkal og troſte!“ Amagermo'er. — „Ama'ermo'r gi' mig Gulleroer!“ „Ne ſaagu vil jeg ej, . vil Du gaa Din Vej!“ | Hvem har ikke hørt dette gamle kjobenhavnſke Rim, ſom røber Gadedrengens leengſelsfulde Lyſt til „Gulle⸗ roer” og Amagermo'ers ubonhorlige Svar van Lakker⸗ mundens driſtige Begjcring. Men hvem er Amager: 359 mo'er? Ja de fleſte Læjere ſom ikke har været i Kjø- | benhavn har vel en Anelſe om, at hun er fra Amager, men vide ikke, at Amagerinden forſt bliver „Amager⸗ mo'er“, naar hun kommer ind i Kjobenhavn for at falbyde fine Gronſager. Har hun da ikke fin bekjendte ejendommelige Amagerdragt paa, bliver hendes Afjæt- ning kun ringe, hvorfor nok adſkillige gode Sjællænder- inder, der (eve af Urte- og Frugthandel, daglig iklede fig Amagerdragten, ſaalcenge de falbyde deres Varer. For den Fremmede er det et ſmukt og livligt Syn om Sommeren at ſe de lange tertſluttede Rakker Vogne og Grontkurve, ſom bedekker Hojbroplads i Kjøbenhavn hver Formiddag, og fe Tjeneftepigerne og Husmodrene gaa omkring og kjobſlaa med de Hundreder Amagere og Amagerinder, der gamle og unge alle ſe faa tekke⸗ lige og renlige ud. Husvennen bringer netop i Dag Billedet af et Parti fra Grønttorvet, ner Kanalen, hvorpaa man ſer „Amagermo'er“ med ſine Urtekurve, ſamtalende med en af „Fiſkemadammerne“, en raſk Fiſkerkone fra Taarbek, hvorfra mange af disſe hver Morgen valfarte ind med deres velfyldte Fiſkekurve for . OSSÆK — at tage Stade ved Kanalen paa Hojbroplads, vexlende muntre Svar eller ſaftige Grovheder, efter Omſteendig⸗ hederne, med deres Kunder. Til Venſtre je vi en Amager, ved fin Grontvogn og i Baggrunden, hinſides Kanalen, det mægtige Kriſtiansborg Slot, ſom tavft og alvorligt dagligt jer ned paa det travle Hverdagsliv, der rører fig omkring dets vældige Murmasſer. — En australsk Rusgrytter. Fra Auſtralien. Af Robert Watt. 8 | N er gives mange andre Leveveje i Avſtra⸗ W lien, end netop at grave Guld: de Masſer af Heſte, Kvæg og Faar, der aarligt ſendes fra det Indre til de ſtore Markeder | i i Kyftftæderne, beffjæftiger en Mængde Folk. At reiſe med disſe forſkjellige Flokke anſes ſom noget af det haardeſte Arbejde i Kolonien; men det har, ſom alt Andet, ogſaa fine Tillokkelſer, iſcer for Enhver, der holder af at tilbringe fit Liv i Skovene. Jeg kjender Adſtillige, der levede under ganſke andre Forhold, for de kom til dette fjerne Land og toge fat paa dette Liv, men ſom nu ikke vilde ombytte det med nogen anden Levevej, ſom langt foretrekke en Kveg⸗ Rytters (Stockriders) eventyrlige Tilværelfe for en rolig Beſkjoeftigelſe i en By. Det er en Fornøjelje at je de Flokke af halvvildt Kvæg, der ſaaledes ſendes paa Rejſer fra en eller anden Squatters (ſtor Landejendomsbeſidders) Hjem, under⸗ tider paa en Bejlængde af flere hundrede engelſke Mil; det er ikke nogen let Sag at være Vogter. over en ſaadan Flok. Det overdrages ſœdvanligvis en enkelt Mand at beſorge Flokken bragt ned i Byen for en be⸗ ſtemt Pris pr. Hoved, og han antager da ſaamange Sjælpere, ſom han anſer for fornødent. Alle Vogterne ere tilheſt og forſynede med en Piſk, der meget ligner en Kanepiſk. Mange have bragt det til en forunderlig Færdighed i at bruge den. Snerten er fra 6 til 7 Alen lang, af Ko- eller Kænguruhud, medens Skaftet | Jeg har jet øvede Kvæg | ryttere ſtikke en Skilling i Jorden og nappe den op med et Knald med en ſaadan Piſk, eller flænge et kun er 3 Kvarter langt. Stykke Skind af en Studs Ryg, netop paa det Sted, de betegnede. J Dage og Uger gaar Rejſen fremad, beſtandigt galloppere Vogterne omkring, bandende og raabende, for at holde Kvæget ſammen, der altid gjør Forſog paa at vende tilbage til Fadeſtedet. Man har Exempler paa, at Oxer eller Køer, der ere ſlupne bort fra en Flok, have fundet hjem paa Afſtande af 800 eller 1000 engelffe Mil. De gaa uafbrudt Nat og Dag i en lige Linie og lade ſig hverken ſtandſe af Bjerge eller Floder, men ſtyre en beſtemt Kaas; de tilbagelægge forbapſende Strækninger i fort Tid, ved deres jævne, ſtadige Gang. En af de ſtore Vanſkeligheder ved Kveg⸗ transporten ligeſom i alle andre Forhold i Avyſtralien, er den fuldſteendige Vandmangel, ſom herſker paa mange Steder. Floderne, der næjten alle ere ſmaa og uſejl⸗ bare, udtørres undertiden i den torre Aarstid paa mile⸗ lange Strakninger. Naar derfor en Flok Kvæg, maaſke paa flere tuſinde Stykker, har vandret en hel Dag uden Band og endelig kommer til en Flod eller Dam, maa Vogterne galloppere tværs igjennem den for at ffjære den i mindre Dele, da Dyrene ellers vilde dræbe hverandre ved alle ſamtidigt at fare løs paa Vandet. „The old mans plains“ i Ny⸗Syd⸗Wales, en Strakk⸗ ning af 70 engelſke Mil, vilde være aldeles blottet for Band, hvis der ikke nu var gravet en Brønd midt paa Sletten; to Gange forſogtes det forgjæves, Vandet var ſalt eller idetmindſte brak, men endelig fandt man godt Vand. IJ det Indre findes flere Vandhuller med Brakvand, og en Flod, der løber tæt forbi Melbourne, „The Saltwater river“, har aldeles ſalt Vand. Henad Solnedgang drives Kvæget ſammen og rundt omkring det antændes Baalet; da det ſjeldent, eller jaa godt ſom aldrig, gaar udenfor denne magiſke Lyskreds, maa Ilden vedligeholdes hele Natten og Folkene ſkiftes derfor til at holde Vagt. Efter en Dags Ridt er det temmelig haardt at ſove under et Tre, med et Dæffen over fig, undertiden med fin Heſts Tomme om Armen, for ſtrax at veere rede, naar der gjores Anſkrig; men naar Regnen ſtyrter ned, Baalene udſlukkes og Kvæget hele Tiden forſoger paa at bryde igjennem og lobe bort, bliver Arbejdet rent fortvivlet. De ſtakkels udmattede Heſte dreje Halerne mod Vinden, og der ſtaa de, med deres ligeſaa elendige Ryttere, medens den folde Regn piſker ned hele Natten og maaſke endog forhindrer dem fra at gjøre Ild paa naſte Morgen, for at koge en Kjedel Vand til The. Adſkillige Danſke kunne levere Bidrag til en Kvegrytters Liv; en fyenſk Godsejer tumler ſig for Tiden paa Sletterne i det Indre, og en ung Kjobenhavner, der er meget populær i Ayſtralien, har i tre Aar levet paa denne Maade; Moreno⸗Sletten kan vidne om de Strabadſer, han gjennemgaar. Orkenrytterens Liv ligner meget Sgmandens; han trodſer Farer og Anſträengelſer paa Havet, ſom de i Orkenen. Det er derfor heller ikke forunderligt, at den, der har overftaaet en ſaadan beſpeerlig Rejſe og befinder ſig i det muntre Melbourne eller en anden By, ødelægger fine Penge med ſamme Letſindighed, ſom en Sømand, der kommer i Land. — Et af de interesſanteſte Syn paa en ſaadan Reiſe er, naar Kvæget maa over en Flod, f. Ex. Floden Murray, der løber paa Grenſen af Kolonien Ny⸗Syd⸗Wales og Kolonien Viktoria, og er den ſtorſte i hele Ayſtralien. Neſten hele Kvegtransporten gaar denne Vej. J Viktoria, der fornemmelig er optaget af Guldminerne, findes ingen ſtore Kvceg⸗ eller Faareſtationer, og det er førft paa den anden Side af bemeldte Flod, at man treffer paa flige fæmpemæsfige Landejendomme. De fleſte Transporter gaa over Floden paa et beſtemt Sted, hvor der ſom Folge deraf har dannet ſig et Par Smaabyer, hver paa fin Side af Floden, i en Fjer⸗ dingvejs Afſtand fra hinanden. Disſe Byers Ind⸗ byggere leve udelukkende af Feerdſelen; de have en Telegrafſtation, hvorved det ſtrax bliver bekjendt i Mel⸗ bourne, naar en Flok Kvæg pasſerer der. Echuca i Viktoria og Moama i Ny⸗Syd⸗Wales fæmpe med hinanden om Overherredoammet. Echuca har en Flaadebro for Gagende og Ridende, den øvrige Færdjel jfer paa Færger, undtagen Overforſelen af Kveget, der maa jvømme over. Det bliver forinden drevet ſammen i en flor Indhegning, der igjen leder ud til en mindre og faa fremdeles, til det kommer i den ſidſte, hvis ene Side vender umiddelbart ud til Floden. Ved Raaben, Piſken og Bombarderen med Stene eler deslige faar man Kvaget trængt lige hen til Skrenten, thi Flod⸗ banken bliver altid meer eller mindre brat ved et ſaadant Fergeſted, pan Grund af de Tuſinder af Haveder der aarligt pasſere; den forſkrekkede Flok trykker fig jaa faa tet ſammen ſom muligt, og tilſidſt falder en eller flere Oxer i Vandet med et lydeligt Pladſt, forſvinde og komme igjen ſnoftende op. Dette er det vigtigſte Ojeblik for Folkene. Nogle lebe Storm med Piſkene imod Reſten af Flokken; for at jaa Flere i Floden; medens de Andre ved Raab og Stenkaſt forhindre den eller de i Vandet komne fra at ſvomme ind til Bredden igjen. Snart er der en hel Mængde i Vandet, og Flokken begynder nu at jvømme over ad den modſatte Bred, idet den hele Tiden holder fig ſaa tet jamen ſom muligt og danner ligeſom en Flaade af hornede Hoveder. Paa den anden Side vente et Par Vogtere tilheſt, for at mod⸗ tage Spemmerne, og atter jætte dem i Gang. — Ved et bekjendt Færgefted ved Floden Edwards holdtes en afrettet Ove, der ſpommede frem og tilbage med Kvegflokken; thi naar blot En er i Vandet og ſtyrer over mod den anden Bred, folge de andre hurtigt efter; Stakkelen druknede for nogle Aar ſiden. Efter jer Gange at have ſpommet over Floden, blev den ind- viklet i Fergeflaadens Tove og opgav Manden i Ud⸗ ovelſen af fin Pligt, for der kunde ydes Hjcelp. Dens Tab beklages af mange og Aviſerne omtalte den, ſom om den havde været en fortjent Borger af Staten. Ar bejdsklasſens Kaar i det 16de Aarhundrede og i vore Dage. Bed Hd. Den ſidſte danſke Erkebiſkop T. Bille har efterladt en Regnſkabsbog fra 1534, der findes i Gehejmearkivet, og ſom giver et godt Indblik i Forholdene paa den Tid. Da Priſerne paa mange Gjenftande toge fig et lille Uddrag.“) Erkebiſkoppen havde 12 Adelsmend i fin Deneſte: Jørgen Urne fif 52 J til Mikkelsdag og 60 J til Paaſke, med Julegave og Rideflæder ialt 142 P. Det man maa erindre, at en Td. Byg dengang kun koſtede 12 6 danſke; herefter kom hans Lon altſaa paa 189 ¼ Td. Byg eller omtrent 1100 Rd. efter Nutidens Priſer. Ry 900 E. Secher: „For Ide og Virkelighed“ 1872 Januar⸗ eftet. 1 Pd. 2 1 Td. Byg. var ganſke viſt en lille Lon for en Adelsmand; men een 55 eee 93 „(J det Folgende vil jeg for Bekvemheds Skyld fætte 1 Tb. Byg til 6 Net). Jørgen Daa fil 32 4% og 30 P; de Andre mindſt Halvdelen. Skriverne fif 20—36 N. aarlig. Sangerne ialt 98 F 15 8. Efter dem kommer Tyendet: Lavrids Rideſvend 7¼ 4; Anders Kjelder⸗ ſvend 5 K; Anders Brygger 4 J.; Stuekonen 1 4 67/2 8 og om Paaſken tillige 21/2 / „for hun toer Dugene“; Svinemanden 1 F; Niels Portner 3 P 2 6; 2 Fiſkere hver 7¼ J, ialt til Mikkelsdag (halvaarlig) 96 N 21/2 6%. En Feergebaad fra Kjøbenhavn til Landskrona 3 6 (2 Skp. Byg = 9 . En Vogn fra Lands⸗ krona til Andelev 8 6 (4 Mt). 35 Par Sko til Drengene (Karlene) koſtede 35 6, 1 Par til Tyge Lunge 10 6 (5 Nö). Svilken Forſtjel! Men han var ogſaa Adelsmand. 3 Bar Støvler til „min Herres Naade“ og Drengene (Karlene) 2 K 4 6. Jakob Bundtmager i Kjøbenhavn fik en Gang 80 4% for Maarſkind, ſom „min Herres Naade“ kjobte af ham. Fra 10 Avuguſt til 6 September fif Niels Mur⸗ meſter 11 Hvid (16 = 3 Hvid) om Dagen. 2 Kalkſlagere yver 7 Hvid. J vor Tid vilde det omtrent være 10 og 6 K. Henrik Tommermand fif 5 6 om Dagen og kunde altſaa tjene 1 Td. Byg i 21/2 Dag, „men han var ogſaa Hovidsmand paa det Spir over Fadeburet“ (Formand for Arbejderne der), omtrent 2 Mol daglig. En Gang fik Lasſe „den ſpenſke Dreng (Karl), min Herres Maade tjen(er) 34 J for en brun Heſt eller 250 dk efter Nutiden”. Strids⸗ og Luxusheſte vare meget dyrere: en koſtede ſaaledes 64 K (450 Mok). Hamp 18 ¼ 4 Lpd. 1 Alen grovt Lærred 1⅝ 6 (5 V. » Husholdningen. 1 Par unge Høns 3 6 (9 . 3 ferſke Gjedder 30 6 (16¼ zt). Rasmus paa Borreby fif en Gang 5 6 (15 J for 8 ſtore Torſk og St Hans Aften 8 6 (4 t) for 2 Torſfk. En Gang gav man 3½ 6 (10 %) for 1 ferſk Torſk. Karine kjobte en tydſt Lerpotte for 2 6 (6 0. 1 Pd. Jern koſtede 5 6 (15 J. i F en anden Regnſkabsbog fra 1558 ſtaar anført, at Peder Rud har kjobt paa Borg hos Sterk Johan i Holbak; Priſerne paa de enkelte Gjenſtande vare: 1 Pd. 12, 14 16 6. i fabelagtig ud ved Siden af Nutidens, ſkal her meddeles | Pd. Sukker 8, 12, 14 eller 16 6. Bygpriſen var dengang 35 6 (9 4 9 6). Det bedſte Sukker koſtede altſaa pr. Pd. neſten ligeſaa meget ſom 4 Skpr. Byg eller 3 Mi nu. Ris 2% à 3 6 (3 . 1 Lod Muſkat 3 6. 1 Pd. Safran 8 Td. Byg. Nu koſter det 32 Rat. 1 Pd. Inge⸗ fer 40 6, over 1 Td. Byg. 1 Lod Kardemomme 4 6 (4 0. 1 Pd. Kommen 10 8 (10 . 1 Pd. Allun 4 6 (4 J, nu 8 6. 12 Lod Nelliker 27 6 (27 . 1 Pd. Peber 28 — 32 6 (28 ). 1 Pd. Svovl 3 6 (3 P. 1 Pd. Krudt 4 1 (10 We 4 J). 100 Sam 4—5 6 (5 . 1 Pot Brendevin 12 6 (12 P. 1 Pot Vin 3 6 (3 30. Gafler 2 6 (2 4). " Det vil altſaa ſes, at enkelte Gjenſtande vare uforholdsmesſige dyre eller billige. Men i det Hele taget holdt Daglon og Fornodenheder dog omtrent 1 Par Knive og Skridt med hinanden. Arbejderen var derfor ikke jaa uheldig ſtillet, ſom han blev det ſenere, da Bygpriſerne ſteg, medens Daglønnen blev uforandret. Paa en vis Maade kan man endog ſige, at Arbejderen i vor Tid lever under mere ugunſtige Lonningsvilkaar, efterſom han nu gjør ſtorre Fordringer til Livet og fræver Nydelſer, han den Gang ikke kjendte. Smagking. Kineſiſk. Kejſeren af Kina er ved flere Lejligheder bleven betenkt med Gaver af den engelſke Regjering i Kongens Navn. Men Valget af disſe har beſtandig havt BVanffeligheder, eller ogſaa har der ved Over- rokkelſen indfunden fig en eller anden uovervindelig Forhindring. Den ſidſte Gave under Georg III var en kineſiſk Stadsvogn; en ſaadan havde Keſſeren ſelv onſket fig. En med edle Metaller ödſelt udſtyret Vogn blev 11123 gjort og afſendt, omhyggeligt indpakket Stykke for Stykke, og ledſaget af en Sagkyndig, ſom ſtulde ſammenſcette Pragtſtykket paa Stedet og for Reparationstilfcelde gjøre den kineſiſke Overhofvogn⸗ bygningsdirektar bekjendt med Kjoretojets Konſtruktion. Da Vognen var ankommen til Kanton, ſammenſat og opſtillet, indfandt fig van Kejſerens udtrykkelige Be⸗ faling en hoj Mandarin for at tage Gaven i Sejm. Mandarinen beſaa Vognen uden at udtale et eneſte hverken roſende eller dadlende Ord og ſpurgte endelig, pegende paa Kuſkebukken: „Hvad ſkal dette høje, ube⸗ 1 og med koſtbare Tepper behcengte Sæde være i 2“ „Der ſkal den ſidde, ſom ſtyrer Heſtene!“ ſagde den engelſke Befuldmegtigede. „Men det gjør Kejſeren ikke!“ ſparede Kineſeren ſtudſende. „O, for Kejſeren er der Plads inde i Vognen“, 1 5 Englænderen, idet han pegede paa de prægtige ynder. Harmfuld udbrød Kineſeren: „Mener Du, at vor hederkronede Herre, Himlens Son og Solens Tilbeder, ſkal ſidde lavere end hans laveſte Slave? Er Det Din Henſigt, at jeg fkulde miſte mit Hoved, ſiden Du vil gjore mig til Over⸗ bringer af en ſaadan ſkjendig, forargerlig Vogn?“ Mandarinen aflagde Beretning, og Vognen blev tilbageviſt i ingenlunde ſmigrende Udtryk og ankom lykkelig igjen til London. Firkantet Nod. SA, S, e 2 , 2 1, 2 N, 2 f 1 8, og 1 A, dannes 5 Ord, ſom ſtrevne under hinanden | | de Blade De har betalt. og lerſte fra Venſtre til Hojre og fra Oven og Nedad giver Los⸗ ningen pan Gaaderne: Er det førfte lille ligger det end ſtille jætter det dog ſtore Ting i Brand; andet kan Du finde phoor i Hjertet inde Kjerligheden knytter Mand til Mand; tredie Navn er fremmed kun i Tyrkehjemmet tor det kaldes Lerdom ſund og ſand; fjerde Navn Du gjatter naar Du Foden ſatter ret ſaa haardt mod Jorden ſom Du kan; og hvor Toner lyder ſom Dit Hjerte fryder femte aldrig glemmes bor og kan. Brevvexling. „En Mollerſbend“ takkes for de indſendte Bemarkninger, ſom alle ganſte billiges af Udg. „En Sonderjyde.“ Pladſen tillader desværre ikke at give en tilfredsſtillende Anvisning til Tobaksdyrkning (og Behandling) i Husvennen. F. M. i Trondhjem. Forb. Tak! ig En ung danſt Pige. Venligſt Tak, men for mangelfulde im! En Harekaninopdretter. Mon der vilde vindes ſtort ved at falde Harekaniner for Kaninharer? Naar Navnet afkortes, vil Dyret oftere blive kaldt Hare naar det heder Harekanin end naar det kaldes Kanin hare. Navnet Husharer vilde ganffe viſt i daglig Tale blive til Huſarer, ſom „ingen vil ſpiſe.“ Blotͤaninſtegen ſmager godt overvindes ſnart Uvillien mod denne for ukjendte Føde. A. R. i Her. Forb. Tak for „Smaabillederne.“ J. Kr. i J. De manglende Nr. ſendte pr. Poſt. Under⸗ ſogelſe ſtal blive foretaget om hvor Uordenen, ſom De paataler, har fit Sede, for at den kan blive hævet. De og Enhver Holder, ſom forgjeves ſtrax ſkriftligt har anmeldt mang⸗ lende Nr. paa det Poſtkonkor eller Brevſamlingsſted hvor Bladet er betalt, kan fordre at Poſtpeſenet ſkaffer Dem Naar dette ikke ſker, behøver Sagen blot at anmeldes for Udgiveren, der til enhver Tid ſtrax ſtal drage Omſorg for at Uordenen bliver paatalt hos det overordnede Poſtveſen og rettet. Det bemærkes gjen⸗ tagende udtrykkeligt, at Üdgiveren i intet ſom helſt Tilfælde har Skyld i at der mangler Numre. Poſtveſenet opgiver hvor— mange Exemplarer der er beſtilt i hele Landet, og dette Antal leveres nøjagtigt af pan Avispoſtkontoret i Kjøbenhavn hver Torsdag Eftermiddag, hvorfra Bladet fordeles til alle Poſt⸗ kontorerne i det Antal hver har indmeldt og betalt, og det er da vedkommende Poſtkontorers Pligt at paaſe at det modtagne Antal er rigtigt, ſamt at hvert Exemplar rigtigt tilſtilles hoer Abonnent. Det bemerkes endnu, at naar manglende Nr. ere forlangte inden 2 à 3 Uger, har Üdgiveren altid uden Vanfke⸗ lighed, og uden Betaling ladet det manglende udlevere til ved⸗ kommende Poſtkontor der har forlangt det. Indhold. Fader og Son, Fortælling af C. A. Thyregod. — Amagermo'er, med Billede. — Fra Avſtralien. af Robert Watt, med Billede. — Arbejdsklasſeus Kaar i det 16de Aarhundrede og i vore Dage, ved H—rd. — Smaating. — Firkantet Nod. — Brevvexling. Bylovsvej & a. Kjøbenhavn Vesterbro. an Udgiverens Adresse er: — — Husvennen udkommer fil huer Søndag med et 16.ſpaktet Artz, forfynet med flere Billeder, lik 1 Krone (3 Alf.) Iſerdingaarek frit filſendl. Hpert Fjerdingaar medfølger gralis el Mort ſmußtt Villede. Bladet kan beſlilles paa elhverk Vofikonfor og Vrevſamlingsſled, i enhver 9 goſled, Å Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Budolph Klein, Vifefræde 40, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. — — — — SR — —» . . OSSE . . — Er rr * 2. Aargang. Nr. 46. Bratte Omverlinger. Fortælling af Emanuel Henningſen. 2 5 0 var bleven udnævnt til Toldinſpektor i N. Jeg huſker endnu jaa tydelig, ſom var det i Gaar, at min Kollega og gode Ven, Toldasſiſtent Lund, kom ind i Kontoret og jaa jaa beſynderlig ud i Anſigtet, halvt glad og halvt bedrøvet. „Jeg lykonſker Dig hjertelig, fjære Ven“, ſagde han og rakte mig Haanden. „J hvad Anledning?“ ſpurgte jeg lidt forundret. „Hvad“, raabte Lund overrafket, „ved Du det ikke?“ „Hvilket en „At Din Udnævnelfe ſom Toldinſpektor i N. ſtaar bekjendtgjort i Berlingeren?“ „Er det ſandt, Lund!“ „Paa Are, er det ſandt“, ſagde Lund og ſogte ved en ſnild Manovre at undgaa mit Favntag; men det lykkedes ham dog ikke. Han maatte, hvor meget han end ſtrittede imod, deltage i den Feſtdans, jeg op⸗ forte midt paa Gulvet, indtil vi begge puſtende og ftønnende af Anſtrengelſe ſank ned hver paa fin Stol. J det ſamme ſaa vi, at Toldkammerkarlen ſtod i Døren til Kontoret med Ojnene opſpilede i et Anfald af for⸗ ſtenet Forbayſelſe, hvilket Syn i Forbindelſe med Vis⸗ heden om, at han havde været Vidne til vor tayſe, men ivrige Dans, bragte os til at briſte i Latter. Karlen gjorde en forffrælfet Mine til at ſlaa Doren i for os; han anſaa os aabenbart for lidende under et forbigaaende Vanvid. Mlorſnabalrsning, Oplysning og Hustia. Adginet af N. C. Bum. Hondagen d. 45. August. N Kjøbenhavn. É 1875. „Hvad vil Du, Klavs?“ ſpurgte Lund. „Der e jen Herr, ſom ſpor' etter jen Pakk “, ſagde Klavs, forſigtig holdende Haanden paa Dorlaaſen, for at han gjeblikkelig kunde fpærre os inde, hvis det ſkulde viſe fig at være nødvendigt. „Det er godt, Klavs; nu fkal jeg komme ſtrax“. Da Døren havde luffet fig efter ham, greb Lund min Haand og ſagde paa den ham egne melankolfke Maade, idet han jaa mig i Øjet med et trofaſt BLL: „Jeg kan godt forſtaa Din Glæde, kjqre Ven, og det er mig overmaade fjært, at det var mig, ſom bragte Dig Budſkabet om Din Forflyttelſe. Du ved, at jeg mener det alvorligt, naar jeg ſiger Dig, at jeg glæder mig ved Dit Held; men Du vil heller ikke misforſtaa mig, naar Du jer, at det paa ſamme Tid gjør mig lidt forſtemt. Jeg haaber, at Du ikke vil anſe det for at være altfor egenfjærligt”. „Du Fjære, gode Menneſke“, ſagde jeg og lagde min Arm om hans Skulder, „jeg vilde før anſe Dig for en Menneſkeceder. Du ved, Lund, at jeg er Din Ven, og at der i de Aar, vi her have arbejdet ſammen, aldrig har været et ondt Ord mellem os. Hvis Du derfor ffulde tro, at jeg med ublandet Glæde ſkulde drage herfra, jaa tager Du fejl. Hvilke Menneſker jeg ſaa end kommer til at leve ſammen med, en Ven, der kan fortrænge Dig, faar jeg dog aldrig”. „Det glæder mig meget, kjcere Ven“, ſvarede Lund og ryſtede min Haand med begge fine, „det glæder mig overordentlig!” Og det gjorde det; det er jeg vis paa. Vi havde nu i fem Aar arbejdet ſammen, og der var ikke hen⸗ gaaet en Dag i al denne Tid, uden at han jo havde C ²³ A te iD sl dele * flog Henderne ſammen. min Hals og ſagde hulkende: „O, kjere Villiam; tilgiv vidſte jo ikke, hvad der var flet. — viſt mig, hvor hjertelig fjær jeg var ham. Han var et underlig tilbageholdent Menneſke, fordringslos og opofrende til det Bderſte, med et til Melankoli tilboje⸗ ligt Sind og begavet med en merkelig Mistro til fig ſelv og fine ſaavel aandelige ſom legemlige Evner. Naar man engang havde vundet hans Hjerte, miſtede man det aldrig, og det var da umuligt ikke at holde af ham igjen; hans fordringsloſe Hengivenhed vilde have bøjet det haardeſte Hjerte, hans retſkafne, ædle Tœenkemaade, erhvervede ham Enhvers Agtelſe. Jeg ſkyndte mig hjem, ſaa ſnart jeg havde over⸗ beviſt mig om Rigtigheden af min Udnævnelje, De toppede Stene, ſom dannede Fortovets Brolcegning og ſom plejede at forvolde mine Fødder utrolige Pinsler, ſyntes mig i Dag bløde og behagelige, medens jeg ſkyndſomt ilede hen over dem, og jeg ſtod ſnart uden for vor lille hyggelige Bolig og ringede paa Dorklokken. Hurtige og lette Trin kom hen ad Gangen, og Doren blev lukket op. Det var Amalie, min nittenaarige Svigerinde, ſom ſtod foran mig. Hun var i Alminde⸗ lighed en drilagtig, lille Trold, og jeg kunde derfor ikke modſtaa den Friſtelſe at forſkrokke hende lidt. ſatte derfor et frygtelig muggent og triſt Anſigt op. „Hvad, er det Dig, Villiam“, ſagde hun. „Kommer Du allerede fra Kontoret?“ „Som Du fer”, ſparede jeg gnavent. „Har Du Tandpine, ſtakkels Villiam?“ ſpurgte den lille Sex med forſtilt Deltagelſe. „Du fer meget ilde ud; jeg tror ſaa Skam, Din ene Kind er ganſke hoven, for jeg ved da, at Du ikke bruger Skraa⸗ tobak“. „Ja, vent Du kun“, tenkte jeg og hængte 2 5 Hat op paa Knagen. „Jeg har ikke Tandpine“, ſagde jeg; „men jeg har haft en ſtor Wrgrelſe. Vi maa med det Forſte rejſe fra Byen”. „Rejſe fra Byen!“ gjentog hun forundret. „Ja“, vedblev jeg, „der bliver ikke Andet for, da jeg nu har miſtet mit Embede“. „Miſtet Dit Embede!” raabte hun forſkrekket og Derpaa kaſtede hun fig om mig, at jeg kunde drille Dig i ſaadan et Ojeblik; jeg Min Gud, miſtet Dit Embede! Stakkels Eliſe, hvor hun vil blive be⸗ drovet! Men tab dog ikke Modet, kjœre Villiam; vi Hal nok finde paa Udveje“. Hun kysſede mig gjentagne Gange, forbløffet, ret ſom en Dosmer. ſom en Hund. „Nej, hør nu, fjære Amalie“, ſagde jeg endelig og tog hende om Livet, „det er jo ikke andet end noget rent Sludder af mig. Jeg har faaet Toldin⸗ ſpekter⸗Embedet i N., og jeg vilde blot hævne mig lidt paa Dig. Men Amalie dog, grad ikke og jeg ſtod Jeg ſkammede mig ſaaledes“. Jeg 364 * Hun rev fig løs fra mig og betragtede mig med et alvorligt, bebrejdende Blik. „Lyver Du nu ikke igjen?“ ſpurgte hun. „Nej, paa re, det er ſandt“, ſparede jeg ivrigt. „Jeg kom hjem for at fortælle Eder det“. Amalie veerdigede mig intet Spar, men drejede fig om og gik majeftætiff op ad Trappen til fit Verelſe. „Saa, nu fif jeg da lavet det faa godt”, tenkte jeg, medens jeg gik ind i Dagligſtuen. Her ſad min Kone ved fit Sybord, medens vore to Rollinger, Esſe og Adide (Eſkil og Mathilde), legede ſammen paa Tæppet. ; „Naa, Eliſe“, ſagde jeg, „nu er Du da Told⸗ inſpektorfrue“. „Hvorledes det, min Ven?“ ſpurgte hun. „Jeg er udnævnt ſom Toldinſpektor i N.“ „Og det ſiger Du faa roligt“, raabte Eliſe og foer mig om Halſen, „nej, Villiam, hvillen Glæde! Hvor fik Du dog det at vide?“ „Lund fortalte mig det, og derpaa 15 jeg ſelv min Udnævnelje i Bladet”. „Nej, hvor det var mageløs dejligt! Nu ere alt⸗ jaa vore Forhaabninger opfyldte. Men, Villiam, hvor kan Du dog være ſaa rolig? Jeg er jaa umaadelig glad“. „Aa, jeg fik et Styrtebad ude i Forſtuen“, ſagde⸗ jeg og fortalte derpaa, hvorledes jeg havde narret Amalie. „Det var heller ikke ſmukt gjort”, ſvarede min Kone bebrejdende, „men Du kan være rolig for, at hun ſnart bliver god igjen. Aa, hvor det dog var dejligt! At tenke fig, at Du fulde være jaa heldig!” Esſe og Adide havde ſet paa os med ſer For⸗ undring, og da vi nu fatte os i Sofaen og lagde gyldne Planer for Fremtiden, kom den Forſte meget alvorlig hen til mig og ſpurgte: „Har Du nu faaet Raad til at kjobe Dig en ny Hat, Fa'er?“ Aa, hvor vi lo! Jeg hufker endnu, hvor lykkelige vi vare, og hvorledes vi pludrede om Kap med Bor⸗ nene, hvorledes Adide paa ſin Moders Opfordring rakte mig en ſtumpet Haand og ſagde: „Graler Spet⸗ tor!“, hvorledes Amalie efter et lille Kvarters Forløb kom ned med fugtig ſtraalende Øjne og ſkiftevis om⸗ favnede og kysſede os alle ſammen, hvorledes vor Tje⸗ neſtepige, Maren, ſtod i Doren til Kjokkenet med et Anſigt, der glinſede af en Blanding af Smør og For- nojelſe, hvorledes Lund kom ind ad Doren og trykkede os Alle i Haanden, kysſede Børnene, der ſtak Heenderne ned i hans Frakkelommer og hentede gaadefulde Kræm- merhuſe frem, ſom de tilegnede fig uden videre For⸗ handlinger, og hvorledes det gode Menneſke derpaa klinede fig op i en Krog, hvorfra han ſendte melan⸗ kolſke Blikke hen til Amalie og af og til foer frem for at fryffe min Haand. Jeg mindes, fort jagt, at vi 365 bare os ad paa ſamme taabelige Maade, ſom Menneſker i Almindelighed pleje at te ſig, naar de modtage en uventet, ſtor Glæde i Form af en tripleret Indtegt og en ſorgfri Fremtid. „Du kan tænfe Dig, Amalie“, ſagde min Kone, „der er en dejlig ſtor Beboelſeslejlighed, der følger med Embedet, og Kontoret er i ſamme Bygning“. „Er der ogſaa Beboelſeslejlighed?“ „Ja“, ſagde jeg, „og jeg er vis paa, at der er et lille, hyggeligt Verelſe, ſom kan pasſe til min lille Svigerinde. Ikke ſandt, Eliſe, nu vil vi ikke tiere hore Tale om, at Amalie ſkal tage ud ſom Lererinde. Har hun villet tage til Takke med at være hos os i vort hidtilverende tarvelige Hjem, jaa fkal hun ogſaa blive nodt til at opmuntre vort ny Hus“. „Ja, det ſkal hun naturligvis”, ſvarede min Kone med Verdighed. „Som ældfte Soſter er jeg jo hendes naturlige Formynder og har Ret til at beſtemme hendes Opholdsſted, indtil... . ja, Du forſtaar mig jo nok, Villiam“. Jeg nikkede ſmilende, medens Lund og Amalie af en eller anden Grund rodmede og flog Ojnene ned. „Jeg“, ſagde Lund pludſelig og foer paa ny frem af fin Krog for at ivyffe mig i Haanden, „jeg kan ikke nokſom lykenſke Dig, fjære Ven. Jeg haaber, Du er forvisſet om, at det er ærligt ment“. Drak vi Kaffe eller Chokolade den Formiddag? Jeg hufker det ikke; jeg ved blot, at vi drak enten det ene eller det andet, og at Lund faldt i Tanker over nogle Kommenskringler — ſaa var det vel Kaffe da — om hvilke der blev ſagt, at Amalie ſelv Havde bagt dem. É Det var en otte Dages Tid efter, at jeg ſteg i Land fra Dampfkibet paa Havnebroen i N. Efter at jeg havde ladet mit Rejiſetej bringe hen paa en Gjæft- givergaard, begav jeg mig hen til Toldkontoret for at tage dette og Beboelſeslejligheden i Ojeſyn og gjore mig bekjendt med Perſonalet. Jeg naaede ſnart hen til Bygningen, et ſmukt, to Etager højt Hus, hvis | Forſide vendte ud imod Havnen, og hvorfra der var en ſmuk Udſigt ud over den blaa Strand. Paa en gron⸗ malet Havebeenk, der ſtod op til Huſet, ſad der en gammel, hvidhaaret Mand med en falmet Guldtresſe om Kaſketten, uordentlig paaflædt og med et fle Ud⸗ tryk i det furede Anſigt. g „Maa jeg ſporge Dem“, ſagde jeg og hilſte, „om Toldkontoret ikke er her“. „Jo, det er“, ſvarede den Gamle. „Maafke De, min Herre, er anſat ved Toldveſenet?“ „Har veret . ... har været”, ſvarede han og virrede underlig omtaaget med ſit graa Hoved. „Jeg er gamle Toldinſpektor Brink; ja, jeg er. „Det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtſkab“, ſagde jeg og rakte ham min Haand, ſom han næppe berørte. „Jeg er den nys udnævnte Toldinſpektor, gamle Brink“. De ved, Bjerring, at jeg tidt ſagde: Villiam Skoup, og altſaa, ſom jeg kan tenke, Deres Eftermand“. ; f Han jaa paa mig med et glansloſt Blik og mum⸗ lede noget, ſom jeg ikke forſtod. i „Flytter De ind nu .... ind nu?“ ſpurgte han derpaa og rejſte fig mojſommelig op fra Beenken. „Nej, det er ikke min Henſigt“, ſvarede jeg, „jeg tenker forſt at komme hertil med min Familie om tre Uger. Jeg onſkede imidlertid at gjøre mig bekjendt med Perſonalet og Beboelſeslejligheden“. „Om tre Uger“, gjentog han paa den ſamme aandsfravcrende Maade, ſom han beſtandig havde talet paa. „Naa, om tre Uger .... Perſonalet, ſiger De. Ja, vil De folge med“. Han ſteg langſomt op ad Trappen og aabnede en Dor, paa hyilken der var faſtheftet en anloben Mesſing⸗ tavle. med Indſkriften „Kontor“. Vi traadte ind i Verelſet, hvor vi fandt en ældre og en yngre Mand befkjceftigede ved deres Pulte. „Den ny Toldinſpekter“, ſagde den gamle, fore⸗ ſtillende mig. „Onſker at gjøre fig bekjendt med Per⸗ ſonalet .... ak, ja“. Derefter forlod han atter Verelſet med fin under⸗ lige, flæbende Gang. i „Det glæder mig at kunne byde Dem velkommen“, ſagde den Aeldſte, en høj, for Mand med graaſprengt Haar og et rodmusſet, ſundt Anſigt, „det er Hr. Asſi⸗ ſtent Bjerring, og jeg er Kontroller Anker“. Vi gav hinanden Haanden og ſatte os ned. „Det er maaſke Deres Henſigt at blive her med det ſamme“, ſagde Anker, „i jaa Fald vil jeg bede Dem tage til Takke med et Verelſe hos mig et Par Dage, da Beboelſeslejligheden kan trænge til at ren⸗ gjores og efterſes“. HE Jeg takkede ham for hans Venlighed, og under⸗ rettede ham om, at jeg forſt ventede at kunne komme til Byen med min Familie om nogle Uger. „De har altſaa Familie; det glæder mig“, ſagde Anker, „ja, det glæder mig hjertelig. Her har i mange Aar været et ſorgeligt Hus, og vor gamle Brink er. meget at beklage. Vi gjorde os Umage nok for at ſkaffe ham en lille Penſion i Betragtning af hans lange Embedstid; men det lykkedes os ikke“. å „Hvorledes“, udbrød jeg ubehagelig overrajfet, „er han afſkediget uden Penſion!“ „Ja, Hr. Skoup; jeg troede, De vidſte det. Det er en meget ſorgelig Hiſtorie; der var en ſtrakkelig Uorden i hans Regnſkaber, Kasſemangel og ſligt. Det gjor os alle ſammen ondt for ham, Stakkel, han er jo affceldig og aandsſlev, ſom De jo nok har kunnet merke. Og Sonnen — han har kun den ene Son og er Enkemand — Sonnen, ſer De, er Skyld i det Hele. Det gaar galt med den Knægt; Faderen ødelægger ham af bare Over⸗ berenhed“. g ; by B. er der et Toldforvalterembede, ſom ikke lober fra med et Nik“. „Ja, det var det. Sonnen ſtuderede til juridiſk Examen, ſer De, og brugte mange Penge, og ſtakkels Brink kunde ikke nægte ham noget. Han led tilſidſt Nod for Sonnens Skyld, forſikrer jeg Dem, og ſaa kom . .. Uordenen og det Andet”. „Hund blev der af Sønnen?” ſpurgte jeg fuld af Medlidenhed med den gamle Mand. „Det er meget ſorgeligt“, ſparede Anker med et fugtigt Blik paa mig, „han ſtrer falſte Verler og blev dømt, og han knuſte den Gamles Hjerte. Han er kun et Vrag nu, et ſandt Vrag, er gamle Brink“. „Nu“, vedblev han paa fin ligefremme, hjertelige Maade, da han faa, hvor ſteerkt et Indtryk hans For⸗ telling gjorde paa mig, „lad os nu ikke ſtrax gjøre Dem Deres nye Embede triſt. Den gamle Brink ſkal ikke lide Nod, forſikrer jeg Dem; vi ffal tage ham under Armene og underſtstte ham. Folk- her i Byen lider godt gamle Brink, og de vil ikke lade ham lide Nod. Vi char ſamlet ind til ham, jer De, og lejet ham en lille Lejlighed, ſom han kan flytte ind i, jaa ſnart han vil; men han vil helſt blive i ſin gamle Bopæl faa længe ſom muligt. Han har kun et lille Varelſe her i Huſet med en Seng og nogle faa 80 det andet er ſolgt“. „Det glæder mig, at der bliver ſorget for ham“ ſagde jeg, „og det vil være mig meget fjært at med⸗ dele min Sfjærv til Betryggelſen af hans Fremtid”. „Tak, tak; jeg vidſte, at De vilde gjøre det“, ſvarede Anker. „Har De nu Luft til at tage Leilig⸗ heden i Ojeſyn, jaa ſkal jeg viſe Dem omkring“. Jeg modtog med Glæde hans Tilbud, og vi be⸗ gyndte vor Vandring gjennem de ode og tomme Ve⸗ relſer, hvor Støvet laa i Bunker, og Spindelvævet hang ſom ſtore Sorgegardiner i Krogene. Anker jaa rimeligvis paa mit Anſigt, at jeg følte mig lidt uhygge⸗ lig til Mode derved; thi han tog ſtrax igjen til Orde: „Ja, her jer ikke rigtig godt ud; men Støv og Spindelvæv, fer De, kan gjøre den bedſte Bolig uhygge lig, og denne er virkelig en ypperlig Bolig, forſikkrer jeg Dem. Lad Gulvet forſt blive ſturet, Vinduer og Dore vaſkede af, og Ruderne polerede, ſaa fal De fe! Der er næppe Mage til Bolig i hele Byen”. „Tor jeg gjøre Dem et Spørgsmaal uden at ſynes indiskret?“ ſpurgte jeg tøvende. Han ſmilede og nikkede. „Sporg kun“, ſparede han, „vi fjender jo hinanden, vi to; ſporg kun“. „Nuvel⸗, ſagde jeg, „De har da vel ikke ſogt dette Embede?“ „Nej, jeg har ikke“, ſvarede Anker. „Ser De, Hr. Sfouv, jeg har andre Planer! J min lille Fode⸗ „Det ſagde De, og ſandt var det“, ſagde Bjerring mig; det venter jeg paa. Det er ganſke viſt mindre end dette med Henſyn til Indtegter; men det ſiger Intet, da jeg ſelv har lidt Formue, og desuden vilde det al Tid være ſtort nok for ſaadan en gammel Peber⸗ ſvend ſom mig. Toldforvalteren i B., min gode, gamle Ven Svendſen, er i de ſidſte Aar bleven meget ſvag og affceldig — Gud give han ikke var det! — og jeg har lovet ham, at jeg vil loſe ham af, naar han tager fin Afſked eller bliver faldt bort. Han har en Datter, ſom ogſaa er ſpag, noget i Vejen med Ryggen, og, ſer De, hende vilde jeg gjerne arve; hun er en vakker Pige. Jeg har bedet min gamle Ven om at holde ud endnu et Aar, ſaa vil jeg ſe at komme derhen, og ſaa flytte vi Alle ſammen“. Den Glæde, hvormed Anker udviklede fine Frem⸗ tidsplaner for mig, vakte min fulde Sympathi. „Det er mig hjertelig kjcert, at De ikke er bleven til Side ſat for ſaadan en ung Dreng, ſom mig“, ſagde jeg; „men der havde forhaabentlig heller ikke været nogen Fare for fligt, hvis De havde ſogt Embedet“. — „Ja, det er dog ikke jan ganſke viſt“, ſparede Anker med et poliſk Blik; „en Bog, ſom „Om Tolden i Danmark“ kunde vel nok tynge en Snes Aar i Vegtſkaalen“. Havde den gamle Herre med det graaſprengte Haar og Solſkinsanſigtet ikke allerede fuldſtendigt vundet mit Hjerte, jaa vilde han have gjort det ved en faa ſmigrende Hentydning til den Bog, mit forſte Arbejde, der havde jet Lyſet Aaret i Forvejen. Vi jaa paa hinanden og lo, ſom om han havde jagt en ſtor Vittighed. „Her, i dette lille Verelſe“, vedblev Anker og pegede paa en lukket Dor ved Enden af Korridoren, „bor gamle Brink for Ojeblikket; det er kun lille, halv⸗ andet Fag med Vindu ud til Gaarden. Det er vel ikke værd at forſtyrre ham, Staffel, og De har maaſke heller ikke noget imod, at en bebor det, til De ſelv flytter ind?“ „Nej, ikke det windſte“ Efter at vi endnu en god Stund havde” talet ſammen, og Anker havde lovet at lade alt jætte i Stand til vor Ankomſt, beredte jeg mig til at tage Afſked. Vi ſtod netop paa Trappen og vexlede endnu et Par Ord, da Brink pludſelig paa en ſpogelſesagtig Maade kom frem bag os og ſagde paa fin underlige ſlove aandsfraværende Maade: : „Om tre Uger, ſagde De, ... om tre Uger?” „Ja, det vil omtrent blive til den Tid, at jeg kommer med min Familie“, ſvarede jeg. „Jovrigt vil jeg ſenere tillade mig at underrette Hr. Anker om den beſtemte Dag“. „Meget godt“, ſagde Brink. Hans ryſtende Haand berørte atter min uden Tryk, uden Liv og han gik paa ny tilbage til fit Voerelſe. Jeg horte ham ſukke, da han lukkede Doren. (Fortſqttes.) 367 < Trollhettan. 8 2 et er nogle Aar ſiden at min Vej, paa en herlig Rejſe gjennem Norge og Sverrig, forte mig forbi dette Nordens, maafſke Evropas, ſtorſte Vandfald. Paa en præg: tig Sommerdag var jeg pan et Damſkib gaaet Kanalvejen ned gjennem Vermland og midt ned over det meg⸗ Stjernerne blinkede fra det høje Tag; det var ſom for⸗ enede Mildhed og Valde ſig i et inderlig dybt Favn⸗ tag, der frembragte en glad højtidelig Stemning hos Tilſkueren. Endelig løsrev jeg mig fra de mindre Fald og gik opefter til Hovedfaldet, det hojeſte og bratteſte. Her har Naturen kaſtet to vældige Granitblokke midt i Faldet, jaa det deles i to Arme. Den overſte, Guls, er (ſom man jer paa Billedet) bevoxet med Naaletræer og utilgjengeligt, den nedre, Topg, er mindre, og ved en Hengebro forbundet med Bredden. Dagen gryede, da jeg ſtod tige Ferſk⸗ 5 paa denne lille vandshav Ve⸗ BE FEE Klippeø, midt nern, Evropassss i den fraa⸗ tredie ſtarſte = W dende, tord⸗ Indſo. Denne nende Vand⸗ dejlige Dag hvirvel. Glat, bragte Minder grønlig gjen⸗ fra den ſtore nemſigtig ſky⸗ ſmukke Natur, der den uhyre der aldrig Vandmasſe glemmes. Om ned over Klip⸗ Aftenen naae- peſkronten, de vi Veners⸗ ſtedſe i ſamme borg ved Syd⸗ Form, paa enden af den ſamme Sted; mægtige So. J den klare Midſommers⸗ nat gled Dam⸗ peren gjennem Kanalen, ſom Gøtaelv dan⸗ ner til Troll⸗ man [fulde tro det var en uhyre gronlig⸗ hvid Glas - masſe, der var ſtivnet i ſin blodt afrun⸗ dede Nedgli⸗ hættan og her⸗ til naaede vi ved Midnats⸗ tid. Efter at ha⸗ ve indtaget en god - Hjerte ſtyrkning i det ſtore Hotel, hvor Tuſinder Rejſende fra alle Lande ſamles Hvert Aar, gik Turen ſnart i den doemrende halvmorke Nat, mod Faldet. Der behøvedes ingen Vejviſer for at finde det; en dyb dronende, uop⸗ horlig tordnende Larm, der kunde høres milevidt i den ſtille Nat, var Vejleder nok. Trollhettan er ikke et men flere Vandfald, ſom i en halv Fjerdingvejs Længde ſtyrte fra Klippe til Klippe. Længe gik jeg i den fængslende Dal langs Faldene, fra det ene til det andet, lyttende til den mægtige Naturroſt. Det var ſom en eneſte dyb Orgeltone i et uhyre Gudshus, og —— den, derſom ikke Bundens Ujevnhed hiſt og her frem⸗ bragte boblen⸗ de og ſtedſe vexlende ſkum⸗ hvide Mal⸗ ſtramme, og Vandfaldet CTrallhettan. . om ikke den uhyre Vand⸗ ſtraale nedenfor Oen knuſtes i et kogende ſnehvidt Skum, der uophorligt overſprojter Klippen. Atter ſamler den opløfte Vandmasſe fig efter fit tunge Fald, drejer fig ſom forvildet i kredſende Strømninger i forholdsvis Ro, men ſaa gaar det atter nedad den ſtejle ujevne Flodbund i et langt kogende og ſkummende vildt Fald, „Helvedesfaldet“ (ſom vi je gjengivet i Tegningens Forgrund). Tavs, fortryllet af det mægtige Natur: under, har jeg tankelgs og dog ſaa ſtemningsfuld ſiddet længe paa Klippens Kant, ſtirrende ind i de vilde Vover, ' ſom her ſaaledes i Aartuſinder har prædiket om Herrens Kraft og Storhed og om Menneſkets legemlige Svaghed ved Siden af Naturens Velde. Det er klar Dag, da jeg atter formaar at losrive Øjet fra Dybet. Stjer⸗ nerne ere borte og oper Klippeſkrœenten hinſides Faldet ler den dejlige lysblaa Himmel i den aarle Morgen⸗ ſtund, medens lette Skyer rodme for den opgagende Sol. Den deilige Nat ved Trolhættan er endt. da. Stjernehimlen. Af Pauline Vorm. Haar Dagslyſet ſvinder, og ingen Skyer ; N dæffe Himlen, ſtaar den ſom overſaget med tindrende Stjerner. Ikke blot paa Solens og Maanens Veje, i Oſt, Syd og Veſt, højt oppe og lavt nede, men ogſaa der, hvor Sol og Maane aldrig viſe ſig under vor Him⸗ melegn: lige i Nord lige over vort Hoved komme Stjer⸗ nerne frem, forſt nogle enkelte, jaa flere, faa atter flere; det er, ſom om der i den ſtorſte af alle Kirker blev tændt Lys til Aftengudstjeneſte. Meget ſlovt og meget jordiſk maa det Sind være, der aldrig er blevet løftet, blevet ſtemt til Andagt ved Synet af Stjernehimlen, aldrig har følt, hvad en af vore Digtere”) ſynger: Naar Alting gaar til Hvile, ” Hvad Livet kaldte frem, Naar alle Zaager ile Til deres dunkle Hjem; 5 Naar Dagens Lys ſig fjerne, Mens af hver Sky forladt Den evig faſte Stjerne Staar paa den ſtille Nat: Da ſynker hen i Dvale Hver Drøm, vi ſtige fan; Den ſtore Sandheds Tale Vi kan igjen forſtaa; Vi kan igjen fornemme Den Kraft, vi bæres af, Den ſkjulte Aandeſtemme, Hvis Roſt os Tanker gav. At en ſaadan Stemning ſom vakkes, uden at man fjender nogen Stjernes eller noget Stjernebilledes Navn, er lige faa viſt, ſom at man uden at være fortrolig med Plantelœren kan glæde fig over de for⸗ ſtjellige Trœers Skjonhed, de forſtjellige Blomſters Duft og Farvepragt; lige ſaa viſt, ſom at man ikke behøver at kjende en Egn med dens Kirker og Herre gaarde for at flige op paa en Høj og finde Udſigten ) Frederik Paludan⸗Müller. over dem alle meget ſmuk; lige ſaa viſt, ſom at man ikke er nødt til at vide Beſked om Nationernes Flag og Skibenes Bygning for at kalde det et ſtolt og feſtligt Syn, naar Sundet vrimler af ſtore og ſmaa Sejlere, hver med ſit Flag oppe. Men den, der hver Dag gik gjennem en Skov, en Mark eller en Have uden nogenſinde at ſporge efter, hvad Urterne, Korn⸗ ſorterne og Zræerne hed; den, der hver Dag fra ſit Vindue havde Udſigt til et Par Landsbykirker, men var bleven gammel uden at vide deres Navne, den, der boede ved Havnen, men aldrig havde ſogt Under⸗ retning om, hvori en Jagt er forſkjellig fra en Skonnert og en Fregat fra en Galeaſe, eller hyilket Folk det er, der forer et blaat Flag med gult Kors, og hvem de forſkjellige trefarvede Flag tilhøre — ham vilde” vi dog kalde temmelig ſlov og tankeløs; et nogenlunde livligt og vaagent Menneſke vil dog i Regelen helſt vide, hvad det er, han ſer. Stjernerne ſe vi Alle, Aar efter Aar hver eneſte Aften, naar Vejret er klart, og jeg har derfor tænkt mig, at Husvennens Lekſere ikke vilde have noget imod af og til at faa lidt Under⸗ retning om Stjernehimlen, en Smule Vejledning til at finde nogle Stjernebilleder og enkelte Stjerner, ſom de tildels kjende af Navn efter Almanaken. Denne Bog giver hvert Aar en Lifte over Pla⸗ neterne, Jordens Sodſkende, de Verdener, der ligeſom vor egen faa Lys og Varme fra Solen. De ere ikke faa i Tallet; men en af dem er Solen faa nær, at den taber fig i Morgen- og Aftenroden; to andre ere Derimod ſaa langt borte, at det Lys, de laane fra Solen, ikke gjør dem ſynlige for vort blotte Oje, og en hel Del andre, der dog ere baade Solen og Jorden nærmere end de to ſtore og ſteerktlyſende Planeter Jupiter og Saturn, ere for ſmaa til uden Kikkert at kunne ſes fra vor Jord. Af alle Planeterne bliver det derfor kun de to ſtorſte, allerede her nævnte, og Jordens to Naboer, Venus og Mars, det lønner Umagen at ſpejde efter; men da disſe Stjerner ere Planeter o: Vandringsſtjerner — da de gaa fra et Stjernebillede til et andet, fan kan man ikke en Gang for alle, men kun Aar for Aar give Anvisning til at finde dem. Det er det, der ſker i Almanaken; den nævner de Stjernebilleder eller Stjernegrupper, hvori Planeterne ſtaa. Stjernebillederne maa vi altſaa kjende forſt. £ Et Stjernebillede er en Samling af ſaakaldte Fixſtjerner (faſte Stjerner), der danne en beſtemt Figur, ſom en Gang for alle kan aftegnes paa et Stjernekort. Hvert Stjernebillede har til en beſtemt Tid af Aaret ved et beſtemt Klokkeſlot en beſtemt Plads paa Himlen; men vil man ſoge det til forſtjellige Tider af Aaret ved ſamme Time, eller til forſtjellige Tider af en og ſamme Nat, da har det flyttet ſig, og det kan hendes, at det er helt borte. For at vide, hvor denne eller hin Fixſtjerne til denne eller hin Tid kal ſoges, maa * 23869 man forſt fættes ind i de Forhold, der angaa Stjerne⸗ himlens daglige Bevægelje rundt om Jorden: eller rundt om Nordpolens Isſepunkt. Vi vide, at endnu ingen Sømand er trængt frem lige til Jordens Nordpol; men de Stjernekyndige for⸗ ſtaa alligevel, at hvis man kunde komme derhen, hvis man kunde ſtille fig juſt paa det Sted, der under Jordens daglige Omdreining ligger ſtille, og hvis man kunde blive ſtagende der en hel menneſkelig Levetid, ja — flere hundrede Aar, jaa vilde man i al denne Tid ikke ſe noget Stjernebillede ſtaa op eller gaa ned, komme højere eller gaa lavere; man vilde kun ſe Solen, Maanen og Planeterne ſtaa op: Solen en Gang om Aaret, Maanen en Gang om Maaneden, Saturn en Gang hvert 29de eller 30te, Jupiter en Gang hvert 12te og Mars en Gang omtrent hvert 2det Aar; man vilde je disſe 5 Himmellegemer bevæge fig i en Bue over Himlen, komme hver Gang omtrent lige højt, alle gaa gjennem de ſamme Stijernebilleder (Fiſkene, Vedderen, Tyren, Tvillingerne, Krebſen og Loven) og alle gaa ned paa et Punkt, modſat det, hvorfra de vare ſtaaede op, men ſaaledes, at Saturn til denne Vandring behovede omtrent 15, Jupiter 6 og Mars 1 Aar, Solen 6 Maaneder og Maanen 14 Dage. Planeten Venus vilde man undertiden faa at ſe ſom Forbud paa Solens Komme, og undertiden vilde den dvæle paa Himlen noget efter Solens Nedgang; men iøvrigt vilde den være oppe og nede med Solen. Deet er en Selvfølge, at Stjernekigeren ved Nord⸗ polen lige jaa vanſkeligt ſom hans Kaldsfeeller i mildere Egne kunde rogte fin Gjerning ved Solens Lys; men vi lade ham betragte Himlen i den lange Vinternat, der varer fra den 23de Sept. til den 21de Marts. Aldeles lige over hans Hoved ſtaar ingen Stjerne; men der er en, der bevæger fig om hans Isſepunkt i en ganſke lille Kreds, og uden om den gaa alle de andre i ſtorre og ſtorre Kredſe en Gang rundt i Løbet af 23 Timer 56 Mi⸗ nuter, hver af dem i uforandret Afſtand og alle ret om eller højre om o: i den Retning, hvori Viſeren paa et Uhr bevæger fig eller hvori et danſende Par ſvinger rundt, naar Danſen ikke er forkert Vals. Saaledes ſer det ud. J Virkeligheden er det, ſom bekjendt, Jorden, der drejer ſig i modſat Retning rundt om ſig ſelv, og ſaa langſomt forandrende Stillingen af ſin Axe, at det er, ſom om denne aldeles ubevægelig pegede mod et og ſamme Punkt af Stzjernehimlen, det, i hvis nermeſte Nœrhed Polarſtjernen ſtaar. Men de Stjerner, ſom Nordpolens tænfte Beboer har lige over fit Hoved, ſtaa lavere og lavere, jo ſyd⸗ ligere man kommer, og har man pasſeret Linien — er man kommen over paa Jordens ſydlige Halvkugle: forſpinde de en for en; til Gjengjceld har Sydhimlen ſine egne Stjerner, der ikke ſes fra Nordpolen. Under Linien (Wkvator) rakker Blikket fra Nordpol til Syd⸗ pol; man jer der alle Stjernerne, men kun den halve Flok ad Gangen, og man ſer dem alle ſtaa op og gaa ned. For ethvert Punkt paa den nordlige Halvkugle er en Del af den ſydlige Himmel altid ſkjult, og for ethvert Punkt paa den ſydlige Halvkugle, en Del af den nordlige Himmel. Her i Danmark, hvor vi bo langt fra Nordpolen, men dog endnu længere fra Jordens Midtlinie, ſer man mod Nord altid de ſamme Stjerner — men de dreje ſig i Kredſe, ſtaa undertiden lavt, undertiden hojt, ſnart lige i Nord, ſnart nord⸗ veſtligt, ſnart nordoſtligt — mod Syd derimod. for⸗ ſtjellige, der ſtaa op i Oſt og gaa ned i Veſt ligeſom Sol og Maane. z 4 Ved man dette forud, da bliver det lettere at finde de enkelte Stjernebilleder, ſom vi efterhaanden ville drage frem for Leſerne. husflid. — Husfliden og Landbrnget. For nogle Aar ſiden beſogte Udgiveren Gaarden Norslund, ſyd for Aarhus, og kom der ſtadigt til at tænfe paa, hvor falſkt man i Reglen dømmer, naar man paaſtaar, at Husfliden jader Landbruget. Paa denne veldrevne Gaard fkulde man i alt Fald ikke kunne ſe, at Forpagteren, Hr. N. Jacobſen var nogen Husflidsmand; men kom man ind i Stuen, fil man ſnart Syn for Sagen, idet elektriſke Ringeapparater og mange andre fyſiſke Apparater, alle udførte ſom Fritids⸗ ſysſel af Værten, fotografiſke Apparater oſv. vidnede baade om megen Flid og mekaniſk Begavelſe. J Vær: tens eget Verelſe fandt jeg en rig Samling Smaa⸗ værftøj, og en Del Smaaſtykker af Jern og Metal i ejendommelige Former helt og halvt færdige. Ved Foreſporgſel erfarede jeg at det var til et Prøvefjær- ningsapparat, ſom Hr. Jacobſen havde udtænkt, og nu en Tidlang havde anvendt fin knappe Fritid paa at udføre ſelv, lige til alle Enkeltheder. Forſoget lykkedes ſenere udmærket for ham; og det ſmukke lille Apparat, ſom jeg ſaa det nu i Sommer fremſtillet ved Landmandsforſamlingen i Viborg, hvor det prisbelonnedes med Solvmedajlle, var mig der et nyt Vidnesbyrd om, hvorledes den Tenkſomhed og Snille, ſom Husflidsdvelſen udvikler, kan komme Land⸗ bruget til Gode, ofte ad uventede Veje. N. Jacobſens Prevekjœerneapparat er et Kar, der ligner en Melkebotte, i hvilket der foruden Bunden er anbragt et Dakke, hvorpaa Maſkineriet findes. J Dakket er udſkaaret 6 runde Huller, hvori 6 Provekjcrningslas ſœttes; disſe ſtaa paa Karrets Bund og faftgjøres i Apparatet ved hver fit Lang, hvis tvende gaffelformige Üdſkeringer omfatte 2 Iernftænger med Skruegange og Mottringer, hvormed Laaget faſtſkrues paa Glasſet og faſtholder ſamme. J hvert Kjcerneglas er anbragt to Metal⸗Kjerne⸗ ſtave, der lobe modſat hinanden, hvorved det er muligt at kjcrne i et rundt Glas, der kan holdes ee rent og Forſogene ſaaledes ikke udſat for ſkadelig Ind⸗ virkning af fremmed Syre. Kjeerneſtavene ſtaa ved ſmaa Muffer i Forbindelſe med Hjulene, der meddele disſe ſamme Haſtighed. 30 Rummet i Karret mellem Glasſene fyldes under Brugen med Band, der hældes paa Tragten, hvilket meddeler fin Varme til alle Proverne, hvorved det bliver muligt at give disſe en nojagtig ſamme Varme og ſaaledes ſyrne og kjcerne dem ens. Varmen i det mellem Kjcerneglasſene værende Vand reguleres ved at hælde varmt eller koldt Vand paa Tragten, der ſtaar Forbindelſe med en Rorledning, ſom fordeler det paa⸗ hældte Vand ens mellem alle Glasſene. Det Vand, der flyder for meget i Apparatet bortledes fra ſamme ved et dertil anbragt Rør, og Karret tømmes ved at aabne Hanen. J Apparatet er anbragt et Thermometer, der viſer den Varmegrad, alle Proverne have. Ved Hjælp af dette Apparat er Landmanden i Stand til ſelv med megen Nojagtighed at foretage en Mængde Forſog, der have værdifuld Nytte ved enhver Gaards Mejeriveeſen. Da man med Apparatet paa en Gang kan under⸗ — — ——— N. Jarulsrus Prauekjwrningsapparat. ſoge 6 Prover og behandle disſe fuldſtendig ens, lige fra Prøverne ere udtagne, indtil Smorret er pan Vægt ſkaalen, kan man hurtig og billig udfinde de Køer, der give det ftørfte og fineſte Produkt for at anvende dem til Avlsdyr, ligeſom man ogſaa ved Sjælp af Appa⸗ ratet til enhver Tid kan udfinde Kjerningsbetingelſerne for det ſterſte og fineſte Udbytte ſamt have et verdi⸗ fuldt Stottepunkt for Foderblandingens henſigtsſvarende Sammenſektning. Det er Opfinderens Haab at hans Opfindelſe vil blive en Spore til yderligere Udvikling af vort Mejeri⸗ pœſen idet Apparatet jætter Landmanden i Stand til let og billig at bedomme Koen efter dens virkelige Værdi, Vel er Udgiften til Anſkaffelſen deraf ikke lille, men jaa koſter ſelve Forſoget kun Arbejdet, og da det jo ikke benyttes hver Dag, kan Flere ſlaa fig ſammen om et. Det vil navnlig faa ſtor Betydning ved Zillæg og Opdræt af -Mejeriføer, da fed Melk har viſt fig hos Opfinderen ſom Race⸗ eller rettere Stammeegenſkab. Det er derfor ikke uſandſynligt at man ligefrem ad denne Vej vil faa ſit Smorudbytte meget forøget. Hr. Jacobſen har nemlig en Ko, der i dens bedſte Tid iaar gav 174 Kvint Smør daglig og en Datter af den har ſom Kvie i flere Maaneder givet mellem 105 og 110 Kvint daglig. ' Fabrikationen af Apparatet har Opfinderen fra Juli Maaneds Begyndelſe overdraget Symaſkinefabrikant A. Nielſen i Aarhus. Det vil derfor nu blive udført med den. nødvendige Akkuratesſe og ſaaledes, at det ene Apparat bliver aldeles nojagtigt ſom det andet. Priſen for det ſolide og ſmukt forarbejdede Apparat er 100 Kroner. Få Billedgaade. 1 Firkantet Nod. Af 4 6, 3 L, 2 A, 2 E, 2 T, 1 N, 1 U og 1 V, dannes 4 Ord ſom ſtrevne under hinanden og leſte fra Oven og Nedad og fra Venſtre til Højre giver Losningen paa Gaaderne: „Det forſte aldrig ſove maa, det andet glemmer ingen; det tredie har Ruder ſmaa det fjerde er jeg ſikker paa er ikke ſelve Tingen, 1 Oplosninger: paa Billedgaaden i Nr. 44: Hus vennen bringer Morſkab. paa den femkantede Nod i Nr. 45: G NIS J. 2 S H d Eps 8E TEMP O. Brevverling. M. S. Enhver Holder, ſom hos Udgiveren udbeder ſig ſendt manglende ikke modtagne Numre, faar disſe uden Betaling, men bedes indſende et 4 Ore Frimarke til Forſendelſen. Numre ſom ere bortkomne for Holderne ſom udbedes tilſendt fra Üdgiveren betales med 10 Øre Numret, ſom kan indſendes i Frimærker. Hans K. i L. De naturhiſtoriſte Stykker i Bladet ledſages altid ſaavidt muligt med gode Afbildninger; men Udgiveren faa fig undtagelfesvis ikke i Stand til at tilvejebringe faadanne til Skildringen af Inſekterne. Neſte Nummer vil blive dobbelt og intet Nr. vil derfor udkomme til den 29de Auguſt. i; Zudhold. Bratte Omvexlinger, Fortælling af Emanuel Hen⸗ ningſen. — Trollhattan, med Billede, — Stjerne- himlen, af Pauline Worm. — Husflid: Husfliden og Landbruget, med Billede. + Billedgaade. — Fir⸗ kantet Nod. — Brevvexling. Husvennen udkommer lil hver Søndag med ek 16, ſpaltet Ark, ſorſynel med flere Villeder, fil 1 Krone (3 ER.) Fjerdiugaaret frit. tilſendt. Hverl Iierdingaar medfølger gratis ek fort ſmuſtt Billede. Bladet kan bellilles paa ell vert Pofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileffræde 40, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Det er den vanfſke⸗ ligſte Opgave, der er bleven ſtillet mig af Husvennen, dette, at give en fort og dog fyldig Skildring af Grundtvigs Liv og Gjerning; det er en Opgave, ſom jeg ganſke viſt ikke meg⸗ ter at loſe tilfreds⸗ ſtillende; thi ikke alene omfatter Grundtvigs Liv to fulde, ſteerkt bevægede Menneſke⸗ aldere; men hans Be⸗ gavelſe var ſaa al⸗ ſidig, hans Gjerning gik i ſaa mange for⸗ ſkjellige Retninger og hans Indgriben var paa ethvert Punkt jaa mægtig og bety⸗ delig, at det er ſaare vanſkeligt, ja umuligt, at ſammenfatte det altſammen i en kort Skildring. Dertil kommer endnu, at man ikke, ſom f. Ex. hos Ingemann, kan forbigaa hans Livs⸗ 2. Aargang. Nr. 47-48. for Adginet af A. C. Bum. 8 8 eg N N SGuondagen d. 22. August. $ ne Bilry 2 orſtabsbezning, Oplysning ag Husflid. Kjøbenhavn. 1895. Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Af Bendix Hanſen (ildels efter Barfod). | Gjerning. * . i GEN 00 0 ee EN SED e, 83 JOY 7 hiſtorie og holde ſig til hans Verker; thi hans Liv er hans Han var Preſt, Digter og Videnſkabsmand, ſtor og uſcedvanlig i hver af disſe Egenſkaber; men Preſten, Digte⸗ ren og Videnfkabs⸗ manden kunne ikke adſkilles, de ſmelte ſammen i en ſtor og ſterk Perſonlighed, i en ſtor og magtig Livsgjerning. Det, der ſamler al denne Spredthed, den Livs⸗ kjcrne, hvorfra alle de mægtige Lysſtraaler jføde ud, er Sand⸗ heden; thi han var en Sandhedskeempe i Ordets bedſte Betyd⸗ ning; det var ikke, den Sandhed, ſom leger lifligt i Digte rens Sange og lyſer ud af de bildende Kunſters Former, ſkjont ogſaa han el: ſkede den; heller ikke. . Videnſkabens Sandhed, eller Fornuftens og Zænfningens i tykke Bøger nedlagte Reſultater, der desværre ofte fun vare de Lærde til egen Ros, men liden Glæde, og de Studerende til Plage, nej Sandheden ſom Liv, det var hans Opgave. Det var en Zusmørfe Tid i Danmark og hele Norden, Dagen var i Frembrud; men end var den ikke kommen; de høje Bjergtoppe begyndte at gløde i Morgenſolen, men over de lave Dale, hvor Folket færdedes, hvilede endnu den tunge, klamre Nattetaage, Vankundighedens og Treeldommens fløvende Tryk. Fo⸗ lelſen af eget Værd, egen Dygtighed og Selvyſtendighed var ſvag og uklar, og derfor jaa man mod Syd til Tyſkland ſom det forjættede Land, hvorfra Livsſtremmen ſtulde komme med alt menneſkeligt ſtort og godt. Derfor var Tyſk pan Moden, og det var ikke alene tyſk Sprog, det var hele det tyſke Aandsliv, der den Gang ſtod i fin rigeſte Blomſtring. Store Digtere havde Tyſkland foſtret, og deres Sang tonede ud over hele Evropa og. fandt ijær'en mægtig Gjenklang i Danmark; men værre var det, at det Land, der havde frembragt en Morten Luther, nu havde faaet kloge, ſnilde og dybſindige Tænfere, der ved at granſke over, veje og maale paa Fornuftens Vegtſkaal, Kriſtendom og Bibel, var kommen til ganſke at fornægte Kriſtendommens Sandhed; thi derved tabte Livet ſin rette og ſande Grundvold og Kilde. Man vilde ikke tro, man vilde blot forſtaa, Moralen blev fat iſtedetfor Trosordet; man var bleven | alt for klog. Det var Vantroen, Rationalismen, og den udbredte fig ſterkt til alle Sider. Dog vilde man nok beholde Kriſtendommen ſom en Slags ud⸗ vortes Klædebon gavnlig til at ſtjule Nogenheden — „var der en Gud til, jaa var det jo dumt at lægge fig ud med ham“, ſom den ſtore franſke Gudsfornegter Voltaire ſagde — og gavnlig til ved Moral, Pligter, Dyd og gode Gjerninger at holde ſammen, og holde i Ave den ſtore udannede Mengde. Juen ſaadan Tid voxte Grundtvig op. Som Ohlenſloeger var han Vidne til det ſtolte Skjer⸗ torsdagsſlag, og ſom han fik han da Tro paa, at der ſlumrede ædle Kræfter i det danſke Folk. Som Ohlen⸗ ſloger hørte han Steffens aandrige og beaandede Taler og henreves af dem. Saa traadte Øblenflæger frem og vakte det forſte Røre af nordiſk Liv. Der var noget nyt i hans Digtning, og det ny beſtod deri, at det var noget af Folkets eget Liv, af det, der laa og drømte i Sjælens Dyb, der brød frem til Klarhed; men havde Ohlenſleger ſtaaet alene, var Grundtvig ikke traadt frem ved hans Side i Livets Gjerning, had jaa? Ja, da maatte Livet have udviklet fig blot i digteriſk Retning uden at blive til fuld Sandhed. Dette kan man nok ſkjoenne, fordi adſkillige „Tidens Tegn“ har henpeget derpaa. Vel kan ingen i Danmark nulevende ganſke ſige fig fri for Grundtvigs mægtige Indflydelſe, jelv om han ikke føler den, men den Del ! | af Folket, ſom førte Kampen mod ham eller ſtillede fig mod ham, havde et ſteerkt Hang til et eeſtetiſk Drømme Liv, under hvilket man blot jværmede for de ſtore Ide⸗ aler og klagede over Dagens Byrde og Hede, ſom Idealernes Modſcetning. Det var et underligt Dobbelt⸗ liv. Digtningens, Kunſtens og Tenkningens ſtore Re⸗ ſultater avlede et glimrende, nydende og kritiſerende Aandsliv, med hvilket det daglige Livs torre Proſa ſlet ikke kunde forenes. Men alt fandt, ſkjont og ſtort ſkal ikke blot være en glimrende Sondagskledning, en Nydelſe, det ſkal bidrage til at give Livet Fylde, forcdle det, gjenfode det og blive til Sandhed i Liv og Gjerning, ſelv den meſt profaiffe. Det var den Tanke, der efterhaanden klaredes i Grundtvig; men ſelv om man optog det ſande menneſkelige og folkelige, jaa kunde det dog ikke naa til at blive fuld Sandhed, førend det dybeſte og hojeſte, det der danner Grund⸗ laget for Livet baade her og hisſet, det kriſtelige, kom med. Saa blev da hans Liv en Kamp for Sand⸗ heden imod Uſandheden i alle dens Skikkelſer. Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev født i Udby Bræftegaard ved Vordingborg den 8de September 1783. Fra lille af var det bleven be⸗ ſtemt af hans Forældre, at han ſkulde være Preſt, og med dette Maal for Oje meddelte hans fromme og ſterke Moder ham den forſte Bornelcerdom uden at lade fig afffræffe af, at han lod til at være meget tungnem. Da han var 9 Aar blev han ſendt over til Tyregod i Jylland, for at indvies i Videnſkabelighedens Begyndelſesgrunde af fine eldre Brødres tidligere Lærer, Paſtor L. Feld. Latinen kunde ikke fængsle den liv⸗ lige Dreng; det kunde derimod „Hvitfeldts Kronike“, | „Holbergs Komedier” og „Tuſind og en Nat“, famt andre Skrifter, ſom tilfældigt faldt ham i Hænderne; desuden. færdedes han vidt omkring i den brune Hede og ſogte gjerne ud imellem Bonderne. 1798 kom han i Aarhus Latinſkole, og 1800 blev han Student med bedſte Karakter. Ganſke viſt var han allerede den Gang et begavet ungt Menneſke; men hans ftærfe aandelige Interesſer vare endnu ikke vakte, hans Barnetro laa i Dvale, og han fulgte med Tidens ſteerke, aandsloſe Stramning. „Da jeg kom til Kjøbenhavn og blev Student, var der ikke Tanke hos mig om en Gang at Jætte min Fod i en Kirke, undtagen da jeg paa Spo⸗ gerſkabs Vegne var med at folge Bispinde Balles Lig over i Fruekirke“, ſiger han, og da han uden ſelv at føle Kald dertil, men efter Forældrenes Onſke nu ſlulde ſtudere til Bræft, beſogte han ikke Profesſorernes Fore⸗ lesninger, „undtagen en enkelt Gang for Lojer den gamle Spotter Hornemans”, men nøjedes med at lade ſig underviſe af dygtige. Manuduktorer (Privatlœrere) og tog theologiſk Examen 1803, og „ſaaledes var min ſaakaldte akademiſke Lobebane endt uden Aand og Tro“. Tiden var aandlos; men han var det visſelig ikke, og det var derfor naturligt, at han flyede de aandloſe 9 373 Kirker og Horeſale. Slaget i Kongedybet og Steffens Foredrag over to Begivenheder, men medens de hos Ohlenſleger ſtrax tændte Ild, maatte den Sad, de lagde i Grundtvig, have Tid til at ſpire ogebcere Frugter. Nu tog han forſt for Alvor fat paa Nordens Oldtidshiſtorie, blev opmerkſom paa de ſtore Skatte, der gjemtes i de islandſke Sagaer og fik Lyſt til at ſtudere Islandſk; men han fik ikke Lejlig⸗ hed til at folge denne Lyſt; thi 1805 maatte han reiſe til Langeland ſom Husleerer hos Kaptain Steenſen Leth paa Egelykke. Det var et dannet Hus, han kom i, og iſcer var den unge Fru Leth en aandrig Kvinde, men det var, ſom almindelig i de Tider, tyſk Dannelſe, der fandtes her, og derved fif Grundtvig Lejlighed til at lare at kjende de ſtore tyſke Digteres og Tenkeres Værter og Tyſkheden i fin ſtjonneſte Skikkelſe uden dog at blændes af den. Han læfte, ſtrev og arbejdede ſtrengt, oprettede et Leeſeſelſkab og prædikede jevnligt i Bodſtrup Kirke, men aldeles i Tidens Aand prœdikede maa dejligt om Blomſter og Fugle“ og, ſom han ſelv liger, „jeg predikede frit om Dyd og Oplysning, og da jeg gjerne lod mig høre og gjerne blev hort, præ- dikede jeg raſk mod Kingos Salmebog, mod alſkens Overtro og andre Laſter“. „Tungen jeg voved at røre kjck i det hellige Hus, kildred det kloende Ore, ſagede Avner i Grus”. Hans Ophold paa Egelykke blev en Veekkelſestid; den kom over ham ſom en knugende Sorg, Kraefterne begyndte at røres og gjære i ham, og hans ſterke ejen⸗ dommelige Begavelſe brød frem. For ilke at gaa til⸗ grunde i Sjelekampen arbejdede han med raftløs Flid, fordybede fig i Nordens Oldtidshiſtorie og ſkrev „Nor⸗ dens Mytologi eller Udſigt over Eddaleren for dannede Mænd ſom ej ſelv ere Mytologer“. Hvor dybt han i denne Tid var grebet, ſer man bedſt af Digtet „Ung⸗ domsſtemning“, hvori det hedder: 5 ; j „Alt udi tredie Sommer "vandrer jeg forgfuld paa Ø; mellem de liflige Blommer larte mit Hjerte at do. Sært, at endnu mig for Øje Solen nedglider i Hav: at den ej hiſt fra det bøje ſtraalende ſer paa min Grav! — Dog Du, ſom bygger deroppe højt over Stjcernernes Toppe, Dig være re og Pris! Tak, for Du ſaared mit Hjerte! Tak, for Du ſendte mig Smerte! Tak! thi Du gjorde mig, vis. — — Naadig lod Gud ſig forbarme over mig usle og arme: han mig det lerte ved Smerte, der greb ham dybt; at jeg dog havde. et Sjærte, at jeg til Klogſkab og Vid ſatte ſom Daare min Lid. Aanden oplukked fit Oje, jaa jeg paa Afgrundens Kant, ſtirred ſaa faſt og faa noje rundt om en Frelſer og fandt — fandt, hvor det faldt, Gud overalt: fandt ham i Digterens Sang, fandt ham i Vismandens Ord, fandt ham i Myther fra Nord, fandt ham i Tidernes Gang; ſynligſt og visſeſt den dog fandt ham i Bogernes Bog“. Ved at læje disſe af Digtet løsrevne Brudſtykker vil man ſtjonne, at var det end en uſynlig Kamp, han maatte udkempe, faa var det dog en dyb. og mægtig Kamp, der trængte op, hvad der laa dybeſt gjemt i Sjælen og fatte ftærfe Kræfter i Bevægelje. kaldes en „Ungdomsſtemning“; men det er ikke lifligt og legende ſom Ungdomstiden plejer at være, det er dybt klagende og alvorligt, og denne Alvor hviler fra nu af over ham; thi han, ſom ſaa dybere end til Tidens glimrende Overflade, han, ſom folte Kald til at rive Sloret tilſide og viſe Tomheden og kun kunde gjore det i Smerte, han havde tilvisſe en alvorlig Gjerning sat udrette. Det er umuligt i en ſaa kortfattet Skil⸗ dring at omtale Enkelthederne i Grundtvigs ſtore og ſpredte Virkſomhed, og jeg vil derfor nøjes med en kort Overſigt over det betydeligſte. Som K. J. Brandt ſiger, lader Grundtvigs hele Virkſomhed ſig ſamle i 3 ſmaa Paragrafer: 1. Aand er en Magt. 2. Aand aabenbarer ſig i Ordet. 3. Aand virker kun i Frihed. Det er de tre ſtore Sandheder Grundtvig kempede for gjennem hele ſit lange Liv, og han begyndte da forſt med dette, at „Aand er en Magt“, at „Aand“ er noget virkeligt og ikke noget tænkt, ikke noget vi Menneſker | opfinder og tillægger dette Navn, men noget eller rettere | hogen, der har Zilværelje udenfor os og ikke alene er virkelig, men er virkſom, faa han bruger os, i Stedet for at vi ſkulle tilvejebringe ham, med et Ord, at Aand er en Magt“ ). Der var Grund nok til at fæmpe for dette; thi Tiden var aandløs, var den end nok ſaa aandrig, og derfor var den ogſaa letſindig og ſang med Glasſet i Haanden: „Om hundred Aar er alting glemt“, og ſom Brandt ſiger: „jeg turde næften udjætte Bræmier for hvert Spor af Aand, der vil kunne opdages i ſelv de bedre Pintſe⸗Predikener fra Tiden 180323“. Men Grundtvig vidſte, hvad Aand var, og det gav ham Kræfter til at føre Kampen mod de mange. Under Trengſelstiden 1807, da Kjøbenhavn bom⸗ ) Efter K. J, Brandt. Digtet EWA r eee 374 barderedes, og Flaaden rovedes af Engelffmændene, Da horte grebes han dybt af fit Foedrelands Smerte. han, hvorledes Kjobenhapnerne letſindigen morede fig, | ſom tænfte de ikke paa andet, og ſang „Fryd Dig ved Livet i Dine Dages Vaar!. Pluk Glædens Roſe, for den forgaar!“ medens Landet vaandede ſig i Sorg og Smerte, og i edel Harme ſkrev han Digtet „Maſkerade⸗ ballet i Danmark 1808, et Syn“. Det var en ſteerk Anklage imod Kjøbenhavns Letſindighed og ganſke upaa⸗ agtet blev det ikke. Større Opmeerkſomhed vakte dog hans „Optrin af Kempelivets Undergang i Norden“, ſtorſlaaede Digtninger i dramatiſk Form, med dybe Tanker og en mægtig Klang, men ikke egnet til at op⸗ føres paa noget Theater, hvorfor de ſtilles i Skygge af Ohlenſlœgers Meſterveerker. Grundtvig følte fig ſterkt bunden til Kjøbenhavn, denne By elſkede han, den ønjfede han at ofre alle fine Kræfter, der vilde han leve og dø; men han maatte opgive fine glimrende Fremtidsdrømme; thi hans gamle ”. Fader trængte til ham ſom Kapellan, hvis han ilke ſkulde nødes til at nedlægge ſit Embede. Grundtvig ſkammede fig ved at jvigte fin Fader og opgav fine ſtore Udfigter for at blive Kapellan i fin Fodeby. Forſt ſkulde han dog holde fin Examens-Prediken, Dimispreediken, og nu optraadte han atter ſom den ſtore Anklager og klagede over Tidens aandleſe Kriſten⸗ . Dom i fin Prediken: „Hvorfor er Herrens Ord for> joundet af hans Hus“. Han prædifede i den tomme Kirke, og den beſkikkede Cenſor gav ham Karakteren egregie (0: udmærket): men et jaa mægtigt, beaandet Ord midt i den aandloſe Tid kunde ikke forſtumme inde i den tomme Kirke og falde virkningsloſt til Jorden. Han lod ſtrax fin Preædiken trykke, ikke fordi han ſelv anſaa den for noget udmeerket, men ſnarere „fordi unge Forfattere hellere gjemme Smaating i Literaturen end i Pulten“. Den fløj hurtig ud over Hovedſtaden, ud over hele Landet, ja endog helt ned til Tyskland, vakte Harme og Rore allevegne og hiſt og her en venlig Gjenklang. Den var ſom en uudſlukkelig Ildgniſt, der tændte i lys Lue ſelv de meſt dorſke og døde, og Grundtvig var ſelv aldeles forbapſet over dette Ords Virkning. Hele Kjøbenhavns Preſteſkab følte fig ramt og indgav i Forening til Kancelliet en Klage over „den fræffe unge Kandidat, der ſaaledes havde. vovet at blotte Tidens Broſt, ſom de mente netop var dens Dyd“. Kancelliet vidſte ikke ret hvad det ſkulde gjore, da det dog vilde være alt for mærfværdigt, at jætte Grundt⸗ vig under Tiltale for en Prediken, ſom dets egen Cenſor havde givet Karakteren udmærket, og jaa nøjedes det med efter Biſkop Münters Raad at tildele ham en ſkarp og alvorlig Tilrettevisning, fordi han mod givet Løfte havde ladet Prediken trykke — et Løfte han aldrig havde aivet, og ſom aldrig var frævet. et er, ſom man vel kan tenke, en mærkelig Prædiken fra Begyndelſen til Enden, iſer naar man betragter den i Forhold til Tiden. „Hvi er Herrens Ord forſvundet af hans Hus?“ ſporger han, og Svaret lyder da forſt, fordi der høres „helt ofte forfængelig Snak om alſkens Smaating paa Jord og, kommer det højt, da brammende Ord og klogtige Taler, men idel Leerdomme, ſom kun ere Menneſkenes Bud. Herrens Ord er forſvundet af hans Hus; thi, naar det og lyder, er det ikke det, ſom høres, ikke det, ſom udlægges og indſkerpes; det maa lade fig forvende og bruge hos den Enfoldige at ſtyrke Menneſkers Mening“. — „Fordi Ordets Tjenere, trods Apoſtelen, mene, at de kunne lægge en anden og bedre Grundvold end den, at Jeſus er Kriſtus, derfor er det ej længer ham, ſom forkyndes“. | — „Troen kommer af Horelſen, og Guds Ord er det, ſom ſkal høres! Lader os mandigen jvinge dette Ordets kraftige Sværd mod Synd og mod Vantro uden at agte paa Tidens letſindige Spot, uden at. frygte for deres Medynk, ſom tro fig at være kloge! Lad os med den Folelſe, ſom kan gjennemglode Hjerterne, forkynde Folket det troſtende Evangelium og, ſelv ſtirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, ftræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige!“ J denne Pradiken var det kriſtelige traadt klart og megtigt frem i Grundtvig, men dog gjerede det endnu ſterkt i hans Sjæl; thi var han, der anklagede, Tidens Vantro, var han ſelv en Kriſten? og havde han ſine Synders Forladelſe? „Ja det var Sporgsmaal der faldt mig ſom Stene, ja ſom Klipper paa Hjertet. Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle ſtolte Planer fare og ſkyndte mig hjem til min gamle Fader“. 1812 udkom „Kort Begreb af Verdens Kronike i Sammenhæng”, et i Formen underligt Arbejde, da det paa nogle Steder var meget kortfattet og paa andre ſerdeles udførligt. Det var atter en Anklage mod Tiden, ſœrligt mod den hiſtoriſke Videnſkabelighed; thi heri hævdede han med Alvor og Kraft, hvad allerede Steffens havde peget pan og i Modjætning til Datidens rationaliſtiſke Hiſtorikere, at Kriſtus var Hiſtoriens Midtpunkt. Med et ſligt Syn paa Hiſtorien maatte han naturligvis ikke alene komme i Modſtrid med mange andre lærde Mænd, men ogſaa komme til at dømme forfkjelligt og domme ſtrengt over mange af Fortidens og Datidens navnkundige Mænd. Dette vakte Forar⸗ gelſe, forøgede hans Modſtanderes Tal, og vakte en ſteerk Kamp imod ham. Flere betydelige Mænd ſkreve imod ham, ſaaledes H. C. Orſted i Skriftet: „Imod den ſtore Anklager“; men Grundtvig blev ikke Nogen Svar ſkyldig. Som vi allerede have ſet er den Be⸗ nevnelſe, Orſted her bruger om Grundtvig, idet han falder ham „den ſtore Anklager“ ikke ganſke uberettiget, om end Orſted ſom hans Modſtander bruger Navnet ſom Haansord; thi Grundtvig optraadte jo anklagende overfor Tidens Vildfarelſer, men ikke i Hovmod; thi han anklagede ogſaa fig ſelb og ved Siden af hans ftærfe Anklager gaar altid en dyb, klagende Tone. SES i 375 Efter ſin Faders Dod 1813 kom“ han atter til Kjøbenhavn. Det var ham ikke muligt at faa Embede der, ja der fandtes end ikke i hele Kjøbenhavn den Preſt, der turde og vilde give ham Lov til at prœdike i ſin Kirke; men bort fra Kjøbenhavn vilde han ikke, og han fif da. Lov til at predike faa ofte. han vilde i Frederiksberg, hvor Praſten ſelv helſt vilde være fri. Da Danmarks Fjender i Vinteren 181314 droge ind i Holſten for at tvinge os til at afſtaa Norge til Sverrig, gik der en ſterk Bevegelſe igjennem det danfke Folk. En ung Student, den ſiden ſom Sonderjydernes trofaſte Forkcemper jaa bekjendte og hojtagtede Etats⸗ raad Flor, ſkrev en Opfordring til Studenterne om at drage ud mod Fjenden og kempe til ſidſte Mand og Studenterne afholdt da et Mode. De vare enige om, at de burde gjøre, hvad de megtede, og de fleſte vilde helſt drage ud ſom en egen Afdeling; men deri var Grundtvig Flors Modſtander; thi han vilde, at de troende Studenter ſkulde ſprede fig over Landet og rejſe hele Folket til en Kamp paa Liv og Dod. J Opraabet ſtod der, at det Folk, der har Tro paa ſig ſelv, kan ikke gan under; dette, paaſtod Grundtvig var urigtigt, „thi Folket ſkulde ikke tro paa fig ſelv, men paa den evige Gud”. — „Gaar I den Vej, ſom J ſynes at have valgt, da ſiger jeg: farer vel! men ved Himlen Jefarersilde!“ Saaledes ſluttede han, og da man vilde have Flor til at ſpare, ſagde han: „Nej, for Grundtvig har i Grunden Ret“. Han udgav nu en ſtor Mængde Arbejder, fik en aarlig Underſtgattelſe af Kong Frederik den hte, og overſatte Saxos „Danmarks Kongekronike“ og Snorre Sturleſons „Norges Kongekronike“, ſamt det gothiſke | Heltedigt „Bjovulfs Drapa“, Arbejder hvorved han indlagte fig en Fortjeneſte, der alene havde været nok til at gjøre ham til en af fit Lands navnkundigſte Mænd. Hvor mange Fjender han end havde, faa havde han dog en Ven i Kongen, og uden at han havde ind⸗ givet Anſogning derom, kaldte han ham 1821 til Bræft i Bræftø. Grundtvig modtog dette Embede, men længtes haardt efter at komme tilbage til Kjøbenhavn, og da Kongen fik dette at vide, kaldte han ham allerede 1822 til Kapellan ved Frelſerskirke paa Kriſtianshavn. Aar 1824 er et Vendepunkt i Grundtvigs Liv. Det er ligeſom den ftærfe omklagende og klagende Roſt dæmpes, der kommer noget nyt noget lyſt og frejdigt til, og dette Lyſe og Frejdige faar Roſt i det dejlige Digt „Nyaarsmorgen“, hvor han ſer Natteſynerne ſpinde, Morket vige og det dejlige, ſtraalende Dagslys bryde frem og forjætte en herlig Sommer. „Ja, Lyſt til at fjunge jeg har nu om alt, hvad Øre og Tunge jeg værd haver faldt: om Moſes, om Mimer, om Himmel og Jord, om alt hvad ſig rimer med Aand og med Ord, om Lys fra det Hoje, om Glimt i vort Oje, om Gniſten i Staal og i Flint“. — Nu er det dette, at „Aand aabenbarer fig i Ordet”, Grundtvigs Virkſomhed veſentlig ſamler fig om, ſaavel i det kirkelige ſom i det folkelige. i Han blev Medudgiver og Medarbejder af „Theo⸗ logiſk Maanedsſkrift“, og da han deri frejdigt og klart udtalte fine Anſkuelſer, der i meget afveg fra, ja gik ſtik imod det, der var almindelig anerkjendt, vakte han derved en Kirkekamp, der har været til uberegnelig Gavn for Kriſtenlivet i Norden. Hans ivrigſte Mod⸗ ſtander var Profesſor H. N. Clauſen, imod hvem han ſkrev „Kirkens Gjenmæle”, Kampen kunne vi ikke her dvæle ved, da den vilde tage altfor megen Plads, og jeg ſkal derfor indſkroenke mig til at paapege, hvad der var det ny, Grundtvig forte frem under denne Kamp. Naar et Menneſke, der er bekymret for fin Sjæls Frelſe ſporger: „Hvad ſkal jeg gjøre for at blive ſalig?“ da vil Svaret ſtedſe lyde: „Du ſkal tro!“ Men faa følger ftrar Spørgsmaalet: „Hvad ſkal jeg tro?“ Grundt⸗ vigs Modſtandere, Skrifttheologerne, ſom han kaldte men dette Svar fandt Grundtvig ikke tilfredsſtillende; thi Nogle kunde ikke leſe, Faa fif hele Bibelen. Læft igjennem, og der var meget, ſom de flet ikke fattede, ſaa de ofte ved at ſoge Troen alene i Læsning bleve helt forvirrede, og desuden var det ham paafaldende, at alle Vranglærdbomme i Almindelighed ſtottede fig til Bibelens Ord. Dertil kom endnu, at Skrifttheo⸗ logerne ſelv gjorde Bibelen uſikker; thi de ſtredes ſterkt om, hvorvidt den var rigtig overſat, de ſtredes om, bvorvidt dette eller hint Stykke af den var ægte eller ei, og de ſtredes endmere om, hvorledes den ſkulde fortolkes eller forklares. Det blev altſaa en Tro, der hvilede paa Videnſkaberne, en Tro for de Lærde, men ikke for de Umyndige, Ulcerde og Enfoldige. „Men“, ſiger Grundtvig, „ſaa viſt Jeſus Kriſtus var Gudfaders enbaarne Son, ſaa viſt maatte der ogſaa i Kirken findes et langt gyldigere og ſterkere Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige, kriſtne Tro, end Bogftavffriften pad nogen Maade kunde være for Kvinder og Børn og alle de Ulærde. Da jeg nu i denne Retning uafladelig grub- lede, loeſte og ſkrev under Bøn og Paakaldelſe, ja, da ſlog det mig i et velſignet Ojeblik, at det mageloſe Vidnesbyrd, jeg ſaa mojſommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjenlod ſom en Himmelroſt hele Tiden i Kriſtenheden i den opoſtoliſke Trosbekjendelſe ved Daaben. Hermed var for mig Lyſet tændt og Loddet kaſtet; thi at „Vandbadet i Ordet“, altſaa Daabsordet, er den kriſtelige Livskilde, det havde Luther jo ſtrax lært mig, og at han, ſom ſelv havde indſtiftet Daaben til et Gjenfodelſens og Fornyelſens Bad i den Helligaand, ogſaa ſelv havde beſtemt, paa hvilken Tro, der maatte dobes, naar man ved „Tro og Daab“ vilde være fin Salighed vis, det jaa jeg ſtrax, er jaa aaben⸗ bar unegteligt, at hvem der ikke vil lade Trosordet ved Daaben gjelde ſom et Ord til os af Herrens egen dem, ſparede da: „Det kan Du læje Dig til i Bibelen!“ i i å Mund, maa enten fornegte Herren ſom Daabens Ind⸗ ſtifter eller fornegte Daaben ſom Livskilden, og derved ſtille fig jelv udenfor den kriſtne Menighed“. Faſtholdt man dette, at Daabsordet er Tro sordet, da kunde man troſtig læje Bibelen ſom en Forklaring deraf, uden at falde over alle de mange Anſtodsſten, Skrifttheo⸗ logerne fandt i den; thi den gamle Menighed havde vedkjendt fig Indholdet, Under denne Strid med Pro⸗ fesſor Clauſen blev Grundtvig idomt en Bode af 100 Rd. og livsvarig Cenſur (1826), jaa alt hvad han dertil beſkikkede Myndigheders Paategning: „Maa trykkes“. Saa nedlagde han ſit Embede. Hans Stilling var kun lidet lyſtelig; thi nu ſad han der med Fa⸗ milie og uden anden faſt Indtægt end de 600 Rd., ſom Kongen havde ladet ham beholde ſom Snorres og Saxos Overſctter. Da var det, at en af hans yngre formuende Venner, Præften Gunni Buſck, traadte hjælpende til og underſtsttede ham med Penge for at kjobe „Lovſang til Guds Hus“; thi han følte fig ifær henreven af Grundtvigs dejlige Salmer. Han arbejdede ogſaa flittigt ſom han plejede, og udgav en Mængde betydningsfulde Arbejder, Salmer, Prædikener og hiſto⸗ riſke Skrifter, Underligt nok holdt Kongen endnu be⸗ ſtandig Haand over ham, og da han tilbød ham Sjælp og Grundtvig afflog det, men yttrede Lyſt til at rejfe til England for der at ſtudere den gamle angelſaxiſke Literatur, underſtottede han ham til at gjøre 3 Eng⸗ landsrejſer (1829—31). Det var ogſaa i denne Tid at han klarede, hvad der ſtaar i nært Forhold til hans Opfattelſe af Daabsordet, at Troen kommer derved at man hører, og at det levende Ord, ſom høres, er det Ord, der tales ud af Hjertet, baaren af Aanden, i Modjætning til det døde Ord i Bøgerne og de kunſtige højlærde Predikener, hvor Hjertet ikke ligger paa Tungen, ligeſom ogſaa Hojſkoletanken, den folkelige Oplysning ved Ord og Aand, udviklede ſig. Skjont der ikke kan drages nogen beſtemt Grenſe, kunne vi dog her begynde det 3die Afſnit af Grundtvigs Liv, dette, hvori hans Virkſomhed ſamles om: „Aand virker kun i Frihed.“ ; Det var i de Dage, da Frihedstankerne begyndte at røre fig, og Frihedskemperne begyndte at vælfes. Der er en forunderlig Forſkjel mellem Grundtvigs og de andre Frihedsfæmpers Frihedsideer. Grunden dertil er viſtnok denne, at de andre fik deres Frihedsbegreb * fra Frankrig ſom en Fordring, en folkelig Indretning, en Forfatning (Konſtitution), medens Grundtvig fik fit fra England ſom en væjentlig aandelig og perſonlig Frihed bygget paa Folkeejendommeligheden og udviklende lig paa og med denne. Derfor gaar han ſnart videre end de andre, ſnart langtfra jaa vidt. Han arbejder iſer for Talefrihed, Trykkefrihed, Forſam— lingsfrihed, Troesfrihed og Sognebaands— løsning, medens de andre arbejder for politiſk Frihed. J Indledningen til fin ſtore Mytologi, Hvori han meſterligt afſlorer og forklarer Nordens Folks Barndomsdromme ſom Forjettelſe om og Maalet for Manddomslivets Gjerning, ſynger han allerede 1832: „Frihed for alt hvad der ſtammer fra Aand, ſom ikke ændres men arges ved Baand.” 1839 kaldtes han til Preſt ved Vartou. Det. var under vanſkelige Forhold, han atter indtraadte i Sthatskirken; thi Biſkop Mynter vilde have Alterbogen ſenere ſkrev ikke maatte trykkes, inden det havde faaet | forandret, og Barnedaab gjort til en tvungen Sag, ag dertil kunde Grundtvig ikke tie; men da Frederik den (te døde, faldt Alterbogſagen bort. Han arbejdede nu ftærfere end forhen paa folkelig Oplysning, hvorved han forſtod en Oplysning, der ikke var grundet pan lærd, klasſiſfk, Dannelſe, men paa Nordens egen Hi⸗ ſtorie og Modersmaal, en Oplysning ikke alene for Forſtanden, men ogſaa for Hjertet, og da mange yngre . og dygtige Mend nu begyndte at flokkes omkring ham og arbejde for at virkeliggjore hans Tanker, blev Folgen af hans klare og ſikre Blik paa Folkets Trang ogſaa i Henſeende til Oplysning, alle de Hojſkoler, Friſkoler og hele den folkelige Loftelſe, der nu rores trindt om⸗ kring til Held og Velſignelſe for hele Folket. Han var en Folkets Mand i god Forſtand. Han havde ſtor Tro til det danſke Folk, færlig til Almuen, og det var ogſaa ſom dennes Repreſentant han valgtes ſom Medlem af den grundlovgivende Rigsdag i Preſto Amts Ade Valgkreds. Bondevennerne opſtillede mod ham en Bonde, Sognefoged Jens Jenſen fra Udby, hans Konfirmand fra den Tid han var Kapellan hos fin Fader, og det var med mange og ſtore Beternke⸗ ligheder, han ſtillede fig; thi han, ſom altid frejdigt havde paaſtaaet „at Sjællands Bønder våre ej Gas, om de end vare graa”, han kunde mindſt af alle være bekjendt at vrages af Bønderne. Da Valgdagen kom, lod det til, at der kun var liden Stemning for hans Valg. Jens Jenſen holdt fin Tale meget kvikt; men da han kom til Slutningen, udtalte han, at det gjorde ham ondt at ſtaa ſom Modkandidat til fin tidligere Lærer og Præft, hvem han ſkyldte faa ſaare meget; Minderne vaagnene, Kjerligheden fik Magt, og jaa endte han med at opfordre alle Vælgerne til at gjøre ſom han og ſtemme paa Grundtvig; thi han trak ſig tilbage for ham, og ſaa blev Grundtvig valgt jaa godt ſom enſtemmigt. Det er en Selvfolge at Grundtvig, da det folke⸗ lige Røre for 1848 begyndte at faa Kræfter i Sonder⸗ jylland, hvor man vilde afkaſte Tyfkhedens og Tyſkernes Aandstyrani og have Lov til at tale Danſk og være Danſk, af al Kraft ſtottede Danſkhedens Kamp og den vaagnende Folkebevidſthed baade ved mægtige Zaler, ſom paa Skamlingsbanken 1844, og ved Sange og Skrifter. Og da Frihedens Dag ſtundede til, og Kong Frederik kaldte fit Folk til Kamp imod Tyſkernes | „Gammelkjogegaard.“ Skarer, klang atter den gamle Digters Harpe frejdigt og opmuntrende til Kamp for Fædrelandets Ret. Med uſpekket Aandskraft vedblev han endnu længe at ar⸗ bejde imellem os, ſamlende flere og flere Venner om⸗ kring fig. 1861 gjorde Kongen ham til Biſkop, 1865 var det ham, der ſammen med Clauſen bod Sonder⸗ jyderne velkommen til Kjobenhavn, og under Grundlovs⸗ kampen 1866 [od han fig vælge til Landsthingsmand for at kempe for den uforandrede Junigrundlov, og lige til fin Dod predikede han om Søndagen i Vartov, hvor altid en ſtor Menighed ſamledes omkring ham. Endnu ville vi mindes, at han ſom Salmedigter er en af de ypperſte, Norden har ejet, hvorfor han ogſaa har havt. afgjørende Indflydelſe paa Menighedens Salmeſang. Desuden har han ſkrevet en Mængde dejlige bibelhiſtoriſke Sange og Digte, af hvilke mange ligeſom hans Salmer ere almindelig bekjendte. Det forſte Digt af denne Art var „Deilig er den Himmel. blaa“ et Digt, der viſer, at han ogſaa forſtod at ſynge barnligt for Born. Lige faa kjendte ere hans foedrelands⸗ hiſtoriſfke Digte og af hans Sange ere der jo flere, ſom ere blevne ſande Folkeſange, ſom „Modersmaal er en himmelſk Lyd”, „Langt højere Bjerge”, „Fedreneland ved din dejlige Strand“ og mange flere. Skulde jeg anbefale „Husvennens“ Leeſere, hvoraf flere maaſke kun fjender lidet til Grundtvig, et enkelt lille Digterveerk, da vilde det ubetinget blive „Paaſkelillien“, et Digt, ſom jeg er vis pan Ældre ſaavel ſom Yngre ville lytte til med Glæde og Leftelſe. ; Som Vidnesbyrd om, at Grundtvigs Virkſomhed har havt ſtor Indflydelſe paa og Betydning for Livet ogſaa udenfor hans Venners og Diſciples Kreds, maa jeg endnu tilføje efterfølgende Stykke af hans kirkelige Modſtander, Dr. Kalkars Tale ved hans Jubilæum 1861. — „Det maa være mig tilladt at udtale ſom min Overbevisning“, ſagde Dr. Kalkar, „at der ikke | lever mange Præfter i Danmark, ſom forſtaa at være | Kriſti Tjenere og Husholdere over hans Naadegaver, uden at de mengtigen have fornummet Indvirkningen af Deres mægtige Aand, og uden at de have faaet et Stød fremad af Dem, hvad enten det være i inderlig Samklang, eller De fremkaldte en Modſtand, ſom ikke lod os have Ro, førend vi havde klaret os Tidens Opgave og vort Stade i den.“ — Grundtvig, der længe havde været legemlig ſvag om end ikke ſyg, henjov ſtille uden forudgaaet Sygdom den dte September 1872, et Par Dage førend fin 89de | Aarsdag, paa fit Landſted „Store Tuborg“ ved Kjo⸗ Efter hans eget Onſke kom han til at hvile benhavn. ved Siden af ſin 2den Huſtru (han var 3 Gange gift) i Hofjcegermeſters Carlſens Familiebegravelſe ved Hans Jordefcerd, der foregik den Ilte September fra Vor Frelſers Kirke i Kjøbenhavn havde ſamlet Tuſinder af Deltagere Høje og Lave, Rige og Fattige, deriblandt omtrent Fjerdedelen af Danmarks Præfter (2-300) og mange Normend og Svenſkere. Under Salmeſang bevægede det ſtore Tog fig gjennem Kjøbenhavns Gader. Da det naaede til Vartov, ſtandſede man, Kirkederen flod aaben, Orgelet ſpillede: „Kriſt ſtod op af Døde”, og ſnart lød Sangen mægtig og gribende fra hele den uoverſkuelige Menneſke⸗ mængde, ſaavel fra Deltagere ſom Tilſkuere i de over⸗ fyldte Vinduer; det var ſom et eneſte mægtigt Kor fra Gader og Huſe, alle fang med; noget der aldrig før er hort og ſet i Kjøbenhavn. Danmarks og Nordens bedſte Mænd talte ved hans Grav, og Skjial⸗ dene ſang til hans re, faa det var vitterligt, at „en Hovding var falden i Israel“, Danmark havde i Grundtvig miſtet ſin Tids ſtorſte Mand. Vi ville ſlutte disſe ſpredte og fattige Trek af hans bevægede, daadrige Liv, med den Sang Grundtvigs trofaſte og hengivne Ven, Praſten og Digteren K. Hoſtrup, ſkrev til hans Jordefeerd. , „Kimer, I Klokker! nu fluftes en Sol over Mulde, Længe den kemped mod Market med Straalerne fulde, Sildig den ſank Stor i ſin Nedgang og blank Wren er Guds i det Høje! Kimer, J Klokker! dog ikke til Suk for den Dode, »Aftenens Guld over Graven vil Morgenens mode; Kimer til Dag! Lyſet har vundet ſin Sag. Wren er Guds i det Høje! Dagen den ſignede, ſom han har priſt, mens det ſkumred, Lyſe nu over hans Støv, naar det længe har ſlumret, Fatte hans Veerk, Vore fig ſolklar og ſteerk! Wren er Guds i det Hoje! Kimer, J Klokker! om Herren ſom ſkjcenked ham Kraften, Kimer om Guldet fra Himlen, ſom gyldned hans Aften. Kimer for Jord: Sejer og Fred i Guds Ord! Wren er Guds i det Høje! Bratte Omvexlinger. Forfølling af Emanuel Henningſen. (Fortſat.) Om Aftenen beſogte Anker mig paa Gjeeſtgivergaarden, og jeg tilbragte et Par behagelige Timer i hans Selſkab. Neeſte Morgen, da Dampfkibets Klokke ringede tredie Gang, jaa jeg Ankers høje Skikkelſe ſpringe hen over Havnebroen, faa let ſom en Ynglings. Vi fit kun Tid til at trykke hinandens Heender, Landings⸗ 378 broen blev halet ind, Sjulene plaffede i Vandet, og midt i armen horte jeg Ankers Roſt: „Hils Deres lille Frue og Svigerinden og Smaa⸗ basſerne; Lund ogſaa! Aa, Død og Pine, nu havde jeg ner forglemt det Vigtigſte!“ ; ; En omfangsrig Pakke i graat Papir, ſom han forſigtig havde holdt under Armen, foer igjennem Luften og havde nær revet Hatten af mig. Det lykkedes mig dog at gribe den i Flugten, og jeg holdt den triumferende i Vejret, medens Anker vedblev at nikke og vinke til mig, indtil vi kom hinanden af Syne. Naa, hvor var der en Udſporgen og Fortellen, da jeg kom hjem. Jeg gled ſaa let ſom muligt hen over Skildringen af min beklagelſesveerdige Formand; men Anker kunde jeg ikke blive kjed af at beſkrive, og de Andre kunde ikke blive kjede af at høre mig fortælle om ham. ' „Jeg ved ikke ret, hvad der fra forſte Ojeblik af drog mig ſaa forunderlig til ham“, ſagde jeg til ſidſt, „jeg tror næften, det var hans Lighed i Karakter og Væjen med Dig, Lund. Han er virkelig ſom en ældre Udgave af Dig“. i „Tak, kjcere Ven“, udbrød Lund, „det er meget venligt af Dig at ſige det... Han var ugift, ſiger Du?“ 5 „Ja, han kaldte ſig ſelv en gammel Peberſvend. Men, hvor blev hans Pakke af; den har jeg rent glemt! En ſtor Pakke i graat Papir, Amalie; har Du ikke ſet den?“ ; „Jo, den ligger inde paa Dit Skrivebord”, ſagde Amalie og lob ind efter den. Pakken blev aabnet med ſpendt Foventning og aabenbarede en ſaadan Rigdom af Duffer, Sprelde⸗ mænd, Soldater, Piſke og Flojter, ikke at tale om Masſer af Sukkergodt, at Esſe og Adide brød ud i Jubelraab. „Ved Gud”, udbrød min Kone, „hvis Anker var her, vilde jeg virkelig give ham et Kys; det er viſt og ſandt! Og vil Du ſe, der er en lille Pakke med Ud⸗ ſkrift til Amalie!“ „Til mig“, ſagde Amalie ivrig; „lad mig dog fan den, Eliſe; jeg forgaar af Nysgjerrighed!“ Hun viklede Papiret af, og en lille, rod WÆ fe kom til Syne. Den indeholdt et lille, fint udarbejdet Guldanker til at benytte ſom Bryſtnaal. „Ved Gud“, ſagde Amalie med ſtraalende Oine, „nu kysſer jeg ham ogſaa! Kan Glije gjøre det, faa kan jeg vel ogſaa, fkulde jeg tro. Vil De ſe, Hr. Lund; et nydeligt, lille Anker, og han ſelv hedder Anker! Er det ikke mageloſt?“ 8 „Det... det er meget ſmukt“, ſagde Lund, ſom ſtak Henderne dybt ned i fine Lommer og faa meget højtidelig ud. ; ; De følgende Dage afgav vort Hus fun et maadeligt "Stue. Der blev paket ind og pakket ud, flyttet om og vendt op og ned paa al Ting. Jeg klagede guds⸗ jammeligt og forte i flere Dage en heftig Tirajllorkamp med Amalie, der ſpottede over mine „fine Fornemmelſer“ og abſolut vilde tiltvinge fig Hals⸗ og Haandsret over mit Verelſe, indtil vi endelig ved min Kones Mægling ſluttede en Vaabenſtilſtand paa fjorten Dage. En af de ſidſte Aftener, vi vare i vort gamle Hjem, kom Lund hen til mig i en mere nedtryft Stemning end Jædvanlig. 3 „Hvorfor er Du faa tavs, Gamle?” ſpurgte jeg. „Jeg tenker paa”, ſparede han og ſtirrede efter den opſtigende Rog af fin Cigar, „jeg tænfer paa — og Du maa ikke tro, at det er med Misundelſe — hvor lykkelig Du i Grunden er, kjcere Ven, og at Du for⸗ tjener at være det. Jo, ſandelig gjør Du faa, Du behøver ikke at ryſte paa Hovedet. Du har en elſkelig Huſtru og to velſignede Born ...“ „En ſod Svigerinde“, indſkjod jeg ſmilende. „Ogſaa det“, ſagde Lund rodmende, „en ... en ſod Svigerinde og en allerede god Ven, der venter pan Dig i Dit ny Hjem“. . „Ja, men Du glemmer, Lund, at jeg maa lade min bedſte Ven blive her Tilbage, og det vil blive. et foleligt Savn for mig“, „Tak, fordi Du mener det, kjcere Ven“, ſagde Lund. „Jeg er imidlertid kun lidet fkikket til at ud⸗ fylde den Plads, Dit Venſkab giver mig; jeg er for triſt og kjedelig. Der er en vis Tunghed over mig, ſom jeg ikke kan ryſte af, en gammelmandsagtig Sathed, ſom ikke pasſer ſig for min Alder“. „Naar jeg ſkal være oprigtig, jaa har Du Ret i noget af det, Du ſiger. Du er hverken triſt eller kjede⸗ lig; men ganſke viſt er der en underlig Tunghed over Dig til visſe Tider, og Du ſer paa Livet med et viſt melankolſk, forknyt Blik, der hverken ſtemmer med Din Alder eller Stilling i Verden. Sig mig, Lund, vort oprigtige Venſkab ſynes at berettige mig til at fore⸗ lægge Dig dette Spørgsmaal, er der noget merkt Punkt fra fordums Tid, der kaſter ſin Skygge hen over Dit Liv?“ „Der er et ſaadant Punkt“, ſparede Lund langſomt og lagde ligeſom undſkyldende ſin Haand paa min Arm; „jeg har ikke villet plage Dig med Fortællingen derom, fordi det var til ingen Nytte... Mine tidligſte Erindringer viſer mig et kjcerligt Faderanſigt, der ſtraa⸗ lede ved Synet af mig. Hvornaar det forſvandt, ved jeg ikke, kun ſaa meget ved jeg, at min Moder forlod fin Mand og tog mig med fig, og jeg jaa aldrig min Fader ſiden. Jeg kjender ikke Grunden til denne Ad⸗ ſtillelſe; men jeg frygter for, at det var min ſtakkels Moder, ſom havde Skylden. Hun havde en lille For⸗ mue, og vi kunde have levet temmelig ſorgfrit; men hun forbittrede desværre lig ſelv Livet. Hun havde en heftig, lidenſkabelig Karakter, fjære Ven, og hvorvel jeg tror, at hun elſkede mig, faa var der dog noget, 379 : ; ; maafke en Erindring, imod mig. Jeg tror, at mit Barndomsliv ikke var meget lykkeligt, dog Gud velſigne hende, ſtakkels Moder, hun var ſelv ſaa ulykkelig. Da jeg voxede op og var bleven konfirmeret, blev jeg ſat til Toldvœſenet. Et Par Aar derefter dode min Moder; jeg kom til hende da hun laa paa det ſidſte, og hun kunde ikke mere tale. Hun pegede paa en Ring, var hun dod. Jeg gjemmer Ringen endnu, en ganſke almindelig Forlovelſesring, i hvilken der ſtaar indgravet „Harald A.“ „Fik Du da aldrig nogen Oplysning om Din Fader? Var der ingen Papirer?“ „Nej, ingen ſaadanne Papirer, Oplysning om ham. Min Moder havde antaget Napnet Lund; det har næppe været min Faders. Sons Navn var rimeligvis Harald A.; men hvad betyder A?“ ſom kunde give „Det er en hojſt mærkelig Hiſtorie; men ved Du | hvad, min Ven, Du fkulde dog ikke lade Din Barn⸗ dom forbittre Din Manddom. Duff paa, at Du er ung og raff, og at hele Verden ſtaar Dig aaben. Kaſt Fortiden fra Dig og hold Dig til Nutiden”. „Det er det, jeg ikke al Tid kan“, ſparede Lund, ” idet han rakte mig Haanden til Afſked, „og det er det, der trykker mig. Jeg kan ikke glemme det kjerlige Faderanſigt, jeg faa i min fpæde Barndom. | Hvor er han nu? Er han levende eller dod? Lever han i Rigdom og Overflod eller i Usſelhed og Armod? Bær | over med mig, kjcere Ven, jeg kan ikke ryſte det af mig“. Endelig oprandt hin Sommerdag, da Damperen laa ſtonnende og puſtende nede ved Broen, ſnoende en lang, ſort Midgaardsorm op af ſin Skorſten. Vort Gods var bragt om Bord, Dampen buldrede larmende op gjennem. den aabnede Ventil, og Klokken kimede ſin ſkarpe, paamindende Melodi. „Farvel, kjcre Ven“, ſagde Lund og trykkede be⸗ væget min Haand. „Farvel, fjære Frue; tuſind Tak for Deres. venlige Overberenhed med ſaadan en Muler, ſom jeg har været; Gud være med Dem og de ſmaa! Farvel, Froken Amalie!“ „Farvel, Hr. Lund“, ſvarede Amalie og holdt hans Haand mellem begge fine Hender. nogenſinde været uvenlig imod Dem, faa glem det“. „Uvenlig! Aldrig”, udbrød. Lund og blev rod. „Gud velſigne Dem, Froken Amalie. Farvel, alle ſammen, farvel!“ „Om et Fjerdingaar beføger Du os altſaa!“ raabte jeg oppe fra Hjulkasſen. „Glem det nu bare ikke!“ Lund nikkede og vinkede, hvorefter han mere løb end gik op til Byen. Amalie ſtod ved min Side og ſaa efter ham; hun var meget bleg og trak hurtig Sloret for ſit Anſigt, da jeg vendte mig om til hende. „Ser Du, hvor Lund lenges efter ſin Formiddags⸗ kaffe“, ſagde jeg ſpogende, ſkiondt jeg jo ikke var jaa ganſke vel tilmode. : der undertiden gjorde hende bitter hun bar paa Fingren, jaa | „Har jeg „Fy, hvor det var affkyeligt jagt”, ſvarede Amalie heftigt og gik hurtig ned ad Trappen. ; For at koume ud af Havnen maatte Damſkibet beſkrive en Bue og da det derefter ſtod ud efter, kunde vi endnu en Gang lade Blikket gaa tilbage til vort gamle Hjem. „Se, ſe!“ raabte Eliſe og pegede over mod Huſet. Nu var Grunden til Lunds hurtige Forſpinden os klar, thi ud af Amalies forrige Kammervinduer viftede et Dannebrogsflag os en Hilſen til Afſked. Jeg faa mig om efter Amalie; hun ſtod atter oppe paa Hjul⸗ kasſen med Lorgnetten for Ojet vinkende og vinkende i det uendelige. Kone og pegede pan Amalie. ; | „Det bliver nok godt”, fvarede hun ſmilende. Fremad, fremad! Hjulene plaſke i det ſkum⸗ mende Vand, Maſkinen puſter og ſtonner, Midgaards⸗ ormen vælter fig i Luften i fantaſtiſke Vridninger. Fremad, fremad! Byen, vor fjære, lille By for⸗ ſvinder i Horiſonten, dukker ned i Bølgerne; Øjet, der er træt af at ſtirre, vender fig til Siden, fer efter den enlige Maage, der med ffarpe Skrig farer hen over Vandfladen, ſender et Blik til den lille Jagt, der gynger op og ned med ſoſygeagtig Lyſtighed i Damp⸗ ſkibets Kjolvand, og blændes af Solſtraalernes Regn⸗ bueſpil i Skumſtotten ved Hjulet. Fremad, fremad! Ud i den vide Verden at ſoge Lykken! Hen paa Eftermiddagen begyndte vor Fremtidsby at here ſig op af Havet, og jeg gjorde min Kone opmeerkſom derpaa. „Blot jeg havde en Kikkert“, ſagde Amalie. „Hvad vilde Du med den?“ „Jeg vilde naturligvis ſe, om jeg ikke kunde opdage vort Hjem.“ „Her er min“, ſagde jeg, „jeg tog den op af Kufferten for Din Skyld.“ „Men hvorfor gav Du mig den da ikke, da vi jejlede bort fra vort gamle Hjem,” udbrød Amalie ærgerligt og vendte fig derpaa rodmende bort, da hun ſaa, at jeg ſmilede liſtigt. „Her ſer jeg et toetages Hus med et ſtort Dannebrogsflag foran; jeg er vis paa, det er vort Hjem. Du kan tro, Eliſe, at Hr. Anker modtager os nok paa Broen.” a | Denne Forudſctning vifte fig at være rigtig; der ſtod han og fvingede Hatten over fit Hoved, ſund, rodmusſet og fuld af Solſkin. Vi vinkede til hinanden og tilraabte hinanden aldeles uhorlige Silſener og nikkede og ſmilede, ſom om vi fuldkommen havde for⸗ ſtaaet dem, og ſom om vi i det mindſte havde kjendt hinanden i en Snes Aar. Saa laa vi da endelig ſtille ved Landgangsſtedet, Hjulene holdt op at plaſke, Maſfkinen ſtandſede fin aſthmaifke Stonnen. „Velkommen, mine kjcere Venner,” raabte Anker „Der er ogſaa noget at fe”, ſagde jeg til min — 380 og forſogte at trænge fig hen til Landgangsbroen; men førend. han naaede den, var Amalie- over den og greb hans Haand. „Tak for Ankeret,“ ſagde hun og blev ſtagende rodmende og forlegen foran ham. „Ved Gud,” raabte Anker fornøjet, „det er Froken Amalie, det tor jeg bande paa, hvis det behøves. >» (Fortſettes.) gusftid. Borfenbinderi, (Efter Meddelelſe fra Inſpektor D. Juhl af Udg.) Materialet. Det er ret mærfeligt, at det bedſte Materiale til Borſter, hvormed vi holde vore Klæder oſp. rene, netop fages af det urenligſte Dyr: Svinet, hvis ſtive Haar kaldes Borſter. Som bekjendt ere de leengſte og ſtiveſte Borſter, ſaaledes ſom de findes pan Svinets Ryg, de bedſte: disſe blive ſjeldnere, "efter Haanden ſom det gamle danſke Svin fortrænges af den engelſke, borſte⸗ fattige Race. Lange, ſtive Rygborſter indføres derfor til Brug, og betales med indtil 10 Kroner Pundet. Til ſtive Kardeeſker og Haarborſter ere disſe omtrent uundværlige, men til mange Slags finere og blødere Barſter kan man godt anvende det lange, borſteagtige Haar, ſom findes paa Svinets Sider. Naar man ta⸗ ger Borſterne af det ſlagtede Svin, maa man derfor foreløbig helſt ſortere dem i to Bunker, de ſtiveſte Ryg⸗ borſter for fig og de kortere og blødere Sidebørfter for. fig. Alle Borſterne ere mere eller mindre krumme, og maa helſt retteſt, forend de anvendes, da de dels ere bedre at forarbejde og tillige faa et ſmukkere Udſeende. Dette foretages paa folgende Maade: Man tager to ſmaa Haandfulde Borſter, vender den ene og lægger ” dem begge ſammen, ſaa den ene Bunkes Rodende ligger til den andens Topende. Det ſamlede Bundt omvikles faſt med Sejlgarn, og den derved dannede lige, valſe⸗ formede Polſe gjennemkoges nu en fort Tid i Vand: J ſammenbunden Tilſtand torres den derpaa i Solen, - eller paa en pasſende varm Kakkelovn, oploſes, lægges i rette Orden med Rodenderne til ſamme Side, og Bor⸗ ſterne ere nu ganſke lige. Paa den i det folgende om⸗ talte Jernkam renſes de for iblandet Uld og Urenhed. Naar de ere keemmede, kunne de til finere Arbejde vaſkes ganſke rene og temmelig hvide i Sæbevand og endnu yderligere bleges ved at ſprede dem i et tyndt Lag paa et Brædt og i længere Tid under jævnlig Befugtning udſcette dem for Solens Skin. Den fuld⸗ komneſte Hvidhed og en ſmuk Silkeglans erholder Borſterne ved efter Vaſkning i Sæbevand at lægges en eller to Dage i Svoolſyrlingvand, afvaſkes i Sabe⸗ vand, ſkylles i rent Vand og üdſettes for Sollyſet be⸗ deekkede med en Glasplade. Har man forſkjellige Lengder blandede, tager man dem op i ſmag Bundter og ſteder Rodenderne ſaa længe mod Bordet, at de alle ere lige. Med Fingrene, eller ved Hjælp af en Kniv, træffer man da alle de i Top⸗ enden af Bundtet fremragende Borſter ud, ſom Fig. 1 viſer, og vedbliver hermed, indtil man har faaet Borſterne ſorterede i de forſkjellige onſkede Lengder. Har man faaget blandet Borſterne med Rod og Topende til begge Sider, ſkulle de ven⸗ des. At plukke de en⸗ kelte Borſter fra hinan⸗ den, vilde blive uover⸗ kommeligt, og man har derfor fundet paa folgende ſnilde Fremgangsmaade. De blandede Borſter bredes ud i et tyndt Lag paa tvers af et umalet Brædt (faa at hver Borſte ligger paa tvers af Zræets Aarer). En lille kantet Treliſte Jættes tvers over Midten af Borſtelaget og ſkydes nu med et let Tryk lidt frem og tilbage efter Borſternes Længde, ſom Fig. 2 vi⸗ ſer. Herved forſkydes disſe til begge Sider, og altid i den Retning, at Rodenden gaar udad til begge Sider, faa at tilſidſt kun Topenderne ligge ſammen mod hin⸗ anden. Begge Lag tages nu fra hinanden, den ene Bunke vendes, og naar de lægges ſammen, har man alle Rodenderne af Borſterne nøje til ſamme Ende i Bundtet. Heſtehaar af Hale og Manke anvendes ogſaa meget til blødere Borſter. De hvide ere meſt ſogte og koſt⸗ bareſt, og til de blodeſte Borſter anvendes altid Manke⸗ haar. Hvis Heſtehaarene ere for ſmudſige, renſes de paa den Maade, at man tager et Bundt i Rodenden og piſker det godt igjennem i lunkent, ſpagt Sæbevand. Bil man have de hyide Heſtehaar rigtig farvelgſe, lægges de vaſkede Haar i Kalkvand, og efter at de ere piſkede heri, ſkylles de fuldſteendigt af i et Par Hold rent Vand, hvoraf det ſidſte er tilſat noget ſlemmet Kridt. Man har nu de ſaakaldte „Kridthaar“, ſom ere ſne⸗ hvide og ſmukt klare. De vaſkede Haar opbindes nu i 381 lige runde Polſer, beviklede med Baand, og torres ved jævn Varme eller i Solen. ; Foruden Borſter og Haar anvendes i de ſenere Aar flere Planteſtoffer til Borſtenbinderarbejde, nemlig i ER Piasſava, der beſtaar af en ſydamerikanſk Palme⸗ arts ſeje, fiſkebensagtige, brune Bladripper. Den kjobes bedſt i renſet Tilſtand (heglet fri for Skal og Urenhed) i Baller paa 60—80 Pund. Den gode Piasſava har lange, ſmidige, faſte Trevler af en rund⸗ agtig Form. Para kaldes en lignende brunlig, ſtraaagtig Plante⸗ trevbl. Den er langt bedre til Borſtenbinderarbejde (dog med Undtagelſe af Gadekoſte) end Piasſava, og ſtjelnes fra denne ved, at den fages i kortere Bundter, da Trevlerne kun ere omtrent en Alen lange, ſamt ved at den har ſterre Smidighed og fladere Trevler, ſom ere noget lyſere end Piaſava. i Kokostrevler eve lysbrune Trevler af Kokosnoddens Hylſter: de kjobes i ſmaa Bundter af Længde ſom Mankehaar, men ere betydeligt grovere end Heſtehaar. Fiber ere gulhvide, heſtehaaragtige Trevler eller Taver, ſom grov, ſtrid Hamp. Kokostrevler og Fiber bruges meget ofte farvede ſorte. Til 10 Pund bruges et Par Pund Brunſpaan, ſom koges i en Spand Vand, ſies gjennem et grovt Klæde og tilſcttes 1/4 Pund Vitriol, oploſt i Vand. J den lunkede, ſorte Farve⸗ ſuppe lægges Trevlerne i løft ſammenbundne Smaa- bundter i 12 a 24 Timer, eller indtil de have den øn- ſkede Farve, hvorpaa de optages, ſkylles og torres. Risrodder ere ſpovlgule, kruſede Rodtrevler af Ris⸗ planten af 6—10 Tommers Længde. En finere Slags af dette Materiale kjobes under Havn af Grenelle. Traad. Til Binding af Borſterne bruges Traad, der kan være af Hamp, Jern eller Mesſing. Jerntraad anvendes hyppigſt og kjobes bedſt glodet hos en Naalemager (af Nr. 25, 27 eller 29). Gloder man | det ſelv, maa den lægges op i fmaa Ringe, der lægges | paa en jævn Zrætulild, indtil den er ensformigt godt firjebærrød. Bliver Traaden lyſerod eller hvidglødende, forbrændes den, bliver ſkor og ſpringer under Arbejdet. Af Mesſingtraad bruges Nr. 30. 3 Berffetræcrne ere i Reglen firkantede Smaabræder af Bog, Birk og Ahorntre af forſljellig Længde, Brede og Tykkelſe med afrundede Ender. Ved Tildannelſen maa man helſt have den Borſte for Oje, ſom man on⸗ ſker at forfcerdige, men man maa altid ſorge for, at Længde, Brede og Tykkelſe bliver nøjagtig ens paa hele Treeſtykket. Redſkaberne. det ſtaar godt faſt, og man kan anbringe et gjennem⸗ boret, tommeſtort Hul paa Forkanten af Bordpladen. Kan man, ſom Fig. 3 vi⸗ ſer, ½ Alen fra Kanten anbringe et ¼ Al. højt Midten af Bordet, da er j meget nyttigt til at fløde Borſterne op i Rodenden paa, medens man arbejder. J det nævnte Hul anbringes en Træpind (Fig. 4 6), hvorpaa Traaden er opvundet, ſom à viſer, ſamt en : Kam til at klare Borſterne paa. Denne forfeer⸗ af et ſmalt, uboret Borſte⸗ træ, midt i hvilket man med / Tommes Afſtand bores en lige Rokke af 10 —15 Huller, og derigjen⸗ nem bagfra opdrives glatte, 15 2 femtommers Som d d. De rettes alle lodret op, og denne Kam. fæftes til Bor⸗ det med et Par Skuer e i Enderne af Zræet, ſom Fig. 5 viſer. : 2 Vorſtebor til Boring af Hullerne maa haves i ſorſkjellige Storrelſer, lige fra 1/12” til fine Klæde- borſter, indtil /s“ til Gadekoſte. Kan man ikke faa dem at kjobe, kunne de dannes af almindelige ſmaa Druebor (Svingbor) ved at tilſlibe Enderne paa disſe noget ſpidſere, faa at der dannes ct kegleformigt Hul. Ved Boringen ſtandſes, naar lige Spidſen af Boret Fig. 4. Fig. 5. o d Fig. 7. Fig. 7. Fig. 6. En ſtor Sax til Afklipning af Borſterne, naar de ere ſatte i Træet. Tremaal til Afklipningen, beſtagende af lige, brede Treliſter af /, 1, 1 og 1 Tommes Brede. Til Piaſavakoſte (Gadekoſte) fordres i Stedet for Sar og Maal en Kniv af 3“ Brede og 10“ Længde, Arbejdsbord. Borſtenbinderne have et til dette faſtſkruet med Eggen opad paa Siden af en / Alen Brug ſeerligt indrettet Bord, men til Husflidsbrug vil | høj Træblof. Paa denne afhugges Piaſavaen i pasſende man kunne anvende et ſimpelt, lavt Bredebord, blot | Længde, idet man lægger den paa Eggen og ſlaar Brædt paa Kant langs Fig. 3. dette opſtagende Bradt diges bedſt, ſom Fig. 5, er kommet gjennem Træet efter Linien a 6 Fig. 6 og T een eee 382 paa den med en Kolle (Afhuggeren) ſom Fig. 8 viſer. ; En Syl til at op⸗ romme Huller med og en Niptang (Fig. 9) til at fremdrage de knakkede Traadender med ere ogſaa fornødne ⸗Redſkaber, for⸗ uden en god Kniyv. . Et Rillejern til at ffære Render bagpaa Borſtetreet kan und⸗ væres, men maa haves, naar man vil forfærdige Fig. 9. en ſterre Mængde Borſter. Det dannes ſom en Baand—⸗ kniv, der, ſom Fig. 10 viſer, har en trekantet og en Fig. 10. rund fremhævet Eg paa Midten, eller ved et baandkniv⸗ formet Haandgreb, der, ſom Fig. 11 viſer, i en Rende midtpaa kan faſtſkrues et trekantet Rillejern a, der faſt⸗ Fig. 12. hold af Skruen s. Det trekantede Skereſtaal ſes i ſtorre ſtͤrre Maaleſtok i Fig. 12, hvor man jer den udfilede Egg ved a. BVorſtetreets Boring. | Naar man vil forferdige Børftetræerne jelv, er Bo⸗ ringen den vanſkeligſte Opgave. Man maa helſt paa et Stykke Papir af Børftetræets Storrelſe optræffe lige ſaa mange Linier paa langs, i indbyrdes lige ſtor Af⸗ | ſtand, ſom man vil have Borſterader. Pag en af de | og lignende, |-og gode Bordborſter. fſkrupper ag lignende. Para bruges blandet med Fiber til Gulvſkrupper, Vaſkeberſter, Sebeborſter, Fodbsorſter oſp. Afſtand. ſtand i Rakkerne, der gaa om de afrundede Ender, og yderſte Linier afmaaler man da med en Pasſer Afſtan⸗ den mellem Hullerne, og drager fra disſe Punkter ſkraa Tverlinier tvers over Borſten, faa at Skeringspunkterne paa Lengdelinierne ſtaa i „Forbundt“, d. v. ſ. hvert Punkt lige midt for to andre i Sideraden. Alle Sfæ- 8 ringspunkterne gjennemſtikkes med en grov Syl. Naar | dette Papir lægges faſt paa Borſtetreet og overfares med en i Konrog dyppes lille Borſte eller Penſel, vil der for hvert Hul afmerkes en fort Prik i regelmæsfig Man regulerer nu disſe Punkter i lige Af⸗ og kan nu bore et Hul i hvert Merke. Ved Boringen bemeerkes, at den inderſte Raekke bores forſt lige ret op og den neſte Rakke lidt mere ſkraa udad og ſaaledes fremdeles til den ſidſte Rakke, ſom endnu maa ſtaa mere udad end de fore— gaagende. Derved faar de yderſte Borſterade et ſvagt Fald udad, ſom antydes ved Fig. 13, der viſer en Borſte, ſet fra Enden. Med en Kniv eller et Gedefodsjern, (ſom det bruges til Treſkœrer⸗ arbejde) eller med Rillejernet (Fig. 9 og 10) opfkeres da tilſidſt en Rakke Riller bag⸗ paa Træet over alle Hullerne, i en fortløbende Rende, ſom Fig. 14 viſer, hvorved Traaden faar et pasſende Leje i en Lengde alle Ra⸗ derne rundt. Vorſtens Trakning. Ved Borſtens Trakning gjælder det at vælge netop de rette Materialier til den Slags Borſter, man vil forferdige, hvorfor vi forſt ffulle give en lille Vejled⸗ ning hertil. . . Svineborſter anvendes de ſtiveſte Ender til Kar⸗ deſker og Haarborſter ſamt Bottebonere og prima Kledebarſter, de afſkaarne Topender kunne bruges til fortrinlige Gul vſkrupper. De mindre ſtive Svineborſter bruges til ſimple Kledeborſter, Gul v⸗ ſkrupper og bedſte Stovekoſte. De bløde til ſimp⸗ lere Stovekoſte, Vognborſter, Blankborſter o. lign. 3 Heſtehaar anvendes ſom Stedfortræder til ſimplere Kledeborſter, Blankborſter, Skaftborſter De bløde Mankehaar til Hatteberſter Piaſava bruges til Gadekoſte, ſimple Kar: deſker, Teppekoſte, Skureberſter, Kar⸗ Fiber anvendes ſom et ret godt Stof i Stedet for ſimp⸗ leſte Sort Borſter. Til Borſter, der komme i Vand, maa det blandes ſteerkt med Svineborſter eller med Para, da de ellers lægge fig ved at bruges vande, ſom til Gulv⸗ og Vinduesvaſkning. Materialet afhugges i den fornødne Længde (lidt mere end dobbelt faa langt ſom Borſten og Borſte⸗ 5 trœets Hojde) 5 — ũ ²ò⁰V e- ß 2 REAR Brug. Det rillede Borſte⸗ træ tages frem, hvorefter man Fig. 15. 8 begynder ved Hullet a og fortſetter til Hullet 5, Figur 15. Man fæjter nu Pinden, hvorpaa Traaden er op⸗ viklet, i fit Hul i Bordet, ſtikker Traaden gjennem det forſte Hul i Borſtetrœet, tager et pasſende lille Bundt Bor⸗ 5 ſter og vikler ) Zraadenden faſt derom, hvorpaa man med Traaden træffer Bundtet ſtramt an mod Hullet, Fig. 16. jaa det lægger fig dobbelt og drages ind deri til Bunds. Den forſte Dukke ſidder nu faſt, ſom ſes paa den be | gyndte Blanffværtebørfte Fig. 16. Man bøjer Traaden ſammen i en Lokke, ſtikker den igjennem i det næfte 3 Hul, udvider Lok⸗ ken med Fingrene paa venſtre Haand, pasſende lille Bundt paa Midten, drager atter Børftetræet ſtramt an ved at træffe det udad fra Pinden, og den neſte Tot klemmes Bunds i ſit Hul. Fig. 17. Paa denne ſimple Maade fortſcetter man Hul for Hul, indtil man har fyldt en Rad. Man lægger da en lille Treliſte, af den Brede, Borſterne ſkulle ſtaa frem, paa Kant foran Borſteraden, og ved Hjælp af Kniven ved at hugge med Zræføllen (ſom Fig. 8 viſer) eller med en ſtor, ſkarp Sax flipper man noj⸗ agtigt efter Linealen alle fremſtagende Ender af Bor⸗ | ſterne, ſaa de blive lige lange, ſom Fig. 18 viſer. Dette gjentager man, hver Gang man har en Rad . og lægges til | Rette i en op⸗ ſtodt Bunke til om Midten og | ſnoer Traaden ſom Fig. 17 viſer, indſctter atter et dobbelt ind til Fig. 18. trukken, til Borſten er færdig. Den Hojde, Borſterne Skoborſter, Skureborſter, Gulvſkrupper: / Tomme. Kardeſker til Heſtee Rn 58 — Kledeberſter af mindre og mere ſtive Borſte n:: 1a 1) — Kokardeſker af Para, brede Blant | børfter og Hatteborſter 174 — 5 Gadekoſte af Piaſav ma e Man maa altſaa have Liſter af nævnte forſkjellige Breder til Borſternes Afffæring, dog tages ſtadigt Hen⸗ en ſtiv Borſte af blødt Materiale, laves den kortere, end det angivne Maal, da den færdige Borſte derved bliver ftivere: men den faar ikke faa ſmukt et Udſeende og er ikke at anbefale ſom Handelsvare. Som almindelige Bemærkninger ved Arbejdets Ud. forelſe erindres, at man for det meſte begynder paa de midterſte Rader, ſom paa Kleedeborſter ofte treekkes af ſorte Heſtehaar, og ſlutter med de yderſte Rader, ſom gjerne fyldes med hvide og ſmukke Svineborſter. Et⸗ hvert Hul fyldes med et pasſende Bundt, faa at det lige netop kan træffes ind; er det for lille, bliver Børs ſten tynd og ſlet, og ved Brug falde Haarene ud, og er det for ſtort, ſpringer Traaden med Inddragningen. Piaſava og Para, ſaavelſom Fiber, Kokostrevler og Risrodder, maa altid holdes fugtede under Inddrag⸗ ningen, da de ſaa ere ſmidigere. a ? Naar Zræfningen er fuldendt godt, jfal alle de inddragne Børftebundters Hoveder være trukne til Bunds tæt op til Bagſiden af Træet, jaa de kunne ſes ens langt fremme i de indjnævrede Huller, og Traaden maa ligge ſtram og klar i de Riller, der forbinde Hullerne paa Zræets Bagſide. a De ſtiveſte Borſter, ſom Heſtekardceſker og Haar⸗ borſter, ſkulle, for at blive jaa ſkarpe ſom muligt, ikke alene dannes af de ſtiveſte Borſters Rodende r, men afklippes i, er for de forfkjellige Sorter helſt følgende: - ſyn til Materialet, ſom benyttes; hvis man ſkal lave ſtens Bagſide (lidt rigeligt, jaa Rillerne fyldes) og Fi tillige træffes patent“, d. e. paa en ſaadan Maade, at | Borſteenderne ikke ſidde lige langt frem. Man afffærer dem derfor alle for Trakningen, nøjagtigt dobbelt faa lange, ſom de ſkulle ſtaa frem af Zræet.… Hver Gang man indfætter et lille Bundt, forſkyder man det forſt lidt mellem Fingrene, faa at Enderne glide /s Tomme forbi hinanden til begge, Sider, indſcetter Bundtet ved Lokken nøjagtigt i Midten og drager det ind. Nogle Ender af Børftebundtet vil da ſtaa lidt længere frem end andre, og Borſten faar derved langt ftørre Skarp⸗ hed, d. v. ſ. Evne til at trænge ind mellem Haarene under Brugen, ſaa at Haarbunden renſes bedre. Man begynder Trakningen af en Kardoeſk fra Midten og fort⸗ jætter rundt udad, ſom Figur 19 viſer. Naar Børfterne ere trukne, ſkulle de finere Sorter, ſom Klædebørfter, Haarborſter, Kardeſker oſv., „fineres“, idet man dakker den raa, uſkonne Bagſide med en tynd Spaan af fint Zræ, ſom Mahogni, Noddetree, Pali⸗ ſander o. lign., hvilken paalimes, afpudſes og poleres ſmukt. Fremgangsmaaden herved er forklaret i Haand⸗ gjerningsbogens Iſte Del, Side 46—49 og 8488. Kun bemoeerkes, at man helſt maa limſtryge baade Bor⸗ nen, der maa fugtes lidt forinden paa den udvendige Side, for ikke at kaſte fig. Naar 35 deen er paalagt og trykket eller gne⸗ == re md det faſt overalt, faſtholder man nem⸗ Fig. 20. meſt Fineen, indtil den er faſttorret, ved rundtom at anbringe en halv | Snes ſmaa Traklemmer af Bage⸗ træ med et lille, ſpalehaleformigt indſkaaret Hak i Siden (Fig. 20 a), ſom faſtklemmes om Borſte⸗ kanten med en lille Kile af Tre, ſom Fig. 21 viſer, hvor a angiver Klemmen, der med Kilen 5 er faſt⸗ klemt over Borſtens Rand. i Pa Forſtjellige Vorſteformer. Efter den hojſt forſkjellige Anvendelſe gives der ſelofolgeligt hojſt forſtjellige Former og Storrelſer af Borſter, ligefra den fineſte Tandborſte til den ſtorſte Gadekoſt. Det vilde blive for vidtloftigt blot at mo tale eller beſkrive dem her, og hidfættes blot Tegning af en enkelt Borſteform, en Bordborſte (Krummeborſte) med udſkaaret og indlagt Børftetræ, Fig. 22, for at viſe, at man ofte paa denne Maade kan forfærdige ſmukt Fig. 22. EN udført Borſtenbinderarbejde, naar man vil lave en en⸗ kelt Borſte. Vil man forferdige mange almindelige Borſter, ſtaar man ſig bedſt ved at kjobe de ferdig⸗ borede Zræer fra Kjøbenhavn, hvor de tilvirkes 1 masſigt. å Gadekoſte af Piaſava. Disſe træffes med ſteerkt Sejlgarn paa ſamme Maade ſom en Borſte. Piaſavaen kemmes og afhugges med en Kolle paa den tidligere Huggekniv i 14 à 15 Tommers Længde, hvorefter de blodes nogle Timer i Vand. Naar dette er løbet godt af, begynder Træf ningen, hvorunder det er meget vigtigt at ſorge for, at Hullerne blive fuldſtendigt fyldte. Naar en Rad er truffet, afhugges den over den faſte Kniv, efter et 6 a 7 Tommer bredt Maal, ſom Fig. 8 viſer. Man ved⸗ bliver ſaaledes, idet man pasſer, at Traaden kommer til i at gaa udenom (og ikke tversover) Hullet til Skaftet, indtil Gadekoſten er færdig, ſom Fig. 23 viſer. De * Fig 23. enkelte for torre eller ſkore Totter, ſom maatte knaekke under Indtrakningen, ſaavelſom den ſkore Piaſava, man ſtundom kan finde Lokker af mellem den gode, ſammen⸗ bindes med en Snor paa Midten til Karſkrupper, en Haandfuld Piaſava i hver. Gadekoſtene forſynes ovenpaa med en paanaglet Dakkſpaan til at beſkytte Traaden. Gulyſkrupper paa⸗ ſlaaes ſom bekjendt en Dakplade af ejendommelig tres kantet Form, hvori Hullet til Skaftet er ſkraat indboret Dette Dæftræ nagles paa med 11 ¼ Tommers Som i hvert Hjørne nedenfra i Gulvffruppen. Begarbejde. Stovekoſte forfærdiges paa en fra det foran be⸗ ſkrevne Børftenbinderarbejde meget forſkjellig Maade, * SENERE 385 idet Sullerné ikke bores helt igjennem Træet, og Bor⸗ ſterne ſettes faſt med Beg i Stedet for med Traad. Trœet gives i Reglen fin Form paa Drejebeenken. Den ene Side hovles af det runde Skaftſtykke, hvor Borſterne ſkulle indſcettes. Heri bores flere Rakker Huller, kun halvt igjennem Zræet, idet man i Reglen gjør de inderſte Rekker noget ſtorre og fjernere fra hin⸗ anden, og den pderſte Rekke mindre, men tættere ſam⸗ men i meget ſkraa Retning udad. Man faar da med mindſt Arbejde det ſmukkeſte Reſultat. Bindematerialet er almindeligt Beg, ſom ſmeltes i en lille Kasſerolle, og ved at have en lille Lampe ſtaaende under denne, holdes Beget i en pasſende fly⸗ dende Tilſtand. Naar det har den rette Varme, er Overfladen ſpejlblank. Naar Beget har varret ſmeltet ofte, bliver det for ſprodt, og man tilſetter da. lidt Zælle; kom man for meget i, fan lidt tilſat Harpix atter give ſtorre Faſthed. Ved „Begarbejdet“ lægger man de velopftødte Borſter i en Bunke paa Bordet til Venſtre, med Roden til Hojre. Ved Hjælp af en Knivſpids, der ſtikkes ind i Bunken, tager man en pasſende ſtor Dukke frem, ſto⸗ der den ganſke lige i Rodenden og plukker enkelte muligt fremragende Børfter ud, da de ſenere ville ſinke Arbej⸗ det. Man dypper nu Rodenderne 1/4 Tomme ned i det varme Beg og ſtryger det overflødige af paa en midt over Kasſerollen anbragt Jerntraad. Paa den i Bordet faſte Pind har man oprullet ſteerk Hampetraad. Med den venſtre Haand holder man Bundtet, ſtrammer med højre Haand Traaden og vikler den fire Gange om den begede Ende, tæt ud til denne, ſom Fig 24 4 5 vi⸗ jer. Man drejer nu Rod⸗ enden ind mod ſig, krydſer trykker den i Pinden fæ- ſtede ſtramme Ende à over og gjennem Rodenden af a Bundtet, idet man ſtadig faſtholder den anden Ende 5 med Haanden (Fig. 25). Ved dette ejendommelige Kaſt ere begge Traadender fee— ſtede, ſaa at man kan ffære dem tæt af, uden at de Fig. 24. Fig. 25. losne. Den viklede Ende dyppes atter i Beget op over overſte Traadvinding med den ene Haand, medens man med den anden fatter Traet med Skaftet ind mod Kroppen. Dukken ſtikkes raſk til Bunds i fit beſtemte Hul (man begynder med andet Midthul), og medens den faſtholdes med Fingrene i ſamme Stilling, vrides Skaftet en hel Gang rundt, indtil man atter har Skaftenden ind mod fig, ſom Fig. 26 tydeligt viſer, et Tryk for at faa den bedre til at ſprede. Forſt nu flipper man Dukken, ſom Beget er ſtivnet om i Hullet, jaa at Børfterne beholde den ſpredte Stilling, de have 4 i det ſamme Traadene og "hvorefter man endnu en Gang giver den nedſatte Tot Fig. 26. erholdt i dette ved Vridningen. Ellers vil hver Tot Borſter ſtaa lige op, jaa at Stovpkoſten ikke faar det fyldige, ſtruttende Udſeende, den bor have. Det be⸗ merrkes endnu, at derſom man kun beger Dukken en Gang, efter at den er ombundet med Traad, ville de midterſte Barſter ikke blive tilſtrekkeligt omgivne af Beg i Rodenden, og ſnart falde ud. Man maa derfor dyppe baade for og efter Ombindingen. Man fætter i Reglen Midtrakken fuld af graa (hvide og forte blan⸗ dede), ringere Borſter, og den udvendige Kant med bedre og ſtivere hvide Borſter. Naar Koſten er fat fær- dig, pudſes de enkelte fremſtaaende Spidſer af Borſterne, idet man med venſtre Haand ſamler Borſterne, forſt i den ene Ende og faa i den anden, fan Spidſerne nærme fig hinanden midt over Koſten, og klippes de fremragende Spidſer af. Derpaa beklipper man Midten efter er Skon lige højt med Enderne, men vogter fig for at klippe mere af end hojſt nødvendigt. Slutteligt males Zræet enten rodt eller gront, hvilket hurtigſt ter med folgende Lakfarve, der torres paa faa Minuter. Man kjober 1/2 Pot Spiritus, der holder 15 Gra⸗ der, 25 Kvint Schellak og 10 Kvint Harpix. De to ſidſte Dele ſtodes fint og kommes paa Flafken, hvori Spiritusſen er, denne ryſtes jævnlig i Løbet af 1—2 Timer, indtil det Hele danner en jævn, oploſt Masſe, der maa have en Tykkelſe ſom god Oliefarve. Denne Lak opbevares pan en vel tilproppet Flaſke og rores ud — pens pege. i en Skaal med lidt revet Mønnie, naar man vil male rødt, eller med lidt engelſk Grønt, naar man vil have Stovekoſten gron. Afrevet med lidt fint Sandpapir og malet nok en Gang faar Stovekoſtens Skaft ſmuk Glans. Bognyt. „Haandgjerningsbog for Ungdommen“ af Hus⸗ vennens Udgiver er midt i f. M. udkommet med dte og Gte Hefte indeholdende udførlig Vejledning til Pap⸗ arbejde og Bogbinderarbejde, med 76 ſmukt udførte forklarende Billeder. Det er Udgiverens Haab i dette Verk at byde den danſke Ungdom en fortrinlig Vej⸗ ledning til Fritidsſysſel, ſamtidig med at levere en fuldſteendig e de Som Prove paa Bo⸗ gens Indhold i denne Retning, bringer Husvennen i Dag et Afſnit om Borſtenbinderi. jern 0 for Ungdommen vil indeholde lignende Anvisninger til allehaande Haandgjerning oplyſt med omtrent 500 Bil⸗ leder. Den udkommer i Hefter paa 3 Ark à 50 Ore og kan beſtilles i enhver Boglade. Priſen for den ſamlede Bog vil blive mellem 4 og 5 Kroner. Smaaking. De uygreſke Gredekoner. De nygræjfe Gradekoner træde helt lyſtige og muntre ind i! det dem anviſte Ligverelſe; derpaa ſtrides de forſt en Tid med Slegt⸗ ningerne om Priſen paa deres Klageſange, tomme der⸗ næjt nogle Krukker Vin, og endelig tager Komedien fin Begyndelſe. En dump Stønnen blandet med dyb Hulken danner ligeſom Forſpillet. Efterhaanden bliver Graaden højere og ſterkere, og ſnart ſynes disſe Kvinder at pere aldeles ude af fig ſelv af Smerte og lidenſkabelig Sorg. Under Strømme af Taarer forkradſe de deres Anſigt, drive hele Haandfulde (falſt) Haar, vælte fig omkring paa Gulvet ofu. Derpaa følger Litaniet og endelig den højtidelige Ligjang, hvori enhver af disſe Kvinder ſynger fin egen Strofe Saaledes gaar det en halv Time eller længere, i Forhold til den betingede Pris, indtil Begravelſen ſkal finde Sted. De folge da under gientagne Klageſkrig med til Graven; men nappe er Kiſten fat i Jorden, før de gjeblikkelig rende tilbage til Sorgehuſet, jætte fig til et godt beſat Aftensbord og blive da de meſt overgivne Bakkantinder, ſom tenkes kan. Haandgjerningsbog | | Indhold. „J Himmelen er det“ afbrød Læreren ham. rig“, ſagde Drengen atter. jaa maa han være flyttet”; i „Himme⸗ „Nej i Himmelen“. „Ja 1 Firkantet Nod. Af 4 E, 3 R, 2 K, 2 N, 2 A, 1 B, 1 D og 1 V, dannes 4 Ord, ſom ſkrevne under hinanden og leſte fra Oven og Nedad og fra Venſtre til Højre giver Løsningen paa Gaaderne: Naar Du det førfte færdig faar, Du muligvis det andet naar, hvis førfte godt mon være; det tredie er Fuglens Bo, det fjerde, ja det maa Du tro, Du helſt bor undgaa, Kjere! Oplosninger paa Billedgaaden i Nr. 46: En Drivert. paa „den firkantede Nod“ i Nr. 46: A Til Leſerne. Udgiveren antager, at det i den travle Hoſttid ikke vil være Bladets Læjere ufjært at modtage et Dobbelt⸗ nummer hvoraf den ene Salvdel indeholder en Vej⸗ ledning til Bors tebinding, ſom til Vinteren kan afgive en velkommen Vejledning til dette Arbejde. J naſte Uge udkommer altſaa intet Nr. af Hus⸗ vennen. Vrepvexling. DhHrr. Chr. Henn i R. og N. J. i V. pr. Støvring. Deres Klage over forgaves Henvendelſe til Poſtexpeditionen om at erholde udeblevne Numre indſendt til Underſogelſe gjennem Avispoſtkontoret, for at De kunne faa komplet hvad De har betalt og lignende Uorden ved Expeditionen kan blive forebygget i Fremtiden. Enhver Klage ſom kommer Üdgiveren i Hende over at manglende Numre forgaves ſtrax er blevet affordret vedkom⸗ mende Poſtkontor indſendes ſtrax til det overordnede Poſtkontor for omhyggeligt at blive underſogte. Men Udgiveren maa hen⸗ lede Holdernes Opmerkſomhed paa, at Anmeldelſen om ude⸗ blevne Numre bor indſendes ſkriftligt og ſtrax (ſeneſt inden 3 Uger) til det Poſtkontor hvor Bladet er betalt, for med Rette at kunne klage over forgjeves Henvendelſe om manglende Nr. Nicolaj Frederik Severin Grundtvig, af Bendix Hanſen (tildels efter Barfod), med Billede. — Bratte Om⸗ vexlinger, Fortælling af Emanuel Henningſen (Fortſat.) — Husflid: Borſtenbinderi. — Bognyt. — Smaating. — Firkantet Nod. — Til Læferne. — Brevvexling. — Billedgaade. gilledgaade (Rebus). F Husvennen udkommer lik hver Søndag med ef 16. ſpallet Art, forfynet med flere Billeder, lil 1 Krone (3 Alt.) Tjerdingaaret frit lilſendt. Hr Jjerdingaar medfølger gralis et fork fmukt Villede. Bladet kan beſlilles paa elhvert Voſlſioulor og Brevſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hopedkommisſioncren: Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Ke benßavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. ” 2. Aargang. Nr. 49. Bratte Omvexlinger. Fortqlling af Emanuel Henningſen. 2 (Fortſat.) Hrart efter vare vi alle ſamlede og i en livlig Pasſiar med Anker, hvis Anſigt ſtraalede af Velvillie og Munterhed. „Nu maa Damerne og Saab ene ſtrax kjore hen til Gjeeſtgivergaarden“, ſagde han, „her er Vognen. Ja, der hjælper ingen Indvendinger, Froken Amalie; De maa finde Dem i Sfæbnen. Hvil Dem faa lidt ud; om en Times Tid ffal vi ſende Bud efter dem alle; men vi ville forſt have flyttet nogle af Møblerne ind. Hvad hedder Pigen der... naa Maren; ja, hun kan vel tage med os og hjælpe lidt til. Nu farvel jaalænge!” Vognen rullede af Sted, og vi gave os i Færd med at faa Mobler og Kasſer pakkede paa en Del Arbejdsvogne, ſom Anker havde ladet mode ved Broen. Derpaa begav vi os i Forvejen til Toldinſpektor⸗ boligen. „Hvor megen Tak er jeg og min Familie Dem ikke ſkyldig“, ſagde jeg til Anker paa Vejen. „Hvor triſt vilde det ikke have været for os, hvis vi ikke havde havt Dem til at modtage os og hjælpe os til Rette“. „Nej, De er mig flet ingen Tak ſkyldig“, ſparede han, „det er mig en ſand Glæde at kunne være Dem til Nytte, og vil De og Deres betragte mig ſom en gammel Ven af Huſet, er jeg fuldt belønnet”. Jeg dvæler og dvæler ved disſe ſmaa Samtaler | Hondagen d. — SPlorftabstæsning, Oplysning 00 Qusflid. - 5. Geptember. Kjøbenhavn, 1825. og önſker næften at kunne træffe dem ud i det uende⸗ lige, for at den mørke, roedſelsfulde Skygge, der lurer bag ved Solſkinnet, kan blive trængt tilbage faa længe ſom muligt. Dog, den trænger fig frem i min Er⸗ indring, mørk, fold og isnende, fyldende min Sjæl med uhyggelig Augſt; thi jeg nærmer mig nu til det Livs⸗ afſnit, ved Tanken om hvilket min Haand ffjælver, ved Tanken om hvilket mit Oje ængfieligt farer hen til de dunkle Kroge i Stuen. Kort efter at vi vare komne til mit fremtidige Hjem, rullede den forſte Vognladning Møbler ind i Gaarden, og de andre Vogne fulgte ſnart bagefter. Det varede heller ikke længe, før vi havde faaet en Del af Møblerne ind i Væreljerne, hvor der nu var rent og pænt. Da kom jeg i Folge med Anker forbi Doren til det Verelſe, ſom Brink havde bebbet, og ſpurgte: „Er Hr. Brink flyttet?“ „Ja, han er“, ſparede Anker, „han flyttede hen i fin ny Lejlighed i Aftes og lod til at være meget til⸗ freds efter Omſteendighederne. Vil De ikke kaſte et Blik ind i Verelſet med det ſamme?“ Med disſe Ord gik jeg videre, medens jeg aabnede Døren og traadte ind. Men i det ſamme udſtodte jeg et forferdet Skrig; thi i en Strikke, der var faſtgjort i Loftet, hang han, den ulykkelige, gamle Brink, med voldſomt fortrukket Anſigt, med den ſorte, ophovnede Tunge ude af Munden, med de frygteligt fremſtagende, bruſtne Øjne vidt aabne og det hvide Haar hængende ned om Banden. Saaledes hang han, ſom jeg ſenere jaa ofte jaa ham hænge, dod og fold med en væltet Stol ved fine livløje Fødder, å x GREBET SETE 3 — SE Bees ** 35355 „Til Hjælp!” fkreg jeg i Forferdelſe, idet jeg med krampagtig Hurtighed rejſte Stolen og ſprang op paa den, medens jeg med fortvivlet Haft aabnede min Lommekniv og ſkar los paa Strikken, holdende det liv⸗ loſe Legeme omſlynget. „For Guds Skyld til Hjælp!” Strikken braſt under Kniven, den Dode ſtyrtede ned og traf mig med fig; jeg havde i Ojeblikket ikke Kræfter nok til at holde ham oppe. Det gav et dun⸗ drende Stød i hele Huſet, ſyntes det mig; det ſuſede og bruſede for mine Oren; jeg formaaede kun at ud⸗ ftøde endnu et Skrig, derpaa tabte jeg Bevidſtheden. Da jeg atter kom til mig ſelv, laa jeg inde i Dagligſtuen paa en Sofa. Jeg havde en knugende Folelſe af, at der var hendet mig noget frygteligt; men jeg vidſte ikke, hvad det var. „Ovad var det?“ ſpurgte jeg forvirret og eengſtelig. „Gamle Brink“, ſparede Anker. Det gav et Set i mig; thi den hele Begivenhed ſtod tydelig og klar for mig i ſamme Nu. „Er han virkelig død?” „Stended! Han har gjort det i Aftes, det er der ingen Tvivl om“, ſagde Anker. „Men je nu at fatte Dem; det gaar ikke an, at Damerne faa at vide, hvad der er ſket, i alt Fald ikke ſtrar. Føler De Smerte noget Sted?“ „Jeg har noget Hovedpine; jeg har vel ſagtens ſlaaet mig lidt i Faldet, dog det har mindre at betyde. Sig mig, kjcre Anker, hvad ſkulle vi gjøre?” Blicher, for at Liget ſaa ſnart ſom muligt kan blive bragt bort. De kommer viſt nok om et Ojeblik“. Han havde næppe udtalt, for de omtalte traadte ind. Jeg rejſte mig fvinglende op fra Sofaen og fulgte med dem for at afgive min Forklaring. Forret⸗ ningen var ſnart til Ende; der var ikke Spor af Liv tilbage i den Ulykkelige, og Liget blev af et Par Ar⸗ bejdsfolk baaret om i Sek Lejlighed, der var lejet til Brink. Hvor maatte jeg ikke være glad for Anker og hans Hjælp. Jeg følte mig jaa ſvag og forvirret ſom et Barn og var ikke i Stand til at foretage mig noget, dertil kom, at jeg havde en ulidelig Hovedpine. „De maa, min Sjæl, ikke gaa hen og blive ſyg“, ſagde Anker, „det kan De, ſom en ung, ftærk Mand ikke være bekjendt, forſikkrer jeg dem. Det var ganſke viſt en uhyggelig og hojſt bedrovelig Hiſtorie; men, jer De, Mænd, ſom De og jeg, maa ikke lade fig ſlaa i Gulvet af Omſteendighederne. Vi maa virkelig viſe Damerne et muntert Anſigt“. Han fik mig overtalt til at lægge mig lidt paa Sofaen igjen, ſendte Bud efter en Flaſke Eau de Co- logne, gjennemvedede et Torklede dermed og lagde det med en Kvindes Omhyggelighed til Rette paa min Pande. Hvor var han dog godhjertet, venlig og utrættelig. Snart lød hans Stemme ude i Gaarden ſnart inde i Sideværelferne, og hver Gang, jeg horte den, følte jeg et Velbehag og en Beroligelſe, ſom jeg ikke formaar at beſkrive. Der hengik ſaaledes en halv Times Tid; den ſkrakkelige Hamren og Banken i mit "Hoved begyndte at blive ſpagere, og jeg var netop i Begreb med at rejſe mig fra Sofaen, da Doren aab⸗ nedes, og Amalie traadte ind. £ „Jo, Du er mig en net Mand”, udbrød hun. „Der ſidder Du i al Magelighed og lader os vente en Evighed. Men Gud, Villiam, hvorledes er det, Du ſer ud? Du er jo ſaa bleg ſom et Lig!“ „Hvor er Eliſe?“ „Et halvt hundrede Skridt bag efter med Børnene. Sig mig det hurtigt; er Du alvorligt ſyg?“ £ „Nej, det har mindre at betyde; men hør, Amalie, Du er en ſteerk Pige; Du maa hjælpe til at ſtjule det et Par Dage for Eliſe. Da jeg kom, fandt jeg Brink død i et af Væreljerne; han havde dræbt fig ſelv“. „Skrakkeligt!“ udbrød Amalie og ſlog forfærdet Heenderne ſammen. „Ja, det er meget ſorgeligt; men, Nie Amalie, lad Dig nu ikke merke med noget. Liget er bragt bort herfra. Tys, der kommer Eliſe“. Min Kone blev meget bedrøvet ved Synet af mit blege Anſigt, men det lykkedes mig at berolige hende, og ſnart vare alle Hender i travl Bevegelſe med at pakke ud og flytte ind. Det var ſent ud paa Aftenen, da vi bleve færdige med at opſtille Moblerne og vendte „Jeg har ſendt Bud efter Byfogden og Doktor tilbage til Gjeſtgivergaarden for at overnatte der. Anker fulgte os derned. „Det er en mageløs elffværdig Mand”, ſagde Amalie, da han havde forladt os uden at ville høre Tale om nogen Tak. „Det er for mig, ſom om jeg har kjendt ham i lang Tid. Aa, hvor han dog er en velſignet gammel Herre, og hvor jeg allerede holder af ham!“ „Ja, jeg med“, ſagde min Kone. De følgende Dage havde vi alle nok at beſtille, Damerne med at flytte om og gjøre Verelſerne hygge⸗ lige, jeg med at jætte mig ind i Forretningerne, hvilket ikke faldt mig jaa ganſke let, da jeg ſtadig var plaget med en ſteerk Hovedpine. Dag for Dag levede Anker ſig mere og mere ſammen med os, og naar ſom helſt han lod ſig ſe hos os, bragte han Solſkin med ſig. Esſe og Adide rodede i hans Lommer, ligeſom de fordum havde rodet i Lunds, og de bemægtigede fig ubindret alt, hvad de forefandt i dem; min Kone ſmilede over hele Anſigtet, naar hans høje Skikkelſe med det rodmusſede, venlige Aaſyn traadte ind ad Doren, og Amalie, ſom aabenbart var hans Kjæledægge ſaa vel ſom Bornene, begyndte da i Reglen et af ſine ſmaa Angreb, dog med en vis Forſigtighed, ſom om hun var bange for at ſaare ham. Da var det en Morgen, netop ſom jeg var traadt ind i Kontoret, at jeg jaa den førfte Gang, Skyggen, 389 der bredte tig fam og isnende over min Sjæl.” Jeg havde aabnet min Pult og tåget mine Papirer frem for at begynde mit Arbejde, da faa jeg ham henne i det halvmorke Hjørne hængende i en Strikke under Loftet, med det ſamme radſomt fortrukne Anſigt, den ſamme ſorte, ophovnede Tunge, de ſamme ſtive, bruſtne Ojne og med det hvide Haar ned om Panden. Der hang han, gamle Brink, ligeſom hin Dag, da jeg kom ind i hans forrige Verelſe, og ligeſom den Gang op⸗ fyldte hans Skikkelſe mig med vanvittig Sfræf. Jeg foer hen til ham, jeg greb min Kniv for atter at ffjære ham ned; men jeg tog i den tomme Luft og ſkar gjennem den tomme Luft, der var intet at tage fat paa og intet at ſtjcre i, og dog hang han der foran mig med de frygtelige, døbe Øjne fæftede paa mig. Haaret reiſte ſig paa mit Hoved, jeg ſtirrede paa ham uden at fatte, uden at forſtaa, uden at kunne ud⸗ fløde et Skrig, forſtenet af Rædfel. ; i J denne Zilftand blev jeg funden af Anker, ſom traadte ind i Kontoret. Han greb mig under Armene og trykkede mig ned paa en Stol; han talede mildt og beroligende til mig; men jeg forſtod ikke, hvad han ſagde. Atter. og atter ſogte mit Blik hen til den frygte lige Skikkelſe i Hjørnet, atter og atter lod Redslen ſit iskolde Styrtebad ſtremme ned over mit Legeme, der ſkjclvede ſom i Feber. Da drejede han med et Stolen, hvorpaa jeg ſad, om imod Vinduet, igjennem hvilket Morgenſolen kaſtede ſine ſkraa Lysſtraaler, og han holdt faſt paa mig, faa at jeg ikke kunde vende mig om. Lidt efter lidt vendte min Bevidſthed tilbage, lidt efter lidt kjendte jeg hans bekymrede Anſigt der bøjede fig ned over mig, og jeg begyndte at forſtaa hans Ord. „Hvad er det, ſtakkels Ven“, ſpurgte han. „Nej, ſe nu blot paa mig og vend ikke Blikket hiſt hen. De faar ſandelig ikke Lov dertil, forſikkrer jeg Dem. Sig mig nu, hvad der er i Vejen med Dem“. dybt. „Hvem?“ ; „Brink“, jvarede jeg og føgte atter at kaſte et Blik bag ved mig, hvilfet blev forhindret af Anker. „Jeg jaa ham hænge. der i Krogen, ligeſom jeg faa ham hænge i hans Værelje. ſkjere ham ned; men der var Intet”. Jeg gjorde paa ny en kraftig Anſtrengelſe for at dreje Hovedet, men til ingen Nytte. „Naa, naa, rolig blot“, ſagde Anker, „vi ere jo kraftige Mænd, vi to; vi vil ikke lade os kue af ſai⸗ danne Smaating. De er da vel ikke overtroiſk og troer paa Spogelſer?“ d „Nej, men“ i „Nu, jaa er alt ſaa vidt godt, Tror De nu, at De kan høre roligt paa mig, jaa fkal jeg forklare Dem det Hele, forſikkrer jeg Dem“. „Jeg har ſet ham“, ſparede jeg og aandede. Jeg vilde gribe ham og „Ja; men jeg vilde gjerne ſe, om han er der endnu“, ſagde jeg gyſende. „Nej, viſt ikke; det er jo netop det, De ikke maa”, udbrød Anker beſtemt; „jeg ſkulde mene, at vi ere Mend, vi to, og ikke ſpage Kvinder. Har De aldrig hort omtale noget, ſom man kalder Hallucina⸗ tioner?“ „Jo, Sanſebedrag“, ſparede jeg og op¾hod al min Villieſtyrke for ikke at fe mig tilbage, den redſelsfulde Skikkelſe udøvede allerede den Gang et uhyggeligt Herredemme over mig. „Men jeg jaa ham jo tydelig“. „Jeg tror Dem, jeg er ganſke overbeviſt derom, forſikkrer jeg Dem“, ſagde Anker rolig; „jeg kjender den Ting af Erfaring, og jeg ſkal forklare Dem, hvor⸗ ledes det forholder fig. De ved utvivlſomt, hvorledes enhver Gjenſtand, ſom opfattes ved Hjælp af Synet, afſpejler fig paa Bagſiden af Ojet og bringes ved Synsnerverne til Hjernen og Sjælens Bevidſthed“. „Ja, ganfke viſt“. i j „Ser De, kjcre Ven, hvis nu en Telegrafiſt i Kjøbenhavn telegraferede en eller anden ligegyldig Ting her til Byen, og vor Telegrafbeſtyrer faldt paa at be⸗ kjendtgjore, at Telegrammet indeholdt Beretningen om en eller anden forfærdelig Ulykke. Vilde man da ikke tro ham, efterſom han jo er os bekjendt ſom en paa⸗ lidelig og ſanddru Mand?” „Jo, det vilde man vel nok“, ſagde jeg noget roligere, „men jeg indſer ikke rigtig...” „Hvad det har at gjøre hermed”, afbrød Anker mig. „Jo, ſer De, kjcre Ven, lad os nu antage, at Øjet med Tilbehor er Telegrafiſten i Kjøbenhavn, Syns⸗ nerven er Telegraftraaden, Hjernen er Telegrafbeſtyreren i vor By, og Sjælen er Publikum. Forſtaar De nu? Ojet telegraferer til Hjernen: „Der henne i den Krog ſtaar der et Bord, en Stol eller ingen Ting“ — det er ſandt. Men Hjernen ſiger derpaa til Sjælen: „Der telegraferes til mig, at der i den Krog: hænger en dod Mand, gamle Brink, med en Strikke om Halſen og jaa videre”, Hvad jaa? Ja, faa tror Sjælen ube⸗ tinget paa fin ellers meget paalidelige Tjeners Ord, og jaa jer, eller rettere tror man at fe, hvad Hjernen har fortalt; man er aldeles overbeviſt, forſikkrer jeg Dem. Ser De, ſaaledes er det gaaet til, at De faa gamle Brink i Krogen, ffjønt han naturligvis ikke var der“. (Sluttes.) Beveren. Af A. PY. E. Toepfer. 50 Wange af Pattedyrene grave eller indrette e fig paa anden Maade pasſende Boliger, der dog i Sammenligning med Fuglenes ſimple. J denne Retning ſtaa Pattedyrene — 390 1 Almindelighed langt tilbage for Fuglene, idet kun faa af dem viſe nogen Kunſtdrift ved Opforelſen af deres Bolig. De fleſte Exempler herpaa finde vi i Gnavernes ſtore Familie, af hvis mange Medlemmer vi nylig have omtalt et, nemlig Preriehunden, for Læferne og gjort dem bekjendt med dens Bolig. Denne Gang fore vi et andet Medlem af den ſamme Familie, Berveren, frem for Leſerne, da dette Dyr baade med Henſyn til Opforelſen af fin Bolig og i flere andre Retninger er et af de meſt interesſante og meerkeligſte Pattedyr. Baveren er en af de ſtorſte af alle Gna⸗ verne. Hos Hannen er Kroppen omtrent 3 Fod lang, Halens Længde er 1 Fod, Skulderhojden 11 Tommer og Bægten henved 50 Pund. Hovedet er bredt bagtil og ender med en afſtumpet Snude, Orerne ere korte og ſmaa, Ojnene ligeledes ſmaa, Halſen er kort og tyk, Kroppen plump og ſterk ſamt betydelig tykkere bagtil end fortil, Benene ere korte og kraftige. Baglemmerne ere ſom i Almindelighed hos Gnaverne længere end Forlemmerne. Toerne paa Baglemmerne ere forenede ved en Spammehud, og disſe Lemmer danne herved et Par kraftige Aarer; desuden har Barveren ogſaa et kraftigt Svømmeredffab i fin flade ſkeelbekledte Hale, ſom Læjerne tydelig kunne je paa medfølgende Billede. Bæveren fan derfor bevæge fig raſkt, behændigt og ſikkert i Vandet, idet den ſvommer med Baglemmerne og ſtyrer med Halen, hvis vrikkende Bevegelſe ogſaa er i Stand til at fremſkynde Farten; paa Landet be⸗ - væger den fig derimod daarligt og ubebjælpfomt. For⸗ lemmernes Zæer ere fri, og disſe Lemmer ere vel ſkikkede til at gribe fat paa Trœſtammer og Grene med. 3 Almindelighed er Pelſen merkebrun paa Ryggen og lyſere under Bugen; den beſtaar af tætte, ſilkeagtige Uldhaar og lange, ſtive og glinſende Dakhaar. Pelſen har altid ftaaet. i høj Pris, hvorfor Baveren bliver | ſterkt forfulgt, iſer i Nordamerika, hvor man enten ſtyder den eller fanger den i Felder. Efter at have flaaet det dræbte Dyr, piller man Dakhaarene af Pelſen og lader kun Uldhaarene blive tilbage: J denne Tilſtand har Pelſen en Verdi af henved 20 Rd. De afpillede Dæfhaar (omtrent 1 Pund af hvert Skind) have den ſamme Værdi og bruges til de ſaakaldte Kaſtorhatte eller ſpindes og væves til Handſker og Tojer eller be nyttes til Garn. Under Bugen findes to Kjertler, der afſondre den ſaakaldte Bavergel, der er meget koſtbar og tidligere brugtes meget i Lœgevidenſkaben ſom Middel mod Krampe. Kijodet er velſmagende og Halen gjælder ijær for en Lakkkerbidſken. Baveren har en meget ſtor Udbredelſeskreds, da den baade findes i den nordlige Del af Aſien, i Nord⸗ amerika ſamt i Nord⸗ og Mellemevropa. Tidligere har den været meget mere almindelig end nu, navnlig her i Evropa, hvor den neſten er bleven aldeles udryddet i de fleſte Lande. f. Ex. ogſaa her i Landet, da man i Moſerne har Langt tilbage i Tiden fandtes den fundet en Mængde af dens Knokler ſamt Levninger af dens Bolig. Den er nu temmelig ſjelden i Evropa og findes endnu kun nogle faa Steder i Tyſkland, Oſterrig, Rusland ſamt Norge og Sverig, men ſom ofteſt kun enkeltvis eller parvis. J den ſenere Tid er man begyndt at frede om den her i Evropa; dette er f. Ex. Tilfældet i Norge: Nejsſerdalen og ved Næs Jernverk ſamt enkelte Steder i Tyſkland. J det nordlige Sverig | fandtes endnu for omtrent 40 Aar ſiden hele Berver⸗ kolonier, men disſe ere formodentlig ſenere gagede til til Grunde. Den forekommer nu i ſtorſt Mængde langs med de ſtore Floder i Sibirien ſamt ved Floderne og Søerne i Nordamerika, da den i disſe Egne kan leve meſt uforſtyrret. Barveren er nemlig et meget ffy og frygtſomt Dyr, og den foretrakker derfor gde og ube⸗ folkede Egne. Dveralt gaar den dog fin Undergang i Mode, da dens koſtbare Pels, Haar og Bavergel, friſte Menneſkets Haveſyge og udfætter den for en ſterk For⸗ folgelſe. Gnavernes ſtore Fardighed i at grave er hos Baveren udviklet til en mærkelig Byggedrift, ſom der ikke findes Mage til hos noget andet Pattedyr. Denne Byggedrift viſer ſig dog kun der, hvor Baverne leve ſammen i ſtarre Samfund, altſaa i ode og lubefolkede Egne. J alle befolkede Lande, hvor den kun lever enkeltvis eller parvis, graver den blot en underjordiſk Gang eller Hule til Bolig, men bygger hverken Hytter. eller Byer. Baverne foretræffe altid Bredderne af Floder eller Indſoer i ffovrige Egne, hvor der er rigelig Nering for dem; denne beſtaar af Barken af unge Grene, ifær af Ellen, Pilen, Birken og Aspen. Naar de have fundet et ſaadant pasſende Opholdsſted begynde de ſtrax paa deres kunſtige Bygningsarbejder. Forſt opføre de en Dæmning tværs over Vandet, for at dette hele Aaret igjennem beſtandig kan have en ſaadan Hojde, at det i det mindſte ſtaar 4 Föd over Indgangen til Boligen, jaa at Isdoekket om Vinteren aldrig kan komme til at ligge jaa lavt, at Ind⸗ og Udgangen ſperres. Dæmningen opføres af ſtorre eller mindre Grene ſamt Jord og Ler og har jædvanlig Form af en Bue, for bedre at kunne modſtaa Strammens Styrke. Af den ſamme Grund gjores den Side, der vender mod Strømmen ſkraa, medens den modſatte Side ſœdvanlig er lodret. Forneden har den en Gjennemſnitsbrede af 1016 Fod, men bliver ſmallere opefter og er. jæd- vanlig 2 Fod bred. Bæverne begynde Arbejdet paa Dæmningen med at ramme Pale, der beſtaa af tykke Grene, ned i Vandet i Huller, ſom de have gravet med Forbenene. Disſe Grene fan de fra Træerne hojere oppe ved Floden, ſaa at de af Strommen kunne føres til Beſtemmelſesſtedet. Ved dette Arbejde benytte de ſig af deres ſkarpe, mejſeldannede Forteender, der ere | et jaa udmeerket Redſkab for dem ved deres Skophugſt, at de ikke ere bange for at binde an med Zræer, ſom ere en Alen i Tocrmaal. Et Par Bavere tage fat 391 paa at fælde et ſaadant Træ, og ved Sjælp af For⸗ tenderne afgnave de den ene ſtore Splint efter den anden rundt omkring den nederſte Del af Stammen, indtil Trœet omſider falder. Derpaa afgnaves Grenene i pasſende Stykker, ſom faa ved Hjælp af Forlemmerne eller Tenderne flæbes til Vandet og enten med Strømmen føres til Bygningsſtedet, eller ogſaa ſvomme Bæverne ſelv derhen med det, idet de holde det mellem For⸗ lemmerne, Efter at Pælene ere anbragte dybt nede i. Grunden af Floden tæt ved Siden af hverandre, flettes der tynde og bøjelige Grene mellem dem med Forbenene; alle Mellemrummene fyldes med Ler, ſom Baverne hente ved Flodbredden og bære bort i Munden eler mellem Forlemmerne. Efter nogle Naturforſkeres Paa⸗ ſtand bruger Baveren fin flade Hale til at banke Leret der udmunder i Vandet. ſaadan Bolig eller Hytte beſtaar kun af et Kammer, der altid har et net og renligt Udſeende; Loftet er "hvælvet, Væggene aldeles glatte, og Gulvet, der beſtaar af Ler, faſt og haardt; langs med Væggen rede Be⸗ boerne deres Leje af Græs. Dette Kammer tjener til Opholdsſted for hele Familien, der beſtaar af Hannen, Hunnen og to Kuld Unger, ialt omtrent 12 Individer; thi Ungerne blive hos de Gamle, indtil de have opnaaet en Alder af 3 Aar. Enhver Hytte har en Udgang, Bed Siden af Udgangen findes der et Forraadskammer, der tjener til Gjemme⸗ ſted for de Grene, hvis Bark om Vinteren ſkulle tjene til Næring for Familien. Baverne ligge nemlig ikke i Dvale om Vinteren, men da Sne og Is paa denne Aarstid ofte hindre dem i at ſtaffe fig den fornødne Nering, maa de i Tide ſorge for at ſamle et Forraad heraf, der kan holde ud til Foraaret. faſt med i Mellem⸗ rummene, ved hvilfet Arbejde ogſaa Bag⸗ lemmerne maa gjøre Tjeneſte. Paa denne Maade bliver Deem⸗ ningen efterhaanden jaa faſt og ſteerk, at den kan modſtaa Strommens Styrke, og man kan trygt gaa ovenpaa den. Be⸗ verne holde desuden altid et vaagent Oje med den, og alle Be⸗ ſkadigelſer paa den blive ſtrax udbedrede. Hele dette Værk ud⸗ føres jaa ſmukt og ſolidt, at det ſer ud ſom om det var gjort af Menneſkeheender. Berveren elfker Van⸗ det i hoj Grad og be⸗ finder ſig langt bedre i dette end paa det torre Land. Den opfører derfor altid ſin kunſtige Bolig i Vandet eller ved Bredden af dette. en gammeldags Bagerovn. Den er omtrent 7 Fod bøj, 10—12 Fod i Zværmaal og har meget tykke Vægge, ijær ved Grunden. Boligen opføres af ſamme Materialier ſom Dæmningen, altſaa iſcer af afbarkede Grene, der kaſtes uordentligt imellem hverandre eller flettes ſammen, og Mellemrummene fyldes med Sand og Ler. kan gaa paa dem, og deres Tykkelſe forøges efterhaanden derved, at Dyrene kaſte de Grene, ſom de have gnavet Barken af ved deres Maaltider, uden paa Boligen. Om Efteraaret overtrœkke de Boligen med et Lag Dynd, der ved Froſten bliver ſaa haardt ſom en Sten. En Boligen har Form af en Hoſtak eller Væggene have en ſaadan Faſthed, at man | bler og Vildfarelſer. Olaus Magnus, der var Biſkop Bauere. kunſtferdige Arbejder, ſom Bæverne udføre, fordre mange Dyrs vernes Selſkabeligheds⸗ derfor til at flutte fig jammen i Samfund, hvis Medlemmer for⸗ dele Arbejdet mellem fig paa ſamme Maade ſom Arbejderne hos Bierne og Myrerne. Medfolgende Billede foreſtiller et ſaadant Samfund eller en Ko⸗ loni af Bervere. J Forgrunden af Billedet je Leeſerne to Bævere, der ere beſkjeftigede med at afgnave Grenene paa en Traſtamme, ſom de have fældet; under dette Arbejde gribe de fat om Grenene med Forlemmerne, medens de gnave dem igjennem med deres ſkarpe Fortender. jeg en Samling af deres Hytter eller Boliger. Beveren har været kjendt af Menneſkene fra de celdſte Tider af, og Opmerkſomheden blev tidlig hen⸗ | rendt paa den paa Grund af dens Kunfifærdighed og Bogningsarbejder. Man har meget gamle Beretninger om dette Dyr, men disſe indeholde ofte forſkjellige Fa⸗ i Upſala, udgav 1520 en Beſkrivelſe af den, hvori han blandt andet fortæller, at Beverne paa en ſeelſom Maade fore de fældede Treſtammer til deres Kolonier. De kaſte nemlig en gammel, arrig Bever, ſom ſkyer Disſe ſtorartede og forenede Kræfter. Bae⸗ drift bringer dem J Baggrunden 1 mageligt. Inden den havde været en Uge i fin ny ; 392 de andres Selſkab, om paa Ryggen, lesſe Tømmeret ſom paa en Vogn imellem dens For: og Bagfødder, flæbe den til deres Byggeplads, læsje det af og træffe denne levende Slede frem og tilbage, indtil deres Hytter ere færdige. Denne Fremſtilling er naturligvis en Fabel. Bæverne ere lette at tæmme og blive deres Herrer meget hengivne. Af alle de Exempler paa tamme Bervere, ſom man har, ville vi her kun nævne: et. En Mand ved Navn Broderip fif 1825 en Baver fra Kanada. Den var meget ung, lille og uldhaaret, og var den eneſte, der levede af fer, ſom ſamtidig indſki⸗ bedes, og den ankom til Broderip i en meget ynkelig Tilſtand. Ved en god Behandling fik den dog ſnart ſin Helbred igjen, og kjerlig Omhu gjorde den tam. Naar den kaldtes ved Navn gav den et lille Skrig fra fig og kom til fin Herre. Tæppet foran Kakkelovnen var dens Bndlingsopholdsſted, og der ſtrakte den ſig Bolig, viſte den tydeligt ſit Inſtinkt til at bygge. Den ſlebte ſtore Koſte med Skaft paa hen i en Krog af Verelſet, lagde dem overkors, og fyldte Rummet mellem dem med Kurve, Bøger, Pinde, Støvler fort jagt Alt, hvad den kunde faa fat paa. Da Arbejdet voxede op, ftøttede den fig paa fin Hale, ſom holdt den udmærket oppe, og ofte ſatte den fig faaledes paa Bagbenene og betragtede fit Verk. Naar den havde ſtablet nok op i, den ene Ende af Verelſet — i geglen ſtedſe den ſamme — begyndte den at bedæffe Rummet mellem Benene paa en Dragkiſte, der var jaa højt hævet over Gulvet, at den kunde ligge derunder. Hertil anvendte den Græstørv og Pinde og i Mellemrummene kom den ſmaa Stykker Kul, Ho, Klude eller hvad den kunde finde. Denne Bygning ſyntes at ſkulle tjene ſom Bolig, den forrige at træde i Stedet for Dæmningen. Naar Boligen var færdig, flæbte den Bomuld, Klude og lig⸗ nende Ting ind til en Rede, hvorefter den krob derind og kemmede ſin Pels med Bagbenene. Den bar aldrig noget paa Halen, ſom den holdt af at dyppe i Vand, ſtjondt den ikke holdt af at komme helt i Vandet. Naar Halen blev holdt fugtig, brød den fig aldrig om at drikke, men var denne tør, blev den varm, og Dyret ſyntes at lide, medens det uophorligt vilde drikke. Brod og Malk udgjorde dens fornemſte Føde, men det var en ſtor Under af ſaftige Frugter og Rodder. — Bidrag fil Ulvenes Hiſtorie i Jylland. Af A. Beker Gaardbo. Alan horer undertiden Tale om, at der ogſaa „i gamle Dage” har været Ulve her i Landet, men da der haves ſaa faa for Almenheden bekjendte Oplysninger herom, betragtes de mundtlig overleverede Efterretninger om dette Rovdyrs tidligere Forekomſt her tillands nu mere ſom Sagn end Virkelighed, og turde folgende Meddelelſe derfor viſt være af Interesſe i denne Hen⸗ ſeende. i Ved i 1868, i Anledning af et forehavende hiſtoriſk⸗ topografiſfk Arbejde, at gjennemgaa Reverſalen over Aalborg Bispearkiv (fra 1546 til 1806), fandt jeg der folgende Reſkript af Kriſtian den dte om Ulvejagten: „Vor Bevaagenhed tilforn. Efterſom for Os aller⸗ underdanigſt er bleven andraget, hvorledes Tid efter anden adffillige Klagemaaal fra de paa Landet boende i vort Land Nørrejylland ffal være indkommen over den ſtore Skade, ſom dennem paa deres Oveg og Bæfter af Ulven ſkal være tilføjet, til hvilket at hindre Vi allernaadigſt have anbefalet Vores Jegermeſter Zeplin at føre Ulvejagten efter Vores den 8de Decem⸗ ber 1688 allernaadigſt udgangne Jagtforordning, da paa det alle og enhver af vore Underſaatter kunne des⸗ bedre vide ſig efter ſamme Vores Jagtforordning ſaavel ved Ulvejagtens Befordring, ſom ellers i andre Maader allerunderdanigſt at rette, er Vores allernaadigſte Villie og Befaling, at Du firar dertil Anordning gjør, at at bemeldte Vores Jagtforordning vorder herefter en Gang hvert Aar af alle Pradikeſtole i Kirkerne udi det Dig (Biſkoppen) allernaadigſt betraadte Stift, naar Prediken er tilende, tydeligen oplæft og forkyndt. Dermed ſker Vor Villie. Befalende Dig Gud. Skrevet paa Vort Slot Kjøbenhavn, den 19de December 1693. Under Vor kongelige Haand og Segl. Chriſtian“. Heraf fremgaar, at Ulvene for henved 200 Aar ſiden maa have været meget talrige i Jylland, og fol⸗ gende Brudſtykkker af Forordningen af 1856 April 1732 (ſom gjentager og tildels forandrer Forordningen af 8de December 1688) viſe, at der endnu af Regjeringen | maatte tages kraftige Forholdsregler mod dette ffadelige Rovdyr. „§ 31. Paa det Ulvene i Jylland fan øde- lægges, maa dertil efter Overjegermeſterens fÉriftlige Ordre egne Jagter, faa tidt behøves, paa de til Ulve jagt tjenligſte Steder anrettes. Dog kal det ei ſke paa de Tider, naar Bonden har at beſtille med ſin Sed eller Hoſt. § 36. Med alt foreſkrevne Ulve⸗ jagten angaaende, fkal Amtmendene have god Tilſyn, og ei uden lovlig Forfald være fraværende, medens Jagten holdes, § 37. Her foruden ſkal hvert Steds Ovrighed efter Anordning befale Natmendene under heieſte Straf at fore alle Ludere og Aadſeler til de anviſte Steder, og ei tage deres Hunde med ſig paa ſaadanne Steder, eller begaa nogen Hinder eller Liſtighed ved Luderen, faa at Ulven deraf ſkal faa Vinden og ſey for at komme. § 38. Hvo ſom nogen Ulv kan fange eller døde paa Proprietcers Grund og Eiendom, enten i Enemerket ekler pan Fallet, fkal den næfte Tingdag bringe den til det Herrede⸗ eller Birketing, hvor han den har faaet, hvor Ulven ſkal aftages og Raden ved Tinget ophænges, og ſkal Herredsſkriveren 393 det i Tingbogen indføre, og give den, ſom har bragt Ulven, ſtriftlig Atteſt uden Betaling, hvorefter ſamme Herreds eller Birks Bønder ſkal give ham 4 Rd. for hver gammel Ulv og 1 Rd. for hver ung, hyilke Penge Herreds⸗ eller Birkefogden tilligemed Skriveren udi Tingmendenes Overvaerelſe ſtrax ſkal ligne og paalcegge Bonderne i Proportion efter Hartkorn til ham at be⸗ tale, og ſkal den, ſom Ulven bragte, ſelv desuden be⸗ holde Bælgen; det ſamme ſkal Skovrideren og andre kongelige faſte Betjente og nyde, ſom dem i Kongens Vildtbane ſkyde, hvor ingen uden dem maa ſkyde, men alle maa uden Bosſe Ungerne opſoge og fange, og da nyde, ſom for er meldt, for hver ung Ulv 1 gd. & 35. Af hvert Amt ffal 12 Perſoner forordnes, ſom af Jægermefteren informeres at omgaages med Jagt⸗ toiet, og at ſtaa for Lapperne “), hvile ſkal folge Jagten ſaalcenge den i det Amt varer, paa det de des⸗ bedre kan iagttage hvis Ulve, ſom i Driften ere, og ikke lade de fleſte undſlippe, og nyder hver af disſe Perſoner, jaalænge de bruges, maanedlig 2 Rd. til deres Underholdning af Amtſtuerne“. Naar man nu af det Foranforte med Sikkerhed kan ſlutte, at Ulvene endnu 1732 have været talrige i Jylland, og man med Vished ved, at de vare udrydede omtrent i Midten af ſamme Aarhundrede, maa man vel forundre fig over, at dette ſkete i et jaa fort Tids⸗ rum, men dette maa vel tilſkrives dels en kraftig Villie hos Befolkningen, dels bedre Skydevaaben og Skovenes Forſpinden. Den ſidſte Ulv, ſom med hiſtoriſk Vished vides at være bleven ſkudt i Jylland, blev nedlagt af en Juſtitsraad de Lichtenberg i en af Friſenborg Skove den 12te Januar 1769. En Mand fra Jerup i Elling Sogn ved Frederikshavn ffød 1730 en Ulv i Kragſkov Skov, og ſom fkulde være den ſidſte, der blev ſet i dette Sogn. Ogſaa ved man med Sitkerhed, at der her i Sognet (Raabjerg) vare Ulve for omtrent 120 Aar ſiden. Af Matrikulen fra 1662 over Uggerby Sogn ved Hjørring, af hvilken Meddeleren har en Ud⸗ fſkrift, Jes af Navnet paa en Mark („Ulvegravsagre“) i den ſydlige Del af Sognet, at Faldgruber ogſaa ere blevne afbenyttede til Ulvefangſt i det nordlige Vend⸗ ſysſel. For at viſe hvilken Plage Ulvene i hin Tid maa have foraarſaget Landboerne, anføres efter Biſkop Bircherods Dagbøger, at Ulvene en Nat i Juni 1695 havde ihjelbidt 5 Heſte for en Bonde i Vendſysſel, og at „de arme Bonder“ lede ſtor Skade ved dette farlige Rovdyr, ſom da ogſaa havde ødelagt næften alle Hjorte og Raadyr i ſamme Provins. Af de ſamme Dagbøger ) Lapperne ere ſtorre Stykker Lærred, bemalede med allehaande Karrikaturer i afſtikkende Farver, ſom ved Klapjagter efter Ulve udſpendes, for at ffræmme Ulvene fra at gjennem⸗ bryde Linien. J Tyfkland bruges Indkredsning (Kruſen) alene med Lapper, efierat den inderſte Plads en Tid i Forvejen har været belagt med Ludere (Lokkemad). ſes, at der i Vinteren 1705 blev holdt „en lyſtig Ulve⸗ jagt“ i Vendſysſel. Af Hr. Lærer Peterſen i Bolle i Dronninglund Sogn (født i Salling) er mig velvillig meddelt en hiſtoriſk Oplysning om, at i Slutningen af forrige Aarhundrede 2 Ulve endnu huſerede i Nerheden af Landsbyen Hvidberg i Skive⸗Egnen, hvor de ofte ihjel bede Faar. Endelig blev den ene ſkudt der og den anden forjaget længere ſyd paa, hvor den af Skytten paa Eſtvadgaard blev ſkudt i Nærheden af Gaarden ved Aadſelet af et Fol, og ſkulle disſe 2 Ulve være de ſidſte, ſom bleve ſete i denne Egn. En lojerlig Tvivl. Ole ſtaar ved ſin Kones Baare, Den Stakkel felder en bitter Taare, Saa ſiger Præften med venligt Sind: „Nu maa Du fatte Dig, ſolle Skind; Det er jo vel haardt at miſte de Kjere; Men det maa nu en Gang ſaadan vere; En Gang fkal vi ogſaa i ſamme Gænge!” — — „Ja, bare, Hr. Paſtor, vi leve jaa længe”. 1 E. h. Husflid. Kludeſko. Det har glædet mig i Husvennens Nr. 18 at je Onſket om en de over at lave „Kludeſko“ komme frem, ligeſom det altid glæder mig at fe en eller anden praktiſt lille Haandgjerning blive draget frem for Al⸗ menheden for at blive til Gavn og Glæde, Tidsfordriv og en lille Fortjeneſte for en og anden. Skjont jeg ikke er Læferinde, ſom Husvennen ønffede fin Forklaring fra, ligeſaa lidt, ſom jeg er Meſter i at lave „Kludeſko“, da jeg aldrig har befattet mig med Sfrædder= eller b og aldrig har lavet et eneſte Par Sko, jaa vil Husvennens Leſere nok undſkylde, at jeg ligefuldt tager mig den Frihed at komme med en For⸗ klaring. Jeg maa ærlig tilſtaa, at det ikke er mine egne Retter jeg fremſctter for de ærede Leſere; men det jeg byder, har jeg referenter talt tyvftjaalet, ikke fra Morgenpoſten, ſom Vesſel ſagde, men fra en Hoker Jens Simonſen i Hesſelballe, der lavede en ſtor Del af disſe Sko. Jeg beſogte ſtundom denne Høfer og det morede | og glædede mig meget at fe, hvorledes han af de ofte elendigſte Klude kunde jammenjætte de dejligſte Sfo. Med Henſyn til hans Fremgangsmaade, da maalte han forſt Foden, hvortil Skoene ſkulde laves, og jaa tilſkar han Saalerne efter et Monſter, hvoraf han havde et ikke lidet Forraad; han tilſkar 5, 6 eller 7 ſaadanne Saaler efter Tojets Tykkelſe, lagde disſe ovenpaa hver⸗ andre og ſyede ſaa disſe ſammen med Seglgarn, derefter tilffar han ligeledes efter Manſtre Overtsſet i to Stykker, et over Foden og et andet omkring Helen, forenede disſe og ſyede dem ſammen, kantede dem med kularte ofte røde Baand paa Overkanten, dernæft ſyede han Overtsjet faſt til Saalerne ved at lægge Overtsjets Kant ovenpaa Saalerne (ikke paa Siderne) og bøje Kanten udad, jaa bleve Saalerne ſvedne paa Kanten med et gloende Jern for at faa „Fryndſerne“ bort; ſluttelig bleve Saalerne paa Bunden overſmurte med Beg. Det bemærkes, at Overtejet maa være ftærft og helſt ſmukt. Naar det øverfte og det underſte Lag 5 Saalerne ere hele, kan de mellemliggende godt. være af ſimpelt Stof og Stykker, der øges og ries ſammen. Jeg maa ſaa, inden jeg ſlutter disſe Linier, bede en og anden at tage fat paa at lave. ſaadanne Sko, og jeg tor forſikkre, hvad jeg har ſet, at der kan tjenes ikke faa Skillinger ved nævnte Forretning. Ligeledes maa jeg raade Enhver, der ikke godt fan holde Fødderne varme, til at forſkaffe fig ſaadanne Sko, og Enhver, der har gamle Klude, til at anvende dem til jaa hen⸗ ſigtsmesſigt og behageligt Fodtøj, der nok kan laves | for omtrent 50 Ore Parret. Smaating. Da Lic. R. ſkulde disputere for Licentiatgraden var hans Fader iblandt Cenſorerne. Hans Opgave var Treenigheden. Søren Kjerkegaard var blandt Til hørerne, og, da han kom hjem, ſpurgte man ham, hvad kan ſyntes om R. s Disputats over Treenigheden. „Ja“, agde han, „Faderen og Sonnen var tilſtede, men Aanden mærfede man rigtignok intet til“. Blandt de mange, ſom i ſin Tid ſpottede og gjorde Nar ad Søren Kjerkegaard var en Horkremmer Son⸗ dergaard. Kjerkegaard gik tidt med uſedvanlig forte Benkleder, og derover lavede Sørfræmmeren en Gang folgende Gaade, ſom han forelagde ham: Det forſte er af Sten, det andet ligeſaa; Det hele har to Ben med forte, Buxer paa. i Strar ſvarede Kjerkegaard: „Men hvad tror De et er: 5 Det forſte er en Synder, det andet er en Gaard; Det hele er en Flynder, ſom jælger Sør og Blaar“. Gaade. Hvis Du det Hele leeſe vil, — Der bruges ej megen Tid dertil — Da ſer Du det er kun et lille Ord, Men dog det bruges om meget paa Jord; Ja ſelv i Luften, i Havets Beger, Det bruges om alt hvad fig hurtig bevæger. Men læjes jeg omvendt, da vil Du finde, Hvis ellers Du har Din Bibel inde, At jeg ſom en Hopding i Israel leved' J Dommernes Bog er min Færd beffrevet. Der mer kunde ſiges for Gaaden at lette, Dog, det er nok, Du alt kan den gjette; Men kan Du det ej, da tenk kun atter, Saa tror jeg forviſt, at Du Gaaden fatter. 4 | Firkantet Mød. Af 7 N, 4 E, 3 0, 2 D, 2 J, 2 R, 2 T, 2 U og 1 L, dannes 5 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laſte fra Oven og Nedad og fra Venſtre til Hejre giver Løsningen paa Gaa⸗ derne: Hoor forſte brugtes, det kunde hænde, det Dodsbud bragte til fjerne Fjende; det andet knytted tre Brødre ſammen ſom Fjendſtab ffilte igjen med Skammen; det tredie er en Oltids Gud; hvor Roſen voxer paa grønne Skud der mangler fjerde nok heller ej, ved femte flipper ſelv lengſte Vej. Oplosninger: paa Billedgaaden i Nr. 48: En ſlem Skorſtensild, paa den firkantede Ned i Nr. 48: Brevvexling. Anders S. i G. Kom for ſent. g „Knud Gyldenſtjerne“. Deres Onſte alt imodekommet til elg i f. Nr. Hornſkearbejde kommer i Haandgjerningsbogen. „ Chr. M. i O. ved R. Naar Bindet er ſluttet ffal De faa det overſendte. H. R. Kan ikke bruges. H. P. E. i R. Tak for Tilbudet, men er- alt for rigeligt forſynet i Forhold til det ringe Forbrug. J. M. pg. Tak for den brændte Kaffe, ſom ſnart ſtal leveres Husvennens Kaffeſoſtre. Bernt Thorud i R. Modtaget. Venligſt Tak! Zudhold. Bratte Omvexlinger, Fortelling af Emanuel Henningſen (Fortſat). — Bæveren, af A. P. E. Toepfer, med Billede. — Bidrag til Ulvenes Hiſtorie i Jyland, af A. Peter Gaardboe. — En loierlig Tvivl, af E. H. — Husflid: Kludeſko. — Smaating. — Gaade. — Firkantet Nod. — Brevvexling. Udgiverens Adresse er: Bylovsvej & a. Kjøbenhavn Vesterbro. Husvennen udkommer lil hver Hondag med et 16-fpalier Ark, ſorſunet med flere Villeder, fil 1 Krone (3 AR.) Tjerdingagret frik lilſendl. Hverk Flerdingaar medfølger gralis el fort fmnkt Billede. Bladet kan heſlilles paa elver Vofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamk hos Hovedlommisſioncren: Uudolph Klein, Bileſlrede 0, Kjebenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. * . 8 ul — aan 75 77 75 A I rd 2 4 ISG) samdntds ec W 8 fo r Mlorſkabslesning, Oplysning og Huf. 1 Fem » A i 8 and AN . — W | ul n SSR GERDA Adginet ak N. C. Bom. at ANDST N he "HR TS AOR 5 ; TO NG ee eee d | 98 De 1 MD I N Ni || 10 Øl 55 VAR SE DE JADEN r hæl 00 N | e i ' 5 5 ne e VER 2, Aargang. 3 Kjøbenhavn. VA | | Sondagen d. 12. September. DN) HR 2 SN VD Nr. 50. 3 Hen 1825. 8 . 5 —— ES Bratte Omverlinger. Jortelling af Emanuel Henningſen. i (Sluttet.) „Det er jo et begyndende Vanvid“, udbrød jeg for⸗ færdet. f „Nej, viſt ej“, ſvarede Anker, „det har næppe videre at betyde, og Doktoren vil forhaabentlig fnart bringe Orden i Tingene. Jeg har ſelv været angreben af Hallueinationer og er dog, Gud være lovet, ikke Spor af vanvittig. Tror De nu, at De har Ro nok til at kaſte et Blik hen i Krogen og ſige til Dem ſelv, at det De muligvis ſer, er noget helt Nonſens, noget Logn og Sludder?“ : „Lad mig prøve derpaa”, ſagde jeg og vendte mig om. Skjont hans Ord havde virket beroligende paa mig, og jeg var faft befluttet paa iffe at lade mig overrumple af Forferdelſe, ſaaledes ſom forſte Gang, jaa foer der dog igjen en isnende Rædjel igjennem mig, da jeg atter faa det modbydelige Syn; thi han hang der endnu i fin redſomme Stilling, med fine vanſirede Zræf, „Jeg kan fe paa Dem, at han er der endnu”, ſagde Anker og lagde Haanden paa min Skulder. „Nu fkal jeg gaa derhen og ſtille mig bag hans Skikkelſe“. ] 15 Han gik derhen; jeg gyſte, da jeg ſaa, hvorledes han Hoved banede fig Vej gjennem Skikkelſens Bryſt. „Staar jeg nu bagved?“ ſpurgte han og vendte ſig om imod mig. Jeg nikkede tavs. „Ser De mig tydelig, eller ſtjuler Skikkelſen mig for Dem?“ „Jeg jer den foran Dem; men jeg jer ogſaa Dem“. „Se nu“, vedblev Anker og ſtrakte fine Hender op i Luften, hvorefter han langſomt forte dem frem og tilbage, „beveger Skikkelſen fig nu?“ „Nej, nej!“ raabte jeg. „Hold op, jeg kan ikke udholde at fe det. Deres Hender bore fig ind i hans Legeme”, „Naa, rolig blot”, ſagde Anker og kom hen til mig. „Lad os gan over i Dagligſtuen, og jan maa vi have Bud efter Doktor Blicher“. Han tog min Arm under ſin og trak mig ud af Verelſet; jeg fulgte villiels med ham, heſtende mit Blik paa den uhyggelige Skikkelſe, indtil Døren lukkede ſig efter os. Jeg vil 'glide let hen over den Sygdom, ſom bragte mig nær Afſindighed. Al Hvile fra Arbejdet, al Be⸗ vægelje i fri Luft, al Medicin og alt andet, der blev mig foreſkrevet, var til ingen Nytte. Jeg ſaa ham Dag og Nat, jeg jaa ham i Kontoret, i Dagligſtuen, i Sopekamret; alle Vegne fra ſtirrede hans bruſtne Ojne mig i Mode, ſaa at jeg undertiden kunde ſpringe op i Fortvivlelſe og ſlaa efter ham med min knyttede Haand; Slaget ramte da den tomme Luft. Den frygtelige Skikkelſe begyndte at bevæge fig, at jprælde med Benene, at fægte med Armene ſom i Dodskampens Kvaler. Det fortrukne Anſigt fortrak ſig endnu gyſe⸗ ligere; jeg kunde fare op med et Skrig af Forferdelſe, naar vi ſad ved Aftensbordet, naar jeg vaagnede op af min Middagsſovn, eller naar jeg kaſtede mig hvile- | los frem og tilbage paa mit Leje. Jeg kunde være fri for Synet en Time, en halv Dag, neſte Minut hang min Plageaand foran mig i fin frygtelige Sprelde⸗ mandsdans. i „Det gaar nok over igjen, forſikrer jeg Dem“, ſagde Anker Dag for Dag til mig; „det flammer alt- ſammen fra det Slag, De fik i Hovedet, da De ſtyrtede ned fra Stolen med Brinks Lig. Det vil jævne fig igjen. Vi ere jo kraftige Mend, vi to, og ſer De, ſaalcenge det kun er Syns-Hallucinationer, har det mindre at betyde. De føler jo ikke hans Legeme, naar De ſaadan uvilkaarligt har ſogt at ſkyde det bort“. Nej, den Redſel var jeg dog hidtil bleven for⸗ ffaanet for; min Folelſes⸗Sans var endnu ikke angreben. Men vi vare ikke kraftige Mænd, vi to; thi jeg var en Skygge, et ſkjcelvende Gjenfærd af mig ſelv. Det var en Aften, at Anker og jeg ſad inde paa Kontoret og talede ſammen om det, hvorom alle mine Tanker nu drejede fig, om Hallucinationer. Jeg havde ikke havt noget Anfald den hele Dag og befandt mig forholdsvis vel. „De fortalte mig en Gang, at De havde havt ſamme Sygdom”, ſagde jeg; „vil De ikke fortælle mig lidt derom?“ Anker ſad en Stund tavs og ſaa frem for fig med et fugtigt Blik, derpaa ſagde han langſomt: „Jeg havde en Gang et ſaadant Anfald for mange Aar ſiden. Jeg havde havt en ſtor Sorg, miſtet min Huſtru og min Søn...” : „Huſtru og Son!“ raabte jeg overraſket. „Ja, min Ven“, ſagde Anker med et jvagt Smil, „jeg har ikke altid været en gammel Peberſvend ſom nu. Den Gang var jeg ung og meget lykkelig; men Jeg miſtede det ſkulde ikke vedblive at være ſaaledes. min Huſtru, ſom jeg elſkede, og min lille Dreng, ſo•m jeg forgudede. Hun forlod mig med Barnet ... ikke ved Døden, men af egen fri Villie; det hører ikke her hen at fortælle, hvorfor hun gjorde det. Da blev jeg ſyg og ulykkelig, og under denne min Sygdom var det, at jeg havde disſe forunderlige Syner. Jeg ſaa hende og Drengen ſtaa ved min Seng, jeg ſaa dem begge ſaa tydelig, ſom jeg jer Dem; men det var kun et Sanſebedrag, der lidt efter lidt forſvandt, efterſom min Sundhed vendte tilbage... Men jeg plager Dem med disſe gamle Hiſtorier“. „Nej, ingenlunde”, udbrød jeg ivrig; thi en plud⸗ ſelig Tanke rørte fig i mig. „Sig mig, hvad blev der af hende og Barnet?“ „Jeg ſogte og ſogte“, vedblev Anker, „men det var forgjcves; jeg fandt dem aldrig. Den eneſte Op⸗ lysning, jeg fif, var, at min Huſtru havde hævet fin private Formue, der ſtod i en Laanebank i Kjoben⸗ havn”. : „Hvad var Drengens Fornavn og hvad er Deres 2” ſpurgte jeg i fpændt Forventning. 2 | | | „Drengen hed Poul“, ſvarede Anker med et forundret Blik paa mig, „og mit Navn er Harald“. Jeg ſprang op, ſom dreven af en Fjeder; jeg aabnede mine Arme for at falde ham om Halſen og meddele ham den Tanke, der var bleven til Vished hos mig — da ſpreeldede atter min frygtelige Plageaand ved Siden af mig, med fit radſelsfulde Anſigt, med de gruelige Øjne fæftede paa mig. Jeg udſtodte et Skrig og flog til Armen, der dinglede ved Siden af mig; men denne Gang modte min Haand Modſtand, det var, ſom om jeg ſlog til et virkeligt Legeme; den Dødes Arme gjorde en Bevegelſe i Vejret og faldt tungt tilbage; jeg følte, jeg horte det klaſtende Slag af den kolde Haand i mit Anſigt og faldt med et Ud⸗ brud af Redſel tilbage mod Kakkelovnen. Hundrede tuſinde Vogne buldrede forbi ude paa Gaden, ſendende hundrede Millioner Gniſter op i Luften, Kontoret vak⸗ lede op og ned i Sogang, Gulvet blev til Loft, Loftet til Gulv — jaa blev alt ſtille og morkt … i Jeg fejlede nede paa Nilen, Orkenens brændende Vind tørrede Tungen i min Mund, Kamelen lob med opløftet Hoved og gispende Neſebor forbi mig paa Flodbredden, indhyllet i en Sandføjle, Krokodillen hævede fin ſkjoldbedaekkede Pande op over Vandfladen og ſtirrede paa, mig med glasagtige, bruſtne Øjne. Nej, det var jo ikke Nilen, det var en Bugt i Gron⸗ land, hvor Isbjergene hævede de glinſende Toppe op mod Himlen og ludede ud over min lille Kajak, Hvalen ſprojtede Vandſtraalen op af fine Bleeſehuller, isnende Vandſtraaler, ſom faldt paa mit Hoved og kjelede dets brændende Pine; Luften var gjennemſigtig blaa og højt oppe over mig jaa jeg et mildt, bedrøvet Anſigt, der betragtede mig med et kjcerligt Blik. .. Paa Ameri⸗ kas umaadelige Prairier ſtod det mandshoje Græs og hvijfede fine Hemmeligheder, det ene Straa til det andet; ſtore, ſpraglede Slanger ſnoede fig gjennem det, ſtore Dyr med flammende Ojne bojede ſig over den klare Bak for at ſlukke deres brændende Zørft; oppe paa Højen laa jeg bunden og baſtet, vanſmegtende efter en Draabe til at læffe mig ved, da bøjede en Indianerkvinde fig over mig og faa pad mig, o, jaa mildt og kjerligt. Hun holdt en udhulet Kokusnod til mine Læber ... ; „Eliſe!“ „Her er jeg, kjere Villiam”. „Lund!“ „Skal jeg ſkrive efter Lund?“ Hu, hvor Nordenvinden bruſede med Orgelklang ind under Domkirkens Buer; Olaf den Helliges Kiſte ſtod oppe ved Hojalteret, han ſelv ſteg ned derfra i fin hvide Dragt og rorte ved mig med fin folde Haand. Klokkerne kimede oppe i Taarnet, Gravpſtenene loftedes op, og frem kom den blege Dodningeſkare, de ranglende Benrade under Jordekloderne; men oppe fra Alter⸗ I billedet ſtraalede en Engels milde Aaſyn .. BRAND „Jeg ſtaar hos Dig, ſtakkels Ven“. „Harald . .. Harald A. ...“ 8 : : Der ſad Sfinxen paa Toppen af Bjerget med fit gaadefulde Blik, med fit ſtive Stenanſigt, med ſine Lund“. krumme Loveklor. „Hvem gaar om Morgenen paa fire, om Middagen paa to og om Aftenen paa tre?“ Hvem, hvem, hvem? Jeg ved det jo godt; men Navnet kan jeg ikke hujfe. Vend Dit ſtive, kolde Blik bort fra mig, Du frygtelige Udyr; jeg ved det jo godt; men Navnet kan jeg ikke huſke! Ha, Du vil ſtyrte mig ned i Afgrunden; kom, en Kamp med Bryſt imod Bryſt; vi ere ftærfe Mænd, vi to. „Anker“. 3 „Her er jeg, fjære. Skouv“. „Lund ... Lund“. „Jeg er her ogſaa, ſtakkels Ven ... Du lægger vore Sænder ſammen?“ „Fader ... og Son“. å J Indien ſtaar det mægtige Stentempel udhugget i Bjerget; Hvelvingen bæres af Elefanter, mejslede af Granit. Hengekojen er ſpendt ud mellem Pillerne og gynges ſagte frem og tilbage, frem og tilbage. O, hvor er der koligt, hvor er der ſtille; Bolgerne ſkvulpe op mod Stranden og ſynge en blid og rolig Vugge⸗ viſe; mine trætte Øjne luffe fig. Saa kom da, Du kjcrlige Gud, Søvnens Gud, hvis Oje jer jaa mildt ned paa mig, tag mig i Din Favn, læg mit Hoved op til Dit Bryft.… Saa vendte jeg da hjem fra min Vandring i fremmede Egne, træt af Rejjen og forvirret af alt, hvad jeg havde jet. ; „Eliſe“, hviſkede jeg mat. ; „Her er jeg, min egen Ven“, ſagde min Kone, og det milde Anſigt oppe fra Gronland, Indianerkvindens Anſigt fra Amerikas Prairier, Engelens Anſigt fra Alterbilledet, Søvngudens Anſigt fra Indiens Klippe⸗ tempel bojede ſig atter over mig og forenede ſig i min elſkede Huſtrus Aaſyn. „Kys mig, Eliſe“. Hun gjorde det; der faldt en brændende Taare ned paa min Pande, og jeg folte dens Varme med en underlig vemodsblandet Glæde. „Var Lund her ikke, Eliſe?“ „Jo, han ſtaar her ved Siden, bag Gardinet“. „Han er Ankers Son, Eliſe. Ved han det?“ „Han ved det, Fjære Villiam. O, Villiam, jeg er laa glad“. „Saa, jaa, Fjære Frue”, ſagde Doktor Blichers Roſt bag Sengegardinet, „nu maa De virkelig ikke lade ham tale mere. Han fkal ſove, ſkal han“. Eliſe bøjede fig igjen over mig og kysſede mig, derpaa traf hun Gardinerne ſammen og fatte fig inden for Dem i det dæmpede Lys og tog mine Hender mellem ſine. j ” Munden. „Bornene?“ hviſkede jeg ſagte, i Stilhed glodende mig over at kunne narre min ſtrenge Doktor. Eliſe nikkede ſmilende og lagde Fingeren paa Jeg jaa glad paa min kjarlige Huſtrus lykkelige Anſigt, indtil mine Ojne bleve tunge, og jeg faldt i Søvn. g „Jeg er ſulten, Eliſe“, vare de forſte Ord, jeg ſagde, da jeg igjen vaagnede og fandt hende ſiddende paa ſamme Plads inden for Gardinerne. Disſe bleve nu trufne til Side og Doktor Blicher kom til Syne. „Saa De er ſulten, ſtakkels Mand“, ſagde Dok⸗ toren og følte min Puls“, „ja, faa komme vi vel til at give Dem lidt at ſpiſe. Ganfke tynd Bouillon, lære Frue ...“ „Men ikke altfor tynd, Eliſe“. „En Smule riſtet Franſkbrod og en lille Stive Duebryſt“, vedblev Doktoren uden at lade ſig forſtyrre af min Afbrydelſe. : „Lad mig nu je dem alleſammen“, ſagde jeg, nu er jeg raſk nok dertil“. Doktoren folte endnu en Gang min Puls, derpaa gik han hen og aabnede Døren til Dagligſtuen. San kom de da alleſammen liſtende paa Tæerne, ſom om det forſt og fremmeſt gjaldt om, at jeg ikke ſkulde høre dem komme, og alle ſaa de paa mig med ſmilende Anſigt og fugtigt glinſende Øjne. Amalie løftede mine Smaaborn i Vejret, for at de kunde kysſe mig, og gav mig derpaa ſelv et Kys. Anker og Lund — eller rettere Poul Anker — ſtod med Armen om hinandens Skulder og nikkede til mig og trykkede mine Hænder, Jeg tog Pouls og Amalies Sænder og lagde dem ſammen, i Stilhed morende mig over, hvilket Anſigt de vilde -fætte op; men de rodmede kun og ſmilede til hinanden, og Poul ſagde undſkyldende: „Vi have fundet hinanden, kjcere Ven. Jeg er bange for, at jeg har været meget egenkjerlig, da jeg, for Du blev raſk ...“ ; „Du kjeœre, gode Menneſke“, udbrød jeg glad. „Nej, aldrig i Verden. Gud velſigne Eder begge to!“ Tre Uger efter ſpadſerede jeg ſtottet til Ankers Arm nede i vor lille Have. Sommeren var endnu ikke forbi, det havde nylig regnet, og Bufke og Zræer ſtod faa friſke og grønne ſom midt om Foraaret. „Ser De, Fjære Ven“, ſagde Anker, og hans Anſigt ſtraalede af Glæde, „det var Kakkelovnen, der reddede Dem. Det var et ſkrakkeligt Slag, De fik i Hovedet ved at falde mod den, og Blodet ſtrommede hen ad Gulvet, jaa at jeg et Ojeblik frygtede for, at De var død; men det reddede Dem alligevel. „Det er et Slag, ſom maa bringe den verſte Hjerne i Lave igjen”, ſagde Doktoren til mig, „overſtaar han det, er han med det ſamme helbredet“. Og det ſlog meget rigtig til; thi De kan vere rolig for, at de ſlemme Syner aldrig vende tilbage“. „Hvor underlig er det i Grunden ikke“, ſagde jeg, CTC RE EN . ˙ AA. kom han til N. . ————. ...... . ————————————ß——9ꝙ FF RER ... 2 EF Sa „at netop den Sygdom ſkulde føre Dem og Deres Son ſammen. Var jeg vedbleven at være raſk, havde gav mig Vished om, at Poul var Deres Son“. „Sandt, fandt”, ſvarede Anker. „Gud har under Tiden ſine egne, forunderlige Veje ... Naar vi nu blot kunde faa det ordnet ſaaledes, at Bjerring og Poul bytte Plads. Bjerring er villig dertil, da Pouls Embede har lidt ſtorre Indtegter. Det eneſte, der trykker mig, er mit Lofte til min gamle Ven, Svendſen“. Det varede imidlertid ikke Længe, før Anker blev befriet fra det Tryk; thi Svendſens Datter blev imod al Forventning gift med en Toldasſiſtent, og Faderen jaa nu ſelvfolgelig helſt, at Svigerſonnen blev hans Eftermand. Hvad Poul og Bjerring angik, da kom Byttet meget rigtig i Stand, og kort Tid efter, at jeg havde gjen⸗ vunden min Sundhed an⸗ Samme Ef⸗ teraar ſtod hans og Ama⸗ lies Bryllup hos os, og ſjel⸗ den var der i N. Kirke ble⸗ ven viet et lykkeligere og mere elffvær - digt Brudepar. Hvad Anker angaar, da forſtod han ud⸗ ) mærket at dele 0 5 MD Ht ſine Beſog mel- 0 || 0 lem dem og f os, og naar ſom helſt han lod ſig til Syne bragte han Solſkin med ſig. Aldrig fik jeg at vide, og aldrig ſpurgte jeg om, hvad der havde foran⸗ lediget det ſorgelige Brud mellem ham og hans Huſtru; men at det var hende, ſom havde Skylden, er jeg over⸗ beviſt om; thi Anker omtalte hende aldrig ſenere for mig, hvilket han visſelig ellers vilde have gjort. h landt de mange Beſynderligheder ſom mode Evropcerne i „det himmelſke Rige”, ſom Kineſerne benævne deres Fadreland, kan Suppe pan Svalereder nævnes, ſom den, der ved forſte Betragtning Spiselige Fuglereder. væffer meſt Undren. Sagen er imidlertid ikke jaa be⸗ ſynderlig, da Reden ikke beſtaar af Jord, ſom hos os, De maaſke aldrig tankt paa at fortælle mig det, der men af en Slags Slim, ſom ligner Husblas, der hos os vindes ved Kogning af Fiſkeblerer og lign. Den „ſpiſelige Fuglerede“ tilhører nemlig en lille oſtindiſk Havpſpale „Salanganen“, hvoraf „Husvennen“ i Dag bringer et ſmukt Billede, ſom den, ikke ſtorre end en Gjerdeſmutte, ſidder højt oppe paa en Klippekant, lige over fin lille klare Rede. Denne er opflæbet af den omtalte husblasagtige Slim, der er ſtorknet i Luften til en hornagtig Masſe. Trods Redeſtedernes Util⸗ gengelighed, faar Fuglen dog ikke Lov at være i Fred, da Kineſerne ere ſaa gale efter Rederne og betale Pundet med 30 Rd. Da man finder angivet, at alene den ſtore kineſiſfe Stad Kanton indfører 30,000 Pd. aarlig, kan man forſtaa, hvor efterſtrebt denne Svale⸗ rede er, og at den med Livs⸗ af Beboerne paa de oſtin⸗ diſke Oer, lige ſom Indſam⸗ lingen af Ed⸗ derdun paa Ferperne, hvorfor Fugle⸗ redeſamleren fra Barnsben maa være vant til denne Idræt, og be⸗ ſidde en ſtor Kraft og Smi⸗ dighed. Sa⸗ langanen byg⸗ ger tre Gange om Aaret, men 8 = uden Beteen⸗ kelighed kaſter Samleren Ag og Unger i Havet, fra de Reder hans begjærlige Haand kan naa paa den livs⸗ farlige Vandring og Nedhisſen i Tov paa Fugleklipperne. Rederne renſes omhyggeligt, tillaves i Kina med meget fine Kryderier og fortæres af rige Folk ſom en over: maade ſtor Loekkerhed — dyr er den i det Mindſte. N En engelſg Kempekran. aar man læfer i Aviſerne om umaadelige W Kanoner, uhyre Dampmaſkiner og Damp⸗ f kjedler, tre Kvarter tykke Pantſerplader og andre Gjenſtande af en uhyre Vægt; grunder man viſt ofte lidt over, ikke hvor⸗ fare opſoges 399 ledes man faar dem befordret, thi man har jo Jernbaner og Dampfkibe, men over hvorledes man faar disſe Masſer hævet og lœsſet, ladet og losſet. Hus⸗ vennens Billede i nærværende Nr. vil derfor forhaa⸗ bentlig være mangen teenkende Læjer velkomment, idet man deraf faar en Foreſtilling om, hvorledes en af Nutidens Jernfæmper jer ud, der tager det ſtaorſte Lokomotiv „med en Finger“ i Nakken, lofter det op og * jætter det ombord i et Skib faa let ſom vi flytte en Syeefke. Vi ſtaa ved et engelſk Havnebolveerk, en Kaj, be⸗ lagt med fvære Jernbaneſpor. Et ſtort Skruedampfkib af Jern har lagt til og ſkal indtage fin Ladning af Jernbanefkinner og de ſpeere Dele til en ſtor Jernbro. Kranen ſe vi holdende nede paa Kajens anden Ende, men med et forbavſes vi ved at je hele det uhyre Stillads med ſine lange Arme komme langſomt ſpad⸗ ! — ̃ — * . . En engelsk Ræmpekran. ſerende op til Skibet, hvor det holder ſtille. Vi je nu, at hele Stilladſet, ſammennittet af jvære Jernplader fra gverſt til nederſt, faar paa Hjul og ved Damp⸗ kraft kan kjores frem og tilbage aa de ſpcere Skinner vi før bemeerkede. Stilladſet bære en ſtor Platform, ſom en Bro, hvorpaa Kranens Fangearme ere anbragte med et lille Mafkinhus, hvori Kempens blodleſe Hjerte | flaar fine dampende Slag. Dampmaſkinen gjør nemlig hele Arbejdet, Et Vogntog er nu kjort hen under Kranen og Ladningen ſkal begynde. Kranens ene Arm drejes hen over den forſte Vogn, Kjeden rasler ned og Krogen hages i Kjeden, der er ſlaaet om en jvær Jernbjcelke. Hurtigt hæver den fig lodret op, hele Maſkinhuſet drejer fig om fin Axel en Trediedel Gang rundt og Zernbjælfen; ſom nu jvæver lige over Skibets Luge, nedlades tyſt og ſikkert paa fit Sted. 400 Arbejde, ſom ellers vilde fræve Hundreder, ja Tuſinder Mænds fforenede Kræfter, og var forbundet med ſtorſte Fare for Liv og Lemmer, udfores nu her ved to Mands Sjalp, idet Maſkinen er faa ſindrig indrettet, at nogle faa Bevegelſer med nogle Vegt⸗ ſtenger og Haner bringer den til at gaa frem og til⸗ bage, dreje ſig rundt, hejſe op og fire ned, hurtigt eller langſomt, alt efter Onſke. d Vi forlade Kranen med oprigtig Beundring for de udmærkede opfindſomme og dygtige Mænd, ſom have üdtenkt dens Indretning; men vi forlade den ogſaa med adſfkillige Bitanker. Den er os nemlig et af de mange Exempler paa, hvorledes Nutiden ſtreber mere og mere at fri Menneſket fra det haarde trallende Slid. De ſnilde Maſfkiner tager det haardeſte Stød af og Arbejderen ſtaar glad og ſtolt ſom dens Herre og Meſter. De ſom mene, at Maſkinerne tage Brødet fra Arbejderne maa je dem omkring i vore Dage; de ville overalt finde, at jo flere Maſkiner vi faa til at trælle for os og udvikle Kraft for os, jo mere Arbejde bliver der. Kempekranen har ſaaledes vendt Tanken hen paa, at det nu, imod tidligere, er gode Tider for Arbejderen — blot man maatte ſkjonne paa det. Karlsvognen og Nordſtjernen. Af Pauline Vorm. 3 A N. fleſte Stjernebilleders Navne ere mere vildledende end vejledende. Der ſkal f. Ex. en meget ftært Indbildningskraft til i „Vedderen“ at ſe Billedet af en Vedder, i „Tyren“ Billedet af en Tyr og i „Loven“ Billedet af en Love; dog ſparer den ſtore Bjørn nogenlunde til fit Navn: naar man faar Oje paa alle de ſmaa Stjerner der danne dens Hoved, Forkrop og Fodder, har Figuren virkelig en fjern Lighed med en Bjorneſkikkelſe. Bedſt kjendte ere imidlertid ſyv klare Stjerner i dens Lend og Hale under Navn af Karls— vognen eller den ſtore Karlsvognz thi der er ogſaa en lille, ſom udgjør en Del af en Bjorns, den lille Bjorns Skikkelſe. J Spidſen af den lille Bjørns Hale, Enden af den lille Karlsvogns Stang, ſtaar Nordſtjernen, ogſaa kaldet Polar⸗ ſtjernen. Her i Danmark ſtaar den temmelig højt, Betragte vi den nordlige Del af Himlen fra Helſingor, Nord⸗ ſpidſen af Samsø, Skanderborg, Midten af Ring⸗ kjobing Fjord eller et andet Punkt der ligger i lige Linie med disſe Steder, da ſe vi Nordſtjernen i en Hofde af 56 Grader; det er: vi dele i Tanken den Vej, Øjet har at folge fra det nordligſte Punkt i Synskredſen op til vort Isſepunkt; vi dele denne Vej i 90 lige ſtore Dele, og naar da Blikket, bevægende fig fra Synsgrænjen opad, har tilbagelagt 56 af disſe 90 Afſnit, faa finder det Nordſtjernen. 5 Men at ramme dette Maal ved et blot og bart Skjon er naturligvis umuligt; vi maa have en paa⸗ lideligere Vejviſer og vælge hertil den ſtore Bjorn. Enhver kjender Karlsvognen. Den ſtaar altid paa den nordlige Himmel, undertiden lige i Nord og da enten temmelig lavt med hældende Stang eller meget hojt og da i en Stilling, ſom om den var væltet. Til andre Tider ſtaar den noget mod Oſt med Stangen pegende i nordlig, eller noget mod Veſt, med Stangen i ſydlig Retning; for Ojeblikket ville vi tenke os den ſtagende lavt i Nord, ſaaledes ſom vi ſe den en Efter⸗ aarsaften. Fra dens venſtre til dens højre Baghjul a 6 drage vi en Linie, og denne fortſette vi opad i ſamme Retning endnu tre Gange ſaa langt, da træffer den Nordſtjernen. Vi kunne bruge denne Fremgangsmaade ogſaa til enhver anden Tid af Aaret og Natten uden Henſyn til, hvor Karlsvognen ſtaar, kun maa vi pasſe paa ikke at begynde fra Højre. Stillingen er denne: 5 „ Nordsthjernen. * * Den lille Vogn. * * * Tre Stjerner it Drage ns Hale. 5 * 0 * * Den store Rarts von. Der er mellem de to Billeder foruden Storrelſen endnu den Forſtjel, at den lille Bjorn, hvis Ben gan ud fra de venſtre Hjul, og hvis Hoved ſtaar mellem det højre Baghjul og Dragens Hale, bærer fin Hale opad krummet ſom en Hund, hvilket ikke er Tilfældet med den ſtore; fremdeles, at de to Vogne vende Stangen i modſat Retning, jaa at man, hvis man kunde flyve op til dem, vilde gribe om Stangen af den ſtore Karlsvogn med venſtre Haand, om Stangen af den lille med højre; endelig maa vi marke os, at medens alle ſyv Stjerner i den ſtore Vogn ere klare nok til, at man let faar Oje paa dem, gjælder dette ikke om den lille Vogns Stjerner; her ere begge Forhjulene og de to inderſte Stjerner i Stangen meget ſmaa og matte; klarere lyſer Polarſtjernen og de to Baghjul, men dog ikke med ſamme Styrke ſom Stjernerne. i den ſtore Karlsvogn. i Opfattes de to Billeder ſom Bjørne, da bevæger den lille fig baglænds, hvorimod den ſtore jer fremad under fin daglige Omdrejning; opfattes de derimod ſom Vogne, da kjorer den lille rundt i fin ſncevre Kreds med Stengen forreſt, den ſtore derimod rygger. Saaledes maatte man i det mindſte fremſtille Forholdet, derſom de begge befandt fig i nogen Afſtand fra Nord⸗ e — polen og altſaa havde Plads at bevæge fig pan; men dette gjælder egentlig kun om den ſtore Bjorn; den lille er med fin Haleſpids, Polarſtjernen, jaa nær ved Himlens Nordpol, at den kan betragtes, ſom om den ſtod i ſelve det Punkt, der under Stjernernes Om⸗ drejning er Midtpunktet; folgelig drejer ſig den lille Bjorn om fin Hale, den lille Karlsvogn om fin Stang. Nordſtjernen bliver for alle den nordlige Halvkugles Beboere „Himmelhvelvingens Kjærne”, „Himlens Kongeſtol“, hvorom alle ſaakaldte faſte“) Stjerner (Fixſtjerner) ſvinge rundt i 23 Timer 56 Minuter, hvilket Tidsrum vi falde en Stjernedag. En Soldag er fulde 24 Timer, en Maanedag ikke jaa lidt længere, og deraf kommer det, at vi ſe Maa⸗ nens Plads mellem Stjernerne betydelig forandret fra den ene Aften til den anden. Kunde vi ſe Stjernerne ſamtidig med Solen, da vilde Forandringen i dens Stilling ikke være jaa iøjnefaldende; thi den Stjerne, der idag naar fin Søjdeftand (kulminerer) ſamtidig med Solen, vil imorgen kun komme 4 Minuter forud, iovermorgen 8 Minuter, Dagen derefter 12 og ſaa fremdeles; men disſe 4 Minuter hver Dag udgjore for en Tid af 30 Dage en Forſkjel af 2 Timer. Man drager derfor paa et Stjernekort ikke blot nogle Kredſe (Parallelcirkler) i forſkjellig Afſtand omkring Nord⸗ ſtjernen, men man brager tillige 12 Linier ud fra den i forſkjellige Retninger, og hver af dem rammer et Punkt, hvori Solen ſtaar i det Ojeblik, da en aſtro⸗ nomifk Maaned begynder. De aſtronomiſke Maaneder falder imidlertid ikke ſammen med de borgerlige; de begynde paa Solhværvs- og Icevndognsdagene ſamt i de 8 Maaneder, hvor der hverken indtræffer Solhvcerv eller Zævndøgn, paa en Dag af omtrent ſamme Datum. Hvert af de 12 Længdejnit paa Himlen bruger altſaa henved 2 Timer til at gaa igjennem et Steds Middags⸗ linie; et Stjernebillede, der ftræffer fig tværs igjennem flere Længdebelter, bruger mere end 2 Timer, faaledes Dragen 10, den ſtore Bjorn 6. Afſtanden mellem den ſtore Bjorn og Nordſtjernen er ſtor nok til, at medens Nordſtjernen ſtaar tæt ved Nordpolens Isſepunkt, gaar den ſtore Bjorn hver Dag eller Nat, naar den kommer hojſt paa Himlen, tæt forbi, ja tildels gjennem vort Isſepunkt her i Dan⸗ mark — o: vi have dette Stjernebillede en Tid af Dagen eller Natten neſten lige over vore Hoveder, og da det pan Himlen indtager en meget ftørre Plads — ſaavel i Bredde ſom i Længde — end vort lille Fædreland paa Jorden, jan gjælder denne Bemerkning ethvert Sted i Danmark. Af det Foregaaende kunne Leſerne imidlertid flutte, at man for at finde Karls= vognen jaa højt oppe maa ſoge den til forffjellige Timer af Natten paa de forſtjellige Tider af Aaret, ) Man betragtede i gamle Dage den blaa Himmel ſom en faſt Hvelving (Firmament), hvorpaa Fixſtjernerne ſadde. og at man til en Aarstid flet ikke kan finde den der, efterſom den kun kommer der ved Dagen. Denne Tid er Sommeren og den forſte Del af Efteraaret; mod Aarets Slutning ſtaar den ſtore Bjørn hojt i Morgen⸗ timerne, i Begyndelſen af det nye Aar midt om Natten, længere hen paa Foraaret kort Tid efter Solens Ned⸗ gang. Ved Midnatstid kulminerer nemlig i Tiden fra: 20de Jan. til 17de Febr. Den ſtore Bjorns Hoved. 18de Febr. til 19de Marts. Karlsvognens Hjul. 20de Marts til 19de April. Karlsvognens Stang. Ligeſom Bjornen er et nordligt Dyr, ere altſaa den ſtore og den lille Bjorn nordlige Stjernebilleder; men dog er det ikke Nordboer, der have givet dem Navn af Bjørne. Græferne, for hvem Alt i Naturen havde en Sjæl, for hvem Blomſter, Træer, Fugle, ja ſelv den hæslige Edderkop vare forvandlede Menneſker, befolkede ogſaa Himlen med levende Skikkelſer, og om de to Bjørne fortalte de folgende Sagn: . Kalliſto, Datter af en arkadiſk Fyrſte, var elſket af Zeus, den øverfte af de græffe Guder, (Romernes Jupiter) og fodte ham en Son. Hera, Zeus's Huſtru, forvandlede i ſin Vrede herover Kalliſto til en Hunbjorn og hendes Barn til en Bjorneunge; men da Heras Had ikke dermed var mættet, fatte Zeus dem begge paa Himlen for at unddrage dem for hendes Efterſtrebelſer. Hendes Amme, Thetys, Havets Dronning, delte imidlertid fin Foſterdatters Forbitrelſe mod Barnet og dets Moder; hun vilde ikke give dem Hvile i ſit Skjod; de maatte evigt uden Ro vandre om paa Himlen; — den ſtore og den lille Bjorn ſtaa rigtignok lavere i Grækenland end i Norden; men de gaa alligevel ikke ned under dets Synsgraenſe. Navnet Karlsvogn er derimod nordiſk; dog ſkriver det fig ikke, ſom man kunde tro, fra en af de mange ſpenſke Konger af Napnet Karl, ſtjondt nyere Digtere have viſt Tilbejelighed til at tillægge Karl den Tolvte „hin Vogn med den gyldne Stang og med Hjulſpigerne ſmeddede af Guld.“ — „Du var paa Jorden jævn og pragtlos“, ſiger en Digter til Heltekongen; „men nu ſtaar Din Vogn ſom en Stjerneflok.“ Navnet er imidlertid meget ældre; det ſtammer fra Hedenold, og „Karlsvogn“ betyder „Kœmpevogn“; thi „Kampe, ſterk eller kraftig Mand“ er den oprindelige Betydning af Ordet Karl; man ſiger jo endnu: en Kraftkapl. Den lille Vogn hed i gamle Dage Kvindevognén; vore hedenffe Fadre have rimeligvis tænkt fig disſe Vogne ſom tilhørende Kemperne hos Thor og Kvinderne hos Freja; eller de have i et Billede fra Stjernehimlen fremſtillet den Tanke, at Kvinden bevæger fig i Hjem⸗ mets ſnevre Kreds, Manden i en meget videre men dog egentlig — om hende; Manden fan flige højere men ogſaa ſynke dybere end Kvinden, ſaaledes ſom Karlsvognen ſnart ſtaar over ſnart under „Kvinde⸗ vognen”, Omvendt var det i det græffe Sagn Kvinden, c rr ele RE der bevægede fig om et mandligt Midtpunkt; men her var det ikke Mand og Huſtru — det var Moder og Son. g Nordſtjernen er i den nordiſke Digtekunſt bleven Sindbilledet for Nordens Folkeaand. Den ſynker ikke, den viger. ikke fit Sæde, hedder det; i den ſpenſke Nordſtjerneorden ſtaar et latinſk Valgſprog, ſom be⸗ tyder: „den ved ikke af Nedgang.“ 7155 Om Stjernen er dette Ord fandt; — maatte det ogſaa være Sandhed, naar det ſiges om Aanden 9g Kraften! ; - Torup Landboſkole for vordende Husmend modtager et nyt Hold Elever til 1fte November. — Skolens Formaal er at lære Eleverne at dyrke en mindre Jordlod paa en formaalstjenlig Maade; ogſaa underviſes de i Havedyrkning, og om Vinteren gives der dem Lejlighed til at øve fig i nyttig Husflids⸗ gierning. Ved Siden deraf underviſes der i Læsning, Regning, Skrivning, Modersmaalets fkriftlige Brug, Fedrelandshiſtorie, Jordbeſkrivelſe, Agerdyrkningskemi, Jords Opmaaling m. m. Et Kurſus ved Skolen giennemgaaes i et Aar fra Iſte November til 1ſte No⸗ vember. J Maanederne November, April og Oktober underviſes daglig 3 Timer, i December, Jannar, Fe⸗ bruar og Marts daglig, 4 Timer, og i Aarets øvrige Maaneder daglig 2 Timer, alt foruden den Vejledning, der ydes ved praktiſke Arbejders ÜUdforelſe. Iøvrigt ſtulle Eleverne være pligtige til at deltage i alle de Arbejder, der kunne forefalde ved Jordbrug, Havedyrk⸗ ning og Husflid. Eleverne fan Koſt, Bolig, Lys og Varme paa. Skolen, og enhver Elev yder herfor et Vederlag af 100 Kroner Eleverne antages ikke gjerne i en yngre Alder en 18 Aar; i ethvert Tilfælde maa de kunne deltage i de almindelig forefaldende Land⸗ brugsarbejder. — Til Skolen hører en Ejendom paa nogle og tyve Tonder Land g. M., Hartkorn omtrent 2 Dr. 3 Tor. Land dyrkes for fig ſelv, og, ſaavidt det kan ſke, alene med Spaden. Til Efteraaret og neſte Foraar anlægges en Have, hvis Storrelſe bliver omtrent 2 Tdr. Land. ; Torup ober Ulſtrup Station ved Randers. P. Mielſen. Husflid. Fuglekasſer. Vid de i Nr. 42 og 44 meddelte Tegninger af Fugle⸗ kasſer, var der af Tegneren begaget en Fejl, ſom ikke lod ſig rette, og ſom Udgiveren glemte at gjore opmerkſom paa: Flyvehullet er nemlig anbragt for neden i Stedet for for oven. Dette havde Tegneren anſet for en temmelig ligegyldig Sag enten det kom for oven eller for neden, men at Fuglene ikke ere af den Mening, viſer folgende velvillige Meddelelſe fra en af Husvennens Lætere: „J Foraaret meget tidlig (i Slutningen af Fe⸗ bruar) opflog jeg en Del Fuglekasſer i en lille Lund. Disſe Fuglekasſer, hvoraf nogle vare til Stere og andre til mindre Fugleſorter, vare forſkjellige fra hver⸗ andre derved, at Helvten havde Flyvehullet forneden (ſom paa omſkrevne Billeder betegnet), medens den anden Halvpart havde Flyvehullet foroven. Hen paa Sommeren viſte det ſig imidlertid, at ikke en eneſte af de Kasſer, hvorpaa Flyvehullet var anbragt forneden blev beboet, medens alle de øvrige bleve beboede, hvad enten de vare opflanede i Udfanten af Skoven eller i Tykningen af ſamme. Det ſynes altſaa heraf at frem⸗ gag, at-de Kasſer ere at fortrokke, ſom have Flyve⸗ hullet anbragt foroven“. ; 3 2 — Smmanling. En Skipperhiſtorie. „Naa Sorenſen! Hvorledes ſer det jaa ud oppe ved Spitsbergen!“ „Ja, ſer Du! Der er Taagen ſaa tyk, at vi flog Som i den og hængte vore Klæder paa”, Gaade. Jeg findes pan Skuffer paa Skabe og Kiſter, Og er uundvarlig for Kapitaliſter; Jeg er, ſom Du ſer en nyttig Ting Men vender Du mig en Gang omkring Ei Nytten mindre blev ſom jeg øved, Skjondt ſtadigt jeg brugt bliver traadt i Støvet. — — Oplosninger paa Gaaden i Nr. 49: Ile, omvendt Eli. paa „den firkantede Nod“ i Nr. 49: DUN PE: 0 R NE. E N D E N. Hor 82 N omg Brevvexling. B. M. i V. takkes, men Formen forbyder Anvendelſe. Herd. Tak! Mg. Venligſt Gjenhilſen! Bratte Omvexlinger, Fortælling af Emanuel Henning⸗ jen (Sluttet). — Spiſelige Fuglereder, med Billede. — En engelſt Kempekran, med Billede. — Karlsvognen og Nordſtjernen, af Pauline Worm. — Torup Landboſkole. Indhold. — Husflid: Fuglekasſer, med Billede. — Gaade. Udgiverens Adresse er: Bylovsvej 8 a. Kjøbenhavn Vesterbro, — Husvennen udkommer fil hver Søndag med et 16-fpalter Art, forfyner med flere Billeder, fil 4 Krone (3 Al. Jjerdingaaret frit filføndt, vert Fjerdingaar medfølger gralis el ſlort ſmutt Billede. Blade Kan beſlilles pan elhvert Voflkonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hopedſtommisſioncren: Audolph Klein, Bileſltcde 40, Kjøbenhavn. .” Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. RAR — 3 2 — Sr Færge ; Iblandt den Skare af udmerkede Dig⸗ tere, der vaktes ved Ohlenſleegers Sang, er ingen bleven det danſke Folk kjeerere end Ingemann; thi ingen har grebet det dybere og faaet Hjertets Strenge til at tone klarere, ingen har faget ſtorre Betydning for dets Vært i ſand Folke⸗ lighed, og er Folkets Dom over dets Dig⸗ tere afgjorende, ſaa er han ubetinget den ftørfte i denne Dig⸗ terſkare. J Ohlenſleger kom et nyt Liv til Gjennembrud, dg derfor kom han plud⸗ ſelig og mægtig ſom et Lyn, der tændte Hjerter i Brand, medens Inge⸗ mann udvikledes ſtille og kun vandt jævnt fremad ſom en tro⸗ faſt Arbejder i det BA sm Billøsg 0 Alorſhabslesning, Oplysning og Hug flid. Adginet af N. C. Bom. Hondagen d. 19. September. | Bernhard Severin Ingemann. Af Bendix Hanſen. nye Folkelivs Tje⸗ neſte, og forſt da hans betydningsful⸗ deſte Gjerning var gjort med hans hiſto⸗ riſke Digte og Ro⸗ maner, kom det Vært, der "gav. fuld For⸗ ſtagelſe af den Aand, der talte igjennem ham og havde gjort ham til Sanger af „Holger Danfke“. Man har givet ham Hedersnavnet „Hjer⸗ teſtjalden“, og det fortjener han med Rette, fordi hans Sang toner ud fra et fuldt og varmt Hjerte og atter naar til Hjerte; men jeg tror dog, at det var nok ſaa betegnende, om man kaldte ham „Holger Danſkes Sanger“; man vil ſnart ſkjonne hvor⸗ for. Idet Ohlenſle⸗ ger og Grundt⸗ vig fremmede Ol d⸗ 40⁴ tidens SHelteliv i al fin Storhed og Kraft, var det Maalet, at den ny Slægt ſkulde optage dette Liv i fig, ſom fin aandelige Arv og Eje, gjenfode det og der igjennem vinde Klarhed og Kraft og blive et i Sandhed godt og dygtigt Folk. Dog fkulde man ikke opgive Kriſtendommen og atter blive Hedninger ſom hine Oldtidshelte, nej tvertimod: ved at optage det dybe Stemninger, Drømme, Anelſer og Lengsler, ſterke menneſkelige og folkelige ſkulde det kriſtelige naa at blive fuld Sandhed ſom Liv. Det var Grundtvigs ſtore Livsopgave at klare dette, og fandt. han end, ifær i Begyndelſen, mange Modſtandere, der ikke alene erklerede denne ſtore Tanke for en Drom, en Umulighed, men ogſaa frygtede den ſom Vejen til al Kriſtenlivs Under gang, har Tiden og Udviklingen dog viſt, at han havde Ret. Trods hans ſtore og mangeſidige Begavelſe og hans uopſlidelige Arbejdskraft, trængte han dog til en Hjcelper, der kunde naa ud til hele Folket, og en ſaadan Sjælper fif han i Ingemann; thi mellem Oldtiden og Nutiden laa den lange dunkle Middelalder, mellem det nordiſk menneſkelige og det kriſtelige [aa det folkelige, og der fik Ingemann ſin Plads; var det Brages og Thors Aand, der hvilede over Ohlenſleger og Grundtvig, jan var det Holger Danſkes Aand, der hvilede over ham. J Oldtiden var der kun et Folk og et Sprog, den danſke Tunge, i Norden; nu var der tre, rigtignok med en hel Del tilfælles, ſom Born af ſamme Hjem og Moder. J de henfarne Tider havde Nordens trende Broderfolk ikke alene bygget fig hver fit Hjem, indrettet fig forſtjelligt og ſamlet fig egne Minder og Erfaringer, men de havde endog glemt Broderſkabet og ſom bitre Fjender opflidt hverandres Kræfter i blodige Kampe, om end enkelte fremſynede Perſonligheder ſom Dronning Margrete havde følt og forſtaget, at jaa burde det ikke være. Da kom Øhblenjlæger og vakte Fellestanken og med den hele det ſkandinaviſke Røre, med fine Studenter⸗ og Folkemoder, Taler og Sange, og dette har, hvad man ſaa end ſiger, visſeligen været til Velſignelſe; thi Kjærlighed mellem Brødre er godt og naturligt, medens Had og Kamp er en Ulykke. Men det var ikke nok, at vi blot folte os ſom Nordboere, ſom nordiſke, det var en Drøm, en flor og dejlig Drøm, men en Misforſtagelſe, der fulgtes af Skuffelſer; thi hvert af Nordens Broderfolk maatte føle fig ſom et ſelpſtendigt Folk tillige, om man ikke vilde fornægte Tidernes Magt og den hiſtoriſke Udvikling. Vi maatte være Danſke om vi vilde være os ſelv og leve vort eget Liv; thi vi vare Danſke, og det var dette, der brød frem til Klarhed i og ved Ingemanns Sang. 3 Kraft af det nordiſke var han en Danſker og gav Folkeaanden Skikkelſe og Mele, jan Holger Danſke atter ſtod lyslevende for os, og dog ſtaar det Nordiſke for ham ſom Danſkhedens ſtore endelige Maal. Medens Ohlenſloger til fine Digtninger om Old⸗ tiden havde et rigt Kildeveld i de gamle Sagaer, valgte Ingemann Middelalderens Riddertid, hvis hiſto⸗ riſke Kilder ere meget ſparſomme og fattige; men det Morke, der hviler over denne Tidsalder, oplyſes dog glimtevis af de gamle Ridderviſer og Folkeſange, der ſom en ledende Guldtraad flynger ſig gjennem den, og dem har Ingemann forſtaaet at bruge ſom ingen anden. Det er ikke tørre Aarstal og Navne, men klare Skikkelſer, gribende Leengsler efter Forlosning, forbundne med ſtille, klagende og dog mægtige Toner. Man behøver blot at mindes Sangene om „Niels Ebbeſen“, „Dronning Dagmars Dod“ og „Hr. Oluf han rider faa vide om Land”, der alle ere godt kjendte. Alt dette, og hvad mere der kunde findes til at belyſe Tiden, har Ingemann optaget i fin bløde, varme Sjæl og Digtet ud deraf, faa han atter har fremtryllet Tiden lyslevende for os i al fin Inde og Raahed, Kraft og Skrobelighed, tro indtil de mindſte Enkeltheder mod det hiſtoriſke, og juſt derved ſkabt en ſand Hiſtorie. Hvorfor har han da valgt denne Tid? Det var ganfke viſt ikke alene, fordi han følte fig ſerligt tiltalt af den Tids Kampeviſer; men fordi Tiden, ſtor i ſit Fald og ſtor i ſin Oprejsning, afſpejlede en Livsſandhed, pegede paa et Maal og viſte Vejen til det gjennem dyrekjobt Erfaring. Hans Syn paa Ziden ſtod klart fra Be⸗ gyndelſen, han vidſte, hvad han vilde og udtaler det ſtrax i ſit forſte Arbejde i den Retning, Digtet „Valde⸗ mar den Store og hans Mend“. „Stig op af Graven, Du Slægt, ſom døde! Forkynd Dit Fald og afmal Din Brade! Advar os for Udſlettelſens Dom Og vis os, hvorfra Din Frelſe kom! Men J, ſom lufte i Tider dunkle, Som klare Nordlys ved Midnat funkle! J ſtore Aander, ſom over Jord Med Frelſens evige Banner foer, Der Herren mægtig fin Haand udftralte Og Folkeaanden til Liv gjenvakte! Lys atter for os fra natlig Tid, J Aandekcemper i Herrens Stridl Og blunder atter i Blodheds Drømme Mit Fødeland ved de dybe Strømme, Hvad heller raſer i blinde Lyſt Forvildet Slægt mod fit eget Bryſt, Da ryſter Sjælen og væffer Manden, Og ſtyrker Hjertet og ruſter Haanden Til Danſk og ſtor og til herlig Id Til Danmarks Frelſe i Nodens Tid!” Dette er den Tidens Tanke, han vil lægge ſit Folk paa Hjerte og det ikke blot ſom et Varſelsraab, men ſom en ſtyrkende Verkelſe af Kræfterne, ſom en Ruſtning til Strid for alt, hvad der er danſkt, ſtort og herligt, ja „til Danmarks Frelſe i Nadens Tid“. Og denne Tanke blev mere end en ſmuk Drøm; thi den tog Skikkelſe, ſom af vort eget Kjod og Blod, kan 405 g man friſtes til at ſige, i hans hiſtoriſke Skildringer, og disſe trængte ind i Folket fom en voekkende, ſtyrkende og loftende Magt, der gjorde ſit til, at Fedrelands⸗ kjcerligheden kom op over alt andet og frelſte Danmark i Nodens Tid under Kampen for Sønderjylland 1848 — 50, og ſiden den Tid og indtil vore Dage, have de arbejdet ſig dybere og dybere ind i Folket, iſer i de Unge, med tiltagende Magt og Velſignelſe. J Digtet „Valdemar den Store og hans Mænd” fkildrer han forſt Landet i fin forfærdelige Oplosningstilſtand. J blind Lyſt raſer den forvildede Slægt mod fit eget Bryſt i blodige Borgerkrige, og, da Ravnene ſamles, Hvor Aadslet ligger, ſonderſlides Folk og Land ſom et vergeloſt Bytte af de graadige vendiſke Rovere, hvis Frakhed er uden Grenſer. Viſtnok er der mange gode Kræfter tilſtede ſom en Mulighed for Frelſen; men de ere ſpredte og ſkjulte ſom enkelte Blomſter i det herſkende, frodige Ukrudt, og derfor megte de ſaa godt ſom intet. Da kommer Valdemar den Store med Tvillingbrodrene Axel (Biſp Abſalon) og Asbjorn Snare ſom en Frelſer i Nodens Tid. Om ham flokkes de gode Kræfter og efterhaanden hele Folket, og faa gaar det fremad til Storhed og Sejr. J Romanen „Valdemar Sejr“ naar Tiden ſin ſtorſte Højde. Fremmede Folk og Lande undertvinges, og i Kampen for Korſet maa ſelv de vilde Eſtlender ſtrekke Vaaben i det blodige Slag ved Volmar, hvor Dannebrog daler ned fra Himlen ſom et Hedersmeerke og fører frem til Sejr. Men ſtrax følger en hurtig Dalen. Sejrens Glans havde blændet Folket, man kempede ikke længere i Sandhed for Korſet og Landets Frelſe, men for egen Wre, Storhed og Fordel, man kœmpede i Egenkjerlighed, og det var en Forbrydelſe. Ved et ſpigefuldt Overfald paa Lys kom den ſtore Valdemar Sejr i en af fine tyſke Vaſallers Vold og maatte friſte ſtor Udmygelſe i fit Fangenſkab. De erobrede Lande faldt fra, Lykken havde forladt de danſke Vaaben, og ſnart var Danmark atter trængt tilbage indenfor fine naturlige Greenſer, uden fremmede Lande ſom Prydelſe. Vel ſaa Kongen nu, gjort klog af Ulykken, at der gik en anden Vej til Folkets Storhed, og det fif fit Udtryk i hans berømte Love: thi „med Lov ſkal Land bygges”, blev fra nu af hans ledende Tanke. Dog, han. døde inden Folket havde lært at fatte ham; det higede endnu efter Hevn og den tabte Sejrsglans, og derfor blev det værre og værre, J „Erik Menveds Barndom” er Opløsningen atter i fuld Gang. Man jer det; men i fin Forblin⸗ delſe tillægger man den ſvage og uduelige Konge, Erik Glipping, hele Skylden og ſoger Frelſe i en forfærdelig Forbrydelſe, Kongemordet i Finnerup Lade, det fjerde Kongemord efter Valdemar Sejrs. Død, og giver derved et ſterkt Stød til Oplosningens Fremgang; thi en Forbrydelſe avler flere. Forgjæves arbejder endnu gode danſte Mænd paa Landets Frelſe, forgjcves ſoge de at ſtanſe den rullende Flod, forgicves ſoge de at opdrage en ny Valdemar Sejr i Erik Menved. Saa folger Kong Eriks Kamp mod de Fredloſe i „Kong Erik og de Fredloſe“, hvor Forbrydelſens Seed bærer fine onde Frugter. Kong Erik er bleven blændet af Valdemartidens Storhed og Glans uden at have fattet dens Aand og desværre! uden at være be⸗ gavet med dens Daadskraft. Iſtedetfor at opdrage ham til ſit Lands Frelſer, noget hvortil ingen kan opdrages, har man gjort ham til en forfængelig og pragtſyg Herre, der ved ſine glimrende Ridderſpil og ſin ſtor⸗ artede Hofholdning forøger Landets Fattigdom og derved bidrager end mere til dets Undergang. Han forer en Fortvivlelſeskamp, der faar Lighed med en Borgerkrig, mod de Fredleſe; men denne Kamp aabenbarer intet ſtort, da den vœſentlig er en Kamp for perſonlig Hævn over ſin Faders Mordere. i Under hans Broder Kriſtoffer fuldendes Oplos⸗ ningen, og i „Prins Otto af Danmark“ er det mork Folkenat. Nedſunken i den dybeſte Forſmadelſe, piſket til Blods, treller Folket under tyſke Tyranner, hvis Hopding, Grev Gert, i Gru og Affky nævnes ſom kullede Greve. Da viſte det ſig, at en hojere Styrer holdt Haand over Danmark, idet det for Menneſke⸗ forſtand ufattelig fkete, at Holger Danſke pludſelig ſprang frem ſom et Lyn i Tidens Morke med en Stor: daad, der, ſom altid er Tilfældet med det ftørfte paa Jorden, faa ud ſom en Dumhed, idet Niels Ebbeſon til Norreris med en Haandfuld Folk rejſte ſig mod "Grevens Tuſinder, brød ind i Randers og fældede den kullede Greve. Og Gud ſke Lov! Folket var Frelſen værd. Under Trengslerne var det modnet til Enighed og Fedrelandskjcrlighed, jaa Lynet tændte Hjerterne og ſelv den fattige Kulſvierkvinde, der ikkun havde to Leve (Brod), rakte Niels Ebbeſen det ene; thi „han flog den kullede Greve“. Frivilligt forlode danſke Mænd Hjem og Arne og alt, hvad de havde fjært, og flokkedes om Frelſerens Banner til Kamp for det, der nu var dem det Fjærefte paa Jord, for Fedrelandet. Ja han faldt; men hans Aand levede og forte frem til Sejr; Saa kom Valdemar Atterdag og fuldendte Veerket, idet han mojſommelig atter ſamlede Stumperne og Stykkerne af det adſplittede Land til et Hele, og da blev det „atter Dag“. Dog, hermed ſtandſer Ingemann ikke. For at være i Sandhed danſk, maa man være nordiſk. Det var den ſtore Tanke, ſom fødtes af Tiden, og Valdemar Atterdags kloge Datter, Dronning Margrete, gjorde den, ſom det ſyntes, en kort Tid til fuld Virkelighed ved Kalmarunionen, og derfor. faar denne Rake af hiſtoriſke Skildringer fin rette og naturlige Afflutning i Digtet: „Dronning Margrete“. Dette er i Korthed Tanken i Ingemanns hiſtoriſke Digte og Romaner, og den er udfort med en Sandhed, Kjærlighed og et Liv, ſom alle gribes af og ſom gjør” — HLN disſe Bøger til en frugtbar og tiltræffende Læsning for Hoje og Lave, Unge og Gamle, ja for hele Folket. Kort efter „Dronning Margrete” fulgte det herlige Digt „Holger Danſke“, viſtnok Ingemanns ypperfte Verk. Deri har han givet den danjfe Folfeaand fit fuldeſte Udtryf og fin klareſte Skikkelſe. I fit Udſpring er Holger Danſke, ſom det bor være, en nordiff Mand; thi det er jo den ſamme Tanke og Foreſtilling der tager Skikkelſe i ham ſom fordum i Thor og til Dels i Steerkodder, den frelſende, ſejrrige Heltekraft, der vier ſig til Kamp for Lyſet og Sand⸗ hedens Rige imod Morkets Magter, Jetter og Trolde, Maurer og Hedninger. Han er et Billede af Folket jelv, af det dybeſte og bedſte, der boer i det, præget med dets hele Ejendommelighed, og derfor tillige Folkets Ideal. Det har maaſke været denne Folkelivstro, hvoraf hele den nordiſke Gudelcere i Tidernes Morgen er fremvoxet ſammen med Folket ſelv. Da Kriſten⸗ dommen trængte frem i Norden ſom en Fjende af den gamle Tro og det gamle Liv, megtede den kun efter lange Tiders Arbejde at fortrænge Thor ſom Gud; men at udrydde den Foreſtilling, der havde givet ham Skikkelſe, var umuligt; thi det vilde have veeret at dræbe Folkehjertet og dermed Folket ſelb. Dog med Skikkelſen var ogſaa Folkelivets Ideal trængt bort, og kun gjennem Aarhundreders Kampe, tunge Dromme og Lengsler kunde Folkeaanden atter ſtige frem i en for⸗ nyet Skikkelſe, ſkabt af den ſelv, og dette ſkete farſt ſamtidig med den katholſke Kirkes Undergang i Dan⸗ mark ved Reformationen. Forſte Gang Holger Danſkes Navn findes optegnet i Danmark er i det 13de Aar⸗ hundrede (i de esromſke Analer) og da kaldes han Odgejr, hvilket betyder Spydsod, og da Orvarod betyder det ſamme, har man ſammenlignet denne Oldtidshelts Saga med Holger Danſkes og fundet en mærkelig Lighed, uden at man dog derfor tør gjøre dem til en og ſamme Perſon. Rorte hans Aand fig end faa mægtigt i Middelalderen, at den, ſom vi have ſet i Ingemanns Digtning kunde frelſe Landet paa Afgrundens Rand, ſaa var Foreſtillingen om ham, ſom den frelſende Folkeaand, dog endnu ikke klaret, og derfor var han ſom forſvunden, og hans Navn bevaredes kun i et Par Kampeviſer, uden at man vidſte, at det var ham, man længtes imod. Hvor var han da i hele den lange Middelalder? Ja det ved Sagnet nu meget godt: han ſad der nede under Kronborg og drømte med Haand under Kind og Skeegget voret faſt i Stenbordet og kom kun i den pderſte Nod fit Folk til Hjælp, for jaa atter at forſpinde ukjendt og ſporleſt i fin dybe Kjalder. Saaledes kan det vel være nu, efter at han er kommen tilbage; men jeg anſer det for mere rimeligt, at han i Middelalderen har fulgt med Nordboerne, de Danſke, ud i Verden for at pve Stordaad, ſkabe ſig en ny Saga og vinde ſig en ny Haderskrans til at vende hjem med. Vi har et Sagn om en Skare Danſke (Nordboer), der udvandrede til Frankrig, hvor de fik Navn af Normanner, og det Sjem de tilfæmpede ſig Normandiet, ſom det endnu hedder. Med dem, tenker jeg, Holger Danſke er faret ud i Verden; thi at de kjendte og mindedes ham, ved vi deraf, at da de ſenere droge over til England og erobrede dette Land, ſtyrkede de ſig til Kampen ved om Aftenen forend det afgjorende Slag ved Haſting 1066 at ſynge Sangene om Holger Danſke. Siden udmærkede disſe Normanner ſig i Kriſtenhedens Kamp mod Muhamedanerne, Maurer og Tyrker, og vare Sjælen i Korstogene til det hellige Lands Befrielſe fra de Vantro. Fra det erobrede Jeruſalem ſtundede maaſke enkelte videre ind i Oſtens ukjendte Eventyrlande, hvor man troede, at Paradiſet laa. Man maa hujfe paa, at man den Gang ikke kjendte Jordkloden ſom nu, at Amerika og Avſtralien vare uopdagede, Aſien og Afrika næften ganſke ukjendte, og Jordens Form og Grenſer ufattelige, og at man derfor kunde finde Plads nok paa Jorden til alle ſine glimrende Drommeverdener og haabe at naa dem her. Men man naaede ikke Paradiſet, hverken i Jeruſalem eller i Oſten, man naaede kun ind i den mægtige, glimrende og ligeſom fortryllende katholſke Kirke, hvor Jomfru Marie ſom Himmeldronningen blev Riddertidens uklare og dog blendende Ideal og affødte dens for⸗ underlige Sværmeri for Kvinden. Og der levede man et Drommeliv, indtil den ſagte Rislen af Kilden, der udfpringer af Livets Veld, atter vakte Minderne og Heltekraften under Reformationen. Alt dette afſpejles i Danſkernes Liv i Middelalderen, men fuldere og klarere i Normannernes, og derfor er det ogſaa, jeg tror, at han fulgte med dem paa Tog. Fra Norman⸗ nernes Land, Frankerige, vendte han ogſaa tilbage til os; thi da den lærde Kriſten Pederſen under Kriſtjern den Anden reiſte til Paris for at hente en Affkrift af Saxos Danmarkshiſtorie, der ene opbevaredes der, fandt han ogſaa Sagnet om Holger Danſke, tog ham med hjem og fremſtillede ham for ſit Folk i en Bog 1515. Og Danſkerne toge imod ham, ſom en kjer og længe ſavnet Ven. De kjendte ham ſtrax igjen og „Holger Danſkes Kronike“ blev leſt og leſt igjen ſom ingen anden Folkebog lige indtil vore Dage. Da blev Ingemann beaandet af ham og udſang hans Liv og Kamp, hans Minder og Drømme, Lengsler og Saab i en Rakke dejlige Sange i Digtet „Holger Danſke“, og forſt da forſtode vi ham tilfulde og fandt os ſelv i ham igjen ſom den danſke Folkeaand. „Ver hilſet, mit gamle: Fedreland! Du fjender mig vel ej ganſke? Engang jeg var en navnkundig Mand; De kaldte mig Holger Danſke. Med mig drev Lykken et underligt Spil: Hvert Barn mit Navn ffulde fjende; Dog Mænd ſtulde tro, den Mand var ej til, Hvis Ry foer til Verdens Ende. Mit Liv, blev givet et ſelſomt Kaar: Det aldrig i Verden ophører, Og Død kan jeg ſynes i Tuſind Aar, Men dog i Londom mig rorer. Du ved det, Landsmand! jeg er ej dod: Med Kraft jeg kommer tilbage; Jeg er Din fuldtro Hjælper i Nod Paa Danemarks gamle Dage“. Saaledes lyder hans Hilſen til det vaagnende Folk, og derpaa fortæller han om fine Barndoms Minder og Drømme i Nordens ſpundne Oldtid. Saa drog han ud i Verden, blev Kriſten og vandt Heltenavn hos Kejſer Karl den Store i Kampen mod de Vantro; men det var ikke alene Armens Kraft, der gjorde ham ſtor, det var ligeſaa meget hans trofaſte Hjerte og hans ftærfe Villie. Da han i Hidſighed havde dræbt Keſſerens Son, ſom var givet i hans Varetegt og var ham ſaare kjcr, angrede det ham faa dybt, at han rolig fandt ſig i det lange og trange Fangenſkab, ſtjont han kunde ſparke Muren ud og gaa bort, hvad Ojeblik, han vilde. Efter et fort Beſog i Hjemmet, hvor det ſteerke vilde Hedningeliv ikke lyſtede ham, foer han ſom Pilegrim mod Syd til det hellige Land. „Oſterlide! Oſterlide! Det var vore Drommes Land. Naar vi red ved Bjergets Side, Naar vi ſang ved Havets Rand — Oſterlide! Oſterldel Klang det over Bjerg og Strand. Paradiſet! Paradiſet! Land, hvor Liv og Sol oprandt! Sjælens Vugge, højt lovppriſet Guddomshave, ſom forſvandt! Paradiſet! Paradiſet! Vejen til dets Port jeg fandt“. Ja til Paradiſet vilde han, dette var hans Livs⸗ haab og Maal; men han fandt det ikke i det hellige Land, han fandt kun den lukkede Port, og jaa ſtevnede han troſtigt videre ind i Oſtens ukjendte Lande. „Jeg lo, naar Stymperne ſukked; J Vejr jeg al Tvivl ſlog hen: Blev Paradisporten lukket, Hun kan vel aabnes igjen!“ ſang han i Tillid til fin Tro og Styrke. Han fandt kjcre, længe ſavnede Venner dernede i det vidunderlige Indieland, hvilede hos dem og foer paa Tog med dem, men Paradiſet! Paradiſet ledte han forgjæves efter paa Jorden. Da vendte han ſine Ojne mod det Hoje og ſang ſin dejlige Sang om Livet: „Jeg ſaa kun tilbage. Mig Livets Lyſt bortklang; Da toned mig i Sjælen faa treſtelig en Sang: Se frem, men ej tilbage! Hvad Hjertet attrager Maaſke dog en Gang under Solen Du naar. Lad Bølger bortrulle! lad Lovet flagre hen! Raſk bruſer dog Strømmen, friſk Skoven ſtaar igjen. Lad Solen formerkes og Maanen tage af! Dog Sol og Maane ſtiger fuldkarſk over Hav. Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv! Det Liv, der ej bortfarer, er Sjælen dog ſelv. Har Sjælens Liv ej Ende, jaa er der ingen Dod, Og vi er dog jaa godt ſom i Paradiſet fod. Der ſpringer en Kilde ved Livstrœets Rod: J Verdenshavet ftrømmer Udodeligheds Flod; Og Havet ej ældes, og Jordens grønne O Hver Sommer ſtaar forynget i livsgronne Sø. En Draabe kun af Kilden, hvor forſt den udſprang! En Blomſt kun af Grenen, hvor Livets Wbler hang! Og Haaret aldrig graaner, og Sindet bli'er ej tungt; Men Hjertet gløder. evig lykſaligt og ungt. Hvor Livskilden ſpringer, didhen ſtaar min Hu. Hvor Livstræet blomſtred, der blomſtrer det endnu. Se frem, men ej tilbage! Hvad Sjælen attraar Maaſke dog en Gang under Solen Du naar. Men naar under Solen ej Sjælen hvad den vil — Saar er der andre Sole og andre Stjerner til. Og ſlukkes alle Sole og Stjerner en Gang — Dog Livskilden ſpringer, hvor evig den ſprang“. Saa faſt var hans Tro, ſaa ren var hans Drøm, jaa langt ræffede hans Saab. Da aabnedes den lukkede Port, og han jaa et Glimt, men ogſaa kun et Glimt af Paradiſets ufattelige Herlighed, og jaa var Fjeldet atter lukket, og han havnede i Luftſynernes Land, Avalun, hos Feen Morgana, og der, i det tomme Glimrende, ſom han troede var virkeligt, tabte han Minderne og levede et uſandt Drommeliv, indtil han vaktes af Livskildens Rislen og tabte Glemſelens Krone. Aarhundreder bortfloj; jeg meerked ej dertil; Da ſtod jeg en Kvæld ved en Kilde. Jeg lytted' til Vovernes underlige Spil: De hvifked faa venlige: milde. Jeg bojed mit Hoved; jeg aned dog et Savn; — End bar jeg Forglemmelſens Krone: Jeg hufked end ikke mit gamle danſke Navn — Sært rørte mig Bolgernes Tone. e 1 — — ER Skr St GS ERE STE Seerne Sne SEE — 408 Det var mig ſom de hvifked om, hvad jeg havde glemt. — Min Guldkrans var trillet i Voven — Brat vaagned hvert Minde, ſom var i Sjælen gjemt, Om Danmark og Jsaſefjordsſkoven. Da fvandt Tryllelandet ſom en Taage, og han vendte atter hjem til fit Fædreland for at hjælpe fit Folk og ſynge det fine Sange. J denne forte Redegjorelſe for Indholdet i Inge⸗ manns „Holger Danſke“, har jeg ſeerlig dvelet ved hans Higen med og Dromme om Paradiſet, fordi det forekommer mig ſom det dybeſte i hele det ſkjonne Digt. Hvad er Drømme? Dromme er intet! ſvarer Enhver, der ikke vil beſkyldes for Overtro, og for ſaa vidt det gelder om Nattedromme, faar Svaret Lov til at ſtaa ved Magt; men der gives andre Dromme end disſe, der gives fuldvaagne Livsdromme, ſom Menneſkets og Folkenes Barndomsdromme. De ere forſtjellige hos de forſkjellige Folk og Menneſker; thi de avles af de ſeregne Krefter, der endnu ligger i orkeslos Slummer og vente paa at tages i Brug i Livets Tjeneſte. J farverige Billeder forjctte de, hvad Fremtiden kan bringe og ſatte et Livsmaal, der ſparer til de Krefter, der have født dem. Men der er noget dobbelt i disſe Drømme, thi Menneſket er ſkabt af Jord og Aand, der er noget, ſom blot gielder dette Jordliv og noget, ſom peger ud derover, om end begge Dele kunne ſmelte ſammen, ſom den nære By og den fjernere Stad, ligeſom i Profeternes Forjettelſer. Ud⸗ vikles Krefterne, ſom de bor, og bruges de, ſom de ſkulle, da beerer deres Streben hen imod Drommenes Maal, og kun den, der har tabt dette af Syne, haſter forvildet af Sted og jager fra et til andet uden at finde Ro og Tilfredshed paa ſin Vej. Dette har Ingemann ſtildret i „Holger Daufke“. Som en tro Afſpejling af fit Folks Sjeleliv, har Holger Danſke tabt ſit Jorde⸗ livs Barndomsdrom og higer derfor med al ſin Magt mod Evighedsdrommen, Paradiſet, ſom han, i Folelſen af et jordiſk Maals Nodvendighed, tror at finde paa Jorden. Kun i et enkelt Ojeblik, i Sangen om Livet, vinder han fuld Klarhed og fætter Maalet lige ind i Evigheden; men kan det ikke naas her, da er Menneſke⸗ kraften overflødig og Jordlivet med, og derfor havner han i Avalun. Juſt ſaaledes var Tilſtanden i Middel⸗ alderen. Enkelte, der havde vundet den ſamme Klarhed ſom Holger, forſagede dette Liv og begravede ſig i Kloſtrene, medens Folket beſtandig higede frem mod ſit eneſte Maal, Paradiſet, med en Lengſel, der aldrig kunde ſtilles, fordi de i den katholſke Kirke aldrig ret kunde modes med det levende Guds Ord og” Aand. Dette er Grunden til disſe leengſelsfulde og ſorgmodige Toner, der rore os ſaa ſert i de gamle Folkeſange. Det er en Livstrang der græder, fordi den ikke kan 4 bryde frem og jætte Blomſter. Ja den katholſke Kirke blev et Avalun, et glimrende, uſandt Drommerige, hvor Kræfterne laa i Dvale, og Feen Morgana, der kaſtede Glans ud over det, var en misforſtaget Opfattelſe af den ydmyge ſig ſelvfornegtende og tilbagetredende Jomfru Marie. Da kom Morten Luther, og Livskildens Rislen vakte atter de fortryllede Sjæle. Folkeaanden kom igjen, og gjennem lange Tiders Arbejde naaede den forſt at komme til fuld Klarhed i dette Aarhundrede. En ſtor Del af „Holger Danſtes“ Sange ere blevne ſande Folkeſange, dog fremfor alle „Holger Danfſkes Maeerke“: „J alle de Riger og Lande, Hvorhen jeg i Verden for, Jeg fægted med aaben Pande For hvad jeg for Alvor tror“; thi den er jo nu bleven det Merke, hvorunder Danſken drager til Kamp for alt hvad Elſteligt, Stort og Godt, han kjender paa Jord og tror paa. Det er et godt Tidernes Tegn, at den er bleven vor Opſang og har faaet Hjertets Strenge til at klinge, jaa at vi aldrig blive kjede af at gjentage den; det vidner om, at vi have fattet Holger Danſkes Aand. Det maa ikke glemmes, at Ingemanns Digning har flere Sider, end den hiſtoriſk folkelige, og ſkjont denne Afhandling truer med at blive længere end den burde være, maa det dog være mig tilladt, ogſaa at pege paa de andre. Neſt efter Grundtvig er der ingen Nutidsdigter, der har ſtorre Fortjeneſter af den d anſke Salmeſang end han, og det pasſer godt; thi han er en Kriſten, en barnlig troende Holger Danſke. Alle han Salmer aande en barnlig ren Tro og en mild Hjertevarme, og dog er der en forunderlig Dybde i deres tiltalende Billedrigdom. Derfor er han ogſaa bleven Børnenes Salmedigter og naſten den eneſte. Hans Salmer tone i alle Landets Skoler, derfra tone de ind i Huſene og ud fra Kirkerne og barer ſtille Fred og Oploftelſe, ja Jubel og Lovſang med allevegne. Jeg vil kun nævne: „Nu ringe alle Klokker mod Sky“, Dagen gaar med raſke Fjed“, „Fred hviler over Land og By“ og „Nu titte de til hinanden de fagre Blomſter ſmaa“; men jeg kunde friſtes til at nævne mange flere, ja dem alle; thi alle ere de mig fjære. Han har ſkrevet en ſtor Mængde Fortællinger, af hvilke de bedſt kjendte viſtnok ere den ypperlige Nutids⸗ roman „Landsbybornene“ og den lyſtige „Kriſten Bloks Ungdomsſtreger“. J flere af fine udmær- fede Eventyrfortallinger, ſaaſom „Huldregaven“, „De Underjordiſke“, „Sphinxen“ og „Det høje Spil“, afflorer han dybe Livsſandheder. „Kunnukſog Naja“ er et prægtigt Billede af Livet i Gronland. J det fortrinlige Digt „Ahasverus eller Blade af Jeruſalems Skomagers Lommebog“, der i 323J2 SE ken, 409 Formen har noget tilfælles med „Holger Danſke“, giver han en ſand og i fin Sandhed gribende Skildring af den undertrykte, forpinte og landflygtige Jodedoms Kamp for Tilverelſen. Han har ogſaa ſkrevet Sorge⸗ ſpil, der en Tid vare meget yndede, iſcer „Blanka“, men de bleve langt overgaagede af Ohlenflegers og ere derfor nu ere mindre kjendte, end de fortjene. Ingemann er født i Torkildſtrup paa Falſter den 28de Maj 1789. Han miſtede ſin Fader, da han var 11 Aar og kom ſaa i Slagelſe Skole, hvorfra han afgik ſom Student til Kjøbenhavn. Under Engelſk⸗ mændenes Overfald paa Kjøbenhavn deltog han med de andre Studenter i Forſpvaret under Bombardementet. 1811—12—13 udfom hans førfte Digte, der gjorde megen Lykke, og i hvilfe han aabenbarede fig ſom en blød, from og ſpeermeriſk Natur, maaſke lidt for blod for vor Tid, men hjertegreben af Kjærlighed til Hjem og Fædreland. Efter en hel Ræffe Digte, Salmer og Sange ſkrev han fin „Rejſelyre“, en Reiſebeſkrivelſe i Digte fra hans Udenlandsrejſe 1818 — 19. 1824 udkom „Valdemar den Store og hans Mænd”, der fortſattes med de bekjendte hiſt oriſke Romaner og affluttedes 1836 med ,, Dronning Margrete”, og allerede Aaret efter ud- kom „Holger Danffe”. Han var bleven anſat ſom Lærer | ved Sorø Akademi, og der, i de yndige Omgivelſer, henlevede han ſine Dage i ſtille Fred og Lykke med fin hejtelſkede, trofaſte Huſtru, men under uafbrudt | Virkſomhed. Direktor. Hans Liv var ſtille og jævnt, jaa derom er ikke ſtort at melde. Vel har han gjennemgaget en indre Gjæring og Kamp; men Strommens Bruſen i det Dybe fremkaldte ingen mægtige. Belger paa Overfladen og vakte derfor heller ingen Digterfejide. Selv var han en ſtille, venlig Perſonlighed, elſtelig ſom faa og jaa lidet fremtrædende, at man endog fortæller, at han aldrig har holdt en Tale. Skjont han var elfket af hele det danſke Folk og læft og beundret ogſaa i Üd⸗ landet, drog han dog ikke omkring for at ſamle Heders⸗ kranſe, og gik ſaaledes fri for den larmende ofte over⸗ fladiſfñe Ros, medens han ſad hjemme og i Stilhed ſamlede Hjerterne omkring fig, faa han vandt Kjendings⸗ navnet „Hjerteſtjalden“. Men Folket følte Trang til at viſe ham fin Hyldeſt, og derfor overrakte de danſke Kvinder ham paa hans 70 aarige Fodſelsdag et koſte⸗ ligt Drikkehorn af Sølv prydet med Figurer fra hans hiſtoriſke Arbejder. Det gjemmes nu paa Roſenborg. Han døde den 24de Februar 1862 i Sorø, hvor han havde henlevet fine bedſte og lykkeligſte Aar, og der blev han ogſaa begravet. Kort for fin Død havde han ſkrevet fit ſidſte Digt om „den hemmeligheds⸗ fulde Port“, hvori der klinger en lys anende Forud⸗ folelſe af det, der vilde komme, naar Porten aabnedes for ham ind til det i Lys ſtraalende Livstræ og den evige Juleglede. ; Fra 1842 til 49 var han Akademiets „Paa denne Verdens Greenſemur Lonporten til en ny Natur paa ſkjulte Sojle hænger. Hvert Ojeblik, ſom Pulſen ſlaar, en Sjæl igjennem Porten gaar, og ingen fer den længer. Hvert Fodtrin gaar mod Muren frem, og altid Porten ſtaar paa Klem, dens Hængsler altid knirke. Gravmørfe ftrømmer fra den ud; dog gjennem Market ſender Gud en Straale fra ſin Kirke. Den Straale kun til Ojet naar, hvor Sjæle-Børneffaren ſtaar, ſom Juleaften hjemme, og ſtirrer trøft paa lufte Dør Der, hvad de aldrig ſkue før, til herligſt Stund ſkal gjemme. Gik Fader alt ad Doren ind, gik Moder ind med Slor om Kind, gik Soſter ſelb og Broder — forſvandt de alle uden Lyd, de ſmaa dog ved, der bliver Fryd hos Fader og hos Moder. Og aabnes Doren helt til ſidſt, jaa ved de, Jeſusbarnet viſt har bragt dem Julegave — ſaa ſe de — hvad de tro'de for — vidunderlig bag aabne Dor ſtaar Juletrœets Have. Fyret pan Eddyſtone. At Men⸗ neſkeſloegten i de ſidſte Aarhundre⸗ ders Lob har gjort ſtore Fremſkridt i en Mængde forſkjellige Retninger er Jagt jaa tidt og vi ved det ſaa godt“ at det næften nu er kjedeligt at høre det tiere. Naar bun 1 aunyskogn oud eien vi alligevel idag erindrer vore Leſere om denne Sætning ved at fortælle Lidt om det berømte Fyrtaarn paa Eddyſtone, ſom findes afbildet paa hosſtagende Billede, faa tor vi vel forudſctte at maaſke ikke mange dog vide ſynderligt om, hvilke Fremſkridt der ere gjorte med Henſyn til Fyrene i Tidernes Løb. Saa længe Menneſkene have færdedes paa Havet, have de haft den værfte Fjende i Mørket, Der kan være Farer nok ved høj lys Dag, naar det er. ondt Vejr og vanſtelige Farvande, men faa kan man dog je fig for og fan et Begreb om, hvor man er; man kan undgaa Landjorden og Klipper, der rage op over Havet; men naar Nattens Morke omhyller Alt, vover Farerne paa Søen hundredefold, naar Stormen tuder og Bolgerne taarne fig omkring Skibet, da vilde man være uden Vejledning, og det vilde komme an paa et Lykketref, om man kunde undgaa at ftøde paa Grund eller at Skibet knuſtes mod de ſtenhaarde Klipper. Fyrtaarne ere derfor en gammel Opfindelſe, og at man i Oldtiden, den Gang da Kulturen næften. ene fandtes i Landene omkring Middelhavet, lagde ſtor Vægt paa at tilvejebringe gode Fyrtaarne, derom have vi mange Beretninger. To Fyrtaarne vare i hin Tid faa be⸗ romte, at de henregnedes til Verdens ſyv Underveerker. Det ene var Fyrtaarnet paa Den Pharos ved Aller: andria ved Nilens veſtlige Munding. De gamle Forfattere ſkildre det ſom en pragtfuld og "mægtig Bygning paa hyis øverfte Top der om Aftenen tændtes et ſtort Baal til Vejledning for de Sofarende, der ſogte til Alexandrias Havn. Det andet var den berømte Kolos paa Den Rhodos ved Lilleaſiens ſydlige Kyſt. Det var bygget af Kobber i Form af en Billedftøtte af Guden Apollo, ſom hosſtaagende Bil⸗ taarn paa Eddyſtone i Aarene 175660. Gange ſprojte helt op over dets overſte Top. lede viſer, og af en jaa uhyre Storrelſe, at den ſtod med den ene Fod paa den ene og den anden paa den. anden Side af Indlobet til Havnen; faa at Skibene ſejlede ind mellem Kolosſens Ben ſom igjennem en. vældig Port. Den ene Arm holdt den højt i Vejret: og bar i Haanden en Skaal, hvori Blusſet brændte. Den ſtyrtede i Middelalderen i Havet. Saaledes for⸗ gaar Verdens Storhed og Herlighed. Da ſenere ved Folkevandringen og gjennem Middel⸗ alderen Kulturen gik tilbage, havde man hverken Raad eller Lyſt til at bygge flige. Fyrtaarne. Man ind⸗ ſkrenkede fig til paa visſe Steder at tende Baal paa. Strandbredden i merke Netter. Senere gjorde, man ſig den Ulejlighed at indrette Fyrene med lidt mere Omhu. Man opſtillede af Pele og Bjeelker en Vippe, omtrent ſom en Brondvippe. Paa den ene Ende af Vippen heengte man en ſtor Jernkurv ſom fyldtes med Brænde, Zjære og lign.; men dette. Baal udkrevede megen Pasning og Enhver kan indſe, at det var en meget ufuldkommen Indretning. Efter Haanden har man indſet Nodvendigheden af at anbringe Blusſet i en dertil indrettet Bygning eller Taarn ſom en ſtor Lygte eller Lampe, og her i Danmark findes nu til Dags mange fortrinlige Fyr. Enkelte af vore Læjere have maaſke nok jet, hvor ſmukt og formaalstjenligt alt i de nyere og ſtorre Fyr her i Landet er indrettet. Som Kongen for Nutidens Fyrtaarne kunne vi nævne Fyret paa Eddyſtone. J Kanalen mellem England og Frankrig ligger der en lille Klippe, ſom har koſtet mangen brav Sømand. Livet; thi utallige Skibe ere i mørfe Netter knuſte mod dens haarde Sider. Man beſluttede ſig derfor i Begyndelſen af forrige Aarhundrede til at bygge et Fyrtaarn paa denne Klippe, hvis Navn er Eddyſtone; man tog raſkt fat paa Vorket, og i Aaret. 1703 ſtod det… færdigt, ventende paa den førfte alvorlige Storm; den kom men den ſkyllede Fyrtaarnet bort ſom et Korthus, jaa at der ikke blev en Sten tilbage deraf. Man tabte Modet og der hengik mange Aar inden man atter tænkte paa at bygge Fyrtaarn paa Eddyſtone. Men Strandingerne voxede i Antal, alt efterſom Skibsfarten udviflede ſig. Englænderne opgive nødigt en Plan, ſom de anſe for nyttig, og man byggede et nyt Fyr⸗ Det blev bygget af. jvære Granitblokke, der blev forbundne med ſterke Jernankre, og Bygmeſteren var ſaa ſikker paa ſit Verks Godhed, at han tilbød. at mode den forſte ftærfe Storm i Taarnet. Og Vaerket gjorde ham ikke tilſfkamme, thi endnu den Dag i Dag ſtaar Eddyſtone Fyrtaarn faſt paa. fin Klippegrund og har i over hun⸗ drede Aar trodſet Stormene, ſkjondt Bølgerne mange Dets klare ſteerke Blus lyſer endnu i denne Aften, da Du leſer dette, ſom en frelſende Stjerne for de Skarer af Skibe, der tilbagelægge den ſidſte Del af deres mejſommelige Vandring over det ſtore Hav og nu ſoge ind til den ſikre Haun. * 1 En gavmild Praſt. er var en Gang en Preſt i Skjern, der mere end de fleſte Preſter havde lagt ſig Johannes Doberens Formaning paa Sinde: Den ſom har to Köjortler, ſkal dele med den, ſom ingen har, og den ſom har Mad, ſkal gjøre ligeſaa. Et Efteraar, da Faarene vare blevne klippede, overlagde Preſtekonen og deres Datter med hinanden, at de vilde overraſke „Fa'er“ med en god Vinter— frakke; thi han havde kun Bræftefjolen, og denne var neſten opflidt og for tynd til at modſtaa Vinterens Kulde. De kjobte da hos en Garver nogle Kalvehaar til at karte i Ulden, Tøjet ſom ſkulde ligne Kalmuk, blev farvet morkegront og kradſet, og kom meget for⸗ traffelig til at ſvare til Henſigten; men „Farer“ maatte aldeles ikke vide noget om Konens og Datterens Be⸗ ſtemmelſe, førend Tøjet var færdig og Skredderen kom i Huſet og ſkulde have Maal til Frakken. Preſten var glad ved Frakken, men iſcer var han glad ved at erfare ſin Kones og Datters fromme Sindelag og kjer⸗ lige Henſigt, ſaavelſom med at have jet pan deres flittige Sænder, der for Reſten aldrig laa over Kors i Skjodet, uden at han havde vidſt hvad de travlede for. Det var ikke forſte Gang Preſtekonen og hendes Datter havde arbejdet for at ſkafſe „Faber“ en Frakke pan Kroppen, men da havde han altid vidſt Beſked derom, og han havde ogſaa handlet ligedan hver Gang, han fik en Kjole mere end Praſtekjolen, han gav den bort til den forſte Zrængende han jaa, eller til den Forſte, der bad ham derom. Han led mange Bebrej⸗ delſer af Sognebeboerne for fin Gavmildhed; de mente, at han ogſaa gav til Uverdige, der forodte deres Gods med Skamme, og ſaaledes blev han med⸗ ſkyldig i deres Synd. Hans Kone og Datter, der ellers vare gavmilde nok i Kjokkenet, var noget af ſamme Mening, og mente, at man da ikke behøvede at træffe Klæderne af Kroppen og give bort; men, troſtede de hinanden med, Fader bliver nok klogere, og vi ville prøve det endnu en Gang. Praſten havde en anden Mening, om Anſparlighed, han troede kun at have Anſvar for at je den Zrængendes Nod uden at bidrage til Lindring og ikke for, hvorledes Nyderen anvendte Gaven, hvilet Anſvar han troede at hvile paa Mod⸗ tageren, og han havde heller ikke ojenſynligt Bevis for, at de virkelig havde misbrugt hans Gaver, Praſtens ny Frakke var nu blever færdig, og da han fik den paa, vilde han tage ſig en lille Fodtur over til Tarm. Paa denne Reiſe ſkulde han over den lange Skjernbro og med en Vaſe (det er en Dæmning) over et bredt Kjær, hvor der var flere mindre Vandlob med Broer over, for at komme over disſe Vandløb maatte man ind i Kroen, ſom laa ved den ſtore Bro, for at betale Bropenge, men ſom Sognets Præft, kunde han gaa uhindret bort og betale, naar han kom tilbage. Medens Praſten var borte, var en rig Herremand fra Lonborggaard kommen fra Ringkjobing og bedede i Kroen ved Skjernbro. Medens han ſad i Kromandens Sal og nod en Forfriſkning tilligemed Kromandens vittige Underholdning, kom Praſten igjen, ſindig gagende tilbage ad „Vaſen“. Da de fif Oje pan ham, begyndte Kromanden at fortælle om hans — ſom han mente — tosſede Gavmildhed. Nu har hans vakre Kone og Datter atter givet ham en ny Frakke paa Kroppen ſagde han, men jeg tor vedde, at hvis den fattige Haandverks-Rejſende, der ſidder nede i Skjenke⸗ ſtuen vilde bede ham om en Frakke, faa fik han uden videre Betenkning Preſtens ny og eneſte Frakke, og han tog igjen den gamle tynde Praſtekjole paa.” „Det maa der ſettes et Forſog pan,” ſagde Herremanden, der godt kjendte Præften og havde hort om hans Gav⸗ mildhed. Han bad Værten om at tage imod Preſſten og lede ham ind i Salen, medens han gik ned i Kro⸗ ſtuen, at gjøre Aftale med Haandveerksſvenden. Denne gik nu ud fra Kroen og jagte henad Vejen, hvor Preſten ſnart kom bagefter, og idet han hinkende paa begge Ben, der af Froſt og Reiſe vare daarlige, naaede Præften ham ſnart. „Deres Hojcrverdighed,“ ſagde han, „De jer min Elendighed, mine Klæder kan knap ſkjule det bare Legeme, og om kort Tid maa jeg ligge ved Landevejen, død af Hunger og Kulde; Deres Velcerverdighed vil vel ikke være jaa medlidende imod en ſaadan Stakkel, at forære mig en gammel Frakke, der kunde ſkjule min Nogenhed, og beſkytte mig mod Vinterens haarde Kulde og Froſt?“ Praſten jaa paa den Elendige og beteenkte fig ikke længe, men ſparede Haandverksſvenden: „Jeg jer Din Nød! men nogen gammel Frakke har jeg ikke, kun denne jeg gaar i, men folg med mig til Preſtegaarden, jaa ſkal Du faa den.“ Haandveerksſvenden lod fig ikke dette ſige to Gange, han gik med, og da de kom i Gangen, traf Preſten fin Frakke af, leverede den til den Rejſende, tog Preſſte⸗ kjolen paa og gik ſtille ind til ſin Familie. Bræften og den omtalte Herremand havde hver en Son, der begge havde været pan ſamme Latinſkole, og havde været gode Kammerater. De vare nu. fær- dige der, og Preſtens Søn ffulde videre, hvorimod Herremandens Son ffulde til Landvæjenet, og ikke folge fin Kammerat til Kjøbenhavn, for at ſtudere. Tiden var kommen at Præjtens Søn ſkulde rejſe, men der var aldeles ingen Penge i Kasſen til Rejſen, endſige til at opholde ham med i Kjøbenhavn, og intet Raad at udfinde. Om Aftenen ſildig, ſom Preeſtens Søn ſkulde reſſe om Morgenen, kom en Mand og bankede Et ERR GÉ"]" 413 paa Doren; det var Gangpoſten, og blandt de Breve og Papirer han medbragte, fandtes en Anvisning paa hundrede Rigsdaler, at afhente paa Ringkjobing Poſt⸗ kontor. Nu kunde Praſteſonnen overkomme Reijſen til Kjøbenhavn; hvorledes det vilde gaa ſiden, [od man ſtaa i Guds Haand, og dette Saab beffæmmes aldrig. Saaſnart han var kommen til Kjøbenhavn, op i fit Logi, laa der en Anvisning til ham, hvorpaa han hos en vis Grosſerer hvert Aar kunde hæve fire hundrede Rigsdaler i den Tid han ſtuderede. Hvem denne Gudsengel var, der hjalp i Nodens Stund, fif Preſten aldrig at vide, men fik fuldkommen Lejlighed til at ſande Ordet: „Giver, fan ſkal Eder gives.“ J. Hanſen. Lidt om Kaffens Brending. Grdet „Kaffe“ faar Manges Tender til at lobe i Vand; den er ganſke viſt ogſaa en oplivende og ſtyrkende Drik. Man lægger iſcer Merke dertil om Vinteren, naar det er rigtig koldt, hvor oplivende er da ikke en god Kop Kaffe. For at faa en rigtig god Kop Kaffe maa Bønnerne være omhyggelig brændte; thi det har fun lidt at ſige, at de ere af fineſte Sort, naar den ſtorſte Omhyggelighed ikke er iagttaget ved Brendingen. Der er mange Maader at brænde Kaffe paa; Nogle brænde Bonnerne for marke, Andre for lyſe; kun de Feerreſte brænde dem tilpas. Naar Kaffebonnerne ſkal være rigtig brændte, ſkal Farven være lyſebrun. Naar Bonnerne ere ſaaledes at man kan bræffe dem over paa tvært, da ere de gjennembrendte. Ved Brændingen maa man give nøje Agt paa en Ting, nemlig at Bønnerne ikke komme til at ſvede; thi derved gaar den Olie tabt, ſom giver Kaffen ſin Velſmag. At Kaffen [vinder ved Breendingen er en bekjendt Sag; thi under Brendingen bortdamper al den Fug⸗ tighed, ſom findes i Bonnerne, og ſelpfolgeligt maa de tabe i Vægt. Almindelig Rio⸗Kaffe fvinder 17 til 17/72 pCt.; altſaa 17 til 17 Kvint paa hvert Pund. Java⸗Kaffe, ijær den "gule, taaler ikke for ſteerk Varme under Brendingen; heller ikke maa den brændes ſlet jaa meget ſom Rio. Den maa hoiſt ſvinde 17 pCt. Til Brendingen af Kaffe benytter man helſt en Tromle, der indvendig er forſynet med en Snegl, der gaar rundt idet man drejer Tromlen, og ſaaledes for⸗ hindrer at Bonnerne bliver liggende paa Bunden og forbrændes. Man kan ogſaa bruge en almindelig Jerngryde, men denne er ikke formaalstjenlig, da den ikke kan tildekkes medens man rører i Bonnerne. J. Milling. Græsarterne og deres Betydning for Menneſket. Af A. V. E. Toepſer. — Af alle de forfkjellige Plantefamilier er der ingen, der har en ſaa ſtor Betydning og Vigtighed for os ſom Gresſerne. At denne Paaſtand er rigtig, ville Læferne viſtnok indromme, naar de erindre, at til denne Plante⸗ familie høre ikke alene alle de Kornarter, Rug, Hvede, Byg og Havre, ſom dyrkes i det middelvarme Jord⸗ bælte, men ogſaa flere af de tropiſke Landes vigtigſte Brodplanter, ſom Riſen og Majſen, hvilken ſidſte dog ogſaa kan trives i et middelvarmt Klima. Græslernes ſtore Familie omfatter henved 5000 forſkjellige Arter, der paa faa Udtagelſer nær alle ere urteagtige Planter, ſom i Reglen ikke opnaa nogen be⸗ tydelig Højde. De ere i Almindelighed lette at ſtjelne fra alle andre Planter, men derimod ere de forftjellige Græsarter ofte vanſkelige at fjende fra hverandre paa Grund af deres ſtore Lighed. Steengelen er paa faa Undtagelſer nær et hult Straa, hvis Hulhed dog ikke ftræffer fig gjennem hele dets Længde, men afbrydes af de ſaakaldte Knæ. Fra hvert Knæ udgaar der et langt ſmalt og baandformigt Blad, hvis nederſte Del om⸗ fatter Straget og danner en Skede omkring det, ſom er aaben fortil. De uanſelige Blomſter ere ſamlede i Smaaax, og disſe danne enten et ſammenſat Ax, naar de ſidde i regelmesſige Rader paa en leddet fælles Axe (f. Ex. hos Rug, Hvede og Byg), eller en Top, naar de bæres af Stilke, ſom ofte ere grenede. Frugten er nodagtig og meget rig pan Melſtof. Gresſerne have en overordentlig ſtor Udbredelſe; de findes i alle Ver⸗ densdele og i alle Lande, baade i de folde, middel varme og tropifke; de kunne vore i en Højde af 10 — 13,000 Fod over Havet i de tropiſke Lande og trives overalt lige til Finmarkens, Sibiriens og Grønlands Snemarker. J de middelvarme Lande vore de ſelſkabeligt og danne den langt overvejende Del af Plantevexten paa Engene og Greesmarkerne. Kun i de tropifke Lande findes der enkelte træagtige Grasarter, f. Ex. Bambusroret, der kunne opnaa en betydelig Højde og je ud ſom Zræer. Naturen har begavet denne meget udbredte Fa⸗ milie med en ſjelden Fylde af nærende Stof, og heri ligger den ſtore Vigtighed og Betydning, ſom disſe Planter have for os, da jo ſom bekjendt vore vigtigſte Brodplanter høre til Gresarterne. Neringsſtoffet findes i Frugterne, der ſom før nævnt ere meget rige paa Melſtof; det er kun denne Del af Planten, ſom vi be⸗ nytte til Føde eller til at tilberede forſkjellige Drikke⸗ varer af, f. Ex. Ol og Brendevin. Gresſerne tjene dog ikke alene til Føde for os, men de ere tillige af ſtor Vigtighed ſom Foderurter for vore Husdyr og mange andre Dyr, der ikke alene æde Frugterne, men ogſaa Stængelen og Bladene. Grasſerne danne derfor 414 Grundlaget baade for Agerdyrkningen og Kvegavlen, der beſtjeftiger mange Millioner Menneſker og i mange Lande, f. Ex. i vort Fædreland, ere den vigtigſte Ind⸗ tegtskilde. Af disſe to Næringsveje er Agerdyrkningen den yngſte, men ubetinget den. vigtigſte. For Menne⸗ ſtene begyndte at dyrke Jorden, ernærede de ſig ved Jagt, Fiſkeri eller ſom Nomader, der uden at have nogen faſt Bolig droge omkring med deres Hjorder fra det ene Sted til det andet. Med Overgangen fra No⸗ madefolk til Agerdyrkere begynder et overordentlig vig⸗ tigt Tidspunkt i Menneſkeſlegtens Udviklingshiſtorie. Det var nemlig Agerdyrkningen, ſom fremkaldte Kul⸗ turlivets forſte nødvendige Trin: Grundejendom og faſte Boliger. Det omflakkende Liv horte nu op, da Ager⸗ dyrkeren nødvendigvis maatte bofætte ſig paa den Jord, han vilde dyrke. Den ene Bolig reiſte ſig ved Siden af den anden, og Menneſkene begyndte at leve i ſtorre eller mindre ordnede Samfund. Med det faſte Hjem udviklede fig ogſaa Kjerligheden til Fedrejorden og Fædrelandet, hvilken Folelſe jaa ofte har begejſtret ethvert godt Menneſkets Hjerte og bragt det til at gjøre ſtore Offre og udføre mangen ædel Handling. Efter⸗ haanden forøgedes og fortettedes Befolkningen; Arbejdet blev mere og mere delt, der udviklede fig nye Nerings⸗ veje, og Samfundet begyndte at adſkille fig i forſtjellige Stender. Dog den indſkrenkede Plads, ſom vi have at raade over her, tillader os ikke videre at fremſtille Menneſkenes gradviſe Fremſkridt paa Kulturens Vej, ſom Agerdyrkningen har givet de forſte Stød til, og de ſtore Omveeltninger, ſom den har foraarſaget. Disſe Omwvaltninger indſkreenke fig ikke alene til Menneſket, men omfatte hele Jorden, Dyre- og Planteverdenen. At mange Egne paa Jorden have fkiftet Udſeende paa Grund af Agerdyrkningen vil viſtnok være Leſerne vel bekjendt, og for at paaviſe dette behøve vi ikke at gan langt bort, men kunne blot kaſte et Blik tilbage paa vort Fedrelands Üdſeende i Oldtiden. Den ſtorſte Del Landet var dengang bedoekket med ſtore Skove og Mo⸗ radſer, der efterhaanden bleve ryddede og maatte give Plads for Agre og Enge. Saaledes, ſom det er: gaaet her, er det ogſaa gaaet i mange andre Lande rundt omkring paa Jorden, og ſaaledes gaar det endnu den Dag i Dag ovre i Amerika og Avyſtralien. Agerdyrk⸗ ningen griber beſtandig mere og mere om ſig, og ſoger at vinde en ſterre Plads; for dens Skyld udtorres Indſger og Fjorde og Strakninger af Havet indvindes, hvilket vi jo i vore Dage have Exempler nok paa i de mange Üdtorrings⸗ og Landvindingsarbejder, ſom der foretages baade her og i andre Lande. Agerdyrkningens Üdvikling og Udbredelſe har ligeledes fremkaldt ſtore Forandringer eller Omvaltninger i Dyreverdenen og Jordens oprindelige Plantedoekke. At Dyreverdenen har forandret ſig af denne Grund, have vi det bedſte Exempel paa i vort eget Fædreland. Hvor ere alle de forſtjellige Arter vilde Dyr blevne af, ſom der i Old⸗ tiden var fuldt op af i vore ſtore Skove, hvor de havde deres Hjem og Tilholdsſted? Deres Tilvœrelſe her var neje knyttet til Skovene, derfor maatte de ogſaa for⸗ ſpinde eller udryddes med disſe, da de beſperliggjorde Agerdyrkningens Fremſkridt. Ogſaa i en anden Retning har Agerdyrkningen grebet ind i Dyreverdenen, idet den gav Anledning til, at Menneſket knyttede nogle af Dyrene, nemlig Husdyrene, endnu nojere til ſig, end det allerede havde gjort under fit Nomadeliv, fordi de paa. en eller anden Maade kunde være ham til Nytte ved Dyrkningen af Jorden. Forandringerne i Plante⸗ verdenen lade ſig ligeledes let paaviſe. Store Skov⸗ ſtrekninger ere ſom ovenfor nævnt blevne ryddede, Mo⸗ radſer udtørrede og Heder opdyrkede; de Zræer og andre Planter, ſom voxede der, have maattet vige Pladſen for Kornarterne eller andre Kulturplanter. Agerdyrk⸗ ningen vil ikke vide noget af den fri Plantevext paa den Jord, ſom den lægger Beſlag paa, men forbeholder den udelukkende til Kulturplanterne. Alle andre Planter, der indfinde ſig paa den dyrkede Jord, blive betragtede ſom paatrengende Snyltegjcſter, der viſes bort og efterſtrebes paa alle Maader. Alle disſe ſtore og gjennemgribende Forandringer har Agerdyrkningen givet Anledning til, og da den hovedſagelig beſtjcftiger fig med Dyrkningen af de Gresarter, ſom danne Grundlaget for den, ere vi derfor berettigede til at omtale disſe Forandringer, naar vi ville ſoge at fkildre Græsfernes Betydning og Vigtighed for Menneſket. - Vi Fjende hverken Tiden, da Agerdyrkningen blev opfunden, eller det Land, ſom kan tilegne ſig Wren af at have været dens forſte Hjemſted, ja vi have ikke engang noget Sagn, ſom giver os nogen ſandſynlig Oplysning herom. Vi vide kun, at Agerdyrkningen er en Opfindelſe, ſom maa være bleven gjort længe for den hiftoriffe Tid begyndte. Vi kjende lige faa lidet Opfinderen af denne vigtige Næringåvej; de gamle Sagn give os kun den Oplysning herom, at det var Guderne, ſom lærte Menneſkene at dyrke Jorden. For ikke mange Aar ſiden var vor Kundſkab om Kornarternes oprinde⸗ lige Hjemſted lige faa ringe. Saa langt ſom de eldſte Sagn gaa tilbage i Tiden, have Menneſkene nemlig ikke kjendt Kornarterne ſom vildtvoxende, men kun ſom dyrkede Planter. Botanikerne gjennemſogte forgjcves Jordens forſtjellige Egne for at faa Sporgsmaalet om Kornarternes Hjemſted beſvaret, men de fandt dem ingen Steder vildtvoxende. Nyere Underſogelſer, ved hvilke forſtjellige Videnſkaber have rakt hverandre Haanden, have omſider loſt denne Gaade. Efter disſe ligeſaa omfattende ſom omhyggelige Underſogelſer, er man kommen til det Reſultat, at Rugen og Havren oprindelig have hjemme i Donaulandene, Bygarterne i Perſien, Hveden i Lilleaſien og Landene mellem det rode og det kaspiſke Hav, Riſen og Durraen i Indien og Majſen i Amerika. 3 Grœsarternes vigtigſte Betydning er ſom før nævnt, at de tjene til Næring for os ſelv og vore Husdyr, men de ere ogſaa i andre Retninger af ikke ringe Vig⸗ tighed for os. Straaet finder ſaaledes en mangeſidig Anvendelſe i det praktiſke Liv; man bruger det f. Ex. til Maatter, Straahatte, Kurve, til at lave Papir af, og en Mængde andre Ting. Til Græsferne høre ogſaa Sukkerroret, ſom forſyner os med Sukker, Sirup og Rom, Bambusroret, der anvendes paa ſaa mangfoldige Maader i de varme Lande, hvor det har hjemme, ſamt Hjclmreret og Marehalmen, der have meget lange underjordiſke Stængler og fine Trævlerøder, ſom ere ſerdeles vel ſkikkede til at binde eller ſammenholde det bevægelige og farlige Flyveſand, og derfor i ſtor Meenge plantes paa Klitterne langs Jyllands Veſtkyſt. Der kunde vel endnu være adſkilligt at bemerke om denne ſtore og vigtige Plantefamilie, men da vi allerede have gjort jaa ſtore Fordringer til den ringe Plads, ſom Husvennen har at raade over, ville vi ſtandſe her. Det, ſom vi have anført, maa ogſaa være tilſtrekkeligt til at give et klart Billede om Familiens ſtore Betydning for os. Vi ſige derfor Farvel til Læ- ſerne med Lofte om engang ſenere at omtale en eller anden af de vigtigſte Gresarter. Kaninaul. — Dom det vel er de fleſte af Husvennens Leſere be⸗ kjendt, drives Kaninavlen flere Steder i Udlandet efter en meget ſtor Maaleſtok. Dette er iſeer Tilfældet i Frankrig, England og Belgien og tildels i Spanien og Italien. J de ſidſte Aar er Opmeerrkſom⸗ heden ogſaa bleven henvendt paa denne Sag her hjemme i vort Fædreland, og det var meget at onfke, at Kaninavlen maatte vinde mange Venner, thi der gives næppe noget Bierhverv, der er mere lonnende end Kaninavl. Kaninen hører nemlig til de Dyr, der ere bekjendte for deres overordentlige Frugtbarhed; at en Kanin lægger 50—60 Unger om Aaret er ikke ualmindeligt. Dertil kommer, at Kaninen om Som⸗ meren veeſentlig kan leve af al Slags Grønt fra Mark og Have. Ukrud ſom Lovetand, Bynke, Svinemelde, Regnfang, Agerkaal, Agerſennop, Følfod, vild Korvel (i daglig Tale kaldet Skarntyde), ja ſelv Blade af Tracer, æder den gjerne, — Dog maa undtages Gift⸗ planter og Brændenælde. Hvormange Ukrudsplanter ſkyde ikke frodig op hvert Aar i Haver, ved Veje og paa Diger, ſom her kunde finde en nyttig Anvendelſe? Kaninens Kjod er meget velſmagende, ſundt og kraftigt og kan anvendes paa mange Maader i Hus⸗ holdningen, blandt andet til Steg, Suppe og Ragout; men man bor da en fjorten Dage, for man vil ſlagte Kaninen, fede den ved at jætte den ſaa vidt muligt i et morkt Rum og give den lidt Byggrut, Hvedeklid og kogte Kartofler ved Siden af Grønt eller Ho. Kaninen bor helſt ſlagtes pan den Maade, at man giver den et ſterkt Slag med Kanten af Haanden bag Orerne og lader ſaaledes Blodet blive i. Slagtet paa denne Maade har Kjodet en blegrod Farve og i Ud⸗ ſeende Lighed med Kalvekjod. Skindene betales i Udlandet med indtil 1 Krone. Her hjemme er endnu ingen Handel med dem, men den Tid vil vel nok komme, da Kaninſkind blive reg⸗ nede blandt danſke Udforſelsartikler. De Kaninfkind, ſom jeg hidtil har faaet tilovers, har jeg ladet Børnene i Husflidsſkolen anvende til Muffer, Muffediſer, Kraver m. m. Paa Husflids⸗ udſtillingen i Aar i Viborg var ſaaledes blandt Skolens Arbejder fremſtillet et Teppe, hvortil var benyttet et Kaninſkind. Kaninens Nytte og Betydning vil ſaaledes nok være indlyſende for mange, og den taabelige Fordom mod at ſpiſe Kaninkjod, ſom ikke faa her hjemme i Fedreland lide af, ffal nok ſpinde mere og mere bort. Jeg nærer det Haab, at ſtedſe flere og flere, ſerlig blandt vore mindre Landbrugere, Husmend og Ar⸗ bejdere paa Landet — hvem Kaninavlen iſcer ſkulde komme til Gode — vil forſoge denne nyttige og ind⸗ bringende Avl. Ethvert mindre Rum i Üdhuſet, ſom blot ikke er fugtigt eller har Gjennemtrak, kan benyttes til Stald, og den daglige Fodring, der om Sommeren veſentlig beſtaar af Grønt, kan godt beſorges af Konen eller ftørre Born. Dog maa jeg bemerke, at vil man holde de ſterre franſke Kaniner, bør man mindſt en Gang om Dagen give dem et Kraftfoder. Som ſaadant kan jeg anbefale: i 1 Del Byggrut, 2 Dele Hvedeklid, 4 Dele fogte Kartofler, der udmajes, blandes ſammen og overhældes med kogende Vand, jaa at det hele bliver til en tyk Væl ling. Naar det er tilſtrekkeligt affølet, giver man det til Kaninerne, der æde det med Begjærlighed og trives udmerrket derefter. Denne Fodring bruges i Belgien, og Belgierne have drevet det til for Tiden at beſidde de vegtigſte Kaniner — de ſaakaldte belgiſke Keempekaniner. Som en vigtig Betingelſe for at drive Kaninavl med Fordel er Valget af Tillcegsdyr, forſt og fremmeſt at disſe ere af en god Race, dernælt at de ere ſunde og kraftige. Man kan ikke nok have Opmeerkſomheden henvendt herpaa. Den, der ved Indkjobet af ſine Zillægsdyr, alene fæfter Øjet paa den billige Pris, kommer i Regelen i Virkeligheden til at kjobe for dyrt. Med Henſyn til de forſkjellige Kaniner kan man ikke vente, at den, ſom ikke har beſkjceftiget fig med Kaninavl, ſkal have nogen Mening derom, men ſelv 416 blandt. Kaninavlere finder man ofte Uklarhed og Uvi⸗ denhed. : Ofte hører man Folk tale om „Harekaniner“, ſom om dette var en beſtemt Race; Kjobere forlange Hare⸗ kaniner, Kaninavlere udbyde til Salg „Harekaniner“. Men „Harekaniner“ er netop et Fællesnavn for alle ftørre; Kaniner; der i det ydre have mere eller mindre Lighed med Haren, men ſom i Verdi eller Godhed ere meget forſtjellige. Eller man hører Betegnelſen „franſke Kaniner“, men dette er lige ſaa ubeſtemt, thi herved forſtaas de forſtjellige Kaninracer, ſom tillægges i Frankrig. Alle de mange Kaninracer og Afarter, der nu findes, kan man henfore til 3 oprindelige Racer: Den vilde Kanin, Vedderkaninen (lapin belier), Angorakaninen. Fra den vilde Kanin nedſtammer: 1. Den almindelige Huskanin. Ved kraftig Fodring ſamt ved ſtedſe at udtage de bedſt udviklede Dyr til Zillægsdyr, har Franſk⸗ mændene erholdt: ' 2. Den almindelige franſke Kanin (lapin ordinaire), der bliver indtil 5—6 Pd. og holdes meget almin⸗ delig i Frankrig. 3. Hegnkaninen (lapin de garenne) er den tæmmede vilde Kanin. Den indfanges aarlig, holdes i Indhegninger i Frankrig og bliver 6—7 Pd. 4. Vodderkaninen (lapin bélier) flammer fra Afrika og er den ſtorſte af alle Kanin⸗ racer, idet den kan blive indtil 12 Pd.; i enkelte Til⸗ fælde endnu vegtigere. Den kjendes let paa ſine meget lange nedhængende Oren. Alle andre Kaniner have nemlig Orene mere eller mindre opretſtaaende. 5. Normannen Gapin de normadé) er fremkommen ved Krydsning mellem Vedderkaninen og Hegnkaninen. Den tillegges navnlig i Normandiet i Frankrig og bliver 7—8 Pd. vægtig. 6. Krydsningen er fremſtaaet ved atter at krydſe Normannen med Vedderkaninen, den opnaar i Regelen en Vægt af 8-10 Pd. og har længere og bredere Oren end Nor⸗ mannen, ſom ofteſt holdes de tillige lidt ſpredte. 7. Angorakaninen flammer fra Lilleaſien, den er Hvid med lange bløde Haar og holdes kun for Haarenes og Skindets Skyld, da Kjodet har en ubehagelig Smag. Foruden. disſe anførte Racer forekommer ogſaa 8. Solvkaninen, der veſentlig holdes for Skindets Skyld. 9. Den kineſiſke Kanin, der har et velſmagende Kjod og et ſmukt Skind, men er lidt mindre end Normannen. 10. Den engelſke Kanin, fremſtaaet ved Krydsning mellem Vedderkaninen og den kineſiſke Kanin, 11. Den belgiſke Kempekanin, der er en Afart af Vedderkaninen ſamt 12. Leporiden. Denne er en Krydsning mellem Kaninen og den al⸗ mindelige Hare. J Slutningen af forrige Aarhundrede ſkete det forſte Forſog i Italien, og disſe Forſog ere i de ſidſte 20 Aar fortſatte i Frankrig og Tyſkland, Hvorvidt Leporiden vil faa nogen Betydning, er et ſtort Sporgs⸗ maal, idet man paaſtaar, at den i Løbet af nogle faa Led udarter, ja ſlet ikke forplanter ſig mere. Saa meget er imidlertid viſt, at der drives ſtorartede Be⸗ dragerier med Leporiden, og at en meget ſtor Del af de Kaniner, der forhandles under dette Navn, ikke har det mindſte at gjore med virkelige Leporider. Man har nemlig ikke noget ſikkert ydre Kjendetegn paa denne Race, men ved at ſlagte af Afkommet kan man forſt faa ſikker Vished, idet den ægte Leporides Kjod maa være morkt ſom Harens. Vil man derfor lægge Bind paa denne Race, maa man helſt tiltrekke den ſelv. Man bor da ſette en Harekilling (helſt en Han) paa 4 à 5 Uger ſammen med en eller flere Kaninunger (Hunner) af ſamme Alder og lade dem opvore til Parringstiden. Setter man ſtorre Dyr ſammen, opſtaar i Regelen en ſaadan Kamp, at den ene eller mangen Gang begge Parter ligge dode paa Pladſen. For den, der agter at begynde Kaninavl, bliver det et vigtigt Sporgsmaal: Hvilken Kaninrace bor jeg vælge? j Efter mine Erfaringer ſaavelſom efter Samraad med flere Kaninavlere, maa jeg tilraade ſerlig at lægge Vind paa Krydsningen. Denne Kanin, nærmer fig i Storrelſe den ægte Vedderkanin, men har i Haardforhed mere tilfælles med Hegnkaninen. Flere af mine Moderdyr veje ſaaledes indtil ce. 11 Pd., og ikke faa af dem lægge 8—12 Unger i hvert Leg. Idet jeg til Slutning tillader mig at bemerke, at ſaavel unge Dyr af Normanner, Krydsninger, Vedderkaniner og kineſiſke Kaniner ſom Moderdyr med eller uden Unger kunne erholdes hos mig i et Udvalg af flere Hundrede, vil jeg udtale det Onſke, at den Tid ikke maa være fjern, da de fleſte SHusmænd i vort Fædreland maa have deres egne ſmaa Kaningaarde, ſom de kunne ſysle med i deres Fritid, og ſom ſaavel ved Udforſel ſom ved Slagtning til Husholdningen maa give et godt Bidrag til at erhverve det daglige Brod. Bramdrup ved Kolding, den 29de Juli 1875. J. P. Dreyer. Husflid. Kurſus i Hjemmefarving. Det er en Kjendsgjerning, at Hjemmefarving i en ikke ringe Grad bidrager til den kvindelige Husflids Fremme paa Landet. Det er ofte forbapſende at ſe Fremſkridtene deri, i de Hjem, hvor Husmoderen forſtaar denne Sysſel, ſom leder til 99 Spinden og Tilvirkning af gode holdbare Stoffer til Hjemmebrug, ſom naar de presſes og overſkeres endog kunne afgive Stoffer til de pœneſte Hojtidsdragter. or et halvt Aarhundrede ſiden kjendte den danſke Landboſtand veſentligſt kun hjemmelavede og hjemme⸗ farvede daglige Kledningsſtykker — lige fra den krap⸗ farvede rode „Lue“ ſom den jydſke Bonde bar og til den ſtore rode Lomme de jydſke Susmødre da bare uden paa deres Skorter. Husmodrene forſtode da fra Arilds Tid at farve billigt og egte, og forſaavidt ikke Materi⸗ alierne vare Bark, Mos o. (gu. ſom indſamledes paa Stedet, kjobtes de indførte fornødne Farvevarer gjerne paa Apotheket, for at man kunde være ſikker paa gode Varer. Fremgangsmaaden ved Farvningen gik da ved We Overlevering og ved Opfkriften fra Slægt til Slægt. Samtidigt med Farveriets Opblomſtrer ſom Haand⸗ værk, udviklede der fig derfor en livlig Fabrikation og Handel med Pakfarver, efter Haanden ſom den gamle Hjemmefarvning gik i Glemmebogen for det nyere og bekvemmeré. Disſe Farvevarers Navn fremkom ved, at Farvemidlerne til en beſtemt Farve, og en vis Vægt Garn, ſolgtes afpasſede i Smaapakker ſamlede i en ſtͤrre „Pakke“ med Brugsanvisning. "Ofte er dog Reſultatet kun flet og „ucgte“ ved Benyttelſen af Pak⸗ farven, hvilket ikke altid har ſin Grund i at Fabrikanter, formedelſt uredelig Vindeſyge eller Ukyndighed, anvende de billigſte og ſletteſte Farvevarer, men hyppigſt i, at Farvevarerne have henligget for lang Tid ſammen⸗ pakkede. Naar dette ſker, fornemmelig paa fugtige eller varme Steder, indtræder der meget ofte en Opløsning eller en Gjæring af de ſammenpakkede Stoffer der ſkulle udføre den ſmukke og ægte Farving. Men. herved for⸗ andres disſe Stoffers kemiſke Beſtanddele, ſom kun ved at virke paa Garnet i en beſtemt Rekkefolge og paa en beſtemt, hinanden modvirkende Maade, frembringer den beſtemte Farve. Denne fremkommer altſaa ikke eller bliver uægte, naar Pakfarverne ofte ved lang Henliggen hos Forhandleren ere fordærvede. Forhandleren kan i Reglen intet gjore til at forebygge dette, da han i Reglen er aldeles uvidende om, hvilke Stoffer Pak⸗ farverne indeholde, og ikke kjender deres Egenſkaber. Intet ſkader den kvindelige Husflids Udvikling mere end ſaadanne ſlette Pakfarver. Husmedrene taber Lyſten til at lave Tej, naar Farvningen mislykkes. Det var derfor meget ønffeligt, om de Mange, ſom nu forhandle Pakfarver, ſelv vilde tilegne fig fuldſtendig Kundſkab om disſes Beſtanddele og Sammenjætning for alle Farver, ſaa at de kunde holde Farveſtofferne paa Lager og udveje dem friſke og kraftige for hvert enkelt Forbrug. j Lejligheden til at erhverve fig ſaadan Kundſkab, er hidtil endnu ikke forekommet i vort Land, da de Enkelte, ſom have ſat dem grundigt ind i denne Sag, altid have bevaret deres Kundſkaber deri, ſom en ind⸗ bringende Hemmelighed ved deres Forretning. Det er derfor Udgiveren fjært at kunne meddele, at der nu for forſte Gang tilbyder ſig Lejlighed til paa en for⸗ holdsvis meget billig og bekvem Maade at erholde en grundig og fuldkommen Undervisning i Ae fod idet den ſerdeles velan befalede og i dette Fag færlig dygtige Kjobmand L. P. Sindahl, der i 20 Aar med ualmindelig Interesſe har ſtuderet Hjemmefarve⸗ tilvirkningen, og drevet Handel dermed i Vendſysſel, efter at være overgaget til anden Virkſomhed, er villig til, i Husflidens Interesſe at overlade ſine dyrekjobte Erfaringer og Kundſkaber til det almindelige Bedſte. Efter Manges Opfordring og Samraad med Ud⸗ iveren, har han nemlig beſtemt fig til at afholde Kurſus or Landhandlere og Sfolelærere, ſaavelſom for hus⸗ flittige Kvinder, ſom i deres Egn eller By kunde ønffe at bidrage til Husflidens Fremme ved at forhandle Farvevarer og kunne onſke at gjøre fig en Indtægt ved at underviſe Egnens Beboere i Hjemmefarving. J et 8 Dages Kurſus giver han grundig Undervisning i Kjendſkab til Farvevarer, i at ſammenblande og tillave alle til Farving nodvendige Stoffer, ſamt praktiſk Vej⸗ ledning i at farve hvilkenſomhelſt Nuance efter 220 Ateſetter i alle Kulgrer, mod en Betaling af 50 Kroner af hver Elev. Kurſus ville blive afholdte (ſaafremt i det mindſte 100 Elever tegne ſig) i Lobet af Vinteren, i den nermeſte Kjobſtad af den Landsdel, hvor mindſt 30 Deltagere melde ſig, og hvorom i ſin Da ryste Bekjendtgjorelſe vil jfe gjennem dette a Udgiveren har ſelvfolgelig forvisſet fig om, forinden han bragte denne Sag frem, at det ikke er en alminde⸗ lig Humbug, der bydes, men at Hr. Sindahl i alle Maader er en agtværdig og i nævnte Retning ſſeelden kundſkabsrig Mand, der paa det ſamvittighedsfuldeſte vil udføre det Hverv, han paatager ſig. Vi kunne derfor trygt anbefale Handlende paa Landet, Handels⸗ betjente, ja enhver begavet Husmoder eller Kvinde; til at benytte Lejligheden til at erhverve en Kundſkab, ſom i Fremtiden vil kunne bringe baade dem og Andre megen Fordel, og efter hvad der foreligger, vil ſikkert ingen, Elev efter endt Kurſus have Grund til Misfor- nojelſe. Der er ingen Tvivl om, at Kurſus, ſom nævnte, i høj Grad vil bidrage til at fremme den kvindelige Husflid med Henſyn til holdbar og ſmagfuld Tajtil⸗ virkning, ja vil, ſaa underlig det end lyder, give Farverne endnu mere at beſtille, ſkjont mere Zøj end forhen vil blive farvet hjemme. Juen Landsby hvor der er adſkillige dygtige Husmodre, ſom farve ſelv, er der nemlig altid et ftørre Antal, ſom ikke kunne eller vilde gjore dette, men dog ikke ved Lejlighed ville ſtaa tilbage, naar det gjælder om at fremviſe Prover paa Dygtighed med Fremſtillingen af hjemmelavet Toj — det de ellers næppe lagde Flid paa — ſom er farvet hos Farveren, der i det Hele jo er ſaa nøje knyttet til den kvindelige Husflids Bevaring og Udvikling. Men denne bidrager atter mere end man aner, til at hindre en daarlig Pynteſyge og en uſund Flothed i at gribe om fig, og til at bevare god gammel: Sæd og Skik i det landlige Husliv, ſaaledes ſom den finder fit Udtryk i Nejſomhed og Tarvelighed. j De ſom ønffe at deltage i det nævnte Kurſus, bedes ſnareſt indmelde ſig til Udgiveren, eller til Hr. Sindahl (Adr. Udholm pr. Aalborg). Ved Indmeldelſen maa 20 Kroner af Betalingen forudbetales, 5 til bageſendes om der ikke i paagjældende Landsdel bliver anmeldt tilſtrœkkeligt Antal Deltagere. 3 —— 418. Forſkjellige Lakker og Veitſe. Meddelt af L. J. Sindahl. Treſko Lakfernis. É Jen dertil lavet Blikkjedel, der er 10 Tom. høj og 7 Tom. bred, kommes en Pot 16 Sprit og 75 Kvint grovt ſtodt Schellak, ſom efter at være oploſt tilſettes 75 Kvint fint pulveriſeret brun Harpix og 1/2 Pd. fineſte ſvenſke Konrog; det Hele jættes derefter i Bad i en Gryde Vand paa Ilden — har man jaa ſtor en Vandgryde i ſit Komfur, at Blikkjedlen kan ſtaa deri omgiven af Vand, er ſaadant aller bedſt — og bringes langſomt i Kog, medens der 15 g rares i Kiedlen med en Traeſtikke; den tages fan af og til⸗ Jættes i varm Tilſtand ¾ Pot Sprit, hvori er udrort % Pd. ſpenſk Konrog; det hele omrøres godt og er laa færdig til Paaheldning paa Flaſker og til Brug. Gamle Treſko ſom afpudſes med denne Fernis, der giver en ſmuk varig Glans, maa forſt afvafkes og tørres omhyggeligt for Paaſtrygningen. Ny Traſko, der maa paaſtryges to Gange, overſmores forſt med Konrog, der er oploſt i lidt Brendevin og tilſat Band ſamt lidt grøn Sæbe, hvilket ſidſte forhindrer Smitte. Strygelak til Brug for hvidt Trearbejde med eller uden Over: ſtrygning forſt af Skedevandobeitſe. ; J en ſterk Flaſke ſammenryſtes 30 Kvint ftødt Schellak, 3 Kvint Terpentin (venetianſk) og 5 Kvint Maſtiks med / Pot 16? Spiritus. Landkortlak i eller for Kobberſtik, Paparbejder oſv. J en Flaſke kommes 30 Kvint ſtodt Sandarak, 12 Kvint Maſtiks, 3 Kvint ſmaat ſkaaret Gummi⸗Kopal og 2 Kvint Kamfer i / Pot ftærkt Vinaand; det tilbindes med Blære og ſettes i varmt Sand. Efter nogle Minuters Forløb gjennemſtikkes Blæren med en Knappe⸗ naal og ſtaar jaa hen nogle 8 under flittig Om⸗ ryſtning. For den bruges maa den helſt ſies gjennem en fin Klud. É Politur. 12 Kvint ſtodt Schellak oploſes i / Pot Spiritus ved Sammenryſtning i en Flaſke, der henfættes i Solvarme. Skedevandsbejtſe. 1/2 Pd. Alo, 2 Pd. Skedevand og 2 Pd. Brond⸗ vand koges i en glaceret Jerngryde eller Lerpotte, ſom mindſt maa være dobbelt jaa ſtor ſom Indholdet, indtil det bruſer op, tages da af Ilden og tiljættes forſigtigt 2 Pd. Vand, henſcttes et Par Dage, Ser efter det ſies gjennem en Klud og er færdig til. Brug. Smaating. 8 Fornojelſe. Forer enhver ikke dette Ord i Munden? Et Menneſke jer mig med Forngjelſe, tilſtriver mig med Forngjelſe, treffer mig med Fornøjelje, hører mig med Fornejelſe, og jaa er jeg ham maafke endda aldeles ligegyldig. Spørger man ham, faa har han havt den Fornsjelſe at ſpiſe til Middag hos denne eller hin og — har kjedet ſig grundigt. Man indbyder ham til et Beſog; „med ftørfte Fornojelſe!“ — ſparer han — og bliver borte. Roſer man nogen, og beder ham at høre opmerkſomt efter, jaa ſparer han, at hans For⸗ nojelſe grenſer til Henrykkelſe, og forbander maaſke dog den, ſom man taler om. Betyder Forngjelſen alda ikke her: Kjedſomhed, Ligegyldighed, Trang, Had og Avind? Man har den Are at frkrive til de Store, og ſkriver med Fornsjelſe til fine Ligemænd, til Lavereſtillede ſkriver man uden BER og uden re. For Reſten mon man ikke ofte foragter den, til hvem man har den re at ſkrive? Gaber man ikke ofte af Kjedſomhed over det Brev, ſom man underfkriver „med Fornojelſe“? Sand Agtelſe og ſand Fornøjelje finder og e man ofte 15 dem, til hvem man ſkriver uden Fornejelſe og uden Mre. Husvennens Opbevaring og Indbinding. — Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares, rene og glatte, ville Holderne ved Aargangens Slut⸗ ning være i Beſiddelſe af en ſtor indholdsrig Bog, der ved at indbindes, i mange Aar kan bevare ſin Verdi og være til Glæde og Underholdning i ethvert Hjem, baade for Gamle og Unge. Billige ſterke og nette Mapper, eller loſe Bind, til at bevare de loſe Numre i, fages hos Husvennens Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtueſtroede 5 i Kjøbenhavn for % Krone Stykket (ved ſkriftlig Beſtilling ledſaget af 56 Orer i Frimerrker frit tilſendt med Poſten overalt i Danmark.) : Samme Sted indbindes de udkomne Aargange i meget ſterke og ſmukke Bind med forgyldt Lœderryg for 1 Krone 66 Ore Stykket. Manglende Numre tillægges, forſaavidt Forraad haves, for 10 Øre Stykket. Til Laſerne. For at rumme hvad der er beſtemt til at optages i anden Aargang, maa Bladet atter denne Gang udgaa i et Dobbeltnummer, ſom ſaaledes afſlutter andet Bind. Desuagtet vil Holderne til neſte Søndag mod⸗ tage et Extranumer gratis, med et Sendebrer til Leſerne, Titelblad og Indholdsfortegnelſe til det hermed affluttede Bind, og med Anbefalingsſedler for Husvennen, ſom Leſerne bedes benytte til at fremme Bladets Udbredelſe. Zudhold. Bernhard Severin Jugemann, Fortælling af Bendix Hanſen, med Billede. — Fyret paa Eddyſtone, med 3 Billeder. — En gavmild Preſt, af J. Hanſen. — Lidt om Kaffens Brending, af J. Milling. — Gras⸗ arterne og deres Betydning for Menneſket, af A. P. E. Toepfer. — Kaninavl, af J. P. Dreyer. — Hus⸗ flid: Kurſus i Hjemmefarving. Forſtjellige Lakker og Bejtſe, meddelt af J. P. Sindahl. — Smaating. — — . — Udgiverens Adresse er: Bylovsvej & a. Kjøbenhavn Vesterbro. — —- — — Husvennen udkommer. lil hver Søndag med et 16.ſpaltet Artz, forfyner med flere Billeder, tik 1 Krone (3 Alt.) Tſerdingaaret frit. tilſendt. Bladet kan beſlilles paa. elßpert Vofikontor og Brepſamlingsſſed, i enhver 3 Hvert Fjerdingaar medfølger gralis et ſlort ſmuſtt Billede. — Voglade ſamt hos Hovedſommisſioncren: Nudolph Klein, Vifeflræde 40, Kjøbenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. I. Schultz.