Den uforbederlige bibliotekar Niels Jensen Husvennen Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid. Udgivet af N. C. Rom. Udkom 1873-1901. Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm Udarbejdet af Niels j ensen 5 Alenigmands Villedhlad for Mlorſtabglesning. Oplysning og Husflid. (Ded 180 Billeder) Apginet ak R. C. Rom. WWW A N Aargang 1874— 75. ——— — Kjøbenhavn. J Kommisſion hos Boghandler Rudolph Klein. Trukt pan Adginerens Forlag hos J. Y. Schult. BOISEN) EGET lse fdd rx mex tal Hei (ES: Indholdsfortegnelſe. | Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Mærke, er af eller ved Udgiveren. Fortællinger. Side. » Gjengjaldelſen, af Beatus Dodt 2, 9, 17, 25, 36. Hvordan Uglen blev til, af Bendi ix Hanſen Ludvig Holberg, af Bendix Hanfen 33, Vore Fædres Guder, ved Fr. W inkel Horn 41, 74, 82, 91, 149, 166, 190, 199. Ames Evald, af Bendix Han⸗ C 49, 57. Fru e Tid, ved A. e 90 62. Den eneſte Lykkelige, et Folkeſagn. JJC AGRE ESNERREDER ESS 60. Johan Herman Vesſel, af Bendix VV 65, 74. „En lylkelig „Gevinner“, af Knud Skytte 69, 78, 81, 89, 110, 113, 121, 129, 137. Bedſtefaders Jul, af Bendix Hanſen 98. Rasmusſens harr, ved rig rias Nielfſen wm ingen n Jagthiſtorier 1. En fodt Jagthund, af Bendix Hanſen 146 En Udaadsmand, af C. A. Thyregod 153, 161, 169, 177, 185, 193. Jagthiſtorier 2 Paa Sneppejagt, 1 Bendix Hanſen 8 Slaget pan Gratehede, ved Fr. Ld.. 182 Lever vor gamle Gud virkelig endnu; af Em. Henningſen 202 En Oaſe i Orkeneu, af R. N. . 4. Hans Chriſtian Anderſen, 0 Ude fra Veſterhavet, af Emanuel | Hanſen an, moe 3 Henningſgſen 2, 20, 28. | Hans Jørgens og Abelones We Om vore Skilderieeer 14. dige Hendelſer i Kjobenhavn, af Heſtebremſerne m 30. Emanuel Henning ſen 215, Beduinerne, af R. NV. 35. 231, 247, 263, 279, 302. Hyvidtornshakken og 55 Behandling, Nisſen og Hunden, af Bertrand. 222. ved N. Rasmusſen Søfilde. 39. Adam Shlenſleger, af Bendix Han⸗ Lapperne sk 4 MD 44. | eie d. n 225. Lidt om Torvemoſernes Dannelſe og | „ Kobroan Ole blev til Noget, af Betydning, af A. P. E. Toepfer. 44. | Bendix Hanſenn 233. En avyſtralſk Konggee 53. | Lidt Livsfiloſoft, af Emanuel Faarebramſe nn 54. i Den tingen. 0 . . 241. Heſten og Reguſkermen 59. —Vaar og Vinter, af Bendix Han⸗ Daabsfeſt under Linien 67. JJV 57, 265. Bulbjerg og Skarreklit 68. Fra Korsør, af Emanuel Hen⸗ Paa Satren, af H. K. A. Hovmeller 76. CVFVFVCVVVV dne Sabel hd se 270. Fra. Brafilten . seer esse ses 85. Tvillingbrødrene, af Bertrand 273, 281. juren, af A. P. E. Toepfer ... 94. En klog Preſt, af B. HH... 304. En Arbei derfeſtt. 95. Duenn fn ste ss 305. | Julen og Juleneget, af 75 N. . 104. Et 11 Brev, af Zakarias Angorag eden. 109. Nielſeß 5 315, 324, 331. Besſemers Salondamper 5 110. | Et Matrose ved A. Th. J. . 319. Stakkels Morten, af Emanuel | Liſt imod Lift, af Beatus Dodt Heunningſenn 115. i 339, 347. Den underjordiſte Jernbane i London 118. | | Fader og Son, af C. A. Thyregod 354. Hyvalrosſe en. . 123. | ” Bratte Omvexlinger, af Emanuel anten 131 Henningſen ... 363, 377, 387, 395. Kineſernn essere e 139. Nikolai Frederik Severin Grundtvig, af Bendir Hanſenn 371. Side. Bernhardt Severin Ingemann, af Bendix Hanſen . 403. En gav:mild Praſſůũi .. Digte. Danmark vor Moder, af Zakarias Nielſen Frelſeren og den Blinde, af C. A. Sni dds RAMS ANER 3 5 ved Bronden, af C. A. Thyre⸗ 3 Eo LES DØR 9. Den gamle Stenſlager, af Zakarias CCCCCCCVCCCV ESTER Er RD SAGE es 47. Mod Julen, af Zakarias Nielſen 97. J Nord og Syd, af Emanuel Hen⸗ Huge n tere 136. Ruth ſunker Ax uns Boas' Ager, 1144 C. A. Thyre god En ny Ret, af Emanuel gane Ringen 176. Langfredag, af Zakarias Nielſen 201. J Skoven ved Aftenstid, af Zaka⸗ Nie Nielſe mn 254. 1 ge Daggry, af P. H. „ ‚U—U . . sees eee ste G—ͤ—ͤ—ꝓ— 2 355*VF̃rͥ e« ſen 8 En tøjerlig Tvivl, af E. G . 9 1 Fra Naturen og Folkelivet. Gaaaſetaarnet, af Emanuel Hen⸗ ningſen la £ Side, Om folfelig Læsning, Banſ en Ng Skovmaaren, af A. P. E. Toepfer. 163. Det fortvivlede Ridt Lidt om kunſtig Fiſkeavl, af Arthur Foo KR afeleke Fre FA: Præriehmden, af A. 10 E. Toepfer 181. Paa Nilen, af R. 187. Dyrkning af Gras NI Froavl. . . . . 192, Paa Havet af R. NM... 125 Flagermuſene, af A. P. E. Toepfer 197. Indenlandſk Silkeavl, af P. Nielſen 206. Lidt om Beſkering af Frugttraer . 207. Tigerdreberen, ved V. L. . 217, 230. — ́ 1 G—ͤ— 2 Fra Avftralien, ved A. P. E. Toep fer 236. Fuglenes Betydning. for ee 237, 246. ved A. P. C. 1 Svalen, af R. NN.. Moens Klint, hu R. N. Fra Lindum, af Robert 1 BLØD 249. Gazellen, af A. P. E. Toepfer. . . . 253. Udklekning af Sommerfugle ....…. 254. Raveſtreger, ved Filip. 255, 95 321. Kaffetrcet og Kaffen, af A. P. E, ooo SUGES SI SNSARN 259. Lidt fra gamle Dage, af S. Jor⸗ denen ARENSE DØREN 261 Mormonerne i Utah, ved C. S. .. . 269. Kaninavl, (af Tejſen) 272, (af Ma⸗ g zan ti 279, 288, (af Kornerup) ler 314. Theplanten og Then, af A. P. E GFT Str SR ge Bejøg paa en norſt Sater, af H. K. A. Hovmoller . .. Et Beſog i Lejren ved Hald, af Emil Sauter 289 Viborg, af Emil Sauter 307. Mejemaſkinen, af J. S. Greve. . 317. Ordſprogsleg, ved K. Gyldenftjerne 320. Rom, af R. N.. 325, 334, 342. Strudſen, ved A. P. E. Toepfer . 328. Menneſkets Kamp med de vilde 15 329. Hunden, af Filip Smaa Gaſter i vore Haver, af F. L. MN. Larfe rn 337, 344. En Kampeblomſt sener, 343. Jernbane paa Havbunden 352. En norff Pilgrim, af N. P. Wiwel 352. o BESAD 8. Fra Avſtralien, af Robert Watt. 359. Arbejderklasſens Kaar i det 16de Aar⸗ ů—— * j ͤ—ͤ—y— 3 * hundrede, ved H rd 361. ARON EH AES SE KS DERE ; A Es 367. Stjernehimlen, af Pauline Worm 368. Beveren af A. P. E. Toepfer... 389. Bidrag til Ulvens Hiſtorie i Jylland, af A. Peter Gaardboee 392. Spiſelige Fuglerede rr . 398. ampekr n SSE 399; Karlsvognen og Nordſtjernen >: af Pauline Worm Torup Landbohsjſtole for Seen 402. Fyret paa Eddyſtone, af R. N.. . . 409. Lidt om Kaffens Branding. . . 413. Billeder Side. / sake EN Deere 15 Frelſeren og den Blinde 4. mak „ SOL LERET. ES EAR 5: Asses 8 re Ehiejer og Rebekka, Tillegsbillede 9. Glengzeldelſen 12. JFlit terne Eee 13. Vrag i San; Bar 20. Slibhrm n SE SSRASE SEES 21. Ste hilsranmteris dis sale ge 29: Haandgjerningsbog for Ungdommen. 24. Skagen og Skagens gamle Kirke. .. 28. Skagens gamle og nye Fyrtaarn .. 29. Seger . ANSE ARS 30. Holbergs Billedſtstte 33. FCC 36. Gjengjældelfen nnn. 38. 77 (( 1 PRESS, 41. Bierglapper i Hojtidsdragt n 45. ee OSSE SS UTSESES 46. Johannes Ewald! IE, 13 Se are 49. ei . n NOE Huggehusarbejdenr 1 Evaldshej ved Rungſ ted 57. Luther i ſit Hemm. elerg . Johan Herman Vesſel. 65. Daabsfeſt under Linien 5 68. Bulbjerg og Skarrek lit 69. S OSS SK malle ens ÅR 76. Lørdagsfvæld paa Sæteren........ 77. Wgirs Gæftebud. seler s enes 84. En Nat paa Amazonfloden ....... 85. Baden 3 92. iir ST BES 93. Bedſtefaders Julebill eden 100. Aung „ 101. Angora Geder .. „ 108. Besſemers nye Salondamper 109. Aherikaufe Bre; 112. Raven paa Hare jag. 116. Hafi Se keg I FG tabel 175 Jernbanefart under London 117. En Hhos iger 124. Sele gent paa Bornholm. 125. ECC (oo de ds 132, Isbjornen og '(Grønlænderen ...... 136. Ved en Tyrefægtning i Spanien . 136. En Mandarins Boli gg. 140. Gage ner 141. Et Klüdetseyae eee SKE SE SS 144. Ruth ſanker Ax paa Boas” Ager, lese. 145. Sjankos Vanhe ldd 3 148. En forkert Sneppee NES 156. Bagho dd e 157. F ² SESENND SELLERS 164. Rensdyrryttere nn 5 FF T. Kunſtig Fiſkeavl 6 Billeder). . 173 74. l res anses een an 5 180. Pratiehnnss??s ode Se rr 180. Slaget paa Gratehede 181. En Baad paa Nilen as. e 188. Dromedarer pasſere et Badefted.... 189. Ankomſt til Kairo 190. Fiſkere paa Nordſ en 196. Den flyvende Hund 197. Se hyvilket Menneſke (Ecce homo) . 201. Side. Egelovedende Silkeorm og dens Kokons 204. Egelovedende Gommerfugl........ 205. Hans Chriſtian Anderſen 209. En „Telegraf til Heſt n 216. Bengalſk Tiger „ 220. Nisſen og Hunden ana 224, Adam Øblenflægers Billedftøtte. så 2 En lojerlig Solvkuglle En Kengurujaglũ ERE RENS 288 Saen eg FE SER 239. Møns Kant: . . 244, Hans Jorgen i Knibte 248. J ES re are k era 252. J Skoven ved Aftenstid 253. Udklakningsappa rail. 255. Art e n 257. En Kviſt af Kaffetræeůů i 260. Hans Jørgens Forſkrakkelſ e...... 264. Binnen SNS 265. Mormoner paa Vandringg . 268. Indſejlingen til Kors 272. En Gren af Theplanten 277. Thehoſt i Kin 277. Hans Jørgen i Fare 280. Tvillingbrodrene 281, 282, 284. En norfk Fjeldſccte r. . 285. Lulren ned dad 289. Ved Kogeſtederne . Seg MADS ÆEBÆE SA nREe 292. Haarklipningsſcene I 292. Leirkome die 3 293. Soldat tee: ee. en 293. Niels Ebbeſen felder Grev Gert, Dilluüßsbünde le, d. een. 299. Et heldigt MPode W 303. EEN bt Fa TE | 3 at enes esse ESS LEA NGER 5 305. Viborg ſet fra Sydoſ I 310. Viborg Domkirkek. . . „e 311. 2 Mejemaſtinee rr 8. Selvafleeggende Mejemafkine. . . ... 319. Rot:!!! KER SN SE (IE 326. En aftitanſt Subs ER 327. En Strudsry tterrn 2 Indkjorſel i Hoſte˖n 333. Veſtatemplet i Rom 8 335. Fuglekasſe SERVER 338. Feſtningen Engelsbor g 342. Kempevandlilier . . 343. Jernbane paa Havbunden 350. Jernbanefart gjennem Havet ...... 351. Fuglelasſen a: . , e 4 354. Fra Kjøbenhavns Gronttor . 358. En apſtralſk Kvegrytten 359. Vandfaldet Trollhaetta ns 367. N. Jacobſens Provekjcrneapparat .. 370. Nikolai Frederik Severin Grundtvig 371. Borſtenbinderi (26 e 38085. rrverenann BER 391. Tojffo z ee eg 394. Spiſelige Fuglereder (Salanganen) . 398. En engelſk Kempekras 399. Bernhard Severin Ingemaunn 403. Fyrtaarnet paa Eddyſtone i Kanalen 410. Kolosſen paa Rhodos 411. Husflid. En Drengs Fortjeneſte D r. Indſamling af Bec 16. Side. Sten- og Stenfulsrammer ....... 21. Uldbindingens Nytte 5 22. En god Livserfar ing 31. Husflidens arbejdsopdragende Magt. 47. Huggehusarbejdet, af N. Rasmus⸗ lde 55. Arbejdslyſt og. Markepinde 4. 56G!!! K 71. Pilekviſtes Afbarkn ing 80. Amerikanſke Oxre r. 112. Hvad en Krobling formaar ....... 119. En gammel Mands Tidsfordriv, af VVV 127 Gamle Klude… . Boe 143. 57 5 eee 160. Huündenlnddd see ske 1 160. Nok en Kroblings Arbeide 5 167. Jerntraadsarbejder i Sverig 176. Hornſkearbejddeeeeeee 2 „184. Husflidsudſtilling i Viborg 214. FC SE aberne sand ekee 224. Vavede Kludetqppe n 231. En blind Kones Arbejdee .. . . 231. Seletøj For: er 240. Hvad Fritidsarbejde kan kaſte af fig 240. En fremragende Birffomhed ...…. 287. Tøjtlemmer, af S. Kr. Overgaard 304. Beſog i et Husflidshjem .…......... 313. Fuglekasſer r store øre 338, 402. EET i) Ser ss rr brag Jørgen Ta. 353. Husfliden og Landbruget 1 369. Borſten binder 3 380. Kludeſto . es 398. Kurſus i Hiemmefarvning r 47 Bognyt. Folkelccs ning $ 158,119. Hiſtorier af Bendix Hanſen 23. Haandgjerningsbog for Ungdommen 24, 112, 386. En Samling ny Forſkrifter af 0 32. Strandingskommisſaren af Friis .. 32. Geografiſke e n se BEN TSK 48. Ent Globus e sid stade n 40856. „Fra alle Lande“ 4 c e 28 . 72. Nordifk illuſtreret Borneblad. 9. 88. Bret Harte: Fortællinger og Skild⸗ ringer ved Robert Watt 119. Mark e Udvalgte Skitſer, ved R Watt bun 120. Joh. Holſts nyeſte illuſtr. Stoleatlas 135. „ „Bornevennen 135. Jydſt Bondeliv af Knud Skytte . . . 144. Bibelen i Billeder (Guſtav Doré). ve: 8 Melodier af L. Nielſen — Landbotid ende ga Tidsſtrift for Biavl... . 176. Indenlandſk Silfeavl …,.......…. 184. Vaar og Hoſt af Pauline Worm . 192. Billed: ABC for Smaaborn 215. J næften hvert Ni Nr. findes Smaating. — Gaader. — Firkantede Nødder. — Billedgaader. — Brevvexling. „Born, er I oppe? Har Blikket J faſtet klart og fkarpt paa Maalet, for Wre og Pligt? Har ej Fornedrelſen Livs. modet kveſtet? Har end Haabet Klang ſom et loftende Digt? Har Eders Aand endnu Evne til Flugt højt over Hverdagens fmaa- lige Tanke? Har I.end Sans for For- 5 hugelſens Frugt, voret af Kierligheds Ranke? Glem ej, at Havet, ſom blaaner der ude, ſom ſin Stime fylder i Fiſkernes Vaad, og ſom i favn vugger Skip⸗ perens Skude, det var fordum Vejen til fjæder og Daad! e Bilføs 2 Me d Morſhabslwaning, 600 0 og 3 Adgiurt ak A. C. Num. 2. Aargang. 3 Kjøbenhavn. Wr. 1 Sandagen d. A. Oktuber. Danmark, vor Moder: „Haum ark. Efter et Maleri ak Arn Jerichan. Glem ej, at Marken, huvet Rigdommens Flod bølger med Guldſker ved Midſommerstide, den er indviet ved Bonner og Blod, pranger med Minder fan vide! O maatte Danchrogsdugen Jer kalde lenende i Minde Jer Rierlighedspligt! O maatte Korstanken reſſe Jer alle til et Aandens Dagværk, velſignet og rigt! Vaagne I virke, fan ret det har Skik, for Eders Arne og Eje at frede! Agt paa huer Fare med ſpejdende Blik, altid med Værget tilrede!“ Sakariag Nielsen. Gjengjeldelſen. Forfølling af Beatus Dodt. Bræften og Degnen i Hulered, en Landsby tæt ved Oreſund, havde i mange Aar været de bedſte Venner, ja neſten uadſkillelige, og dog havde de ſaavel i Sind ſom i Skind kun grumme lidt tilfælles. Preſten Hr. Dahl var en hoj, mager Mand med et ſaa mildt og fromt Udtryk i fit endnu ſmukke Anſigt, at man næften alene ved at fe det, kunde ſige fig ſelv, hvilken Stand han tilhørte, Hans Hjerte var blødt og kjerligt, og hans hele Sind og Veſen opfyldt og gjennemtrengt af den hellige Gjerning, han havde at vogte: Med Oje og Tanke fæftet pan det Aandelige og ivrig bejfjæftiget med Studiet af de Videnfkaber, der horte til hans Omraade, havde han kun liden Sans for det Materielle, for det ſom Mol og Ruſt kan fortære, men ſom, man ſige nu, hvad man vil, dog er en hojſt væfentlig Ting, ſaa leenge man ffal færdes her i Verden. Embedet var godt, Indtægterne vare efter den Tids Forhold ſtore; men Udgifterne vare endnu ſtorre, og det faldt aldrig Paſtor Dahl ind at ſporge om, hvortil Pengene gik, og hvorfor de gik eller om han virkelig ſerligt var venſtre Haand jaa ikke, hvad den højre gjorde, og var der god Tid i Kasſen, ja faa havde den travlt med at uddele, men havde „Thomas“, ſom man ſiger, op⸗ ſlaaet fin Bopæl deri, ja faa kunde han nok je lidt betenkelig og mistroſtet ud, og det var desværre ſom ofteſt Tilfældet. Tid til rigtig og grundig at tænfe derover, det havde han ikke, dertil var hans Hoved for fuldt af helt andre Sager, og hvad Husveeſenet og dets Styrelſe angik, ſaa var det jo ogſaa en Sag, ſom hans Søfter, Jomfru Lene, hapde paataget fig, efter at han var bleven Enkemand. Paa hendes Skuldre hvilede Byrden, og Bekymring fyldte hendes Hjerte, naar Skabe og Krukker begyndte at blive tomme, naar hun maatte begynde at ſkrabe Reſterne ſammen og ryſte Poſerne for at fan Noget til de mange Munde, hvis Skeebne afhang af hende, og Præftens Pengepung dertil var jaa tom og tor, at han ikke kunde vride en eneſte lille bitte Skilling deraf. At han, ved hendes Hen⸗ tydninger dertil, jaa meget ulykkelig og forfærdet ud, at han med en Mine, hvori den hojeſte Forbapſelſe ud⸗ trykte ſig, gjennemſogte alle Skuffer og Gjemmer for⸗ ſikkrende, at han dog ikke kunde forſtaa, hvor Pengene vare blevne af, ja det var kun en daarlig Troſt og rokkede langtfra til at kjobe lidt Kaffe og Sukker for, end ſige ſtore Stykker Kjod og hele Poſer Gryn. En fuldftændig Modſcetning til Preſten var, ſom Jagt, Degnen Hr. Holm. Lille, trivelig og geſvindt, ſom han var, var han ſtedſe i Bevegelſe og Virkſomhed, og hans ſmaa, livlige Ojne, der blinkede frem fra hans runde, rodmusſede Anſigt, havde ſnart opdaget, hvad | der overhovedet var værd at opdage. Hans Indtægter af Embedet vare kun ſmaa og ſtode kun i et maadeligt Forhold til de ſtore Taſkelommer i hans ſide Frakke; men hvad der ſkortede pan den ene Bov, det forſtod han at bringe tilveje paa den anden. Kyndig og dygtig, ſom han var i mange Retninger, var der Ingen i hele "Omegnen, der bedre end han forſtod at ſkrive Klager og Anſogninger eller forfatte Kontrakter over Kjob og Salg. Ved enhver Handel af nogen Betydning maatte han være med ſom Mægler, og det ffulde være lojerligt, om han ikke enten ved en munter Spog anbragt i rette Tid, eller ved at belyſe Sagen fra en uventet Side fik Overenskomſten iſtand. Paafcerde var han allevegne, hvor han for fit Arbejde kunde vente Lon ſelv om denne var nok jaa ringe, og, ſom haft ſagde, han tog Alting med, kun ikke gloende Jern, det lod han ligge. Som en Folge af fin utrættelige Flid i Forbindelſe med klog Sparſommelighed var det lykkedes ham at blive en velhavende Mand, til Gavn og Glæde for ham ſelv og til ſtor Forundring for Praſten, i hvis Penge der jo kun var en ringe Grøde og daarlig Vært. Disſe Modſetninger i Begges Væjen og hele Livs⸗ retning, var maaſke netop tildels det ſom bandt dem anſat til at befordre deres Omlob iblandt Folk. Hans ſammen, hvad den Ene ikke vidſte, det kjendte den Anden, og lyttede Degnen med Glæde og Interesſe til, naar Præften aabnede hans Blik for det Skjonne og Store i Livet og ved fin Viden ligeſom fremmanede leengſt ſorſpundne Tider og lod dem ſtaa klart og levende for hans Blik, jaa horte Praſten med ligeſaa ſtor For⸗ bapſelſe om det daglige Livs Færden og Virken, dets Rivninger og Kampe ſamt dets ſtore og ſmaa Interesſer. Hver bragte altſaa fin Skjcerv til Underholdningen, og ingen af Parterne agtede denne ringe. Jevnt og af⸗ verlende gled Talens Strøm, hvad enten de i de lyſe Sommeraftener fade i Preſtens Have og lode Blikket dvæle paa det blaa i den nedgaaende Sol flimrende Oreſund, hvor de ſtore Sejlere, med hvide, udſpendte Vinger glede frem og tilbage, ligeſom bringende Hilſen og Bud fra fjerne, fremmede Lande, eller de i de lange Vinteraftener ſade i den lune Dagligſtue, hvor da ofte Jomfru Lene føjede fit Beſyv til Underholdningen ved at lave et Glas Punſch, hvilket Degnen holdt meget af, og Bræften ikke uvillig nippede til. Var dette nu i og for ſig Tilknytningspunkt nok, jaa fandtes der dog et andet og ligeſaa ſterkt, nemlig Bornene. Degnens Datter, Hanne, og Præftens Son, Karl, havde fra Smaa af været trofaſte Legekammerater, der ærligt holdt ſammen i Modgang og Medgang, og ſtedſe, naar Tid var dertil, færdedes med hinanden ſnart i Degneboligen og ſnart i Preſtegaarden, og da Begge, hver for fig, var deres Faders Ojeſten, ſaa er det intet Under, at Baandet ved dem knyttedes jaa meget deſto faſtere. Under Leg og Glæde vare de nu imidlertid vorede til, og den Tid nærmede fig, da Laagen ſkulde lukkes for den brogede Barndoms Have og med det ſamme Portene aabnes for et Liv, der ikke altid er ſaa lyſteligt, ſom Ungdom og et let Sind lader det ſmile os imode. Idetmindſte er der nok ikke ſaa ganſke Faa, der med et vemodigt Blik ſer tilbage til den Tid, da Tanken ikke rakte ſynderlig udover Havegjcerdet og e ikke længere end til Sengen. Karl, ſom den ældfte, var der der forſt ſtod for Turen, og, ſom Dreng, var han vel ogſaa den, der maatte længes meſt eſter at optage Kampen og nyde dens Lon. Han tenkte imidlertid kun ſjeldent derover eller rettere jagt, det faldt ham neſten aldrig ind, at den Tid ſnart maatte komme, da han fkulde forlade Hjemmet. Men en lojerlig Dreng var han ogſaa i mange Henſeender, og En og Anden ryſtede tidt paa Hovedet ved Tanken om ham, ja hele Sognet ryſtede tilſidſt med, faa det ordentlig jaa ganſke ængfteligt ud. Det var imidlertid langtfra den Slags Ryſten paa Hovedet, der bevirkes ved Misbilligelſe eller Vrede. Tvertimod det var den Slags, der fremkommer ved hjertelig Velvillie i Forening med et Anſtrog af Be⸗ klagelſe, og ſom faar fit Udtryk i Sporgsmaalet om, hvad dog Enden fkal blive. Praeeſten kunde ikke tænfe paa at ſkilles fra ham, og Jomfru Lene næjten endnu daarligere. Hanne var en lille Pige og kunde jo ſom ſaadan egentlig ſlet ikke tale med; hendes Fader derimod, han kunde det, og han talte ogſaa faa det havde baade Fynd og Klem for at faa Karl anbragt i en god Vej, men ligemeget hjalp det. Bræften faa helt nedſlaget og forknyt ud derved, Jomfruen ſatte et biſtert Anfigt op og gjorde ved flige Lejligheder Degnens Punſch jaa tynd, ja ſaa tynd ſom en Sytraad, ſom han ſagde, til Straf for, at han bragte flig ubehagelige Emner paa Bane. Og Karl, ja han var her og der og Straalemeſter tillige, hvilket dog ellers netop er det, man ikke kan være. Var han ikke i Degneboligen eller lob om i Mark og Skov med Hanne, ja jaa var han ſnart hos En ſnart hos en Anden og altid parat til at være til Tjeneſte, hvor det behovedes. Snart ſtod han aſtadig og trofaſt og traf Blæjebælgen for Smeden, medens dennes Dreng lob et Wrinde for fin Madmoder; jaa | drejede han det ſtore Hjul for den gamle Per Rebſlager, for at hans Kone, hvem denne Haderspoſt ellers var betroet, kunde ſe efter Maden eller ſysle lidt i Huſet, og til andre Tider ſad han i Hokerens Bagſtue, fordybet i at bringe hans Regnſkab i Orden, hyilken Kunſt ivvrigt ikke var hans mindſte, naar man beteenker de underlige Tegn og fortvivlede Hieroglyfer, hvormed Hokeren betegnede de forſtjellige Poſter; thi ganſke viſt var denne en dygtig Handelsmand, der med god Fordel handlede med alle mulige Varer og ſaa da ogſaa med Penne og Blok; men Brugen heraf havde altid været ham en Gaade, ved: hvilfen han ryſtede hojſt betenkelig paa Hovedet. (Fortjættes,) Frelſeren og den Blinde. Tukas Evang. 18, 35 23. Ved Vejen der fad en fattig Mand fra Gry, indtil Sol fig dukked, nær Roſernes Skud i Oſterland, om Almisſebrod han ſukked; dog Giverens Aaſyn ej han ſaa; thi Ojnenes Lys var ſlukket. Guldſkyerne over hans Hoved drog og gloded i Solens Lue, fig Palmernes rige Skjcerm udſlog højthvælvet ſom Templets Bue; men alle Guds Veerkers Dejlighed var ikke for ham tilſkue. Dog Fuglenes Kvad i Palmens Top tidt maatte ham Sindet rore, og kom der et Tog ad Vejen op, det mærfed den Blindes Øre.- Han ſpurgte en Dag: „Ovem kommer nu?“ og da fif han Nyt at høre. „Den Skare, der træder fri og let, ſom var al dens Sorg forſvundet, hos Herrens Profet fra Nazareth har Freden og Lyſet fundet; han falder jaa mildt ad hver en Sjæl, der ligger i Morket bundet”. Den Tidende tyktes underſkjon 5 — hos Tiggeren i fit Morke. „O megtige Jeſus, Davids Son!“ jaa raabte han lydt med Styrke. „Forbarm Dig over min lange Nat, mit enſomme Sjertes Torke!“ Vel tysſed og trued Folkets Hob, N ſlig Standsning den hued ilde; 5 men Frelſeren horte Smertens Raab, ſom aarle han gjor og ſilde. „Dig Troen har frelſt af Mulmets Ork, og ſke Dig ſkal ſom Du vilde“. Da Tiggerens tunge Nod forgik, ſom Natten for Dag maa vige; ham lyſte en Tak i graadfyldt Blik, ſom Leben ej magted ſige. r ũÜ‚- . ²˙¹mÃ˙ T ³ 9pm mie! ̃ , ẽ⁵;x k; . . ⅛ ] . A ²˙ 1 . DRE EVNE 7 Nu Lyſet han jan fra Verdens Sol og Lyſet fra Himmerige! 3 Saa mangen en ſorgfuld Sjæl i Lon end ſukker i Morkets Vaade, Etelſeten og den Blinde. En Oaſe i Sahara. Af N. A. Orkenen! Hvad er en [rken? Ja for os Danſke i vort frugtbare og vandrige Land er det ſpert at fore⸗ ſtille ſig hvad en Orken er og hvilken mistroſtende dog tender endnu Guds egen Søn ſit Lys over Livets Gaade. Paakalder Du ham i ydmyg Tro, oplyſer han Dig med Naade! C. A. Chyregod. HET TF. Tanke dette Ord indeholder. En Orken er en Land— ſtrekning, der er blottet for al Plantevext og for alt Vand, Det er ſnart en uhyre Slette og ſnart en ſtenet, klippefuld Egn, hvor Menneſker ikke kunne bo og hvor de fleſte Dyr maa dø af Hunger og Torſt. Blottet for alt Liv er den ikke, thi der findes enkelte Rovdyr og Fugle, ſom nære fig af Aadsler, men det er ikke mange, thi deres eneſte Føde er Ligene af de af deres Med- ſkabninger, der finde en redſelsfuld Død i den uendelige, alt Haab tilintetgjorende Orken. Min Læjer, tænf paa hvor godt Du har det; naar Du fkal foretage Dig en Reiſe, fort eller lang, ſaa fætter Du Dig i Din magelige Vogn eller i det endnu mageligere Jernbanetog, og lader Lokomotivet og Jern⸗ banebetjentene om Reſten. Du har Saa drager Du afſted gjennem Orkenen. Dag ud og Dag ind, den ene Uge efter den anden, traver Du af⸗ ſted paa Din fkikkelige, nojſſomme Kamel, ſom er tilfreds med den Opmuntring, ſom de Bjælder, der hænge om dens Hals, kan ſkaffe den. Du jer, hvorhen Du end vender Dit Oje, Intet uden det gule Sand; Sand overalt. Solen, Afrikas glødende og blændende Sol beftraaler Sandet, Alt løber i Et ingen Bekymrin⸗ for Dit Oje, Du ger paa Din Rejſe; maa lukke Ojen⸗ har Du ikke Mad og Drikke med Dig, jan er der laagene til, ellers bliver Du blind. Naar Vejret er Steder nok, hvor ſtille, ligger det Du kan faa det. gjennemhedede Du er under Tag Sand ſtille og ſy⸗ og kan gjerne, om nes at udſendelige⸗ Du vil, ſove jaa jaa hede Straaler ſodt ſom hjemme ſom Solen. Du i Din Seng. Vejr. længes efter at og Vind fommer der ſkal komme Dig ikke ved. Du Bleeſt. Dit Onſke kan, lige ſom Hol⸗ lenderen, da han var paa et Skib i Havsnod og fad ganſke roligt paa Dæffet og røg af fin Pibe, ſige: „ja mig er det Sele ganfke lige⸗ gyldigt; jeg er Pasſager; det er Matroſernes Sag at redde Skibet“. Tank Dig i Modſctning her⸗ til en Rejſe gjen⸗ nem den ſtorſte af alle Orkener, Sa⸗ hara, ſom ligger i det Indre af er dog ubeſindigt. Vinden rejſer fig, men hvilfen Vind? den torreſte, he deſte Luft farer hen over Dig; Vinden »hvirvler det fine Sand af⸗ ſted ſom ſtore Skyer og det fyl⸗ der Dine Ojne, Oren, Neſe og Mund med fine knittrende Stov⸗ gran. Din Tunge og Din Gane bliver tor, ja ſelv Marven i Dine Knokler ſynes Dig at torres hen. Afrikas nordlige Omſider lægger Halvpdel. Der Vinden ſig; det gaar ingen Jern⸗ bane, ja der kan Oaſe i Sahara. ikke engang kjore en Vogn, thi der findes ingen Veje. En ſtor Sten med Marke paa, hiſt og her, angiver Retningen, ſom man ſkal folge. Du maa flige op pan en Kamel eller paa en af Arabernes fortræffelige, udholdende Heſte; en danſk Heſt vilde ikke bære Dig ret langt her. Du har nogle ſtore Lederſckke med Vand og nogle torre Kager og Kaffe⸗ bonner med Dig; har Du ogſaa noget Vin, er det godt. begynder at mørt nes; Du kan atter aabne Dine røde, angrebne Ojne. Ved Solens ſidſte Straaler ſer Du det ſamme, ſom Du ſaa for Vinden kom; kun har den hiſt og her afdækket det blege Skelet af et Menneſke eller Dyr, ſom har fundet fin ſkrokkelige Dod i Orkenens Sand. Det er ſom et Varſel om hvad der kan hende Dig ſelv. Du falder i ſorgelige Tanker om en kvalfuld Død af Torſt i disſe troſtesloſe Egne. Da øjner Du pludſelig der langt borte en ſtor By med Kupler og Taarne, et frugtbart Landſkab med Palmelunde og kjolige Kilder. Du fatter nyt Mod og Dine Kræfter vende tilbage; men ak! det er en fort Glæde, et forgjæves Haab ſom ſaa meget her i Livet. Thi det hele er et Sanſe⸗ bedrag. Det er efter Sagnet Feen Fata morgana, der ſkuffer den trætte Vandrer med fine Goglebilleder og indgyder ham et glad Haab, for ſtrax efter atter at ſenke ham endnu dybere i Fortvivlelfen. Natten falder paa; i den enſomme tavle Orken hører Du kun det dumpe Brøl af en hungrig Løve eller det heſe Skrig af en Grib, der flyver over Dit Hoved og venter pad det Ojeblik, da Du ſynker om i Sandet, for at den kan matte ſig med Dit Lig. Men fører Rejſen i Orkenen ubeſkrivelige Lidelſer og Kvaler med ſig, ſaa har den ogſaa Ojeblikke, ſom ere ſkikkede til at fylde den Rejſende med Glæder, ſom vi ikke kunne fatte, da vi ikke have kunnet probe dem. Der er et gammelt latinſk Ordſprog, ſom ſiger, at naar Modſeetninger ſtilles op lige over for hinanden, fjendes Forſtjellen bedſt. Det gjelder i den hojeſte Grad om Rejſer i Orkenen. Man traffer nemlig nu og da i Orkenen Steder, hvor Kildevandet vælder op af Jorden og udbreder fig over Sandet. Paa ſaadanne Steder danner der fig ſnart et blødt Græstæppe. Den varme Sol kalder Sydens yppige Plantevcext frem. Palmerne give Skygge og Frugter, Træer og Buſke med merkegront, frifkt Lov, vederkveger Ojet, der er angrebet af Sol og Sand, og rælfer Dig ſaftige, kjo⸗ lende Ber. Pappegojerne ſladdre i Træerne og Aberne gjøre deres morſomme Gymnaſtik fra Gren til Gren. Og hvad der er det Bedſte af Alt, den klare Kilde giver rigeligt af det kolde, friſke Vand iſtedetfor det lunkne, fordcrvede Vand, Du havde i Dine Lederſcekke paa Kamelens Ryg. Her ſmager Hvilen dobbelt godt. Her kan Du ſtrœkke Dig i det kjolige, bløde Græs, medens Araberne ſtege en Abeſteg og lave Kaffe. Du kan med Velbehag her ſe den blaalige Rog fra Ildſtedet bølge hen under Palmernes Toppe, mens Du lytter til Bræt kens Rislen. Heſtene vælte fig i Gresſet for at for⸗ friſke den ſtovede fortorrede Hud og ſamle Kræfter til nye Anſtrengelſer. Kamelerne drikke ved Bakken og ryſte deres tykke, lederagtige Skind, naar Sadlen og Oppak⸗ ningen er taget af dem. Overalt er der Glæde og ſnart har Du glemt de overſtagede Lidelſer. Thi ſaa⸗ ledes ere vi Menneſker jo; naar vi have det godt i Ojeblikket, da glæde vi os derved og hengiver os til den flygtige, korte Nydelſe. Og deri gjøre vi ret, Sorgen og Savnene kommer jo tidsnok og Mojen og Beſparlig⸗ hederne glemme ikke at kalde os tilbage til Livets Alvor. Naar vi fra Lykkens Oaſe drage ud i Ulykkens Orken, maa vi kun huſke paa, at hvad enten vi færdes i Oaſen eller Orkenen maa vi ſoge at finde den rette Vej til Reiſens Maal. - Hvordan Uglen blev til. Jydſt Folkeeventyr. Af Bendix Han ſen. Den Gang Vorherre og St. Peder vandrede omkring paa Jorden, kom de til en Smedie. Over Doren var der et Bræt, og pan dette ſtod ſkrevet med ſtore Bog: ſtaver: „Her boer Meſteren over alle Meſtre“. Da Vorherre havde læft dette, ſagde han til St. Peder: „Det er nok bedſt, vi ſe lidt ind til den Meſter!“ og ſaa gik de ind. Smeden og hans Svend ſtode derinde og hamrede af alle Livſens Kræfter, „Goddag Meſter!“ ſagde Vorherre. „Tak!“ ſvarede Smeden, idet han holdt inde med ſit Arbejde, torrede Sveden af Anſigtet med Wrmet og ſaa paa de to Fremmede. „Er J Meſteren over alle Meſtre?“ ſpurgte Vor⸗ herre. „Javel! Det er mig!“ ſparede Smeden. „Er det ikke vel meget, I giver Jer ud for?“ ſpurgte Vorherre igjen. „Nej!“ ſagde Smeden, „jeg kjender Ingen, der kan ſtaa ſig for mig!“ „Men derfor kan det dog være, J havde en Over: mand!“ ſagde Vorherre. „Jeg troer det ikke!“ ſvarede Smeden. Under denne Samtale var der kommen en gammel Kjcerling ind i Smedien. Hun vilde have Ringe og Krammer til fine Træſko. Det var en rigtig grim gammel Kjærling. Hun var baade ſtiv og krumbojet og flæbte fig mojſommelig afſted ved en Stof, „Kan J da ſmede en ung og ſmuk Pige af denne gamle Kjerling?“ ſpurgte Vorherre Smeden. Meſteren grinte poliſk og ſvarede: „Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg kan; men det er der heller ingen anden Meſter, der kan gjøre”, „Vi faa ſe ad!“ ſagde Vorherre, og ſaa tog han Kjcrlingen og holdt hende ind i Ilden, imedens St. Peder traf Blæjebælgen. Da hun var godt gjennem⸗ glodet, tog han hende ud og lagde hende paa Ambolten. Saa tog han Meſterens Hammer og St. Peder den ſtore Forhammer, og nu hamrede de lyſtigt los paa Kjærlingen, faa Skeellene fløj ſnurrende omkring i Smedien faa tæt ſom en Biſpeerm. Da de holdt op, var den gamle Kjerling bleven den deiligſte Pige, man kunde je. Hun ſagde Farvel og Tak og lob raſk ud af Smedien. „Hvad ſiger Du nu!“ ſagde Vorherre. „Ja det var rigtignok et godt Stykke Arbejde!” jvarede Smeden. „Det troede jeg ikke kunde lade fig gjøre!” 1 ig: Wa nu kan Du tage Dit Skilt ned; for nu har Du fundet Din Meſter!“ ſagde Vorherre, og jaa gik han og St. Peder. „Vi faa ſe ad!“ ſagde Smeden til Svenden. „Man ſkal aldrig forhaſte fig”, Og faa gik han ind. Han havde nemlig en gammel Bedſtemoder, ſom var jaa ſpvag og daarlig, at hun ikke kunde beſtille andet, end ſidde i Kakkelovnskrogen og ryſte, og grim var hun ogſaa, det kunde Ingen nægte. Hende tog han nu med ud i Smedien, puttede hende ind i Ilden og lod hende glode dygtig; for „hvad Andre kan, kan jeg vel ogſaa“, tænkte han, og ſaa be⸗ gyndte han og Svenden at bearbejde den gamle Bedſte⸗ moder.. De hamrede i en, og de hamrede i to Dage, ja de hamrede den tredie med; men endnu kunde Ingen ſe, hvad det vilde blive til, for det blev altid mindre. Da begyndte Smeden at blive lidt beteenkelig. „Bare det dog vilde blive til Noget, hvad det jaa end ſkulde være”; ſagde han, „for Noget er dog bedre end Intet, og det var dog ſlemt, om hun ſkulde blive til ingen Ting, det ſolle Skind!“ Og faa hamrede de les igjen. Den fjerde Dag begyndte det omſider at faa Form ſom Noget. „Det bliver til Noget!“ ſagde Smeden, „det bliver en ſcer Tingeſt; men det bliver dog til Noget!” - „Uhu!“ ſkreg det pludſelig, og Smeden blev faa forſkrekket, at han ſlap. „Uhu!“ og vips var det borte fra Ambolten og ude af Doren. Beſtemoderen var bleven til en Fugl, en rigtig ſtor, grim Fugl, med krumt Næb og ſtore Øjne. „Hvad tykkes Du om det?“ ſagde Smeden til Spenden. „Hun blev jo længere jo grimmere!“ Nu er det nok bedſt, Du gaar ud og tager Skiltet ned!“ Og faa kom Skiltet ned; thi Smedens Bedſtemoder var bleven til en Ugle. Husflid. n Eu Drengs Fortjeneſte. (Af et Brev fra en Lærer til „Husvennen“). Jeg kunde onſke at fortælle lidt om Armbaands⸗ fletning af Heſtehaar, ſom jeg øvede i mine Drengeaar og tjente ikke fan Penge ved, men dels ere disſe Arm⸗ baand for længe ſiden gagede af Mode, og dels kan denne Sysſel næppe føres videre. Derimod er det faldet mig ind, at en anden Feed e ſom jeg øvede i mine unge Dage, viſtnok egnede ſig til at tages i Be⸗ tragtning, da den baade kan give en betydelig Indtægt, og, hvad der er endnu bedre, give ſtorre Plads for Ferdighedens, Smagens og Begavelſens Udvikling, nemlig Udffæring i Læder, og jeg ſkal nu, da jeg er kommet til at omtale den, i forte Trek fortælle hvordan jeg kom til at øve denne Idræt. Det var Aaret efter min Konfirmation jeg kom i Berøring med et ungt Menneſke fra Kjøbenhavn, ſom forberedte fig til at blive Sfolelærer. Han havde aldrig før opholdt fig længere' Tid paa Landet, og kjedede fig derfor meget ved beſtandigt at være bundet dertil. Han havde ikke Lyft til altid at læje, og faa begyndte han ſom Zidsfordriv, at danne Blade af Læder, ſom jeg fik at je. Han havde hverken Udholdenhed eller Finger⸗ færdighed, og ſlap derfor ſtrax den begyndte Sysſel; men den interesſerede mig. Jeg fik ſnart at vide, hvad han vidſte derom og tog ſtrax fat. Jeg vandrede om i Skov, Mark og Have, hvor jeg udſogte mig ſmukt formede Blade, hvorefter jeg tegnede og udklippede Monſtre i Papir. Saa gik jeg hen til Skomageren og fik en Haandfuld Lederaffald (ſmaa Stumper og Stykker af forſtjellig Slags, dog ikke e lagde det i Vand: for at faa det rigtigt blødt og bejeligt. Derpaa foretog jeg Udſkeringen, idet jeg lagde mit Papirmonſter paa et Stykke Læder og derefter udffar et Blad. Mon⸗ ſteret blev vaadt og derfor ffrøbeligt, men jeg tørrede det igjen og kunde dog bruge det flere Gange. Var Bladet udſkaaret, fan lagde jeg det i venſtre Haand, medens jeg med en Syl eller en Stoppenaal tegnede eller indtrykkede Aarerne i det, hvorefter jeg bøjede det op i den rette Form og lagde det til Torring i Varmen (om Vinteren paa Kakkelovnen). Lerderbladet blev da ſtivt og haardt og beholdt alle Ridſer og Bojninger det havde faaet. Vedhend og Egeblade lykkedes bedſt i Begyndelſen, men ſiden vovede jeg mig til Vindrueblade og andet ſmukt formet Lov. Af tyndere Skind (Faare⸗ ſkind) lavede jeg Blomſter. Det gik ganſke nemt. Fingerbolblomſter formede jeg ved Hjælp af en lille Glasprop idet jeg trykkede en lille vand Lederſkive ned i Flaſkemundingen med Proppen. En lille Læder: ſtrimmel med en Knude paa blev ſtukket gjennem den og gjorde Zjenefte ſom Stilk og nogle faa fine Gryn blev efter den førfte 99 95 ftrøet ned i Begeret ſom Stopdragere og ſiden atter. lakeret. Alle mine Læder: blomſter og Blade overſtrog jeg nemlig med Spirituslak (Schellak oploſt i Spiritus). Andre Blomſter dannede jeg af i forſkjellig Storelſe udſkaarne 5 eller 6 bladede rundt udſkaarne Leederlapper, fæftede til hinanden ved en Lederſtrimmel, eller limede ſammen. Kunſten uddannedes, Variationerne bleve altid rigere og ſmukkere. Af gamle Skindhandſker og Kaffebønner lavede jeg Vindrueklasſer, idet jeg bandt Bonnerne ned i de udblodte Skindlapper. Saadanne Blomſter, Blade ” Klæde og paa Rundt om ved Udfanten faſtlimede jeg mine Blomſter og Ber kunne bruges til Forſiring af Rammer og i det Hele i Stedet for udſkaaret Trœarbejde, ſom paa Pibebredter, ben dee og Syeſker, men jeg brugte mine alene til Lampebakker. Pap limede 109 paa Underſiden et Stykke gammelt verſiden et Stykke ensfarvet Vordug. i den ſkonneſte Orden og Uorden, ſaa de dannede en ſmuk Krans. og Jaa var den ſtraalende Lampebakke færdig. Materi⸗ alerne koſtede mig ikke en Mark, ja maaſke næppe 8 Stilling, men for hver Lampebakke fif jeg 8 — 12 Mk. (kun en eneſte har jeg ſolgt for 1 Rd.) og jaa kunde jeg afjætte jaa mange jeg kunde forfærdige, faa meget var dette Arbejde ſogt. Jeg har dog ikke ſenere ſet 1 lignende, men er vis paa, at der vil kunne leveres ny ab Arbejder i mangehaande Retninger af Lader, hvorved en Masſe Affald vilde kunne bringes til An⸗ vendelſe og give en god Indtegt for mangen en. flittig og ſkͤnſom Haand. Maaſke disſe Linier kunde henlede 8 e ſnild Guts Opmerkſomhed paa denne lille ysſel. Bognyt. Folkelcsning. Ved Udvalgettil Folkeoplysnings Fremme er der i Kommisſion hos G. E. C. Gad udkommet Nr. 63 — 66, Zdie til 6te Hefte af „Smaaſtykker“, indeholdende: Skildringer af det virkelige Liv, af C. A. Thyregod: 12) Selvejer og Per een og 13) En Husmand paa Heden. Om Tal og Maal, ſamt For⸗ delene ved Tiregningen, af A. Anderſen. En Vinter i Ajaccio, Rejfeminder af L. Vagner. To Bejlere, ortælling af Carit Etlar. Skil 7 af det virke⸗ ige Liv af Thyregod: 14) Verſt mod fig ſelb. Om e af Chr. Grønlund (1, danſte Giftplanter) med 38 Treſnit. Skrift 67: Premiekarlen, 1 1 af Berthold orn. Auerbach overſat af 1 W. Vi ſkulle ikke BLE ere end tidligere er ſket, an⸗ befale de fortrinlige Folkeſkrifter der udgives under oven: ftaaende Titel, men fun udtale ſom verbevisning, at - Enhver, hvem Udbredelfen af god Læsning ligger paa hvert Aar at anvende et Hjerte, ikke maa forſomme at anbefale Su oſkribtion paa Folkelesning til Alle, ſom kunne formages til Par Daler paa at anſtaffe gode Boger. Nu da Efteraaret ſtunder til og Læjetiden begynder pan Landet, gribe vi tillige Lejligheden til at henlede Opmerkſomheden paa, at „Udvalget“ har ſet ſig i Stand til at giore et for Skoler, Foreninger og fattige Kommuner jærdeles fordelagtigt Tilbud, ſom vi ſerlig kunde ønffe at bringe i Dhr. Læreres Erindring, hvorfor det herved meddeles: 3 Paa et rundt Stykke Derefter bleve alle Overflader lakerede lignende — Misa. „Tilbud fra Udvalget til Folkeoplysnings Fremme. Ved Sjælp af en Bevilling paa indeværende Aars Finanslov ſe vi os i Stand til at gjøre følgende Tilbud : 1. Hvor man til Brug for Almueſkolens Born vil forſyne fig med en Del af vore hidtil: udgivne Skrifter — ligegyldigt om med et enkelt Exemplar af flere, eller med et ſtorre Antal af færre —, ville disſe blive leverede til halb Pris. Det ſamme Tilbud gjelder ogſaa de ſaakaldte „Friſkoler“ paa Landet, ſom have 12 Lokale eller hvis Beſtaaen paa anden Maade er ikret. De Nummere af „Folkelcsning“, der bruges meſt i Skolerne, ville til Brug efter Tilbudets Poſt 1. indtil videre blive udleverede i hamle, ftærfe Bind med Leder⸗ ryg liſtedetfor i ſtivt Hefte) uden Forhojelſe af Priſen. Husholdningsforeninger, ſom have dannet et Oplysningsfond og ere Subſkribenter paa „Folkelcesning“, og paa lignende Vilkgar Arbejderforeninger og andre deslige Foreninger, ville kunne 5 en ſterre eller mindre Rake af vore tidligere Skrifter ſom Gave. Fattige Kommuner vil der kunne ydes en Djælp til Dannelſen baade af Sogue⸗Bog⸗ ſamlinger og Skole⸗Bogſamlinger. 4. Endelig ville vi gjerne yde vort Bidrag til, at der paa Kaſerner og lignende Steder kan blive Bog⸗ ſamlinger til Brug for Soldater og Underofficerer“. N. J. Fjord. M. ammerich. . V. Nasmusſen. M. Steenſtrup. U. J. Termanſen. Anmodninger med de fornødne Fun indſendes til ÜUdvalgets Formand, Dr. M. Steenftr up, ahbeks Allee 17 Kjobenhabn, Veſterbro. ø Smaatina. Ved Gadekeret. Frokenen (nylig kommen paa Landet). Nu har jeg aldrig ſet Magen! Ih, der 11 en Hone, his Unger jo alle ere blevne til inger. Forvalteren (tert). Aa, lille Froken, den Slags Ting er fan almindeligt herude paa Landet. Se nu! derovre bor Jordemoderen og begge hendes Børn ere blevne til Gropſmede. . Zudhold. Danmark, vor Moder, Digt af Zakarias Nielſen, med Billede. — Gjengjaldelſen, Fortælling af Beatus Dodt. — Frelſeren og den Blinde, af C. A. Thyregod, med Billede; — En Oaſe i Sahara, af R. N., med Billede. — Hvordan Uglen blev til, jydſk Folkeeventyr af Bendix Hanſen, med Billede. — Husflid: En Drengs Fortjeneſte. — Bognyt. — Smaating. Husvennen udkommer lil hver Søndag med el 16.ſpallel Art, ſorſynel med flere Hverl Fſerdingaar medfølger gralis et fork mußt Villede. Bladek kan beſlilles paa ethvert Vofllionlor og Boglade ſamt hos Hovedliommisſionceren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kiebmagergade 56, Bigeder, tit 3 Mk. (1 Str.) Jjerdingaaret frit. tilfendt. Brepſamlingsſled, i enhver Kjobenhapn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. bar a SL DE? JE DE 8 Så i Ht C „ cee Bil, N 0 3 5 i i 5 KS SA 23 SMorfhabskæsning, Oplysning og 5 KE | 0 få N 5 D | O M STØR Udgivet ak N. C. Bum. W d i 0 || NG 5 i 25 N 11 | ' 2 Så: & | | gg 5 0 2. Aargang. Kjobenhavn. 5 Sondagen d. J. Oktuber. ; , Elieſer ved Bronden. ( Mosebog 24. Kap.). — Med det e — „Hor, Elieſer, 2 Tjener tro! Af Landet Du ſtrax ſkal drage og ſoge i mit Fedrebo til Iſak, min Sen, en Mage!“ Saa talte Abraham, Herrens Ven, og Tieneren adlød. Roeſten; i Herrens Navn han reiſte hen til Bethuels Stad i Oſten. Og da han kom til den By i Kveld, ved Bronden i Palmeſkygge han kneled ned og bad om Held og faa om et Tegn paa Lykke. Og Svenden neppe fin Bøn fif endt; thi for han fik rejſt fig atter, ſaa kom, ſom var af Gud hun ſendt, Rebekka, Bethuels Datter. Tjenſtvillig kom hun imod ham hen, gav ham og hans Dyr at drikke, da ſtjonned Spenden, hun var den, ſom Gud vilde Iſak ſkikke. Saa gav han Pigen det rode Guld alt til hendes hvide. Hænder og takkede Gud, der naadefuld alt Godt ſine Venner ſender. Men hun gik hjem med Tidende ny og med Guldringene prude, i og Laban kom og bød i Ly den fremmede Svend derude. Dog han vil ej nyde Brod og Vin og ikke paa Bænk fig jætte, før han har talt for Herren fin det Ord, han fif at forrette, Dit Wrinde kommer viſt fra Gud, Rebekkas Slegtninge meldte. Saa drog hun ſom en yndig Brud til Abrahams fjerne Telte. Gud ſignede hendes og Iſaks Hjem og gav dem de Sonner tvende, hvis Navne aldrig fkal gaa iglem, men mindes til Verdens Ende. i C. A. Chyregod. Gjeugjeldelſen. Fortælling af Beafus Dodt. — (Fortſat. ) Var Karl nu færdig hos Hokeren, jaa hjalp han Fiſkerne nede ved Stranden med at rede Garn ud eller, naar det traf ſig, den gamle Sidſe med at tage FUE ud og ye dem til Torre. Dette var nu ganfke r DDr viſt ikke noget pænt Arbejde, og Lugten derved heller ikke ſynderlig forfriſkende; men Sidſe var gammel og ſpag, og de Fiſk, hun fik til fin Del for en lille Part, hun ejede i en Baad, fkulde dog behandles for at de kunde blive gjorte i Penge. Meſt interesſerede det ham dog at underholde ſig med den gamle Kapitain Bufk. Denne, der havde faret paa lange Reiſer og fortjent mange Penge, havde bygget ſig et ſmukt Sted paa Kyſten, hvor han nu nod Lonnen for et langt, i ſtrengt Arbejde og bittre Savn tilbragt Liv. Med ſpendt Opmerrkſomhed og bankende Hjerte lyttede Karl til den gamle Mands Fortællinger om fremmede Lande og alt det Vidunderlige, han der havde oplevet og ſet, eller til Beſkrivelſen af det ſtormende Hav og den modige, anſpoendende Kamp mod Orkanens og Bolgernes Magt. Og naar han da forlod Kapitainens venlige Bolig og vandrede hjem langs Kyſten, kunde han ikke andet end kaſte et loengſelsfuldt Blik ud over det blaa Sund, ſom jo forte ud til den ſtore, eventyrlige Verden, hvorom han nys havde hort; medens paa fin Side Kapitainen med Glæde faa efter den raſke, livlige Dreng, i hvem han havde fundet en ſaa opmærffom Tilhorer. At Bræftens Karl ved alle disſe Idrætter vandt Alles Godhed og Venſkab, behøver næppe at forſikkres, men, ſom Degnen rigtignok bemeerkede, det var et temmelig magert Levebrod, og om Penſion derefter vilde der næppe blive Tale. Karl var imidlertid kon⸗ firmeret, han havde nydt en god Undervisning. af fin Fader, han var en ſmuk, velvoren Dreng, med et lige⸗ ſaa frejdigt Udtryk i fit aabne Anſigt, ſom en trofaſt og brav Karakter. Netop paa Grund af disſe Egen⸗ ſkaber var det, at Folk ryſtede paa Hovedet ved Tanken om, at han ved at gan hjemme ikke kunde faa Lejlighed til at nytte det Pund, ſom Vorherre havde medgivet ham, ligeſom man ogſaa dermed udtrykte fin Beklagelſe over Kræftens Svaghed. En Vinteraften begav Degnen fig, ſom ſedvanlig, op til Preſtegaarden. Sneen, der kom hyirvlende ind fra det isbelagte Sund piſkede ham i Anſigtet, og den ſkarpe Froſtvind, ſom havde gjort Rejſen over Nordſoen, hvoraf den ikke var bleven mildere ſtemt, pinte ham Bandet af Øjnene, men opfyldt af Noget, han havde paa Hjerte, agtede han hverken paa det Ene eller det Andet, og ſtod ſnart efter i den hyggelige, varme Stue, hvor han blev modtaget med et hjerteligt Velkommen. Preeſten og hans Soſter ſade hver i fin Leneſtol foran Kakkelovnen, hvori Uden gniſtrede lyſtigt, medens de Roſer og Lavendler, ſom vare ftrøede ovenpaa den, udbredte en mild og forfriſkende Vellugt. Degnen gned fig i Henderne og [od fig derpaa med et velbehageligt „Ah“, glide ned i den for ham parat ſtagende Stol, medens Karl ſtillede ſig bag ſin Faders, for at hore paa Santtalen, ved hvilken han ſjelden manglede. „Her er hyggeligt og godt og langt behageligere end ude paa Strandvejen, hvor Kulden er faa opſat og desperat, at den er nærved at bide Neſen af Folk“, begyndte Degnen, „og faa er her en Vellugt“, vedblev han, ſtikkende Neſen i Vejret. og fkottende til Kakkel⸗ ovnen, paa hvilken der ſtod en lille Terrin med Laag, „ja en Vellugt, der bringer En paa Tanken om de danſke Beſiddelſer i Veſtindien, hvor der frembringes Rom og Sukker“. „Saa Fatter kan allerede lugte Moſten“, ſparede Jomfruen, idet hun. rejſte fig og fyldte Glasſene. „Ja, ja, det er ſom man ſiger: gode Jegere finde ſnart Sporet”, „Som da intet Under er, naar Byttet er faa lokkende, ſom dette; thi, det være ſagt til Deres Roes og Wre Jomfru Dahl, Punſchen er krabat og pderſt behagelig.“ 3 „Jeg takker ſkyldigſt, gode Holm“, ſparede hun ſmigret, „en Hjerteſtyrkning til Maade forfriſker Sindet og gjor Blodet let“. ; „Samt fætter Tungen i Bevægelje, maa Du til⸗ føje hjerte Soſter“, bemeerkede Preſſten. 5 „Og bringer Munden til at lobe i Vand paa den, ſom Intet faar“, tilfojede Karl. myren „Nej, vil man nu høre til Monſjo Snus, ſnakker han ogſaa med. Staerke Drikke ere ikke gode for Born ved Du nok“. „Jeg ved det nok Tante“, ſparede han, „men det er heller ikke Alt, hvad der er godt, vi ſkulle have; vi ſkulle ogſaa døje lidt Ondt engang imellem, og jeg er ikke bange for min Part“. „Nej det er han ikke, Jomfru“, raabte Degnen, „tilbisſe det er han ikke, og jeg foreſlaar derfor, at give ham Lejlighed til at viſe fit Mod, ved at give ham et Glas“. Sr: 5 „Giv ham kun et, hjerte Soſter“, tilføjede Preſten, „jeg tror at have hort, at det er godt for Orm, og er han ikke plaget dermed, nu, Herre Gud, ſaa er det jo ingen Skade til at belave fig paa det, ſom mulig kunde komme“. „Apropos“, udbrød Degnen, „og for ikke at glemme det, jeg har en flittig og kjcerlig Hilſen at bringe fra et af Deres gamle Sogneborn, ſom nu færdes i fjerne Lande“. „Hvem kan det være?” ſpurgte hin. „Det er Gunder Nielfen, Hr. Paſtor, De ved nok ham, der ejede Skophuſet, ſom vi falder det, henne i Julebek“. 5 „Gunder Nielſen“, gjentog Preſten, idet han ſynlig gjorde fig Umage for at klare fin Hukommelſe. „Ja, var det ikke ham, der kom i Slaveriet?“ „Jo, ganſke rigtig, Hr. Paſtor, men det var ogſaa ham, der tog ſig den Frihed at forlade det igjen, og det uden at ſige Farvel“. Ved disſe Ord kaſtede han et Blik til Karl, der med ſpoendt Opmaekſomhed lyttede til. b ; „Det hujfer jeg, ſom var det fret igaar”, udbrød nu Jomfruen. „Jeg horte ſelv Kanonſkuddet med mine 3 2 N egne Øren, fom de affyrede derinde paa Kronborg, til Tegn paa, at en Slave var brudt ud“. „Ja, ja, raabte Degnen, „den Are gjorde de ham, at de ſaluterede for ham ved Afrejſen, der manglede kun at Beſeetningen ogſaa ſkulde have præjenteret Gevær”, „En Slave, en Forbryder, der, det være fig nu ved Liſt eller ved Vold, unddrager fig den retfærdige Straf — jeg forſtaar ikke rigtig, hvor De kan ſpoge dermed, min kjcre Holm“, ſagde Bræften alvorlig: „Ja ſaa er det fordi De ikke erindrer Sammen⸗ haengen“, udbrod hin. „Var der nogen flittig og ſtreb⸗ ſom Mand i Sognet, faa var det Gunder, han ſtod og arbejdede tidlig og ſilde og havde derved tilſidſt bragt ſin Jordlod, der, da han fif den, var den elendigſte i hele Sognet, i en faa fortrinlig Stand, at han blev tilkjendt Selſkabets Solvmedalje. Saa var det, at Dyrene derinde fra Strovang havde faaet deres Gang paa hans Hvedemark, hvor de gik og nippede Axene af. Alt hvad han gjorde for at drive dem bort, hjalp ikke, og i fin billige Harme og Aergrelſe over en tidlig Morgen at ſe en hel Flok derinde, var det da, at han greb til Bosſen og ſkjod et, hvilket han dog lod ligge paa Pletten, hvor det var falden. Det er imidlertid en farlig Sag at ſkyde Kongens Vildt, og ihvorvel meget talte til hans Gunſt, fan blev han dog dømt til Slaveriet“. „Ja, ja, jeg huſker det“, ſvarede Praeſten, „og jeg huſker ogſaa, hvor dybt det gremmede mig, at den ſkikkelige, retfkafſne Mand ſkulde blive fort i en Friſtelſe, der ſtyrtede ham i en faa forfærdelig Ulykke. Naa men hvad ſkriver han nu, og hvor er han?“ „Naturligvis i Amerika, Hr. Paſtor, ſom jo er det ſtore Bundtmagernes Loft, hvor ſaa Mange, der ere komne galt afſted, ſamles. Han har det godt. Alt trives og lykkes for ham, og han ſer en ſorgfri Fremtid i Mode. Hele hans Brev vidner om den inderlige Taknemlighed han foler for den, der rakte ham Haanden til Flugt, og hvor gjerne han i Gjerningen vilde viſe ſin Hengivenhed for den raſke Dreng, der vovede ſaa meget for hans Skyld. Talende, ſom vilde han fe ind i hans Hjerte, „Du fer jaa overraſket og forfærdet ud, ſom Skredderen, da han ſatte ſig paa ſin egen Synaal. tage Dig faa meget af hans Taknemlighed til Indtegt, ſom Du tror der tilkommer Dig, og dy er nok ingen lille Part“. Ja Karl“, vedblev han til denne, der var bleven blusſende rod og ſtirrede paa den Du kan iøvrigt | ingen Moders Sjæl, ſom har haft den mindſte Anelſe om, hvem der hjalp ham, eller paa hvilken Maade det ſkete, med Undtagelſe af en Eneſte, og jaa aabenmundet nu denne end ellers kan være, jaa forſtod han dog her at tie“. „Og er det da nu opdaget?“ ſpurgte Jomfruen. „Nej Gudbevares hojſtcrede Jomfru Dahl, vedblev Degnen, „opdaget er det ikke; men det er oplyſt, hvilket gjør en ſtor Forſtjel, og denne Oplysning har fyldt mit Hjerte med den inderligſte Glæde. Ser De, der var en Dreng, hvem Gunder altid havde holdt meget af, og hvem han havde viſt mangfoldige af de ſmaa Tjeneſter, ſom fan glæde et Barns Hjerte. Da nu Gunder uforſkyldt, thi ſaaledes kunne vi vel nok kalde det, blev et Offer for en ubillig Lov, jan havde Drengen hverken Riſt eller Ro for han, ſom Muſen, fik gnavet Baandet over, hvormed Loven var bundet. Ved ſit Bekjendtſkab med flere af Beboerne paa Kronborg, blev det ham let at færdes der, hvor han vilde, og paa den Maade lykkedes det ham at træffe Aftale med Gunder. Det blev nu beſtemt, at naar det var lykkedes Drengen at formaa en Kapitajn paa et af de mange Skibe, ſom gaa igjennem Sundet, til at tage Gunder med, jaa ſkulde Drengen give ham et Tegn, hvorefter da Gunder ſkulde iværfjætte fin Flugt om Natten, medens hans Hjælper fulde vente paa ham med en Baad ved et aftalt Sted pan Kyſten. ; Gunder var en ſnu Karl, og ved de Midler, font hans Ven lidt efter lidt havde forſynet ham med, lykkedes det ham at overliſte fine Bevogtere, da Ojeblikket var kommen, og Drengen havde opſpurgt en engelſk Kapitajn, der manglede en Mand i fin Beſotning, og ſom i fin Forlegenhed gjerne vilde . tage hvem det ſkulde være, naar han bare forſtod at haandtere et Sejll. J Morke og Mulm roede nu Drengen langs Kyſten til det aftalte Sted, hvor Gunder allerede befandt fig, og derefter ud til Skibet. Dette gik nu altſammen godt nok; men hvad de ikke havde beregnet, det var, at det lidt efter lidt fatte op med en Storm, ſaaledes at da de kom til Skibet, indſaa Gunder at det vilde blive vanſkeligt, om ikke umuligt for Drengen at naa tilbage til Land med den lille Baad. Med tungt Hjerte og opfyldt af den pinligſte Angſt, ſaa han fin Ven forlade Skibet, idet det var, ſom ſkulde hvert Ojeblik Baaden opfluges af den oprørte Sø — og nu ſtriver han og beder mig inderlig og hjerteligt om ſnareſt muligt at lade ham vide, hvorledes det gik, da han ſiden den Tid beſtandig har levet i Sorg og Angſt for, at hans Redningsmand fkulde være bleven et Offer „At ſtakkels Gunder er den taknemlig, ſom hjalp | ham, det kan jeg forſtaa; men jeg ved aldrig at have hort noget Normere om, hvorledes det gik til, at han flap ud“, bemerkede Precſten. „Det er rimeligt nok Hr. Paſtor, og om De faa | anſpender Deres Hukommelſe til den ſkriger ved det, jaa vil den dog ikke kunde hjælpe Dem, der er nemlig | | for fin behjertede Handling“. „Nu og Drengen, ved De Noget om ham?“ ud⸗ brød Preſten, der med ſpeendt Opmeerkſomhed - havde lyttet til Degnens Beretning, idet han helt glemte ſin lange Pibe. „Saamend gjør jeg faa”, vedblev denne. Dem om og ſe paa ham. „Vend c ee Vel er Søen barſk og ſtreng, til at give hende Afflag. men den kan ogſaa være hojmodig, og derfor undlod den vel at begrave det Barn i fine Bølger, ſom⸗ havde vovet fit Liv for fin Ven“. „Karl“, raabte Preſten, idet tog ham i ſine Arme. „Men Barn, hvilken fortvivlet Gjerning, hvor turde Du vove at undrage en Domfældt Lovenes Straf? Min egen raſke Dreng”, vedblev han med Taarer t Øjnene, „mit. Hjertebarn, ſom glemte Alt, Lovens Straf og Søens Farer, for at frelſe den, Du holdt af“. „Og at Drengen”, udbrød Jomfruen, der nu paa ſin Side ikke lod det mangle paa Kjertegn, „at Drengen forſtod at holde det for fig ſelv, at han ikke ved et Ord eller et Vink lod os ane fin Glæde og Stolthed Dver, at den farefulde Gjerning var lykkedes ham, det vilde næppe have tiltroet et voxent Menneſke, endſige ft Barn“. ' „Ja, ja Soſter, og det aabenbarer et Træf i hans Karakter, hvor⸗ over vi i Sandhed have han ſprang op og Havets dræbende Favntag. greb til Vaaben. Grund til at glode os“. Veſterhav i et fan frygteligt Opror, at det ſteg over fine Bredder og bortſkyllede en ſtor Del af Jyllands Veſtkyſt. Et andet Sagn fortæller ligeledes, at Havet ſteg med et bruſende Bulder, ſom de ſtridbare Kyſt⸗ beboere tilſkreve et fjendtligt Indfald, hvorfor de flux Men den Fjende, ſom kom denne Gang, var dem for ſterk, og det var næppe nok, at en enkelt Mand paa ſin gallopperende Heſt kunde undfly Skjont man ikke kan ſige, Sandhed der findes i disſe Sagn fra gamle Lider, jaa er det dog viſt nok, at der findes temmelig ſikre Kjendetegn paa, at et ſaadant Gjennembrud, ſom hin Dronning ſkal have foranlediget, en Gang har fundet Sted. Veſterhavet forvandledes derved fra en ſtille Havbugt til et uroligt og ſtormfuldt Hav, og dets ode⸗ laäcgende Indflydelſe paa Jyllands Veſtkyſt tog ſin Begyn⸗ delſe. Aar N rover det mindre eller ſtorre Stykker af Landet, ſom undergraves af Bølgerne og ſkylles ud, dels for at N „Ja men faa i Stil⸗ blive fort bort med Stor⸗ hed Fader“, indvendte Karl med et poliſk Smil, idet paa ſamme Tid Taa⸗ rerne trillede ned over hans Kinder; „thi ellers | bliver jeg jo nødt til ved al den Roes at forlade Stuen og gan ud, hvor, £ | ſom Hr. Holm figer, Fro⸗ ff ſten bider Næfen og Øre af. Men hvad fkriver ſaa Gunder mere??? (Fortſettes.) Ude fra Veſterhavel. Af Emanuel Henningſen. E Veſtkyſten. Man har et gammelt Sagn, ſom fortæller, at en i engelff Dronning for tuſind eller flere Aar fiden bejlede til en danſk Konge, ſom imidlertid var ugalant nok Den Gang var England landfaſt med Frankrig, og Veſterhavet altſaa en ſtor Hapbugt. J fin Vrede over, at hun blev forſmaget, [od Dronningen grave en Kanal fra Atlanterhavet til Veſterhavet, og det ſtore Verdenshavs vældige Bølger | trængte nu fom en ødelæggende Vandflod ind gjennem Kanalen, bortrev ſtore Stykker af England og Frankrig, druknede den hevngjerrige Dronning, der havde. vovet fig for langt frem, og bragte det hidtil faa rolige men og afgive Materiale „til Havets Grunde, dels N for atter at blive faftet op paa Bredden, hvorfra det fine Sand af Vinden fores ind i Landet og efter Haanden ſamles i J høje afrundede Bakker langs med Kyſten. Paa denne Maade ere gjen⸗ nem Aarhundrederne 7 de vare flet ikke rare Naboer i gamle Dage. Naar Vefterftormen ” kom ind fra Havet, fattes det fine Sand i Bevægelfe og fog ind over Markerne, hvor det darkkede Seden og gjorde den i Forvejen lette Jord endnu lettere, hvis det ikke rent ud ødelagde den. J vor Tid er det ſom bekjendt tildels lykkedes at binde Sandet ved Hjælp af forſkjellige Grasarter, hvis lange og ſejge Rodder ſtrœkke fig vidt ud og derved tjene til at feſtne Sandbankerne til deres en Gang indtagne Plads, dog findes der endnu adfkillige Steder vandrende Klitbanker, ſom Aar for Aar træffe fig længere ind i Landet. Naar man ſer de vidtſtrakte Klitrokker i Fraſtand, ligne de med deres Toppe og Hulinger et lille Bjerg⸗ landſkab. Nogle Banker ere fuldſtendigt overgroede med Lyng, Enebær og Pors, andre ligge endnu halv nøgne med det hvid⸗ og brungule Sand fkinnende frem mellem det blaagraa, halvvisſent udſeende Marehalms ſmalle Blade. Inde i Klofterne mellem de henved 30 Fod hoje Bakker ligger Sandet ſammenfoget i Driver, 1 hvor megen eller liden Klitterne fremftaaede, og 5775 1 afrundede, bølgeformige eller ſkarpkantede, ſom om det var Sne. Man modtager et underligt triſt Indtryk ved at vandre ind mellem disſe Sandhøje; thi om end Naturlivet rører fig ligeſaa fuldt der ſom andet Sted, ſaa ſynes man dog, at der er ſaa øde, faa- forunderlig tyſt. Vinden gaar med en ejendommelig ſorgmodig Hvislen hen gjennem Marehalmen, en opffræmmet Hare farer os forbi med lette Spring, en enkelt Faareflok, beſtaaende af de ſmaa Klitfaar, ſom ſaa at ſige ſorge for fig felv baade Sommer og Vinter, gaa ſtille gres⸗ ſende omkring oppe paa Højen, og Hjejlen udftøder fin klagende Fløjten nede ved Havet. Ellers er alt Liv tilſyneladende forſvundet; det er, ſom vandrede man i en Orken; Fodtrinene give ingen Lyd paa den bløde Sandvej; ſelv Digeſvalen, ſom bygger fin Rede i Klitſkrenterne, ſynes at have forglemt fin muntre Kvidren. ; — "drømmende Skvulpen, Havets ſtille Aandedrag. Vi gaa nu ned til Havet, hvis Overflade ligger blank og rolig, neppe kruſet af den ſpage Luftning; men op paa Forſtranden gaar Donningen frem og tilbage, langſomt og højtideligt med en ensformig, Ude imod Sydveſt ſkimte vi en Bakke, der falder ſtejlt af mod Havet. To hundrede Fod ræffer den op over Bølgerne, og uden for den hæver der fig op af Havet en Kalkſtensklippe, der helder lidt til den ene Side, ſom om den hvert Øjeblik vilde ſtyrte i Bølgerne. Det er det 350 Fod høje Bulbjerg med Skarreklit. Man fortæller, at et Selſkab, der en Gang beſogte Bulbjerg, lagde ſig til Ro paa Toppen af Bakken for at nyde det ſtorartede Skue, ſom vilde frembyde ſig, naar Klippen ſtyrtede ned fra ſit Granitunderlag; men Vente⸗ tiden blev for lang. Endnu kneiſer Klippen der ude i Havet, ſom den har gjort det i Aarhundreder, endnu J Rlitterne. trodſer den ru og uformede Stenmasſe de fraadende Bolgers Magt. 5 De Rigdomme, der langs den nordveſtlige Kyſt ligge begravne i Havet, ere af en betydelig Verdi. Aar for Aar ere de ſtrandede Skibsſkrog, naar de ikke ligefrem ere ſonderſlagne, et efter et ſunkne ned i Grunden; Sandet har hvælvet en Graphej over dem, under hvilken de dog ikke altid faa Lov til at ligge i Fred. Under ſterk Storm eller ved en forandret Stromſctning kan en ſaadan Sanddynge bortſkylles, og den aabenbarer da de Skatte, ſom den, maaſke i et halvt eller helt Aarhundrede, har ruget over. Det gjelder nu om at benytte Ojeblikket og at bjerge faa meget ſom muligt; thi den neſte Storm kan atter føre Sandet tilbage og opkaſte en ny Graphoj, der ikke flytter fig mere i dette Aarhundrede. Mangfoldige af de Vrag, der ligge langs Kyſten, have i ſin Tid fundet deres Kjobere; men disſe have forſt i de ſidſte Aar ret med Alvor ſogt at faa lidt Udbytte af den Kapital, de have liggende paa Havets Bund. For ikke længe ſiden anſkaffede ſaaledes et herværende Aktie⸗ ſelfkab et Dykkerapparat, ved Hjælv af hvilket man agtede at frarive Havet lidt af dets Rov. Et ſaadant Apparat beſtaar — fom Læferne ville erindre fra forrige Aargangs Nr. 19 — af en fuldkommen vandtæt Dragt og af en rund Hjelm, ſom dakker Dykkerens Hoved, og ſom er forſynet med ftærfe Glasruder, igjennem hvilke Dykkerne frit kan fe fig om paa Havets Bund. Hjelmen ſtaaer ved et Guttaperka⸗Ror i Forbindelſe med en Luftpumpe (Trykpumpe), der ſtadig forſyner den med friff Luft, hvorved det gjores muligt for Dykkeren at ſpadſere om under Vandet, jaa leenge han har Lyſt. For at Bandets Tryk ikke ſtal kaſte ham omkuld eller bære ham op i Vejret, ere hans Fodder forſynede med meget ſolide Blyſaaler. Der viſte ſig imidlertid den Vanfkelighed, at ingen af Bjergerne havde Lyſt til at være forſte Mand til at prøve en Tour under Vandet; en Aktioncers Kuſk, der var kjort ned til Havet for ſin Husbond, beſkjcemmede dem alle ved at tilbyde forſt at gjore Forſoget, og det lykkedes fuld⸗ komment. Nu gaar Bjergningen for ſig hver Dag, naar Vejret tillader det. 5 (Fortſattes.) Om vore Snkilderier. (Efter en tidligere Artikel af Udg. i Danſk Landbotidende.) — At gode Bøger ere et fortrinligt Middel til Ud⸗ bredelſen af Kundſkaber og Aandsdannelſe, er viſt om⸗ trent almindelig anerkjendt. Der er imidlertid et andet Dannelſesmiddel, ſom næft gode Bøger har en ſtor Betydning, og ſom har det ſtore Fortrin fremfor disſe, at udøve en ganſke anden Tiltrakningskraft, nemlig gode Billeder, der ere et fortrinligt Middel til at vokke Sandſen for det Skjonne og A dle, ligeſom de ere en uudtommelig Kilde til megen ædel Glæde baade for Gamle og Unge, Ringe og Fornemme. Svor der kommer et nyt Billede til Huſe, vil man derfor ſe, hvor⸗ ledes baade Born og Vorne flokkes om det med glade Miner. Men ligeſom Billederne kunne være noget mere og hojere end blot morende, være et Middel til at fremme Aandsdannelſe, ſaaledes ville de ogſaa gjerne forraade det Dannelſestrin, Ejeren befinder fig paa; thi det er viſt, at ligeſom det fordcervede Sind ſynes bedſt om ſlette, ſmudſige Boger, Hiſtorier, Viſer o. lign., ſaaledes vil ogſag det raa og udannede Menneſke fore- træffe ran og flette Billeder og fortrinsvis finde. fin Glæde i dem, medens det er den Dorſke og Sløve aldeles ligegyldigt, enten han har et ſmukt eller et usſelt Billede for ſig. Ligeſom nu flette Bøger ikke alene intet Gavn gjøre, men anrette færdeles megen Fortræd ved at fløve de rene og gode Folelſer og vekke de flette, ſaaledes er det ogſaa viſt, at flet udførte Afbildninger med ſlet Indhold ikke kunne være i Stand til at udøve den foredlende Indvirkning paa Beſkueren, ſom gode Billeder, men ligeledes gjøre megen Skade. De ſlove nemlig ogſaa Sanſen for det Gode, Skjonne og Ædle, lukke Ojnene for Berettigelſen og Nodvendigheden af Kunſten og Videnſkaben i Livet, ja fremme Raaheden paa Be⸗ koſtning af det, der kunde have en opløftende og foræd- lende Virkning pan Manden og paa Livet. Den Maade, hvorpaa iſeer ftørre Billeder hyppigſt anvendes, er, ſom bekjendt, ved at jætte dem i „Glas og Ramme“ ſom Skilderier, der hænges paa vore Vegge ſom en Prydelſe. Her er Billedernes Betydning ſom Dannelſesmiddel ſaameget ſtorre, ſom de daglig, fra Morgen til Aften, haves for Oje; men herved fremgaar ogſaa Vigtigheden af at have gode Billeder, idet man ved ſtadigt zat have flette Afbildninger for Oje let tilſidſt kan faa Tro paa, at det ſimple Billede maa være noget fortrinligt, da man har anvendt det ſom en Prydelſe og lader det "hænge i maaſke mange Aar, og man anlægger da let dette Indtryk ſom Maale⸗ ſtok for Bedommelſen af andre Billeder. Se vi os nu om paa Landet, da ville vi uimodſigeligt finde uhyre mange flette Billeder hængende paa Væggen jom noget rigtigt ſevcerdigt; ja ſkulle vi folge den ſtrenge Sandhed, maa vi tilſtaa, at det Meſte, der har den re at være fat i Glas Ramme, er noget daarligt Stads, ofte noget ret elendigt Krammeri. Men hvor i Alverden er da alt det usle Tojeri, der i Form af Billeder i Skilderier „ſmykke“ vore Verelſer, dog kommet fra? kunde man friſtes til at ſporge. ! Ja, „hvad gjør Tyſken ikke for. Penge“? For det er ſaamend ham, fjære Leſer, ſom tillige⸗ med jaa uendelig meget andet Snavs ogſaa fylder os med dette. Ligeſom det for over 100 Aar tilbage og hundred Tuſinde Gange ſiden den Tid er jagt: ſal vor Fortred er tyſk“, kunde vi friſtes til at paaſtaa: alle vore ſlette og usle Skilderier og Billeder ere tyſke. Se kun ſelv efter! Finde vi ikke enten en hel tyſk Paaſkrift paa de fleſte Billeder eller en danſk, ſom ved at være meget verre end en tyſk, røber, at det er udgaaet fra et tyſk Trykkeri, ſaa finde vi viſt enten den dejlige Vignet „Neu Rupin bei oſp.“, eller vi finde et „Druck und Verlag“ der rober Tyſkeren. Hvor gotter ikke den driftige Tyſter ſig over de „dumme Dänen“, naar han ſtikker deres gode Penge i Lommen, for at de kunne faa Lov til at hænge hans usle Kram ſom en Prydelſe paa deres Vægge! Give Penge for at gjøre fig til Latter for Enhver, ſom har en lille Smule Smag, en lille Smule Kjendſkab til Godheden af et Billede! Ja hvor ofte finde vi dog ikke Billeder paa Veggene, ſom netop ved deres Slethed maa verkke den ſtorſte For⸗ argelſe! Vi fe usle tyſke Uglebilleder, ſom ſkulle foreſtille en eller anden danſk Konge eller Dronning, en eller anden beromt danſk Mand. Hvor anſtodeligt og for⸗ argeligt er det dog ikke, at ſe vor Frelſer afbildet ſom et fandt Vrengbilled, at fe „Mutter“ Maria med et ſtort karmoiſinrodt Hjerte fuldt af gruelige, rodgule Flammer og dejlige, blaa Sabler; ſe, at endog Gud Fader fel|v — han ſom boer i et Lys, Ingen kan komme til, ſom intet Oje kan ſe — bliver afmalet og ſolgt for Penge ſom et andet Karikaturbillede, er det ikke neeſten gudsbeſpotteligt! Ja endog vidunderlige katholſke Helgenbilleder vide at finde Vej til den godtroende danſke Mands Vægge — alt 0 magloſt tyſk Arbejde. Men ere de tyfke Billeder ſom oftejt gale, latterlige og forargelige, jan ere Underſkrifterne og Tex⸗ terne det ikke mindre, naar Tyſkerne have villet la ve danſke Paaſkrifter, efter en Ordbog uden at kunne Danſk, ſaa at det ofte er blevet. til det meningsloſeſte og rapgaleſte Tojeri, ſom kan teenkes. Hapde vi blot en lille Samling af flige tyſke Billeder eller kunde vi blot huſke alle de Galſkaber, ſom vi have jet Tyſkerne vove at byde os i denne Retning, vilde en Gjengivelſe af dem paa engang baade væffe Latter og Harme hos den fornuftige danſke Læjer: Det er ikke Spot og Skam, at Tyſkerne af Uvidenhed latterliggjore og forvrenge vort ſmukke danſke Modersmaal, ſaa at man endog kan ſe de ſmukkeſte Bibelord blive gjorte til Gjenſtand for Latter og Forargelſe, men det er Spotten og Skammen, at vi Danſke give ſaadant Kram Plads paa vore Vægge. Afſet fra hvad Skade de ſaaledes ved deres flette Udforelſe foraarſage, ved at kvæle Udviklingen af en god, ſund og naturlig Smag paa den, der fra Barndommen af ſtadigt ſer disſe Billeder fremſtillede ſom noget ſmukt, og afſet fra den Forargelſe, de volde hos dem, der have faaet Øje for Sletheden, er der et Punkt, ſom heller ikke er uden Betydning for hver den, der elſker fit Fedreland, og det er den ubodelige Skade, det tyſtke Billedkram har gjort, ved at fvælfe Troen paa og Folelſen for den fedrelandſke Dygtighed. Thi det ligger jo nær at antage for den, der ſra Barnsben atter og atter meſt kun har jet flette tyſke Billeder og troet, at de vare noget rigtig udmærket, at Danmark flet ikke eller fun daarligt formaar at frembringe lignende, og i andre ſom i denne Retning ſtaar langt tilbage for Tyſkland, faa jer han op til dette ſom til et Land, der dog i Grunden ſtaar uendeligt højt over det lille Dan⸗ mark. Der er ingen Tvivl om, at Syndfloden af tyſke Billeder har givet Neœring til den Beundring, ſom det danſke Folk desværre idelig er fan tilbøjelig til at yde | alt Fremmed, og har bidraget uendelig meget til at jvæffe Troen paa vor egen Kraft og Dygtighed; de Tyſke have ved deres ofte ſkamloſe Ihærdighed og Drif- tighed ſnildt forſtaget at fortrænge det Gode, vi have, ved at trænge deres prisbillige Slette ind. Ja ved den herved ſvaekkede Nationalitetsfolelſe er deres Ind⸗ trængen bleven lettere og lettere. vor Fortyjfning ad denne Vej? Thi det maa virkeligt for Fremmede, ſom Vanen ikke har gjort fortrolig med dette bagvendte Forhold, tage ſig ud ſom en Fortyſkning. Under ſidſte Krig, da vi i Jhylland vare overſpommede af tyſk Indkvartering harmede det viſt mangen god Danſkat je den Glæde, hvormed de tyſte Soldater opdagede det ene tyſke Billede efter det andet pan Væggen i Huſe og Gaarde eller Mon det ikke ſnart var paa Tiden, at vi vaagnede og ſatte en Pind for | I Skoler og i Kjøbftæderne, jaaveljom paa Landet, at høre” deres hoverende Bemærfninger om, hvorledes de | ftaffels barbariſke Danfke ikke kunde undvære den tyſke Kultur og Kunſt, men endog kunde nøjes med Bund— faldet deraf. Mon endvidere ikke Tuſinder af tyſke Soldater herved ere blevne beſtyrkede i deres Tro paa, at vi dog i Grunden havde været tyſke eller vare paa Vejen til at blive det, at vi med et Ord vare halvtyfſke, og at det derfor var en ſand og god Sag, de kempede for? Ja mon ikke mange Tuſinde Preusſere, efter Hjemkomſten til „das große Vaterland“, i god Tro have fortalt, at Jyderne i Grunden vare tyſkſindede, da de overalt, fra Ejderen til Skagen, med Forkjerlighed ſmykkede deres Verelſer med tyſke Billeder, fremfor med danfke? Og hvorfor fornegter det danfke Folk ſaaledes tilſyneladende fit danſke Sind, fin Nationalitet? Ja hvorfor vel, uden fordi man godtroende mener, at det ene Billeder er ligeſaa godt ſom det andet; — men var det ikke ſnart paa Tide, at vi gjorde en brat Ende paa dette Tyſkeri i Hjemmet, dette hæslige Hjemme tyſkeri? Det var herligt, om man i de mange jævne danſke Hjem, hvor „Husvennen“ alt kommer ſom en kjer Geeſt, vilde jvare „Ja“ paa dette Spørgsmaal, og man kunde blive enige om at kasſere de flette tyffe Billeder, ſom de fleſte Steder ffæmmer Væggene, ſaa at de ikke længere faa Lov at ſidde ſom Vidner om en vis national Slovhed og Mangel pan god Smag. Har Leſerne ſaadanne flette Billeder i Stuerne, hvor de maaſke have hængt i mange Tider uden at man har tenkt videre over det, da er det vort indſtendige Raad, hellere i Dag end i Morgen at tage Ram⸗ merne ned, Bagkledningen af og Billedet ud. Giv det til Smaabornene; de ſkulle med al ønffelig Hurtighed gjøre Kaal paa Tyſken. Kunde man ſaa bevæge. Venner og Naboer til paa ſamme Vis at renſe Snapſet af Væggene, faa var det jan meget bedre, „Husvennen“ er imidlertid, ſom de Familier han beſoger hver Uge, viſt allerede har lagt Merke til, en overmaade ſlikkelig Fyr, ſom nødig vil bringe Nogen i Forlegenhed. Han har ſaaledes ikke villet raade ſine Værter til at kaſte det ſkidne Vand ud for de kunne faa det Rene, og kommer derfor forſt nu med ſit vel⸗ mente gode Raad idet han ſamtidig bringer Be— gyndelſen til en Rekke Gaver, ſom netop ere beſtemte til at gjøre det muligt at folge Raadet, uden Bryderi og uden ÜUdgift. Han beder blot om at man ikke vil forſmaa det ſmukke bibelſke Billede ſom bringes med i Dag, men vil begynde med at jage de tuyſke Billeder paa Doren ved ſtrax at jætte „Elieſer og Rebekka“ i Glas og Ramme i Stedet for et ſaadant | flet Billede man maaſke har hængende af ſamme Storrelſe. Hvert Fjerdingaar ſkal jaa Husvennen nok mode med et ſtort, eller flere ſmaa ſmukke danſte Billeder, ſom efterhaanden kunne erſtatte de grimme tyffe Skilderier i Læjernes Hjem, og for den Fremmede bære Vidne om, at Beboerne af Huſet have Sans for noget mere end for at ſpiſe og drikke. Vi ere forvisſede om, at danſke Kunſtnere ilke ville lade os favne deres Støtte til at dette kan ſte til Gan og Glade for alle de Hjem, der have aabnet ſig for „Husvennen“. Husflid. Judſamling af Bar, er et ikke e e i de berrige Skovegne. Det er iſcr paa Grendſen af Hedeegnen i Jylland at Indſamlingen gaar for fig, da de forſkjellige Ber baade ved deres Forckomſt og ved Buffværternes naturlige Slegtſkab ere knyttede til Lyngen, ſom findes overalt i Skovenes Lysninger, Banker og Moſedrag. Det er ijær tre neerſtagende Berarter, ſom plukkes i Meengde: 1) Tylteber, Tytteber, eller ſom Jyderne almin⸗ delig falder dem Krusber (Vaccinium vitis idæa) ſom meſt findes i Heden; 2) Blaabær (Vace. Myr- tillus) og 3) Bøller (Vace. uliginosum) 2 5 2 Arter iſer findes i og ved Skovene. Indſamlerne gjøre dog neppe Forſkjel paa de to ſidſtnevnte Arter, ſkjont Bærrene af den forſte ere rode indeni og Bla⸗ dene takkede i Randen, medens Bollerne ere hvide indeni og Blådene helrandede, men betegner dem begge med Fellesnavnet „Bylli“ eller Blaabær. Det er ijær Sognene Linaa, Them, Vrads, Bryrup, Vinding, Ry, Sondervisſing og Vorladegaard at Smaamendene med deres Kvinders og Borns Hjcelp have ret god Fortjeneſte af Bær: plukning, ja der nævnes oftere Exempler paa, at de ved denne Biſysſel kunne erhverve Penge nok til at betale deres Amtſtueſkatter med. J den flere hundrede Tdr. Land ſtore Skov Højlund i Vorladegaard Sogn, ſamles iſeer en overordentlig Mængde „Bylli“, thi i det mindſte 8 af den ere blot bevoxede med Lyng, Enebær og Bogepurrer, og herimellem have hine Beer deres rette Hjem. Barplüͤkningen er for S af Højbjerg naſten hvad Vinhoſten er for Sr andene, kun i en mindre Maaleſtok med Henſyn til Veerdien af det Indhoſtede. Indſamlingen begynder naar Hylden ſtaar i Blomſt, og fortſœttes ofte 4—6 Uger igjennem. Store og Smaa ſtromme da hen til de Steder, hvor Bærrene vore i Mængde, og nu opſtaar mangen en Veddeſtrid om hvor de kan plukke de fleſte, og naar Bufkene bære rigeligt, ffal en vel øvet Plukker kunne ſamle 1 Skjeppe paa en Dag. For mange Aar ſiden var det Brug i denne Egn at tørre en ſtor Del af de indſamlede „Bylli“, for ſiden at affætte dem til højere Priſer; Torringen ſkete da i en Ovn efter Brod⸗ bagningen, og af 4 Potter friſke Bær fik man kun 1 Pot tørrede; men nu finder dette ikke længere Sted, da Bærrene i friſk Tilſtand ſtedſe ere afſœttelige til Kjobſtadfolk, ſom afpresſe Saften, ſylte dem, eller bruge dem til ſod Suppe, Rødgrød, eller deslige. Zyttebærrene eller Krusbærrene modnes forſt i Søften, 16 og i denne travle Tid gan derfor ikke faa mange ud for at ſamle dem. Priſerne ere ſtundom ens for alle tre Sorter, dog betales Tyttebcerrene i Reglen nogle Stillinger dyrere for Potten da de ere ſieldnere. J Kjobſtederne betales i Forſtningen, ſaalcenge Bærrene endnu ere ſjeldnere, ſtundom 10 f. for Potten, men efterhaanden ſom de modnes i ftørre Mængde, daler Priſen ned til 8, 6 ja vel endog 5 og 4 ß. Potten, dog er den almindelige Pris 8 ß. i Byen og 6 ß. hjemme. Ogſaa ved denne tarvelige Induſtri optræder. Mellemhandlere, idet mange Smaafolk, ſom holder en Sejt, opkjobe Bærrene hjemme i Tondevis og kjore dem til Kjobſtaden for ved den der opnaaede ftørre Pris, at tjene en god Vognleje. Heller ikke er denne lille Erhvervsgren fri for Kneb, da Bærrene iſcer Krus⸗ bærrene, indſamles for de blive modne, inden for mange Samlere trænge hinanden paa de gode Barpletter, og medens Dagene endnu ere lange. De umodne Beer 1 da i Kar og Kiſter, og vinde ved Henliggen et ſamme Udſeende, ſom friſkplukkede modne naar den rette Plukketid er kommen, men ere langt mere ſaftloſe og verdileſe end disſe. J Veſteregnens Lyngmasſer findes ogſaa Tran eber, ſom dog ere ſſeldnere end 5 1 85 Bær og forſt plukkes naar „de have faaet roſt“. ' Endelig drives Plukning af vilde Sindbær i de oſtligere Skove, dog langtfra i ſaadant Omfang ſom den øvrige Berplukning. Smaating. Hvad der kom. Povl: Er det ikke underligt Pe'r, jeg lagde Kartofler i min Have og tenkte: de komme igjen —, jo Pyt! Hvad tror Du der kom? Pe'r: Ja hva”, der kom maaſke Ingenting. Povl: Jo . . o, der kom Svin. Taukeſprog. Den Flittige har 7 Gange „idag“, hvorimod den Dovne lige faa mange Gange „imorgen“ om Ugen. mm Brevverling. Hr. E. C. i Sk. — Naar Stoffet foreligger mindre rigeligt vil Udg. have Deres gode Vink i Erindring. Hr. S. Fr. i H. Tr. Tak! vil blive benyttet ved Lejlighed. Kr. Sk. i O. M. Venligſt Tak for Deres Raad; men det er med velberaad Hu, at Sagnene gjengives uden nogen Udlægning, da Udg. mener, at denne egner fig langt bedre for livlig mundtlig Fremſtilling end til at fremfættes ſtykkevis i et Tids⸗ ſtrift, der for at tiltale og beſtaa holde den gode Morſkabs⸗ læsning i Forgruuden. „Pamepro“. Kan ikke anvendes. Hermed Tillægsbilledet for Oktober Fierdin aar: i Elieſer og Rebekka. 3 Zudhold. Elieſer ved Bronden, Digt af C. A. Thyregod. — Gjengjeldelſen, Fortælling af Beatus Dodt, med Billede (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet I, af Emanuel Henningſen, med Billede. — Om vore Skilderier. — Husflid: Indſamling af Ber. — Smaating. Husvennen udkommer lil hver Søndag med et 16⸗ſpallet Ark, ſorſynet ed flere Billeder, tik 3 Mk. ( Kr.) Fjerdingaaret frit üülſendt. Hyert Fjerdingaar medfølger gratis el ſlort fmukt Villede. Bladel kan beſlilles paa ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver 3 Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Boghandler Rudolph Klein, lille Kſebmagergade 56, Kſobenhayn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 5 pad en Slange, ; Noget”. U SW FRA bäder 95 pasning og Qusflid. Adgiuet ak N. C. Ram. 2. Kargang. Nr. 3. Gjengjeldelſen. Forfælling af Veatus Dodt. (Fortſat.) raabte Degnen. „Han ſkriver, at det er lykkedes ham at fortjene mange Penge, at han har fjøbt fig en ſtor „Farm“, ſom de derovre falder en Landejendom, og at derſom Du vil komme over til ham, jaa vil han = gjøre en rig og Dygtig Mand af Dig, faa vil han SR efterlade Dig Alt, hvad han ejer, da han Ingen har, han fylder mere end Dig. „Men er De fra Forſtanden Mand”, udbrød Jom⸗ fruen med et Udtryk af Skrak, ſom havde hun traadt „at tale til Karl om ſaadant „Naa, naa, bedſte Jomfru Dahl, da har jeg dog : ſandelig hort Folk komme med taabeligere Snak end den, at aabne et Menneſke Udſigt til en lys og ſikker Fremtid, ſom han kan gribe blot ved at ftvæffe Haanden ud“. „Lys og ſikker Fremtid?” gjentog hun oprørt. 3 et Land, der er fjernet Tuſinder af Mile fra os, borte og tabt for dem, der, elffe ham, og ved hvem. hans Hjerte hænger, og alene paa et Sted, hvor de gyſelige, nøgne Indianere huſere, og det falder De en lys og ſikker Fremtid. Nej, nej”, vedblev hun idet hun med en krampeagtig Mine trak Karl til fig, „Ingen ffal rive min ſmukke, raſke Dreng fra os, og den, der for⸗ ſoger derpaa, ham vil jeg falde min arrigſte Fjende, og Handugen d. 18. Oklaher. et maa Du nok ſporge om, min Dreng“, taknemligt og godt Hjerte; . Biff 2 RNjobenhavn. ? 18724. ham vil jeg bekjcempe til den ſidſte- Stund med al min Kraft og Udholdenhed. Jo De er mig en netzKumpan“, vedblev hun, „og ikke et Haarsbred bedre end den gamle Kaptajn BufÉ dernede, ſom, ved fine Hiſtorier forvirrer Drengens Hoved og retter hans Hu og Attraa til det troløje, falffe Hav; men pas paa, jeg ſkal nok finde paa Midler til at betage baade Dem og Deres Ven Lyſten til at forføre det uſkyldige Barn“. Degnen, ſom ellers ikke faa let lod fig forknytte, jaa dog hel modfalden og eengſtelig ud ved et Angreb, ſom juſt ikke kom ham uventet, men hvis Heftighed (od ham ane, at han næppe vilde naa fin Henſigt. „Jeg anerkjender tilfulde Gunders gode Henſigter“, ſagde Preeſten, „og jeg erer dem, ſom opſtagede i et men derved faar det ſaa ogſaa at bero, og jeg nærer ingen Tvivl om, kjeere Holm, at det heller ikke var Deres Mening i Virkelig⸗ heden at opmuntre og tilraade os til et ſaadant Skridt“. a „Ja, hvad min Mening var og ikke var, Hr. Paſtor, har jeg næften tabt Modet til at bekjende. Kun jaa meget vil jeg ærlig tilſtaa, at var det min Son, man gjorde et ſaadant Tilbud, da ſkulde jeg ikke være længe om at fatte en Beſlutning“. Med et Sideblik til Jomfruen og i Folelſen af et Udbrud af en ny og ikke mindre heftig Storm fra den Kant, rejſte Degnen ſig nu haſtig og greb ſin Hat. „Overfor Damerne”, ſagde han, „ſenker felv den tapreſte General ſine Vaaben og ſtryger ſit Flag“. „Men han flygter ikke, min gode Holm, han flygter ikke“, afbröd Jomfruen ham, „men beder paa fine Knæ om Tilgivelſe“. i — — A —————— — r ů — — Km uset 1 „Dertil er jeg ogſaa mere end villig, bedſte Jomfru Dahl, naar De ſaa vil ſande mine Ord og give dem Medhold“. Ved disſe Ord forlod han Stuen uden at oppebie Jomfruens Svar, hvilket, ſom han folte, under disſe Omſterndigheder var det ſikkreſte. Med den Iheerdighed, ſom var Degnen medfodt, vedblev han efter den Tid fine Angreb i Preſtegaarden, og hvor ofte han end blev ſlaget paa Flugt af Jomfruen, gik han dog tappert i Ilden næfte Gang. Den Godhed, han nærede for Karl i Forbindelſe med Overbevisningen om, at denne ved de Egenſkaber, han var i Beſiddelſe af, let vilde kunde bryde ſig en Bane i Livet, gjorde, at han aldrig blev træt af Kampen. — Tilbudet fra Gunder havde gjort ham endnu ivrigere, da han følte fig overtydet om, at det vilde fore til Karls Lykke, hvortil endnu kom en anden Omſteendighed af en maaſke endnu mere tvingende Natur. : Karl og Hanne vare nemlig vorede til. Det ene Aar ſkred hen efter det andet, og Børnene vare ,næften umerkeligt for Forældrene blevne vorne Menneſker. Det Venffab, der havde forenet dem fra Barndommen af, var lidt efter lidt gaaet over til en varmere Folelſe, og uden at tenke over Vigtigheden af det Skridt, de gjorde, havde de fulgt deres Hjerters Tilſkyndelſe: ſkenket hinanden deres Tro og node nu den rene og ublandede Lykke, ſom er Kjerlighedens forſte Morgengave, hvorover ingen Tanke om Fremtiden endnu formagede at kaſte en Skygge. Hvor de imidlertid ikke tænkte, der gjorde Degnen det, og fra det Ojeblik han merkede, fra hvilken Kant Vinden kom, og at han ſaaledes var endmere inter⸗ esſeret i Karls Skjcebne, fra det Ojeblik beſluttede han at gribe ind for Alvor, det koſte nu, hvad det vilde. En Foraarsdag, medens Karl var ivrig beſkjcftiget med at hjelpe Fifkerne at ſette deres Baade i Vandet, og medens Arbejdets ſunde Sved trillede ned over hans Bande, og hans Kinder gladede af Jver og Varme, kom Degnen til. Et Ojeblik blev han ſtaaende og be⸗ tragtede med Glæde det muntre Arbejde og det kraftige ufortrodne unge Menneſke, der uden Tanke om Belonning eller Tak kun arbejdede for at være fine Medmenneſker til Tjeneſte. „Du ſlider haardt Karl“, raabte han til denne, „man ffulde tro, det var for Brødet”, „Vi Jætte Baaden ud fra Strand, Hurra, hurra i Ungdomstid, og ſejle glade bort fra Land, Hurra, hurra i Ungdomstid“, ſang Karl lyſtig til Gjenſvar, medens de Andre gjentoge Omkvadet. - „Ja, ja“, ſparede Degnen, „og ſaaledes bør det ogſaa vere. Bort Fartoj bor vi jætte i Sgen med Haab og Fortroſtning uden at tærife paa eller frygte de Storme, ſom mulig kunne møde os, kun maa vi ikke 18 vente dermed til Skuden er gammel, men lade det fie i vor Ungdomstid, ſom Du ſang, medens vi endnu med et let Hjerte kunne raabe Hurra“. Der var Alvor i den Gamles Stemme og Karl betragtede ham et Ojeblik opmerkſomt. „Men hvor er Vandet, Fartøjet ſkal fættes i og Boren, ſom ſkal bringe det affted?“ ſpurgte han derpaa. „Kom med“, ſparede hin, faa kan vi tales ved derom; jeg tror nok, at det nogenlunde er paa hoje Tid. Hvorledes ſtaar det fig jaa med Dig og Hanne?“ | vedblev han, da de nu vandrede ſammen henad den ſol— beſkinnede Strandbred. „Det ſtaar fig ſaaledes Hr. Holm“, ſparede han rodmende men med et frimodigt og aabent Blik, „at vi holde af hinanden og haue lovet at holde trofaſt ſammen i Liv og Dod“. „Det kunde i Grunden ikke godt komme anderledes“, ſagde hin, idet han dog med et lille Suk kloede ſig bag Oret. „Men har Du beteenkt, hvad et ſaadant Lofte fra Din Side har at ſige, har Du betenkt, at Omſorgen for Hannes timelige Velfærd kommer til at hvile paa Dig, har Du betænft, at Du ffal være hendes Støtte | og Forførger, at Du ffal være den, der ſkal bane Vejen for hendes Fod, at den ikke ſkal blive for ſnever og trang? Og naar Du har beteenkt det, hvad er jaa Din Henſigt og Dine Planer for Fremtiden“. „Naar jeg vilde ſige: at jeg med Alvor havde tenkt derpaa, at det klart havde ſtaaet for mig, da jeg talte med Hanne, ſaa vilde jeg tale Uſandhed“, ſparede Karl. „Nei, jeg har ikke tænkt derpaa. Jeg har fulgt mit Hjertes Drift og ladet min Folelſe tale. Men jaa godt fjender De mig, at De næppe kan tvivle om, at jeg aldrig hverken kan eller vil ſpigte hende, og at jeg vil gjøre Alt, hvad der ſtaar i min Magt, for at ſkabe hendes Lykke“. „At Dit Hjerte er kjerligt og trofaſt, ſom Din Villie er god og ærlig, det erkjender Enhver, og jeg fremfor Alle; men Evnen Karl, Evnen, hvorledes ſtaar det fig dermed? da Du aabnede Dit Hjerte for Hanne da gjorde Du Dit Krav pan at være Mand gjeeldende, vis nu i Gjerningen, at Du virkelig er det, ved at tage en mandig Beflutning“. a „Og hvilken?“ ſpurgte hin med blusſende Kinder. „Efter min Overbevisning gives der kun en Vej for Dig, og det er at tage imod Gunders Tilbud. Du er ved. Din Faders og Din Tantes Svaghed bleven for gammel til at begynde paa Noget ſom Lærling, og enhver Vej, Du ſlog ind paa, vilde blive Dig dobbelt lang og møjfommelig. J Amerika derimod ſporger man kun om et kraftigt Legeme, et Par ſteerke Arme og en trofaſt Villie, og alle tre Dele er Du i Beſiddelſe af; jeg er derfor overbeviſt om, at Du der, inden en ikke altfor. lang Friſt, vil kunne erhverve det, Du behøver for at kunne ſhjemfore Hanne, og jeg ſparer Dig for, at hun trofaſt ſkal vente paa Dig“. „Men Fader, Tante og Hanne?“ ſpurgte hin bedrøvet. . „Ja, ſkal de tages paa Raad med, ffal det afhænge | af deres Minde og Bifald”, afbrød Holm ham, „ſaa er al videre Talen derom overflødig; thi om end Hanne kunde formaas til at indvillige, ſaa gjore Din Tante og Din Fader det aldrig. Nej er Din Aand og Villie ſterk og kraftig, ſom Dit Legeme, jan tag Beſlutningen i det Ojeblik, Du har fattet den. Rejs hellere idag end imorgen; thi lang Beteenkning er i Almindelighed en ond Raadgiver, gaa til England, med et af de Skibe, ſom pasſere Sundet, og efterlad da Breve, hvori Du forklarer Alt. Tro mig, Affkeden er en bitter Stund, og jeg tvivler om, at Du i et ſaadant Øjeblik kan modſtaa de Bonner og Ooertalelſer, ſom fkulle holde Dig tilbage. Hvad Du gjør er Ret og Pligt. Bevidſtheden derom vil ſtyrke Dig paa den lange Vej og give Dig Mod, og den Gud ſom læjer i vore Hjerter og kjender vor Villie vil ikke forlade Dig“. Det var et haardt Slag for Karl, og næften følte han fit Mod at ſpigte ved Tanken om det Offer, ſom forlangtes af ham. At drage bort til et fjernt og fremmed Land, hvis Folks Sprog var ham ligeſaa fremmed, ſom dets Sæder og Skikke, og hvor han maaſke ſom fremmed og forlade ſkulde komme til at fæmpe den tungeſte Kamp med Sorg og Lengſel; at forlade et Hjem, der for ham omfattede Indbegrebet af Alt, hvad der var fjærligt og godt, og af hvis Fred og Lykke han nu netop i det Ojeblik, da han maaſke ſtod i Begreb med at fkilles derfra, "følte fig dobbelt hendraget; og tilſidſt, at ſkulle forlade den, ved hvem hans Hjerte hang i uſigelig Kjærlighed, og ſom forſt for jaa ganſke nylig var bleven hans. Ved Tanken herom var det, ſom ſkulde hans Hjerte briſte, og hans hele Veſen kompede mod at bringe et Offer, ved hvilket, ſom det forekom ham, han maatte bukke under. Men naar han ikke gjorde det, naar han lod Alt blive, ſom det var, hvad jaa? Hvorledes ſkulde han da kunne blive det for Hanne, ſom han følte, at han fulde og maatte blive, hvorledes ſkulde han kunne blive iſtand til at opfylde de Forpligtelſer, ſom han nu for forſte Gang fif den klare Bevidſthed om at have paataget fig. Han faa ingen Udvej. Hans forſte Ungdoms Tid var founden hen i Leg og Glæde, og hvad der ſaaledes var gaaet tabt, lod fig ikke mere erſtatte. „Huſk paa Karl“, begyndte endelig Holm, efter at de i lang Tid tavſe havde vandret med hinanden, „hufk, at ingen varig Lykke nages uden Kamp, at forſt efter Vinterens Sne og Storme ſpirer Foraarets Blomſter, og at gjennem Nattens Morke gaar Vejen til den lyſe Dag“. „Men i Vinterens Sne og Nattens Merke kan Livet ogſaa udſlukkes og do, og Foraarets Blomſter og den lyſe Dag ſkal det ſaaledes aldrig mere komme til at fryde fig ved“, ſparede Karl med et dybt Suk. 19 „Nuvel“, vedblev han derpaa med faſt Stemme, idet et Udtryk af kraftig Villie afſpejlede ſig i hans Aaſyn, „hvad der ſkal ſke, maa fie, og for det, jeg ved ſlov Villie og tankelss Vedheengen, har forbrudt, derfor maa jeg nu bøde. Men ffal der bodes, ſkal det Tabte atter vindes, og Livet begyndes paa ny, da maa al Vaklen, al Forſagthed og al Hjertets bange Tvivl være banlyſt; thi kun for den Modige vifte Sejrens Palmer, og i den Steerkes Haand hviler Lyffen. Værn om dem, jeg har kjcr“, vedblev han trykkende Holms Haand, „ſtyrk deres Mod, og vær dem til Troſt i deres Sorg; vil Gud, ſkulle vi da atter ſamles til en lyſere Tid end den, jeg nu gaar imode“. : Uden at vakle et Ojeblik og uden at tøve med Udføreljen af den Beſlutning, han havde taget, havde Karl nogle Dage efter forladt fin Hjemftavn og var draget bort med en forbiſejlende Engelffmand. Til fin Fader og Tante havde han ſkrevet et kjcerligt Brev og idet han bad om deres Tilgivelſe, havde han aabent udtalt Grunden til fin hemmelige Afrejſe, idet han tillige udviklede, hvorfor det nu mere end nogenſinde var hans Pligt at bryde fig en Bane, hvilfet han haabede ſkulde lykkes ham ved den Vens Hjælp, der havde budt ham Haanden fra Amerika. Holm og Hanne havde i Stilhed ſorget for, at der i hans Kuffert Intet manglede, da Ojeblikket var kommen, havde de fulgt ham til Stranden, hvor Baaden ventede. Tung og ſmertelig havde Afſkeden været, og da det ſtore Skib lidt efter lidt forſvandt i Kimmingen, da Seil efter Sejl dukkede under, ſom ſank de ned i det ffummende Hav, indtil der tilſidſt kun ſaaes et enkelt, hvidt, ſkinnende Punkt, der ſank og ſteg ſom Haabet i Menneſkets Bryſt, da var det for Hanne ſom lukkede Bolgerne ſig over hendes Lykkes Grav, ſom gaves der nu ingen Glæde for hende mere, og ſom var hver Gniſt af Haab udſlukket for hende med det ſidſte Glimt, der lyſte tilbage til hende fra det Fjerne. Ogſaa hendes Fader Havde veret dybt bevæget. Karl havde ſtedſe været hans Bndling, og i Affkedens Ojeblik havde han forſt ret erkjendt, hvor nær han var hans Hjerte. Bevidſtheden om, at paa ham og ingen Anden hvilede Anſvaret for det Skridt Karl havde gjort, og for, at han havde forladt et kjcrligt Hjem uden fin Faders Indvilligelſe og uden at medtage hans Velſignelſe, havde tynget haardt paa ham i hint Ojeblik, idet det var for ham, ſom havde han været med til at bedrage og forurette den Mand, der maaſke meſt af Alle Havde viſt ham den hjerteligfte Godhed og Velvillie. Dagen efter Afrejſen, paa en Tid da han vidſte, at Bræften havde modtaget Karls Brev, begav han fig op i Bræjtegaarden. Langſomt, tankefuld og med en forknyt Mine vandrede han nu hen ad den Sti, hvilken han jaa ofte havde betraadt med lette Skridt og i glad Forventning om at ſkulle tilbringe en gemytlig Aften i ÉN i Preſtens Selſkab. Nu var det anderledes, og idet han bankede paa Doren, friſtedes han neſten til at flygte ved Tanken om den Modtagelſe, der ventede ham. Da han traadte ind, kom Jomfru Dahl ham i Mode. Sendes blege Kinder og forgrædte Ojne vidnede nokſom om den Sorg, der tyngede paa hende; men idet hendes Blik faldt paa ham, foregik der pludſelig en Forandring med hende, idet Vreden bragte hende til at glemme alt Andet. „Hvad vil De her?“ raabte hun med ſkarp ſittrende Stemme. „Jeg vil tale med Deres Broder og med Dem“, ſoarede han ſagtmodig, „og fremfor Alt ſporge om De har modtaget Brev fra Karl?“ É „Det har vi“, ſparede hun, „og det med ligeſaa bitter Fortrydelſe ſom ſmertelig Sorg. Tungeſt af Alt er det imidlertid”, vedblev hun, „at ſe ſig bedraget af den, man troede at være fin bedſte Ven; thi faa fandt Gud lever, Holm, De har havt en Finger med i Spillet“. „Jeg maa be⸗ fjende det, fjære Jomfru Dahl, ikke en Finger men hele Haan⸗ den har jeg havt Ude fra Veſterhavet. Af Emanuel zHenningſen. (Fortſat.) II. Havets Magt. kke langt fra Bulbjerg ſkimte vi endnu en ringe Del af et Skibsſkrog, der har boret ſig langt ned i Sandet. Det er Reſterne af en ſvenſk Jerndamper, ſom for et Par Aar ſiden, kaſtedes ind paa den inderſte Revle. Langs med Kyſten der ſig, ſom bekjendt, tre Grunde eller Repler, der, paa ſamme Tid de ved at bryde Bolgernes Magt afgive Værn for Landet, ere til Ulykke for mangt et Skib, ſom kommer for nær ind til Kyſten i Nattens Morke. Ve den Sejler, der ufor⸗ ſigtig nærmer fig til Landet, naar Veſtenſtormen farer hylende hen i over Havet, pi⸗ | ſkende Bølgerne | | (| ſkumhvide! Den er i Reglen for— tabt. Ude paa Bdrerevlen bry⸗ des Bolgerne med en tordende Bru⸗ med i Spillet. Jeg bærer Skyl⸗ den og ingen ſen, det er, ſom om de ſtyrtede ned i en kogende, ſydende, kempe⸗ Anden; men det er mit Haab, at naar De og Hr. Paſtoren har hørt, hvad jeg har at fige til mit Forjvar, De da ikke vil fordømme mig“. „De“, udbrød hun, „De ſiger „kjere“ til mig, ſom om der endnu kunde være Tale om noget Venſkab mellem os; De taler om Forſvar, ſom om ſlig rygges⸗ los Gjerning nogenſinde kunde forſvares. Kan De ſtaffe den Tabte tilbage, kan De bringe den Vildledte og Forforte til at vende hjem til fin Faders Hus, hvis Stolthed og Glæde han var, og over hvilfet De nu har bragt Sorg og Fortvivlelſe, kan De frelſe ham for det graadige Hav, hvis Bytte han maaſke allerede er bleven eller, kan De rive ham ud af de vilde, forfer⸗ delige Menneſkers Klor, i hvilke det maaffe ſkal blive | hans Lod at falde? — Gud forlade Dem, Holm, hvad | De har gjort” imod os“, vedblev hun briſtende i Graad. „Med Alt hvad De har at ſige, kan De dog ikke ſkaffe os vor tabte Fred og Lykke tilbage”. . 7 (Fortſettes.) Prag i Handet. mesſig Kjedel. Skibet løftes ſed⸗ vanlig ind over Revlen og ſynes at vere frelſt, men atter hæver Bølgen fig og bærer det frem til Midtrevlen, hvor den atter taarner fig op, huler fig og brydes med en øredøvende Larm, medens Skumflager ſom ſtore Maager beres ind over Kyſten og oploſes i en ſalt Regn. Er Skibet ikke for dybtgagende, kan det endnu ſlippe over denne Grund, dog det er kun Galgenfriſt, thi kort efter ſtoder dets Kjol med et dundrende Brag mod den inderſte Revle, og ingen menneſkelig Magt formaar at frelſe det til Undergang viede Fartj. Nu kommer Redningsmand⸗ ſkabet i Bevegelſe for at frelſe Beſctningen, for de graadige Bolger, der med en utrolig Kraft bryder ind over Skibet, faar flaaet det i Stykker. Er Søen for oprørt til, at Redningsbaaden, der ved en ſindrig Kon⸗ ſtruktion er ſaaledes indrettet, at den kun ved et rent Ulykkestilfcelde kentrer, kan gaa ud til Skibet, tager man ſin Tilflugt til Raketapparatet og Redningsſtolen. En brændende Raket, ſom fører en tynd Line. efter lig, ffydes i en Bue ud over Skibet, ſaa at Snoren ſtrœkker kommer til at ligge paa dette. Ved Hjælp af den hales efterhaanden et Tov ud til Skibet og faſtgjores der, og langs med Tovet træffes faa Redningsſtolen frem og tilbage mellem Skibet og Kyſten, ved hver Tur medtagende en af de Skibbrudne. Det er ingen lyſtelig Fart at begive fig ud paa, man faar adſkillige Dukkerter, for man kommer i Land og foler den faſte Jord under Fodderne; men Turen er ikke ſaa farlig, ſom den jer ud til, og ſtoder der ellers ikke noget Uheld til, bliver gjerne hele Beſctningen, en efter en, draget ſikkert i Land. ; Havet har en forfærdelig Magt; det jer man ret under og efter et Skibbrud. De Jernſager, ſom hyppigt opfiſkes, eller ſom drive i Land med Bjealker og Planker, ſes undertiden undergaaede ſaadanne For⸗ andringer med Henſyn til Skikkelſe, at man næften ikke kan fatte, hvorledes Vandet, dette "bevægelige Ele⸗ ment, har kunnet frembringe dem. Jernbolte af anſelig Tykkelſe findes ſnoede ſom en Proptrakker eller ſaaledes indkilede i andet Metal, at det er en komplet Umu⸗ lighed igjen at ſkille Delene fra hinanden, og jvære Bjælfer og Planker blive ved et enefte Bolgeſlag ſonder⸗ brudte i mange Stykker og af og til ligefrem malede til Splinter. For et Par Aar ſiden ſtrandede der et Skib, hvis Vrag blev kjobt af et Aktieſelftab. Et Par Dage efter en lille Storm, var man i Færd med at bjerge Skibsinventariet og lignende, og man havde fortøjet det halvt ſonderſlagne Skib ved Hjælp af et Tov af Tykkelſe ſom en Mands Arm. Da kom der en ganſke lille Efternoler af en Bølge ſpagfeerdig rullende ind mod Land, Skibet duvede lidt, og med et Hvin, der lød ſom en Kugles Fløjten, ſprang det jvære Tov Skihbrud. og flippede i Forbigagende det yderſte Led af en Aktie⸗ havers ene Finger. Det ſaa ud, ſom om Ledet var hugget af med en ſkarp Øre, og heldigt var det, at han ſlap med det; thi han kunde lige jaa let have miſtet en Arm eller et Ben. (Sluttes.) Husflid. Sten⸗ og Stenkulsrammer. Af Smaaſten sg Stenful fan man danne mange ſmukke Gjenſtande ved at bruge dem til Beflædning af Overfladen. Vi ſkulle her blot, omtale Rammer til Seer og Smaabilleder, og ville overlade til æjernes Opfindſomhed at udvide Anvendelſen paa lignende Maade til mangfoldige andre Ting. Til ſit Arbejde ſamler man et Forraad Sten, ſom have en beſtemt Farve. Boer man i Nærheden af en Landevej, hvor der ſlaas Sten til Skeerver, vil man have den allerbedſte Lejlighed til at gjøre et rigt og ſmukt Udvalg. Man finder der enkelte rode eller rettere kjodfarvede Stykker med beſtemte Kryſtalflader, det er Feldſpath; man ſer klare halvt gjennemſigtige hvide Stene med mufflet Brud, ligeſom Flint, det er Kvarts og ſtundom finder man Stykker, der indeholde en Mængde metalglinſende Blade, derß let lade fig flæffe fra hinanden, i tynde hornagtige Sfæl, det er Glimmer. Dieſe tre Mine⸗ ralier fammenblandede i et Virvar af ſmaa Korn og Kryftaller er den almindelige Graaften eller Granit, der udgjør Hovedbeſtanddelene af vore Kampeſten og blandt hvilke man ogſaa finder mangen ſmuk graa og rodagtig ſpottet Sten, blandt Landevejsſkcerverne, ſom vi kunne bruge til Üdpyntning. Ligeledes forſkaffer man ſig nogle ſmukke Stykker Stenkul, helſt Parotkul, alle disſe Stenſtykker knuſer man nu mindre med en Hammer paa en Sten, til de danne Smaaſkerver ſom Noddeſkrver og mindre; alt ſamles, indtil det fine Grus der er fremſtaaet ved Knusningen, og hver Stenſort opbevares i en Abſke for fig. i Have vi nu et Billede, f. Ex. et lille Landſkab, ſom vi ville danne en Stenramme til, . vi forſt den hvide Rand der ikke maa være mindre end to Tommer ens bred rundtom Billedet, tilffære derpaa et Stykke Papir af godt ſamme Storrelſe nojagtigt i vinkelret Firkant til Bagkledning og lade Glarmeſteren tilſfkere et Stykke Glas af ſamme Storrelſe. Naar Glasſet er pudſet godt, lægger man Villedet derpaa og dæffer dets Bagſide med Papſtykket, ſom man har forſynet med en eller to Ringe til Opheengning, hvorpaa. | alle tre Dele forbindes ved at kliſtre, eller lime en Papirskant rundt omkring, ligeſom Bagſiden beflædes | med Papir. Nu dannes Rammens Underlag af en Papſtrimmel af 1 Tommes Brede, er henved 1½ Tomme morkt — brunt eller graat — Papir kliſtres over og "bøjes om paa den flade Bagſide. Naar det er tørt aftfæres Side⸗ og Endeſtykkerne af Glasſets Længde og Brede og Hjornerne affkeres i 1 jaa at alle fire Stykker ſammenlagt danne en til Glasſet ſvarende Ramme. Stykkerne til denne Sten, inden Sammenfojningen. Til kan benyttes tyk Gummioplosning eller ſtaerk Lim; det ſidſte Bindemiddel er billigſt og meſt at anbefale, da det ſtaar fig bedre for Fugtighed end Gummi; men for en enkelt Ramme, der kan heenge paa et tørt Sted, er det nemmeſt at kjobe for 4 5. arabiſk Gummi. Girſebcer⸗ eller Blommetre-Gummi er ubrugeligt da det ikke bliver tørt). Bruger man Lim, maa Stenene helſt opvarmes lidt. J Fig. 1 ſe vi Papſtrimlerne fra En⸗ den i Sjenenmfnit. Vil vi have den lavere indad., i fort Sten⸗ masſe, overſtryges den 3 med varm Lim og paaſtroes grovpknuſt Stenkulspulver. Naar Limen er tor borſtes det overflødige af, og man har en ſmuk ujævn fort Belceg ning, ſom man jer ved c. Nu ſtryger man et tykt Lag Lim paa den lidt op⸗ hojede tommebrede Kant og belægger denne med et Lag ſmaa opvarmede Stenſtykker, et for et, ſaa de nogenlunde pasſe ſammen. Alle de, der ſtode op til den ſorte Kant (d) kan man lade blive gral; Farven af Reſten, der bliver dakkede, er ligegy dig. De indre opadvendte Sider af Stenene paaſtryges nu lidt Lim, og man lægger nok et Lag Sten pan Midten af det Fig. 1. ſom limes paa en lignende der bred; en 2 Tom. bred Strimmel ſkulle nu belægges med Baaflæbningen | tier Aſdods Billede, alene af Stenkulsſtykker ſom bagefter overdrages med Kant, der ffal vende | forrige, idet man dypper den nedadvendte Flade af hver 1 man paalægger, i lidt Lim, et kan og ſoger at give Leje i en Huling mellem de underliggende. Man da ordne den ſaaledes, at de indre og ydre (e og o) blive rode (Feldſpath) og de mellemliggende (i) hvide (Kvarts) Stykker, idet alle ſmaa Mellemrum omh yggeligt fyldes med pasſende mindre Stumper, jaa del Hele faar den paa Midten ophøjede Form, ſom Fig. 1 viſer. Den nævnte Ordning af Farver, ſom mange ville ſynes godt om, er naturligvis ikke nodvendig, da man kan fag ligeſaa ſmagfulde Reſultater, ved at blande de forſkjelligt farvede Stenfliſer ſammen i et broget Virvar, baade i den tykke Kant og paa den flade Forkant. Naar alle fire Sideſtykker ere belagte — de ſkraa Ender undtagen — limes de ovenpaa Glasſet og Sammen⸗ fojningerne i Hjornerne dækkes med Sten i Lighed med Sideſtykkerne, hvis Kanter à b tilſidſt beſtryges med Lim og overdrysſes med fint knuſte Sten, for at dekke Papirskanterne. Man har nu en meget ſmuk Ramme af et Üdſeende ſom Fig. 2 giver en Foreſtilling om. — Fig. 2. Vil man have en Sorgeramme, f. Ex. om en danner man hele den tykke Kant en glinſende Lak. En ſaadan Stenkulsramme tager fig ſerdeles ſmukt ud, og er meget billig — ligeſom Stenrammerne i det Hele — da Materialet til Udpyntningen intet koſter. Uldbindingens Nytte. J Henhold til nærværende Blads Formaal, at fremme Husflid, nyttig Tidsfordriv og gode Sæder, var det mig kjcrt, om jeg kunde pde et lille Bidrag, der kunde gavne i denne Retning ved at fremdrage lidt om Nytten af Uldbinderiet. Denne Husflid, er jo intetſteds ukjendt i Landet, og heller ikke er det ukjendt, at den i visſe Egne drives ſom Hoved⸗ erhverv; men det er næppe overtenkt, hvilke For⸗ | dele og hvilfen Nytte den kunde medføre og hvormeget den burde optages ſom almindelig Aftenſysſel over hele Landet. Jeg ved vel, at i de Egne, hvor denne Hus⸗ flid kun er kjendt ſom Kvindearbejde, betragtes den lidt foragtelig, for kvindeagtig, til at Mandfolk fulde tage Del deri. Men da Alt i Verden nu forandrer fig, faa at mangen Gjerning man for kun anſaa for mandlig nu ogſaa er bleven. kvindelig, jaa kan vel ogſaa det omvendte ſke med Henſyn til Strikning. [dtøj er ſikkert det ſundeſte og behageligſte — ikke alene til Sender og Fødder, men til Undertøj for hele Legemet. Er vi nu enige om dette, ville vi ſnart at hvert. Hus ſelv for⸗ blive enige om Fordelene ve intet Redſka ſyner ſig ag ligt i denne 7 1 Der gives jo „ man jaa. tidligt kan give et Barn i Heenderne ſom Bindepindene. (Jeg har jet, at Børn kunde binde raſk af en Strompe, førend man kunde lære det ABC). Herved øves Barnet til Flid fra Ung Dommen af; det gamle Ordſprog vil ſtedſe ſtaa ved Magt: „OHvad man i Ungdommen man ikke i Alderdommen glemmer”, og Ingen kan nægte, at det er et Gode for Barnet, at blive opdraget til nyttig Anvendelſe af Tiden, og ikke til <ebiggang; thi Opdragelſens Retning vil gjerne blive Grundlag for hele Livets Vandel. Der er ligeledes heller ingen Ting et gammelt og affældigt Menneſke jaa godt kan udføre, ſom binde paa en Strompe eller andet Bindetoj, naar det fra Ungdommen er øvet i denne Gjerning. Det er ſaaledes et Gode, baade for den tidlige og den ſildige Alder; men det er ogſaa et Gode i hele Livet, thi mangt et ungt fattigt Menneſke der maa tjene for fit Brød vilde ofte kunde finde en ligeſaa nyttig ſom behagelig Sysſel ved Bindepindene i de lange Vinteraftener, naar de ingen anden Husflids⸗ gjerning kunde finde paa. De vilde da, uden at kjede ſig, faa Tiden til at gaa paa en god Maade. vilde ſpare mange Penge der nu udgives for Stromper, Vanter og Undertøj og altid være forſynede langt bedre med Uldtøj, end de ere naar det kjobes. Jeg har kjendt mange Familier, der have ernæret fig ganſke net af Binderiet, ja endog enkelte, der have erhvervet ſig Velſtand derved; men denne Gang vil jeg indſkraenke mig til at fortælle om en Kvinde jeg kjendte og kan huſke fra min Barndom. Det var i Byen Aale, hvor der ſad en fattig Pige, der var kommen af Bindeegnen, og ſom man — maaſke lidt ſpottende — kaldte Ane indpige. 57 var, ſom man ſiger, kommet galt afſted og havde et Barn at opdrage, men ernærede fig ret godt af at forſyne Byen og Omegnen med Bindtøj, og jeg tror næppe, at der var nogen Mand i Byen, ſom ikke var forſynet med uldent Undertøj fra hendes Haand, hvilfet vidner om, at man fandt 5 i Uldtejet, om man end ikke ſelv forſtod at tilvirke det. Hendes Son, der ſnart maatte tage fat paa Binde⸗ pindene med, blev opdraget i Flid og Orden, og blev en dygtig og agtværdig Karl. Jeg traf ham mange Aar efter at han havde været Soldat, 10 ſaa ham flere a med Bindetoj i Haanden, hvilket i mine Øjne kladte ham rigtig godt. Jeg tror ikke han nogenſinde har bandet ſin Moder, der fra hans Barn⸗ dom havde lært ham at anvende Tiden nyttig. H. 60g nyt. Hiſtorier af Bendix Hanſen. Under det fordringsloſe Navn har denne Forfatter udgivet et Bind Fortællinger. Det er jævne Landsbyhiſtorier de fleſte, men der hviler en faa varm og hjertelig Stemning og en faa ædel, from Tanke over dem alle, at Lesningen ikke alene glæder, men løfter og ſtyrker. Nogen bedre Anbefaling behove vi ikke at medgive disſe Hiſtorier, der ere grebne lige ud af Livet. De mange Venner Bendix Hanſen allerede har erhvervet ſom Fortæller for Husvennens Leſere ville i hans „Hiſtorier“ fan en fortrinlig lille Tilvaxt til deres Bogſamling, ligeſom den ſikkert ſnart vil blive en af de meſt loeſte Bøger i Sognebogſamlingerne. nemmer 23 De Smaating. Hver fit Kors. For en Del Aar ſiden da Ses⸗ ſionerne endnu holdtes efter den gamle Skik, var der blandt Sesſionsherrerne en velbekjendt ſkelojet og kaad⸗ mundet Perſon, ſom oſte Gropheder ud overlangs til alle dem der ſtode i Rullen og til en Del af dem der ſtode udenfor. Saa var der paa ſamme Tid et Sted en gammel Sognefoged, ſom var lidt tunghor, men ellers havde Hjertet paa det rette Sted. Den ſtore Herre gjorde ham et Sporgsmaal, ſom han ikke ſtrax beſvarede. „Hvorfor ſvarer han ikke, gamle døve Slyngel!“ raabte Herren grovt. „Ja ſaameend, ſaamcend Hr. General; viſt er jeg døv, ja ſaamend er jeg faa. Men hvad ftal man ſige. Nogle have det paa Drene og Andre har det paa Øjnene. Hver har fit Kors at træffes med, og derfor falder jeg for min Part aldrig en vindøjet Stakkel for en Slyngel om jeg ogſaa kunde have Aarſag dertil. Nej mend gjor jeg ej, Hr. General!“ Det ſmukke Kjons Uſtadighed. Saa længe en Pige gaar i Skole, vilde hun gjerne have to Fodſelsdage om Aaret. Naar hun kommer op i de Tyve, holder hun ikke en Gang af at have en. Tenkſomhed. En Lærer ſpurgte en af Skolepigerne „Hvad gjorde Jsraeliterne, efter at de vare komne over det rode Hav“. — „Jeg ved det virkelig ikke“, lod Svaret; „men de tørrede viſt Vandet af fig”. Brevverling. „F. D. verk d. 22. Sept. 1874. Fra en Bekjendt fik jeg Opfordring til at holde „Hus⸗ vennen”, hvilket jeg med Glæde gik ind paa, og da jeg for mit eget Vedkommende var glad for det lille „Puf“ jeg fik ved Opfordringen — idet jeg, derſom den ikke var fremkommet⸗ neppe var kommet i Tanke om at beſtille den — faa tænkte jeg det kunde idetmindſte ikke flade, om jeg gjorde mine Arbejdere op⸗ merkſomme paa at det er et rart lille Blad, baade nyttigt og fornøjeligt. Jeg gik jaa omkring til dem og havde den Glæde at 30 af dem gjerne vilde have en „Husven“ hver. Jeg har anſet det for rigtigt at meddele Dem dette, da det muligt kan have ſin Interesſe for Dem for Fremtiden, at vide hvilke umiddelbare Reſultater en ſaadan lille Opfordring kan have. 5 5 Aerbodigſt P. V. R.., Forvalter.“ Red. kan ikke modſtaa Friſtelſen til at optage dette Brey til „Husvennen“, ikke alene ſom et ſmukt Vidnesbyrd paa et godt Forhold mellem Arbejdsleder og Arbejdere, men ifær ſom et fremtrædende Crempel pan Sandheden af den gamle Sætning: „Et godt Ord finder et godt Sted”. Det er nemlig kun altfor ofte Tilfældet, at de, der funne have færlig Lejlighed til at raade og oplyſe, eller vejlede Arbejderne i ſaadan Retning, gjerne undlade det, af Frygt for at tale for figegyldige eller for døve Øren. Ovenſtaaende Exempel viſer, at dette ingenlunde altid er Tilfældet, og det fiulde glæde Udg. meget, om det maatte bidrage til, at man ret mange Steder nu og da uddelte ſaa⸗ danne ſmaa velgjørende „Pu f“, der kunde aabne Doren for „Husvennen“ til mangt et Arbejderhjem. Man tranger ikke mindſt her til et godt oplivende og underholdende Ord, naar Ugens anſtrengende Arbejde er endt og Hviledagen kommer. Indhold. Gjengjeldelſen, Fortælling af Beatus Dodt (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet II., af Emanuel Henningſen, med 2 Billeder. — Husflid: Sten⸗ og Stenkuls⸗ rammer, med 2 Billedre. Uldbindingens Nytte. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. Haandgierningsbog for Angdommen. Da ſenere Aars Husflidsbeſtrebelſer i vort Land, ſynes at have bidraget til, at det legemlige Arbejde kommer noget mere i Agt og Wre ogſaa blandt de bedre ſtillede Samfunds— | | klasſer, end det tidligere har været, hvorfor man ved Ungdommens Opdragelſe begynder at indſe, at megen af vor Tids Blod⸗ agtighed, Forfinelſe og Forlyſtelſesſyge vilde mod⸗ virkes pan den ſundeſte og bedſte Maade, naar man ved Op= | dragelſen kunde lede Ungdommens Trang til Sysſelſettelſe ſaaledes, at den Unge i Haan⸗ dens Gjerning kunde finde en undtommelig Kilde til Fritidsglede og ligeſom legende for⸗ binde Haand og Tanke til de kommende Dages Gjerning. Dette med⸗ forer ikke alene mangen koſtelig, flyld fri Ung⸗ domsglede, men vil ſenere i Livet paa mange Maader bringe Nytte og Tilfreds⸗ ſtillelſe. Den Tillid til egne Kræfter og Epner ſom Selpovelſen udvikler i Drengeſindet vil nemlig ubetinget komme den modnere Alder til Gode. Man 24 Adgipet af N. O. Rom. En ſaadan Bog vil forhaabentlig have Krav pan alle For⸗ ældres og Læreres Opmarkſomhed. Den vil gjøre meget forder⸗ veligt Legetøj overflødigt og vil afgive mangfoldige velkomne Svar paa Børnenes evindelige Spørgsmaal: ,,hvad ſkal jeg beſtille?“ „Haandgjerningsbog for Ungdommen” vil omfatte en mere eller mindre udførlig Vejledning og Anvisning til følgende Arbejder : Snedferarbejde (Fuldftændig Beffrivelfe af Verktojet og dets . Brug, Anvisning. til gradvis fremſtridende Ovelſesarbejder, beſtaa⸗ ende af mangehaande Brugsgjenſtande, Lim⸗ ning, Slibning og Pole⸗ ring). Huggehusarbejde (Arbejder for Øre, Skerebenk og Baandkniv ſom River, Grebe, Skovle o: ſ. v.); Raturarbejder (Naturmobler af Grene: Stole, Benke Blomſter⸗ opſatſer, Tobakspiber og⸗Kasſer, Bekledning af Rammer, Aeſker o. lign. med Kviſte o. ſ.v.; Kurbe⸗ fletning; Drejerarbejde; Udſabningsarbejde og Villedſkcrerarbejde; Vorſtenbinderarhejde m. v. Paparbejde, Bog⸗ binderarbejde. Opklab⸗ ning af Landkort, Pap⸗ undgaar, foruden man⸗ dg - : machearbejde. Metal. gen Ungdomsfriſtelſe, 8 ; ; i: 4 arbejder ſaaſom Stob⸗ denkejtedeubehjelp⸗ * N OM Alen 9 ning, Lodning, Fil⸗ ſomhed til ſelv den Å KEN AN Key 0 ( ning og Polering, ſimpleſte Haandſysſel, * 9 « 5 SEIN Wtsning,Forfølv- ſom faa. ofte ffæmmer vo ning ogFortinning, vor Tids Mandkjon, og | . Staaltraadsarbej⸗ vinder langt lettere et 4 der o. ſ. v. Straaflet⸗ ſundt praktiſk Greb paa de ſeuere i Livet fore⸗ kommende Arbejder, naar man i Ungdommen har fært at „bruge fine Hænder” og har faaet Haandgjerning kjer. Savnet af en god alſidig, praktiſk Auvis⸗ ning, har derfor beſtemt Udgiveren til at udar⸗ bejde en let overkommelig Haandbog med fuld⸗ ſtendig Vejledning til en ſtor Mængde lettere og ſverere Haandarbejder af en ſaadan Art, at den kan give Anvisning til nyttig og under⸗ holdende Adſpredelſe for den mandlige Ungdom, 1 ſamtidigt med at øve Haand og Øje, ffærpe Ordensſanſen og vænne, den Unge til Stadighed ved fin Gjerning. Enhver Anvisning vil blive fremſat paa en muligſt let⸗ fattelig Maade, oplyſt ved mangfoldige vejledende Smagtegninger. Da Udgiveren ſelv fra fin Ungdom har erhvervet fig. mere end almindelig Ovelſe i allehaande Arbejder, tor vi indeſtaa for en fuldſtendig ſagkyndig, original og klar Fremſtilling af de vigtigſte Afſnit i Bogen Endvidere har Udgiveren erholdt værdifuld Biſtand af ikke faa Venner og Husflidsdyrkere, ſom have fortrinlig Svelſe hver i fin Retning, ligeſom ſamtidigt de bedſte Kilder ere blevne benyttede ved Bogens Udarbejdelſe. ning, Maattevævning, Ster laſtehylſtre, Fiſteſtelsarbejder, Fje- derblomſter, Lederblom⸗ ſter, Piſte, Kornſold, Klinkning, mange Slags 1 Skibsbygning, eee å . ip8- ar Lakering, Broncering og Forgyldning, Oyerfo⸗ ringsbilleder, Tilbered⸗ ning af Lakker og Fer⸗ nisſer. Man vil i det Hele i denne Haandbog finde en Mængde Oplysninger ſamlede, ſom ellers van- ffeligt, eller flet ikke, kunde . erholdes af dem, der finde Glæde ved Haandgjerning i Hjemmet. Ethvert, for Husflid og Selvovelſe pasſende Arbejde, hvis Udforelſe kan lade fig forklare i en Bog ved Hjælp af Tegninger, vil ſaaledes findes i Haand⸗ gjerningsbogen. Den vil blive paa omtrent 400 Sider og ud⸗ ſtyret med henved 300 Billeder. Det i nærværende Numer optagne lille Affnit af Bogen: Sten⸗ og Stenkulsrammer, afgiver en Prove pan Indhold og Udſtyrelſen. Den forſte Halvdel af Bogen omfatter en klar praktift Anvisning til Forferdigelſen af mangfoldige Træ⸗ arbejder, hvoraf forſte Hefte udkommer i naſte Uge og er til Efterſyn i alle Landets Boglader. . SMÅ; 776 e 15 N For at ſelv mindre Bemidlede kunne anffaffe denne nyttige og underholdende Bog for deres Drengeborn, vil der hver eller hveranden Maaned udgaa et Heſte paa 3 Ark i ſmukt Omſlag, til den, i Forhold til den rige Üdſtyrelſe med Billeder, over⸗ ordentlige billige Pris 24 Sk. (50 Øre) Heftet. Bogen vil blive afſluttet i omtrent 8 Hefter. Subſtription modtages hos de fleſte Boghandlere, ſamt hos Hovedkommisſioncren, Boghandler Rudolph Klein i Kjøbenhavn, Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. ejder, Malning og M od! 2. Aargang. | Nr. 4. Gjengjeldelſen. ag Fortælling 1 Veatus Dodl. —— AR Fortſat. ) É S aa godt det var ham muligt; ſurſsgte nu Degnen at tale hende tilrette, men da 5 0 S hverfen Bønner eller Fornuftgrunde for⸗ maaede Noget over hende i den Tilſtand, ; hvori hun befandt fig, og da han heller ikke kunde komme til at tale med Preeſten, der havde lukket fig inde i fit Studereverelſe, jaa maatte han opgive det for denne Gang og vende ligeſaa mismodig og nedſlaget tilbage, ſom han var kommen. Nogle Dage efter lykkedes det ham dog at komme til at tale med Preſten i Enrum, og hvor nedſlaget og kreenket end denne var, faa bragte han ham dog til at ſe Sagen i et bedre Lys, Forlovelſen med Hanne var iſer den Talsmand, ſom Preſten ikke kunde modſtaa. Hun havde ſtedſe været hans Bndling, og idet han nu glædede fig hjerteligt over Karls Lykke, maatte han tillige erkjende, at Beſiddelſen af hende vel var et Offer værd, ſelv om det var nok jaa ſtort. Freden var nu ſaaledes nogenlunde vendt tilbage, det vil da ſige for den ene Parts Vedkommende; thi med Henſyn til Jomfruen, jaa indtraadte der jo rigtignok en Stilſtand; men den var, ſom Degnen godt følte, ikke til at lide paa. Ilden ulmede under Afken, og det mindſte Puſt kunde bringe den til at bryde ud i lys Lue, hvilket han mere end en Gang i den efter⸗ mands Bilføs 2 - Slorfhabslæsning, 5 Voning og Bust, Adginet ak AR. C. Rom. Hondugen d. 25. Oktober. Kjøbenhavn. 1874. folgende Tid til fin Skrak erfarede. Ogſaa hun glædede ſig hjerteligt over Forbindelſen med Hanne, ihvorvel hun juſt ikke ganſke tog det paa ſamme Maade ſom Praœſten. : „Nu kunde vi have havt vor Fryd og Ojenlyſt af at ſe paa de Unges Lykke“, ſagde hun en Aften, da de atter vare ſamlede, „og iſtedetfor kunne vi nu kun gremme os ved at je den Ene hænge med Vingerne og vide den Anden udſat for Farer“. „Men hvor ftor var Ojenlyſt og Fryd bleven, bedſte Jomfru Dahl“, indvendte Degnen, „naar vi ved at ſe deres Lykke tillige havde tenkt os, hvad Enden ſkulde blive; hvorledes de ſkulde finde Midler til at jætte Bo og bygge fig ſelv en Rede?“ „Ja De tenker nu aldrig paa Andet end det fyldte Madſkab“, udbrød hun fortrydelig. „For Dem gives der ingen højere Lykke end en fyldt Pengepung, og for at opnaa det, ſendte De gjerne Enhver i Land⸗ flygtighed, ja ſolgte maaſke endogſaa Deres egen Sjæl. Gud forlade mig det“. „Saa galt er det vel ikke, Jomfru Dahl, jeg ved vel, at der gives en højére og bedre Lykke end den, det jordijfe Gods kan yde; men jeg ved ogſaa, at trange Kaar og Nerringsſorger formaar at ſlove vort Blik og lukke vort Sind for Alt, hvad Skont og Godt Livet ellers kan byde os. Vi ſtaa jo dog i det Mindſte med det ene Ben paa Jorden og kan derfor ikke undlade at tage Henſyn til de Krav, den ſtiller. Lad nu Karl prove fine egne Kræfter. Lad ham lære at ſtole paa fig ſelv, og lad ham viſe, at han ikke frygter for at vove en Dyſt for at naa det Maal, han har ſat ſig. Dermed vil han vinde ſin egen og Andres Agtelſe, og jo haardere han har fæmpet, jo mere vil han forſtaa at ſkatte Sejren, naar den er vunden“. „Og han vil nok vinde den“, ſagde Praſten tillids⸗ fuldt, „Gud har givet ham Forſtand og Hjerte dertil”, „Men denne Kamp“, indvendte Jomfruen til Degnen, „derſom den ellers er nødvendig, den kunde han ogſaa have udkempet her hjemme“. . „Maaſke“, afbrød denne hende, „naar han havde faaet Lov dertil”, „Sig mig Holm“, ſpurgte nu Preſten i den Henſigt at bringe Samtalen i en anden Retning for at aflede det Uvejr, hvormed hans Soſters kamplyſtne Mine truede, „er nu Alt bragt i Rigtighed angagende Salget af Boklund derovre?” „Det vil jeg mene Hr. Paſtor!“ raabte Degnen munter. „Kjoberen den unge Hr. Hojer betalte prompte, hvad der ſkulde udbetales, og jeg ftrøg den Procent der tilkom mig ſom Mægler og Mellemmand i Lommen med god Samvittighed; thi Handelen var ærlig og god. Den unge Mand, har Penge ſom Gras!“ „Ja, og fin og galant er han, det maa man indrømme”, bemeerkede Jomfruen i en anerkjendende Tone. „Ja udvortes, min kjcre Jomfru Dahl, udvortes er han det tilvisſe; men, om det Ydre ſparer til det Indre?“ „Derom tillader De Dem nok at have en lille Tvivl ſom det lader“, afbrød Præften ham. „Det kan maaſke ikke lykkes Dem, at fan ham forført til at lobe til Amerika“, ſpurgte Jomfruen i en ſpids Tone, „hvilket nok kunde forklare Deres Uvillie imod ham. „Oprigtig talt, Jomfru Dahl, havde jeg Haab om, at det vilde lykkes for mig, da ſkulde jeg fikkerlig ingen Overtalelſe ſpare; thi jeg har en lumſk Anelſe om, at han juſt ikke vil blive til nogen Bryd og Glæde for Egnen “. ) „Jeg har hørt Noget derom”, ſagde Praſten ryſtende pan Hovedet. „Livet derovre paa Baklund, ſom for under den forrige Ejer, var ſaa ſmukt og godt, er nok nu nogenlunde det Modſatte“. „Jeg vil mene det“, udbrod hin. „Propperne knalde og Glasſene klinge fra Aften til Morgen og Kortene ere aldrig af Bordet, jaa jeg vil nok tro, Jomfru Dahl, at handlede jeg uklogt, da jeg fik Karl afſted, ſaa vilde det ikke være dummere, om jeg fik den ny Ejer til at gjøre det Samme”, i Bed disſe Ord greb Degnen fin Hat og Stof og fjernede fig haftig for at undgaa den Ladning, fom han nok jaa, at Jomfruen ſtod i Begreb med at affyre paa ham. Saa megen Aarſag Degnen end havde til at være velfornojet med den Gevinſt han havde havt ved Salget af den lille Herregaard, ſaa havde han dog maaſke hellere opgivet den end ſkaffet Egnen en Beboer ſom Højer. Beleven, høflig og forekommende ſom han var, ſamt dernæft i Beſiddelſe af et ſmukt og ſtateligt Ud⸗ vortes lykkedes det ham let at vinde Enhver, han kom i Berorelſe med. Dette fordelagtige Indtryk var imid⸗ lertid ſjelden af nogen ſynderlig Varighed; thi om man end vilde ſkrive hans Hang til et lyſtigt temmelig vildt Liv paa Ungdommens Regning, ſaa var der dog i hans hele Veſen og Væren Noget, ſom nøjere beſet, gjorde Folk betænfelige. Mange traf fig derfor ſnart tilbage fra hans Selſkab, og kun de bleve tilbage, for hvem hans gode Vine, overdaadige Maaltider og lyſtige Selſkab hapde en altfor ſtor Tillokkelſe. Blandt de, der i Tidens. Løb havde truffet fig tilbage fra hans Selſkab, var forſt og fremmeſt Degnen, hvortil Aarſagen imidlertid, foruden. hint, var af en mere perſonlig Karakter. Det unge Menneſke havde nemlig kaſtet fine Øjne paa Hanne, hvis Skjonhed og tekkelige Veſen lod til at have gjort et dybt Indtryk paa ham. Her ſik han imidlertid af gode Grunde en Kurv, rigtignok pæn og pyntelig, men ſom dog netop for ham paa Grund af hans hele Karakter, blev højft ubehagelig og bejværlig at bære hjem. Hertil kom, at hans gode Venner, der ſnart havde faaet Nys om Sagen, drillede ham med, at han ſom en erfaren og rig Kjobenhavner ikke formagede at erobre en Landsby⸗ ſtjonhed. Dette i Forbindelſe med hans ſaarede Selv⸗ folelſe bragte ham tilſidſt faa vidt, at han i et lyſtigt Lag indgik et højt Voeddemaal paa, at det ſkulde lykkes ham at hjemfore Hanne, det koſte, hvad det vilde. At vædde om at ſkulle vinde en Piges Haand er imidlertid en temmelig mislig Sag, iſer, naar det kommer hende for Øre, og havde der derfor ikke været andre Grunde ſom bevirkede, at Hanne ſtod faſt ved fit engang udtalte Nej, jaa var denne fulbftændig til⸗ ftrætfelig. Alle Hojers Kunſtgreb, hans Smiger og vindende Tale bleve derfor uden Virkning, men tjente kun til at gjøre hans Nederlag endnu ſtorre og foleligere. Slaaet paa alle Kanter trak han ſig endelig tilbage; men ſom hans Venner, der kjendte ham nøjere, havde Folelſen af, med den faſte Beſlutning at tage Hevn for Nederlaget og ſoge at ramme Hanne med en alvorlig Hjerteſorg. Kjerligheden var bleven bittert Had. Længere Tid efter denne Begivenbed, der havde givet Folk nok at tale om, begav Degnen fig en Aften⸗ ſtund til Baklund, hvor han med Ejeren havde en Sag at berigtige, ſom endnu havde henſtaget uafgjort ſiden Salget. Kun nødig begav han fig til et Mode, der for begge Parter maatte være lige ubehageligt; men Sagen var af paatrængende Vigtighed, og han maatte derfor bide i det ſure Wble. Til hans Forundring traadte Højer ham imode paa en faa venlig og fore⸗ kommende Maade, ſom om de ſtedſe havde været de bedſte Venner, og med en Beredvillighed og hjertelig Imedekommen, ſom Degnen ikke kunde Andet en yde fin fulde Anerkjendelſe, gik han ind paa dennes Forſlag, ſaaledes at Sagen let og hurtig blev afgjort, Idet Degnen nu efter fuldført Grinde ſtod i Begreb med at fjerne fig, traadte en Mand ind i Stuen, hvem han mindſt havde ventet at træffe her. Det var nemlig en ved Drukkenſkab og Spil halv ruineret Gaardmand. Degnen havde i den ſenere Tid havt meget at beſtille med hans Pengeſager, og navnlig havde han i de ſidſte Dage efter at hin havde" ſolgt fin Gaard modtaget et temmelig betydelig Beløb af ham, der nu ſom Prioritet ſkulde anbringes i en lille Ejendom, Degnen havde kjobt. Denne havde ſtedſe havt megen Ulempe og Be⸗ jvær af Manden, der ved fit uordentlige Levnet beſtandig ſank dybere og dybere, og naar han nu havde laant Reſten af hans Formue for at fætte den i en af ham kjobt Ejendom, hvor den ſtod fuldſteendig ſikkert, da var det kun for derved at kunne holde tilraade med ham, ſaaledes at han ikke ſank fuldftændig i Armod. Var nu Degnen bleven forundret ved at ſe Morten Iverſen, ſom han hed, hos Højer, ſaa blev han det endnu mere, da denne med en fripoſtig og uforſkammet Mine traadte hen til ham og forlangte hin Sum tilbagebetalt ejeblikkelig. „Det kunne vi tale om hjemme, Morten“, ſparede Degnen, „her er ikke Stedet til at afgjore vort Mellemverende“. „Hvorfor ikke“, raabte hin. „Det ene Sted er lige faa godt ſom det andet, naar det kommer an paa at ſikkre ſin Smule Ejendom. Kommer jeg hjem til Dent, ſkal De vel vide at ſno Dem fra mig ved alle⸗ haande Snak ſom faa ofte har været Tilfældet; men jeg vil have mine Penge; thi for jeg faar dem ud af Deres Kløer, er jeg ikke ſikker paa, hvad jeg har“. „Tys, tys“, udbrød Degnen, „beteenk hvad Du ſiger; thi Du kan da umulig tro, at jeg vil bedrage Dig“. „Hvad jeg tror og tenker, behøver jeg vel ikke at gjøre Dem Regnſkab for“, ſvarede hin i en haanlig Tone, „men naar jeg ſiger, at efter min Mening ere mine Penge ſikkrere hos mig ſelv eller hos enhver Anden, end hos Dem, faa kan De jo tage deraf hvad De vil”. „Du har drukket for meget Morten“, udbrød Degnen, hvem Blodet begyndte at ſtige til Hovedet, „ellers kunde det næppe falde Dig ind at fornærme inig paa en ſaadan Maade; thi af Dig har jeg mindſt fortjent det. Du tilbod mig ſelv Pengene, ſom Du nu fordrer tilbage, Du erkjendte ſelv, at det var bedſt paa den Maade, og Du ved, at jeg ifolge Kontrakten ſkal udbetale dem om nogle Dage; og altſaa ogſaa, i hvilken pinlig Forlegenhed Du nu fætter mig ved Din Uordholdenhed. Alt dette fif imidlertid at være, hvad det vil; men at Du ovenikjsbet lægger an paa at ſaare og fornærme mig, at Du ikke undſer Dig ved at jætte Plet paa min Vandel og gode Navn og Rygte, det er ſkammeligt Morten Jverſen“. „Deres gode Havn og Rygte“, afbrod Morten ham, „ja hvad det angaar, ſaa tror jeg det vilde være vanfkeligt for Nogen at jætte en Plet derpaa, efterſom man viſt næppe vil finde et rent Sted dertil”. „Det er nok“, udbrød Højer her i en fornærmet Tone. „Jeg hverken kan eller vil være Vidne til, at en agtet og anſet Mand paa en faa ſkjcendig Maade bliver fornærmet, og hvad jeg kan gjøre til, at Hr. Holm idetmindſte ikke kommer i Forlegenhed ved Deres troloſe Adfcerd, det ſkal jeg ikke undlade. Her er Summen“, vedblev han roekkende Morten en Pakke Sedler, tæl dem nu og forføj Dem faa bort, her har De Intet mere at ſkaffe. Som jeg haaber, Hr. Holm“, fortſatte han til denne, „vil De tillade mig, at jeg med Henſyn til Pengene træder i hin Utaknemmeliges Sted. Behold dem ſaalcenge De har Brug for dem, og jeg kan forſikkre Dem, at det er mig en ſand Glæde at have kunnet giore Dem en for mig ſaa ubetydelig Tjeneſte“. Hvormeget det end var Degnen imod at modtage en ſaadan Tjeneſte af en Mand, han hidtil ikke havde agtet eller faaet paa nogen god Fod med, ſaa luyſte dog en ſaadan Hojmodighed og Velvillie ud af den Maade, paa hvilken Højer kom ham imode, at den rørte ham dybt, og han formaaede derfor idetmindſte ikke ojeblikkelig at viſe Tilbudet tilbage, Morten Jverſen havde dernæft allerede ſtukket Pengene til fig og var halvt ude af Doren, og Sagen var hermed ſaaledes allerede næften afgjort. Faſt beſluttet paa om et Par Dage at tilbagebetale Højer, halv ſkamfuld ved Tanken om dog mulig i ſin Dom hidtil, at have gjort denne Uret, og opfyldt af Taknemlighed, forlod han kort efter Gaarden, idet han endnu en Gang med oprigtig Varme takkede Ejeren, der fulgte ham et lille Stykke paa Vejen. Nogle Dage efter, en Morgen, medens Praſten endnu laa i Sengen kom Jomfruen ind til ham med alle Tegn paa Sorg og Radſel malet paa ſit Anſigt. „Hjerte Soſter“, udbrod Preeſten, „hvad er der heendet? Du fer jo ud, ſom var der timedes os en Herrens Sorg og Ulykke“. „Ikke os Broder, ikke os“, ſtͤnnede hun, idet hun ſank om paa en Stol, „men Degnen! Ak Du fjære Gud, hvem kunde tanke paa Sligt. J dette Ojeblik har Ovrigheden været der og ranſaget Huſet og derefter fort ham med ſig ſom Arreſtant“. „Raſer Du Pigebarn“, udbrod Bræften rejſende fig overende, idet han fuld af Radſel og Forbavpſelſe ſtirrede paa hende. „Hvem i Alverden kunde tillægge ham en Brode eller Skyld, hvorved han kunde komme til at fortjene en ſaadan Medfart?“ „Hvad man ſiger, er jaa forfærdeligt, at man maa grue ved at tenke derpaa. Du ved, at Morten Jverſen er forſvunden og ikke har været til at opſpore ſiden den Aften han var paa Beeklund ſammen med Højer og Degnen, og nu ſiger man, at han er myrdet og at Degnen er hans Banemand“. „* man ſkal tro“, ſparede hun, Hbjerte til at rive Karl fra 28 „Men jaa er da ogſaa Verden helt af Lave og Ovrigheden iligemaade“, udbrød Praſten. „Du for⸗ barmende Gud, hvem kan dog falde paa at tro, at en Mand ſom Holm fkulde kunne begaa flig grasſelig Gjerning. Men det er ogſaa noget Snak, hjerte Soſter, forholder det ſig virkelig ſaa, at Holm er arreſteret, da har det ſikkerlig en anden Grund“. „Arreſteret er han“, ſvarede hun, „og det netop | ſom beſkyldt for hin Forbrydelſe. Men deraf kan man lære, hvor lidet man ofte aner om det, der kan bo i et Menneſke!“ | „Hvad ſiger Du Soſter“, raabte Preſten harmfuld. Er det muligt, at Du kan Ude fra Veſterhavet. Af Emanuel Henning for (Sluttet.) III. Skagen. olge vi nu Kyſten længere nordpaa, finde vi hovedſagentlig ſamme Naturforhold. Af og til kan man traffe paa enkelte Kvikſands⸗Huller, og da gjælder det om at være forſigtig med, hvor man fætter Foden. Dette Sand, hvis Overflade ganſke ligner andet feſte Lid til flig taabelig og ondſkabsfuld Tale“. Sand, er nemlig ſaa ſteerkt gjennemtrængt af Vand, at man ſynker ned i det, fom „Jeg ved ikke, had om det var det blodeſte Dynd, og man har havt „Ovrigheden har viſt ikke gjort et ſaadant Skridt uden god Grund, og naar man betænfer, at han kunde have os og ſende ham i Land- flygtighed, den ufkyldige, vel⸗ ſignede Dreng, faa kan han maaſke have Sind til at gjøre det ſom er verre“. zed disſe Ord braſt hun i Graad og forlod hulkende Verelſet. Bad Jomfruen havde fortalt, var ikke andet end den ſorgelige Sandhed. Siden den Aften, Morten Jverſen Havde forladt Baklund, havde han ikke været til at finde. Al Sogen havde været forgjceves, og da Ovrigheden nu tog fig af Sagen og optog Forhør, kom det frem, at en Mand, ſom havde pasſeret Strovang netop en halv Time efter at Degnen havde ſom forer til Skagen! Exempler paa, at Heſte og Vogne ere ſunkne ned i ſaadanne Huller. Jo ner⸗ mere man kommer op mod Jyllands Nordſpids, jo mere øde og orkenlignende bliver Egnen. Herom ſiges der i en Beſkrivelſe over „Man vandre paa Strandbredden, Fra den tre Mile lange Kyſt ſer man kun til venſtre det ſtore Ocean, ſom ruller ſine ſtore Bolger op for vor Fod, og til højre de hvide Bakker, hvor Vinden piber i det lange, blaalige Klittag; ikke en eneſte Hytte, ikke en eneſte Plovfure vidner om, at Menneſker bo i disſe Egne. Ak nej; Døden har her trykt fit Stempel paa mangen ſtakkels Sømand, medens hans Kone og Born hjemme talte Dagene til hans Hjemkomſt; thi Vrag Hjorring Amt: forladt Baklund, havde jet ligger ved Vrag paa den ham ſammen med Morten ode Kyſt, og kun ſkrigende Jverſen, idet, ſom det fore⸗ kom ham, de befandt ſig i en heftig Ordſtrid. Den betegnede Plads blev nu underjøgt, og da den be fandtes ftærft nedtrampet, og der fandtes Spor af Blod hiſt og her, ſaa blev Degnen q draget ind i Underſogelſen. Ved Viſitationen af Degnens Hiem fandtes nu ogſaa de Penge, ſom Hojer i Degnens Navn havde givet Bonden, hvilken Omſtendighed ikke kunde andet end i hojeſte Grad beſtyrke Mistanken, hvoraf hans Arreſtation maatte blive Folgen. (Sluttes.) Skagens gamle Nirbe. Maager kredſe om de ſorte Stapne, ſom halvt ere nedborede i Sand. Vil man, lengſelsfuld efter fjærere Gjenſtande, gjennem Klittag og Marehalm, trænge fig op paa Klittens Ryg, da ſer man ofte Strakninger af ſnehvide Miler, der, uhyre i Omfang, knejſer i ſorgelig Bragt. Ikke er det den ſnart henſmeltende Vinterſne, der dakker disſe Flader; nej, Foraaret vil ej ſmykke dem med et eneſte Graesſtraa, og deres Be plantning overſkrider Menneſkekraft. Moder jeg da endelig en Fiſker og vil opmuntre mig ved Samtale med ham, da gyſer jeg ved at bemerke hans Leengſel efter: Skibbrud og Vrag, eller jeg maa dybt røres ved Fortællingen om de ſorgelige Aildragelſer, disſe Kyſter have været Vidne til.“ J disſe Omgivelſer ligger Danmarks nordligſte By, Skagen, paa den Odde, der ſtrokker fig ud mellem Veſterhavet og Kattegattet. Den forſte Oprindelſe til Byen findes antydet i et gammelt Dokument fra Aaret 1355, hvori der berettes om, at en af de danſke Konger, muligvis Erik Glipping, ſkjcenkede Bonden Thorkil Starpæ hele Skagens Mark til Gresning for hans utæmmede Hoveder, ſamt at Thorkils Hyrde, Thronder, byggede det forſte Hus der "og lagde fig efter Fiſkeriet. Snart flyttede flere Ny⸗ byggere til, og i Aaret 1248. ſtod der allerede en By, ſom plyndredes og opbreendtes af Normendene. J vore Dage beſtager Byen af tre Dele: Højen, Oſter⸗ og Vefterby. Naar man fra Veſterhavet tager Vejen op gjennem Klitten, ſtoder man tet indenfor Bankerne "paa Højen eller Gammel-Skagen. Huſene, der dels ere tjerede Trœhuſe med Straatag, dels grundmurede teglheengte Bygninger, ligge ſpredte mellem Klitbankerne, ſom tjener dem til Værn mod den alt kuende Veſtenvind. Udenfor hvert Hus ſtaar 1 i Skagens gam og de mere eller mindre bevægelige Sandheje. Her voxer Eg og Bog, Fyr og Gran, Poppel og Pil Side om Side, her findes Frugttrœce og ſmukke Blomſter⸗ partier fremtryllede af det golde Sand. Inde under Træerne vandrer man i Skyggen paa det friſke Gron⸗ ſpcer, Fuglene kvidre mellem Buſkene, man tror fig langt borte fra Veſterhavets Klitter; men træder man- et Skridt uden for, ſtaar man i det tørre, bløde Sand til op over Anklerne. Haven og Plantagen ere anlagte af en tidligere Byfoged og høre med til Embedet. Ikke langt derfra ligger den nette, hyggelige Preſtegaard og den ny Kirke, der er bygget i ſamme Stil ſom Frue Kirke i Kjobenhavn; herfra er der Udſigt over Veſterhavet og Katte⸗ gattet. Nord for Byen ligger der to Taarne, af hyilke det ene næften er en Fjerdingvej borte. Det nærmefte |) Taarn er Skagens, 67 Fod høje, gamle Fyr, ſom nu kun benyttes ſom Somerke. Det blev bygget i Aaret 1747 og afloſte den Gang et Vippefyr, der allerede var grundet af Frederikzden Anden. Hen ad en haard, ſtenet Grund gaar Vejen til det andet, 140 Fod høje Taarn, Skagens nye Fyr, Furtaarn. der i Reglen et Stillads til der ſender ſit advarende Fiſketͤrring eller et lavt" Lys ud over Veſterhavet og Plankevcerk til Beſkyttelſe mod Flyveſander. Gader er der ingen af; kun Sandveje, i hvilke Foden ſynker dybt Kattegattet i en Vidde af over fire Mil. Ved Foden af Taarnet har Fyrinſpek⸗ toren ſin Bolig, ſom ved en ned, ſno ſig hen mellem høj Mur beſkyttes mod Stor⸗ Huſene. Af og til traffer men og Sandet. Inden for man paa et lille Style opdyrket Jord, ſom gjodes Muren er der en lille, fro⸗ dig Have, og op ad den med Affald fra Fifkeriet, ſlynger der fig Eſpalier med ellers er alt Sand og atter Sand. Her byggede Skotter og Hollcendere i gamle blomſtrende Kirjebærtræer. Fra Fyret er der endnu et godt Stykke Vej ud Dage den anſelige St. Lau⸗ rentii Kirke, ſom nu ligger begravet i Sandet; kun Laarnet rager endnu fremfaf: Sandmilen og vedligeholdes paa Statens Regning ſom Sømærfe. En halv Mil fra Gammel-Skagen ligger Oſter⸗ og Veſterby i en Udftræfning af en Fjerdingvej langs med Kattegattet. Overraſkende er det for Vandreren — pludfelig at ſtode paa en frodig Lyſtſkop og Have, der ligger halvt i Skjul og godt i Le mellem Bankerne Skagens nur Furkaarn. til Grenens yderſte Rand, der ved en lille Sandpynt drejer mod Oſt. Den er ikke bredere, end at man ſamtidig kan ſtaa med den ene Fod i Veſterhavet og med den anden i Kattegattet. Fra dette Punkt ſtrakker Skagens Rev fig en hel Mil ud i Havet. Utallige Sværme af Sofugle fare med gjennemtraeengende Skrig hen over Bølgerne; Vandmend, Soſtjerner og Mus⸗ lingefkaller ligge ſpredte langs Bolgebredden, ſorte Skibsſkrog og Vragſtykker ſtaa halvt. nedſunkne i Sandet, og langt ude paa Havet krydſer den hel Flaade af Sejlere forſigtigt ud om Jyllands farlige Spids. OF ; Naar nu En og Anden maaſke undrende ſporger, hvorledes det dog kan være, at noget Menneſke kan have Lyſt til at bo og bygge paa et jaa ode og ufrugt⸗ bart Sted, ſom Skagen er, faa lyder Svaret, at paa ſamme Tid ſom Havet optræder forſtyrrende og ode fin Rigdom. Fiſkeriet er faa rigt ſom faa andre Steder i vort Fædreland, og den Fortjeneſte, ſom de hyppige Strandinger give, er ikke ubetydelig. Skagboerne ere derfor ogſaa dygtige Sømænd, der ikke ere bange for Havet er jo deres Moder, ſom de den oprørte Sø. fra Barns Ben af have lært at om⸗ gaas, og om det end af og til tager en eller flere af de ſteer⸗ ke, forvovne Søn- ner i ſin Favn for forſt at flippe dem, naar de ere knuſte i Favn⸗ taget, ſaa glem⸗ mer det dog ikke at ſorge for ſine & Born. rd anv IJ eftene hjemſoges af to forſtjellige Bræmje- arter, ſom vi ville benævne den ſtore og den lille, da den ene er dobbelt ſaa ſtor ſom den anden. Deu ſtore Heſtebremſe (Gastrophilus equi. Fabr.) er omtrent en halv Tomme lang, lodden, lys, graagul med brune og brungule Tegninger paa Kroppen. Denne Braemſe ſes meget almindeligt om Som⸗ meren, naar Heſtene gaa pan Græs, ifær henimod Hoſten. Hunnen ſoger fig en Heſt, hvorpaa den kan lægge fine Ag, hyilke faſcklobes til Heſtens Haar. Bremſen ſvcever nemlig tæt ind til Heſten, med Kroppen i lodret Stilling, og Læggerøret med det færdige Wg i Spidſen. Uden at jætte fig, bringer den i ſamme Stilling Wgget i Berorelſe med Heſtens Haar, til 30 hvilke det ſtrax fæftes ved Hjælp af en klebrig Veerdſke hvorved det er overdraget. Denne tørrer jaa hurtigt i Luften, at Æggene ſnart ere ſaa faſt limede til Haar⸗ laget, at man kun kan fjerne dem ved at ſkrabe dem af med en Kniv. Bramſen holder fig ſaaledes ſpevende i fort Afſtand fra Heſten og gjentager efterhaanden glæg- | ningen indtil den har lagt det fulde Antal, hvilket læggende, ffænfer det ogſaa med rund Haand Beboerne af | undertiden fan beløbe fig til 4—500 Wg paa en Heſt. De lægges ifær omkring og bag Bovene, ſamt rundt om Kmæerne paa Forbenene. Ved Dyrets Varme ſpulme Wggene op og ere efter en 4—5 Dages Forlob modne til at klakkes. fig jævnlig paa de Steder Æggene ere anbragte, hvil⸗ ket gjerne er paa de Steder den kan naa med ſin Mund. Herved briſter Skallen paa de modne Aeg og de deri udviklede ſmaa Larver flæbes til Heſtens Tunge, hvorved de fores ind i Munden paa Dyret og derfra med Foden ned i deres Be⸗ ſtemmelſesſted: Maven. Her hage de ſig faſt til Mavens Slimhud ved Hjælp af Takkerne midt paa deres Legemes Ringe, og ernæres ved Slimhudens Afſondringer. Hele Vinteren over ligge de ſaaledes i Heſtens Mave, indtil de i Maj Maaned ere fuldvorne. De ere nu omtrent en Tomme lange, af en Blyants Tykkelſe og rodlige gule af Farve; de ſlippe deres Tag og fores med Gjodningen ud af Legemet for ſenere at forpuppe ſig. Det bedſte Middel til at befri Heſtene fra disſe Syltedyr, er omhyggeligt at fjerne Æggene ved Afſkrabning. Paa Heſte af mork Farve falde de let i Øjnene, da Asggene ſelv ere lys⸗ gule. De kaldes gjerne Gnidder. Forreſten lader disſe ſaavelſom den folgende Bramſearts Larve fig fordrive ved almindelig Olie, der gives i Portioner af 1/2 til 1½ Pegl, ſamt med TLerpentinolie, der gives i en Mængde af 6—8 Lod i Meldrikke. Gren. J Almindelighed bemærfer man vel ingen videre" Ulemper ved disſe Larvers Nerverelſe i Heſtens Mave, men de kunne dog være tilſtede i jaa ſtor Mængde, at de kunne foraarſage Sygdom og Ildebefindende hos Dyret, ſkont man er uvidende om den ſande Grund, og derfor ikke ved hvorved man ffal fan Sygdommen Sandſynligvis frembringe de en ſtaeerk Klge i Huden, thi Heſtene flikke eller nappe og bide — hævet. J ethvert Tilfælde kan der vel ikke være Tvivl om, at Heſten trives bedre naar den er fri for disſe hæslige Snyltedyr, end naar den har en Meengde af dem, og man burde derfor ikke ſky en Smule Ulejlighed for at holde Heſtene fri for dem. Den lille Heſtebremſe (Gastrophilus hwmorrhoidalis Linn.) er kun halv faa ſtor ſom forrige Art, men alligevel til ſtorre Plage for Heſtene end denne. Med Henſyn til Maaden hvorpaa den anbringer ſine Ag, afviger den deri fra den foregaaende, at den lille Bræmje | lægger Æggene umiddelbart paa Heſtens Læber. Denne Bramſe ſynes disſe ogſaa langt ængfteligere for, end for den ſtorre. Ikke ſaaſnart ſporer Heſten Breemſen, forend den kaſter med Hovedet og galopperer afſted, ofte lige ud i Vandet, hvor Bremſen gjerne opgiver Forfolgelſen. Lykkes det den imidlertid at faa lagt et Wg pan Heſtens Leber, gnider denne fig gjeblikkeligt med Munden heftigt mod Manken eller mod Forbenenes Knæ, mod et Tre eller lignende. Ofte ſes ogſaa Heſten at ſtampe og ſlaa op med Forbenene, og det med ſaadan Heftighed at den undertiden ſtͤder Munden derimod og derved forøger Smerten. Bramſen om⸗ fvæver den imidlertid fremdeles og forſoger at faa anbragt flere Wg. Herved drives Heſten igjen afſted i raſende Galop for at undfly fin Plagegand; men er der ikke Vand i Nerheden forfølger Bremſen faa haardnakket fit Maal, at den dog ſniger fig til at fan lagt fine Æg, trods Heſtens Modſtand. Stundom ſynes den ogſaa at ſtjule fig i Gresſet, og naar faa Heſten gresſer i Nærheden, farer Broemſen med et frem og anbringer ſine Wg i Heſtens Mund. Efter dennes Lader at dømme maa dette fremkalde en pinlig Kløe eller Spie i Leberne, ſom maa være Dyret til ſtor Plage. i Ligeſom den ftørre Bræmfearts Larver, føres ogſaa denne Arts med Føden ind i Maven, hvor de en en Tidlang hage ſig faſt. Senere ſlippe de loſe og fores gjennem Tarmkanalen helt ud i Endetarmen, hvor de igjen jætte fig faſt tet indenfor Endetarmens Aabning. Her ere de Heſtene til megen Ulejlighed og forurolige dem altid ved den Kløe de ved deres Be— vegelſer foraarſage. Herved bringe de Heſtene til at ſlaa ud og viſe megen Uro, ligeſom de kunne gjore deres Bevegelſer for Vognen klodſede og uſikre. Tilſidſt ſlippe Larverne los og afgaa med Gjodningen, i Almindelighed i Maj, og Forpupningen ffer umid⸗ delbart efter. Det er klart, at man ikke for denne Bramſearts Vedkommende kan anvende det Middel vi nævnte under forrige Art: at fjerne Æggene; disſe lægges jo umid⸗ delbart paa Heſtens Læber, og komme meget ſnart ind i Munden, Det er imidlertid ikke vanfkeligt at dræbe Larverne ved indvortes Midler, ſom nævnt ved forrige. Art. Et andet Middel er at lade Heſten ſtaa en Nat | over uden Wde, om Morgenen give dem en halv Pegl Meek med Honning i og fem Minuter efter Meldrikke med et Fjerdingspund Salt i. Da disſe Larver des⸗ | uden om Vinteren ſidde helt yderlig mod Endetarmens Aabning, er det ikke ſaa vanfkeligt at underſoge denne, | og fjerne dem uden at behøve noget indre Middel. Husflid. En god Livserfaring. t ſmukt Exempel paa, hvorledes Husflids⸗ ovelſe, ſom erhverves i Barndommen kan komme de ældre Dage til Gavn, ja frelſe fra Nod og Elendighed, naar der ind⸗ treffer trange Aar, anfores af den ; ſpenſke Husflidsinſtrukter Ahlborn, idet han meddeler et Brev indſendt fra en 63aarig Mand. Efter at have omtalt hvorledes Ahlborns Foredrag, ſom han havde hørt, opmuntrede ham til at ſkrive om hvorledes han fif Lyſt og Iver til at forfærdige Hus⸗ flidsarbejde, fortæller han folgende. „Jeg er født 1811 og Son af en pderſt fattig Indſidder paa Ginka Brug. Aar 1818 var der den ſtorſte Hungersned i vort Land, ſom har været kjendt i Mands Minde. J vort Hjem var Noden ſaa ſtor, at den ikke kan beſkrives. Jeg var da 7 Aar gammel og havde begyndt at gjøre ſmaat Legetøj. J Ginka Nabolag fandtes otte Drenge paa ſamme Alder. Disſe Drenge kom daglig for at kjobe af mig; en havde en Ore, en anden en Bid Brod. Naar Drengene kom og jeg ſaa Kanten af Knoekbrodet ſtikke frem fra Trojelommen, lagde jeg Legetojet frem paa Gulvet, og der blev et ſtort Marked; dette fortſattes med ſtor Iver. Siden fandt jeg paa at danne Haarkamme til Pigerne; da blev Fortjeneſten bedre, jaa at min Moder kaldte mig for „Fodehjcelpen“. Ved 14 Aars Alderen tog jeg faſt Tjeneſte hos en Bonde og tjente nu ſaaledes for mit Brod i de folgende 14 Aar. J denne Feeneſtetid ſysſel⸗ ſatte jeg mig i de ledige Timer med at 117 5 Stole, men Smaagarbejder laa faa faſt i min Tanke, at jeg anvendte alle mulige Stunder, der blev tilovers fra Arbejdet, paa Smaaarbejder af Tree. Naar vi vare ude paa Hobjergning, havde jeg altid et Emne til en Daaſe eller et Pibehoved i Lommen, og naar de andre Arbejdere hvilede til Middag, ſaa tog jeg fat paa mit lille Arbejde og fortſatte det. Fortjeneſten var min egen Ejendom, 2 at jeg kunde underſtotte min fattige Fader, uden at tage af min Aarslan. Senere. vandt jeg en vakker Piges Kjærlighed, og vi giftede os paa vore Spareſkillinger. Men ſaa velſignede Vorherre os med Børn, det ene efter. det andet; da blev jeg forknyt og ængftelig for Fremtiden, thi Elendigheden i mine Foreldres Hytte ſteg levende frem. for mit Oje. Saa aſtede jeg mig med ftørfte Jver over Husflidens Smaa- arbejder, og det lykkedes herved at opdrage Flokken. Tilſidſt havde jeg 10 Born, 4 Drenge og 6 Piger, hvoraf 3 endnu ere ukonfirmererede, ſom alle leve. Med Husflidsarbejdets Hjælp har jeg opfoſtret disſe 8 Børn, klædt og født dem vel og holdt dem i Leſe⸗ og Syſkolen, ſaa at de alle ere baade oplyſte og dygtige Medlemmer af Samfundet. Vel har jeg oplevet mange Misvextsaar, fan Hungersneden har været i Bygden; men til mit Hus er den endnu aldrig kommen. Mit Husflidsarbejde har holdt den borte; naar jeg var uden Brød om Kvælden, arbejdede jeg om Natten, og Dagen efter ſavnede vi ikke Brødet”. Ved bedre Modeller ſom denne flittige Gamle ſenere erholdt ved den ſpenſke Slojdforenings (Husflidsforenings) Forſorg og ved at erholde Afſcetning paa de af ham efter disſe Modeller fob he Sager til en langt hojere Pris end han for kunde opnaa for ſimplere Snusdaaſer og Pibehoveder, er han kommet ſaa godt frem, at han paa ſine gamle Dage er blevet ſat i Stand til for en Sum af 2500 Kroner at kjobe en lille Selv⸗ ejendom, der giver ham 22 Tonder Korn og har til⸗ ſtrekkelig Skov til hans Brug, og er bebygget med et lille, godt Hus. Paa denne lille Ejendom har han allerede ſet ſig i Stand til at afbetale mere end Halv⸗ parten af Kjobeſummen. Vi have, for en Forandrings Skyld, hentet denne lille Fortælling af Hverdagslivet fra vort Broderland Sperrige. Men mangen gammel flittig Husflidsmand vil kunne fortælle os lignende fra fit eget Liv, trindt om i vort Fodeland, til Bekreftelſe paa, at den i Ung⸗ Dommen vundne Lyſt til Ae og erhvervede Arbejdsovelſe er en len Ven for de kommende Dage, ja ofte en ſikker dre ſer fra Noden og Fattighuſet. Vilde vor Tids Ungdom blot agte vel paa ſaadanne Gamles Erfaring! ; Marker . „Kan De ſkaffe mig en Halvtredſindstyve Tuſind ſmaa „Etiketter“, Meerkepinde af Zræ, til at binde ved Poſe og Sæffe, naar de fkulle forſendes?“ ſpurgte en af Üdgiverens Venner, der hvert Foraar har Del i en meget flor Forretning. „Forrige Aar havde vi ondt ved at faa en Snedker til at levere dem, og dette Pilleri egnede fig ogſaa langt bedre for Husfliden“. Vi lade Sporgsmaalet gaa videre til de enkelte blandt vore mange Leeſere, der kunde have Lyſt til at tjene en lille Skilling med at ſnitte Merkepinde i den foreſtaaende Vinter. Det ſkal være ſmaa, flade, de Pinde, af Cigarkasſetrœes Tykkelſe, 1 Tomme Ende og 2½ Tomme lange, med et Hul i den ene onde. ved Henvendelſe til Udgiveren kunne faa tilſendt en Prøve med Angivelſe aſ Priſen, der betales for Tuſindet og Meddelelſe om, hvor de kunne leveres. Bognyt. En Samling af nye Forſkrifter af; Skrivelcrer Fischer i Horſens, udkommer i denne Tid paa Forlag hos Boghandler Nielſen i Silkeborg. De indeholde - en ſmuk flydende Haandſkrift og gaar frem fra lettere Svem der 1 at prøve dette Arbejde vil, Methode, ſom, efter mange Vidnesbyrd, gjør det muligt for Eleverne hurtigt at tilegne ſig en faſt, ſmuk Haandſkrift. ; Strandingsfommisfjonæren i Skagen er Titlen paa en lille Bog, der nylig er udgivet af Paſtor J. J. F. Friis (Forfatter til Spenſkerne paa Lolland) og ſom vi i Anledning af de i Dag meddelte Billeder fra Skagen, ſkulle henlede Opmerkſomheden paa, da den vil fortælle Læjerne en hel Del om Livet i Skagen i „gamle Dage”. Med fit ſedvanlige Liv og Lune, kildres Heltens, den fattige, fremmede Drengs, ufor⸗ knytte Leven og Ferden; og de Begivenheder — i Kraft af Ordſprogene: Wrlighed varer leengſt, Fals ſlaar fin egen Herre paa Hals og Lykken er bedre end Forſtanden — faar den bedſte Afſlutning, faa vil Husvennens Leere, hvad man end kan have at indvende mod flere af de fkildrede Karakterer, dog ſikkert læje dette lille ai fra Danmarks nordligſte By med For⸗ nojelſe. Smaaking. å En Hundeelſter lod fig fotografere, og det hos Byens bedſte Fotograf; „men Billedet maa ligne paa en Prik“, ſagde han. „Det ſkal blive fan livagtigt, at Deres Hund ſkal kunne kjende det“, lød Fotografens Svar, „men faa ffal De give en flot Middag oven i Kjobet“. „Det er et Ord“, ſagde Kunden; kan Diana üudpege mit Billede mellem andre, betaler jeg Gildet; men i modſat Fald gjor De det“. — Billedet var færdigt og blev udſtillet paa Gulvet mellem en Del andre. Hunden kom med Herren og nogle gode Venner ſom Dommere; den ſnuſte til Billederne, men ſtandſede ved Herrens og gav fig kjerligt til at flikke det. Der blev ſtor Jubel, ſom ikke blev mindre ved den ſplendide Middag. Men 190 drak Fotografen et Glas Vin for⸗ meget, og fortalte ſin Nabo i Fortrolighed, at han havde indgnedet paagjældende Billede med Stegefedt i Stedet for med Fernis, ſaa at det ikke var jaa underligt at Diana gav fig til at ſlikke det. Den muntre Hemmelighed gik underhaanden fra Mund til Mund, og alle, feld Herren, maatte le ad den ſnilde Fotograf; kun denne lo ikke mere, da Kunden og hans Venner enſtemmigt domte ham til at betale Gildet, da han vel havde vundet Bæddemaalet men Maaden hvorpaa han havde vundet det var temmelig „fedtet“. Vrevpexling. Hr. B.yen i Dgl. Fejlen er Poſtkontorets. Hr. J. C. Hm i U. Gladeligt at Hv. har fortrængt nævnte flette Blade i Deres Kreds. Det vil forhaabentlig blive Zilfældet mange Steder. De 8 Billeder ere afſendte. Hr. Fib. i L. De 5 Rd. modtagne. en-en. Venligſt Tak! En Del kan bruges deraf og mere ſkal være kjcert. Deres Adresſe udbedes. > JZudhold. Gjengjældelfen, Fortcelling af Beatus Dodt (Fortſat). — Ude fra Veſterhavet III., af Emanuel Henningſen, med 5 Billeder, — Heſtebremſerne. — Husflid: En god i g i Livserfaring. Merker af Træ. — Bognyt. — til ſpœrere Trek efter en af Hr. Fischer opfundet egen Smaating. Husgeunen udkommer lik hver Søndag med el 16-fpaftet Art, ſorſynel med ſlere Billeder, lil 3 Ml. (1 Kr.) Jjerdingagret frit lilſendt. Hperl Fjerdingaar medfølger gratis el flort ſmuſtt Villede. Bladet kan beſlilles paa ethvert Vofikonfor og Vrepſamlingoſled, i enhver Boglade famt hos Hovedſtommisſioncren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhaun. * Pr iet paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. | | | | i berg den danſke Lite⸗ FA raturs Fa⸗ der, og det er et Heders⸗ navn, ſom tilkommer ham med Rette; thi han var Banebryderen for den uen⸗ delige Rigdom af Boger, hvoraf det danſke Folk nu henter Oploftelſe, Oplys⸗ ning, Troſt og Glæde. Forend Holberg traadte frem, var det paa en vis Maade ode, tomt og morkt i vort Fædreland; Danſk⸗ heden laa ſkjult under det Fremmede, ſom Froet lig⸗ ger ſkjult under Is og Sne i Vintertiden, Folket laa i Dvale og Moders⸗ maalet var ſkudt tilſide og foragtet ſom en Trel⸗ kvinde, men Holberg kom, ſom en frejdig Foraars⸗ ſol, vakte Folket af Vinterdvalen loſte Moders⸗ maalets Treeldom og gjorde Plads, ſaa Livet atter Morſhabglesning, Oplyening og Gusflid. 7 7 e 2 Hewchmal ds Bil 2 dginet ak N. C. Num. 2. Aargang. Nr. 5. Kjøbenhavn. | Hondagen d. J. Houember. 1824. Ludvig Holberg. Af Vendix Han ſen. kunde begynde at udfolde ſig frit. Der er en under⸗ lig Forbindelſe mellem et Folks Liv og dets Digte⸗ kunſt; den er ſom Puls⸗ ſlagene, hvoraf man fjender Livskraften, den udſpringer af Folkelivet og giver dog Livet Form og Retning, væffer, løfter og klarer, og derfor ere de ſtore Digtere altid Folkets Tals⸗ mænd og Barere af det Store, der ſkaber de nye Tider; men om ingen danſt Digter gjelder det dog i den Grad, ſom om Holberg; thi med ham begyndte en Tid, vor Lid, der ſtod i den fkarpeſte Modjætning til Fortiden. Den Del af det danſke Folk, der paa Holbergs Tid endnu bedſt havde beva⸗ ret Reſterne af Danfkheden, var Bondeſtanden; men Bonden ſukkede i Trel⸗ dom og Vankundighed. Han var ikke ſtort An⸗ end Herremandens 3 Tuduig Holbergs Billedstatte (af Billedhngger Stein). det 34 Arbejdsdyr, kunde ſalges og ſpilles bort, ſom andet Gods, kunde kaſtes i Hundehullet, ſcttes paa Treœheſten 0 giores til Gjenſtand for mange andre vancrende Straffe uden Lov og Dom og var aldeles værgelps overfor Herremandens Lune og Vilkaarlighed. Han kunde ikke forlade den Plet, hvor han var fodt, undtagen naar Herremanden ſendte ham bort til Soldatertjeneſte, og da fik han det endnu værre; thi da blev han hundſet, pryglet og kommanderet af tyſke Officerer, der ikke en Gang kjendte hans Sprog. Holberg har ſelv i „Jeppe paa Bjerget” givet et ſorgeligt, ſandt Billede af Bondens Liv i hine Tider; men ſom Alt, hvad han har ſkrevet, er det givet med et forunderligt rigt Lune, jaa at man iſtedetfor at græde maa le ad Tidens Skrobelighed. Forreſten ſkal det ikke glemmes, at i hine trange Dage, fandt de gamle danſke Folke⸗ ſagn og Viſer et Hjem i Bondens Hytte og blev hans eneſte aandelige Livskilde. Med faa Undtagelſer vare Kongerne kun danfke Konger af Navn og arbejdede af alle Kræfter paa at indplante tyſk Sprog, tyſke Sæder og Skike, ja endog tyſk Adel i danſk Jordbund, medens den hæderlige gamle danſte Adelsſtand, der havde foſtret Helte ſom Herluf Trolle og Kvinder ſom Birgitte Go, blev forurettet, tilſideſat og fortrængt, for de ſtortalende Fremmede; for at komme frem maatte ſelv Adelsmendene være tyſke, og hvem der ikke var det, havde ingen Net; thi han var mistenkelig. Den lærde Stand, der ſkulde forſyne Landet med Embedsmænd og Bræfter, var alt Andet end Danfſk. Ved Reformationen naaede man det ſtore Gode, at det latinſke Kirkeveſen blev afſkaffet, da Luther vilde have, at Folkene ſkulde høre og leſe Guds Ord paa Moders⸗ maalet, og da fik vi ogſaa Guds Ord paa Danſk, og enkelte Mænd begyndte at ſkrive Bøger paa Danſk, men det blev faa omtrent ved Begyndelſen; thi det latinſke Kirkevcſen afloſtes af det latinſke Skolevceſen. Det danſke Sprog var fan foragtet mellem de Lærde, at de blot talte og ffrev Latin, Børnene fif Ris, naar de talte Danſk i Skolerne, og Studenterne, der boede paa Regentſen i Kjøbenhavn, maatte. betale Boder, naar Naturen gik over Optugtelſen, ſaa de kom til at ſige flere end 3 danſke Ord under Maaltiderne. Holberg liger ſelb om fin Samtid: „De fleſte Standsperſoner læje heller Polſe⸗Snak paa Franſk, end de grundigſte Skrifter paa deres eget Sprog, ſaa at dette Land er faſt det Eneſte paa Jorden, hvor man finder Folk, ſom gjør fig en Wre af ikke at forſtaa deres eget Moders⸗ maal“. Og om fin egen Undervisning udtaler han fig ſaaledes: „Saa ſnart jeg begyndte at tale, blev jeg ſat ud i en tyſk Skole; thi mine Forceldre raiſonnerede med andet godt Folk i deres Nabo⸗Lav ſaaledes: „Lad ham kun bravt øves i det Tyſke. Det Danſte læres af fig ſelv, det er at ſige: Lad ham lære Tyſk i Skolen; Danſk kan han for Intet lære af Smaadrengene paa Gaden; ſaaledes bleve de fleſte Aar af min Barndom bortdrevne, ved at lære Tyſtk udi Skolen og Danfk udi Ammeſtuen. Da der begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, ſyntes mig, at det var høj Tid for mig at rejſe uden Lands. Jeg gjorde ogſaa adſkillige Rejſer og hver Gang jeg kom hjem, var jeg udi ſamme Tilſtand ſom Jean de France, idet at mit Modersmaal vilde ikke ſynderlig flyde for mig; thi man kand let glemme det, ſom man aldrig har forſtaget tilgavns“. Naar det Uſande og Uſunde ſaaledes havde Over: haand, fan er det en Selvfolge, at Sæderne maatte være ſlappe og flette. Letfeerdigheden og Letſindigheden var derfor ſtor, ſelv i de hojeſte Samfundslag og ikke mindſt i Kongens Sale. More ſig vilde man, og da man ikke havde Oje for det Sande og Skjonne, jaa | morede man fig med det Uſande og Uſkjonne. Man | opførte tyffe og franſke Komedier, vilde Spektakkelſtykker og bibelſke Skueſpil, blandede mellem hverandre; thi det var atter en Ejendommelighed ved Tiden, at den meſt letferdige Verdslighed gik Haand i Haand med en mork, aandlos Kriſtendom, der naturligvis var lige jaa uſand ſom alt Andet. Frederik den 4de, der maa kaldes „en af Danmarks bedre Konger“ var en letferdig Verdensmand, og hans Son Christian den Gte var gudfrygtig; men hans Gudsfrygt var merk, ſtreng og ſygelig. Ved Trusler om Vand og Brod tvang han Folk til at gaa til Alters, og ſatte Folk i Gabeſtokken for Forſommelſe af Kirkegang. Viſtnok ſkreves der Bøger og det endda baade mange og lange; men det var dels fprænglærde latinſke Afhandlinger, der handlede om flige vigtige Emner, ſom „om Romerne gik i Støvler eller Sko“, og dels gudelige Skrifter; iſcer var der en umaadelig Mengde Lig⸗ predikener, hvoraf Nogle vare jan lange, at de næppe kunde holdes i 2 Dage; men de vare jo heller ikke beſtemte til at holdes, det gjaldt blot om, at ſkrive Meget om Lidet, det var Leerdommens hojeſte Kunſt, ſelb om det, der ſkreves, var tiden Indhold. Fra 1500 til 1700 have vi kun 3 danſke Forfattere, der ere værd at nævne, nemlig: Anders Sorenſen Vedel, der overſatte Saxos Danmarkshiſtorie fra Latin til Danſk, begyndte at fortjætte den og udgav den førte Samling danſke Kampeviſer; den adelige Hiſtorieſkriver Arild Hvidtfeldt og den berømte Salmedigter Thomas Kingo. Af disſe faa ſpredte Trœk vil man kunne ſkjonne, at det er ſandt, hvad en ſenere Digter ſiger om Holberg: „For var der knap ſkrevet paa Danſk en Bog, Som ret kunde Hjerterne hue, Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog, Kun Viſe til Spinderſkens Stue. Hver Mand, ſom med Kløgt gik i Lærdom til Bund, Latin paa Papiret kun malte; ; Med Fruerne Franſk og Tyſk med fin Hund Og Danſk med fin Tjener han talte”. (Chr. Wilſter). Ludvig Holberg blev fodt i Bergen i Norge den lade December 1684. Hans Fader, der var Oberſt og en fjæb gudfrygtig Mand, døde inden Holberg var et Aar gammel, og den betydelige Formue, han havde efterladt fin Enke, tabtes ved en Ildebrand, fan Holberg voxede op i fattige Kaar. Da han var 10 Aar gammel, dode ogſaa hans Moder, og han blev nu indſkreven i Krigsrullen, for ad den Vej, at naa frem til en Livs⸗ ſtilling. Han naaede ogſaa at blive Korporal; men han havde ſtorre Lyſt til Studeringerne, og da en af hans Slegtninge, en Preſt, havde lagt Merke til hans ualmindelige Evner, tog han ham til fig og lod ham underviſe ſammen med ſine egne Born, og Aar 1702 blev han Student ved Kjøbenhavns Univerſitet. Da han Intet havde at leve af, maatte han dog kort efter modtage en Huslererplads hos en Preſt, med den Forpligtelſe, at prœedike faa ofte Bræften havde Forfald; men denne Stilling ſyntes Holberg flet ikke om; thi han ſiger felv, at han ikke Fjender noget jaa kjedeligt, ſom at give Drenge Ris og omvende Bønder. Saa vendte han atter tilbage til Kjøbenhavn og tog theologiſk Examen med bedſte Karakter. (Sluttes.) „ BYS i ) 808 Beduinerne. 7 2 —— V ore Læjere ville maaſke erindre, at vi for nogen Tid Orkenen Sahara og om Oaſerne. ſiden fortalte om Hvo ) der læfte vor Skildring om Farerne og — Bejværlighederne ved Rejſen i Orkenen, vil maaſke tenke: Ja, men hvad ville de gode Folk derude i den golde Orken? de kunne jo blive hjemme ved deres Hus og ſidde der i Ro og Fred og uden Fare. Ja, kjcre Læfer, fer Du, vi maa være noget varſomme med at dømme om andre Folks Levevis og Skikke. Ligeſom vi ikke udenfor Danmark kunne bruge den danffe Alen, ſaaledes kunne vi heller ikke bruge de danſke Forhold ſom Maaleſtok ved Bedommelſen af Folk, der leve i et Land, hvor Alt næften uden Und⸗ tagelſe er jaa grundforſtjelligt fra vort. Det er meget let for Dig, ſom bor i et fedt og frugtbart Land, at tale om at blive hjemme; thi Din Mark ligger jo lige ved Din Gaard og Du behøver ikke anden Ulejlighed, end at tage Din Hue paa og gaa ud af Din Dor, for at Du ſtrax kan have Oje med Dit Korn, Dit Ho og Dine Kreaturer. Ganſke anderledes forholder det ſig med Orkenens Son, den brune Araber eller Beduinen, ſom han kaldes. Han kan ikke ſidde hjemme og pasſe ſin Mark, thi han har hverken noget Hjem eller nogen Kun faa Steder er der ſaameget dyrkelig Mark. Jord, at Kornet kan trives. Men hiſt og her i Bjergene findes der Græs, hvor hans Hjorder af Oxer og Faar kunne finde Naring. Beduinen maa være hvor hans Hjord er og Hjorden maa være der hvor Graesſet er, men Gresſet i disſe klippefulde Bjerge er ſnart fortæret, og ſaa maa han opføge en ny Græsgang for fit Kvæg. Derfor har han ingen faſt Bolig, han drager om fra det ene Sted til det andet og fører fin Huſtru eller ſine Huſtruer, thi han nojes ikke altid med en, og ſine Born og alt ſit Gods med ſig. Alt hvad han ejer af Bohave, læster han paa Kamelens og Welets Ryg og jaa gaar det ud i de vide Landſtrakninger paa Tog efter Gresgange. Som jagt naar alt Grersſet er fortæret, der hvor. han nu er, jaa maa han flytte. Hans Kameler lægge fig paa Knæ og paa deres Pukler lægger han fine Telte, andet Slags Hus fjender han ikke, fine Gryder og hvad han ellers har af rorligt Gods. Paa den bedſte Kamels Ryg fpænder han den høje pœreformige Indretning, ſom Du fer paa omſtaagende Billede; det er et Slags Telt, hvori han gjemmer ſine Huſtruer og fine andre Kvinder for at ſkjule dem for Uvedkommendes Blikke og beſkytte dem mod Solens Straaler. Hans Folk, de yngre Mend og Drenge maa gaa til Fods og ofte maa de bære de mindſte Kid, medens den forte, ſpidsneſede, - næften nøgne afrikanſke Hund pasſer paa at holde Hjorden ſamlet. Selv ſtiger han op paa ſin bedſte Hingſt, med ſin lange Bosſe hvilende paa Sadelknappen rede til at ſkyde de vilde Dyr, der mulig kunde forſoge paa at ſnappe et Faar eller en Kalv bort af Hjorden. Stolt ſidder han der, hyllet i fin hvide Burnus (Kappe) medens hans forte Oje ſoger i Horiſonten efter Gresſets grønne Farve. Beduinen er ret et Naturens Barn med alle dets Dyder og alle dets Fejl. Han føler fig fri og uafhængig ſom en Konge, han ſtifter Ret og Skjel i fin ſtore Familie og blandt fine mange Undergivne. Han er troende ſom den bedſte Muſelmand, men han er ofte gruſom og hevngjerrig. Han hader de Chriſtne og er altid rede til Krig imod dem, og det er Krig paa Liv og Dod. Han er ærlig og trofaſt mod fine Venner, men lumſk og bedrageriſk mod ſine Fjender. Dette er dog mindre en flet Side i hans Karakter end en Folge af hans religioſe Grundſctninger og hans ubetvingelige Kjærlighed til Friheden. Thi ofte er det hendet, at en Beduin, der har modtaget Beviſer pan Velvillie af fine formentlige Fjender, har ſkiftet Sind og er bleven deres meſt trofaſte Tilhænger og Ven. Mange Beduiner, hvem Franſk⸗ mændene i Algier have ſogt at vinde ved Gaver og aaben Imodekommen, ere blevne omvendte til at være de Kriſtnes Venner og Tuſinder af Beduiner have taget Tieneſte i den franſke Arme og have blandet Blod med den ved Weisſenburg og Worth, ved Metz og foran Pariſes Mure. J den franfke Arme kaldes de „Turco'er“, naar de tjene ſom Fodfolk og „Spahi'er“ naar de ere Kavalleriſter. De ſtaa der i høj Anſeelſe for det Raſeri og den henſynsloſe Tapperhed, hvormed de anfalde Fjenden, men i Fredstid ere de noget vanfkelige at behandle, da de ikke kunne udholde at bo i Kaſerner eller at fore et regelmesſigt Liv. J Provinſen Algier have forøvrigt mange Beduiner i de ſenere Aar nedſat fig ſom Landmænd. Franſkmendene har lært dem Engvanding og et ordnet Agerbrug og det har viſt fig, at de med deres hurtige Fatteevne, ſtore Begavelſe og ſieldne Haardforhed, Tarvelighed og Udholdenhed ville efterhaanden aflægge deres omſtrejfende Liv og blive nyttige og velhavende Borgere. Naar man traffer en Beduin, ſom man kan tale med (flere af dem kunne Franſk), ſaa undres man over deres ſtore Livlighed og levende Sans for Digtekunſt. J. Navnlig elſke de For⸗ tellinger med et moralſk Indhold, ligeledes treffende Ordſprog. Deres Tale er fuld af billedlige Udtryk og glødende Begejſtring. Jeg talte en Gang med en ung Beduinhopding, ſom jeg traf paa et italienſk Dampfkib; vi bleve gode Venner og da vi fkiltes ad ſagde han: „De Kriſtnes Gud velſigne Dig! Han gjore Dig til en gammel Mand! Han give Dig en ſtor Flok Born og han lade Dit Kvæg formere fig! Han ſlaa Dine Fjender med Peſt og give Dine Venner rigeligt af Jordens Lykke! Vi fkilles, for aldrig mere at ſes! Allah (d. e. Gud) oplyſe Dig og give mig den Lykke at kysſe Dig en Gang i Paradiſet! 7977 Bedninerne. ! . jengjaeldelſen. 0 Forfølling af Beatus Dodt. ( y (Sluttet.) f Forhoret forklarede han, at, efter han havde forladt Baklund og var kommen ind i Strovangsſkov, var Morten Jverſen kommen til ham. Denne, der ſom det ſuyntes var i høj Grad modfalden, bad og beſvor Degnen at tilgive ham hans Op⸗ | 5 forſel, hvilken han nu inderlig fortrød. Han var, ſom han forſikkrede, bleven ophidſet og vildledet af en Anden, hvis Navn han dog ikke vilde nævne, og det var nu hans inderligſte Ønffe, at Degnen vilde modtage Pengene, idet han forſikkrede, at han ingenſinde mere ſkulde give Degnen Anledning til at beklage ſig over ham. Ved at ſe Mandens Anger var Degnen bleven bevæget og havde opfyldt hans Begjæring efter dog forſt alvorlig og indtrængende at have foreholdt ham hans Opforſel og Levnet. Herefter vare de ſkiltes ad og Degnen havde ſenere ikke ſet ham. At han endnu 37 var i Beſiddelſe af Pengene havde fin Grund i, at Højer var bortrejſt. Om den nedtrampede Plads og Blodpletterne kunde han ingen Oplysning give, ſom han højtidelig forſikkrede, vare han og Bonden fkiltes ad i Fred" Hojer, ſom ogſaa modte i Forhoret, udtalte ſig med et Forbehold, der mere ſkadede end gavnede Degnen og det ſaa meget mere, ſom han troede ſig forpligtet til at fremhæve, at denne, da han fulgte ham ud af fin Gaard, havde befundet fig i en overordentlig op- hidſet Tilſtand. En lang og ſorgelig Tid paafulgte nu, i hvilfen den, paa hvem en faa ſkrakkelig Mistanke hvilede, mere ſank ſammen under Vægten af Sjælslidelfernes tunge Kors. Endelig faldt en Dom, ifølge hvilfen, han vel erholdt fin Frihed, ſom en Følge af manglende fuld- ſteendige Beviſer, uden dog at blive fuldftændig frikjendt, ligeſom han ogſaa blev fradømt fit Embede, og han levede nu ſtille og tilbagetrukkent, plejet og troſtet af Hanne og Praſten, der forblev ham en fuldtro Ven, da jaa mange Andre ſpigtede. Den eneſte, men ogſaa ſtore Troſt de havde i disſe Sorgens Dage, var de Breve, ſom indløb fra Karl. Havde hans Barndom og forſte Ungdom været at ligne med en ſtille Flod, hvis rolige Vande flyde hen gjennem et ſmilende Landſkab, ſaa var den nu bleven til en rivende Strom, der ſkummende og med al den Kraft, den har opſparet fra en tidligere Tid, bryder ſig igjennem alle Hindringer. Fra det engelſke Skib, hvormed han var tagen hjemme fra, var han gaaet ombord i en danfk Tremaſter, ſom var beſtemt til Boſton i Amerika. Dette havde imidlertid i en Havn i Frankrig, ſom det anløb, faaet en anden Beſtemmelſe og ſkulde nu gaa til Oſtindien. Som en Folge af, at der ingen Skibslejlighed fandtes til Amerika, modtog han Kaptajnens Tilbud og gik med ſom Letmatros. Fra Oſtindien gik han til Kina og vedblev nu i flere Aar at fare imellem Sydhavets forſkjellige Havne. Endelig fif de Fragt til Ny Vork; men paa Reiſen dertil, bleve de under de veſtindiſke Oer overhalede af en danſk Orlogsmand, ſom gjorde dem bekjendt med, at Krigen med England var i fuld Gang. Krigsſkibet manglede Mandſkab og Kaptajnen paa det Skib, ombord i hvilket Karl befandt ſig, maatte derfor finde fig i at afſtaa en Del af fin Befætning. Blandt de ſaaledes presſede befandt ogſaa Karl fig. Denne blev imidlertid dels paa Grund af, at han havde tjent fig op til anden Styrmand, dels ſom en Folge af hans Kaptajns udmeerkede Anbefaling, antagen ſom Maanedslojtnant, ſom det paa den Tid hed, idet han fif Ordre til at føre en Priſe, ſom Orlogsmanden havde taget, til nermeſte, ſikkre Havn. Denne blev imidlertid efter nogle Dages Forløb, i Storm og Mørke overjejlet af en Amerikaner, ombord i hvilken han og det øvrige Mandſkab dog reddede fig og fra dette Skib, der var paa Rejſen til Boſton i Amerika, var hans ſidſte Brev ſkrevet. Hvor ofte man end i Hjemmet havde modtaget Breve fra ham, jaa havde han dog ſelv, paa Grund af fit omflakkende Liv, intet modtaget derfra, og han bad nu, at man vilde ſkrive til Boſton, ſom var den By, der laa nærmeft den Del af Landet, hvor Gunder Nielſen havde bofat fig. Paa en ſmuk, ſolvarm Sommereftermiddag var der et ſtort Selſkab forſamlet hos den gamle Kaptajn Buff nede ved Kyſten. Denne feſtligholdt nemlig fit Sølvbryllup og der var i den Anledning ikke alene ſamlet en ſtor Kreds af Venner og Bekjendte, ſom hans Hus kunde rumme, men ogſaa nogle af Omegnens Ovrighedsperſoner og ſtorre Landejendomsbeſiddere, der vilde hædre den gamle brave Sømand. Degnen og Hanne var der ogſaa; thi ihvorvel han i Aar og Dag næften ikke havde forladt fit Hjem, ſaa havde han dog ved denne Lejlighed givet efter for fin gamle Vens Overtalelſer. Medens nu en Del af de Unge, blandt hvilke ogſaa Højer befandt fig, idet han, der var kommen for at gratulere, ogſaa var bleven indbuden, ſpadſerede frem og tilbage paa Strandbreden ſnart ſyngende og ſnart legende, havde nogle af de Weldre, blandt hvilke Degnen, Præften og Kaptajnen befandt fig, lejret fig paa Benken ved Huſet. Medens deres Blikke med Velbehag hvilede paa det blaa, af en let Briſe kruſede Sund, hvor Skib efter Skib gled frem, talte de om fremfarne Tider, om den ulykkelige Krig, ſom nu mere og mere døde hen, og om de mange Beviſer paa Tapperhed og opofrende Fedrelandskjcrlighed fra vore Sofolks Side, ſom Krigen havde været faa rig paa. „Se nu til den jvære Amerikaner derude”, udbrød Kaptajnen pegende paa en af Sejlerne, „braſer den ikke bak paa en Gang og lægger fig med Næjen lige mod Vinden, ſom blev den bange ved Synet af Kronborg og forſogte at retirere“. „Maaſke onſker den at faa Lods ombord”, bemer⸗ kede Degnen. „Lods“, gjentog hin med et lille Smil, „nej ved Du hvad Holm, ſlet ſaa daarligt bevendt, ſom det er med Dit Ssmandſkab, er det dog nok ikke med hans. Bilde han have havt Lods, jaa havde han nok fundet paa at falde paa rette Maade, der maa være noget Andet ſom trykker hans Hjerte. Se nu”, vedblev han, „det lader fig dog forſtaa, nu ſender han en Baad i Land, maaſke trænger han til lidt Melk til fin Kaffe og vil nu hente det her“. „Det fkulde da ikke være en Engelſtmand. Gud fri os vel“, udbrød Præftens Soſter, ſeende fig tilbage, ſom vilde hun maale Afſtanden til Bræftegaarden. „Ja, Hilledod“, udbrød hin leende, „var det det, jaa kom han til Gilde og vi Andre med kan jeg tenke. Men“, tilføjede han forbapſet, „enten er jeg allerede bleven fuld af den Punſch, vi forſt ſkulde drikke iaften, * r ä eller ogſaa ſer jeg Syner midt paa Dagen. Er det ikke en af vore egne Spofficerer, ſom ſtaar agterude ved Roret?“ Enhver betragtede nu med ſpendt Opmeerkſomhed det lille Fartoj, ſom haſtig nærmede fig Land, medens man udgjod ſig i Betragtninger over, hvorledes det kunde hænge ſammen dermed. Medens dette foregik ved Huſet, havde en Del af de Unge nermet fig Stedet, hvor Baaden vilde lande. Iblandt disſe var ogſaa Hanne. Med ſtigende Op⸗ merkſomhed ſtirrede hun ud mod Baaden, ſaa gjorde hun et Par Skridt fremad, og idet nu en blusſende Rodme bedakkede hendes Kinder, ilede hun med et Udraab af Glæde hen mod Landgangsſtedet. „Karl, Karl!“ raabte hun, idet hun med et Udtryk af uſigelig Glæde ſtrakte Armene ud mod den unge Officer. Denne, der ſtod med Foden paa Relingen af Baaden, ſprang idetſamme trods Afſtanden ind paa Land, og et Ojeblik efter laa hun i hans Arme. Græ- dende lænede hun ſit Hoved mod hans Skulder, idet hun overvunden af Glæde og Over⸗ raſkelſe ikke for⸗ magede at tale. Prœſten, Jom⸗ fruen og Degnen kom nu ogſaa til, og under høje Ud⸗ 38 hjertelige Længjel, hvormed han ſtedſe havde tæntt paa dem, han havde efterladt hjemme, og tilſidſt om, hvorledes han endelig havde truffet. Gunder Nielſen døende, „Ja vedblev han, hvorledes han kom til den Ulykke, der ſtulde blive hans Død, er Noget ſom ikke egner ſig til at tale om her; men i Morgen ſkal Du faa AK at vide. Saa meget kan jeg imidlertid ſige Dig, at der gives intet lumfkere og elendigere Menneſke end denne Hojer, der nu ſidder og taler venlige og glatte Ord med Din Fader, hvem han har forraadt; men Gud har ſtyret det ſaaledes, at...” Her ſtanſede han pludſelig ved at Hojer rejſte ſig, og, idet han hævede fit Glas, udbragte den nys Hjem⸗ komnes Skaal, hvormed han i velvalgte Ord og med en hjertelig Mine talte til Karls Ros, medens han derneeſt ſkildrede den Kjærlighed, hvormed man under hans Fravarelſe havdeerindret ham, og den Lengſel, hvormed man ſaa hans Sjemkomſt imode. Maallos havde den Hjemkomne hort paa Velkom⸗ ſten, men endnu forinden den Ta⸗ lende havde ſat fig brud af dyb og inderlig Glæde blev efter det rungende Hurra, hvormed hans Ord blev hilſet, rejſte Karl ſig op; med blus⸗ ſende Kinder og et Blik, der tydede paa alt Andet end Taknemlighed, han trukken fra den Ene til den Anden, indtil han tilſidſt ganſke fortumlet atter landede hos Hanne. „Naa Mutter“, raabte Kaptajnen ind i Huſet, „dak faa op med Provianten, jeg længes efter at komme til Hojbords, for at kunne drikke et alvorligt Glas paa hans Sundhed og Velkomſt, der faldt ſom en Raket ned iblandt os. Jeg har jo dog ogſaa havt min Lod og Del i, at han fik ryſtet Pjalten af fig og blev til en Mand“. Snart efter fad hele Selſkabet omfring Bordene, ſom bugnede af de ſolide Retter, idet de dampende Punſcheboller ſpredte deres krydrede, lokkende Duft rundt omkring i Varelſet. Med vemodig Glæde lyttede Hanne nu til Karls Beretning om hans Færden i fremmede Lande, om de Farer han havde været udſat for og om den dybe, ſtrakte han Haan⸗ den ud mod Hojer, idet han med en af Vrede dirrende Stemme udbrød: „Stod det i min Magt, ſaa godt, ſom det lader til at ſtaa i Deres, at hykle venlige Folelſer og hjertelig Deltagelſe, naar man bærer Had og Nag i Hjertet, da ſkulde jeg med Tak og Smil have modtaget Deres Hilſen og gjemt den Afregning, jeg har at gjøre med Dem, til en mere pasſende Tid og Sted, men jeg kan ikke ſe Ondſkaben med et fromt Smil eller Lumfkheden med en hellig Mine uden at væmmes, uden at mit Sind oprores i ſit Inderſte. Jeg erklærer Dem herved”, vedblev han med forſterket Roſt, „for en fejg, usſel og lumfk Skurk, og for at De ikke et Ojeblik ſkal være i Tvivl om, hvortil jeg ſigter, ſaa bringer jeg Dem med det Samme en Hilſen fra Morten Jverſen, den Elendige, hvem De ved usſel Vinding fil forlokket til at bringe Skjendſel og Sorg 39 over fin Velgjører. Han lever nu i Amerika og har der bojet under Herrens Straf aflagt Bekjendelſe om fin Brode og Skyld“. Som var et Lyn flaaet ned iblandt dem, fade Gjæfterne et Ojeblik lamſlagede og maalloſe ved den forfærdelige Befkyldning, der blev udſlynget mod en af deres Midte. Men ſnart brød Stormen los, og medens Enhver trængte fig frem for at kaſte et Blik pan Op⸗ havsmanden til jaa megen Sorg og Lidelſe, ſtod denne bleg og ryſtende med Sfændslens Stempel paa fin bøjede Pande. Et Ojeblik ſtod han ſom naglet til Jorden; men derpaa vendte han fig med en pludſelig Bevegelſe mod Døren, og et Ojeblik efter var han forſpunden. „Lad ham lobe“, raabte Karl, da han ſaa Nogle gjore Mine til at ville forfolge ham, „ſin Straf undgaar han dog ikke“. „Men hvorledes, er det bleven Dig mulig at faa Lys i dette Morke, ſom truede med at trykke mig til Jorden?“ udbrod nu Degnen, der hidtil havde ſiddet ſtum i den heftigſte Bevegelſe. „Det var ſom ved et Mirakkel“, ſvarede hin. „Da jeg efter min lange Omflakken endelig kom til Gunder Nielſen, traf jeg dennne liggende for Døden. Som han fortalte mig, var han, nogle Dage forinden min Ankomſt bleven anmodet om at indfinde fig paa et Hospital i en lille By, hvor en Landsmand af ham onſkede at tale med ham. Til ſin Forundring traf han her, ſyg og elendig, Morten Jverſen, hvem han godt kjendte. J Overbevisningen om fnart at ſkulle forlade denne Verden, onſkede han at lette fit Hjerte for den tunge Byrde, der hvilede paa det og om mulig ogſaa at frelſe den, han havde ſtyrter i Ulykke. Han aabenbarede nu, at Højer ledet af Hevn og Ondſkab havde ved Løftet om en ſtor Sum forlokket ham til at deltage i dennes Anſlag mod min Svigerfader. Til den Ende blev det beſtemt, at han ffulde indfinde fig hos Hojer ſamtidig med Holm; han fkulde der affordre denne Pengene, og naar da, hvad der ingen Tvivl kunde være om, denne ikke havde dem hos fig, da ſkulde Højer paanode ham Summen. Dette fkulde nemlig ſke ſaaledes, for at Hojer ſenere i Retten kunde bevidne, at Morten Iverſen havde faaet Pengene, idet det tillige var bleven en Aftale, at denne derefter ſkulde møde Holm i Skoven, og der, ved at hykle Anger over fin Opforſel, bevæge | denne til atter at modtage dem. Da dette var lykkedes, hvorved Holm utvivlſomt vilde blive mistenkt for den Gjerning, det nu ſkulde gives Udſeende af at være be⸗ gaaet, ſtjulte Morten Jverſen fig i Skoven efter forſt at have nedtrampet Stedet og plettet det med Blodet af fin lille Hund, ſom han i dette Ojemed dræbte, hvorpaa han, da det var bleven morkt, af Hojer blev bragt over til Skaane, hvorpaa han i Gotheborg fif Lejlighed til Amerika. Hans af den amerikanfke Ovrighed nedſkrevne og bekreftede Bekjendelſe bringer jeg med mig, og den ſkal imorgen blive nedlagt i Retten. Selv ligger han endnu meget ſyg dog, ſom man tror, uden Fare for Døden. Da min Velgjorer, Gunder Nielſen“, vedblev Karl bevæget, , havde faget Alt bragt i Rigtighed, begav han fig paa Hjemvejen. Opfyldt af, hvad han havde hørt, gav han ikke Agt paa Vejen, og hermed ſkete det, at han med Vognen væltede ned fra en brat Sfrænt; det Slag, han derved fil, blev hans Død, og to Dage efter min Ankomſt udaandede han i mine Arme. Ved et heldigt Sammentreef af lykkelige Omftæn- digheder og fremfor Alt ved Udholdenhed og Flid var Gunder bleven en i høj Grad velhavende Mand, og idet han ved fit Teſtamente efterlod mig, hvem han mente at være Taknemlighed ſkyldig, Alt, jaa har vi ham at takke ikke alene for de lykkelige Livsvilkaar, under hvile jeg er vendt tilbage; men ogſaa for Op⸗ dagelſen af en Forbrydelſe, under hvis Følger min Svigerfader maaſke ellers ſkulde have henſukket hele ſit Liv“. Nedbojet og pint af Skam og afmegtigt Had, ſamt fortæret af Angſt for Lovens Straf havde den fejge Højer endnu ſamme Aften forladt Egnen, uden at det nogenſinde derefter blev oplyſt hvor han havde ſkjult fig for Verdens Straf og Foragt. Da hans Gaard nogen Tid efter blev ſolgt, kjobte Karl den, og endnu mange Aar efter ſamledes Degnen, Præften og Jomfruen der i de Unges Hjem for at glæde fig ved deres Lykke og for, ſom Preeſten ſagde, i Kjærlighed at betragte Livet her og i Haab Livet hisſet. Muidtornshakken og dens Behandling. Wed N. Nasmusſen Solide. Omkring Haver, ved Veje eller overhovedet paa alle Steder, hvor Jorden egner ſig dertil, og hvor man onſker et ſmukt og varigt Hegn, bor man foretræffe Plantning af Hvidtorn. Der er intet Hegn, ſom kan ſammenlignes med en vel vedligeholdt Hvidtornshek, den freder og den afgiver Læ. Hvidtornen har fremfor de fleſte andre Hegnsplanter den gode Egenſkab, at den ſkyder fine Rødder lige ned i Jorden uden at brede ſig i Agerlandet, og en Hvidtornshak, der er holdt under Sax, har den Fordel, at Fuglene ikke her jaa let kunne ſoge Ly ſom i andre levende Hegn. Der er i de ſenere Aar gaaet mange Penge til Kiel og Lübeck for Hvid⸗ tornsplanter, men det indtræffer ofte, at hele Strak⸗ ninger af ſaadan Plantning mislykkes, fordi de unge Planter let tage Skade for Indpakningen og paa Rejſen af Froſt, Solſkin og andet uheldigt Vejrlig. Vi kunne undgaa denne Uſikkerhed, naar vi ſelv ville have den Smule Ulejlighed at opelſke vore Hegnsplanter, og Henſigten med disſe Linier er noermeſt at give en fort og letfattelig Vejledning i at indſamle og udſaa Hvidtornenes Fro, opelſte Planter og til disſes videre Behandling. Der gives forſkjellige Arter Hvidtorn, der mere eller mindre egne ſig til Plantning i Hegn. Ind⸗ ſamlingen af Frøet, de bekjendte rode Bær, maa helſt foregaa i Oktober eller November. Man maa kun ſamle Bær af de ſtore kraftige Torne med den morke Bark; de fjendes let derpaa, at de længft beholde deres Blade. De ſmaa Torne med den hvide Bark, ſom forſt tabe Bladene, ere af en meget langſomt voxende Sort og fortjener derfor ikke at opelſkes. De indſamlede Beer opbevares Vinteren over ved at lægges i en Kasſe eller Bette lagvis mellem vaadt Sand, og henjættes ſaaledes paa et lunt Sted i nogen Tid for at raadne ſammen. Siden kan Kasſen henſekttes i en froſtfri Kjeelder for at overvintre. Om Foraaret graver man et firkantet Hul paa et beſtemt Sted i Haven, fem Kvarteer dybt, hvori man hælder Kasſens Indhold. Man jætter tilbørligt Merke ved Stedet, og Hullet tildekkes igjen. Det paafolgende Efteraar tilbereder man et Bed i Haven, i god, ren ikke for tor Jord; man graver det til en Dybde af fjorten femten Tommer, men gjoder det ikke. Neſte Foraar, ſaaſnart Froſten er af Jorden, optager man de nedgravede Bær, af hvilke enkelte allerede have begyndt at ſpire. J det om Efteraaret tilberedte Bed træffer man efter en Snor fire eller fem Riller et Par Tommer dybe, hvori man ſtrger baade Sand og Kjeerner, der tildekkes med en Tomme Jord og trykkes lidt faſt med en Jernfkovl. Hemi Maj ville de unge Planter, der have nogen Lighed med Hor, komme frem i betydelig Mængde. Man taale aldrig, men allermindſt den forſte Sommer, noget Ukrud paa Plantebedet. Efter to Aars Forløb vil en ſtor Del af Planterne have opnaaet en Alens Højde og være tjenlige til Udplantning. Man optager derfor alle Planterne af Bedet; de mindſte af disſe omplantes paany i Rader paa 10 Tommers Mellemrum og fire fem Tommer imellem Planterne. Disſe plantes bedſt med en Pind, efter at Roden er afftudjet til 6—8 Tommer og det pderſte af Toppen afſkaaren. Nye Hegn anlægges helſt om Efteraaret for at Jorden kan ſkornes af Froſten om Vinteren og blive mere bekvem til Foraarsplantning. Volden bor ilke være over to Torvs Højde med en Bredde i Bunden af to Alen, medens der paa hver Side afſcttes en Fod paa jer Tommer. Er det gamle Volde, man agter at beplante, maa disſe om Efteraaret tilſtrekkelig udgraves for at Vinterfugtigheden kan gjennemblode den torre Jord. Man maa i alle Tilfeelde undgaa en høj og ſmal Vold. Den bedſte Jordbund til Hvidtorn er en almindelig god Muldjord, men den kan trives paa enhver Jordart, undtagen Flyveſand og Torvejord. Naar Hegnet, hvori man vil plante, nu er i Orden, vælges helſt om Foraaret en Dag, da Solen ikke ſkinner for ſterkt. Er det to⸗ eller treaarige Planter, der ikke have været omplantede, kan man godt plante med Pind“ naar Jorden i Volden er gravet og løsnet. De plantes i en lige Linie i Midten af Volden. Er det derimod ældre grenede Planter med ſtorre Rødder, maa de plantes med Spade. To Mand er nodvendig til dette Arbejde. Den ene holder Planten i Haanden, medens den anden gaar baglænds paa Volden med Spaden og ryſter Jorden jævnt paa Plantens Rod, der ſamtidig hæves lidt. Enten man planter med Spade eller Bind, maa Hegnet efter Plantningen vandes faa rigeligt, at Jorden bliver til Velling ved Planternes Rødder. Naar Jorden atter har fæftnet fig, lægges et lille Lag friſt Jord ovenpaa, ſaaledes at Planterne komme til at ftaa i en fordybet Rende. Jorden trykkes lidt til med en Spade, og Hegnet er færdigt, hvis man ikke jer fig nødt til at frede ſamme med Risgjeerde eller Lægter, thi Kreaturbid maa ingenlunde taales. Det er ſjeldent, at Hegnet i nogenlunde god Jord behøver at vandes om Sommeren. Indtreffer derimod i den forſte Sommer langvarig Torke, maa Vanding anbefales; men man maa da vande ſaa rigeligt, at hele Volden gjennem⸗ blodes; en Spand Vand paa hver tre Alen vil ikke være for meget. De forſte Aar efter Plantningen maa Hegnet renſes et Par Gange hver Sommer. Det er et Arbejde, der lønner fig ſelv ved Plantningens ftørre Frodighed. Efter tre eller fire Mars Forløb have Tornene opnaaet en Højde af flere Alen, med talrige Sidegrene; man afſtcerer dem da om Foraaret i Froſtvejr med et ſkarpt Jern en Tomme over Jorden. Længere hen i Foraaret renſer man Volden og lægger lidt friſk Jord derpaa, hvorpaa man freder dem omhyggelig denne Sommer. Hver Plante giver nu en Mængde kraftige Skud; næjte Foraar begynder man med Saxen at danne en Hk, og denne Bejfæring fortjættes hvert Foraar jan vel ſom ved Midſommer. Tre fire Aar derefter har man et uigjennemtrengeligt Hegn. Paa høje og meget lette Jorder, hvor Hvidtorne ikke ret ville lykkes, har man en anden Hegnsplante, ſom her vil kunne trives. Det er Syrenen, den for⸗ meres ved Rodſkud, plantes og vandes tidlig vm For⸗ aaret ligeſom Hvidtornen. Den kan holdes under Sax, men den afgiver i naturlig Form et meget ſmukt Hegn og den fortrinligſte og varigſte Gjcerdſel. Til dens Fordel bor fremhæves, at Kreaturerne ikke gjerne afbide dens unge Skud. (Efter Landmandsblade). ———— Zudhold. Ludvig Holberg, af Bendi Hanſen, med Billede (Sluttes.) — Beduinerne, uf R. N. med Billede, — Siber af ben Dodt, med Billede (Sluttet). idtornshakken og dens B. ing 4 8⸗ Aale e g ehandling, ved N. Ra Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. " M hare for, hvorlunde Aſerne fældede Sætten Tasſe, ſom havde ra⸗ net Bdun. Da hans Datter Skade ſpurgte ſin Faders Drab, flædte hun ſig i Hjelm og Brynje og foer ſtrax med Sværd og med Skjold til As⸗ gaard for at hævne fin Fa⸗ der. Men da hun kom did, bød Aſerne hende Forlig og Boder, og forſt bod de hende da, at hun maatte kaare ſig en Mand iblandt dem, men hun Sgwande , ſor Mlorſtabslezning, Oplysning ag Dusflil. 22 N Gidginet af N. C. Bam. 11 N Kjøbenhavn. 1894. 2, Aargang. Nr. 6. | Hundagen d. 8. Nouember. Ved Ir. Winkel Horn. hun fig en Mand ud, ſom havde overmaade kjonne Ben, og ſagde: „Denne Mand valger jeg; Alt er fagert paa Balder“. Men det var Njord fra Noatun, hun — paa den Vis havde valgt, og ikke Balder. Saa frævede hun, inden hun vilde . flutte Forlig med Aſerne, at de ſkulde faa hen⸗ de til at le, thi det mente hun ikke de evnede; dog Loke var Mand derfor, han bandt et Gjede⸗ ſtjceg paa fig og gijoglede ſaadan for hende, at hun braſt i Latter; jaa blev de for⸗ ligte, og Odin tog oven i Kjobet Tjasſes Øjne ogkaſtede Vore Fedres Guder. maatte fun fe efter Benene og intet Andet. Saa ſogte (Se forrige Aargang.) dem op paa Frej, Himlen og gjorde to Stjerner af dem. — Det blev ellers ikke det lykkeligſte Wgteſkab, det imellem Njord og Skade, de enedes kun daarlig, thi Njord vilde altid være i Noatun ved Havet, hvor han hørte til, og Skade vilde, at de ſkulde bo oppe imellem Fjeldene, i Trymhjem, hvor hendes Fader havde haft fit Boſted; ſaa forligtes de paa det Vilkaar, at de ſkulde bo ni Dogn ad Gangen paa hvert Sted, men da Njord kom hjem til Noatun efter. at have været fine ni Døgn imellem Fjeldene, brød Zrætten los igjen, han vilde ikke mere derop; Ul⸗ venes Tuden var led i Sammenligning med Svanernes Sang, ſagde han, men Skade ſagde, at hun kunde ikke ſove ved Stranden for Maagernes og de andre Sofugles Skrig, og Enden blev da, at de flyttede fra hinanden og boede hver for ſig. Hun foer op i Fjeldene, hvor hun lober paa Ski og jager Dyr med ſin Bue, men Njord ſidder i Noatun og raader for Vind og Vejr. Njord horte ikke til Aſerne, men var af Vanernes Wt. Hvad Vanerne egentlig betyde, er det vanſteligt at fige; de ere guddommelige Magter ſom Aſerne, lige⸗ ſom disſe gode Magter i Modſetning til Iætterne og de med dem forbundne og beſlaegtede Vesner, men alligevel ere Aſer og Vaner, om vi maa bruge dette Udtryk, to forſtjellige Folkeferd. Der var Kamp imellem dem, og de hærgede hinandens Lande, til de omſider ſluttede Fred og gave hinanden Gisler. Paa den Vis kom Njord, Vanernes berommeligſte Mand, da til Aſerne, og fra den Tid af holdtes Freden imellem dem, men ved Tidens Ophør vil han komme tilbage til Vanerne. Utallige ere de Gudehuſe, han raader for; god er han at paakalde for den, der vil ſejle eller fare paa Fiſke⸗ fangſt, thi han raader for Vindens Gang og ſtiller Se og Ild. Han er jaa rig paa Gods og ſaa gavmild, at han kan give Alle dem, ſom paakalde ham. Hans Bolig hedder Noatun d. v. ſ. Skibenes Land, thi det er kun Havet nærmeft Land, han raader for, paa det vilde Hav længere ude herſker Aegir og Ran. Da Njord boede blandt Vanerne, var han gift med ſin Soſter, thi det var lovligt der, men hos Aſerne gjaldt ikke den Lov. Med hende havde han to Born, der fulgte med ham til Asgaard, Freja, ſom vi alt have omtalt, og Frej, den herligſte blandt alle Guder, ſom hans Soſter blandt Diſerne. Frej raader for Regn og Solſkin og derved for Jordens Grøde; vil man have Fred og gode Aar, da faar man paakalde ham; thi vel er han ogſaa ſnild og dygtig i Strid, men frem for alt dog Fredens og Ager⸗ brugets Ven; han kaldes den boldeſte af de Bolde i Aſernes Gaarde, og der ſiges om ham, at han hverken volder Mo eller Kone Graad, og løjer Enhver af hans Baand; derfor elfkes han ogſaa af Alle. Hans Bolig var Alfehjem; den fik han af Guderne ſom Zandfæ, da han fif fin forſte Tand. Skibet Skibladner, der altid havde Medbar og ſejlede bande gjennem Luft og Hav og kunde foldes ſammen jaa lille, at det kunde ligge i Lommen, var hans; hans var ogſaa Galten Gylden⸗ borſte; naar han om Natten red igjennem Luften paa den, lyſte det af dens Borſter, det kaldte Folk for Korn⸗ mod. Efter Frej har Fredagen fit Navn ligeſom Tirs⸗ dagen efter Tir eller Tyr, Onsdagen efter Odin og Torsdagen efter Thor. Ludvig Holberg. Af Bendix Hanſen. ( (Sluttet.) u kom der en urolig, higende og ſogende Tid. Krafterne gjærede og voxede i ham, og Skjalden modnedes til fit ſtore Kald. Det var umuligt for ham at ſlaa ſig til Ro herhjemme, fordybende ſig i Tidens ſpidsſindige, ufrugtbare og døde Lærdom, han maatte ud i Verden, ud i Livet, gjøre fig bekjendt med de forſtjellige Folks Tankeſct og Livsform, med deres Lyder og Dyder, og derfor gjorde han en hel Del Udenlands⸗ rejſer. Imedens han paa denne Maade ſtuderede Folkelivet, ſtuderede han lige jaa ivrigt Folkeſlagenes Hiſtorie og gjorde ſig bekjendt med deres Sprog, og ſaaledes blev han en ualmindelig lærd Wand — ual— mindeligz thi hans Lærdom var folkelig, og det var et Serſyn i hine Tider. Han rejſte meſt til Fods, dels af Sparſommelighed, dels for at ſtyrke ſit ſvage Helbred, og fit Underhold tjente han ved at underviſe i Muſik og de levende Sprog; men ſynderlig ſtiv i Franſk var han dog nok ikke; thi en franſk Pige ſkal en Gang have ſagt, at han talte Franſk ſom en tyſk Heſt, og det var jo ikke meget ſmigrende. Aar 1718 blev han udnævnt til Profesſor ved Kjøbenhavns Univerſitet; men endnu hapde han ilke dromt om, at han var Digter, „fkjondt“, ſom han ſelv ſiger, „jeg levede i en By, hvor der hvert Aar fodes flere Poeter end Fluer i September“, derimod havde han ſkrevet en Del hiſtoriſke Bøger, og de vare anderledes jævne, friſke og forngjelige at læje, end dem man var vant til; men juft derfor var der Nogle, der ikke kunde lide dem, og blandt disſe var en Profesſor, der hed Anders Hayer. For at viſe, hvor⸗ ledes Holberg, efter hans Mening burde have ſkrevet, udgav han i en Fart en kortfattet, tyſk Danmarks⸗ hiſtorie, og i Fortalen kalder han de gamle Hiſtorikere Sladderhanker, de nyere Fufkere og Holberg en Typ, og ſaa var man ſtrax inde i en hed Strid, der fortſattes i flere Smaaſkrifter. Da udkom pludſelig, „ſom et Lyn fra klar Himmel“ Holbergs „Peder Paars“. Det var et Digt, ſaa mærkværdigt nyt, jaa mageloſt vittigt, klart og forftaaeligt, at det ſnart blev en Folke⸗ bog, ſom Alle maatte læje, og den læftes igjen og atter 43 igjen, indtil man kunde den udenad, og alligevel vedblev den at væte lige fornøjelig; den Bog kunde man ikke blive kjed af. i Den blev tryft 3 Gange i halvandet Aar og den overſattes i næften alle Evropas Sprog. Aldrig tid⸗ ligere havde nogen danſk Bog, vundet et ſligt Bifald, og aldrig havde nogen danſk Bog, fremkaldt et Køre og vakt ſaadan en Forbittrelſe, ſom „Peder Paars“. Det var Samtidens Uſandhed og Taabeligheder han i dette Digt blottede og gjorde Nar ad, og de, der folte fig ramte, det var meſt de Lærde, rejſte fig harmſlagne imod ham, men de vare afmægtige imod den Latter⸗ ſtorm, Holberg havde fremkaldt. Da de ingen anden Udvej faa, klagede de til Kongen, for at han ſkulde tage dem under fin mægtige Beſkyttelſe imod Holbergs Vid og Lune, og „Peder Paars“ blev underkaſtet Droftelſe i Kongens Raad; men Frederik den Ade erklærede, at det var et meget morſomt og ufkyldigt Skrift og jaa fik det Lov at pasſere. Nu havde Holberg fundet fig ſelb; nu var han Digter. Han ſkrev ikke flere Heltedigte, ſom „Peder Paars”, men 1722 aabnedes i Kjøbenhavn den forſte danſke Skueplads, og dertil ſkrev han Komedier, i hvilke han ſkildrede Folks og Tidens Vrangſider faa morſomt og treffende, at man ret fif Øjnene opladte derfor, og Komediehuſet gjenlod af en uſtandſelig Jubel og Latter, hver Gang hans Stykker bleve ſpillede, og det ſkete ofte; thi man havde intet Andet, der var værd at ſes og høres i Sammenligning med Holbergs Stykker. Holbergs forſte Komedie var „den politiſke Kandeſtober“, hvori han viſer, hvor naragtigt det er, naar Folk i deres Indbildſkhed og Dumhed ſnakker klogt om og dømmer over Ting, ſom de ſlet ikke forſtaa fig paa, og hvor latterligt hjcelpeloſe flige Folk ſtaa, naar de kaldes til Handling i Stedet for til Snak. Derfor ender Stykket ogſaa med dette Vers: „Vi Ovrighed med Munden ſlaa Kan dog ſelv Intet gjore; Et, er et Sokort at forſtaa, ; Et Andet, Skib at fore!“ St Det blev for vidtløftigt, her at omtale alle Holbergs Komedier, og det behøves viſtnok heller ikke, da de fleſte af vore Læjere ganſke viſt fjender dem, og hvem der ikke gjør det, vil let kunne faa dem at leſe, da de findes omtrent i ethvert Sognebibliothek, og jeg vil derfor indſkronke mig til kortelig at omtale nogle Enkelte. Holberg var af en mærkværdig fund og ſterk aande⸗ lig Natur, og han ſtaar næften ſom et Underverk i fin Tid. Ethvert Menneſke er jo til en vis Grad et Barn af fin Tid og glider derfor uden ſelv at vide det og ofte uden at tanke derover med fin Tids Stromning, og det er ſjeldent, ſaare ſjeeldent, at Nogen kan blive ſtagende midt i den ſtride Strøm, ſtandſe den og tvinge den til at gaa i en anden Retning. Det kan kun de med de ſtore Kræfter, Tidernes og Folkenes Stormend; men det kunde Holberg. Han havde et forunderligt klart Blik for Daarſkaben og Uſandheden og en dyb Forſtagelſe af Folkenaturens Sandhed og Trang, og han greb det ypperligſte Vaaben, der er givet Menneſke⸗ ſlegten til at ſlaa Trolde til Jorden med, nemlig Latteren; thi naar man kan le ad det Onde, faa har det tabt ſin Magt, ſaa ſer man det i hele ſin Jammer⸗ lighed, og naar Latteren klinger, ſaa er Fortryllelſen løft, og Livet kan atter begynde at udfolde fig frit, ſom det hedder i vore gode gamle Kæmpevifer. Der var iſcer to Stænder, ſom Holberg tog fat paa; det var de Lærde og Officererne, og det var ogſaa dem, der trængte meſt til at omdannes, da de kuede to Hovedretninger af Folkelivet, nemlig Oplysningen og jelvftændig Danſkhed. Det latinſke Skolevceſen med dets opſkruede Lærdom angreb han kjakt i „Peder Paars“; men det mægtigfte Slag fik det i „Erasmus Montanus“; thi i denne Komedie, led det et Nederlag, ſom det aldrig kunde forvinde. Den ſtorpralende tyſke Officersſtand, der paa den ſkammeligſte Maade hundſede Danmarks Sonner, ſkjondt den beſtod af usle og jammerlige Perſoner, tog han under Behandling i „Jakob v. Thybo eller den ſtortalende Soldat“, og i „Didrik v. Menſchenſchrek“ med hans Tjener Kriſtoffer Maurbrecher, to ſtakkels Pjalte med forfærdelige Navne. Det er naturligvis flet ikke behageligt, at blive fremſtillet paa Skuepladſen, aldeles ſom man er, og ſaaledes gjort til Gjenſtand for Latter og Spot, og vi kunne derfor let begribe, at Holberg fif mange bitre Fjender. Man har bevaret Fortællingen om en lille Begivenhed, der træffende viſer, hvor prægtigt Holberg forſtod at møde og tilbageviſe fine Fjenders ſmaa Angreb. En Dag modte han to Officerer, der ikke vilde gaa tilſide for ham, ſljondt han havde For⸗ tovsret. „Jeg gaar ikke af Vejen for en Nar!” ſagde den Ene. „Da gaar jeg ſaamen af Vejen for to!“ ſvarede Holberg med et Smil, idet han hilſede høfligt og gik til Side. Da Kriſtian den 6te blev Konge, blev den danſke Skueplads lukket, og al Livsglede fordømt ſom Synd og Ugudelighed, og jaa tog Holberg fat paa andre Arbejder, ſom der ogſaa var Trang til. Han fÉrev Hiſtorie, Danmarks Riges Hiſtorie, Kirke hiſtorie, Helte og Heltindehiſtorier og en jodiſk Hiſtorie. Det var lutter gode og fornojelige Bøger, der fremfor nogen anden, fandt Vej til Folket og lærte dem at fjende fig ſelb. Desuden ſkrev han en Del Smaaſtykker, ſom han falder „Epiſtler“ (Breve), hvori han paa en morſom Maade udtaler fin Mening om mange forſtjellige Forhold og Ting. Et af hans betydeligſte Arbejder er dog „Niels Klims underjordiſke Rejſe“; thi i denne Bog „fremdrages næften alle menneſkelige Forhold for Betragtningen, afforte det falſke Skin, ſom Indbildning eller Vane har laant dem, og den fatteligſte Visdom meddeles i den vittigſte Indkledning“. Da Kriſtian den 6te døde, og Skuepladſen igjen aabnedes, ſkrev han atter Komedier. Det var i det Hele Holbergs ſtore Opgave at blotte og rebſe det Uſande og bane Vej for det Sande; Livet, der laa i Dvale under Tidens Unatur, vilde han have frem, og derfor lærte han Folket at fjende fig ſelv. Derfor ſkrev han fine Komedier, derfor ſkrev han fine Hiſtorier, derfor ſkrev han Danff og hans Gjerning bar tuſindfold velſignede Frugter. Han var en jævn og ligefrem Mand, ſimpel og tarvelig i Levemaade og Klædedragt og iagttog i alle Henſeender den ſtraengeſte Orden. Han ſtod op, ſpiſte, arbejdede og gik til Sengs til beſtemte Klokkeſlet, og han tog ſjelden Del i Gjæftebud eller anden Tidsfordriv. Han blev aldrig gift, ſkjondt han vel kunde have havt Raad dertil; thi han tjente ſaamange Penge ved ſine Bøger og fin Sparſommelighed, at han blev en rig Mand og kunde kjobe Godſer med ialt over Tuſinde Tdr. Hartkorn. Hans Ejendom ophojedes til Baroni og han ſelv til Baron, hele Godſet, hele hans ſtore, koſtbare Bogſamling og 15,000 Daler ſkjcenkede han til Sorø Akademi. Han døde i Kjøbenhavn 1754 og blev, ſkjondt han altid havde været ſpagelig, 70 Aar gammel. Da han laa paa ſit Dodsleje, ſagde han: „Jeg har hele min Levetid ſtrebt efter at være en nyttig Borger; derfor vil jeg gjerne do, da jeg marker, at mine Aandskrafter ikke længer ville ſtaa mig bi“. Og paa hans Ligkiſte ſtod ſkrevet: „de ſtore og mange Verker med hvilke han berigede og prydede ſit Fedreland, endog til Misundelſe og Forundring for Fremmede le ad Døden og Graven. Holberg lever og er i Alles Munde, hans Rygte gronnes altid og ſkal voxe hos vore Efter⸗ kommere“. Og disſe profetiſke Ord har den ſpundne Tid ſtadfaſtet, endog dette om „Misundelſe og For⸗ undring for Fremmede”; thi Tyſkerne, der har den ſlemme Egenſkab, at ville tilvende ſig Alt, hvad der er Ualmindeligt, Stort og Herligt, har ogſaa villet „anektere“ Holberg og gjøre ham til „en nordtyſk Digter;“ men deraf kunne vi le; thi aldrig har Dan⸗ mark havt en Digter mere Danſt end Fader Holberg, og derfor kunne vi frejdigt ſynge med Chr. Wilſter: „Saalenge ſom derfor med Liv og med Aand Den Danffe kan ſynge i Lunden, f Saalcenge ſom ikke hans Smilebaand Af Moden i Knuder er bunden; Saalcenge en Draabe gammeldags Blod Kan Vej gjennem Sjerterne finde; Saalcenge ſom Bogen ved Sorø ſlaar Rod, Skal leve vor Holbergs Minde!“ . Lapperne. en nordligſte Del af Sverrig og Norge, ſamt tilſtodende Dele af Rusland, udgjor et raat, vildt Land, med [ave Bjergaaſe ad: Y ſfkilte ved Sletter, opfyldte af Moſer, Søer og Sandſtrakninger. Det er Lapland. Vi have tidligere (forrige Aargang Side 307 og 8) omtalt det tamme Rensdyr ſom lever i disſe Egne, og er Befolkningens vigtigſte Husdyr, og ſtulle i Dag bringe et Billede af dette haarde Lands Befolkning Lapperne, der næppe udgjor 30,000 Sjæle, De have et eget mærkeligt Sprog, ſom ikke er beflægtet med noget andet evropæiff Tungemaal, ere ſmaa, lave, fort: haarede Skikkelſer, med kraftige, hærdede og meget ſmidige Lemmer. De have en naturlig Godmodighed og Freds ſommelighed ere temmelig ligegyldige og rolige, faa at de hverken have ſynderligt fremtrædende Dyder eller Lyder, men lever et forholdsvis lykkeligt Liv i meget tarvelige Kaar, og de elſke derfor. deres Fædreland, trods Fattigdommen og de haarde Livsvilkaar det byder. At megen Urenlighed og Overtro herſker blandt dem, er derfor ikke faa underligt, iſeer da deres Omvendelſe til Kriſtendommen ikke ligger ſaa meget langt tilbage i Tiden, og meget af det gamle Hedenſtabs religioſe Vildfarelſer endnu hænger ved dem i Form af mange Haande Overtro. Renen er, ſom tidligere omtalt, deres ſtorſte Rigdom og uden dette Dyr vilde Landet være ganſke ubeboeligt for Menneſker. Lapperne garver dens Hud og gjor Traad af dens Sener. Men de forſtaa ogſaa at væve Tepper paa en oldtidsmesſig Vaveſtol, ligeſom de kunne ſtrikke Vanter med pen Udſyning og forſcerdige de Kledningsſtykker, ſom de bruge, meget net. Mendenes og Kvindernes Klædedragt er temmelig ensartet, idet de bære Huer og lange pelslignende Overkjoler, lange Benklæder og Laderſtovler. Stoffet er groft Uldtoj eller Pelsvœrk. Der findes tre adſkilte Stammer, eller Slags, Lapper, nemlig Sfovlapper, der vaſenligſt ere Jægere, Sølapper ved Kyſten der ere Fiſkere, de fattigſte af dem alle, og Bjerglapper, der ere de anſeligſte og rigeſte, takket være Rensdyret, ſom gjor Bjerglapperne til et uroligt Nomadefolk uden blivende Sted. Lidt om Corvemoſernes Dannelſe og Betydning. n 75 en botaniſk Udflugt forleden Dag beſogte jeg Gaardejer Hans Jenſen, ſom jeg af og til plejer at ſe ind til, naar min Vej forer mig forbi hans Gaard. Da jeg kom ind til ham, var han juſt i Begreb med 45 at gaa ud for at fe til fine Folk, ſom arbejdede i hans Torvemoſe, og han indbød mig til at gjøre fig Folgeſkab. Vi fandt Alle i fuld Virkſomhed her, og efter at vi en Tid havde feet pan de forſkjellige Ar⸗ bejder, gik vi atter tilbage til Gaarden. Det var meget naturligt, at vor Samtale paa Sjemvejen kom til at dreje ſig om Moſerne, og Hans Jenſen, ſom er en meget videbegjærlig og forſtandig Mand, bad mig fortælle fig lidt om Moſernes Dannelſe og Oprindelſe. Det Lidet, ſom jeg ved denne Lejlighed fortalte ham, gav ham Lyſt til at høre Mere herom, og jeg maatte love ham at fortſcette en anden Gang. Da jeg ved, at Hans Jenſen holder Husvennen, vil jeg indfri mit alle Sider, i nærmere Ojeſyn. Vægge ere dannede af brun Torvejord, hiſt og her afbrudt af ſtorre og mindre Treſtammer. Torvejorden beſtaar af Reſter af Planter, og hele Moſen er altſaa udelukkende ſammenſat af Plantedele. Torven, ſom vi brænde i vore Kakkelopne og Komfurer er derfor ikke andet end Levninger af Planter, der langt tilbage i Tiden vorede i Moſerne og deres nærmefte Omgivelſer. Disſe Plantedele ere altid ordnede i Lag, der dog ſom ofteſt ikke tydeligt kunne ſkjelnes, men i en udtorret Moſe, ſom vi have gjort til Gjenſtand for vor Under⸗ ſogelſe, kau man dog ret godt fe dem. Svert enkelt Lag angiver den Zilvært af Plantedele, om Moſen Løfte til ham ved at fortælle lidt om denne Sag i dette Blad i Haab om, at det maa kunne interesſere Leſerne. Jeg vil da ſtrax bede Leſerne om i Tanken at folge mig ud i en Moſe, og da vor Vandring ſom ſagt kun ſker i Tanken, have vi jo frit Lov til at vælge hvilkenſomhelſt vi ville, uden forſt at ſporge om Tilladelſe og uden at frygte for at træde hverken Pers eller Pools Ejendomsret for nær. Vi ville da helſt vælge en udtørret Moſe, ſom Leeſerne altſaa troſtig kunne folge mig ned i uden at frygte for at faa vaade Fødder og Snue. Ankomne paa Bunden af Moſen ville vi ſtrax tage dens lodrette Vægge, ſom omgive os paa fn N n Vi ſe da, at disſe har faaet i Løbet af et Aar, og ved at telle disſe Lag kunne vi altſaa beſtemme den Tid, ſom der er hengaget med dens Dannelſe, ligeſom vi, ved at tælle Aarringene i Tverſnittet af en Stamme, kunne beſtemme Træets Alder. Enhver Moſe har fra førft af været et Basſin eller en ftørre eller mindre Fordybning fyldt med ſtille⸗ ſtagende Vand, hvis Overflade efterhaanden blev bevoret med Vandplanter ſom SÉovgræs, Aakander, Vandax og flere andre. Disſe Planter fik dog ikke ret længe Lov til at vore i Ro og Fred der, men bleve fnart | fortrængte af forſtjellige Mosarter, iſcr Tørvemos (Sphagnum) og Endeknop (Hypnum), ſom hurtigt dannede et Zæppe over Vandet, medens de andre Planter, ſom ikke mere kunde fag det fornødne Lys og Varme, efterhaanden visnede og ſank til Bunds. Mosarterne hævdede deres Herredomme i Moſerne gjennem et langt Tidsrum; den ene Slægtfølge af Mos afføfte den anden, de visnede Mosſer ſank til Bunds og afſatte ſig her lagvis, hvorfor den egentlige Torvejord og iſcer den af Torvegraverne ſaakaldte Svamp” udelukkende beſtaar af Mosarter. Saaledes vedblev Lagdannelſen, indtil Moſen omſider blev aldeles opfyldt. Det folger natur⸗ ligvis af fig ſelv, at de nederſte Lag maatte blive ſterkeſt ſammentrykkede paa Grund af det ſtore Tryk, ſom de øvre Lag og Vandet udøvede paa dem. Foruden Mosarterne og de førnævnte Planter træffe vi ogſaa andre Plantedele i Moſerne, og jo nærmere vi komme til Moſens Rand, deſto mere tiltager Antallet af disſe, da de hidrøre fra Planter, ſom vovede i Moſens nermeſte Omgivelſer. Vi kunne ikke alene finde Blade, Bladſtilke, men Stængler og he⸗ FFF le Frugter, ja ſom for nævnt endogſaa hele ſto⸗ re Treeſtammer. Naar vi under⸗ ſoge den Stil⸗ ling, hvori Træ- ſtammerne ligge i Moſerne, finde vi altid, at de vende Toppen eller Kronen ind efter mod Moſen og Roden ner⸗ meſt mod Ran⸗ den. Heraf kun⸗ ne vi flutte os til, at de maa verre bukkede under for Tidens ſkarpe Tand, og de faldt derfor meget naturligt til den Side, hvor Grunden var meſt los, altſaa udad mod Moſen eller rettere ſagt i denne. Denne Dannelſe af Moſerne er ganet meget langſomt for ſig og har optaget et langt Tidsrum, ſom vi uden Overdrivelſe godt kunne anſlaa til flere Tuſinde Aar. De Moſer, ſom vi ved denne Fremſtilling nermeſt have havt for Oje, ere de ſaakaldte Skovmoſer, der forekom over alt i de ſtore ſammenheengende Skove, ſom i Fortiden bedoekkede den ſtorſte Del af Danmark. Foruden Skovmoſer have vi her i Landet ogſaa ſtore Kjcrmoſer og Lyngmoſer. De forſte ere dannede ved Randen af Ager, Søer eller Fjorde, og Torvejorden i dem beſtaar ifær af forſkjellige Halvgrœsſer, Siv, Rør ſamt Endeknop. Lyngmoſerne, der iſcer forekomme i Jylland, ere naſten udelukkende dannede af Torvemos, ſom dog ſenere efter Haanden er bleven fortrengt af Sfaumoge. Planter, der henhore til Lyngfamilien, f. Ex. Moſelyng, Sedelyng, Tranebær og Boller. Til Lyngmoſerne hore f. Ex. den ſtore og den lille Vildmoſe i Jylland ſamt Holmegaardsmoſen paa Sjælland. Enkelte Steder her | i Landet f. Ex. i det nordlige Jylland og ved Tidsvilde i Nærheden af Frederiksværk ere Moſerne efterhaanden blevne aldeles dekkede af Flyveſand. Trykket af dette har presſet Torvejorden overordentlig ſterkt ſammen, og fra disſe Moſer hidrøre de ſaakaldte Mostorv, der have faa ſtor Lighed med Brunkul, at de naſten ikke kunne ſkjcelnes fra dette. Med Henſyn til Moſernes Betydning for os vide vi jo Alle, at de ere af ſtor praktiſt Betydning ved at forſyne os med Brendſel, men de have ogſaa en ſtor Interesſe for os i videnſkabelig Henſeende. Da denne Betydning næppe er alle Læjerne bekjendt, vil jeg fortælle dem lidt herom. For en Del Aar tilbage i Tiden, vidſte man om⸗ trent flet Intet, == om — hvorledes i 5 : Plante- og Dyre⸗ verdenen var her i Fortiden, idet man kun havde loſe Gisninger at ftøtte fig til. Nu ved man der⸗ imod god Beſked herom, og deſtore og heldige Reful- tater, ſom man er kommen til i denne Retning, ſtyldes ene og alene en grundig Underſogelſe af Moſerne. Det var vor Landsmand, den bekjendte Naturforſker, Profesſor Steenſtrup, ſom med Iver og Dygtighed foretog disſe Moſe⸗Underſogelſer, og med ſtor Klarhed og Skarp⸗ ſindighed har han tillige fremſtillet Reſultaterne heraf. Moſerne indeholde nemlig en ſtor Mengde Levninger af Planter og Dyr fra Oldtiden, og disſe Dele ere paa Grund af den ſaakaldte Humusſyre eller Muldſyre, der har den merkelige Egenſkab, at den beſkytter Alt, ſom bliver gjennemtrengt af den, mod Oplosning, blevne bevarede i en ſaadan Tilſtand, at man ved Hjclp af dem med Beſtemthed har kunnet paaviſe hvilke Planter og Dyr der fandtes her for Tuſinder af Aar ſiden. Som allerede omtalt, beſtaar Torvemasſen udelukkende af Plantedele, der ere ordnede lagvis, ſaaledes at de dybeſte eller nederſte Lag ere de ældfte. Da disſe Lag indeholde Stammer, Blade og Frugter af Fyr, Barvreasp og Birk foruden en Del andre Planter, kan man heraf med Beſtemthed ſlutte fig til, srt 47 at Skoven her i Oldtiden maa have beſtaaet af Fyr, hiſt og her blandet med Bævreansp og Birk. Fyrren blev ſenere aldeles fortrængt af Egen, af hvilken man finder Levninger i de gore Lag i Moſerne, og Egen er tildels atter bleven fortrængt af Bogen, ſom jo nu er vort vigtigſte Skovtre. Foruden Levninger af Planter har man ogſaa i Moſerne fundet Knokler og Horn af Dyr, og ved at underſgge disſe er man kommen til ſikker Kundſkab om Dyreverdenen her i Oldtiden. Disſe Underſogelſer have viſt, at der paa den Tid fandtes en Mængde vilde Dyr her, ſom nu forlengſt enten ere uddøde eller blevne udryddede. Man har ſaaledes i Moſerne, foruden Levninger af de endnu vildtlevende Dyr, ogſaa i ſtor Mængde fundet Levninger af Bjørne, Ulve, Losſer, Vildkatte, Elsdyr, Rensdyr, Uroxer eller Kcempeoxer, Pukkeloxer, Vildſpin, Bævere, Tjure og Gejrfugle ſamt Moſeſkildpadder. Det er heller ikke ſjceldent, at man i Moſerne finder forſtjellige Redſkaber fra Oldtiden, og disſe Fund i Forbindelſe med Fundene i Kjokkenmoddingerne, Jaetteſtuerne og Gravhøjene jætte os i Stand til at danne os et klart Begreb om det Kulturtrin, ſom Nordens eldſte Beboere ſtode paa. Leſerne fe altſaa heraf, at Moſerne have en Be tydning i videnſkabelig Henſeende, ſom er af ikke ringe Vigtighed. De ere, ſom Profesſor Steenſtrup ſaa treffende har ſagt, „at betragte ſom Landets ſtore Aarboger, der i mange Retninger oprulle Billeder fra dets Fortid for os“. A. P. E. Toepfer. Den gamle Stenſlager. Af Zaſtarias Nielſen. — Der ſidder han henne, det gamle Pus, i Faareſkindskofte, med lodden Kabus og Knæbind. og Zræffoftøvler. Mens Hammeren knuſer Sten for Sten, og Haanden fjerner dem en for en, han ſidder jaa ſmaat og vrøvler. Halvt hældende op mod det ſtore Tre ſtaar Langhalms⸗Skjcrmen, ſom yder ham Lee for Regnens Draaber og Blaſten. Ved Siden til Hojre hans Madkurv ſtaar — imellem han tager en lille Taar; den varmer der inden for Veſten! Paa Vejen ruller der Læs pan Les; ſnart kommer en Bonde med Svin og Gæs og ſnart en Slagter med „Kalle“. Den Gamle tager i Huen et Tag og nikker og hilſer: „God Dag! god Dag!“ — han kjender dem magelig Alle. „Ja det er nok mig, J takke kan, at Vejen er lavet faa godt i Stand, J ſkylder mig mer, end J tenker!“ — Saa ſmiler i Sfjægget han ſtolt og klog og retter i Vejret ſit gamle Skrog, mens Hamren en Stund han ſenker. Den ene Dag ſom den anden gaar — der har han nu ſiddet i tredive Aar i Sol og i fludfulde Dage. Til Huſtru og Smaa han ffaffede Brod, og led han ſtundom end ſelv lidt Nad, man horte ham aldrig klage. Ej trykkes af nogen Brøde hans Sind, hans Hjerte er friſkt, og Vejr og Vind har hærdet hans Sener og Nerver. Og Tro han har paa fit Arbejds Værd: „Hvor finder man ſaadan en Vej ſom her, hvor finder man ſaadanne Skjerver!“ Nuvel! han er kun et gammelt Pus i Faareſkindskofte, med lodden Kabus — ej højt han i Samfundet knejiſer. Men ſe — han fylder en Plads dog ud, og det kan vere, han ſtaar for Gud over mangen Konge og Keiſer. Husflid. —— Husflidens arbejdsopdragende Magt. I et nyligt afholdt Foredrag om Husfliden i Sverrig ſiger C. Ahlhorn: „Hvad den mandlige Husflid an⸗ gaar, jaa er det denne ſom tiltrenger en grundig Vekkelſe. Medens Kvinderne i de lange Vinteraftener ere flittigt ſysſelſatte med Arbejde i en eller anden Retning, ſidder ſodvanlig ſtorſte Delen af det mandlige Perſonale efter at Skumringen er indtraadt og Kreatur⸗ rogten er afſluttet, hele den lange Kveld i al Ro og Mag omkring Skorſtenen, eller ogſaa ligge de ſovende paa Benkene. Saadanne Exempler virke naturligvis meget uheldigt paa den opvoxende Slægt. nar Børnene ſe Forældre eller Sodſkende ſtadigt ſysſelſatte med et eller andet Arbejde vænne de fig til at 5 as Fliden ſom noget naturligt nødvendigt; de ville da heller ikke gaa med tomme Hænder og intet beftille. Saaledes opvorer Arbejdſomhedens Dyd hos dem ved Siden af en Dygtighed og Evne til at hjælpe fig ſelv ſom i en modnere Alder kommer dem vel til Gode. Naar Børnene tidlig tilholdes at gjøre Nytte, udvikles deres Haandelag og Forſtand, jaa at de tilegne fig den ene Ferdighed og Haandtering efter den anden, og man gienfinder ikke hos ſaadanne Folk den Klodſethed og Mangel paa Cvne til at hjælpe fig ved Forferdigelſen af de ſimpleſte Redfkaber, eller i andre Gjoremaal, ſom desværre endnu jaa ofte ſes hos vore Gutter af de højere Samfundsklasſer“. Hvor pasſer ikke denne Udtalelſe paa vore danſke Sade Üdgiveren af „Husvennen“ har paa mange Steder i fine Foredrag om Susflidsſagen feeſtet Op⸗ 8 1 sa arpt ie dens Betydning for Barnets Arbejdsopdragelſe og paa Exemplets Magt i det huslige Liv i denne Rekning. Maatte blot mange Forceldre og Husbonder ret klart indſe Susflidens arbejdsopdragende Magt hos Ungdommen! Arbejdet adler. Ved Landbrugs⸗ og Induſtrimodet i Marieſtad i Sperrig, der afholdtes i Auguſt Maaned, fandtes i Husflidsafdelingen en arbejdende Husflidsfremſtilling vor 26 Perſoner dagligt for de Beſogendes Ojne ud⸗ 1 ligeſaa mange Husflidsarbejder, blandt hvilfe Froken Luiſe Sparre tildrog fig færlig Opmerkſomhed ved fit Bord ſom en dulig Kniplerſke. Ved Feſt⸗ maaltidet ytrede hendes Fader, Greve Sparre, at han havde ſat hende der „derkör att det numeraà endast år arbetet som adlor“. Bognyt. Geografiſke Forſkrifter af Chr. N. Bech. Den Samling af geografiſke Forſkrifter, ſom den flittige Forfatter, Skolelcrer og Dannebrogsmand Bed i Ryde 15 udgivet, har været benyttet i mange Skoler og ar ogſag fra Skolerne banet fig Vej til ikke fan Hjem. Der foreligger Vidnesbyrd om, at man baade i Skole og Hjem 19 5 været glad ved disſe Forſkrifter. Det omtalte Apparat er ogſaa et ſerdeles henſigtsmasſigt Leremiddel, der giver den dygtige Lærer fortrinlig Lejlighed til at tale med Børnene om Mangt og Meget, ſom kan være gavnligt med Henſyn til dises aandelige AÜdvikling, ſamtidig med, at det fan berige dem med flere nyttige bee — Forſkrifterne kunne derfor fe det Bedſte anbefales til Üdbredelſe i Landets for⸗ jellige Skoler. Kunde den ſmukt ſkrevne Samling kaffe fig ret Indgang i Hjemmene trindtom, vilde den 99 8 unne være til megen Nytte baade for Ældre og Yngre, Smaating. Jordens Overflade. Man har ſammenlignet Ujcevn⸗ hederne paa Jordens Overflade, Bjerge, Dale, Byg⸗ ninger o. desl. i deres Forhold til hele Jordklodens Storrelſe med de ſmaa Forhojninger og Prikker paa en Appelſin, og denne Sammenligning er meget træf fende. Det ſtorſte Bjerg pan Jorden, Everet i det aſiatiſke Bjergland Himmalaya, er 27,212 Fod, altſaa noget over en Mil hojt, hvilket udgjor omtrent en 1700 Del af Jordens Glennemſnit; og dette mægtige Bjerg vilde paa en Skoleglobus med 17 Tommers Gjennemſnit ikke blive højere end omtrent Hundrede⸗ elen af en Tomme. Derſom man paa en ſaadan Globus vilde fremſtille en nøjagtig Afbildning af vor FEER eee Jord og dens Faſtland, da maatte det tørre Land fr emſtilles ved Hjælp af almindeligt Skrivpapir, idet ſaa de ubedæffede Steder vilde fremſtille Havet; Hoj⸗ landene og Bjergkjcderne vilde kun udkrœve et Par Lag tyndt Silkepapir, og kun de hojeſte Bjerge maatte betegnes ved ubetydelige Sandskorn. Eu god Tak for Mad. Den ſtore Sheridan gik en Gang ind til en Parykmager for at beſtille ſig en Paryk. Efter at der var taget Maal, indbod Paryk⸗ mageren den almindelig afholdte Mand til at nyde nogle Forfriſkninger i hans private Lejlighed. Verten viſte fig ſaa geſtfri, at Sheridan blev. helt bevæget derover, … Da de rejfte fig fra Bordet og ſtkulde ſige hinanden Farvel, ſagde Sherkdan: ' „Efter nærmere Overlæg bryder jeg mig ikke om nogen Paryk“. Ovoerraſket udbrød Parykmageren: „Men, Du ſtore Gud! Jeg er da vel ikke, mig ſelv ubevidſt, kommen til at fornærme Dem, Hr. Sheridan?“ „Nei, paa ingen Maade”, ſvarede denne; „De er en Hedersmand. Og jeg ſiger Dem endnu en Gang, at De ikke ſkal gjore nogen Paryk til mig, thi jeg vil aldrig kunne betale Dem den. Jeg vil hellere henvende mig til en af Deres mindre værdige Standsfeller“. Om Juſekternes Muſkelſtyrke har en franſk Natur⸗ forſker anſtillet folgende Forſog. J en let Aeſle, ſom blev anbragt paa Vingedakket af en ſtor Hornbille, lagde han lidt efter lidt ſmaa Sandpoſer, indtil den ſamlede Byrde udgjorde 21/4 Pd. Billen var bleven ſtillet paa en jævn lade, og uagtet dens Byrde var 315 Gange fps ftor 5 dens egen Vægt, kunde den dog ſtadigt evæge fig fremad under Byrden. — — Brevpexling. Hr. P. Er. i Tos. At De forſt midt i Kvartalet modtog de 5 Exemplarer er Husvennens Expedition aldeles uſkyldig i, da de vare indmeldte og indſendte til Poſtexpeditionen i Kjøbenhavn i rette Tid. Friexemplarer. J Anledning af flere Foreſporgsler bedes bemærket, at Enhver der beſtiller 10 xemplarer af Husvennen, kan fordre det 11te udleveret frit, hos vedkommende Boghandlere, ſom en Gang for alle ere tilftanede 1/0 i dette Ojemed. Giennem Poſtveſenet kan derimod kun erholdes Friexemplar tilſendt, naar der til Udgiveren indſendes Poſtkvittering for at 10 Exemplarer ere beſtilte. Jndſenderen vil da ſnareſt i Løbet af 14 Dage erholde ſit Friexemplar ſendt gjennem vedkommende Poſtkontor. C. E. i Sp. Overſattelſer anvendes kun lidet, og Hus⸗ vennen er allerede i denne Retning rigeligt forſynet med Med⸗ arbejdere. — Chr. K. i O—r. Er forſynet i denne Retning og kan ikte anvendes. Merkepinde. Alle Foreſporgere meddeles, at deres Breve ere indſendte til vedkommende Beſtiller i Kjøbenhavn, fra hvem de kunne vente Svar og Prøver, — Judhold. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede. — Ludvig Holberg, af endix Hanſen (Sluttet.) — Lapperne, med Billede. — Lidt om Torvemoſernes Dannelſe og Betydning, af A. P. E. Toepfer, med Billede, — Husflid: Husflidens arbejdsopdragende Magt. Arbejdet adler. — Boguyt. — Smaating. — Brevvexling. Husvennen udkommer. til hver Søndag med et 16, ſpaltet Ark, ſorſunet med flere Villeder, lil 3 Hverl Ilerdingaar medfølger gratis et ſlort mußt Billede. Bladet kan beſlilles pan ethvert Po UN ag ee, eee Voglade samt hos Hopedfiommigſioncren: Boghandler Nudolph Klein, lille Kjobma Åkonfor og Brepſamlingsſled, i enhver gergade 56, Kſobenhayn. Trykt paa Uadgiverens Forlag hos J. H. Schultz. SÅ kunſts Fader. det jgamle tykke Lag Vin⸗ terſne, hvorunder Danfk⸗ heden laa i Dyale. J Kempeviſerne, ſom den Gang vare trængte tilbage til Fattigmands Stue, ſynges der ofte om Trylleharpen, hvis Klang loſer det i Trold⸗ domsſlummer bundne Liv og atter faar det til at ſtromme frit og fyl⸗ digt, og en ſaadan Harpe⸗ klang begyndte atter af tone henover Danmark, da Holberg ſtemte op; thi Trylleharpen er Digte⸗ kunſten. Holberg er Bane⸗ bryderen; thi han fik Folk til at le, og naar Latteren bryder frem, 2. Aargang. Nr. 7. Johannes Evald. Af Bendix Han fen. üudvig Holberg er den danſke Digte Det var ham, der ved ſine friſke, frejdige og morſomme Skildringer af Tidens Skrebeligheder, der ſom en kaad Foraarsvind ſuſte hen over vort Fædreland, loftedezog adſplittede de fremmede Pialter og ſmeltede | Sundagen d. 15. Houember. 2 Å 2 Kjøbenhavn. 1894. jaa har det Onde tabt fin Magt; derfor kunne vi nu ſynge: Kræfter. Johannes Enald. „Og juſt ſom de mente, hun var i Baand og Baſt, da lo hun ſaa hjerteligt, at alle Lenker braſt!“ Han ryddede op i alt det gamle Skrammel og jævnede Grunden, og det er hans ſtore Betydning; men ſaa ſkulde der bygges op, og dertil maatte andre Nu ſkulde det viſe ſig, om den Aand, der i Oltiden havde frembragt Stordaad, Saga og Sang, atter megtede at arbejde fig frem til Klarhed i Daad og Sang, der ſtedſe følges ad, og ſkabe en ny Tid, og Gudſkelov, den megtede det; men derfor bor vi "aldrig glemme de Stormend, der i trange Tider led, og kœmpede for Folkeaan⸗ dens Sag. Det Store fødes altid til Verden under ſtore Smerter, og den forſte Profet for den vaagnende Folke⸗ aands dybe, mægtige Rorelſe var derfor en Smertensmand ſom in⸗ gen af de ſenere Skjalde; hans Navn var Johan⸗ nes Evald. San blev født i Kjoben⸗ havn den 18de November . 50 1743. Hans Fader, en Sonderjyde, var en brav Praſtemand, men mørk, tungſindig og fjendſk imod al Livsgleede ſom den Tids Pietiſter. Hans Moder var derimod en flygtig og letſindig Kvinde, og, ſom det ofte er Tilfældet med overfladiſke Menneſker, kold og haardhjertet. Johannes Evald var en fjælden begavet Dreng; han udmærkede fig tidlig ved fin ſtore Lerelyſt og forunderlige Hukommelſe. Da han var 11 Aar gammel erklorede hans Lærer, at han ilke kunde lære ham mere, og han blev da fat i Skole i Slesvig. Han havde arvet Faderens dybe Folelſesliv for⸗ bunden med Moderens lette, flyvende Fantaſi, men ædlere og mægtigere end hos nogen af disſe. Hans Hjerte glødede for alt, hvad der var ſtort og eventyrligt, og hans Sjæl higede ubevidſt fremad imod det Høje. Deraf kom det, at han ſom Barn vilde ſtille fig i Spidſen for en Armee af Drenge og erobre Tyrkiet; deraf kom det, at han i længere Tid opfyldtes af Tanken om at drage til Afrika ſom Misſioncer og vinde Martyrkronen; og deraf kom det, at han provede at lobe af Skole i Slesvig for at komme tilſos, ſtrande alene paa en ubeboet De i det vilde Hav og leve der ſom en Robinſon Kruſo. 1758 blev han Student og fort efter jaa han for forſte Gang den dejlige Arendſe (Hulegaard) og blev forelſket; det blev ikke blot til ungdommelig Sværmeri, men en dyb, mægtig, begeiſtrende Lidenſkab, der gav hans Liv Retning og holdt ud til hans Dødsftund. For ham med den højtflyvende Fantaſi var det for langſomt, jævnt og almindeligt at naa fin Kjær: ligheds Maal ad Studeringernes flagne Landevej, og derfor flygtede den 16 aarige Student bort fra Hjem og Fædreland for i Syvaarskrigen ſom Soldat at fæmpe for fin Arendſe og en glimrende Fremtid. Forſt gik han i prajſiſk Tjeneſte ſom Menig, og ſiden i oſterrigſk, hvor han naaede at blive Underofficer og kunde blevet Officer, om han vilde have opgivet Lutherdommen. Det gik ham for langſomt med Forfremmelſerne, og jaa flygtede han atter og kom til Kjøbenhavn. efter halvandet Aars Fraværelje. Han kaſtede ſig nu med Kraft over Studeringerne og tog efter 2 Aars Forlob theologiſk Eramen med bedſte Karakter. Hans Livsvej ſom Preſt laa nu jævn og lige foran ham; men da ſkete en Begivenhed, der ſom et Lyn knuſte alle hans glimrende Fremtidsdromme og hans hele Livsmaal; Arendſe giftede ſig med en Anden! Alt ſtyrtede ſammen for ham, en forfærdelig Tomhed afloſte hans glimrende Livsbilleder, han blev ligegyldig for fin Fremtid og grebes af en Sjceelslidelſe, ſom Intet kunde læge, og ſom han forgjcves ſogte at bedove. Men var det denne Begivenhed, der odelagde hans borgerlige Fremtid, faa var det ogſaa den, der gjorde Johannes Evald til den ſtore Skjald, ſom vi elſke og beundre; thi under Smerte fødes det Store til Verden. Saa begyndte han fin Digtervirkſomhed. Det var — hans Sorgeſange over Frederik den Ste, der ført ret vakte Opmeerkſomhed og lod ane hans dybe og rige Digteraand. Det var ſimple, men dybtfølte Vers, hvori han tolkede fin Sorg over Kongens Dad, og de fandt en mægtig Gjenklang i andre Hjerter ſom et Udtryk for Ojeblikkets bevægede Stemning: „Hold, Taarer! op at trille, Og Du, vor Cithar ſtille! Nu bæres Kongen bort Til Graven”. Man har ſagt, at det i Evalds Digtning mere er Tonen, Klangen og Stemningen, end Tankerne, der virker faa forunderligt gribende, og det maa jaa være; thi hans mægtige Folelſe og dybe Sjerteſlag er hans Digtnings Kilde. Det er faa med disſe Sorgevers, og det er ſaa i ſamme Grad med den meſt bekjendte af hans Sange: „Kong Kriſtian ſtod ved hojen Maſt i Rog og Damp!“ og juſt ved at Tonerne klinger ud af Ordene, bliver denne Sang ſaa magtig. Holberg havde vel jævnet Grunden og forberedt Folket til dybe Folkelivstoner og ſtore Billeder af Livskrefternes Klang; men Ingen havde endnu grebet Tonen, Ingen havde fremmanet Billederne; der var Evald den Forſte og blev Oehlenſchlcegers Forlaber, og det maa man ikke "glemme, Desuden var det danſke Sprog den Gang langtfra jaa udviklet ſom nu. Naar man læjer Holberg, faa ſynes man næften, at dette danſke Sprog kun daarligt egnede fig til at bære bløde og Dybe Toner, og det var ogſaa Tilfældet; men det er en af Skjaldenes ſtore Hemmeligheder, at de kunne faa Sproget til at udtale, hvad Ingen havde anet eller tænft, og juſt derved udvikles Sproget. (Sluttes.) Fra Kirkerensningens Cid. Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde af Brandenburgs, Liv. Efter G. Hill ved A. Th. Fakobfen. Det kurfyrſtelige Slot i Berlin blev paa den ene Side begrenſet af Floden Spree, "hvis: Bolger beſkyllede den gamle Bygnings Mermur. Fra Taarnvorelſet i andet Stokvoerk havde man Udſigt ſaavel til Floden og dens modſatte Bred, ſom til den ſtore Plads foran Slottets Hovedbygning. Dette Varelſe havde et ikke prægtigt, men juſt derfor des hyggeligere Prog. Hoje Leneſtole, et ſtort, med rigt Billedſkœrerarbejde prydet Skab, et Bord i ſamme Smag og et ſmukt Brabanter Tæppe udgjorde Bohavet, hvortil fluttede ſig en Kobber: Lyſekrone, tykke, folderige Gardiner og forfkjellige Male⸗ rier, veſentlig fremſtillende bibelſte Perſoner og Be givenheder. En ſkjen Majaften ſad en Dame i Leneſtolen ved det aabne Vindue. Hun var iført en mørkebrun ulden Kjole med en bred kruſet Halsſtrimmel; Haaret var ſkjult under en Flojels Kappe. Damen jaa ud til at være henved fyrretyve Aar gammel. Hendes Anſigts⸗ trek vare ſmukke og regelmæsfige, hvilket man i det omtalte Ojeblik havde nemt. ved at bemeerke, da hun netop. befandt fig i fuldſteendig Ro: hun laſte. Af og til holdt hun op med denne Beſkeeftigelſe; hendes Ojne rettedes da opad, derpaa forte hun ſin hvide Haand til Panden og kaſtede vel ogſaa et Blik ud ad det gabne Vindue; altſammen ſaadanne Bevæ- gelſer, ſom fremkaldes af en grundig Eftertenkning og ere uadſkillelige fra denne. J ſaadanne Ojeblikke forandredes da ogſaa den Læjendes Trek; men det ſyntes altid at være glade Folelſer, der gjennemtrengte hende, og undertiden ſtraa⸗ (ede hendes Anſigt af et livſaligt Smil, ſom om hun i den lille, i Pergament indbundne Bog, ſom hun holdt i Haanden, havde fundet noget rigtig Herligt og Smukt. Hun var atter ivrig beſkeftiget med at læfe, idet Bogen hvilede paa hendes Skjod og hun bøjede fig ned over den, da en næften hvinende Salmeſang lød op til hende fra Slotspladſen. Eliſabeth, Kurfyrſtinde af Brandenburg, Joachim den Forſtes Huſtru, thi hende var den læfende Dame, lagde lidt fortredelig Bogen i Vindueskarmen og ſaa ud over Pladſen. Nede paa denne vrimlede det af Menneſker, og igjennem den mylrende Masſe banede et Optog fig Vej. Forreſt i Toget gik Munke med Vor⸗ færter i Henderne, efter dem fulgte en Præjt i Em⸗ bedsdragt, og derpaa flere Munke, ſom bare en ſtor Kiſte. Undertiden ſtandſede Toget, hvorpaa Preſſten talte til de Omftaaende, medens Munkene toge Sedler op af Kiſten og uddelte dem De, ſom havde faaet disſe Sedler ſtak jaa Penge i en Blikbosſe, ſom en af Mun⸗ kene havde paa rede Haand. Hver Gang en Uddeling og paafolgende Indſamling af Penge var til Ende, uddelte Preſten Velſignelſer, og de paa begge Sider af Toget med Frelſerkors og Faner gaagende Kirketjenere begyndte da en ubehageligt lydende, ſkurrende Lopſang, hvilken en Del af Tikſkuerne ſtrar ſtemmede i med. „Et Afladsoptog!“ mumlede Kurfyrſtinden. „Det er i Sandhed en Skjenſel at ffulle je Sligt og tie dertil netop nu, da jeg lige har læft jaa herlige Ord“. Hun fulgte med Øjnene Optoget, ſom langſomt bevægede fig hen over Pladſen. Hun jaa dog ogſaa Meget, ſom glædede hende. Det overvejende Antal af Seddelkjobere ſyntes kun for Morſkabs Skyld at have modtaget Afladsbrevene; thi ſaaſnart de havde læft dem, uddelte de dem til de Gadedrenge, der i ſtort Antal havde indfundet fig. Kurfyrſtindens Opmeerkſomhed var netop henvendt pan en Klynge velflædte Perſoner, der i ivrig Samtale ſtod i nogen Afſtand fra Optoget, da hun bag ved fig horte en Støj, og idet hun hurtigt vendte fig om, fil hun Øje paa fin Mand, der jagte var traadt ind i Verelſet og, nærmende fig Vinduet, ſtrax havde grebet den Bog, i hvilken Kurfyrſtinden nylig havde læft. Begge WÆgtejæller ſtode altſaa over for hinanden. Kurfyrſten holdt Bogen og bladede i den uden at ſige et Ord, idet han kun af og til kaſtede et Blik paa fin Huſtru. Eliſabeth forholdt ſig aldeles rolig og afventede hvad der maatte komme. Efter at Joachim flygtigt havde læft nogle Sider, ſlog han Bogen ſammen, rakte ſin Huſtru den og ſagde: „Atter en af denne Luthers Boger!“ „Som Du fer, min Joachim“, ſparede Kurfyrſt⸗ inden. „Og en fortræffelig Bog er det: „Om at ſky Menneſkelerdomme, ſamt Spar paa de Tale⸗ maader, ſom ſkulle beſtyrke ſaadanne Lær: bomme”, Gid Du en Gang vilde leſe denne Bog, min kjcere Herre; anderledes vilde Du da tenke, end Du nu gjor“. „Ved Hjælp af den Bog der?“ ſpurgte Kurfyrſten noget haanligt. „Ej, den vilde aldrig kunne omvende mig. Derſom en Omvendelſe var mulig, ved Gud og alle Helgene! jeg vilde allerede være omvendt, da jeg har læft Alt, hvad der har nogen Betydning af denne Luthers Skriverier. Dette Menneſke bringer mig ikke til at forandre min Teenkemaade“. Kurfyrſtinden ſukkede vemodig. „Jeg kan ikke for⸗ andre Dine Anſkuelſer, min kjcre Herre“. ſparede hun. „Og jeg maa adlyde Dig, ffjønt mit Hjerte ikke til⸗ ſiger mig det i denne Sag“. „Eliſabeth!“ raabte Kurfyrſten opfarende. „Du er i Sandhed en driſtig Kvinde, at Du vover at tale ſaa⸗ ledes til mig, hvis Sindelag er Dig bekjendt. Jeg vil og maa holde faſt ved den ene ſaliggjorende Kirkes Tro, jeg har lovet det og vil holde det, ved Alt, hvad helligt er!“ Opbragt gik han frem og tilbage i Verelſet; tilſidſt blev han 'ſtagende foran Eliſabeth og greb. hendes Hender. „Eliſabeth“, begyndte han med blidere Stemme; „Du jer, at jeg ikke hører til dem, der ſtrax bruge Magten. Jeg har aldrig forbudt Dig at læje Luthers Skrifter. Da Din Broder Kriſtjern blev ſtodt fra Tronen i Danmark, ydede jeg ham Hjælp og Beſkyttelſe, ſkjont vi ſtaa imod hinanden i Troens og Samvittighedens Sag, jeg ved, at Du, da Eders Onkel, Kurfyrſt Frederik af Sachſen, havde indbudt Din Broder til et Beſog i Torgau, hemmeligt gjorde en Rejſe til Wittenberg, for at tale med Luther — far ikke ſammen — Du horer, jeg ved det“. „Jeg bliver ikke bange, min Wgteherre“, ſvarede Kurfyrſtinden i en rolig Tone. „Jeg har kun tiet, fordi Ingen har ſpurgt mig. Men nu, da Du taler om hine Dage, nu ſiger jeg: Ja, jeg har talt med Luther, jeg har folt hans Ords overbeviſende Magt og er fra de Dage af bleven et andet Menneſke“. „Afgjor den Sag med Din Samvittighed!” udbrød Joachim. „Men jeg er Landsherre, jeg maa holde faſt ved min Tro og byder Dig under Truſel af min Vrede: Vor aldrig at lade denne Kjætterlære predike i dette Slots Haller, det være aabenlyſt eller i Hemmelighed; jeg kan ikke ſtͤtte min Troes Fiende og lige ſaa lidt hans Tilhcengere. Dem træffer min Vrede, hvor jeg finder dem, og bliver Du ved at høre til dem, vil den ogſaa ramme Dig“. Kurfyrſtinden blegnede; hun greb med ffælvende Haand fat i Ryggen af en Lenneſtol og presſede den anden mod fit bankende Hjerte, „Min WÆgteherre, vær mig naadig!“ ſtammede hun. „Jeg er det endnu”, vedblev Joachim. „Jeg ved, at der til i Dag ikke er ſket Andet, end denne Læjen i Luthers Skrifter og hine Samtaler i Wittenberg, jeg har ladet, ſom om jeg ikke lagde Merke dertil, men, tænk nøje over denne fordømte Sag”, tilføjede han med et harmfuldt Blik; „gaa ikke videre, Eliſabeth, vov det ikke, thi da maa jeg være Dommer over Dig. Jeg har paa ny ladet Kejiſerens Skrivelſe angagende Wormſer⸗ Kjætterlæren opſflaa og ſelv udſendt et Forbud imod Brugen af den lutherſke Bibeloverſcœttelſe til mine Underſatter“. „Vilde Du kun give Dig Tid til at forſke i Luthers nyeſte Skrifter; men Du har kun gjennembladet dem og udpillet det, der lyder ſom en Krigserkloring til Kirken“. „Jeg vil ikke granſke i ſaadanne Skrifter; de, ſom læſe en Frafaldens Bøger, blive forblændede af Satan”, ſagde Kurfyrſten, ſom derpaa efter et Ojebliks Tavshed atter traadte hen til ſin Huſtru. „Eliſabeth“, begyndte han; „jeg kan forſtaa, at Luthers Tale og Skrifter have havt en ſaadan Magt over Dig; thi det er ſandt, og jeg maa bekjende det, at hint Menneſkes Mund og hans Redſkab, Pennen, fortjene megen Ros, naar man finder det rosveerdigt, at forlede til Frafald og forfatte Skrifter derom; men, jeg befværger Dig, riv Dig atter los fra disſe Lenker. Sku omkring Dig og dom. Se, hvor⸗ ledes Gjenſtridighedens Aand rører ſig. Folket leſer Luthers Skrifter med glubende Iver. Imod min, imod Landets Herres Villie har neſten hver Borger en Bibel i den Overſcttelſe, ſom denne Mand i al Stilhed har bragt i Stand paa Wartburg. Man tager ikke mere ivrig Del i Optogene; to Gange har jeg allerede maattet ſende Berlins Over vrighed Befaling til at vaage noje over, at Stadens Jomfruer bivaane dem, da Borgerne ikke længer tilſtede deres Døtre at deltage i Bedetogene. Overalt rører Oprørets Mand fig; have de ikke i Magde⸗ burg, hvor min kjodelige Broder Albrecht ſom Kardinal har Magten over hele Preſteſkabet, vovet at forandre Kirketiden! Og ſaaledes er det overalt, og bliver det ved at gan paa den Maade, vil Antikriſt, Dyret med de ſyv Hoveder, opfluge os Alle“. „Luther fætter ſig imod enhver Voldsgjerning; hans Ords Kraft ſkremmer Oprørerne. Han har viſt, hvorledes han vil kempe“. „Der kommer en Tid, da vi ikke ville formaa det. Ene den Lære, ſom har ſin faſte Borg i Rom, kan holde Menneſkene i Tomme, fordi den kun lærer, hvad der er rent og ædelt”, „Joachim!“ udbrød Kurfyrſtinden. „Ikke Alt, hvad der kommer fra Rom, er godt. Se, hvad der foregaar hiſt nede!“ Hun aabnede hurtigt begge Vinduerne og trak Kurfyrſten ind i Vinduesfordybningen. Ret ſom om dette Ojeblik var blevet forudſet, hævede Larmen fig nu ſteerkere; Sangerne, der vare ledſagede af Poblen, ſom opforte ſig med megen Raahed, begyndte atter at ſynge, og det var let at bemærke, at de ſelv opfattede Sagen fra en komiſk Side; thi medens de aandsfra- værende afſang Koralen, ffare de Anſigter til Publikum, lo og hilſte nogle Bekjendte. De Munke, der uddelte Afladsbrevene, betragtede disſe ſom en ganſke almindelig Vare og ſkammede ſig ikke for, medens de handlede, at tage ſig en dygtig Slurk af de Kruſe, der bleve rakte dem foran nogle Huſe i Nærheden af Brodregade, hvilket hver Gang blev ledſaget af Gadeungdommens Jubel. Kun enkelte gamle Kvinder og Mænd kaſtede fig an⸗ degtigt pan Knæ for at modtage Praſtens Velſignelſe, medens en af Munkene uafladelig ſpingede med Blik— bosſen, faa at Pengene i den raslede og klirrede. „Er ikke dette et uværdigt Skueſpil?“ ſpurgte Eliſabeth. „J Sandhed, jeg beklager den Kirke, der vanhelliger ſig med ſaadant Gjogleri, kan Du, min Agteherre, falde dette ren og edel Lære?” Joachim var traadt tilbage fra Vinduet. Aarerne i hans Tindinger ſvulmede, hans tykke, runde Anſigt blusſede. „Jeg har forbudt dette Uveſen!“ raabte han. „Det er ſandt, de vanhellige ved dette Optog Herren og hans velſignede Son, men ſelve Kirken er heri ſkyld⸗ fri, det er Menneſkepaafund. Jeg vil paa det Stren— geſte forbyde denne Handel med Afladsbreve paa gaben Gade. Har jeg ikke forbudt den medens Tetzel var i Berlin? Du ſer, at jeg vel forſtaar at ſtille de ægte Stene fra de falſte, jeg vil bevare Kirken ren, da vil den ſejre“. „Og har man adlydt Dig?“ ſpurgte Kurfyrſtinden. „Nej, Du klager over Lutheranernes Opfætfighed imod deres Landsherres Bud, ſe her, her bliver Dit Bud aabenlyſt overtraadt; disſe Munke bekymre ſig ikke om Dine Befalinger, i Tillid til Kirkens Magt trodſe de Dit Forbud; og har ikke Rektoren ved Dit Univerſitet i Frankfurt udnævnt denne latterlige Tetzel til Doktor i Theologien?“ Kurfyrſtens truende Blik bragte hende her til at tie. „Eliſabeth!“ raabte han, idet han hævede den knyttede Haand, „jeg føler, at Du desværre ikke har Uret, men vogt Dig, jeg ſiger det endnu en Gang: Vov ikke at ſkride videre fremad i Din Gjenſtridighed 53 mod den hellige Kirke, underkaſt Dig dens Love og Skikke, eller jeg maa ſtraffe Dig, da jeg ikke er til Sinds at ſkaane nogenſomhelſt, der vover at jætte fig op mod Kejſerens Magt og Befaling og mod mit eget Forbud“. Han gik nogle Gange frem og tilbage i Varelſet. „Nu om noget Andet. Jeg maa paa Grund af Breve, jeg i Dag har modtaget, gjore en Rejſe til Stettin for at tale med Hertugen. Medens jeg er borte, vil vor Datter Eliſabeth komme hertil fra Brunsvig i Beſog. Det vil ſagtens være Dig en behagelig Efterretning“. „Min Dat⸗ ter?“ udbrod Kurfyſtinden glad overraſket. „Og naar kom⸗ mer hun?“ „Paa Lor⸗ dag; og da jeg maa rejſe i Morgen Aften, vil jeg ikke kun⸗ ne være her for at modtage hende. Jeg beder Dig, tem Din Tunge og vaer Din Tale, Du ved, at Eliſabeth er en katholſk Herres Wgteviv, for⸗ vir ikke hendes Sind med de Leerdomme, ſom have be⸗ fnæret Dit Hjerte og Din Aand”. Eliſabeth til⸗ bageholdt en Kang Jerry. 150 En avſtralſ Konge. 0 In Danfſkt, der har opholdt fig i længere s, Tid i Avſtralien, har tilſtillet os et meget karakteriſtiſk Portræt, ſom vi bringer idag, og har dertil knyttet folgende korte Text: i „Jerry“ er Navnet paa en Stamme fyrſte for en af de vilde Negerſtammer, hvis Diſtrikt ſtoder op til Provindſen Victoria i den ſydoſtlige Del af Avſtralien. Han er om⸗ trent 40 Aar gammel, efter hans eget Si⸗ gende; dog er de Vildes An⸗ givelſe af deres Alder nok ikke fuldkommen til at ſtole paa, da deres Tal⸗ begreber ikke altid er til⸗ ſtrekkelig ud⸗ viklede. Jerry er en godmodig Mand, ligeſom hele hans Stamme, og han taler fly⸗ dende Engelſk. Naar han har været i Sta⸗ den Geelong, generer det ikke Os. Majeftæt at komme hjem i temmelig be⸗ ruſet Tilſtand. Taare mellem Hans Stamme Ojenlaagene, ; bliver vel lidt rakte Kurfyrſten Haanden og vendte fig bort. „Rejs | paavirfet af de nærboende evropeiſke Nybyggere, med Gud, min Adgteherre“, ſagde hun. den Sag ikke gjore Dig imod“. Da Joachim havde forladt Verelſet, aandede Eli⸗ ſabeth friere. Hun lyttede nogle Minutter, derpaa ilede hun hen til Skabet, aabnede det og fremtog Papir, Pen og Blak. Derpaa ſatte hun fig til at ſkrive ved Bordet. „Det maa ſke hurtigt”, hviſkede hun. „Der er ingen Tid at ſpilde. Paa neſte Lørdag kommer Eliſabeth, hun maa for fin Faders Skyld ikke vide Noget derom. Paa Fredag man det fle! Hjælp mig, o Gud! Jeg ſiger med den ſtore Troeshelt: „Jeg kan ikke Andet, Gud hjælpe mig!“ (Sluttes.) r —— „Jeg ſkal i | oprindelige men den er dog ikke kommen ret langt ud over fin Levemaade. Disſe Negre opholde fig meſt i Skovene, hvor de bygger deres ſimple Hytter af Grene op til en ſtor Træſtamme. Hytten ſoger de at faa jaa tæt ſom muligt ved at flette Grene, Mos og Lovveerk ſammen. Skovene leverer dem Vildt til Føde, og de dræber deres Bytte enten med Bosſe eller med et eget Slags Kaſtevaaben, hvormed de træffe yderſt ſikkert. Af de dræbte Dyrs Skind (Keenguruhen og en Art ſmaa Bjørne, ſom klattrer behændigt omkring i Zræerne) gjøre de fig en lille Indtægt, idet de i Flokke drage til Byen for at ſcelge dem. Og det er næften ogſaa deres eneſte Indtegtskilde, da de er for ſorgloſe og lade til at give fig af med anſtrengende Arbejde, hvorved der kunde være Noget at fortjene. Dog fortjene Adſkillige af dem Lidt ſom Gjoglere paa Gaderne og i Gaardene, hvor de navnlig vifer deres Færdighed i at kaſte et af deres Vaaben højt op i Luften, jaa det drejer fig rundt flere Gange og derefter falder ned tæt ved Siden af dem. Naar de holde deres Feſter, op⸗ fore de forſkjellige Danſe, der gjerne ſamler en Del Nybyggere ſom Tilſkuere; de benytte da i Regelen Lejligheden til at indſamle nogle Skillinger blandt de tilfteværende Nysgjerrige. Regeringen har gjort flere Forſog paa at give disſe godmodige Vilde Lyſt til et mere arbejdſomt Liv, idet den flere Gange har ſendt dem Trakoxer, Vogne, Plove og andre Aolsredfkaber. De tage med Glæde mod Forcœringen, men benytte dem ikke i det tilſigtede Ojemed, hvorimod de ſlagte Oxerne Tid efter anden, naar de trænge til Noget at ſpiſe, det er ſaa nemt at gaa til. Vognene og de andre Redſkaber fælge de og kjobe ſig unyttige Ting for Pengene. Det fkal være et morſomt Syn at ſe, naar en Flok Vilde har været i Byen for at gjøre fine Indkjob; man ſer da En med en hoj ſort Hat, en Anden med en lappullet dito, en Tredie med en broget Veſt, Nattroje eller Lignende, og ellers ingen andre Klcedningsſtykker end deres Tæppe eller Dyrehud ſom de fvøbe fig i, naar de ſkal til Byen; thi her maa de ikke viſe fig ſom i deres Hjem, hvor de afkaſte al Tvang og optræde aldeles nøgne. Man tænfe lig blot et Negerfruentimmer komme hjem fra Staden med mo⸗ derne Hat og Paraſol, et Tæppe eller Dyrehud om Lenderne og bare Fødder. — King Jerry har flere Gange været inde hos Meddeleren af Nærværende og faaet tændt fin Pibe eller flebet fin Øre, et Redſkab, der er Øre i den ene og Hammer i den anden Ende; de bruge det blandt Andet ogſaa, naar de vil op i de høje ſlanke Træer, hvor der er et langt Stykke, til man naar Grenene. De hugge nemlig ſaa ſmaa Fordyb⸗ ninger i Træets Stamme, ſom de kunne jætte Fødderne i. Man fer Øren i en Fart flytte fig fra hojre Haand til Munden, derfra til venſtre Haand og tilbage igjen, og inden ret lang Tid er Manden oppe i Træet. (Nyt illuſtreret Ugeblad). — ———— Harebraemſen. (Oestrus ovis. Linn.). aarenes Plagegand er en Breemſe der er henimod Tomme lang, med et temmelig ſtort lysgult Hoved, lysgraat Bryſtſtykke med en Mængde ſmaa lodne ſorte Pletter, og hvid ſolvglindſende Bagkrop med ſorte Tegninger. Denne Brœmſe ſer man i varme Sommer⸗ dage ſpoerme omkring Hovedet og Snuden af Faarene, og den er under dette ſysſelſat med at lægge ſine Ag, Disſe lægger den paa et merkeligt Sted, nemlig paa Neſeboerne af Faaret. Disſe ſoge af al Evne at for⸗ hindre den nesviſe Bramſe i dette lumfke Anſlag; de ryſte heftigt med Hovedet, blaeſe gjennem Neſen, trampe i Jorden med Forbenene, ſpringe uroligt frem og til⸗ bage eller ſtikke Næjen ned mod Jorden, eller ind under hinandens Legemer. Faaret tager aldrig, ſom Koen og Heſtene fin Tilflugt til Bandet for at undgaa Breemſen, men ſes tvertimod ofte ſoge hen til Vejene, hvor den ſtikker Neſen ned i det ſtovede Hjulſpor, eller i det torre Sand, for at hindre Bremſen Adgang til Noœſeboerne. Trods alle Faarets Anſtrengelſer, lykkes det ofte Bromſen at faa lagt et eller flere Aeg i dets Noſebor. Faarets Aandedræt tilvejebringer nu den onſteligſte Grad af Varme og Fugtighed til WÆggets Udkloekning. Den fnart udkrobne lille Larve kryber nu op gjennem Neſens Aabning og kommer ad denne Vej: op i Pandebenet, der indvendig har en Hulhed, ſom ſtaar i Forbindelſe med Neſehuden ved en Aabning paa hver Side af Neſeroden, ſparende til hvert Næje- bor. Det indvendige af denne Sule er beflædt med en tynd og meget folſom Slimhinde; den her afſondrede Slim ernærer Larven, der paa Hovedet har 2 ſmaa hornagtige Kroge, med hvilke den holder ſig faſt; imellem dem er Munden anbragt. Disſe Kroge irriterer den folſomme Sinde pan en for det ſtakkels Faar meget ſmertelig Maade. De anfaldes ofte paa Grund heraf af Svimmelhed og ſtode i et Slags Raſeri Hovederne mod Væggen. Naar Larverne have naaget deres fulde Storrelſe ere de omtrent 3/4 Tomme lange og krybe da ned i Naſehulen igjen, hvorved Faarene pirres, ſaa de komme til at nyſe og Larverne fare ud paa Jorden, hvor de ſtrax krybe ned i Gresſet og forpuppe lig der. Et Par Maaneder derefter fremkommer Braœmſen af Puppen. J Mellemevropa er denne Bramſe langt hyppigere end hos os, og forvolder derfor ogſaa ſtorre Ulemper end her. Flere Steder i Tyſk⸗ land maa man en ſtor Del af Sommeren holde Faarene inde for denne Bramſes Skyld. Derſom Bræmjen noget Sted ſkulde plage Faarene for meget hos os, kunde man forſoge at holde dem borte fra dem ved at ind⸗ gnide disſe rundt om Neſen med et eller andet ſom Bramſerne ſky, f. Ex. Saften af friſke Hyldekviſte eller Hyldeblade, der er bekjendt for fin Evne til at forjage Inſekter, eller Afkog af Hvidløg, Malurt og deslige. Tillavningen af ſaadant Afkog, ſker ſimpelthen ved at udfoge vedkommende Ting i Vand, hvorved man dog ikke maa bruge for meget Vand, faa Saften bliver for ſvag og lidet lugtende. Et ſaadant Afkog var ſikkert ogſaa godt at overſteenke Heſte og Køer med om Som⸗ meren, naar de anfaldes af Fluer, Myg og Breemſer, da de rimeligvis derved vilde blive en Del befriet fra deres utrættelige Plagegander. rr 00 fache enn n SR SNEEN EB KN DS ss løse & met sele fe 55 Husflid. Huggehusarbejdet. (Af R. Rasmusſen, Sokilde.) an flere Steder i Landet var det i aldre Tider Skik, at enhver, for han blev antaget for Karl, maatte aflægge Prøve paa fin Dygtighed, ikke alene ved at hoſte og flaa, men ogſaa ved at lave de til en Gaards Brug nødvendige Redſkaber: Skovle, Grebe, River o. ſ. v. Det var ſaaledes Skik paa Baroniet Brahetrolleborg pan Fyen i Grev Ludvig Reventlows Tid (1777—1801) og han holdt ſtrengt over denne Skik. Hvert Aar kunde de Unge melde ſig til Proven, der maatte udføres i Herregaardens Huggehus, og Greven gav baade Tree og Værktøj dertil. Efter udført Prove bleve Gjenſtandene bedømte, og enhver Ungkarl ik ſin Karakter derfor, og hvem der beſtod Proven meddelte Greven et trykt Bevis, der ſatte Vedkommende i Stand til at tjene for „Hel Karl“. Denne Skik havde til Folge, at Drengen allerede i fin Skoletid begyndte at øve fig i at lave Redſkaber paa Huggehuſet, i halv eller endnu mindre Storrelſe, thi at være en af de daarligſte, naar Tiden kom, at man ſkulde være Karl, var en utaalelig Tanke. Vi have i vor Tid ikke en ſaadan tvungen Hus⸗ flidsexamen at ſtudere til, men vi have de fleſte Steder i Landet de frivillige Husflidsforeninger, der lonne ethvert ſnildt og veludført Arbejde; derfor er der mere end Anledning nok til at anbefale Bornene i Skolen, at de i deres Fritid more fig ved at lave ſaadanne ſimple ſmag Redſkaber af Tre ſom Legetøj, 05 naar man forſt har Haandgrebet paa det ſmaa, kommer Haandgrebet paa det ſtorre af fig ſelv. Idet vi herved give et Par Anvisninger til den rette Maade at lave enkelte af de til Agerbruget nødvendige Redſkaber, kunne disſe Anvisninger ogſaa gjaelde for Smaa⸗ redſkaber i halv eller fjerdedels Storrelſe efter de her opgivne Maal. Enhver Skoledreng vil kunne ſette fig ind heri og lave ſaadant nyttigt og morſomt Legetøj. J intet ordentligt Huggehus man man favne Modeller til noget Redſkab; det letter Arbejdet meget og man opnaar, hvis Modellen fvarer dertil, at give Arbejdet den ſmukkeſte Form. Firſpaltet Zræ bor foretrekkes til de fleſte Red⸗ ſtaber, men iſcer til Grebe og Skovle. Til et Grebſkaft udfordres det ſterkeſte og bedſte Bogetro; ſaavel til | affætter man ved Hjælp af et ſaadant ſom til Skovlfkafter eller Slaaſtager er det fordelagtigſt at ſpalte Træet ſaaledes, at det kan op⸗ HER efter Modellen til at ſkjcres 2 eller 3 ſaadanne ra hinanden paa en 0 Ved Hjælp af Høvl og Spaankniv dannes et Grebſkaft ſaaledes ſom Teg⸗ ningen (Fig 2 B) viſer. Dets hele Længde er 2 Al. 6 T., hvoraf Haandtaget er 1 Al. 8 T. og ſammes meſt pasſende Brede er 15/12 T. og dens Zværmaal er 1/12 à 1 CT. Nu har man Skaftet dan⸗ net efter Modellen i en Fir⸗ kant og efter disſe Maal Vinkel og Stregemaal de 3 Huller nøjagtigt paa begge Sider og borer ligeledes fra begge Sider med et 3/4 T. 3 Centrumsbor; Kanterne af Fig. 1. Skaftet ffjæres nu af med en Spaankniv og Haand⸗ taget dannes ved Hjælp af Hovl, Spaankniv, Rasp og Sandpapir ſaaledes, at det bliver baade jævnt og glat at tage paa. Naglerne (o) pasſes nu i Skaftet (Fig. 2), hvorefter man tager de allerede paa begge Sider tilhovlede til Kjaverne beſtemte Stykker Træ og borer Hullerne deri ganſke ſom i Skaf⸗ tet, de ſettes endnu utildannede paa Naglerne i Stagen (bb) for at tilhugge og tildanne dem paa den bageſte Side. Efter at dette — — 9 are 8 er ſtet, tages de af og tildannes 2 paa den overſte Side, Kanterne 8 tages af; de Jættes atter paa, ad files faſt, og Greben er færdig. En Spredegreb laves i alle Maal 1/8 Del mindre, undtagen Skaftet, der kan være en 4 à 5 Tom. kortere end et almindeligt Greb⸗ aft. Et Skovlſkaft dannes paa ſamme Maade ſom Skaftet til 4 en Greb; dets Længde 2 Alen, Fig. 2. og dets Rejsning i Flugt med Fodens underſte Side ſom Tegningen viſer (Fig. 3) maa være omtr. 1 Alen. Fig. 1 viſer et ſaadant Skaft ſet i Gjennemſnit i dets forſte firkantede, i den ottekantede og i den færdige Form alt i virkelig Storrelſe.) Skovlbladet bør være af ftærkt, retklovet Bøgetræ 18 T. høj og 12 à 13 T. bredt. Ved Tilhovlingen iagttages, at begge Siderne komme til at ſtaa en lille Smule "højere end Midten, PORER 2. SEEREN] Fig. 3. ſaaledes, at denne ligger omtr. 2 Linier lavere, naar man lægger en Retholt derover. For at faa Skaftet til at fidbe lige paa Sfovlen, ſlaas forſt en Stre midt ned ad Bladet (a a), hvorfra drages 2 Vinkel⸗ ſtreger paa det Sted Hullet til Krampen anbringes (b b), og Hullet bores og ſtjcres nøjagtigt (e). Derefter bores Hullet til Skruen, der bor foretrakkes for et Som, og ved Hjælp af Vinkel og Stregemaal afjættes og bores et lignende Hul nøjagtigt igjennem Midten 1 Skaftets Fd. Bladet ſaves nu rundt; Krampen (d) ſœttes i ſamme, Skaftet ſcttes paa og ſkrues faſt. En Rive laves af godt Affetræ, med et Skaft af Hasſel, Fyr eller Piletrœ. Skaftets Længde 22/4 Al. Rivens 1 Al. 3 T. med 12, 13 eller 14 Tender 2 Tom. imellem hver. Tenderne laves af tørt og ſterkt Tre, Syrenetre er det bedſte af alt, det er ſterkt at ſlide paa; dernceſt Hvidtorn, Benved, Hyld og Hasſeltree. For at Zænderne ikke ſkal gaa loſe, laves de ſaaledes ſom (Fig. 4) viſer, og for at de ikke ſkal flæffe Niven, naar man driver dem i, beſtryger man Siderne enten med lidt Tjcre eller Vox. En al⸗ mindelig Rivetands Længde er 3½ T. Derimod maa Zænderne paa en Lorive, ſom bruges ved Terſkningeu være 6 å 7 T. lange og Fig. 4. 2½ à 3 T. imellem hver. Riven laves i det hele ftær- kere end en almindelig Markrive. Plejlen dannes af Slaglen a og Haandtaget eller Haandvollen b (Fig. 5) der forbindes ved Hillen. Slaglen maa være af ſejt Aſketre, 12 Haandſpand lang, det er henved 2 Alen. Haandvollen hovles rund af let Tree, Vile eller Fllen le maa være 1¾ Al. lang. illen lægges af en ſteerk Læderrem % T. bred og henved 1 ⅛ é Al. lang, der dygtig vaad ſnoes om hinanden og Files paa et Bredt, ſaaledes at den, naar den bliver tor og ſtiv kan være 6 T. lang til at holde baade Slaglen og! Haandvollen ſammen, hvorefter den omvikles med tyndere Leder eller Aaleſkind. „Vi ſkulle endnu give et lille Vink Fig. 5. til at lave de i en Lo nødvendige Kornſkuffer. Disſe laves af enhver Sort Blødtræ, dog er den almindelige Poppel meſt anvendt til dette Brug. Zræet kloves paa Skuffens Længde og ved Hjælp af 4 1100 og Huljern tildannes den inden i, hvorefter man tilretter den yderſte Side, alt medens Træet endnu er vaadt. Naar det ſiden lægges til Torring i Skygge kan man jævne det bedre af med en ſkarp Høvl og et Skejern, hvorefter Skaftet af Pile eller Hasſeltrc ſkceres i den ved Skuffen værende 8 og nittes faſt. Det er at ſpilde Træ at lave Skuffe med Skaft ud af et Stykke Tree, — BER hvilket desuden let under, Torringen kaſter ſig og bliver ſkjcvt. 8 Vi have havt Lejlighed til at gjøre os bekjendt med de forſkjellige Provinſers Redſkaber, der neſten paa enhver Egn har fin egen udprægede Form og Dannelſe. Vi ſkulle ikke indlade os paa at fremhæve disſes indbyrdes Fortrin og Mangler, men kun tillade os den Bemeerkning, at Fynboerne tilkommer Wren for de fleſte Redſtabers ſnildeſte Form. Vi have derfor taget de fynſke Redſkaber til Monſter i denne lille Anvisning. Ethvert Redſkabs Dannelſe kraver ſit beſtemte Maal, Derfor er det nødvendigt for Enhver at have en Tommeſtok ved Haanden. De fleſte Tegninger i nærværende Anvisning (Fig. 1, 2, 3 og 5) ere dannede ved Hjælp af Tommeſtokken, ſaaledes at hver halve Linie gjælder her en Tomme og ſom en Folge heraf hver Tomme 1 Alen. Altſaa ere disſe Tegninger i ½j4 Storrelſe, undtagen Fig. 4 der er i virkelig Storrelſe. (Udforligere Vejledning til mange Huggehusarbejder, ledſaget af en Mængde oplyſende Tegninger, vil findes i den Side 24 ommeldte „Haandgjerningsbog for e e hvorfra de her ommeldte Billeder ere aante). 6oguyt. En Globus er udkommet paa Rudolph Kleins Forlag. Som Fortrin ved denne, fremfor andre danffe lober, maa fremhæves den lige ſaa ſindrige ſom ſimple Maade, hvorpaa den er anbragt paa Foden i den ſkraa Stilling Jorden indtager under ſit Om⸗ lob om Solen og ſom vedfojede formindſkede Figur viſer, lige⸗ om det er den forſte danke Globus, der er udført med blaa Farve over Havene, hvor⸗ ved Havets og Landets ind⸗ byrdes Forhold træde klart ud fra hinanden. Et meget væfent- ligt Fortrin er endelig Priſen 2 Rd., der er færdeles billig for den i Tvermaal næften 5 Tommer ſtore Globus, pan ſmuk lakeret Fod. Enhver Lærer ved hyilken Lettelſe det er ved Jordbeſkrivelſen at have en Globus i Skolen, hvorved al Forklaring bliver langt anftueligere for Bornene, og Dog ſavnes dette Hjælpemiddel endnu i de fleſte Landsbyſkoler. Lærerne og Skoletilſynet ville ved Kjobet af nævnte Globus kunne afhjælpe dette Savn paa en ligeſaa billig ſom fyldeſtgjorende Maade. Den faas i de fleſte Boglader. Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede. — Fra Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th. Jakobſen. — En apſtralſk Konge, med Billede. — Faarebremſen. — Husflid: Huggehusarbejde, med 6 Billeder, — Boguyt. — —— — Husvennen udkommer fil hver Søndag med el 16-fpalfer Ark, ſorſunel med flere Vilkeder, tik 3 Nl. (1 Kr.) Iſerdingagret frit lilſendt. vert Ijerdingaar medfølger gratis ek ſtort ſmutzt Villede. Bladet fan bellilles pan ethvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hovedſiommisſionren: Voghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Sjøbenhavn. Frykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2. Aargang. Nr. 8. Johannes Evald. Af Bendix Hanſen. 8 (Sluttet.) ans forſte ſtorre Arbejde var „Adam og Eva“, en dejlig religis Digtning, hvor han ſkildrer Syndefaldet i Paradishaven. Derefter ſtrev han „Rolf Krage“, det forſte danſke Skueſpil, hvis Ry gik langt udenfor Danmarks Grennſer, ſkjondt det ikke kunde maale fig med hans næfte Sorgeſpil: „Balders Dod“. Det var Digtninger, ſom Danmark aldrig havde kjendt Mage til. Men her maa vi mindes, at i de Tider var det kun en lille Flok af det danſke Folk, der kunde fatte ſaadanne Digt⸗ Sorfhabslæsning, Oplysning og Busflid. Adginet ak N. C. Bum. | Hundagen d. 22. Nuuember. | i Ws Kjobenhavn. 1824. kasſe, og forſt i fine ſidſte Leveaar naaede Evald at faa en aarlig Hjælp af — 100 Rd.; det var Alt, hvad Danmark gjorde for ſin ſtore Digter! Foruden de nævnte Meſterveerker ſkrev Evald nogle morſomme Komedier ſom „De brutale Klapp e hvori han revſer den dumme Smaglsshed, der vil dømme over Kunſten, ſom den ikke forſtaar fig paa. For at kunne leve, maatte han efter Beſtilling og for Betaling ſkrive en ſtor Mængde Lejlighedsvers, af hvilke dog mange ere ualmindelig ſkjonne; meget fattig var han og dertil meget ulykkelig. Hans Fader var dod, da han var 11 Aar, og hans Moder havde atter giftet fig. Hun var formuende, men haardhjertet imod ham og meget utilbøjelig til at yde Hjælp, da hun anfaa ham for en fortabt Son, jom hun fun havde ninger, dels fordi Skam af, og hos hans det ſtod meget daar⸗ faa Venner ſkortede ligt til med Oplys⸗ det dels paa Evne og "ningen i Borger⸗ og dels paa Villie. Des⸗ Bondeſtanden, og uden havde han den dels fordi det Frem⸗ meget almindelige mede endnu havde Digterjvaghed ikke at ſtor Magt i de højere kunne holde paa Pen⸗ Samfundslag. Der⸗ gene. Til hans Fat⸗ for maatte Evald alle tigdom kom hans ſine Dage leve i Nod lange pinefulde Syg⸗ og Fattigdom, me⸗ dom. J fin Sol⸗ dens den tyſke Digter datertid havde han en Klopſtock fik en rigelig Gang maattet ſtaa i aarlig Underſtottelſe af den danfke Stats⸗ Vand til op over Livet i flere Timer hvorved han havde paadraget fig en Gigtſygdom, ſom han aldrig ret kunde forvinde. Da han arbejdede paa „Rolf Krage“, blev han meget ſyg og kom pan Hoſpitalet; men da han atter var i Bedring, liſtede han ſig en Aften ud, og da han kom tilbage var Porten lukket ſaa han maatte tilbringe Natten liggende i Sneen paa Gaden. Da man om Morgenen fandt ham, var han forfrosſen, ſtiv og mag⸗ teslgs, og ſiden fik han aldrig mere fin Helbred. Aar 1773 flyttede han ud til det dejlige Rung⸗ ſted ved Oreſund; her befandt han ſig vel mellem de ſimple, ærlige og kraftige Fiſkere og ſkrev her en af fine dejligſte Sange: „Rungſteds Lykſaligheder“; men 1775 flyttede hans ukjcerlige Familie ham til Sobakhus ved Helſingor, og her maatte han favne al den Pleje og Deltagelſe, han jaa haardt trængte til. Hvis han ikke vilde fryſe, maatte han opholde fig i den urenlige af uſunde Dunſter opfyldte Kroſtue, og der ſad han med ſit blege Anſigt og de dybe Ojne i en Krog ſys⸗ lende med fine Bøger og Papirer, medens raa og fulde Folk larmede omkring ham og Tobaksrogen forøgede hans pinefulde Hoſte og her maatte han holde ud i to lange og trange Aar. Saa flyttede han atter til Kjøbenhavn, hvor han indtil fin Død blev plejet paa det kjerligſte af fin Værtinde, en Madam Schouv, der i Sandhed blev en Moder |for den ſyge Skjald. Her fuldendte han fit ſidſte og ſtorſte Digtervcerk. Under fit Ophold i Rungſted og Soboekhus ved Oreſund havde han i fine enſomme Timer ret lært at elſke Havet „De Danſkes Vej til Ros og Magt“, baade naar det blidt og ſagte vuggede lig i Sommerſolen, og naar det med vældig Kraft reiſte fig i Bølger under Vinterſtormen, og han havde lært at elffe de kraftige Fiſkere, der turde trodſe Havets og Stormens Magter, naar det gjaldt om at redde et Menneſkeliv. Han havde været Vidne til, at 5 Fiſkere af Hornbcek med Livsfare havde reddet en engelſk Skipper og afſlaget at modtage Betaling derfor, hvorfor en danſk Rigmand gav dem en Aarpenge paa Livstid, og denne Begivenhed begejſtrede ham, jaa han ſkrev det herlige Sangſpil: „Fiſkerne“. Det er et ægte danſk Digter⸗ verk. J ſimple, klangfulde Vers har han heri beſunget den danſke Natur og det danſke Folkeliv. Blandt Sangene er „Kong Kriſtian ſtod ved højen Maſt“ og „Liden Gun ver vandrer ſom helſt i Kveld!“ i hvillen Sang han atter fandt den flænge glemte Folkeviſetone i al fin gribende Simpelhed. „Fiſkerne“ har faaet en overordentlig Betydning for det danſke Folk; thi det blev Forlober for mange dejlige Folkelivsbilleder, der ret have kunnet foredle og glæde Folkets Hjerter. Allerede Th. Thaarup forſogte at efterligne det i fine Komedier „Hoſtgildet“ og „Peders Bryllup”, der vel ſtaa langt under „Fiſkerne“, men fordi de ſlog paa Strenge, der fandt Gjenlyd i Folket, vandt et umaadeligt Bifald, og hjalp godt til at veekke Folkebevidſthed og Fedrelandskjcerlighed. i AE „Arendſe?“ Jo de mødtes atter, og herom vil jeg lade Evald jelv fortælle: 5 „Det er næppe to Aar ſiden at min Arendſe kom til mig, da jeg laa i min enſomme Hytte uden andet Selſkab end min Kummer og mine Smerter. Blege og indfaldne var den Dejliges Kinder, og en mat Gniſt af den mig ſaa bekjendte Ild ſkimrede endnu kun i hendes Øjne. Hun forekom mig ſom den lidende Dyb, ſom Arria, da hun med Døden paa Laberne, med det dybe, dræbende Saar i Bryſtet, rakte Potus Dolken og ſagde: Det ſmerter ikke, min Pote! Med en Klementinas melankolſke, afmaalte, langſomme Gang, med hendes ærværdige Kummer i hvert et Trak, med en kempende uovervindelig Højhed, gik hun hen til mit Leje og lagde de yderſte Spidſer af tre Fingre paa min zittrende Haand. „De forrige Tider ere forſvundne, Evald!“ ſagde hun, og gik haſtig bort, ſom om hun frygtede at have jagt for meget. „Ja de ere forſvundne!“ ſagde jeg og ſaa ſtivt paa det Sted, hvor hun havde ſtaget, og ikke en eneſte venlig Taare vilde lindre mit beklemte Hjerte. O min Arendſe, min Arendſe!“ Hans ſidſte Dage vare meget ſmertefulde. Krum⸗ bøjet og ſammenknuget af 12 lange Aars Lidelſer, maatte han ſidde i Sengen eller Læneftolen med Bryſtet hvilende paa en Bude, ſom laa paa hans Knæ, og tilſidſt kunde han ikke en Gang vende fig i Sengen uden Hjælp; men medens Legemet ſonderſledes, vorede hans Aands mægtige Flugt til en herlig, ren og klar Begejſtring, og har man end ſagt om Evald, at hans Levnet ikke altid var ſaa rent, ſom det burde været, ſaa maa man dog indromme, at hans Sjel var ren og ubeſmittet ſom det klareſte Guld. Han døde den 17de Marts 1781, „og fin Helteſjal udaandede han i den mægtige Sejersſalme“: „Udruſt Dig, Helt fra Golgatha, Loft hojt Dit rode Skjold! Thi Synd og Skrak, Du jer det — ja! Angribe mig med Vold. Udftræf Dit Glavind i Din Harm Mod dem, ſom trodſe Dig! Nedſtyrt dem med en vældig Arm Fra Lyſet og fra mig! Da ffal jeg, ſikker ved Din Haand, Ej frygte Døden mer, Men offre Dig min frelſte Aand Paa dens nedbrudte Ler!“ Da var det, ſom om det danſke Folk forſtod, at det havde tabt ſin ſtorſte Skjald; thi en umaadelig Skare flokkedes om hans Kiſte og fulgte ham til Graven. Han hviler paa Trinitatis Kirkegaard i Kjøbenhavn, og en ſimpel Ligſten dekker hans Grav. N Heſten og Regnſkermen. — After et engelſt Tidsſkrift meddele vi vore Leſere folgende nyttige Vink for Heſteejere. „Jeg har en fortrinlig Hoppe ved Navn Fanny. Den er meget blid og rolig i Seletøjet og gaar ypperligt for en Vogn. For en Tid ſiden havde den faaet en ſlem Vane. Den blev altid ſky for en opflaaet Regnſkoerm, ffjøndt intet Andet kunde bringe den ud af fin ſeed⸗ vanlige Ro. Saa ſtor var imidlertid dens Rædjel for denne Gjenſtand, at naar ſom helſt den modte en Perſon med en opflaget Regnſkcerm, foer den ſammen og ſtyrtede over mod den anden Side af Vejen, og jeg havde ofte Møje med at forhindre den i at vælte Vognen. Dette var en meget ſlem Fejl, og Henſynet til min egen og min Families Sikkerhed fordrede, at jeg enten paa en eller anden Maade fil den helbredet for fin ſlemme Vane eller ogſaa ſkilte mig af med den, hvilket ſidſte jeg hojſt nødig vilde gjøre, da „Fanny“ i enhver Henſeende var et ypperligt Dyr. Jeg begyndte derfor at overveje, hvorledes jeg ſkulde faa den kureret. Vilde det vel kunde hjælpe at tvinge den med Prygl? Nej, maatte jeg ſpare mig ſelv; det vænner aldrig en Heſt af med fin Skyhed, men gjør den i Almindelighed værre; thi, naar man i et ſaadant Tilfælde har brugt Piſken, da vil Heſten for Fremtiden ikke blot være bange for den Gjenſtand, der tidligere har gjort den ſey, men, idet den hufker Piſkeſlagene, vil den i For⸗ ventning af en Gjentagelſe af Straffen belave ſig paa at lobe lobſk i Haab om at kunne flippe bort fra den frygtede Gjenſtand og Slagene. Jeg benyttede mig derfor ikke af dette Middel, men udtænkte et mil dere og klogere. Heſte holde i Almindelighed meget af raa Kar⸗ tofler. Jeg lod Pigen fkrabe nogle rene, med hvilke jeg derpaa gik ind i Stalden med en ſammenſlaget Regnffærm i Haanden. Jeg gav nu Heſten en Kar⸗ toffel, og efter at den begjcrlig havde ædt den, preſen⸗ terede jeg den en anden paa Enden af den ſammen⸗ ſlagede Skerm. Kort efter gav jeg den en til, idet jeg ſamtidig ſlog Regnſkcermen lidt ud, og ſaaledes blev jeg ved, indtil Skermen var helt opſlaaet. J Begyn⸗ delſen ſyntes „Fanny“ foruroliget ved Synet af ſin gamle Fjende; men da den bemærfede Kartoflen, der fad paa Enden af Skerrmen, forſonede den fig med Synet, om den end vifte nogen Aengſtelſe. Da jeg næfte Gang gjentog Forſoget, vifte den neppe Spor til Frygt, og jeg opnaaede efter nogle Dages Forløb, at den blev faa fortrolig med den opſlaaede Regnifærm og jaa indtagen i Kartoflerne, at jeg, uden at den ytrede mindſte Frygt, kunde ſlaa Regnjfærmen op og i under og over dens Hoved og i alle Retninger; ja, da den ſtadig blev belønnet med en Kartoffel, blev den tilſidſt ſjeleglad, hver Gang den jaa mig komme med Skeermen. Men hvorledes vilde den vel nu opfore ſig udenfor Stalden? det var Sporgsmaalet. Det varede ikke længe, for jeg paa en Regndag fik Lejlighed til at prove den. Ude pan Vejen kom en Mand med en opflaaet Regnſkcerm os i Made. Jeg gav „Fanny“ temmelig fri Raadighed, og mit Forſog viſte fig at være fuldſteendigt lykkedes. Hoppen gik af egen Drift over mod den Side af Vejen, hvor Regnſkcermen var, uden Tvivl i Forventning om en Kartoffel. Den blev naturligvis fkuffet i Ojeblikket, men fik fin Belenning, da vi kom hjem og har ſiden efter aldrig været ffy for en opflaaet Regnſkcerm.“ Saaledes blev ved en Smule Umage en værdifuld Heſt gjort endnu mere værdifuld. Venlig Behandling virkede, hvor Slag og ſtrenge Forholdsregler vilde have ſpigtet, og jeg lærte, at mange af de Feil, ſom kunne findes hos Heſte paa Grund af flet Afretning, lade ſig overvinde ved Anvendelſen af en Smule Eftertanke, en Smule Ulejlighed, ved taalmodig Udholdenhed og Venlighed. Saa vidt vor engelſke Kilde. Vi benytte Lejlig⸗ heden til af et tyſk Tidskrift at meddele folgende ligeſaa gavnlige Raad med Henſyn til Heſte, der ere tilbojelige til at bide. En tyſk Officer, der har tilbragt en Tid i den rusſiſke Stad Kaſan, fortæller, at han der for Spot⸗ pris kjobte fig en prægtig Steppehingſt. Det var et dejligt Dyr at fe til; men naar Nogen kom i Nar⸗ heden af den, ſnappede den ſom en Hund efter ham og gjorde pan den Maade ofte Ulykker. „Alligevel“, ſiger Officeren, „kunde jeg ikke ſkille mig af med den edle Skabning. Det ffar mig i Hjertet, naar jeg tenkte pan, at den fkulde ofres for den tatariſke Slagters Kniv”. En Dag fif jeg Beſog af en Tatar fra Landsbyen Achmetowa, til hvem jeg ſtod i Venſkabsforhold. Han var kommen, dels for at indbyde mig til en tatariſk Feſt, dels for at beſorge forſkjellige Forretninger i Staden, til hvilke han omtrent benyttede otte Dage. Det var en trykkende Hede. Thermometret viſte om Middagen i Solen 39? R. Neppe havde vi hilſt paa hinanden, for han ſagde: „Har Du en Heſt?“ „Ja vel! Et pregtigt Dyr, men den bider ſom en Hund. Det er en vild Steppehingſt, en Kirgiſer“. „Saa—aa! Saa den bider? Det fkulde vi ſnart vænne den af med,“ ſagde han med et fiffigt Smil. Idet han anvendte alle mulige Kjelerier, traf han Heſten ud af Stalden. Jeg ſaa, hvor hans Oje ſtraa⸗ lede af Tilfredshed ved Synet af det ſtolte Dyr. Det nappede flere Gange efter ham. Men uden at ſige et Ord forſtod han hver Gang ved en meſterlig Haand⸗ bevægelje at viſe Dyret tilbage. Han bandt Heſten til en fritftaaende Stolpe, hentede en opſtaaende Krybbe, ſtillede denne i brændende Solhede foran Heſten, ryſtede et godt Foder Havre i Krybben, og gav fig jaa forſt Tid til at beffue den fra alle Sider. „Mit dejlige Dyr! O, hvor prægtig Du er! Hvilke ffønne Oine har ikke Allah givet Dig! Kunne de være jaa ondfkabsfulde?“ Idet han ſaaledes vedblev at loppriſe Heſten, klappede og kicertegnede han den fire Timer i Tre; derpaa rakte han den en Spand Vand. Heſten brod ſig ikke om Vandet, men ſnappede atter efter ham. Strax vendte han fig om fra den og gik bort med Spanden; derpaa gik han ud i Byen for at beſorge nogle Forretninger. To Timer efter kom han tilbage og forſogte atter at vande Heſten, hvis Torſt nu var jaa ſterk, at den tog fig en ordentlig Slurk. Men derpaa tog den lynſnar fit Hoved op af Spanden og vilde bide ham. „Er Du endnu ikke torſtig, Du den ffjønne Steppes Stolth jeg har Tid at vente“. den herlige Ryg og ba Du Perle blandt Heſte! ed! Var kun ikke vred, Og nu klappede han den paa r rolig Spanden bort. Om Aftenen blev det ſamme Forſog gjentaget. Den næfte Dag ligeſaa, og efter tre Dages lert at forſtaa, hvorom Sagen drejede ſig — den holdt op med at bide, og fra den Dag var den ſtygge Vane aflagt. Da jeg nogle Aar efter forlod den herlige, halvt oſterlandſke, halvt rusfijfe By, fif jeg 800 Rubler (1 Rubel — 8 Mk. 8 Sk. danfk) Dyr, og endnu den Dag i Dag, efte lob, tenker jeg med Vemod paa det paa Tatarens taalmodi Heſten. for det prægtige r tyve Aars For⸗ og med Beundring ge og ømme Behandling af A. Th. 3. He Den eneſte lykkelige, ED 1 SØ) er var en Gang en Konge i Oſterland; han havde Alt, hvad Hjertet kan begjere, NG ) ham, Rigdom og Gæder, en dejlig Huſtru og gode Børn, og dog var han aldrig at alt, hvad han ejede, ikke ſyntes ham noget værd, og ſelv Solen ikke ſkinnede Hart for hans Ojne. Hans Verdens Leger for Kongens Tungſind; men Ingen kunde bjælpe ham. Endelig kom der en gammel Vis⸗ Kongen fkulde kun bære en Skjorte, der havde tilhert et fuldkommen lykkeligt Menneſke; da vilde han blive 10 BR 8 et herligt Land og Underſaatter, der elſkede glad. er llagelig Tungſind havde betaget ham, ſaa Huſtru og hans trofaſte Tjenere ſogte Raad hos al mand fra Indiens fjerneſte Egne; han vidſte Raad: helbredet. Forløb havde Heſten 60 | | | Nu blev der da ſendt Mænd ud til alle Verdens Lande for at finde et lykkeligt Menneſke; men det var en ſaare vanſkelig Opgave. Der var ſaa megen Sorg og jaa liden Lykke i Verden, at de vare nær ved at fortvivle om nogenſinde at finde det, de ſogte. De befandt ſig allerede paa Hjemvejen med ufor⸗ rettet Sag, da de en Dag kom forbi et Gjærde, hvor en pjaltet Tigger laa og ſlikkede Solſkin. „Stakkels Mand”, ſagde et af Sendebudene, 9 her og lad mig give Dig en Almisſe“. „Tak for Almisſen, gode Herre“, ſparede Tiggeren; „men jeg er ellers ingen Stakkel. Skinner ikke Vor⸗ herres Sol paa mig hele den udſlagne Dag, undtagen naar der er Skyer paa Himlen, og jaa ſkinner den jo heller ikke paa Andre. Gode Menneſter give mig, hvad jeg behover for at leve, og maa jeg ogſaa en enkelt Aften lægge mig ſulten til at ſove, jaa troſter jeg mig med, at jeg nok faar noget at ſpiſe den neſte Dag. Jeg er jan lykkelig, ſom noget Menneſke kan være; jeg har intet mere at önfke“. Da bleve Sendebudene betagne af en ſtor Glæde, her havde de jo fundet, hvad de ſogte. „Lykkelige Mand”, ſagde de, „giv os Din Stkjorte, og vi ville give Dig ſaa mange Skatte derfor, at Du kan leve ſom en Fyrſte til Din Dodsdag“. „En Skjorte?“ ſagde Tiggeren forundret. „Hvad ſtulde jeg med den? Jeg har aldrig ejet nogen Skjorte”, Da droge Kongens Mænd nedſlagne og bedrøvede hjem, og Kongen ſelv maatte beholde ſit Tungſind; thi Lægemidlet kunde ikke ſkaffes. Den eneſte lykkelige Mand paa Jorden ejede ingen Skjorte! kom Luther i ſit Hjem. (Nogle Smaatrak tildels efter Liſtov og Hammerich.) — Vort nærværende Billede af Luther fører os ham frem fra en anden Side, end Verdenshiſtorien plejer at giore det. Det er ikke Luther, der i ædel Nidkjcrhed brænder Pavens Banbulle i Wittenberg, ej heller den ſamme driſtige Munk, ſom for Kejſere og Fyrſter paa Rigsdagen i Worms, med en hel Verden imod ſig, affægger den gode Bekjendelſe; men det er den provede Stridsmand, der i ſin Families Skjod ſpiller paa ſin Luth og forfriſker ſig fra ſin aandelige Kamp. Arbejde kunde Luther og ofre ſig med ſin hele Sjæl til fin Livsgjerning; idelig var han i Virkſomhed, ſnart med Munden, ſnart med Pennen; hvad han har arbejdet med den forſte, lader ſig ikke beregne i Tal; men hele den ſtore Bevegelſe paa hans Tid, bærer le derom; hvad han derimod har arbejdet me derom vidner de 3000 Breve, vende Vidne d den ſidſte, 24 tykke Bind trykte Skrifter og de ſom han har efterladt ſig og ſom viſer, 61 med hvormange forſtjellige Menneffer, han har ſtaget | perſonlig Forbindelſe. Men var det Luthers Lyſt at arbejde for Sandhed i Kirken og Sandhed i Menneſke⸗ livet, jaa trængte han ogſaa til den Vederkvegelſe, ſom kan hentes i et ædelt og muntert Familieliv, ligeſom han ogſaa betragtede al fund Glæde og Lyſtighed ſom en Gave fra Gud, ſom vi En hvori Ungdoms⸗Lidenſkaben ikke ſkulde forſtyrre ham den rolige Indſigt, at Gud har indſtiftet Wgteſtanden og ſkabt Menneſket dertil og deri har intet Mennefke ſelv⸗ raadig Lov til at gjøre nogen Forandring. 3 fit Familieliv, omgiven af fin Huſtru, fine Børn og de | mange Venner, ſom gjæftede hans aabne Hus, udfoldede Luther hele fit barnlig - from- ikke ſkulde vra⸗ me Sind. Hos ge men være ham taknemlig for. Hans Bordfeelle Mattheſius fortæller, at da Luther en⸗ gang ſaa Phi⸗ lip Melanchton uafladelig gaa beſkjceftiget i Tankerne med et Skrift, han vilde udgive, ſaa at han end⸗ og ſkrev under Maaltidet, faa tog han Pen⸗ nen fra Me⸗ lanchton med de Ord: „Man fiener ikke alene Gud med Ar⸗ bejde, men og⸗ ſaa med Hvile og Rolighed, derfor har Gud givet det 3die Bud og ind⸗ ſtiftet Hvileda⸗ gen“. Saa⸗ ledes ſogte og⸗ jaa Luther Hvi⸗ le for ſine aan⸗ delige Kampe i det ſtille Fa⸗ milieliv. Aar 1525. havde han, Munken, til den pavelige Verdens Forargelſe ægtet Nonnen Katharina af Bora. Han har maattet høre meget ilde af fine Fjender for dette Skridt. Men her brød Luther overtværs med alt det opſtillede Veſen, hvormed man betragtede den ugifte Stand ſom en jærlig Gud velbehagelig Gjerning, der navnlig ſkulde paalcegges Preſterne. Da han giftede fig var han iøvrigt i en Alder af 42 Aar, en Alder, Tuther i sit Hjem. ham gik Alvor og Gammen ſammen. Mu⸗ 1 0 f ſik ſatte han il il blandt de høje- [fil ſte menneſke⸗ 0 lige Goder. „Fru Muſica er“, ſom han ſiger, „en halv Lærer og Op⸗ dragerinde, ſom gjor Folk mildere og bli⸗ dere, ſagtmo⸗ digere og taal⸗ modigere, den er en Gunſt og Gave fra Gud og ikke af Men⸗ neſker, den for⸗ driver Djeve⸗ len og gjør glad, man glemmer der⸗ over al Vrede, Ukydſkhed og andre Laſter“. Selv ſpillede Luther flere Inſtrumenter og han opret⸗ tede et Sang⸗ chor i fit Hus, hvor man øve de fig i fler⸗ ſtemmige San⸗ 9 SEERE lykkelige Sjem glædede den ſtore Aandskoempe, ſom alle fine Dage havde nok at ſtride med den folde Meſter Fornuft, ſig over Bornene, over deres ube⸗ tingede Tro, over deres barnlige Tviſtemaal og Lege. Naar han jaa paa Børnene, ſom leengſelsfuldt betragtede Frugterne paa Bordet, udbrød han: „Hvem der vil fe et Billede paa en, der glæder fig i Haabet, han kan je det her. O, gid vi kunde ſe hen til Dommedag, lige jaa glade i Haabet“. Og ſom han omgikkes barnligt med Børnene, ſaaledes færdedes han ogſaa fromt og tilbedende i Guds fri Natur. Saa ofte taler han om de ſmaa Fugle, ſom man maa tage fin Hat af for og falde dem Hr. Doktor, fordi de ere de bedſte Lærere i den Kunſt at lægge alle Sorger pan Gud og lade ham raade for Foden, ſom har givet os Livet. Fra Kirkerensningens Tid. (Et Træf af den danſke Prinſesſe Eliſabeth, Kurfyrſtinde ; af Brandenburgs, Liv). Gffer G. Hiltl ved A. Th. Facobfen. (Sluttet.) å Hun begyndte ivrigt at ſkrive og gjorde kun en lille Bevoegelſe med Hovedet, da vilde Skrig lød nede fra Pladſen. Pobelen ſtojede ſom beſat, medens Stok⸗ knoegtene paa Kurfyrſtens Befaling breve Afladskjoberne bort. Da Kurfyrſtinden var færdig med at ſkrive, lagde hun Bladet ſammen og forſeglede det med rodt Vox, ſom hun dryppede paa en Traad, der omſluttede Brevet; derpaa traf hun i Klokkeſtrengen. Et Øjeblik efter traadte en Mand ind i Verelſet. Han kunde vel være en tredive Aar gammel, var iført en mørferød Vams og havde godmodige, men beſtemte Anſigtstrek. „Gotze“, ſagde Kurfyrſtinden ſagte. viſe mig en vigtig Tjeneſte“. „Jeg er altid rede, naadigſte Frue“, ſvarede Manden. „J behover kun at befale“. „Se paa dette Brevs Udſkrift, hvor det ſkal bringes hen, og J ved Alt“. Gotze jaa paa Brevet og udſtodte et ſvagt Gledes⸗ ſtrig, medens hans Anſigt dog ſamtidig antog et be⸗ kymret Udtryk. : „Saa det vil J virkelig vove, høje Frue?” udbrød han. „J viſer et Mod, ſom en Krigsmand kunde misunde Eder“. „Jeg har Herren ved min Side og hans Haand beſkytter mig. J vil indtræffe her igjen ſammen med Preſten. Brevet indeholder nøjagtig Anvisning, ogſaa hvor J ffulle holde med Vognen. Der er ingen Tid at ſpilde, og, ſaaſnart J ere indtrufne her, gaar det for ſig“. Gotze, Kurfyrſtindens Dorvogter, en vakker Adels mand, trykkede ærbødig fin Herſkerindes Haand og ilede ud af Væreljet. Optrin ſom det oven for ſkildrede, havde i de ſidſte Aar hyppigt fundet Sted mellem Kurfyrſt Joachim og hans Wgtefcelle. Medens Joachim dels af Overbevis⸗ ning, men viſtnok endnu mere af Lydighed imod Kejſeren, „J maa be⸗ holdt faſt ved den katholſke Kirke, hyldede Eliſabeth den ſtore Reformators Lære. Hvor og hvorledes hun gjorde hans forſte Bekjendſkab er allerede fortalt, og fra den Tid af indtraadte der et ſpendt Forhold mellem begge Wgtefællerne, i Begyndelſen dog neſten umaekeligt, fordi Kurfyrſten ikke troede, at Eliſabeth for Alvor tenkte paa at forlade den katholſke Kirke. Kurfyrſt Joachim, der var en begavet Mand og med Henſyn til Tidsalderen i Beſiddelſe af en uſedſpvanlig Dannelſe, har ſikkert i fit Indre ikke været ugunſtig ſtemt mod den ſtore Reformator. En Fyrſte, der ar⸗ bejdede ſaa meget ſom han paa ſit Lands Bedſte, der var kommen jaa vidt i Erkjendelſe, at han forbød fine Tjenere at kjobe Tetzels Afladsbreve, kunde umulig af Overbevisning være en ſaadan Kempeaand ſom Luther fjendſk. Hvad der bevægede Kurfyrſten til at træde op imod den nye Lære og dens Talsmand var ſandſynlig⸗ vis baade politiſke og perſonlige Grunde. Med Luthers Lære jaa han Revolutionen komme, og det ſyntes Kur⸗ fyrſten farligt at give Aanderne fri og tillade Enhver at folge fin religisſe Overbevisning. Han mindedes de fræffe Spende, der en Gang havde ſkrevet paa Slots⸗ porten: „Jochimke, Jochimke, hüde Di, wenn wi Di kriege, ſo hänge wi Di (Joachim, Joachim, vogt Dig, naar vi fad Dig fat, hænge vi Dig)“. Han anſaa ſaadanne Ytringer af den adelige Ungdoms Tojlesloshed ſom Forløbere paa en ſtor Omveltning, og Kejſeren, ſom den Eneſte, der i Længden vilde kunne modfætte fig ſaadanne Rorelſer; men Kejſeren vilde paa ingen Maade forlade den katholſke Kirke. Desuden havde Kurfyrſten ogſaa perſonlige Grunde til at være indtagen imod Luther. Han havde ftiftet et Univerſitet i Frankfurt ved Oderen, der dog trods alle Anſtrengelſer ikke formagede at holde Hojſkolen i Wittenberg Stangen; den vældige Bevegelſe, der lededes af Luther, drog ſaa godt ſom alle Studerende til denne ſidſte By. Alt dette maatte bidrage til at gjore Kurfyrſten fjendtlig ſindet imod Luther. Han ſaa, hvorledes den driſtige Mands Lære gjorde rivende Fremſkridt ogſaa i hans Land, hvorledes Folket begjerligt lyttede til Luthers Tordentaler imod den pavelige Vaelde. Joachim maatte vel have en Fornemmelſe af, at Strommen ikke mere ſtod til at demme for; han vilde da i det mindſte op⸗ holde de bruſende Bølger faa længe ſom muligt. Neſten hver Uge modtog man i Kurfyrſtens Kreds nye Efterretninger om Reformatorens vældige Iver i Daad og Skrift. Familiens Medlemmer dannede Par⸗ tier. Kurfyrſtinden lagde ikke Skjul paa, at hun be⸗ undrede Luther, medens hendes Mand ivrede imod ham og var en af Forſte, der paa Rigsdagen i Worms raadede Keiſeren til ikke at holde det Reformatoren givne Lejde. Det kom til heftige Optrin i Familien, og Kur⸗ fyrſten vægrede fig haardnakket ved at underkaſte Luthers Skrifter en nøjagtig Prevelſe. Hin Rejfe til Torgau, hvilken Eliſabeth havde foretaget fig tillige med fin Broder, den i Danmark afſatte Kong Kriftjern den Anden, for med Kurfyrſterne Frederik den Viſe og Johan den Beſtandige at raadſlaa om, hvad der kunde gjores for at hjælpe den fordrevne Konge paa Tronen igjen, havde virket afgjørende paa hende. Hun var faſt beſtemt paa at vove Alt, hendes Samvittighed tillod hende ikke længere at tilhøre en Kirke, med hvis Leerdomme hun allerede havde brudt, og hvilke hun anſaa for ligefrem fordærvelige. BE Den omtalte Fredag var kommen. Kurfyrſtinden befandt fig allerede tidlig om Morgenen i en ſaadan Spænding, at hendes noermeſte Omgivelſer lagde Merke dertil. Hun beftræbte fig dog for at beherjfe fig for at ſkuffe de Spejdere, der mulig maatte omgive hende; men en uforudſet Begivenhed ſyntes med et Slag at ſkulle omſtyrte hendes Haab. Ved Middagstid indtraf hendes Datter Eliſabeth, Hertug Erik af Brunsvigs Huſtru. Kurfyrſtinden havde, ſom vi vide, førft den folgende Dag ventet fin kun ſextenaarige Datter. Nu kunde hendes Forehavende ikke blive holdt hemmeligt; men den modige, i ſin Tro urokkelige Kvinde holdt faſt ved fin Beſlutning, hvilken hun meddelte Datteren. Denne ſtjelvede af Frygt for Faderens Vrede; men de ildfulde Ord, med hvilke Moderen, ſom forøvrigt ikke ſogte at rokke Datterens Tro, forſvarede fin Beſlutning, bero⸗ ligede den unge Hertuginde. Hun maatte opfyldes af Werefrygt over en ſaadan Kraft og Faſthed. Klokken ſyv om Aftenen var Bedekamret i det kur⸗ fyrſtelige Slot oplyſt. Paa det lille Alter brændte to Voxlys hvert paa fin Side af den Korsfæftedes Billede. Ultertavlens Fløjdøre vare aabnede. Kurfyrſtinden havde ſmykket fig ſom til en Feſt. Da horte man en Vogn ſtandſe udenfor Slottet. Achim von Bredow, Kammerjomfruen Urſula von Zedtwitz og Hertuginde Eliſabeth vare i Nærheden. Næften aandelgs traadte Gotze ind. „Hans Hojerverdighed kommer“, ſagde han. „Vi kommer i dette Ojeblik lige fra Wit⸗ tenberg“. Ved Doren modtog Kurfyrſtinden den evan⸗ geliffe Bræft, der mødte i fuldt Skrud, ledſaget af en Kirketjener. En kort, gribende Tale indledede den hoj⸗ tidelige Handling. Preſten havde medbragt de til den hellige Nadvere nødvendige Kar; lige overfor Alteret fnælede Kurfyrſtinden foran en Bedepult; Achim og den unge Hertuginde vare andeegtige Zilhørere, medens Kam⸗ merjomfruen og Gotze bekymrede jaa fig om efter Kur⸗ fyrſtens Spejdere. Goetze var gaaet hen til Doren, hvor han holdt Forheenget til Side og faa ud i For⸗ væreljet, rede til at afviſe dem, der maatte nærme fig. Men Ingen forſtyrrede den hellige Handling. U⸗ hindret kunde Preſten udføre fin Gjerning; andægtig og glad ffuede Kurfyrftinden op paa ham, og da Solen var ſunken ned bag de ſkovkranſede Høje, havde Landets Moder fuldendt fin Skilsmisſe fra den katholſke Kirke og modtaget den hellige Nadvere i Brod og Vin. De Timer, der nu paafulgte, vare for Kurfyrſt⸗ indens Omgivelſer fulde af bange Forventning, medens hun ſelv med ftørfte Ro og Fatning imedeſaa, hvad der vilde ffe. Hun følte, at et Slags Martyrium ven⸗ tede hende. Om Søndagen kom Joachim tilbage fra Stettin. Man ved ikke, paa hvilken Maade Kurfyrſten fik Underretning om, at der i hans Fraværelje maatte være ſket noget Særdeles. Det var næften umuligt at lægge aldeles Skjul paa den Spænding, hvori en Del af Slottets Beboere befandt fig, og Joachim befluttede endelig at ſkaffe fig Vished. Han lod fin Datter Cli- ſabeth falde. Denne formagede ikke at modſtaa Faderens gjennemborende Blik, hans barſke Ord og faderlige Be⸗ faling; grædende og ffjælvende tilſtod hun Alt. Joachims Raſeri var forfærdeligt. Han ſtyrtede ſtrax ind i Kurfyrſtindens Værelfe og overdængede hende med Bebrejdelſer og Trusler, hvilke hun rolig og ydmyg tog imod. Joachim kunde ikke ſkjule for fig ſelv, hvilken uhyre Virkning dette hans Huſtrus Skridt vilde have ſaavel paa Luthers Tilhængere, ſom paa de mange allerede vaklende Katholiker. Deraf fremkaldtes hans næften grænfeløje Brede. At han ſkal have mishandlet fin Wgtefeelle, er en Opdigtelſe; Eliſabeth ſiger ikke Noget derom i fine Breve; maaſke forhindredes han i Udforelſen af et ſaadant ſkrokkeligt Forfæt, idet han i ſin ophidſede Tilſtand faldt i en dyb Afmagt. Man maatte bære ham ud af Eliſabeths Veerelſe. Fra denne Time af var Bruddet mellem de to Wgtefceller fuldſteendigt. Lidelſens og Kummerens Dage begyndte nu ret for Eliſabeth. Kurfyrſten ſtillede hende den haardeſt mulige Betingelſe: Modtagelſen af Nadveren efter katholſk Kirkeſkik. En Skriftefader beſtormede hende med alle mulige Foreſtillinger; men den modige Kvinde var urokkelig. Joachim lod hende anklage for Domſtolen og truede med at ville gaa til det Bderſte med hende. Det Eneſte, han vilde gaa ind paa, var at indrømme hende en Beteenkningstid, og da hun ikke kunde beſtemme fig til at handle imod fin Samvittighed, beſluttede hun at flygte. Den 25de Marts 1528 be⸗ nyttede Eliſabeth fig af fin Wgtefeelles Fraverelſe til om Natten at flygte fra Slottet i Berlin, indenfor hvis Mure hun i den ſenere Tin havde levet ſom en Fange. ; Ifort en Bondekones Klæder og ledſaget af Urſula Zedtwitz og Gotze undveg hun gjennem den Port, der fra Slottet forte ud til Floden. Paa dennes modſatte Bred holdt en Bondevogn, ſom lykkeligt forte de Flyg⸗ tende over den brandenburgſke Greenſe til Torgau, hvor Kurfyrſt Johan gav hende og hendes trofaſte Hjeelpere Ly. Paa Vejen derhen havde et ulykkeligt Tilfælde nær bragt Flygtningene i Fare, idet et af Hjulene gik i Stykker, og man maatte, da man ikke vovede at ſoge Hjclp, binde det ſammen med et af Kurfyrſtindens Tørklæder. j Denne Flugt vakte almindelig Opſigt over hele Tyſkland. Joachim opbod Alt, for at faa fin WÆgtefælle domt, og forſt lang Tid efter, medens Eliſabeth havde Tæmpet med tunge Sorger, betragtede den forbitrede Wgtefælle hendes Færd med mildere Øjne, om han end hele fit Liv var den Lutherſke Lære fjendſk. Han tillod fin Huſtru at modtage Børnenes Beſog; men ſelv faa han hende aldrig mere. Syg og ſpagelig boede Eliſabeth endog en Tidlang i Luthers eget Hjem, indtil hun endelig efter atten Aars Forløb ved fin Wgtefælles Død atter kunde vende tilbage til Branden⸗ burg, modtagen af fin Son, der aabenlyſt var gaaet over til den evangeliſk⸗lutherſke Lære. Hun døde paa ſit Enkeſede i Spandau den 10de Juni 1555. husflid. —— Arbejdslyſt og Markepinde. 5 Husvennen af 25de Oktober fandtes en Meddelelſe om at en Handlende onſkede 50,000 Meerkepinde af Tr, med Spørgsmaal om nogen havde Lyjt til at paatage fig dette Husflidsarbejde. J Løbet af meget "Tort Tid indløb over 100 Tilbud herom til Udgiveren, ſom det neſten gjorde ondt at modtage jaa mange, ofte indſtcendige, Anmodninger om at faa Arbejdet, da kun et mindre Antal kunde tilfredsſtilles i denne Retning ved Levering af de 50,000 Pinde. Det havde imidlertid tillige fin ſtore Interesſe for Üdgiveren at ſe, at der alene blandt vore Læjere fandtes fan mange, der overvandt Brevyſkriveriets Be⸗ ſperligheder for at indſende Tilbud om at overtage Arbejdet. Det er nemlig et glædeligt talende Vidne om, at der findes ftørre god Villie til Husflidsarbejdet blandt Smaafolk, Unge og Gamle, end man tror, blot der kan tilbyde ſig en Gjerning, ſom man tor vove fig til at tage fat paa — ſom disſe Merke⸗ pinde — ſelv om man kan forudſe, at dette Tunftløje Arbejde fun vil give en lille Fortjeneſte. Udgiveren vilde nu faa gjerne give et lille Bidrag til, at ret mange af dem, der ville levere Merrkepinde kunde faa Arbejde derved, og optager atter dette Stykke herom, idet han vender fig til de Handlende. Det var nemlig kun en Forretning („Kontor for fælles Indkjob af underſogt Markfro“) ſom havde Brug for de 50,000 Pinde, men der er maaſke Tuſinder Handlende, ſom ofte ere i lignende Forlegenhed med at faa gode Merke⸗ pinde til Forſendelſer, og ſom gjerne vilde unde den flittige Husflidsmand lidt Arbejde og Fortjeneſte derved, ja maaſke kunde finde deres Fordel ved at benytte ſolide, flade Smaapinde af Tra i Stedet for de Pap⸗ eller Papirlerredsetiketter, ſom man nu ofte maa nøjes med, fordi de ſteerke Træ- mærfer ikke kunde fans. Enhver Handlende, ſom i ftørre Maaleſtok forſender Sæffe med Mel og. Gryn, Kunſtgjodning o. Ugn. vil viſt ofte, ſaavel ſom Modtageren, have! aach boch megen Ulempe der let afſtedkommes ved at de tynde Papirlcrredsmerker afrives. Dhr. Handlende, ſom kunde onſke at gjøre Beſtilling pan Meerkepinde (Etiketter) til Forſending af Varer, bedes henvende ſig med Beſtilling, helſt ledſaget af en Prove eller Opgivelſe af Starrelſe og Treœſort ſamt Pris der kan gives pr. 1000 og Leveringstid til Husvennens Udgiver (N. C. Rom, Føvling pr. Horſens). Smaating. Markeligt. Det er en beſynderlig Kjendsgjerning, grundet paa en Mengde Jagttagetjet, at enhver fpættet Hund har en hvid Tip paa Enden af fin Hale, medens de fpættede Katte have forte Haleender. Opmerkſomhed. „Naturen er dog beundringsværdig i at indrette Alt paa det Bedſte“, bemærtede en ung Dame for nylig under det ſtormfulde Vejr. „Den ſamme Vind, der bringer vor Stlædning i Uorden, ſtror Sand i Ojnene paa dem, der ellers vilde glæde fig over vor Forlegenhed“. En Rejſende fortæller, at han kun en Gang i ſit Liv har jet Folk paste deres egne Sager. Denne mært værdige Tildragelſe hendtes til Søs, da Pasſagererne vare 0 ſoſyge til at bryde fig om hverandres An⸗ liggender. Mit Andet henad Jorden gaar, Skjondt Ben det ej blev givet, Som Frugt af det mit Forſte ſtaar Med Bælte pænt om Livet. Mit Hele har i Dig fin Rod, Du nødigt dem undværte — Dog for mit Hele tidt flød Blod Naar Arrighed regerte. Breppexling. Hr. X. Haandgjerningsbogen er forſt under Trykning og kun Iſte Hefte udkommet. Paparbejde og Bogbinderi vil forſt komme i öte—7de Hefte. i Hr. P. M. i Mop. Friexemplaret bedes De forlange gjennem Hr. R. P.s Boghandel, hvor Bladene ere beſtilte. Hr. R. O. i St. Ja. „En Bondekarl“. Duer ikke. Zudhold. Johannes Evald, af Bendix Hanſen, med Billede (Sluttet.) — Heſten og Reguſtermen. — Deu eneſte lykkelige. — Luther i fit Hjem, med Billede. — Fra Kirkerensningens Tid, efter G. Hiltl ved A. Th. Jakobſen (Sluttet.) — Husflid: Arbejdslyſt og Merke⸗ pinde. — Smaating — Gaade. — Brevvexling. Jusvennen udkommer fil hver Søndag med et 16.ſpallet Ark, Hvert Ijerdingaar medfølger gratis et fort mußt Villede. W med flere Billeder, lil 3 Miß i ladet Kan beſlilles paa ethvert Vofikontor Bre Voglade ſaml hos Hovedliommisſioncren: Voghaudler 00 Sbein, file 5 (1 Kr.) Iſerdingaarel ik lilſendt. i ſamlingoſled, i enhver Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. 75 Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 2 Slorfhabskesning, Oplysning og Husflid. Adginet of A. C. Num. 2. Aargang. Nr. 9. 8 Johan Herman Vegſel. Af Bendix 1 Na VW 7 SV: 85 85 0 et er altid forekommet mig, at der er en * vis Lighed mellem Evalds og Wesſels e Billede. Jeg kan ikke ret forklare, hvori Voebeiſde Lighed beſtaar ar; men naar jeg ſidder ſtille og betragter disſe to Anſigter, ſaa væffe de omtrent ſamme Stemning i min Sjæl, hvor forſtjellige de end ere. Evalds Anſigt har et ſteerkt lidende Preg, det er ſom om han udadtil var ganſke magtesles; men det Lidende er forklaret af et aandfuldt Drommeri og en barnlig ren Begejſtring. Vesſel lofter Hovedet anderledes kjckt og frejdig; han ſer ikke indad, men udad, det. er, ſom ſpillede en lunefuld Skicemt om hans Laber. Det er Forſkjellen, og hvor ſtor og iojnefaldende denne end er, ſaa forekommer det mig dog, at der bag Ves⸗ ſels lunefulde Kjakkhed dolger ſig noget af Evalds lidende Tungſind. Er det end muligt, at denne ud⸗ vortes Lighed kun er en Indbildning, jaa er det deſto visſere, at der var en anden Lighed imellem g Huandagen d. 29. Honember. Johan Herman Bessel. 8 Kjøbenhavn. 1824. | dem: De havde begge en ſtor Del af deres Samtids Skrobeligheder. Vil man kjende de aandelige Stram⸗ ninger i deres Tid, da er det nodvendigt, at ſtifte Be⸗ kjendtſkab med dem begge; thi idet de repreſentere hver fin Side af Livet og i meget ſtaa ſom Modſekninger, udfylde de hinanden og give tilſammen et helt Billede af det fremvoxende Folkeliv, hvoraf vor Tid udvikler ſig. Det marke, "tunge Livsſyn, vi omtalte i Artiklen om Holberg, blev loftet og” frigjort og ffød ſine dejligſte Blomſter i Evalds Digtning, medens den lette, lyſtige Verdslighed fandt fin Foredling i den e Latter, 1 fremkaldte. Han var født i Norge i Veſtby Preſtegaard den 6te Oktober 1742. Hans Fader var en Broderſon af den berømte Peder Tordenſtjold, hvem Vesſel lignede ikke alene i Djerv⸗ hed og muntert Lune, men ogſaa i fin jævne, trofaſte Teenkemaade, der altid var langt fra det Uedle og Lave. Han kom til Kjø- benhavn for at ſtudere, men maatte, for at tjene fit Brød, give Undervis⸗ ning ligeſom Holberg i de levende Sprog, iſcer Engelſk og Franſk; thi han var ualmindelig ſprogbega⸗ vet. Siden overtog han en Huslererplads i Kjoben⸗ 66 havit, og hans Studeringer til Cmbedseramén bleve neſten ganſke opgivne. Derimod anvendte han fine Fri⸗ timer til at læjfe baade vore egne og Udlandets bedfte Digtere. Han var en ukjendt Mand, indtil han var 30 Aar gammel. Da udgav han fit Sorgeſpil Kjærlighed udenStrømper”, og ſkjondt han ikke havde navngivet ig ſom Forfatter, var hans Navn dog paa Alles Læber; | e ; t ftjæle et Par Strømper fra Mads. „thi ſiden Holbergs Dage, havde intet danſk Digt gjort jaa megen Opfigt, ſom Vesſels“, ſiger Rahbek. „Det gik med det, ſom med „Peder Paars“; man lærte det næften udenad og anvendte det den Gang allevegne, ved alvorlige, ſaavelſom ved luftige Lejligheder, i Tide og i Utide, ved Spillebordet og for Retten, i lærde Stridigheder og i ſpogefulde Samtaler“. At et Digt, der vandt et ſligt Bifald, fil en uberegnelig Indflydelſe paa Folkets Udvikling og Dannelſe, er en Selvfolge. Holberg havde jo fejet godt ud ved fit bidende Lune; men ſiden hans Tid havde der atter ſneget fig herind en Del nægte, fremmed Stads, ſom nok fortjente. at kaſtes paa Doren for at gjore Plads for noget bedre og ſundere, og faa kom Vesſel med Kjærlighed uden Holbergs; men de ſloge til; thi hans Opgave var heller ikke faa ſtor, om den end var betydelig nok. Han ſkulde ikke bane Vejen; men atter fore Vognen over i fit rette Spor. Det er jo altid faa, desværre ogſaa i vore Dage, at en ſtor Del af det danfſke Folk, langt foretrokker det Fremmede for vort eget. De ſporge ikke, om det er godt og ſandt, men kun om det er i Mode i Udlandet, og faa ſkrue de fig op til at tro paa det, be⸗ undre og — efterabe det. Saaledes var det ogſaa den Gang. Der havde trængt fig frem, baaret af en forblindet Begejſtring og en flet Smag, et Slags franſke Sorgeſpil og italienffe Sangſpil. Indholdet i disſe Heltekomedier var naragtigt, flovt og dumt, og Helte⸗ ſkikkelſerne vare, trods deres forfærdeligt hojtravende Talemaader, nogle usle, ſtakkels Pjalte, ſaa man maa undres over, at Folk henflod i Taarer ved at ſe disſe Komedier iſtedetfor at briſte ud i en ſkraldende Latter. | Ja det var tilvisſe en uſund Retning, men da Folkets Smag og Digteren altid ſtaa i levende Forhold til hinanden, faa fandt den ogſaa rig Efterligning af middelmaadige Digtere herhjemme. For alt dette havde Vesſel et aabent Oje og denne Ukrudsplante rykkede han op med Rod; thi han havde Latteren paa ſin Side, og den kan jo ſlaa Trolde ihjel. Jeg kunde have ſtor Lyſt til at fortælle Indholdet af dette mageloſe Digt, „Kjer⸗ lighed uden Stromper“, men da der ikke bliver Plads dertil, maa jeg nøjes med at fremdrage nogle ſmaa Trek og faa opfordre Enhver, der ikke kjender det, til ſnareſt muligt at læfe det. Det Hele drejer ſig om et Par Strømper. Grete har dremt, at hun „aldrig bliver gift, hvis det i Dag ej ſker!“ og derfor vil hun naturligvis giftes ſtrar; men hendes Kjærefte, Helten i Stykket, Skrederſvend Johan von Ehrenprejs har ingen Stromper, og uden Stromper er det umuligt at holde Bryllup; thi den Gang brugte man jo Knabuxer og Sko. Da Grete, om galt fkal verre, hellere vil gifte fig med Mads, ſom er Skrederſvendens Medbejler, end flet ikke giftes, jaa nodes Johan, efterat han ſom en rigtig Komediehelt har talt ſtore Ord om Dyd og Kjærlighed, at lade Kjerligheden ſejre over Dyden og Tyveriet opdages, og det giver en Forſtyrrelſe, der bliver til Fortvivlelſe. Alle Stykkets Perſoner ſtikke fig derpaa ihjel, efterat have ſtyrket ſig til denne Heltegjerning ved at ſpiſe Aerter og Fleeſk, og Moralen, — thi ſaadanne Stykker havde altid en Moral i Slutningen —, er denne: „Gid det ej Eder gaa, ſom det gik denne Stymper! Gid Eders Kjærlighed maa aldrig mangle Strømper!” Det vil altid leſes med Fornøjelfe og fremkalde Latter; men hvad der den Gang iſeer gav det fin Be⸗ | tydning og. forftærfede dets Indtryk var, at det helt | igjennem var et ſtaerkt, men morſomt og godmodigt Vrengbillede af de omtalte Heltekomedier, ſom det blottede ſaaledes, at de for Fremtiden bleve en Umulighed; thi Strømper”. Hans Evner vare langt fra jaa ſtore ſom nu, da Vesſel havde klaret Folks Øjne, nu kunde Alle fe det latterlige i dem. Som Exempel paa Sangene i „Kjcerlighed uden Strømper” kan jeg ikke undlade at anføre efterfølgende, der ret gjør Nar af den Tids op⸗ ſtyltede Kjerlighedsviſer: „Paa mit Hjertes Skorſten brænder En harpixet Elſkovs Brand, Som er tændt i begge Ender, Elſkovs Gud den tændte an. Hver ſom Rogen ſer opſtige, (Rogen er min Aria) Zænfe maa, om ille ſige: Der er hedt, hvor den kom fra!“ En Del af Vesſels rimede Fortællinger, ſom „Gaffelen“, „Sundemordet“, „Smeden og Bageren“ og flere ere meget vittige og morſomme og meget kjendte; men hans forſte Arbejde var og blev hans betydeligſte, og Aarſagen dertil er ikke vanſkelig at forklare. Hans Fremtidsudſigter pare jo kun lidet glædelige, da han var en gammel Student, uden Examen og altſaa uden Udfigt til Embede, og hans Stilling var alt andet end behagelig, da han hver Dag maatte ſlide haardt i den trættende Sprogundervisning. Det er derfor let at forſtaa, at han, der af Naturen var livlig og glad, men ſavnede Udholdenhed, ikke kunde have Lyſt til at bejfjæftige fig med ſtore Digterarbejder i fin Fritid, men hellere ſogte hen til lyſtige Venners Selſkab. J de ſtuderende og oplyſte Kredſe havde der dannet fig to Partier, af hvilke det ene holdt med Evald, fværmede for hans højtflyvende Digte og efterabede ham men i ind- holdsløfe, bombaftijte Vers, medens det andet, der væ- ſentlig beſtod af Normænd, holdt paa Vesſel, afſtyede det rr „ ee Hojtravende, vilde have alt ſimpelt, jævnt og naturligt og efterlignede Vesſel i Vers, der ofte var kjedelig Hverdagsſnak eller flove Vittigheder. Disſe to Partier forte en lille Krig med hinanden, i hvilken Vesſel, der ſlet ikke var krigerifk, ikke videre deltog, faa det er mer end ſandſynligt, at han har anerkjendt og elſket Evalds Digtning, om han end kunde gjøre Hentydninger til Evalds „Ha“⸗ſtemte Toner og hans Udtryk at „ſadle Havets Bølge”. Hvert Parti havde fit Kaffehus, hvor de mødtes for at ſamtale og more ſig. Normaendenes Samlingsplads var hos Juels i Spertegade, hvor de ſtiftede en Forening ſom kaldtes „Det norſke Selſkab“. Her gik det lyſtigt til med Sang og vittig Skjeemt omkring den rygende Punſchebolle, og her var Vesſel en ſtadig Gjæft og lavede i et Ojeblik mangt et lille morſomt Vers, ſom ſtrax gik fra Mund til Mund og ſnart var ude over hele Kjøbenhavn. - Deſtoveerre kan det ikke nægtes, at Vesſel holdt temmelig meget af Punſchebollen og Vinflaſken; men dog blev det norſke Selſkab ſnarere hans Frelſe end hans Ruin; thi der havde han et Tilhold mellem gode og trofaſte Venner, og Selſkabet havde ogſaa højere og ædlere Formaal end Drik og Lojer; det beſtod tildels af begavede Mend, der her kom ſammen for at drøfte alvorlige og vigtige Emner, og det udſatte Premier for Digte, hvorved det anſporede Vesſel til Virkſomhed og friede ham fra Digte „Nojſomhed“ og „Sgvnen“ bleve prœmiebelonnede af Selſkabet og ſkylde alene dette deres Fremkomſt. Ret betegnende for Vesſel er det Vers, han ſkrev til en Vinhandler Lunds Vintapperdreng: „Hor Du ſode rare Fyr, Du ſom altid er ved Muffen, Laan mig tvende Mark af Skuffen; Vinen den er her ſaa dyr. Lund tre Mark for Flafken ta'r, Og jeg kun den ene har“. Da Drengen vifte Vinhandleren Verſet, ſparede denne, at han maatte give Vesſel en Flaſke Vin for Intet, derſom han vilde lave et Vers ſom Svar fra Drengen, og det gjorde han ſtrax: „Sode rare Vesſel, Faber, Du ſom aldrig er ved Muffen, Hvis jeg laante Dig af Skuffen, Var jeg ſandelig en Nar. Drik ſom Du har Penge til; Lund ej kreditere vil“. , g (Sluttes.) ſkete ogſaa paa en ſtorartet Maade. ganffe at henfalde til Orkesloshed. De to alvorlige | VN N PN 88 5 Daabsfeſt under Linien. SF 0 105 | 8 dmiral Steen Bille. fortæller i fine s interesſante Skildringer i Tidsſkriftet „Fra Nin alle Lande“: „Nogle Ungdoms— erindringer“ om en „Daabsfeſt under Linien“, hvoraf vi laane medfølgende morſomme Billede. Det vil maajfe være nogle af Husvennens Læjere bekjendt, at det er en gammel Skik blandt Sofolk, at holde Lyſtighed, naar de paa den lange kjedelige Rejſe til den ſydlige Halvkugle pasſere over Wk vator eller, ſom man ogſaa kalder det, Linien. De, der ombord paa Skibet ikke for har „pasſeret Linien“, maa da holde for og modtage Liniedaaben, d. v. ſ. blive dygtigt overesſte med Vand, derſom de ikke afbøde Daabens Voldſomhed ved at bidrage noget til Gildet. Ovennævnte Forfatter fortæller om en ſaadan morſom Daabsfeſt, ſom han i fin Ungdom overværede paa et franſk Skib, hvormed han foer. Den Iſte Auguſt pasſerede det Linien, og Chefen havde givet Mandſkabet Lov til at hojtideligholde denne Dag med alle de Kunſter, de kunde finde paa, og det Allerede den fore⸗ gaaende Dags Aften begyndte Forloberne for disſe Lojer. En Herold, flædt ſom Trompeter ved Huſarerne, kom ridende paa et Koſteſkaft fra Store Mers (forſte Udkigspunkt i den midterſte Maſt), bleeſte en Fanfare og: meldte Chefen, at den gamle „Liniefar“ vilde gjore Skibet fin Oppartning neſte Dag, hvortil Chefen ſparede, at den gamle Herre ſkulde være velkommen mellem Kl. 10 og 4 i hvilken Tid Mandſkabet ſkulde have Lov til at gjøre fig ligeſaa luftigt ſom det vilde. Kl. 12 næfte Dag kom forſt en Aſtrolog (Stjernetyder) med en af Tommermanden forfærdiget Oktant (et meget fint Vinkelinſtrument til at maale Solens Højde over Synskredſen med), maalte Solens Højde med ſtort Alvor og meldte, at nu vare vi ved Linien. Derpaa kom Liniemandens Hofſtat marcherende, beſtagende af Trolde, Djævle, Engle, Bjørne, Bjornetroekkere, Mario⸗ netter, Charlataner (Gøglere) oſv. Det medfødte franſke Talent til alt hvad der grenſer til theatralſke Foreſtillinger fornegtede ſig ikke; thi der var virkeligt ikke en, ſom ikke udførte fin Rolle fortreffeligt. Übegribeligt var det os, hvorfra de havde kunnet ſkrabe alle de Ting ſammen, hvormed de havde udmajet fig. Smaadjevlenes Dragt var den ſimpleſte: de vare nogne, overſmurte med Kønrøg, kun med et lille Bælte om Lænderne, hvori var anbragt en lang Hale af ſpertede Rebſeiſinger. Disſe Dicvleunger leverede en Trefning med en Bjørn og en Bjørnetrælfer ſom var pderſt komiſk. Bjornen tog den ene Djævleunge efter den anden i fin lodne Favn og kaſtede ham langt hen ad Skanſen; men de ä ſmaa Utyffer faldt, ſom Kattene, altid paa Benene og gif ufortrøden los paa Bjørnen igjen og fled og traf ham i hans ſtore Pels. Endelig kom „pere la ligne“ jelv, iført en greſk Paakledning, med lange Knebels⸗ barter og et langt graat Sfæg. Det var Baadsmanden ſom udførte denne Hovedrolle. Han ſad paa en Tri⸗ umfvogn, beſtaaende af ſammenſlagne Breder lagte paa Rapperthjul, ſmykket med Spyd og Flag. Otte Slaver | i Lenker traf hans Vogn. Paa Skanſen - blev han modtaget af Admiralen ſamt alle Officererne og holdt en hojtravende Tale. Efter at Chefen havde reddet Galionsfiguren paa Skibet fra at miſte Hovedet, ved at bøde 5 Guldſtykker til Hapdrotten, begyndte den ſtore Indvielſes og Daabsfeſt paa Skanſen, hvor alle mn 2 ombord, ſom ikke for havde pasſeret Linien, bleve døbte med en ſtorre eller mindre Skylle Vand. Officererne ſlap med lidt Vand i Aermet, men nogle mindre af⸗ holdte Underofficerer fif ved en af Djævlenes Ondſkab en Pas Vand over Hovedet. Denne „alvorlige Del af Feſten“ ſluttede med en Daab masſevis over alle de Menige, ſom ikke for havde pasſeret Linien. De bleve drevne frem af Djavlene og fif en alvorlig Afſkylning med den ſtore Sprøjte, hvilket morſomme Ojeblik Billedet foreſtiller, hvor man jer de udklædte Matroſer midt for Maſten, hvor Hapkongen under Sol⸗ jejlet giver fine Medbrodre en ordentlig Straale i Nakken, "medens Officererne og nogle Pasſagerer til Venſtre more. fig over den koſteligez Spas. Paabsfest under Linien. At denne fluttede med Dans og Lyſtighed var en Selpfolge, ifær da der blev uddelt dobbelt Portion Vin og Vejret var yndigt i den herlige følige Nat under Maanens venlige lyſe Sfær. 2 2 SN Bulbjerg og Skarreklit. . — kke alene mod Sydoſt har Danmark et de. Kalkfjeld, der, ſom den dejlige Moens 5 Klint, knejſer ud over det blaanende Hav; ogſaa mod Nordveſt hæver fig en mægtig hvidgraa Kridtklint der har et ganſke anderledes vældigt Havs tunge dronende Bølger at modſtaa. Det er Bulbjerg med den ligefor i Havet liggende lille Klippeg Skarreklit, ſom vi i Dag ſe os i Stand til at bringe et ſmukt Billede af, tegnet af en af vore dygtigſte Marinemalere. Vi behove ikke at ledſage Billedet med yderligere For⸗ "Haring, da Leſeren vil erindre, at Emanuel Hen⸗ ningſen allerede i Nr. 2 har ſtildret dette meerkelige Punkt, ſom vi derfor tro, at det nu vil være Leeſeren fjært at faa Billede til. < En lykkelig „Gevinner“. BK Fortælling af Knud Stulle 8 (> jennem Landsbyen Bajſtrup gaar en 55 ſtore Dele, en nordlig og en ſydlig, eller, ſom Beboerne ſige, „Norreby og Sonderby“. J denne By boede Jens Peter Jorgenſen — De kjendte ham maaſke? Han var da nok værd at kjende; for han var Fremſkridtsmand af den gode Slags. Da jeg forſt gjorde Bekjendtſkab med ham, var han endnu Ungkarl, en høj, kraftig og welvoxen; Guts med et jaa fortræffeligt Skudsmaal i fit kjonne aabne Anſigt, at Folk neſten vare nedſagede til at holde af ham. Hans Gaard laa i Sonderby med Stuehuſet ad mod Gaden. Foran Huſet var en lille Blomſterhave, ſmukt indhegnet med en klippet Liguſtrumshak; denne lille Plet pasſede Jens Peter felv med egen Haand, og man kunde je, det var baade en kyndig og kjerlig Haand, der havde den under Behandling. Midt i Græsplænen uden for Døren var der anbragt en hoj hvidmalet Flagſtang, og i det ene Hjørne af Haven var der et Lyſthus, hvor Jens Peter gjerne vilde ſidde om Sommeren i Morkningen og ryge fin Pibe. Udſigten var rigtignok ikke vid. Men han kunde da ſe over Bulbjerg og Gaden til Wolle Perſens, og det kan hænde fig, han var flet ikke ſaa kjed af at fe derover. Folk kunde ikke begribe, hvorfor han ikke giftede ſig. Hans Gaard var rigtignok kun lille, men i god Drift og gjeldfri, jaa vidt man vidſte; han havde for flere Aar ſiden tjent Kongen, der var ingen Ting i Vejen, bare han ſelv kunde blive ved Sind. Men han | brød fit Hoved og ſpildte en hel Del Tid paa faa meget Udenomsveſen, ſagdes der, og maaſke det var Aarſagen, jan at det Ene forjog det Andet. da ellers ſpare ſig at have travlt med Jens Peter. Den Karl klager jeg mig ikke for; han kommer nok med. Lige over for Jens Peters Gaard, paa den nordre Side af Landevejen eller Gaden, boede Wolle Perſen, Ja, ja! De kunde Sharreklit. Sognets ſtorſte og meſt anſete Gaardejer. Hans Stuehus laa langs Vejen; der var kun Stenbroen og en lang Rekke Lindetrcer imellem, faa at naar de tunge Fragt⸗ | vogne kjorte forbi, kunde der merkes en let Ryſtelſe inde i Verelſerne, og Vinduesruderne klirrede. Hoved⸗ indgangen var midt paa Sujet. Bygningen var Grund⸗ mur med Spaantag.- Den havde aftavlede røde Vægge og høje lyſe Vinduer, indenfor hvilke ſaas lange hvide Gardiner. Alting faa ſtorartet og prægtigt ud, og Enhver kunde ſkjonne, det var ingen Smaamand, ſom boede her. 5 Wolle Perſen havde intet Lyſthus at ſidde i; men der ſtod en Bænf under Lindene, hvor man ofte ſaa ham ſidde og bakke paa Merſkumspiben. Var SÅR : 70 Peter i Lyſthuſet hiſt ovre, ſaa vilde Wolle ikke ſidde | paa Bænfen; thi han kunde ikke lide Gjenboen. Det var dog ſjeldent, de gik hinanden i Vejen. Thi Wolle vilde helſt ſidde om Dagen, naar det var varmt, og der var ſterkeſt Ferdſel ad Landevejen, hvorimod Gjen⸗ boen ſjelden kom til Syne i Lyſthuſet for i Tusmorket, naar „Naturen, ſom i Dromme, var fordybet i ſin Fred“. Maaſke kjendte han ſin Gjenbos Luner og lempede ſig efter dem. Det kunde han jo have ſine Grunde for, om ſaa var. Wolle Perſen var, paa det Tidspunkt, da For⸗ tællingen begynder, en Mand paa omtrent et halvt hundrede Aar, af middel Højde og ualmindelig Drøjde. Anſigtet var bredt og godmodigt, de ſmaa dybtliggende Øjne kloge og livlige. Af Sindelag var han rolig og tilfreds, der ſkulde meget til at bringe ham i ondt Lune; thi Wolle var altid oven paa. Fedmen og det gode Humør holdt ham oppe, og hans Liv var hidtil en jævn og rolig Fart ned ad Medgangens ſagte flydende Strom. Han tog ingen Del i legemligt Arbejde, men „holdt Folk for ſig, ligeſom Hasle Hyrde;“ thi det havde han Raad til. Der blev dog Intet forfømt alligevel ; for de ſmaa klare Øjne vare med over Alt, og han ſtulde nok ſorge for, at hver Ting blev gjort ſom den fulde og i rette Tid. Han purrede ſelv Folkene ud om Morgenen og ſatte dem i Gang, og om Sommeren gik han ſtadig hos dem i Marken og ſaa til, var alle Vegne pan Foeerrde, ledende og ordnende. Det jaa egenlig morſomt ud, naar den tykke Mand kom vraltende hen over Agrene i Skjortecrmer, med Frakken paa Armen, Stokken i Haanden, Piben tændt, en Kaſkjet med en umaadelig flor Skygge paa Hovedet, og, var det meget varmt, faa desuden med en udſpendt Paraply over ſig. Men Ingen lo ad ham; thi Wolle var en rig Mand, en ſtor Mand, en klog Mand, en god Mand, en agtet Mand, en — ja, jan var han maaſke ikke Mere. Han havde været gift, men var nu Enkemand. Hans afdøde Kone havde - været ham en trofaſt og kjerlig WÆgtemage, og Tabet af hende var den tungeſte Sorg, der nogen Sinde havde ramt hamt. Gt helt Aar efter hendes Død gif han med Flor om Hatten, og Folk ſyntes, han var en lille Smule mere alvorlig end for; men fit gode Huld beholdt han, og da Sorge⸗ aaret var endt, lagde han Hat og Flor til Side, den ſtorſkyggede Kaſkjet kom atter for en Dag, Sorgen var overſtaget, og Wolle var fremdeles den ſamme Wolle Perſen ſom forhen. Læjeren har maaſke allerede gjættet, at han havde en Datter. for Alders Skyld godt kunde gifte ſig, hvad Ojeblik det ſkulde være." Det var en ualmindelig knov Pige, og formedelſt hendes ſtore Dejlihed kaldte man hende almindelig „den ſmukke Elſe“ eller „Skjonheden i Baj⸗ ſtrup“ Det var jo paa en Maade Ogenavne; men Hun var nu netop ſaa gammel, at hun fkulde opdrages. det gjor vel ikke Noget, da de vare ſaa kjonne og vel⸗ mente. Faderen havde Intet ſparet paa at faa hende opdraget jaa fuldendt ſom mulig. J hendes Skoletid | blev hendes Undervisning ikke forſomt, og da hun var bleven voxen, kom hun ud og lærte baade Skradder⸗ ſyning, Husholdning og Mejeri. Jo, Wolle forſtod nok, hvorledes „en ſtor Mands Datter” nu til Dags Nu var hun hjemme og foreſtod Faderens Husholdning, og hun gjorde det til en ſaadan Fuldkommenhed, at „Jomfru Peterſens“ Smor tog Prœmie paa de fleſte Udſtillinger, og det var Noget Wolle kunde lide. Det kunde da ikke ſlaa fejl, at jo en ſaadan Pige fif Bejlere. De meldte fig i Flokketal, og ſkjont Mange af dem gjerne kunde gaa an, ja Flere af dem vare endog faa gode, at det næften var Synd at kaſte Vrag paa dem, faa fif de dog Kurven alle ſyvſammen og maatte med uforrettet Sag gaa den Vej, de vare komne. Hendes Fader kunde ikke forſtaa dette. Han ryſtede paa Hovedet og ſagde: „Hvad tenker Du paa, lille Elſe? Jeg frygter for, Du kaſter bort af det rene Vand jaa længe, til Du en Gang maa nøjes med det ſkidne“. „Jeg kan ikke lide Nogen af dem“, ſagde hun med et Suk, og jaa ſkottede hun over til Jens Peters. „Hvem ſukker Du for?“ É „Jeg ſukker ikke“, og faa ſukkede hun igjen. „Jo, Du gjorde ſandelig faa, jeg hørte det. Og Du ſaa over efter Jens Peters“. „Gjorde jeg? Det maa have været af Vanvare“. „Den Springfyr!“ „Er han faa ſlem?“ „Den Husflidsapoſtel!“ „Husflid er jo dog noget Godt, Fader“. „Saadan en nymodens — Spirantmager!“ „Aa, lad ham nu være, Fader!“ „Der bilder fig ind at være klogere end alle Andre og vil vende op og ned paa Alting med Hoppen og Springen og Skytteri og hiſt op og her ned! Jeg kan ikke udſtaa den Karl!“ „Ha, ha, ha! Derſom J vidſte, Fader, hvor morſomt det kleder Jer at være vred! Det har J ſlet ingen Gaver til“. i Wolle ſukkede og tørrede Sveden af fit fede glin⸗ ſende Anſigt. „Du maa iffe blive vred paa mig, lille Elſe. Jeg kan ikke gjøre for det, jeg er jaa haſtigſindet. Kom og kys mig“. Hun ſlyngede Armene om hans Hals og kysſede ham flere Gange. „Og ver ſaa en god og lydig Pige?“ „Ja, det ſkal jeg; men nu maa jeg ud og have Kjærnen i Gang“. Dermed ilede hun ud og lod den bekymrede Fader være ene. „Ak ja!“ ſukkede han, naar hun var borte. „Nu BÅ 8 * . * 9 R 9 3 l 8 „ * — meerker jeg forſt, at den Gud gav Born, gav han Hjerteſorg. Mon der ffulde være Noget om det, jom jeg er ſaa bange for? Ja, ja! Lad os nu ſe!“ Wolle Perſen holdt, ſom rimeligt var, over Maade (| meget af fin Datter, og der var ikke den Ting i Verden, ſom kunde tjene til at fremme hendes Lykke, han jo vilde gjore den, bare det var ham mulig, naar hun blot i et Punkt vilde være „en god og lydig Pige”. Og det var i Grunden hans eneſte Bekymring, at hun maatte gjore „et godt Parti“. Thi hun maatte paa ingen Maade ægte Nogen, der var „under hendes | Stand“ Hendes Brudgom ffulde i det Mindſte have en Gaard, der var lige ſaa ſtor ſom hendes Faders. Ringere kunde det ikke være. Skjont det jo, naar Alt kom til Alt, ſlet ikke haſtede med Giftermaalet, kunde Wolle dog ikke længer dolge for ſig ſelv, at hans Sind jo begyndte at fyldes med bange Anelſer; thi det ſaa ham noget betænkeligt ud med Datterens ſtadige og halſtarrige Vegring. Han havde rigtignok ikke erfaret noget beſtemt; men kunde den ſorgelige Mulighed ikke tenkes, at hun ſpillede Hejgut med ham og hemmelig havde ffjænfet fit Hjerte og fin Haand til den vederſtyggelige Perſon, ſom han, | naar det kom til Stykket, umulig kunde godkjende ſom Svigerſon? Man havde jo da hort jaa galt for. Hvor dog denne Tanke pinte den ſtakkels Mand. Han tenkte jaa tidt, at havde han hidtil kjendt lidet til Sorg og Modgang, fan kunde det maaſke hænde, at han havde ſin fulde Part tilbage. 5 Det Eneſte, der under disſe fortvivlede Omftændig- heder kunde gjøres, var at have et Oje paa hver Finger, for at beſtytte hende og om mulig at komme efter Hemmeligheden. Derfor tillod han næften aldrig, at Datteren kom ham ud af Syne. Skulde hun til Marked, vilde han ſelv ledſage hende, og hun maatte da hele Dagen finde fig i at hænge ved hans faderlige Arm. Og naar han om Vinteren fkulde til Kjobſtaden med Korn, tog han hende med. De ſad ved Siden af hinanden i Ageſtolen og havde Benene i ſamme Fodpoſe. Hun var, efter Faderens indftændige Raad, ſaa indhyllet i Sjaler og Kaaber, at de Forbirejſende ikke kunde fe et Glimt af hendes ſmukke Anſigt. Wolle havde Kabusſen paa og Oreklapperne flaaet ned. piben gik ſom en Perpendikel frem og tilbage foran hans Bryſt; Piſkeſneerten ſpvingede manende og op⸗ muntrende ſnart over den Frahaands og ſnart over den Tilhaands, efter ſom Nodvendigheden kravede det; Tommen daſkede op og ned paa Rygremmene, og klap, klap! gik det hen ad Vejen. Ankommen i Kjobmandens Gaard bleve de venlig modtagne af Handelsbetjentene, der kom ſpringende ud og hjalp „Jomfru Peterſen“ Fader og Datter kom ind i Kjobmandens af Vognen. varme Stue og fik en Kop Kaffe, og naar Kornet var vejet og betalt, og Wolle havde faaet Pengene i Fikken, Skulderſlagene paa | hans Kavaj hang i Folder ned ad hans Ryg; Merſkums⸗ |. fulgtes de ad omkring i Byen for at hilſe paa Venner og Bekjendte og for at „ſlaa til Side i Krammen“. Thi Elſe maatte faa hvad Stads, hun pegede paa, bare hun vilde være „en god og lydig Pige“. Lidt for Aften ſatte de fig atter til Vogns og kjorte Hjem. Han ſad ſtadig med et poliſk Smil om Munden og ſyntes at tenke: „Du er dog en overhaands klog og ſnu Rad, Wolle Perſen, og Du forſtaar rigtignok at jætte en Bind for Toſens Fojteri og tage den ſlik⸗ mundede Fyr ved Neſen!“ (Fortſcttes.) kommes 4 Kander grovt Salt deri, hvorpaa det 1 f let pr. Qyd., og Nettvindtægten af Soen blev c. 26 Rd., 90 9 på funde være ſolgt til 15 Mk. pr. Lpd⸗levende Vægt, var Tabet forholdsvis ringe. K. M. L. 4 3 - 7 Som et lille Bidrag til Stykket om „Bolli“ ſamlingen i „Hojlund“ (Side 16) anføres, efter ſenere Meddelelſe, at Børnenes Fortjeneſte derved er ſaa ſtor. at hvert Barn derfor aarlig kan anſkaffe fig en ny Klædning. Bognyt. „Fra alle Lande“ er Navnet paa et Værk der ud⸗ kommer ſom Maanedsſkrift hos Forlagsboghandler Woldike i Kjøbenhavn. Som Navnet antyder, inde⸗ holder det Skildringer af Naturen og Folkelivet „fra alle Lande“, ledſaget af ſmukke Treſnit, og Indholdet er jaa vel valgt, at man kan læje det med megen Interesſe. „den alle Lande“ tor utvivlſomt regnes for det bedſte, der endnu er budt danſke Læjere i denne Retning, og har derfor vundet almindelig Anerkjendelſe i Presſen. Da Sognebogſamlinger jo ikke alene bor anſkaffe det alene morende, men ogſaa Bøger af paa en Gang underholdende og belærende Indhold, kunne vi i denne Henſeende ſcerligt anbefale „Fra alle Lande“, iſcer da Forlceggeren byder en betydelig Prisnedſettelſe, hvorved Anſkaffelſen af en Roekke Bind lettes betydeligt. Aargangene 1868, 69, 70, 71 og 72, hver paa to Bind, kan nemlig faas for 2 Rd. 3 Mk. Aargangen (Bogladepriſen var 4 Rd. 3 Mk.) Ja for Kjoberen af Aargangen 1873, der koſter 5 Rd., tilbydes de 5 fore⸗ gagende Aargange endog for 10 Rd., d. e. 1 Rd. Bindet, jaa at altſaa ialt 6 Aargange, paa ialt 12 ſmukt udſtyrede Bind med mange Tegninger, kunne faas for den ſeerdeles billige Pris 15 Rd. Som Prove pan Billederne henviſe vi til omſtagende to ſmukke Sræjnit, Bulbjerg og Liniedaaben, der ere laante af „Fra alle Lande“. handelen og Poſtkontoret. Smaating. Et ſeelſomt Tilfelde. Angleſea (Aenglſi) lod fig male, og Maleriet var færdig | paa et Ben ner. Da fil han Ordre l til at drage til — Zvivl og Frygt maa ledſage den ſande Kjærlighed; | thi den er i fig jelv en altfor ſtor Lykke, til at man ikke ſkulde tvivle om dens Beſiddelſe, eller frygte for at miſte den. : ; ; Det fans baade gjennem Bog⸗ Et klogt Lovforflag. Waſhington, den forſte Preſident i de nordamerikanſke Friſtater, indlod fig ſjelden paa en Spog, men ſkete det, var det altid 8 en vittig Maade. Under Forhandlingerne om Op⸗ rettelſen af Forbundsheren ſtillede et Medlem det Forſlag, at denne ſkulde indſkrankes til 3000 Mand og Washington kom da med folgende Asndringsforflag: „Det fladen paa ingen ſom helſt Betingelſe nogen Fiende at bekrige Landet med mere end 2000 Soldater“. Den Latter, ſom dette vakte, knuſte For⸗ ſlaget. Andre Tider. Den 15de Februar 1543 beundrede man i Paris en nylig fra England ankommen Knappe⸗ naal, en hidtil ukjendt Vare, idet man indtil da havde betjent fig af ſmaa Trœpinde. Nu bruger Evropa for c. 28 Millioner Rd. Knappenaale om Aaret. Gaade. Mit Forſte Du jaa gjerne drikker, Mit Andet omvendt gjores bor, Og paa mit Hele Du er ſikker, Naar Sommeren har luft fin Dor. Oplosning paa Gaaden i Nr. 8: Negle. 8 Brevverling. j J. Chr. A. i Fr. Venligſt Tak, men kun originale Bidrag af den Art kunne bruges. —,XXI"—. Samme Svar. N. B. i Aa. Jo. 10 Øre Stkr. Flere, At beſvare alle Breve ſtrax er ofte Udg. umuligt, da der iudlober 10—20 Breve hver Poſtdag. Breve, der krave vidtloftigt Svar, eller ikke ere af paatrengende Nodvendighed, maa derfor ofte vente, hvilket Vedkommende venligſt bedes undſkylde. „Kragerup“. Uordener ved Forſendelſen gjennem Poſten er Udg. fuldſtendig uden Skyld i. Det gjentages til Deres og alle Poſtabonnenternes Efterretning, at Husvennens Expe⸗ dition beſtemt bver Torsdag Aften indleveres til Abfs⸗ poſtkontoret i Kjøbenhavn nøjagtigt det ſamlede Antal Exemplarer, der ere beſtilte gjennem alle Landets Poſtkontorer. Det er hvert Kontors Pligt at forvisſe ſig om, at intet Numer mangler naar Bladet kommer. Enhver Mangel ved Fordelingen, bedes ſtrax ſtriftligt paatalt til det Poſtkontor eller Brev⸗ ſamlingsſted der har modtaget Beſtillingen, og hvis Pligt det er bekoſtningsfrit at ffaffe de manglende Numre. Forſt naar dette nægtes, eller deu ſtrax paatalte Mangel ikke rettes, ledes Klage ſendt til Udgiveren, for at den kan indſendes til det overordnede Poſtvaſen. Enhver, der beſtiller Bladet ind i Kvartalet, kan fordre at Poſtvaſenet ſtaffer alle de i Kartalet udkomne Numre. Sker dette ikke, er det Poſtkontorets og ikke Üdgiverens Fejl. Indhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen, med Billede. — Daabsfeſt under Linien, med Billede. — Bulbjerg og Skarreklit, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, Fortælling af Knud Skytte. — Husflid: Sebekogning. — Bognyt. — Smaating — Gaade. — Brevvexling. Husveunen udkommer lik hver Søndag med el 16.ſpallet Art, ſorſynet med flere Bladel k Voglade ſamt hos Hovedliommisſioncren: Voghandler & Hperl Fierdingaar medfølger gralis el flort mußt Villede. Billeder, kit 3 At. ( Kir.) Fjerdinggaret frik lilſendt au heſlilles paa elhvert Voflliontor og Brepſamlingsſled, i enfjver udolph Klein, lille Kſsbmagergade 56, Kjobeuhapn. É ! 'Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Woch ne, Ng Slorfhabslæsning, Ge og 3 2. Aargang. Nr. 10. $ „Zohan Herman Vegſel. Af Bendix Hanſen. ek (Sluttet.) ; 85 om Prøve paa det Slags Ojebliksvers URE tillader jeg mig endnu at anføre et Par. 8 N Engang da han ſammen med nogle Venner ſkulde ofre i en Landsbykirke, op⸗ dagede han, at han kun havde 6 Stilling, og da han ſyntes, at det var temmelig lidt, ſaa liſtede han ubemærket en Tiſkilling fra en af fine Venner og lagde de 16 Skilling i en Offerſeddel, hvori han ſkrev: „Som udi andre Ting, ſaa og udi min Gave Fra de gemene Folk jeg mig adſkille vil; De offre Lidet af det Meget, ſom de have; Jeg offrer Dig alt Mit og — Lidt af Andres til!“ En Agent Holk opfordrede Folk til at ſende ham Gaver til Underſtottelſe af Fattige og Syge, idet han forſikkrede, at Himlen nok ſkulde gjengjælde det mange⸗ fold. Vesſel var ſtrax parat til at efterkomme Op⸗ fordringen og ſendte en Mark med folgende Vers: „Agent Holk, De Fattiges Tolk, Sygekasfens Patriark! Jeg Dig ſender her en Mark, J det Haab, at Himmelen Giver en Dukat igjen”. J nogle af disſe Smaavers ligger det morſomme alene i Rimet; ſaaledes i dette: „Du lille vakre Karen Bak! For hvert et modigt Sting, Du ſtak | Hundagen d. 6. Peremer. Adginet af A. C. Bum. Kjøbenhavn. 1894. Paa en mig højft nødvendig Frak, Som ſprak, Tak! —“ Jeg maa her bemærke, at oin end Vesſel har laant mange af det Slags Vers, ſaa er der dog flere af dem, der i Folkemunde tillægges ham, og af hvilfe adſkillige ere meget latte, ſom tillægges ham med Urette. Naar man ſaaledes fortæller, at to af Vesſels Modſtandere, der engang fandr ham liggende drukken paa Valby Vakke og for at haane ham vilde de et Vers over ham. og. begyndte: „Et Svin paa Valby Bakke laa“ — hvilfet Vesſel ſtrax fortſatte med: „To Wsler ſtod og jaa derpaa!” — da fortæller man noget aldeles lignende om den ſpenfke Digter Belman, hvem det nok ogſaa tillægges med Urette. Vesſel holdt nok af et lyſtigt Lag; men en Drukken⸗ bolt var han ikke. Han ſogte muntert Selſkab for at glemme Livets Sorg og Bekymring, der ofte tyngede ham meget, men han drak ikke for Drikkevarernes Skyld. 1778 var han bleven Overſcetter for Theatret, og da hans Indtægter derved forbedredes noget, giftede han lig. Hans huslige Liv var ganſke viſt ikke ſom det burde været; thi han havde nu engang faaet Vane at ſoge til Kaffehuſe og Vinſtuer, og denne Vane kunde han ikke aflægge; men fin Son elſkede han dog højt. Hans Indtegter kunde naturligvis ikke ſlaa til og Ohlenſchlœger fortæller, at hans Venner derfor fif ham til at gaa til Miniſter Guldberg, for at bede om et eller andet pasſende Embede. Man laante ham et Par ſorte Silkeſtromper og en Paryk; men da han ſaaledes Uudftyret kom ind til Guldberg, kunde denne ikke kjende ham og ſpurgte, hvem han var. ; „Vesſel!“ lod Svaret. É e Men da Miniſteren var lige klog, tog Vesſel i en Fart Parykken af og puttede den i Lommen, og nu var han kjendt. : „Hvorved kan jeg tjene Dem!“ ſpurgte Miniſteren. „Med et Embede, hvor der er meget at fortjene, men lidet at beſtille!“ ſvarede Vesſel raſk. Miniſteren lod, ſom om han overhorte Svaret, drejede forlegent Snustobaksdaaſen i Haanden og gjen⸗ tog fit Spørgsmaal. s „Nu, ſaa giv mig en Pris Tobak, Fa'er!“ ſagde Vesſel. Den fik han, bukkede og gik. Ohlenſchloeger fortæller ogſaa, at da der engang var En der paaſtod, at intet var varmere end to Skjorter, bemeerkede Vesſel: „Hvad ſiger han da om tre, min Far!“ Da det ikke kunde blive til noget med at faa Enmbede, begyndte han at udgive et Ugeblad; men da han havde leveret 54 Numre var han træt og kjed deraf og opgav det. Der var flere fortræffelige Ting i dette Blad, ffjøndt det deftoværre mange Steder vidnede om, at det meſt var Noden, der tvang ham til at ſkrive. . J ſine yngre Dage var han en kjck og livsglad Mand; men da han blev ældre, tyngede Sorgerne ham jvært; han blev indeſluttet og tungſindig, og hans Vid og Begavelſe brød kun frem i enkelte forte Lysglimt ſom Stjerneſkud i Natten; men hans Hjerte blev ufor⸗ andret ædelt og venligt, og ſin Troſt fandt han i en ſtille Gudsfrygt. J det Sele var han en elſkelig Per⸗ ſonlighed; Nag og Bitterhed imod andre kjendte han ikke, han angreb aldrig nogen perſonlig, ſkjondt hans Vaaben, de vittige Smaavers, let kunde friſte ham dertil, og overfor ſine Fjender var han altid forſonlig. Han vandt mange og trofaſte Venner, og det ligger jo ner at antage, at de ogſaa have underſtottet ham med Penge. Hvilken Her af Sorger og Bekymringer ligger ikke i dette Vers over Tandpine: „Du Tendernes uhoflige Gæft, Al Roligheds og Friheds Peſt, Du er paa Jorden Vin⸗Fanden Og halve værre end den anden; Men ſig mig, naar Du plage ſkal, Hvi falder juſt paa mig Dit Valg, Paa mig, ſom ſer kun ſorte Dage, Og ſorte haver langt tilbage; Paa mig, ſom mer ej Kjole har, Og har den ubetalt, jeg bar; Hvis Krop knap fire Skilling gjælder, Hvis Aand Bekymring daglig felder, Hvis Kreditorer er en Flok? Er dette Dig ej Plager nok? Paa denne Suppe kom en Sævning i ; 1 Af Mandags og af Torsdags Stævning — Se der gaar Meldahl glad og fed, Som nu af ingen Plager ved; 2 Forlad Du mig, tag ham i Steden, Og lad ham faa lidt Sorg blandt Glæden.” Om hans tungfindige Sindsſtemning vidner ogjan hans GravfÉrifter over fig ſelv: „Han uden Drif var fjælden glad, Og fine Støvlehæle gik han ffjæve, Han ingen Zing beftille gad, Tilſidſt gad han ej heller leve.” og: å „Han ſyntes født til Bagateller, Og noget Stort blev han ej eller.“ Han døde efter et fort Sygeleje den 29. Decbr. 1785, og hans Venner i det norſke Selſkab maatte bekoſte hans Begravelſe, da hans Efterladte ikke Havde Raad dertil. Et ſtort Folge ledſagede hans Baare til Trinitatis Kirkegaard, hvor han fif fin Grav nær hos Evald. Paa Theatret ſpillede man ,, Kjærlighed uden Strømper” til Fordel for hans Søn, og flere af hans Venner ſkreve Mindevers over ham. Det bedſte var Baggeſens: „Graad ſmelted hen i Smil, naar Vesſels Lune bod, Og Glædens Smil forſvandt i Taarer ved hans Død!” En Mindeften fif han førft 1864, og da vidfte man ikke længere beſtemt, hvor hans Grav var; men hans „Kjerlighed uden Strømper” har holdt fig paa den danſke Skueplads lige indtil vore Dage, og ſes endnu med ufvæffet Glæde, og kun faa Digtere, endog af dem, der ere langt ftørre end han, eve blevne Folkets Bndling, ſaaledes ſom han; thi hvem kjender ikke Vesſel, den morſomme og vittige Vesſel? (Fortſat.) m Frejs Elſkov er der lagt et herligt Kvad, af hvis Indhold vi ville anføre det Vaſenligſte. En Dag havde Frej Jat fig i Odins Hoj⸗ ſœde, Lidſkjalv, hvorfra man faa ud over Alverden. J Jettehjem ſaa han den fagre Gerd, Jætten Gymes Datter, da hun gik fra ſin Faders Hus til Fruer⸗ ſtuen, og fra den Stund af var Vanernes viſe Wtling tavs og mod i Hu. Hans Fader, Njord, bod da Skirne, ſaa hed hans Skoſvend, gaa frem for ham og fan at vide, hvi han var ſorrigfuld. Skirne ſvarede, at han ventede fig kun onde Ord, om han røgtede det Wrinde, dog gjorde han, ſom Fjord bod, gik frem for Gudernes Herſker og ſpurgte, hvi han fad jaa ene i den ſtore Sal Dag ud og Dag ind. Frej: „Ovi ſkulde jeg fortælle Dig min fvare Kummer, Yngling? Hver Dag lyſer Solen, men mig fryder den aldrig”. Skirne: „Din Sorg er aldrig ſaa ſtor, at jeg jo mener, Du burde ſige mig den. J Tidens forſte Dage vare vi unge ſammen, vel kunne vi To lide paa hinanden“. Frej: „Saa vid da, at i Gymes Gaarde faa jeg gange en Mo, ſom jeg elſker; hendes Arme lyſte, ſaa Luft og Hav gav Gjenſkin deraf; højere elſter jeg denne Me, end ſelb min Ungdoms Ven; men Ingen blandt Aſer og Alfer vil, at vi To maa komme ſammen“. Skirne: „Giv mig Din Ganger, ſom kan bære mig gjennem Trylleluen, og giv mig Dit Sværd, ſom ſpinger fig ſelv imod Jætternes Wt“. Frej: „Jeg giver Dig Gangeren, ſom kan bere Dig igjennem Trylleluen, jeg giver Dig Sværdet, ſom ſpinger fig ſelb, om den er bold, ſom har det i Haende“. Saa red Skirne gjennem Natten over de vaade Fjelde til Thurſernes Land, og da han kom til Gymes Gaard, horte Gerd det gny og done i Hallerne, Jorden bævede og alle Gymes Gaarde ſkjalv, men da Tcernen meldte, at en Mand var kommen og ſteget af Heſten, bod hun hende fore ham ind i Hallen og byde ham den ſkjcre Mjød til Velkomſt, og da han var kommen ind, ſagde hun: „Hvem er Du af Alfer eller Aſers Sonner eller viſe Vaner? hvi foer Du ene hid gjennem den ſteerke Lue, at gjæfte vor Hal?“ Skirne: „Jeg er ingen Alf, ej heller en As eller en af de viſe Vaner, dog foer jeg ene gjennem den ſteerke Lue, at gjæfte Eders Hal. Her har jeg elleve gyldne Wbler, Gerd; dem ſkal Du faa, om Du vil ſkjenke Frej Din Elſkov“. Gerd: „Aldrig ſkulle elleve gyldne Wbler faa bøjet min Hu til Elſkov, aldrig ſkulle Frej og jeg bygge ſamme Bo“. Skirne: „Se, jeg giver Dig Odins Ring; otte lige ſaa tunge dryppe af den hver niende Nat“. Gerd: „Jeg tager ej imod Din Ring; ikke trænger jeg eller min Fader til Guld“. Skirne: „Ser Du dette Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank er dets Klinge; Dit Hoved ſkal jeg hugge fra Halſen, om Du ikke vil føje mig“. Gerd: Tvang fkal aldrig bøje mig under nogen Mands Villie, og det tenker jeg, at modes Du og Gyme, vil det komme til Kamp“. Skirne: „Ser Du dette Sværd i min Haand, Mo? ſmakker og blank er dets Klinge; for den ſkal den gamle Jette bide i Græstet, med den ffal jeg fælde Din gamle Fader. Dig ſelv ſlaar jeg med Tryllevaanden; vel ſkal jeg faa Dig bøjet under min Villie, Mo. Did ſkal Du fly, hvor Menneſkenes Sonner aldrig ſkulle fe Dig. Paa Ornens Tue ffal Du ſidde, vendt fra Verden og vendt mod Hel; ved Mad ſkal Du ledes mere, end Menneſket ledes ved den glinſende Orm. Et Utyſte ſkal Du vorde, jaa de fuleſte Jetter ſkulle ſtirre paa Dig med Undren, naar Du viſer Dig; videre kjendt ſkal Du vorde, end Guders Vogter, ſom et Skremſel ſkal Du ſtaa ved Ledet. Jeg riſter Runer, ſom fylde Dig med Raſeri og Jammer, med Affind og raſtlos Higen, med Kummer ſkal Din Graad oges. Sæt Dig og hør mig, jeg vil % ſkildre Din ſpare Kvide og grumme Kval. Hele den üdſlagne Dag ſkulle Trolde pine Dig i Jetternes Hjem, ſorrigfuld og gledelos ſkal Du krybe til Thurſernes Hal, Graad ſkal Du have for Gammen, med Taarer ſkal Du flide Dit Liv. Hos en trehovedet Thurs ſkal Du være eller vide af ingen Mand; Gejlhed ſkal gribe Dig, trodſige Icettekvinde! men gold ſkal Du være ſom Tidslen, der kaſtes i Ovnen. Jeg gik i de dunkle Skove at finde Tryllevaanden, Tryllevaanden fandt jeg. Vred paa Dig er Odin, vred paa Dig er Aſabrage, ogſaa Frej ſkal komme til at hade Dig, Du lede Kvind! alle Guders vældige Vrede rammer Dig. Hører mig, Jetter, hører mig, Thurſer, hører mig Suttungs Sonner og Aſernes Venner, hvorlunde jeg forbyder, hvorlunde jeg forbander Møen Kjeerrlighedens Lyſt, Mandens Favntag. Bag Helhjems Gitter ffal Du bo hos Hrimgrimner, den fule Jette; torſter Du, ſkulle usle Zrælle rœkke Dig Gedevand at drikke, aldrig faar Du bedre Drikke, bedſke vorde Dine Kaar. Jeg riſter Dig Runer, ramme Runer, Raſeri og Gejlhed, ulidelig Attraa rifter jeg Dig; jeg kan udſlette dem, om Du bøjer Dig under min Vilje.” Da blev Gerd red over de Kaar, der bodes hende, og hun ſagde: „Saa ver da heller velkommen Svend, og tag imod vort Beger med den gamle Mjød. Men aldrig havde jeg dog tænkt, at jeg ſkulde bøje min Villie til Vanernes Wtling.“ Men dermed var Skirne ikke nojet: „Helt vil jeg rogte mit Wrind, for jeg rider bort, Du ſige mig forſt, naar Du vil modes med Njords Son“. Da ſagde Gerd: „Barre hedder den ſtille lune Lund, ſom vi begge vide; der vil jeg mødes med Frej, naar ni Netter ere ledne“. Saa red Skirne hjem; men alt udenfor Asgaard mødte Frej ham og ſagde: Skynd Dig, Skirne, og ſig mig ſtrax hvad Du har naget i Jettehjem Dig og mig til Villie“. Og Skirne bragte ham Gerds Bud, og Njords Son ſagde: „Lang er een Nat, lange ere tvende, naar lide trende til Ende? Tidt har en Maaned tyktes mig kortere end en halv af disſe Lengſelsnetter“. Haardt maatte Frej ſiden bøde, fordi han for at vinde Gerd havde ſkilt fig ved fit Sværd, Han javnede det alt, da han maatte fjæmpe med Jætten Bele, men ham fik han dog fældet med et Hjortehorn, men veerre gaar det i den ſidſte ſtore Kamp imellem Guder og Jetter, der kan Intet bøde Tabet, og Frej falder ſelv fværdbidt. : Alle de Aſer og Aſynjer, vi hidtil have omtalt ere gode Guder; de ere hver paa fin Vis Udtryk for de Sider i Naturen og Livet, der efter hele Nord⸗ boernes Livsopfattelſe ſtod ſom gode og heldbringende: Tapperhed og Styrke, Frugtbarhed og Skjonhed, Vis⸗ dom og Ordſnildhed, navnlig for jaa vidt de kunne bidrage til at tjene og forherlige det Kampliv, der for Nordens Folk ſtod ſom det hojeſte, det var de Kræfter og Egenſkaber, den nordiſke Folkeaand fatte Pris paa, og ſom den nedlagde i fine Guder. Tilvoerelſen op⸗ Slklikkelſe, der ret viſer men ogſaa fordi de ved, 4 fattedes ſom en ſtadig Kamp imellem disſe Aandens og Naturens velſignede Magter og de vilde Sætter, de ubundne og derfor ſom ofteſt vilkaarlige og øde leggende Kræfter. Striden kan ſtille af for en Stund, Guderne kunne glemme Fjendſkabet, fatte Elſkov til og flutte Pagt med Jætternes dejlige Kvinder. Men det varer kun ſtakket, for Striden bryder los igjen, Mod⸗ ſetningen naar aldrig til blivende Forſoning. Men Forholdet imellem det Gode og det Onde er ikke ind⸗ ſkreenket til Modſctnin⸗ gen mellem Guder og Sætter, det Onde kommer frem i en langt dybere, mere bevidſt Form, i en os, hvor fin og levende en Folelſe Nordboerne havde for dets Væjen, ſaaledes ſom det frem⸗ træder i andens Verden, i Menneſkets Sind og Villie. Jetterne ere det Uhyre, det Loploſe, det Vilde, de ere onde, fordi de i Folge deres Natur ſtemmer imod den lov⸗ bundne Udvikling, der er Livets Maal; Loke er ond paa en helt anden Maade, han er Nord⸗ boernes Djævel, ikke blot trodſig, men ogſaa falſk og ſnedig, en ful Forforer til det Onde. Og dog fe vi ham færdes blandt Guderne, og disſe taale ham iblandt ſig, ikke blot fordi han tidt morer dem med Skjemt og Lojer, at der“ er ſtore Kræfter i ham, der'kunne bruges i det Godes Tjeneſte ſaavel ſom i det Ondes, og hvor meget han end hader dem, hvor ſteerkt han end lader fin æt ſende Haan gaa ud over dem, thi han er en gudsforgagen Spotter, hvor mange Raad han end legger op imod dem, han kan dog ikke ſige fig los fra dem, dertil er hans Natur for beſlogtet med deres. Loke ved fuldt vel, hvad han gjor, naar han gjor det Onde, der kommer en djavelſk Lyſt over ham til at gjøre det, netop fordi det er ondt, han er en falden Engel. I Tidens Ophav gaar han Side om Side med Odin, med hvem han blandede Blod ſom Foſtbroder; han er den Lodur, ſom ſammen med Odin og Honer ſkabte Menneſkene, og det er værd at lægge Merke til, at det er den ſanſelige Natur, Blodet, ſom gjør Kinden rod, der udgaar fra ham. Men det varer ikke længe, for Frafaldet kommer, hans Leflen med Guderne begynder, og hans i ſin dybeſte Grund mod alt Godt fjendtlige Natur kommer til Gjennembrud i Spot og Ondſkab. Lokes ligefremme, | umiddelbare Modſetning er givet i en enkelt beſtemt Skikkelſe, den fromme Balder, Lyſets, Godhedens, AL Kjerlighedens ſcerlige Guddom. * Der er adſkillige Fortællinger, i hvilke Loke ſpiller > i en mer eller mindre frem⸗ trœdende Rolle, og i dem alle ſe vi det ovenfor korte⸗ lig Udviklede ſtadfeſtet. Snart ſe vi ham draget til Guderne, ſnart til Mor⸗ kets Magter, næften altid ponſende paa Svig; i det ene Ojeblik ſtaar han Gu⸗ derne bi med Raad og Daad, ſom da han farer med Thor ſom Zærne til Icettehjem, i det naſte ſlaar han dem de dybeſte Saar, han kantilfoje dem. Dybſindigt er det Træk, der oftere kommer frem, hvorlunde denne tvetydige Skikkelſe jævnlig bringes til at handle imod fin Villie, tvinges til at ar- bejde i det Godes Tjeneſte, hvor han helſt vilde gjøre Ondt, og omvendt, ſom vi f. Ex. je det i Fortæl: lingen om Bduns Ran, thi det er lige ſaa lidt med hans gode Villie, at han vaner hende til Tjasſe, ſom at han ſkaffer Gu⸗ derne hende tilbage. N Lokk. (Fortſattes.) Af H. K. A. Hopmoller. Loeidt i Juni, naar Sneen er ſmeltet paa o Fjeldene og Grasſet ſpirer op af Jorden, fo da drage de norſke Bønder op til Sætren O med hele Beſeetningen af Heſte, Køer oſp. Kun et Par Køer bliver hjemme paa Gaarden, for at de derhjemme kunne have Malken af dem. Ligeledes bliver der ogſaa et Par Heſte derhjemme til. Kjorſel og til Gaardsbrug. De blive deroppe, til Kulden og Sneen igjen driver dem ned ſidſt i Sep⸗ tember eller førjt i Oktober. Saa maa de hjemad til Dalen og Gaarden igjen. ſiderne og Skoven, gaar Kvæget jaa til lidt længere ud paa Efteraaret, naar Vinteren klemmer paa, da de maa tages ind. Saaledes gaar Kveget ogſaa hjemme om Vaaren og forſt paa Sommeren, da Sneen farſt ſmelter nede i Dalen. ; Langt har mau at færdes til Græsmærferne oppe | paa Fjeldene, og Vejen er flere Steder trang, ſaa det for os Danſke ſynes, ſom om det er helt umuligt, at Dyrenegikke bræffe Benene ved al kravle opad de ſnevre Hjemme i Lierne, Fjeld⸗ bratte Veje og Stier. Paa flere Steder, hvor man til Setervolden eller Grœshavningen har fra 1 til over 20 Mil, maa Folk være flere Dage undervejs med alt Slags Kvæg. Hver Mand nede i Dalen ejer da gjerne Lod i Setervolden, og han har bygget fig et Seter⸗ hus, ſom kun er i Brug godt 3 Maaneder om Sommeren. Der er flere forſkjellige Huſe, et, ſom Pigen boer i, et til Kgerne og Kalvene og et til Griſene. Flere Steder er der en Holade, hvor Hoet gjemmes til om Vinteren, for lettere at føres hjem paa Sneſleeden. l Pigerne have dygtig Arbejde deroppe paa Sæteren. SER Tordagskueld pan Satren. Om Morgenen tidlig ſkal Koerne malkes; ſaa drives de ind paa Satervolden tilligemed Kalvene, Faarene og Griſene. Saa ſkal Malken ſies, og dernæft ſkal Fjoſet (Fchuſet) renſes. Saa ffal den ſtore Kjedel hænges van Krogen eller ogſaa paa Stangen, ſom kan drejes om over Ilden, Floden ſkummes af Melken og — i Kjedlen med Melken —, ſom da maa ud med den hvide Of. Saa blive de ved med at koge Vallen, til den er kogt ind til en brun Velling, ſom de idelig maa rore i, for at den ikke fkal fætte fig faſts paa Bunden af Kjedlen. Denne Valling presſes nu i en Form og bliver til den meget velſmagende Myſeoſt (Valleoſt) iſcer af Gedemalksmyſen. Der laves altſaa Oſt af Vallen, og faa ffal de jo en Gang imellem kerne Smør, jaa ſkal de mange Malkeringe (Botter) ſkruppes, ſkures og vaſkes dygtig i Bredſkvand for at Træet ikke ſkal blive ſurt. Saa fkal Melkebgtten ud at ſoles, tørres og luftes, og faa ſkal der ſommetider ſes efter Køerne og Griſene; nogle have en Getergut eller Hjuringgut til at ſe efter dem. Have Pigerne lidt Tid tilovers, ſaa have de gjerne en Bindehoſe, eller ogſaa lidt fint eller grovt at fy paa. Saa kommer Aftenen, og ſaa ſkulle Køerne hjem, bindes og malkes, og ſynes hun ſaa at det er for tidligt at gan til Sengs, da gaar hun gjerne hen til en af Veninderne, for at tale om et og andet, enten om Folkene hjemme i Dalen eller om Køerne og Faarene. Saa har Guldftjærne givet for lidt Melk, Blomros eller Fagerli været nær ved at blive ſiddende i en Myr (Moſe), og ſaa er det ikke for tidlig at gaa i Seng og drømme om Gutten fin. 7 Om Søndagen yſtes der ikke Oſt eller fjærnes Smør. Dagen er ſommetider for lang, og da længes man meſt efter at komme ned til Hjemmet i Dalen, | efter at komme i Kirke for at hore Preſten og ſamles Men jaa have de Bøger at med Venner og Frender. læfe i, og ſaa gaar de ſammen, de ſom er de bedſte Venner, og fortæller Hiſtorier for hinanden. Er der ikke alt for langt hjem til Gaarden, ſkiftes de til at komme ned til Hjemmet. Cr der flere Mil, kommer Pigen tidt ikke ned fra Sæteren hele Som⸗ meren, men maa blive der ligeſaa længe ſom Køerne. Har en af Pigerne en Kjærefte, og det er nok ikke jaa ſjeldent endda, faa kommer han jo ſommetider op paa Sæteren om Lordag Nat, bliver deroppe om Son⸗ dagen, men maa gaa ned ad Fjeldet om Natten, for at være hjemme ved Dagverket om Mandagen. Bort Billede viſer netop det Ojeblik da Gutten, efter den milelange Vandring ſagte aabner Doren for at over⸗ raſke fin enſomme „Jente“, ſom med forventningsfuld Lytten hjerteglad har hort hans faſte Fodtrin, men lader ſom meerkede hun ham ikke. Stundom kommer en Gaardmandsgut op til Sæteren for at ſporge, hvordan det ſtaar til med Kvcget, og de kan da ved ham faa høre hjemmefra, ligeſom de ogſaa fan ſende Bud med ham. Det er nogle af de bedſte og meſt betroede Piger, ſom ligger paa Sæteren om Sommeren, da de have meget at pasſe paa og meget er dem betroet med hele Melke⸗ ſtyret. i J et ſenere Numer ſkulle vi paa en ſaadan norſk Sæter. „En lykkelig „Gevinner“. AP Forfølling af Knud Skytte. AM n (Fortſat.) et ſkulde ellers ikke forbydes Elſe „at „folge Skik med andre Folk“, og hun & maatte gjerne gaa til Dans. Men den Gamle vilde med, under Paaſkud af at more fig, men i Virkeligheden for at ud⸗ ſpionere Datteren. Han ſatte ſig hos Spillemanden og var munter hele Aftenen. Mellem Danſeſtykkerne ſang han nogle Vers af fin Bndlingsſang, ſom begyndte ſaaledes: „A, B, C, D! Kunde jeg ſe, bare jeg kunde ſe, 6 fortælle om et Beſog Kunde jeg ſe Dig, min Ven, kunde jeg ſe Kjereſten! A, B, C, D, kunde jeg fe, bare jeg kunde ſe!“ Men ſkjont han gjennemgik hele Bogſtavraekken flere Gange, lykkedes det ham dog ikke at „ſe Kjereſten“ i Jens Peter Perſen. Denne opforte ſig ikke i mindſte Maade anderledes mod Elſe end mod nogen af de andre Piger; han danſede med hende en Gang imellem, men deri var jo intet Paafaldende, og ſtjaalne Ojekaſt, „Portomine“ eller Smutten ſammen i Krogene merkedes ikke det Mindſte af. Men det hendte ſtundom, at Jens Peter tog Tonen fra Wolle, naar han nemlig ſamlede Karle og Piger om ſig og fik dem til at iſtemme „Der er et yndigt Land“, „Vift ſtolt paa Kodans Bølge” eller andre gode og ſmukke Fedrelands⸗ ſange. Den Slags ſyntes Wolle Perſen ikke om. „Naa, kommer han nu med dette nymodens Skraaleri fra Hojſkolen“, mumlede han ærgerlig, „der kan jeg ikke være med; jeg er af den gamle Verden“. Enten maatte Jens Peter være en mageløs ud— ſpekuleret Trœring, eller ogſaa var der Intet af Kjeereſteriet. Gid det var faa vel, tenkte Wolle. En Dag var Elſe ſysſelſat i Mejeriet. Hun havde ſin hvide Kniplingskappe kaſtet let over ſit ſorte fyldige Haar, fin ſmaatcrnede Hvergarns Kjole paa, det hvide Forklæde for og jaa i det Hele faa nydelig ud, faa det var en Lyſt. Faderen fad der nede hos hende og for- nojede ſig over at ſe, hvor flinkt hun kunde bruge ſig. Han lettede ſig og gik til Vinduet og ſaa ud; thi Lenkehunden tog til at gjs. „Hvem Skam kan det være? Jeg ſynes ikke, jeg har ſet ham for“. „Er han kjon, Fader? For det er vel ſagtens en Frier til mig“. „Du med Din Frier! Ja, jaa mænd. Han fer godt nok ud. Jeg maa ud at tage imod ham“. Den Nysankomne var til Fods. Det var en Ungkarl, jaa det ud til, paa henimod de Tredive. Han var godt flædt, havde Ur pan Laaret og en ſolvknappet Stok i Haanden. Af Hudfarve var han noget mork⸗ laden, Skjcgget var afraget, undtagen under Hagen, hvor han bar et tet, glinſende fort „Tagſkg“. Blikket var faſt og roligt, og da Wolle gav ham Haand og bod ham velkommen, fik han et ſaa gjennemtrengende, forſkende Ojekaſt af den Fremmede, at han ſyntes, det gik ham helt igjennem Sjælen. Wolle bod ham indenfor i Dagligſtuen, hvor de toge Plads for Bordenden; Elſe ſatte Olkrus og Brendevinsflaſke for dem til at begynde med, de fif ſtoppet og tendt, og Samtalen begyndte. Den Fremmede kaldte fig Søren Ullits og gav ſig ud for at eje en ſtor Gaard ude ved Kolding eller „langt ude i det Sonden“. Nu var han ude paa Handelen; thi han var ogſaa Kreaturhandler, Ejendoms⸗ * 79 kommisſioncer oſv. og drev Forretningen i det Store. Han gjorde Indtryk af at vere et ſat og alvorligt Menneſke, og Wolle, der over for „ſtore Folk“, var meget godtroende, ſyntes grumme godt om ham og tog alle hans Hiſtorier for gode Varer. „Men ſig mig en Gang, Soren“, ſpurgte han blandt Andet, „naar Du er faa ſtor en Handelsmand, ſom jeg nok kan ſkjonne, Du er, hvorfor holder Du Dig ſaa ikke en Rideheſt eller en Enſpernderbefordring? Det er jaa bejværligt for Dig at gaa ſaadan omkring fra By til By“. „Aa, det forholder fig ſaadan, at ſomme Tider er jeg kjsrende og ſomme Tider vidende, ligeſom det kan falde fig; nu for Ojeblikket er jeg gaaende, for jeg ſolgte baade Heſt og Vogn i Horſens til en Herremand, ſom ſyntes faa godt om begge Dele, at jeg ikke kunde være i Skindet, med mindre jeg lod ham faa dem, og ſom Du ved, Varerne ſidde altid føje paa en ægte Handelsmand. Desuden fif jeg dem godt betalte, næften det dobbelte af deres Verdi“; lagde han ligegyldigt til og tog fig en Slurk af Kruſet. Wolle var ganſke godt tilfreds med denne Rede⸗ gjorelſe; men jaa var der et andet. Spørgsmaal, han var nysgjerrig efter at fan beſvaret. | „Du kom vel forbi Kroen, Bajſtrup Kro?“ „Ja, jeg gjorde”, ſparede Søren og traf langſomt paa Piben, „og jeg var ogſaa der inde og faa pan Lejligheden. Det var nemlig min Agt at ſlaa mig til Ro der i nogen Tid, jaa længe jeg havde Forretninger her paa Egnen; men hverken Opvartning eller Lejlighed ſtod mig an, jeg er nok fan godt vant, hvor jeg plejer at færdes. Derfor ſagde jeg Farvel til Kromanden og ſpurgte mig for, indtil jeg fandt her ned, og det er nu min venlige Anmodning til Dig, Wolle Perſen, at Du vil unde mig Husly i nogle Dage, indtil jeg bliver færdig med mine Indkjob. Du ſkal faa det rigeligt betalt”, „Ja, hvad den Ting angaar”, ſparede Wolle, „ſaa kan vi nemt komme til Rette. Bliv her, fan længe Du har Lyſt; men det koſter Intet; thi det er ikke mit Fag at tjene Penge paa den Maade. Naa, jaa Du ſyntes ikke om Verkeriet her omme i Kroen? Den har dog et godt Lov paa fig, og vi Bajſtruper ſynes, det er den bedſte Kro her omkring“. „Det kan nok være; men kom ud til os, der ffal J ſe anderledes Kram. Jeg har ſelv i otte Aar drevet Gaſtgiveri i Lindby Kro, og jeg ved nok, hvorledes det ſkal være”, „Lindby Kro? Hvor ligger den?“ „Aa, det er langt herfra, ude i det Sonden. Jeg holdt. ogſaa baade Husjomfru og tre Opvartere, og mit Geſtgiveri var i en ſaadan Anſeelſe, at naar Grever og Baroner vare paa Rejſe, drog de mange Mil af deres Vej for at logere hos mig“. „Saa har Du ogſaa forſtaget Din Haandtering til Gavns, Søren”, - „Ja, det er man nødt til, naar man vil frem i Verden. Men nu ffal jeg fortælle Dig en Hiſtorie om Greven fra Gjedſerodde. Han boede en Gang hos mig i fjorten Dage, og det var flet ikke faa nemt at komme ud af det med ſaadan en Herre; men det gik jo, og da han rejſte, forſikkrede hau, at han aldrig var bleven bedre opvartet noget Steds paa alle fine Rejſer, og ſaa var han nærved at forgylde Folkene med Drikkepenge“. „Hille Dod og Pine! Fortel videre“. „Hm! Saa. gif det hverken værre eller bedre, end at han et Par Aar derefter, atter kom der paa Egnen og vilde overnatte i Sølvad Kro. Det pasſede nu bedſt med hans Rejſeplan, forſtaar Du“. „Ja, vel ſaa. Videre“. „Nu ital jeg ikke lakere min Kollega. Hans Geeſt⸗ giveri kunde ſaameend gjerne gaa an, ſkjont godt var det ikke, og kunde paa ingen Maade ſammenlignes med mit; til en Greve var det nu altfor ſimpelt, naar jeg ſkal ſige min Mening. Saa gif det da hverken værre eller bedre, end at de maatte have ſyv Retter Mad frem, og Greven kasſerede dem alle ſyv“. „Alle tyv?” „Alle ſyv, en efter en anden. Maden var ikke til at ſpiſe, ſagde han, og det endte da med, at han fik Ingenting. Det var nu ikke det Eneſte; men ſaa forlangte han at fe Geſtekammeret; han havde dog aldrig faa ſnart ſat fin Næje inden for Doren, for han ſprang tilbage og ſvor en Ed paa, at her vilde han ikke ligge. En, to, tre! maatte Tjeneren til at rede Seng inde i Vognen, og der lagde de ſig alle Tre, Greven, Tjeneren og Kufken“. „Det var da banſat!“ 5 „Men ſaa, ligeſom de ſkulde til at putte fig, glver Tjeneren ſaadan et lille Suk fra ſig og ſiger: „Ak ja! Det var ikke ſaadan, ſom da vi boede hos Soren Ullits i Lindby“. „Hvor langt er det her fra?“ ſpurgte Greven. Ja, det kunde vel være en lille halv Mil. „Kjor!“ raabte Greven og ſprang op. J en Saft maatte Kufken have Baſterne for, og afſted gik det, og jaa kom de til Lindby og bankede mig op Klokken tolv om Natten. Alle Folkene ſnorkſov, og jeg var lige ved at falde i Søvn, da Tjeneren meldte Greven fra Gjedſerodde. Jeg maatte da op og gjore Anſtalter, men Greven var dog ſaa venlig at gaa ſulten i Seng, fordi det var ſaa ſent. Der blev ſat en Karaffel med Vand ind i Kammeret til ham; Kuſk og Tjener puttede jeg op pan Loftet i et Par ringere Kämre, og jaa gik jeg til Sengs igjen. Men jaa om Morgenen vilde de have Kalkunſteg. Det kan jeg ikke ſkaffe, Deres Excel⸗ lence, ſvarede jeg, men Kyllingeſteg? Ja, ja! Det fi at gaa for den Gang. Kokkepigen maatte jo ſaa have Hovedet af en halv Snes Kyllinger, og da Jomfruen havde faaet dem ſtegte, lod jeg hende dæffe Bord oppe i Salen; jeg ſatte ſelv et Par Flaſker Portvin og nogle Cigarer til 2 Mk. Stykket derind, og ſaa lod jeg ham gjøre fig ſaa luftig, ſom han vilde, Men den Ret kasſerede han ikke; thi han levnede ikke mere, end ; iſte til min Frokoſt Dagen efter.“ jeg ſpiſte til min Fro N 5 f Fes he husflid. Pilekpiſtes Afbarkuing. Viletviſte til Kurvefletning ſkceres om Efteraaret, Vinteren eller Foraaret. Kviſte ſom ſkulle bruges med Barken pan til grovere Arbejde, ſkeres efter Lov⸗ faldstid fra November og hele Vinteren. De ſammen⸗ bindes faſt i Bundter paa et Par Alens Omfang og opſtilles til Tørring i to mod hinanden ſtottende Fætter, jaa at Rodenderne ikke ſtaa lige paa den fugtige Jord. Naar de ſaaledes have ſtaget i det Fri i Torrevejr i nogle Uger, kunne de tages i Hus paa et frit luftigt Sted og opbevares. Faa de Regn i Torringstiden, eller efter at de ere blevne tore, blive de let fordeervede. Til Afbarkning egne alle ſlanke grenefrie Kviſte fig bedſt, og ſelv de fineſte kunne bruges. Disſe blive bedſt naar de ſtaa Vinteren over og forſt ſkeeres fra Midten af Februar til Enden af Marts, naar man kan vente at blive nogenlunde fri for Froſt. Efter Affkee⸗ ringen ſamles de i Bundter paa 5 Kvarters Omfang. Bundterne blive nu ſtillede nogle Tommer fra hinanden, med Rodenden i en flad Vandbeholder, jaa at Vandet ſtaar et Par Tommer op om Rodenderne, idet man pasſer at det ikke bliver ret meget højere og iſcer at enhver Kviſt er under Vandet med fin afſfkaarne Ende. Naar man nu tillige. pasſer, at de ikke udſettes for ſkarpe udtorrende Vinde, vil Saften ſnart begynde at ſtige og Barken at løsne, og lidt ind i Maj vil man kunne begynde at afbarke Kviſtene. Dette Arbejde kan man, naar man har en ſtor Mængde Kvifte, fortjætte indtil Juni; men paa de ſenere afbarkede Kviſte danner der ſig ſorte Pletter, ſom forringer Varernes Veerdi til det halve. Aſbarkningen foretages paa folgende Maade. Kviſtebundterne blive tagne af Vandet og det ved Rod⸗ enderne ſiddende Dynd afſkylles. Kan Afbarkningen ilke ſke ſtrax, kunne Bundterne opbevares pan et mørkt Sted tildekkede med afrevet Bark og overheldte med lidt Vand, for at de ikke ſtulle blive for torre. Den herved opſtagede Gjering er gavnlig for Afbarkningen, men over tre Dage tor man dog ikke lade Kviſtene blive liggende. Nogle Timer for Afbarkningen begynder, ſtyder man det overbundne Baand op mod Toppen, udbreder den nederſte Del af Bundtet vifteformigt og ſtiller det om⸗ vendt op ad en Mur for at Fugtigheden kan torre af. Nu begynder Afbarkningen, hvortil man i piledyrkende Egne af Nord⸗ tydſkland anvender en Jernklemme af hos⸗ ſtaagende Figur, hvis Sidegrene ere omtrent en halb Tomme tykke og hvis hele Længde er omtrent tre Kvarter. Den er enten ind⸗ rettet til at faſtſkrue i en Træblok, eller til at ſtikke Enden i Jorden, hvorved man da faſtholder den foroven med venſtre Haand, — medens man med den højre trælfer Kviſten gjennem Klemmen. Herved bliver Barken knuſt og gaar los. Naar man har trukket et Bundt gjennem Klemmen, | begynder man at tage Barken af, hvilket dog bedſt ud: "føres efterhaanden af en anden Arbejder, eller af Born. Hertil bruger man en mindre Klemme af Tre, ſom man lader Rodenden gaa igjennem, da denne, hvorved Arbejderen holder ikke er klemt. Man maa paa ingen Maade afſkrabe muligt faſtſiddende Bark med en Kniv, hyilken beſkadiger Kviſtens blanke Ydre og 1 dens Verdi. Sgaſnart et Bundt er af; barket, udlægges Kviſtene til Torring i fri Luft, idet man lægger dem i en Tommes Tykkelſe paa to Legter, der ere opſlagede noget fra Jorden i 1 til 2 Alens Afſtand. Man kan ogſaa ſtille Kviſten til Torring op ad en Mur, med herved ſlaa de fig krumme, hyilket forringer deres ÜUdſeende og gjør det vanſkeligt at bundte dem ordentligt ſammen efter Torringen. Jo hurtigere Kviſtene torres jo hvidere og ſmukkere blive de. Derimod taale de kun daarligt Regn og Ruſt, og naar man i fugtigt Vejr, maa torre dem under Tag, bliver de aldrig jaa ſuukke ſom i det Frie. Afbarkning af et Bundt paa den angivne Storrelſe betales med 8 ß. Kviſtene kunne nu gjemmes jaa længe det ffal være, i flere Aar, naar de blot holdes fri for Fug⸗ tighed. Naar de fkulle anvendes maa de udblodes godt i rent Vand, og det er fornodent at have en Ballie Vand ſtagende ved fig under Fletningen, for jævnlig at kunne fugte Vidierne, jaa at de beholde deres fulde Smidighed. Firkantede Nodder. Til uſkyldigt Tidsfordriv ſkulde vi Tid efter anden levere nogle af ovennævnte nye Nodder, med mere eller mindre haard Skal, ſom man ikke maa have alt for firkantede Hoveder til at knoekke. Skriv med Kridt paa Bordet denne Figur og ſkriv Bogſtaverne A. A. A. A. | | K. K. — T. T. og D. et i hvert Rum, [TET jaa at der dannes tre Ord, ſom hvad enten man læjer op eller ned, frem eller tilbage giver Løsningen paa folgende Gaade: Det Forſte er en Jæger i Lade og i Lo, det Andet var en Kone, men hun var Numer to, mit Tredie ofte koſter mer, end mangen en vil tro. Oplosning paa Gaaden i Nr. 9: Vin ter. Brevvexling. Hr. C. Fs. i Sk. Der er trykt jaa ſtort Oplag, at enhver i Løbet af Oktober Kpartal tiltredende Abonnement kan faa (og gjennem Poſtveſenet eller Boghandelen fordre) udleveret alle de fra Kvartalets Begyndelſe udkomne Numre af det nye Bind. Zudhold. Johan Herman Vesſel, af Bendix Hanſen (Sluttet). — Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſat). — Paa Satren, af H. K. A. Hov⸗ møller, med Billede. — En lykkelig „Gevinner“, For⸗ telling af Knud Skytte (Fortſat). — Husflid: Pile⸗ kbiſtes Afbarkning. — Gaade. — Brevvexling. Husvennen udkommer lil hver Søndag med gt 16-fvaltet Ark, ſorſynet med flere Billeder, lik 3 Alk. (1 Kr.) Fjørdingaaret frit filfendt. „vert Jjerdingaar medfølger gralis ek ſlort fmuke Billede. Bladet fan beſlilles pan ethverk Vofikonfor og Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedſommisſioncren: Boghandler Budolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kijobenhavn. Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. Wess 2. Aargang. Nr. 11. En lykkelig „Gevinner“. Forfælling af Knud Sluylte i, e Hf (Fortfat.) Wes eu har jeg aldrig hørt Mage!“ N „Aa, jeg fkal ſige Dig, den Slags Folk ere jo vante til at leve godt, og jaa ſaadan en Madvom ſom Greven havde — Du har vel nok jet Greven fra Gjedſer⸗ odde?“ „Nej, jeg har hverken hort Tale om ham for eller ſet ham.“ „Aa, han er faa tyk, bitte Born, ſom fire Andre; det var flet ikke faa Meget til ham. Naa! Men da han faa ſkulde til at afſted, bod han mig hverken Hvid eller Skilling i Betaling, og jeg ſyntes, det var ſaa upasſende at kræve en ſaadan Mand.” „Iſcr formedelſt at han betalte jaa godt forrige Gang; det maa man nu ogſaa tage i Betragtning, Søren.” „Ogſaa det. Han rejfte da altſaa, og jeg ft Ingenting — mente jeg; men et Par Dage eſter kommer jeg ind i Geſtekammeret og jer mig om efter Noget, hvad det nu var, og da ligger der, Gud ſtraffe mig, tre Hundrededalerſedler under Vandfadet.“ „Har nu Nogen hort faa galt!“ ſagde Wolle Perſen og faa paa fin Gaſt med et beundrende Blik. „Jo, ſaadan gik det til,“ ſvarede Søren Ullits, „og ſaadan kunde jeg fortælle Dig hundrede. og ſexten Hiſtorier, om jeg ellers havde Tid; for jeg har oplevet ikke ſaa Lidt af den Slags.“ ; auands Ville Morfkabstesning, Oplysning ag Pugſil. 8 8 Adginet af A. C. Bim. 19 or ö Hundagen d. 13. Verember. 175 i 15 VW 25 25 n "OB 0 ;… Kjøbenhavn. 1874. Men der behøvedes ikke Mere. Wolle var vundet fuldſtcendig, og han vifte fra nu af fin Gæft den met - üdſogte Opmerkſomhed. Samtalen kom nu til at dreje ſig om Kreatur⸗ handel og Agerdyrkning, og det vifte fig ſnart, at ogſaa her var Soren Ullits den ſamme praktiſke og erfarne Mand, ſom han gav fig ud for at være i alle andre Forhold, Hans Gaard ſtod for 9 Tdr. 6 Skp. 2 Fdk. 13/4 Alb., fortalte han, og han brſkrev nøje dens Byg: ninger, Beliggenhed, Driftsmaade, hvad der kunde avles af Ho, og Korn, hvor ſtor Beſctning, der holdtes, og mere Saadant, og det var Altſammen ſaa meget godt. Wolle Peterſen ſad og tænkte: „Hvem kan vide, om han ikke er ude paa Frieri og har hort Tale om min lille Elſe? Hvilken Lykke, om hun kunde kapre ſaadan en Karl!“ Han lod hende fætte Mad paa Bordet, og under Maaltidet lagde han nøje Meerke til, om Geſten ſkenkede hans Datter nogen Opmoerkſomhed; men jaa vidt han kunde ſkonne, var det ikke Zilfældet i nogen højere Grad end almindelig Søflighed frævede. Da de havde ſpiſt og drukket Kaffe, tog Søren Ullits Affked. Han ſkulde ud at gjøre Indkjob til et foreſtagende Marked, ſagde han, men bebudede at ville komme igjen om nogle Dage. Wolle Perſen fulgte ham et langt Stykke udenfor Byen og tog en hjertelig Affked med ham. 3 Da de kom gaagende et Stykke hen ad Gaden, var Jens Peter ſysſelſat i fin Blomſterhave. Bufkadſet ſtjulte ham, og han kunde iagttage de Forbigagende uden ſelv at blive ſet. Ved Lyden af Soren Ullits's Stemme, ſtudſede han og bøjede nogle Kviſte til Side, jaa at han tydelig kunde tage ham i Ojeſyn. „Den ' Karl her!“ ſagde han overrafket til fig jelv; „ham maa der holdes Oje med, hvis han oftere lader fig til Syne“. Derpaa gav han fig atter i Færd med fit Arbejde, medens Wolle og Søren gif videre. Ex⸗Geſtgiveren blev borte i fire Dage; jaa kom han og fortalte, at nu havde han kjobt og afjendt fyrretyve Stude og tredive udføgte Luxusheſte. Med⸗ delelſen blev givet i en ligegyldig, neſten ſkodeslos Tone. Han fortalte ſenere, at han havde været i Handel om en Gaard, da han havde i Kommiesſion at ſkaffe en god Ven en Ejendom; men det var ikke blevet til Noget med Handelen, da der ikke kunde opnaas Enighed om Priſen. „Jeg havde ikke taget i Betenk⸗ ning at ſlaa til, hvis det havde været for mig ſelv, jeg handlede,” ſaaledes ſluttede den ſtore Sonderbo; „men naar man har med Andres Penge at gjore, er man nødt til at være lidt mere varſom.“ Det kunde Wolle Perſen ikke indvende det mindſte imod. Han ſyntes overordentlig godt om Sonderboen.“ Der kunde intet Spørgsmaal være om, at det jo var en ſolid, grundmuret Karl, en Kerrnekarl, en klog Karl! Bare han dog vilde luffe fine Øjne op og je paa lille Elſe! Wolle Perſen meddelte ſin Geſt, at der var en ftørre Gaard til Salg i Naboſognet, om han ikke kunde have Lyſt til at tage den i Ojeſyn? Aa jo. Det kunde han jo gjerne. Og allerede ſamme Dags Eftermiddag lod Wolle ſpende for ſin Fjedervogn, og de to ſtore Mænd Fjørte ud paa Gaard⸗ handel. Søren Ullits lod til at kunne je med et halvt Oje, hvad Ejendommen duede til, og alle de Bemeerk⸗ ninger, han lod falde, ſyntes at tyde paa, at han var en Kjender ud af forſte Skuffe. Dog viſte han Wolle den ſtore Wre at kalde ham til Side flere Gange og udbede fig hans Raad. Wolle Perſen var helt forelſket i ham. Han kunde ogſaa grumme godt lide, at Pen⸗ gene ikke ſad for loſe paa ham. Det forſte Bud, Søren langt om længe gjorde, var anſtendigt, men dog temmelig langt „fra Nummeret.“ Han holdt ſig tappert, og hvad han lagde til, maatte Modparten ſejgpine ud af ham. Der blev ikke handlet den Dag; men efter Wolle Perſens Raad bekvemmede Kommis⸗ ſioneren fig til at tage derned neſte Dag, og efter den meſt udholdende og ſejgpinende Prutten lykkedes det omſider Mæglerne at bringe Parterne til at nærme lig hinanden, ſaa at Handelen blev afſluttet og Kon⸗ trakten oprettet. Der fulde betales tuſinde Daler paa Haanden, og Soren fremtog en Tegnebog, der lod til at være jaa vel ſpakket, at den faa ud, ſom den ſkulde revne. „Jeg har rigtignok jan mange Penge og flere til hos mig,“ ſagde han; „men det er mine egne, ſom jeg har udtaget til eget Brug, og oprigtigt talt, kan jeg ikke godt undvære dem. Jeg vilde derfor gjerne, om det kunde bero med Betalingen i nogle Dage. J Uften ſkal jeg fÉrive til Manden, ſom jeg har handlet for, og I kan være ſikker paa, han godkjender den og møder her paa Pladſen i Løbet af nogle Dage. Saa kan han ſelv betale og bringe alt det Nodvendige i Rigtighed.“ „Eller ogſaa kan jeg lægge Pengene ud jaa længe,” ſagde Wolle Perſen. „Nej, det behøves ikke,“ ſagde Manden, der havde ſolgt Gaarden. Han var ikke jaa misteenkſom, og det kunde godt bero med Betalingen i nogle Dage. Det ſpurgtes ſnart trindt om i hele Omegnen, hvilket „Skrald“ den fremmede Sonderbo havde flaaet under fit Ophold hos Wolle Perſen; der blev talt Meget om ham, og mangen En gjorde fig et Wrinde ind til Wolles for at je ham og ſnakke et Par Ord med ham. Man gjettede fig ſnart til, at det maatte være en Bejler til Elſe, og Folk fik travlt med at faa udſpioneret, hvad der nu ſkulde gjøres med hendes Faders Gaard, da Bejleren havde en i fin Hjemſtavn, der var langt ſtorre. En Sondag Eftermiddag ſad Wolle Perſen og hans Geſt og ſnakkede ſammen inde i Dagligſtuen. Jens Peter kom hen ad Gaden med Sognets Skytte⸗ afdeling, hvis Ovelſer han ledede. Idet de kom forbi Wolles Vinduer, drejede Anforeren Anſigtet til den anden Side og lod ſom han var ivrig ſysſelſat med Kommandoen, ſaa Soren Ullits fik ikke hans Anſigt at ſe. Skytterne marſcherede i Takt efter en munter Sang med Geværet i Hvil og Danebrog i Spidſen for Delingen. (Fortſattes.) i Vore Fedres Guder, sg Ved Fr. Winkel Horn. WS (Fortſat.) okes dobbelte Natur kommer allerede frem deri, at han ſtrax fra forſte Færd ſlutter 0 fig til Guderne, thi af Slægt og Herkomſt hører han egentlig Jætterne til, hans Fader var Jætten Forbaut, hans Moder Jettekvinden Laufey. At han med Jattekvinden Anger⸗ bode avlede Fenrisulven, Midgaardsormen og Hel, have vi alt omtalt; det er det Onde, der parrer fig med det Onde og avler Ondt. Fra en anden Side ville vi faa et Glimt af ham i hans Wgteſkab med Sigyn, hvis Kjærlighed til ham er jaa trofaſt og beſtaar ſaa haard en Prove, at vi allerede deri have et Vid⸗ nesbyrd om, at der i alt det Onde hos ham dog maa være noget Godt. Men Loke avler ikke blot Born med Kvinder, han ſtod i den Grad for Nordboernes Bevidſthed ſom et Dobbeltveſen, at han ſelv maa føde; han er Moder til Odins ottefodede Ganger Slejpner, ſom vi nu ſkulle høre. — Da Guderne havde rejſt Midgaard og bygget Valhal, kom der en Jette og tilbød dem at bygge dem jaa faſt en Borg, at Turſer og Bjergriſer aldrig ſkulde kunne faa Bugt med den, om ogſaa de kom ind over Midgaard. J Byggelon kravede han, at de fulde give ham Freja ſamt Sol og Maane. Guderne holdt da Raad, og den Aftale gjorde de med Bygmeſteren, at han ſkulde faa, hvad han havde forlangt, om han fik Borgen bygget i en Vinter, men ſtod Noget ubygt nen førfte Sommerdag, fulde han have fin Løn forbrudt, og han ffulde gjøre hele Arbejdet alene og maatte ikke tage Sjælp af Nogen; det gik han ind paa, kun bad han, om han maatte tage fin Heſt Svadilfore med til Sjælp, og det gav de ham efter Lokes Raad Lov til; jaa blev Kjobet ſluttet med mange Vidner og ſteerke Eder, thi det tyktes Jætten utrygt at være blandt Aſerne uden ſikkert Leide, om Thor, ſom var oſterpaa at ſlaa Trolde ihjel, kom hjem. Den forſte Vinterdag begyndte han fit Arbejde. Om Nætterne kjorte han Sten til Stedet, og Aſerne undrede fig højlig over, hvor ſtore Fjelde den Heſt kunde trakke, den gjorde dobbelt ſaa meget Arbejde ſom Bygmeſteren. Da det led mod Vinterens Ende, var Arbejdet ſkredet godt frem, Borgen var rejiſt og ſtod der jaa høj og ſterk, at den kunde ſtaa fig imod ethvert Angreb, og da der var tre Dage igjen af Sommeren, manglede kun Borgledet. Da ffjønnede Guderne, at nu vare gode Raad dyre; de plejede Raad og ſpurgte hverandre, hvem der dog havde raadet til at gifte Freja med Jætten og lægge Luft og Himmel øde ved at tage Sol og Maane bort derfra og give Jætten dem. Kom det da frem, at det Raad var kommet fra den, der er Ophav til det meſte Ondt, der ſker i Verden, fra Loke, og de ſagde, at han fortjente den veerſte Dod, om han ikke fandt van Raad, jaa Jætten tabte. Saa. gif de alle los paa ham, og han blev ræd og fvor dem til, at han ffulde mage det jaa, at dætten ſkulde tabe, hvad det faa end ffulde komme til at koſte ham. Samme Aften, da Jætten kjorte ud efter Sten med Svadilfore, ſprang en Hoppe vrinffende frem fra Skoven, og da Hingſten faa og horte det, blev den gejl, ſled ſig los og lob efter Hoppen, ſom ſprang ind i Skoven igjen; Jætten fatte efter den og vilde fange fin Heſt, og de lob hele Natten, ſaa der blev ingen Sten hentet og intet Arbejde gjort den næfte Dag. Men da Jætten faa, at han nu ikke vilde kunne faa Borgen færdig til den faſtſatte Tid, foer han i fin Jettevrede, og da Aſerne nu bleve visſe i deres Sag, at det var en Jette, der var kommen, da brød de fig ikke længer om deres Eder, men kaldte paa Thor. Han kom ſtrax, og flur var Mjølner, hans gode Hammer, i Luften; paa den Vis gav han Jektten fin Byggelon, i Stedet for Sol og Maane fik han Hjerneſkallen knuſt. Men Hoppen, ſom lokkede Svadilfore, var Loke, og da der var ledet en Stund, fodte han et Fol; det var graat og havde otte Ben. Slejpner hedder den Ganger, den bedſte Heſt blandt Guder og Menneſker. Loke havde engang i Ondſkab og Kaadhed klippet alt Haaret af Sif. Da Thor fif det at vide, greb han ham og vilde have knuſt hvert et Ben i ham, om han ikke havde ſvoret, at han ſkulde fan Dværgene til at lave Sif et nyt Haar af Guld, der fkulde vore paa hendes Hoved ſom andet Haar. Han foer da til Dværgene Jvaldes Sønner, og de lavede Haaret til Sif, Skibet Skibladner, ſamt Spydet Gungner, ſom Odin fik. Saa veddede han med Dværgen Brok, at tre jaa ppperlige Klenodier ſom disſe var hans Broder Sindre ikke Mand for at lave, og det ſatte han ſit Hoved ind paa. De gik nu til Sindres Smedie, og han lagde et Svineſkind i Esſen og bad Brok træffe BVælgen og ikke ſtandſe, for han havde taget af Esſen, hvad han havde lagt derind. Saa gik han ud, og Brok traf Beelgen; men aldrig faa ſaare var Sindre gaaet, for der kom en Bremſe og ſatte ſig paa Broks Haand og ſtak, men han holdt ud og traf Belgen, til Broderen tog Skindet af Esſen; da var det blevet til en Galt med gyldne Borſter. Saa lagde han Guld i Esſen og bod Brok træffe Bælgen ſom for, men aldrig jaa ſaare var han gaaet ud, for Bremſen kom igjen og ſatte fig pan Broks Hals, og nu ſtak den meget hyvasſere end for, men Brok holdt alligevel ud, til Sindre kom og tog Guldet ud af Esſen; da var det blevet til den Ring, vi kjende, ſom hedder Drypner. Saa lagde han Jern i Esſen og bod Broderen blæje ſom for, men holdt han op for Tiden, ſagde han, gik det galt med hvad han havde for. Nu fatte Bremſen fig imellem hans Øjne og ſtak ſaadan, at Blodet randt ham ned i Øjnene, jaa han ikke kunde ſe, han tog da med Haanden derop et Ojeblik og jagede Bremſen bort, men da Smeden kom, ſagde han, at det var ner ved at hele Arbejdet var gaaet tilſpilde derved; ſaa tog han frem af Esſen en Hammer og gav faa fin Broder alle Kle⸗ nodierne, at han ſkulde fare til Asgaard med dem og faa Veddemaalet afgjort. Da Loke og Brok nu kom frem med deres Klenodier, fatte Aſerne fig til Doms, og derom blev man enig, at den Dom, Odin, Thor og Frej fældede, ffulde ſtande ved Magt. Saa gav Loke Odin Spydet Gungner, Thor Haaret til Sif og Frej Skibladner, og gav Forklaring over alle Klenodierne, at Spydet aldrig ſpigtede, at Haaret vilde gro faſt, jaa ſnart det ſad paa Sifs Hoved, og at Skibladner altid havde Medbor, ſaaſnart der hejſedes Sejl paa det, hvor man faa end ftævnede hen, og naar det ikke brugtes, kunde det foldes ſammen og bæres i en Pung. Nu kom Brok frem med ſine Klenodier. Ringen gav han Odin og forklarede, at hver niende Nat dryppede der otte ligeſaa tunge af den; Galten gav han Frej og ſagde, at den kunde lobe gjennem Luft og over Hav, Nat og Dag, ſteerkere end nogen Heſt, og aldrig var det jaa mørk Nat, at der jo blev ſkinnende lyſt, hvor den foer, ſaadan Glans gik der af dens Borſter. Hammeren gav han Thor og ſagde, at med den kunde han ſlaa ſaa ſtore Slag han vilde, den ſkulde nok holde og aldrig ſvigte, og den kunde aldrig blive borte, thi hvor langt han end kaſtede den, ſogte den ſtadig tilbage til hans Haand igjen; og ſaa lille kunde den blive, om han vilde, at han kunde have den i Lommen; men den Fejl var der ved den, at Skaftet var noget vel kort. Aſerne fældte nu den Dom, at Hammeren var det bedſte af alle disſe Klenodier, thi den var det bedſte Værn mod Thurſer og Zætter, og Dværgen havde vundet fit Veddemaal. Loke vilde nu indloſe fit Hoved, men det kunde der ſlet ikke være Tale om, ſagde Dværgen. „Saa tag mig da“, ſagde Loke, men hver Gang han var ved at faa fat i ham, var han langt borte, thi han havde Sko, ſom han kunde lobe i Luften med. Dværgen bad da Thor om at tage ham, og da Thor havde gjort det, vilde Dværgen hugge Hovedet af ham, men Loke ſagde, at Hovedet fik han tage, men Halſen maatte han ikke røre. Saa tog Dværgen en Kniv og en Rem og vilde fåiffe Huller i Lokes Læber og fy Munden ſammen paa ham, men Kniven bed ikke, og forſt da han fik ſin Broders Syl, gik det, dog rev han ſtrax Remmen ud igjen, og ſaadan flap Loke. Der er levnet os et gammelt Kvad, der kaldes Loketrœtten, og ſom ret viſer os Loke ſom den ondſkabs⸗ fulde Spottefugl, hvis Haan Intet ſparer undtagen overfor den, af hvem han ligeſrem venter at blive lønnet med tørre Hug. Det er aabenbart, at Digtet hidrører fra en forholdsvis jen Tid, da den ærefrygtsfulde Tro paa Guderne i det Mindſte hos enkelte fremragende DD A277 girs Giwstehnd. Aander havde veget Pladſen for en mere blot digteriſt humoriſtiſk Opfattelſe; det fremgaar umiskjendelig af hele Digtets Tone og af de alt andet end glimrende Roller, adſkillige af Guderne ſpille i det, og de Synde⸗ regiſtre, de maa høre paa, det er i Grunden for en Del et Spottedigt over den gamle Gudeverden, udført med ſkarpt Blik for dens Skrobeligheder og med ſtort Lune. Da en vaſentlig Side hos Loke kommer godt frem i det, ville vi je lidt nærmere, paa det. i Da Aegir havde faaet den ſtore Kjedel, vi mindes Thor og Thyr ſkaffede hos Jetten Hymer, bryggede han Ol og lavede til Gilde for Aſer og Alfer. De kom alleſammen paa Thor nær, han var i Oſterleding, ſom ſeædvanlig vel for at ſlaa Trolde ihjel. Stort og ſtateligt gik det til i Ægirs Hal, ſom var et hojhelligt Fredſted; lyſende Guld var der i Stedet for Lys, og Ollet bar fig ſelv omkring. gir havde to Tjeneſtefolk, ſom vare overmaade flinke; Guderne roſte dem meget, men det blev Loke misundelig over, og tilſidſt blev han ſaa kjed af at høre derpaa, at han ſlog den ene ihjel, Da ryſtede Aſerne deres Skjolde og raabte imod Loke og drev ham til Skovs; jan ſatte de fig til at drikke igjen. Men Loke kom fnart igjen og traf den anden af Wgirs Tjeneſtefolk, ſom hed Elde, udenfor; han ſpurgte ham, hvad Aſerne fad og talte om over Ollet. „De tale om deres Vaaben“, ſagde Elde, „og om deres Lykke i Strid, 1 | ——— 82 AR men Ingen taler Venneord om Dig“. „Jeg vil dog gaa ind og je paa det Drikkelag“, ſagde Loke; „Haan og Hadingsord vil jeg bringe dem, og blande Ondſkab i deres Mjød”. Saw gik han derind, men da de jaa, at han var kommen igjen, faldt der Tavshed over dem Alle. Da ſagde Loke: Torſtig kom jeg langvejsfra hid til Hallen for at bede Eder, Aſer, give mig at drikke. Hvi er J jaa tavſe? Viſer mig til Sæde eller jag mig herfra, om J vil“. Brage: „Aldrig viſe Aſerne Dig til Sæde; de ved vel, hvem de fkal bænfe ved deres Gilder“. Loke: „Har Du glemt, Odin, hvorlunde vi blandede Blod i fordums Dage? dengang ſvor Du, at aldrig fkulde Du ſmage Ol, om det ikke bares for os | 85 Begge”. Odin: „Saa rejs Dig da, Vidar, og gjor Plads for Ulvens Fader, ikke vil jeg, at han ſkal laſte os i Mgirs Hal“. Vidar flod da op og ſkjeenkede for Loke; men forend han drak, hilſede han Aſerne: „Hil Eder, Aſer, og hil Jer Aſynjer, hil Jer alle, J høje Guder, undtagen Brage der inderſt paa Benken“. Brage: „Jeg giver Dig Sejt og Sværd dertil en gylden Ring i Bod, om Du vil ſpare Aſerne for Din Avind; egg ikke Guderne imod Dig“. 4 (Fortſattes. En Nat ned Amazauflnden. 5 Fra Braſilien. j 73 SNE 32 85 thvert Barn kjender ſikkert af Navn dette ſtore Kejſerdomme i Sydamerika, og der for ſtorſte Delen kommer fra dette Land, nemlig Kaffen. Et Blik paa Verdenskortet viſer, at dette Rige af | umaadelig Udftræfning, ligger paa Jordens varmeſte Strøg, idet Wfvatorigaar igjennem dette Land, ligeſom findes næppe det Hus, hvori man ikke ſaagodt ſom dagligt nyder et Produkt, der | gjennem ben afrikanſke, umaadelige Orken Sahara, ſom vi tidligere have omtalt. Man vilde tage meget fejl, derſom man antog, at Klimaet og Landenes Beſkaffenhed var ens, da begge ligge ligemeget under den brændende Sol; man kan vel næppe tænfe fig nogen ſtorre Mod⸗ ſetning, end den golde dodsſvangre Sahara Orken og det endnu nærmere Wkvator liggende Braſilien, med fit yppige rigtſvulmende Plante⸗ og Dyreliv. En af de ypperſte Forſkere af det braſilianſke Planteliv forſikkrer, at han har ſet mindſt 15,000 forſkjellige Plantearter i dette Land, og ſaa er dog umaadelige Strækninger i det veſtlige Braſilien endnu næppe kjendte, langt mindre underſogte af Planteforſkerne. Intet Sted i Verden finder man derfor de umaade- lige Urffove tættere og med en mere overraſkende Rigdom af vexlende Farver end her, og intet Steds trives vel alle mulige fra andre Egne af Jorden indførte Planter bedre end her. Skovene levere det fortrinligſte Skibs⸗ tømmer, udmeerkede fine Trœarter til Gavntre (Mahogni oſv.) Farvetre (navnlig Fernambuk) og en Rigdom af herlige Frugter, ſom Piſang, Kokusnedder, Ananas, Rabarber, Meloner og hvad de alle hedde. J de lavere fugtigere Egne trives Ris og Mais, medens de mere hojtliggende Egne frembringe en rig Hoſt af Tobak, Sukker, Kaffe og Kakao (Chokolade), ſamt Bomuld og Indigo, foruden en Mengde fortrinlige Kryderier, ſom Vanille og Ingefær. ; Hvad der giver Brafilien fin rige Plantevært er Vandet. Fra det veſtlige Sydamerikas Bjerge⸗ ftrømme talrige Vandlob mod Oſt og forene fig til Jordens ftørite Flod: Amazonfloden; den fører en jaa umaadelig Vandmasſe, at den i fit Udløb er bred nok til at rumme Sjælland i fin Munding. Vel er det varme Klima overordentlig tørt en ſtor Del af Aaret, og al urte⸗ og græsagtig Plantevcext fortorres da paa Sletterne ſom i Bjergene, men jaa kommer „Regntiden“. Vandet ſtremmer ned Uger og Maaneder; hvor der for var vide Sletter, bliver nu ſtore Vandſtrakninger, der dog hurtigt. forſvinde og efterlade en ny ſpulmende Plantevext, ved hvilke de halvvilde Hjorder af Heſte og Bofler fryde fig og fede fig i ubændig Glæde ovenpaa den ſtore Nod, de led under den lange Torke, og derpaa folgende Overflod af Vand. Man vil forſtaa, at det over hele Braſilien for⸗ grenene Flodnæt har bidraget overmaade meget til at Landet er blevet underſogt og bekjendt i det Indre, ſaa godt ſom det allerede er, og at jaa mange udmærkede Produkter ere fundne og udførte derfra. Weren derfor tilkommer de utrættelige Videnſkabsmend, ſom under utrolig Savn og Moje have